Viser opslag med etiketten Slesvig 1865-1920. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Slesvig 1865-1920. Vis alle opslag

09 august 2024

Det danske Hjælpebureau i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Oberstinde J. Ramsing.

Flensborg, i April.

Oberstinde Ramsing har som Medlem af Forretningsudvalget af det nystiftede Flensborgsamfund opholdt sig hernede en Uges Tid for at planlægge Ordningen af et dansk Hjælpebureau i Flensborg. Fru Ramsing, der er Samfundets eneste kvindelige Bestyrelsesmedlem kom herned, efter at hun havde hørt om de Chikanerier, som de Danske her efter Afstemningen var Genstand for Fremfor alt gamle Mennesker som enten har flaget med deres Dannebrog eller paa anden Maade givet deres Sindelag tilkende.

En af Flensborgsamfundets Opgaver er netop Omsorg for dem. der paa Grund af deres Danskhed lider ilde, og da Fru Ramsing blev Medlem af Bestyrelsen. var der straks Enighed om at bede hende varetage og ordne denne Side af Sagen.

Skulde Fru Ramsing have næret nogen Tvivl om Nødvendigheden af at bringe Hjælp, vilde Antallet af de Gamle, der enten selv eller ved Mellemmand efter hendes Ankomst her til Byen søgte til hende, hurtigt have overbevist hende om Nødvendigheden af at gribe ind. Jeg skal i en senere Artikel gøre Rede for nogle af de Forulempelser og Plagerier, der er blevet særlig de Gamle, d. v. de Forsvarsløse til Del. I Øjeblikket er det vigtigere at fortælle, at Fru Ramsing straks har sikret sig et fortrinligt Lokale i Byens Centrum, idet hun har lejet Halvdelen af den Lejlighed, som er taget ind til den herværende Afdeling af Sønderjydsk Ministerium.

Her vil om kort Tid det danske Hjælpebureau blive aabnet. til hvilket enhver Dansk Mand eller Kvinde, trygt kan henvende sig om Raad og Vejledning, om juridisk Assistance og pekuniær Understøttelse. Fru Ramsing har Haab om til Bestyrer at faa et meget dygtigt Menneske, der er bleven godt kendt i Flensborg for sit opofrende Arbejde mellem de Syge og Gamle, i den forholdsvis korte Tid, hvor hun har været hernede.

Fattigdommen og Ensomheden mellem de gamle Danske er stor. De har gaaet hernede for Lud og koldt Vand. For dem har det saa godt som aldrig været muligt at komme ind i Byeris mange Stiftelser, til hvilke Øvrigheden op Præsterne i Reglen har Indlæggelsesretten.Deres utrolige Trofasthed og Vedhængen ved Danmark skulde nødigt skuffes mere, end det allerede har været Tilfældet. Hvis Danmark yder Flensborgsamfundet et rigeligt Bidrag er der Haab om, at der kunde oprettes et Alderdomshjem, hvad alle der kender de fattige Danskes Kaar her inderlig rnaa haabe.

Oberstinde Ramsing, der saa ofte før er gaaet i Brechen for de danske Flensborgere, vil sikkert ikke kalde forgæves, naar hun nu beder om Hjælp til de Gamle hernede i Form af Bidrag sendt til Flensborgsamfundets Kontor, Vestergade 37. 

Hele Virksomhedens endelige Form vil naturligvis være afhængig af det Resultat, som den internationale Kommission og det høje Raad kommer til med Hensyn til Flensborgs Skæbne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave)

Se artikel og link til samtlige artikler om Julie Ramsing her: Julie Ramsing (1871-1954).

07 august 2024

Afstemningen i 2. zone. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14. marts 1920 var der afstemning i 2. zone. For Flensborgs vedkommende blev resultatet:  6751 tyske, 1421 danske, Flensborg by 27.050 tyske, 8.935 danske. 


Sydslesvig forbliver tysk

Folkeafstemningen i Sydslesvig har stemt for at forblive tysk. I denne zone er den dansktalende befolkning i et decideret mindretal. Næsten fire gange så mange stemmer blev afgivet imod tilslutning til Danmark som for tilslutning. Sydslesvig er ligesom Holsten tysk i blod og kultur og er uvillig til at bryde sine bånd med de andre "Plattysk"-samfund ved kysterne af Nordsøen og Østersøen.

Dette resultat i anden zone indikerer at økonomiske interesser er mere eller mindre magtesløs til at overvinde følelser. Økonomisk ville folk i Flensborg distriktet have det bedre under dansk suverænitet. I Danmark er meget velstående. Tyskland er næsten bankerot, og hvis betingelserne i Versailles-traktaten håndhæves strengt, vil det i en generation i det mindste skulle underkastes høj beskatning. Den tyske mark er næsten værdiløs. Handel over den danske grænse kan kun ske med en enorm prisnedsættelse.

Alligevel er sprogets og race- og nationalfølelsens bånd stærke nok til at få det sydslesvigske folk til at glemme alle de materielle trængsler ved fortsat forening med Tyskland. Det er en manifestation af den vitalitet af racemæssige og nationalistiske instinkter, som støjende skoler af økonomer og internationalister så køligt ignorerer. Centraleuropa er fyldt med grupper, hvor disse instinkter er dominerende. Tyskland forsøgte at knuse dem i Polen, i Alsace-Lorraine og i Nordslesvig. Hendes lange undertrykkelseskampagne mislykkedes.

Men nu virker nationalitetsånden, som landet forsøgte at ødelægge, til egen fordel. Sydslesvig forbliver tysk, fordi hjertet er tysk, ikke dansk. Åndens krav gør en stærkere appel end dem om komfort og nem livsstil. Alle, der ikke har en død sjæl, vil føle en tilskyndelse til at hilse på de tyske slesvigere, der lever deres gens og holder fast ved det i dets modgang.

I øvrigt vil kendsgerningen og resultatet af folkeafstemningen gøre det vanskeligt, i hvert fald i nogle få dage, for kritikerne af Versailles-traktaten. De har sagt, at folkeafstemningerne selvfølgelig ville være farcer. Men det er umuligt at afskrække en salonradikal. Han vil snart tænke på noget nyt og straks udnytte det.


South Schleswig Stays German

The southern plebiscite section of Schleswig has voted to remain German. In this sectiow the Danish speaking population is in a decided minority. Nearly four times as many votes were polled against joinder to Denmark as for joinder. Southern Schleswig, like Holstein, is Germanic in blood and culturo and is unwilling to break its ties with the other "Plattdeutsch" communities on the coasts of the North Sea and the Baltic.

Thc result in the second zone in , dicates that economic interests are more or. less powerless to overcome sentiment. Economically thc people of the Flensburg district would be better off under Danish sovereignty. I Denmark is highly prospcrous. Germany is nearly bankrupt, and if tho terms of the Treaty of Versailles are strictly enforced will have to submit for a generation at least to heavy taxation. The German mark is nearly valueless. Trade across the Denmark border can be conducted only at an enormous discount.

Yet the bonds of language and of racial and national feeling are strong enowgh to make thc people of South Schleswig forget all the material hardshipg of continued union with Germany. It is a manifestation of that vitallty of racial and nationalistic instincts which noisy schools of economists and internationalists so coolly disregard. Central Europe is filled with groups in which these instincts are dominant. Germany tried to crush them in Poland, in Alsace-Lorraine and in North Schleswig. Her long campaign of repression failed.

But now the spirit of nationality j which she tried to destroy works in her favor. South Schleswig remains German because its heart is German, not Danish. The claims of the spirit make a stronger appeal than those of comfort and easy living. All not dead of soul will feel an impulse to salute the German Schleswigers who leve their gens and cleave to it in its days of adversity.

Incidentally, the fact and result of the plebiscite will make the going hard, at least for a few days, for the critics of tho Versailles treaty. They have said that the plebiscites would, of course, be farces. But it is impossible to discourage a parlor radical. He will soon think of something new and promptly exploit it.

(New-York tribune. [volume], March 16, 1920, )


Militarismen og Flensborg.

BEDRAGET blev med næsten Lammende Kraft afsløret ved Afstemningen i Flensborg og 2. Zone. Det staar nu alle tænkende Mennesker klart, at den danske Befolkning i halvandet Aar systematisk er bleven ført bag Lyset paa den skændigste Maade af de hjemlige Chauvinister med Bistand af den Kamarilla, der grupperer sig om "Flensborg Avis". De Folk, der maatte kende den sande Stilling, drev Dag for Dag det danske Folk frem til større og større Forventning om dansk Flertal i Flensborg, de prellede mægtige Summer ud af Folks Lommer, de arrangerede den ene Bluff-Forestilling større end den anden, og de forfulgte paa den lumpneste Maade de Mænd, der stillede sig tvivlende overfor de mere og mere larmende Skryderier. "Flensborggruppen" anmassede sig i det sønderjyske Tilsynsraad en Repræsentation, der var lige saa stor som den nordslesvigske Befolknings, og det skyldtes kun de sønderjyske Arbejderes forstandige Vurdering af Stillingen, naar det mislykkedes for Ernst Christiansen og hans Klike at kvæle H. P. Hanssens Indflydelse i Løgn og Bagvaskelse. Nu forstaar man, hvorfor Ernst Christiansen ikke ønskede Flensborggruppens Medlemmer talte ved Tilsynsraadsvalget.

Først efter Afstemningen er Muldvarpene kommet frem i Dagslyset med deres sande Planer: at tvinge Flensborg ind under Danmark, til Trods for at den nu har dokumenteret at være en tysk By. Chauvinisterne gaar saa vidt i deres Frækhed, at de nu vil udnytte den uhyre Skuffelse, som de selv har fremkaldt ved det storstilede Bedrag. Den skal nu bruges som Baggrund for Raabet: "Flensborg hjem trods alt!" Først bilder man den danske Befolkning ind, at Flensborg er en dansk By. Da det saa viser sig, at den er en tysk By, udnytter man de skuffede Forventninger til at kræve Byen annekteret. Og saa blindt, stoler man paa at være kommet den sidste Rest af sund Dømmekraft tillivs, at Bedragerne nu vælter sig over Regeringen og giver den Skylden for Afstemningens Udfald! Som om Regeringen kunde have gjort sort til hvidt og forvandlet Tyskerne til Danskere! Udfaldet blev, som det maatte blive, og som Bedragerne vidste, det vilde blive. Raabet om, at Flensborg skal hjem, har fra dansk Side ikke længere nogen Mening. Flensborg stemte tysk og blev altsaa hjemme.

Nordslesvig har med 75,000 St. mod 25,000 sagt, at det vil hjem til Danmark. Mellemslesvig har mod 48,000 St. mod 13,000 sagt, at det vil blive i Tyskland. Det er den ganske enkle Situation.

Hvad det vilde koste Danmark, i Strid med Fredstraktatens Aand og Ord, at gøre Vold paa denne Kendsgærning fremgaar med al ønskelig Tydelighed af Udtalelser, som den flensborgske Arbejderfører Haberlund fremsatte straks efter Afstemningen. Han erklærede: Flensborgs Befolkning vil i yderste Fald med Vaaben i Haand værge sin Ret til at være tysk.

Vold mod Flensborg betyder Spiren til den 3. slesvigske Krig og Nødvendigheden af en Militarisme i Danmark, som vi hidtil aldrig saa Magen til.

Men dette er netop, hvad vore Chauvinister ønsker. De frygter den fremtidige politiske Udvikling i Danmark. Fæstningen er faldet, og løses det nationale Spørgsmaal paa en saadan Maade, at Danmark kan leve i godt nabovenligt Forhold til Tyskland, da er ethvert Grundlag for nationalistisk Rummel forsvundet i Danmark. Da ligger den slagne Vej klar for Afrustning og social Udvikling. Da har Reaktionen mistet ethvert fast Holdepunkt i den fremtidige Kamp mod Socialdemokratiet.

Derfor ønsker man ved vor Sydgrænse at skabe en Tilstand, som kan give Anledning til evig Strid, evig Fare og idelig Forøgelse af dansk Militarisme.

Danmark er nylig bleven indmeldt i Folkenes Forbund, hvis Pagt udtrykkelig paabyder Rustningernes Indskrænkning, og hvis Paragraf 19 anviser Veje til Løsning af saadanne Forhold, som kan rumme Fare for Krig.

Nu lægger Chauvinisterne sig af al Magt i Selen for at skabe en Tilstand, hvorunder Militærudgifterne ikke skal formindskes hvert 10de Aar - i Overensstemmelse med Forbundspagten - men forøges hvert andet Aar for at opretholde en national Voldspolitik i aabenbar Strid med Fredstraktaten og Forbundspagten.

Derfor arrangeres nu en Række Møder til fortsatte Forsøg paa at paavirke den internationale Kommissions Afgørelse, og derfor vovede man Forsøget paa at inddrage Kongens Person i denne landsskadelige Færd.

Det konservative "Folkeparti" har "stillet sine Medlemmer frit" overfor denne Rummel og har vedtaget en Udtalelse om, at man med Glæde vil modtage af Kommissionens Haand alt, hvad den vil tildele Danmark af 2. Zone. Ved denne Holdning gør dette Parti sig medskyldig i de Ulykker, som maatte flyde af Chauvinisterne fortsatte Fremfærd og opgiver Danmarks Suverænitet.

Det er betegnende, at det samme Parti, der ved Indmeldelsen i Folkenes Forbund nærede Frygt for, at dette skulde betyde Tab af Selvstændighed for Danmark, nu vil fraskrive Danmark enhver Indflydelse paa sin egen fremtidige Grænse.

Om Danmark vedblivende skal være dansk eller delvis tysk er efter Højres Mening en Sag, hvorpaa den danske Befolkning ingen Indflydelse skal øve. Den har blot at kysse Haanden. Saadan taler et Parti, der kalder sig det nationale.

Mod dette Forræderi sætter vi det danske Folks Krav om Fredstraktatens Opfyldelse og Respekt for Folkenes - ogsaa det danske Folks - Selvbestemmelsesret.

(Social-Demokraten 18. marts 1920)


Det sønderjyske grænsespørgsmål var medvirkende til udløsningen af Påskekrisen mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition i Folketinget og kongen på den anden. Den borgerlige opposition og erhvervslivet var også utilfreds med regeringen på grund af dens fortsættelse af en reguleringsøkonomi fra krigens tid, og Venstre frygtede, at regeringens forslag til en ny valglov ville betyde færre Venstremandater. Den blev udløst da Christian 10. afskedigede ministeriet Zahle den 29. marts 1920. Fagbevægelsen og Københavns Borgerrepræsentation støttede den afsatte regering.  Krisen blev afsluttet med et kompromis den 4. april. 

17. juni 1920 marcherede de internationale styrker ud, og Flensborg var tysk igen.

05 august 2024

Landegrænsen i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den 10. februar 1920 blev der afholdt folkeafstemning i zone 1 hvor knap 75 % stemte for Danmark. Der blev stemt en bloc, forstået således at  det var flertallet som bestemte tilhørsforholdet for hele zonen. Den 14. marts stemtes i zone 2. I modsætning til i zone 1 blev der stemt kommunevis, således at der blev taget hensyn til de enkelte kommuner ved grænsedragningen. 80 % stemte for Tyskland. Mellem de to afstemninger udkom nedenstående artikel:

Landegrænsen i Slesvig.

Tiedje-linjen som minimumskrav.

Flensborg, 16. februar.

A. W. Danskerne opfører sig som om alene afstemningen i den første nordslesvigske zone havde beseglet denne zones skæbne. De vil nu med al magt kaste sig ud i anden zone, primært mod erobringen af ​​Flensborg, og de er tilsyneladende meget utilfredse med at tyskerne fra Slesvig ikke har travlt med at følge dem dertil, men derimod holder fast ved at kun afgørelsen i hele afstemningsområdet også kan bringe afgørelsen om første zone. Det er naturligvis rigtigt at før afstemningen i anden zone indeholder alle beregninger om det nationale resultat af den første afstemning en ukendt mængde. “Flensborg Avis” taler derfor om matematiske tricks der er latterlige, inden anden zone har stemt. Men netop i denne skødesløse udtalelse fra det danske flensborgblad ligger den yderst værdifulde indrømmelse, at et retfærdigt nationalt samlet først kan findes efter anden afstemning, og at afstemningsresultatet i første zone alene derfor ikke tillader nogen grænsebestemmelse i sig selv, dvs. h. ikke engang en minimumsgrænse. Endvidere skal det igen og igen understreges, at ordlyden af ​​Versailles-traktaten ikke kun tillader denne opfattelse, men faktisk kræver det. Der er naturligvis ingen tvivl om hvilken uhyggelig hensigt der skulle forfølges med en blokafstemning i den første zone. Men helt uafhængigt af de enkelte bestemmelser vedrørende de forskellige afstemningstyper i første og anden zone, udtrykker traktaten at selve afstemningen slet ikke sætter en grænse, men at efter begge afstemninger er afsluttet, bør grænsen sættes "i overensstemmelse med befolkningens ønsker”. Så når selv minister H. P. Hansens blad "Hejmdal" hævder, at fredsaftalen ikke giver mulighed for anden mulighed for grænsedragning end i det mindste på grundlag af Clausenlinjen, altså på baggrund af sydgrænsen af først afstemningsområde, så væver folk tråde her for at binde den internationale kommission til danske ønsker. I virkeligheden har Den Internationale Kommission fuld frihed til at træffe beslutningen på en sådan måde at der etableres en uangribelig balance i fordelingen af ​​nationale styrker.

For det tyske folk i Slesvig er det dog ikke et spørgsmål i dag om at tage den internationale kommissions formodede fortolkning af traktaten som rettesnor, men derimod et spørgsmål om at vide hvad man selv vil og bestemme den nationale platform som vi i dag kan bygge vores minimumskrav på. Det vil senere vise sig om dette minimumskrav vil ændre sig til vores fordel som følge af afstemningsresultaterne i anden zone. I dag handler det om på baggrund af de uomtvistelige stemmetal at bevise at kampens nuværende tilstand allerede har vist at Clausen-linjen er fuldstændig uholdbar. Vi sammenligner derfor foreløbigt Clausen-linjen med Tiedje-linjen, dvs. den linje som Johs. Tiedje beregnede for et år siden og som stort set er præcis den samme som det nu er baseret på de faktiske stemmetal hvis principperne om rimelig kompensation anvendes. Vi skal dog igen og igen understrege, at der kun kan være tale om et foreløbigt krav, fordi der tilbagestår et ukendt antal i beregningen, nemlig antallet af danske stemmer, der vil blive afgivet i anden zone. Det er allerede klart for os i dag at dette antal fortsat er et ubetydeligt mindretal i den anden zone. Men vi ønsker at kæmpe denne nationale kamp i reelle termer og derfor ikke operere på ubeviste fakta. Det er grunden til at vores foreløbige nationale krav, dvs. Tiedjelinjen, kun er placeret så langt op mod nord at der mellem Clausenlinjen og Tiedjelinjen forbliver et tysk flertal, således at området mellem disse linjer som vi kalder Tiedjebæltet, kan hævde tysk nationalitet for sig selv uden at skulle stole på det forventede store tyske flertal i anden zone. Beregner man landegrænsen på denne måde under hensyntagen til de mest presserende økonomiske behov og forbindelser, er resultatet en linje der går nordpå fra Højer og Tønder op til Aabenraa-distriktsgrænsen, omkranser de tyske byer Kapstedt og Tinglev og ender nær Gråsten for at nå Flensborg Fjord. Ifølge vores præcise optællinger, baseret på H. P. Hanssens valgresultater som bestemt ikke er manipuleret i tyske interesser (det modsatte er at frygte), blev der afgivet 6.937 tyske stemmer i dette Tiedje-bælte mod 6.766 danske. Samlet set er der fortsat et tysk flertal på 171 stemmer, dog ikke et stort flertal. Det er naturligvis også sådan i dette område at landdistrikterne afgav flertal af de danske stemmer, hvilket hovedsageligt opvejes af det overvældende tyske flertal af de 2.503 tyske stemmer i byen Tønder. Men det er alligevel markant at selvom man fraskriver Tønder by, så har den del af området der hører til Tønder-distriktet, kun omkring 700 flere danske stemmer end tyske, nemlig 3343 tyske stemmer mod 4098 danske. Det skal også særligt fremhæves at de steder syd for Tønder, som forbinder den tyske by Tønder med den anden zone, samt stederne syd for Højer, har overvejende tysk flertal. Der er f.eks. anført: Seth 152 tyske, 36 danske stemmer, Uberg 63 tyske, 7 danske stemmer.

Rudbøl, Rudbølkoog og Freidrichenkoog har også tysk flertal. I selve Højer var stemmeprocenten 581 tyskere mod 219 danskere. Man skal naturligvis altid tage i betragtning at især i de større byer, der i forbindelse med deres vækst overvejende er tyske, er antallet af stemmeberøvede, dvs. tyskere der ikke har været i landet i mere end tyve år, af betydeligt omfang hvis de havde fået lov til at udøve deres rettigheder.

Den vigtigste afgørende faktor for ledelsen af ​​Tiedje-grænsen på den centrale højderyg er det store tyske flertal, der blev opnået i hovedbyerne Keising, Rapstedt og Tinglev. Desværre blev der ikke opnået tyske flertal på de ni pladser i Aabenraa-distriktet og de otte pladser i Flensborg-distriktet, som falder ind i Tiedje-bæltet på østkysten, men mindst tolv af disse sytten pladser talte mere end en tredjedel af det tyske stemmer og i så fald vil fornuft og lige foranstaltninger sejre i den samlede beslutning, så er intet område som dette bestemt til at forblive som et dansk mindretal med det tyske Slesvig. For hvad var parolen hvorunder danskerne dengang gennemførte det, at den rent tyske sydbred af Flensborg Fjord med Glücksborg også var med i den anden zone: Flensborg ejer fjorden (fjorden tilhører Flensborg)? Så hvis sydbredden hører til Flensborg, gælder det samme for nordbredden, og vil man blot bevare anstændighedens udseende, kan man henføre fiskerlejet Rinkenæs til industribyen Flensborg, men ikke omvendt, stor handelsby til et halvt dusin små landsbyer.

Den følgende sammenstilling viser også, hvilke tal disse danske flertal i Aabenraa- og Flensborg-områderne i Tiedje-bæltet er. Der blev afgivet i Tiedie-bæltet, nemlig i Tønder-distriktet 5846 tyske, 4809 danske stemmer, Aabenraa-distriktet 544 tyske, 1156 danske stemmer, Flensborg-distriktet 547 tyske, 801 danske stemmer, i alt 6937 tyske, 6766 danske stemmer. 

Valgets utilbørlige indflydelse, tidens ugunst, fratagelsen af ​​stemmer fra store, og altid kun tyske, dele af befolkningen, den resignation, der fulgte af den vold, som danskerne bestemt havde til hensigt gennem en blok-afstemningen, alt sammen havde dette åbenbart en betydelig indvirkning på Tysklands ugunstige stemmeresultater. Selv af de stemmeberettigede var der omkring 10.000, der ikke udnyttede deres stemmeret i den første zone og desværre må man formode at det var tyske vælgere, hvis stemme vi nu i høj grad mangler, primært på grund af den førnævnte opsigelse. For hvad vil vi med Tiedje-linjen og hvad vil vi med hele det her regnestykke? Vi vil vise, helt ud over de økonomiske nødvendigheder, at det rent nationale perspektiv også resulterer i Tiedje-linjen som et minimumskrav. Hvis vi antager at grænsen blev trukket ud fra denne linje, så ville Danmark af de 25.231 tyske vælgere i den første zone ikke falde under Danmark, men 18.294 tyske vælgere ville stadig blive hos Danmark, når man ikke tæller dem der blev frataget deres stemmer. Hvis man til dette tal lægger de 6.766 danskere der forblev med Tyskland som minoritet i Tiedjes-bæltet, er der stadig 11.528 flere tyske vælgere, der ville blive udleveret til Danmark, end danskere der blev med Tyskland. I hvor høj grad dette overskud på omkring 12.000 tyske stemmer vil blive udlignet af de danske stemmer afgivet i anden zone, er endnu uvist, og først derefter vil det vise sig hvor grænsen for en virkelig fair national balance endelig kan trækkes.

Indtil da er Tiedje-linjen dog det enstemmige krav som tyskerne i Slesvig nu fortsætter kampen om anden zone med. Det er åbenbart meget ubehageligt for danskerne at dette forenede tyske slogan nu bliver konfronteret med dem, da de mente at spørgsmålet om hele den første zone var afgjort. Foreløbig ved de ikke hvordan de skal gøre indsigelse mod de uomgængelige kendsgerninger, der er beskrevet ovenfor, bortset fra den konstante snak om fredsaftalens formelle bestemmelser som ville forhindre en revision af Clausen-linjen. Men hvor der er en ærlig vilje til at forstå, er der også en vej. Under alle omstændigheder vil tysk Slesvig fortsætte kampen for sin gode nationalret i vished om, at den skal føre til sit mål. Den vil ikke kun føre den med hårdhed, men om nødvendigt med de skarpeste våben.


Afstemningskort for den sydlige del af afstemningszone I og hele afstemningszone II med angivelse af valgresultaterne og indtegning af J. Tiedjes forslag til en alternativ grænsedragning. Indsat i øvre højre hjørne kort over hele afstemningsområdet. Kortets titel: "Karte zum deutschen Grenzvorschlag für Schleswig am 17. April 1920"


Die nationale Grenze in Schleswig.

Die Tiedje-Linie als Mindestforderung.

Flensburg, 16. Februar.

A. W. Die Dänen stellen sich, als wenn die blosse Abstimmung in der ersten nordschleswigschen Zone das Schicksal dieser Zone besiegelt hätte. Sie möchten sich jetzt mit ganzer Kraft auf die zweite Zone stürzen, in erster Linie auf die Eroberung Flensburgs, und offenbar ist es ihnen sehr wenig angenehm, dass die deutschen Schleswiger es gar nicht so eilig haben, ihnen dorthin zu folgen, sondern unerschütterlich daran festhalten, dass erst die Entscheidung im gesamten Abstimmungsgebiet auch die Entscheidung über die erste Zone bringen kann. Es ist selbstverständlich richtig, dass vor dieser Abstimmung in der zweiten Zone alle Berechnungen über das nationale Ergebnis der ersten Abstimmung eine unbekannte Grösse enthalten. "Flensborg Avis" spricht deshalb von Rechenkunststücken, die lächerlich seien, bevor die zweite Zone abgestimmt habe. Aber gerade in dieser unvorsichtigen Aeusserung des Flensburger Dänenblattes liegt das überaus wertvolle Eingeständniss, dass ein gerechtes nationales Gesamtuhrteil erst nach der zweien Abstimmung gefunden werden kann, dass also infolgedessen das Abstimmungsergebnis in der ersten Zone für sich allein überhaupt noch keine Grenzfestsetzung zulässt, d. h. nich einmal eine Mindestgrenze. Im übrigen muss immer Wieder unterstrichen werden, dass auch der Wortlaut des Vertrages von Versailles diese Auffassung nicht nur zulässt, sondern geradezu erfordert. Welche niederträchtige Absicht mit der en-bloc-Abstimmung in der ersten Zone verfolgt werden sollte, ist freilich nicht zweifelhaft. Aber ganz unabhängig von den Einzelbestimmungen über die verschiedenen Abstimmungsarten in der erten und zweiten Zone bringt der vertrag zum Ausdruck, dass mit der Abstimmung selber eine Grenze überhaupt noch nicht festgesetzt ist, sondern dass nach dem Abschluss beider Abstimmungen die Grenze festgesetzt werden soll "in Uebereinstimmung mit den Wünschen der Bevölkerung". Wenn also sogar das Blatt des Ministers H. P. Hansen, "Hejmdal", behauptet, der Friedensvertrag lasse keine andere Möglichkeit einer Grenzführung zu als mindestens auf grund der Clausen-Linie, also auf Grund der Südgrenze des ersten Abstimmungsgebietes, so konstruirt man hier Zwirnsäden, um die Internationale Kommission an die dänischen Wünsche zu binden. In Wahrheit hat die Internationale Kommission volle Freiheit, die Entscheidung so zu treffen, dass sie eine unanfechtbares Gleichgewicht der nationalen Kräfteverteilung herstellt. 

Für die deutschen Schleswiger kann es sich aber heute nich darum handeln, die mutmassliche vertragsauslegung der Internationalen Kommission zue Richtschnur zu nehmen, sondern es handelt sich darum, zu wissen, was man selber will, und die nationale Plattform festzustellen, auf der wir heute unsere Mindestforderung errichten. Ob sich diese Mindestforderung durch das Abstimmungsergebnis in der zweiten Zone noch zu unseren Gunsten verschieben wird, wird sich später zeigen. Heute handelt es sich darum, auf Grund der unanfechtbaren Abstimmungszahlen nachsuweisen, dass schon der jetzige Stand des Kampfes die völlige Unhaltbarkeit der Clausen-Linie ergeben hat. wir stellen daher vorläufig der Clausen-Linie die Tiedje-Linie gegenübeer, d. h. eine Linie, die Johs. Tiedje schon vor einem jahre ziemlich genau so berechnet hat, wie sie sich auf den tatsächlichen Abstimmungszahlen jetzt ergibt, wenn die Grundsätze eines gerechten Ausgleichs angewandt werden. Wir müssen jedoch immer Wieder unterstreichen, dass es sich dabei nur um eine vorläufige Forderung handeln kann, weil eine unbekannte Grösse in der Rechnung bleibt, nämlich die Zahl der dänischen Stimmen, die in der zweiten Zone abgegeben werden wird. Dass diese Zahl auf jeden Fall eine unbedeutende Minderheit der zweiten Zone bleibt, steht für uns zwar schon heute fest. Aber wir wollen diesen nationalen Kampf reell ausfechten und daher nicht mir unbewiesenen Tatsachen operieren. Das ist der Grund, weshalb unsere vorläufige nationale Forderung, d. h. die Tiedse-Linie, nur so weit nach Norden hinauf gelegt wird, dass zwischen der Clausen-Linie und der Tiedje-Linie an und für sich eine deutsche Mehrheit bleibt, dass also das zwischen diesen Linien ligende gebiet, das wir den Tiedjegürtel nennen, seine deutsche Nationalität für scih allein zu behaupten vermag, ohne auf die zu erwartende grosse deutsche Mehrheit in der zweiten Zone angewiesen zu sein. Berehcnet man auf diese Weise die natinale Grenze unter gleichzeitiger Zugrundelegung der dringendsten wirtschaftlichen Notwendigkeiten und Zusammenhänge, so ergibt sich eine Linie, die nördlich von Hoyer und Tondern bis zur Apenrader Kreisgrenze hinaufgeht, die deutschen Orte Kapstedt und Tingleff umscliesst, um in der Nähe von Gravenstein die Flensburger Förde zu erreichen. Nach unseren genauen Zählungen, und zwar auf Grund der H. P. Hanssenschen Wahlresultate, die also sicherlich nicht im deutschen Interesse frisiert sein dürften (eher ist das gegenteil zu befürchten) sind in diesem Tiedjegürtel 6937 deutsche Stimmen abgegeben gegen 6766 dänische. Es bleibt also insgesamt eine wenn auch nicht grosse deutsche Majorität von 171 Stimmen. Dabei ist es natürlich auch in diesem Gebiet so, dass die Landgebiete den hauptanteil der dänischen Stimmen bringen, was in der Hauptsache ausgeglichen wird wurd die erdrückende deutsche Mehrheit der 2503 deutschen Stimmen der Stadt Tondern. Aber bezeicnend ist immerhin dass, auch wenn man die Stadt Tondern abrechnet, derjenige Teil des Gebietes, der zum Landkreise Tondern gehört, nur rund 700 dänische Stimmen mehr aufweist als deutsche, nämlich 3343 deutsche gegen 4098 dänische. Hervorzuheben ist ferner besonders, dass gerade die Orte südlich von Tondern, die also die deutsche Stadt Tondern mit der zweiten Zone verbinden, ebenso wie die Orte südlich von Hoyer überwiegende deutsche Mehrjeiten aufweisen. Es seien z. B. angeführt: Seth 152 deutsche, 36 dänische Sti,men, Uberg 63 deutsche, 7 dänische Stimmen.

Auch Rüttebüll, Rüttebüllerkoog, Freidrichenkoog haben deutsche Mehrjeiten. In Hoyer selbst ist das Stimmverhältnis 581 Deutsche zu 219 Dänen gewesen. Dabei muss man selbstverständlich immer in Rechnung stellen, dass gerade in den grösseren Orten, die im Zusammenhang mit ihrem Wachstum fast überall ein überwiegendes Deutschtum zeigen, die Zahl der STimmberaubten, d. h. derjenigen Deutschen, die noch nicht länger als zwanzig Jahre anfässig sind, nicht unbeträchtlich ins Gewicht gefallen wäre, wenn sie ihr Recht hätten ausüber dürfen.

Für die Führung der Tiedjegrenze auf dem Mittelrücken ist vor allem entscheidend die grosse deutsche Mehrheit, die in den Hauptorten Keising, Rapstedt und Tingleff erzielt worden ist. Bei den neun Orten des Kreises Apenrade und den acht Orten des Landkreises Flensburg, die an der Ostküste in den Tiedjegürtel hineinfallen, sind zwar leider deutsche Mehrheiten nicht erzielt worden, aber immerhin haben zwölf von diesen siebzehn Orten mehr als ein Drittel deutscher Stimmen gezählt und wenn bei der Gesamtentscheidung Vernunft und gleiches Mass herrschen werden, so ist kein Landstrich so wie dieser dazu bestimmt, as dänische Minorität bei dem deutschen Schleswig zu bleiben. Denn wie lautete die Parole, under der die Dänen es seinerzeit durchsetzten, dass auch das reindeutsche Südufer der Flensburger Förde mit Glücksburg in die zqeite Zone einbezogen wurde: Flensbog ejer Fjorden (die Förde gehört Flensburg)? Gehört also das Südufer zu Flensburg, so gilt das vom Nordufer nicht minder, und wenn man auch nur den Schein des Anstandes wahren will, kan man zwar der Industriestadt Flensburg das Fischerdorf Rinkenis zusprechen, aber nicht umgekehrt die grosse Handelsstadt einem halben Dutzend winziger Dörfer.

Um was für gevinge Zahlen es sich im übrigen bei diesen dänischen Mehrheiten der Apenrader und Flensburger Gebiete des Tiedjegürtels handelt, zeigt auch die folgende Zusammenstellung. Es wurden abgegeben im Tiediegürtel, und zwar im Kreis Tondern 5846 deutsche, 4809 dänische Stimmen, Kreis Apenrade 544 deutsxche, 1156 dänische Stimmen, Kreis Flensburg 547 deutsche, 801 dänische Stimmen, zusammen 6937 deutsche, 6766 dänische Stimmen.

Die unsaubere Wahlbeeinflussug, die Ungunstd der Zeit, die Stimmberaubung grosser und zwar immer nur deutscher Teile der Bevölkering, die Resignation, die sich aus der von den Dänen sicher beabsichtigten Vergewaltung durch die en bloc-Abstimmung ergab, all das hat selbstverständlich das Abstimmingsergebnis erheblich zum Nachteil Deutschlands beeinflüsst. Sogar von denen, die stimmberechtigtigt warem, haben in der ersten Zone rund 10,000 ihr Stimmrecht nicht ausgeübt und leider muss man wieder annehmen, dass es vor allem wegen der vorgenannten Resignation deutsche Wähler waren, deren Stimme uns nun bitter fehlt. Denn was wollen wir mit der Tiedje-Linie und was wollen wir mit dieser ganzen Berechnung? Wir wollen damit, ganz abgesehen von den wirtschaftlichen Notwendigkeiten, dartun, dass auch der rein nationale Gesichtspunkt die Tiedje-Linie als Mindestforderung ergibt. Setzen wir den Fall, die grenze würde auf Grund dieser Linie gezogen, so würden von den 25,231 deutscgen Wählern der ersten Zone zwar nicht an Dänemark fallen, aber es würden immer noch 18,294 deutsche Wähler bei Dänemark bleiben, die Stimmberaubten gar nicht gerechnet. Bringt man auf diese Zahl die 6766 Dänen in Anrechnung, die als Minderheit des Tiedjesgürtels bei Deutschland verblieben, so sind es immer noch 11,528 deutsche Wähler mehr die an Dänemark ausgeliefert würden als Dänen, die bei Deutschland blieben. Wie weit dieser Ueberschuss von rund 12,000 deutschen Stimmen durch die in der zweiten Zone abgegebenen dänischen Stimmen aufgewogen wird, bleibt abzuwarten und danach erst wird sich zeigen, wo endgültig die Grenze eines wirkluch gerechten nationalen Ausgleichs zu ziehen ist.

Bis dahin aber ist die Tiedje-Linie die einhellige Forderung, mit der das Deutschtum in Schleswig jetzt zunächst den Kampf um die zweite Zone fortsetzt. Es ist den Dåanen offensichtlich sehr unangenehm, dass ihnen diese geschlossene deutsche parole jetzt entgegentritt, wo sie geglaubt habenm die Angelegenheit der ganzen ersten Zone sei erledigt. Sie wissen auch gegen die unansechtbaren Tatsachen, die im Vorstehenden dargelegt sind, vorläufig nochts anderes einzuwenden, als immer wieder das Gerede von den formalen Bestimmungen des Friedensvertrages, die einer Revision der Clausen-Linie etgegenstünden. Aber wo ein ehrlicher Wille zur Verständigung ist, da ist auch ein Weg. Das deutsche Schleswig jedenfalls wird den Kampf um sein gutes nationales Recht weiterführen in der Gewissheit dass er zum Ziele führen muss. Es wird ihn führen nicht nur mit Zahigkeit, sondern, wenn es sein soll, mit den schärsfsten Waffen.

(Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik 20. februar 1920).

Forslaget, der var udarbejdet af teologen Johannes Tiedje, betød som nævnt i artiklen, at grænsen skulle gå nord om Tønder og Højer over til Rinkenæs. Men selv om det kom til at spille en stor rolle i den almene bevidsthed, blev det afvist af Den Internationale Kommission, der ligeledes afviste danske forslag om en sydligere grænsedragning. Grundlaget for grænsedragningen blev i det store og hele Clausen-linjen, modsat hvad artiklen ønskede.

20 februar 2024

Majestætsfornærmelse i Ribe: Harald Albert Bruun (1837-1912). (Efterskrift til Politivennen).

 En Skandale i Ribe.

I Ride afholdtes Dyrskue i Forgaars og bagefter var der en Fællesspisning, hvori henved 150 Damer og Herrer fra By og Land deltog. Blandt dem var der ogsaa en Maler, der hedder Bruun, en gammel radikal Bulderbasse, der i sin Tid var Demokratiets Enhedsmærke dernede i Ribe. Nu er han det, saavidt vi ved, ikke mere, og det er et Held for Ribeegnens Demokrater, for hvem han saavist ikke er nogen Pryd, allermindst efter den Skandale, han nu har leveret.

Ved ovennævnte Fællesspisning var der ogsaa Sønderjyder tilstede, og en Tilstedeværende udbragte en Skaal for de danske Sønderjyder. En Sønderjyde takkede for Skaalen, og da han var færdig med det, rettede han med fuld Føje en Bebrejdelse til Bestyrelsen, fordi den som Adgangstegn benyttede Baand i slesvigholstenske Farver. Man skulde ikke tro det muligt, at en dansk Forenings Bestyrelse, tilmed saa nær Grændsen, kunde gjøre sig skyldig i en saadan Taktløshed. Intet andet Sted i Landet vilde danske Mænd vove at benytte de forhadte slesvigholstenske Farver som Festtegn, og en saadan Adfærd fortjener at paatales i skarpe Ord, selv om den - hvad forhaabentlig var Tilfældet i Ribe - skyldes en utilgivelig Tankeløshed. Beklageligt er det, at det blev en Sønderjyde, der rettede Bebrejdelsen herfor mod Bestyrelsen: det havde for vor egen Skyld set kjønnere ud, om en af de Tilstedeværende fra Kongeriget, et as Foreningens egne Medlemmer havde paatalt Sagen.

Vi har nu sagt vor Mening om den Ting og skal derefter rulle Tæppet op for den modbydelige Scene, der forefaldt ved Bordet. Da Sønderjyden havde talt, rejste den før omtalte Maler Bruun sig og udtalte efter hvad "Ribe Stiftstidende" refererer bl. A. Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kjender ikke danske Nordslesvigere, jeg kjender kun Estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kjender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvig-holstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der Nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Det er ufatteligt, at Maleren ikke blev stoppet, inden han fik afleveret hele denne Bunke. Vel protesterede Forsamlingen, men Hr. Bruun fik kort efter atter Ordet for at imødegaa Sønderjyden og gav paa et Tilraab fra En i Forsamlingen et Svar, der - i Fald Ordene er rigtigt refererede i "Ribe StiftStd." - indeholder en saa grov Fornærmelse mod Hs. Maj. Kongen, at vi vægrer os ved at gjengive dem her.

Nu blev Bægeret da endelig fuldt, og Forsamlingens Taalmodighed var til Ende. Alle som En istemte de: "Vi vil værge vort Land", og da Maler Bruun efter denne Sang igjen vilde fortsætte, istemtes endnu et Par Sange. Men endnu en Gang fik han Lov at fortsætte, og da han endelig var færdig, forsvandt han ud af Teltet, hvor Fællesspisningen holdtes. Han gik altsaa først efter at have faaet sagt Alt, hvad han vilde, udøst en Bunke af de plumpeste Grovheder over Sønderjyderne og paa en i høj Grad fornærmende Maade omtalt vor Konge.

Den tilstedeværende Forsamling af gode danske Mænd og Kvinder, som de jo var, har unægtelig været mere end tilladelig taalmodig; Maler Bruun burde ikke blot være frataget Ordet længe inden han var færdig, men var der sket ham hans Ret, saa var han blevet vist ud paa staaende Fod. Det havde været det korrekteste Svar fra Forsamlingens Side, og det havde sikkert ogsaa været det Bedste for den fanatiske Malermester selv.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. august 1895).

Harald Albert Bruun og Mathilde Bruun (1866-1945) boede i Aleen ved Kirkegaarden, Gravsgade matr. nr. 148 i Ribe. Det var her han havde et atelier. Han fik næringsbrev som maler i 1859, hun var uddannet hos Johannes Petersen i København. Før affæren havde han siddet i Ribe Byråd.

Fotograf Christen Nørgaard Nielsen (1870-1954): Harald Bruun (1837-1912). Fundet på Fotohistorie.


Horsens Avis som Angiver.

Højrebladet "Horsens Avis' refererer efter sin Kollega "Ribe Stiftstid." en Historie fra et i Ribe i Onsdags afholdt Dyrskue, efter hvilket der fandt en Fællespisning Sted. Ved denne Fællesspisning afholdtes der Taler, og en af Talerne var en Sønderjyde, som kritiserede Dyrskuebestyrelsen, fordi den havde solgt Festtegn med slesvigholstenske Farver. "Horsens Avis" bruger Ordene "Taktløshed","forhadte slesvigholstenske Farver' og er kort sagt kommet i komplet Krigshumør.

Da vi ikke kender noget til Sagen og altsaa heller ikke ved, hvad der har bevæget Bestyrelsen til at benytte de urostiftende Festtegn, skal vi lade den Sag ligge. Det tør imidlertid formodes, at Festtegnene, for saa vidt de virkelig med Bestyrelsens Vilje har faaet slesvigholstenske Farver, er valgt af Hensyn til, at der ogsaa var Folk fra Slesvig-Holsten, som udstillede ved Dyrskuet. Derfor havde det selvfølgelig ikke været nødvendigt at bruge slesvigholstenske Farver, de danske Farver havde været mere naturlige ved den Lejlighed, men Sagen er dog i sig selv ikke saa stor, at "Horsens Avis" burde nedværdige sig til at spille Angiver overfor en Mand, som protesterede mod den forargede Sønderjydes Kritik.

Vedkommende er en radikal Venstremand i Ribe, Malermester Brun. I Følge "Ribe StiftStid.", hvis Referats Korrekthed maaske dog tør betvivles, udtalte Hr. Brun:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kender ikke danske Nordslesvigere, jeg kender kun estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvigholstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Vi skal ikke komme nærmere ind paa Hr. Bruuns Udtalelser. De er fremsatte ved et Fællesmaaltid og bør næppe tages for alvorligt. Og iøvrigt er Hr. Bruuns Ord ikke rettet mod Nationalitetsfølelsen i og for sig. Han har - noget haardere end nødvendigt - peget paa den falske Nationalitetsfølelse, der er brugt mod et Folks Kamp for politisk og social Frigørelse, og han har vel næppe helt Uret endda, naar han hævder, at Nordslesvigerne har fundet det i sin Orden, at Esrup krænkede Danmarks politiske Frihed og Uafhængighed og satte Fæstningen som Monument over det, Maler Bruun kalder Folkeretfærdigheden.

Havde "Ribe Stiftstid." og "Horsens Avis" nu nøjedes med at fortælle om Hr. Bruuns "Taktløshed", var Sagen vel dermed kommet ud af Verden. Men "Horsens Avis" skynder sig med at fortælle, at da Bruun endnu en Gang fik Ordet, fornærmede han Kongen saa grovt, at Bladet vægrer sig ved at gengive Fornærmelsen.

Dette plumpe Angiveri bringer nok sin Løn med sig. Og om "Hors. Av." er saa heldig at faa Maler Bruun tiltalt og straffet, har Bladet gjort en god patriotisk Gærning, som alle Snobber og patriotiske Hyklere vil takke det for.

Havde det ikke været nok, om "Hors. Av." havde meddelt, at Maler Bruun blev overdøvet af Fællesspiserne med Sangen "Vi vil værge vort Land". Den "Straf" kunde vel have været tilstrækkelig. En Fællesspisning ved et Dyrskue er dog ingen saa vigtig Begivenhed, at Udtalelserne der fortjener almindelig Udbredelse. Nu fortjener det derimod at komme til almindelig Kundskab, at de to Højreblade knytter usselt Angiveri til de danske Farver. Det er ogsaa en Slags Patriotisme. Fy for en Ulykke!

(Social-Demokraten 4. august 1895).

Social-Demokraten havde ret i at med offentliggørelsen af Bruuns optræden, var grunden lagt til en sag - hvilket Ribe Stift-Tidende også senere skrev: Få uger efter blev der anlagt sag mod malermester Bruun. Han androg stiftamtet om at overretssagfører Berg skulle føre forsvaret, men stiftamtet gav ham afslag. Underretten dømte ham 17. november 1895 for majestætsfornærmelse til 3 måneders simpelt fængsel samt til at betale sagens omkostninger. Overretten stadfæstede 20. januar 1896 dommen. Ribe Byråd nægtede (6 stemmer mod 3) at blive optaget på rigsdagsvalglisten. Sagen kom så for Højesteret:


Majestætsfornærmelsessagen i Ribe for Højesteret.

Kjøbenhavn 16. April

For Høiesterets Skranke procederedes idag den meget omtalte Sag om Malermester i Ribe. Harald Albert Bruuns Fornærmelser mod Hs. Maj. Kongen. Bruun dømtes saavel ved Under- som ved Overretten til tre Maaneders simpelt Fængsel.

Det var den 31. Juli i Fior, der var arrangeret stort Dyrskue, og ved Festmaaltidel efter Skuet holdtes der Taler. En Sønderjyde havde talt og bebreidet Festkomiteen, at den som Festtegn havde valgt Baand i slesvig-holstenske Farver. Da reiste Malermester Bruun sig og sagde omtrent Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er noget ganske underordnet! jeg ved Intet om danske Nordslesvigere, jeg fjender dem kun som Estrup'ske Høiremænd; de sønderjyske Patrioter har valgt Militarismen og ikke Nationalitetsfølelsen. Den foregaaende Taler sagde, at han spyttede paa de slesvig-holstenske Farvere jeg blæser ad Sønderjydernes Nationalitetsfølelse. der kun er Humbug"

Bruun blev under sin Tale hyppigt afbrudt, men han tilføiede ikke destomindre følgende Ord om Hs. Maj. Kongen: - "Vi har en tysk Konge, som kun er bleven dansk, fordi han har kunnet se sin Fordel derved, fordi han har kunnet opnaa en høi Stilling her i Landet."

Bruun har under Forhørerne ikke kunnet benægte, at han har udtrykt sig saaledes; dog mener han ikke at have sagt "kun." Han har imidlertid anført, at han vilde motivere sine Ord dermed, at Nationalitetsfølelsen altid maatte vige for høiere socialt Hensyn, hvilket man saa Exempler paa i mange Fyrsteslægter; - men Harmen blandt Forsamlingen over de faldne Udtalelser var saa stærkt, at han ikke kunde faa Ørelyd. Saa sluttede han med et Leve for Udstillerne, og Musiken demonstrerede mod Bruuns Udtalelser ved at spille "Vi vil værge vort Land" og andre Fædrelandssange. Derpaa forlod Bruun Lokalet.

Saaledes fremstilledes Sagen gjennem den i Dag i Høiesteret oplæste Dom og under Dokumentationen af Sagens Akter.

Aktor i Sagen, Højesteretssagfører P. G. S. Jensen, talte ganske kort. Han patenterede, at om end Bruun ved den omtalte Leilighed havde været noget beruset havde han dog ingenlunde været utilregnelig. De afhørte Vidner havde saa godt som alle opfattet Tiltaltes Ord som fornærmende mod Hs. Majestæt, og at de er fornærmende maa ogsaa anses for aldeles utvivlsomt. Med fuld Føie, slutter Aktor, har Overretten dømt Tiltalte efter Straffelovens § 90.

Efter at Dokumentationen var til Ende, nedlagde Aktor Paastand paa Dommens skjærpelse eller Stadfæstelse. 

Defensor, Højesteretsadvokat Halkier fik derpaa Ordet, og han gik noget nærmere ind paa Sagen: - Den Tiltalte hører øjensynlig til de Folk, som "Intet har lært, og intet har glemt." Det er nu heldigvis mange Aar siden de Folk, som er hans politiske Meningsfæller har brugt Ord som "Grundlovsbrydere" og Rakkerpak" om Ministrene; det var den Gang, da en Landstingsmand brugte Billedet om de "snivede Heste", og da en Folketingsmand, som tilmed var en studeret Mand, kaldte Ministrene for "Indbrudstyve " Dette er nu fjærne Minder; og det er mærkeligt at se, at der i en fjeern Afkrog af Landet endnu er "en saadan Tro i Israel," som den der har givet sig tilkjende i Maler Bruuns Ord. Naa, Bruun er en udannet Fanatiker, som i sin opfarende Hidsighed naturligvis nemt kunde komme til at fornærme Kongen; og at hans Udtryk er meget uheldigt kan jo ikke nægtes.

Imidlertid maa Domstolene se ganske objektivt paa denne Sag og navnlig se bort fra Striden om Dansk og Tysk og og de Stemninger, som denne Sind har avlet særlig ved den nævnte Leilighed.

Man maa ogsaa tage i Betragtning, at Fyrsteslægterne har en baade national og international Karakter; navnlig hænder det jo meget hyppigt, at Dronninger hentet fra andre Lande og ja mere en Dronning formaaer at gaa op i den nye Nation, hun tilhører, des mere er hun bleven elsket; her kan nævnes et saa fjerntliggende Exempel som Dronning Dagmar og et saa nærliggende som vor nuværende Kronprinsesse. Men ogsaa Kongen hentes jo undertiden fra andre Lande; saaledes blev jo en Søn af vort Kongehus Grækenlands Konge. Men det vilde dog næppe kunne betragtes som fornærmeligt for Kong Georg, om man om ham sagde, at han havde valgt den græske Trone for at skabe sig et videre Virkefeldt ved at blive græsk Konge. Og lige saa lidt vilde det betragtes som en Fornærmelse mod Kong Georg, om man sagde, at han var dansk.

Naar Bruun har brugt Udtrykket "søgt sin Fordel" er det naturligvis et uheldigt valgt Ord. Men man behøver da ingenlunde at forklare det som "pekuniær Fordel"; det maa sikkert opfattes som den Fordel, der ligger i en almindelig Tilfredsstillelse af alle Fordringer til et rigere og mere indholdsrigt Liv. At en Prins, som ikke har noget bestemt Virkefelt, kan ønske at blive Konge, synes mig saa naturligt, at jeg ikke kan se, der ligger en Fornærmelse i en Udtalelse herom. Forholdet her er jo dog heller ikke det samme som i Tyskland, ved at læse "Flensborg Avis" f. Ex. ser man jo, hvorledes dernede Majestætsfornærmelsessagerne voxe frodigt op. Dertil kommer, at Bruuns Ord jo slet ikke rammer Kongen, han havde jo valgt at være dansk, endnu længe før han udnævntes til Tronfølger. Endelig har Tiltalte aabenbart aldeles ikke haft til Hensigt at fornærme Hans Majestæt.

Jeg indstiller derfor Tiltalte til Rettens mildeste Dom, laltfald til Stadfæstelse af den indankede Dom, som jo har valgt Minimumsstraffen efter § 90. 

- - Efter en temmelig kort Votering faldt Dommen. Den lød paa Stadfæstelse af Overretsdommen i Henhold til dennes Præmisser.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 17. april 1896)


Et antal borger i Ribe (tallet opgives til 322) ansøgte efterfølgende om at Bruun blev benådet. Dette kunne kun tilstås hvis Bruun selv ansøgte. Men det gjorde han i første omgang ikke, idet han foretrak at blive martyr. Senere ombestemte han sig. Justitsministeriet afslog ansøgningen. Derefter ansøgte han om at straffen blev konverteret til 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød til efteråret. Kongen eftergav ham så straffen mod at der meddeltes ham en alvorlig irettesættelse og advarsel. Bruun blev indkaldt til stiftamtmand Ahnfeldt som gjorde ham bekendt med kongens resolution. Ribes befolkning synes også generelt at være imod en så hård straf.

Se også Højesteretstidende 1896, s. 113-116.

28 januar 2024

H. V. Clausen: Nordslesvig 1863-1893. (Efterskrift til Politivennen).

Den nationale Stilling paa Landet. ("Sønderjyske Aarbøger" 1894).

I. Tysk og dansk Sindelag.

Hr. H. V. Clausen har gennem tidligere Afhandlinger sat den danske Læseverden ind i Sprogforholdene i Nordslesvig.

Det er denne Gang en anden Side af Sagen, han har vendt sig mod. Denne Afhandling undersøger ikke Sproggrænsen, men Grænsen mellem dansk og tysk Sindelag.

Forholdene i Nordslesvig er overordentlig gunstige for en saadan Undersøgelse. Det hele Omraade, det gælder, er ikke større, end at en enkelt Mand kan sætte sig ind i Forholdene fra Sogn til Sogn. Forskydningerne mellem dansk og tysk er meget smaa; talrige oe pludselige Overgange som dem, der findes mellem to almindelige politiske Partier og her lægger de største Hindringer i Vejen for en Partistatistik, finder ikke Sted i Nordslesvig. Der er en dybere Kløft mellem danske og tyske end mellem to politiske Partier; de, der gaar over fra den ene Lejr til den anden, er lette at tælle. Dertil kommer, at Nordslesvigerne gennem de danske Foreninger har dannet sig en Række af samarbejdende Organisationer, der i hver Egn sidder inde med rige Oplysninger om Egnens nationale Forhold, og som med Glæde stiller dem til Benyttelse til et Værk som dette.

Hr. H. V. Clausen har med stor Flid benyttet sig af disse nnstige Forhold, og han har derved naaet Resultater, der i Paalidelighed og Udførlighed staar meget højt.

Først undersøger Hr. Clausen de tysksindedes Tal, dernæst hvad for Folk det er, der danner det tyske Parti.

Som Udgangspunkt for sine Undersøgelser over Tyskernes Tal brnger han Gaardmandens Sindelag. Fra hver enkelt Gaard med "to eller flere Heste", har han skaffet sig Besked om Ejerens Sindelag fra 1863 til nu og det er Resultaterne heraf, han meddeler.

For hele Nordslesvig er dette saaledes :


Der gaar gennem disse Tal en Regel, som kan udtrykkes med faa Ord. Jævn, om end langsom Tilbagegang for Danskerne indtil 1888, efter 1888 en betydelig Fremgang.

Det er det samme Resultat, de politiske Valg i Nordslesvig har Dragt. Efter lang Tids Tilbagegang kom Omslaget omkring 1888, siden da har der været en almindelig Fremgang.

Man ser, at Tilbagegangen fra 1888 ikke har været stor. I alt har de danske fra 1863 til 1888 mistet 132 Gaarde, hvoraf de blakkede har faaet 1/3, Tyskerne 2/3. De 132 Gaarde er af det hele Antal ialt 2,15 % Forhold til Danskernes Vinding af 26 Gaarde i de sidste 5 Aar er deres Tab i de foregaaende 25 kun ringe.

End gunstigere stiller Forholdet sig, hvis man ser paa Rubrikken "I Udsigt". Denne er ikke fremkommen, som denne plejer at fremkomme i statistiske Undersøgelser ved en Slutning fra de kendte Tal til ukendte. De Tal, Hr. Clausen anfører under den, har han faaet ved at undersøge Arvingernes Sindelag rundt om paa Gaardene. De har derfor naturligvis ikke ganske samme Paalidelighed, som de Tal, der angiver de nuværende Gaardejeres Sindelag, men man can dog med nogen Sikkerhed gaa ud fra, at Afvigelserne fra det vundne Resultat ikke vil blive store. De forskydninger, som kan fremkomme ved, at andre end beregnet arve Gaardene vil antagelig gaa lige op.

Endnu undersøger Hr. Clausen, om det ikke skulde være saa. at der udenfor de større Gaarde, svarende til danske Gaarde over 10 Td. Hartkorn, er en forholdsvis betydeligere Fremgang for Tyskerne. Han viser, at det ikke er Tilfældet. Af 305 større Gaarde havde Danskerne 1863 de 196, nu 180. Af de 16, der er tabte, er de 9 augustenborgske Herregaarde, som den danske Regering efter at have købt dem af Hertugen af Augustenburg i Halvtredserne solgte til danske Godsejere, men som disse efter 1864 hurtig afhændede til Tyskere.

Endelig gennemgaar Hr. Clausen Forholdene i de enkelte Egne af Nordslesvig, og det viser sig her som gennem Udfaldet af Rigsdagsvalgene, at Stillingen endnu er vanskelig mod Syd ved Sproggrænsen, hvorimod Fremgangen er stærk længere Nordpaa. Selv mod Syd giver dog Tallene Haab om, at Omslaget ogsaa der vil komme og bringe dansk Sindelag den samme Fremgang, som allerede er kommen længere Nord paa.

En tilsvarende Undersøgelse af hele den øvrige Befolkning, Smaakaarsfolkene paa Landet og Bybefolkningen, bringer denne Afhandling ikke. Alligevel gælder det Billede, den tegner, sine Hovedtræk ogsaa her. Husmandbefolkningen er ligesaa dansk som Gaardmandsklassen og følger sikkert de samme Svingninger som denne. Byerne staa noget anderledes. Overgangen til Tyskerne har naturligvis her ved Regeringsskiftet været stærkere end paa Landet, men de sidste Rigsdagsvalg viste tydeligt, at her er indtraadt et stort Omslag til Fordel for Danskerne.

Grunden til de sidste Aars Fremgang er bekendt nok. De ligger først og fremmest i, at Følgerne af Udvandringen ikke nu virker saa stærkt som før, at man paa alle Punkter har opgivet den passive Protestpolitik og har lært at benytte sig af de Vaaben, de bestaaende Forhold frembyder. 

R.

(Aalborg Amtstidende 16. august 1894).


2. Tyskhedens Grunde.

Den sidste Del af Afhandlingen giver en Skildring af de Bestanddele, hvoraf den tyske Befolkning bestaar, af de Grunde, der har skabt deres tyske Sindelag.

Den første Gruppe er der indvandrede Tyskere. Disse er dog paa Landet ikke mange. De ejer ialt 135 Gaarde, udgør altsaa 1/6 af det hele Tal af tysksindede; men det er gennemgaaende de største Gaarde, der ejes af dem. De taler naturligvis alle Tysk, men især hvor de ikke findes sammen i større Tal, lærer de hurtig at tale Dansk, og meget ofte bliver deres Børn danske. Kun hvor der paa en Egn findes et betydeligere Antal tysksindede sammen, kan de holde sig. Den almindelige Mening blandt Nordslesvigerne er, at disse indvandrede gennemgaaende er dygtigere end Hjemmetyskerne, men mindre fanatisk tysksindede, og om man end maa gaa ud fra, at Nordslesvigernes rimelige Harme mod Hjemmetyskerne ofte gør deres Dom over dem for stræng, saa lyder dette dog rimeligt nok. 

Den langt større Part af Tyskerne udgøres af Hjemmetyskerne, og den største Del af disse hører atter til Familier som før 1864 var slesvig-holstenske. Man maa huske, hvor langt tilbage Nordslesvigs Danskhed var kommen under Frederik d. 6.s og hans tyske Ministres Styrelse. Bevidst Danskhed fandtes i Nordslesvig ikke før i Trediverne, og selv da der i Fyrrerne kom Liv i den danske Bevægelse, omfattede denne kun en Del af den Befolkning, der talte Dansk. De tyske Repræsentanter i Stænderne valgtes ikke blot af Byerne og Godsejerne. I lange Tider var Halvdelen af de Stænderdeputerede, over hvis Valg nordslesvigske dansktalende Bønder raadede, Slesvig-Holstenere.

Hr. Clausen sætter - sikkert med Rette - den egentlige Gennembrudstid, hvor Interessen for Danskheden greb den store Del af Befolkningen til 1848. Han mener, at de danske Embedsmænd mellem 1850 og 64 hverken gjorde fra eller til, han paapeger enkelte Fremskridt i disse Aar. Alligevel undervurderer han vistnok noget deres Betydning. Sikkert har disse Aar med Sejersfølelsen, med Følelsen af at have Regeringen paa sin Side, mange Steder skabt et traditionelt Dansksind, som ikke har faaet ringe Betydning.

Alligevel var der i 1863 mange slesvigholstensksindede tilbage i Nordslesvig, som vi har set noget nær saa mange, som der nu er tysksindede. Det er de Familier, som i sin Tid kom ind i den slesvig-holstenske Bevægelse, og som har besvaret deres Harme mod Danmark; Omslagene derimod er som sagt kun faa.

Hr. Clausen anfører en Del Grunde til disse. Det er den Slags Grunde, som man paa Forhaand kunde regne ud maatte gøre sig gældende under Forhold som de nordslesvigske. Det interessanteste herved er at se, at mellem dem savnes en: den tyske Kulturs Tiltrækningskraft.

Man kunde være tilbøjelig til at tro paa store Virkninger af denne. Virkeligheden viser, at saadanne ikke findes. Man kan forstaa dette. Det drejer sig her om en Bondebefolkning; den tyske Kultur er en ren Bourgeoiskultur, der væsentlig hører hjemme i Bourgeoisiets højeste Lag; den har de mindst mulige Betingelser for at kunne øve nogen Indflydelse paa en nordslesvigsk Bondebefolkning, selv om der gives en Del af denne, som gør sit bedste for at komme med.

En Bondekultur, et Aandsliv knyttet til Bønderne som det grundtvigske i Danmark, har Tyskland ikke. Det er da let at forstaa, at det bliver lettere for den dansksindede Del af Nordslesvigs Befolkning at træde i Forbindelse med dansk Kultur end for de tysksindede at faa noget ud af den tyske.

Dertil kommer, at det store Tal af Hjemmetyskere ikke forstaar tysk, kun nede mod Syd omkring Sproggrænsen findes der hos dem nogen Kundskab heri.

Vi ser saaledes, at Sproggrænsen og Grænsen for dansk og tysk Sindelag ikke falder sammen. Der findes en ikke ganske ringe Del af Nordslesvigs dansktalende Befolkning - blandt Gaardejerne altsaa omkring en Syvendedel - , der er tysksindede. Til gengæld findes der, særlig i Flensborg, ikke faa tysktalende, der er dansksindede.

Dette Forhold har baade en uheldig og en heldig Side. Uheldigt er det derved, at Antallet af dansksindede i det hele bliver noget mindre end 160,000, der almindelig regnes for dansktalende. Heldigt er det, fordi det aabner Muligheden for Fremgang for dansk Sindelag. Det er klart, at der kun er ringe Udsigt til, at dansk Sprog og dansk Sympati skulde vinde frem sydpaa i Egne som nu taler tysk.

Langt større er Udsigten derimod til, at det rundt om i Nordslesvig vil gaa, som det enkelte Steder allerede er gaaet, at de tysksindede, som lever mellem danske og taler deres Sprog, efterhaanden vil vindes af dem, saa de stiller sig paa deres Side i Kampen mod den tyske Regerings Tryk. Meget tyder paa, at Bevægelsen er ved at gaa i denne Retning, at det egentlige Nordslesvig bliver stedse mere rent dansk.

R.

(Aalborg Amtstidende 17. august 1894).

31 august 2023

Nordslesvig 1884. (Efterskrift til Politivennen)

I 1884, 20 år efter krigen 1864, stod det danske flertal i Nordslesvig i samme situation som det tyske flertal i Sydslesvig og Holsten stod i før og  mellem de to slesvigske. En ting var imidlertid forandret: Pressens beretninger. Mens den danske medieverden over en kam forsvarede var der skete før 1864, var dette ikke tilfældet for de tyske aviser efter 1864: nedenstående artikel vidner om en mere uafhængig presse. Ligeledes synes myndighedernes begrænsninger af valgene at være mindre end ved de tilsvarende danske i mellemkrigsperioden.


Nordslesvig.

J. E. Ligesom en række europæiske stater er også det tyske rige i stand til at have en række stammer af forskellig nationalitet inden for sine grænser. Men mens de forskellige nationaliteter i nogle lande er på de bedste vilkår, er det desværre ikke tilfældet alle steder. En del af de tyske statsborgere, som polakkerne i Vestpreussen og Posen, franskmændene i Lorraine, danskerne i Nordslesvig og endda tyskerne i Alsace-Lorraine, står i det mest fjendtlige forhold til riget og tyskheden. Af disse anti-tyske stammer er Nordslesvigs danskere mindst i antal, men de står ikke tilbage for de andre, når det kommer til had til Tyskland.

Med hensyn til sprog og sindelag er det overvældende flertal af indbyggerne i Nordslesvig danskere. Deres sprog er længe blevet udgivet som en tysk dialekt korrumperet af danske påvirkninger; de blev kaldt "Rabendänisch". Intet er mere forkert end en sådan opfattelse. Den den nordjyske bonde forstår ligeså godt, som mecklenburgeren forstår holsteneren. Den jyske dialekt, som er meget forskellig fra sjællandsk og det skrevne eller "københavnske" dansk, der udsprang af den, hersker fra halvøens nordspids til sydvest for Flensborg. I århundreder var sproget jysk op til Slien og så langt sydpå som Husum - bortset fra den frisiske vestkyst i Slesvig. Først i vort århundrede erobrede plattysk Angeln og byen Flensborg, mens en dansk kile stod tilbage midt i landet mellem Angeln og det frisiske område. Denne trekant med dansk sprog er nu, som en artikel i "Ham. Korr." Som jeg forklarede nærmere, bliver det i syd og øst konstant angrebet og indskrænket af plattysk, således at sproget der i en ikke alt for fjern fremtid vil være tysk, og den sproglige grænse vil være en lige linje fra Flensborg til Tønder. Det danske parti har erkendt den fare som plattysk udgør og stiftede for nogle år siden en "Forening til Bevarelse af det danske Sprog i Nordslesvig", der skønt med meget begrænsede ressourcer, skal have en lignende virkning som den tyske skoleforening og Alliance Francaise. Danskerne skal også kæmpe mod skolerne, da regeringen gør alt hvad den kan, for at udbrede det tyske sprog og den tyske etos blandt de unge. Danskerne protesterede voldsomt, da antallet af tysktimer blev øget markant på alle skoler. Til en vis grad anerkendte de dog nytten af ​​at kunne tysk, hvilket viste sig ved at mange bønder sendte deres halvvoksne sønner til Holsten og Sydslesvig for at lære tysk. I nyere tid er fremmødet på videregående uddannelsesinstitutioner, gymnasier og gymnasier, af børn af dansksindede forældre også steget markant, selvom man heraf ikke kan konkludere at der er sket en holdningsændring. Generelt er beboerne i Nordslesvig stadig meget negative og holder fast i deres danske sprog og deres had til alt tysk, og de forstår at forpurre regeringens bestræbelser på at fortyske gennem skolen. Ordsproget: "Den der har skole, har fremtiden" kan næppe anses for gyldigt her. Tyske sange og tysk-patriotiske læsebøger, bl.a. har til formål at indgyde andre holdninger i den opvoksende generation. Men hjemme hører børnene ikke et ord tysk, kun taler der ånder had og foragt mod tyskerne. Så regeringens bestræbelser på at lære de unge tyske sympatier og det tyske sprog er fortsat mislykkede, især da tysk er og forbliver et fremmedsprog for nogle af de ældre lærere, hvis modersmål naturligvis er dansk. Nord for Flensborg er sproget helt dansk, undtagen helt nord i den lille Herrnhuter-koloni Christiansfeld, som har afværget daniseringen i hundrede år takket være sin stadige forbindelse med Tyskland. Selv i nordlige byer, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Tønder hører man lidt tysk, selvom det tyske parti på disse steder har overvægten ved alle valg, fordi de tysksindede borgere også taler dansk, og mange af de tysksindede kan tale dansk og taler næsten ikke tysk. Da en tysk deputation fra Nordslesvig i begyndelsen af ​​1879 rejste til Berlin for at takke kejseren for ophævelsen af ​​paragraf 5 i Pragfreden, gjorde "Posten" grin med, at en af ​​de fem-seks deputerede ikke talte flydende tysk.

Det danske sprogs territorium falder nogenlunde sammen med det danske parti, men den kile der er trængt ind mellem plattysk og frisisk i syd, skal tages i betragtning - en omstændighed, der naturligvis er gunstig for det tyske sprogs erobrende ekspansion. Danskernes leder siden 1864 var ubestridt H. A. Krüger, en landmand fra Nordslesvig der havde haft stor indflydelse siden 1840'erne, og hvis autoritet var sådan at der i partiet ikke dukkede andre mens han levede. Medlem af landsrepræsentationen siden før 1848 blev han fra 1867 uafbrudt valgt som medlem af landstinget for den første slesvigske valgkreds, men kunne ikke indtage sin plads i huset, fordi han ikke ønskede at aflægge ed, og påberåbte sig artikel 5 i Pragfreden der som bekendt bestemte, at Slesvigs nordlige distrikter skulle afstås til Danmark, hvis deres indbyggere havde stemt for det ved en fri afstemning - en paragraf der udsprang af Napoleons hoved, som derved tvang Preussen og Østrig til at have en slags anerkendelse af nationalitetsprincippet. Krüger hævdede nu at denne bestemmelse gav Nordslesvig en særlig status, at den ikke juridisk var en del af den preussiske stat medmindre en sådan folkeafstemning havde besluttet det, og at den preussiske grundlov derfor ikke var gyldig for Nordslesvig. Også danske repræsentanter fra den anden kreds nægtede altid at aflægge ed, sandsynligvis delvist påvirket af Krüger, således at disse to kredse fra 1867 til sidstnævntes død i 1881 var uden repræsentation i delstatens parlament. Krüger havde også siden 1867 været repræsentant for den første valgmenighed på Rigsdagen, dog uden at tage nævneværdig del i husets arbejde; han plejede kun at holde en protesttale nu og da. Danskerne besatte kun den anden valgkreds i den konstituerende nordtyske rigsdag. Ved at ændre valgkredsene - Haderslev og Sønderborg, Flensborg og Aabenraa blev slået sammen, mens Flensborg og Sønderborg først blev slået sammen til den anden valgkreds - mistede de den anden valgkreds. Partiet fik et stærkt slag gennem ophævelsen af ​​artikel 5 i 1878. Det viste sig at partiet havde begået en stor fejltagelse ved kun at påberåbe sig sine rettigheder og krav fra denne traktat indgået mellem to staters herskere, i stedet for fra den at påberåbe sig en naturlig selvbestemmelsesret. Krüger erklærede, at hans holdning og hans synspunkter forblev uændrede, at selvbestemmelse var en umistelig ret for folk, der ikke kunne ophæves ved nogen traktat; Artikel 5 var dog blevet fremhævet for ofte og for stærkt til at dens ophævelse havde gjort et væsentligt indtryk på befolkningen i Nordslesvig og have rokket ved håbet om forening med Danmark, selv om holdningen ikke blev ændret som følge heraf. Da Krüger døde i sommeren 1881, opstod der en dyb konflikt blandt nordslesvigsdanskerne, som tidligere kun havde vist sig i få udtalelser, såsom ved valgene til landstinget og distriktsrådene. Ultraer og moderate begyndte at kæmpe for lederskab. Moderaterne ønskede at repræsentanterne skulle aflægge ed for at kunne tage plads i delstatsparlamentet og repræsentere partiets interesser dér, mens ultraerne holdt fast i Krügers synspunkter. I det første distrikt (Haderslev), ved halvvejsvalget til delstatsparlamentet i begyndelsen af ​​oktober 1881, vandt ultraernes Hörlyk den vestlige del af distriktet, over den østlige del, hvor nogle af moderaterne skiftede til ultraer da en tyske valgmand stemte på kandidaten i begyndelsen af ​​anden valgrunde, moderate danskere var enige. De vil hellere vælge deres modstander end at få deres kandidat valgt med tyskernes hjælp. Anderledes forholdt det sig ved rigsdagsvalget for anden kreds i 1881. Siden 1867 havde Flensborg-Aabenraa valgkreds stemt i tysk favør. I 1881 udviklede danskerne en meget livlig agitation, så det lykkedes at få deres kandidat, redaktøren Johannsen der var meget populær i Flensborg, til et omvalg hos den nationalliberale landsdommer Francke i Berlin og fik medhold i omvalgsafstemningen. Stor var glæden hos det danske parti såvel som hele den københavnske presse, som forsøgte at udnytte dette og sagde at det tyske folk i Slesvig var begyndt at indse, hvor meget bedre det ville have været under dansk styre, og de nu gradvist var ved at vende tilbage til det danske flag. I Flensborg var det dog velkendt at det danske parti ikke var blevet styrket på denne måde, men at det kun havde opnået sejr med tysk hjælp, hvor en del af de konservative og socialdemokraterne stemte på danskeren ved omvalgsvalget, blændet af partilidenskab. Men hvis de konservative der stemte på Johannsen, mente at de stemte på en mand der stod deres synspunkter nærmere end Francke, så indså de hurtigt at de var blevet bedraget; fordi Johannsen blev praktikant hos Secessionisterne, og det samme gjorde Lassen der blev valgt til Rigsdagen af ​​den første valgkreds efter en bitter kamp mellem ultraer og moderate. Ultraer havde opstillet tobaksproducenten Junggreen i Aabenraa. Lassen, en bonde på Als, havde sin hjemegn Sønderborg helt på sin side, mens der i Haderslev-distriktet foregik særdeles voldsom agitation for og imod ham. Slutresultatet blev at Lassen blev valgt i omløbet mod Junggreen. Den nordslesvigske bonde der i århundreder har siddet på sin gård som selvejer, viser ligesom beboerne i de tyske marskegne en stærk klassebevidsthed og ser ofte ned på beboerne i de små landbyer. En "cigartriller", som det blev sagt, var derfor ikke rigtigt for ham som folketingsmedlem. Ultraerne havde begået en fejl ved at udpege en byboer, der i øvrigt ikke var hjemmehørende i kredsen. Alt arbejdede sammen for at svække indflydelsen fra Ultraerne som havde domineret Haderslev-distriktet ved delstatsvalget få uger tidligere.

Ved delstatsvalget 1882 blev Lassen og Hörlyk genvalgt, uden at striden om eden blev løst; Den ene aflagde ed, den anden nægtede. Ud over edsspørgsmålet adskiller de to retninger sig også i deres adfærd over for tyskerne og regeringen. Ultraerne er langt hårdere og mere fanatiske, de bestræber sig endda på at afbryde forretningsforholdet til tyskere og anser også et personligt venskabeligt forhold til individuelle tyskere for at være af det onde.

I øjeblikket har ultraerne fået ekstra magt. Årsagen ligger i en høj ophidselse der har overtaget befolkningen. Danskerne lavede flere store politiske demonstrationer i sommer; først arrangerede de en tur til det vestlige Jylland, hvor omkring 2.000 mennesker deltog ifølge myndighederne, det var en fornøjelsesrejse, men i virkeligheden var det ikke andet end en politisk demonstration; Så rejste et par hundrede unge piger en lignende tur til København, selvfølgelig som "undertrykte sønderjyske kvinder". Regeringen der i mange år havde behandlet danskerne ekstraordinært mildt, begyndte nu at gribe energisk ind. Danske statsborgere (optanter), der selv eller deres familiemedlemmer deltog i disse demonstrationer, blev udvist i stort antal; andre der arbejdede på protestaviserne, blev bedt om at opgive deres aktiviteter eller forlade landet. Der blev fremsat beskyldninger og domme for at synge forbudte sange, bære danske farver osv. Lærere og samfundsledere der havde gået på kompromis, blev afsat; en svensk konsul som var hovedagitatoren, mistede sin stilling på grund af udenrigsministeriets indgriben. Mens demonstrationsrejserne allerede havde vakt et vist niveau af begejstring blandt befolkningen, blev dette stærkt øget af regeringens hårde foranstaltninger, især udvisningerne. Antallet af optanter er så stort at de fleste danske familier har en del slægtninge og venner iblandt sig; alle disse står nu over for faren for udvisning hvis de ikke har og ikke vil forholde sig politisk helt rolige. Men ikke mindre stor end danskernes irritabilitet er glæden for tyskerne i Nordslesvig, der ofte har måttet lide under danskernes arrogance, men nu endelig indser at regeringen ikke længere er villig til at tolerere den slags.

Den ændrede stemning afspejlede sig også tydeligt i fiaskoen ved dette års rigsdagsvalg. I den anden kreds, Flensborg-Aabenraa, lykkedes det tyskerne at tage kredsen tilbage fra danskerne gennem et enigt møde og enighed fra alle partier om en fælles kandidat. I den første kreds, Haderslev-Sønderborg, begyndte striden mellem ultraer og moderate igen blandt danskerne, mens tyskerne her viste deres gamle sammenhold og for første gang udsendte et større valgopkald med over 500 underskrifter. Befolkningens begejstring kom ultraerne til gode; Lassen mistede en stor del af sine stemmer i Haderslev-distriktet, og Sønderborg-distriktet viste sig også mere gunstigt for Junggreen end i 1881, så sidstnævnte slog Lassen med omkring 200 stemmer mere. Ved omvalgsvalget mellem de to danske kandidater - tyskerne fik kun 25 procent af de afgivne stemmer - blev Junggreen valgt, fordi det før valget mellem de to partier var aftalt at de ved et omvalg kun ville stemme på den kandidat fra første valg der havde fået flest stemmer; Begge parter havde erkendt hvor stor faren for en splittelse var, og forsøgte at forhindre at striden blev dybere.

Den ekstreme retning har altså vundet for øjeblikket; Det er dog ikke tvivlsomt, at den danske befolkning atter vender over på den anden side; Fordi ønsker om repræsentation i delstatsparlamentet af en mand, der ønsker at aflægge loyalitetsed og kan deltage i husets arbejde, vil blive højlydte igen og igen, og mængden vil endelig komme til den konklusion at en protesterende repræsentation er i det mindste mere nyttigt end en protest gennem ikke-repræsentation.

Det tyske partis oprindelse blandt den dansktalende befolkning ligger langt tilbage i tiden. Da den slesvig-holstenske bevægelse begyndte, blev dens kerne i nord dannet af embedsmænd, der havde studeret ved tyske universiteter. I det flade landskab sluttede disse sig i begyndelsen af ​​de kredse, der stod i nærmere berøring med dem, kan man sige, de store godser i det nordlige Slesvig - et udtryk, der dog ikke er retvisende, da der undtagelselsvis i Sundeved og Als næppe findes større godser. Naturligvis var embedsmændenes indflydelse størst i byerne, skolen var også tysk, og handelsforbindelser kan have været medvirkende til, at nogle af købmændene følte sig mere tiltrukket af Tyskland end af Danmark. Mange håndværkere havde også opholdt sig lang tid i Tyskland som svende og var blevet glade for sproget og skikkene der. Alt dette gjorde byerne til tyskhedens omdrejningspunkter. Det faktum at ideen om et selvstændigt Slesvig-Holsten fandt så lidt accept blandt landbefolkningen, skyldes dem der støttede denne idé. Mens sproget i Nordslesvig var dansk, var sproget i domstole og administration tysk. Slesvig-Holstenerne ønskede at fastholde dette forhold, de ville ikke forstå hinandens sproglige lighed, lige så lidt som eiderdanskerne der ville påtvinge tyskerne deres sprog. Embedsmændene mødte landbefolkningen som fremmede, mens danske agitatorer opildnede til had mod tyskerne. Så skete det at en sund partikularisme baseret på lighed mellem nationaliteter ikke kunne udvikle sig dér, og at flertallet af nordslesvigerne allerede før 1848 var fjendtlige over for den slesvig-holstenske bevægelse og dermed tyskheden. Og alligevel havde det været let at vinde norden dengang, fordi de fleste danskere dengang ikke ønskede nogen forening med Danmark, men kun national lighed i et selvstændigt Slesvig eller Slesvig-Holsten. Det var en ulykke for slesvig-holstenerne at kun halvdelen af ​​Slesvig tilhørte dem, fordi Danmark ikke ville og kunne opgive det nordlige Slesvig; Man vidste i København, at denne del af Slesvig var fjendtlig over for bevægelsen og lænede sig op mod Danmark, og der meldte sig hurtigt den overbevisning at hele Slesvig faktisk var dansk. Efter tre års kampe fik Danmark kontrol, og dermed begyndte et hævnsystem der søgte at ødelægge alt tysk i det nordlige Slesvig. Slesvig blev en dansk provins - i gammel romersk forstand - og danske embedsmænd kunne udøve et så vilkårligt styre, at selv mange danskere ikke gik med til det. Slesvigere, og især tyske slesvigere, var næsten helt udelukket fra embeder. Så kom 1864 og frigørelsen fra dansk styre. De tyske følelser i Nordslesvig var augustenburgske, og annekteringen i 1866 ændrede i første omgang kun lidt i følelserne. Danskerne løftede dog nu mere frimodigt hovedet da den femte artikel i Pragfreden gav dem bedre forhåbninger, mens det tyske parti i stadig kamp med danskerne efterhånden vænnede sig til at betragte den preussiske regering som sin allierede. Kun i de områder med blandet befolkning hvor danskerne havde en vis overvægt, opstod politiske partiforskelle; Hvor danskerne var de mere magtfulde, skubbede det nationale modsætningsforhold alle andre hensyn i baggrunden hos tyskerne. Det tyske parti har efterhånden vundet overvægt i alle byer. Antallet af danske stemmer ved valg er konsekvent faldet i byer og på landet, mens antallet af tyske stemmer langsomt men støt er steget. I 1867 blev der afgivet 15.744 danske stemmer i 1. valgkreds, i 1884 kun 8.375, i 1871 i Slesvig 21.143, men i 1884 kun 12.447. Antallet af tyske stemmer i valgkredsen Haderslev-Sønderborg steg fra 1.676 i 1871 til 2.765 ved sidste valg, fra 11 procent af de afgivne stemmer til 25 procent. Det skal bemærkes, at i det dansksprogede område er antallet af stemmeberettigede konstant faldende. Dette fald falder udelukkende på det danske parti. Udvandringen fra Nordslesvig er markant og skyldes især frygten for tre års værnepligt. De unge ved, at i nabolandet er ancienniteten kun 10-16 måneder, hvorimod den her er tre år. Resultatet er, at langt de fleste af de værnepligtige emigrerer til Danmark eller Amerika. Før 1870 og en del år senere rejste de, der var militærpligtige, sædvanligvis til Danmark, aftjente deres tid der eller blev indkaldt og vendte derefter hjem som danske statsborgere. Derfor er antallet af optanter så stort i disse områder.

En sådan fremgansmåde tolereres dog ikke længere af regeringen: Enhver, der forlader landet, skal nu blive uden for landet. Det danske parti mangler derfor en afløser til at udfylde de huller, som død og emigration har efterladt i dets rækker. Årsagen til stigningen i tyske stemmer er for det første at langt færre unge forlader tyskerne, så der rent faktisk sker en naturlig stigning, og også at indvandringen som ikke er stor, kommer helt sydfra. Det sker ikke tit at mænd fra den danske lejr tager til den tyske lejr, men det mest almindelige er at unge fra danske familier der har aftjent deres tid i militæret, viser tyske sympatier, og så tilpasser deres fædre sig også til situationen forenes. Fordi den tre-årige tjenestetid er en væsentlig drivkraft for danskerne. Når først dette er overvundet, er forsoning lettere mulig.

Hvordan forholdene vil udvikle sig dér i nord i fremtiden er svært at sige, og et forsøg på at besvare et sådant spørgsmål er kun muligt under forudsætning af, at Nordslesvig forbliver en del af Tyskland. Danskerne håber dog altid på en adskillelse fra Tyskland gennem en fransk-russisk krig og forsøger ofte i samarbejde med den københavnske presse at henlede Europas opmærksomhed på sig selv, og de er ikke engang bange for at gøre det, når der er mulighed for det. opstår (som i sensommeren 1883 København) for at henvende sig direkte til højtstående personer. Fortsætter den nuværende politiske situation, er det sikkert at plattysk sprog og dermed tyske stemninger med tiden vil erobre hele det nordlige Slesvig; Der vil dog gå for lang tid til, at denne omstændighed kan tages i betragtning. Først og fremmest bliver byerne mere og mere tyske, ikke blot i form af nationale sympatier, men også i sprog; Dog vil ikke plattysk, men højtysk, som det undervises i skolerne og som intelligentsias og embedsmænds sprog, være byernes fremtidige sprog. Der vil gå generationer, før landbefolkningen bliver tysksindet, selvom den vej som regeringen har valgt (germanisering gennem skoler, undertrykkelse af agitation, forebyggelse af yderligere spredning af optanter) er den eneste rigtige. Så længe skolen ikke gør befolkningen tosproget, og så længe frygten for preussisk militærtjeneste ikke overvindes, vil landbefolkningen forblive i opposition.



Nordschleswig.

J. E. Wie eine ganze Reihe europäischer Staaten ist auch das Deutsche Reich in der Lage, innehalb seiner Gränzen eine Anzahl von Volksstämmen anderer Nationalität zu haben; während aber in einigen Staaten die verschiedenen Nationalitäten im besten Einvernehmen sich befindet, ist leider bei uns diess nicht überall der Fall. Ein Theil der deutschen Staatsangehörigen, wie die Polen in WSestpreussen und Posen, die Franzosen in Lothringen, die Dänen Nordschleswigs und sogar die deutschen Elsass-Lothringen, stehen zu dem Reich und dem Deutschthum im feindlichsten Verhältness. Von diesen deutschfeindlichen Stämmen sind die Dänen Nordschleswigs an Zahl der kleinste, an Hass gegen Deutschland geben sie aber den anderen durchaus nichts nach. 

Die Bewohner Nordschleswigs sind nach Sprache und Gesinnung in weir überwiegender Mehrzahl Dänen. Ihre Sprache ist lange Zeit für eine durch dänische Einflüsse verdorbene deutsche Mundart ausgegeben worden; man nannte sie "Rabendänisch". Nichts ist falscher als eine solche Ansicht, der Bauer des nördlichen Jütlands versteht den Bewohner Sundewitts eben so gut wie der Mecklenburger den Holsteiner. Der jütische Dialekt, der alledings vom seeländischen und dem daraus hervorgegangenen Schrift- oder "Kopenhagener" Dänisch sich sehr unterscheidet, herrscht von der Nordspitze der Halbinsel bis südwestlich von Flensburg. Durch Jahrhunderte war auch bis zue Schlei und bis Husum in Süden - von der friesischen Westküste in Schleswig abgesehen - die Sprache jütisch. In unserem Jahrhundert erst hat das Plattdeutsche Angeln und die Stadt Flensburg erobert, während in der Mitte des Landes zwischen Angeln und dem Friesischen Gebiete ein dänischer Keil sich erhielt. Dieses Dreieck dänischer Sprache wird jetzt, wie vor winigen Jahren ein Artikel in "Ham. KOrr." des Näheren ausführte, im Süden und Osten von dem Plattdeutschen fortwährend angegriffen und eingeengt, so dass in nicht gar zu ferner Zeit die Sprache dort deutsch und die Sprachgränze eine gerade Linie von Flensburg nach Tondern sein wird. Die dänische Partei hat die Gefahr, die vom Niederdeutschen droht, wohl erkannt und vor einigen Jahren einen "Verein zur Erhaltung der dänischen Sprache in Nordschleswig" gegründet, der bei allerdings sehr beschränkten Mitteln ähnlich wirken soll wie der deutsche Schulverein und die Alliance francaise. Auch die Schule haben die Dänen zu bekämpfen, indem hier die regierung alles thut, um deutsche Sprache und deutsche Gesinnung unter der Jugend zu verbreiten. Die Dänen protestirten gewaltig, als in allen Schulen die Zahl der deutschen Unterrichtsstunden beträchtlich erhöht wurde. Zum Theil erkannten sie aber doch ganz wohl die Nützlichkeit der Kenntniss des Deutschen, was sich darin zeigte, dass viele Bauern ihre halberwachsenen Söhne nach Holstein und Südschleswig schickten, um Deutsch zu lernen. In neuerer Zeit ist auch der Besuch der höheren Lehranstalten, Gymnasien wie Realschulen, durch die Kinder dänischgesinnter Eltern ein erheblich steigender geworden, ohne dass man indess daraus auf eine Aenderung in den Gesinnungen schliessen darf. Im allgemeinen nehmen die Bewohner Nordschleswigs noch einen ganz ablehnenden Standpunkt ein und halten fest an ihrer dänischen Sprache und ihrem Hass gegen alles Deutsche, und sie wissen die Bemühungen der Regierung, durch die Schule zu germanisiren, wohl zu vereiteln. Das Wort: "Wer die Schule hat, hat die Zukunft," darf hier einsteilen kaum Geltung beanspruchen. Deutsche Lieder und deutsch-patriotische Lesebücher u. a. sollen der heranwachsenden Generatin andere Gesinnungen einflössen. Im Hause aber hören die Kinder kein deutsches Wort, sonder nur Reden, die Hass und Veerachtung gegen die Deutschen athmen. So bleibt das Bestreben der Regierung, der Jugend deutsche Sypathien und deutsche Sprache beizubringen, erfolglos, um so mehr, als einem Theil der älteren Lehrer, deren Muttersprache natürlich dänisch ist, das Deutsche eine fremde Sprache ist und bleibt. Nördlich von Flensburg ist die Sprache durchweg dänisch, ausser ganz im Norden in der kleinen Herrnhuter-Colonie Christiansfeld, die durch ihre stete Verbindung mit Deutschland seit hundert Jahren die Danisirung abgewehrt hat. Auch in den Städten des Nordens, Sonderburg, Apenrade, Hadersleben, Tondern hört man wenig Deutsch, wenn auch in diesen Orten bei allen Wahlen die deutsche Partei das Ueberwicht hat, denn auch die deutschgesinnten Bürger sprechen dänisch, ja viele von ihnen können bei deutschen Gesinnungen kaum deutsch sprechen. Als Anfang 1879 eine deutsche Deputation aus Nordschleswig nach Berlin gereist war, um dem Kaiser für die Aufhebung des Art. 5 des Prager Friedens zu danken, machte sich die "Post" nicht mit Unrecht darüber lustig, dass einer der fünf oder sechs Abgeordneten des Gebrauchs der deutschen Sprache nicht mächtig war. 

Mit dem Gebiete der dänischen Sprache fällt das der dänischen Partei ungefähr zusammen, indess ist der zwischen Niederdeutsch und Friesisch im Süden eindringende Keil abzurechnen - ein Umstand, der einer erobernden Ausdehnung deutscher Sprache natürlich günstig ist. Der führer der Dänen war seit 1864 unbestritten H. A. Krüger, ein nordschleswigischer Bauer, der schon seit den vierziger Jahren grossen Einfluss besass und dessen Autorität eine derartige war, dass, solage er lebte, innerhalb der Partei keine Ansichten, die den seinigen entgegen waren, hervortraten. Schon seit vor 1848 Mitglied der Landesvertretung, wurde er von 1867 an fortwährend zum Landtagsabgeordneten für den ersten schleswigischen Wahlkreis gewählt, konnte jedoch seinen Platz im Hause nicht einnehmen, da er den Eid nicht ablegen wollte, wobei er sich auf den Art. 5 des Prager Friedens berief, der bekanntlich bestimmte, dass die nördischen Districte Schleswigs an Dänemark abgetreten werden sollten, wenn ihre Bewohner in freier Abstimmung sich dafür ausgesprochen hätten - eine Clausel, die dem Kopfe Napoleons entsprungen ist, der Preussen und Oesterreich damit eine Art Anerkennung des Nationalitätsprincips abnöthigte. Krüger behauptete nun, dass Nordschleswig durch diese Bestimmung eine Sonderstellung erhalte, dass er rechtlich kein Theil des preussischen Staates sei, solange nicht ein solches Plebicit darüber bestimmt habe, und dass daher die preussische Verfassung für Nordschleswig keine Gültigkeit habe. Auch des zweiten Wahlkreises dänischer Vertreter verweigerte stets den Eid, zum Theil wohl durch Krüger beeinflusst, so dass von 1867 bis zum Tode des letzteren, 1881, diese beiden Wahlkreise im Landtage ohne Vertretung waren. Auch om Reichstage war Krüger seit 1867 Vertreter des ersten Wahlkreises, jedoch ohne an den Arbeiten des Hauses bedeutenden Antheil zu nehmen; er pflefgte nur dann und wann eine Protestrede zu halten. Den zweiten Wahlkreis besatzen die Dänen nur im constituirenden Norddeutschen Reichstage. Durch Veränderung der Wahldistricte - Hadersleben und Sonderburg, Flensburg und Apenrade wurde verbunden, während zuerst Flensburg und Sonderburg zum zweiten Wahlkreise vereinigt waren - vorloren sie den zweiten Wahlkreis. Einen starken Stoss erhielt die Partei durch die Aufhebung des Art. 5 im Jahre 1878. Es zeigte sich, dass dieselbe einen grossen Fehler begangen, indem sie ihre Rechte und Ansprüche nur aus diesem zwischen den Herrschern zweier Staaten abgeschlossenen Vertrage hergeleitet hatte, statt sich auf ein natürliches Recht der Selbsbestimmung zu berufen. Zwar erklärte Krüger, dass seine Stellung und seine Anschauungen unverändert seien, dass die Selbstbestimmung ein unveräusserliches Recht der Völker sei, welches durch keinen Vertrag aufgehoben werden könne; indess Art. 5 war zu oft und zu stark betont worden, als dass nicht die Aufhebung deselben einen bedeutenden Eindruck auf die Bevölkerung Nordschleswigs hätte machen und die Hoffnung auf eine Vereinigung mit Dänemark hätte erschüttern müssen, wenn auch die Gesinnungen dadurch nicht verändert wurden. Als Krüger nun im Sommer des Jahres 1881 starb, trat unter den Dänen Nordschleswigs ein tiefgehender Zwiespalt zu Tage, der bisher nur in wenigen Aeusserungen wie bei den Wahlen zum Provinciallandtag und zu den Kreistagen, sich gezeigt hatte. Ultras und Gemässigte begannen sich um die Führung zu streiten. Die Gemässigten wollten, dass die Abgeordneten den Eid ablegten, um im Landtage ihre Sitze einnehmen und dort die Interessen der Partei vertreten zu können, während die Ultras an den Anschouungen Krügers festhielten. Im ersten Kreise (Hadersleben) siegte bei der Nachtwahl zum Landtage Anfangs October 1881 der Ultra Hörlyk, der Westen des Kreises über den Osten, indem ein Theil der Gemässigten zu den Ultras überging, als zu Anfang des zweiten Wahlgangs ein deutscher Wahlmann für den Candidaten der gemässigten Dänen stimmte. Lieber wollten sie den Gegner wählen, als ihren Candidaten mit Hülfe der Deutschen durchsetzten. Anders stellte sich die Sache bei den Reichstagswahlen des zweiten Kreises im Jahre 1881. Seit 1867 hatte der Wahlkreis Flensburg-Apenrade in deutschem Sinne gewählt. 1881 entfalteten die Dänen eine sehr rege Agitation, so dass es ihnen gelang, ihren Candidaten, den in Flensburg sehr beliebten Redacteur Johannsen, zur Stichwahl mit dem nationalliberalen Amtsrichter Francke in Berlin zu bringen und in der Stichwahl durchzusetzen. Gross war der Jubel der dänischen Partei wie auch der gesammten Kopenhagener Presse, die hieraus Capital zu schlagen suchte und aussprach, die deutschen Schleswiger hätten angefangen, zu erkennen, wie viel besser es unter der Dänenherrschaft gewesen wäre, und sie kehrten jetzt allmählich zur dänischen Fahne zurück. In Flensburg aber wusste man recht gut, dass eine derartige Stärkung der dänischen Partei nicht stattgefunden, sondern dass dieselbe nur durch deutsche Hülfe den Sieg errungen, indem ein Theil der Conservativen und Socialdemokraten in der Stichwahl, durch Parteileidenschaft verblendet, den Dänen gewählt hatte. Wenn aber etwa diejenigen Conservativen, die für Johannsen gestimmt, geglaubt hatten, einen Mann zu wählen, der ihren Anschauungen näher stand als Francke, so mussten sie bald erkennen, dass sie in einer argen Täuschung befangen gewesen; denn Johannsen wurde Hospitant bei den Secessionisten und ebenso Lassen, den der erste Wahlkreis nach einem erbitterten Kampf zwischen Ultras und Gemässigten in den Reichstag gewählt hatte. Die Ultras hatten den Tabakfabrikant Junggreen in Apenrade aufgestellt. Lassen, ein Bauer auf Alsen, hatte den heimathlichen Kreis Sonderburg ganz auf seiner Seite, während im Kreise Hadersleben eine äusserst heftige Agitation für und gegen ihn stattfand. Das Ende war, dass lassen in der Stichwahl gegen Junggreen gewählt wurde. Der nordschleswigische Bauer, der seit Jahrhunderten als freier Eigenthümer auf seinem Hofe sitzt, wie die Bewohner der deutschen Marsche, zeigt ein stark ausgeprägtes Standesbewusstsein und sieht vielfach auf die Beiwohner der kleinen Landstädte berab. En "Cigarrendreher", wie geradezu gesagt wurde, war ihm daher als Abgeordneter nicht recht. Die Ultras hatten mit der Aufstellung eines Städters, der obendrein im Wahlkreise nicht heimisch war, einen Fehler gemacht. Alles wirkte zusammen, um den Einfluss der Ultras, die noch wenige Wochen vorher bei den Landtagswahlen das Uebergewicht im Kreise Hadersleben gehabt hatte, zu schwächen. 

Bei den Landtagswahlen des Jahres 1882 wurden Lassen und Hörlyk wiedergewählt, ohne dass der Streit über den Eid zum Austrage kam; jener leistete den Eid, dieser verweigerte ihn. Ausser in der Eidesfrage unterscheiden sich auch die beiden Richtungen in ihrem Verhalten zu den Deutschen und der Regierung. Die Ultras sind weit schrosser und fanatischer, sie streben sogar danach, den geschäftlichen Verhehr mit Deutschen abzubrechen und betrachten auch wohl ein persönlich-freundliches Verhältniss zu einzelken Deutschen als vom Uebel.

Augenblicklich haben die Ultras ausserordentlich an Macht gewonnen. Der Grund liegt in einer hochgradigen Aufregung, die sich der Bevölkerung bemächtigt hat. Die Dänen unternahmen diesen Sommer mehrere grosse politische Demonstrationen; zunächst setzten sie eine Tour nach dem westlichen Jütland ins Werk, an der etwa 2000 Personen sich betheiligten, den Behörden gegenüber eine Vergnügungsreise, in Wirklichkeit aber nichts als eine politische Demonstration; dann machten einige hundert junge Mädchen eine ähliche Tour nach Kopenhagen, als "unterdrückte Südjütinnen" natürlich. Die regierung, die lange Jahre die Dänen mit ausserordentlicher Milde behandelt hatte, begann aber nun energisch einzuschreiten. Dänische Staatsangehörige (Optanten), die selbst oder deren Familienmitglieder an diesen Demonstrationen theilgenommen hatten, wurden in nicht geringer Zahl ausgewiesen; andere, die an den Protestzeitungen arbeiteten, erhielten die Aufforderung, ihre Thätigkeit aufzugeben oder das Land zu verlassen. Anklagen und Verurtheilungen erfolgten wegen Singens verbotener Lieder, Tragens dänischer Farben u. dgl. Lehrer und Gemeindevorsteher, die sich compromittirt hatten, wurden abgesetzt; ein schwedischer Consul, der als Hauptagitator thätig war, verlor durch Einschreiten des Auswärtigen Amts seine Stellung. Hatten die Demonstrationsreisen schon eine gewisse Erregung unter der Bevölkerung hervorgerufen, so wurde diese durch das scharfe Vorgehen der Regierung und zwar ganz besonders durch die Ausweisungen ausserordentlich gesteigert. Die Zahl der Optanten ist so gross, dass die meisten dänischen Familien unter diesen eine Reihe von Verwandten und Freunden haben; alle diese sehen sich nun vor der Gefahr der Ausweisung, wenn sie sich nicht politisch gänzlich ruhig verhalten haben und verhalten werden. Nicht minder gross aber als die Gereiztheit der Dänen ist in Nordschleswig die Freude der Deutschen, die oft genug unter den Uebermuth der Dänen haben leiden müssen, jetzt aber endlich erkennen, dass die Regierung derartiges zu dulden nicht mehr gewillt ist.

Die veränderte Stimmung hat sich auch deutlich in dem Ausfall der diessjährigen Reichstagswahlen gezeigt. Im zweiten Kreise, Flensburg-Apenrade, gelang es den Deutschen durch einmüthiges Zesammengehen und einigung aller Parteien auf einen gemeinsamen Candidaten, den Wahlkreis den Dänen wieder abzunehmen. Im ersten Kreise, Hadersleben-Sonderburg, begann unter den Dänen der Streit zwischen Ultras und Gemässigten wieder, während die Deutschen hier ihre alte Einigkeit zeigten und zum ersten Male einen grösseren Wahlaufruf mit über 500 Unterschriften erliessen. Den Ultras kam die Aufregung der Bevölkerung zu gute; Lassen verlor im Kreise Hadersleben einen grossen Theil seiner Stimmen, und auch der Kreis Sonderburg zeigte sich für Junggreen günstiger als 1881, so dass der letztere Lassen mit etwa 200 Stimmen mehr schlug. In der Stichwahl zwischen den beiden dänischen Candidaten - auf den deutschen waren nur 25 Procent der abgegebenen Stimmen gefallen - wurde Junggreen gewählt, indem vor der Wahl zwischen den beiden Richtungen vereinbart war, bei einer Stichwahl nur für den zu stimmen, der in der ersten Wahl die meisten Stimmen erhalten hätte; beide Parteien hatten erkannt, wie gross die Gefahr einer Spaltung sei und suchten auf diese Weise eine Vertiefung des Streites zu verhindern.

Die extreme Richtung hat damit für den Augenblick den Sieg davongetragen; indess ist es wohl nicht zweifelhaft, dass die dänische Bevölkerung nach wieder auf die andere Seite sich hinüberneigen wird; denn Wünsche nach einer Vertretung im Landtage durch einen Mann, der den Treueeid ablegen will und an den Arbeiten des Hauses theilnehmen kann, werden immer wieder laut werden, und die Menge wird endlich zu der Einsicht gelangen, dass eine protestirende vertretung immerhin nützlicher sei, als ein Protest durch Nichtvertretung.

Der Ursprung der deutschen Partei under der dänisch redenden Bevölkerung liegt weit zurück in der Zeit. Als die schleswig-holsteinische Bewegung begann, wurde im Norden der Kern derselben von den Beamten gebildet, die auf deutschen Universitäten studiert hatten. An diese schlossen sich auf dem platten Lande zunächst die Kreise an, die mit ihnen in näherem Verkehre standen, man möchte sagen, der nordschleswigische Grossgrundbesitz - ein Ausdruck, der indess nicht zutreffend ist, da ausser in Sundewitt und auf Alsen grössere Güter sich hier kaum finden. In den Städten war natürlich die Einwirkung der Beamten am grössten, die Schule war ausserdem deutsch, Handelsverbindungen mochten das Ihrige dazu beitragen, dass ein Theil der Kaufleute sich mehr nach Deutschland als nach Dänemark hingezogen fühlte. Mancher Handwerker hatte auch als Geselle lange in Deutschland sich aufgehalten und dort Sprache und Sitte liebgewonnen. Das alles hat die Städte zu den Brennpunkten des Deutschthums gemacht. Dass bei der Landbevölkerung die Idee eines selbstständigen Schleswig-Holsteins so wenig Eingang gefunden das haben die Träger dieser Idee selbst verschuldet. Während die Sprache Nordschleswigs dänisch war, war in Gericht und Verwaltung die Sprache deutsch. Dieses Verhältniss wollten die Schleswig-Holsteiner aufrecht erhalten, zu einer Gleichstellung der Spracnen wollten sich ebenso wenig verstehen wie de Eiderdänen, die den Deutschen ihre Sprache aufdrängen wollten. Als Fremde standen die Beamten der ländlichen bevölkerung gegenüber, während dänische Agitatoren zum Hass gegen die Deutschen reitzten. So kam es, dass sich ein gesunder Particularismus, auf Gleichberechtigung der Nationalitäten basirend, dort nicht entwickeln konnte, und dass der grösste Theil der Nordschleswiger schon vor 1848 der schleswig-holsteinischer Bewegund und damit dem Deutschthum feindlich gegenübertrat. Und doch wäre es damals leicht gewesen, den Norden zu gewinnen, denn die meisten Dänen damaliger Zeit wollten gar keine Vereinigung mit Dänemark, sondern nur nationale Gleichberechtigung in einem selbständigen Schleswig oder Schleswig-Holstein. Es war ein Unglück für die Schleswig-Holsteiner, dass nur das halbe Schleswig ihnen gehörte, denne Dänemark wollte und konnte Nordschleswig nicht aufgeben; man wusste in Kopenhagen, dass dieser Theil von schleswig der Bewegung feindlich gegenüberstand und sich zu Dänemark neigte, und bald brach sich dort die Ueberzeugung Bahn, dass eigentlich ganz Schleswig dänisch sei. Nach dreijährigen Kampfe bekam Dänemark die Herrschaft, und damit begann ein Sysem der Rache, welches alles Deutsche in Nordschleswig zu vernichten suchte. Schleswig wurde eine dänische Provinz - im altrömischen Sinne - un der dänische Beamte eine derartige Willkürherrschaft ausüben konnten, dass sogar viele Dänen nicht damit einverstanden waren. Schleswiger, und vor allem deutsche Schleswiger, waren von Aemtern fast ganz ausgeschlossen. Dann kam 1864 und die Befrieung von der Dänenherrschaft. Was in Nordschleswig deutsche gesinnung hegte, war augustenburgisch, und auch die annexion 1866 veränderte zunächst wenig in den Gesinnungen. Die Dänen jedoch erhoben jetzt wieder kühner ihr Haupt, da der fünfte Artikel des Prager Friedens ihnen bessere Hoffnungen gab, während die deutsche partei im steten Kampf mit den Dänen sich allmählich daran gewöhnte, die preussische regierung als ihren Bundesgenossen zu betrachten. Nur in denjenigen Gegenden gemischter Bevölkerung, wo die Dänen ein sicheres Uebergewicht hatten, kamen politische Partei-Unterschiede zur Geltung; wo die Dänen die Mächtigeren waren, drängte der nationale Gegensatz bei den Deutschen alle anderen Rücksichten in den Hintergrund. In allen Städten hat die deutsche Partei allmählich das Uebergewicht erlangt. Die Zahl der bei den Wahlen abgegebenen dänischen Stimmen hat sich stets vermindert in den Städten wie auf dem Lande, während die deutsche Stimmenzahl langsam, aber fortwährend gewachsen ist. So wurden 1867 im 1. Wahlkreise 15,744 dänische Stimmen abgegeben, 1884 dagegen nur 8375, 1871 in Schleswig überhaupt 21,143, 1884 aber nur 12,447. Die Zahl der deutschen Stimmen im Wahlkreis Hadersleben-Sonderburg stieg von 1676 im Jahre 1871 auf 2765 beit den letzten wahlen, von 11 procent der abgegebenen Stimmen auf 25 Procent. Dabei ist zu beachten, dass im dänischen Sprachgebiet die Zahl der wahlberechtigten überhaupt fortwährend im Sinken ist. Diese Abnahme trifft die dänische Partei allein. Die Auswanderung aus Nordschleswig ist bedeutend und hat ganz besonders ihren Grund in der Furcht vor dem dreijährigen Militärdienst. Die jungen Leute wissen, dass im Nachbarlande die Dienstzeit nur 10-16 Monate beträgt, hier dagegen drei Jahre. Die folge ist, dass der allergrösste Theil der Militärpflichtigen auswandert, nach Dänemark oder Amerika. Vor 1870 und noch eine reihe von Jahren nachher gingen die Militärpflichtigen meist nach Dänemark, dienten dort ihre Zeit ab, oder wurden cassirt, und kehrten dann als dänische Staatsangehörige nach Hause zurück. Daher ist auch in diesen Gegenden die Zahl der Optanten so überaus gross.

Ein derartiges Verfahren wird aber jetzt von der regierung nicht mehr geduldet: wer aus dem Lande geht, muss jetzt ausser Landes bleiben. Es fehlt also der dänischen Partei ein Ersatz zur Ausfüllung der Lücken, die durch Tod und Auswanderung in ihre Reihen gerissen werden. Die Zuhanme der dceutschen Stimmen hat zunächst darin ihren Grund, dass von den Deutschen viel weniger junge Leute fortgehen, so dass wirklich eine natürliche Vermehrung stattfindet, ferner darin, dass die Einwanderung, die zwar nicht gross ist, durchweg von Süden kommt. Dass Männer aus dem dänischen in das deutsche Lager übergehen, kommt nicht oft vor, am häufigsten mag es noch sein, dass junge Leute aus dänischer Familie, die ihre Militärzeit abgedient haben, deutsche Sympathien zeigen, und dass dann auch ihre Väter mit den Verhältnissen sich aussöhnen. Denn die dreijährige Dienstzeit ist ein Hauptanstoss für die Dänen. Ist dieser erst überwunden, so ist eine Versöhnung schon leichter möglich.

Wie nun in der Zukunft dort im Norden die Verhältnisse sich entwickeln werden, das zu sagen ist schwer, und ein Versuch, eine derartige Frage zu beantworten, ist nur unter der Voraussetzung möglich, dass Nordchleswig ein Theil Deutchlands bleibt. Die Dänen allerdings hoffen stets auf eine Abtrennung von Deutschland durch einen französich-russischen Krieg und suchen oft genug im Verein mit der Kopenhagener Presse die Blicke Europa's auf sich zu lenken, ja sie scheuen sich sogar nicht, bei gegebener Gelegenheit (wie om Spätsommer 1883 in Kopenhagen) an hochstehende Personen sich direkt zu wenden. Bei einer Fortdauer der jetztigen politischen Verhältnisse ist es sicher, dass plattdeutsche Sprache und damit deutsche Gesinnung den ganzen Norden schleswigs im Laufe der Zeiten erobern wird; indess würden darüber zu lange Zeiträume vergehen, als dass man diesen Umstand in Betracht ziehen dürfte. Zunächst werden aber die Städte mehr und mehr deutsch, nicht bloss en Bezug auf nationale Sympathien, sondern auch in der Sprache; jedoch nicht plattdeutsch, sonder hochdeutsch, wie es die Schule lehrt und wie es die Sprache der Intelligenz und der Beamten ist, wird die künftige Sprache der Städte sein. Bis die Landbevölkerung aber deutsche Gesinnungen annimmt, darüber werden, obwohl der von der Regierung eingeschlagene Weg (Germanisirung durch die Schule, Unterdrückung der Agitation, Verhinderung weiterer Vermehrung der Optanten) der einzig richtige ist, doch Generationen vergehen. Solange nicht die Schule bewirkt, die Bevölkerung also zweisprachig wird, und solange die Furcht vor dem preussischen Militärdienst nicht überwunden ist, solange wird die Landbevölkerung in der Opposition bleiben.

(Allgemeine Zeitung. 27. december 1884)

Hans Andreasen Krüger (1816-1881) fra Bevtoft Kro, Bevtoft Mølle og et landbrug blev 1847 medlem af den slesvigske stænderforsamling. Siden martsdagene 1848 organiserede han sammen med Laurids Skau nordslesvigske bønders modstand mod slesvig-holstenerne og bistod under Treårskrigen 1848-51 den danske hær. Mellem krigene repræsenterede han de dansksindede i Notabelforsamlingen, stænderforsamlingen og rigsrådet. I 1860 stemte han i stænderforsamlingen for fortsat forbud mod bøger med "statsopløsende" indhold. Senere på året stemte han imod eksklusionen af Thomsen-Oldensworth af Rigsrådet. Han var fængslet under Krigen i 1864 og igen i 1870. I 1867 blev han valgt som repræsentant for Nordslesvig til Den Grundlovgivende Nordtyske Rigsforsamling, senere til Rigsdagen i Berlin og 1867 valgt til den preussiske landdag.