Irene Holms Grav - og Danske Kvinders Velfærd. (Efterskrift til Politivennen).

"Irene Holm"s smukke, lille Gravsted paa Vestre Kirkegaard.

Julemorgen var det et Aar siden den lille, ensomme, gamle Dame, Danselærerinden, Frøken Alvilda Bach afgik ved Døden paa Kommunehospitalet efter et trangt Liv i Kamp og med store Skuffelser.

Det var bekendt at hun var Modellen til Herman Bangs berømte Irene Holm, og i mange Henseender stod hun som en Type paa den ukendte ensomme, gamle Kvinde, der strider Livets haarde Kamp til Ende - uden nogen Ven ved sin Side. Da dette Blad paatog sin at indsamle de tilstrækkelige Midler til at skaffe hende en smuk Begravelse, strømmede Bidragene straks ind fra alle Sider, og meget hurtigt var det tilstrækkelige Beløb sikret ....

Begravelsen arrangeredes under smukke og højtidelige Former fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard i Samarbejde med den udmærkede Institution "Danske Kvinders Velfærd", hvis Formaal det fortrinsvis er at hjælpe ensomme syge Kvinder - just af Irene Holms Type. Siden paatog D. K. V. sig ogsaa hele Anlæggelsen og Vedligeholdelsen af Graven.

Et smukt hvidt Kors, skænket at Stenhuggermester Anders Larsen, staar for Gravens Fodende, og nu ved Julen havde Danske Kvinders Velfærd lagt et stort, smukt Moskors paa Graven.

Irene Holms Grav bør Aar for Aar bevares i samme pæne Stand, den vil tale til os om de stille Eksistensers gribende Skæbne . . . omtrent som den ukendte Soldats Grav i Paris taler til enhver, som standser ved den om de Tusinder af Krigeres Lidelser og Kampe, Ansigt til Ansigt med Døden. Den vil blive et Symbol for os.

Men det nette, lille Gravsted symboliserer heldigvis ogsaa noget andet, nemlig Menneskekærligheden, og det erindrer os om, at der her i Byen findes saadanne Institutioner som Danske Kvinders Velfærd, der gør meget godt i det stille. Aaret rundt modtager Hjemmet, som ligger i Kronprinsessegade 4, mange ensomme syge og nødlidende Kvinder. Der er Plads til 30, og Hjemmet arbejder helt uden Statsstøtte - kun holdt oppe ved de Bidrag som gode Mennesker skænker til dette Arbejde. Sidste Aar har Forplejningsdagene været 10.420. 

Et smukkere Symbol end Irene Holms Grav kan Foreningen ikke vælge for sit fremtidige Arbejde.

(Nationaltidende, 26. december 1926).

Annonce af Alvilda Bach, for et afdansningsbal i Sakskøbing, Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 23. marts 1875.

Ifølge Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 27. april 1912 var der lagt en buket pinseliljer på Herman Bangs grav med kortet: "Min inderligste hilsen til forfatteren H. B. fra Irene Holm". Ved forfatterens død blev det oplyst at virkelighedens Irene Holm var halvgammel og fattig på en lille kvist. Der blev sat en indsamling i gang, så hun kunne "knibe sig igennem verden igen".

Alvilda Bach døde 25. december 1925 på Kommunehospitalet, efter at have boet på "Ensomme Gamles Værns" alderdomshjem "Rahbechs Minde". Hun blev begravet den 31. december 1925. Trods et veritabelt regnskyl var kapellet fyldt med mennesker. 

Herman Bang skrev novellen "Irene Holm" 1890 til sin novellesamling "Under Aaget".  Hun rejser rundt og giver danseundervisning. Uddannet som danserinde, uden dog at få roller på Det Kongelige Teater. Til latter og ydmygelse for de lokale, kun en præstefrøken giver hende kortvarigt anerkendelse.

Da det rigtige Juleskib kom. (Efterskrift til Politivennen).

 

"Frederik den VIII" bugseres ind, medens Folkeskarerne paa Kajen venter. - De Hjemvendte vinker den første Hilsen ind til Byen.

Naar der i Gaar Middag var mødt hen mod 20.000 Mennesker op i Frihavnen for at byde Aarets "rigtige" Juleskib - den sidste Amerikadamper før Jul - Velkommen, var det ikke, fordi de alle havde Paarørende med Skibet, men fordi det efterhaanden er gaaet op for Københavnerne, at det er lidt af en Oplevelse at overvære dette Skibs Ankomst Det er et københavnsk Folkelivsbillede af en egen, hjertevarm Stemning, - Skibet med Juletræet i Mastetoppen. Skibsorkestrets Julesange og Fædrelandsmelodier, de Hjemvendendes og Modtagerens Glæde danner tilsammen et Billede, der uvilkaarligt griber, river med og bider sig fast i Mindet. Det kan ikke beskrives, det skal ses, og i Gaar blev det altsaa set af en mægtig Folkeskare med selve Kronprinsen i Spidsen. Han var den første til at gaa om Bord, og de ca. 600 Passagerer tog dette som en fin Opmærksomhed, en lille ekstra Oplevelse, straks ved Ankomsten. Det var hovedsagelig jævne Folk, Farmere fra de forskellige Stater, der i Gaar kom hjem for at holde Jul i "det gamle Land".

(Aftenbladet (København) 20. december 1926).

Kæmpen, der faldt. (Efterskrift til Politivennen)

En Sørgefest paa St. Hans Torv.

Vor alvise Magistrat, der som alle andre længe har været klar over de vanskelige Trafikforhold, der hersker paa St. Hans Torv paa Grund af de mange sammenstødende Kørselslinier, resolverede forleden, at der ved Udløbet af Elmegade og Guldbergsgade i Torvet skulde rejses en Lysmast, fru hvis Top der skulde udkastes saa stærkt et Lys, at hele dette Hjørne af Torvet fra Mørkets Frembrud vilde være belyst som af den klareste Dag.

Evnerne indenfor vor kommunale Administration staar imidlertid som bekendt ikke altid paa Højde med den gode Vilje. Ordren til Teknikerne lød paa. at der skulde rejses en høj, "en mægtig Mast". Og en skønne Dag - eller rettere en skønne Aften - rejstes der vel den højeste Lysmast, der fandtes i Byen, paa det udpegede Sted en Mast, hvis Lys tillod Beboerne af 4 og 5. Sals Lejlighederne i omliggende Huse at Iæse om Aftenen og den hele Nat, uden at bruge deres egen Elektricitetsmaaler, medens hele Gadekrydset nedenunder, der var det, der skulde belyses, fortsat henlaa i et ægyptisk Mørke, i hvis Midte Masten stod som en undersøisk Klippe til den største Fare for Trafiken og til største Rædsel for Bilkørere og andre kørende Folk.

Nu staar Masten der imidlertid ikke mere. Den blev nedlagt i Aftes.

Ved 18-Tiden kom Taxadroske K 1304 godtronde og intetanende jollende fra Guldbergsgade ind paa Torvet for at hugge sig en af Stadepladserne dér. Og midt I Gadekrydsets Mørke stod Masten høj og fræk og spærrede Kørebanen, saa det var Bilen plat umuligt at slippe udenom.

Den brasede lige løs paa Fodstykket. Og med et Brag, der hørtes over det ganske St. Hans Torv,  væltede Kæmpen og lagde sig til Hvile i hele sin mægtige Længde, medens Bilen, der havde faaet Køleren og hele Forpartiet shinet fladt, stillede sig til Hvile ved Siden af, som en dybtsørgende Paarørende. 

Politiet kom i stort Tal. Man forsøgte at løfte paa den faldne Kæmpe. Men han var urokkelig. Han blev liggende, hvor han Iaa, og Politiet maatte gaa hjem med uforrettet Sag efter, af Hensyn til Nattens kommende Trafik, at have afmærket Pladsen med Lygter og Tovværk og Stakit.

I Morges tidligt, da Politiassistent Vindinge paa sin Inspektionsrunde kom forbi den faldne Kæmpe, standsede han brat ved Synet af en mægtig Halmkrans, der i Nattens Løb var henlagt paa Graven. Og ved Kransen var hæftet et stort Stykke hvidt Karton, paa hvilket der med 4-Tommers Bogstaver var skrevet følgende lidt ubehjælpsomme men uhyre velment

Gravskrift.

Ingen havde paa Dig kaldt,
derfor din Levetid blev kort
Du skal have Tak for alt,
hvad Du gjorde, før Du gik bort.

En, der lykkeligt undgik Dig.

Gravskriften samlede i Løbet af ganske kort Tid en mægtig Sørgeskare omkring Stedet. Og da Trafiken truede med at gaa rent Staa, maatte Politiassistenten til sidst give Ordre til at fjerne Kransen og Plakaten, der foreløbig er bleven taget i Forvaring paa Fælledvejens Station.

Hvornaar Kæmpens Begravelse finder Sted, er endnu ikke bestemt.

Den laa paa Valen endnu i Formiddags ved Redaktionens Slutning.

Svip.

(Aftenbladet (København), 16. december 1926).

Allerede dagen efter blev masten imidlertid rejst igen, så Aftenbladet kunne den 17. december 1926 bringe ovenstående foto af den. Og digteren - bladet antog det var en chauffør eller bilist - var på spil igen: Velkommen tilbage, Du kære Ven. Lad os haabe Du snart bliver væltet igen. Men skulde det ske Du igen vil opstaa. Da vil vi ej køre, langt heller gaa.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Øverst: Legetime i Fru Baggers Børnehave paa den gamle Ladegaard. Bag Dørene ses i den lyse Kjole Bestyrerinden, Fru Mia Johnsen. Nederst: Børnene i Tibirkegades Børnehave leger. Til venstre staar Forstanderinden, Frk. Andersen.

I Morgen kan Folke-Børnehaveforeningen fejre 25 Aars Jubilæum. Andet Steds i Bladet fortæller vi lidt om den Virksomhed af Sofus og Hedvig Bagger, der gennem Aarene er bygget op paa Grundlag af Frøbels Metoder.

Ovenfor bringer vi Billeder fra et Par af Børnehaverne.

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar.

Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru.

Navnet "Folke-Børnehave" er ofte gledet Øret forbi, uden at man nærmere har beskæftiget sig med Tanken, hvad et saadant Foretagende er - og betyder.

Og saa er forholdet i Virkeligheden det, at der indenfor disse Institutioner gøres et Arbejde, som maa kaldes meget betydningsfuldt, baade rent menneskeligt og derigennem ogsaa samfundsmæssigt.

Hvad foregaar der da disse Steder

Jo, her lægges den første Grund til Barnets aandelige Udvikling. Her kommer Barnesindet i den første Støbeform, den, der gennem Leg giver den begyndende Viden, den, der næsten umærkelig skaber Broen over til Skolens Alvor.

Dette var den tyske Pædagog FrøbeIs Kongstanke. Paa denne Basis er den danske Frøbelforening bygget op, og ud af den er Folkebørnehaverne groet frem, de, der i Morgen som Forening kan fejre 25 Aars Jubilæum.

Let var Begyndelsen ikke. Haardt og utrætteligt maatte det Ægtepar, der slog til Lyd for Sagen, Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru, kæmpe for at finde Ørenlyd for det saa betydningsfulde Spørgsmaal.

Nok var man fra forskellige Sider omkring Aarhundredskiftet bleven opmærksom paa, at Kampen for Tilværelsen i mange Henseender medførte en Opløsning af Hjemmene, idet baade Mand og Hustru maatte arbejde ude for at skaffe det daglige Brød, saa at Børnenes Opdragelse blev forsømt.

Men det var Ægteparret Bagger som tog Kampen op for Alvor - og førte den til  Sejr.

Den første Børnehave aabnedes i 1901 i en lille Villa, der hørte til "Folkets Hus" paa Enghavevejen. Her samledes Smaabørnene i Alderen fra to til seks Aar fra det omliggende store Kvarter. Fra denne Stamme voksede Bevægelsen ud i Forgreninger, der nu under Navnet Folke-Børnehaver ligger spredt over hele Storstaden.

I den lille Villa blev de første unge Piger uddannede til denne specielle Gerning, der ogsaa kræver specielle Evner - der først og fremmest kræver sin Person helt og fuldt i Kærligheden til de smaa og Taalmodighedens uvurderlige Gave. Kvinder og Mænd af alle Samfundsklasser staar nu samlet om Sagen. Mennesker, der kan se det vidunderlige i saadan et lille groende Væsen, følge dets vaagnende Opfattelse og ønsker at værne dets Sjæl og Sind mod de Skygger, selv de alIetidligste Barneaar ofte ikke forskaanes for i en Storstad.

For Tiden er følgende Børnehaver i Virksomhed: Ejderstedgade 12, Tibirkegade 17-19, Skarøgade 3 med særlig Afdeling, Hjortøgade, Fischersgade 23, Aaboulevard 5, Frederiksholm P. Sabroesgade 19, Egevang 2 samt under Frederiksberg Folkebørnehaveforening Yrsavej 19. Det hele Antal af indskrevne Børn er som Regel ca. 400.

Vi gjorde i Gaar et lille Strejftog til et Par af Hjemmene. Trods Graavejret var det, som om Solen Iyste inde i de smaa Stuer. Disse store spørgende Barneøjne, disse smil og denne fortrolige Snakken med Lærerinderne, der fortalte dem om Dyrene paa Vægkortene, om hvad Menneskene beskæftiger sig med i By og paa Land, lod dem nedkrasse smaa ubehjælpsomme Tegninger, for saa at afbryde Undervisningen med ordnede Lege, alt det virkede saa forfriskende, at man maatte glæde sig derover.

Man har ganske vist nogen offentlig Støtte, men alligevel er Midlerne, der arbejdes med, saare beskedne. Hvad kunde der ikke udrettes, hvis man havde flere Penge at raade over?

Det er jo dog et lille Stykke af det danske Samfunds Fremtid, som formes her i de første spæde Spirer.

(Aftenbladet (København) 27. november 1926.)

Af en københavnsk Overbetjents Erindringer. (Efterskrift til Politivennen).

Overbetjent Johannes Toxværd har i 40 Aar arbejdet i Københavns Politi og har i Halvdelen af dette Tidsrum været Leder af Bevillingskontoret. Gennem dette Arbejde er han blevet Vidne til den Omvæltning i Kobenhavns Forlystelsesliv, som Krigsperioden medferte. Morsomt skildrer den jubilerende Politimand det Tidsafsnit af Byens Historie, da en Kæmpedame i en lejet Butik paa Vesterbrogade og et "Cyklevæddeløb" i en Variété var store Attraktioner, og Filmen betragtedes som en forbigaaende Børnesygdom.

Da jeg blev straffet for at synge Nationalsangen

I Efteraaret 1886 havde jeg indsendt en Ansøgning om Ansættelse i Københavns Politi, og for at undgaa genere Misforstaaelser havde jeg i Ansøgningerne skrevet, at jeg som Soldat havde faaet to Dages lys Arrest.

Gamle Politidirektør Crone sendte Bud efter mig.

- Naa, sagde han, De er nok en oprigtig Natur. Sig mig, unge Mand, hvorfor er De straffet i Militærtjenesten?

- Fordi jeg sang "Kong Christian", svarede jeg.

Politidirektøren lagde sig tilbage i Stolen og lo:

- Hvornaar sang De da Nationalsangen?

- Klokken 10.10 Aften, Hr. Politidirektør! Altsaa 10 Minutter for sent.

Faa Dage efter blev jeg antaget og begyndte straks at stampe ude paa Vesterbro. Det var den ungen Betjents Lod i hine Tider. Først paa Gaden, senere inden for Muren.

Valgslaget i Rømersgade.

Den første større Affære, jeg var med i, var Valgslaget i Rømersgade først i Januar 1887. Afstemningen fandt Sted i Gothersgades Eksercerhus, og gamle Borgmester Hansen var Formand for Valgbestyrelsen i 5. Kreds. Ved Midnatstid var Resultatet klart: Socialdemokraterne havde faaet valgt deres første Mand P. Holm, og af den Grund var Begejstringen uden Grænser. Ved 1-Tiden ryddede vi, 200 Mand under senere Politiinspektør Theodor Petersens Ledelse, Eksercerhuset. Naa, "ryddede", det er maaske for stærkt. "Gaa nu hjem. Folkens", sagde Theodor Petersen, men han talte for døve Øren. I sluttet Trop stormede Vælgerne Forsamlingsbygningen i Rømersgade, de fyldte skiftevis Gaden og Huset. Hver Gang vi var nede, var de oppe - og omvendt. Først langt hen paa Morgenstunden faldt der nogenlunde Ro over Gemytterne -.

Da den kinesiske Legation klagede over en Film og Overbetjenten blev sendt ud for at censurere.

Tiden gik, og fra Gaden var jeg kommet ind i Bevillingskontoret, Stedet hvorfra Politiet kontrolerer Forlystelseslivet.

Filmen var dukket op, og rundt om begyndte Biografteatrene en Række daglige Forevisninger, men endnu betragtede Lovgivningsmagten Filmen som en Børnesygdom. og saa sent som i 1912 eksisterede der hverken Biograflov eller Filmscensur. Vi var et Par Mand oppe paa det gamle Domhus, der tog sig af de Grejer. Og en Morgenstund, jeg tror, det var i 1910, laa der en Ordre paa mit Bord: "Gaa hen og se Filmen i (jeg husker ikke længer Teatrets Navn) .... og aflæg Rapport til Politidirektøren."

Den kinesiske Legation havde gennem Udenrigsministeriet meddelt Justitsministeriet, at den paa den kinesiske Nations Vegne maatte protestere mod den paagældende Film, der, efter Legationens Opfattelse. "var egnet til at nedsætte den kinesiske Nations Ære....".

Jeg gik altsaa derud og stiftede Bekendtskab med en saare indviklet Historie om en gammel Kineser, der holdt en ung europæisk Pige indespærret. Det var Handlingen i Filmen, og jeg skrev i min Rapport, at jeg intet fornærmeligt fandt i den.

Paa Natkafé i islandsk Trøje og Træsko.

Med Krigs-Restriktionernes Indtræden døde hele det smaaborgerlige, humørfyldte Natteliv. Til Gengæld blomstrede det stærkt den første halve Snes Aar efter Aarhundredskiftet. Alene paa Strøget havde 4 Natkaféer til Huse: "Kongens Klub", "Blanchs Kafé", "Klosterhallen" og "Kafé Riise". Her kunde Københavnerne komme og gaa Natten igennem, og jeg tør roligt sige, at Præget af Verdensstad var ikke overvældende. Her sad jævne Folk ved Siden af det København, der morer sig. Jeg har hyppigt paa disse Natkaféer set Mænd i islandske Trøjer og Træsko, de kom fra deres Arbejde og følte Trang til en Hjertestyrkning, inden de gik hjem. Ingen tog Forargelse af denne Tingendes Tilstand. 

Jo, jo. det var Dage! Vel var det sjældent. at Champagnen skummede, men Humøret var ikke af den Grund mindre frodigt. Natteravnene morede sig kongeligt ved en Gammel Carlsberg eller en Romtoddy. Hvad gør de nu? Jeg husker, at da jeg første Gang stiftede Bekendtskab med Begrebet "en Sjus", havde jeg været mere end 20 Aar i Politiets Tjeneste. Det skete under en Nattevagt. En overstrømmende glad Herre var indbragt til Stationen.

- Hvad har De dog drukket. Mand? spurgte jeg.

- Sjusser .... stammede han.

- Sjusser?

- Ja, Whisky og Sodavand blandet sammen.

Den Gang var jeg saa uvidende....

Kæmpedamen paa Vesterbro.

I samme Grad som Restaurantlivet var smaastadsagtigt, var Forlystelserne set med Nutidsøjne naive. I mange, mange Aar fik vi oppe paa Domhuset Besøg af Verdens sværeste Dame, hun kom for at opnaa Tilladelse til at give "Forestillinger" paa Vesterbro. Damen, der den Gang var midt i Trediverne, vejede 380 Pund. og naar hun aabnede sit "Teater", som Regel i et øde Butikslokale, strømmede Publikum til. Man havde intet imod at iagttage en Kvinde, der med tilsyneladende Glæde lod en voksen Mand staa op paa sit Bryst.

Et "Cyklevæddeløb" i White Star i 1913 var ligeledes et af Byens Trækplastre.

En skolepligtig Pige paa 40 Aar.

Dermed være dog ikke sagt. at de rigtige Teatre ikke ombølgedes af Folkets Interesse. Men denne Interesse var nu og da en Smule nærgaaende. En Publikummer havde meddelt Politiet, at der ude paa Nørrebros Teater optraadte to Børn i dens skolepligtige Alder.

Jeg ringede til Anton Melbye og forelagde ham Klagen.

Da han havde leet ud, indrømmede han, at det muligvis var galt med den ene Skolepligtige, men for den andens Vedkommende, sagde han, har jeg en ren Samvittighed. Den lille Pige har i hvert Fald en Søn paa 17 og en Datter paa 13 Aar, og er en lykkeligt gift fyrretyveaarig Dame.

Den nidkære Tilskuer havde altsaa været ude for el optisk Bedrag.

Da Betjentene ogsaa skulde være Lygtetændere.

Den gamle Overbetjent slutter med et lille personligt Minde:

- I Slutningen af Firserne kom Politiets Lønforhold til Behandling i Borgerrepræsentationen. Det kunde nok siges at være nødvendigt, for en ung Betjent lønnedes den Gang med 58 Kroner maanedligt. Alligevel var Byens Raad betænkeligt ved at gaa med til Lønforhøjelser, og denne Betænkelighed fandt Udtryk i et Forslag, der gik ud paa at paalægge Betjentene at tænde Gadelygterne, saafremt de fastholdt Kravet om en linjere Løn. Saa kunde man afskedige Lygtetænderne og give Betjentene det sparede Beløb...

Saaledes saa man den Gang paa Politiets Arbejde. Senere blev ogsaa dette anderledes - som alt fra gamle Dage er blevet det.

(Nationaltidende, 28. november 1926).

Foto fra Aftenbladet (København), 22. oktober 1926 i anledning af Toxværds 40 års jubilæum.

Toxværd blev ansat i politiet i 1886. Han døde i 1933, og hans stilling blev overtaget af Carl Petersen.

En Renaissance for Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

EN RENAISSANCE FOR RUNDETAARN

Den øverste Del at Taarnet, hvor det gamle Observatorium laa, skal nu føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse.

Det gamle planetarium og instrumentresterne er restaurerede og færdige til opstilling i tårnet.

Saaledes ser Skiven ud til det gamle Planetarium, der omtales i Artiklen paa Forsiden om en Renæssance for Rundetaarn.

Rundetaarn, den vældige Kolos midt i Byens pulserende Liv, blev i fordums Tider taget med Storm. Der var en sand Valfart dertil, saa snart det store Bygningsværk i Efteraaret 1642 stod færdigt. Ikke alene Københavnere og Folk fra Provinsen, men ogsaa Udlændinge i Mængde strommede til for at se denne Mærkværdighed.

Siden, som Aarhundrederne svandt, faldt der mere Ro over Kolossen. Astronomerne, som havde haft deres Observatorium overst oppe i Taarnet, forlod det, og Opsynsmanden indrettede i Stedet sin lille Lejlighed deroppe, det hele blev blot en Kuriositet, som vi i Ny øg Næ besøgte.

Nu skal Rundetaarn have sin Renæssance. Der skal bringes nyt Liv indenfor de gamle Mure, hvor Fortidens Astronomer i stille, stjerneklare Nætler syslede med evige Beregninger over Himmellegemernes Færden. Og Rundelaarn skal atter faa en Attraktion, som vil skabe Valfart derop.

De mærkelige Fund i det gamle Taarn. 

Det, der sker nu, har et Forspil, som ligger mere end et halvt Aarhundrede tilbage. Da gik en lille Dreng med sine Forældre hver Søndag i Rundetaarn og kiggede paa en mærkelig rund Jernskive, som fandtes anbragt øverst oppe paa en Trævæg der, hvor Snegleopgangen ophører. Den lille Dreng var nuværende Taarnurfabrikant Bertram Larsen. Paa den mystiske Skive var der malet sære Figurer og Tegn, Bjørne og Stjerner, og med bestemte Mellemrum var der aabne Cirkelrifler i Skiven. Øjensynlig fandtes her en gammel Planetskive, en Rest fra Observatoriets Tid; men dens nærmere Anvendelse var dunkel.

Bertram Larsen glemte ikke Skiven i Rundetaarn, og mange Aar senere, da han havde faaet et fint Navn som Taarnurmager i København, søgte han Inspektionen for Trinitatis Kirke om Tilladelse til at anstille nogle nærmere Undersøgelser oppe i Rundetaarn. Han fik Tilladelsen, og det lykkedes ham over Hvælvingen ved Skiven og bag en Bræddevæg i et Rum, der brugtes til Vaskerum for Kirkebetjenten, at finde to velbevarede Værker og en ligeledes velbevaret kunstfærdig 5 Fod lang Akse, som havde forbundet Værkerne og staaet i Forbindelse med Planetskiven.

Nye Undersøgelser viste, at man stod overfor en Kopi af Ole Rømers gamle Planetarium, udført af J. J. Linche i 1742 efter Tegninger og Beskrivelser af Horrebow - dog afvigende fra Originalen, som brændte i 1728, derved, at Rømer tænkte sig Skiven set fra Jorden, Linche derimod fra Solen.

Ved samme Lejlighed fandt man tre gamle astronomiske Instrumenter, bortgemt i en Krog paa Trinitatis Kirkeloft, hvor Carl Lund havde sin Malersal. Astronomerne havde ladet dem blive tilbage, da de forlod Rundetaarn, fordi de var umoderne allerede den Gang - uden at tænke paa deres kulturhistoriske Værdi.

Planetmaskinen er rekonstrueret.

I de følgende Aar fik Bertram Larsen omsider efter mange og besværlige forhandlinger de fundne Sager udleveret og tog dem under Behandling paa sine Værksteder i Lykkesholms Alle. For 3-4 Aar siden opnaaede han hos Magistraten en Bevilling paa 4625 Kr. til at istandsætte og forny det morsomme gamle Planetarium, og i disse Dage er han ved at fuldende Arbejdet, der saa kan afleveres med kortest muligt Varsel.

Desværre lod det sig ikke gøre at tage den gamle Planetskive i Brug, men en ny af ganske samme Udseende, men af bedre Metalkonstruktion er fremstillet, og det rigtige Horrebowske Værk sat i Forbindelse med Skiven. Et lille Urværk, som Bertram Larsen jun. har lavet som Svendestykke, driver Planetværket, og man ser i Cirkelrillerne de forskellige Planeter, Jorden, Mars, Jupiter, Venus o.s.v. dreje rundt som små blanke Messinghoveder omkring Solen i Centrum .... Maskinen fortæller Iagttageren om Legemernes evige Vandringer gennem Verdensrummet, den viser os den ene Planets proportionelle Gang mod den anden til et hvilket som helst Tidspunkt af Døgnet. Det er som at kigge Stjerne en Høstnat, hvor Himmelen er lysende fuld af Prikker .... ogsaa Ansigt til Ansigt med Planetriet bliver man ydmyg i Sindet og føler Menneskets Lidenhed.

Samtidig har Bertram larsen sat de gamle Instrument-Rester i Stand. De svære Mahogni -Staiver, hvorpaa Fortidens danske Astronomer hvilede deres Kikkerter, staar smukke og statelige opmagasineret paa hans Loft mellem gamle Urværker og Spilleværker, og den store Messingkvadrant, som er lavet efter engelsk Konstruktion, ligger pæn og blankpudset og venter paa af blive afhentet.

De paatænkte Ombygninger i Taarnet.

Før Planetmaskinen og de gamle astronomiske Instrumenter føres tilbage til Rundetaarn og opstilles i Nicherne øverst oppe, er det imidlertid Meningen at foretage forskellige indvendige Ombygninger af Taarnet, saaledes at det føres tilbage til sin tidligere Skikkelse.

Rundgangen skal fortsættes helt  op - ligesom den gjorde i gamle Dage, hvilket sandsynligvis vil medføre forskellige Indgreb i Opsynsmandens Lejlighed.

Forhaabentlig vil disse Ombygninger blive foretaget inden længe, saa at de gamle Instrumenter og Planetmaskinen i sin nye Skikkelse kan komme til Ære og Værdighed paa det Sted, hvor de hører hjemme.

Under Hvælvingerne deroppe vil de minde os om, at her laa "Københavns Stjerneborg" - som Rundetaarn kaldtes i fordums Tider - og foran Planetskiven vil unge og gamle undrende standse, Slægt efter Slægt.

Clerk.

(Nationaltidende, 28. september 1926)

Op og kig i Rundetårn

En kraftig tilslutning til "Kl. 5'"s plan om folkeobservatorium på Rundetårn.

Kiggestjerner

En ny ære for det gamle Rundetårn.

KLOKKEN 5 rejste for nogen Tid siden Spørgsmaalet om at indrette et Folkeobservatorium paa Rundetaarn. Medens den øvrige Presse har forholdt sig tavs Indtil nu, fik vi fra mange Sider den varmeste Tilslutning til Tanken. Og det er lykkedes os at føre Sagen saa langt frem, at den om nogen Tid vil blive rejst paa kompetent Sted. Derfor glæder det os naturligvis ikke mindre, at Planen efterhaanden finder Tilslutning i den øvrige Dei af Pressen. "Berllngske Tidende" beskæftiger sig i Aftes i en stor Artikel med det af os fremsatte Forslag. Det hedder heri:

Manden paa Raadhuspladsen 

Interessen for astronomiske Fænomener er meget stor herhjemme. Man behøver blot at se den Tilstrømning, der finder Sted, naar en smart Mand stiller sig op mod en astronomisk Kikkert paa Raadhuspladsen en Sommeraften. Folk strømmer til i hundredvis for at faa Lejlighed til at "kigge Stjerner".

Denne sunde og lærerige Interesse burde kunne dyrkes under mere ordnede og officielle Former paa vort gamle Rundetaarn. Alt, hvad dertil kræves, er dette, at Taarnets øverste Afsats føres tiltage til sin oprindelige Form, og at det lille Hus, som nu staar paa Afsatsen fjærnes. Dermed vil hele Afsatsen blive en stor Flade, paa hvilken 2-3 Kikkerter kan føres frem og tiltage og stadig staa til Publikums Disposition.

Taarnet under den ny Æra, 

Bladet slaar tillige til Lyd for at indrette et Musæum paa Kirkeloftet - og skriver videre:

At dette vilde kunne indrettes uden overvældende Bekostning, ja, naar Københavnernes Interesse for Astronomien tages i Betragtning, vilde man antagelig tilmed faa en saa stor Tilstrømning til Musæet og Folkeobservatoriet, at Udgifterne ved en lav Entré let kunne dækkes.

Man vilde tilmed herved have den Tilfredsstillelse, al Rundetaarn paa en Maade førtes tilbage tiI sin oprindelige Hensigt. Christian IV Pførte det, for at det skulde tjene Astronomien og -Astrologien - og benyttes som Observatorium. Indrettet som Folkeobservatorium vilde det gamle Taarn hurtigt opnaa en kolossal Popularitet blandt Københavnerne.

- - -

Det er altsammen svært hørt - og vi takker for Tilslutningen.

(Klokken 5 (København), 30. september 1926)

.

Rundetaarn.

Forleden gik jeg ind ad Rundetaarns skumle Portaabning og henvendte mig til Herren ved Indgangen, som sidder bag Glasruden og sælger Billetter til Taarnet. Han saa hen ad Gangen og greb Billetrullen.

- Hvormange?

En!

- Naa, saa har De med i Dag? sagde han. Nu skal vi jo til at rydde op her i Taarnet, og det er jeg glad for!

- Saa?

- Ja, saa kan man maaske faa Øje paa Larsen. Kender De ikke Larsen, næ, hvor skulde De osse kende ham fra. Det var før Deres Tid. Det var i 78, han gik op i Taarnet efter at vi havde vekslet et Par Bemærkninger om Vejret. Men han gik sgutte ned igen!

- Saa er han faret vild!

- Vi havde jo en Kirkebetjent, der gik og snusede i Krogene for at se om der var noget, han kunde sælge. Saa siger jeg til ham en Dag, hør Jensen, siger jeg saa, De skulde vel ikke tilfældigvis ha' set en blond Herre med Trikaalorebaand om Hatten ligge i en af Krogene?

- Næ, siger han. Men der ligger et Selskab inde i Hulningen paa femte Etage. Det kan være, at han er der imellem, siger han.

- La' ham saa bare være, siger jeg, han ha'de Abonnement, og det er rart at vide, hvor man har Abonnenterne.

- Nu har jeg forresten solgt Rundetaarn paa Roden! siger saa Jensen pludselig. Det kan ikke betale sig at sælge den i Smaadele. Det faar man ikke noget ud af.

- De har aldrig været nogen fin Mand, Jensen, siger jeg bebrejdende, og det Anstrøg af Gudelighed, De burde ha' som Kirkebetjent, har De solgt for længe siden.

Men heldigvis saa gik Jensen og faldt ned ad Taarnet før han fik Pengene, og Handelen gik tilbage. Men nu skal der altsaa ryddes op i alle Krogene, og saa glæder jeg mig til at se et Par gamle Abonnenter og Venner, der gik op en Søndag i forrige Aarhundrede, navnlig Larsen.

Saa gaar jeg op ad de spiralformede Gange, der dufter af hundredaarigt Støv, og tilsyneladende har Jensen kun faaet solgt enkelte løse dele.

Pipperup.

(Social-Demokraten, 30. september 1926)

Hvad skal min Søn lære? (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg paa Kommunens psykotekniske Afdeling.

Magister Bahnsen anstiller Syns- og Læsehurtighedsprøve.

Det er næppe endnu gaaet op for den store Befolkning, hvilken udmærket og samfundsnyttig Institution det er, Kommunen har oprettet, da den stiftede sit psykoteknisk Afdeling, og hvilken stor Betydning den kan faa for Almenheden.

Afdelingen, der endnu ikke er to Aar gammel, har sine Lokaler i Løngangsstræde 28, og her træffer vi den energiske og dygtige Leder, Magister Poul Bahnsen, der fortæller:

- Vor Opgave er at være den bedst mulige Hjælp for alle de unge Mennesker, der staar overfor det vanskelige Spørgsmaal: Hvilken Livsstilling skal jeg vælge? Og vi yder vor Hjælp vederlagsfrit. Naar den unge Mand henvender sig td os, indhenter vi først alle Oplysninger fra den Skole, han har frekventeret, konfererer med hans Lærere, og danner os derefter det første Skøn. Saa underkaster vi ham en grundig psykoteknisk Undersøgelse, og konstaterer gennem forskellige Syns-, Styrke- og Intelligensprøver, gennem forskellige praktiske Forsøg og ved Samtaler og paa anden Maade, i hvilken Retning hans Anlæg bedst egner sig. Og endelig danner en Læges nøjagtige Undersøgelse Sluttenen for vor Behandling.

I den Tid vi har virket, har vi nu behandlet godt 2000 Drenge, og jeg tør nok sige. at vi har opnaaet virkelig gode Resultater. Her er rig Lejlighed til at gøre interessante Iagttagelser, og det er ganske betegnende, at vi i en forbavsende Mængde Tilfælde, i Følge vore Iagttagelser, først maa fraraade de unge Mennesker at vælge den Vej, de selv har tænkt sig - det er ganske  betegnende at en Mængde Unge Mennesker netop viser Lyst til Professioner, der netop slet ikke ligger for dem. Og alene det, at man kan forhindre dem i at begynde paa noget, de før eller senere vil komme til at opgive, er jo meget værd, og vi sparer dem derved for Spild af baade Tid og Kræfter. Alene vor Lægeundersøgelse har givet til Resultat, at 15 pro Cent af de undersøgte har været ganske uegnede til det Fag, de havde tænkt sig. 

Og det er undertiden ganske pudsige Motiver, der dikterer de Unge deres Valg. Der var f. Eks. en Dag en ung Mand, der vilde være Barber, og da jeg spurgte ham hvorfor, svarede han: fordi jeg har en svag Haand! Han forklarede det nærmere med, at han helst vilde være Snedker, men hans Haand var ikke stærk nok til at haandtere det tunge Værktøj, men "en Barberkniv, den er jo saa let!"

Vi har nu specielle Prøveafdelinger for forskellige Fag, f. Eks Smede- og Maskinarbejdere, Litografer, baade Tegnere og Trykkere, Bogtrykkere, specielt sættere, og endelig for Kontorfaget. Alle, der søger Ansættelse under Kommunen, bliver nu prøvet her, og vi har nu i den allersidste Tid udvidet Virksomheden til ogsaa at omfatte Prøver for Chauffører og Motorførere.

Straks da vi begyndte, kan jeg ikke nægte, at jeg mærkede en vis Skepsis og Mistillid fra flere Sider, men det er heldigvis allerede faldet bort, nu ser jeg med Glæde, at vi finder stadig større og større Tilslutning baade fra Forældre og Principaler. Og saa arbejder vi jo i Tilslutning til Kommunens Lærlingeanvisning, og skønt det jo for Øjeblikket er uhyre vanskeligt at skaffe unge Mennesker Stilling, har vi dog kunnet anbringe ca. 800 om Aaret.

- - -

Den psykotektekniske Afdeling er en Institution, som Kommunen fortjener Tak for; her kan de Forældre, der ikke ved, hvorledes de skal faa deres Sønner anbragt, netop faa den Hjælpende Haand de søger.

Larus.

(Aftenbladet (København) 29. september 1926).

Hvorledes foregår en psykoteknisk Undersøgelse?

Et Besøg i psykoteknisk Laboratorium

MAN HAR fornylig diskuteret den praktiske Betydning af Københavns psykoteknisk Laboratorium.

Som bekendt kan enhver Dreng, der er færdig med sin Skolegang, her faa sine Evner og deres Begrænsning videnskabelig undersøgt.

Modstandere af det psykoteknisk  Laboratorium har hævdet, at man aldrig - og navnlig ikke ved Hjælp af Maskiner - paa Forhaand kan sige, hvad en Dreng egner sig til at være, da Flid, Udholdenhed, Ærgerrighed, Fremdrift o.s.v. vil spille ind.

Formaalet med det psykotekniske Laboratorium er imidlertid slet ikke at sætte enhver paa sin rette Plads. Sund Fornuft siger jo, at et Menneske udmærket kan egne sig fortræffeligt til flere forskellige Ting.

Nej! det psykotekniske Laboratorium har et Motto, der har et langt videre Perspektiv, nemlig: inden paa den gale Plads.

Det er her, Indsatsen gøres, og allerede nu - blot 8 Aar efter laboratoriets Oprettelse - kan det opvise smukke Resultater. 

Lige saa naturligt, som at et Menneske kan egne sig lige godt til flere forskellige Stillinger, lige saa selvfølgeligt er det, at det ikke egner sig for en Række andre. Her blot et Par Eksempler - plukket ud tilfældigt af "Bunken".

En Dreng var blevet sat i Lære som Finmekaniker, men efter et halvt Aars Tid maatte han opgive det, fordi han havde Haandsved og de Ting, han bearbejdede, derfor rustede mellem Fingrene paa ham.

En anden Dreng havde taget Hyre som Jungmand, men da han et Par Aar senere skulde ind paa Styrmandsskolen, opdagedes der en ret udpræget Nærsynethed. Saa var den Vej lukket.

Endelig var en Dreng kommet i Lære som Cigarruller, men Gang efter Gang viste det sig, at hans Fingerfærdighed langtfra var paa Højde med Kammeraternes.

Som Læseren ser, er det ikke nødvendigt at ty til saadanne Yderligheder som Tilfældet med den farveblinde Lærling i Farvebutiken for at finde virkelig Begrundelse for det psykotekniske laboratoriums Eksistens. Det er den Slags Fejltagelser, som en Undersøgelse forebygger.

Magister Bahnsen i Færd med at underkaste en ung Mand den psykotekniske Undersøgelse.

Men hvordan foregaar nu denne Undersøgelse? Der raader mærkelige Vrangforestillinger herom. Ja, en Provinsavis antydede endog en Dag, at den foregik paa en Maade, at Drengen blev sat ind i en mægtig Kasse og herinde blev røntgenfotograferet.

Det er en noget anden Opfattelse, man faar, naar man en Dag aflægger "Gerningsstedet" et Besøg. Laboratoriet har til Huse i det gamle Vartovs Bygning og ledes som bekendt af Magister Poul Bahnsen.

Først bliver Drengen underkastet en grundig Lægeundersøgelse, der først og fremmest tager Sigte paa Øjne, Hjerte og Lunger.

Den første Prøve er tilsyneladende ret barnlig, men ikke desto mindre temmelig afgørende for to Punkter Hukommelsen og Taalmodigheden. Drengen faar nemlig udleveret en Æske Klodser, og efter at have set dem ligge rigtigt i Kassen, skal han selv prøve paa at faa dem anbragt. Nogle Drenge bliver hidsige, naar Forsøget mislykkes i de første Omgange, andre kan omtrent huske Klodsernes Stilling i Æsken, flere opgiver Nedlægningen o.s.v.

Dernæst faar Drengen udleveret en Tøjklemme, der er gaaet fra hinanden. Nu skal han prøve sin Fingerfærdighed ved at sætte den sammen igen.

Saa anbringes han foran et Tremometer, for at man kan se, om hans Haandelag er i Orden. Han faar i Haanden en Metalstift, som han skal føre gennem en Række Riller og Huller uden at berøre Randen. Ryster han paa Haanden, saa Stiften rører Metalpladen, tændes en lille Lampe henne paa Siden, og man kan altsaa ganske tydeligt afgøre, hvor mange Gange Drengen kommer godt fra det, og Optællingen af Berøringerne kan efter denne Prøve, som efter alle de andre sammenregnes med de andre sammenregnes, saaledes at man ogsaa faar Forholdet mellem den enkelte Drengs Præstation og den gennemsnitlige Præstation.

Man prøver herefter, om Drengen kan slaa en Række Hammerslag med lige stor Styrke. Fornemmelsen over for sin egen Kraft er en meget vigtig Evne hos Smede og Snedkere f. Eks. som maa kunne afpasse Slagenes Styrke.

Saa er vi naaet til Prøven paa, om Drengen kan arbejde med begge Hænder samtidig. Det gælder om at dreje paa to Haandtag samtidig i et ganske bestemt med for hver Haand stadig skiftende Tempo, saaledes at en Metalplade, hvorpaa der er tegnet en Figur, bevæger sig hen under en Skrivestift, saaledes at denne tegner den punkterede Linie.

Øjemaalet har jo i en Mængde Virksomheder stor Betydning. Her forsøger man at lade Drengen paa Øjemaal finde Centrum I en Cirkel og tegne en ret Vinkel og endelig dele en Linie lige midt over.

Aandsnærværelse er jo heller ikke overflødig i vore Dage, hvor bl. a. Trafiken kræver den daglig. Det er af afgørende Betydning at kunne reagere hurtigt.

Paa et Apparat, som Drengen nu sættes foran, kan man med en Hundrededel Sekunds Nøjaglighed maale den Tid, et Menneske er om at opfatte et Stopsignal og reagere med den forlangte Bevægelse.

Naar Drengen er naaet hertil, er den væsentligste Del af Prøven overstaaet. Der sluttes af med et Par Hukommelsesforsøg. Magister Bahnsen nævner en Række Ord, der ikke direkte har Forbindelse med hverandre, og Drengen skal saa søge at genfortælle dem.

Naar Prøven er færdig, kan Magisteren afgøre, hvad den Dreng Ikke egner sig til - og hermed er meget vundet, meget Tidsspilde og mange Skuffelser forebygget.

Nix.

(Social-Demokraten 29. maj 1932)

Magister Bahnsen har foraarstravlt.

En Mængde af de Unge, som nylig er konfirmerret, lader deres Evner psykoteknisk prøve.

Man bør ikke lade en 14 Aars Dreng tage en Beslutning, der gælder for hele Livet, siger Magisteren.

At finde ud af, hvad Sønnen eller Datteren skal være, er i de senere Aar blevet et Problem, der spekuleres over i langt højere Grad end før i Tiden. Da Magister Poul Bahnsen for 11 Aar siden begyndte sine psykotekniske Prøver som Vejledning for den Ungdom, der efter Konfirmationen skal vælge en Livsgerning, var der mange, som rystede paa Hovedet. Men i Dag er Psykoteknisk Institut fra en beskeden Start vokset til en Institution, der har vejledet og fundet det rette Arbejde til Titusinder af Mennesker.

Magister Poul Bahnsen

Den lungesvage Bager og den farveblinde Maler. 

I Dag som for 11 Aar siden er Magister Bahnsen Drivfjedren i det store, samfundsnyttige Arbejde, Psykoteknisk Institut udfører. I en lille Pause mellem Prøverne spørger vi Magisteren:

- Er Travlheden ikke størst efter Konfirmationerne Foraar og Efteraar?

- Det kan naturligvis mærkes, hver Gang et nyt Kuld Unge skal vælge deres fremtidige Livsgerning, svarer Magisteren, men iøvrigt har vi hele Aaret rundt alt det at bestille, vi kan overkomme. Jeg vil benytte Lejligheden til at rette en Misforstaaelse. mange Folk gør sig skyldige i. Institutets Opgave er ikke i første Række at finde ud af, hvad de Unge egner sig til, men nærmest det modsatte. Vort Arbejde gaar ud paa at hindre, at Ungdommen sættes til en Profession, som han - eller hun - ingen Forudsætninger har for at lære. Hvad kan det f. Eks. nytte, at en Dreng med nervøse, skælvende Hænder sættes i Urmagerlære, at en Dreng med svage Lunger skal være Bager, eller at en farveblind ung Mand har tænkt paa at blive Maler. Det sidste lyder mærkeligt, men det er et Tilfælde, som gaar igen og igen.. Selvfølgelig giver Institutet visse Fingerpeg om, i hvilken Retning den Unges Evner fordeler sig. Her kommer - for at tage et Eksempel - mange Forældre, som har den honnette Ambition, at deres Sønner skal være "noget pænt paa et Kontor". I mangfoldige Tilfælde falder den unge Mand imidlertid totalt paa den skriftlige Teoriprøve, mens det til Gengæld kan vise sig, at der ridder et Par gode, praktiske Hænder paa ham, - i saadanne Tilfælde raader vi naturligvis Forældrene til at sætte Sønnen i en eller anden Haandværkerlære. .

En 14 Aars Dreng bør ikke bestemme selv.

- Ved vore Dages Unge, hvad de vil være, naar de henvender sig til Institutet?

- Ved og ved .... Hvad ved en 14 Aars Dreng eller Pige overhovedet? - de har Lyst til et eller andet, men tænker ikke paa, om de egner sig til dette Arbejde, eller om det er godt eller daarligt, - Herregud, saadanne Børn kender jo slet ikke Livet eller det Fag, de vælger. Man burda aldrig lade et 14 Aars Barn, lige konfirmeret. tage en vigtig Beslutning for hele Livet. De Unge skulde have Lov til at vente til det 16. Aar, før de valgte deres Livsstilling, - de Par Aar har uendelig meget at sige med Hensyn til Udvikling og Forstaaelse.

- Er der ingen Piger, der lader sigpsykoteknisk undersøge?

- Jo. Pigerne kommer i stadig stigende Tal. De vil navnlig vide, om de I egner sig til Kontor eller Handel, om de kan blive Damefrisører, Syersker eller Tegnere, men endnu er Drengene dog i stort Overtal. Der er for Resten ogsaa mange Voksne, der lader sig psykoteknisk prøve, ligeledes mange Invalider. I Fjor prøvede vi ialt 3500 Personer, deraf var de 1200 Voksne.

Dirk

(Social-Demokraten 12. april 1936)

Den psykotekniske afdeling var startet 1. juli 1924. Efter en forlængelse af forsøgsperiode på yderligere tre år, trak staten trak sit tilskud tilbage fra 1. april 1927. Siden blev udgiften betalt af København og Frederiksberg kommuner. 1. april 1929 blev afdelingen udskilt fra centralarbejdsanvisningskontoret og fortsatte som en selvstændig institution med navnet Psykoteknisk Institut. Instituttet foretog psykotekniske undersøgelser af:

- lærlinge, før de fik anvist lærepladser inden for håndværk, industri eller handel

- kontorelever, der ansøgte om fast ansættelse under Københavns kommune

- ansøgerne til visse tjenestemandsstillinger (brandmænd, målerkontrollører) under Københavns og Frederiksberg kommuner

Undersøgelser for de kommunale institutioner blev udført vederlagsfrit, d. v. s. dækket af de kommunale tilskud. Størstedelen af undersøgelserne af læresøgende blev udført for de offentlige arbejdsanvisningskontorer øst for Storebælt og blev betalt af dem.

Der blev også foretaget psykotekniske undersøgelser af ansøgere til stillinger inden for forskellige statsvirksomheder mod betaling. Ansøgere til politibetjentstillinger inden for rigspolitiet eller til fængselsbetjentstillinger inden for fængselsvæsenet blev undersøgt. De danske statsbaner lod aspiranter til stillinger som fyrbødere og motorvognsførere psykoteknisk undersøge.

I 1929 eksperimenterede Bahnsen (1899-1960) med om små doser alkohol (3 øl) nedsatte reaktionsevnen og hastighedsopfattelsen. Det var stor skepsis og vantro i de fleste aviser. I 1950 skrev han bogen "Arbejdspsykologi" som var den første samlede fremstilling af arbejdspsykologien i Danmark.

Psykoteknisk Institut vil undersøge, hvorledes Alkohol reagerer paa forskellige Mennesker: - Naa! er Du der Din Kamel! - Hik - lille Far' - hik! er blevet et ulykkeligt Offer - hik! - for Videnskaben. (Tegning fra Social-Demokraten 2. november 1929).

I en artikel i Nationaltidende 1946 blev magister Bahnsen spurgt til forskelle på mænd og kvinder, og sagde da at "som helhed er det lighed og ikke forskelle der er påvist med hensyn til fingerfærdighed, bevægelseshastighed og de andre sider af muskelfærdigheden." Heller ikke på intelligensområdet havde Bahnsen kunne måle nogen forskel. I årene 1948-49 undersøgte instituttet 2326 unge mennesker - et typisk tal også i 1930'erne. I et interview i "Aktuelt" 1959 (kort før sin død) skærpede han dette til at udtale at kvinder er kvalificerede til at løse langt større opgaver i erhvervslivet end de normalt tildeles. Og at manges forestillinger om hvad der er typisk mandligt og typisk kvindeligt i vid udstrækning er produkter af vanetænkning og fordomme.

På foranledning af invalideforsikringsretten blev invaliderede personer undersøgt med det formål at opnå vejledning ved valg af det erhverv, som de pågældende havde størst mulighed for at kunne magte. Om dette skrev Poul Bahnsen i Social-Demokraten 24. maj 1944. Her fokuserede han på at invaliditeten kun ramte et begrænset område, og at den invalide sagtens kunne præstere på alle andre områder.

Prøve i Fingerfærdighed. Stifterne skal anbringes tre ad Gangen, og der er 10 minutter til Raadighed. (Foto fra Social-Demokraten 24. april 1941).

Også private virksomheder lod mod betaling ansøgere til forskellige stillinger psykoteknisk undersøge. 

Instituttet dannede kun forbillede for Randers Psykotekniske Institut (1934) som blev stiftet af adjunkt G. K. Graversen i en treværelses lejlighed. Det blev samme år efter Graversens død overtaget af Arthur Wollstein der havde ledet et tilsvarende institut i Berlin. Instituttet blev dog også besøgt af folk fra hele Jylland. På 25 år gennemførte instituttet 30.000 prøver. I 1972 blev det overtaget af staten. 

Instituttet i København flyttede senere til Borgergade 18. Det blev nedlagt 1960, og overgik til staten 1961 som Psykologisk afdeling under Arbejdsdirektoratet. Næsten samtidig døde magister Poul Bahnsen november 1960 af et hjertetilfælde, 61 år gammel. De psykotekniske prøver blev en del af dansk erhvervsvejledningshistorie. På denne film kan man se magister Bahnsen teste en DSB funktionær, 1935.

Optagelseshjemmet paa Valbygaardsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Et par frække fyre.

København (R. B.)

To københavnske drenge der i lørdags forsvandt fra et optagelseshjem på Valbygårdsvej, stjal om aftenen et automobil på Frue Plads og skønt de ikke havde videre forstand på automobilkørsel, lykkedes det dem at komme ud af byen. De overnattede i Fredensborg, og turede rundt hele søndagen. Da de om aftenen vendte tilbage til København, tørnede de i Nørrebrogade, hvor de kørte i den forkerte side af gade, mod et andet automobil. Begge køretøjer ramponeredes stærkt, men ingen af passagererne kom til skade.

(Roskilde Avis 1. februar 1926)

Ifølge Dansk Politi Efterretninger 1930 lå optagelseshjemmet på Valbygårdsvej 8

Drengen der flygter.

For en måneds tid siden blev en 15-årig dreng, Fritz Mogensen, anholdt på Christianshavn sigtet for at have stjålet fem cykler. Han var anbragt på optagelseshjemmet på Valbygårdsvej, men flygtede herfra dagen efter. Sammen med en anden dreng stjal han en jolle og sejlede sydpå og landede på Møn, hvor de efterlod jollen. Ad landevejene fægtede de dig frem til Korsør hvor de blev anholdt i færd med et nyt tyveri. Fritz blev igen anbragt på Valbygårdsvej, men allerede dagen efter stak han af på ny og blev anholdt ved Vridsløse, hvor han havde stjålet et ur. Han kom tilbage til optagelseshjemmet, men natten efter sprang han ud af vinduet og forsvandt. Han slog sig ned i en nybygning i Guldbergsgade og levede af tyveri. I går blev han anholdt for fjerde gang og er nu anbragt på "Stengaarden" hvorfra flugt skal være en del vanskeligere.

(Klokken 5, 3. september 1926)

Hellere i arrest - end under værgerådet.

For nogen tid tilbage blev en ung fyr, Carlo Petersen, arresteret for forskellige smårapserier. Han blev af værgerådet anbragt på opdragelseshjemmet på Valbygårdsvej og undgik på denne måde at blive straffet. Han stak af fra optagelseshjemmmet, men blev straks pågrebet og lovede ikke at lave flere flugtforsøg. Efter at have været der i nogen tid, løb han igen.

I går blev han anholdt og fremstillet o dommervagten, hvor han blev foreholdt en lang række tyverier som han havde begået, mens han var flakket om i byens periferi. Han havde væsentlig stjålet fødevarer for at opretholde livet.

Han sagde til dommeren at han hellere ville straffe for tyverierne end at være på optagelseshjemmet, ikke fordi han ikke havde det godt der, men fordi han ikke kunne holde ud at være under tvang.

Han blev arresteret.

(Dagbladet (København), 5. juli 1927)