En Uorden som begåes af endel Jøder her i Kbhavn

(Efter indsendt)

Mens mangel på skillemønt er følelig, arbejder en del jøder her i København med største iver på at gøre denne mangel større.

Hos kræmmere, høkere, kort sagt i alle butikker stikker lasede og lurvede jøder og jødedrenge sig ind for at tilsjakre sig firskillinger, nye toskillinger, enskillinger, ja endog de gamle fedtede toskillinger, imod valutasalg. De nøjes ikke med det, men opholder og plager tjenestepiger, karle osv. for at tilsjakre sig fra dem, hvad hele penge de kunne have, samt alt hvad de har af sølv og guld. At jøder der ikke er lasede og lurvede står bag disse sjakrere, kan indsenderen ikke bevise. Men muligheden forlanger at tilstås. Når man ser en ussel sjakrer ikke kunne drive denne snavshandel med større kapital en to rigsdaler, men flere gange kommer tilbage på en og samme time med samme lille kapital, så må man tro at han bruges af andre.

Det er at formode at  dette uvæsen kan volde skade. At forbyde det, lader sig vel gøre. Men med magt forhindre mønt at gå ud af landet kan ingen, og at prøve på det ville være ligeså frugtesløst som at give forordninger mod luksus, mod bysnak, mod middagssøvn, osv. Vores vise regering har andre midler som anmelderen dog ikke tør foregribe at nævne på dette sted.

(Politivennen nr. 564, 18. februar 1809, s. 9051-9052)

Forslag til at forhindre al Skilllmynt ikke tilsidst forsvinder

Det skammelige opkøb har også strakt sig til toskillingerne (fireskillinger blev næppe engang sete) og enskillingerne. Men stadig ikke tilfredse opkøber skurkene nu også kobberskillingernee.

For at forhindre sådant, burde vel både for den, der gav eller tog opgæld, sættes en eftertrykkelig straf, såvel som en klækkelige præmie til den som angav en sådan handling.

Hvad kobberpengene angår, som dog slet ikke er gangbare udenlands, da ville deres opkøb vel til dels hindres, ved at forhøje dem til halvandenskillinger.

Ved kobberets stigende pris synes kobberskillingen at være mere værd end hvad den er præget til. En rigsdaler i kobberskillinger vejer 2 pund og 4 lod.

Den foreslåede forhøjelse var altså i overensstemmelse med skillemønts natur i almindelighed.

(Politivennen nr. 541, 10. september 1808, s. 8689-8690)

Svar paa den i Politivennen No. 185 indrykkede Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb.

Følgende mening angående denne sag er ikke af hr. postmester Bøeg men af en anden mand blevet udgiveren meddelt:

"Efter forordningen af 29. februar 1788 er den ved samme i Hertugdømmerne indførte nye species-mønt og ny skillemønt de eneste der gældende møntsorter, og ingen er forpligtet til at modtage nogen anden møntsort. Ved forandringen af 21. juni 1793 er den i Danmark og Norge i året 1791 indførte species-mønt der er udmøntet efter samme gehalt, vægt og møntfod, som denne ligeledes befalet som gældende for hertugdømmerne.

Kortet fra det Kongelige Bibliotek er fra 1864, men viser detaljerne i det omhandlede område. Fyn til højre, og daværende Nordslesvig (nuværende Sønderjylland) til venstre, samt "Orösund". Da artiklen blev skrevet, lå Årøsund i hertugdømmet Slesvig.

Da Årøsund ligger i hertugdømmet Slesvig, så kan hr. postmester Bøeg ikke være forpligtet til at modtage fragten for Årøsunds smakke i danske courrant-bankosedler

Når altså hr. ***** ikke, som han efter ovennævnte forordning burde, havde forsynet sig med slesvigholstensk eller dansk og norsk speciesmønt, men kun havde danske courant-bankosedler at betale med, så måtte hr. Bøeg når han føjede ham i at modtage dem, være berettiget til under titel af agio at lade sig godtgøre disse sedlers mindre værdi efter kursen.

Dette er nok for at vise det urimelige i spørgerens mening og hans uvidenhed i henseende til lovene. Næppe vil hans spørgsmål værdiges højesterets opmærksomhed.

***   ***   ***
Udgiveren kan efter at have indrykket ovenstående ikke andet end yttre at han for sin part finder denne gendrivelse aldeles ufyldestgørende. Han er ikke derved bragt ud af den tro at indførelsen af slesvigholstensk mønt som den ene gældende i Holsten og det stykke af Danmark som kaldes Slesvig, ikke kan berettige en oppebørselsmand til andet, end til at tage valuta for den i danske penge anordnede afgift, i slesvigholstenske penge, men aldeles ikke til at påstå at denne indførelse af anden mønt forhøjede alle afgifterne over det ved forordningen bestemte. 

Hr. Bøeg har derfor tror han endnu, handlet urigtigt i at lade sig betale valuta i danske sedler for 16 mark slesvigholstensk, i stedet for valuta i slesvigholstenske penge for 16 mark dansk.

Udgiveren antager imidlertid gerne at hr. Bøeg har handlet bonafide efter sin overbevisning. han tror sikkert at regeringen ved sin bestemmelse heri, vil give den rejsende vished og tilintetgøre enhver tanke om at der fra landsfaderens side kan gøres indvendiger der begunstigede en del af statens borgere mere end den anden.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2961-2964)

Redacteurens Anmærkning.

Men den kunne retten nu alligevel godt. Se Redacteurens Anmærkning til det første indslag om emnet, Politivennen nr. 184.

Om Een-Rixsdalerssedlers Forvandling til Femrixdalerssedler

Følgende bedrageri er berettet udgiveren: Sidste søndag aften kl. 8 den 11. januar dette år kom en velklædt, høj, smækker, ung person ned i en butik og anmodede om at veksle en 5 rigsdalerseddel. Ved et kort syn på den med blotte øjne 64 år gamle, aftalte kræmmeren 5 enrigsdalersedler. Da han dog forinden han udleverede dem, hvorvel personen hastede, beså nævnte falske 5 rigsdalerseddel med briller, bliver han opmærksom på at ordene: fem rigsdaler courant var skrevne i sin orden fuldkommen så store som almindelige og sortere end det øvrige kobber og trykte bogstaver. Han sagde da til personen: dette er skrevet med pen og blæk, jeg bytter den ikke. Endnu ikke vidende at det var en rigtig enrigsdalerseddel der var omskabt til en 5 rigsdalerseddel. Herpå anråbte personen en anden ligeledes velklædt ung person fra gaden uden for boddøren som kom ind og forsvarede sedlen. Men da vi alle tre gjorde sammenligning, fandtes hverken det lille eller stregen af det store romerske V i kobberet og ordene En Rigsdaler stod kendelig. Men det trekantede øje øverst var aldeles ikke at se af de anbragte store bogstaver: 5 rigsdaler osv. Manden sagde dem det var bedrageri som fortjente arrest, hvormed de for afsted.

Den første havde en lysegrå kjole med bred rød krave, den anden var noget mindre med brun kavaj, begge havde deres eget hår.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2273-2274)