02 september 2014

Om Een-Rixsdalerssedlers Forvandling til Femrixdalerssedler

Følgende bedrageri er berettet udgiveren: Sidste søndag aften kl. 8 den 11. januar dette år kom en velklædt, høj, smækker, ung person ned i en butik og anmodede om at veksle en 5 rigsdalerseddel. Ved et kort syn på den med blotte øjne 64 år gamle, aftalte kræmmeren 5 enrigsdalersedler. Da han dog forinden han udleverede dem, hvorvel personen hastede, beså nævnte falske 5 rigsdalerseddel med briller, bliver han opmærksom på at ordene: fem rigsdaler courant var skrevne i sin orden fuldkommen så store som almindelige og sortere end det øvrige kobber og trykte bogstaver. Han sagde da til personen: dette er skrevet med pen og blæk, jeg bytter den ikke. Endnu ikke vidende at det var en rigtig enrigsdalerseddel der var omskabt til en 5 rigsdalerseddel. Herpå anråbte personen en anden ligeledes velklædt ung person fra gaden uden for boddøren som kom ind og forsvarede sedlen. Men da vi alle tre gjorde sammenligning, fandtes hverken det lille eller stregen af det store romerske V i kobberet og ordene En Rigsdaler stod kendelig. Men det trekantede øje øverst var aldeles ikke at se af de anbragte store bogstaver: 5 rigsdaler osv. Manden sagde dem det var bedrageri som fortjente arrest, hvormed de for afsted.

Den første havde en lysegrå kjole med bred rød krave, den anden var noget mindre med brun kavaj, begge havde deres eget hår.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2273-2274)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar