Polske Arbejdere paa Børglum Kloster. (Efterskrift til Politivennen)

Slaveliv i Vendsyssel

Et Besøg paa Børglum Kloster.

Urimelige Kontrakter - De polske Kvinder sulter - Forpagteren bruger Ridepisken - Bønderne harmes.

De fleste kender det historist ærværdige Børglum Kloster, hvor i den katolske Tid den Børglum Bisp havde sit Sæde og brugte sin Magt og Vælde baade paa det verdslige og religiøse Omraade. Endnu hører man Sagn fra den Tid, da de Børglum Munke gravede underjordiske Løngange helt ned til Vrejlev Kloster for uhindret at kunne besøge Nonnerne der.

Mangt og meget har forandret sig der til Lands siden hine Dage. Men de fleste gamle Munke- og Herresæder har kun i ringe Grad ladet sig paavirke af den nyere Tids Udvikling med Hensyn til Forholdet overfor deres undergivne. Før var det Bønderne, som tyranniseredes derfra, nu er det Husmandene og Arbejderne - det er hele Forstellen.

Til Trods for visse Personers Paastande om, at alle Landboere har fælles Interesser, fælles Opdragelse og fælles Udvikling, og at der paa Landet i Vendsyssel ikke findes Klasseforskel, men at alle har det godt, er der dog paa Børglum Kloster Mennesker, der sulter, Mennesker, der er indforskrevne fra det fjærne Polen hertil for at hindre Arbejdslønnens Stigning paa Herregaardene.

- Paa given Foranledning tog en af vore Medarbejdere forleden en Tur ud til Børglum Kloster for paa nært Hold at iagttage Arbejdsforholdene paa dette Herresæde.

Nogle Arbejdere, som han talte med, meddelte, at de for at faa Arbejde paa Gaarden maatte underskrive en ren Slavekontrakt, hvorved de paadrager sig en skønne Hoben Forpligtelser og samtidig fraskriver sig snart sagt næsten enhver Ret.

Disse Kontrakter gælder for 1 Aar med 3 Maaneders Opsigelse for begge Parter. Hvis der ingen Opsigelse finder Sted, fornyes Kontrakterne aldrig. 

Arbejderne forpligter sig til at bo i Klosterets Huse for en aarlig Leje af 30 Kr. enten forud eller med ugentlige Afdrag af op til 2 Kr. De forpligter sig desuden til at arbejde paa Gaarden hver Dag, Søndag undtagen, 11 Timer daglig om Sommeren og 9 Timer om Vinteren for en Dagløn af 150 Øre de 6 Sommermaaneder og 100 Øre de 3 Vintermaaneder. Hvis de ønsker den meget tarvelige Kost, der serveres paa Gaarden, skal de erlægge 50 Øre daglig derfor. Kun i Sygdomstilfælde har de Lov til at udeblive fra Arbejdet.

Kvinderne forpligter sig til at malke for 60 Øre pr. Dag.

Hvis Arbejderne begaar et eller andet, som Forpagteren finder Anledning til at henregne til Forbrydelse mod ham selv eller de i hans Sted optrædende Arbejdsledere, kan de jages ud af Husene med 2 Ugers Barsel, - uden at erholde betalt Husleje godtgjort. Det samme er Tilfældet, hvis Arbejderne forlader Gaarden, inden Kontrakten er udløben. De skal aflevere Husene i samme Stand, hvori de har modtaget dem

Det er, som man ser, yderst haarde Vilkaar, disse Arbejdere lever under. Og Forpagterens og Forvalterens Optræden stal, efter hvad der forlyder, ikke være egnet til at forsone dem med disse Vilkaar.

- Ja, det er jo dumt af os at underskrive saadanne Kontrakter - bemærkede en af Husmændene som Svar paa et Spørgsmaal, vor Medarbejder stillede til ham - men hvad skal vi gøre ?

- I skal organisere Eder, svarede vor Medarbejder.

- Ja, sagde Husmanden, saadan gør man jo i Købstæderne; men saa bliver vi jo regnet for Socialister, og de taales ikke her!

- Efter en Tid lang at have talt med Husmanden, besøgte vor Medarbejder, ledsaget af en af Gaardens tidligere Arbejdere, en i Klosterets umiddelbare Nærhed liggende Kaserne, hvor der opholdt sig 8 polske Piger.

Kasernen opførtes i sin Tid af "Klostrets" Ejer, Hr. I. Rottbøll. Den skulde være Opholdssted for Polakker. Hr. Rottbøll indforskrev en Sommer for en Del Aar siden 50 polske Arbejdere, men da de ikke kunde udføre Arbejdet til hans Tilfredshed, beskæftigede han senere ingen Polakker.

Efter at den nuværende Forpagter, Hr. Ulrich, for nogle Aar siden kom til Gaarden, tog den pemanente Polakimport sin Begyndelse. I Begyndelsen antog Hr. Ulrich Mandfolk, men i Tidens Løb blev disse for fordringsfulde. Hr. Ulrich kunde ikke jage med dem efter eget Forgodtbefindende. Og da Kvinderne som Regel er mere føjelige, har han i de senere Aar lagt sig efter udelukkende at beskæftige polske Kvinder.

Ved vor Medarbejders Indtræden i Kasernen laa der 8 Kvinder i Aldre fra 20 til 40 Aar i noget, som man paa Børglum kloster kalder Senge, 2 Trækasser med Halmmadrasser og 2 Tæpper til hver Seng.

Det var Søndag, og Kvinderne, der er meget religiøse, laa og læste i deres Bønnebøger. Da de saa de to fremmede Mænd, fo'r de op og saa frem for sig med sky og forlegne Blikke. Deres Udseende vidnede om, at de hele deres Liv havde levet i Trældom, Nød og Underkuelse.

Vor Medarbejder tiltalte dem paa tysk, og først efter at de havde forvisset sig om, at han intet ondt vilde gøre dem, og at de med deres sparsomme Kendskab til det tyske Sprog kunde gøre sig forstaaelig for ham, blev de meddelsomme.

De fortalte, at de i dette Foraar var komne hertil i den Tro, at de ved at udføre almindeligt Karlearbejde kunde tjene mere her end hjemme i Polen. Men hidtil havde de kun mødt Skuffelser. De er fragtede hertil af "Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget", Nordre Frihavnsvej 94, København Ø., og har maattet underskrive en paa polsk og tysk affattet Kontrakt, der forpligter dem til at være Forpagter Ulrick og dennes Forvalter underdanige og at udføre det Arbejde omhyggeligt, som disse finder Anledning til at paalægge dem, saavel pr. Dagløn som pr. Akkord.

Arbejdslønnen overstiger ikke 1 Kr. 28 Øre daglig. Arbejdstiden er fra 5 Morgen til 7 Aften med 2 Timers Spiseophold. De polske Kvinder skal have fri Rejse og Naturalier, saasom Brød, Fedt, Kød, Ærter, Ris, Kartofler og Mælk eller fri Kost. Men de faar kun Kartofler og Mælk udleveret. Hvis Folkene ikke efter Herskabets Mening er "genøttigt Leute", saa nytter det ikke at tale om fri Rejse. Iøvrigt skal de underkaste sig Tyendelovens Bestemmelser.

Disse stakkels forkuede Kvinder har i dette kolde Foraar med deres tynde Beklædning paa deres bare, af Kulde ophovnede Fødder maattet færdes i Mark og Gaard, dels paa Børglum Kloster og dels paa Hjortnæs, hvortil de for et Tidsrum var udlaant. Man har fodret dem med Kartofler og Mælk og fordret, at de skulde arbejde efter et saadant Traktement! Nogen videre Arbejdsløn har de vist ikke faaet udbetalt endnu; thi af Tøj havde de næsten intet, og udover 3 Rugbrød, som de havde købt for deres Spareskillinger, fandtes der ikke Fødemidler i Huset. Drevne af Hunger marscherede de alle for en Tid siden i sluttet Trop til Gaarden og bad om Brød eller Tilladelse til at rejse bort. Men Forpagteren jog dem ud af Gaarden med sin Ridepisk. Hvilken Skændsel for et saakaldt civiliseret og kristent Samfund!

Hr. Ulrick er da ogsaa langtfra steget i Anseelse hos Omegnens Befolkning i Anledning af den Behandling, hans polske Arbejdersker faar. Gaardmænd saavel som Husmænd og Arbejdere er grebne af den dybeste Medlidenhed med disse ulykkelige Kvinder. Der paastaas endog, at et Par Sogneraadsmedlemmer har henvendt sig direkte til Hr. Ulrick og anmodet denne om at skaffe Polakkerne Mad. Han gav dem da ogsaa Kød og Brød i nogenTid, men nu er det atter ophørt.

- - -

Agrarpressen klager over, at Arbejderne drager til Byerne og til Amerika. Men er det uden Grund, at Landarbejderne rejser? Er det ikke de patentpatrioliske Storagrarer og Jorddrotter selv, der fordriver den danske Landarbejder ved at byde ham faa elendige Vilkaar, at det er umuligt at leve derunder, og ved at benytte sig af udsultede polske Vandrearbejdere til at drive Arbejdsvilkaarene endnu lavere ned.

Overfor denne Storagrarernes hensynsløse Adfærd er der kun to Udveje for Landarbejderne. De maa enten opgive Ævret eller slutte sig til Socialdemokratiet, hvis Program anviser de bedste og sikreste Midlet til det hjærteløse hartkornsvældes Overvindelse. Naar vi faar alle Landarbejderne med i vore Rækker, er Befrielsen nær.

(Nordjyllands Arbejderblad 23. maj 1902)

Også danske piger blev forsøgt behandlet på denne måde. Den 24. juli 1903 havde 4 piger ladet sig fæste som roe- og høstpiger til 1 november for 70 kr., hhv 85 kr. De blev bortjaget af Ulrich og deres løn (ca. 500 kr.) tilbageholdt, efter at Ulrich havde behandlet dem brutalt, og de havde klaget over den ringe kost. Speyer havde jaget dem på marken uden morgenmad fordi de kom for sent. Da en af pigerne blev syg, blev det for meget for Ulrich som smed dem på porten. De klagede til herredsfogden, Vilhelm Flensborg, men han foretog sig trods løftet ikke noget. De blev i stedet henvist til fattiggården og da de nægtede at lade sig indskrive her, bortvist. De 4 piger fik dog i stedet arbejde på Høngård og Søndergård.

I 1903 slog Speyer den ene arm i stykker på gårdens forkarl da han havde optrådt i beruset tilstand. Om vinteren fik en 60-årig ugift arbejder smadret hørelsen på det ene øre pga. lussinger. En udebleven arbejder blev opsøgt af Speyer og gennempryglet foran kone og børn. Og disse historier er langt fra de eneste.

"Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget" var stiftet 1901 af godsejere som ikke ville betale landarbejdere ordentlig løn, og i stedet skaffe udenlandsk - især polsk - arbejdskraft til Danmark. De skaffede også polske kvinder til andre herregårde, fx i 1903 Wilhelmsborg og Cederfeldt de Simonsens herresæde Søndergaarde pr. Erholm, hvor de også blev behandlet meget dårligt. I foreningen sad bl.a. E. Sehested, Franz Lange, stamhusbesidder Chr. Barner til Løwenborg (formand), G. L. Grandjean (Vennerslund), Grevenkop-Castenskjold til Hagestedgaard og godsejer Pontoppidan (Constantinsborg). Forretningsfører var Chr. Kongsted, som også optræder i nedenstående annonce:

Ordvalgt "levere" leder unægtelig tanken hen på en vare, og ikke mennesker. Annonce i Jyllandsposten 17. februar 1905, 2. udgave. Foreningen fortsatte altså sit arbejde i mange år efter kritikken i medierne. I 1907 annoncerede den med at kunne levere russisk tyende. Det gik imidlertid ikke så godt, idet leverancerne var yderst små. Foreningen fortsatte sit virke til midt i 1. verdenskrig.

Som modvægt begyndte enkeltpersoner at opsnappe polske kvinder på Hovedbanegården og skaffede dem mad, husly mm. 

I august 1904 mishandlede forpagter Ulrich og forvalter Speyer to polakker der havde besøgt to danske håndværkere på klostret. De blev herefter gennempryglet, mistænkt for at hverve polske arbejdere, på trods af at de danske håndværkere forsøgte at gribe ind.  

Raa Mishandling.

Forpagteren Ulrich paa Børglum Kloster og hans Forvalter prygler to Polakker. - De mishandlede mister Uhr og Penge. - Beboerne i Vraa klager til Politiet.

Paa Herregaarden Børglumkloster, en Miils Vej fra Vraa Station, er forleden Aften foregaaet en Scene, som i Retning af Raahed og Brutalitet vistnok er uden Sidestykke, og som sammen med de mangfoldige tidligere fremdragne Exempler afgiver et talende Vidnesbyrd om, hvilken oprørende og umenneskelig Behandling der ofte bliver de stakkels fattige og uvidende polske Arbejdere til Del omkring paa vore Herregaarde.

Forleden Aften ved 8-Tiden ankom til Børglumkloster to polske Arbejdere; den ene er fra Galizien og 21 Aar gl., den anden fra Vestprøjsen og 22 Aar gl. De har indtil for et Par Uger siden arbejdet paa Gaarden. I Mellemtiden havde han tilligemed sin Kammerat været i Sverig, hvor de under den herskende Landarbejderstrejke havde faaet Arbejde paa en større Gaard. Saa snart de blev bekendt med Forholdene, forlod de imidlertid strax deres Pladser og fik af de svenske Arbejdere 

Rejsepenge til deres Hjemstavn.

Forinden Afrejsen her fra Landet vilde den paagældende Arbejder imidlertid afhente sine Papirer, som endnu henlaa paa Børglumkloster, og i dette Øjemed indfandt han sig da tilligemed sin Kammerat paa Gaarden, hvor de strax gik ind i den for Polakkerne reserverede Hytte.

Deres Ankomst var imidlertid aldrig saa snart observeret af Gaardens polske Slavevogter, før denne ilede op og gjorde Anmeldelse til Forpagteren, den fra tidligere Tyendeaffærer bekendte Hr. Ulrich. Sammen med Forvalteren, en Herre ved Navn Speier, og forsynede med tykke Egespir begav disse sig saa øjeblikkelig tillige med Aufseheren ned til den paagældende Hytte.

Udenfor stod Forpagter Ulrich med 12 Mand fra Gaarden, alle

bevæbnede med Stokke og Forke.

Da Forvalteren var kommen ind ad Døren, gik han uden at sige noget løs paa den Yngste og gav ham to Lussinger.

Polakken forlod da Stuen og løb ud, efterfulgt af Forvalteren, der uafladelig lod Stokkestag hagle ned overdelt Ulykkeliges Ryg.

Staklen faldt imidlertid til jorden, og hvor utroligt det end lyder, vedblev Forvalteren at prygle løs paa ham med mange Slag.

Forpagter Ulrich var nærværende og overværede dette Skuespil.

En Tømrer fra Gaarden, der ogsaa var nærværende, opfordrede Forpagteren til at lade Mishandlingen ophøre, men hertil svarede Ulrich, at Fyren havde godt af den Behandling. Forpagteren kunde jo risikere, at de kom for at forlede de øvrige Polakker til at forlade deres Plads.

Imidlertid tog Polakformanden Galizieren og førte ham op tit Gaarden. Samtidig tog Ulrich og Forvalter Speier fat i den mishandlede yngste Polak. der næppe kunde staa efter den frygtelige Medfart, og førte ogsaa ham op til Gaarden, hvor han tillige med den anden Kammerat blev smidt ind i et nærliggende Halvtagsstur. Her fik de saa atter en Omgang, blev bastet og bundet og sluttelig lukket inde i et Rum, som almindeligvis benyttes til Opholdssted for Gaardens syge Heste.

Imidlertid var der blevet spændt for en Vogn. Forvalteren, der er bomstærk, greb dem og smed dem som Slagtesvin bag op i Vognen, i hvis Bund de laa, indtil Befordringen naaede Vraa Station.

Den ældste af Polakkerne tog fat i Tømmen og spurgte, hvorfor de var blevne kørte hertil.

Som svar tilføjede Forvalteren ham med sin tykke Stok et Slag, der efterlod et stort Hul i Hovedet. Derefter fulgte endnu et Slag, saa at den ramte

styrtede ned mod Stenbroen.

Paa Stationen købte Hr. Ulrich to Billetter til Sindal, og det maa altsaa have været Meningen, at Staklerne skulde sendes dertil og paa den Maade skaffes af Vejen.

Denne Plan mislykkedes imidlertid, thi da Toget kom, nægtede Polakkerne at køre med, og endskønt de af Forvalteren ligefrem blev smidt paa Hovedet ind i Jærnbanevognen, saa kom de dog ved Togførerens ret bestemte og energiske Mellemkomst atter ud paa Perronen, og Toget kørte videre.

Der blev sendt Bud til Sognefogden i Børglum, men denne erklærede, at det var en kedelig Sag, som han ikke vilde blande sig i.

Karetmager Andersen, Vraa, der var kommet til Stede paa Banegaarden, tog dem med sig hjem og indrettede Natteleje til dem i sit Værksted.

Om Morgenen fik han dem hen paa Afholdshjemmet, hvor de blev plejede. Og samme Formiddag indsendte 7-8 Borgere fra Vraa følgende

Klage til Politikamret:

"Der opholder sig for Tiden to Polakker her i Vraa uden Penge, men med gennempryglede Legemer. De blev i Aftes ved 10-Tiden med Magt kørt fra Børglumkloster til Stationen, for herfra igen at blive sendt til Hjørring Politi.

Undertegnede anmoder herved den ærede Ovrighed om at tage sig af disse to stakkels Mennesker, som af en tilsyneladende følelsesløs Husbond tilligemed en bølleagtig Forvalter med Stød og Stokkeslag er blevne beherskede. Man taaler ikke her i Vraa at være Vidne til slig Mishandling, selv om Polakkerne paa en eller anden Maade har forset sig imod Loven".

- - -

De ilde mishandlede Mand ser naturligvis ret forknytte ud, men de synes ellers at være meget pæne Mennesker.

Den ældste har et stort gabende Saar i Hovedet, og den yngre klager over Smærter i Brystet og har paa Kroppen 6-7 Mærker af Slag.

Desuden har de efter deres opgivende mistet alt, hvad de havde paa sig; den ældste ca. 40 Kr. og et Uhr, den yngste 20 Kr.

Politiet vil uden Tvivl undersøge Sagen grundigt, saa at den eller de Skyldige uden Persons Anseelse kan blive alvorligt afklapsede.

Arbejderne paa Børglumkloster,

som havde været Øjevidner til Mishandlingerne, troede, da de saa, at Polakkerne blev kørt bort, at de skulde afleveres til Politiet, og for at de ikke, hvis saadant skete, skulde staa uden Forsvar, rejste Tømrer Nielsen resolut Dagen efter til Hjørring for at anmelde, hvad der var passeret. Hvor uendelig højt staar ikke denne Arbejder over Forpagteren og hans Forvalter, der raat mishandler et Par værgeløse Mennesker, og Sognefogderne, der nægter de Mishandlede deres Bistand.

Harmen over Uretten 

og Medfølelsen med de to ham fuldstændig ubekendte Mennesker driver ham til at tale deres Sag, skønt han ved at ved, at han tiden Tvivl derved afskærer sig selv fra mere at faa Arbejde hos Forpagter Ulrich.

Forhaabentlig vil de to Voldsmand denne Gang ikke undgaa deres Straf, og hertil har Tømrer Nielsens resolute og korrekte Optræden bidraget ikke faa lidt.

Som Regel gaar den Slags Voldshandlinger jo upaatalte hen. To Mennesker gaar nok endnu omkring som Invalider, ude af Stand til at arbejde som Følge af Vold fra Forvalter Speiers Side for nogen Tid siden. Der vilde i det hele taget vare god Grund til al undersøge denne Herres tidligere Forhold, thi er der nogen, der fortjener at komme ind under Bølleloven, saa er det aabenbart ham.

(Social-Demokraten Esbjerg 31. august 1904.)

Rygtet om løjtnant Speyer var åbenbart vidt udbredt, for i september 1904 gik han løs på nogle fiskere fra Løkken som havde kaldt ham "Polakpineren" med en ridepisk. Han blev jaget på flugt med stenkast. 

Voldsepisoderne fortsatte: I Social-Demokraten 28. september 1904, 2. udgave berettedes at forvalteren Speyer havde afstraffet 4 polske syge arbejdere for ikke at møde på arbejde. Den ene havde en dyb flænge i hånden, en anden stærkt forkølet, en tredje brystsyg og lægekrævende. Speyer uddelte herefter lussinger og gennempryglede den med en stok. Herefter blev de jaget på arbejde. 

Sagen blev indbragt for retten hvor de to voldsmænd mod at betale 1.100 kr gik straffri - selv om bødestørrelsen dog må anses som betydelig. Sognefogden blev trods løfter fra herredsfogden ikke retsforfulgt. Straffen hjalp dog ikke: 1-2 år efter skiftede Speyer til Nordruplund hvor han fortsatte sine pryglerier af arbejdere. Her forlod efter sigende af samme grund 50-60 mennesker gården.

I august 1905 blev der på 2 polske kvinder på Sejlstrupgaard, ejet af godsejer Segelcke forøvet lignende overgreb.

I maj 1910 blev herregården af den daværende ejer, godsejer Jørgen Rottbøll, solgt til landstingsmand for Højre Christian Rottbøll (1854-1928), Christiansdal. I 1917 blev han ekskluderet og var derefter i valggruppe med Venstre. Samme år blev det afsløret at Rottbøll underhånden støttede det stærkt anti-tyske blad, Kolding Avis sammen med andre kendte Højremænd.

Se også indslaget om den polske landarbejder Marjowna her på bloggen. 

Bangsbos Indvielsesfest 1918. (Efterskrift til Politivennen)

Nationaltidende 23. juli 1918, 2. udgave meddelte at "Den nye Ejer af "Bangsbo", Grosserer Oluf Bigler har udsendt en Snes Indbydelser til en større Indvielsesfest paa den gamle Herregaard den 1. August. Festerne vil strække sig over en hel Uge."

Frederikshavn, 6 Aug.

Gullasch-Fest.

Den nye Ejer af Bangsbo, Hr. Biegler, holdt forleden Indvielsesfest paa sin nye Ejendom. Der gaar underlige Frasagn om hans Fest. Gæsternes Antal var ca. 30, og de betjentes af Tjenere fra Wivels Restaurant i København. Der fortælles fra Festen, at Gæsterne brugte den Trafik, at naar de havde afbrugt Tallerkenerne, kastedes disse mod Væggen og knustes, og ved Aften-Havefesten smed man Kandelabrene i Aaen. Festen var vistnok i Fredags, og Lørdag Aften gav Frederikshavn Sommerteaters Personale en Forestilling paa Teatret for Hr. Bieglers Gæster. Den kostede 3-400 Kr pr Kuvert, men det er jo en Bagatel for Herren til Bangsbo. At Gæsterne ikke sad med tørre Munde og saa paa Opførelsen af Sommerrevyen, kan man vel tænke sig, og Traktamentet under Forestillingen kostede "kun" en Bagatel af 8-900 Kroner.

Der fortælles ogsaa, at der ved Festen indsamledes 1500 Kr. til Bespisning af fattige Barn i Vinter og at Hr, Biegler rundede Summen af til 2000 Kr.

(Vendsyssel Tidende 6. august 1918).

Bangsbo. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Indvielsesfest paa Bangsbo

Millionærernes Fraadseri og Drukkenskab.

En Skandale

Frederikshavn

Den bekendte Generalkonsul Pay - ham med Fedtet - solgte for nogen Tid siden Herregaarden Bangsbo til en københavnsk Krigs-Gullasch-Millionær ved Navn Biegler.

Denne overdaadige, men vistnok svagt begavede og lidet dannede Krigsmillionær, der har tjent sin Kapital ved Spekulationer, havde efter Købet af Bangsbo et stort Formaal, og dette var at holde et Gilde paa Bangsbo for sin københavnske Omgangskreds uden Lige her paa Egnen.

I Maaneder har Arkitekt og Haandværkere været i Virksomhed med at lave Hovedbygningen omkring efter denne Bieglers Indfald, saa at denne kunde passe til hans Københavner-Millionær-Gilder.

Den gamle Gaard, der i en Aarrække ejedes af Folketingsmand Johan Knudsen, var i den Tid, han boede der, Samlingssted for en Kreds af dannede, literære Mennesker. Mennesker, der elskede dette ejendommelige, naturskønne Sted, og som var glade ved i Ro og Stilhed at dvæle der og dyrke Fællesinteresser. Siden da har Gaarden været i Prangerhænder, og nu har som sagt en Gullasch-Millionær slaaet sig ned der og lavet Gaarden om til Gildesborg for københavnske Flottenheimere til liden Pryd for Egnen.

I Torsdags holdtes det første Gilde, den saakaldte Indvielsesfest. Deltagerne var saa godt som alle Københavnere, og der var mange. Deres Rejse og Ophold bekostedes af Gullasch-Baronen selv. I flere Dage har denne Fest staaet paa med Æden og Drikken over alle Grænser.

Gasterne har af og til holdt Indtog her i Byen - ogsaa ved Nattetide - og bidraget til at præge Byen af den modbydelige Gullasch-Kapitalisme. 

- Her i Landet er Forholdene meget tilspidsede. Tusinder af Mennesker mangler det allernødvendigste, og andre Tusinder faar kun det allernødvendigste til Livets Ophold. Desuden er de nødvendigste Livsfornødenheder i høj Grad rationeret, og Underklassen og Middelstanden faar kun de Rationer, som deres Kort lyder paa.

Der er ganske vist Varer, som ikke er rationeret, og hvorpaa der ikke et Maksimalpris, men disse Varer er saa dyre, at den almindelige Befolkning intet kan faa deraf. Gullaschbaronerne, deres Matroner og letlevende Pigebørn savner intet, de spørger ikke om Prisen, men grabber til sig af de lækreste Føde- og Drikkevarer, som kan fremskaffes.

Et saadant Misforhold klæber altid ved Kapitalistsamfundet, men det er hundrede Gange værre undet saa vanskelige Ernæringsforhold, som vi har i disse Krigsaar.

Men Gullasch-Baronerne tager intet som helst Hensyn til andet end Tilfredsstillelsen af deres eget Begær. Deres Millioner er de kommen sovende til ved et Svineheld gennem modbydelige spekulationer, og dette har præget dem i et og alt.

Vi forstaar, at den almindelige Befolkning knytter Hænderne af Harme over et saadant Misforhold, og vi forstaar, at der i deres Hjerter tændes et glødende Had til Kapitalistsamfundet og den Sværm af Vampyrer, der mæsker sig i Overdaadighed, mens hele det øvrige Folk er paa indskrænket Ration.

Men der kommer en Dag, da dette unaturlige Samfund falder, Kampen derfor kan blive haard og Ventetiden lang og trang, men Sejren er saa meget mere sikker.

(Nordjyllands Social-Demokrat 7. august 1918).

"Baronen" Olaf Bigler (1891-1947) overtog farens cigarvirksomheden V. A. Bigler & Co A/S i 1918. han var på daværende tidspunkt (1918-1920) gift med skuespillerinden Ellen Ferslev. Han var på toppen af sin spekulantvirksomhed som var foregået siden 1916. 

En glansfuld Fest paa "Bangsbo".

Godsejer, Tobaksfabrikant O. Bigler ofrer ca. 50,000 Kr. paa Indvielsen af sit nye Gods

Sidste Onsdag begyndte Indvielsesfesten paa "Bangsbo". Den er ikka færdig endnu. De mest haardføre af Gæsterne har blot forlagt Festens Skueplads til Skagen, og hvornaar det endelige Punktum skal sættes, svæver i det uvisse.

Nogle af Deltagerne er imidlertid allerede rendt hjem igen. Vi bad Igaar en af dem fortælle lidt om den celebre Begivenhed, som har sat den glade Giver i et gyldent Relief blandt Venner og Bekendte.

- Det var en overdaadig, men dog helt igennem stilfuld Fest, fortæller vor Hjemmelsmand. Den unge Godsejer havde lejet Pladser til os om bord i "Kong Haakon", og med den ankom vi til Frederikshavn i Torsdags.

- Hvor mange Deltagere var der?

- Vi var et halvt Hundrede Stykker, næsten udelukkende Hr. Biglers personlige Venner eg Forretningsforbindelser. Vi blev hentet i Vogne og kørt ud til Godset. Det er henrivende, vil jeg sige Dem, og den nye Ejer har ingenting sparet for at faa dets Skønhed til at træde endnu tydeligere frem. Der er ofret Tusinder paa at reparere den gamle Hovedbygning, men den er ogaaa blevet aldeles dejlig nu. Blandt andet er Her indrettet en vældig Spisesal, der Optager en hel Bygning for sig.

- Den var der formodenlig rig Anledning til at benytte. 

- Ja, jeg indrømmer, at der heller ikke var nogen Mangel hvad det mere materielle angaar. Middagene mindede mig om, hvad vi Læser om fra de gamle Middelaldergilder, hvor Gæsteme gik lag med hele, stegte Okser. Ja, jeg siger Dem, de Stege -- ! Godsejeren medførte Frantz Christensens Køkkenchef herfra Kjøbenhavn, og Bordarrangementet var bedaarende. Og det sløjede ikke af efterhaanden i de fire Dage. Om Aftenen var Parken illumineret, og der blev afbrændt et smukt Fyrværkeri, der tog sig ypperligt ud i den stille Sommeraften. Og saa blev der for øvrigt danset hver Aften. Hr. Bigler havde Musik med fra Kjøbenhavn, og den suppleredes med hele Frederikshavns Orkester

- Var der Plads til hele Selskabet paa Bangsbo?

- Nej, endel af os blev hver Aften kørt ind paa Hoffmanns Hotel Frederikshavn og hentet igen næste Formiddag. Lørdag Aften havde vor udmærkede Vært lejet Sommerteatret, hvor Direktør William Petersen ("Lange William" fra Røde Kro) præsenterede det lokale Masterværk af en Revy. Det, der gjorde mest Lykke, var forøvrigt Dekoration af "Bangsbo". Sylen

(B. T. 8. august 1918).

Den 9. august 1918 tilføjede B. T.: "I Anledning af Artiklen om Festen paa Bangsbo, anmoder man os om at oplyse, at det var Formanden for Dansk Kokke-Forening, Hr. Emanuel Nielsen, der forestod det kulinariske Arrangement."

"Bangsbo" indvies.

Som bekendt har Krigsmillionæren Biegler købt det gamle vendsysselske Herresæde "Bangsbo"

Overtagelsen blev sejret med en Kæmpefest, og der var indbudt en Mængde Gæster, som den nybagte Godsejer lejede en hel Damper til at hente i København. Fra Festdagen fortæller "Frederikshavns Avis":

Godsejer Bieglers Indvielsesfest mærkes ogsaa her ind i Frederikshavn. Forbindelsen mellem Gaarden og Byen besørges ved Nat og Dag hovedsagelig af en Væddeløbsbil, der "gør" Vejen i 3 Minutter. Naar Bilen har passeret, kunde Sæbyvejen passende danne Illustration til "London i Taage": man kan nemlig hverken se Veje, Huse eller Mennesker, og de første Par Minutter er man travlt beskæftiget med at nyse, hoste og tørre Støv af Øjnene. En Henstilling fra den patroullerende Betjent om at sætte Farten ned til det lovlige Honoreredes med 20 Kr. og Tilladelse til at gaa ind på Hotellet og de Sjusser, han vilde have - og Farten bibeholdtes.

Selve Festen, under hvilken der afbrændtes et af Kunstfyrværker Buschs Fyrværkerier, skal have været ualmindelig glansfuld og ubeskrivelig.

(Morsø Folkeblad 8. august 1918).

Smaapenge benyttes ikke!

Den unge Tobaksfabrikant Bigler, som nylig købte Herregaarden Bangsbo ved Frederikshavn, er et ægte Barn af Tiden. Utallige er de Historier, der verserer om hans Ødselhed og excentriske Indfald, og vi skal her vedridse en enkelt, der kaster et interessant Streiflys over de unge, ubefæstede Millionærers letsindige Omgang med Penge: I Frederikshavn vilde Hr. Biegler forleden Dag købe en Grammofon. Hos en af Instrumentmagerne valgte han en til 375 Kr. Da han skulde betale, lagde han en Femhundredkroneseddel paa Disken Den handlende kunde ikke give tilbage, men tilbød at veksle Sedlen i Nærheden.

- Næh, det behøves ikke, sagde Køberen og gik hen til Døren, hvor han knuste Ruden.

- Saa passer Pengene! raabte han til den forskrækkende handlende, der tog Sedlen til sig og sendte Bud efter en Glarmester.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 21. august 1918).

Den uhyggelige Millionærfest i Frederikshavn.

I "Aalborg Amtstidende" finder vi følgende;

Hr. Redaktør!

Som Supplement til vedlagte (et Udklip af "Aalborg Amtstidende", hvori berettes om unge Bieglers Optræden i Frederikshavn) kan det maaske interessere Dem at høre, at da Millionærdrengen var kommen af med sin 500 Kr.-Seddel for Spilledaasen, blev denne af Hr. Biegler og hans Venner i højtideligt Optog baaret ned ad Enden spillende "Det er saa yndigt at følges ad", hen paa Hofmanns Hotel, hvor Hr. B.s Selskab i de Dage havde "frit Slag". Der blev Grammofonen hældt fuld af Whisky og Cognak (75 Kr. Flasken), Pladerne knækkede, og saa var de 500 Kr. da til Side paa en pæn Mande.

Ester Middagen paa Bangsbo var det en yndet "Sport" med Salonbøsse at skyde til Maals efter endnu fyldte Champagne- og Likørflasker, indtil de med deres kostbare Indhold gik klirrende i Voldgraven.

Saaledes fortælles af Øjenvidner.

Ærbødigst

(Navnet).

(Isefjordsposten 29. august 1918).

Gildet paa Bangsbo.

Vi har modtaget:

Hr. Redaktør

Det har moret mig meget at læse om "Festen paa Bangsbo", hvor, til min store Forbavselse saagar Hr. Knud Bokkenheuser ogsaa har været Gæst, det meddeler han da tydelig nok selv med Navns Underskrift. Det er ligefrem rørende at lave om de stakkels, forsultne, lejede Tjenere, der huggede Madresterne, eller om Omegnens Beboere, der endda fik Lov til at komme helt op til Herregaarden Vinduer for at se paa Festens Gang. Tænk. Hr Godsejer Bigler havde ikke engang opstillet et Plankeværk eller anden Karriere, men Vejen var fri, saaledes at det stakkels Folk af Almuen kunde gaa helt hen til Vinduerne. Det er rørende at tænke sig disse Mennesker staar udenfor den rige Godsejers Vinduer, maabende med en Finger i Munden, ganske overvældede af al den Pragt og Herlighed, der foregik for deres Øjne.

Men efter Hr. Bokkenheusers Udsagn har de endda været saa frække, at de har slæbt Vin ud af Vinduer, tænk, har de været saa langfingrede, eller - ja, der er jo flere Muligheder. Bangsbo har maaske paa denne denne Kostens Dag flydt med Vin, Mælk og Honning saa Vinflaskerne har hængt ud af Vinduerne og paa den Maade har fristet de stakkels Sjovere eller er der maaske en der har risikeret at springe ind gennem Vinduet for at "stjæle", meden de ærede Gæster morede sig i Borghaven med Maalskydning, eller har det maaske paa et senere Tidspunkt, hvor de gæve Surrogatriddere var faldne under Bordet. - Kære Hr. Bokkenheuser: Man har Sagn om Borgtapeter

Ærbødigst Knud Pors

I sit Forsøg paa at rense Hr Bigler for det ondsindede Rygte om Orgierne paa Bangsbo, udtaler Hr. Knud Bokkenheuser bl. a.: 

At Rygterne maa være omsat af en af de lejede Tjenere som stjal Madvarer og blev smidt ud. Altsaa for at rense en Mands Rygte griser Hr. B. 8 andres til. Det var nemlig københavnske Tjenere, der forestod Serveringen, og man vil give mig Ret i, at det lyder højst usandsynligt at disse Mennesker skulde behøve at stjæle Madvarer paa et Gods som Bangsbo og med en saa ideal Vært som Hr Rigler. - Det er i alt Fald ingen Anbefaling for Godsejeren.

Med Tak for Optagelsen.

Richard Jensen,

Hostrupsvej 18

(B. T. 31. august 1918).

Knud Bokkenheuser udsendte i oktober 1918 bogen "Den gamle Herre husker" som han selv antydede var fiktion. 

Gildet paa Bangsbo.

Vi har modtaget:

Hr. Redaktør!

Jeg anmoder Dem om Plads for følgende:

Det har selvfølgelig ogsaa moret mig at læse om Festen paa Bangsbo, da jeg har forestaaet og ledet samme, og jeg skal dertil bemærke, at Festen baade var smagfuldt og smukt iscenesat af Hr. Bigler og at alle de ondsindede Rygter ikke har noget paa sig. Hr. B. var ikke alene en fortræffelig Vært, men ogsaa en ganske fortræffelig Arbejdsgiver. Og hvad vi Tjenere fra Kjøbenhavn anbelanger har vi ansolut faaet en overordentlig god Kost og Behandling, hvorfor jeg hermed giver Hr Bigler min bedste Tak paa mine Kollegers Vegne. Samtidig skal jeg tillade mig at bemærke, at hele Godsets Personale ikke blev glemte, men alle som  én blev smukt beværtet, og naar en af de mange store Krægte som paa Festaftenen blev tilladt i Parken at bese Fyrværkeriet, borttog Vin, kan jeg samtidig meddele at det hele strækker sig til en halvfyldt Flaske. Jeg antager ikke at en saa ideel Mand som Hr. B. kan have sat daarlige rygter i Cirkulation for slig en Bagatel.

W. Arngren.

Egilsgade 22.

(B. T. 3. september 1918).

December 1918 var sidste gang Bigler kunne betale termin på Bangsbo. Han gik fallit i 1919 og i juli 1919 blev Bangsbo sat på tvangsauktion. Bigler havde givet 400.000 kr for Bangsbo, og solgte Bangsbo til generalkonsul Pay for 200.000 kr. Som igen videresolgte den for 240.000 kr til købmand Nielsen. Løsøret i Bangsbo indbragte ved tvangsauktion i 1919 23.000 kr., bl. a. 18.000 kr. til kommuneskat til Flade-Gærum sogneråd og 4.000 kr. for malerarbejde. Overretssagfører Høy skulle have 7.000 kr for aktionen - han havde ellers forlangt 35.000. Han giftede sig igen i 1920. I april 1921 fik Bigler en fartbøde på 200 kr samt idømt erstatning på 1.000 kr til en chauffør han havde påkørt på Farimagsgade. I 1923 var han cigaragent. 

Raketterne.

1 Anledning af, at den gamle Herregaard Bangsbo ved Frederikshavn nu er paa Tale, mindes "B. T." følgende Historie fra de glade Krigsmillionærers Dage:

Krigsmillionæren Hr. Bigler købte i sin Tid Bangsbo og skulde nu til at holde sit Indtog paa Gaarden som Ejer. Hr. Bigler havde tænkt sig, at hele Egnens Befolkning vilde modtage ham som en lille Konge, - og han havde paa Forhaand planlagt, hvorledes han skulde takke dem for deres Loyalitet: Han havde fra København medbragt en Kunstfyrværker, der skulde servere dem en Ildfest, som man aldrig havde set Mage til der paa Egnen.

Men Indtoget paa Bangsbo blev lidt af en Skuffelse. Der var hverken Æreporte eller hvidklædte, blomsterstrøende Piger eller anden Jubel - og Hr. Bigler blev en Smule fornærmet.

Ingen Hyldest - intet Fyrværkeri! sagde han og gav Kunstfyrværkeren Kontraordre.

Denne syntes, det var Synd for alle hans flammende Overraskelser, og henvendte sig til Hr. Bigler.

_ Ikke Tale om! svarede Herren til Bangsbo. Han var uforsonlig.

Dette gentog sig et Par Gange i Aftenens Løb, og hver Gang fik Kunstfyrværkeren det samme Svar.

Omsider ligefrem trængte han ind paa den vrede Vært: Lad mig dog skyde de Raketter af! Det er lidt ærgerligt at være taget helt herover til ingen Nytte!

Hr. Bigler tyggede lidt paa dette Ræsonnement. Saa kom Svaret :

- Alright, saa skyd dem af - men vandret! ... For de skal spilleme ikke have dem at se.

(B. T. 10 august 1925. Thisted Amtsavis 19. august 1925).

Historien om fyrværkeriet stemmer ikke overens med de gange fyrværkeriet blev nævnt i de ældre artikler,

Parret flyttede 1925 til Paris, hvor de åbnede et transportfirma. I 1937 fik han sukkersyge og var resten af livet stærkt svækket og ofte sengeliggende.

I 2021 havde Det Damgaardske Teaterselskab stor succes med en opsætning af stykket "Bigler på Bangsbo", og Kystmuseet arrangerede guidede ture "I Biglers fodspor".

Mordersæd. (Efterskrift til Politivennen)

Marjownas sørgelige Historie i Danmark. - Danske Forpagtere og Proprietærer og polske Trælle. - En Skæbne, der ogsaa rammer mange danske, fattige Piger.

Straks, da Bulotti og hans Bande forøvede deres grufulde Udaad i Nordsjælland, begyndte vore Modstanderes Blade, baade af Højre og Venstre, at raabe op mod Socialismen og Socialdemokratiet. Man var ikke langt fra at skylde os for at være Ugerningens Ophavsmænd, og der taltes mange og haarde Ord om "Socialismens Dragesæd" osv.

Vi søgte at slaa koldt Vand i Blodet paa vore hidsige Modstandere og lagde i Stedet en Part af Ansvaret paa de daarlige Arbejdsgivere indenfor Landbruget. Paa de Knaldproprietærer, Godsejere og Forpagtere, der behandler deres Folk paa en Maade, saa danske Arbejdere skyr dem og de nødsages til at importere udenlandsk Arbejdskraft, som de behandler usselt og i mange Tilfælde snyder for Lønnen. Derfra, paaviste vi, udsaaedes Dragesæden, og der burde Ansvaret for Bulottis Ugerning til dels lægges.

Men Ord og Fornuftgrunde var spildte. Af den blodige Ugerning søgte vore Modstandere at drage Spor, som satte Had mod Socialdemokratiet.  Og det er ikke bare de sjællandske Proprietærer, der driver de fattige Polakker faa langt, at det kan blive til Forbrydelse. Vi skal i Dag fortælle 

Marjownas Historie! Danmark.

Den er fra Vendsyssel, og den er autentisk.

Ude paa Herregaardens vidtstrakte Roemark, under den bagende Sol, paa en ophedet Jord, gik det sædvanlige Korps af polske Piger, hagende og lugende mellem Herremandens Roer. De var alle af den sædvanlige Type - uformelige af Legeme, ombyldtede som tilfældigt med de første de bedste Klædningsstykker, grove i de hærjede Ansigter, barkede i de slidte Næver, tunge og - prægede af Trældom.

Alle - -?

Nej! Der var en, som stak besynderligt af mod de andre. Hun var vel nok den yngste af dem alle. Hendes Legeme var en Ungpiges, velformet og ikke ombyttet med Klædningsstykker som de andres, men paaklædt naturligt og enkelt. Ansigtets Lød var næsten brun. Haaret tungt, tæt og sort, og under en højhvælvet Pande og skarpskaarne stærke Bryn sad et Par Øjne af det sorteste Kul i det hvideste hvide. Oftest var Laagene med deres lange Vipper sænket over disse Øjne, men løftedes de, aabenbarede de en Ild fra et indre, som syntes hvert Øjeblik at kunne komme til Udbrud.

Marjowna hed hun, Marjowna Wassik, og hun var smuk, helt afstikkende mod den sædvanlige Polaktype. 

Aufsheren havde allerede flere Gange hvisket hende i Øret, at hvis hun blot sluttede sig lidt til ham, skulde han nok sørge for, at hun blev skaanet - hendes fine Legeme var jo slet ikke til det strænge Arbejde i Roemarken.

Hun havde tilbagevist ethvert Tilbud i den Retning - havde oven i Købet en Dag givet ham et Haandslag i Ansigtet.

Da var Aufsheren kommen i Tanke om, at hun med sin Ungdom netop egnede sig til det strenge Arbejde, og derfor syntes han, at det var hans naturlige Pligt at lade hende arbejde næsten dobbelt med de andre. Og Marjowna adlød - uden Ord.

Denne Dag, hvor Varmen var laa stærk, var det ved at blive hende for strængt. En Gang imellem stjal hun sig til at knuge Hænderne ind mod det gispende Bryst. Hendes Øjenlaage løftede sig da, og for en Stund afspejlede de de sorte Pupillers Trods, der luede som tændt af en hellig Ild.

Marjowna bed Læberne til Blods, for at de skulde tie, og hun arbejdede Videre.

Forpagteren af Godset havde allerede i nogen Tid mere end sædvanlig inspiceret Arbejdet i Roemarken. Ogsaa denne Dag kom han for at se, hvorledes Arbejdet gik frem. Særlig syntes han at følge Arbejdet fra den Side, hvor Marjowna var, og han fik pludselig en Gang, han mærkede, hun stønnede under Anstrengelsen og Heden, Tanker om, at det Arbejde var for strængt for den unge Pige, og der kom en Medlidenhedsfølelse over ham.

Han gik hjem fra Marken uden at sige noget, men han tænkte Dagen over paa en Udvej til at mildne Kaarene for Marjowna Wassik.

Om Aftenen lod han hende kalde ind til sig, spurgte, om hun var stærk nok til Markarbejdet, om hun ikke hellere vilde være i Køkkenet, han manglede netop en Pige der.

Marjowna vidste knap, hvad hun skulde svare - tav nølende.

"Du faar saa den samme Løn og den samme Kost som de andre Piger. Og du skal faa dit eget Værelse. Du vil maaske ikke synes om at bo sammen med de andre Piger ?"

Marjowna tav endnu - dette kom saa uventet, hun kæmpede med sig selv - dette var vist at forlade Kammeraterne - men bedre Kost og - navnlig - eget Værelse. Hvor havde hun ikke tit ønsket sig bort fra Fælleslivet der nede paa Kasernen, ikke saaledes, at hun havde noget mod Kammeraterne - de var jo hendes Landssøstre, men de sagde undertiden Ting der lød stygt i Hendes Øren, og i deres Maade at være paa var der tit noget, der fik hende til saa inderligt at Ønske, at hun kunde løbe derfra.

Hun faa op. - Ilden i de sorte Øjne var som helt slukt.

"Ja ... . jeg tror, jeg gerne vil det".

"Vel, lille Marjowna! Saa møder du her oppe i Køkkenet i Morgen, naar de andre gaar i Roemarken. Jeg skal give Aufsheren Besked.

Helt glad gik Marjowna ned til Kolonien - nu skulde hun kun sove der denne ene Nat til - og hun gik med Tanken om rigtig at være venlig mod Kammeraterne denne Aften, og om rigtigt tit at besøge dem senere hen - nu fik hun det jo saa langt bedre end de.

- - -

En Dag hen paa Efteraaret - en Lørdag Eftermiddag, ved den Tid, Køkkenpigerne paa Herregaarden havde lidt Hviletid, kom Marjowna Wassik styrtende ud fru sit Værelse. Hendes Haar var halvt opløst, nogle Knapper i Kjolelivet oprevet, Hendes Kinder blussede, og Øjnene brændte vildt. Ned ad Trapper og gennem Gange løb hun og over Gaardspladsen og over Marken hen til Huset, hvor Kammeraterne boede.

Kommen ind der, efter at have revet Døren op, lød der hende en undertrykt Fnisen i Møde - den blev snart til Latter - hævnende Latter, og den nærmeste grinede hurtigt, ringeagtende frem - med en klukkende arrig Lyd:

"Forpagterens Pige!"

Marjowna stod stivnet. Stirrede fast mod den, der havde sagt det - gik i to-tre Skridt tæt mod hende:

"Hvad var det, du sagde?"

"Hvor kommer ellers det Haar fra og Livet opknappet?"

Marjowna var hende nu saa nær, at hendes Aande brændte mod Hendes Ansigt.

"Marjowna Wassik har aldrig været nogen til Villie - heller aldrig nogen til Haan!"

Den, der havde talt til Marjowna, tumlede bagover - hendes kinder blussede efter Slaget af Marjownas Haand, og hun knugede og knugede mod Kinden for at dulme Svien. Marjowna havde slaaet haardt - slaaet af hele sit saarede Sind.

Der blev Røre mod hende - som til et fælles Overfald - Misundelsen, Kammeraterne havde næret mod hende, Iyste af deres Øjne og Miner. Marjowna saa fast paa dem - en efteren - hele hendes Legeme sitrede; men hun tav, og ingen af dem syntes at turde vove sig nærmere til hende. Saa vendte Marjowna sig mod Døren og gik, uden at nogen rørte hende.

Marjowna kom ikke i Køkkenet senere den Dag, og ingen saa hende.

- - -

Næste Morgen, da Aufseheren kom ned til Kolonien for at kalde til Arbejde, sad Marjowna paa en Bænk der uden for.

Aufsheren gik hen til hende.

"Du skal med i Markarbejdet i Dag."

"Jeg er fritaget for Markarbejde."

"Fra i Dag skal du igen i Arbejde i Marken sammen med de andre."

"Det er Søndag i Dag - er det Fridag."

"Det var Fridag i Gaar i Stedet for i Dag - I skal allesammen i Marken."

"Jeg har ingen Fridag haft i Gaar. Jeg gaar i Kirken."

"Jeg har bestemt Besked paa, at du skal med i Marken."

Marjowna lo.

"Ha!"

Hendes Øjne lyste af Harme.

"Fordi jeg ikke vilde være ham til Villie !"

Hun spændte hele sit Legeme, knugede Hænderne :

"Gaa I i Marken. Jeg gaar i Kirken."

Saa gik hun bort over Pladsen, ud ad Vejen ad Byen til.

Dagen efter fik Majowna Wassik sin Afsked.

Hun hørte paa det hele maaløs - det forstod hun ikke. Først plaget af Aufsheren - jaget til stærkere og stærkere Arbejde - kun for ikke at ville høre paa krænkende Tilbud, saa saaret, voldelig saaret af Forpagteren, og flygtet fra ham - haanet, grint ud af Kammeraterne, og nu - nu afskediget. Nej, Marjowna forstod ikke, det kunde være rigtigt.

Hun tænkte hver Dag efter, fra den Dag, han kom, og til nu - - nej, der var ikke en Dag imellem, undtagen hun havde gjort sin Pligt. Bebrejdelser for sit Arbejde havde hun jo da heller aldrig faaet. Og nu afskediget - uden at hun maatte faa den Løn, hun havde til gode, endnu mindre den Løn, hun skulde have for de 2-3 Uger, der var tilbage af Tjenestetiden, og uden at maatte faa de Penge, der af den Løn, hun allerede havde modtaget, var bleven holdt tilbage til Bestridelse af Udgiften til Hendes Hjemrejse.

Marjowna tænkte og tænkte - nej, hun begreb det ikke. Det var ikke langt fra, at Taarerne var ved at trænge sig ud over Øjenvipperne.

Saa bed Marjowna pludselig Læberne sammen. Nej, hun vilde ikke gruble mere over det - hun maatte have Ret. Det kunde ikke være saaledes, at hun efter den Tid, der var gaaet, skulde gaa tomhændet bort.

Og Marjowna gik til Retskontoret.

- - -

Der blev udtaget en Klage mod Forpagteren, hvori Marjowna forlangte ham dømt til at betale hende, hvad hun mente, hun maatte tilkomme. Det var Løn for en Uge, som var fortjent, og Løn for 3 Uger, som endnu var tilbage of Tjenestetiden - hun maatte jo anse sig afskediget uden Grund - og det var yderligere 27 Kr., der med 1 Kr. for hver Uge var holdt tilbage af Lønnen til Omkostninger ved Hendes Hjemrejse.

Saa blev der Rettergang, og der blev ført Vidner. Hvad der kunde bevises var, at Marjowna Wassik uden Tilladelse havde forladt Gaarden Søndag Eftermiddag, at hun havde slaaet en af de andre polske Piger i Ansigtet, og at hun havde nægtet at gaa med til Markarbejdet om Søndagen og i Stedet for var gaaet i Kirke.

Alle disse Ting var hver for sig gyldige Afskedigelsesgrunde efter Kontrakten, og Forpagteren blev frifundet for Marjownas Tiltale - ikke en Gang de 27 Kr., der var holdt tilbage af Hendes alt fortjente og ellers oppebaarne Løn kunde hun faa - de var fortabte i et Tilfælde som dette -saaledes var Kontraktens Ord.

Hvad der ikke kunde bevises var, at Ausseheren først havde krænket hende ved Tilnærmelser, derefter paalagt hende Arbejde - mere end hun næsten havde Kræfter til at kunne udrette, ja, mere end hun skulde udrette. Og hvad der ikke kunde bevises, var, at Forpagteren af Medlidenhedsfølelse med hende helt havde fritaget hende for Markarbejde og i Stedet antaget hende som Køkkenpige, og at han havde benyttet sig af hendes Ophold paa det Eneværelse, han havde givet hende, til - endda voldelige - Tilnærmelser overfor hende. Og hvad der videre ikke kunde bevises var, at det slag, hun havde givet en af Kammeraterne, var foranlediget ved dennes saarende Ord om hende.

Forpagteren blev frifunden.

- - -

Marjowna stod i et fremmed Land uden Tilholdssted, uden Penge til Ophold, uden Penge til at rejse tilbage til sit Hjemland for.

Saa meldte Marjowna sig ti! Politiet og bad om at blive sendt hjem. Om Eftermiddagen gik hun til Godset for at hente sine sparsomme Ejendele. Hun indrettede det saa, at hun kom der paa en Tid, hvor hun vidste, Kammrraterne var i Marken alle sammen. Hun vilde ikke se dem. De var jo nok, som der kom lidt af Graad i Halsen ved Tanken om, at hun skulde tage fra dem uden at hiIse paa dem - uden et Afskedsord med paa Vejen fra nogen af dem. Men - - nej, de havde ikke været rigtige imod hende - de vidste godt, hun havde ingen Skyld i alt dette.

- - -

Hun havde faaet sine Ting pakket sammen og skulde just forlade Gaarden. Da stod Forpagteren foran hende. Marjowna vilde vige udenom. Han stillede sig i Vejen. - Det kunde du have undgaaet, Matjevna. Det er din egen Skyld.

Marjowna saa op. Hendes stolte Trods var der igen.

- Det er jer Skyld, som har Magten til at handle, som I vil.

"Det kan forandres endnu, Marjowna. Du kan vedblive at være i Køkkenet, og Afskedigelsen og Sagen slaaer vi en Streg over."

"Jeg kunde blive endnu . . . ?"

Forpagteren tog let paa hendes Skulder - hans Ansigt var tæt ved hendes:

"Paa en Betingelse . .."

Marjowna rev sig et Skridt fra ham. Hendes stemme dirrede :

"Paa . . .?"

.... en Betingelse" gentog han.

Da var Marjowna igen ved at slaa, men hun betvang sig - nøjedes med at skære Neglene ind i Haandfladerne, til Blodet kom.

Holdende alle Kræfter, der vilde hævne tilbage, kom det frem, skærende mellem tænderne - det var ikke fri for at Forpagteren bleg af Angst ved tilbage:

"Nej!"

- - -

Dagen efter rejste Marjowna Wassik til Grænsen af sit Hjemland - paa offenlig Bekostning.

Og det skete i Vendsyssel i Danmark i Efteraaret 1908.

(Horsens Social-Demokrat 8. februar 1909.)

Se også indslaget om polske landarbejdere på Børglum Kloster her på bloggen.

Mord i Dronninglund. (Efterskrift til Politivennen).

Mordet i Dronninglund Sogn. Om denne skrækkelige Begivenhed har "Nordj. Folkebl." fra en Meddeler, der kom til Stede umiddelbart efter Mordet, modtaget følgende Beretning. I Søndags Morges vare nogle Folk sysselsatte med at grave Lyngtørv i en kort Afstand fra Bolleskov. De bleve pludselig opmærksomme paa, at fra et af Husene der, tilhørende Peder Nielsen Sieg, kom Konen løbende ud og ligesom søgte at naa hen til dem; lige i Hælene paa hende kom Manden, og de saa, hvorledes han slog efter hende, og at hun faldt i en Afstand af omtrent 50 Alen fra Husets Lade. Folkene løb nu alt, hvad de kunde, for at redde Konen, idet de mente, at det var en Knippel, han slog efter hende med. Det var imidlertid en Hakkelsekniv, og saasnart Konen var falden, gav han sig til at hugge løs paa hende og skilte Hovedel heelt fra Kroppen. Han greb derpaa Hovedet i udstrakt Haand og viste det frem for Karlene, der først nu saa, hvad der var sket. Karlene løb nu tilbage for at hente deres Spader, da de ikke turde nærme sig med de blotte Hænder; imidlertid var han gaaet tilbage ind i Laden, havde lukket alle Døre og Porten og huggede løs derinde paa Alt med Kniven samt raabte og skreg som en Besat. Der kom nu flere Folk til. Porten blev sprængt, og med en Brandhage, som blev kastet om Benene paa ham, blev han reven omkuld, overmandet og bunden. Han var aldeles rasende, saa at han, liggende paa Ryggen, bed omkring sig, kastede sig pludselig om paa Maven og bed i Græset, tog Munden fuld af Jord og Halm osv. Han rystede og dirrede over hele Kroppen, Øinene lynede i Hovedet, og man kom uvilkaarlig til at tænke paa en Djævlebesættelse, thi det var som om en ond Aand sled i ham. Da Meddeleren spurgte ham, hvorfor han havde forøvet den skrækkelige Gjerning, fragik han det ikke, men raabte, at han kunde ikke andet; Satan havde befalet ham det, og det var for hendes Nysgjærrigheds Skyld. Konen havde nemlig villet see efter ham inde i Laden, da hun var bange, at han skulde tage Livet af sig; thi han havde om Natten og om Morgenen baaret sig ad som en gal Mand: alle Døre og Vinduer havde han tættet med Gødning, et Hul havde han tilstoppet med grøn Rug, og Folk havde om Morgenen seet ham løbe om med grønne Rugstraa i Munden. Med Fanden har han altid haft meget at bestille; saaledes var han i Juli Maaned ifjor aldeles forvirret i 8 Dage, lagde Halmstraa over Kors for Fanden Stuen rundt; undertiden meente han da at see Fanden staa et eller andet Sted. "men du skal blive ude", sagde han, men tilføiede dog undertiden: "Ja, ja kom saa ind." Og hele denne Tilstand, hvori han saa længe har befunden sig, skriver sig vistnok alene fra Brændeviin. Naar han havde nok deraf, var han især rasende, og efter Naboernes Udsagn har han i de sidste 10 Dage før Mordet drukket 13 Potter Brændeviin. Gjerningen maa vel derfor nok siges at være fuldbyrdet i Deliriumsraseri, men han kjendte dog alle Folk, da han bunden blev sat paa Vognen, der skulde føre ham til Arresthuset i Sæby, og han kunde svare paa flere Spørgsmaal meget fornuftig, men saa atter noget forvirret derimellem. Han burde jo vistnok allerede for længe siden have varet gjort uskadelig, men Konen har aldrig villet gaa ind herpaa endskjønt hun har døiet meget med ham. De levede ikke i smaa Omstændigheder, men havde et Fæstehuus, hvorpaa de holdt 6 Kreaturer og et Par Faar; Konen havde været gift tidligere og haft Barn i første ægteskab, medens det andet Ægteskab var barnløst. - Hun er forfærdelig lemlæstet; i Ryggen har hun faaet Flænger paa 4 a 5 Tommers Længde og 2 meget dybe, den ene helt igjennem Skulderbladet; Undermunden er fraskaaren hovedet og hænger ved Halsen, løse Tænder og Kjødtrævler laa endnu paa Gjerningsstedet, da Distriktslægen undersøgte det. Det er en Selvfølge, at denne Begivenhed har vakt almindelig Rædsel paa Egnen, selv ogsaa hos andre Drukkenboldte der, og det kunde maaskee være at den i det Mindste for en Tid kan tjene til Skræk og Advarsel for disse.

(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 15. juni 1875).

Mordet skete 6. juni 1875. Afhøring af vidner og drabsmand foregik få dage efter. Retsmøder foregik i slutningen af juni til august, og Peder Nielsen Sieg fastholdt at mordet på konen Mette Christensdatter var pga. Fanden. Sundhedskololegiet mente at han havde vist umiskendelige tegn på sindsforvirring med hallucinationer, men kunne ikke bekræfte distriktslæges mistanke om at det skyldtes delirium tremens. Kollegiet mente i øvrigt at han måtte anses for at være en for samfundet farlig person. Ved dommen 23. december 1875 blev han kendt skyldig, men fritaget for straf da han havde været sindssyg. Derimod skulle han indsættes i livsvarig forvaring. Han blev herefter indsat på Mariager Pleje- og Arbejdsanstalt hvor han døde 1. november 1899, 72 år gammel. 

Voldsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Vends. Tid har medtaget følgende Meddelelse: At vore Fædre fordum drog ud i fremmede Lande for at kæmpe, hverken af Nød eller Trang eller fordi de blev forurettede, men blot for Kampens Skyld, er Noget, som Historien tidt har fortalt os, men at Folk leje Heste og Vogn og kjøre ud paa den aabne Landevej for at slaas paa Liv og Død med en hvilkensomhelst Landsmand, blot for Ærens og Fornøjelsens Skyld, det er dog Noget, som hører den allernyeste Tid til. At det er ved at komme i Brug, viser følgende Tildragelse. Sidste Søndag Eftermiddag kort før Aften stod en Del Mand fra Skjøttrup paa Hjørring-Løkken Vejen og samtalede. En Vogn, hvorpaa der var en 6-8 Mand, kom imens kjørende østenfra. Da Vognen kom til Stedet, hvor de omtalte Mænd fra Skjøttrup stod holdt den pludselig, hvorpaa Nogle sprang af Vognen og greb fat paa da paa Vejen Staaende. Idet de truede med at gjøre Brug af nogle Nøgler, som de havde i Hænderne. Efter endel Snakken frem og tilbage satte Kæmperne sig atter paa Vognen uden at hare foretaget sig videre. Ikke saa let slap to Mænd og en Pige fra Vittrup. Mændene blev endel mishandlede, medens Pigen slap med at blive tumlet nogle Gange om. Da de kom til Furreby, mødte de en Mand der fra Byen. To af Ugjerningsmændene stod af Vognen, og efterat have rettet et Par Spørgsmaal til ham gav de ham et meget drøjt Slag i Hovedet med en Nøgle. Ankomne til Løkken tog de ind paa Gjæstgivergaarden, hvor de snart yppede Klammeri, saa at Sognefogden maattet hentes. Denne kom strax i Haandgemæng med to af Urostifterne, som dog han, der er en haandfast Mand, snart bragte til Orden. Den formentlige Kusk sad imidlertid ganske rolig paa Vognen og sov, efterat Banditterne med kammeratmæssig Omhyggelighed havde baaret ham ind og heldt et Glas Punsch i ham. Da man igjen fra Gjæstgivergaarden var kommen paa Vognen, tog den nye Kusk Afsked med Tilskuerne ved at lade Pisken spille om Ørene paa dem, hvilket han rigtignok fik gjengjældt af en af de Tilstedeværende. Lidt længere nede i Byen mødte de et ungt Menneske, som de meget samvittighedsfuldt gav sig til at gjennemprygle; men snart samledes en stor Del Mennesker, og der udviklede sig nu et blodigt Slagsmaal, som efter nogen Tids hed Kamp endte med, at Banditterne, godt gjennembankede, fortsatte Rejsen Syd paa.

(Dagbladet (København) 6. juli 1874).