Hoffs Svovlstikfabrik i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Om Svovlstikfabriken i Randers. Som vi ser af en Stævning agter Svovlstikkefabrikant Hoff i Randers at anlægge Sag mod os for vore Udtalelser om Børnearbejdet i hans Fabrik. For at give bemeldte Hr. Hoff en yderligere Opmuntring til hans vanskelige Foretagende, skal vi meddele en Oplysning, vi i disse Dage har modtaget fra en Borger i Randers:

"Paa Hr. Hoffs Fabrik arbejder der et halvt Hundrede Børn (undertiden noget over, undertiden noget under), i en Alder fra 7 a 8 indtil 14 Aar. En af Drengene døde for nogen Tid siden. Han var i lang Tid bleven syg og var endog undertiden besvimet, naar Svovlningen af Stykkerne foregik. I det Hele taget behøver man kun at opholde sig to Minutter i et af Arbejdslokalerne for øjeblikkelig at indse, hvor farlig og skadelig Arbejdet er for Børnene.

Hr. Hoffs Søn, der bestyrer Fabriken, regalerer ikke saa sjældent de smaa Børn med diverse Lussinger, naar de ikke arbejder ham hurtigt nok. Arbejdslønnen der nok tidligere var 1 Skilling pr. Ramme, er nu kun 1/3 Skilling. Istedetfor at der paa Fabriken burde være en Spisestue, maa Børnene nu, naar de vil indtage deres turre og knappe Maaltid, gøre dette enten i Gaarden. hvad der jo ej kan være Tale om ved Vintertid, eller i et af de usunde Fabriklokaler, hvad der selvfølgelig er i højeste Grad nedbrydende for Helbredet.

Hvis det kan more Hr. Hoff at anlægge Sag imod os, saa under vi ham gerne den Fornøjelse, da det bliver ham selv, der kommer til at betale Gildet: men vi vil gøre ham opmærksom paa, at en Sagsanlæggelse ikke er det samme som en Gendrivelse. Hvis han vil overbevise Publikum, saa lad ham skaffe en Attest fra den Læge, der har behandlet Barnet. Kan denne med rolig Samvittighed og uden Forbehold erklære, at Barnets Død ikke kan siges at vare bevirket eller i høj Grad fremskyndet ved Opholdet i Hr. Hoffs stinkende Lokaler, saa har han renset sig, men ogsaa først da!

(Socialisten 18. november 1871).

Svovlstiksfabrikation i Randers. I "Randers Dagblad" for i Mandags læstes Følgende: En Artikel i "Socialistens" 17de Rumer omtaler til Slutningen den herværendc Svovlstikfabrik, og fortæller, at der i denne arbeider 100 ganske smaa Børn i den nedrigste Stank og i det sletteste Locale, samt at et af Børnene for kort Tid siden er død ved Forgiftning. Hele Beretningen er usand, og uden at indlade os paa noget Videre kunne vi kun ansee det Hele for et hadefuldt Udfald imod Fabrikens Eier. Dersom Meddeleren, istedetfor at opfordre Overlærer Albrectsen og Assessor Bruhn dertil, selv vilde ulejlige sig til Fabriken, saa vilde han komme til Kundskab om, at Localerne ere rummelige, at der kun beskjæftiges nogle og tredive ikke ganske smaa Børn i disse, at intet Barn har været sygt og langt mindre noget er død af Forgiftelse. Fra sikker Kilde vide vi, at det største Antal Børn, der har været beskjæftigede paa Fabriken, er halvtredsindtyve, og det er idetmindste os ubekjendt, at der nogensinde har hersket Sygdom eller Forgiftelse iblandt disse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1871)

I august 1872 blev Harald Brix (1841-1881) som redaktør af Socialisten dømt for injurier mod fabrikant Hoff og fik en bøde på 100 Rd. eller simpelt fængsel i 30 dage, samt at betale for sagens omkostninger (25 rdl).

Fabrikken lå i Vestergade 505 i Randers. Carl Frederik Emil Hoff havde i 1864 købt Søren Larsen Sørensens købmandshandel og svovlstikfabrik og flyttet den til sin egen købmandsgård. Den skiftede navn til Randers Tændstikfabrik og lavede som den første i Danmark sikkerhedstændstikker. I 1866 beskæftigede den over 50 arbejdere, primært børn. Fabrikken udvidedes i 1868. Den var udsat for en række brande. I 1872 indgik Anders Sørensen og Hoff en aftale om forhøjelse af deres priser. Sønnen Ernst Hoff overtog i 1873 fabrikken. Den gamle Hoff døde af gigtfeber. Fabrikken fik konkurrence fra H.E. Gosch, og efter en brand 22. oktober 1881 der ødelagde fabrikken, solgte Ernst Hoff fabrikken i 1884 til Just Abildgaard,  Peter Justesen og konsul Michaelsen. Randers Tændstikfabrik blev herefter et aktieselskab under navnet "Tændstikfabrikken Merkur".

Arbejdermøder i Randers 28de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidermøde i Randers. Om et i Randers i Løverdags Aftes afholdt Arbeidermøde i et Beværtningslocale udenfor Byen hedder det i "Randers Dagblad" for igaar: Til det af Hr. Povl Geleff paa den internationale Arbejderforenings Vegne iforgaars Aftes indvarslede Arbeidermøde havde der indfundet sig langt Flere, end Localet kunde rumme. Hr. Geleff aabnede Mødet med at tilkjendegive Forsamlingen, at Hensigten dermed var at drøfte de Klager, der fra Arbeidernes Side vare fremkomne. Hans Foredrag, der fra Forsamlingens Side idelig afbrydes deels af Bifalds- deels af Mishagsytringer, gik navnlig ud paa at bevise det Berettigede i Arbejdernes Klager og fremhævede i overdrevne Udtryk de trykkende Forhold, hvorunder de leve. Som et af Midlerne til at forbedre deres Kaar, omtalte han Forandring af Valgloven, saa at denne blev udvidet saaledes, at Arbejderne ogsaa kunde faae deres Repræsentanter i den lovgivende Forsamling. Derefter talte Assessor Bruhn, der imødegik Geleff, idet han paaviste, at Arbeiderstanden her i Landet ikke var under saa trykkende Forhold, som denne havde fremhævet. Snedker N. E. Schou indbød Arbejderne til et Møde paa Tirsdag Aften for uden Forstyrrelse at kunne drøfte de foreliggende Spørgsmaal. Da Mødet antog en saa stormende Charakteer, at det var umuligt for Nogen at blive hørt, fandt Hr. P. Geleff sig foranlediget til, trods Protest, at erklære Mødet for hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1871).

Arbeidermødet i Randers var ifølge "Randers Amtsavis" besøgt af omtrent mellem 800 og 1000 Mennesker. Mødets Hensigt maa betragtes som fuldstændig mislykket, idet Stemningen fra først til sidst ingenlunde viste sig at være for den socialistiske Bevægelse. Efter at have meddeelt - hvad vi alt have anført iaftes i det efter "Rdrs. Dagblad" optagne Referat - at Hr Geleff, da han ikke mere kunde komme til Orde for Raaben og Skrigen, maatte hæve Mødet, idet han dog siges at have udtalt det Haab, at samles med Arbejderne ved en anden Lejlighed, slutter "Randers Amtsavis" sin Beretning med følgende Ord: "Saaledes endte dette første Forsøg paa at lede vor Arbeiderstand vild og forplumre dens Forhold. Om det vil blive efterfulgt af flere, kunne vi selvfølgelig ikke vide. Men at dømme efter de Stemningsudbrud, der idelig afbrede Prædikanens alt andet end heldige og fuldstændig resultatløse Udtalelse, - hvilke ganske vist ikke alle kom fra Medlemmer af den egentlige Arbejderstand - , var han ingen velkommcn Gjæst her, hvad han ogsaa tilstod, at han selv følte. Det er derfor neppe rimeligt, at denne Prøve, som "paa Foranstaltning af den internationale Arbeiderforening i Kjøbenhavn" er bleven anstillet her og faldt saa ynkeligt ud, vil blive gjentaget. (Thi at vort Byraadsmedlem Snedker R. E. Schou skulde have i sinde paa det til Tirsdag bestemte Arbeidermøde at lade Hr. Geleff smutte ind i Salen, dækket af sit Skjold, det maae vi antage for umuligt). Og viser det sig, naar den Smule Ophidselse har lagt sig, som jo maatte komme frem ved en Leilighed som denne, at det er, som vi have al Grund til at troe, at dette Tilløb er gaaet virkningsløst os og vore Forhold forbi, saa tør vi vel nok stille det hæderlige Exempel, vore Arbeidere saaledes have givet, frem for Andre til Efterligning."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1871).

Nyt Arbeidermøde i Randers. Om det af Snedkermester R. C. Schou i Randers til i Tirsdags Aftes indvarslede nye Arbeidermøde hedder det i "Randers Dagblad" for igaar: Der havde indfundet sig saa Mange, som Localet kunne rumme. Paa Forslag af Snedker Schou blev der nedsat et Udvalg af 7 Medlemmer for at drøfte, hvorvidt det var heldigt at slutte sig til den internationale Arbeiderforening i Kjøbenhavn eller ikke, hvilket Udvalg saa paa en senere Maade skulde fremlægge sin betænkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1871).

Mødet i Randers. Der eksisterer i denne By en Overlærer ved Navn Albrectsen, der i længere Tid har staaet i Spidsen for en saakaldet "Arbejder-forening", hvori der i Øvrigt kun findes faa Arbejdere, men desto flere Storborgere og Fabrikanter. Denne "Overlærer" Albrectsen, der naturligvis er en ivrig doktrinær Rabulist og en indskrænket men herskesyg Spidsborger, havde sat sig i Hovedet, at han nok skulde kurrere Randers Arbejdere for Anfald af Socialisme, og i den Hensigt averterede han i Byens Avis, at alle der sluttede sig til vor Forening, vilde blive udstødt af Randers Arbejderforening, ligesom de heller ikke vilde faa Hjælp af den derværende Understøttelsesforening! Vi begriber ikke, hvor denne Størrelse faar Frækhed fra til en saadan Opførsel! Selv her i Byen, hvor "Arbejderforeningen af 1860" saa længe har sjasket i Hælene paa Hr Rimestad, vilde det aldrig være bleven taalt, hvis denne skulde være faldet paa at forbyde Medlemmerne at være i andre foreninger. Denne Udtalelse af Hr. Albrectsen vidner altsaa om, hvilket Despoti og hvilken Vilkaarlighed der maa herske i Randers Arbejderforening, og hvor slaviske og umyndige Medlemmerne maa være, naar de taaler en saadan ligefrem Overtrædelse af Selskabets Love.

Men den anden Trusel er næsten endnu mere betegnende. For det første bliver det naturligvis et Spørgsmaal, hvor vidt Bestyrelsen for den nævnte Forening har Lov til at bestemme dette; Bidragene et dog vist givet uden noget saadant forbehold, hvor kan saa Bestyrelsen have Ret til at udelukke folk, som trænger til Hjælp. Men det Hele viser klarligt det "kristelige" Standpunkt som Dhrr indtager.

Efter disse Anstrængelser fra Hr. Albrectsens Side, var det let at skønne, at Kampen vilde blive haard for vor Afsending Hr. Povl Geleff, der til d. 28de Octbr. havde berammet et socialistisk Møde i Rosenlunds Lokale. Allerede en Timestid iforvejen havde Modstanderne fyldt Salen, medens Arbeiderne, der kom senere, for største Delen maatte staa udenfor Salsvinduerne, da Mange havde trængt sig ind uden Billet. Da Hr Geleff fremstod, og i et længere foredrag udviklede Socialismens Betydning og de Midler, som vor forening har i Sinde at anvende for at forbedre den fjerde Stands Kaar, afbrødes han hvert Øieblik ved det "fine" Publikums uanstændige Spektakler, der dannede en slaaende Modsætning til den Ro og Værdighed, hvormed de egentlige Arbeidere stedse er optraadt saavel i København som i Aarhus. En "Assessor" Brun diskede derpaa op meb de i den øvrige civiliserede Verden allerede forslidte og aflagte Modbeviser. Den vistnok lidt forvirrede Taler anførte som Exempel, at naar en Mand i 20 Aar havde slidt og slæbt under idelige Savn, saa vilde vi forbyde ham at bruge den opsparede Kapital. Nej, bedste Hr. Brun, det har vi slet ikke i Sinde. Tværtimod strider vi for den fuldkomne personlige Tanke-, Tale-, Skrive- og Handlefrihed. Men hvad vi vil, ikke forbyde, men gøre umuligt, det er, at han i Steden for at forbruge sin Kapital til sin egen fornøjelse, skal anvende den til at lade andre trælle for at forøge den. I øvrigt skulde Hr. Brun, naar han vil være populær, nødig tage et af de faa Eksempler, hvor en Mand selv har kæmpet sig frem, det vilde have været mere overensstemmende med Virkeligheden, hvis han som Exempel paa Kapitalister havde nævnt Hr. Tietgen eller en anden moderne Vindmager, som i faa Aar er blevet Millionær ved Børsjobberi og Aktiesvindel. Hr Snedker Schou, der indsaa hvor urimeligt det vilde være at fortsætte forhandlingerne under ben herskende Støj, bebudede et nyt Møde, alene for Arbejdere, Tirsdagen herefter. Derpaa sluttede Hr. Geleff Mødet, og begav sig bort, stærkt truet med Haandgribeligheder af den "fine" Del af Publikum, men beskyttet af en Del Arbejdere og enkelte andre Veltænkende. -

 Idet vi slutter Beretningen om dette interessante Møde, maa vi dog ikke glemme endnu engang at takke ben elskværdige Hr. Albrectsen for hans Imødekommen mod Arbejderne i København. Han kunde ikke ved nogen anden Opførsel have tjent vor Sag bedre. Hvis han skulde faa lidt Tid tilovers fra sine "byrdefulde" forretninger som "Arbejderfører" (at sige selvvalgt), vilde vi bede ham se lidt indenfor paa den Svovlstikkefabrik, der findes derovre. Og havde Hr "Assessoren" Tid, saa kunde han maaske gaa med. Der arbeider ca. 100 ganske smaa Børn i den nedrigste Stank og i det sletteste Lokale, der kan tænkes, og for kort Tid siden døde et af dem ligefrem af forgistelse. Der vilde Hr Brun kunne finde Stof til "Kapitalister"; idetmindste "slider og slæber" de, men rigtignok ikke i 20 Aar, for inden den halve Tid er gaaet er de - kreperede!

Ved det nye Arbejdermøde i Tirsdags blev der i Randers dannet en Sektion af den internationale Forening. Hr. Geleff optraadte og blev hilset med Bifald. Nærmere næste Gang.

(Socialisten 4. november 1871).

Arbeidersagen i Randers. Vore Læsere ville erindre, at der for en Ugestid siden, efter Indbydelse af Byraadsmedlem R. C. Schou i Randers blev holdt el talrig besøgt Arbeidermøde i den nævnte By, paa hvilket man enedes om at nedsætte et Udvalg med det Hverv at overveie og undersøge hvorvidt en Tilslutning til den intemationale Arbejderforening i Kjøbenhavn var heldig eller ikke. Dette Udvalg havde iforgaars Aftes, ifølge "Randers Dagblad", sammenkaldt et nyt Møde, paa hvilket Hr. Schou paa dets Vegne gjorde Forsamlingen bekjendt med, at Udvalget, efterat have brevvexlet med Centralkomiteen i Kjøbenhavn, var kommen til den Anskuelse, at der ikke var nogen Grund til Frygt for at indtræde i "Internationale", da denne Forening kun holdt paa Lov og Retfærdighed og ikke havde til Hensigt at omstyrte de bestaaende Forhold. Kun ad Rolighedens og Besindighedens Vei vilde man føre Arbejderne frem til det tilsigtede Maal og ikke, som det af Mange blev udsagt, med Sværd i den ene Haand og Petroleumsfakkel i den anden. Mødet sluttede med et Leve for Hr. Schou, hvorefter der fandt en Indtegning Sted i "Internationale". - Vi tro, der er al Anledning til at lykønske Arbeiderne i Randers til at de i deres Midte have en Mand som Hr. schou, til hvis Dygtighed, Anseelse og oprigtige Hengivenhed for den ringere Stilledes Sag, de sikkert med Tryghed kunne støtte sig.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1871).

Fra Randers. *) Efterat Hr. Poul Geleff fra Kjøbenhavn havde afholdt et Møde her i Byen, der imidlertid blev forstyrret paa Grund af visse Personers kaade og drengeagtige Optræden, blev der af Hr. Snedkermester R. V. Schou afholdt et Arbeidermøde, hvor det blev besluttet at nedsætte et Udvalg for at undersøge, hvorvidt det var overensstemmende med Arbejdernes Interesser at indtræde som Medlemmer i den danske Afdeling af den internationale Arbejderforening. Dette Udvalg havde til i Tirsdags Aftes indbudt Byens og Omegnens Arbeidere til et nyt Møde, ved hvilket der vistnok var henimod 400 Mennesker tilstede. Som Ordforer for Udvalget udviklede Snedker R. E. Schou Betydningen af, at alle Landes Arbejdere sluttede sig sammen til et eneste mægtigt og enigt Selskab. Han meddelte, at efter de Oplysninger, som Udvalget havde erholdt, var der ingen Fare for, at det var den internationale Arbejderforenings Plan paa en voldelig Maade at gjennemføre sin Opgave. Saalænge Modpartierne ikke krænkede de bestaaende Love, vilde Internationale ganske sikken heller ikke gjøre det, men den vilde stræbe efter paa en rolig og besindig Maade at opnaa sit Formaal og tilvejebringe taalelige Forhold for Arbejderne. Efterat Hr. Schou derefter havde oplæst og forklaret Generalstatuterne og den danske Afdelings Love, paapegede han i korte Træk, hvad det var for usle Midler, hvoraf Storborgerne betjente sig for at sætte deres Villie igjennem, og erindrede Arbejderne om ved det forestaaende Valg til næste Aar at være enig, og holde sammen og kun stemme efter deres Overbevisning; han paapegede derhos hvorledes Arbejderne i Byerne havde deres bedste Støtte i det kraftige og vel ledede Landbo-Demokrati. Til Slutning opfordrede Hr. Schou indtrængende til Indtrædelse i "Internationale" og hævede derefter Mødet med et Leve for den danske Arbejder. En Tilstedeværende udbragte derpaa ogsaa et Leve for Hr. Schou som Arbejdernes Talsmand.

Der indtegnedes strax henved 100 Medlemmer i Foreningen.

*) Efterat Stykket i Dagsavisen om Randersmødet allerede var sat, have vi fra en æret Meddeler modtaget Nærværende, som da det indeholder Et og Andet. som ikke findes i Referatet efter "R. Dgdl." ogsaa ville tillade os at benytte.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1871).

Der blev desuden afholdt møder i Aalborg i Elisalyst med 7-800 personer (se Socialisten 11. november 1871), Vingårdsstræde i København med 900 deltagere (se Socialisten 18. november 1871), Skanderborg, Vejle, Horsens, Odense (26. november 1871), Slagelse (25. november 1871) Roskilde, Skodsborg samt en række andre steder. Ud over Harald Brix og Geleff var også Abraham Sommer aktiv, samt i Københavnsområdet snedkersvend Berg.

Antonette Jensine Brockmann. (Efterskrift til Politivennen)

Egen Tilstaaelse, forkastet ved Overdomstolene. Under en af Højesteret igaar paakjendt Sag tiltaltes Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død. Anledningen til denne Sag var følgende: Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten paa Christianshavn for at udstaae en hende ved Criminal og Politirettens Dom af 14de Octbr. 1862 for 3die Gang begaaet Tyveri og Overtrædelse af et Politi-Tilhold ikjendt Straf af 4 Aars Forbedringshuusarbeide, angav hun i 1865 for Præsten og Inspectricen ved Anstalten, at hun - der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, af hvilke det yngste, der var født den 4de Novbr. 1854, døde den I3de April 1855 havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en derpaa afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af sammes Betjente, der i den Anledning af Directeuren var beordret til at modtage Arrestantindens Forklaring, havde hun for denne udsagt, at da hun og hendes Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der var Tale om en Skilsmisse, og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning iværk gav hun slet ikke Barnet nogen Mad i fire Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde Natten derpaa. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at Manden var ganske uvidende om det af hende Forklarede. Efter Justitsministeriets Resolution, og navnlig da den frastille Mand ansaae Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eder Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, blev imidlertid den videre Undersøgelse af Sagen stillet i bero, indtil hun efter udstaaet Straf som forsørgelsesberettiget i Randers kunde blive hiemsendt dertil. I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun derpaa fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, og en Medfange spurgte hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men ikke vilde lade sig nøie med nysnævnte Forklaring og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, havde Arrestantinden fundet paa at bilde den paagjældende Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var grundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel - men at Sandheden var, hvad ogsaa bekræftedes af Mandens Udsagn, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og at denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade efter al Sandsynlighed havde hidført Barnets Død. Denne saaledes afgivne Forklaring gjentog Arrestantinden i et samme Dag ved Criminal- og Politiretten optaget Forhør, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gientagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig; men efterat hun i et den 31te Decbr. 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn, tilstod hun atter, som det i Forhøret hedder, "efter længere Examination", at hun havde foraarsaget Barnets Død ved Sult og vedblev derefter senere under Sagen denne Forklaring, idet hun nærmere udsagde, at Grunden til, at hun fattede den Tanke at dræbe Barnet, ikke var den, hun tidligere havde angivet, men den derimod, at hun, der dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedet for to Børn, og at hun da bedre kunde gaae paa Commers.

Da imidlertid efter de under Sagen fremskaffede forskjellige Oplysninger Barnets Død ikke kunde give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det, og der heller ikke i de iøvrigt fremkomne Oplysninger var Data tilstede, der positivt bestyrkede Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og det dernæst efter de foreliggende Oplysninger om hendes Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, var lidet sandsynligt, at hun havde gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed som den hende under Sagen paasigtede, fandt saavel Overretten som Højesteret det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet dræbe det ommeldte Barn for fulde, og hun blev derfor af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed frifunden for Actors Tiltale. Ved Underretsdommen var hun derimod anseet med 8 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1868)

“Antonette Jensine Brockmann, Heibergs frask: Kone, hjemmeh: i Randers, straffet oftere, navnlig med 4 Aars Tugthus for Tyverier fra Børn paa Gaden. See Hjems: Prot: den 17/10 72.” [1872]" Genealogisk Forlag.

Mandagen den 27de Januar. Nr. 236.

Advocat Hansen
contra
Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru (Defensor Klubien), der tiltales for at have bevirket sit Barns Død.

Randers Kjøbstads Extraretsdom af 1ste Juli 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Heibergs fraskilte Hustru, bør hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar samt udrede alle af nærværende Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Jacoby og Bredstrup, med 6 Rd. til Førstnævnte og 5 Rd. til Sidstnævnte. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 25de November 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog at hun udreder Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 8 Rd. til hver. Det Idømte at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocaterne Hansen og Klubien for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.

(Den indankede Doms Præmisser følge i næste Nr.)

(Højesteretstidende nr. 35, Mandag den 7. februar 1868)

Antoinette Jensine Brockmann (see forrige Nr.).

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende Sag tiltales Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død.

Efter Sagens Oplysninger er Arrestantinden født i Odense i Aaret 1833, men da hun var 2 Aar gammel, døde Faderen, der var Skomager, og hun blev opdraget hos Moderen, der ernærede sig ved at handle med Tøi, og forblev i Odense, indtil hun i 1852 blev gift med Skomager Jens Ludvig Heiberg. I det første Aar af deres Ægteskab boede de i Odense, men flyttede derefter til Randers, hvor hendes Mands Forældre boede, og efter hendes Mands Forklaring havde Forholdet mellem ham og Arrestantinden, medens de vare gifte, egentlig aldrig været godt, og det var fordi han meente, at hendes Moder havde en skadelig Indflydelse paa hende, at han besluttede sig til at flytte til Randers. Efter Ankomsten dertil var Forholdet mellem dem efter Mandens Forklaring i Begyndelsen bedre, men senere var der jevnlig Uenighed og Ordvexling, uden at dog Manden, der efter sin Forklaring har megen Kjærlighed til Arrestantinden, egentlig nogensinde havde tænkt paa at ville skilles ved hende eller truet hende dermed førend i Pintsedagene 1855, og de bleve kort efter separerede, hvilket efter Mandens Forklaring var foranlediget ved, at Arrestantinden ikke, uagtet gjentagen Advarsel derimod, vilde aflade med at søge Selskab med et meget berygtet Fruentimmer, og at hun gjorde sig skyldig i Utroskab, hvorhos Ægteskabet senere er aldeles ophævet og Manden har derefter igjen giftet sig. Efter Separationen tog Arrestantinden Ophold i Kjøbenhavn og blev ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de XI. Aargang. April 1856 dømt for 1ste Gang begaaet Tyveri til Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og efterat hun ved samme Rets Dom af 12te Juli 1859 var dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage for at have overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold om, saafremt hun der i Mai 1856 var hjemsendt fra Kjøbenhavn til Odense og derefter en Tid havde tjent i Randers, men i Mai 1859 havde begivet sig til Kjøbenhavn igien indfandt sig i Kjøbenhavn, øieblikkelig at melde sig til Politiets Protocol over mistænkelige Personer, og derefter af Politiet var afsendt til Randers, forlod hun kort efter denne By og gik paa Vandring med en hende tidligere ubekjendt Rebslagersvend, under hvilken Vandring de tildeels ernærede sig ved Betleri, og hun blev derefter i Slutningen af August 1859 anholdt i Fredericia for Tyveri og ved nærværende Rets Dom af 20de Februar 1860 dømt for 2den Gang begaaet Tyveri og Betleri til Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder. Efterat have udstaaet sidstnævnte Straf, blev hun hjemsendt til Randers, hvor hun først var under Fattigvæsenets Forsorg og derefter havde Tjeneste paa 2 forskjellige Steder, indtil hun i Begyndelsen af August 1862 begav sig til Kjøbenhavn, hvor hun havde Logis paa forskjellige Steder, men var uden Erhverv og levede af et medbragt Pengebeløb samt af hvad hun erholdt ved at pantsætte sit Tøi, hvorefter hun i September s. A. blev anholdt for Tyveri, og ved Criminal- og Politirettens Dom af 14de October 1862 blev hun for 3die Gang begaaet Tyveri og for Overtrædelse af det hende af Politiet givne Tilhold om ikke uden dettes Tilladelse at tage Ophold i Kjøbenhavn m. m. dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar. Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten i Kjøbenhavn for at udstaae sidstnævnte Straf, angav hun i Efteraaret 1865 for Præsten og Inspektricen ved Anstalten, at hun der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, nemlig i hendes Ægteskabs første Aar en Søn, der endnu lever, og den 4de November 1854 en Søn, der, efterat være hjemmedøbt den 8de April 1855, døde den paafølgende 13de April havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en under 24de October 1865 afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af dennes Betjente, der af Directeuren var beordret til, i Anledning af den af Arrestantinden for Inspektricen fremførte Begjæring om at blive givet Leilighed til at fremkomme med en Angivelse om en af hende forøvet hidtil uopdaget Forbrydelse, at modtage Arrestantindens Forklaring, har hun for denne udsagt, at da hun og Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der fra hendes Side var Tale om Skilsmisse og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning i Værk gav hun flet ikke Barnet nogen Mad i 4 Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde om Natten derefter uden Tegn paa Smerter, hvorhos hun udsagde, at da hun den 5te Dag vilde give Barnet Mad, havde hun i Maden blandet nogle Stumper af Glas, men at Barnet aldeles Intet fik ned deraf. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at hendes fraskilte Mand var aldeles uvidende om det af hende Forklarede, og at hun antog, at han maaskee ikke vilde troe, at hun havde handlet som angivet, da hun, medens Barnet sultede, angav, at det var sygt, og desuden behandlede det med den største Venlighed, naar enten han eller Andre vare tilstede, hvorhos hun tilføiede, at hun havde betroet denne Tilstaaelse til en Medfange, og at denne under en mellem dem opstaaet Uenighed havde fortalt det til Inspektricen, hvorefter Arrestantinden selv havde angivet det for Præsten og Inspektricen.

Efterat denne Rapport af Directeuren for Straffeanstalten var indsendt til Justitsministeriet, anmodede dette i en Skrivelse af 15de November 1865 Amtmanden over Randers Amt om at indhente en Erklæring fra Politimesteren i Randers om, hvorvidt der maatte være Anledning til for Tiden at foretage videre i Sagen, idet Justitsministeriet derhos i dets Skrivelse gjorde opmærksom paa, at Arrestantinden efter udstaaet Straf i October Maaned 1866 vilde blive afsendt til Randers, hvor hun var forsørgelsesberettiget. Den forlangte Erklæring blev imidlertid først afgiven i Skrivelse af 1ste Marts 1866 af den da constituerede Politimester i Randers, og gaaer ud paa, at der formeentlig ikke var Anledning til for Tiden at foretage videre med Hensyn til den af Arrestantinden afgivne Forklaring, eg at Sagen i alt Fald kunde udsættes, indtil Arrestantinden efter udstaaet Straf blev som forsørgelsesberettiget i Randers hjemsendt dertil, idet den constituerede Politimester i bemeldte sin Skrivelse anførte, at Arrestantindens fraskilte Mand havde for ham forklaret, at da den tidligere, nu afdøde Politimester, for nogle Maaneder siden havde gjort ham bekjendt med Sagen, havde han anseet Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eller Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, og at han endnu tildeels havde denne Tro, da han tydelig erindrede, at den Læge, der havde synet Liget, havde sagt, at Barnet var død af Krampe, og at han ogsaa troede at kunne erindre, at Barnet ikke havde været uden Føde de sidste Dage det levede, men at han senere, ved at tænke tilbage paa hiin Tid og ved at samtale med sine Forældre, var kommen i Tanker om to Omstændigheder, der forekom ham noget mistænkelige, nemlig at der dengang gik en Knappenaal fra Barnet gjennem Endetarmen, hvilket nu syntes at kunne tyde paa et gjort Forsøg paa at skille Barnet ved Livet, og at Arrestantinden havde viist en vis Utaalmodighed med at faae Liget ud af Huset, som dog dengang ikke havde været ham videre paafaldende, men forøvrigt havde han paa den anden Side bemærket, at Barnet havde været svagt og navulig havde stort dobbelt Brok, som netop den sidste Aften, det levede, var stærkt udtraadt.

Efter Modtagelsen af denne Erklæring tilkjendegav Justitsministeriet Amtmanden over Randers Amt i Skrivelse af 28de Marts 1866, at der ifte for Tiden vilde være videre at foretage i Anledning af Arrestantindens Angivelse, men at hun, naar hendes Straf var udstaaet, vilde blive afgivet til Politimesteren i Randers tilligemed den i Straffeanstalten over hende optagne Rapport, for at den fornødne Undersøgelse derefter kunde blive indledet.

I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun den 17de October 1866 fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, havde en i Juli 1865 i Straffeanstalten indsat Qvindefange, med hvem Arrestantinden tidligere haade staaet i Venskabsforhold, spurgt hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men da bemeldte Medfange ikke vilde lade sig nøie med hvad Arrestantinden sagde hende om, at hendes Sorg var begrundet i, at hun ikke hørte noget fra sin Familie, og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, fandt Arrestantinden efter nogen Tids Forløb paa at bilde bemeldte Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var begrundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel, men at Sandheden var, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade hidførte efter al Sandsynlighed Barnets Død; og da nu Arrestantinden under Tausheds Løfte havde fortalt den nævnte Medfange denne Usandhed, for at slippe for hendes nysgjerrige Spørgsmaal, og hvorved Arrestantinden ikke havde havt nogen Betænkelighed, da hun vidste, at hun i denne Retning var aldeles uskyldig, men de efter kort Tids Forløb bleve Uvenner, og den nævnte Medfange, efter forud at have truet Arrestantinden dermed, angav for Inspektricen i Straffeanstalten, hvad Arrestantinden havde sagt hende om den nævnte Forbrydelse, og Inspektricen foreholdt Arrestantinden den nævnte Sigtelse, benægtede hun den vel først, men indrømmede senere, uden at Inspektricen forøvrigt trængte videre ind paa hende, Beskyldningens Rigtighed, idet hun stolede paa, at hun, naar Sagen for Alvor skulde undersøges, dog aldrig vilde komme til at lide Straf i den Anledning, og hun benægtede derfor for Politiet at have sultet Barnet ihjel, og paastod tvertimod at have gjort Alt, hvad der stod i hendes Magt, for at holde det ilive. Den af hende for Politiet saaledes afgivne Forklaring gjentog hun i et samme Dag for Criminalog Politiretten i Kjøbenhavn optaget Forhør og fastholdt der, at den af hende tidligere i Straffeanstalten afgivne Tilstaaelse om at have foraarsaget eller virket til sit nævnte Barns Død var usandfærdig og i fin Tid afgiven af den anførte Grund, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gjentagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig, men efterat hun i et den 31te December 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn og nærmere forklaret, at hun i de sidste Dage, Barnet levede, vedblev at give det Mælk og Tvebakker og at Barnet baade spiste og drak lidt deraf lige til den allersidste Dag det levede, men at det paa den sidste Dag spyttede Maden ud igjen, naar hun forsøgte at give det noget, og hun derhos havde omforklaret, hvorledes det tilgik ved Barnets Død, tilstod Arrestantinden atter, som det i Forhøret hedder "efter længere Examination", at hun havde foraarjaget Barnets Død ved at sulte det i 2 eller 3 Dage, og er derefter senere under Sagen vedbleven denne Forklaring, idet hun nærmere har udsagt, at Grunden til, at hun fattede Tanken at dræbe Barnet, ikke var, saaledes som hun under sit Ophold i Straffeanstalten havde udsagt, den, at hun i Tilfælde af Skilsmisse frygtede for at skulle forsørge Barnet, idet der ikke dengang havde været Tale om, at hun skulde skilles fra Manden, men derimod den, at hun, der, som det i Forhøret hedder, dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedetfor at have 2 Børn, hvorhos hun i saa Henseende yderligere har udsagt, at en senere afdød Kone, der var hendes Veninde, havde indgivet hende Tanken om at skille sig ved Barnet, fordi Arrestantinden da, som denne Kone havde udtrykt sig, bedre kunde gaae paa Commers, og at denne Kone ogsaa harde indgivet hende Tanken om at dræbe Barnet ved at sulte det ihjel, idet hun havde yttret, at saa kunde det ikke sees, hvoraf Barnet var død, men at Arrestantinden iøvrigt, da den nævnte Kone først talte til hende om at stille sig af med Barnet, havde viist dette Forslag tilbage med Afsky og endog tænkt paa at fortælle sin Mand det, men at hun dog opgav dette, og senere gjentog den nævnte Kone Forslaget og hun lod sig da tilsidst forlede dertil.

Derhos har Arrestantinden forklaret, at hun vel har havt Tanken om at stille sig ved Barnet en 8 Dage førend hun bragte den til Udførelse, men i denne Tid havde hun flere Gange igjen opgivet den, og at da hun tænkte, at det dog vilde være at pine Barnet formeget ved at sulte det ihjel, og at hun hellere maatte paa en Gang qvæle det ved at lade det sluge et Stykke Glas, havde hun engang kommet et Stykke Glas i Barnets Mad, men da Barnet havde faaet det i Halsen, fortrød hun det, og hun lagde derfor Barnet paa Maven og dunkede det i Ryggen, saa at Glasset faldt ud; ligeledes har hun udsagt, at hun, efterat have undladt at give Barnet Føde i 2 Dage for derved at fremkalde dets Død, havde paa den 3die Dag fortrudt det, og hun gav da Barnet noget Mad, som det spiste med Hurtighed, ligesom hun ogsaa samme Dags Aften, da hendes Svigerforældre eller maaskee alene hendes Svigerfader var hos hende, igjen gav Barnet Mad, som det spiste med Hurtighed, men den paafølgende Nat henad Morgenstunden var Barnet mere uroligt, end det i den foregaaende Tid havde været, og døde, medens det laa i Arrestantindens Arme. Derimod har Arrestantinden med Hensyn til hvad hendes fraskilte Mand har udsagt om, at der engang var fundet en Knappenaal i Barnets Endetarm, hvilket ogsaa er bekræftet af hans Moder, der efter sin Forklaring er den, der ved at pusle med Barnet fandt Knappenaalen, benægtet at kunne erindre dette og med Bestemthed paastaaet, at hun ikke har forsøgt at dræbe Barnet paa anden Maade end ved at give det det omtalte Stykke Glas og ved senere at sulte det, ligesom hun ogsaa har benægtet at kunne mindes, at hun efter Barnets Død har brugt Yttringer, som tydede paa, at hun ønskede snart at faae Liget ud af Huset, eller, som af hendes Svigermoder forklaret, at have yttret, at hvis Barnet havde levet, var hun maaskee ikke bleven skilt fra sin Mand, hvorimod hun har udsagt, at efter Barnets Død var det hende imod at blive boende i den Leilighed, hvor det var død, og at hun derfor bad sin Mand om, at de maatte komme til at flytte, men dette har han ikke kunnet erindre, uden at han dog har kunnet modsige, at hun har yttret Ønske for ham om, at de flyttede.

Iøvrigt maa det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger antages, at Barnet i længere Tid førend dets Død har været svagt, i hvilken Henseende navnlig maa mærkes, at det var paa Grund heraf og fornemmelig efter Tilskyndelse af Faderens Forældre, at Barnet blev hjemmedøbt, men uøiagtig Oplysning om Barnets Tilstand i den seneste Tid førend dets Død eller om Dødsaarsagen har ikke været at erholde, idet navnlig den Læge, som har tilseet Barnet og synet dets Lig, ikke har kunnet erindre noget nærmere derom. En af det kgl. Sundhedscollegium afgiven Erklæring gaaer vel ud paa, at i den Svaghedstilstand, i hvilket Barnet ifølge Acterne allerede i længere Tid havde befundet sig, maa det ved i 2 eller 3 Døgn at have været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, allerede da Tiltalte opgav sit Forsæt at dræbe det, antages at have været bragt i en Tilstand, der, om den end ikke kan ansees for den direkte Dødsaarsag, dog maa antages i væsentlig Grad at have medvirket til Dødens Indtræden, men denne Erklæring hviler paa den Forudsætning, at Arrestantindens Forklaring om, at Barnet, som meldt, har i 2 à 3 Dage været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, er rigtig, og vel er der nu ikke fremkommet Oplysninger, som kunne give særlig Anledning til at antage, at Arrestantinden skulde ville paalyve sig en saadan Forbrydelse, men paa den anden Side er det, efter hvad der af Arrestantindens fraskilte Mand og hans Moder er forklaret om Barnets Tilstand, Intet til Hinder for at antage, at dets Død er fremkaldt paa naturlig Maade, og der er, efter disse Forklaringer og efter hvað Arrestantindens fraskilte Mands Fader har forklaret, Føie til at antage, at Barnet ikke har manglet al Føde eller Næring i den Tid, i, hvilken Arrestantinden efter sin seneste Forklaring vil have unddraget det al Næring. Ligesom derfor Barnets Død ikke kan give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, saaledes er der eiheller iøvrigt i de fremkomne Oplysninger Data tilstede, der positivt bestyrke Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og naar ved Siden heraf tages Hensyn til, at Arrestantinden, efter først under sit Ophold i Straffeanstalten at have angivet sig skyldig i denne Forbrydelse, men uden at der foreligger nogen Oplysning om, at hendes Tilstand paa den Tid har været saaledes, at den kunde give nogen videre Formodning for Angivelsens Nigtighed, har, da Undersøgelse mod hende først efter 1 Aars Forløb i den Anledning blev indledet, tilbagekaldt Angivelsen og benægtet dens Rigtighed, og derpaa først efter længere Tids Arrest og gjentagen Fremstilling for Forhør har afgivet Forklaring om at være skyldig, men under denne senere Afhøring har afgivet en i flere ikke uvæsentlige Enkeltheder fra hendes første Tilstaaelse afvigende Forklaring, uden at disse Afvigelser synes naturligen at kunne forklares ved, som hun i saa Henseende har udsagt, at den, der i Straffeanstalten modtog hendes Tilstaaelse, har misforstaaet hende, samt det derhos tages i Betragtning, at det efter de under Sagen foreliggende Oplysninger om Arrestantindens Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, er lidet sandsynligt, at hun har gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed, som den hende her under Sagen paasigtede, findes det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet skille det ommeldte Barn ved Livet og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, for fulde, og hun maa derfor, af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed, blive at frifinde for Actors Tiltale i nærværende Sag, idet hun dog efter Sagens Omstændigheder maa være pligtig at udrede Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser."

(Højesteretstidende nr. 36, Mandag den 7. februar 1868)

Gudenaaen. (Efterskrift til Politivennen)

 Silkeborg den 27de Novbr.

- I en Artikel i "Randers Avis", der omhandler den stigende Skibsfart paa Randers og de Foranstaltninger der træffes for at fremhjælpe Trafiken, hedder det om Farten paa Gudenaa: Det er vel nu omtrent 16 Aar siden, at man første Gang forsøgte at befare Gudenaa med Damp. Der var dengang megen Tvivl om Muligheden af en saadan Fart, men ved private Sammenskud fik man dog en Baad bygget, som, hvor mangelfuld den end var, dog viste, at Foretagendet lod sig udføre. Men Mangel paa den senere fornødne Indsigt og fornemlig Mangel paa de fornødne Midler gjorde, at denne Sag laae hen i en Række af Aar, indtil den atter er opfrisket og saa at sige sat paa Dagsordenen i den seneste Tid Havnevæsenet har nemlig foruden en Dampmuddermastine ladet bygge i Motala nogle Jernmudderpramme og en lille Dampbaad til at bugsere sidstnævnte. Med denne lille Baad, som naturligviis ikke er konstrueret i Henhold til de Hensyn, som Farten paa Gudenaa udkræver, er der gjort forskjellige heldige og lovende Forsøg. Baaden er saaledes til en Prøve gaaet lige op til Silkeborg, hvilket man neppe havde troet muligt, men den har nu allerede i flere Uger bugseret lastede Pramme fra Randers til Bjerringbro, hvilket er en ganske overordentlig Gevinst for Farten paa Gudenaa. Som bekjendt har man nemlig, naar man ikke tilfældigviis har god Vind, intet andel Middel til at bringe en Pram fra Randers til Bjerringbro end at stage og trække den op, hvilket navnlig om For- og Efteraar ved Høivande er en yderst møisommelig og langvarig Tour, som stundom har medtaget en Tid af 8 14 Dage. Ved Bugsering foretages denne Tour i c. 6 Miles Længde op imod Strømmen i 8-12 Timer, hvorved opnaaes den overordentlige Fordeel, at hele Touren fra Randers til Silkeborg kan gjøres i 2 Dage, ja om Sommeren endog i eet Døgn, thi fra Bjerringbro til Silkeborg er der anlagt Trækvei, og hvad der er Hovedsagen, Farten paa Gudenaa er derved bleven regulair. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. november 1867)

Silkeborg, den 29de Novbr.

- Da vi i sidste Avis optog et Brudstykke af en Artikel i "Randers Avis" om Pramfarten paa Gudenaa tænkte vi ikke paa, at der bag samme kunde skjule sig nogen anden Hensigt end den, at ville meddele Læserne et glædetigt Fremskridt, som var skeet med Farten paa Gudenaa, idet man nu kunde benytte Dampen der, hvor man tidligere har maattet tye til Heste- og Haandkraft, og følgelig sætte Silkeborg i en hurtigere og regelmæssigere Forbindelse med Randers end hidtil; vi anede ikke, at Forfatterens egentlige Hensigt mulig kunde være at fremstille Sagen saaledes for de med Forholdene Ubekjendte, at de maatte faae det Indtryk, at nu var Pramfarten mellem Randers og Silkeborg saa god, at sidnævnte By og dens Omegn ingen Jernbane behøvede. Men ved i de mellemliggende Dage at tale med nogle af vore Medborgere, som have nøiere Kjendskab til Sagen end vi, have vi faaet en til Vished grændsende Formodning om, at Forfatteren nok ikke har været saa ganske fri for at have en saadan "Ræv bag Øret". Forf. holder sig nemlig, som vi ere blevne overbeviste om, ikke saa ganske til Sandheden, og da man jo først og fremmest maa have den for Øie, naar man vil bringe en vigtig lokal Nyhed, synes dette at tyde paa, at Forf. har havt en anden Bevæggrund til at gribe Pennen, end den, han vil give det Udseende af. Efterat Forf. har givet en lille historisk Fremstilling af de tidligere Forsøgs Skjæbne med Hensyn til Dampbaadfarten paa Gudenaa og meddeelt, at Sagen nu er "sat paa Dagsordenen'' (i Randers?), fortæller han nemlig, at den lille i Motala byggede Dampbaad "til en Prøve er gaaet lige op til Silkeborg, hvilket man neppe havde troet muligt." Heraf skulde man jo troe, at Dampbaaden ved egen Hjælp var gaaet herop, men dette er langtfra Tilfældet; thi uagtet Baaden kun er af ringe Dybgaaende, saavidt vi erindre lidt over en halv Alen, og den ingen Pram havde paa Slæb, saa kunde den, efter hvad vi erfare fra paalidelig Kilde, ikke gaae herop ved egen Hjælp, men maatte slæbes frem paa flere Steder. Forf. siger dernæst, at "hele Touren fra Randers til Silkeborg (nu) kan gjøres i 2 Dage, ja om Sommeren endog i eet Døgn", men dette er, som vi høre, neppe heller ganske korrect, thi selv om en enkelt Pram af den lille Damper kan blive bugseret fra Randers til Bjerringbro i 8-12 Timer, hvad der er meget tvivlsomt, saa kan den ikke tilbagelægge Strækningen fra Bjerringbro til Silkeborg i den øvrige Tid, og fremfor Alt maa man huske paa, at en Dampbaad, selv om den er større end den lille svenske, aldrig vil kunne bugsere mere end een Pram ad Gangen, især saalænge Gudenaa er i dens nuværende Tilstand. Endelig siger Forf., at "Farten paa Gudenaa (ved den lille Dampbaads Hjælp) er bleven regulair"; men hvorledes kan en Seilads, som er stoppet i alle Vintermaanederne og til de andre Tider af Aaret kun kan udføres meget uregelmæssigt, kaldes "regulair"? Ja, hvis Dampbaaden kunde gaae til alle Tider af Aaret og ikke havde Andet at gjort, kunde den maaskee kaldes saaledes; men det har jo allerede i den korte Vinter, vi have havt iaar, viist sig, at Farten paa Gudenaa har været generet, rigtignok kun i kort Tid, og saaledes vil jo fremdeles nogle faa Graders Frost træde hindrende iveien for enhver "regelmæssig" Fart. Vi indrømme villigt, at det er et Gode, et Fremskridt, at Pramme, om det ogsaa kun er til enkelte Tider, kunne blive bugserede fra Randers til Bjerringbro i kortere Tid, end de kunne trækkes og stages, men hvis Nogen skulde lade sig forlede til at troe, at dette Gode skulde kunne afhjælpe den Trang, Silkeborg saavelsom hele Midtjylland har til en Jernbane, da er man paa fuldstændigt Vildspor, og det er vort Haab, at Ingen, der mener det godt med Midtjyllands Opkomst, vil fæste Lid til en Beretning, som søger at slaae en saadan Tanke fast. - At vi ikke staae ene i denne vor Opfattelse af Sagen, fremgaaer af nedenstaaende Skrivelse, som vi modtog efterat Ovenstaaende var nedskrevet.

"Hr. Redacteur!

I "Silkeborg Avis" af 27de d. M. findes optaget et Uddrag af en Artikel i "Randers Avis" om Farten paa Gudenaa. Tillad mig i denne Anledning at protestere, og jeg troer, at denne Protest vil tiltrædes af alle Silkeborgs og Omegns Beboere, imod den omtalte Artikels Indhold, forsaavidt som denne skulde ville slaae fast, at Farten paa Gudenaa nu som Communicationsmiddel var ifærd med at opfylde alle mulige Forlangender.

Farten paa Gudenaa er og vil altid blive en uheldig Forbindelse mellem Silkeborg og Randers og gjennem denne By med alle andre Pladse. Selv om Aaen gjøres nok saa seilbar og der sættes nok saa mange Bugseerdampbaade paa den, de være slette eller gode, saa kan dette ikke forhindre Vinteren i at afskjære Forbindelsen i flere Maaneder af Aaret, saavel herfra til Randers, som fra Randers til Udbyhøi, Denne uomstødelige Ulempe er alene tilstrækkelig til, at vi Alle der af al Magt maa bekæmpe enhversomhelst Udtalelse, der endog i ringeste Maade vil vække Tvivl om Nødvendigheden af, at vi faae en Jernbane. Den ubehjælpsomme, langvarige og dyre Transport over Randers og ad Gudenaa har længe nok hvilet tungt paa os, og nu da Øieblikket nærmer sig, hvor Jernbanesagen skal afgjøres, er det nødvendigt, at en Protest fremkommer, for at ikke en feilagtig Anskuelse skal bemægtige sig de, der ville faae med dette Spørgsmaals Afgjørelse at gjøre.

Det er ikke min Hensigt her at imødegaae de forskjellige fejlagtige Angivelser i Beretningen eller Slutninger om en "regulair Fart", som Artiklen i "Randers Avis" fremkommer med. Gudenaas nuværende Seilbarhed er ikke saaledes, at Dampbaade ville være istand til at bugsere Pramme hertil. De Forsøg, der ere gjorte, ere alle faldne uheldige ud, idet at Dampbaadene enten have maattet lade sig slæbe af Prammene for at komme igjennem de snevre Steder eller have maattet bruge Heste- eller Mandskraft for at naae herop. Aaen lader saa meget tilbage at ønske, at det endnu vilde koste betydelige Summer at faae den "regulaire Fart" igang. Jeg skal til Slutning bede Himlen bevare os for, at der i Fremtiden anvendes en eneste Skilling, idetmindste af offentlige Midler, paa endvidere at forbedre Gudenaafarten, da enhver Skilling vil berøve os Dage af den kostbare Tid, til Silkeborg faaer sin Jernbane. Alle Kraftanstrængelser fra Randers By, der nødigt vil give Slip paa de i saa mange Aar havde Fordele, ville være forgjæves ligeoverfor vort berettigede Forlangende.

Deres H."

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. november 1867)

Gudenå. Carl Stenders Kunstforlag. Postkort 1913. Det kongelige Bibliotek. Ulstrup ligger mellem Bjerringbro og Randers, og altså på det stykke hvor strømmen ikke nødvendiggjorde brug af heste til at trække prammene. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Gudenåen havde i århundreder været den vigtigste transportvej mellem kysten (Randers) og til det indre Jylland. Det foregik i fladbundede pramme (kåge) som kunne laste op til 25 tons papir, mursten, tørv, kalk, tov og lignende. Modstrøms (Randers til Silkeborg) blev prammene trukket af lejemænd (pramdragere) som langs bredden trak prammene med liner. Fra Bjerringbro dog på grund af den stærke strøm med heste. Medstrøms gjorde vand og vind arbejdet. Pramdragerne satte ekstra fart på med lange stager. 

Pramfartens storhedstid begyndte da Silkeborg blev handelsplads i 1846. Den gik for alvor i gang i 1851, på trods af modstand i Rigsdagen og handelsfolk i Randers og Silkeborg (Michael Drewsen). Trækstien blev udvidet til ca. 3 meter og hævede sig ca. 2 meter over sommervandstand. Åen fik en sejlbredde på ca. 13-15 meter (så to pramme kunne passere hinanden) og vanddybden var garanteret en lille meter selv i lavvandsperioder. Trækstien blev en regulær vej, med broer, stenkister m.m. over vandløb.

Et regulativ af 1861 gav pramfarten fik fortrinsret på Gudenåen. Men jernbanen overhalede pramfarten indenom: Turen Silkeborg-Randers t/r tog en uges tid. Fra Silkeborg gik turen let med strømmen og tog 1-2 dage. Turen Randers-Silkeborg tog noget længere tid. Anslået nåede pramfarten op på 80-120 pramme. Da jernbanen kom til Silkeborg i 1871, betød det en voldsom nedgang i pramfarten som dog fortsatte i formindsket omfang til omkring 1920.

Jylland 15de September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Skive. Det forleden Dag hertil Byen ankomne preussiske Militair forlod atter Byen igaar Morges og marscherede ad Viborg til.

- Igaar vendte Eieren af Østergaad, Rigsraad Brinck-Seidelin tilbage hertil, efter i Viborg at have udstaaet den ham paa Grund af Skattenægtelse af det preussiske Militairgouvernement idømte 3 Dages Fængselsstraf.

(Skive Avis 15. september 1864).

Gejstligheden i Slesvig. Ifølge Angivelse i Kirkekalender for Hertugdømmet Slesvig vare af de 228 den 1ste November 1863 der fungerende Præster 118 fødte i Sønderjylland, 26 i Nørrejylland, 57 paa Øeerne, 1 paa Island, 1 paa Færøerne, 21 i Holsten og 4 i Tydskland. Af disse samtlige Præster have 106 taget Examen ved Kjøbenhavns Universitet, 122 paa Gottorp, i Glückstadt og i Flensborg. Siden første Februar ere af disse enten dragne bort eller ogsaa afskedigede af Civilbestyrelsen: Slesvigs Biskop, i Aabenraa Provsti 5, i Ejderstedt Provsti 2 (fødte i Hertugdømmerne) i Flensborg Provsti 28, i Gottorp Provsti 11 (deriblandt 1 fra Hertugdømmerne), i Haderslev Provsti 10 (deriblandt 1 paa Gottorp examineret), i Hütten Provsti 1, i Provstierne Husum og Bredsted 4, i Sønderborg Provsti 7, i Tønder Provsti 14; tilsammen 83.

(Ribe Stifts-Tidende 15. september 1864).

Forberedelser til de tydske Troppers Tilbagemarsch. (AH. Av ) I Søndags vare Amtmændene fra fem østjydske Amter kaldte til Aarhuus til en Forhandling med Militair-Gouvernementet, hvorved man traf en Overeenskomst med dette om, at de paa forskjellige Steder værende, under den preussiske Kommandantur umiddelbart liggende Reservemagasiners Beholdning overgaaer til Amterne, imod at disse paatage sig at levere c. 97,000 Mundportioner og c. 25,000 Rationer, naar de fremmede Tropper foretage deres Tilbagemarsch, paa de Steder, som disse forlange, Den paatagne Leverance vil udgjøre ikke betydeligt mindre end Beholdningen i Magasinerne, hvorimod den tilsvarende Fordeel for Tropperne ligger i at have de anordnede Portioner til Disposition til Udlevering, hvor de gjøres fornødne. Efter Forlydende skulle de preussiske øverste Autoriteter have udtalt sig som om de sikkert antage, at Troppernes Udmarsch var nærforestaaende. - Efter Forhandlingerne vare d'Hrr, Amtmænd indbudne til Diner hos Hs. Exe, General v. Falckenstein, hvilken Indbydelse imidlertid kun Hr, Kammerherre Bretton fra Viborg saae sig istand til at efterkomme.

- De tydske Troppers Route, naar Tilbagemarschen skal foregaae, er bestemt saaledes, at Hovedstyrken marscherer over Randers, Haldum, Skanderborg, Horsens, Veile, Kolding, og kun de Afdelinger, som komme fra Viborg samt fra Grenaa Ebeltoft-Halvøen, ville passere over Aarhuus, for ved Skanderborg at slutte sig til Hovedrouten.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 15. september 1864).

Ifølge "Nordsl. Tid." ere følgende Mænd fra Haderslev Vesteramt arresterede for Deelagtighed i Bestræbelser for at bevare Nordslesvigs Forbindelse med Danmark (som Tilhængere af Foreningen "Holger Danske"): Capellan Grove Rasmussen fra Gram, Skolelærer Holm fra Gram, Billum fra Kastrup, Petersen fra Gabel, Skolelærer Paulsen fra Skrydstrup, Hansen fra Øslerlinnet, Hansen fra Læk, Lykke fra Stenderup, Bjerrum fra Rustrup, Sørensen fra Fohl, Lund fra Brandsgaard, From fra Eudrupskov, Schmidt fra Thiset cg Snedker Kruse fra Skrydstrup. 

Antallet af de fordrevne slesvigske Embedsmænd angives til 650. Om holsteenske heri ere indbefattede, vides ikke. (A. Av.)

I Mandags Morges forlode de forhenværende Præster ved den frie danske Menighed i Flensborg Byen, for at begive sig til Kiøbenhavn. Forinden deres Afreise havde saavel Pastor Graae som Pastor Munk modtaget mangfoldige Beviser paa den Agtelse og Hengivenhed, som de havde erhvervet sig i deres Menighed. Saaledes havde en Deputation af Menigheden overrakt Pastor Graae Tegningen til en meget smuk Sølvbordopsats, med Tilføjende, at hans Afskedigelse var kommen Menigheden saa uventet, at man ikke havde saaet Tid til at faae selve Bordopsatsen færdig, saa meget mindre som det forekom Deputationen passende, at Gaven forfærdigedes i Flensborg. - Pastor Munk erholdt fra den danske Borgerskole et smukt forarbejdet Drikkehorn, i hvilket der var indgravet et Løfte om snart at see den afholdte Lærer vende tilbage til sin Virksomhed. Ved Dampskibets Afgang havde der paa Skibsbroen, Quaien og i mangfoldige Baade i Havnen samlet sig en talrig Skare af Danske, som vilde bringe deres Sjælesørger det sidste Levvel. Da Dampskibet afsejlede, viftedes der med Lommetørklæder, og gjentagne Hurraraab viste de forbavsede Preussere paa de omliggende Krigsskibe, at Danskheden endnu havde talrige Repræsentanter i Slesvigs Hovedstad.

- - -

Aalborg. 14de Septbr. - Idag afrejste paa reqvirerede Vogne den sidste Afdeling af de herværende preussiske Tropper tilligemed Feltpostcontoiret og Telegraphstationen. Denne sidste fjendtlige Besættelse har varet siden 9de Juli, og uagtet Troppernes Forhold i det Hele taget har været ganske upaaklageligt, er Glæden over at være bleven dem qvit, forhaabentlig for stedse, dog almindelig. De i Magasinerne værende Beholdninger medtoges. (A. St.-Td.)

Randers , 9de Septbr. - For første Gang i de sidste 4 Uger foretoges her idag en Troppedislocation, idet 2 af de Compagnier, der laae indqvarterede her, droge til de omliggende Landsbyer, hvorimod 4 Compagnier, der have ligget i Egnen, foreløbig skulle forblive her. Ligeledes ere omtrent 300 Rekruter ankomne for at erstatte den afgaaede Reserve, der oversteeg de Nyankomnes Antal med omtrent 300, da samtlige her i Jylland liggende Regimenter kun skulle bestaae af den almindelige Fredsstyrke, 802 Mand i hver Bataillon.- Omendskjøndt man i Regelen ikke kan klage over de herliggende Troppers Opførsel, saa har der dog igaar en halv Miil herfra tildraget sig en af de uhyggelige Scener, hvoraf vi her i Omegnen allerede iforveien have oplevet enkelte. En Soldat vilde fra en Landmands Mark borttage et Neg Havre, men blev af Eieren forhindret heri. Der udvidede sig en lille Kamp om Byttet, der gik saa vidt, at Soldaten trak sit Sidegevær og saarede Landmanden i Armen og Haanden. Flere Soldater kom til, efterat Landmanden, tiltrods for sine Saar, havde kastet Soldaten til Jorden. Anmeldelse skete strax til Hauptmanden, der sad ved Middagsbordet i en nærliggende By, men strap begav sig til Stedet, hvor Gjerningen var begaaet, og lod Ugjerningsmanden arrestere, hvorhos han lovede ham, at han nok skulde saae en saadan Straf, at han herefter tabte Lysten til at drage Sabel mod værgeløse Folk. (Folk. Av.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 15. september 1864)

Fra Randers skrives i Fredags til "Fks. Av.": For første Gang i de sidste 4 Uger foretoges her idag en Troppedislocation, idet 2 af de Kompagnier, der laae indqvarterede her, droge til de omliggende Landsbyer, hvorimod 4 Compagnier, der have ligget i Egnen, foreløbigt skulle forblive her. Ligeledes ere omtr. 300 Rekrutter ankomne for at erstatte den afgaaede Reserve, der oversteg de Nyankomnes Antal med omtrent 300, da samtlige her i Jylland liggende Regimenter kun skulle bestaae af den almindelige Fredsstyrke, 802 Mand i hver Bataillon. Paa mange Steder har Landbefolkningen havt god Gavn af Soldaterne, da disse paa Grund af den store Folkemangel, der hersker, have hjulpet dygtigt med ved Høsten, med hvilken det desværre for Øieblikket ikke seer godt ud, da vi nu omtrent have havt 5 Dages næsten uafbrudt Regnvejr. Bygget og navnlig Hveden er paa mange Steder uhøstet, af Rug og Havre er næsten Alt i Huus. - En spansk og en fransk Officeer, Begge unge Mennesker, ankom i Løverdags til Veile; formodentligt ville de nok lidt længere nordpaa, for at see noget af det øvrige Jylland. - Omendskjøndt man i Regelen ikke kan klage over de herliggende Troppers Opførsel, saa har der dog igaar en halv Miil herfra tildraget sig en af de uhyggelige Scener, hvoraf vi her i Omegnen allerede iforveien have oplevet enkelte. En Soldat vilde fra en Landmands Mark borttage et Neg Havre, men blev af Eieren forhindret heri. Der udviklede sig en lille Kamp om Byttet, der gik saa vidt, at Soldaten trak sit Sidegevær og saarede Landmanden i Armen og Haanden. Flere Soldater kom til, efter at Landmanden tiltrods for sine Saar havde kastet Soldaten til Jorden. Anmeldelse skeele strax til Hauptmanden, der sad ved Middagsbordet i en nærliggende By, men strax begav sig til Stedet, hvor Gjerningen var begaaet, og lod Ugjerningsmanten fængsle , hvorhos han lovede ham, at han nok skulde faae en saadan Straf, at han herefter tabte Lysten til at drage Sabel imod værgeløse Folk. De øvrige Soldater vare meget opbragte over deres Kammerats Adfærd, men vare komne for silde til at forhindre den.

- - -

- Det preussiske Militairgouvernement for Jylland har nu bestemt, at de i Lemvig Havn henliggende beslaglagte Skibe, henved 40 i Tallet, skulle føres her til Aalborg. Aarsagen hertil, mener Nykj. Av., er sandsynligviis den, at Fjenden nu har indseet Umuligheden af at føre Fartøierne ud af Aggercanal paa Grund af den lave Vandstand. Da Skibene, der for endeel

ere smaa og kun benyttes til Fjordfart, ere Eiernes eneste Erhverv, indgave disse for nogen Tid siden en Ansøgning til den fjendtlige Overcommando om at maatte benytte Fartøierne paa Fjorden, imod at vedk. Communer garanterede deres Tilstedeværelse, naar denne fordredes. Denne Ansøgning blev afslaaet og deelte saaledes Skjæbne med den tidligere omtalte ana. Ophævelsen af Forbudet imod Udførselen af tørret Havre Skibseierne gjorde ved Andragendets Indgivelse Vedk. opmærksomme paa, at Fartøierne vare udsatte for at bedærves af Soorm ved i længere Tid at henligge i Lemvig Havn og som Beviis for denne Paastands Rigtighed medsendtes et Stykke Træ, som i nogen Tid havde ligget der og som derved var aldeles ødelagt. Muligt kan denne Oplysning ogsaa være Grunden til den nu tagne Bestemmelse om Fartøiernes Transport til Aalborg.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. september 1864).

Søndergade i Horsens. Illustreret Tidende 7. juli 1861.

Hjemsendte Soldater. 16de til 19de August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

I "Middelfart Avis" af 12te ds. skrives: "Vor By frembyder i disse Dage et noget ejendommeligt Syn. I alle Gader seer man Personer bevæge sig, der ere klædte paa en just ikke almindelig Maade, - i Almindelighed i hvide Beenklæder og blaastribet Bluse. Endeel af disse Personer ere gode danske Soldater fra Jylland, der ere hjemforlovede; men endeel Andre have som Tillæg til de nævnte Klædningsstykker et rødt, meget fremtrædende Halstørklæde; hos Nogle bemærker man ogsaa en blaa Kasket med en rød Snor og en hvid Fjer; hos Adskillige sorte Beenklæder, rød Trøie og noget Guult et eller andet Sled. Man gjætter strax, at det er de hjemforlovede sydslesvigske Soldater, der paa denne Maade give deres Glæde Luft over at være blevne "befriede" fra det danske "Aag". Her i Byen, hvor Mange af dem i en Tid have ligget, ville vi aldeles ikke savne dem, deels fordi de ikke altid have trukket en skarp Grændse mellem Mit og Dit, deels fordi vi tidt have været Vidne til deres upassende Opførsel mod deres Overordnede, til at de have viist Foragt og Haan mod det Danske, som de i deres Barndom og Ungdom have lært grundigt at hade. De overføres nu i disse Dage til Snoghøi, cg de ere næppe komne bort fra Udskibningsstedet, førend de stikke de sleevigholsteenske Farver ud og af fuld Hals skraale "meerumschlungen"; Een af disse Herrer havde endog igaar den Frækhed at lægge Haand paa en Officier. Af Østerrigerne paa Snoghøi behandles de imidlertid med fortjent Foragt. Det forbydes dem saaledes at synge Oprørssangen, medens de ogsaa der maae døie "den tappre Landsoldat"; Commandanten der skal have spurgt Nogle, om de nu ønskede at træde i preussisk Tjeneste, og da de meget bestemt sagde Nei dertil, stillede han dem i Udsigt, at dette dog alligevel let kunde blive Tilfældet, og at de da nok vilde faae at vide, hvad det er at være Soldat; en Opsætsig blev straffet med Stokkeprygl. I "Schleswig-Holstein" ville de imidlertid naturligviis foreløbig blive prydede med Laurbærkrandse."

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 16. august 1864).

Bombardement de Middleford par une batterie autrichienne. Plage des bains. Batterie danoise sur le droite de Middleford, a 500 mettres de la ville. Le monde illustré: journal hebdomadaire. 16. juli 1864.

Om de til Jylland ankomne Hjempermitterede hedder det fra Randers i Byens Av. igaar :

"I disse Dage passere en Mængde Hjemforlovede herigjennem nordpaa. De bekræfte destoværre Alle den lidet hensynsfulde Maade, hvorpaa man ved Hjemforlovningen trækker dem af Kongens Tøi og lader de Afklædte frit Valg, om de ville reise hjem uden Klæder eller fægte sig igjennem som de bedst kunne. Vi havde personlig Lejlighed til at tale med Flere, og af disse var især en, en rask Karl af 11te Regiment, skammelig slet klædt. Paa vore spørgsmaal fortalte han Følgende: Ved Afregning modtog jeg den ubetydelige Sum af et Par Daler; jeg havde ikke mere tilgode; Resten var gaaet til Fodtøi og andre Nødvendigheder, da jeg siden Fjenden rykkede nordpaa Intet har kunnet erholde fra mit Hjem. Kongens Tøi, et Par gode Beenklæder og en Vaabenfrakke, der ikke var en Mark værd, maatte jeg af med, om jeg vilde hjem, civile Klæder havde jeg ingen af; jeg maatte da see hvor langt jeg kunde komme med det Par Daler. - "Men De fik Marschpenge?" - Ja 9 Mk. som Forskud paa Marschpengene, mere kunde jeg ikke faae; jeg tillod mig endda at spørge Compagniecommandeuren, hvor vi skulde have Resten; men jeg fik det Svar, at vi havde at henvende os til Lægdsmanden naar vi kom hjem. Altsaa, jeg havde hvad jeg fik. Et Par aflagte Beenklæder skjænkede en Borgermand i Middelfart mig, og for 2 Rd. var jeg saa heldig at faae mig denne lyse Bomuldsfrakke, der, som De seer, ikke er 3 Mk. værd. Beenklæderne var jeg saa uheldig idag ved at stige af Vognen at sprænge, og med mine tomme Lommer veed jeg ikke hvad jeg skulde gjort, naar ikke Hr. X., hos hvem jeg tidligere har ligget i Qvarteer, havde givet mig det Par, jeg har paa. Og saaledes seer De her som en pjaltet Tigger en tapper Landsoldat, som har havt den Glæde at være med hver Gang, man har havt Brug for 11te Regiment, uden at være saa meget som ridset af en preussisk Kugle, og veltilpas, naar jeg kun ikke i min noget mistænkelige Dragt maatte luske forbi de pyntelige Preussere, der see med forundrede Blik paa de i danske Soldaters maleriske Civiluniformer. - "Have I havt nogen Lettelse paa Marschen. fri Befordring f. Ex?" - Jo, jeg maa ikke lyve, fri Overfart fra Middelfart til Jylland. - "Og saa?" - Saa forresten have Tydskerne hjulpet paa os; saa snart vi melde os hos Commandantskaberne i Byerne, beordre de strax saa og saa mange Vogne af Parken til at befordre os."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. august 1864).

Efter at Falkenstein var udnævnt til tysk øverstkommanderende i Jylland 1. august 1864, meddelte den danske regering de jyske embedsmænd at de skulle adlyde hans ordrer. Dvs. ifølge aftalen fra Wien at Jylland skulle ernære den tyske arme. Det preussiske militær fandt imidlertid prisen for høj og begyndte at importere varer fra Tyskland. Da det danske toldvæsen ikke ville udlevere tyske varer der lå i forråd, før der var betalt told, førte det til arrestation af den jyske toldinspektør.

Proklamation til Lemvigs Indvaanere. Kommandanten i Lemvig havde under 1ste ladet trykke og omdele i Lemvig svigende Proklamation: Beboere af Lemvig! Paa Hs, Excell. den kommanderende General, Friherre von Gablenz, min ophøiede Feltherres Befaling besætte vi Østerrigere fra idag af Eders By; vi ere ikke, som Ildesindede have skildret os, Vandaler og Horder af umenneskelige Barbarer, som plyndrende og brandskattende drage gjennem Landet, men som keiserlige Soldater og østerrigske Krigere have vi, som første Lov, medbragt fra vort Hjem Agtelse for Eiendom, Ret og Lov, Saalænge denne Byes Okkupation varer, indestaaer jeg Eder for, at de mig undergivne Tropper, som ere uvante med Udskeielse og Undertrykkelse, ikke ville tillade sig nogen Voldsomhed. Eders huuslige og borgerlige Forhold blive uantastede, dog venter jeg, at der bliver ydet den militaire Autoritet i enhver Henseende ubetinget Lydighed, Kun de, som i Ord og Gjerning sætte sig op imod de Befalinger, som angaaende Jyllands Bestyrelse udgaae igjennem den i Randers af den keis. østerrigske og kgl, preussiske Regering indsatte høie Øvrighed, kun de ville have at tilskrive sig selv, naar deres strafværdige Forhold gjør det nødvendigt at bringe den mig som Stations-Kommandant over Lemvig givne Fuldmagt til Udførelse og lade dem straffe efter Krigsloven. - Lemvig, 1ste August, Dagen efter Vaabenhvilens Udløb. Alfred von Bivenot, Stationscommandant."

(Redacteuren af "Lemvig Avis" har seet sig nødsaget til at fortrække, og hans Bolig er sat under Bevogtning.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 15. august 1864. Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. august 1864)

E. H. (tysk xylograf): Vieh- und Weintransport nach Jütland. 1865. Selv om krigshandlingerne var ophørt, skulle tropperne stadig have mad og drikke. Udover at købe det på stedet hos jyderne, blev der også transporteret kvæg og vin fra Tyskland. Tegningen fremstiller formentlig en af disse transporter. På bukken ses en civil kusk, måske en dansk eller tysk bondekarl. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ærøeskjøbing. Igaar afholdtes den aarlige Fugleskydning, der er en Festdag for hele Byen. Efterat Trommen og Musiken i den tidlige Morgen havde sat det rette Skyttelaugshumør paa Glid, marscheredes som sædvanlig til Skydepladsen, hvorhen i Dagens Løb den øvrige Befolkning valfartede for at feire Aarets Mærkedag. At den alvorlige Tid vi leve i, udøvede sit Tryk paa Stemingen, er en Selvfølge; dog var det rigtig, at Skyttebrødrene flinkt gav Møde og at man samledes i freidig Forening; og selv "Den tappre landsoldat," denne herlige Melodi, der aldrig høres uden dyb Bevægelse, lød snarere trøstende gjennem Gaderne om Aftenen, som et Vidnesbyrd om den dybe Grundtone, den Kjærlighed til alt hvad der er Dansk, som rører sig i Folkets Hjerter; ved Siden af lød de klare Børnestemmers smukke: "Stolt med opreist Pande!" osv.

Foreløbig bemærkes, at Smedemester Christensen iaar blev Fuglekonge.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 19. august 1864).

De Hjempermitterede slesvigske Soldater kunne ikke vente med at istemme Oprørssangen til de komme paa slesvig-holsteensk Grund, men allerede midt blandt den danske Befolkning høres de skraale den. For nogle Dage siden opvartede de saaledes i Hs. Maj. Kongens ! Nærværelse med Oprørssangen. Dette har efter "Alt. M." havt til Følge, at Hs. Majestæt, der blev meget opbragt herover, strax befalede at standse med alle frie Overfarter, og desaarsag kom det Skib, der forleden hentede de i Lasarretherne i Flensborg værende saarede Danske, ganske tomt til Flensborg. En stor Deel af de hjempermitterede Slesvigere gaae derfor over Snoghøj og maae saaledes passere Kolding, hvor Indbyggerne, ifølge samme Blad, ere saa "giftige", at de ikke engang ville lade dem komme ind i Værtshusene, men lukke Dørene for dem. Saavel "Nordd. Allg. Ztg." som "Alt. M." og "Nordsl. Td." omtale et Overfald, der Syd for Kolding skal være bleven udført paa de hjemvendende Slesvigere, og ved hvilken Lejlighed En fik et Kindbeen knust, saa at Benene stak ud gjennem Kinden, en Anden fik et Brud paa Hjerneskallen, en Tredie fik sin Haand lemlæstet, og mange Andre erholdt lettere Saar. Dette Overfald, der dog lalfald næppe har fundet Sted uden Foranledning fra de oprørske Soldaters Side, siges at være udført af 50 til 100 af Kolding Byes Borgere, der pludselig ved Nattetid overfaldt Vognene, der kom kjørende enkeltviis med de Hjemvendende, og kastede med Chaussestene paa dem. Prinds Friedrich Karl skal fra Aabenraa strax have telegraferet til Kolding og befalet de der i værende Autoriteter at beskytte de Hjemvendende, Det hedder ogsaa, at nogle af Gjerningsmændene skulle være paagrebne. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 19. august 1864).

Troværdigheden i disse beretninger hvad angik overfaldene blev draget i tvivl i danske og tyske aviser, som citerede nogle af de indblandede slesvigere da de kom til Flensborg. Tyske aviser påpegede at i den usikre situation der var opstået under fredsforhandingerne, florerede en masse rygter som var uden hold i virkeligheden, men som skulle underbygge den ene eller anden teori om hvad der var ved at ske. Beretningerne fortsatte imidlertid august ud, se kommende afsnit.

Flensborg. Aabenraa. Fred. 6te til 7de August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg den 2den August. Idag har her været en frygtelig Bevægelse i Byen i Anledning af Efterretningerne om den vedtagne Fredsbasis. Den største Deel af Byen er illumineret, hvortil der ieftermiddag blev tilsagt af Politibetjente. Jeg har været op og ned ad Gaderne. Veiret var prægtigt ovenpaa et voldsomt Veir iformiddag, og Gader og Stræder vare næsten ufremkommelige for syngende Mennesker og alle Slags Tilskuere i store Klynger, hvoriblandt især preussiske Soldater spillede en Hovedrolle. Disse lode sig allevegne forlyde med, at det er især dem, vi have at takke for hele Værket. Mange Steder var Illuminationen smagfuld og storartet med Dekorationer og Transparenter, f. Ex. Hertugens, Prinds Friedrich Carls og Gablenzs Portraiter, omslyngede med Flag og Grønt. Udenfor Raadhuset brænde Begfakler flere Huse, navnlig Borgemester Funcks og Senator Battsens (to grundige Wühleres) ere smykkede med Guirlander og behængte med tydske, preussiske, østerrigske og schleswigholsteinske Flag. Paa Gaden er der Musik flere Steder, og fra Mariekirketaarnet blæses, hvilket har forsamlet en umaadelig Sværm deromkring og paa Nørretorv, hvor der hujes og skriges uafbrudt. Selv mange loyale Folk have Lys i Vinduerne under disse Omstændigheder; flere, jeg traf paa, vare fortvivlede, men meente, at man kunde ikke vove at lade være. Ikke faa standhaftige Familier havde dog undladt at illuminere og derfor udbedt sig Commandantens Assistance i paakommende Tilfælde; men han har næppe nogen synderlig Styrke at disponere over, da alle Soldater ere ude at sværme. En Mand, som jeg mødte, havde hørt, at der gik Gendarmer om og noterede de mørke Huse, hvorfor han just var paa Veien hjem for at give efter og sætte Lys i Vinduerne. Det er nu Midnat, og flere Steder har man endnu ikke slukket. Flere Sværme drage endnu om og synge "Schleswigholstein" og raabe deres: "O Hannemann! O. Hannemann! Gamle Danmark is in æ Buttel" (c: kan nu rummes i en Flaske.)

Senere.

Nu er der slukket allevegne, og nu gjør den berusede Pøbel Optøier. Nogle Steder slaaes Ruderne ind. Jeg er dog gaaet aldeles fri. Hos Slagter Hildebrandt i Angelbogade huserede Pøbelen skændigt, man brød ind i Huset og har spoleret endeel. Havde Politiet blot villet passe saa godt paa som da Dampskibet gik bort herfra med de mange Forjagne, saa var megen Skandale undgaaet.

(Flyveposten 6. august 1864).

Fotograf Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Flensburg Havn. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, original følger herunder:

Altona, 2. aug. Ifølge de slesvigske civilkommissærers seneste dekret er alle herresfogder og flere husfogeder på Als samt en lang række toldere på denne ø og i andre dele af Slesvig blevet afskediget og nye konstitueret. Disse forandringer i personalet som senere vil blive fulgt af andre vedrørende fordelingen af ​​forretningerne mellem embedsmændene, bærer karakter af fuldstændig oprydning; Det er ikke længere som i begyndelsen blot et spørgsmål om at fjerne de elementer der er direkte skadelige for den nye administration; Det handler om nye organer for de nye principper der kom ind i landet med den preussiske regering – for den østrigske regering gør sig ikke gældende. Slesvig vil snart på overfladen bære karakter af en preussisk provins. På de nyligt erobrede frisiske øer gennemføres fornyelsen af ​​det officielle personale lige så grundigt som på Als. Flere betjente er blevet anholdt der. Landfoged Tvede, pastor Meyer og toldkontrollør Masowsky der var blevet anholdt på Sild, sidder stadig i let fangenskab på en kro i Tønder by. - Ligesom gendarmerne er postillonerne i Slesvig nu uniformerede; men man leder forgæves efter de slesvig-holstenske farver i beklædningen (som består af mørkeblå frakke med karmosinrøde armhuleklapper, krave og revers og mørkegrå bukser) og på den blå og gule kokarde. På den anden side er den hvide armbind, symbolet på Østrigs og Preussens kombinerede styre, fastgjort til jakken.

Altona, 2 Aug. Nach dem neuesten Verordnungsblatt der schleswigischen Civilcommissaire sind sämmtliche Hardesvogte und mehrere Hausvögte auf Alsen, desgleichen eine Menge Zollbeamte auf dieser Insel sowohl als in andern Gegenden Schleswigs entlassen und neue constituirt worden. Diese Veränderungen im Personal, denen später andere auf die Vertheilung der Geschäfte unter die Beamten bezügliche nachfolgen werden, tragen den Character völliger Aufräumung; es handelt sich nicht mehr, wie anfangs, bloss um Entfernung der der neuen Verwaltung direct schädlichen Elemente; es handelt sich um neue Organe für die neuen Grundsätze, die mit der preussischen Regierung - denn die österreichische macht sich nicht geltend- ins Land gekommen sind. Schleswig wird bald auf der Oberfläche den Character einer preussischen Provinz tragen. Auf den zuletzt eroberten friesischen Inseln wird in der Erneuerung des Beamtenpersonals eben so gründlich verfahren wie auf Alsen. Mehrere Beamten sind dort verhaftet worden. Die auf Sylt festgenommenen Landvogt Tvede, Pastor Meyer und Zollcontroleur Masowsky werden noch in einem Gasthof der Stadt Tondern in leichter Gefangenschaft gehalten. - Wie die Gendarmen, so sind nun auch die Postillone in Schleswig new uniformirt; aber vergebens sucht man in der Kleidung (die in dunkelblauen Frack mit carmesinrothen Achselsklappen, Kragen und Aufschlägen und dunkelgrauen Beinkleider besteht) und an der blaugelben Cocarde die schleswig-holsteinischen Farben. Dagegen ist die weisse Feldbinde, das Zeichen der verbundenen Herrschaft Oesterreich und Preussens, am Rock befestigt.

(Allgemeine Zeitung 6. august 1864)

Mens flere tyske aviser berettede om betænkeligheder ved Preussens mulige hensigter med at indlemme Slesvig-Holsten som en provins, gav de fleste udtryk for at man var glade for at være sluppet af med danskerne. Især i Holsten berettes om at man belært af Krigen 1848-1851 var beherskede hvad angik Preussens rolle - som i denne krig ansås for at have svigtet slesvig-holstenernes oprindelig mål.

Flensborg. 4de August. I Anledning af de fredelige Efterretninger var Byen iaftes for en Deel illumineret, og fra Kirketaarnene blev der blæst Choraler. En stor Mængde Mennesker vare paa Gaderne, og et Fakkeltog, arrangeret af Sangforeningen, bragte den øverste Civilautoritet et "Hoch!" - Desværre skete det ogsaa denne Aften, at en stor Deel Indvaanere fik deres Vinduesruder indslagne; ja, man gik endog saavidt, ikke engang at skaane de for Byen saa vigtige Apotheker, og navnlig er St. Johannes-Apotheket blevet stemt medtaget, ligesom ogsaa overhovedet Ødelæggelseslysten viste sig paa en ret tydelig Maade. Cavalleri- og Infanteri Patrouiller færdedes hele Natten i Gaderne. (FlenSb. Zt.)

- Randers, 5te August. Samtlige Embedsmænd herovre, som komme i Berørelse med Fjenden, have underordnet sig Nødvendigheden og troet bedst at opfylde deres Pligt mod Land og Konge ved at forblive paa deres Post og varetage dens Pligter. Preusserne have anseet det for nødvendigt at indrette Postvæsenet og Postgangen i Jylland efter deres Hoved, - en Foranstaltning, hvorover vi skulle afholde os fra enhver Yttring. Overpostdirecteuren bekjendtgjorde, at de danske Post embedsmænd og Postbetjente, som ønskede det, vilde finde Ansættelse i Postvæsenets Tjeneste. Vi vide ikke, om det andetsteds er gaaet anderledes i saa Henseende end her, men for vor Byes og Omegns Vedkommende maae vi beklage, og vi kunne sikkert udstrække Beklagelsen meget videre, at Ingen af de tidligere herværende Postmænd have troet at kunne forene det med deres Pligt, at blive. Det er ganske vist nemmest, paa den Maade at komme fra det. Men om Vedkommende have handlet ret, er et stort Spørgsmaal. Af Medborgere faae de idetmindste ingen Tak, om de have ventet det. Det er os bekjendt, at Preussens Postembedsmænd her gjøre sig al Umage for at hitte Rede i den i sig selv vanskelige, for dem splinternye Institution; men desuagtet kan det ikke feile, at Postgangen under disse Forhold, da der saa godtsom ingen Assistance ydes dem af danske Postmænd, maa lade endeel tilbage at ønske, - atter en Lidelse for Jylland, som det kunde have været fri for. (Rd. Av.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 6. august 1864).

Tysk og dansk. Under billedet starter et længere digt. Tegningen forestiller to sårede soldater, en dansk og en tysk, som diskuterer formålet krigen. Da danskeren til sidst spørger hvorfor tyskerne ikke har taget Elsass og Lothringen, som jo nu er franske, svarer tyskeren at nu ved verden hvad Tyskland formår når det gælder. Illustration fra Fliegende Blätter nr. 992 1864.

Det i øvrigt meget lange digt starter således:

Es lagen zwei tapfere Krieger
Auf ärmlichem Lager vereint,
Ein Preusse im Kampfe als Sieger,
Ein Däne, geschlagen als Feind.

Sie hatten sich beide gefunden,
Als brüllend dis Schlacht sei umtobt,
Und sich durch die klassenden Wunden
Als muthige Streiter erprobt.

Det fortsætter med at den preussiske soldat forklarer at han havde befriet landene (Slesvig-Holsten) fra det danske åg. Danskeren svarer at måske har preusseren ret, men hvorfor opgav de så landene i 1848? Preusseren svarer at man har lært at Tyskland kan, når det gælder.

Flensborg, 4. aug. Flensburger Norddeutsche Zeitung berigtiger en erklæring, den havde bragt i stand til fredsfejringen om, at, som den hørte, den høje af Friherre v. Zedlitz var beregnet til det selvstændige Slesvig-Holsten, som var i tæt venskab med Preussen. Ifølge samme avis begik pøbelen ved fredsfestlighederne ikke ubetydelige udskejelser mod prodanske indbyggere.

Flensburg, 4. Aug. Die flensburger Norddeutsche Zeitung berichtigt eine von ihr gebrachte Mettheilung über die Friedensfeier dahin, dass, wie sie vernehme, das Hoch des Frhrn v. Zedlitz dem selbständigen, in inniger Freundschaft mit Preussen verbundenen Schleswig-Holstein gegolten habe. Nach derselben Zeitung haben Pöbelhausen bei der Friedensfeier gegen dänischgesinnte Bewohner nicht unbedeutende Excesse ausgeübt.

(Bamberger Zeitung, 7. august 1864).