Egen Tilstaaelse, forkastet ved Overdomstolene. Under en af Højesteret igaar paakjendt Sag tiltaltes Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død. Anledningen til denne Sag var følgende: Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten paa Christianshavn for at udstaae en hende ved Criminal og Politirettens Dom af 14de Octbr. 1862 for 3die Gang begaaet Tyveri og Overtrædelse af et Politi-Tilhold ikjendt Straf af 4 Aars Forbedringshuusarbeide, angav hun i 1865 for Præsten og Inspectricen ved Anstalten, at hun - der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, af hvilke det yngste, der var født den 4de Novbr. 1854, døde den I3de April 1855 havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en derpaa afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af sammes Betjente, der i den Anledning af Directeuren var beordret til at modtage Arrestantindens Forklaring, havde hun for denne udsagt, at da hun og hendes Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der var Tale om en Skilsmisse, og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning iværk gav hun slet ikke Barnet nogen Mad i fire Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde Natten derpaa. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at Manden var ganske uvidende om det af hende Forklarede. Efter Justitsministeriets Resolution, og navnlig da den frastille Mand ansaae Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eder Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, blev imidlertid den videre Undersøgelse af Sagen stillet i bero, indtil hun efter udstaaet Straf som forsørgelsesberettiget i Randers kunde blive hiemsendt dertil. I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun derpaa fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, og en Medfange spurgte hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men ikke vilde lade sig nøie med nysnævnte Forklaring og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, havde Arrestantinden fundet paa at bilde den paagjældende Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var grundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel - men at Sandheden var, hvad ogsaa bekræftedes af Mandens Udsagn, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og at denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade efter al Sandsynlighed havde hidført Barnets Død. Denne saaledes afgivne Forklaring gjentog Arrestantinden i et samme Dag ved Criminal- og Politiretten optaget Forhør, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gientagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig; men efterat hun i et den 31te Decbr. 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn, tilstod hun atter, som det i Forhøret hedder, "efter længere Examination", at hun havde foraarsaget Barnets Død ved Sult og vedblev derefter senere under Sagen denne Forklaring, idet hun nærmere udsagde, at Grunden til, at hun fattede den Tanke at dræbe Barnet, ikke var den, hun tidligere havde angivet, men den derimod, at hun, der dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedet for to Børn, og at hun da bedre kunde gaae paa Commers.
Da imidlertid efter de under Sagen fremskaffede forskjellige Oplysninger Barnets Død ikke kunde give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det, og der heller ikke i de iøvrigt fremkomne Oplysninger var Data tilstede, der positivt bestyrkede Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og det dernæst efter de foreliggende Oplysninger om hendes Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, var lidet sandsynligt, at hun havde gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed som den hende under Sagen paasigtede, fandt saavel Overretten som Højesteret det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet dræbe det ommeldte Barn for fulde, og hun blev derfor af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed frifunden for Actors Tiltale. Ved Underretsdommen var hun derimod anseet med 8 Aars Tugthuusarbeide.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1868)
Mandagen den 27de Januar. Nr. 236.
Advocat Hansen
contra
Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru (Defensor Klubien), der tiltales for at have bevirket sit Barns Død.
Randers Kjøbstads Extraretsdom af 1ste Juli 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Heibergs fraskilte Hustru, bør hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar samt udrede alle af nærværende Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Jacoby og Bredstrup, med 6 Rd. til Førstnævnte og 5 Rd. til Sidstnævnte. At efterkommes under Adfærd efter Loven."
Viborg Landsoverrets Dom af 25de November 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog at hun udreder Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 8 Rd. til hver. Det Idømte at efterkommes under Adfærd efter Loven."
Høiesterets Dom.
I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:
Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocaterne Hansen og Klubien for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.
(Den indankede Doms Præmisser følge i næste Nr.)
(Højesteretstidende nr. 35, Mandag den 7. februar 1868)
Antoinette Jensine Brockmann (see forrige Nr.).
I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende Sag tiltales Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død.
Efter Sagens Oplysninger er Arrestantinden født i Odense i Aaret 1833, men da hun var 2 Aar gammel, døde Faderen, der var Skomager, og hun blev opdraget hos Moderen, der ernærede sig ved at handle med Tøi, og forblev i Odense, indtil hun i 1852 blev gift med Skomager Jens Ludvig Heiberg. I det første Aar af deres Ægteskab boede de i Odense, men flyttede derefter til Randers, hvor hendes Mands Forældre boede, og efter hendes Mands Forklaring havde Forholdet mellem ham og Arrestantinden, medens de vare gifte, egentlig aldrig været godt, og det var fordi han meente, at hendes Moder havde en skadelig Indflydelse paa hende, at han besluttede sig til at flytte til Randers. Efter Ankomsten dertil var Forholdet mellem dem efter Mandens Forklaring i Begyndelsen bedre, men senere var der jevnlig Uenighed og Ordvexling, uden at dog Manden, der efter sin Forklaring har megen Kjærlighed til Arrestantinden, egentlig nogensinde havde tænkt paa at ville skilles ved hende eller truet hende dermed førend i Pintsedagene 1855, og de bleve kort efter separerede, hvilket efter Mandens Forklaring var foranlediget ved, at Arrestantinden ikke, uagtet gjentagen Advarsel derimod, vilde aflade med at søge Selskab med et meget berygtet Fruentimmer, og at hun gjorde sig skyldig i Utroskab, hvorhos Ægteskabet senere er aldeles ophævet og Manden har derefter igjen giftet sig. Efter Separationen tog Arrestantinden Ophold i Kjøbenhavn og blev ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de XI. Aargang. April 1856 dømt for 1ste Gang begaaet Tyveri til Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og efterat hun ved samme Rets Dom af 12te Juli 1859 var dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage for at have overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold om, saafremt hun der i Mai 1856 var hjemsendt fra Kjøbenhavn til Odense og derefter en Tid havde tjent i Randers, men i Mai 1859 havde begivet sig til Kjøbenhavn igien indfandt sig i Kjøbenhavn, øieblikkelig at melde sig til Politiets Protocol over mistænkelige Personer, og derefter af Politiet var afsendt til Randers, forlod hun kort efter denne By og gik paa Vandring med en hende tidligere ubekjendt Rebslagersvend, under hvilken Vandring de tildeels ernærede sig ved Betleri, og hun blev derefter i Slutningen af August 1859 anholdt i Fredericia for Tyveri og ved nærværende Rets Dom af 20de Februar 1860 dømt for 2den Gang begaaet Tyveri og Betleri til Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder. Efterat have udstaaet sidstnævnte Straf, blev hun hjemsendt til Randers, hvor hun først var under Fattigvæsenets Forsorg og derefter havde Tjeneste paa 2 forskjellige Steder, indtil hun i Begyndelsen af August 1862 begav sig til Kjøbenhavn, hvor hun havde Logis paa forskjellige Steder, men var uden Erhverv og levede af et medbragt Pengebeløb samt af hvad hun erholdt ved at pantsætte sit Tøi, hvorefter hun i September s. A. blev anholdt for Tyveri, og ved Criminal- og Politirettens Dom af 14de October 1862 blev hun for 3die Gang begaaet Tyveri og for Overtrædelse af det hende af Politiet givne Tilhold om ikke uden dettes Tilladelse at tage Ophold i Kjøbenhavn m. m. dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar. Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten i Kjøbenhavn for at udstaae sidstnævnte Straf, angav hun i Efteraaret 1865 for Præsten og Inspektricen ved Anstalten, at hun der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, nemlig i hendes Ægteskabs første Aar en Søn, der endnu lever, og den 4de November 1854 en Søn, der, efterat være hjemmedøbt den 8de April 1855, døde den paafølgende 13de April havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en under 24de October 1865 afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af dennes Betjente, der af Directeuren var beordret til, i Anledning af den af Arrestantinden for Inspektricen fremførte Begjæring om at blive givet Leilighed til at fremkomme med en Angivelse om en af hende forøvet hidtil uopdaget Forbrydelse, at modtage Arrestantindens Forklaring, har hun for denne udsagt, at da hun og Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der fra hendes Side var Tale om Skilsmisse og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning i Værk gav hun flet ikke Barnet nogen Mad i 4 Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde om Natten derefter uden Tegn paa Smerter, hvorhos hun udsagde, at da hun den 5te Dag vilde give Barnet Mad, havde hun i Maden blandet nogle Stumper af Glas, men at Barnet aldeles Intet fik ned deraf. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at hendes fraskilte Mand var aldeles uvidende om det af hende Forklarede, og at hun antog, at han maaskee ikke vilde troe, at hun havde handlet som angivet, da hun, medens Barnet sultede, angav, at det var sygt, og desuden behandlede det med den største Venlighed, naar enten han eller Andre vare tilstede, hvorhos hun tilføiede, at hun havde betroet denne Tilstaaelse til en Medfange, og at denne under en mellem dem opstaaet Uenighed havde fortalt det til Inspektricen, hvorefter Arrestantinden selv havde angivet det for Præsten og Inspektricen.
Efterat denne Rapport af Directeuren for Straffeanstalten var indsendt til Justitsministeriet, anmodede dette i en Skrivelse af 15de November 1865 Amtmanden over Randers Amt om at indhente en Erklæring fra Politimesteren i Randers om, hvorvidt der maatte være Anledning til for Tiden at foretage videre i Sagen, idet Justitsministeriet derhos i dets Skrivelse gjorde opmærksom paa, at Arrestantinden efter udstaaet Straf i October Maaned 1866 vilde blive afsendt til Randers, hvor hun var forsørgelsesberettiget. Den forlangte Erklæring blev imidlertid først afgiven i Skrivelse af 1ste Marts 1866 af den da constituerede Politimester i Randers, og gaaer ud paa, at der formeentlig ikke var Anledning til for Tiden at foretage videre med Hensyn til den af Arrestantinden afgivne Forklaring, eg at Sagen i alt Fald kunde udsættes, indtil Arrestantinden efter udstaaet Straf blev som forsørgelsesberettiget i Randers hjemsendt dertil, idet den constituerede Politimester i bemeldte sin Skrivelse anførte, at Arrestantindens fraskilte Mand havde for ham forklaret, at da den tidligere, nu afdøde Politimester, for nogle Maaneder siden havde gjort ham bekjendt med Sagen, havde han anseet Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eller Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, og at han endnu tildeels havde denne Tro, da han tydelig erindrede, at den Læge, der havde synet Liget, havde sagt, at Barnet var død af Krampe, og at han ogsaa troede at kunne erindre, at Barnet ikke havde været uden Føde de sidste Dage det levede, men at han senere, ved at tænke tilbage paa hiin Tid og ved at samtale med sine Forældre, var kommen i Tanker om to Omstændigheder, der forekom ham noget mistænkelige, nemlig at der dengang gik en Knappenaal fra Barnet gjennem Endetarmen, hvilket nu syntes at kunne tyde paa et gjort Forsøg paa at skille Barnet ved Livet, og at Arrestantinden havde viist en vis Utaalmodighed med at faae Liget ud af Huset, som dog dengang ikke havde været ham videre paafaldende, men forøvrigt havde han paa den anden Side bemærket, at Barnet havde været svagt og navulig havde stort dobbelt Brok, som netop den sidste Aften, det levede, var stærkt udtraadt.
Efter Modtagelsen af denne Erklæring tilkjendegav Justitsministeriet Amtmanden over Randers Amt i Skrivelse af 28de Marts 1866, at der ifte for Tiden vilde være videre at foretage i Anledning af Arrestantindens Angivelse, men at hun, naar hendes Straf var udstaaet, vilde blive afgivet til Politimesteren i Randers tilligemed den i Straffeanstalten over hende optagne Rapport, for at den fornødne Undersøgelse derefter kunde blive indledet.
I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun den 17de October 1866 fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, havde en i Juli 1865 i Straffeanstalten indsat Qvindefange, med hvem Arrestantinden tidligere haade staaet i Venskabsforhold, spurgt hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men da bemeldte Medfange ikke vilde lade sig nøie med hvad Arrestantinden sagde hende om, at hendes Sorg var begrundet i, at hun ikke hørte noget fra sin Familie, og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, fandt Arrestantinden efter nogen Tids Forløb paa at bilde bemeldte Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var begrundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel, men at Sandheden var, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade hidførte efter al Sandsynlighed Barnets Død; og da nu Arrestantinden under Tausheds Løfte havde fortalt den nævnte Medfange denne Usandhed, for at slippe for hendes nysgjerrige Spørgsmaal, og hvorved Arrestantinden ikke havde havt nogen Betænkelighed, da hun vidste, at hun i denne Retning var aldeles uskyldig, men de efter kort Tids Forløb bleve Uvenner, og den nævnte Medfange, efter forud at have truet Arrestantinden dermed, angav for Inspektricen i Straffeanstalten, hvad Arrestantinden havde sagt hende om den nævnte Forbrydelse, og Inspektricen foreholdt Arrestantinden den nævnte Sigtelse, benægtede hun den vel først, men indrømmede senere, uden at Inspektricen forøvrigt trængte videre ind paa hende, Beskyldningens Rigtighed, idet hun stolede paa, at hun, naar Sagen for Alvor skulde undersøges, dog aldrig vilde komme til at lide Straf i den Anledning, og hun benægtede derfor for Politiet at have sultet Barnet ihjel, og paastod tvertimod at have gjort Alt, hvad der stod i hendes Magt, for at holde det ilive. Den af hende for Politiet saaledes afgivne Forklaring gjentog hun i et samme Dag for Criminalog Politiretten i Kjøbenhavn optaget Forhør og fastholdt der, at den af hende tidligere i Straffeanstalten afgivne Tilstaaelse om at have foraarsaget eller virket til sit nævnte Barns Død var usandfærdig og i fin Tid afgiven af den anførte Grund, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gjentagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig, men efterat hun i et den 31te December 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn og nærmere forklaret, at hun i de sidste Dage, Barnet levede, vedblev at give det Mælk og Tvebakker og at Barnet baade spiste og drak lidt deraf lige til den allersidste Dag det levede, men at det paa den sidste Dag spyttede Maden ud igjen, naar hun forsøgte at give det noget, og hun derhos havde omforklaret, hvorledes det tilgik ved Barnets Død, tilstod Arrestantinden atter, som det i Forhøret hedder "efter længere Examination", at hun havde foraarjaget Barnets Død ved at sulte det i 2 eller 3 Dage, og er derefter senere under Sagen vedbleven denne Forklaring, idet hun nærmere har udsagt, at Grunden til, at hun fattede Tanken at dræbe Barnet, ikke var, saaledes som hun under sit Ophold i Straffeanstalten havde udsagt, den, at hun i Tilfælde af Skilsmisse frygtede for at skulle forsørge Barnet, idet der ikke dengang havde været Tale om, at hun skulde skilles fra Manden, men derimod den, at hun, der, som det i Forhøret hedder, dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedetfor at have 2 Børn, hvorhos hun i saa Henseende yderligere har udsagt, at en senere afdød Kone, der var hendes Veninde, havde indgivet hende Tanken om at skille sig ved Barnet, fordi Arrestantinden da, som denne Kone havde udtrykt sig, bedre kunde gaae paa Commers, og at denne Kone ogsaa harde indgivet hende Tanken om at dræbe Barnet ved at sulte det ihjel, idet hun havde yttret, at saa kunde det ikke sees, hvoraf Barnet var død, men at Arrestantinden iøvrigt, da den nævnte Kone først talte til hende om at stille sig af med Barnet, havde viist dette Forslag tilbage med Afsky og endog tænkt paa at fortælle sin Mand det, men at hun dog opgav dette, og senere gjentog den nævnte Kone Forslaget og hun lod sig da tilsidst forlede dertil.
Derhos har Arrestantinden forklaret, at hun vel har havt Tanken om at stille sig ved Barnet en 8 Dage førend hun bragte den til Udførelse, men i denne Tid havde hun flere Gange igjen opgivet den, og at da hun tænkte, at det dog vilde være at pine Barnet formeget ved at sulte det ihjel, og at hun hellere maatte paa en Gang qvæle det ved at lade det sluge et Stykke Glas, havde hun engang kommet et Stykke Glas i Barnets Mad, men da Barnet havde faaet det i Halsen, fortrød hun det, og hun lagde derfor Barnet paa Maven og dunkede det i Ryggen, saa at Glasset faldt ud; ligeledes har hun udsagt, at hun, efterat have undladt at give Barnet Føde i 2 Dage for derved at fremkalde dets Død, havde paa den 3die Dag fortrudt det, og hun gav da Barnet noget Mad, som det spiste med Hurtighed, ligesom hun ogsaa samme Dags Aften, da hendes Svigerforældre eller maaskee alene hendes Svigerfader var hos hende, igjen gav Barnet Mad, som det spiste med Hurtighed, men den paafølgende Nat henad Morgenstunden var Barnet mere uroligt, end det i den foregaaende Tid havde været, og døde, medens det laa i Arrestantindens Arme. Derimod har Arrestantinden med Hensyn til hvad hendes fraskilte Mand har udsagt om, at der engang var fundet en Knappenaal i Barnets Endetarm, hvilket ogsaa er bekræftet af hans Moder, der efter sin Forklaring er den, der ved at pusle med Barnet fandt Knappenaalen, benægtet at kunne erindre dette og med Bestemthed paastaaet, at hun ikke har forsøgt at dræbe Barnet paa anden Maade end ved at give det det omtalte Stykke Glas og ved senere at sulte det, ligesom hun ogsaa har benægtet at kunne mindes, at hun efter Barnets Død har brugt Yttringer, som tydede paa, at hun ønskede snart at faae Liget ud af Huset, eller, som af hendes Svigermoder forklaret, at have yttret, at hvis Barnet havde levet, var hun maaskee ikke bleven skilt fra sin Mand, hvorimod hun har udsagt, at efter Barnets Død var det hende imod at blive boende i den Leilighed, hvor det var død, og at hun derfor bad sin Mand om, at de maatte komme til at flytte, men dette har han ikke kunnet erindre, uden at han dog har kunnet modsige, at hun har yttret Ønske for ham om, at de flyttede.
Iøvrigt maa det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger antages, at Barnet i længere Tid førend dets Død har været svagt, i hvilken Henseende navnlig maa mærkes, at det var paa Grund heraf og fornemmelig efter Tilskyndelse af Faderens Forældre, at Barnet blev hjemmedøbt, men uøiagtig Oplysning om Barnets Tilstand i den seneste Tid førend dets Død eller om Dødsaarsagen har ikke været at erholde, idet navnlig den Læge, som har tilseet Barnet og synet dets Lig, ikke har kunnet erindre noget nærmere derom. En af det kgl. Sundhedscollegium afgiven Erklæring gaaer vel ud paa, at i den Svaghedstilstand, i hvilket Barnet ifølge Acterne allerede i længere Tid havde befundet sig, maa det ved i 2 eller 3 Døgn at have været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, allerede da Tiltalte opgav sit Forsæt at dræbe det, antages at have været bragt i en Tilstand, der, om den end ikke kan ansees for den direkte Dødsaarsag, dog maa antages i væsentlig Grad at have medvirket til Dødens Indtræden, men denne Erklæring hviler paa den Forudsætning, at Arrestantindens Forklaring om, at Barnet, som meldt, har i 2 à 3 Dage været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, er rigtig, og vel er der nu ikke fremkommet Oplysninger, som kunne give særlig Anledning til at antage, at Arrestantinden skulde ville paalyve sig en saadan Forbrydelse, men paa den anden Side er det, efter hvad der af Arrestantindens fraskilte Mand og hans Moder er forklaret om Barnets Tilstand, Intet til Hinder for at antage, at dets Død er fremkaldt paa naturlig Maade, og der er, efter disse Forklaringer og efter hvað Arrestantindens fraskilte Mands Fader har forklaret, Føie til at antage, at Barnet ikke har manglet al Føde eller Næring i den Tid, i, hvilken Arrestantinden efter sin seneste Forklaring vil have unddraget det al Næring. Ligesom derfor Barnets Død ikke kan give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, saaledes er der eiheller iøvrigt i de fremkomne Oplysninger Data tilstede, der positivt bestyrke Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og naar ved Siden heraf tages Hensyn til, at Arrestantinden, efter først under sit Ophold i Straffeanstalten at have angivet sig skyldig i denne Forbrydelse, men uden at der foreligger nogen Oplysning om, at hendes Tilstand paa den Tid har været saaledes, at den kunde give nogen videre Formodning for Angivelsens Nigtighed, har, da Undersøgelse mod hende først efter 1 Aars Forløb i den Anledning blev indledet, tilbagekaldt Angivelsen og benægtet dens Rigtighed, og derpaa først efter længere Tids Arrest og gjentagen Fremstilling for Forhør har afgivet Forklaring om at være skyldig, men under denne senere Afhøring har afgivet en i flere ikke uvæsentlige Enkeltheder fra hendes første Tilstaaelse afvigende Forklaring, uden at disse Afvigelser synes naturligen at kunne forklares ved, som hun i saa Henseende har udsagt, at den, der i Straffeanstalten modtog hendes Tilstaaelse, har misforstaaet hende, samt det derhos tages i Betragtning, at det efter de under Sagen foreliggende Oplysninger om Arrestantindens Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, er lidet sandsynligt, at hun har gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed, som den hende her under Sagen paasigtede, findes det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet skille det ommeldte Barn ved Livet og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, for fulde, og hun maa derfor, af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed, blive at frifinde for Actors Tiltale i nærværende Sag, idet hun dog efter Sagens Omstændigheder maa være pligtig at udrede Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser."
(Højesteretstidende nr. 36, Mandag den 7. februar 1868)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar