Voldtægtsforsøg på Vestre Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Voldsmanden fandtes i forbryderalbummet.

I forgårs anholdt opdagelsespolitiet en mand ved navn Eigil Petersen der har været straffet flere gange bl.a. for kirkegårdstyverier. Nu har han imidlertid gjort sig skyldig i en endnu alvorligere forbrydelse. 

Ved 7-tiden tirsdag aften overfaldt han på Vestre Kirkegård en ung dame som han slæbte om bag nogle buske hvor han søgte at voldtage hende. Det lykkedes hende imidlertid at slå sig så fri af ham, at hun kunne råbe om hjælp, hvorefter forbryderen flygtede.

Den unge dame kunne senere gennem forbryderalbummet udpege Eigil Petersen som den mand der havde overfaldet hende, og det varede derefter ikke længe inden han blev anholdt. Petersen er derefter blevet fængslet, og foruden for en del tyverier so han nu har tilstået sig skyldig i, vil han nu få en meget alvorlig straf for sit voldtægtsforsøg.

(Social-Demokraten, 26. juni 1932).

Skarpt Angreb paa Byens Kirkegaardsforhold. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorfor holdes Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard lukket, spørger Pastor Paul Nedergaard.

Et Svar fra Kirkegaardens Inspektør.

I et netop udkommet Nr. af Præsteforeningens Blad retter Redaktøren, Pastor Paul Hedegaard ved Eliaskirken, et skarpt Angreb paa Begravelsesvæsnet og forskellige Forhold paa de københavnske Kirkegaarde, specielt Vestre Kirkegaard.

Pastor Paul Nedergaard.

Han berører paany Begravelsesvæsnets Priser, der er betegnede som "Eventyrpriser", beklager Episoden paa Bispebjerg Kirkegaard, da Politibilen nylig rekvireredes til en overarbejdende Gartner, men vender sig derpaa særlig mod Administrationen af Vestre Kirkegaard.

Det lukkede Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Her kan kun Søndre Kapel og Nordre Kapel med det ene af dettes to Sidekapeller for Tiden benyttes, idet Østre Kapel holdes fuldstændig lukket. Resultatet er blevet en Overbelastning; det kan f. Eks. ske, at Søndre Kapel allerede Onsdag Formiddag er fuldt optaget til den følgende Søndag. For det store Nordre Kapel skal der betales 10 Kr. ekstra, og det mindre Kapel ved Siden af kan vanskeligt bruges samtidig med, at der er Begravelse i det store. Pastor Nedergaard siger videre, at Nordre Kapels uheldige Beliggenhed bevirker, at Følget undertiden maa gaa 1-2 km i al Slags Vejr og Føre, forbi det optagne Søndre Kapel, maaske ogsaa forbi det lukkede Østre Kapel; og kræver dette sidste Kapel genaabnet, især da Søndre Kapel en Tid skal lukkes paa Grund af Reparationer.

Vi har bedt Kirkegaardens Inspektør, Hr. Skrydstrup, om at udtale sig om dette Spørgsmaal.

Et Svar paa Angrebene.

Østre Kapel genaabnes.

- Det er Sparebestræbelser, siger Inspektør Skrydstrup, der har bevirket, at Østre Kapel har staaet lukket; der spares paa Opsyn, Varme m. m., en halv Snes Tusinde Kroner aarlig. Og Lukningen har kunnet lade sig gøre, fordi Liniebegravelserne ikke mere laa i Kapellets Nærhed. Kapellet skal imidlertid nu restaureres med Indlægning af Centralvarme m. m., og det il derefter blive taget i Brug paany; først naar Østre Kapel er genaabnet, gaar vi i Gang med Reataureringen af Søndre Kapel.

Forøvrigt, siger Inspektøren, er Kirkegaardens længste Linie 1 km, saa der maa fra Kapellerne til Graven altid blive under denne Afstand.

Hvordan behandles Ligresterne?

Pastor Nedergaard ironiserer i sin Artikel over de kasserede Gravstenes "Hvil i Fred" og paataler. at man, hvor der før har været en Grav, kan finde Benstumper og Kisterester fra denne ved den nygravede Grav. Hvorledes forholder det sig hermed, spørger vi Kirkegaardsinspektøren.

- Arbejderne paa Vestre Kirkegaard har Kurve, og det er Afskedigelsesgrund, hvis de ikke samler alle Benrester heri og. saa snart den nye Grav er færdig, graver dem ned i denne under den Plads, paa hvilken den nye Kiste skal staa. Ufortærede Rester af den gamle Kiste kan man ikke have i Graven; men de samles og fjernes ufortøvet.

Søndagsarbejdet paa Kirkegaarden.

Endnu en Paatale findes der i Pastor Nedergaards Artikel. Søndagsarbejde, siger han, kan jo ikke undgaas paa Kirkegaardene; men han har Søndag Formiddag set et Arbejdshold i Færd med at kulegrave og planere en helt ny Afdeling paa Vestre Kirkegaard.

- Ja, det er rigtigt, siger Inspektør Skrydstrup, og det er noget nyt. Arbejderne - vi har 40 Mand - forlangte i Foraaret Turnusfridage, saa de vidste, naar Fridagene faldt, og dette har kun kunnet lade sig gøre ved Indførelse af faste Arbejdshold ogsaa om Søndagen med fuldt Arbejde. At dette fra kirkelig Side kan tage sig noget mærkeligt ud. føjer Inspektøren til, vil jeg ikke benægte.

Dette sidste fører over til Pastor Nedergaards Slutbemærkning: at Kirken bør være repræsenteret i Kirkegaardenes Ledelse. For den almindelige Bevidsthed vil alt, hvad der har med Kirkegaarde at gøre staa som noget kirkeligt, og Kirken vil faa Ansvaret for Forhold, paa hvilke den under den nu gældende Ordning ingen Indflydelse kan have. 

-t

(Nationaltidende 30. maj 1931).

Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Kapellet ligger længst mod syd, mens Søndre Kapel ligger cirka midt på kirkegården. Navneforvirringen skyldes at Søndre Kapel blev opført før Østre Kapel, og navnet "Søndre" var således allerede taget. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavns Kirkegaarde og deres Administration.

Et Svar fra Direktoratet for Københavns Begravelsesvæsen til Præsteforeningens Blad.

Vi har fra Direktøren for Københavns Begravelsesvæsen modtaget:

Hr. Redaktør!

I Dagens Nyheder Nationaltidende for 30. Maj er refereret et af Pastor P. Nedergaard i sidste Nummer af Præsteforeningens Blad rettet Angreb paa Københavns Begravelsesvæsen for Eventyrpriser og uheldig Administration.

Det kan maaske tillades mig i Korthed at gøre nogle Bemærkninger hertil.

Begravelsesvæsenets Økonomi kan holdes i Ligevægt paa to Maader. Enten kan man have lave og for alle ensartede Takster saaledes, at Underskudet dækkes af samtlige Borgere ved Tilskud fra Kommunen, hvilket atter vil sige ved Skattepaalæg, eller man kan gaa den Vej, at Økonomien hviler i sig selv, saaledes at man ved passende Takster faar de Indtægter ind, som er nødvendige for at holde Institutionen i Drift. Kommunalbestyrelsen har valgt at gaa den sidste Vej og paa den Maade, at de mere velhavende, som ønsker større og smukkere Gravsteder baade gennem Betalingen for disse og ved de øvrige Ydelser, som kræves, saasom ved Bestilling af stærkere Belysning, udvidet Sang, Stampning af Jorden, Udsmykning af Graven, maa betale en Overpris, hvorved mindrebemidlede kan faa en smuk og stemningsfuld Begravelse for en rimelig Pris. Det er derfor, at en Grav paa 3 m2 i 1. Takstklasse koster 120 Kr., i 2. Klasse 60 Kr. og i Liniejord 30 Kr., og at de øvrige Takster, selv Vedligeholdelsen af Gravsteder, varieres paa tilsvarende Maade. Naar der derfor tales om Begavelsesvæsenets høje Priser, maa disse Forhold tages i Betragtning, idet enhver kan faa en ordentlig Begravelse med Jord, Gravning og Ligbærere for 68 Kr.. saafremt han ikke fordrer særlig Udsmykning eller andet deslige.

Det er selvfølgelig urigtigt, at Ordet "Hvil i Fred", som Kirkegaardene maa gøre til sit, er ensbetydende med, at man i al Fremtid skal bevare enhver Grav urørt, det vilde i al Fald være et ganske nyt og overordentligt kostbart Princip, som derved indførtes, thi fra Oldtiden og Indtil vore Dage har man undtagen hos Jøderne kun bevaret en Grav urørt, saalænge Indtil det nedsatte Lig var opløst, og man har aldrig forstaaet det som en Krænkelse af Gravfreden, at man i de foregaaende Slægtleds Gravsteder nedsatte Ligene af næste Slægt.

Naar Præsteforeningens Blad gør det Angreb til sit, som for nogen Tid siden rejstes i Dagspressen, fordi en Gartner blev udvist af Kirkegaarden ved Politiets Hjælp, tør det maaske være mig tilladt at oplyse følgende:

For 23 Aar siden vedtog Kommunalbestyrelsen at udkøbe de private Gartnere, som drev Erhverv paa Kirkegaardene, og som til stor Ulempe for de Besøgende plagede disse med Anmodninger om at overtage Gravens Vedligeholdelse. Der blev ydet dem en rigelig kontant Erstatning og samtidig blev det bestemt, at fremtidig maatte ingen søge Erhverv paa Kirkegaardene ved direkte Opfordring til Publikum. Denne rimelige Bestemmelse har været overholdt siden, men den har ikke den Betydning, at kun Begravelsesvæsenet kan holde Gravsteder i Orden. Tværtimod. For Tiden har ikke færre end 57 Gartnere Arbejde med Pasning af Gravsteder, og der har gennemgaaende intet været at sige paa deres Optræden, indtil en Gartner i Fjor optog en virksom Agitation for sit Arbejde. Saa længe han holdt sig udenfor Kirkegaardene og ved sine Forbindelser med andre skaffede sig Kunder, var hertil for saa vidt intet at sige, om end det maatte betegnes som en Omgaaelse af Kommunalbestyrelsens Ønske og han blev behandlet ganske som alle de andre private Gartnere, men da han nægtede at efterkomme de Bestemmelser, som i Publikums velforstaaede Interesse var givet for at hindre Uorden, fik han to Gange skriftlig Meddelelse om, at han. ligesom sine Kolleger maatte overholde de givne Bestemmelser. Da han saa paany nægtede at efterkomme Inspektørens lovlige Ordre, og ej heller vilde forlade Kirkegaarden, blev han udsat af Politiet, men rigtignok ikke under Opløb eller Sammenstimlen, idet der næppe opholdt sig en halv Snes Besøgende paa hele den Afdeling af Kirkegaarden, hvor han var.

Endelig kan jeg oplyse, at indtil 1926 styredes Begravelsesvæsenet af en Kommission, hvori to Provster havde Sæde, men det er denne Kommission, der har taget Bestemmelse om den foreløbige Lukning af Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard, ligesom det er samme Kommission, der har givet de ovenomtalte Bestemmelser om private Gartneres Arbejde og øvrige Færden paa Kirkegaardene.

Det er saaledes under fuld gejstlig Medvirken, at disse Afgørelser er truffet, og at Kommunalbestyrelsen nu skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardens Ledelse, er næppe sandsynligt. Derimod vil vi til enhver Tid tage Hensyn til Ønsker fra Præsternes Side. Men vil det ikke være rimeligt, om de fremsættes paa solidere Grundlag og i venlig Form?

August Nielsen

(Nationaltidende 3. juni 1931).

Københavns Kirkegaarde.

Svar til Direktør A. Nielsen af Pastor Paul Nedergaard.

Begravelsesvæsenets Direktør har her i Bladet 3. Juni fremsat nogle Bemærkninger i Anledning af en Artikel, som jeg har skrevet i "Præsteforeningens Blad", og som senere er refereret her og kommenteret af Inspektør Skrydstrup, Vestre Kirkegaard.

Da Spørgsmaalet om vore Kirkegaarde har almindelig Interesse, (før eller senere faar vi jo allesammen Forbindelse med Begravelsesvæsenet), og da Direktør A. Nielsen antyder, at Grundlaget for mine Udtalelser kunde være solidere og Formen kunde være venligere, tør jeg maaske bede om Plads til et Gensvar. Direktør N.s Slutningsbemærkning om "venlig Form" giver mig Haab om, at man ogsaa i Begravelsesvæsenet vil læse disse Linier med Venlighed.

Vi er jo alle interesseret i, at der kan være et godt Forhold mellem Institutionerne, der skal tjene os og Befolkningen, der lader sig betjene af Institutionerne. Min Artikel bestod da heller ikke blot af "Uvenligheder", tværtimod betegnede jeg de fremførte Anker som "Smaating"; jeg udtalte min Anerkendelse af de smukke Kirkegaarde, vi har. Jeg anser f. Eks Vestre Kirkegaard for at være et af de mest velholdte og skønneste Parkanlæg i Danmark. Jeg udtalte tillige min Glæde over Klrkegaardsfunktionærernes Hjælpsomhed, Venlighed o. s. v.

Grundlaget for mine Udtalelser lader sig ikke saadan dokumentere i et Dagblad. Men jeg overlader til Læserne at lædømme dette ud fra deres egne Erfaringer.

Spørgsmaalet om Kirkegaardene har 2 Sider; En, der vender mod Befolkningen, og en, der vedrører Kirken og dens Indflydelse paa Begravelsesvæsnet . M. H. T. den Side, der vender ud mod Befolkningen, og som bør følges med største Interesse, maa jeg i al Venlighed fastholde de nævnte Punkter:

1. Begravelsesvæsnets Priser er høje. Enhver, der har ordnet en Begravelse, ved, hvorledes Summerne løber op. Grundlaget for denne Paastand kan enhver eftergaa i Begravelvæsnets PristabeIler. Dette Punkt, har været drøftet saa ofte i Dagspressen at jeg ikke skal trætte med at gaa nærmere ind derpaa. I min Artikel var ogsaa kun nævnt i forbigaaende.

2 Gravfreden respekteres for lidt. Inskriptionen "Hvil i Fred" lyser ganske ironisk fra de kasserede Gravstene. Gravene graves op. Kisterester hugges i Stykker, og Ligrester tumles om, indtil de graves ned i Bunden af den nye Grav. Skønt Inspektør Skrydstrup meddeler, at det er Afskedigelsesgrund, naar Graver-mandskabet ikke fjerner Resterne af den opgravne Kiste m. m , har jeg gentagne Gange set disse uhyggelige Rester ligge i Jordbunken ved Siden af den nye Grav. ligesom man ved Liniebegravelser ser mindre hyggelige Ting i Gravene ved Siden af den, hvor der i Øjeblikket er Begravelse. Gravene her graves jo paa Række, og Præsten og de Paarørende kan frit se ned i de tilstødende Grave. Men selv om de opgravede Rester skjules for Folks Øjne, borttages ikke den Kendsgerning, at Gravfreden respekteres for lidt, ikke blot her i København, men i hele Landet. Som Jordbundsforholdene er de fleste Steder, er 20 Aar for kort rn Tid til, at et Lig fuldstændigt kan opløses, saa Graven kan graves op Det er selvfølgeligt mere kostbart at værne Gravfreden i 30-40 Aar end i 20 Aar. Men i et Kulturfolk som det danske burde der være saa megen Pietetsfølelse over for de Døde, at vi fik Raad til al lade dem hvile I Fred. Sagen har ogsaa et socialt Moment: De fattige der ikke har Raad til at betale deres Gravsteders Fornyelse, niaa finde sig i, at deres Kære graves op efter 20 Aar Forløb, medens de, der har Rand til at forny Gravstederne, beholder deres Gravpladser uantastet.

3. Politibilen paa Bispebjerg Kirkeaaard er blevet tilstrækkelig kommenteret i Dagspressen. Al Ære og Hepekt for Regulativerne. Men den Sag kunde nu nok være blevet ordnet paa en venligere Maade, saa man havde undgået Politibilen paa den denne Kirkegaard.

4. Østre kapels Lukning paa Vestre Kirkegaard var en fejl. Og det glæder mig af Inspektør Skrydstrups Udtalelser at se, at det nu lukkes op igen. Det var virkelig hensynsløst at byde Folk al skulle gaa i al Slags Vejr og Føre fra Nordre Kapel til Gravene paa Kirkegaardens sydlige Afdelinger, naar Søndre Kapel er optaget, og at forlange 10 Kr. ekstra for Benyttelse af det store Kapel, fordi Søndre Kapel var besat og Østre Kapel lukket. Det er maaske rigtigt, at de største Afstande paa Kirkegaarden er ca. 1 km - NB. i Fugleflugtslinje! Men man gaar nu ikke i Fugleflugt linie fra Kapel til Grav, og Følget skal jo ogsaa gaa tilbage fra Graven til Kirkegaardens Udgang, og 2-3 km er en lang Afstand at gaa for ældre Folk, tilmed naar man ved, at hvis Østre Kapel havde været aabent, vilde man ofte haft betydeligt kortere Distance at gaa. Men nu lukker Kapellet forhaabentlig op. Saa skal disse Klager forstumme.

Jeg ved nok, at Kapellet blev lukket, medens de 2 Provster endnu sad i Begravelsesvæsnets Bestyrelse. I min Artikel, der faldt i 2 Dele (en om Østre Kapel, en om "Smaatingene") er mine Ord om Kirkens Repræsentation sat under den sidste Del.

Hermed er jeg ved Spørgsmaalet om Kirkens forhold til Kirkegaardene. Jeg tror, at en Del af de fornævnte "Smaating" kunde ændres, hvis Kirken havde haft et Ord med at sige, ligesom det paafaldende Søndagsarbejde, der nylig er indført, kunde undgaas. Lidt "uvenlig" synes mig Tonen at være i Direktør N.s Udtalelse om. al det næppe er sandsynligt., at man "skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardenes Ledelse". Herom kan kun Kommunalbestyrelsen og næppe Begravelsesvæsnets Administration udtale sig.

Ulykken er, at Kirken i København er blevet udelukket fra al reeI Indflydelse paa Byens Kirkegaarde.

Her maa det ikke glemmes, at Kirkegaarden er folkekirkens, ikke Magistratens, ikke heller Indenrigsministeriets. Det er Kirkeministeriet, der har de endelige Afgørelser i sin Haand.

Den Ændring, der skete 1925 i Bestyrelsesforholdet af Københavns Kirkegaarde (da Kirken blev udelukket), fandt Sted paa en saadan Maade, at den nok kan falde en og anden for Brystet. Og da dette maaske ikke er videre kendt, skal jeg ordret citere Stiftsprovst, Dr. Henry Ussings Redegørelse i Præsteforeningens Blad. 1927, Side 185):

"Fra Borgerrepræsentationens Side gik man i 1921 uden om Bestyrelseskommissionen hvor Provsten havde Sædet, direkte til Ministeren (Dahl). Denne forelagde heller ikke Spørgmaalet for Begravelsesvæsnets Bestyrelssskommission. Borgerrepræsentationen behandlede Sagen i Oktbr. 1921. Da den saa fra Kommunen tilsendtes Ministeriet spurgte dette Sjællands Biskop og han de to Provster, der sad i Bestyrelseskommissionen. Og at her i alt Fald den enes Erklæring ret indgaaende betonede Hensynet til Kirkens Tarv, er sikkert nok. Men det synes ikke, at disse Erklæringer er kommet videre end til Ministeriet. Antagelig har Ministeren uden yderligere Forhandling forelagt Kongen sin allerunderdanigste Forestilling, der blev underskrevet 9 Marts 1925. Det var da næppe dem, der var nærmest til at være Kirkens Talsmænd, der svigtede her, men det var selve Kirkens øverste Værge, der ikke havde Øje for, at dette Spørgsmaal virkelig havde en alvorlig kirkelig Side. Men har Ministeriet saaledes berøvet sig sine kirkelige Hjælpere her. ligger Ansvaret for Kirkens Tarv paa vore Kirkegaarde, des tungere paa Ministeriet selv "

Ansvaret for Kirkens Udelukkelse fra Indflydelse paa Kirkegaardene maa saaledes forlægges en Del højere op end til Administrationen. Sket er sket, og del lader sig næppe ændre Fra Kirkens Side maa det nu forlanges, at der bliver en fast kirkelig Instans, som Ministeriet forelægger de Kirkegaardssager, der skal afgøres (f. Eks. Stadens Provster eller Provsteudvalgene). For Øjeblikket er der ingen saadan kirkelig Instans; man nøjes vist med en Gang Imellem at raadføre sig med Formanden for Københavns Præstekonvent. I hvert Fald kan del næppe synes urimeligt, al Kirken har en vis Indflydelse paa Kirkegaardene, ikke alene fordi de hedder Kirkegaarde. men ogsaa fordi langt de fleste Begravelser forrettes kirkeligt, og vi Præster skal hjælpe Folk til Rette med at ordne Begravelserne.

(Nationaltidende 8. juni 1931).

Pastor Neergaards lidt bitre kommentar til kirkeministeren, Niels Peter Lorentsen Dahl (1869-1936), skyldes måske at denne sognepræst, politiker og kirkeminister var valgt til Folketinget for Socialdemokratiet (i Præstø) 1913-1918 og Landstinget 1918-1936. Han var kirkeminister bl.a. i ministeriet Thorvald Stauning 1924-1926.

Urnehaven på Vestre Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Den anlægges på terrasser ned mod den idylliske sø.

Et blik ud over jordarbejdere der er i fuld gang og snart vil være afsluttet.

På Vestre Kirkegård hvor man hidtil har savnet en afdeling for urnebegravelser, er man nu i denne milde vinter der jo ikke hindrer jordarbejde, i færd med at anlægge en stor og smuk urnehave.

Skrænten ned til søen omdannes til terrasser, og her skal urnebegravelserne være. Afdelingen bliver ret stor, idet den skal kunne give plads til 800 gravsteder, de mindste på 1½ kvadratmeters størrelse, de største på 8.

Man er allerede omtrent færdig med jordarbejdet til det mellemste stykke af terrassen der er en fortsættelse af det arbejde der blev påbegyndt for en del år siden.

Samtidig med at man anlægger urnehaven, har man taget fat på en omregulering af søen.

Der vil blive ofret meget på at gøre anlægget stilfuldt og venligt - og som urnehaven kommer til at ligge, på terrasser med taxhække og unge træer, ned mod den idylliske sø, bliver den måske den store kirkegårds smukkeste parti.

Forøvrigt har disse arbejder, til hvilke magistraten som bekendt har bevilget 25.000 kr. skaffet beskæftigelse til en stor del af kirkegårdens løse folk som ellers ville gå ledige i vintermånederne. 

(Aftenbladet (København), 30. januar 1930).

25 Aar ved Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

På søndag den 1. december kan inspektøren ved Vestre Kirkegård, Chr. Beck Skrydstrup, holde sit 25-års jubilæum i Københavns Begravelsesvæsens Tjeneste, hvor han først var ansat som assistent og senere avancerede til inspektør. Inspektør Skrydstrup der nu i sommer fyldte de halvtreds, har gennem de svundne år udført en solid og omfattende gerning, der har gjort ham højt værdsat i vide kredse. Selv fortæller han på vor foranledning om årene, der henrandt:

-  Det var i 1870, Vestre Kirkegård blev anlagt på de gamle valbygårdes udmarker. Gamle kammerråd Bahnson, der lever endnu, samarbejdede med professor Hans Holm og den daværende havearkitekt Glæsel om de af professoren udarbejdede planers gennemførelse - og da jeg så, jo langt senere, kom med i arbejdet, var det jo såre interessant at føre det, de havde begyndt, videre.

Efterhånden blev Vestre Kirkegård jo en mønster-kirkegård, som gang på gang har kaldt velbekendte og ansete personligheder ude fra Europa hertil for at se den. Og selv jeg, der jo nu har været ude for at se på de fleste europæiske kirkegårde, synes, at vi meget vel kan være anstrengelserne bekendt - Vestre Kirkegård hævder smukt sin fremtrædende stilling som en virkelig mønsterværdigt anlagt og gennemført begravelsesplads.

- Står man foran udvidelser af kirkegården? spørger vi jubilaren.

-  Nu er antallet af begravelser væsentlig, som det har været gennem de senere år, svarer inspektør Skrydstrup. Men, tilføjer han, der er jo også sket væsentlige udvidelser herude i årenes løb - de store terrasseanlæg ud imod Valbygårdsvej og Vigerslev Allé er gennemført ....

Den planlagte urnehave ved dammen som det så ud i 1910, ifølge Vestre Kirkegårds 100-årsjubilæum.

En ny urnekirkegård. 

-  Det første, der nu forestår, er anlægget af en ny og interessant urnekirkegård til venstre for hovedindgangen. Her er der et firkantet vandhul. Det bevares som en dam i umekirkegårdens midte, og omkring den vil så den kommende kirkegård hæve sig amfiteatralsk som et “terrasse-anlæg”, det bliver, efter hvad vi håber, et smukt syn. (Elan)

(Nationaltidende, 27. november 1929, 2. udgave).

Nutidigt foto af urnehaven som den fremstår i 2010. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Chr. Beck Skrydstrup blev uddannet bl.a. i Rosenborg Have og havebrugskandidat i 1904, samme år kom han til Københavns begravelsesvæsen, bl.a. som assistent på Vestre Kirkegård. Fra 1916 var han 3 år inspektør ved Assistens Kirkegård, dernæst næsten 50 år på Vestre Kirkegård. Her afløste han inspektør Bahnson i 1919 efter at denne havde være inspektør siden kirkegårdens start. Ægteparret Skrydstrup boede på Kochsvej på Frederiksberg, men i en høj alder flyttede de til sygehjemmet i Ordrup hvor de i 1971 kunne fejre krondiamantbryllup (65 år). Han var da 92 år.

Friluftspantheon paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

En Plan al Professor Utzon Frank.

Professor Utzon Frank har i Anledning af Kai Nielsens Begravelse udkastet den Tanke, at den Del af Vestre Kirkegaard omkring Søen, hvor Zartmann, Hammershøj og nu ogsaa Kai Nielsen hviler, maatte blive bibeholdt som en Slags Frilufts-Pantheon for vore store Mænd paa Kunstens Omraade. Der har imidlertid allerede vist sig Vanskeligheder ved at faa Planen gennemført, idet Borgmester Kaper under hvem Begravelsesvæsenet sorterer, stiller sig temmelig afvisende. Skulde der imidlertid blandt Kunstnerne kunne skabes en stærk Tilslutning til Idéen, vil det uden Tvivl faa Betydning. Professor Anton Rosen er meget begejstret for Planen og mener, at netop det omtalte Sted paa Kirkegaarden ved sin Skønhed og Harmoni er saa velegnet som muligt til at skabe en Mindelund. Forfatterforeningens Formand. Hr. Sophus Michaélis nærer Betænkeligheder. Dels mener han, at en Kirkegaard ikke er særlig egnet til Mindelund, dels er han Modstander af det udemokratiske i den Tanke at samle Folk ligesom efter Klasser, selv om der er noget smukt i den Tanke at ville begrave store Mænd paa et værdigt Sted paa Kirkegaarden.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 10. november 1924).

Den sørgmuntre Enke. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Vestre Kirkegaard til Florasalen.

Forleden Dag stod Arbejdsmand Johan Frederiks blomstersmykkede Kiste i Kapelet paa Vestre Kirkegaard, ved Kisten sad den sorgklædte Enke og den Afdøde nærmeste Slægtninge og hørte paa Præstens Mindetale under Graad og Snøften

Saa bar de ham til Graven, Blandt Bærerne var to af hans tidligere Arbejdskammerater og Venner, Charles Antonsen og Richard Berg, og de stod ved den sørgende Enke Side, da hun paa Gravens Rand modtog Haandfryk og deltagende Ord.

Da Graven var kastet til over Johan Frederik og Kransene lagt tilrette, gik Enken sammen med Charles og Richardt og flere af Følget i "Ny Rosenborg", hvor Gravøllet blev drukket. Lidt ud paa Aftenen sad Enken alene tilbage med sin Mands to Venner, der efterhaanden som Gravøllet forjog det sørgelige Minde, blev mere og mere "varme" paa den efterladte Hustru.

- Aa, sagde saa Enkefru Johan Frederik og slog Armene om Halsen paa dem begge og trykkede dem ømt til sig, I er virkelig to søde Drenge, og I har skaffet mig en fornøjelig Dag. Skal vi nu ikke slutte denne Sammenkomst med en Tur i "Flora". Jeg har saadan en Lyst til at røre Benene

Saa tog de et Automobil, men lagde Vejen over Frederiksberg for at slukka Tørsten og endte saa ved Ellevetiden i "Florasalen", hvor den sørgmuntre Enke skiftedes til at danse med sine Kavallerer.

Men med et opdagede Berg, at Enken og Antonsen var væk, hvilket han fandt saa lumpent at det maatte hævnes.

Harmfnysende satte Berg sig i et Automobil og kørte til Peter Bangsvej, i hvis Nærhed den sørgmuntre Enke har et lille Sommerhus med Have. 

Men der var lukket og slukket.

- Jeg har Tid til at vente, betroede den hævntørstende Berg sig selv, og saa satte han sig til Hvile i et lille Lysthus, hvor han afvekslende blundede paa det ene og det andet øje, indtil Klokken blev seks, og Antonsen kom listende - ud fra Huset.

Men da var Berg mod det samme lysvaagen, en-to.tre - var han ude af Lysthuset og i Totterne paa Antonsen, der straalede af nyskabt Lykke.

Saa faldt der et Par hjemmegjorte Skaller i Ansigtet paa Antonsen, der noget efter, stærkt misfarvet i Fjæset, mødte hos Politiet og klagede over Bergs usømmelige Adfærd

I Gaar mødte Berg I Byrettens 2. Afd. sigtet for Vold Det blev til en Bøde paa 200 Kroner, skønt han beraabte sig paa, at Antonsen uberettiget havde tilegnet sig Johan Frederikes Enke, og mente, at Sagen havde været henvist til Skifteretten.

(Folkets Avis - København 16. juli 1924).

Bøller paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

De ødelagde en Mængde Gravmonumenter.

Natten til i Gaar har et Selskab af Vesterbrobøller paa Vestre Kirkegaard ødelagt et stort Antal Gravmonumenter, tilh. Stenhugger Poul Hansen. De kom sammen med nogle Kvinder fra et Danselokale i Valby Langgade, og de var allesammen drukne. Mens de ødelagde Gravmonumenterne, hujede og skreg de, saa de vækkede Kirkegaardens Portner, som fik tilkaldt Politiet, og seks af Bøllerne maatte med paa Politistationen. I Gaar blev de arresteret.

(Frederiksborg Amts Avis 14. juni 1924).

Gravsprængninger paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Patronen sættes ned - Efter Sprængningen.

Den haarde og vedholdende Frost har forvoldt store Bekymringer paa vore Kirkegaarde. Jorden har været saa haard som Cement. saa man ikke har kunnet bryde gennem den stivnede Skorpe, og man har derfor maattet ty til Sprængstoffernes Hjælp for at komme gennem det metertykke frosne Lag.

Inspektør Beck-Skrydstrup, Vestre Kirkegaard, fortæller herom: Det er den vanskeligste Vinter, jeg har oplevet i de tyve Aar, jeg har været knyttet til Begravelsesvæsenet, Arbejderne har slidt sig dødtrætte og kun opnaaet at spolere Redskaberne uden at faa noget Resultat. Saa maatte vi bruge Sprængstof, og vi benytter Aerolit, et Slof, der har den Egenskab, at det sprænger nedad. Vi borer to Huller for hver Grav, ned til Bunden af den frosne Skorpe, sætter en Patron med ca. 100 Gram Sprængstof ned, stopper Hullet til med Sand. og dækker derefter Graven med Granris, for af forhindre Jordklumperne i at ryge hen paa nærliggende Gravsteder. Saa tændes Fængtraaden, og Eksplosionen foregaar saaledes, at Jorden kun løfter sig en Meter, men Hindringerne er overvundne, og mange Timers haardt Arbejde sparet.

Vi har benyttet denne Metode den sidste Maaned, med udmærket godt Udbytte, og uden et eneste Uheld. Byens andre Kirkegaarde har da ogsaa fulgt vort Eksempel

(Aftenbladet (København) 26. marts 1924).

Aerolit var en dansk opfindelse. Patenteret 1915 af ingeniør K. V. Nielsen ("Krudt-Nielsen"), muligvis fordi hans kone var dynamitbud - det foregik i en æske under armen. Aerolit var mere sikkert end dynamit, og kunne transporteres, kastes, stødes og hamres uden fare. Ikke engang gløder kunne få det til at eksplodere. Det skulle antændes. Det bestod fortrinsvis af sagomel, harpiks og ammoniumnitrat. Det blev fremstillet indtil 1973 på Jyderup sprængstoffabrik ("Krudten") - fra 1917 Aktieselskabet De Danske Sprængstoffabrikker. Den blev bl.a. røvet af modstandsbevægelsen (615 kg. Aerolit) i 1944. Fabriksbygningerne blev en del af statsfængslet.

Af Nationaltidende 2. august 1929, 2. udgave fremgik at man også på dette tidspunkt brugte aerolit til at bortsprænge sten, trærødder. Det blev opbevaret på kapellets loft, mens fængsatserne blev opbevaret på et hemmeligt sted på kirkegården, ifølge inspektør Skrydstrup.

Socialdemokraterne vil have kommunalt Blomsterudsalg paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det skal trykke de private Udsalgs Priser.

Paa Torsdag bliver der sikkert i Borgerrepræsentationen en større Debat angaaende Begravelsesvæsenets Budget for 1924-25. Der foreligger Erklæring herom fra det paagældende Udvalg, hvis Formand og Ordfører er Ingeniør Rump.

Udvalgsflertallet - Socialdemokraterne - stiller Forslag om at opfordre Begravelsesvæsenet til sammen med næste Aars Budget at forelægge et Forslag om Anlæg af en Blomsterkiosk ved Indgangen til Vestre Kirkegaard. Man anfører, at de private Blomsterudsalg udenfor Kirkegaardene tager meget høje Priser af Publikum, og man mener forsøgsvis paa Vestre Kirkegaard at burde indrette et kommunalt Blomsterudsalg, dels for at "trykke" de udenfor værende private Blomsterudsalgs Priser, dels for at tilføre det paa Vestre Kirkegaard beliggende Blomstergartneri, hvis Drift betyder Tab for Begravelsesvæsenet, "en godt betalende Kundekreds".

Udvalgets Mindretal (Frk Augusta Kiær, Læge Wanscher og Dommer Jesper Simonsen) tiltræder ikke denne Anmodning om at faa fremsat Forslag til et kommunalt Blomsterudsalg paa selve Kirkegaarden.

Begravelsesvæsenets Bestyrelseskommission mener vel, at et saadant Udsalg - med de normale Detailpriser - i nogen Grad vil kunne virke regulerende paa Priserne i de private Udsalg udenfor Kirkegaardsindgangen, hvad der efter forebragte Klager til Tider kunde være ønskeligt. Men man fremhæver, at Sagens Gennemførelse vil støde paa visse Vanskeligheder. Gartneriet maa saaledes udvides betydeligt, og der maa foretages en Række Nyansættelser af Folk med Pensionsret.

Begravelsesvæsenet har foreslaaet Taksten for Vedligeholdelse af Gravsteder nedsat med ca. 25 pCt. Socialdemokraterne hævder, at denne Reduktion, om Budgettet skal være forsvarligt, maa opgives for i Aar.

Frk. Kiær og Læge Wanscher (den borgerlige Gruppe) kan kun gaa med til en saadan Udskydelse under den Forudsætning, at der træffes Foranstaltninger til, at Takstnedsætteisen kan træde i Kraft fra l. Januar 1925, hvis de økonomiske Forhold i Løbet af Aaret bedres og afklares. Et andet Mindretal, Dommer Simonsen, foreslaar Takstnedsættelsen indført nu.

(Nationaltidende 15. marts 1924).

Handelsmanden, der blev "lagt ud" paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Vi fortalte for et par måneder siden om to tidligere straffede fyres rædsomme tumlen om med en handelsmand Jensen. De to gavtyve, Laurits Olsen og Vidar Svendsen, hedder de, havde truffet handelsmand Jensen på en beværtning på Blegdamsvej. Først hjalp de ham med at sælge den vognfuld “store, friske sildegodt" han havde, og så hjalp de ham ærligt og redeligt at drikke pengene op. Hen ad natten slæbte de så den arme handelsmand, der var bleven så fuld at han intet anede, ud på Vestre Kirkegård og lagde ham på en grav.

Hårene lagde sig på Jensens hoved da han vågnede og så hvor han var, og de blev endnu mere stive da han så, at hans ur og tegnebog med 200 kr. var borte.

-- I går blev Laurits Olsen og Vidar Svendsen idømt hver 18 måneders forbedringshus.

(Aftenbladet, 10. juni 1922)

En Arbejder begravet under et Jordskred paa Vestre Kirkegaard i København. (Efterskrift til Politivennen)

På Vestre Kirkegård i København skete i går eftermiddags en alvorlig ulykke, idet en arbejder blev begravet ved et voldsomt jordskred. Falcks Redningskorps blev tilkaldt for at grave arbejderen ud, men det er meget tvivlsomt, om han kan leve.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 16. september 1921.)

Uhyggeligt Fund paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen) - 1921

Et nøgent barnelig findes på en gravsten

Hvor og hvem er moderen?

En ældre dame, der i går besøgte Vestre Kirkegård for at dvæle et øjeblik hos sine kære afdøde, gjorde en uhyggelig opdagelse, der, selv om der nu synes at mangle ethvet spor, muligvis vil føre til opklaring af en ny, trist social tragedie, hvor en ulykkelig ung pige har søgt at slippe for følgerne af et kærlighedsforhold ved at dræbe sit nyfødte barn og henlægge det på Vestre Kirkegård.

Damen blev opmærksom på, at der lå en pakke på en gravsten. Da kirkegårdsbetjenten kom til, viste det sig at være liget af et nyfødt fuldbårent drengebarn.

Barneliget var fuldstændigt nøgent og kun indpakket i en avis, antagelig for at udslette ethvert spor. Om halsen havde det nogle røde striber, som om det var ombragt ved kvælning; disse striber kan dog ifølge politilægens udsagn også fremkomme ved naturlig død, men hele den måde, liget blev fundet på, tyder mest på, at der foreligger en forbrydelse. Sagen blev straks overgivet til politiet, og opdageren Allestrup fra Svendsgade beordrede barneliget til Retsmedicinsk Institut.

Hvem er Moderen?

Liget af det lille barn har antagelig ikke ligget på kirkegården i lang tid, og det jo heller ikke godt tænkes, at den unge kvinde, der har født, ret længe vil kunne skjule sin tilstand. Når politiet nu tager fat med undersøgelsesarbejdet, vil de nærmeste dage rimeligvis løfte hemmelighedens slør for en ny barnemordsaffære - en ny social tragedie.

(Arbejderbladet, 5. juni 1921.)

Den nye Terrassekirkegaard ved Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Siden begyndelsen af januar har der været et stort og omfattende arbejde i gang langs hele den vestlige side at Vestre Kirkegård.

Den stejle skrænt her, der løber parallelt med Trekronergade ud til Vigerslev Allé skal tages ind under kirkegården og er derfor i færd med at blive gravet ud. Af hensyn til terrænet vil den nye del af kirkegården blive anlagt i terrasser, der skal gennemskæres af vejrampen, men føres ned til den nye store boulevard, der er planlagt langs kirkegården ud til Kalvebod Strand.

Under ledsagelse af direktøren for Københavns Begravelsesvæsen, hr. A. Berg, aflagde vi i går et besøg ude på den nye kirkegård, hvor hakker og spader var i den travleste virksomhed. I de milde forårssolskin lyste de nøgne skrænter gult og festligt, medens de geologiske formationer - terrænet ligger på en nogle tusind år gammel havbund - tegnede tydelige streger på tværs i jordlagene. Ofte fandt man rav i jorden, fortalte arbejdere og undertiden trøskede træstykker, der lå som om det kunne være en båd med en eller anden fjern stenalderfisker der var sunket til bunds og efterhånden blevet indlejret i sandet og gruset.

Men der var også ting som var at mere generende beskaffenhed: sten på mange tusinde stykker, der måtte sprænges med krudt eller aerolit for at kunne fjernes. Vort billede er taget i de øjeblik en sådan kammerat på et halvt hundrede tusinde pund ryger i luften. Arbejderne har trukket sig tilbage i respektfuld afstand mens sprængningen foregår. De store stenstykker kan ofte - navnlig ved aerolitsprængninger - fare langt ud og er undertiden gået gennem taget på de små kolonihave-lysthuse, der ligger nedenfor. Men forøvrigt vækker sprængningen ingen større sensation. Der sprænges daglig 5-6 sådanne kæmpesten, fortæller ingeniør Termansen, som leder udgravningsarbejdet, og en sprængningekspert har nok at gøre dagen igennem med at bore huller i stenene og besørge dem splittede ad.

I den tid, arbejdet har stået på, har der daglig på dette areal, der er 4 tønder land stort, været beskæftiget 100 mand derude. Når arbejdet er sat i gang så tidligt, er det for at afhjælpe lidt arbejdsløshed, og de hundrede mand, som ellers ville have været arbejdsløse, har nu klaret dem i den tid. Forøvrigt skrider arbejdet godt frem derude. Ikke mindst på grund af det milde vejr. Den ny boulevard, som skal anlægges nedenfor, vil blive forlænget med en bro over jernbanen helt ind til Valby. Det store øde areal herude vil, når disse arbejder en gang bliver færdige, være forvandlet til at af Storkøbenhavns smukkeste prospekter.

(Social-Demokraten, 17. marts 1921.) 

(Også foto som viser sprængning af en sten)

Terrassen langs Sjælør Boulevard. Fotoet er taget fra hjørnet op mod Vigerslev Alle. Længst væk er en af de muslimske gravpladser, og bag de fjerne træer starter de tyske krigsgrave. Vejen til venstre i billedet fører op til den næste terrasse, se foto nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Terrasse set fra udsigtpunktet. Det er umuligt at vise hele længden som ellers er på omkring 1 kilometer. Gemt væk bag det store træ til venstre for midten den mur som var planlagt til gravnicher. Kun en blev taget i brugt(med en kvindeskulptur af J. J. Bregnøe). Den øvre kirkegård ligger til venstre udenfor fotoet, og den nedre terrasse til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Udvidelsen af Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen),

Større udgravningsarbejder - anlægges af en ny vej og et villakvarter.

Vestre Kirkegård, om ikke i øjeblikket, så dog ad åre, byens smukkeste kirkegård, har længe trængt til en udvidelse, og omkring nytår bestemte man sig så til at påbegynde det store foretagende - til dels for at modvirke arbejdsløsheden.

Det er langs hele vestsiden, man vinder nyt terræn. Umiddelbart udenfor kirkegårdens læbælte findes der her en bred Udgravning, stammende fra anlæget af godsbaneterrænet, hvor man fyldte en del af Kalvebod Strand ud. Endnu findes i fordybningen en del kolonihaver, men de vil snart forsvinde til fordel for kirkegårdens nye terrasseanlæg.

Det er som et anlæg af en sådan art, udvidelsen foregår. I alt vil der blive tre terrasser, som forbindes med ramper, og for at skabe forbindelse med den øvrige kirkegård, anlægges terrassen ud for midterkapellet højere. Henad terrasserne vil de mange gravsteder blive anlagt, og det påtænkes at indrette gravkamre.

Direktør Berg fra begravelsesvæsenet fremviste i går sammen med inspektøren det hele terræn for pressen. I øjeblikket er 4 tønder land under arbejde, og man beskæftiger 100 mand, men i alt skal der indvindes det dobbelte areal. Indtil nu er der udført jordarbejde for 80.000 Kr., alt i alt kommer man op på nogle hundredtusind, et bestemt beløb kan man ikke fastsætte, de fleste penge medgår til arbejdsløn.

Direktør Berg fortæller os om de vanskeligheder, som skal overvindes, det er særlig de mange store kampesten, som volder besvær. Det er gammel havbund, man arbejder på, og rundt omkring i aflejringerne må stenene sprænges bort, men med det samme har vi materialet til de mange stensætninger og trappepartier, føjer direktøren til. Og for at man rigtig skal kunne glæde sig ved det store, smukke anlæg, bliver der oppe ved Vigerslev Allé et udsigtspunkt.

Og bagved kapellet er man gået i gang med at anlægge et parti i fransk havestil, med store, klippede hække. Også det skal blive meget smukt, man forsikrer os noget enestående, i hvert fald noget ualmindeligt, for en kirkegård.

(Dagbladet (København), 17. marts 1921)

Foto fra Nationaltidende, 17. marts 1921 som også havde været på besøg med Berg. Udgravningen stammede fra anlægget af godsbaneterrænet hvor man fyldte en del af Kalvebod Strand ud. En del kolonihaver lå her. Samtidig blev Nordre Kapels hvildkalkede vægge farvet "en ganske lys, rød og mere fortrøstningsfuld farve". Og et nyt orgel anskaffet. 

Naar Spiritisterne begraver deres Døde. (Efterskrift til Politivennen) - 1921

Forargelse i kirkelige Kredse

(privat)

På Vestre Kirkegård i København fandt i går en enestående jordefærd sted. Spiritisterne begravede en af deres døde under udfoldelsen af ejendommelige ceremonier. Der var ingen præst til Stede. Ligtalen blev holdt af et medium, der var hensat i trance. Hun talte ikke med sin egen tunge, men med en høj, klar mandsrøst. Der fandt ingen jordpåkastelse sted, men i stedet lod man liljer dale ned på kisten.

I kirkelige kredse hersker den største forargelse over denne begravelse.

(Demokraten (Århus), 26. februar 1921.)

Vestre Kirkegaard erobrer nyt Land 1921. (Efterskrift til Politivennen)

Vor smukkeste kirkegård, Vestre Kirkegård, bliver i denne tid betydeligt udvidet, idet hele den lund, der lå ud mod Vigerslevkanten langs skrænten ned mod de tusinder af kolonihaver, der ligger her bag Valby, bliver fældet og grunden lagt ind under kirkegården.

Det er kommunens jubilæumsgave til den park-lignende store kirkegård, der sidste år fejrede 50-årsdagen for sin indvielse. Det nye stykke begravelsesplads skal allerede være færdig til at tages i brug i løbet af den tilstundende sommer. Det vil afgive et nyt mål for en sommersøndagsudflugt. Selve kirkegården er jo et besøg værd alene for sin skønheds skyld og dens omgivelser, det yderste Valby og Vigerslev er jo også nok værd at se, for selv om byggeriet ikke har været stærkt de senere år, er denne udkant af Stor-København dog stadig under forvandlingens, udviklingens og fremskridtets lov.

(Folkets Avis - København 14. februar 1921.)

Resterne af gamle Københavnere.

Her ligger de på rad, resterne af gamle københavnere som en gang for mange år siden levede og virkede i den lille by som den nuværende storstad da var.

Det hænder jo ikke så sjældent at man ved udgravninger i den gamle by finder sådanne benrester. Dels fandtes der jo flere kirkegårde rundt om, og i koleraåret tog man det jo ikke så nøje med hvor og hvordan de døde kom i jorden. De fundne rester i en gård i St. Strandstræde hidrører ved nok fra den kirkegård der har været omkring den gamle Garnisons Kirke.

Nu bliver disse rester samlede sammen og gravede ned på en af vore kirkegårde. Antagelig på Vestre Kirkegård hvor man som tidligere fortalt, har en høj der gemmer alle sådanne rundt i byen fundne ben.

Og så får vore gamle bysbørn vel endelig ro - til at blive til støv.

(Aftenbladet (København), 15. december 1920.)

Opgravede benrester i St. Strandstræde. Foto fra Aftenbladet, 15. december 1920.

Hovedstadens Døde (uddrag). (Efterskrift til Politivennen)

København. Tirsdag.

Der er opstået en vis interesse hos københavnerne for deres kirkegårde i de senere år.

Det må udtrykkeligt bemærkes at det er i de senere år. For blot en snes år siden var det en ren skandale at se visse steder at den store Assistens Kirkegård. Den ene fjerdedel af kirkegården lå hen som et fuldstændigt vildnis, hvor de vilde roser havde dannet et fuldstændig uigennemtrængeligt fletværk.

Dette vildnis var skilt ved en tjørnehæk fra en række kolonihaver, hvortil der var en let adgang for Nørrebros løse elementer over et stakit. I tjørnehækken var der klippet gennemgange, og herfra trængte bøllerne ind på kirkegården, hvor de havde dannet hytter på gravene. Regnen kunne ikke trænge gennem det tætte fletværk; af Efeu, vilde roser og andre planter, og her boede man hyggeligt. Der lå madraser på gravene, der fandtes små petroleumsapparater, kogekar og et utal af flasker og konservesdåser. Man boede trygt og roligt for alle efterstræbelser, for kirkegårdens betjente nærmede sig nødigt denne del af kirkegården, og hytterne lå så godt skjulte, at selv det mest årvågne øje skulle have vanskeligt ved at finde dem.

Det var en uhyggelig skandale, men så fandt man endelig på at rasere hele terrænet og omdanne det til et smukt anlæg og legepladser for børn.

 

Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev hjemløse her, som de blev det i Lersøen.

Men det var den gang. Nu er kirkegårdene blevet de smukkeste og mest stilfulde anlæg.

***

Dette gælder dog i første række Vestre Kirkegård.

 

Da denne kirkegård i sin tid blev anlagt, havde man næppe ventet at herude skulle de fineste begravelser finde sted.

Ganske betegnende var den første begravelse, der fandt sted herude, et gammelt ladegårdslem. der sænkedes i fattigjord. 

Det var da i begyndelsen også disse uhyggelige fattigbegravelser, der fandt sted herude. Nu var vejen også slem derud. Forbindelserne var meget dårlige. Man var timevis om at komme derud, og det var jo heller ikke opmuntrende at søge denne kirkegård.

Men nødvendigheden gjorde det efterhånden til borgerdyd at søge denne fjerntliggende kirkegård. Der var ikke plads andre steder. Hvor forundret blev man da ikke da man kom derud og fandt at kirkegården var den smukkeste park.

Der var søer med svaner, smukke lunde og pragtfulde alléer af de forskellige træer. Næppe to af alléerne er ens. Kirkegården herude svarede fuldt ud til navnet: "De dødes Have".

Det var den afdøde konservative rådmand, oberst Abrahamsen, der havde været mester for dette værk.

 

Forbindelserne med kirkegården kom også i stand. Den elektriske sporvogn kom herud, og nu begyndte tilstrømningen til kirkegården både af døde og levende.

Vestre Kirkegård blev der valfart til. Intet steds finder man i byens omegn et fugleliv som herude. Her har også fuglene fundet et fredhelligt sted.

***

Med årene fandt også stormændene herud.

På Assistens Kirkegård findes fra gammel tid en række kostbare, originale og smukke monumenter, men nu skal man gå til Vestre Kirkegård, hvis man vil søge kostbare og originale mindesmærker. Der findes mægtige arealer herude, hvor man kan gå fra grav til grav og beundre de prægtigste gravsteder.

Men dermed være ikke sagt, at de fattige glemmes. 

Tidligere var det jo således at når en grav blev glemt eller forsømt, så lod man den ligge. Den blev forvandlet til en græshøj, og efterhånden var det brændenælder og fandens mælkebøtter, der dækkede graven.

På Vestre Kirkegård er det ganske anderledes. Glemmes en grav, lader kirkegårdsbestyrelsen straks et træ plante på graven, et bøgetræ, en ask, en birk, et nåletræ, Graven holdes altid fri for ukrudt.

De fattige glemmes ikke i døden.

***

Vestre Kirkegård er blevet den fashionable folkekirkegård, medens Assistens Kirkegård ligger død og stille hen. Det samme er tilfældet med Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. I en menneskealder har der nu været talt om at sløjfe disse to kirkegårde der nu ligger i byens midte, men det har sikkert lange udsigter endnu.

Byens sidste ny kirkegård, Bispebjerg Kirkegård, der vel efterhånden bliver den største, når al jord rundt om er inddraget, ligger meget bar hen. Den savner sin rådmand Abrahamsen og kommer næppe nogen sinde til at blive den dødens lund som Vestre Kirkegård er blevet.

***

Der er folkevandring til Vestre Kirkegård om søndagen. Folk gør deres bedste for at holde gravene pyntelige. Det viser at eksemplet altid skal komme fra oven.

Der synes imidlertid at skulle opstå den skik at "uniformere" kirkegårdsbesøgene. Man søger at tvinge folk til på bestemte tider at mindes de døde. Der kan vistnok være forskellige meninger om, hvorvidt dette er heldigt.

Det er blevet en smuk skik ved de store højtider at mindes de døde. Ved påsketid er kirkegårdene bogstaveligt et hav af de gule påskeliljer, ved juletid findes forårets første fremdrevne krokus og hyacinther på gravene og hist og her et helt lille pyntet juletræ - ja, ved juleaftenstid kan man endda finde træer med tændte lys.

Dette kan være smukt og godt. I de sidste år er man imidlertid begyndt at fejre Allehelgensdag, som man henlægger til første søndag i november, med gudstjenester på kirkegårdene eller i kapellerne.

Der kan rejses mange spørgsmål i denne sag. Man kan spørge, om det et heldigt at indføre for mange katolske skikke, og om det er heldigt at lægge en art tvang på de efterlevende, om på hvilken dag de vil mindes de døde.

Der kan vistnok være delte meninger om denne sag.

Således som vore kirkegårde i de sidste år er blevet, vidner de om at københavnerne viser den største pietet overfor deres døde og at pålægget om en særlig mindedag vistnok må siges at være overflødigt.

(Roskilde Avis, 10. november 1920.)

Vestre Kirkegaard. Et Halvtreds Aars Minde. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.

Fodgængeren, som kommer gaaende over den store Jernbanebro ude ved Valby, ser Vestre Kirkegaard rejse sig som en Fjældskov over Jernbanelinien. Og er han kommen ind paa Kirkegaarden, forstærkes Indtrykket af Fjældet. Han vandrer højt oppe over Staden, og Luften er ren og frisk som oppe paa et Bjerg.

Om et Par Dage fejrer Vestre Kirkegaard sit 50 Aars Jubilæum, idet den blev indviet 1870.

Mærkeligt nok, at Vestre Kirkegaard er saa gammel. De fleste Kjøbenhavnere regner den for en ret ny Kirkegaard. Det hænger imidlertid sammen med, at den først i senere Aar er bleven stærkere benyttet. I lange lider var den i den almindelige Bevidsthed en fjerntliggende Kirkegaard uden Renommé. Det ansaas ikke for attraaværdigt at erhverve Gravsted derude, langt fra Byen, i ukendte Egne. Man holdt sig til de mere fornemme Kirkegaarde, Garnisons og Holmenis, eller I hvert Fald til Assistens!

Men nu er Forholdet anderledes! Nu er Vestre Kirkegaard ved at blive Stadens mest søgte. Nu har den brede Befolkning opdaget dens særlige Skønheder. Og den har særlige Skønheder.

Birkealleen paa Vestre Kirkegaard.

Vestre Kirkegaard er ikke blot de Dødes Have, den er de Dødes Lund. Paa den passer det norske Udtryk "Gravlund'. Her har kyndige Hænder anlagt og plantet et stort Terræn, der rent landskabeligt set virker betagende ved sit afvekslende Terræn, sin Løvrigdom og sine Udsigter. Og ind mellem Træer og Høje og Grønsvær ser man de mange smaa Haver, i hvilke de Døde hviler.

Det er ikke Gravene, som behersker Kirkegaarden, endnu mindre Gravstenene; Vestre Kirkegaard er hverken en Samling blomstersmykkede Jordhøje eller en Samling hvide og graa Gravsten, Vestre Kirkegaard er først og sidst en Lund, hvor Træer og Buske luner og dækker over de Dødes sidste Hvilested.

Tre Kapeller har det været nødvendigt at opføre, Nordre Kapel 1892, Søndre Kapel 1908 og Østre Kapel 1913. Deres Arkitektur er vel ikke uangribelig, men de dominerer ikke. Ogsaa de dækkes af Lunden.

Netop nu, i Jubilæumsdagene, er Kirkegaardens Efteraarsskømhed stærkt fremtrædende. Den hører til vor Hovedstads Seværdigheder. Hvor Sydens Kirkegaarde byder paa kostbare og kunstfærdige Gravmæler, byder Vestre Kirkegaard paa den levende Naturs Løvpragt. 

Udsigt over Søen til det store Kapel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1920, 2. udgave).

Vestre Kirkegaard jubilerer. (Efterskrift til Politivennen).

Et jubilæumsskrift om begravelser i gamle dage og om kirkegårdens historie.

I anledning af at Vestre Kirkegård den 2. november har bestået i 50 år, har kommunalbestyrelsen udsendt et smukt illustreret skrift. der indeholder to tekstbidrag: Rådstuenakivar, Dr. phil. Villads Christensens skildring af begravelsesskikke og kirkegårdsforhold i København i ældre tid og en afhandling om Vestre Kirkegårds tilblivelse og udvikling, forfattet af direktør for Københavns begravelsesvæsen A. Berg.

Dr. Villads Christensen fører sin skildring tilbage til den katolske middelalder, da der ikke ofredes stort udstyr på begravelserne som fandt sted korrt efter dødsfaldet, i reglen allerede dagen derefter. Efter reformationstiden ændredes disse skikke. Der blev udfoldet større eller mindre pragt ved en jordefærd, og det ansås for at være en ære for den afdøde at hans lig var længe oven jorde. Efterhånden som fristen for begravelsen forlængedes, blev der også mere lejlighed til sammenkomster og fester. Under Københavns belejring i 1659 var det en adspredelse for de hollandske søofficerer at gå ind i ligstuer og nyde det pragtfulde skue som de ikke var vante til i deres eget hjemland. En del år i forvejen skrev en udlænding, at når nogen dør i Danmark, saa græder og jamrer man ikke, men ler, spiser, drikker og danser rundt omkring liget.

Rådstuearkivaren omtaler forskellige foranstaltninger og forordninger, hvorved regeringen søgte at skride ind. Han skildrer de fortvivlede kirkegårdsforhold under epidemier som pesten i 1771, Studenternes Ligbæring og den udvikling, som langsomt førte fra begravelser i selve kirkerne eller så nær disse som muligt til jordfæstelser på de udenbys kirkegårde. Først i 1805 blev det forbudt at begrave de døde i kirkerne, og fra 1851 forbødes begravelser på de indenbys københavnske kirkegårde. De to kirkegårde på Christianshavn dannede en undtagelse; men da adskillige koleralig i 1853 var blevet begravet her, greb autoriteterne ind, således at man ligeledes forbød begravelser på de christianshavnske kirkegårde. Siden har kun rent undtagelsesvis en jordfæstelse fundet sted inde i byen, som da J. P. E. Hartmann for en snes år siden blev stedet til hvile ved Garnisons Kirke.

Særlig rigt illustreret er direktør Bergs beretning om Vestre Kirkegård. Der findes jo også på denne kirkegård meget smukke partier, og anlægget er i det hele af den art, at det har vakt beundring selv hos meget kyndige udenlandske autoriteter. Kirkegårdens samlede areal udgør 94 tdr. land, og der er til den knyttet et antal af over 170 tjenestemænd og arbejdere. Den rummer et ualmindelig tæt vejnet. Som et kuriosum kal vi anføre, at der på denne kirkegård findes 109,5 kilometer eller mere end 14 ½ danske mil af Veje, som er over 2 meter brede.

På kirkegården er der i de forløbne 50 år i alt begravet ca. 140.000 mennesker. I de første 10 år begravedes kun ca. 900 årlig; fra 1880, til Bispebjerg Kirkegård blev taget i Brug i 1903, var antallet henimod 4000 årlig. I de senere år har det været ca. 2300.

En del smukke monumenter er rejst på kirkegården. Flere af dem er afbildet i jubilæumsskriftet, der også nævner en række kendte personligheder, som er begravet på Vestre Kirkegård, fra forfatterinden Victoria Benedictson (Ernst Ahlgren) i 1888 til direktør Hauge i 1920.

(Nationaltidende, 29. oktober 1920, 2. udgave).