En undtagelse fra Ønsket om Offentlighed.

Blandt tidens moderne feltråb danner det om offentlighed med sine forskellige tilsætninger, et af de vigtigste. Vi har hørt flere stemmer for end imod offentlighed. Men en slags er dog deraf som alle ønsker indskrænket: offentlig tilbud af kønsdriftens tilfredsstillelse.. I en hovedstad som København erkender dernæst de fleste at denne odiøse offentlighed ikke ganske kan undgås, men så nødvendigt et onde den end er, kan der dog på mange måder sættes grænser for den, så vidt muligt bør forargelse derved søges forebygget.

Under al denne hemmelighed der hviler over Københavns Politis foretagender - noget der muligvis er mere at rose end at laste og i mange tilfælde er aldeles nødvendigt - er man dog kommet i erfaring om at især den driftige politiassistent hr. Gad har i det sidste år overholdt strengt adskillige påbud der sigter til at gøre skandalen ringere. Også har man formodning om, dels at naturlige ægteskaber tolereres mindre end hidtil, dels at unge piger ikke tillades at drive den skændigste af alle håndteringer. Men - vi bør ikke blive stående på halvvejen for at formindske det onde. Der bør ikke eksistere gader som fortrinsvis er indviet til Venus vulvivaga. Indsenderen tænker herved især på Antonigade og den smalle del af Holmensgade. I den første er kun yderst få huse hvor ikke glædespiger viser sig intra eller extra fenestram, og vil man om aftenen passere dette stræde, støder man på hele grupper af disse ulykkelige væsener der frække som de er og derhos inciterede af spiritus, hvortil de tidligt og så at sige af nødvendighed vænnes, antaster de forbigående og vel også stundom fornærmer disse. Vanskeligt kan det næppe være at få dette stræde renset for både sals- og gadejomfruer. De er tolererede personer, deres rettighed til at føre et utugtigt levned grunder sig på en slags tilladelse som man hvert øjeblik kan ophæve, og derfor endnu mere kan underkaste indskrænkninger. De som således fordreves fra Antonistræde, vil nok finde andre smuthuller. Lige meget når blot ikke en hel gade ofres til usædelighed, og det onde bliver mere adspredt.

Hvad her er sagt om Antonistræde, gælder endnu mere om bordellerne i de lave huse i Holmensgade. Her findes vel ikke denne omflakken og antasten på gaden, men paraderingen i kældervinduer - for andet end kælderetager kan stuerne vel ikke kaldes her - volder at selv børn tidligt gøres og bliver opmærksomme på hvad man måtte ønske blev dem for det første ubekendt. Hvorfor kan bordellerne ikke aldeles udelukkes fra disse kældre? Det er jo sket med en del af dem, og værterne kan jo ikke siges at have købt deres småhuse med rettighed til at der at drive en ussel håndtering. Er det absolut nødvendigt at sådanne værter og gæster eksisterer, da byder dog omhu for andres vel at unddrage dem mere offentligheden, der her sikkert virker i en anden retning end den hvorpå så mange nu råber. Desuden er der intet spørgsmål om at så snart Venus vulvivaga bandlyses fra den smalle del af Holmensgade, den ene rønne derefter den anden vil blive ombygget til anselige huse. Gadens linje vil da blive forandret, og hvad der kun kan ventes opnået efter ulykkestilfælde, vil da af sig selv komme i orden.

Dette vigtige synspunkt hvorved selve gaden vil tabe sit vansirende udseende, håber indsenderen måtte ikke så lidt tale for at hans forslag skænkes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 1140, løverdagen, den 4de November 1837, side 683-686)

Bremerholm er et levn fra Holmensgade, som den skiftede navn til efter at Ulkegade var blevet berygtet pga. prostitution. Disse huse er alle fra efter bybranden i 1795 (slutningen af 1700-tallet), og eksisterede altså på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Et Par Ord i Anledning af Commissionair Agerøes Beskyldning.

I "Raketten" nr. 170 har kommissionær Agerøe indrykket en krænkende beskyldning mod mig hvis gendrivelse jeg skylder publikum. Jeg nævner udtrykkelig "publikum", for det er på ingen måde min hensigt at indlade mig i nogen pennefejde med hr. Agerøe hvis omdømme er mig lige så ligegyldig som hans ufortjente angreb ringeagtet. Kun for min agtede medborgere vil jeg bevis urigtigheden af hr. Agerøes, på usandhed byggede, usle fremfærd hvis hensigt at skade den fredelige borger af enhver retsindig upåtvivlelighed vil mødes med fortjent foragt.

(Forinden De imidlertid, hr. Agerøe pr. kommission indlader Dem på at dadle nogen i offentlige blade, råder jeg Dem at undersøge sandheden af de nyheder De opvarter med. For De kan eller let slumpe til en forsvarlig mundkurv - for ikke at tale om små, men slemme bøder.)

I 34 år har jeg været borger her i staden og ved uheldige tidsomstændigheder navnlig det ustadige pengevæsen tilsat en ikke ubetydelig formue. I en alder af 70 år har jeg nu begyndt på mine gamle dage at udleje klæder for at ernære min familie ved et lovligt erhverv. Jeg har med denne lille, tarvelige indtægtskilde i flere år boet i hr. Hildemanns (ikke Hildemarks) hus nr. 239 på hjørnet af Holmensgade og Hummergade, og hidtil svaret enhver sit. Om der nu i samme hus skulle findes nogen som forøger sin indtægt ved rufferi eller bordel, vil jeg just ikke påstå. Men at der findes logerende fruentimmer på salen, hvis støjende adfærd og liderlige levned vækker opmærksomhed og forargelse hos omboende og forbigående, kan jeg bevise. Om denne uværdige indtægtskilde til vedligeholdelsen af flaskens velstand for en mand er tilladt af politiet er mig ligegyldigt, når jeg blot forskånes for de liderlige sange ud af vinduerne eller den med natlige visitter følgende uro.

Sådan, ærede publikum! er anledningen til kommissionær Agerøes beskyldning mod mig der er fremavlet enten af egen dumhed eller andres ondskab. Jeg tror at det danske folk blandt hvilket jeg så mange år har levet og virket, næppe misunder mig den ubetydelige indtægt jeg kan erhverve ved at udleje klæder. Ligesom jeg også tror at det ligesom jeg ringeagter lav ondskab, hader løgnen og ærer sandheden. Og med denne overbevisning tegner den forhenværende møller sig: et agtet publikums

ærbødigste

F. Ollschansky

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 438-440)

Redacteurens Anmærkninger

Krak 1837 angiver kon?farver F. Olchansky, Holmensgade 239. Agerøe er ikke at finde i Krak. Adressen hed senest Bremerholm 38/Hummergade 9, og eksisterer ikke længere.

Bøn til høie Vedkommende om Afskaffelse eller Forandring i en for Flere høist skadelig Uskik

Det er vel uden for enhver tvivl at skøger og bordelhuses tilværelse i visse henseender må anses for fornødne. For i modsat fald ville samme vel ikke eksistere så frit og uhindret. Men det er højst beklageligt at disse bordeller skal være til skam og skade for andre skikkelige borgere der ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. I dette tilfælde må beboerne i Holmensgade og i særdeleshed de der bor i de nærmeste huse, have al mulig årsag til at beklage sig. For denne gade er fremfor alle andre gader her i staden ilde anset og dårligt omtalt på grund af de 4 bordelhuse som er der. Især fruentimmer undser sig ved at gå igennem, og de kunne jo på en måde have grund til det. For det er jo højst ubehageligt at udholde for honette folk at passere gennem en gade hvor de kan vente at blive spottet og udleet af de skøger som altid ligger i vinduerne. Især når disse som det ikke sjældent er tilfældet, æreskænder. 

Det er indlysende at dette i flere henseender er til stor skade for gadens og andre beboere. For når for eksempel 1) en af husejerne har værelser at udleje, endog i de bedste og bekvemmeste huse og de lejesøgende vel synes godt om lejligheden og finder lejen rimelig, så hedder det dog: Tænk at bo i denne gade! Værten nødes da til at udleje sine værelser til folk som han mindst ønskede for ikke at lade sine værelser stå ledige. 2) Det samme er tilfældet med tjenestetyendet. For når en der tjener i denne gade, møder en af sine bekendte og der spørges: hvor tjener du nu? og der svares: jeg tjener i Holmensgade, så hedder det straks: fy, hvad! vil du tjene i denne hæslige gade? Når da en pige kommer hjem og fortæller sin husbond eller madmoder dette, er sådant meget ærgerligt og krænkende at høre. Det er også for det tredje meget ubehageligt, ja ofte utåleligt for de der bor i nærheden, at høre disse væsner der er blottet for al blufærdighed og velanstændighed, føre de liderligste og mest uanstændige samtaler i de åbne vinduer med deres bekendte, den laveste pøbel, når nogle af disse går fordi.

Man ser også hele flokke af velklædte børn af begge køn fra skolerne i nabolaget stå halve timer og more sig ved at høre og se på dette uvæsen. Hvilket indtryk sådant kan gøre på disse uerfarne og uskyldige børn er indlysende. Gadens beboere har vel i længere tid næret det håb at ejerne af disse liderlige huse engang har den godhed og agtelse for deres medborgere at smide disse skadelige væsner ud af deres huse og udleje disse til andre folk som ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. Især havde man ventet det af to så agtværdige mænd som ejerne af nr. 113 og 115 i førnævnte gade, om de endog skulle nøjes med mindre leje. 

Men da dette håb i flere år har været frugtesløst og formodentlig vil blive det i fremtiden, så er det indsenderen heraf giver sig den frihed at henvende sin bøn og flere forenede ønske til det høje og respektable politi om at det for altid må blive disse liderlige fruentimmer forbudt at nærme sig vinduerne under noget som helst påskud da gaden ved denne anordning sikker igen ville vinde sin tabte agtelse. Og disse lade duller ville vel også muligvis finde på nogen nyttigere beskæftigelse end at sidde hele dagen med næsen på vinduesruderne da deres liebhavere sikkert nok ville vide at finde dem alligevel, uden at de behøvede at åbne vinduet og kalde dem ind. Og da nu gadens beboere i en række af år har lidt af denne uskik der strider mod al god orden og velanstændighed, har indsenderen det faste håb at hans ønske vil blive opfyldt, samt at kraftige og varige forholdsregler bliver anvendt imod dette uvæsen.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 849-853)

Holmensgade omkring år 1900. Så vidt jeg har kunnet efterspore var "Det Røde Hav" nr. 21, mens Cafe Amerika var nr. 19. Hvis man tæller tilbage i billedet, ligger nr. 7 og 11 nogenlunde skjult af de to damer i venstre side af billedet. Københavns Museum.
 

Redacteurens Anmærkning

Holmensgade blev ændret til dette navn i 1823 efter at Frederik 6. havde givet efter for pres fra beboerne om at få ændret Ulkegades navn på grund af prostitution. Navnet blev ændret, men prostitutionen forblev, så det fik de ikke noget ud af. Holmensgade vedblev at beholde sit ry i mange årtier som beskrevet på denne side. Kvarteret blev saneret i 1930'erne og blev til Bremerholm.

Holmensgade 113 blev i 1859 til Holmensgade 7, mens Holmensgade 115 blev til Holmensgade 11. H. C. Andersen boede 1819-22 i Ulkegade 108. Først hos jordemoderen Maren Sophie Thorgesen (ca.1782-1838), dernæst en etage højere hos styrmandskonen Caroline Henckel. I 1823 skiftede adressen navn til Holmensgade 108 og i 1859 til Holmensgade 8. Hvilket formentlig var overfor de to nævnte adresser. Som nævnt er det hele revet ned, og næsten eventyrligt symbolsk ligger der nu en Fætter BR tæt på stedet.

Hvad angår den indledende kommentar om bordelhuse som "fornødne", så udtrykker den det tvetydige forhold der under enevælden herskede angående prostitution. Prostitution var et ulovligt erhverv, men som det ses til en vis grad tolereret af politimyndighederne. Der var nemlig lige det med syfilis! I oplysningstiden ændrede opfattelsen af syfilis sig fra at blive opfattet som en straf fra oven, til at det var en sygdom, der kunne bekæmpes med rationelle midler. På Politivennens tid havde Danmark indført fri behandling af syfilis og andre veneriske sygdomme uanset formueforhold. Fokus ændrede sig da også til ikke kun at være moralsk til den nære sammenhæng mellem prostitution og udbredelsen af kønssygdomme. 

Den fri behandling af kønssygdomme var ikke nok til at få kontrol med den frygtede syfilis. I 1815 krævede den enevældige konge, Frederik den 6., at den københavnske politidirektør fik sat kontroludøvelsen i regelmæssig politi- og lægekontrol med de prostituerede. De skulle møde til undersøgelse hos politilægen én gang om måneden. På Politivennens tid har der formentlig været omkring 3.000 prostituerede i København. Alt sammen hemmeligt for den almindelige offentlighed fordi man ikke ønskede at befolkningen fik kendskab til den tolerance over for det forbudte, der nødvendigvis måtte følge en sådan praksis. 

I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev kontrollen af de prostituerede gradvis skærpet med krav om hyppigere undersøgelser hos politilægen. Straffen for at udeblive fra undersøgelserne var fx fængsel på vand og brød eller til arbejde i en straffeanstalt. Ved yderligere overtrædelser at de prostituerede blev tvunget til at lade sig registrere som "offentlige Fruentimmere"  og bo i et af byens tolererede hus, dvs. bordeller. 

En glubsk Hund i Ulkegaden.

I Ulkegade nr. 140 bor i baggården en smed som har en sort puddelhund der er meget bidsk og glubsk, og da hver etage i gården er indrettet til to familier, så er det ikke sjældent tilfældet at fremmede der besøger disse familier, bliver glubsk overfaldet af dette dyr. Ja, det skal endog for ikke længe siden være sket det at en mand er blevet bidt i benet af den. Uagtet husets beboere flere gange har advaret hundens ejer om at holde den inde, har det hidtil været forgæves. Derfor nødsages man offentligt til at ytre det ønske at ejeren til nævnte hund enten måtte af de ansvarlige blive pålagt at anskaffe den en mundkurv, eller også strengt befales at holde den inden for sine egne døre.

(Politivennen nr. 294. Løverdagen den 18de Augusti 1821, s. 4721-4722)

Drenge Unoder i Hummergaden.

Følgende uorden finder næsten daglige sted på hjørnerne af Hummer- og Ulkegade af en 8 til 10 børn mellem 6 til 12 år der samler sig på forskellige af fornævnte hjørner og foruden uanstændigt at behandle forbigående pigebørn som kommer fra skolen, overfalder de endogså med slag og hug andre folks drengebørn som måtte komme forbi i et eller andet ærinde for deres forældre eller husbonde, så at de derved enten forspilder eller aldeles tilintetgør hvad de i sammes ærinde måtte bære. De tillader sig med store sten at kaste imod beboernes døre, ja endog gå op i husene, give sig i klammeri og derved ituslå ruder. Alt dette som virkelig er passeret, var ønskeligt at man kunne få hæmmet hvorved der virkelig ville vises vedkommende husejere en sand tjeneste.

(Politivennen nr. 230. Løverdagen den 27de Maj 1820, s. 3733)

Anmodning til Fiskebløderen i Ulkegaden.

En del af Lille Kongensgades beboere anmoder Dem  venskabeligst om at lade Deres fiskevand udløbe om aftenen sent eller om natten, og ikke som i nogen tid er sket, om morgenen, da de er færdige at forgå af den væmmelige og utålelige stank som dette vand fører med sig. Beboerne i den del af gaden fra hjørnet af Halmstræde til Ulkegade lider nok om aftenen og om natten af stanken fra de mange renovationsvogne som kører igennem Halmstræde og Nikolaj kirkegang, skal de nu også om morgenen pines med den lige så ækle og ulidelige stank af fiskeblødervand, så må de hellere ønske ingen næse at have.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3026-3027)

Redacteurens Anmærkning.

H. C. Andersen boede i Ulkegade 108, 2. sal hos madam Henckel september 1819 til april 1821. April til oktober 1821 hos madam Henckel i Dybensgade 167 (nu nr. 20), men fattede tilsyneladende ikke hvad pigerne i gaden levede af. 

Peter Christian Klæstrup: 1820-1882. Folkeliv i Ulkegade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Et Par slemme Uskikke, som endnu ikke ere afskaffede

Man kan vel kalde det en meget slem uskik når man i hele ugen før og efter nytår belemres og aftrygles af alle slags mennesker uden hensyn til at man end ikke står i det fjerneste forhold til dem. Har fx en drager engang båret en side flæsk hjem fra torvet for en mand, kan denne være sikker på forruden den sædvanlige betaling for arbejdet, endnu at blive afkrævet en dusør til nytår. Læsserne som endog udgør et laug og hvis arbejde betales efter takst, holder sig slet ikke for gode til at gå fra hus til hus i dette ærinde.

At sådanne let tjente penge som oftest ikke anvendes på den nyttigste måde, kan man overbevise sig ved at gennemvandre nogle af vores gader nytårsdags aften. De mange halv- og helberusede mennesker man da støder på, udgør sørgelige eksempler på medborgeres utidige gavmildhed. Anmelderen så allerede kl. halv elleve nytårsdags formiddag en beruset smededreng ligge i en gadedør i Ulkegade i en tilstand der kunne vække både afsky og medlidenhed. Der har før i dette blad været ført klage imod denne uskik, men uden held, og sikkert vil den vedvare meget længe, dersom den ikke afskaffes ved et lovbud. For man kan ikke forvente at de mennesker der udøver den, vil kunne indse at den er ligeså lav og vanærende som den er byrdefuld for bosiddende familier der også må tage i pungen for at købe sig fri for uartigheder og gravheder.

 "tjenestepiger og drenge kaster gamle kogekar og potter på folks døre. Disse kar indeholder ofte ækle sager". Potter og kar fra Politivennens tid. Det ville betyde uheld at bruge udtjente potter og kar i det nye år. Derfor blev de smadret mod naboens dør. (Frilandsmuseet. Eget foto).

En anden uskik men som dog kun alene finder sted nytårsaften, er det at tjenestepiger og drenge kaster gamle kogekar og potter på folks døre. Disse kar indeholder ofte ækle sager. At se sin forstue der nys er rengjort, opfyldt med sådanne ting og at få dørene beskadiget af potteskår er vis ikke behageligt, meget mindre må et par store vinduesruder slås i stykker ved indkastede skår, hvilket var tilfældet sidste nytårsaften i en kælder i Norgesgade. Men allerværst er det at skrækken over et formodentlig skrald af sådanne indkastede ting kan have sådanne sørgelige følger for syge, børn eller nervesvage personer, som de ikke i lang tid kan forvinde. Og herpå kunne anføres flere eksempler. Så vidt anmelderen ved er denne uskik forbudt, men han ved også at dette forbud overtrædes, og kan let overtrædes. For mens vægterne er i den ene ende af gaden, kan vedkommende meget behændigt anbringe deres nytårssalve i den anden. Ønskeligt var det derfor at husfædre og fornuftige madmødre ville forestille deres tjenestetyender hvilke ubehagelige følger dette tossede besøg kan have for vedkommende og derfor forbyde  dem at udøve samme.

(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 823-825)

Redacteurens Anmærkning

At kaste potter og lignende på folks døre var en meget almindelig skik på Politivennens tid. Det var en forløber for affyring af fyrværkeri som først blev indført i slutningen af 1800-t. Det kaldtes at "skyde for døre", og kunne foregå med jagtgeværer eller pistoler, eller som beskrevet i artiklen ved at skaffe sig larm ved at knuse fx potteskår imod dørene. Skikken havde den sidegevinst at man kom af med gamle potter. Det ville nemlig bringe uheld at bruge dem i det nye år.

Advarsel til en slem person i Ulkegade

(Indsendt)

Den lange lømmel i Ulkegade, over hvis opførsel der er klaget før i disse blade, øver sammen med flere gadedrenge stadig sit spil sammen steds. Og man må med harme se hvorledes ordentlig klædte folk ofte tilsøles når drengene dels af kådhed og dels af en rodfæstet skadefryd finder på at kaste kålblade, gamle klude mv. som de har taget op af rendestenen, efter folk. Forældrene eller de foresatte til disse dårligt opdragne og kun på skalkagtighed pønsende drenge som bor i Ulkegade eller tilstødende gader og stræder, advares hermed foreløbig om at holde drengene i bedre ave. Men hvis dette ikke bærer frugt, vil der sikkert findes dem, som med vidner kan og vil bevise deres dårlige opførsel og forlange dem afstraffet.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den 14. december 1816, s. 784)

Et Svineinstitut i Ulkegaden.

(Indsendt)

I mere end 1½ år har en i Ulkegade boende høker opelsket grise til svin og derved formodentlig haft til bihensigt at ophjælpe snuskræmmerne. Men da sådanne svineinstitutter er og bør være forbudt i en hovedstad, så advares han foreløbig i dette blad at forlægge sit institut udenfor staden.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 733-734)

Lovtale om en nylig afdød Mand i Ulkegaden.

(Indsendt)

En vis almindelig kendt mand i Ulkegade er nu afgået ved døden. Derved er til fordel for den rolighed elskende del af Københavns indbyggere og til ubodelig tab for svirebrødre og lystelige passagerer blevet et offentligt hus mindre, såfremt den afdødes afkom ikke finder anledning til at fortsætte næringsdevisen. - Man plejer at berømme døde folk og for at følge strømmen, kan til mandens berømmelse anføres:

Han holdt i den senere tid en temmelig god justits i sit hus, ja overgik endog deri sine ordensbrødre og -søstre. -

Sjældent eller aldrig blev den der i hans hus havde fortæret sin penge, kastet uden for til vægterens videre forsorg, hvilket ellers i kvarteret er tilfældet og forvolder trætter, samt sætter politiet i den nødvendighed på mange fredelige menneskers bekostning ved støden i piben at fordre assistance til ordens genoprettelse.

Der var ikke i den senere tid dans eller støjende forlystelser i hans hus til midnat. Ikke var den som rolig passerede Ulkegade fra hans hus udsat for skældsord eller usømmelig tiltale af skøgerne hvilket ellers kan ventes fra ethvert vindue i gadens snævre del, hvor skøger med den halve krop ud af vinduet figurerer til midnat.

(Politivennen nr. 38, Løverdagen den 21. september 1816, s. 579-580)

Drengeuorden i Ulkegade

(Indsendt)

Ulkegade på den strækning hvor kalluns- med flere butikker findes, er på visse tider af dagen samlingsplads for gadedrenge. Formanden for disse drenge er en lang lømmel som velkendt i gaden. Og deres øvelser der består i at slås eller brydes indbyrdes, at kaste med skarn eller småsten, at hidse hunde på folk eller at drille disse dyr, at overmale disse butikker med kridt på usømmelig måde mm., er altid ledsaget med pibe i fingeren eller skriger af fuld hals. Dette foruroliger meget nabolaget, og derfor samt da deres uskik også stundom at gøre nar af de forbigående, forvolder klammeri og folkestimmel, anmeldes sådant for vores årvågne politi til forebyggelse som stridende mod anordningerne.

(Politivennen nr. 37, Løverdagen den 14. september 1816, s. 571)

Klage fra Ulkegaden.

Brolægningen i den snævre del af Ulkegade fra Lille Kongensgade og op til butikkerne er og har i flere år været uden tilsyn og er så yderlig forfalden at folk endog om dagen, især når der er faldet sne og det fryser, udsættes for at tage skade på lemmerne ved at passere denne meget besøgte del af gaden. I særdeleshed på højre side når man kommer fra Lille Kongensgade er brostenene således nedkørte og forrykkede at der i flere år er kommet ikke ubetydelige fordybninger til syne.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 28-29)

En slem Skorsteen i Viingaardsstrædet.

Da det uden tvivl er i strid med brandordningen at skorstenene er så lavt opført at de kun når lidt over 1. sals etage af en anden mands hus, så var det ønskeligt at ejeren af huset på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulkegade nr. 121 ville tage dette til eftertanke og spare sine naboer og genboer dels for frygt for ildebrand, og dels for den utålelige stenkulsrøg som uafladelig trænger ind i disses beboelseshuse fra den til en grovsmeds brug lejede hytte med en skorsten af ovennævnte beskaffenhed.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 28)

Musik og Dands på uønskelig Tid i Smaagaderne, I Særdeleshed i Dybensgade o.s.v.

(Efter indsendt)

Allerede ved højlys dag kl. 14 om eftermiddagen høres i smågaderne, og fornemmelig i Dybensgade på strækningen fra Ulkegade ned til Skvaldergården et utåleligt lirendrejeri, blandet med gæstestøj næsten fra hver anden stue og kælder hele gaden igennem. Den tænkende borger der kommer denne vej, stopper ørerne til for denne musik. Beklager at så mange raske sømænd, så mange skikkelige håndværkskarle her bruger tid, penge og muligt helbred og sundhed. Vænnes til lediggang, får afsmag for strengt arbejde og gør sig uduelig i fremtiden til at fortjene sit brød. Naboer og genboer ækles ved at høre denne dansestøj på et tidspunkt da vores eftermiddagsarbejde først begynder. Ønskeligt derfor om dette væsen først blev tilladt kl. 7 om aftenen og igen blev befalet ophørt kl. 10. Endda var der tid nok for disse stakler at blive af med hvad der synes at være dem til byrde: tid, penge, helbred og sædelighed. Og de omkringboende kunne da i al ro fortsætte deres sysler hver i sin kreds, uden på en så ubehagelig måde at blive forstyrret.

(Politivennen nr. 537, 13. august 1808, s. 8623-8624)

I Dybensgade på strækningen fra Ulkegade ned til Skvaldergården er der et utåleligt lirendrejeri, blandet med gæstestøj næsten fra hver anden stue og kælder hele gaden igennem. (Huse på Dybensgade fra Politivennens tid. Eget foto)

Redacteurens Anmærkning

Ulkegade (siden 1932 Bremerholm) var på Politivennens tid en af de mest berygtede gader i København og udenlands pga gæstfri damer, sociale bærme, prostitution mm. Og sådan blev det i øvrigt ved næsten 100 efter Politivennen, helt op til 1932 hvor gaden blev totalt udslettet.

En Nabolaget meget forulejligende Frugtsælgerske

(Efter Indsendt)

Uagtet at der adskillige gange i Politivennen, endog i sidste nummer, har været påtalt om den måde hvorpå adskillige sælgekoner på gaderne, men især på hjørnerne falråber deres varer, vedbliver disse dog med deres skrålen. Deriblandt udmærker sig en på hjørnet af Ulkegade og Lille Kongensgade, som sidder uden for hr. tobakshandler Pingel og ved sin skrigen fra morgen til aften forulemper folk i nabolaget, mest syge. Dette ønskes gerne fjernet på den kraftigste måde.

(Politivennen nr. 493, 10. oktober 1807, s. 7940)

Om Sengeklæders Luftning på Nikolaj Kirkegård

Man spørger enhver som kender svaret om det er forbudt en simpel eller fattig arbejdende mand at lægge sengeklæder på Nikolaj Kirkegård til udluftning, da der ikke findes bedre steder deromkring. Eller om denne frihed blot er forbeholdt de rige og fornemme, som man ser daglig at henlægge der.

Denne forespørgsel kommer af at jeg i går den 11 august lod min pige henlægge mine sengeklæder på Nikolaj Kirkegård, efter at jeg i 3-4 dage i forvejen hver dag havde ladet forespørge hos graverkarlen om det var tilladt der at henlægge sengeklæder. Og hver gang fik det svar at det ikke var belejligt. Nu, nemlig i går, som før nævnt, lod jeg mine klæder henlægge uden videre forespørgsel, da jeg så at der var plads og lejlighed dertil. Men ikke så snart var de lagt der, før graverkarlen ved nævnte kirkegård kastede klæderne ud og viste pigen bort. Min kone som stod der, indvendte at de kunne blive liggende der, da det ikke var nogen til hinder, og hun blev med grove og uanstændige udtryk henvist til Holmens Kirkegård. Her tror jeg det er mindre ladsiggørligt, da jeg ikke henhører under det sogn. Jeg havde tilbudt ham godtgørelse for den ulejlighed eller umage han kunne have derved. Så det synes at det kun er hans chikanelyst, fordi klæderne uden hans vilje var henlagte, der for en så ubetydelig tjeneste har bragt ham til sådan opførsel.

København den 12. august 1802
J. Schinkell
Skomagermester boende ved
hjørnet af Vingårdsstræde og Ulkegade.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, 21. august 1802, s. 3602-3604)

Redacteurens Anmærkning

 Pladsmanglen i København gjorde at folk måtte være opfindsomme med at finde åbne pladser til at tørre tøj. De mere fornemme borgere kunne leje sig in på Trinitatis Kirkes ringerloft på 900 m2. 

Uorden med Gadernes Navne.

Den underlighed her i byen at en gade ikke sjældent har to kontrasterende navne, må forekomme enhver fremmed lige så besynderlig som fortrædelig. Går man fx på Nørregade og søger Skidenstræde, så finder han rigtig denne gade, da navnet er malet på dens hjørne. Men søger han den fra Fiolstræde, så finder han Krystalgade. Bredgade hedder også på nogle af dens hjørner Norgesgade, og således med flere gader.

At visse mennesker ofte af en eller anden årsag ikke kan bruge deres gamle navne, er begribeligt. Men hvorfor gaderne også uden årsag skal delagtiggøres i sådan forandring, begriber man ikke. Er navnene på adskillige gader ikke smukke nok, og man af den årsag vil have dem omdøbte, nuvel! så kalder man Ulkegade Souvenirgade, Peer Madsens Gang Numsegade, Sqvaldergaarden Soldens Gade og lille Helliggeistesstræde Sladderrækken, osv. Men NB. hver gade må have et navn og ikke blot omdøbes i den ene ende som Skidenstræde der tillige så dejligt hedder Krystalgade.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 74, den 21 September 1799, s 1181-1182)

Kirkeudseen.

Mon man tør håbe at Nikolaj Kirkes ruiner bliver nedrevet og derimod kirken på Amalienborg opført efter Harsdorffs plan? For ikke at tale om at nogen vel turde påstå at der på det strøg i byen hvor Nikolaj Kirke lå, ikke behøves nogen kirke, så var det desuden for det kongelige herskabs skyld rigtigt at Amalienborgs Kirken blev fuldført og indviet til hofkirke, da det efter al rimelighed vil vare længe om det nogensinde sker, inden Christiansborg Slot indrettes til beboelse for kongen, og at bygge to kirker vil dog ingen for alvor forlange. Desuden kan den nye kirke blive skøn, men hvis hånd kan omdanne Nikolaj Kirkes gotiske mure uden skændige bekostninger, til nogen skøn bygning. Og det var dog på høje tid at man sørgede noget for skøn bygningskunsts udøvelse hos os.

Den del af kirkegården som ligger ud til Ulkegade og strækker sig om til urtekræmmer Møllers hus i Lille Kongensgade burde anvendes til bygninger eller sælges til de tilstødende grundejere, da den således som den ligger nu, kun er til vansir.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 615-616)