Løkken. (Efterskrift til Politivennen)

I Dags-Telegraphen (København) 26. oktober 1868) havde en person fremsat nogle påstande i forbindelse med etableringen af et apotek i Løkken. Det blev besvaret i Dags-Telegraphen (København) 23. november 1868. I et afsluttende indlæg blev der også givet nogle mere generelle betragtninger som gengives i følgende artikel:

De medicinale forhold i Løkken. Fra Løkken skrives til os under 26de f. M.: Hr. Redaktør! Dersom det ikke var en Kjendsgjerning, at kun en meget lille Del af Publikum har Kjendskab til Forholdene paa Jyllands Nordkyst, skulde jeg ikke med et Ord have omtalt eller imødegaaet Hr. F's Svar paa mine Bemærkninger i "Dags-Telegraphen" angaaende de herværende Medicinalforhold; thi hele hans Fremstilling er saa skæv og selvmodsigende, ja den røber endog en saa komplet Mangel paa Kjendskab til de Forhold, han skriver om, og hans Argumentation er derfor saa løs og uholdbar, et den ikke kan vildlede noget eneste forstandigt Menneske, der kjender Forholdenes sande Skikkelse, men kun staaer som et talende Vidnesbyrd om, hvor lidt der i Grunden kan siges til Fordel for Opretholdelsen af den nuværende Ordning af Medicinalforholdene her. Publikums store Flerhed kjender imidlertid, som sagt, ikke synderlig til Tilstanden paa Jyllands Nordkyst - der er fra det første Øieblik, man her begyndte at røre sig for at skaffe Byen en Læge og et Apothek, baade privat og officielt reist en saa decideret Modstand derimod fra deres Side, hvis Interesser trues derved, og Hr. F's Bestræbelser sigte saa aldeles iøjnefaldende til det samme Maal, at det vilde være uforsvarligt at lade hans Fremstilling henstaa uimodsagt; et Oieblik, da man af Mangel paa en bedre Ordning søger at formaa en Læge til at etablere sig her paa Pladsen, og hans saakaldte "Oplysninger" altsaa let kunde virke til - hvad de vel ogsaa ere beregnede paa - at afskrække Lægerne fra at befatte sig dermed. Hr. F. begynder med en ironisk Bemærkning om, al det maa have overrasket "Dags-Telegrafens" Læsere at erfare, at der existerer en saa betydelig Handelsplads paa Jyllands Nordkyst som den, Løkken efter min Beskrivelse er, men da han formodentlig strax er kommen i Tanke om, at der til Bedømmelsen af dette Forhold foreligger Offentligheden aldeles uforkastelige Data i Form af Handels- og Skibsfarts-Statistiken, er han dog saa god strax efter at indrømme, at dette forholder sig rigtig, idet Byen, som han siger, "har 6 a 7 dygtige og virksomme Kjøbmænd, der med Smaaskibe drive en betydelig og indbringende Handel paa Norge". Men selv denne Hr. F.s Indrømmelse er kun "Sandhed med Modifikation", og han synes desuden strax at have fortrudt den, thi strax efter, og ligesom for at udslette Virkningen deraf, debiterer han den haandgribetige Usandhed, at næsten alle de øvrige Beboere ere ubemidlede eller fattige Folk, ja at Byen endog hverken har Kirke eller Skole. Stakkels Løkken, der saaledes pludselig er skudt udenfor Civilisationens Omraade! Men til Beroligelse for Publikum glæder det mig dog at kunne meddele, at ogsaa denne Hr. F.'s Relation er "Sandhed med Modifikation". Løkken har naturligvis baade Kirke og Skole, der begge ligge udenfor Byen, fordi de ere fælles for den og Landsbyen Furreby. Hvad nu Byens Handel og Skibsfart angaaer, da skal jeg for at spare mange Bemærkninger med et Par statistiske Oplysninger bevise Hr. F. og Publikum Usandheden og Upaalideligheden af hans Fremstilling deraf; thi da disse Forhold maa betragtes som de egentlige Grundlag for hans Paastand om, at et Apothek og en Læge ikke her skulle kunne bestaa, maa denne Paastand jo hovedsagelig staa og falde med deres Beskaffenhed. Foruden den Exporthandel, Pladsen driver indirekte paa Udlandet, nemlig med Dampskibene over Aalborg, Kjøbenhavn og Frederikshavn, og foruden hele den indenlandske Trafik, exporterer Løkken ifølge det statistiske Tabelværk aarlig direkte til Udlandet ca. 100 Skibsladninger, bestaaende af Korn og Fødevarer, til en Værdi af imellem 3 a 400,000 Rd. Denne Handel drives ikke, som Hr. F. bemærker, med Smaaskibe paa Norge, men den drives her som andensteds med større og mindre Skibe ogsaa til andre Markedspladsen, f. Ex. England, Holland og Belgien, eftersom Konjunkturerne medføre Handelens Gang. Importhandelen lader sig vel ikke fuldtud oplyse ved statistiske Data, fordi hele Kolonialhandelen gaaer over Aalborg og Kjøbenhavn; men jeg kan dog give en Antydning af dens Omfang ved at fremhæve, at der af Artikler som Trælast, Kul , Salt og Jern ligeledes efter Tabelværket aarlig indføres direkte fra Udlandet henimod 100 Skibsladninger, og jeg tør antage, at dette vel tilstrækkelig betegner, at ogsaa Omfanget af Importhandelen er al Ære værd. Byens Handelsflaade bestaaer af 15 Skibe, hvis samlede Drægtighed udgjør noget over 660 Tons, og dersom Hr. F. havde gjort sig den Uleilighed blot at kaste et Blik i Merkantilkalenderen, vilde han deraf have seet, at ingenlunde alle disse Skibe falde ind under Begrebet "Smaafartøier", idet de 6 af dem have en Drægtighed af imellem 40 og 140 Tons, men jeg kan endogsaa glæde Hr. F. med den yderligere Oplysning, at det sølle Løkken endog har et Skib, der gaaer i oversøisk Fragtfart. Ja, siger Hr. F., men Løkkens Handel er ikke lige stærk hele Aaret (!), Byen har ingen Havn (!), og naar Jernbanen kommer istand, er det at befrygte, at Byen vil tabe sin Betydning som Udskibningssted og Handelsplads. Det er virkelig komisk at se Hr. F. "overraske" Publikum med disse værdifulde Oplysninger. Troer Hr. F. maaske, at der i hele Verden findes en eneste Handelsplads, hvor Handelen hele Aaret er lige stærk, eller troer han, at Nogen vil betragte Savnet af en Havn som en Mangel ved Løkken, naar det er en Kjendsgjerning, at denne Mangel er fælles for alle Handelspladser paa Jyllands Nord- og Vestkyst? Af de foran meddelte statistiske Oplysninger fremgaaer det vel tilstrækkelig tydelig, at man ogsaa uden Savn kan drive en meget livlig Handel og Skibsfart her, og savner man end stundom den Sikkerhed og Bekvemmelighed ved Skibningsarbeidet , som haves i en Havn, er man ogsaa til Gjengjæld ikke alene fri for Byrderne deraf i Form af Lods- og Havneafgifter, men, hvad der er af størst Betydning, man har aabent Farvand hele Aaret rundt, saa at man kan benytte enhver heldig Konjunktur, naar Havnestaderne ved Kattegattet, Sundet og Belterne ere afspærrede ved Vinteren. Nei! Løkkens Betydning som Handelsplads trues hverken ved Havne- eller Jernbaneanlæg: thi det er ikke dem alene, der skabe Handelspladser. Løkken har et godt og veldyrket Opland, som ovenikjøbet ikke berøres af Jernbanen, dets Skibsfart er fri for den besværlige Seilads omkring Skagen og i Kattegattet, og saa længe det har en dygtig, driftig og med Kapital tilstrækkelig forsynet Handelsstand, kan det rolig møde enhver Konkurrence med Østkystens Havnesteder. Hvad nu Befolkningens Livsstilling angaaer, da er Hr. F.'s Fremstilling ikke mindre grundfalsk end hans forannævnte Oplysninger. Foruden de af ham omtalte 6 a 7 Handlende, hvoraf de fleste have store Etablissementer, har Løkken nemlig et stort Dampbrænderi med tilhørende Spritfabrik, endvidere 1 Jernstøberi, 2 Garverier, 2 Farverier, 4 Bagerier og 2 Reberbaner foruden endel Skibsførere, mindre Handlende og Haandværkere af alle Slags, der ingenlunde kunne henføres under Begrebet Fattigfolk, men hvoraf Flere endog ere meget velstaaende Folk. Maa jeg nu spørge Hr. F., om han efter disse uforkastelige Data, og navnlig naar han sammenholder dem med den Kjendsgjerning, et en saadan Virksomhed ikke lod sig tænke paa Jyllands Nordkyst, medmindre Pladsen, hvor den findes, er omgiven af et udmærket godt og veldyrket Opland, drister sig til at paastaa, at Løkken i noget eneste andet Punkt udstiller sig fra Kjøbstæderne end derved, at Byen ikke har Kjøbstadsret, og maa jeg saa anmode Hr. F. om selv at oplyse, hvad Værdi der efter disse Data skal tillægges hele hans paafølgende Argumentation for, at der ikke i Løkken skulde kunne bestaa en Læge og et Apothek. Han faaer vist ikke mange forstandige Folk til at vedkjende sig den Mening, at det ikke her skulde være fuldt saa god en Entreprise som i de fleste Smaakjøbstæder, og han faaer vist endnu færre Meningsfæller i sin Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt Løkken efter de foreliggende Oplysninger, og efter hvad jeg tidligere har godtgjort i min første Artikel, har berettiget Adkomst til at faa baade Læge og Apothek. Ja! men saa vil Apotheket i Saltum faa en farlig Konkurrent, siger Hr. F., og fornuftigvis vilde der da kun vore Tale om at flytte dette Apothek til Løkken, men da Regjeringen ogsaa for en Snes Aar siden i Saltum har oprettet et Distriktslogeembede, saa vilde dette være en Uretfærdighed mod Befolkningen i denne Egn - og hvorfor siger Hr. F. det ikke ligefrem, thi det er naturligvis ogsaa hans Mening - ligeledes imod Distriktslægen. Men fordi Regjeringen for en Snes Aar siden har gjort sig skyldig i et Misgreb ved for det Første at dele det nordlige Jylland i altfor store Lægekredse og dernæst ved at henlægge Apothekerne og Lægestationerne til Steder, lige uheldig valgte for disse og for Befolkningen, er det derfor Hr. F.'s Mening, at der ikke bør gjøres nogen Forandring deri? Jeg skal gierne indrømme ham, at Apotheket i Saltum vilde blive en Umulighed, og at de derværende to Læger vilde faa nogen Afgang i deres Praxis, hvis man i Løkken oprettede et Apothek, hvad der aldeles utvivlsomt vilde være synonymt med, at Byen fik en Læge. Men naar det nu er temmelig klart, at Apotheket i Saltum ikke vil kunne opretholdes, enten Løkken saa faaer Apothek eller ikke, fordi den Købmandshandel, der kan drives der, ikke er et tilstrækkeligt Hjælpemiddel, saa at man som Supplement har maattet tilføie et Slags Monopol paa Brændevinshandelen i Sognet, som nu meget snart gaaer tabt, hvorfor tage saa ikke Medicinalautoriteterne og navnlig de stedlige selv Initiativet til den Omordning af Forholdene, som dog ikke længe lader sig forhindre, nemlig at flytte Apotheket enten med eller uden Distrikts, Lægen til Løkken, hvor Apothekeren kan bestaa, hvis han er i Besiddelse af den fornødne Handelsdygtighed og Driftskapital, og derimod at ansætte en Distriktslæge med Ret til Medicinalhandel for Hvetbo Lægedistrikt i den sydlige Del af Jetsmark Sogn, hvor der vel ligesaalidt som i Saltum kan bestaae et Apothek. Det er den Ordning, man allerede burde have truffet, da man bestemte sig til Oprettelsen af et Apothek for Nordkysten, og det er den, der sandsynligvis dog tilsidst bliver Resultatet af den reiste Bevægelse, hvad enten det skeer tidlig eller sent. Det er nok muligt, at det for en Tid kan lykkes Hr. F, og Meningsfæller at forhindre det, men det vil ganske utvivlsomt naaes, thi det er ikke, som Hr. F. behager at ytre, en Snes eller en halv Snes Personer, hos hvem der føles Trang dertil; det er Løkkens hele Befolkning, som finder den nuværende Tingenes Tilstand utaalelig, og som enstemmig har andraget om en Forandring deri. Af Hr. F.s Anvisning paa Saltum Læger og Apothek som dem, hos hvem man her med Besparelse af Tid og Vognleie kan faa hurtigere Hjælp end Hjørring, skulde man tro, at jeg har undladt at omtale dette i min første Artikel. Dette er imidlertid en ejendommelig Maade at omgaaes Sandheden paa, thi jeg har jo udtrykkelig oplyst, at dette sjelden kan nytte, fordi Veien mellem Løkken og Saltum den halve Del af Aaret næsten er ufarbar, medens der til Hjørring er en ordentlig anlagt Vei. Betalingen for en Vogn til Hjørring og til Saltum er vist omtrent den samme, og naar Veien er slet, kjører man hurtigere til det første end til det sidstnævnte Sted. Hr. F s Bemærkninger til Bedste for Apotheteriets Opretholdelse i Almindelighed, synes mig temmelig umotiverede overfor en Udtalelse, der tværtimod at befatte sig med dette Stridsspørgsmaal netop gaaer ud paa at vise Nødvendigheden af, at Løkken faaer et Apothek, og i det Hele taget troer jeg ikke, at det er klogt af Medicinalautoriteter for Tiden at pukke paa Betydningen af deres Kontrol med Apothekervæsenet, thi der er Mange, som nære stor Tvivl om, at det hele Væsen opveier Byrderne, det medfører for Almenheden, men iøvrigt er ogsaa dette jo Noget, jeg aldeles ikke har indladt mig paa. At man nu, som Hr. F. synes at antyde, vil tolerere det Udsalg i Løkken af Haandkjøbs-Medicinalvarer fra Hjørring Apothek, som man for et Par Aar siden har forbudt, vil vist glæde Mange, hvis det bekræfter sig, da det i Mangel af stedlig Læge og Apothek dog altid vil kunne afhjælpe noget af Trangen; men det er vel tvivlsomt, om vedkommende Handlende tør stole paa Hr. F.s Authenticitet, - ialtfald veed jeg ikke bedre, end at han hidtil har holdt sig Forbudet efterrettelig. - Og hermed troer jeg tilstrækkelig at have gjort Afregning med Hr. F. Kan han ikke fremføre bedre Beviser for sin Mening, staaer min Paastand lige usvækket, nemlig at Løkken er fuldt berettiget til at faa baade Læge og Apothek, at begge her vilde vore heldigere stillede end i de fleste Smaakjøbstæder, og at Medicinalautoriteternes Modstand mod Befolkningen« Krav i saa Henseende kun er grundet i uberettigede og ovenikjøbet forfejlede Hensyn til Enkeltmands Interesse og kun skikket til at opelske og udvikle Nordjyllands Kvatsalveri. - n.

Hermed maa Diskussionen om denne Sag være afsluttet i "Dags-Telegraphen". Red.

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1868)

Løkken var siden 1600-tallet Vendsyssels største ladeplads som fra 1678 begyndte at blive befolket med fastboende. Under Englandskrigen voksede Løkkens betydning yderligere så byen fik købstadspræg. 1860-1894 var Løkken endvidere toldsted. Skudehandelen var da ved at blive overtaget af lokalt fiskeri. Jernbanen 1913 betød opblomstring i turisme. 

Løkken fik først et apotek i 1884: et hjælpeapotek under Saltum Apotek. Det blev selvstændigt i 1895, men var dog 1907-1916 hjælpeapotek for Vraa. Saltum havde fået distriktslæge 1849, apotek 1857. November 1876 blev apoteket desuden "brevsamlings-sted"og købmandshandel samt opslagstavle med avisnyheder. I 1915 noterede visitationen at "Lokalerne og størstedelen af inventaret er i meget ringe grad tidssvarende". 1919 åbnede et nyt apotek. 

Fejlagtigt Lægemiddel foraarsager Barns Død. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barns Død, foranlediget ved Udlevering af feilagtigt Lægemiddel. I Anledning af Meddelelsen i vort Numer for den 19de ds. med denne Overskrift have vi modtaget forskjellige Oplysninger, navnlig fra den farmaceutiske Examinand, der har udleveret det dræbende Lægemiddel. Af disse Oplysninger fremgaaer det, at den paagjældende Recept, hvad der ikke er ualmindeligt, navnlig med Fattigvæsensrecepter, var affattet særdeles skødesløst; der var navnlig derpaa ordineret en Formel, som aldeles ikke existerer i nogen Farmakopoe. nemlig Syrupus moschi orientalis, og denne Formel var, hvad der er udtrykkelig forbudt i Lovgivningen, abbrevieret saaledes Syrupus moschi or. Skriften var derhos Høi Grad utydelig, saa at Expedienten læste en i Farmakopoen bekjendt Formel Syrupus morphii acetici, og han skal have faaet Medhold i at læse Recepten paa denne Maade ikke alene af sine Kolleger i Apotheket, men ogsaa af flere ansete Apothekere og lægevidenskabelige Kapaciteter. Dertil kom, at Distriktslæge Storch, hvad der ogsaa udtrykkelig er forbudt i Lovgivningen, ikke havde forsynet Recepten med Signatur, saa at Expedienten ikke kunde se at Medicinen skulde bruges til et Barn, eller i hvor store Doses den skulde indtages; havde han kunnet se dette, vilde hans Opmærksomhed rimeligvis være bleven vakt, men efter Alt hvad der forelaa, og eftersom det, som bemærket, er kun altfor almindeligt, at der indløber skødesløst affattede Recepter, havde han ingen Anledning til at nære nogen Tvivl om at han udleverede et rigtigt Lægemiddel. Dagen efterat Ulykken var passeret, blev den anmeldt for Stadslægen, og denne saavelsom Sundhedskollegiet maa rimeligvis have antaget, at en væsentlig Del af Skylden for den, ja maaske den allervæsentligste, hviler paa Districtslæge Storch; thi de have foranlediget Justitssag anlagt saavel mod ham som mod Expedienten. Districtslæge Storchs Stilling til den hele Sag fremtræder iøvrigt efter de ikke faa Oplysninger, vi have modtaget, i et ejendommeligt Lys; han har fra Begyndelsen villet vælte hele Skylden over paa Expedienten og har endog villet paastaa, at denne havde forbyttet Flaskerne til to Recepter, den ene paa Morfin, den anden par Moskus, men denne Paastand har han senere i Expedientens Nærværelse maattet frafalde. Sagen er, som ovenfor omtalt, nu Gjenstand for en Retssag, og da den deri faldende Dom om føie Tid vil foreligge Offentligheden, vil det neppe vare længe, inden det vil komme til dennes Kundskab, hos hvem Skylden for den passerede Ulykke hovedsagelig er at søge.

(Dags-Telegraphen (København) 13. juni 1868).

Fotograf Moritz Unna (1811-1871): Oscar Paolo Samuel Storch (1833-1896). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De implicerede i sagen var barnet Elsine C. M. A. R, distriktslæge Storch og exam. pharm. Lorentzen.

Distriktslæge Oscar Paolo Samuel Storch (1833-1896) vandt 1857 en pris for en af Videnskabernes Selskab stillet opgave om guano. Han tog lægeeksamen 1858 og var de følgende år kandidat ved Almindeligt Hospital, 1861-62 læge ved Sygehjemmet og samtidig kirurgisk prosektor, 1862-65 reservemedikus ved Almindeligt Hospital og det nye Kommunehospital. Han var medredaktør af Hospitalstidende og 1864-65 læge ved den mediko-pneumatiske anstalt. I 1865 erhvervede han sig doktorgraden for en afhandling om den akute fosforforgiftning, foretog derpå med stipendium en studierejse og konkurrerede 1867 til det nye lektorat i retsmedicin og hygiejne hvor han vandt over den senere (1886-1897) stadslæge i København Just Adam Christian Tryde (1834-1904). Han flyttede i 1869 fra Fødselsstiftelsen til Nørrebro 11, stuen. 1868-70 var Storch distriktslæge på Nørrebro.

Sundhedskollegiet konkluderede at Storch ikke kunne frikendes for al skyld ved at have udstedt en uhjemlet formel der var ubekendt for farmaceuten, skærpet af en utydelig håndskrift og forkortet. Heroverfor burde ekspedienten ikke have udleveret medikamentet uden at være fuldkommen sikker på hvad der stod før han havde henvendt sig til en læge. Desuden var det kritisabelt at der ikke stod at det var til et barn. Udtalelsen overlod herefter fejlgrebene til øvrigheden.

I den efterfølgende sag blev stadslæge Schleisner bedt om en udtalelse. Han stillede tvivl ved dødsårsagen og mente ikke at nogen af de implicerede personer kunne have noget strafansvar. Sundhedskollegiet svarede at udtalelsen ikke var særlig klar, og han måtte komme med en uddybning. Materialet blev overbragt Kriminal- og Politiretten som efter en undersøgelse igen bad Sundhedskollegiet om en udtalelse ud fra dette, bl.a. forhørene. Den fremkom i januar 1869. Det omtalte materiale er gengivet i uddrag nedenfor:

Ved at fremsende Udskrift af et Forhør, der var optaget ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret til Oplysning om Barnet Elsine C. M. A. R.'s Død, foranlediget ved feilagtig udleveret Medicin fra Nørrebros Apothek, udbad Politidirektøren sig i 399, forinden Bestemmelse toges om, hvorvidt der maatte være Grund til Tiltale mod Dr. med., Distriktslæge Storch og Exam. pharm. Lorentzen eller mod Nogen af dem, for ved Uagtsomhed at være bleven Aarsag til det nævnte Barns Død, Kollegiets Yttringer over Sagen.

Under 29de Mai 1868 tilstillede Stadslæge, Justitsraad Schleisner Kollegiet følgende Skrivelse (266):

"Jeg undlader ikke herved at give Kollegiet Underretning om et beklageligt Tilfælde, som er indtruffet for Distriktslægen i 4de udenbys Distrikt, Dr. med. Storch. Ved at udfærdige en Recept paa en Moschussaft for et 14 Maaneder gammelt Barn blev denne Recept af Expedienten Lorentzen paa Nørrebros Apothek læst som Morphinsaft og expederet som saadan, hvorved Patienten døde efter den første Indgivt. Som det vil sees af den hosfølgende Recept, maa Misforstaaelsen fra Expedientens Side ansees for undskyldelig, saa meget mere som der blandt de af Lægerne brugte officinelle Formler ikke findes nogen Formel for Moschus-, men derimod for Morphinsaft (rigtignok med en fra den her brugte forskjellig Specialdosis), og jeg troer derfor neppe, at der kan være Tale om noget Strafansvar for Expedienten ligesaa lidt som for Lægen, og at navnlig ikke Straffelovens § 198 her kan finde nogen Anvendelse. Derimod kan man med Rette gjøre Lægen den Bebreidelse, at han ikke har forsynet sin Recept med Signatur, hvorved maaskee denne beklagelige Misforstaaelse vilde være bleven undgaaet, og jeg skal derfor bemærke, at, da jeg ved denne Leilighed er kommen til Kundskab om, at flere af Byens Distriktslæger have for Skik ikke at forsyne deres Fattig-Recepter med Signatur, har jeg i den Anledning draget Omsorg for, at der gjennem Magistratens 3die Afdeling er blevet udstedt et Cirkulære til samtlige Byens Distriktslæger, hvori denne Forpligtelse bliver dem indskjærpet.

Iøvrigt skal jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, der fra Apothekernes Side hyppigt føres Klage over Lægernes skjødesløse Receptskrivning, en Uskik, der næsten synes at være i stadig Tiltagende, og jeg skal derfor henstille til Kollegiets nærmere Overveielse, hvorvidt der maatte være Anledning til at paalægge samtlige Læger at forordne alle Lægemidler, hvor Specialdosis er 2 Gran og derunder, paa magistrel Maade, uden Hensyn til de bestaaende Formler. Om der fremdeles maatte være Anledning til specielt at gjøre opmærksom paa Forvexlingen af Moschus med Morphinsaft, da en saadan, efter hvad der er blevet mig meddeelt, oftere skal være indtraadt, skal jeg ligeledes henstille."

Herpaa svarede Kollegiet Stadslægen under 17de Juni saaledes:

"I Anledning af Hr. Justitsraadens Skrivelse af 29de f. M., hvori De indberetter til Sundhedskollegiet et Forgiftningstilfælde, som er foranlediget derved, at der fra Nørrebros Apothek er udleveret Morphinsaft istedetfor Moschussaft, skal Sundhedskollegiet, ved at tilbagesende den Recept, hvorefter det omhandlede Middel er udleveret, herved underrette Dem om, at det under Behandlingen af en foreliggende almindelig Sag vil komme under Overveielse, hvilke Regler der ville være at indskjærpe til Iagttagelse ved Receptskrivning; men imidlertid maa Kollegiet bifalde det Skridt, De har foretaget til at paaminde Byens Distriktslæger om, at deres Fattigrecepter forsynes med Signatur.

Hvad selve det omhandlede Forgiftningstilfælde angaaer, da er det efter Deres Anmeldelse ikke klart for Kollegiet, at der ikke er Anledning til at foranledige Sag anlagt i Henhold til den almindelige borgerlige Straffelovs § 198."

Efter Modtagelsen af denne Kollegiets Skrivelse gjorde Stadslægen i Skrivelse af 20 de Juni Anmeldelse til Politidirektøren om det indtrufne Tilfælde. "Hvad denne Sags Realitet angaaer hedder det i denne Skrivelse da maa jeg udtale mig derhen, at jeg ikke skjønner, at der kan være Tale om noget egenligt Strafansvar, hverken for Expedienten eller Lægen. At Expedienten har læst syrupus moschi orientalis som syrupus morphii acetici, maa, som det vil fremgaae af den hoslagte Recept, ansees for undskyldeligt, og denne Feiltagelse er in casu saa meget mere forklarlig, som der blandt de af Lægerne brugte officinelle Formler ikke findes nogen Formel for Moschus-, men derimod for Morphinsaft, rigtignok med en fra den her brugte forskjellig Specialdosis. Hertil kan endnu føies, at Dr. Storch boer i Apothekets Gaard, saa at det maa antages, at Expedienten ikke har havt mindste Tvivl om Rigtigheden af sin Læsning, da han i modsat Fald let vilde kunne haye hentet den fornødne Oplysning hos Lægen. Hvad Udfærdigelsen af Recepten angaaer, da skjønner jeg ikke, at den er utydeligere affattet end de fleste af Lægerne udfærdigede Recepter. Vistnok vil man med Rette kunne gjøre Lægen den Bebreidelse, at han ikke har forsynet sin Recept med Signatur (Angivelse for Patienten om, hvor ofte det foreskrevne Middel skal bruges), da Expedienten maaskee derved vilde være kommen i Tvivl om Rigtigheden af sin Læsning; men i saa Henseende maa be mærkes, deels at Dr. Storch oftere har forskrevet Moschussaft uden Signatur, deels at Undladelsen af Signaturen ved et saa uskyldigt og mildt virkende Middel som Moschussaft vanskeligt kan betragtes som Tegn paa en uforsvarlig Uagtsomhed eller Skjødesløshed fra Lægens Side. Jeg skjønner saaledes ikke rettere, end at dette ulykkelige Tilfælde ene maa tilskrives en høist beklagelig Misforstaaelse. Næst at bemærke, at jeg, navnlig da jeg var kommen til Kundskab om, at Distriktlsægerne i Fattigpraxis meget ofte undlade at signere deres Recepter, heraf har taget Anledning til at udvirke, at der gjennem Magistratens 3die Afdeling er blevet udstedt et Cirkulære til samtlige Byens Distriktslæger, hvori denne Forpligtelse bliver dem indskjærpet, skal jeg derfor ganske henstille til Deres Høivelbaarenhed, hvorvidt det maatte ansees rigtigt, at der foretages videre i denne Sag."

Sagen blev derefter overgiven til Kriminal- og Politirettens Behandling, og ved de i denne Anledning optagne Forhør ere følgende nærmere Oplysninger i samme fremkomne. Da det 14 Maaneder gamle Pigebarn Elsine C. M. A. R. havde havt Kighoste i omtrent 4 Uger, lod Moderen i Begyndelsen af Mai Maaned 1868 Barnet tilsee af Distriktslægen i 4de udenbys Distrikt, Dr. med. O. Storch; Barnet fik en Brystsaft med Moschus, og efter 14 Dages Forløb var ifølge Moderens Forklaring Hosten ogsaa i Aftagende, da Dr. Storch den 22 de Mai skrev følgende Recept for det: "Rp. Syrup. moschi or. grij-3j d." Recepten blev sendt til Nørrebros Apothek, hvor Exam. pharm. Lorentzen, som expederede efter den, læste Ordene "moschi or." for "morphii ac." og udleverede en Saft med 2 Gran morphium aceticum. Ved Modtagelsen saae Moderen strax, at Medicinen denne Gang var forandret, idet Saften nu var ganske hvid, medens den tidligere havde været brun; men, da hun ved at smage paa den, fandt den "sød og behagelig", antog hun, at Lægen denne Gang havde ordineret Altheasaft. Kl. 934 Aften fik Barnet en Theeskeefuld af Saften, og det varede ikke længere end 2-3 Minuter, inden det faldt i en meget haard Søvn, som vedvarede hele Natten igjennem; da Moderen saae til det Kl. 3, var det dødt, efterat det en halv Time i Forveien endnu var befundet sovende. Hun underrettede derefter Lægen om det Passerede, og Kl. 8-9 indfandt han sig, besigtede Liget og bad om Resten af Saften, idet han sagde, at han vilde lade den undersøge paa Apotheket. Omtrent en Time efter kom han igjen og beroligede Moderen med den Forklaring, at Barnet ikke havde faaet anden Medicin end den, som det skulde have. Paa Forlangende gav han Konen en Dødsattest, hvorpaa som Dødsaarsag stod angivet: tussis convulsiva. Da Dødsaarsagen stod paa Latin, viste hun Dødsattesten til tvende navngivne Personer, og af deres Udtalelser synes hun at have fattet Mistanke om, at der var noget Galt med Hensyn til Barnets Død. Hun gik derfor igjen til Lægen og foreholdt ham Sagen, hvorefter han meddeelte hende, at Barnet var dødt ved Nydelsen af en feilagtig Medicin, idet Expedienten paa Apotheket ikke havde læst Recepten rigtigt. Han tog nu den først udstedte Dødsattest tilbage og udfærdigede en anden, hvorpaa som Dødsaarsag var anført "veneficium morphii". Saaledes ifølge Moderens Forklaring. Med Hensyn til Moderens Yttringer, at Barnet var bedre, da han den 22de Mai skrev den omhandlede Recept, har Dr. Storch bemærket, at efter hans Skjøn var dette ingenlunde Tilfældet, og at denne Omstændighed netop var Grunden til, at han forskrev en stærkere Medicin. Grunden, hvorfor han først sagde til Moderen, at Barnet ikke havde faaet urigtig Medicin, forklarer han at være den, at han efter Omstændighederne ansaae det for bedst, at hun ikke erfarede Sagens rette Sammenhæng, da dette, som Sagen nu engang stod, ikke vilde være hende til nogen Nytte. Han gav hende da Dødsattesten med tussis convulsiva som Dødsaarsag. Da hun derefter atter kom til ham, og han af hendes Yttringer kunde skjønne, at hun havde et Slags Forestilling om, at der var skeet en eller anden Feiltagelse, forklarede han hende Sagens virkelige Sammenhæng og udstedte nu den anden omtalte Dødsattest. Med Hensyn til Barnets Dødsaarsag har Dr. Storch bemærket, at, skjøndt Barnet var haardt angrebet af Kighoste, og det vilde være vanskeligt at sige, hvorvidt det kunde være blevet helbredet for denne Sygdom, saa nærer han dog ingen Tvivl om, at den nærmeste og umiddelbare Aarsag til Barnets Død har været Nydelsen af den Samme feilagtigt givne Medicin, hvorhos han har tilføiet, at der muligen ved Modmidler, indgivne det inden dets Død, med Held kunde være arbeidet mod Morphinens Virkning, ligesom ogsaa det ordinerede Qvantum, anvendt paa en Voxen, ikke vilde have havt dødelig Virkning. Hvad dernæst selve Receptens Affattelse angaaer, bemærker Dr. Storch, at Recepten er affattet med samme Haandskrift som hans øvrige Recepter, og at den ved Sammenligning vil findes at være ligesaa tydelig som, om ikke tydeligere end de fleste andre Recepter, hvorefter der dagligen expederes i Stadens Apotheker. Med Hensyn til, at der ikke blandt de officinelle Formler forekommer en Formel for syrupus moschi orientalis, bemærker han, at syrupus moschi sælges i Haandkjøb paa de fleste Apotheker, og at han selv faa Dage forinden netop fra Nørrebros Apothek har faaet expederet en Recept lydende paa syrupus moschi (hvorom Mere nedenunder). Naar han ikke har tilføiet nogen Signatur paa Recepten, da hidrører dette derfra, at han, da han blev Distriktslæge i Februar Maaned 1868, af Forskjellige af sine Kolleger hørte, at de ikke brugte at forsyne deres Recepter med Signatur, fordi de, som det rigtignok bagefter har viist sig, med Urette, antoge derved at spare Fattigvæsenet nogen Udgift, idet der nemlig paa Apothekerregningen foruden for selve Medicinen beregnes Betaling for Ombinding, Prop og Signatur. Han har derhos for sit eget Vedkommende anseet Signaturen for temmelig overflødig, i det mindste ligeover for den fattige Deel af Befolkningen, da denne vanskeligt kan læse, hvorimod han har lagt Vægt paa udførligen mundligt at instruere Vedkommende i saa Henseende. Exam. pharm. Lorentzen har forklaret, at han aldeles ikke nærede nogensomhelst Tvivl om, at det paa Recepten forskrevne Medikament var syrupus morphii acetici, idet han ikke kjender nogen Formel for syrupus moschi orientalis. Havde han næret nogensomhelst Tvivl, vilde han ikke have undladt at henvende sig enten til Apothekern eller efter Omstændighederne til Dr. Storch, som boer paa Apotheket. Han fremhæver, at han, hvis der havde været Signatur, lydende paa, hvor hyppigt Medicinen skulde tages, eller hvis der havde været antydet, at Lægemidlet var bestemt til et Barn, med Lethed vilde være bleven opmærksom paa sin Feiltagelse, og Ulykken saaledes være forebygget, og han anfører i Forbindelse hermed, at han for ikke længe siden netop ved Hjelp af Signaturen opdagede en Feilskrift paa en Recept og, ved at henvende sig til vedkommende Læge, fik Feilen rettet. Hertil har Dr. Storch bemærket, at, skjøndt han ikke vil modsige, at Signaturens Tilføielse undertiden kan være veiledende for Expedienten, saa er dette dog kun undtagelsesviis saa, og det er i alt Fald ikke sammes egenlige Hensigt. Der gives desuden, som han tilføier, en Maade at anføre Signaturen paa, der er meget gængse, og hvorefter den antydede Veiledning i ethvert Tilfælde aldeles vil mangle, nemlig naar det hedder "at bruge efter Aftale". Han bemærker derhos, at der paa Fattigvæsenets Recepter blot nævnes Navnet, uden at der tilføies Noget om Personens Alder eller deslige, med mindre Talen er om udøbte Børn, hvor Navnet af den Grund ikke kan anføres. Paa Anledning har Exam. pharm. Lorentzen derhos forklaret, at det forholder sig rigtigt, at der for Signatur, Prop og Ombinding, uden Hensyn til Lægemidlets Værdi, beregnes 212 ẞ, uden at der dog atter gjøres nogen Sondring mellem disse 3 Poster indbyrdes. Der fremlagdes i Retten en den 18de Mai af Dr. Storch skreven Recept paa Moschussaft (saaledes lydende: Rp. Syrup. moschi gr.ij-3j d.), efter hvilken der rigtigen var udleveret den forlangte Moschussaft. For saa vidt der paa denne Recept staaer "syrup. moschi" og ikke "syrup. moschi orient.", som paa den den 22de Mai udstedte, bemærker Dr. Storch, at dette er en ligegyldig Omstændighed, og at man snart tilføier, snart undlader at til. føie Ordet "orientalis" i Abbreviation. Med Hensyn til hin Recept har Lorentzen, der iøvrigt ikke er den, som har expederet efter den, forklaret, at, ligesom den er tydeligere skreven, saaledes vilde han vanskeligen kunne have expederet feil efter den, netop fordi den lyder paa syrup. moschi alene uden Tilføining af Abbreviationen "or.", idet han, selv om den havde været mindre tydeligt skreven, vanskeligen vilde have kunnet læse den som forskrivende syrupus morphii, da der nemlig ikke er nogen Formel, som lyder paa syrup. morphii alene, hvorimod Formlen er for syrupus morphii acetici. Det var nemlig det abbrevierede "orientalis" paa den omhandlede Recept af 22de Mai, der af ham blev læst som en Abbreviation for "acetici" og derved atter foranledigede ham til at læse det mindre tydeligt skrevne Ord moschi som morphii.

I Svarskrivelse til Politidirektøren af 24de September bemærkede Kollegiet:

"Ved de Kollegiet tilstillede ufuldstændige Oplysninger, hvorved der særlig findes Anledning til at beklage Mangelen af Obduktion af Barnets Lig, er det ikke fuldkomment godtgjort, at Barnets Død er bevirket ved den det indgivne Morphinsaft, om end Sandsynligheden taler derfor.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvem Ansvaret for den skete Feiltagelse paahviler, skal Kollegiet anføre, at det var Lægens Hensigt at forskrive et ikke farligt Medikament; men denne Hensigt er udført paa en Maade, som i flere Henseender maa dadles: han har villet forskrive moschus orientalis blandet med en Syrup, og istedetfor, som han burde, at forskrive Moschus blandet i en bestemt angiven Syrup, har han forskreven Blandingen, som om der existerede en officinel Formel for den, hvilket ikke er Tilfældet; der findes ikke i nogen offenlig autoriseret eller almindeligt bekjendt privát Pharmakope nogen syrup. moschi orientalis. Det er bekjendt, at Apothekerne uden særlig Hjemmel, naar der i Haandkjøb forlanges "Moschussaft", udlevere Moschus tilsat en af dem selv valgt Saft, saa vidt vides Altheasyrup; om nu end Valget af Saften her i Regelen er ligegyldigt, saa er dog dette Forhold af flere Grunde en Uskik, som Lægen i sin Receptskrivning ikke bør følge, da han derved nøder Pharmaceuten til et saadant vilkaarligt Skjøn, som ellers ikke er ham tilladt.

Naar Lægen nu i nærværende Tilfælde har benyttet en Formel, som ikke har nogensomhelst Hjemmel, og som er ubekjendt for Pharmaceuten, og naar han derhos skriver denne saaledes abbrevieret og med saa utydelig Haandskrift, at den, hvad ikke kan benægtes, faaer nogen Lighed med en utydeligt skreven, Pharmaceuten bekjendt Formel, syrupus morphii acetici, saa kan Lægen neppe frikjendes for al Skyld i den skete Feiltagelse. Sees imidlertid hen til, at det Medikament morphium aceticum, som Pharmaceuten har meent at maatte læse paa Recepten, er af den Betydning, at han ikke bør udlevere det, naar han ikke er fuldkommen sikker paa, at det er det, som Recepten lyder paa, da er han sikkerlig heller ikke uden Skyld. Skriftens Utydelighed og den Omstændighed, at Recepten foreskriver gr.ij-3j, medens den formeentlig forskrevne Formel indeholder morphii acet. gr.j, syrupi sacchari 3iv, maatte gjøre ham meget tvivlraadig og bringe ham til ikke at udlevere et saa farligt Medikament, uden forinden at have henvendt sig til den ham bekjendte, i samme Hus boende. Læge; dog er det i saa Henseende uheldigt, at Lægen ei paa Recepten havde antydet, at det forskrevne Medikament var bestemt for et Barn, og hvorledes det skulde anvendes.

Det lader sig saaledes ikke nægte, at saavel Lægen som Pharmaceuten i denne Sag har ladet det mangle paa den fornødne Opmærksomhed; hvorvidt deres Feilgreb bør paatales af Øvrigheden, tilkommer det ikke Kollegiet at afgjøre."

I 560 fremsendte derefter Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret Ákterne i den mod Dr. med. Storch og Exam. pharm. C. Lorentzen nu anlagte Sag med Anmodning til Kollegiet om at afgive yderligere Erklæring over det i det sidst optagne Forhør (den 9de December) Fremkomne, og navnligen om og hvorvidt det kan ansees som sædvanemæssigt at benytte Abbreviationer i Recepter.

Efrerat Kollegiet i denne Sag havde afgivet sin Erklæring af 24de September til Politidirektøren, blev der beordret Sag anlagt mod de Paagjeldende. Under det sidst optagne Forhør fremlagdes følgende Skrivelse fra Stadslægen af 4de December: "I Skrivelse af 27de f. M. har Kriminal- og Politiretten forlangt min Erklæring angaaende den Uovereensstemmelse, der finder Sted mellem min af 20de Juni og den af det kgl. Sundhedskollegium af 24de September d. A. afgivne Betænkning angaaende Aarsagen til Barnet Elsine C. M. A. R.'s formeentlig ved feilagtig indgiven Medicin stedfundne Død. I den Anledning skal jeg ikke undlade at bemærke, at, for saa vidt det kgl. Sundhedskollegium har udtalt det som tvivlsomt eller i alt Fald som ikke fuldkomment godtgjort, at Barnets Død er bevirket ved den indgivne Morphinsaft, i hvilken Anledning Kollegiet beklager Mangelen paa foretagen Obduktion da skjønner jeg ikke rettere, end at det navnligen maa være Kollegiets Sag nærmere at motivere denne Udtalelse. For mig blev Sagen anmeldt som et Dødsfald, foranlediget ved den feilagtige Indgivelse af en Morphinsaft, og den behandlende Læge, Dr. med. Storch, yttrede ikke nogensomhelst Tvivl i saa Henseende med Hensyn til Dødsaarsagen. Til at lade foretage Obduktion var der saà meget mindre Anledning, som jeg efter Alt, hvad der forelaae, maatte ansee denne tilfældige Forgiftning som fremkaldt ved en høist beklagelig Misforstaaelse uden noget egenligt Strafansvar for nogen af de deri implicerede Personer, og som Sagen først blev indledet til retslig Undersøgelse ved min Skrivelse til Politidirektøren af 20de Juni, altsaa en Maaned efter Barnets Død. Hertil kan jeg endnu ikke undlade at føie den Bemærkning, at, saafremt den af det kgl. Sundhedskollegium opkastede Tvivl angaaende Aarsagen til Barnets Død er beføiet, da forekommer dette mig at være en yderligere Grund til, at man havde ladet denne Sag beroe ved de Oplysninger, som ved den foreløbige Politiundersøgelse vare blevne bragte tilveie."

Dr. Storch har, efter at være bleven gjort bekjendt med denne Stadslægens Skrivelse, udtalt, at han fremdeles maa fastholde sin tidligere yttrede Formening om Kausalitetsforholdet mellem Barnets Død og den Samme indgivne Morphinsaft. Han beder derhos endnu bemærket, at han efter sin Erfaring og Praxis har anseet Formlen syrupus moschi for at være fuldberettiget og forstaaelig, om den end ikke er officinel, ligesom der blandt Andet fra Christianshavns Apothek i Haandkjøb udleveres Medicin med Paaskrift "Syrupus moschi". Han beder ligeledes fremhævet, at han ikke har kjendt noget Lovbud eller nogen Praxis, hvorefter det skulde være nødvendigt at anføre Andet end Personens Navn, uden at der derimod er nogen Nødvendighed for at betegne den som Barn, end sige anføre dens Alder. Endelig have saavel han som Exam. pharm. Lorentzen bemærket, at efter deres Erfaring blive Abbreviationer hyppigt anvendte i Recepter.

Kollegiet erklærede derefter i Skrivelse af 12te Januar 1869:

«Kollegiet finder sig ikke foranlediget ved det i bemeldte Forhør Fremkomne til at forandre sin i Skrivelse til Politidirektøren af 24de Sept. f. A. udtalte Anskuelse saavel om Sagen i det Hele som om, hvorvidt Kausalforholdet mellem Barnets Død og den indgivne Morphinsaft er godtgjort. Det fremsatte Spørgsmaal, om og hvorvidt det kan ansees sædvansmæssigt at benytte Abbreviationer i Recepter, maa besvares derhen, at det vistnok er Sædvane at benytte Abbreviationer, dog ikke saaledes, at det kan medføre nogen Vanskelighed for Apothekeren at forstaae, hvad der menes."

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1868, s. 95-106)

Sagen fik tilsyneladende ikke de store konsekvenser for Storch. Han var 1870-75 læge ved Københavns Amts sygehus, 1869-96 ved Ladegårdens sygeafdeling, 1873-79 ved Københavns Amts Ting- og Arresthus. 1871-74 var han censor ved lægeeksamen og virkede i et længere tidsrum som klinisk privatdocent med brystsygdommene som specialæmne. I 1874 blev Storch medlem af Sygehjemmets bestyrelse, 1882 meddirektør for lægernes enkekasse. I 1894 fik han professortitelen. I 1869 ægtede han Marie Félicité Louise Gamél, datter af grosserer Antoine Gamél. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

Farligt Tandvand. (Efterskrift til Politivennen)

Apotheker Friis i Veile bekjendtgjør Følgende: Her er heri Byen i denne Tid en Hr. Wagner, som skal være megel flink til at fordrive Rotter, Muus etc, samt til at beskjære Ligtorne; derimod giver han sig ogsaa af med hvad han ikke forstaaer, hvad der endog er uberettiget, naar han ikke har Sagkundskab deri, nemlig at efterse Folks Tænder, giøre disse rene, plombere etc., og afgiver han til Patienten et Tandvand, hvormed Tænderne skulle pudses etc. Ved at afgive og anbefale Patienten dette Tandvand, som bestaaer af en staerk mineralsk Syre, som stærkr angriber og afæder Tænderne, røber Hr. W. enten en stor Uvidenhed om de Midler, der kunne bruges dertil, eller ogsaa en Samvittighedsløshed mod de Patienter, som anbetro sig til ham, saa at han kan drages til Ansvar derfor. Min Kollega, Apotheker Lotze i Odense, har analyseret dette Tandvand og offentlig advaret Folk derimod; ifald Hr. W. ikke forud vidste det, saa kunde han deraf erfare, at det var et fordærveligt Middel, han brugte. Jeg troede, at Hr. W., belært deraf, havde komponeret et andet uskadeligt Tandvand; men ved en mig idag tilsendt Flaske, som jeg har analyseret paany, seer jeg til min store Forundring, at det er selvsamme Slags Tandvand, som er saa fordærveligt for Tænderne. Hr. W. lader sig derfor betale ti Mk.; den sande Værdi er høist 8 sk. Samtidig analyserede jeg ogsaa et Badevand, han havde afgivet mod Leverpletter; det bestod blot at lidt almindeligt Salt, opløst i lidt Vand og gjort vellugtende med Eau de Cologne, dette betaltes med 3 Mk.; den sande Værdi til den virkelige forholder sig ligesom ved Tandvandet. Dette Leverbadevand er tilvisse uskyldigt at bruge i Modsætning til Tandvandet, dog er det i ethvert Tilfælde et meget kostbart vellugtende Saltvand.

(Ribe Stifts-Tidende 5. juli 1858)

Anmeldelse til Bestyreren af Vaisenhusapotheket.

Søndag den 10. i denne måned lod indsenderen 6 igler købe på oven nævnte apotek, hvorfor blev betalt 4 mark 8 skilling. Ved anbringelsen af disse igler viste de sig meget bidske på nær en der opfyldte sin pligt. De øvrige blev sendt tilbage med anmodning om at få dem ombyttet med bedre. Men man fik til svar formodentligt af et subjekt at iglerne var gode og bed nok når stedet de skulle anbringes blev vel vasket. Skønt den person som anbragte iglerne var vant til denne forretning og allerede havde iagttaget dette, blev forsøget gentaget, men med samme følge, for ingen af iglerne ville bide. To af dem var vel at undskylde da de var døde undervejs. De 4 mark 8 skilling var således kastet ud uden nytte. For mange en ubetydelig sum, men i sandhed trykkende nok for en fattig familie at udrede. Man lod derpå hente 4 igler hos hr. apoteker Tychsen som alle straks udførte deres forretning til største tilfredshed.

Da Vaisenhusapoteket har ry for at kunne levere de bedste og mest friske varer, på grund af dets store omsætning, lader mange endog dem som bor langt fra, deres medicin hente der. Det kan derfor vist næppe være apotekets ejer ligegyldigt om sådan forseelse eller ligegyldighed som formodentlig hidrører fra et subjekt som er ansat ved apoteket, oftere skulle gentage sig., hvorfor man herved har villet gøre opmærksom på det. 

(Politivennen nr. 1211, Løverdagen, den 16de Marts 1839. Side 174-176)

"Man lod derpå hente 4 igler hos hr. apoteker Tychsen som alle straks udførte deres forretning til største tilfredshed." (Det røde hus yderst til venstre er Gothersgade 37 hvor apoteker Tychsen holdt til. Nr. 35 er uden for billedet. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Vaisenhusapotek lå på Politivennens tid og indtil 2003 på hjørnet af Købmagergade og Kronprinsensgade. Apoteker og assessor pharmaciæ i Sundhedskollegiet J. L.Tychsen boede ifølge Krak 1839 i Gothergade 336. Dette hus var i 1806 ejet af apoteker Nikolaj Tychsen. I 1836 blev det delt: 336 A (opført 1836-37 af apoteker Nicolai Tychsen) hed fra 1859 Gothersgade 37. 336 B (opført 1800-01 for apoteker Nicolai Tychsen) hed fra 1859 Gothersgade 35. Begge huse findes stadig.

En slem Mangel ved Helsingøers Apothek.

Helsingør har et apotek hvis ejer, en ung mand, svarer faderen en årlig afgift på 2.000 rigsbankdaler. Et bevis på at afsætningen på medicinalvarer må være betydelig. Men dog har det hele vinteren som også hidtil haft mangel på blodigler hvormed det let og for en ubetydelig bekostning i tide kunne være blevet forsynet enten fra omegnen eller fra Sverige hvor de haves i overflod. Denne mangel er så meget mere utilgivelig og kan have de sørgeligste følger som Helsingør har en folkemængde på 6.000 sjæle, foruden en stor del fremmede fra alle Europas stæder, opholder sig her i længere eller kortere tid. Når alle barberer, kirurger, ja selv hospitalet nægter at have igler, påligger det dog vist apotekeren at være forsynet dermed. Men at dette ikke er tilfældet, tjener følgende til bevis på. Hr. regimentskirurg doktor Møller ordinerede i forrige uge for en ung kone her i byen 12 igler der skulle anbringes på forskellige steder omkring hjertet hvor smerten ikke ved åreladning kunne hæves. Men apoteket var ikke i stand til at præstere flere end 4 stykker. Det samme var også tilfældet for nogen tid siden da en købmand Ella blev syg af et apoplektiske og rheumatisk tilfælde. Lægen ordinerede igler, men på apoteket var igen at få, og inden de ankom fra Sverige, var manden død. Man håber dog at denne offentlige anke vil bevirke at apotekeren herefter vil være forsynet med denne så nødvendige artikel, eller også at det bliver ham pålagt af de ansvarshavende.

Ved denne lejlighed kan man ikke tilbageholde det ønske at Helsingør måtte få endnu et apotek, da to ville ret godt kunne bestå her, hvor foruden en betydelig afsætning til byens og omegnens beboere, mange søfarende forsyner med medicin på rejser. Århus som kun tæller 4.000 indbyggere, har 2 gode apoteker, og så vidt vides, kun 3 til 4 læger. Her har vi 8 læger og kun et apotek.

(Politivennen nr. 855, Løverdagen den 19de Mai 1832, s. 332-334).

Redacteurens Anmærkning.

Apotekeren S. A. Steenberg svarede i Politivennen nr. 857, 2. juni 1832, s. 363-369. Heri fortæller han at han allerede for 14-15 år siden begyndte at handle med igler. I omegnen var der kun få at købe, men ved at søge længere væk fik han et forråd på 5.613. Heraf døde 2.392. Og det lykkedes herefter ikke at få særlig mange. Artiklen er vedhæftet en attest fra stadsfysikus Klems at antallet anvendt på konen ikke var afgørende. 

En artikel i Politivennen nr. 870, 1. september 1832, s. 575-577 argumenterede for at der blev oprettet endnu et apotek. Denne artikel er ikke på denne blog.

Til Kjøbenhavns Medicinalpolitie, samt DHrr som udsælger visse gifter!

Søndag den 7. i denne måned gik min niårige datter sædeligt og stille på fortovet i Store Købmagergade. En skomagerdreng stod på gaden og betragtede nogle omflyvende duer. Nogle forbigående personer skubbede til ham, og han for over på fortovet hvor han hældte indholdet af et utildækket ølglas som han holdt i hånden, over barnets ansigt, bryst og arme. I samme øjeblik følte hun de heftigste smerter. Huden hævede sig i store blærer overalt hvor dette fluidum havde berørt hende. På flere steder løsnedes den og de underliggende dele blev angrebet. En lykkeligvis i samme øjeblik forbigående dame som kendte barnet, havde den godhed at føre hende hjem.

Enhver medfølende far, hver ikke unaturlig mor, i paladset som i hytten, vil let selv tænke sig det rædsomme optrin for forældrene at se et elsket barn i denne skrækkelige tilstand. At høre hendes angstråb "red mig far, red mig mor, jeg brændes op, jeg fortæres." Sandelig! Skønt jeg har prøvet forskellige livets genvordigheder var dette det mest sjælerystende øjeblik jeg har oplevet. Tvivlen om hjælp var mulig for dette tilfælde hvis årsag man ikke kendte, og hvorledes denne hjælp skulle fås i øjeblikket, måtte forøge min bekymring endnu mere.

"I Store Købmagergade stod en skomagerdreng og betragtede nogle omflyvende duer. Nogle forbigående personer skubbede til ham, og han for over på fortovet hvor han gød indholdet af et utildækket ølglas som han holdt i hånden, over barnets ansigt, bryst og arme. I samme øjeblik følte hun de heftigste smerter" (Se Redacteurens Anmærkning nederst. Eget foto, 2015).

Ved et tilfælde var en ung læge kommet for at besøge mig og ved hurtig anvendelse af passende middel blev barnet Gud være lovet! reddet, og slap med de lidte smerter og de hun siden hen må lide indtil de steder som var heftigst angrebet, bliver fuldkommen lægte.

Efter lægens udsagn var det svovlsyre eller vitriolsyre som det almindeligvis kaldes hvormed barnet var overøst. Og ved nærmere undersøgelse fandt man ud af at det virkeligt var denne gift som denne dreng havde hentet i Vajsenhusapoteket på Købmagergade og fået udleveret i et helt utildækket kar.

Dette og flere lignende ulykkelige tilfælde som skulle være forårsagede ved denne gift (således skal en tjenestepige for nyligt have væltet en kop fyldt med det ned af en hylde og da noget derfra kom i øjnene næsten være blevet blind), synes at gøre det ønskeligt at nogen indskrænkning måtte finde sted i den helt frie og uindskrænket tilladte handel med denne artikel som vedkommende påstår at have rettighed til. I det mindste synes mig at det kunne alvorligt pålægges de dermed handlende ikke nogensinde at åbne kar, at udlevere sådanne varer til kåde drenge.

Betænker man den megen ulykke i sine muligste følger som kan afstedkomme med denne gift der nu bruges så almindeligt, at der næsten i hvert køkken findes deraf, så turde vel endog meget strenge forsigtighedsregler anses for nyttige og nødvendige ved denne handel. Jeg anser det for min pligt ærbødigst at gøre de høje herrer hvem Stadens medicinalpolitivæsen er underlagt, opmærksom herpå.

Jeg kan ikke tilbageholde en bøn til d'herrer handlende som handler med denne og andre mineralsyrer og deslige, om ikke at betro udsalget heraf til unge uvidende og kåde subjekter, og er vis på at de sikkert ville opfylde den. Skulle man tro det muligt at sådanne drenge undertiden fandt fornøjelse i at forsøge på at få børn til at smage på sådanne sager?

(Politivennen nr. 404. Løverdagen den 27de September 1823, s. 6539-6542)

Redacteurens Anmærkning

Store Købmagergade var strækningen på nutidens Købmagergade fra Skindergade til Amagertorv. Jeg er usikker på adressen på Vajsenhusapoteket på Købmagergade. På apotekets hjemmeside står at apoteket lå på hjørnet af Kronprinsensgade og Købmagergade, men først fra 1826, altså 3 år efter at artiklen er skrevet. Fotoet viser Købmagergade. Det røde hus yderst til venstre markerer hjørnet til Kronprinsensgade, så begivenheden kunne altså have fundet sted her omkring. 

Spørgsmaal til Lægerne

(Indsendt)

Tør en doktor, sæt endog han er tysk, tillade sig den frihed at skrive recepter på kompositioner som ingen andre kender end den apoteker som de med ængstelig charletaneri er betroede? Udsætter sådan en doktor sig ikke for den mistanke at han enten frygter for at være sin behandlingsmåde af sygdommen bekendt, bruger Arcana, eller vil tvinge folk til hver gang at søge hjælp hos sig eller udgift for recepten. For da sådan recept alene kan tillaves på det apotek som er afhængig af sådan uskik og hverken findes i de danske farmakopeer der er at anse som lovbøger for medikamenternes sammensætning, når den på recepten ikke angives, kan et fremmed steds apoteker ikke tillave sådan en recept som ejeren tror at besidde som en stat? 

Hvilken apoteker kender fx Pulv: resolv: nova, Extract: compos: Mixtur: catharal: Ol: thereb. mixt: Spirit: aramot: hvad enten der er tilføjet et mihi comp: eller ikke, stundom findes de vel tilfældig i en tysk farmakope. Men der kan apotekeren ikke søge dem. Kan en sådan anført recept ikke takseres, ifald den ingen tid forordningsmæssig bliver det, efter apotekerens eget behag da bestanddelenes opskrift ængstelig hver gang forvares, når recepten er tillavet og i påkomne tilfælde omskrives, eller efter omstændighederne indrettes? Tør en apoteker nægte en recepts udlevering. Sæt endog en læge er naragtig nok til at forlange det, uden at handle imod forordningen? Disse spørgsmål bedes af en kyndig besvarer i dette eller et andet offentligt blad.

(Politivennen nr. 87, Løverdagen den 30de August 1817, s. 1451-1453)

Spørgsmaale

1. Hvor længe bør man ved højlys dag holde og vente ved bommen til det behager bommanden at komme frem for at modtage sine penge? Bommanden ved Vibenhus påstår at man er pligtig ved højlys dag at holde i 5 minutter uden for hans hus før han må komme ud efter sine penge. Hvis han virkelig har så megen ret, så er de som især i dårligt vejr må holde så længe og vente, meget at beklage. Et svar af kyndige desangående ønskes derfor meget.

2. Hvorledes kan det gå til at springvandet stadig er gult og mudret?

3) Hvorledes forebygges den uskik som nogle lystige brødre udøver ved om natten at banke på apotekernes vinduer og narre det der vagthavende personale?

(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 489)

Om et Apothek i Ringsted

Efterhånden som vores medicinalvæsen kommer på bedre og bedre fod, bliver det og mere nødvendigt med samme ihærdighed og under overvågning af uberettiget salg af lægemidler, markskrigerbedragerier, kloge mænd og koner, at lette adgangen til at få gode og lovlige lægemidler hos velforsynede og kyndige apotekere på hver egn.

Det ligger i sagens natur, at man ikke kan have en god apoteker i enhver købstad, med mindre der er rimelighed for, at han kan leve der. Men det er vel lige så naturligt at steder, der før ikke kunne ernære et apotek, i tidens løb kan blive i stand til det, når omegnen opdyrkes bedre.

Ringsted har som følge af forbedringer indenfor landbruget brug for en rigtig apoteker (Erich Pontoppidan: Det Danske Atlas, Tomus 3, 1767). 

Ringsted kan ikke andet end regnes for et sådant tilfælde. Det tiltagende landbrug har også  forøget folkemængden her i Sjællands frugtbare midte. De nærmeste apoteker er på den ene side i Sorø og på den anden side i Roskilde. På de to andre kanter er apotekerne endnu længere væk. Dette havde også bevæget den nu afdøde distriktskirurg Walbohm til at have den mest nødvendige medicin klar i sit hus. Men så nyttigt det end var, ligeså let kan enhver vel være enig i, at dette ikke er den måde, som man i almindelighed kunne ønske en stad og dens omegn forsynet med de nødvendige lægemidler. En god apotekers og en god kirurgs eller læges videnskaber er forskellige, og de fordrer hver for sig sin mand. For ikke at nævne andre årsager, som ikke indbefatter at lade lægen profitere ved at patienten forbruger mange og kostbare lægemidler.

Man udtaler altså det ønske, som er hele Ringsteds bys og dens omegns attrå, at et "apotek" måtte tillades og oprettes i "Ringsted". Den indsigelse at de 4 nærmeste apoteker alle ville lide et lille tab, tror man ikke vil hindre vores omsorgsfulde regering fra at råde bod på det her fremstillede savn. De vil desuden ved landbrugets vækst i deres omegne også snart blive holdt skadesløse.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5829-5831)

Redacteurens Anmærkning

Ringsted Apotek

Ringsted fik vitterligt et apotek tre år senere, i 1808. Først som en filial af Sorø Apotek. Fra 1867 havde det til huse i Apotekergården Nørregade 12.

Medicinsk Forslag til Bondealmuen

Det er unægteligt at der stadig er behov for at aflive adskillige dårlige fordomme og afhjælpe adskillige skadelige ting som stammer fra vankundighed blandt almuen på landet. Især når disse fordomme og denne vankundighed afstedkommer øjensynlig og blivende fordærv, og ikke blot er noget i sig selv uskyldigt og uskadeligt gøgl, som kun har rod i en død tro på overnaturligheder og meget sjældent viser sig i nogle dumme intetsigende foretagender. Mange af sådanne dårlige vankundighedsfrugter, som ikke blot er uskadeligt gøgl, bør udryddes.

Blandt de skadeligste af disse, vil jeg bare nævne den skik som så mange bønder, og jeg tror især bondekoner, har med at lade sig årelade hvert år. Nogle en og andre flere gange på visse årstider, så at man ofte i en åreladestue kan se rækker gennem hele stuen på en eller anden helgens navnedag hvor det er en ubrydelig lov at lade springe ham til ære. Selv tror de at denne åreladen er ganske fornøden for deres sundhed. Gud ved ellers, hvor bønderne er kommet p den ide, således at sørge for deres sundhed, for de er ellers ikke så villige til at gå til lægen, selv når de virkelig trænger til ham, men beroliger sig som oftest med den tanke, at er det Guds vilje de skal leve, så lever de nok alligevel, enten der så kommer doktor eller apoteker til dem. Skønt jeg nu ikke er læge, tror jeg dog at vide, at selvom åreladen i almindelighed i sygdomstilfælde kan være af største betydning, når det anvendes hensigtsmæssig og efter kyndig læges råd, så mistes denne dens virkning sikkert, når den således bruges så urigtig ofte og i flæng.

Mon det ikke var godt om det ingen årelader, som ikke aner om det er gavnligt eller ej, og som oftest gør det kun for fireskillingens skyld, blev tilladt at øse så meget godt blod ud, uden en kyndigs tilladelse og råd. Ligesom der er adskillige ting på apotekerne som ikke må fås uden attest fra vedkommende. Hvorfor skal man ikke lede menigmand til det bedre og nyttigere. Først ved lempelig og klog tvang, som kan bestå i med fornuft og hans frihed som moralske skabning, indtil han efter nogen tid selv indser det rette, eller i det mindste finder sig godvillig deri, når han ikke kan sige, at således gjorde hans forfædre før ham, og derfor vil han også gøre således. For det er næsten den eneste virkelige grund til de fleste af bøndernes ubøjelige særheder, at fædrene var og gjorde således, og så vil de også være og gøre sådan. Når derfor forældrene var fri for sådanne skadelige urimeligheder, skulle børnene ikke så let finde på at skabe sig nye selv.

K. H. S.        Hygaiofilos *)

*) Det meddeles herved Politivennens læsere at det digtede navn her, såvel som andre, når de herefter findes med bogstaverne K. H. S. til venstre ikke er nogen maskeret forfatter, hvilket er lovstridigt, men at alle sådanne stykker er af mig selv. En skik, som flere redaktører har brugt. Det digtede navn står altså ikke for læserens skyld, men for at give vedkommende anmeldere, når flere som undertiden sker, berører en genstand, tilkende hvis anmeldelse jeg har brugt under stykkets forfattelse.

K. H. Seidelin

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, 14. maj 1803, s. 4201-4204)

Dito, det medicinske Politi angående

Burde ikke en doktor, ikke fuldt fire mile fra København, have et lille apotek i sit hus i forhold til byens størrelse. For patienten kan gerne dø inden medikamenterne kunne skaffes. For ikke at nævne de mange, som ikke har råd og lejlighed, til at sende bud så lang en vej derefter.

(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 27, S. 430. [Estimeret dato: 27. oktober 1798])