Viser opslag med etiketten Englandskrigene (1801-1814). Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Englandskrigene (1801-1814). Vis alle opslag

19 februar 2023

Afdød veteran. (Efterskrift til Politivennen)

Den 4de August jordedes ifølge "Vends. Tid." paa Jerslev Kirkegaard en af Veteranerne fra Aarhundredets Begyndelse, Aftægtsmand Jens Christensen Grydbæk paa Jerslev Hede. Han var født i Krattet i Jerslev Sogn den 12te August 1789, blev udskreven til Soldat 1803 og ansat ved 3die jydske Infanteriregtments 3die Comp., som en lang Tid laa i Garnison i Rendsborg, og deeltog i de fleste af de Slag, som leveredes i disse Aar. Regimentet var allerede 1814 paa Marchen til Frankrig kommen over Elben, da der blev trukket Lod mellem 2det og 3die Regiment, Loddet traf det første, saa at hans Regiment fik Contraordre og kom tilbage til sit Cantonnement. Først 1815 blev han hiempermitteret. 1819 giftede han sig med Pigen Margrethe Jensdatter, som efter Sigende skulde nedstamme fra en Svensker, der ved Fredslutningen med Sverig 1666 blev tilbage, giftede sig og bosatte sig i Villestrup i Jerslev Sogn. Efter sit Giftermaal boede han først i Søheden, senere i Grydbæk, sidst i et Huus paa Jerslev Hede, som han, da han blev ældre og meget svagelig, overlod til en Datter og Svigersøn, imod for Livstid at erholde en lille Aftægt, som han imidlertid paa ingen Maade kunde leve af, saa at hån de sidste 14Aar maatte søge Hjælp hos Fattigvæsenet. - Fra Hjemmet til Graven ledsagedes han bl. A. af Vaabenbrødrene med Dannebroge i Spidsen. Stedets Præst, Provst Sørensen, talte nogle venlige Mindeord ved Graven, hvor han blandt Andet takkede den Afdøde deels før hvad han havde offret i Fædrelandets Tjeneste deels ogsaa for din Opbyggelse, det havde været ham, hver Gang han i de senere Aar havde været hos ham i Sygebesøg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1878).


Fotograf Gotfred Ottinus Larsen (1878-1948): Jerslev. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

24 januar 2023

Guldbryllupper og Veteran. (Efterskrift til Politivennen)

Tre Guldbryllupspar. I Gyrstinge Sogn ved Ringsted høitideligholdt et Par gamle Aftægtshuusfolk deres Guldbryllup den 5te Octbr. De ere Begge i en Alder af 76 Aar og endnu rørige, især Manden, som endog formaaer ved et og andet Arbeide at fortjene Noget tilhjælp til sit og Hustrues daglige Underhold. De have havt 3 Børn, nemlig to Sønner, som døde i Barndomsalderen, og een endnu levende Datter, der er gift og som med sin Mand eier det samme Huus med Jordlod, som hendes Forældre for 13 Aar siden gik i Fæste fra Sorø Akademi. Paa Guldbryllupsdagen bleve de to Gamle ledsagede af Datter og Svigersøn og fire Børnebørn samt en ikke lille Skare af Sognets Beboere til Gyrstinge Kirke, hvor Sognepræsten, efterat en Psalme var afsungen, holdt en Tale til dem i Dagens Anledning. Da dette Guldbryllupspar med Familie sidder i trange Kaar, havde en Deel af Sognets Mænd og Kvinder foranstaltet et Festmaaltid for dem i den ligeoverfor Kirken liggende Skolestue og sammenskudt en Sum af 81 Kr. til de Gamles Vederkvægelse i deres Livs Aften. 

I samme Sogn have i dette Aar 2 andre Ægtepar holdt deres Guldbryllup, saaledes den 25de April en forhenværende Gaardeier og Møller og Hustru, som for nogle Aar siden mod en aarlig Aftægt have afstaaet Gaard og Mølle til en af deres Sønner. Deres Ægtestab har været velsignet med 10 Børn, 7 Sønner og 3 Døttre, af hvilke 5 Sønner og 1 Datter endnu leve, og som vare tilstede ved Forældrenes Guldbryllupshøitid i Gyrstinge Kirke tilligemed de fleste Børnebørn, som ialt udgiør 18. Endskjøndt de ere naaede udover de 79 Aar, kunne de dog Begge glæde sig ved en særdeles god Helbred, ligesom de ogsaa endnu ere aandsfriske.

Det 3die Guldbryllupspar er en Altægtsgaardmand og Hustru, som den 7de September i Forening med deres 4 endnu levende og gifte Børn, 2 Sønner og 2 Døttre, og mange Børnebørn, høitideligholdt Dagen i Kirken. Dette gamle Ægtepar har havt 13 Born, hvoraf de 9 døde allerede i den tidligere Barndom. De to Gamle have en efter deres høie Alder god Helbred.

Afdød Veteran. (Fyens Stiftst.) Den 30te August jordedes paa Birkende Kirkegaard en af de faa tilbageværende Veteraner fra Aarhundredets Begyndelse, nemlig Aftægtsmand Lars Mathiesen. Han var født i Holev i Marslev Sogn 1785 og opnaaede saaledes en Alder af 92 Aar. Han tjente som Dragon ved det fyenske DragonregimentKrigsaarene fra 1807 til 1814, var med i Leiren ved Ratzeburg og havde deeltaget i flere Smaatræfninger med Kosakkerne. Under Slaget ved Sehested var han Ordonnans hos en Søcaptain, som med en Afdeling Matroser var beordret til at afbryde Broer og deslige, og han var saaledes Øienvidne til hele Slaget. Det var hans største Glæde at tale om hine Dage, og han kunde huske det Hele lige til det Sidste. Han giftede sig under Krigen og fik et Fæstehuus i Birkende under Veirupgaards Gods; dette afstod han 1847 til sin Søn, som siden har svaret ham en aarlig Aftægt. I 1855 døde hans Hustru, med hvem han havde 7 Børn, af hvilke de 4 overleve ham. Han har havt en sjældent god Helbred og næsten aldrig været syg; i de sidste 3 a 4 Aar maatte han for det Meste holde Sengen, men han bevarede sin fulde Aandskraft til det Sidste. Han blev begravet under megen Deeltagelse fra Sognebeboerne, som fulgte ham til hans sidste Hvilested.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1877).

07 august 2021

Veteraner fra Slaget paa Rheden. (Efterskrift til Politivennen)

- Den "Berlingske Tidendes" Liste over Veteraner fra 2den April skal jeg tillade mig at supplere med Nedenstaaende :

"I Dreiø Sogn, Fyens Stift, lever endnu en Veteran fra 2den April 1801, Huusaftægtsmand Rasmus Hansen. Allerede i Aaret 1799 giorde han Tieneste paa Linieskibet "Oldenborg". bestemt til Tranquebar, og med dette led han skibbrud under Madeira. Paa Danmarks Hædersdag var han med paa "Dannebrog" og var saa heldig at komme uskadt fra Kampen; mindre heldige vare, efter hans Fortælling, tre andre Dreiøbørn og Byesbørn; de to faldt i Begyndelses af Slaget, og, da "Dannedrog" ikke længere vilde narres med Engelskmanden, men sprang i Luften, sprang den tredie Dreiøbo med. Efter Affæren i Busum Fjord 1814, hvori han ligeledes deeltog, blev han hjempermitteret. I sit huuslige Liv har han rigtignok senere havt adskillige Smaamalheurer, f. Ex. da Havet (der, som han siger, altid har havt et godt Øie til ham) gjemte hans første Kone et Sted mellem Ærø og Dreiø, og under sidste Krig tog en gift Søn fra ham, der var gaaet i Transport til Als. Med alt dette har han en saa besynderlig, gammeldags Tro, at han aldrig har ladet sig forbløffe, men ender gjerne Fortællingen om sit bevægede Liv med de Ord: "Ja, Vorherre har alligevel været besynderlig god mod mig". Nu lever han i stilhed her paa Øen, et Pragtexemplar af Menneske, Fader etc. etc, der nok fortjener at konserveres saa meget som muligt, Jeg kan desværre ikke anbefale ham til den offentlige Opmærksomhed, fordi han er skrøbelig; thi har gaaer endnu, om forlanges, 2 a 3 Miil ad Gangen uden Gene, og arbeider daglig 7 til 8 Timer paa sit lille Snedkerværksted. Heller ikke er han egentlig trængende, da han har, som man siger fra Haanden og i Munden, og dertil, hvad ikke Enhver har, slet ingen ængstelig Bekymring for den Dag imorgen, fordi han troer, at den, der engang talte: "Seer til Fuglene under Himlen" osv., taler endnu til ham. Iøvrigt er han kun 80 Aar gammel, og det er da ikke, som "Dreiøboen siger, nogen Alder, der er værd at tale om. Skulde ikke destomindre Nogen have Sind til at betænke denne Mand med Et eller Andet, da vil det ikke komme paa det urette Sked."

Dreiø Præstegaard, den 22te Febr. l860

Ærbødigst
Bøhmer.
Sognepræst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1860)


- Af Krigeroldingene fra 2den April  1891 lever ogsaa i Nykjøbing forhenv. Skibstømrer Fisker P. Svenningsen i en Alder 79 Aar. Paa "Charlotte Amalie", Capit. H. H. Koefoed, som i Forening med "Sjælland" under den uforfærdede Capit. Harboe kjæmpede med 117 Kanoner imod 191 engelske, erholdt han hin Dag en Kugle i høire Underarm og modtager desaarsag en lille Pension. Endv. lever paa Morsø en anden Krigerolding, en nu 84aarig Gubbe, Mads Sørensen, som desværre er næsten stokdøv og maa friste sin Tilværelse med at "gaae paa Hold", som det hedder, i Ljørslev og Ørding Sogne. Han var hin Kampens Dag med paa "Nyborg" under den brave Rothe, der tilligemed Egede paa "Rendsborg" kjæmpede med 29 Kanoner imod 49 og først trak sig tilbage, efter at hans Kanoner paa een nær vare ubrugelige, hans Pram synkefærdig og Fjerdeparten af hans Mandskab falden eller saaret. Mads Sørensen var senere med paa Kanonbaadene fra 1897 til 1814 og havde tidligere som 16aarig Gut gjort et Togt til Vestindien. - Den Høitbedagede kunde dog vel fortjene, at Nutiden mindede hans Ungdoms modige Gjerning med en Veldædighedensgave.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. marts 1860)


Veteraner. I Egerup ved Skielskør lever en Mand ved Navn Peder Hansen, som var med i Slaget 2den April 1801. Han var ombord i Flydebatteriet Nr. 1. stod ved Kanonen Nr. 12, og var den eneste af de 12 Mand ved denne Kanon, som kom derfra med Libet, da Kanonen sprang. Willemoes havde Commandoen ombord. Han er nu 85 Aar gammel, dog gaaer han i Reglen 1 Miil hver Dag. - Han lever af Almisse.

- Listen over Veteranerne fra 1801 kan, ifølge velvillig Meddelelse, endvidere suppleres med den 84 aarige Aftægts-Huusmand Hans Simonsen i Seden ved Odense. Han har i sin Ungdom været med til at grave Odense Canal. I 2den April Slaget stod han som Landsoldat paa Vagt paa Kongebroen imellem Nyholm og Qvintus. Han havde dengang til Lieutenant nuværende General Krogh og var efter sin Opgivelse Nr. 113 ved 2det Musketteercompagni. Skjøndt han ikke tog videre activ Deel i Kampe, er 2den April Slaget dog vedblevet at være hans Livs store Minde, hvorom han taler om Dagen og drømmer om Natten. Han har senere levet som Huusmand i Seden og arbeidet ved Opmudringsvæsnet paa Odense Canal. Indtil det sidste Par Aar var han meget rask og rørig og saaes for 5 Aar siden undertiden oppe paa Taget som Tækker. Nu er han bleven affældig, men gaaer dog en del oppe. Han forsørges af sin Svigersøn og Datter og har ikke modtaget Understøttelse af det Offenlige.

I Dragør paa Amager lever, ifølge en en velvillig Meddelse til Red., en af Deltagerne i Slaget paa Rheden, Andreas Zacharias. Han er født i Rønne paa Bornholm og kæmpede under Slaget ombord paa "Holsten". Han er nu 82 Aar gammel og har den tunge Skjæbne at være blind; hans Kone er kun to Aar yngre og bestandig sengeliggende. Det gamle Par lever i meget trange Kaar og trænger i høi Grad til Understøttelse.

- Christen Christensen af Hostrup, født i Aaret 1777, var, ifølge "Hiørr. Av." i Aaret 1800 ombord paa Admiralskibet "Justitia" og gjorde under Slaget paa Rheden Tjeneste ved Carstensens Batteri paa Stranden ved Amager. Han lever  i meget trange Kaar og har været sengeliggende i over to Aar.

- I Svenstrup i Holbeks Amt lever, ifølge "Kall. Av.", en Veteran, Mads Frederiksen Søltbek, født 1779. Han blev udcommanderet som Søvant paa Linieskibet "Danmark" 1799, og efter forskjellige Fata var han i 1806 ombord i Linieskibet "Prinds Christian". I Træfningen ved Sjællands Odde (23de Marts 1808) blev han fangen og ført til  til Engeland, hvor han maatte forblive til 1810. Ved sin Hjemkomst kom han paa en kaperbaad og brækkede senere Benet, hvorved han blev utjenstdygtig. Nu opholder han sig i Svenstrup By i Holbek Amt og underholdes af Communen

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1860).

"Bombardment of Copenhagen" (published 1 oct. 1801). A view of the Battle of Copenhagen, fought on 2 April 1801, between the British fleet, under the command of Admiral Sir Hyde Parker (1739-1807), and a Danish-Norwegian fleet which was anchored off Copenhagen, resulting in a strategic British victory. Royal Collection Trust. 


Veteraner. Ifølge velvillig Meddelelse fra Hr. Toldkontrolleur Tb. Andersen lever der paa Aglsgaard ved Hellebek en Veteran fra 2den April, nemlig Fisker Niels Poulsen, Aar gammel. Han gjorde Tjeneste under hele Slaget ombord i Blokskibet "Mars" og kom usaaret ud af Kampen: han har senere gjort Orlogstjeneste i 4 Aar, og var, fra 1807 til 1814, Bestyrer for Telegrafen paa Odins Høi, imellem Kronborg og Nakkehoved. Niels Poulsen blev gift og hans Kone døde 1854; han lever i trange Kaar og har Underhold ved en 51aarig døvstum Søns Fiskeri, der dog i de senere dyre Aar ikke har været tilskrækkeligt til Begges Fornødenheder, hvorfor han siden Konens Død hvert Aar har medtaget noget Brændsel af Fattigvæsnet, samt i dette Aar 2 Læs Tørv, ligesom han ogsaa siden 1854 har modtaget ugentlig 7 Pd. Brød. Han kan ikke længere selv drive Fiskeri, men er dog saa rørig, at han kan gaae etc: Alderdomssvagheder trykke ham mere og mere, Synet slaaer ham feil og han føler det Trykkende i sine trange Kaar: dog, naar han fortæller om sin syvaarige Telegrafbestyrelse, røber den gamle Mand tydelig, at dette har været Glandsperioden i hans Liv, og han taler om Begivenhederne fra den Tid med en Varme og Begejstring, som lader see, at han har følt Betydningen af sin Stilling, og efterlader en Følelse af, at han utvivlsomt har været en meget paalidelig Personlighed.

Ligeledes har Hr. Distriktscommissair B. Jensen velvillig meddeelt os, at der paa Slettens Fiskerleie lever to Veteraner fra 1801. Den ene, Fisker Jens Jensen Helle, er 80 Aar gammel. Han kæmpede ombord i "Dannebrog" og var en af de Faa, som slap med Liv og Lemmer, da Skibet sprang i Luften, og fik kun sit Ansigt forbrændt. Senere tjente han paa Kanonbaadene og sloges I 1807 paa Skibet "Afrika" ved Dragør. Han har nu i flere Aar været sengeliggende og lever i yderst trange Kaar. Den anden Veteran er Fisker Svend Sørensen. Han kæmpede ombord i Skibet "Danmark" 1801, og gjorde senere Tjeneste paa Kanonbaadene. Han er 83 Aar gammel, nyder et godt Helbred, men er meget fattig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1860).

Dette er et udvalg af smånotitser som florerede i aviserne i anledning af Berlingskes forsøg på at lave en liste over veteranerne.

16 juni 2021

Peter Heinrich Wilckens. (Efterskrift til Politivennen)

Veteranen P. H. Wilcken. Efter Aarh. Avis optage vi Følgende om denne mærkelige Mand:
Redact. af Aarhuus Stiftstidende har alt længe været vidende om en her i Landsbyen Trige boende Veteran Peter Heinrich Wilckens mærkværdige Livsbegivenheder, der have vakt stor Interesse hos Enhver, som er bleven bekjendt dermed, men vi have bestandig afholdt os fra enhver Offentliggjørelse herom, indtil man havde erfaret, brat Resultat de om ham den franske Regjering gjennem vor Minister i Paris, herfra tilstillede Meddelelser havde faaet, men da saadant endnu ikke erfares, og da vi nu see den mærkværdige gamle Mands Livshistorie omtalt i "Nestv. Avis" ville vi heller ikke længere tie dermed, men her meddele den saaledes som den læses i bemeldte Blad: Landsbyen Trige, i Nærheden af Aarhuus, lever i meget trange Kaar en 78aarig Veteran, der har deeltaget i den store Keisers Felttog fra 1799 til 1815, og under disse tjent sig op til Officier og bleven hædret med Æreslegionens Kors. Flere ansete Mænd i Aarhuus have i en Ansøgning til Hs. Maj. vor Konge andraget paa, at der maa tilstedes denne Hædersmand en Understøttelse saa stor, at han uden Sorg for sit Udkomme vil kunne ende sine minderige Dage. De vigtigste af hans Livs Begivenheder ere fortalte af ham selv saaledes. P. Heinr. Wilcken, Søn af Bomuldsfabr. Wilcken i Kiel, blev født 1780. Da han, 18 Aar gammel, var bleven conskriberet i Düsseldorf, sendtes han til Mantua til den 5te Demibrigade af Dragonerne, og derfra med denne til Alexandrien, under Oberst Frichon og Divisionsgeneral Lasalles Commando. Under Urolighederne i Cairo blev han saaret og sendt til Jaffa; iøvrigt forblev han i Egypten lige indtil Felttogets Slutning. Efter sin Tilbagekomst til Frankrig deeltog han Aar 1800 i Felttoget i Italien og Slaget ved Marengo, hvorpaa han ruttede frem indtil Triest, hvor han blev liggende i Cantonnement. Ligeledes deeltog han i Felttoget mod Østerrig 1805, da han blev saaret i Tyrol, som og i det preussiske Felttog 1806, da han var med i Slaget ved Zena, ved Lübecks Bestormelse og Indtagelse, og endelig ved Friedland, hvor hans Oberst Frichon faldt, saaret i Brystet af et Pistolskud. Hans Divisionsgeneral, de to sidste Felttog havde været General Clausel. Selv havde han hidtil bestandig været Corporal, men forrettet Qvarteermestertjeneste; nu blev han efter Slaget ved Friedland udnævnt til virkelig Qvarteermester. Tillige forflyttedes han til det 15de Chasseurregiment under Oberst Fadreau og Escadronschef Blondy. Fra Posen sendtes han til Spanien, hvor han deeltog i alle de store Begivenheder fra 1807 til 1813, i Toget til Portugal under Junot, i Saragossas Beleiring og Indtagelse, i Slaget ved Talavera og Bestormelsen af Broen ved Almarez. Da flere Forsøg paa at tage denne Bro vare mislykkede, tilbød han sig med 24 Husarer, som han selv maatte udvælge, og 60 Jægere under en Lieutenants kommando, endnu et at gjøre et Forsøg. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at forcere Broen, hvorfor Marschal Angereau lod ham samme Aften spise ved sit Taffel og hædrede ham med æreslegionens Kors, som han tog af sit eget Bryst. Under Felttogene i Spanien, hvor han forblev i 7 Aar, blev han 3 Gange saaret, første Gang i Egnen ved Badajoz ved et Hug i Hagen i en Træfning med Portugiserne, under Beresford, dernæst i Benet i en Kamp med de engelske Husarer imellem Salamanca og Toro, og endelig i det venstre Bryst af en Granat i Slaget ved Vittoria. Strax efter blev hans Regiment kaldt til Tydland hvor han deeltog i det blodige Slag ved Leipzig og blev saaret i Hovedet. Senere laa han i Garnison i Nismes, men gik med hele sit Regiment over til Keiseren ved hans Tilbagekomst fra Elba. I Slaget ved Waterloo var han Ordinannatsofficier hos Marchal Ney; her fik han to Heste skudt under sig og modtog sit syvende Saar. Strax efter Slaget blev han forsat til 10de Husarregiment, men da dette blev opløst i Fontainebleau, blev han ifølge Generalerne Bourmonts og Polignacs Ordre berøvet sine Papirer og sit Kors og hjemsendt med frit Qvarteer til sit Fødeland Danmark." - Saaledes lød i al Korthed den gamle Krigers Fremstilling af sit Livs Begivenheder i den lange Række af Aar, i hvilken han havde fulgt de franske Ørne paa deres seirrige Flugt over Verden. Alt hvad han fremførte bar i høieste Grad Troværdighedens Præg; ikke alene erindrer ban med megen Nøiagtighed Begivenhederne og Stederne, hvorom Reisende i Frankrig og Spanien, for disse Vandes Vedkommende have havt Leilighed til at forvisse sig, men han er endnu istand til at udtrykke sig baade paa Fransk og Spansk, skjøndt 42 Aar ere forløbne, siden han havde Leilighed til at benytte disse Sprog. Da han tillige med en levende Begejstring dvæler ved hine Tider- mindeværdige Begivenheder, da han har tjent den store Keiser med saa stor Troskab og modtaget 7 Saar i hans Tjeneste, nære Ansøgerne den faste Overbevisning, allerunderdanigst at kunne anbefale paa det Bedste til Hs. Majestæt den 78aarige Olding, der i mere end 40 Aar har havt at kæmpe med trange Kaar, Sorger og Nød, men endnu med usvækket Begejstring istemmer det verdensberømte Jubelraab: "Vive l'Empereur!"

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1858).

General Ney kommanderede ved Waterloo 18. juni 1815 Napoleons venstre fløj. Efter et mislykket angreb på Wellingtons midte, samlede Ney to brigader infanteri og genoptog angrebet på La Haye Sainte. De blev slået tilbage, men Ney misfortolkede et stort antal retirerende sårede som en almindelig retræte og slog til igen med en brigade og to divisioner kavalleri. Angrebet blev en katastrofe for franskmændene som led meget store tab. Kort efter ankom de preussiske tropper under Blücher og slaget var tabt for Napoleon.

Wilkens' gravsten  gravsten findes på Trige Kirkegård med indskriften:

Peter Vilkens
hædret og mindet
for 15 Felttog
og 7 Saar
i fransk Tjeneste
død 1867


Wilckens fik syv børn hvoraf 4 døde som spæde med Ane Kirstine Rasmusdatter overlevede ham. Han gik bl.a. ærinder til Århus for Triges bønder. En lærer adjunkt Schaldemose fik gennem sine elever nys om den fransktalende person. Det er muligvis ham som fremsendte en ansøgning til de franske myndigheder om at tildele Peter Vilkens den af Napoleon III indstiftede St. Helena-medalje for veteraner fra Napoleonskrigene. Medaljen blev indstiftet 1857 af Napoleon 3. for veteraner fra Napoleon 1.'s krige. 20.000 danskere deltog på fransk side. I 1857 levede endnu 600, som modtog medaljen. Wilckens fik medaljen i 1858 tillige med en lille understøttelse fra “en kreds af danske borgere”.

Sankt Helena-medaljen. På den ene side står: "A ses compagnons de gloire sa derniere pensée St. Héléne 5. mai 1821" ("Til sine ledsagere i ære. hans sidste tanke St. Helena 3. maj 1821"). 5. maj 1821 er Napoleons dødsdag på Sankt Helena. (Illustration fra Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1929).

Ved hans begravelse var flere tjenestefri befalingsmænd fra 20. infanteribatallion var til stede og kisten blev båret til graven af underofficerer fra 20. batallion. Gravstedet forfaldt med tiden, indtil det i 1966 blev det restaureret af organisationen Souvenir Francais, der har til opgave at værne om franske minder.

Se H. E. E. Koch: Peter Heinrich Wilckens. Aarbøger for Historisk Samfund Aasrhus Stift 1929, s. 33-41.

08 maj 2020

Kaptajn M. J. P. Bille (1769-1845) . (Efterskrift til Politivennen).

Mønboere nævnt med hæder i vor flådes historie

Den er den 27. marts 100 år siden kontreadmiral M. J. P. Billes død.

II.

I 1807 var han tjenstgørende i orlogsskibet "Prins Christian Frederik" og derefter i "Lovisa Augusta", der var øvelsesskibe for kadetterne, men hen på året måtte han atter forlade sin lærerpost ved Søkadetakademiet for at overtage kommandoen over en kanonbådsflotille ved Frederiksværn og Christiansand på den sydlige kyst af Norge.

Allerede samme år kom han i kamp, idet han på et togt. som han med 5 både gjorde langs kysten, traf den engelske brig "Nightingale" til ankers under Årø i Langesund. Han holdt sig skjult under øen om natten, men i dagbrækningen angreb han pludselig briggen med 3 både fra nord og de 2 fra syd, medens 36 jægere beskød den fra et bjerg. Briggen måtte kappe sine fortøjninger og stikke til søs, men blev forfulgt af bådene og kraftigt beskudt, hvorved den led meget. Senere deltog Bille med både fra sin flotille i briggen "Seagull"s erobring, og kronprinsen tilkendegav ham to gange sit nådige velbehag.

Den 27. Juni 1808 udnævntes han til kaptajn, og da dannebrogsordenens forskellige klasser indstiftedes, var han blandt de første, som blev riddere. Også hans medborgere hædrede og elskede ham, og efter hans bortrejse fra stationen, læstes den 27. novbr. 1811 i den norske avis: "Den reelle kaptajn M. Bille er ikke glemt af os, fordi han er borte. Med varm taknemmelighed ville vi længe genkalde os i erindringen den redelige velvilje, han stedse viste os, og især de mange godhedsbeviser, han så ofte viste vore trængende. Guds kraftige velsignelse ledsage ham derfor på hans veje; få sorger, des flere glæder følge ham på disse. Dette er det oprigtige ønske, som Flekkerøs beboere lade følge denne redelige og agtværdige velgører."

HJEMMARCH MED 2000 MAND.

I 1812 og 1813 kommanderede Bille det franske linieskib "Dantzich", et af de skibe på Schelden, der besattes med danske søfolk, og igennem et insurgeret departement og imellem krigshærene marcherede han i 1813 hjem med disse danske besætninger, ialt 2000 mand. - Dette forløb langtfra godt, bl. a. begyndte folkene at gøre oprør i anledning af diæternes formindskelse, men efter at Bille havde såret den første, som angreb ham, faldt der atter ro over gemytterne, og en dømt slave bad året efter Bille om tilgivelse for ved hin lejlighed at have givet ham et slag i brystet.

Også på anden måde voldte Schelde-foretagendet Bille kvaler, idet der på hans regnskab for et af skibene manglede ca. 13.000 rdl. på grund af "omstændighederne, uorden og dårlig assistance"; herpå måtte han afdrage 9.430 rdl., medens restbeløbet på 3.570 rdl. efter en derom indgivet ansøgning senere blev ham eftergivet ved kongelig resolution.

UTILGIVELIG UORDENTLIG.

Denne mangel på økonomisk sans og orden kom ham også på anden måde til skade, idet admiralitetet den 22. juni 1815 i sin indstilling til forfremmelser i anledning af kroningen udtaler, at Bille "er en dygtig sømand og soldat, men insubordineret og til en utilgivelig grad uordentlig i regnskab og pengesager, så at Collegiet aldrig vil driste sig mere til at foreslå ham til nogen kommando", og den 23. august samme år meddeltes der ham afsked af søetaten med kommandørkaptajns-karakter, idet han samtidig ansattes som lodsinspektør, waterschout og færgeinspektør i Helsingør, og i øvrigt kan det nævnes, at det var Bille, som i 1819 hjemførte fra England det første danske dampskib "Caledonia".

Da embedet i Helsingør ikke forbedrede hans under de ulykkelige konjunkturer ødelagte formuesomstændigheder, fik han tilladelse til i 1820 at rejse til Danzig, hvor han efter at være udnævnt til karakteriseret kommandør i lang tid var navigationsdirektør, i hvilken egenskab han ledede undervisningen ved 5 skoler, foretog søopmålinger og indrettede observatoriet og i det hele taget ligesom her i landet indlagde sig megen fortjeneste af navigationsvæsenets udvikling.

ÆREFULD HJEMKOMST.

I 1829 mistede han sin hustru, der troligt havde fulgt ham på hans urolige bane - til Norge, ombord på skibet i Schelden, til Helsingør og til Danzig. Dette store tab virkede smerteligt på ham, og træt af sygelighed og arbejde og uden slægt i det fremmede land, der ved hvert skridt mindede ham om tabet af en elsket hustru, længtes han efterhånden stærkt mod hjemlandet, og hædret højt af det fremmede land forlod han da Prøjsen i 1838 for at leve op igen i sit eget kære fædreland, der i 1837 havde vist, at det ikke havde glemt hans indsats til dets gavn, idet han den 30. oktober dette år fik karakter af kontreadmiral, hvorefter han i 1840 udnævntes til kommandør af dannebrog.

Efter hjemkomsten til Danmark arbejdede han med fornyet kraft for navigationsvæsenets udvikling, og den 1. august 1844 stiftede han Foreningen til Søfartens Fremme, for hvilken han arbejdede med den største iver det år, han endnu levede, vakte en mængde menneskers interesse for foreningen, foranstaltede forelæsninger og undervisning i selskabets navn og fik udsat præmier for god navigation.

I marts måned fik han et anfald af apopleksi, og den 27. samme måned afgik han ved døden og bisattes på 44-årsdagen for Slaget på Reden i Holmens Kirkes kapel under tilstedeværelsen af et talrigt følge, sammensat af alle stænder, der i den afdøde hædrede den højagtede mand, orlogs- og koffardimarinens lærer og helten fra 2. april.

Fordringsløst, men rastløst kæmpede han for sine ideer gik admiral Bille gennem livet, ligefrem og venlig mod alle, og menneskekærlig, overbærende og human i sine domme var han i besiddelse af geniets sorgløshed og det ædle hjertes barnlighed; umistroisk og ukendt med forstillelse kom ofte begejstringens og medfølelsens tåre i hans øje.

- - -

En stedbroder til admiralen var kommandørkaptajn Søren Adolph Bille, der fødtes i Borre den 4. juni 1775. Han blev antaget som lærling til marinen i 1785, blev kadet året efter og var i 1793-94 med briggen "Lougen" i Vestindien, hvorunder han ligesom broderen på dennes første togt hurtigt lærte at døje sølivets strabadser, idet briggen bl. a. måtte ride en hård orkan af ved Christianssted med strøget rejsning og 3 sværankre og 2 varpankre ude. På dette togt udnævntes han til sekondløjtnant, blev 5 år senere premierløjtnant og var 1799-1800 atter i Vestindien, denne gang med fregatten "Thetis". Også han deltog i slaget på reden den 2. april 1801 som næstkommanderende på blokskibet "Cronborg" og blev såret, men ledede dog efter chefens død kampen fra sygelukafet og senere fik ham ligesom broderen erindringsmedaljen for deltagelse i slaget. I 1801-07 var han fungerende ekvipagemester på Holmen og førte den 31. august sidstnævnte år et kompagni af Holmens mandskab under udfaldet i Classens Have. Omkring midten af 1808 udnævntes han til kaptainløjtnant og beordredes til Norge, hvor han blev chef for østlige kanonbådsflotilles 1. division ved Hvaløerne og Frederiksværn og erobrede som sådan den 10. august 1809 udfor Frederiksværn med 6 kanon-shalupper og 2 kanonjoller orlogsbriggen "Alart" der var på 19 kanoner og 96 mands besætning, og som ved Københavns kapitulation i 1807 var taget af englænderne. I 1809 blev han hjemkaldt fra Norge for atter at være fungerende ekvipagemester på Holmen, og hans overordnede i Norge, admiral L. Fisker skriver om ham, at han har vist sig som en nidkær, virksom og ærekær officer, der er velegnet til chef, da han befordrer disciplin og velvilje, orden og militæriskhed. I begyndelsen af 1810 blev han ridder af dannebroge og kom atter til Norge som chef for flotillen ved Frederiksværn og udnævntes i begyndelsen af 1813 til kaptajn.

Den 22. marts 1814 overgik han til Norges marine og slettedes af listen over de danske søofficerer, da han havde aflagt ed til den norske regering uden at være løst fra sin ed til den danske konge, i hvilken anledning også en ansøgning fra ham om afsked i nåde ikke blev tilstået.

Den 25. maj 1815 blev han kommandørkaptajn, men døde 4 år senere under et besøg i København hvor han begravedes på Holmens Kirkegård.

INGVARD OLSEN.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 24. marts 1945).

Del I blev bragt i avisen dagen før. 

Kaptajn M. J. P. Bille (1769-1845) hjemførte den første afdeling danske matroser fra Frankrig som afmarcherede fra Antwerpen den 15. april. Han tog sin afsked fra dansk tjeneste 1815 som kommandørkaptajn, og blev senere kontreadmiral i Prøjsen. Caledonia blev sejlet fra London til København af daværende kommandørkaptajn Bille. Det var købt af auditør Bille i 1819 for at sejle mellem København og Kiel. Bille havde valgt at gå gennem Ejderkanalen, og dens første fart skete derfor fra Kiel til København.

HMS Nighthingale var 1805-1815 en brig-slup med 16 kanoner i den engelske flåde. Under Napoleonskrigene opererede det i fortrinsvis i Nordsøen hvor det kaprede en imponerende række fartøjer. Før Københavns Bombardement: Einigheid, Jonge Ebeling, Freundschaft, Morgenstern, det prøjsiske skip Frou Gesiner, Twee Gebroders, de prøjsiske Jonge Gerrite og De Drie Gebroeders. Skibet deltog i Københavns Bombardement 1807. 1809 kaprede Nightingale det danske skib Emanuel og Cutter No 16, tre danske fortøjer, Transport No 52, Helena Maria. I 1810 Martini Jacobi, C. Stysring, master (15 April), Godes Fisne, A. Brede, master, Amicitia, Paul Paulson, master, Magneten, H. Kilrub, master, and en slup, No. 60, name unknown. Samt deltog i andre skibes kaperfangster. 1811 kapredes Caroline and Berentine. 1812 Liebe, Maria Dorothea, Anna Serina og Bodel Maria, Palmtract. 1813 det amerikanske Calumet, Enigheiden. Herefter blev skibet solgt 1815 som handelsskib og forsvinder af arkiverne i 1829.

06 november 2018

Fattigdom. (Efterskrift til Politivennen)

Af den i Adresseavisen sidst indrykkede Bekiendtgiørelse fra de Mænd, der i denne saa usædvanlig og i saa mange Henseender trykkende Vinter have, ved at indsamle og uddele milde Gaver, søgt at lindre de mange Lidendes Nød, seer man, at uagtet den indkomne Sum virkelig ikke er ubetydelig, Trangen dog kun for en liden Deel har kunnet afhjelpes. Mange, saare Mange ere endnu tilbage, som sukke uhiulpne, Mange, som for Øieblikket hiulpne ved den Hielp, de nød, dog med Gysen see trods dens sparsomme Anvendelse, det sig nærmende Øieblik imøde, da den slipper. Indsenderen, som har havt Leilighed at kiende Mange af Hovedstadens Nødlidende, og som med Glæde har seet, hvorledes mange af dens Formuende, deeltagende i deres Næstes Nød, have rundelig rakt Haand til at hielpe, ønskede at kunne lede end Fleres Opmærksomhed paa denne dem saa værdige Gienstand. Stod al den uafhiulpne Nød, der findes inden for Hovedstadens Volde, tydelig fremstilt for vore Medborgere, sikkerlig vilde endnu saare mange betydelige Bidrag blive Commissionen tilstillede. Det er ikke alene eller især Almueklassen, som Dyrheden og den strænge Kulde trykke; disse Ulykkelige, der tit ikke have andet Ly end iskolde Lofter, hvor de uden andet Skiul, end deres daglige Pjalter, ikke sielden med syge af Sult forkomne Børn saa smertelig føle denne overordentlige Vinters Haardhed, ere for det meste vante til Lidelser og en næsten utrolig Nøisomhed. Men ogsaa i den hæderlige Haandværkerstand, i Middelklassen hersker ustyerlig megen Nød. Det er enten aldeles vrang Mening at Haandværksmanden ingen Nød har, da han kan lade sig sit Arbeid betale efter sit Behov. Mange af Hovedstadens Professionester have i de sidste Maaneder lidet eller intet Arbeid kunnet faae, de have da først maattet tære paa det forhen fortiente, og naar det er forbi, gribe til det ødelæggende Huusraad, at sælge, eller hvad næsten er ligesaa fordærveligt, pantsætte et Stykke af deres Bohave efter det Andet. Betænker man nu, hvor lidet de under slige omstændigheder faae derfor eller derpaa, hvor ganske de ere give Blodsuere til Priis, hvor vanskeligt, tit uoverkommeligt det bliver dem, [enten] at kiøbe eller indfrie Sengeklæder, Lagener, Kiøkkentøi, Klædestykker, maaskee vel endog Værktøi - thi hvad maa ikke opofres for det uundværlige Brød - da han man, naar man ikke forsætligen lukker sine Øine, vel ikke falde i Tvivl, at det er den uundgaaelige Undergang man redder dem fra, ved at række dem Haand i beleilig Tid. Endnu er der intet talt om, en høiere Middelstandsklasse som tit endnu tungere føler Nød, fordi den troer sig mere forpligtet at lægge Dølgsmaal derpaa. Dog nok. - Thi neppe er der Nogen, der har Øie og Hierte, der jo lettelig vil kunne overtyde sig, at denne Skildring er langt fra at være overdreven. O at da den danske Goddædighed, som endog fjerne Udlændinge ved ædel Gienkaldelse af hundredaarig Uret ved Elbens Bred viser sig i saa beundringsværdigt et Lys, ogsaa her vilde blive sig tro og ikke vorde træt, mens Nøden endu var langt fra at aftaget.

Dagen 1. marts 1814

31 oktober 2018

Frankrig og Danmark vs. Sverige, Preussen, Rusland, Hannover og Storbritannien: December 1813. (Efterskrift til Politivennen)

Slaget ved Leipzig 16.-19. oktober 1813 betød at Napoleon stort set var besejret. Frederik 6. var herefter Napoleons sidste allierede, kørt ud på et sidespor af alliancen mod Napoleon. Danmark fastholdt til det sidste nidkært fastlandsspærringen, og den 21. oktober 1813 erklærede Frederik 6. krig mod Rusland og Prøjsen. Han satsede på Napoleon og havde i  perioden 1807-1814 egenhændigt taget beslutninger udenom statsrådet. 

Den 26. november 1813 fik den svenske feltherre Bernadotte grønt lys af den russiske kejser Alexander til at indlede et felttog mod Danmark. Den franske general, "jernmarskal" Louis-Nicolas d'Vout (også kaldet Davout 1770-1823) trak sig tilbage til Hamborg hvor han blev indesluttet. Herefter rykkede den svenske hær med bl.a. kosakker op i hertugdømmerne og indtog Kiel i Holsten den 1. december 1813.   

Dansk erindringskultur: Oberst Engelsted og danske dragoner angribes af to kosakker mellem Syck og Rahlstedt 6. december 1813. Maler Jørgen Valentin Sonne (1801-1890). Maleriet er formentlig fra årtier efter begivenheden, og symbolikken er ikke til at tage fejl af. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

De allierede styrker (Sverige, Preussen, Rusland, Hannover og Storbritannien) blev anført af den svensk-preussiske general Ludwig von Wallmoden-Gimborn (1769-1862). Det danske auxiliærkorps blev ledet af prins Frederik af Hessen. Det kom bl.a. til et slag ved Sehested den 10. december 1813 hvor lykkedes de danske at kæmpe sig igennem de allieredes linjer og komme i sikkerhed i fæstningerne i Glückburg og Rendsburg. Glückburg måtte dog opgives 5. januar 1814 efter massive deserteringer. 

Statstidende berettede:

Danske Krigs-Efterretninger.

(Af Statstidenden)

Hvad flere omstændigheder varslede, er da bekræftet! Overlegen fjende er gået over grænsen, og våbendraget har endelig nået til vore fredelige sletter. Dog end tør fædrelandsvennen håbe på et lykkeligt udfald. De officielle efterretninger fra det danske armekorps i hertugdømmerne, dat. København den 13. december, lyder således:

"Efter at det forenede dansk-franske korps af særdeles overmagt var trængt tilbage, tog det en stilling således at de franske satte sig bag Billen og de danske bag Traven. For at vedligeholde kommunikationen, blev den 2. danske brigade under generalmajor Lasson, befalet at gå frem for at tage Siebenbäumen.

Dette skete den 5. december. De danske tropper indlagde sig største ære. Oberstløjtnant Schaumberg gik mod Steinhorst og major L. Bardenfleth, på højre fløj, mens divisionsadjudant v. Ewald gik på Siebenbäumen. Allevegne kastedes fjendens; men da man fik efterretning at en stærk kolonne søgte at omgå positionen, gik tropperne til Boden. Der blev fægtningen yderst heftig. 60 [svenske] dragoner gjorde et brillant indhug og det slesvigske infanteriregiments 1. bataljon angreb med bajonetten og kastede fjenden med kraft ud af byen. 

Vort tab er ringe i forhold mod fjendens. Kun ritmester Sønnichsen og løjtnant Lobedanz er let sårede. En mængde fjender toges, men disse kunne på en kun let særet officer og 24 mand nær, ikke tages med, da retræte måtte foretages i følge indmeldinger fra alle sider, at general Walmoden selv rykkede frem til Soutien med 7 bataljoner, 8 eskadroner, hver på 360 heste og et betydeligt artilleri. Den fjendtlige højstkommanderende, oberst Burg, skal være dræbt. Af de fangne sårede officerer tog man æresord ikke at tjene før udveksling. Blandt disse var især hørdt sørede major Burgsdorff og kaptajn baron Gemming.

Imidlertid fik hs. durchl. general prins Fredrik til Hessen efterretningen at marskal prins Eckmühl var gået til Hamborg med samtlige franske tropper, og at fjenden på alle punkter rykkede stærkt frem; ligeså meldes at de svenske var get over Elben og forenede sig med general Walmodens tropper. Prinsen måtte derfor vige overmagten. Han forlod Lübeck og lod den franske general Lallemand blive der tilbage for at underhandle om denne franske byes overgave. Man tilstod generalen fri afmarch, og gav løfte ikke i 24 timer at angribe ham.

Hans durch. prins Frederik forlod derefter, efter en levende forpost-affære, sin stilling ved Oldesloh, og gik dog uden at foruroliges, tilbage til Bornhöst; undervejs støtte general Lallemand til ham i Segeberg, med Lübecks befæstning (hvoriblandt et polsk regiment lanciers). - Alle syge samt nogle gjorte krigsfanger transporteredes i forvejen til Kiel.

Den 7. december brød hans durchl. op. Han lod den 2. brigade marchere på Preetz, og den 1. over Rettelsen til positionen ved Dorfgarten ved Kiel. General Lallamand befaledes at gøre arriergarden. Denne general blev derfor i Bornhöst til brigaderne var brudt op og afmarcherede.

Et stærkt kavalleri havde alt forfulgt denne general lige fra Segeberg af. Noget ophold gav det at broen ved Hamfdorff blev afbrudt. Men på plænen ved Bornhöst nåede fjenden arriergarden. Denne havde kun 2 svage eskadroner lanciers og 3 eskadroner holstenske ryttere. De kunne derfor ikke modstå angreb af 12 eskadroner (4 Mörner, 4 Schil og 4 skånske husarer), men kastedes gennem Bornhöst. Men der modtoges fjenden af 3. bataljon Oldenborg, 1. bataljon Dronningen og 2. bataljon slesvigske jægere. De kastede ham tilbage, Kavalleriet satte sig igen, fjenden blev pousseret til den anden side Bornhöst, og retræten vedblev derefter uden at foruroliges videre efter bestemmelsen til Kiel.

Tropperne var særdeles fatigerede, og prinsen måtte derfor holde positionen ved Dorfgarten, til han troede folket i stand til den videre march til Rendsborg. På grund af fjendens så langt overlegne kavalleri, havde prinsen måttet marchere om ad Kiel, da plænerne ad den lige vej til Rendsborg er for mange og store.

Den 9. december passerede hs. durchl. kanalen og den 10. gik han til Rendsborg. Også general Dörnberg var gået over Ejderen ved Klüvensick med 2 regimenter kavalleri, 6 bataljoner og 10 kanoner. Prinsen stødte på ham ved Sehested, slog ham og tog 400 mand fangne, blandt disse prins Gustav af Mecklenborg. Vort tab var ikke stort, ingen officerer dræbt eller hårdt såret

Den 10. december kom den østrigske legationssekretær baron Foulon til Gottorp. Da han kom dertil om aftenen sildig, måtte han blive natten over i Gottorp af frygt for de sværmende partier. Den 11. om morgenen bragte han forslaget om våbenstilstanden til general Dörnberg, som antog det.

3 regimenter af den jyske reserve var den 10. og natten mellem denne og den 11. ankommet i Slesvig.

Det jyske regiment lette dragon var efter en march og vedvarende fægtning af 15 timer lykkeligt kommet fra Wansbeck til Rendsborg. Tabet af mandskab er kun ringe, men desmere beklages tabet af oberst Bonnichsen, en udmærket og meget duelig officer, løjtnant Ursin og en tredje officer hvilke er faldne.

I øvrigt er på den hele retræte fra Steckenitzen af [] Rendborg ingen officerer dræbt eller hårdt såret. Kun meget få er let blesserede. Vort tab af mandskab er ubetydeligt."

(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 17. december 1813).


(Af udgiveren.) Af privatbreve fra Kiel erfarer man, at indbyggernes største ulempe og nød under de fjendtlige troppers ophold der, var at skaffe ildebrændsel. Daglig blev indkørt til staden en del favne brænde af de omliggende skove, for at afhjælpe denne mangel. Indvånerne var ved troppernes indkvartering forhindrede fra at passe deres sædvanlige forretninger; men ellers skete dem ingen overlast, ligesom også kronprinsen af Sverige holdt god mandstugt. Af Kieler Wochenblatt ser man adskillige af den svenske kronprins udstedte krigsberetninger, der i flere ting er det ganske modsatte af de danske beretninger. Således siger beretningen no. 29 dat. Neumünster 12. decbr. om slaget ved Sehestedt "at general Walmoden, af hvis tropper avantgarden var rykket denne side Ejderen og som havde detacheret general Dörnberg mod Eckernförde, kæmpede med 1 regiment Husarer, 4 bataljoner og 4 kanoner en lang og hård kamp mod 10000 md. danske, der havde er talrigt artilleri. Slagets udfald var længe uvis; Soldaterne var ofte i håndgemæng; men de danske lykkedes det dog at nå vejen til Rendsborg. De danske var 3 gange stærkere end fjenden (siges der) de mecklenborgske jægere til hest og fods, som udgjorde general Vegesaks avantgarde, kom tidlig nok for at tage del i affæren og give udslaget. (Vel fægtede de tappert; men man ved, at de kom tids nok, da kun såre få mand blev til overs af hele korpset). Prins Gustav af Mecklenburg, udmærkede sig meget; men hans forvovenhed førte ham ind mellem fjenden, som fangede ham. Han blev straks udvekslet mod en officer af lige grad. General Walmodens tab i dette slag opgives til 1 kanon og 5 til 600 md. dræbte og sårede. Fjendens tab regnes for 1000 md." 

Om Frideriksort, som efter et stærk bombardement i 24 timer, overgav sig til general Posse d. 19. decbr., siges der, at man fandt 101 kanoner der, meget munition og 4 til 500 centner krudt. Denne fæstning fortælles i beretningen no. 33, at være anlagt for at gøre englændernes handel med de nordiske magter afbræk". (Man ser heraf hvor nødvendigt det er ved beretninger at høre den anden part) - Glückstadts fæstning overgav sig om aftenen d. 5. januar. Besætningen 3000 md. blev ført til øen Als med forpligt ikke i et år at tjene mod de allierede. General baron Boye belejrede den. Svensk, engelsk, og russisk artilleri brugtes og besværligheden ved dens indtagelse under vintertiden skildres. En engelsk flotille under kaptajn Farquhar nævnes som den, der meget bidrog til dens fald."

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 7. marts 1814)


Uddrag af Bulletin af 16. december 1813 fra den kongelige højhed kronprinsen af Sveriges hovedkvarter i Neumünster:

Der General Dörenberg griff mit drey Bataillons 3 Regimenter dänischer Infanterie an, dis aus Oldesloe ausgerückt waren. Der Feind ward mit Verlust einiger Gefangenen bis nach Bode hin zurückgedrängt, wo der Einbruch der Nacht dem Gefecht ein Ende machte.

Eine Eskadron Husaren, de abgesessen war, griff eine in dem Dorf Deuthorst postirte Kompagnie dänischer Infanterie an, machte 20 Mann von derselben zu Gefangenen und sprengte die übringen auseinander.

Ein Detaschement von der Avantgarde des Generals Wallmoden erreichte bey Eckernförde die Bagage der sich zurückstehenden dänischen Armee, erbeutete einen Theil derselben und machte einige hundert Gefangene.

Der General Tettenborn ist mit seinem Korps über die Eyder gegangen, hat Friedrichsstadt, Tünningen und Schleswig vorpoussirt und das Fort Vollerwyck einschliessen lassen. Bey Harnau überfiel er einen Zug von 120 Wagen mit Kranken aus dem Altonaer Lazareth. Von der Eskorte wurden 120 Mann zu Gefangenen gemacht, der Rest entkam unter Begünstigung der Nacht. In Husum erbeutete er sieben Stück Kanonen und liess dort, so wie in Tönningen, den Landsturm entwaffnen, dem mehr als 300 Stück Flinten abgenommen wurden. Ein Detaschment eben dieses Generals hat die in Itzehoe befindlichen Depos für die feindliche Kavallerie vernichtet und dem Feinde an Getödteten und Verwundeten eine bedeutende Einbusse verursacht. Ein offizier, hundert Gemeine und 120 Pferde sind und hierbey in die Hände gefallen.

Die schwedische Armee hat zwischen Rendsburg und Kiel die Eyder besetzt; ein Detachement von derselben steht in Kiel. Der Marschall Graf Stedingk hat sein Hauptquartier in Pretz.

Die Einwohner von Piven und von Eutin haben die schwedischen Truppen mit grossen Freudensbezeugingen empfangen; beyde Städte wurden mit Einbruch der Nacht erleuchtet.

Der General Skjöldebrand erreichte beym Nachsetzen den Feind bey Bornhost. Er fand ihn dort, drey Bataillons Infanterie und zwey regimenter Kavallerie stark, mit einer Batterie von sechs Stück Geschïtz auf seinem linken Flügel, in Schlachtordnung empfangen. Allein der General Skjöldebrand machte an der Spitze seiner Truppen einen so entschlossenen Angriff, dass die Batterie erobert, die Linie des Feindes durchbrochen, und seine gesammte Infanterie zu Gefangenen gemacht ward. Die Kavallerie suchte ihr Heil in der Flucht. Der Gen. Skjöldebrand liess sie durch die seinige verfolgen, und behielt zur Bewachung der zu Gefangenen gemachten Infanteris, bloss die einzige Schwadron zurück. Durch einen Missverstand liess die feindl. Infanterie, von einingen ihrer Offiziere dazu angereist, sich verleiten, das Gewehr wieder aufzunehmen und auf diese zurückgebliebene Schwadron unserer Kavallerie Feuer zu geben, die dadurch viel Leute einbüsste. Bald aber kehrten von unserer den Feind verfolgenden Reiterei einige Schwadronen zurück und hieben diese wortbrüchigen Gefangenen in Stücken. Da der Feind das Dorf Bornhost mit einer starken Reserve besetzt hatte; so konnten wir ihm nichts weiter anhaben, sondern mussten uns mit der ihm abgenommenen Batterie und mit einer Anzahl von ohngefähr 200 Gefangenen begnügen. Sein Verlust an Getödteten und Verwundeten muss bedeutend gewesen seyn; der unsrige beträgt gegen 200 Mand und eben so viel Pferde. Der Lieutenant Planting und der Adjutant Cock von den Mörnerischen Husaren, sind bey dieser Affaire geblieben, und der Oberst Cederströhm von eben diesem Regiment ist verwundet. Die Schwedische Kavallerie hat bey diesem Gefecht eine seltene Unerschrockenheit bewiesen, denn sie hat, obwohl das Terrain ihr nichts weniger als günstig war, die Kavallerie, die Infanterie und die Artillerie des Feindes zu gleicher Zeit angegriffen und über alle diese drey Waffengattungen die Oberhand behalten.

Man kann nichts anders als mit Leidwesen davon sprechen, dass die Bewohner des Nordens sich untereinander bekriegen. Einen so traurigen Zwist sollte man im stillen betrauern. Nur der Souverain allein, dessen politisches System diese Feyde herbeygeführt hat, nur Er allein kann an der Fortsetzung dieses Blutvergiessens Wolhgefallen finden. Sollen wir nicht noch hoffen dürfen, dass der König von Dänemark diesem Bruder-Kriege ein Ziel seyen und dass Dänemark und Schweden bald in der Ruhe des Friedens als eine vereinte Familie dastehen werden?

Da durch den General Wallmoden dem Feinde der Rückzug auf Rendsburg abgeschnitten worden war, so wandte er sich nach Kiel. Anderer Seits durch den General Skjöldebrand verfolgt, ging er über den Kanal, brach hinter sich die Brücken ab und suchte jenseits desselben die Festung zu erreichen. Es wurden 24 Stunden Zeit dazu erfodert, um die Brücken wieder herzustellen. 

Der General Wallmoden, der auf Klawenbeck marschiert war, stetz neue Brücken schlagen und detaschirte den Generel Dörenberg nack Eckerförde, wohin, den eingegangenen Nachrichten zufolge, der Feind sich gewendet hatte. Die Avantgarde des General Wallmoden war schon früher über den Kanal gegangen. Einige Bataillons Infanterie und ein Regiment Husaren, welche zu Deckung der Communikation mit dem General Dörenberg, bey der Brücke aufgestellt worden waren, wurden bey Osterrode von der feindlichen Armee angegriffen, die, aus Besorgniss, dass sie Conding nicht mehr würde erreichen können, nun plötzlich nach Rendsburg hin durchbrechen wollte. Das Gros des Wallmodenschen Korps war zu weit entfernt, un bey diesem Angriffe nach zu der erforderlichen Zeit zu Hülfe kommen zu können. Der General müsste also mit einem Regiment Husaren, 4 Bataillons Infanterie und 4 Stück Geschütz, gegen ein feindliches Korps von wenigstens zehntausend Mann und mit einer zahlreichen Artillerie versehen, Stand halten. Das Gefecht dauerte mit grosser Lebhaftigkeit eine Zeit mit wechselndem Glücke, endlich aber gelang es dem Feinde doch, sich der nach Rendsburg führendes Landstrasse zu versichern. Die beyderseitigen Truppen sind in dieser Action in buchstäblichen Sinne mit einander Handgemein geworden, und ohnerachtet sich, der Zahl nach, die Dänen gegen die Unsrigen wie 3 zu 1 verhielten, so behauptete der Gen. Wallmoden dennoch das Schlachtfeld. Die Mecklenburgischen Jäger, sowohl die Fussjäger als die berittenen, welche die Avantgarde des General Vegesack ausmachten, kamen noch zeitig genug herbey, um an diesem Gefecht Theil zu nehmen, und sie waren es, die den Sieg entschieden. Diese Kavallerie machte unter dem kreuzenden Feuer mehrerer Bataillons, die under Hecken postirt standen, einen glänzenden Choc auf das feindliche Kavallerieregiment Holstein. Der Prinz Gustav von Mecklenburg, der sich hierbey sehr auszeichnete, ward verwundet. Seine Bravour verleitete ihn, sich mitten in die Feinde zu stürzen und er gerieth in ihre Gefangenschaft, ward aber sogleich gegen einen Offizier von seinem Range ausgewechselt. Sein militairisches Benehmen ist des höchsten Lobes werth; man hoft, dass seine Blessuren ihm verstatten werden, in seiner Laufbahn zu verbleiben. Der Oberst Müller von den Mecklenburgischen Jägern hat sich besonders ausgezeichnet. Der Graf Wallmoden hat in dieser Affaire eine Kanone, und an Getödteten, Verwundeten und Vermissten zwischen fünf und sechshundert Mann verloren. Der Verlust des Feindes beträgt, seinem eigenen Geständniss nach, nahe an tausend Mann. An diesem Tage, der dem General Wallmoden zu grosser Ehre gereicht, und Tage zuvor, wo kleinere Scharmützel vorfielen, hat dieser General dem Feinde acht Stück Kanonen und vierhundert Mann Gefangene abgenommen. Der junge Lieutenant Mühlenfels von den Husaren der Legion und der Lieut. Mahrenholz von den Jägern haben mit zwanzig Mann Husaren und eben so viel Jägern von der Hanoverschen Legion Wunder der Tapferkeit verrichtet, und dem Feinde fünf Stück kanonen abgenommen.

Der Prinz von Hessen hat auf einen Waffenstilstand angetragen. Wahrscheinlich werden bald alle Misshelligkeiten zwischen Schweden und Dänemark ausgeglichen seyn, und Dänemark wird endlich mit den Verbündeten gemeinschaftliche Sache machen. 

(Münchener Politische Zeitung, 3. januar 1814)

General Dörenberg angreb med tre bataljoner tre regimenter dansk infanteri, der var rykket ud af Oldesloe. Fjenden blev efter tabet af nogle fanger trængt tilbage til Bode, hvor mørkets frembrud sluttede kampen.

En eskadrille husarer, der var siddet af, angreb et kompani dansk infanteri, der var udstationeret i landsbyen Deuthorst, tog tyve mand til fange og splittede de øvrige fra hinanden.

En afdeling af general Wallmodens avantgarde fandt bagagen fra den danske hærs tilbagetog ved Eckernförde, fangede nogle af dem og tog flere hundrede fanger.

General Tettenborn og hans korps krydsede Ejderen, avancerede mod Friedrichsstadt, Tünningen og Slesvig og fik indesluttet Fort Vollerwyck. Ved Harnau angreb han et vogntog med 120 vogne med syge mennesker fra Altona Lazareth. Af eskorten blev 120 mænd taget til fange, resten undslap om natten. I Husum tog man syv kanoner og fik, ligesom i Tönningen, Landeværnet afvæbnet, hvorfra blev taget mere end 300 haglgeværer. En afdeling af den samme general ødelagde fjendens kavaleridepot i Itzehoe og forårsagede fjenden et betydeligt tab af døde og sårede. En officer, hundrede soldater og 120 heste er faldet i deres hænder her.

Den svenske hær har besat Ejderen mellem Rendsburg og Kiel; en afdeling af samme er i Kiel. Marskal Graf Stedingk har sit hovedkvarter i Pretz.

Indbyggerne i Piven og Eutin modtog de svenske tropper med store glædesudbrud; begge byer blev oplyst om natten.

General Skjöldebrand eftersatte og nåede fjenden ved Bornhost. Han mødte der tre bataljoner infanteri og to stærke kavaleriregimenter med et batteri på seks stykker artilleri på sin venstre fløj, opstillet i kamporden. Men general Skjöldebrand iværksatte et så beslutsomt angreb i spidsen for sine tropper, at batteriet blev taget, fjendens linje brudt, og al hans infanteri blev taget til fange. Kavaleriet søgte at frelse sig ved at flygte. General Skjöldebrand forfulgte dem og efterlod kun den eneste skvadron bag sig for at bevogte det fangede infanteri. På grund af en misforståelse blev det fjendtlige infanteri, da der ankom nogle af deres officerer, fristede sig selv til at tage riflen op igen og skyde på denne resterende eskadrille i vores kavaleri, som mistede mange mennesker som følge heraf. Snart kom nogle eskadriller imidlertid tilbage fra vores kavaleri for at forfølge fjenden og splittede disse ikke-ordholdende fanger ad. Da fjenden havde besat landsbyen Bornhost med en stærk reserve; så vi kunne ikke skade ham mere, men måtte være tilfredse med batteriet, der var fjernet fra ham, og med et antal på omkring 200 fanger. Hans tab af dræbte og sårede må have været stort; vores er omkring 200 mand og lige så mange heste. Løjtnant Plantning og adjutant Cock fra Mörner-husarer blev ved under denne affære, og oberst Cederströhm fra det samme regiment blev såret. Det svenske kavaleri viste en sjælden frygtløshed i denne kamp, ​​for selvom terrænet ikke var særlig gunstigt for dem, angreb de fjendens kavaleri, infanteri og artilleri på samme tid og fik overhånd i alle disse tre våbenarter.

Man kan kun beklage, at indbyggerne i nord er i krig med hinanden. Et sådan trist skænderi skal gøres i stilhed. Kun Kongen, hvis politiske system er skyld i denne fejde, kun han kan glæde sig over fortsættelsen af ​​denne blodsudgydelse. Skal vi ikke stadig håbe på, at broderkrigen ikke er et mål for kongen af ​​Danmark, og at Danmark og Sverige snart vil stå som en familie i fred og ro?

Da general Wallmoden havde afskåret fjendens tilbagetog til Rendsburg, vendte han sig til Kiel. På den anden side, forfulgt af general Skjöldebrand, krydsede han kanalen, brød broerne bag sig og forsøgte at nå fæstningen på den anden side. Det tog 24 timer at genopbygge broerne.

General Wallmoden, der marcherede mod Klawenbeck, fortsatte med at bygge nye broer og løsnede general Dörenberg fra Eckerförde, hvor fjenden ifølge de modtagne rapporter havde vendt sig. General Wallmodens avantgarde havde krydset kanalen før. Nogle bataljoner af infanteri og et regiment af husarer, der var blevet oprettet ved broen til at dække kommunikation med general Dörenberg, blev angrebet af fjendens hær ved Osterrode, som pludselig frygtede, at de ikke længere ville være i stand til at nå Colding, ville bryde igennem til Rendsburg. Hovedparten af ​​Wallmodens korps var for langt væk til at kunne komme til hjælp til dette angreb i rette tid. Generalen skulle holde ud med et regiment husarer, 4 infanteribataljoner og 4 stykker artilleri mod et fjendekorps på mindst ti tusind mand og med et stort antal artilleri. Kampen varede med stor livlighed i en periode med varierende grad af held, men endelig lykkedes fjenden at sikre vejen til Rendsburg. Tropperne på begge sider mødtes bogstaveligt talt ansigt til ansigt i denne handling, og på trods af at målt i antal var danskerne 3 til 1 mod vores, beherskede general Wallmoden stadig slagmarken. 

Mecklenburg-jægerne, både fodjægerne og de beredne, der udgjorde general Vegesacks avantgarde, ankom tidligt nok til at deltage i denne kamp, ​​og det var dem, der afgjorde sejren. Under krydsild fra flere bataljoner, der var posteret bag hække, lavede dette kavaleri en strålende choc på det fjendtlige Holstein kavaleriregiment. Prins Gustav af Mecklenburg, der udmærker sig meget her, blev såret. Hans mod fik ham til at kaste sig midt i fjenden, og han faldt i deres fangenskab, men blev straks byttet til en officer af hans rang. Hans militære opførsel er værdig til den højeste ros; det er håbet, at hans sår vil gøre det muligt for ham at forblive i sin karriere. Oberst Müller fra Mecklenburg Jäger har især udmærket sig. Grev Wallmoden tog en kanon i denne affære og mistede mellem fem og seks hundrede mand døde, sårede og savnede. Fjendens tab er ifølge hans egen opgørelse tæt på tusind mand. Denne dag der er en stor ære for general Wallmoden, sammen med dagene før, da der var mindre træfninger, tog generalen otte kanoner og fire hundrede fanger fra fjenden. Den unge Løjtnant Mühlenfels fra Legionen og Løjtn. for husarerne, Mahrenholz fra jægerne udviste tapperhed med tyve mand husarer og lige så mange jægere fra den Hannoverske legion og tog fem kanoner fra fjenden.

Prinsen af ​​Hessen har anmodet om våbenhvile. Sandsynligvis vil alle uoverensstemmelser mellem Sverige og Danmark snart blive afgjort, og Danmark vil endelig gøre fælles sag med de allierede.


Denne våbenstilstanden varede 15. - 29. december 1813. Den 9. januar 1814 kapitulerede Frederik 6., den 14. januar 1814 blev Freden i Kiel underskrevet. Nogle dage senere kapitulerede Frankrig. Auxiliærkorpset er beskrevet i tidsskriftet Chakoten

Frederik 6.'s deltagelse i Wienerkongressen fra 5. september 1814 foregik mest på sidelinjen som deltager for den tabende part i Napoleonskrigene. Denne blog har tidligere publiceret nogle samtidige artikler om hans deltagelse her, de kan ses i arkivet for årene 1814-1815. 

På billedet af Wienerkongressen 1814 ses Frederik 6. siddende med ryggen til i rød uniformsjakke overfor de allieredes repræsentanter. Ingen synes tilsyneladende at ville se på ham, udover personen lige overfor. Han havde en affære med den 18-årige Caroline Seufert (1795-1873), en affære der i årtier efter hans død kostede statskassen den uhyre sum af 42.500 rigsdaler efter Frederik 7.'s død 1863. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Napoleons "hundrede dage" (20. marts 1815-8. juli 1815) var Frederik 6. formelt blandt de allierede mod sin tidligere allierede, Napoleon.

15 oktober 2018

Englandskrigen. (Efterskrift til Politivennen)

I forrige Uge have Fienderne taget et Odenseer baglastet Skib strax udenfor Fjorden ved Fyens Hoved, som skulde været til Kjerteminde for at lade Korn. Paa samme Tid havde de ogsaa taget et ved Egnen af Aarhus. (Iv. Av.)
Den 14de Juni havde den i Mariager-Fjord stationerede Roeflotille det Uhæld at miste dens 16 Aarers Chaluppe, som i Følge med Piken og Proviantsjagten vare paa Tilbageveien fra Aarhus, hvor de havde indtaget adskillige Fornødenheder for Flotillen. Den blev ved et Land[kau] kuldsejlet; en Mand tilsatte Livet. (Aarh. Av.)
Randers. Telegraf-Efterretninger: Den 17de Juni om Morgenen saaes 2 Fregatter at krydse imellem Fladstrand og Skagen; samme Dags Aften Kl. 8 saaes et Rangskib imellem Fornæs og Anholt at styre Øster efter. Den 18de om Morgenen Kl. 4 ankrede 1 Rangskib og 1 Fregat sønden for Havknuden og Grenaa-Kyst, til samme Tid saaes 1 Brig østlig; bemeldte Dags Morgen Kl. 1 passerede en Flaade Skagen ind ad Kattegat, bestaaende af 1 Brig, 2 Kuttere og 73 Koffardiskibe. Samme Dags Formiddag Kl. 11 ankrede en Brig sønden for Havknuden, som udsatte 3 Barkasser; om disses videre Foretagender er intet anmeldt endnu. Samme Dags Eftermiddag Kl. 4 lettede et Rangskib og en Fregat som laae til Ankers imellem Fyenshoved, Refsnæs og den sydlige Ende af Samsøe og styrede Nord efter. S. D. Aften Kl. 9 saaes fra Refsnæs 1 Rangskib og 2 Brigger at komme Syd fra og ankrede i Nærheden af Romsøe. Den 19de om Morgenen Kl. 4 lettede de sønden Havknuden til Ankers liggende 1 Rangskib og 2 Brigger og styrede Syd efter. S. D. om Formiddagen Kl. 9 synes en Flaade imellem Fladstrand og Skagen at styre Øster efter ud af Sigte; denne Flaade er formodentlig den samme som den 18de passerede Skagen. S. D. Eftermiddag Kl. 5 lettede 2 Brigger i Nærheden af Romsøe og ankrede igjen om Aftenen [...] imellem Fynshoved, Refsnæs og den sydlige Ende af Samsøe. Fra bemeldte Sted lettede den 20de om Morgenen Kl. 3 1 Rangskib, 1 Fregat og Brigger, tilligemed 1 Rangskib som laae i Nærheden af Romsøe og styrede Nord efter ud af Sigte. Den 19de om Aftenen Kl. 8 ankrede et Rangskib og 2 Brigger sønden for Havknuden. S. D. Aften Kl. 9 passerede 1 Brig og 1 Skonnert Skagen ind ad Kattegat. Den 20de om Aftenen Kl. 8 ankrede i Nærheden af romsøe 1 Rangskib, 1 Fregat og 1 Brig, som igjen lettede den 21de om morgenen Kl. 5 og gik Syd efter ud af Sigte fra Refsnæs. S. d. om Formiddagen Kl. 7 saaes en Flaade imellem 200 til 220 Koffardiskibe som gik Syd efter ad Storebelt ud af Sigte.

Dagen 26. juni 1813.

Norge - Guldbrandsdalen. (Efterskrift til Politivennen)

Til Kongen!
Medens Krig og Tvedragt udbredte Skræk og Elendighed over de fleste europæiske Stater, nøde endnu i en Række af Aar Tvillingrigets Nordboere Fredens Velsignelser. Vi dyrkede vore Marker, pleiede vore Hiorder og nøde deres Frugter i Tryghed. Dog kunde Viisdom og Retfærdighed ikke forhindre, at Voldsmænd brøde Freden og søgte og hindre Inførsel fra Søsterlandet, hvorved vi, Dalens Beboere, have under et barskere Clima fornemmeligen følet Mangel paa Korn. Men, ogsaa da sørgede Deres Majestæt faderligen for os. Deels ved Præmier, deels ved de senere anordnede Providerings-Commissioner har De fremmet Korntilførselen, og saaledes lindret vor ublide Skiæbne. Især er De i dette Aar, under vor store og almindelig Nød, kommet os til Hielp baade med Korn og Penge.
Og vi skulle ikke være besielede af de varmeste Taknemmeligheds og Kierligheds Følelser for vor lyksaligheds Stifter, vor Velgjører?
Ja, allernaadigste Konge! Vi føle dybt og inderligen, hvad vi skylder den vise og milde Regiering, hvorunder vi vare og ere saa lykkelige. Vi erkiende med den inderligste Taknemmelighed Deres Majestæts Naade og Godhed, og anbefale os, som troe Undersaatter, til Deres fremtidige Beskyttelse og hulde Forsorg.
Forgieves vilde vi, i denne vor allerunderdanigste Adresse stræbe at tolke Deres Majestæt vore Følelser, i Anledning af Naborigets Fordring paa Norge. Vi vil bede Gud, om mueligt, afvende den Grund, da vi med Magt maatte modsætte os denne [Paakand]; men Konge!  Fader! naar Baunen lyser paa vore Fieldes Tinding, da iler Dalen til Kamp mod Voldsmændene. End rinder saa [snek] Laugen giennem vor Dal, og minder os kraftigen om Forfædrenes Daad oppe ved Dovres Fod.
Faaberg i Guldbrandsdalen d. 6 Junii 1813
Allerunderdanigst
Andreas Broch
Provst over Guldbrandsdalens Provstie, Sognepræst til Faaberg, Ridder af Dannebrog
Lars Steen
Capelan pro Persona.
Erik Biørnsgaard
Klokker

Dagen 24. juni 1813.

Importforbud. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af at Mange staae i den urigtige Formeening, at Indførsel af forbudne Varer til eget Brug skulde mindre stride mod de Kongel. Anordninger end Indførsel til Forhandling, har det behaget Hs. Majestæt Kongen allernaadigst at befale det Vestindiske-Guinesiske Rente- og General-Toldkammer at giøre enhver opmærksom paa, at Forbudenes hensigt, at indskrænke Brugen af fremmede Fabrikater for at ophielpe den indenlandske industrie, aldeles vilde forfeiles, saafremt det blev Nogen særskilt tilladt til eget Brug at indføre de forbudne Varer og derved paa den skadeligste Maade at virke mod den endnu kun svage Lyst til at hielpe sig med indenlandske Frembringelser, som hver velsindet og tænksom Statsborger burde giøre sig til ufravigelig Pligt.

Dagen 19. juni 1813.

14 oktober 2018

Indkvartering. (Efterskrift til Politivennen)

Magistraten i Kbhavn har bekjendtgjort, at i Følge det kongl. danske Cancellies Skrivelse, grundet paa allerhøieste Befaling, paalægges det Staden Kiøbenhavns og dens Forstæders Indvaanere uvægerligen at overlade til Opstaldning af de Kavallerieheste, som i næste Uge dertil ankommer, alt det Staldrum der findes ledigt og anvises af Oldermanden for Rodemesterne, Overkrigskommiissair Leisner, hvad enten saadant staaer til Eierens eller Leierens Raadighed.

Dagen 8. juni 1813