Slaget ved Leipzig 16.-19. oktober 1813 betød at Napoleon stort set var besejret. Frederik 6. var herefter Napoleons sidste allierede, kørt ud på et sidespor af alliancen mod Napoleon. Danmark fastholdt til det sidste nidkært fastlandsspærringen, og den 21. oktober 1813 erklærede Frederik 6. krig mod Rusland og Prøjsen. Han satsede på Napoleon og havde i perioden 1807-1814 egenhændigt taget beslutninger udenom statsrådet.
Den 26. november 1813 fik den svenske feltherre Bernadotte grønt lys af den russiske kejser Alexander til at indlede et felttog mod Danmark. Den franske general, "jernmarskal" Louis-Nicolas d'Vout (også kaldet Davout 1770-1823) trak sig tilbage til Hamborg hvor han blev indesluttet. Herefter rykkede den svenske hær med bl.a. kosakker op i hertugdømmerne og indtog Kiel i Holsten den 1. december 1813.
Dansk erindringskultur: Oberst Engelsted og danske dragoner angribes af to kosakker mellem Syck og Rahlstedt 6. december 1813. Maler Jørgen Valentin Sonne (1801-1890). Maleriet er formentlig fra årtier efter begivenheden, og symbolikken er ikke til at tage fejl af. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.
De allierede styrker (Sverige, Preussen, Rusland, Hannover og Storbritannien) blev anført af den svensk-preussiske general Ludwig von Wallmoden-Gimborn (1769-1862). Det danske auxiliærkorps blev ledet af prins Frederik af Hessen. Det kom bl.a. til et slag ved Sehested den 10. december 1813 hvor lykkedes de danske at kæmpe sig igennem de allieredes linjer og komme i sikkerhed i fæstningerne i Glückburg og Rendsburg. Glückburg måtte dog opgives 5. januar 1814 efter massive deserteringer.
Statstidende berettede:
Danske Krigs-Efterretninger.
(Af Statstidenden)
Hvad flere omstændigheder varslede, er da bekræftet! Overlegen fjende er gået over grænsen, og våbendraget har endelig nået til vore fredelige sletter. Dog end tør fædrelandsvennen håbe på et lykkeligt udfald. De officielle efterretninger fra det danske armekorps i hertugdømmerne, dat. København den 13. december, lyder således:
"Efter at det forenede dansk-franske korps af særdeles overmagt var trængt tilbage, tog det en stilling således at de franske satte sig bag Billen og de danske bag Traven. For at vedligeholde kommunikationen, blev den 2. danske brigade under generalmajor Lasson, befalet at gå frem for at tage Siebenbäumen.
Dette skete den 5. december. De danske tropper indlagde sig største ære. Oberstløjtnant Schaumberg gik mod Steinhorst og major L. Bardenfleth, på højre fløj, mens divisionsadjudant v. Ewald gik på Siebenbäumen. Allevegne kastedes fjendens; men da man fik efterretning at en stærk kolonne søgte at omgå positionen, gik tropperne til Boden. Der blev fægtningen yderst heftig. 60 [svenske] dragoner gjorde et brillant indhug og det slesvigske infanteriregiments 1. bataljon angreb med bajonetten og kastede fjenden med kraft ud af byen.
Vort tab er ringe i forhold mod fjendens. Kun ritmester Sønnichsen og løjtnant Lobedanz er let sårede. En mængde fjender toges, men disse kunne på en kun let særet officer og 24 mand nær, ikke tages med, da retræte måtte foretages i følge indmeldinger fra alle sider, at general Walmoden selv rykkede frem til Soutien med 7 bataljoner, 8 eskadroner, hver på 360 heste og et betydeligt artilleri. Den fjendtlige højstkommanderende, oberst Burg, skal være dræbt. Af de fangne sårede officerer tog man æresord ikke at tjene før udveksling. Blandt disse var især hørdt sørede major Burgsdorff og kaptajn baron Gemming.
Imidlertid fik hs. durchl. general prins Fredrik til Hessen efterretningen at marskal prins Eckmühl var gået til Hamborg med samtlige franske tropper, og at fjenden på alle punkter rykkede stærkt frem; ligeså meldes at de svenske var get over Elben og forenede sig med general Walmodens tropper. Prinsen måtte derfor vige overmagten. Han forlod Lübeck og lod den franske general Lallemand blive der tilbage for at underhandle om denne franske byes overgave. Man tilstod generalen fri afmarch, og gav løfte ikke i 24 timer at angribe ham.
Hans durch. prins Frederik forlod derefter, efter en levende forpost-affære, sin stilling ved Oldesloh, og gik dog uden at foruroliges, tilbage til Bornhöst; undervejs støtte general Lallemand til ham i Segeberg, med Lübecks befæstning (hvoriblandt et polsk regiment lanciers). - Alle syge samt nogle gjorte krigsfanger transporteredes i forvejen til Kiel.
Den 7. december brød hans durchl. op. Han lod den 2. brigade marchere på Preetz, og den 1. over Rettelsen til positionen ved Dorfgarten ved Kiel. General Lallamand befaledes at gøre arriergarden. Denne general blev derfor i Bornhöst til brigaderne var brudt op og afmarcherede.
Et stærkt kavalleri havde alt forfulgt denne general lige fra Segeberg af. Noget ophold gav det at broen ved Hamfdorff blev afbrudt. Men på plænen ved Bornhöst nåede fjenden arriergarden. Denne havde kun 2 svage eskadroner lanciers og 3 eskadroner holstenske ryttere. De kunne derfor ikke modstå angreb af 12 eskadroner (4 Mörner, 4 Schil og 4 skånske husarer), men kastedes gennem Bornhöst. Men der modtoges fjenden af 3. bataljon Oldenborg, 1. bataljon Dronningen og 2. bataljon slesvigske jægere. De kastede ham tilbage, Kavalleriet satte sig igen, fjenden blev pousseret til den anden side Bornhöst, og retræten vedblev derefter uden at foruroliges videre efter bestemmelsen til Kiel.
Tropperne var særdeles fatigerede, og prinsen måtte derfor holde positionen ved Dorfgarten, til han troede folket i stand til den videre march til Rendsborg. På grund af fjendens så langt overlegne kavalleri, havde prinsen måttet marchere om ad Kiel, da plænerne ad den lige vej til Rendsborg er for mange og store.
Den 9. december passerede hs. durchl. kanalen og den 10. gik han til Rendsborg. Også general Dörnberg var gået over Ejderen ved Klüvensick med 2 regimenter kavalleri, 6 bataljoner og 10 kanoner. Prinsen stødte på ham ved Sehested, slog ham og tog 400 mand fangne, blandt disse prins Gustav af Mecklenborg. Vort tab var ikke stort, ingen officerer dræbt eller hårdt såret
Den 10. december kom den østrigske legationssekretær baron Foulon til Gottorp. Da han kom dertil om aftenen sildig, måtte han blive natten over i Gottorp af frygt for de sværmende partier. Den 11. om morgenen bragte han forslaget om våbenstilstanden til general Dörnberg, som antog det.
3 regimenter af den jyske reserve var den 10. og natten mellem denne og den 11. ankommet i Slesvig.
Det jyske regiment lette dragon var efter en march og vedvarende fægtning af 15 timer lykkeligt kommet fra Wansbeck til Rendsborg. Tabet af mandskab er kun ringe, men desmere beklages tabet af oberst Bonnichsen, en udmærket og meget duelig officer, løjtnant Ursin og en tredje officer hvilke er faldne.
I øvrigt er på den hele retræte fra Steckenitzen af [] Rendborg ingen officerer dræbt eller hårdt såret. Kun meget få er let blesserede. Vort tab af mandskab er ubetydeligt."
(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 17. december 1813).
(Af udgiveren.) Af privatbreve fra Kiel erfarer man, at indbyggernes største ulempe og nød under de fjendtlige troppers ophold der, var at skaffe ildebrændsel. Daglig blev indkørt til staden en del favne brænde af de omliggende skove, for at afhjælpe denne mangel. Indvånerne var ved troppernes indkvartering forhindrede fra at passe deres sædvanlige forretninger; men ellers skete dem ingen overlast, ligesom også kronprinsen af Sverige holdt god mandstugt. Af Kieler Wochenblatt ser man adskillige af den svenske kronprins udstedte krigsberetninger, der i flere ting er det ganske modsatte af de danske beretninger. Således siger beretningen no. 29 dat. Neumünster 12. decbr. om slaget ved Sehestedt "at general Walmoden, af hvis tropper avantgarden var rykket denne side Ejderen og som havde detacheret general Dörnberg mod Eckernförde, kæmpede med 1 regiment Husarer, 4 bataljoner og 4 kanoner en lang og hård kamp mod 10000 md. danske, der havde er talrigt artilleri. Slagets udfald var længe uvis; Soldaterne var ofte i håndgemæng; men de danske lykkedes det dog at nå vejen til Rendsborg. De danske var 3 gange stærkere end fjenden (siges der) de mecklenborgske jægere til hest og fods, som udgjorde general Vegesaks avantgarde, kom tidlig nok for at tage del i affæren og give udslaget. (Vel fægtede de tappert; men man ved, at de kom tids nok, da kun såre få mand blev til overs af hele korpset). Prins Gustav af Mecklenburg, udmærkede sig meget; men hans forvovenhed førte ham ind mellem fjenden, som fangede ham. Han blev straks udvekslet mod en officer af lige grad. General Walmodens tab i dette slag opgives til 1 kanon og 5 til 600 md. dræbte og sårede. Fjendens tab regnes for 1000 md."
Om Frideriksort, som efter et stærk bombardement i 24 timer, overgav sig til general Posse d. 19. decbr., siges der, at man fandt 101 kanoner der, meget munition og 4 til 500 centner krudt. Denne fæstning fortælles i beretningen no. 33, at være anlagt for at gøre englændernes handel med de nordiske magter afbræk". (Man ser heraf hvor nødvendigt det er ved beretninger at høre den anden part) - Glückstadts fæstning overgav sig om aftenen d. 5. januar. Besætningen 3000 md. blev ført til øen Als med forpligt ikke i et år at tjene mod de allierede. General baron Boye belejrede den. Svensk, engelsk, og russisk artilleri brugtes og besværligheden ved dens indtagelse under vintertiden skildres. En engelsk flotille under kaptajn Farquhar nævnes som den, der meget bidrog til dens fald."
(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 7. marts 1814)
Uddrag af Bulletin af 16. december 1813 fra den kongelige højhed kronprinsen af Sveriges hovedkvarter i Neumünster:
Der General Dörenberg griff mit drey Bataillons 3 Regimenter dänischer Infanterie an, dis aus Oldesloe ausgerückt waren. Der Feind ward mit Verlust einiger Gefangenen bis nach Bode hin zurückgedrängt, wo der Einbruch der Nacht dem Gefecht ein Ende machte.
Eine Eskadron Husaren, de abgesessen war, griff eine in dem Dorf Deuthorst postirte Kompagnie dänischer Infanterie an, machte 20 Mann von derselben zu Gefangenen und sprengte die übringen auseinander.
Ein Detaschement von der Avantgarde des Generals Wallmoden erreichte bey Eckernförde die Bagage der sich zurückstehenden dänischen Armee, erbeutete einen Theil derselben und machte einige hundert Gefangene.
Der General Tettenborn ist mit seinem Korps über die Eyder gegangen, hat Friedrichsstadt, Tünningen und Schleswig vorpoussirt und das Fort Vollerwyck einschliessen lassen. Bey Harnau überfiel er einen Zug von 120 Wagen mit Kranken aus dem Altonaer Lazareth. Von der Eskorte wurden 120 Mann zu Gefangenen gemacht, der Rest entkam unter Begünstigung der Nacht. In Husum erbeutete er sieben Stück Kanonen und liess dort, so wie in Tönningen, den Landsturm entwaffnen, dem mehr als 300 Stück Flinten abgenommen wurden. Ein Detaschment eben dieses Generals hat die in Itzehoe befindlichen Depos für die feindliche Kavallerie vernichtet und dem Feinde an Getödteten und Verwundeten eine bedeutende Einbusse verursacht. Ein offizier, hundert Gemeine und 120 Pferde sind und hierbey in die Hände gefallen.
Die schwedische Armee hat zwischen Rendsburg und Kiel die Eyder besetzt; ein Detachement von derselben steht in Kiel. Der Marschall Graf Stedingk hat sein Hauptquartier in Pretz.
Die Einwohner von Piven und von Eutin haben die schwedischen Truppen mit grossen Freudensbezeugingen empfangen; beyde Städte wurden mit Einbruch der Nacht erleuchtet.
Der General Skjöldebrand erreichte beym Nachsetzen den Feind bey Bornhost. Er fand ihn dort, drey Bataillons Infanterie und zwey regimenter Kavallerie stark, mit einer Batterie von sechs Stück Geschïtz auf seinem linken Flügel, in Schlachtordnung empfangen. Allein der General Skjöldebrand machte an der Spitze seiner Truppen einen so entschlossenen Angriff, dass die Batterie erobert, die Linie des Feindes durchbrochen, und seine gesammte Infanterie zu Gefangenen gemacht ward. Die Kavallerie suchte ihr Heil in der Flucht. Der Gen. Skjöldebrand liess sie durch die seinige verfolgen, und behielt zur Bewachung der zu Gefangenen gemachten Infanteris, bloss die einzige Schwadron zurück. Durch einen Missverstand liess die feindl. Infanterie, von einingen ihrer Offiziere dazu angereist, sich verleiten, das Gewehr wieder aufzunehmen und auf diese zurückgebliebene Schwadron unserer Kavallerie Feuer zu geben, die dadurch viel Leute einbüsste. Bald aber kehrten von unserer den Feind verfolgenden Reiterei einige Schwadronen zurück und hieben diese wortbrüchigen Gefangenen in Stücken. Da der Feind das Dorf Bornhost mit einer starken Reserve besetzt hatte; so konnten wir ihm nichts weiter anhaben, sondern mussten uns mit der ihm abgenommenen Batterie und mit einer Anzahl von ohngefähr 200 Gefangenen begnügen. Sein Verlust an Getödteten und Verwundeten muss bedeutend gewesen seyn; der unsrige beträgt gegen 200 Mand und eben so viel Pferde. Der Lieutenant Planting und der Adjutant Cock von den Mörnerischen Husaren, sind bey dieser Affaire geblieben, und der Oberst Cederströhm von eben diesem Regiment ist verwundet. Die Schwedische Kavallerie hat bey diesem Gefecht eine seltene Unerschrockenheit bewiesen, denn sie hat, obwohl das Terrain ihr nichts weniger als günstig war, die Kavallerie, die Infanterie und die Artillerie des Feindes zu gleicher Zeit angegriffen und über alle diese drey Waffengattungen die Oberhand behalten.
Man kann nichts anders als mit Leidwesen davon sprechen, dass die Bewohner des Nordens sich untereinander bekriegen. Einen so traurigen Zwist sollte man im stillen betrauern. Nur der Souverain allein, dessen politisches System diese Feyde herbeygeführt hat, nur Er allein kann an der Fortsetzung dieses Blutvergiessens Wolhgefallen finden. Sollen wir nicht noch hoffen dürfen, dass der König von Dänemark diesem Bruder-Kriege ein Ziel seyen und dass Dänemark und Schweden bald in der Ruhe des Friedens als eine vereinte Familie dastehen werden?
Da durch den General Wallmoden dem Feinde der Rückzug auf Rendsburg abgeschnitten worden war, so wandte er sich nach Kiel. Anderer Seits durch den General Skjöldebrand verfolgt, ging er über den Kanal, brach hinter sich die Brücken ab und suchte jenseits desselben die Festung zu erreichen. Es wurden 24 Stunden Zeit dazu erfodert, um die Brücken wieder herzustellen.
Der General Wallmoden, der auf Klawenbeck marschiert war, stetz neue Brücken schlagen und detaschirte den Generel Dörenberg nack Eckerförde, wohin, den eingegangenen Nachrichten zufolge, der Feind sich gewendet hatte. Die Avantgarde des General Wallmoden war schon früher über den Kanal gegangen. Einige Bataillons Infanterie und ein Regiment Husaren, welche zu Deckung der Communikation mit dem General Dörenberg, bey der Brücke aufgestellt worden waren, wurden bey Osterrode von der feindlichen Armee angegriffen, die, aus Besorgniss, dass sie Conding nicht mehr würde erreichen können, nun plötzlich nach Rendsburg hin durchbrechen wollte. Das Gros des Wallmodenschen Korps war zu weit entfernt, un bey diesem Angriffe nach zu der erforderlichen Zeit zu Hülfe kommen zu können. Der General müsste also mit einem Regiment Husaren, 4 Bataillons Infanterie und 4 Stück Geschütz, gegen ein feindliches Korps von wenigstens zehntausend Mann und mit einer zahlreichen Artillerie versehen, Stand halten. Das Gefecht dauerte mit grosser Lebhaftigkeit eine Zeit mit wechselndem Glücke, endlich aber gelang es dem Feinde doch, sich der nach Rendsburg führendes Landstrasse zu versichern. Die beyderseitigen Truppen sind in dieser Action in buchstäblichen Sinne mit einander Handgemein geworden, und ohnerachtet sich, der Zahl nach, die Dänen gegen die Unsrigen wie 3 zu 1 verhielten, so behauptete der Gen. Wallmoden dennoch das Schlachtfeld. Die Mecklenburgischen Jäger, sowohl die Fussjäger als die berittenen, welche die Avantgarde des General Vegesack ausmachten, kamen noch zeitig genug herbey, um an diesem Gefecht Theil zu nehmen, und sie waren es, die den Sieg entschieden. Diese Kavallerie machte unter dem kreuzenden Feuer mehrerer Bataillons, die under Hecken postirt standen, einen glänzenden Choc auf das feindliche Kavallerieregiment Holstein. Der Prinz Gustav von Mecklenburg, der sich hierbey sehr auszeichnete, ward verwundet. Seine Bravour verleitete ihn, sich mitten in die Feinde zu stürzen und er gerieth in ihre Gefangenschaft, ward aber sogleich gegen einen Offizier von seinem Range ausgewechselt. Sein militairisches Benehmen ist des höchsten Lobes werth; man hoft, dass seine Blessuren ihm verstatten werden, in seiner Laufbahn zu verbleiben. Der Oberst Müller von den Mecklenburgischen Jägern hat sich besonders ausgezeichnet. Der Graf Wallmoden hat in dieser Affaire eine Kanone, und an Getödteten, Verwundeten und Vermissten zwischen fünf und sechshundert Mann verloren. Der Verlust des Feindes beträgt, seinem eigenen Geständniss nach, nahe an tausend Mann. An diesem Tage, der dem General Wallmoden zu grosser Ehre gereicht, und Tage zuvor, wo kleinere Scharmützel vorfielen, hat dieser General dem Feinde acht Stück Kanonen und vierhundert Mann Gefangene abgenommen. Der junge Lieutenant Mühlenfels von den Husaren der Legion und der Lieut. Mahrenholz von den Jägern haben mit zwanzig Mann Husaren und eben so viel Jägern von der Hanoverschen Legion Wunder der Tapferkeit verrichtet, und dem Feinde fünf Stück kanonen abgenommen.
Der Prinz von Hessen hat auf einen Waffenstilstand angetragen. Wahrscheinlich werden bald alle Misshelligkeiten zwischen Schweden und Dänemark ausgeglichen seyn, und Dänemark wird endlich mit den Verbündeten gemeinschaftliche Sache machen.
(Münchener Politische Zeitung, 3. januar 1814)
General Dörenberg angreb med tre bataljoner tre regimenter dansk infanteri, der var rykket ud af Oldesloe. Fjenden blev efter tabet af nogle fanger trængt tilbage til Bode, hvor mørkets frembrud sluttede kampen.
En eskadrille husarer, der var siddet af, angreb et kompani dansk infanteri, der var udstationeret i landsbyen Deuthorst, tog tyve mand til fange og splittede de øvrige fra hinanden.
En afdeling af general Wallmodens avantgarde fandt bagagen fra den danske hærs tilbagetog ved Eckernförde, fangede nogle af dem og tog flere hundrede fanger.
General Tettenborn og hans korps krydsede Ejderen, avancerede mod Friedrichsstadt, Tünningen og Slesvig og fik indesluttet Fort Vollerwyck. Ved Harnau angreb han et vogntog med 120 vogne med syge mennesker fra Altona Lazareth. Af eskorten blev 120 mænd taget til fange, resten undslap om natten. I Husum tog man syv kanoner og fik, ligesom i Tönningen, Landeværnet afvæbnet, hvorfra blev taget mere end 300 haglgeværer. En afdeling af den samme general ødelagde fjendens kavaleridepot i Itzehoe og forårsagede fjenden et betydeligt tab af døde og sårede. En officer, hundrede soldater og 120 heste er faldet i deres hænder her.
Den svenske hær har besat Ejderen mellem Rendsburg og Kiel; en afdeling af samme er i Kiel. Marskal Graf Stedingk har sit hovedkvarter i Pretz.
Indbyggerne i Piven og Eutin modtog de svenske tropper med store glædesudbrud; begge byer blev oplyst om natten.
General Skjöldebrand eftersatte og nåede fjenden ved Bornhost. Han mødte der tre bataljoner infanteri og to stærke kavaleriregimenter med et batteri på seks stykker artilleri på sin venstre fløj, opstillet i kamporden. Men general Skjöldebrand iværksatte et så beslutsomt angreb i spidsen for sine tropper, at batteriet blev taget, fjendens linje brudt, og al hans infanteri blev taget til fange. Kavaleriet søgte at frelse sig ved at flygte. General Skjöldebrand forfulgte dem og efterlod kun den eneste skvadron bag sig for at bevogte det fangede infanteri. På grund af en misforståelse blev det fjendtlige infanteri, da der ankom nogle af deres officerer, fristede sig selv til at tage riflen op igen og skyde på denne resterende eskadrille i vores kavaleri, som mistede mange mennesker som følge heraf. Snart kom nogle eskadriller imidlertid tilbage fra vores kavaleri for at forfølge fjenden og splittede disse ikke-ordholdende fanger ad. Da fjenden havde besat landsbyen Bornhost med en stærk reserve; så vi kunne ikke skade ham mere, men måtte være tilfredse med batteriet, der var fjernet fra ham, og med et antal på omkring 200 fanger. Hans tab af dræbte og sårede må have været stort; vores er omkring 200 mand og lige så mange heste. Løjtnant Plantning og adjutant Cock fra Mörner-husarer blev ved under denne affære, og oberst Cederströhm fra det samme regiment blev såret. Det svenske kavaleri viste en sjælden frygtløshed i denne kamp, for selvom terrænet ikke var særlig gunstigt for dem, angreb de fjendens kavaleri, infanteri og artilleri på samme tid og fik overhånd i alle disse tre våbenarter.
Man kan kun beklage, at indbyggerne i nord er i krig med hinanden. Et sådan trist skænderi skal gøres i stilhed. Kun Kongen, hvis politiske system er skyld i denne fejde, kun han kan glæde sig over fortsættelsen af denne blodsudgydelse. Skal vi ikke stadig håbe på, at broderkrigen ikke er et mål for kongen af Danmark, og at Danmark og Sverige snart vil stå som en familie i fred og ro?
Da general Wallmoden havde afskåret fjendens tilbagetog til Rendsburg, vendte han sig til Kiel. På den anden side, forfulgt af general Skjöldebrand, krydsede han kanalen, brød broerne bag sig og forsøgte at nå fæstningen på den anden side. Det tog 24 timer at genopbygge broerne.
General Wallmoden, der marcherede mod Klawenbeck, fortsatte med at bygge nye broer og løsnede general Dörenberg fra Eckerförde, hvor fjenden ifølge de modtagne rapporter havde vendt sig. General Wallmodens avantgarde havde krydset kanalen før. Nogle bataljoner af infanteri og et regiment af husarer, der var blevet oprettet ved broen til at dække kommunikation med general Dörenberg, blev angrebet af fjendens hær ved Osterrode, som pludselig frygtede, at de ikke længere ville være i stand til at nå Colding, ville bryde igennem til Rendsburg. Hovedparten af Wallmodens korps var for langt væk til at kunne komme til hjælp til dette angreb i rette tid. Generalen skulle holde ud med et regiment husarer, 4 infanteribataljoner og 4 stykker artilleri mod et fjendekorps på mindst ti tusind mand og med et stort antal artilleri. Kampen varede med stor livlighed i en periode med varierende grad af held, men endelig lykkedes fjenden at sikre vejen til Rendsburg. Tropperne på begge sider mødtes bogstaveligt talt ansigt til ansigt i denne handling, og på trods af at målt i antal var danskerne 3 til 1 mod vores, beherskede general Wallmoden stadig slagmarken.
Mecklenburg-jægerne, både fodjægerne og de beredne, der udgjorde general Vegesacks avantgarde, ankom tidligt nok til at deltage i denne kamp, og det var dem, der afgjorde sejren. Under krydsild fra flere bataljoner, der var posteret bag hække, lavede dette kavaleri en strålende choc på det fjendtlige Holstein kavaleriregiment. Prins Gustav af Mecklenburg, der udmærker sig meget her, blev såret. Hans mod fik ham til at kaste sig midt i fjenden, og han faldt i deres fangenskab, men blev straks byttet til en officer af hans rang. Hans militære opførsel er værdig til den højeste ros; det er håbet, at hans sår vil gøre det muligt for ham at forblive i sin karriere. Oberst Müller fra Mecklenburg Jäger har især udmærket sig. Grev Wallmoden tog en kanon i denne affære og mistede mellem fem og seks hundrede mand døde, sårede og savnede. Fjendens tab er ifølge hans egen opgørelse tæt på tusind mand. Denne dag der er en stor ære for general Wallmoden, sammen med dagene før, da der var mindre træfninger, tog generalen otte kanoner og fire hundrede fanger fra fjenden. Den unge Løjtnant Mühlenfels fra Legionen og Løjtn. for husarerne, Mahrenholz fra jægerne udviste tapperhed med tyve mand husarer og lige så mange jægere fra den Hannoverske legion og tog fem kanoner fra fjenden.
Prinsen af Hessen har anmodet om våbenhvile. Sandsynligvis vil alle uoverensstemmelser mellem Sverige og Danmark snart blive afgjort, og Danmark vil endelig gøre fælles sag med de allierede.
Denne våbenstilstanden varede 15. - 29. december 1813. Den 9. januar 1814 kapitulerede Frederik 6., den 14. januar 1814 blev Freden i Kiel underskrevet. Nogle dage senere kapitulerede Frankrig. Auxiliærkorpset er beskrevet i tidsskriftet Chakoten.
Frederik 6.'s deltagelse i Wienerkongressen fra 5. september 1814 foregik mest på sidelinjen som deltager for den tabende part i Napoleonskrigene. Denne blog har tidligere publiceret nogle samtidige artikler om hans deltagelse her, de kan ses i arkivet for årene 1814-1815.
På billedet af Wienerkongressen 1814 ses Frederik 6. siddende med ryggen til i rød uniformsjakke overfor de allieredes repræsentanter. Ingen synes tilsyneladende at ville se på ham, udover personen lige overfor. Han havde en affære med den 18-årige Caroline Seufert (1795-1873), en affære der i årtier efter hans død kostede statskassen den uhyre sum af 42.500 rigsdaler efter Frederik 7.'s død 1863. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.
I Napoleons "hundrede dage" (20. marts 1815-8. juli 1815) var Frederik 6. formelt blandt de allierede mod sin tidligere allierede, Napoleon.
