A. Riis-Carstensen: Lidt fra Anholt. (Efterskrift til Politivennen)

Skønt Anholdt ligger ved den aabne alfare Søvei, der forbinder Landene ved de store Have med dem ved Østersøens Kyster, er det dog maaske af alle det egenlige Danmarks Dele den mindst kjendte Plet. Vi mindes Peder Paars, naar vi hører det nævne, men nogen Forestilling om, hvad der lever og rører sig derovre, eller om hvilke interessante Momenter Naturen frembyder, har kun faa af os kunnet danne os. Før jeg rejste derover, havde jeg forsøgt at skaffe mig Oplysning om Tilstandene i Almindelighed, men de gik ikke stort ud over, at der var meget Sand, at Folkene vare nogle sære forte nogle, der var menneskesky og var bange for Vandet. En Meddeler sagde, at han ikke vidste, om Anholterne var rigtige Mennesker, og da jeg spurgte "hvorfor". svarede han nølende, "jeg ikke", men efter en Pause tilføjede han eftertænksom: "De er for Resten godt med".

Fra Søen havde jeg flere Gange set Anholt i Frastand, men det havde ikke lignet stort andet end en hvid Stribe, og en Gang, da jeg om Natten fra et Dampskib iagttog Fyret havde jeg bemærket, at dette for en Stund var skjult af en Bakke.

Det var altsaa ikke stort andet end Fordomme, jeg medbragte dertil. Jeg ventede at møde en forkrøblet Mennesketype, som jeg tænkte mig nærmest lignede Bavianer, der dog af halv Aber at være var ret medgjørlige. Stor var altsaa min Forundring, da jeg traadte i Land paa Nordstranden og saa for mig lutter velvoxne Mennesker af et alt andet end barbarisk Udseende. Det slog mig, at der i deres slanke Væxt, deres ranke Holdning og markerede Ansigter var noget fremmed. De mindede paa en Gang om Sydboen og om en Type, man hyppig møder paa Frankrigs Nordkyst.

Mod Øst og foran mig laa øde Sandstrækninger, der med Klitter og Dale dannede en stor Slette, og fra denne hævede der sig mod Vest en Række grønne Bakker.

Den laa nogle Baade optrukne paa Land, og tæt ved laa nogle Smaaskure. Af menneskelige Boliger var der ingen synlig, og jeg vandrede op paa den nærmeste Bakke hvor der kom et vidst Kirkespir til Syne. Snart fandt jeg en Kjørevej, og efter at have fulgt den en Stund fik jeg Øje paa Byen, der laa tæt pakket omkring den teglhængte Kirke. Bygningerne er lave Bindingsværkshuse, mange skraa og enkelte spaantækte. Der gaar en eller rettere en Gade giennem Byen, og hvad der især falder i Øjnene, naar man kommer fra det øde Land, er Haverne med en Mængde Kjøkkensager, Blomster og Frugttræer, hvoriblandt Pærer og Blommer især siges at være udmærkede. Paa mange Steder er der et Tremmestillads, hvorpaa der er ophængt Fisk til Tørre.

Stedet har godt Læ af de stejle Bakker tæt ved for vestlige Storme, og Træerne er vel svedne og bøjede af Vestenvinden, men dog ikke i den Grad som, man skulde tænke, naar man huske paa Øens Beliggenhed i det aabne Hav

Landet bestaar af to forskiellige Dele. Den bakkede og Flyvesandet. Den bakkede mod Vest er den opdyrkede, og bestaar af Ler og Grushøje, hvorimellem der er en lav Strækning med Eng, Kjær og Pløjemark. Det højeste Punkt er Sønderbjærg omtrent halvanden hundrede Fod. Yderst mod vest er Landet dækket med Sandflugt, der især mod Nord har samlet sig i dristige Former. Paa den nordvestlige Odde er en Stenrevle, der ser ud som om Naturen her havde paabegyndt en Havn, som den ønskede, at Menneskene skulde fuldføre.

Hver opdyrkelig Plet er medtaget. Kun paa faa Steder titter Leret frem, ellers er Jordsmonet blandet med Sand, og mangen en Ager, der nylig er pløjet eller gravet, ligner med en hvid Strandbred. Hvor Bakkerne er for stejle til at Heste kan gjøre Nytte, træder Spaden i Stedet for Ploven, og selv pløjede Agre blive omhyggelig gaaet igiennem med Greb for at rense dem for Senegræs. Trods alt det Arbejde, som anvendes  paa Jorden, giver denne kun et tarveligt Udbytte. Man kalder 3 a 4 Fold en god Middelhøst. Modsætningen mellem de grønne Bakker og den østlige Ende af Øen gjør dog, at disse med deres Agre, hvor det ene Straa staar og raaber paa det andet, ser frodige og sommergrønne ud.

Staar man paa den nærmeste Bakkes Top, kan man skue ud over hele Landet. Neden under os ligger Byen, 38 Huse, paa en enkelt Undtagelse nær lange og smalle, og byggede i Øst og Vest. De mange Træer giver den Udseende af at være en stor Have. Svdøst for Byen ligger et Par trangbrystede Møller, og lige bag dem begynder den golde Ørken vilde Sandhøje med Grus og Stenrevle imellem. Nogle ca. 5" Fod høje Klitter, der ligger langt ude, er aldeles nøgne, og med enhver Storm flyttes de omkring. Undertiden vandrer de mod Vest men endvidere mod Øst, og det kan nok se ud, som om de styrede lige efter Fyret, der ligger ved den østligste Odde: "Tollen", og tænkte paa at begrave Bygningerne, der hører Fyret til.

Landet er omgivet af en Strandbred, der er saa forunderlig hvid i Modsætning til de rød gule Klitter og de blaa graa Sletter, at man kunde tro, at Landet var kantet af en Isbræmme. Naar Skymasserne farer gjennem Luften jagede af Solens Straaler bevæger de klare Lys, de dybe Skygger og de varme graa Mellemtoner sig over Landet, som om alt var levende. Søen varierer fra dyb violet til graat og grønt af alle Nuancer, hist og her brudt af Lys saa flimrende, at det skærer i Øinene. Røgstriberne i det fjærne forandrer og bevæger sig, og et Sejl træder pludselig frem, belyst af en Solstraale, men svinder derpaa atter bort i det ubestemmelige. Helt igjennem er det en Scene, der stemmer Fantasien paa en forunderlig Maade og kan bringe Maleren til Fortvivlelse, naar han prøver paa at fængsle den paa Lærredet.

Herfra ser vi paa en klar Dag imod Øst den svenske Kyst, der paa det nærmeste Sted er en 8 Mile borte ja 'selv det 10 Mil fjærne Kullen viser sin Top. Mod SV. ligger en mørk Stribe. Det er Djursland, hvortil der er ca. 7 Mil. 

Naar man vil søge, kan man finde Sten, Oldsager i Tusindvis paa Anholt, I det Ploven vender Jorden, kaster den dem ofte op, fint tilhuggede Pilespidser og Knive. Hvor Jorden ikke har været bearbeidet, ligger Stenhugger-Værkstederne uforstyrrede. Jeg stødte paa adskillige baade paa det lave Land og paa de allervestligste Grusbakke. Et saadant Værksted er i Almindeligbed kendeligt ved, at det danner en lille Forhøining, hvorpaa der øverst oppe ligger en stor Sten og rundt om denne Dynger af halvfuldendte, mislykkede og fuldstændige Redskaber strøet omkring mellem Skærver. Der ligger et Par Høje under Sønderbjærg kaldet Kiste-Høiene. I dem er der et Lag som tilsyneladende bestaar at brændte levninger. For om mulig at finde en Begravelse blev Højen for nogle Aar siden gjennemgravet, men dens indre viste sig kun at bestaa af Sand og Rullesten.

Brandpletter findes paa flere andre Steder af Øen. Paa en af mine Vandringer af Sønderbiærg standsede jeg endog paa et Sted, hvor man havde lagt Vejen giennem Kanten af en Bakke. For min Fod Iaa et Par Flintknive af usædvanlig Form, og da jeg bukkede mig for at tage dem nærmere i Øiesyn, opdagede jeg Resterne af en Urne liggende strøet omkring blandt den udgravede Jord. Formodenlig vilde en Oldgransker endnu kunde faa adskillige for en Dag i den Retning.

Det siges at Anholt i tidligere Tid har været skovrigt og de fleste Mennesker kan fortælle om, at de har fundet Rester af Naaletræer i Klitterne. En Bakke kaldes Blaabjærg, skiønt den er aldeles hvid, men Navnet skal hidrøre fra en Fyrreskov, der har bedækket den hele. Man gravede for nogle Aar siden Afløb for en Grøft ud mod Øen gjennem en Sandbakke, og der maatte man hugge sin Vej gjennem et fast Lag Træ, altsammen større og mindre Stammer, der laa tæt paa hverandre. Vedet lignede El.

Den nuværende Ejer af Anholt, der, saa vidt vides, er den første, der nogensinde har taget fast Bopæl herovre, har gjort sig fortjent af Øen paa forskjellig Maade Ikke mindst ved Anlæg af store Plantager. Et Sted i Klitten findes Træer, der allerede har naaet Mands Højde. Der er paa den Maade Udsigt til at Anholt atter en Gang kan komme til at svare til sit Navn.

For Tiden ejer den ikke Brændsel. Mosen er kun af ringe Udstrækning, og den bliver pløjet, i Stedet for, som paa andre Steder, hvor man brænder den op. Hede kan man ikke kalde de Par Smaapletter, hvor der voxer Lyng. Vragtømmer afgiver noget Brændsel, men ikke tilstrækkeligt til Øens Forbrug. De ægte Anholter Heste er meget smaa og svage, med en svær Pels, Man siger, at Køerne er nogle gode smaa Dyr. Jeg syntes, de lignede de 7 magre fra Faraos Drøm, De bliver om Dagen drevet ud i Klitterne, og det blev mig fortalt, at deres væsenligste Næring bestod af Marehalm og tør Fisk, Af Harer findes der en urimelig Mængde paa Øen, men hvad der har givet denne et livligt Præg, er den brogede Mængde af Fugle, Ved Stranden ser man næsten alle Danmarks Strandfugle repræsenteret i stor Mængde, og hele den milelange Ørken er en stor Rugeplads for Maager, Edderfugle og Strandskader, Lærken synger over Marken. Piber og Gravgæs ruger i Engstrækningerne, og til Tider kan Landet være ligesom oversaaet af Smaafugle, der enten dugger der eller udhviler sig en kort Tid paa Træk mod Norden, forfulgte af talrige Skarer af Høge, Falke og Ugler, Storken dugger ikke der ovre, den ses kun undtagelsesvis, naar den er for slaaet af Stormen eller paa Vandring,

Det er ikke vanskeligt at faa et Overblik over Anholts Befolkning, der med store og smaa tæller hundrede og syvti nogle. Næsten alle er de ranke og høie Mennesker af et frimodigt og intelligent Udseende, Skiøndt paa en Gang Bønder og Fiskere, har Søen dog stemplet deres Ydre fremfor Ploven. Selv Smeden og Mosteren har alle en Sømands Kjendemærker, Paafaldende er det, at ligesom paa nogle Steder paa Jyllands Vestkyst dm mørke Haarfarve er stærkt fremtrædende. Her er den endog i stor Majoritet og ravnsort glat Haar, svære Øjenbryn og Øjenhaar, ledsages gjærne af et skarpt markeret Ansigt. Dialekten er en jydsk Mundart, man siger "A" ligesom paa Østkysten, men Tonefaldet er temmelig forskjelligt fra det jydske og nærmer sig til det svenske, hvilket maaske har sin Grund i den nære Forbindelse, hvori Anholt stod til Falkenberg, den Gang Holland endnu var en Del af Danmark. Endnu den Dag i Dag er der en ikke ringe Trafik paa Sverig,

Nationaldragt existerer kun for ældre Kvinders Vedkommende, og hos dem indskrænker den sig endda til et Hovedtøj, der har Lighed med et, som bæres i Vendsyssel, end videre til en hvid broderet Krave og et broget Forklæde. De ungere bærer ofte et Klæde om Hovedet. Selv Smaapiger bærer lige som de voxne lange Skjorter, der endda er til at voxe i, hvilket giver dem et pudsigt Udseende af store Dukker

Det er indlysende at Opholdet her er sundt for Mennesker; thi især de smaa ser blomstrende og friske ud. Brystsyge kjendes ikke.

Meget sjældent ser man en Anholter kjendes ikke

Meget sjældent ser man en Anholter ledig. Træder man ind i hans lave Stue, ser alt renligt ud derinde. Der staar Blomster i Vinduet og en Bænk løber langs Væggen med et langt Bord foran. Kvinderne sætter Rokken eller Væven i Gang, saa ofte der er levnet dem Tid fra Fiskegarnene, thi deres Rensning anses altid for det nødvendigste. Ligeledes er Mændene altid i Virksomhed, enten paa Søen, Marken eller i hjemmet. Naar man beskylder dem for overdreven Forsigtighed paa Søen, har man næppe sat sig tilstrækkelig ind i alle Omstændigheder ved at fiske der ud fra Kysten der paa Nordstand, hvor der fiskes om Sommeren, er stak et langt Stykke Vej ud, og med Paalandsvind rejser der sig strax en Brænding, der sætter Redskaber og Fangst i Fare. 

For hver Gang Baaden har været i Vandet, trækkes den højt op paa Landet, og saavel ved Ud- som Indsætningen sættes Ryggen under, og den halv bæres og halv skubbes af Sted. "Det vi mangler, er en Havn", lød den enstemmige Klage. "Naar vi undertiden som i Strandingstilfælde har Brug for en af de store Dæksbaade, saa er vi ikke Mennesker en hel Uge efter, at vi har sat den ud og atter taget den ind", fortalte en Mand mig, og det synes ikke utroligt Praktisk er det, at mange Mænd har faaet en Skade ved delte Arbejde, som, foruden hvad anden Mén, den har bevirket, har gjort dem ubrugelige til Krigstjeneste,

(Sluttes)

(Morgenbladet (København) 31. maj 1885).

Anholt Fyr og Fyrgård. By Mikkel Houmøller - Own work, CC BY-SA 4.0.

(Sluttet.)

Dog gives der Strandingstilfælde, hvor de foretrækker at have alt det Arbejde med de store Dæksbaade fremfor at benytte den lette Redningsbaad.

"Naar der Vinterdage er en Stranding paa Østerrevet", blev der sagt, "saa er det omtrent den visse Død at gaa ud med Redningsbaaden. Vi kan naa Vraget men ikke ro Landet op igjen, og før vi naar Sverrig, er Lemmerne formodenlig frossen af os. Tager vi derimod til Dæksbaaden, kan vi altid naa Land, og om ikke at nogen anden Grund, saa burde vi af denne have en Havn".

Ved Flid og Paapassenhed er Anholterne velstaaende. I Grenaa har de Ord for at være rige, hvorom jeg dog ingen Mening har. De er alle velklædte. Deres Baade, som de selv bygger, er smukke, stærke Søbaade, og deres øvrige Fiskeredskaber holder de i god Stand. Der findes ingen Drukkenboldte iblandt dem til Trods for den Skik, som Kvaserne fører med sig, at opvarte det Mandskab, der sælger dem Fisk, med al den Brændevin, de vilde drikke. En enkelt Mand, som var paa Vej til al blive forfalden, forhindrede man fra at ødelægge sit Helbred ved at forbyde de to Kroværter, der findes paa Øen, at sælge dem Spiritus.

Ligesom Mændene, er Kvinderne ofte høje og kraftige; kan man end ikke kalde dem alle for Skjønheder, saa har de dog alle for det meste stilfulde Ansigtstræk.

Kun enkelte gamle Anholtere, som har lidt Tab og staar ene, bliver hjulpne af deres Medmennesker. Baadene ejes i Fællesskab af Selskaber paa 4 eller 5 Mænd, der deler Udbyttet ligesaa. Naar en Dreng er konstitueret, regnes han for Mand ved, at han optages i et Selskab med fuld Part. Deri ligger formodenlig Grunden til, at ingen Anholter gaar til Søs eller søger andet Sted hen. Han har det i alle Maader bedre i sit Hjem, hvor der er Trang til ham.

Af fremmede Mænd har der kun nedsat sig to paa Øen. En Amager og en Svensker, begge Fiskere og gift med Anholterinder. Flere Mænd har derimod hentet sig en Brud andetsteds fra. De fleste fra Sverig, men et Par fra Bogø.

Det er ikke ualmindeligt, at en Anholterpige bliver bortforlovet strax efter Konfirmationen. Den unge Mand kommer da og beder hendes Forældre, om hun maa hente Garn for ham, og bliver denne Tilladelse givet, er den ensbetydende med Forlovelse. 

Naar vi nu til Dags hører Tale om Hoveri, tænker vi altid tilbage til den Tid, der af alle har været den mest ødelæggende for den danske Nation. Aldrig er vist nogen Kreaturbesætning bleven i den Grad mishandlet, som Bønderne blev det under Stavnsbaandet. Medens Befolkningen paa mange Steder af vort Land endnu bærer Mærker af Tyrannernes Svøber, har disse ikke mærket Anholterne paa nogen Maade. Man fristes til at tro, at det for Strandingernes Skyld har været i Fogdens velforstaaede Interesse her at sørge for at bibeholde de raskeste Folk, medens man andet Sted drev dem bort i ved at sende dem i Kongens Tieneste og kun beholdt de sløveste og vilieløseste Trælle tilbage.

Jeg blev ikke lidt forundret ved at erfare, at Hoveriet først for et Aars Tid siden blev afløst. For et Par Husmænds vedkommende existerer det endda endnu Snapsting, der forlængst er ophævet i det øvrige Land. holdes hvert Aar. Her kaldes det Snapstorsdag paa Grund af, at det holdes den første Torsdag efter Hellig tre Konger. I Aar var det blevet udsat paa Grund af et Dødsfald, og derved fik jeg Lejlighed til at overvære Festen, hvori der dog var en Del Indskrænkninger. Til den regelmæssige Fest gaar Bedemænd omkring fra Hus til Hus og beder i Godsejerens Navn alle og enhver at møde til en fastsat Tid paa Kroen.

Naar Folk er samlede, oplæses Strandingsregulativerne, hvorefter der frembæres Punsch, og deri udbringes en Skaal for Landsherren: "Og dette skal være Landsherren til Æren", synges paa Melodien i "Kong Kristian stod ved højen Mast" Den næste Skaal er for hans Hustru, derpaa en for den unge Stamherre o. s. v , indtil der ikke er flere Skaaler at drikke, og Bollerne er tomme. Saa spilles der op til Dans, selv de mindste Børn er medbragte, og saa gaar det lystig med Vals, Reel, væve Vadmel og lignende til Kl. 4 om Morgenen. 

Ved Bryllupper er der bl a. den Mærkelighed, at de holdes om Efteraaret, maaske for Slagtningernes Skyld og ved varer i 8 Dage. Alle i Byen skal have Bryllupsmad. Er nogen syg eller paa anden Maade forhindret, sendes der dem Mad. Bruden maa danse første Dans, som er en Reel, med Bedemanden, hvor ved hun maa tage særlig Vare paa ikke at begaa Fejltrin, thi Overtroen vil i denne hendes Dans se et Billede af, hvorledes hendes ægteskabelige Liv vil blive. Noget lignende gjælder om den Plads, som Brud og Brudgom indtager ved Bordet. Der maa iagttages flere Ting, for ellers varsler det ilde for Fremtiden.

Ligesom saa mange Søfolk og Øboere, tager Anholterne kun ringe Del i Danmarks indre politiske Liv. Det stærke Røre, der for Tiden findes Gemytterne, naar ikke herover, og Kampen er ikke følt af de brave Anholtere. Øens Sogneraad blev for kort Tid siden udnævnt til Dannebrogsmand, hvilket er det første Forsøg, der er gjort paa her at skabe en unaturlig Kløft mellem de ellers saa lige stillede Mennesker, og skjønt man maa tro, at det er sket i den bedste Hensigt, kan man ikke andet end beklage sligt.

Hvorledes Vedkommende opfattede denne Udmærkelse, var det mig ikke muligt at faa noget sikkert Besked om, og han hverken ved Ord eller Miner udtrykte Bevægelse af nogen Slags. Han saa nærmest ud, som om han ikke begreb, hvilken fortræffelig Egenskab han havde at takke for dette hans Uheld, og jeg er men tilbøjelig til at tro, at han vil gjemme sit Kors dybt paa Kistebunden.

Anholternes mest bevægede Tid har uden Tvivl været den 5-aarige engelske Okkupation. Gamle Folk kan endnu fortælle derom, og flere af dem taler Engelsk fuldkommen flydende. De Danske havde slukket Fyret, hvorfor de Engelske stationerede Fregatten "Proselyt" for Enden af Østerrevet, men den var lagt saa uheldig, at da der om Vinteren hvor den fik Bunden knust, og dens Besætning maatte bjærge sig over Isen i Land, hvor de blev modtaget af de bevæbnede Anholtere. Matroserne var ubevæbnede paa en Iskjæp nær, og da de kom nær Landet, kastede de endda denne fra sig. Fogeden og Fyrmesteren talte om at nedsable dem alle, men det satte Anholterne sig imod, og de underholdt derpaa Matroserne hele Vinteren, indtil de, da Vandet blev isfrit, kunde komme til Sverig.

Engelske Krigsskibe ankom derefter for at tage hele Øen i Besiddelse. De lagde sig i Pakhusbugten paa Sydsiden og gjorde Baadene klar til at landsætte Tropper; da mødte Anholterne paa Stranden, hvor de havde faaet en fra "Proselyt" bjærget Kanon opstillet og ladet med Kugle. Den blev rettet mod den engelske Fregat. "men hvordan faar vi den nu til at gaa af." spurgte en. "Det skal jeg nok," svarede en anden og satte sit Bøsseløb til Fænghullet. Skudet knaldede. Kuglen hug ind i Boven paa Engelskmanden, men Anholternes eneste stakkels Kanon væltede sig om paa Ryggen, og der laa hele deres Batteri i Sandet. Fjenden vendte Bredsiden til og fyrede det glatte Lag ind i Sandbakkerne, hvor Anholterne nu ikke havde mere at gjøre, men gik hjem til Byen. Da de engelske kom derop, spurgte de efter Soldaterne, men fik til Svar, at der ingen fandtes. "Hvem skød da paa os", spurgtes der, og da Mændene traadte frem og sagde: "Det gjorde vi", takkede Admiralen dem for deres Humanitet mod de skibbrudne fra "Proselyt" og roste dem for, at de de havde gjort, hvad de kunde, for at holde Fjenden fra deres Land.

De Engelske vandt hurtig alles Hjærter ved deres overordenlige Hensyn i mange Retninger, og det var ikke langt fra, at Forholdet mellem dem blev varmt, men da saa en Gang Admiralen spurgte dem, om de var villige til at hjælpe de Engelske, saafremt Danskerne skulde forsøge at lande, da bad Anholterne, at man hellere end tomat dem dertil maatte skyde dem alle "Thi", tilføjede min Hjemmelsmand, som selv havde været med den Gang, "det var da gruligt at kæmpe mod sin egen Nation".

Den samme gamle Hædersmand er endnu rørig og aandsfrisk, trods det at han er oppe i Firserne. Begivenhederne fra den Tid stod klart for ham, og kan fortæller dem godt. Han berettede endvidere om, hvorledes Øen havde lignet en Ørken, da de Engelske drog bort, thi Landvæsenet blev forsømt ved, at Mændene arbejdede for Engelskmændene. Naar Provianteringsfartøjet kom fra Sverig, landsattes der i snesevis af Stude, og disse løb løse overalt og afgnavede hvert Straa. Marehalm rykkede de op med Rode, og ikke et Hus havde ordenligt Tag, thi Studene satte Forbenene paa de nederste Lægter og aad det gamle Straa bort saa højt op, som de kunde naa. 

Fyrtaarnet har i Tidernes undergaaet betydelige Forandringer. Det er bygget lige ved Havstokken paa en kunstig dannet Bakke, der er bestykket ved Høfder. Fyrets Højde over Vandet er nu 150 Fod. Rundt om dets Fod er der af de Engelske bygget bombefaste Kassematter. Ligene af de Danske Soldater, der faldt under det uheldige Forsøg paa at tilbageerobre Øen, blev af de Engelske begravet i Klitterne, og naar en Gang imellem Vinden flytter disse kommer Kisterne til Syne.

Som en Mærkelighed kan det anføres, at der en Gang er dræbt en Ræv, en anden Gang en Snog, og atter en Gang en Rotte. Mus er der derimod nok af. Efterfølgende, der er skrevet af en Anholter paa hans egen ligefremme Maade, giver maaske netop derved et bedre Billede af mange Ting, end en fremmed kunde fremstille, og med hans Tilladelse er det derfor føjet til disse mine Indtryk.

* * *

Engelskmændene besatte Anholt den  8de Maj 1809 og var her til 1814. Altsaa i 5 Aar var de paa Anholt med en Besætning af 400 Mand. Anholterne maatte arbejde under dem til enhver Tid, f. Ex køre Tørv og Ler ud til Fæstningen, som de byggede rundt om Fyrtaarnet, og ligesaa maatte de losse alle proviantskibene, som kom til Fyret, men alt dette gjorde de ikke for ingen Ting, men fik Betaling derfor, og det endda stor Betaling. Engelskmændene respekterede Anholterne højt. De satte ikke selv Baadene ud, ej heller trak dem selv op; dette gjorde de engelske soldater, men sejle med Baadene, det skulde Anholterne selv gjøre; ligesaa var det Anholterns egne Baade. Det fortælles, at 4 Anholtere var sejlede en Dag ud til en Fregat og havde en af de højst betalende Officerer med; denne roste Anholterne for deres Dygtighed og lod deres Baad rigge ud som Kutter med nu Sejl og Tovværk (Baadens Navn var "Fløjten"). Det fortælles ogsaa, at Anholterne tjente saa mange Penge, at de havde danske Sedler i Hundredevis. De var dumme nok til at tage imod danske Penge, uagtet Engelskmanden sagde, at de skulde tage deres Penge, som var af Guld og Sølv, saa de blev bare narrede ved at tage deres egne Penge. Hvilket ogsaa blev Tilfældet. Banken spillede netop Fallit paa Grund af de store Krigs omkostninger og kunde ikke løse Papiret, saa nu var jo Anholterne helt ruinerede, da baade Arbejde og alt var gaaet tilbage for dem i de 5 Aar. Dog var der nogle iblandt dem, som havde været kloge nok til at tage engelske Penge. Anholternes Levevis før og efter Krigen var Fiskeri, Sælhundefangst og Strandinger. Fiskeriet i de Dage var mest efter Rokker. De havde meget store Baade. 5 Mand til hver, men Baadene var større end vore Mellembaade: Naar de satte paa Nordsiden, gik de 1½ Mil til Søs. Ved Pakhuset fiskede de paa Klejnsrev ude paa 12 a 15 Favne Vand. Man kan endnu se deres Garnsteder, som er meget store; de ligger paa Nordsiden. Mændene stenede selv deres Garn ved Stranden og havde 7 Garn til en Bænk. Man siger endogsaa, at et Par af dem ejede 2 store Baade, hvilke, naar de andre begyndte at fiske, saa begyndte de at sejle med Fisk og havde saaledes deres Udkomme. Der siges ogsaa, at de sejlede til Skagen og fiskede Rødspætter, ligesom de ogsaa sejlede til Øresund for at fiske Sild. De havde ogsaa flyttet deres Huse fra Byen og ned til Pakhuset, for at bo des nærmere ved Søen for Fiskeriets Skyld. Mærkeligt var det dog, at de aldrig prøvede paa at fiske paa det saakaldte nordre Vande, det vil sige det nordre Flak, som strækker sig 3/4 Mil ud. Denne Flade mente de var fiskeløs. Nu hændte det sig en Gang, at nogle af dem roede om Tollen for at ro paa Nordsiden. Da de kom nord for Fyret, besluttede de sig til at sætte deres Garn paa 4 Favne Vand. Da de nu trak dem om Morgenen, havde de 7 Snese paa Garnet, og de mener, at Rødspætten var gaaet efter Pandeskinnet, det vil sige Skinnet fra Fyret. Den Gang brugtes der ikke Olie paa Fyret men Kul, som blev lagt paa en meget stor Jernriste. Det fortælles, at den første Nat, de brændte Kul paa Fyret, brændtes der 28 Ton der Kul. (Hvert Aar kom der en Brig med Kul fra England).

Anholternes anden Levevis var Sælhundefangst, som gav dem deres Belysning om Vinteren, og hvad ellers de kunde sælge til Fortjeneste. Sælhundens Ophold var paa Hagen, (den Hage, der skyder sig ud mellem Fyret og Nordstrand). Den Gang var der flere Sten end nu, og der blev kun holdt Klapjagt to Gange om Aaret. De Sæler, som de fangede, var Ungerne, ellers, naar der ikke fangedes, blev den Plads fredet for ikke at forstyrre Sælhundene og deres Unger. Man siger, at der var i Hundredevis, og naar Vinden var NO, kunde man høre dem tude i Byen. Det halve af Sælhundefangsten tilfaldt Landsherren. Den tredje Levevis var Strandinger, som det ogsaa er endnu til Dags, men den Gang paa en hel anden Maade. Skibe i de Dage blev ikke taget af Grund, men mere betragtet som Prisgods. Skolegang var der heller ikke i de Dage. En Gang imellem kom der en Præst over til Øen; i Reglen hændte det to Gange om Aaret. Hans Ærende var da at konfirmere og ægtevie Folk. Den eneste Skolelærer, som var paa Øen, var Degnen. Undervisningen bestod af de ti Bud og noget af Luthers Katekismus og Fadervor. Skrive og regne lærte de ikke. Dog var der nogle iblandt dem, der lærte at skrive og regne af Fogderne; f. Ex. min Bedstefader og Ole Sørensen har aldrig gaaet i Skole. Dog kan Bedstefader læse godt, men der er flere af de gamle Anholtere der ikke kan skrive.

Naar man nu tænker sig, hvorledes Verden er gaaet fremad siden den Tid, saa er ogsaa Anholt gaaet fremad, uagtet den ligger mere adskilt fra den øvrige Verden. Her holdes dog en god Skolegang nu. Der er stiftet et stort Præstekald, ligesaa har vi Læge, vi har ogsaa Postforbindelse. En tænker i alt Fald tit paa Anholt; det er Sømanden paa Grund af dets deilige Fyr. Naar man gaar over til Fiskeriet nu og i gamle Dage, da kan det jo ikke sammenlignes. For det første afsætter vi jo alle vore Fisk, og for det andet fiskes der meget mere, og for det tredie er vore Redskaber meget bedre. Baadene er byggede af mere solide Materialier, end før; vi har Dæk i de store Baade, og alle Ting ere gaaede fremad; der er mere Handel og Vandel imellem Folk. Folk fra de gamle Dage vilde gjøre store Øjne ved at se en Mand komme kjørende med en Vogn fuld af Garn til Nordstrand paa en Lervej. Lige saa ved at se en Baad være rigget ud med Bomuldssejl. Husene kan vi jo ikke rose os af, da de kun er smaa endnu, men man stræber dog efter bedste Evne efter at saa dem saa hyggelige som muligt.

(Morgenbladet (København) 1. juni 1885).

Biskop H. J. Fog overtager Admiral Lassens Grav. (Efterskrift til Politivennen)

Krænkelse af en af vore heltes Grave paa Holmens Kirkegaard. Chefen paa "Prøvestenen" i Slaget paa Rheden, senere Admiral Lorenz Lassen +1837, blev tilligemed sin Hustru begravet paa Holmens Kirkegaard, ikke langt fra den Gravhøj, der gjemte hans faldne Kammerater fra 1801. Gravstedet var kjøbt paa begrænset Tid, og den nærmeste Paarørende, Admiralens Adoptivdatter, der ved Admiralindens Død 1839 kun var 5 Aar gammel, blev det under hendes Opvæxt og senere Giftermaal paa Landet ikke muligt at føre noget jævnligt Tilsyn med Gravstedet. Over saadanne Mænds Grave hæger og freder man selvfølgelig, sagdes der ofte til Beroligelse for hende. Formuesomstændigheder tillod hende først sent en direkte Henvendelse om Gravens Fornyelse og fremtidige Vedligeholdelse. Men ved hendes Besøg i denne Anledning paa Kirkegaarden, var det hende ikke muligt at finde Gravstedet, der havde været dækket af en stor flad Sten. Hun henvendte sig da til Graveren og fik af ham den Meddelelse, at Gravstedet længe havde været hjemfalden, og at man, uden at det mentes fornødent ved Bekjendtgjørelse at indkalde Paarørende, havde overdraget Gravstedet til Holmens Provst, nuværende Biskop Fog, der deri havde jordfæstet sin Hustru.

En saadan Adfærd af Holmens Provst overfor Hvilestedet for en af de Søhelte, til hvis Navn Holmens Mænd knytte et af deres nyeste og stolteste Minder, maa betegnes som i høj Grad krænkende for de nationale Følelser. Til at frede om den Plet, der gjemte Lorenz Lassens' Støv, havde netop han været kaldet som den første. Og Provsten vidste, hvem der her var stedet til Hvile. Gravstenen talte tydelig nok. Provsten skal selv have været til Stede, da Graverkarlene gravede Benene frem - han skal have sendt en Kasse (!) til at lægge de Ben i, man fik Øje paa, Kassen blev gravet ned i Højen fra 1801; over den lagde man den store Gravsten.

Saaledes krænkede en Præst den Mands Gravfred, som ikke blot en af hans nærmeste Forgængere i Embedet, men som Nationen havde lyst Velsignelse og Ukrænkelighed over - saaledes splittede Holmens Provst Lorenz Lassens Ben endnu, medens mange Mænd var i Live af den Generation, der har set ham færdes imellem os; og Provsten hører selv til denne Generation. Ved at lade Resterne af Heltens Ben nedgrave i de faldne Søkrigeres Gravhøj, udenfor hvilken Lassen saavel som Olfert Fischer selv havde valgt sig sit Hvilested - og det vil jo altid mindes, at denne Nedgravning kun fandt Sted for at skaffe Benene afvejen - krænkedes ogsaa denne Gravhøjs Fred og Pieteten mod den Aand, i hvilken den rejstes.

Uvidenhed eller forklarlig Mangel paa Pietetsfølelse, har foraarsaget mange Krænkelser af vore Fædrelands fortjente Mands Gravsteder; her foreligger et Exempel, der efter den Skyldiges Stilling og Værdighed vækker saa megen større Forargelse. Monumenterne paa Gravene ere ved offentlig Forbud skjærmede for Ødelæggelse paa Grund af deres kunsthistoriske Interesse, men der er andre Interesser, andre Følelser, som skulle antages at gjøre det berettiget, om Nationen erklærede Gravene, der gjemme dens bedste Mænd, og over hvilken ingen Slægt eller Ven mere kan frede, for viet og ukrænkelig Jord.

 H. P.

Vi skulle endnu hertil føje den Bemærkning, at det maa anses for tvivlsomt, om Skelettet, der fremgravedes, var af Lassen eller hans Hustru - hvad Biskop Fog sikkert burde sørget for at faa konstateret af en Anatom, naar han vilde grave Benene ned i Højen fra Der vil i alt Fald ske en ny Forstyrrelse af Graven, naar et andet Medlem af Hr Fogs Familie skal nedlægges deri. Vi have ved Optagelsen af ovenstaaende Stykke villet bidrage vort til, at denne Vandalisme kommer til Offenlighedens Kundskab og faar den Dom den fortjener.

(Morgenbladet (København) 29. august 1882).

I et æresdigt til Lassen skrevet af P. F. Friis i Kjøbenhavnsposten 13. august 1837 stod:

Fred med Dig, Søn af Danmarks Hædersdage!
Dit Navn omvundet er med Laurens Løv;
Skjærtorsdags Helte hisset Dig modtage,
Og Dine Been er lagt ved Deres Støv.

De Blaae har sænket ned i Høiens Gjemme
Den sorte Kiste, smykt af Flaget reen.
Hvo bær hans Sværd til Enken hist derhjemme -
En af de sidste Mænd fra Prøvesteen!

Mindehøjen for slaget på reden, mindetavlen for Lorentz Lassen. Den må være opsat efter 1879 hvor daværende provst Fog fik flyttet knogler fra den plads på kirkegården hvor han senere blev begravet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kjøbenhavn, den 3. September 1882.

Krænkelse af en af vore Søheltes Grave. Hr. Redaktør! I Morgenbladet af 29de Avgust findes et Stykke, overskrevet: "Krænkelse af en af vore Søheltes Grave paa Holmens Kirkegaard", hvorpaa jeg er gjort opmærksom. Med det berettede forholder det sig saaledes. Da min Hustru i 1879 skulde begraves, anviste Graveren mig et aldeles overgroet Stykke Jord uden noget synligt Mærke, hvilket jeg da erklærede mig villig til at kjøbe. Da jeg en af de nærmeste Dage derefter kom paa Kirkegaarden, fandt jeg Graven gravet, og af en paa den opkastede Jord henlagt Sten erfarede jeg først, at Admiral Lorenz Lassens Lig havde hvilet deri. Jeg befalede da at standse med Arbejdet og lod Graveren kalde. Denne oplyste, at Graven i mange Aar havde været overgroet og forlængst var forfalden til anden Benyttelse, ligesom at ingen af Admiralens Slægt havde været at opspørge. Graven var nu en Gang opkastet og dens Fred forstyrret. Ved Lov er Holmens Kirkegaard bestemt til Sløjfning, hvorimod Højen over de Faldne 1891 efter den lagte Plan skal bevares. Jeg fandt da, at der bedst blev sørget for Heltens Minde ved al paalægge Graveren at lade gjøre en Kiste og deri omhyggelig opsamle de opgravede Ben, og nedsætte denne med Ligstenen over i Gravhøjen, der gjemmer hans faldne Kammeraters Støv Andre maa mene, at der kunde være handlet rettere. Men jeg ved, at kun Pietet for den afdøde Helt har ledet min Handlemaade.

Aarhus, den 31te Avgust 1882.

Ærbødigst

B. J. Fog.

Biskop Fog bekræfter saaledes Rigtigheden af de i Morgenbladet anførte Fakta. Det er virkeligt saa, at man har kastet Lorenz Lassens Ben ud af Graven for at faa Plads til Præstens Kone. Hvilken Del af Skylden der falder paa Præsten og hvilken paa Graveren er maaske ikke ganske klart, de to Autoriteters Myndighed over og Ansvar for Kirkegaardene er vistnok et noget indviklet Forhold. Men selv om Graveren, som det af Biskop Fogs Brev synes at fremgaa, er den, hvem man først har at holde sig til, vil der dog aldeles ingen Tvivl være om, at der ogsaa fra Biskoppens Side "kunde være handlet rettere." De Foranstaltninger, Hr. Fog traf for at raade Bod paa den skete Forstyrrelse, faldt jo dog i Virkeligheden ud til, at Biskoppen beholdt Graven og at Forstyrrelsen udstraktes videre til Højen over de i 1801 Faldne. Naar Biskoppen lader Graveren undskylde sig med, at Graven "forlængst var forfalden til anden Benyttelse" og "at ingen af Admiralens Slægt havde været at opspørge", saa er det paa ingen Maade en Undskyldning, der gjælder Spørgsmaalet er først: har der fundet fornøden offenlig Indkaldelse Sted? Og det er ikke blot et Spørgsmaal om Familien, men om Offenligheden i det hele. Thi en Trusel i "Berl. Tid." om at sløjfe Lorenz Lassens Gravsted, vilde dog sagtens have bragt det Par Kroner til Veje, der udsædredes for at hindre en saadan Vandalisme. Men dernæst minde vi om Reskriptet af 10de Juli 1828, hvorefter der ikke blot et Aar forud for et Gravsteds Nedlæggelse skal ske Indkaldelse til Slægten, men efter hvis 2den Post der "hver Gang skal indsendes til vort danske Kancelli en udførlig Beskrivelse og Fortegnelse over saadanne Monumenter og Ligsten, hvis Fornyelse de Paagjældendes Slægt og Venner ej ville besørge, hvorefter det af bemeldte vort Kancelli bliver at afgjøre, hvor vidt der, enten med Hensyn til saadanne Mindesmærkers Værd som Kunstværker, eller i Betragtning af de Afdødes særdeles Fortjenester, bør gjøres Undtagelse fra den Regel, at Monumentet eller Ligstenen hjemfalder til vedkommende Kirke efter 20 Aars Forløb, naar Betaling ej erlægges for at beholde samme længere Tid, saa at de i slige Undtagelsestilfælde indtil videre vedblive, uden at vedkommende Kirke erholder nogen Betaling for Fornyelsen." At denne humane Bestemmelse er i fuld Gyldighed, fremgaar af Kultusministeriets Skrivelse af 27de Januar 1877 til samtlige Patronater for Sognekirkerne i Kjøbenhavn, hvorved det under Henvisning til det nævnte Reskript og "af Hensyn til det ønskelige i at bevare udmærkede eller særdeles fortjente Mænds Gravsteder", indskærpes Patronaterne: "at der, forinden noget Monument eller Ligsten paa de under de respektive Patronater sorterende indenbys og udenbys Kirkegaarde efter sket Indkaldelse borttages fra vedkommende Gravsted, gjøres Indberetning til Ministeriet, ledsaget af Patronatet eller Kirkeinspektionens Ytringer om Mindesmærkets Kunstværd samt af øvrige fornødne Oplysninger, saaledes at Monumentet eller Ligstenen forbliver urørt paa Graven, indtil Ministeriets Bestemmelse er meddelt". Det synes herefter utvivlsomt, at der i det foreliggende Tilfælde ikke blot har fundet en Usømmelighed Sted, men en ligefrem Tilsidesættelse af gjældende Retsbestemmelser, som man maatte forudsætte, at Biskop Fog ikke var ubekjendt med, da han som Sognepræst har været Medlem at Kirkeinspektionen og desuden Medlem af Bestyrelsen for Kommunens Begravelsesvæsen. For Biskoppens personlige Vedkommende drage vi naturligvis ikke i Tvivl, at han har troet at handle forsvarligt. Hans Artikler om Jordefærd kontra Baalfærd og den maaske noget overdrevne Harme, hvormed han i disse er rykket i Marken for Gravenes og Begravelsens Betydning, udelukker enhver Tanke om, at han i dette Tilfælde forsætlig skulde have tilsidesat skyldige Pietetshensyn.

(Morgenbladet (København) 3. september 1882).

Lorentz Fjelderup Lassen (28.11.1756-27.7.1837) søofficer. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Lorentz Fjelderup Lassen (1756-1837) blev i 1798 chef for vagtskibet Lindormen og 1799 chef for fregatten og vagtskibet St. Thomas. Under Slaget på Reden 2. april 1801 var han chef for blokskibet Prøvesteen. Det var placeret sydligst i den danske linje. Prøvesteen var bygget 1766 og søsat 1767 under navnet Christian 7. Det havde 3 dæk og var normeret til 90 kanoner og 849 mand besætning. Det blev ombygget 1799 til 2 dæk, 52 kanoner og normeret 525 mand besætning under navnet Prøvesteen. Lassens næstkommanderende var Michael Bille. Skibet blev sønderskudt af de britiske linjeskibe Edgar, Russel, Defiance og Polyphemus, samt fregatten Désirée og en 18-kanoners brig. Det kæmpede i ca. 4½ time og havde til sidst kun 2 brugelige kanoner tilbage. Det blev rømmet, nedbrændte til vandlinjen og sank ud for Malmø. Vraget skal i 1847 være blevet optaget og træet solgt. 

Efter slaget blev Lassen hyldet af københavnere, fik en hædersgave fra danske og norske kvinder og en erindringsmedalje i guld af kongen. Under krigen 1807–14 var han øverstkommanderende for kystforsvaret i Frederikshald. Han blev afskediget som kontreadmiral i 1815. I Dansk Biografisk Leksikon står diplomatisk at "hans gravsten blev, da hans gravsted på Holmens kirkegård hjemfaldt, flyttet hen på siden af heltegraven." Stenen ligger på "bagsiden" af højen.

Maler Frederik Vermehren (1823-1910): Bruun Juul Fog, dr. theol. et phil., biskop over Sjællands Stift. Fotografier af dansk billedkunst: Frederik Vermehren. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bruun Juul Fog (1819-1896) blev 1857 kapellan ved Holmens kirke, 1867 Holmens provst. I 1881 blev han biskop i Århus. 1884 efterfulgte han Martensen i København. Han tilhørte de ultrakonservative over for vækkelserne. Han var ikke meget for at bede Estrup fjerne kultusminister Jacob Scavenius på grund af dennes til skade for "kirkens ære" skandaløse privatliv. 12. maj 1903  opstilledes på kirkegården ved Holmens Kirke et monument for han udført af August V. Saabye.

Bruun Juul Fogs gravsted på Holmens Kirkegård. Hans hustru er ikke nævnt i den forholdsvis lange tekst der opremser hans meritter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

To Gamle. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Kone i Ringsted, Enke efter en Vognmand Corneliussen, men bedst kjendt af enhver i Byen under Navnet "Bedstemoder", fejrede i F. Z. Flkt. i Mandags sin Fødselsdag. Hun er født paa "Hovgaard-Svenstrup", hvor hendes Fader, en født Tydsker, var Murer og hed Bodén; hun døbtes i Borup Kirke. Hvor gammel hun er, veed hun ikke: om hun i Mandags fyldte 97 eller 107 Aar, er uvist. Hun kan fortælle om, hvorledes det drønede i Jorden under Fødderne, da Engelskmændene bombarderede Kjøbenhavn 1801, og hun var 1807 Vidne til "Slaget" paa Kjøge Landevej, da hun den Gang havde Tjeneste i Kjøge. Under Spaniernes Ophold i Ringsted 1808 blev hun ligesom andre Kvinder tvungen til at vaske for dem, men da de ikke vilde betale, gik hun til den spanske Kommandant for at udvirke Betalingen, hvad ogsaa lykkedes hende. Senere, da hendes Mand døde, fortsatte hun Vognmandsforretningen, Postkjørsel, og i henved 30 Aar kjørte hun selv den saakaldte "Kuglepost" mellem Kjøge, Ringsted og Slagelse. Hendes Børn ere forlængst døde; hvis den ældste Søn endnu havde levet, vilde han have været 78 Aar. Den gamle "Bedstemoder" modtog paa sin Fødselsdag en Mængde Lykønskninger, og hun kunde selv gjøre Besked som Værtinde overfor den Kreds af Gratulanter, som havde indfundet sig hos hende. Dagens største Overraskelse var dog en Hilsen fra - - hendes Broder, som hun troede død for lang Tid siden. 

I Korsør har i mange Aar levet en gammel Mand, om hvem ingen vidste rigtig Besked; han har haft sit Ophold paa den derværende Fattiggaard, egenlig ikke som Lem men som et Slags Inventar. Da den nuværende Inspektør kom til Korsør, forefandt han den gamle Mand paa Gaarden, puslende med at gjøre Gangene rene og holde anden Orden, derfor fik han sin Forplejning, og saadan har han det endnu; han er ikke underkastet et sædvanligt Lems Tilsyn eller Kontrol, men kan komme og gaa, naar han vil. Inspektøren har gjentagende forsøgt at udfinde hans Herkomst eller Slægtninge, men Forsøgene ledte ikke til noget Resultat. For et halvt Aars Tid siden kom en Paarørende af den Gamle i Ringsted tilfældigt til at tale med en Mand fra Korsør, og under Samtalen kom de da til at stifte Mening om de to Gamle. I Mandags fattede den Paarørende den Beslutning at rejse til Korsør for at faa at vide, hvem den gamle Mand der var, og hans Bestræbelser lønnedes, idet det viste sig, at de to Gamle vare Søskende. De troede om hinanden, at de for lang Tid siden var vandret hisset, og da han meddelte sig til dem, fik han Udraabene som med en Mund: "Herregud, er det gamle Skrog levende endnu!" Broderen er 101 Aar gammel. "Jeg er," siger han, "født tre 7-Tal, det er der ikke ret mange, som lever endnu, der kan sige." At Overraskelsen har været stor paa begge Sider, behøver ikke at siges. "Du narrer mig da ikke, Dreng," lod hun den Paarørende vide, før hun rigtig vilde tro ham. Den Gamle er endnu legems- og aandsfrisk, kun hendes Syn er noget svækket, og hun henlever en sorgfri Alderdom, næsten altid beskjæftiget med sin Strikkestrømpe.

(Morgenbladet (København) 15. november 1878).

Afdød veteran. (Efterskrift til Politivennen)

Den 4de August jordedes ifølge "Vends. Tid." paa Jerslev Kirkegaard en af Veteranerne fra Aarhundredets Begyndelse, Aftægtsmand Jens Christensen Grydbæk paa Jerslev Hede. Han var født i Krattet i Jerslev Sogn den 12te August 1789, blev udskreven til Soldat 1803 og ansat ved 3die jydske Infanteriregtments 3die Comp., som en lang Tid laa i Garnison i Rendsborg, og deeltog i de fleste af de Slag, som leveredes i disse Aar. Regimentet var allerede 1814 paa Marchen til Frankrig kommen over Elben, da der blev trukket Lod mellem 2det og 3die Regiment, Loddet traf det første, saa at hans Regiment fik Contraordre og kom tilbage til sit Cantonnement. Først 1815 blev han hiempermitteret. 1819 giftede han sig med Pigen Margrethe Jensdatter, som efter Sigende skulde nedstamme fra en Svensker, der ved Fredslutningen med Sverig 1666 blev tilbage, giftede sig og bosatte sig i Villestrup i Jerslev Sogn. Efter sit Giftermaal boede han først i Søheden, senere i Grydbæk, sidst i et Huus paa Jerslev Hede, som han, da han blev ældre og meget svagelig, overlod til en Datter og Svigersøn, imod for Livstid at erholde en lille Aftægt, som han imidlertid paa ingen Maade kunde leve af, saa at hån de sidste 14Aar maatte søge Hjælp hos Fattigvæsenet. - Fra Hjemmet til Graven ledsagedes han bl. A. af Vaabenbrødrene med Dannebroge i Spidsen. Stedets Præst, Provst Sørensen, talte nogle venlige Mindeord ved Graven, hvor han blandt Andet takkede den Afdøde deels før hvad han havde offret i Fædrelandets Tjeneste deels ogsaa for din Opbyggelse, det havde været ham, hver Gang han i de senere Aar havde været hos ham i Sygebesøg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1878).

Fotograf Gotfred Ottinus Larsen (1878-1948): Jerslev. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Guldbryllupper og Veteran. (Efterskrift til Politivennen)

Tre Guldbryllupspar. I Gyrstinge Sogn ved Ringsted høitideligholdt et Par gamle Aftægtshuusfolk deres Guldbryllup den 5te Octbr. De ere Begge i en Alder af 76 Aar og endnu rørige, især Manden, som endog formaaer ved et og andet Arbeide at fortjene Noget tilhjælp til sit og Hustrues daglige Underhold. De have havt 3 Børn, nemlig to Sønner, som døde i Barndomsalderen, og een endnu levende Datter, der er gift og som med sin Mand eier det samme Huus med Jordlod, som hendes Forældre for 13 Aar siden gik i Fæste fra Sorø Akademi. Paa Guldbryllupsdagen bleve de to Gamle ledsagede af Datter og Svigersøn og fire Børnebørn samt en ikke lille Skare af Sognets Beboere til Gyrstinge Kirke, hvor Sognepræsten, efterat en Psalme var afsungen, holdt en Tale til dem i Dagens Anledning. Da dette Guldbryllupspar med Familie sidder i trange Kaar, havde en Deel af Sognets Mænd og Kvinder foranstaltet et Festmaaltid for dem i den ligeoverfor Kirken liggende Skolestue og sammenskudt en Sum af 81 Kr. til de Gamles Vederkvægelse i deres Livs Aften. 

I samme Sogn have i dette Aar 2 andre Ægtepar holdt deres Guldbryllup, saaledes den 25de April en forhenværende Gaardeier og Møller og Hustru, som for nogle Aar siden mod en aarlig Aftægt have afstaaet Gaard og Mølle til en af deres Sønner. Deres Ægtestab har været velsignet med 10 Børn, 7 Sønner og 3 Døttre, af hvilke 5 Sønner og 1 Datter endnu leve, og som vare tilstede ved Forældrenes Guldbryllupshøitid i Gyrstinge Kirke tilligemed de fleste Børnebørn, som ialt udgiør 18. Endskjøndt de ere naaede udover de 79 Aar, kunne de dog Begge glæde sig ved en særdeles god Helbred, ligesom de ogsaa endnu ere aandsfriske.

Det 3die Guldbryllupspar er en Altægtsgaardmand og Hustru, som den 7de September i Forening med deres 4 endnu levende og gifte Børn, 2 Sønner og 2 Døttre, og mange Børnebørn, høitideligholdt Dagen i Kirken. Dette gamle Ægtepar har havt 13 Born, hvoraf de 9 døde allerede i den tidligere Barndom. De to Gamle have en efter deres høie Alder god Helbred.

Afdød Veteran. (Fyens Stiftst.) Den 30te August jordedes paa Birkende Kirkegaard en af de faa tilbageværende Veteraner fra Aarhundredets Begyndelse, nemlig Aftægtsmand Lars Mathiesen. Han var født i Holev i Marslev Sogn 1785 og opnaaede saaledes en Alder af 92 Aar. Han tjente som Dragon ved det fyenske Dragonregiment i Krigsaarene fra 1807 til 1814, var med i Leiren ved Ratzeburg og havde deeltaget i flere Smaatræfninger med Kosakkerne. Under Slaget ved Sehested var han Ordonnans hos en Søcaptain, som med en Afdeling Matroser var beordret til at afbryde Broer og deslige, og han var saaledes Øienvidne til hele Slaget. Det var hans største Glæde at tale om hine Dage, og han kunde huske det Hele lige til det Sidste. Han giftede sig under Krigen og fik et Fæstehuus i Birkende under Veirupgaards Gods; dette afstod han 1847 til sin Søn, som siden har svaret ham en aarlig Aftægt. I 1855 døde hans Hustru, med hvem han havde 7 Børn, af hvilke de 4 overleve ham. Han har havt en sjældent god Helbred og næsten aldrig været syg; i de sidste 3 a 4 Aar maatte han for det Meste holde Sengen, men han bevarede sin fulde Aandskraft til det Sidste. Han blev begravet under megen Deeltagelse fra Sognebeboerne, som fulgte ham til hans sidste Hvilested.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1877).

Veteraner fra Slaget paa Rheden. (Efterskrift til Politivennen)

- Den "Berlingske Tidendes" Liste over Veteraner fra 2den April skal jeg tillade mig at supplere med Nedenstaaende :

"I Dreiø Sogn, Fyens Stift, lever endnu en Veteran fra 2den April 1801, Huusaftægtsmand Rasmus Hansen. Allerede i Aaret 1799 giorde han Tieneste paa Linieskibet "Oldenborg". bestemt til Tranquebar, og med dette led han skibbrud under Madeira. Paa Danmarks Hædersdag var han med paa "Dannebrog" og var saa heldig at komme uskadt fra Kampen; mindre heldige vare, efter hans Fortælling, tre andre Dreiøbørn og Byesbørn; de to faldt i Begyndelses af Slaget, og, da "Dannedrog" ikke længere vilde narres med Engelskmanden, men sprang i Luften, sprang den tredie Dreiøbo med. Efter Affæren i Busum Fjord 1814, hvori han ligeledes deeltog, blev han hjempermitteret. I sit huuslige Liv har han rigtignok senere havt adskillige Smaamalheurer, f. Ex. da Havet (der, som han siger, altid har havt et godt Øie til ham) gjemte hans første Kone et Sted mellem Ærø og Dreiø, og under sidste Krig tog en gift Søn fra ham, der var gaaet i Transport til Als. Med alt dette har han en saa besynderlig, gammeldags Tro, at han aldrig har ladet sig forbløffe, men ender gjerne Fortællingen om sit bevægede Liv med de Ord: "Ja, Vorherre har alligevel været besynderlig god mod mig". Nu lever han i stilhed her paa Øen, et Pragtexemplar af Menneske, Fader etc. etc, der nok fortjener at konserveres saa meget som muligt, Jeg kan desværre ikke anbefale ham til den offentlige Opmærksomhed, fordi han er skrøbelig; thi har gaaer endnu, om forlanges, 2 a 3 Miil ad Gangen uden Gene, og arbeider daglig 7 til 8 Timer paa sit lille Snedkerværksted. Heller ikke er han egentlig trængende, da han har, som man siger fra Haanden og i Munden, og dertil, hvad ikke Enhver har, slet ingen ængstelig Bekymring for den Dag imorgen, fordi han troer, at den, der engang talte: "Seer til Fuglene under Himlen" osv., taler endnu til ham. Iøvrigt er han kun 80 Aar gammel, og det er da ikke, som "Dreiøboen siger, nogen Alder, der er værd at tale om. Skulde ikke destomindre Nogen have Sind til at betænke denne Mand med Et eller Andet, da vil det ikke komme paa det urette Sked."

Dreiø Præstegaard, den 22te Febr. l860

Ærbødigst

Bøhmer.

Sognepræst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1860)

- Af Krigeroldingene fra 2den April  1891 lever ogsaa i Nykjøbing forhenv. Skibstømrer Fisker P. Svenningsen i en Alder 79 Aar. Paa "Charlotte Amalie", Capit. H. H. Koefoed, som i Forening med "Sjælland" under den uforfærdede Capit. Harboe kjæmpede med 117 Kanoner imod 191 engelske, erholdt han hin Dag en Kugle i høire Underarm og modtager desaarsag en lille Pension. Endv. lever paa Morsø en anden Krigerolding, en nu 84aarig Gubbe, Mads Sørensen, som desværre er næsten stokdøv og maa friste sin Tilværelse med at "gaae paa Hold", som det hedder, i Ljørslev og Ørding Sogne. Han var hin Kampens Dag med paa "Nyborg" under den brave Rothe, der tilligemed Egede paa "Rendsborg" kjæmpede med 29 Kanoner imod 49 og først trak sig tilbage, efter at hans Kanoner paa een nær vare ubrugelige, hans Pram synkefærdig og Fjerdeparten af hans Mandskab falden eller saaret. Mads Sørensen var senere med paa Kanonbaadene fra 1897 til 1814 og havde tidligere som 16aarig Gut gjort et Togt til Vestindien. - Den Høitbedagede kunde dog vel fortjene, at Nutiden mindede hans Ungdoms modige Gjerning med en Veldædighedensgave.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. marts 1860)

Veteraner. I Egerup ved Skielskør lever en Mand ved Navn Peder Hansen, som var med i Slaget 2den April 1801. Han var ombord i Flydebatteriet Nr. 1. stod ved Kanonen Nr. 12, og var den eneste af de 12 Mand ved denne Kanon, som kom derfra med Libet, da Kanonen sprang. Willemoes havde Commandoen ombord. Han er nu 85 Aar gammel, dog gaaer han i Reglen 1 Miil hver Dag. - Han lever af Almisse.

- Listen over Veteranerne fra 1801 kan, ifølge velvillig Meddelelse, endvidere suppleres med den 84 aarige Aftægts-Huusmand Hans Simonsen i Seden ved Odense. Han har i sin Ungdom været med til at grave Odense Canal. I 2den April Slaget stod han som Landsoldat paa Vagt paa Kongebroen imellem Nyholm og Qvintus. Han havde dengang til Lieutenant nuværende General Krogh og var efter sin Opgivelse Nr. 113 ved 2det Musketteercompagni. Skjøndt han ikke tog videre activ Deel i Kampe, er 2den April Slaget dog vedblevet at være hans Livs store Minde, hvorom han taler om Dagen og drømmer om Natten. Han har senere levet som Huusmand i Seden og arbeidet ved Opmudringsvæsnet paa Odense Canal. Indtil det sidste Par Aar var han meget rask og rørig og saaes for 5 Aar siden undertiden oppe paa Taget som Tækker. Nu er han bleven affældig, men gaaer dog en del oppe. Han forsørges af sin Svigersøn og Datter og har ikke modtaget Understøttelse af det Offenlige.

I Dragør paa Amager lever, ifølge en en velvillig Meddelse til Red., en af Deltagerne i Slaget paa Rheden, Andreas Zacharias. Han er født i Rønne paa Bornholm og kæmpede under Slaget ombord paa "Holsten". Han er nu 82 Aar gammel og har den tunge Skjæbne at være blind; hans Kone er kun to Aar yngre og bestandig sengeliggende. Det gamle Par lever i meget trange Kaar og trænger i høi Grad til Understøttelse.

- Christen Christensen af Hostrup, født i Aaret 1777, var, ifølge "Hiørr. Av." i Aaret 1800 ombord paa Admiralskibet "Justitia" og gjorde under Slaget paa Rheden Tjeneste ved Carstensens Batteri paa Stranden ved Amager. Han lever  i meget trange Kaar og har været sengeliggende i over to Aar.

- I Svenstrup i Holbeks Amt lever, ifølge "Kall. Av.", en Veteran, Mads Frederiksen Søltbek, født 1779. Han blev udcommanderet som Søvant paa Linieskibet "Danmark" 1799, og efter forskjellige Fata var han i 1806 ombord i Linieskibet "Prinds Christian". I Træfningen ved Sjællands Odde (23de Marts 1808) blev han fangen og ført til  til Engeland, hvor han maatte forblive til 1810. Ved sin Hjemkomst kom han paa en kaperbaad og brækkede senere Benet, hvorved han blev utjenstdygtig. Nu opholder han sig i Svenstrup By i Holbek Amt og underholdes af Communen

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1860).

"Bombardment of Copenhagen" (published 1 oct. 1801). A view of the Battle of Copenhagen, fought on 2 April 1801, between the British fleet, under the command of Admiral Sir Hyde Parker (1739-1807), and a Danish-Norwegian fleet which was anchored off Copenhagen, resulting in a strategic British victory. Royal Collection Trust. 

Veteraner. Ifølge velvillig Meddelelse fra Hr. Toldkontrolleur Tb. Andersen lever der paa Aglsgaard ved Hellebek en Veteran fra 2den April, nemlig Fisker Niels Poulsen, Aar gammel. Han gjorde Tjeneste under hele Slaget ombord i Blokskibet "Mars" og kom usaaret ud af Kampen: han har senere gjort Orlogstjeneste i 4 Aar, og var, fra 1807 til 1814, Bestyrer for Telegrafen paa Odins Høi, imellem Kronborg og Nakkehoved. Niels Poulsen blev gift og hans Kone døde 1854; han lever i trange Kaar og har Underhold ved en 51aarig døvstum Søns Fiskeri, der dog i de senere dyre Aar ikke har været tilskrækkeligt til Begges Fornødenheder, hvorfor han siden Konens Død hvert Aar har medtaget noget Brændsel af Fattigvæsnet, samt i dette Aar 2 Læs Tørv, ligesom han ogsaa siden 1854 har modtaget ugentlig 7 Pd. Brød. Han kan ikke længere selv drive Fiskeri, men er dog saa rørig, at han kan gaae etc: Alderdomssvagheder trykke ham mere og mere, Synet slaaer ham feil og han føler det Trykkende i sine trange Kaar: dog, naar han fortæller om sin syvaarige Telegrafbestyrelse, røber den gamle Mand tydelig, at dette har været Glandsperioden i hans Liv, og han taler om Begivenhederne fra den Tid med en Varme og Begejstring, som lader see, at han har følt Betydningen af sin Stilling, og efterlader en Følelse af, at han utvivlsomt har været en meget paalidelig Personlighed.

Ligeledes har Hr. Distriktscommissair B. Jensen velvillig meddeelt os, at der paa Slettens Fiskerleie lever to Veteraner fra 1801. Den ene, Fisker Jens Jensen Helle, er 80 Aar gammel. Han kæmpede ombord i "Dannebrog" og var en af de Faa, som slap med Liv og Lemmer, da Skibet sprang i Luften, og fik kun sit Ansigt forbrændt. Senere tjente han paa Kanonbaadene og sloges I 1807 paa Skibet "Afrika" ved Dragør. Han har nu i flere Aar været sengeliggende og lever i yderst trange Kaar. Den anden Veteran er Fisker Svend Sørensen. Han kæmpede ombord i Skibet "Danmark" 1801, og gjorde senere Tjeneste paa Kanonbaadene. Han er 83 Aar gammel, nyder et godt Helbred, men er meget fattig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1860).

Dette er et udvalg af smånotitser som florerede i aviserne i anledning af Berlingskes forsøg på at lave en liste over veteranerne.

Peter Heinrich Wilckens. (Efterskrift til Politivennen)

Veteranen P. H. Wilcken. Efter Aarh. Avis optage vi Følgende om denne mærkelige Mand:

Redact. af Aarhuus Stiftstidende har alt længe været vidende om en her i Landsbyen Trige boende Veteran Peter Heinrich Wilckens mærkværdige Livsbegivenheder, der have vakt stor Interesse hos Enhver, som er bleven bekjendt dermed, men vi have bestandig afholdt os fra enhver Offentliggjørelse herom, indtil man havde erfaret, brat Resultat de om ham den franske Regjering gjennem vor Minister i Paris, herfra tilstillede Meddelelser havde faaet, men da saadant endnu ikke erfares, og da vi nu see den mærkværdige gamle Mands Livshistorie omtalt i "Nestv. Avis" ville vi heller ikke længere tie dermed, men her meddele den saaledes som den læses i bemeldte Blad: Landsbyen Trige, i Nærheden af Aarhuus, lever i meget trange Kaar en 78aarig Veteran, der har deeltaget i den store Keisers Felttog fra 1799 til 1815, og under disse tjent sig op til Officier og bleven hædret med Æreslegionens Kors. Flere ansete Mænd i Aarhuus have i en Ansøgning til Hs. Maj. vor Konge andraget paa, at der maa tilstedes denne Hædersmand en Understøttelse saa stor, at han uden Sorg for sit Udkomme vil kunne ende sine minderige Dage. De vigtigste af hans Livs Begivenheder ere fortalte af ham selv saaledes. P. Heinr. Wilcken, Søn af Bomuldsfabr. Wilcken i Kiel, blev født 1780. Da han, 18 Aar gammel, var bleven conskriberet i Düsseldorf, sendtes han til Mantua til den 5te Demibrigade af Dragonerne, og derfra med denne til Alexandrien, under Oberst Frichon og Divisionsgeneral Lasalles Commando. Under Urolighederne i Cairo blev han saaret og sendt til Jaffa; iøvrigt forblev han i Egypten lige indtil Felttogets Slutning. Efter sin Tilbagekomst til Frankrig deeltog han Aar 1800 i Felttoget i Italien og Slaget ved Marengo, hvorpaa han ruttede frem indtil Triest, hvor han blev liggende i Cantonnement. Ligeledes deeltog han i Felttoget mod Østerrig 1805, da han blev saaret i Tyrol, som og i det preussiske Felttog 1806, da han var med i Slaget ved Zena, ved Lübecks Bestormelse og Indtagelse, og endelig ved Friedland, hvor hans Oberst Frichon faldt, saaret i Brystet af et Pistolskud. Hans Divisionsgeneral, de to sidste Felttog havde været General Clausel. Selv havde han hidtil bestandig været Corporal, men forrettet Qvarteermestertjeneste; nu blev han efter Slaget ved Friedland udnævnt til virkelig Qvarteermester. Tillige forflyttedes han til det 15de Chasseurregiment under Oberst Fadreau og Escadronschef Blondy. Fra Posen sendtes han til Spanien, hvor han deeltog i alle de store Begivenheder fra 1807 til 1813, i Toget til Portugal under Junot, i Saragossas Beleiring og Indtagelse, i Slaget ved Talavera og Bestormelsen af Broen ved Almarez. Da flere Forsøg paa at tage denne Bro vare mislykkede, tilbød han sig med 24 Husarer, som han selv maatte udvælge, og 60 Jægere under en Lieutenants kommando, endnu et at gjøre et Forsøg. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at forcere Broen, hvorfor Marschal Angereau lod ham samme Aften spise ved sit Taffel og hædrede ham med æreslegionens Kors, som han tog af sit eget Bryst. Under Felttogene i Spanien, hvor han forblev i 7 Aar, blev han 3 Gange saaret, første Gang i Egnen ved Badajoz ved et Hug i Hagen i en Træfning med Portugiserne, under Beresford, dernæst i Benet i en Kamp med de engelske Husarer imellem Salamanca og Toro, og endelig i det venstre Bryst af en Granat i Slaget ved Vittoria. Strax efter blev hans Regiment kaldt til Tydland hvor han deeltog i det blodige Slag ved Leipzig og blev saaret i Hovedet. Senere laa han i Garnison i Nismes, men gik med hele sit Regiment over til Keiseren ved hans Tilbagekomst fra Elba. I Slaget ved Waterloo var han Ordinannatsofficier hos Marchal Ney; her fik han to Heste skudt under sig og modtog sit syvende Saar. Strax efter Slaget blev han forsat til 10de Husarregiment, men da dette blev opløst i Fontainebleau, blev han ifølge Generalerne Bourmonts og Polignacs Ordre berøvet sine Papirer og sit Kors og hjemsendt med frit Qvarteer til sit Fødeland Danmark." - Saaledes lød i al Korthed den gamle Krigers Fremstilling af sit Livs Begivenheder i den lange Række af Aar, i hvilken han havde fulgt de franske Ørne paa deres seirrige Flugt over Verden. Alt hvad han fremførte bar i høieste Grad Troværdighedens Præg; ikke alene erindrer ban med megen Nøiagtighed Begivenhederne og Stederne, hvorom Reisende i Frankrig og Spanien, for disse Vandes Vedkommende have havt Leilighed til at forvisse sig, men han er endnu istand til at udtrykke sig baade paa Fransk og Spansk, skjøndt 42 Aar ere forløbne, siden han havde Leilighed til at benytte disse Sprog. Da han tillige med en levende Begejstring dvæler ved hine Tider- mindeværdige Begivenheder, da han har tjent den store Keiser med saa stor Troskab og modtaget 7 Saar i hans Tjeneste, nære Ansøgerne den faste Overbevisning, allerunderdanigst at kunne anbefale paa det Bedste til Hs. Majestæt den 78aarige Olding, der i mere end 40 Aar har havt at kæmpe med trange Kaar, Sorger og Nød, men endnu med usvækket Begejstring istemmer det verdensberømte Jubelraab: "Vive l'Empereur!"

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1858).

General Ney kommanderede ved Waterloo 18. juni 1815 Napoleons venstre fløj. Efter et mislykket angreb på Wellingtons midte, samlede Ney to brigader infanteri og genoptog angrebet på La Haye Sainte. De blev slået tilbage, men Ney misfortolkede et stort antal retirerende sårede som en almindelig retræte og slog til igen med en brigade og to divisioner kavalleri. Angrebet blev en katastrofe for franskmændene som led meget store tab. Kort efter ankom de preussiske tropper under Blücher og slaget var tabt for Napoleon.

Wilkens' gravsten  gravsten findes på Trige Kirkegård med indskriften:

Peter Vilkens

hædret og mindet

for 15 Felttog

og 7 Saar

i fransk Tjeneste

død 1867

Wilckens fik syv børn hvoraf 4 døde som spæde med Ane Kirstine Rasmusdatter overlevede ham. Han gik bl.a. ærinder til Århus for Triges bønder. En lærer adjunkt Schaldemose fik gennem sine elever nys om den fransktalende person. Det er muligvis ham som fremsendte en ansøgning til de franske myndigheder om at tildele Peter Vilkens den af Napoleon III indstiftede St. Helena-medalje for veteraner fra Napoleonskrigene. Medaljen blev indstiftet 1857 af Napoleon 3. for veteraner fra Napoleon 1.'s krige. 20.000 danskere deltog på fransk side. I 1857 levede endnu 600, som modtog medaljen. Wilckens fik medaljen i 1858 tillige med en lille understøttelse fra “en kreds af danske borgere”.

Sankt Helena-medaljen. På den ene side står: "A ses compagnons de gloire sa derniere pensée St. Héléne 5. mai 1821" ("Til sine ledsagere i ære. hans sidste tanke St. Helena 3. maj 1821"). 5. maj 1821 er Napoleons dødsdag på Sankt Helena. (Illustration fra Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1929).

Ved hans begravelse var flere tjenestefri befalingsmænd fra 20. infanteribatallion var til stede og kisten blev båret til graven af underofficerer fra 20. batallion. Gravstedet forfaldt med tiden, indtil det i 1966 blev det restaureret af organisationen Souvenir Francais, der har til opgave at værne om franske minder.

Se H. E. E. Koch: Peter Heinrich Wilckens. Aarbøger for Historisk Samfund Aasrhus Stift 1929, s. 33-41.

Kaptajn M. J. P. Bille (1769-1845) . (Efterskrift til Politivennen).

Mønboere nævnt med hæder i vor flådes historie

Den er den 27. marts 100 år siden kontreadmiral M. J. P. Billes død.

II.

I 1807 var han tjenstgørende i orlogsskibet "Prins Christian Frederik" og derefter i "Lovisa Augusta", der var øvelsesskibe for kadetterne, men hen på året måtte han atter forlade sin lærerpost ved Søkadetakademiet for at overtage kommandoen over en kanonbådsflotille ved Frederiksværn og Christiansand på den sydlige kyst af Norge.

Allerede samme år kom han i kamp, idet han på et togt. som han med 5 både gjorde langs kysten, traf den engelske brig "Nightingale" til ankers under Årø i Langesund. Han holdt sig skjult under øen om natten, men i dagbrækningen angreb han pludselig briggen med 3 både fra nord og de 2 fra syd, medens 36 jægere beskød den fra et bjerg. Briggen måtte kappe sine fortøjninger og stikke til søs, men blev forfulgt af bådene og kraftigt beskudt, hvorved den led meget. Senere deltog Bille med både fra sin flotille i briggen "Seagull"s erobring, og kronprinsen tilkendegav ham to gange sit nådige velbehag.

Den 27. Juni 1808 udnævntes han til kaptajn, og da dannebrogsordenens forskellige klasser indstiftedes, var han blandt de første, som blev riddere. Også hans medborgere hædrede og elskede ham, og efter hans bortrejse fra stationen, læstes den 27. novbr. 1811 i den norske avis: "Den reelle kaptajn M. Bille er ikke glemt af os, fordi han er borte. Med varm taknemmelighed ville vi længe genkalde os i erindringen den redelige velvilje, han stedse viste os, og især de mange godhedsbeviser, han så ofte viste vore trængende. Guds kraftige velsignelse ledsage ham derfor på hans veje; få sorger, des flere glæder følge ham på disse. Dette er det oprigtige ønske, som Flekkerøs beboere lade følge denne redelige og agtværdige velgører."

HJEMMARCH MED 2000 MAND.

I 1812 og 1813 kommanderede Bille det franske linieskib "Dantzich", et af de skibe på Schelden, der besattes med danske søfolk, og igennem et insurgeret departement og imellem krigshærene marcherede han i 1813 hjem med disse danske besætninger, ialt 2000 mand. - Dette forløb langtfra godt, bl. a. begyndte folkene at gøre oprør i anledning af diæternes formindskelse, men efter at Bille havde såret den første, som angreb ham, faldt der atter ro over gemytterne, og en dømt slave bad året efter Bille om tilgivelse for ved hin lejlighed at have givet ham et slag i brystet.

Også på anden måde voldte Schelde-foretagendet Bille kvaler, idet der på hans regnskab for et af skibene manglede ca. 13.000 rdl. på grund af "omstændighederne, uorden og dårlig assistance"; herpå måtte han afdrage 9.430 rdl., medens restbeløbet på 3.570 rdl. efter en derom indgivet ansøgning senere blev ham eftergivet ved kongelig resolution.

UTILGIVELIG UORDENTLIG.

Denne mangel på økonomisk sans og orden kom ham også på anden måde til skade, idet admiralitetet den 22. juni 1815 i sin indstilling til forfremmelser i anledning af kroningen udtaler, at Bille "er en dygtig sømand og soldat, men insubordineret og til en utilgivelig grad uordentlig i regnskab og pengesager, så at Collegiet aldrig vil driste sig mere til at foreslå ham til nogen kommando", og den 23. august samme år meddeltes der ham afsked af søetaten med kommandørkaptajns-karakter, idet han samtidig ansattes som lodsinspektør, waterschout og færgeinspektør i Helsingør, og i øvrigt kan det nævnes, at det var Bille, som i 1819 hjemførte fra England det første danske dampskib "Caledonia".

Da embedet i Helsingør ikke forbedrede hans under de ulykkelige konjunkturer ødelagte formuesomstændigheder, fik han tilladelse til i 1820 at rejse til Danzig, hvor han efter at være udnævnt til karakteriseret kommandør i lang tid var navigationsdirektør, i hvilken egenskab han ledede undervisningen ved 5 skoler, foretog søopmålinger og indrettede observatoriet og i det hele taget ligesom her i landet indlagde sig megen fortjeneste af navigationsvæsenets udvikling.

ÆREFULD HJEMKOMST.

I 1829 mistede han sin hustru, der troligt havde fulgt ham på hans urolige bane - til Norge, ombord på skibet i Schelden, til Helsingør og til Danzig. Dette store tab virkede smerteligt på ham, og træt af sygelighed og arbejde og uden slægt i det fremmede land, der ved hvert skridt mindede ham om tabet af en elsket hustru, længtes han efterhånden stærkt mod hjemlandet, og hædret højt af det fremmede land forlod han da Prøjsen i 1838 for at leve op igen i sit eget kære fædreland, der i 1837 havde vist, at det ikke havde glemt hans indsats til dets gavn, idet han den 30. oktober dette år fik karakter af kontreadmiral, hvorefter han i 1840 udnævntes til kommandør af dannebrog.

Efter hjemkomsten til Danmark arbejdede han med fornyet kraft for navigationsvæsenets udvikling, og den 1. august 1844 stiftede han Foreningen til Søfartens Fremme, for hvilken han arbejdede med den største iver det år, han endnu levede, vakte en mængde menneskers interesse for foreningen, foranstaltede forelæsninger og undervisning i selskabets navn og fik udsat præmier for god navigation.

I marts måned fik han et anfald af apopleksi, og den 27. samme måned afgik han ved døden og bisattes på 44-årsdagen for Slaget på Reden i Holmens Kirkes kapel under tilstedeværelsen af et talrigt følge, sammensat af alle stænder, der i den afdøde hædrede den højagtede mand, orlogs- og koffardimarinens lærer og helten fra 2. april.

Fordringsløst, men rastløst kæmpede han for sine ideer gik admiral Bille gennem livet, ligefrem og venlig mod alle, og menneskekærlig, overbærende og human i sine domme var han i besiddelse af geniets sorgløshed og det ædle hjertes barnlighed; umistroisk og ukendt med forstillelse kom ofte begejstringens og medfølelsens tåre i hans øje.

- - -

En stedbroder til admiralen var kommandørkaptajn Søren Adolph Bille, der fødtes i Borre den 4. juni 1775. Han blev antaget som lærling til marinen i 1785, blev kadet året efter og var i 1793-94 med briggen "Lougen" i Vestindien, hvorunder han ligesom broderen på dennes første togt hurtigt lærte at døje sølivets strabadser, idet briggen bl. a. måtte ride en hård orkan af ved Christianssted med strøget rejsning og 3 sværankre og 2 varpankre ude. På dette togt udnævntes han til sekondløjtnant, blev 5 år senere premierløjtnant og var 1799-1800 atter i Vestindien, denne gang med fregatten "Thetis". Også han deltog i slaget på reden den 2. april 1801 som næstkommanderende på blokskibet "Cronborg" og blev såret, men ledede dog efter chefens død kampen fra sygelukafet og senere fik ham ligesom broderen erindringsmedaljen for deltagelse i slaget. I 1801-07 var han fungerende ekvipagemester på Holmen og førte den 31. august sidstnævnte år et kompagni af Holmens mandskab under udfaldet i Classens Have. Omkring midten af 1808 udnævntes han til kaptainløjtnant og beordredes til Norge, hvor han blev chef for østlige kanonbådsflotilles 1. division ved Hvaløerne og Frederiksværn og erobrede som sådan den 10. august 1809 udfor Frederiksværn med 6 kanon-shalupper og 2 kanonjoller orlogsbriggen "Alart" der var på 19 kanoner og 96 mands besætning, og som ved Københavns kapitulation i 1807 var taget af englænderne. I 1809 blev han hjemkaldt fra Norge for atter at være fungerende ekvipagemester på Holmen, og hans overordnede i Norge, admiral L. Fisker skriver om ham, at han har vist sig som en nidkær, virksom og ærekær officer, der er velegnet til chef, da han befordrer disciplin og velvilje, orden og militæriskhed. I begyndelsen af 1810 blev han ridder af dannebroge og kom atter til Norge som chef for flotillen ved Frederiksværn og udnævntes i begyndelsen af 1813 til kaptajn.

Den 22. marts 1814 overgik han til Norges marine og slettedes af listen over de danske søofficerer, da han havde aflagt ed til den norske regering uden at være løst fra sin ed til den danske konge, i hvilken anledning også en ansøgning fra ham om afsked i nåde ikke blev tilstået.

Den 25. maj 1815 blev han kommandørkaptajn, men døde 4 år senere under et besøg i København hvor han begravedes på Holmens Kirkegård.

INGVARD OLSEN.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 24. marts 1945).

Del I blev bragt i avisen dagen før. 

Kaptajn M. J. P. Bille (1769-1845) hjemførte den første afdeling danske matroser fra Frankrig som afmarcherede fra Antwerpen den 15. april. Han tog sin afsked fra dansk tjeneste 1815 som kommandørkaptajn, og blev senere kontreadmiral i Prøjsen. Caledonia blev sejlet fra London til København af daværende kommandørkaptajn Bille. Det var købt af auditør Bille i 1819 for at sejle mellem København og Kiel. Bille havde valgt at gå gennem Ejderkanalen, og dens første fart skete derfor fra Kiel til København.

HMS Nighthingale var 1805-1815 en brig-slup med 16 kanoner i den engelske flåde. Under Napoleonskrigene opererede det i fortrinsvis i Nordsøen hvor det kaprede en imponerende række fartøjer. Før Københavns Bombardement: Einigheid, Jonge Ebeling, Freundschaft, Morgenstern, det prøjsiske skip Frou Gesiner, Twee Gebroders, de prøjsiske Jonge Gerrite og De Drie Gebroeders. Skibet deltog i Københavns Bombardement 1807. 1809 kaprede Nightingale det danske skib Emanuel og Cutter No 16, tre danske fortøjer, Transport No 52, Helena Maria. I 1810 Martini Jacobi, C. Stysring, master (15 April), Godes Fisne, A. Brede, master, Amicitia, Paul Paulson, master, Magneten, H. Kilrub, master, and en slup, No. 60, name unknown. Samt deltog i andre skibes kaperfangster. 1811 kapredes Caroline and Berentine. 1812 Liebe, Maria Dorothea, Anna Serina og Bodel Maria, Palmtract. 1813 det amerikanske Calumet, Enigheiden. Herefter blev skibet solgt 1815 som handelsskib og forsvinder af arkiverne i 1829.