Veteranen P. H. Wilcken. Efter Aarh. Avis optage vi Følgende om denne mærkelige Mand:
Redact. af Aarhuus Stiftstidende har alt længe været vidende om en her i Landsbyen Trige boende Veteran Peter Heinrich Wilckens mærkværdige Livsbegivenheder, der have vakt stor Interesse hos Enhver, som er bleven bekjendt dermed, men vi have bestandig afholdt os fra enhver Offentliggjørelse herom, indtil man havde erfaret, brat Resultat de om ham den franske Regjering gjennem vor Minister i Paris, herfra tilstillede Meddelelser havde faaet, men da saadant endnu ikke erfares, og da vi nu see den mærkværdige gamle Mands Livshistorie omtalt i "Nestv. Avis" ville vi heller ikke længere tie dermed, men her meddele den saaledes som den læses i bemeldte Blad: Landsbyen Trige, i Nærheden af Aarhuus, lever i meget trange Kaar en 78aarig Veteran, der har deeltaget i den store Keisers Felttog fra 1799 til 1815, og under disse tjent sig op til Officier og bleven hædret med Æreslegionens Kors. Flere ansete Mænd i Aarhuus have i en Ansøgning til Hs. Maj. vor Konge andraget paa, at der maa tilstedes denne Hædersmand en Understøttelse saa stor, at han uden Sorg for sit Udkomme vil kunne ende sine minderige Dage. De vigtigste af hans Livs Begivenheder ere fortalte af ham selv saaledes. P. Heinr. Wilcken, Søn af Bomuldsfabr. Wilcken i Kiel, blev født 1780. Da han, 18 Aar gammel, var bleven conskriberet i Düsseldorf, sendtes han til Mantua til den 5te Demibrigade af Dragonerne, og derfra med denne til Alexandrien, under Oberst Frichon og Divisionsgeneral Lasalles Commando. Under Urolighederne i Cairo blev han saaret og sendt til Jaffa; iøvrigt forblev han i Egypten lige indtil Felttogets Slutning. Efter sin Tilbagekomst til Frankrig deeltog han Aar 1800 i Felttoget i Italien og Slaget ved Marengo, hvorpaa han ruttede frem indtil Triest, hvor han blev liggende i Cantonnement. Ligeledes deeltog han i Felttoget mod Østerrig 1805, da han blev saaret i Tyrol, som og i det preussiske Felttog 1806, da han var med i Slaget ved Zena, ved Lübecks Bestormelse og Indtagelse, og endelig ved Friedland, hvor hans Oberst Frichon faldt, saaret i Brystet af et Pistolskud. Hans Divisionsgeneral, de to sidste Felttog havde været General Clausel. Selv havde han hidtil bestandig været Corporal, men forrettet Qvarteermestertjeneste; nu blev han efter Slaget ved Friedland udnævnt til virkelig Qvarteermester. Tillige forflyttedes han til det 15de Chasseurregiment under Oberst Fadreau og Escadronschef Blondy. Fra Posen sendtes han til Spanien, hvor han deeltog i alle de store Begivenheder fra 1807 til 1813, i Toget til Portugal under Junot, i Saragossas Beleiring og Indtagelse, i Slaget ved Talavera og Bestormelsen af Broen ved Almarez. Da flere Forsøg paa at tage denne Bro vare mislykkede, tilbød han sig med 24 Husarer, som han selv maatte udvælge, og 60 Jægere under en Lieutenants kommando, endnu et at gjøre et Forsøg. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at forcere Broen, hvorfor Marschal Angereau lod ham samme Aften spise ved sit Taffel og hædrede ham med æreslegionens Kors, som han tog af sit eget Bryst. Under Felttogene i Spanien, hvor han forblev i 7 Aar, blev han 3 Gange saaret, første Gang i Egnen ved Badajoz ved et Hug i Hagen i en Træfning med Portugiserne, under Beresford, dernæst i Benet i en Kamp med de engelske Husarer imellem Salamanca og Toro, og endelig i det venstre Bryst af en Granat i Slaget ved Vittoria. Strax efter blev hans Regiment kaldt til Tydland hvor han deeltog i det blodige Slag ved Leipzig og blev saaret i Hovedet. Senere laa han i Garnison i Nismes, men gik med hele sit Regiment over til Keiseren ved hans Tilbagekomst fra Elba. I Slaget ved Waterloo var han Ordinannatsofficier hos Marchal Ney; her fik han to Heste skudt under sig og modtog sit syvende Saar. Strax efter Slaget blev han forsat til 10de Husarregiment, men da dette blev opløst i Fontainebleau, blev han ifølge Generalerne Bourmonts og Polignacs Ordre berøvet sine Papirer og sit Kors og hjemsendt med frit Qvarteer til sit Fødeland Danmark." - Saaledes lød i al Korthed den gamle Krigers Fremstilling af sit Livs Begivenheder i den lange Række af Aar, i hvilken han havde fulgt de franske Ørne paa deres seirrige Flugt over Verden. Alt hvad han fremførte bar i høieste Grad Troværdighedens Præg; ikke alene erindrer ban med megen Nøiagtighed Begivenhederne og Stederne, hvorom Reisende i Frankrig og Spanien, for disse Vandes Vedkommende have havt Leilighed til at forvisse sig, men han er endnu istand til at udtrykke sig baade paa Fransk og Spansk, skjøndt 42 Aar ere forløbne, siden han havde Leilighed til at benytte disse Sprog. Da han tillige med en levende Begejstring dvæler ved hine Tider- mindeværdige Begivenheder, da han har tjent den store Keiser med saa stor Troskab og modtaget 7 Saar i hans Tjeneste, nære Ansøgerne den faste Overbevisning, allerunderdanigst at kunne anbefale paa det Bedste til Hs. Majestæt den 78aarige Olding, der i mere end 40 Aar har havt at kæmpe med trange Kaar, Sorger og Nød, men endnu med usvækket Begejstring istemmer det verdensberømte Jubelraab: "Vive l'Empereur!"
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1858).
General Ney kommanderede ved Waterloo 18. juni 1815 Napoleons venstre fløj. Efter et mislykket angreb på Wellingtons midte, samlede Ney to brigader infanteri og genoptog angrebet på La Haye Sainte. De blev slået tilbage, men Ney misfortolkede et stort antal retirerende sårede som en almindelig retræte og slog til igen med en brigade og to divisioner kavalleri. Angrebet blev en katastrofe for franskmændene som led meget store tab. Kort efter ankom de preussiske tropper under Blücher og slaget var tabt for Napoleon.
Wilkens' gravsten gravsten findes på Trige Kirkegård med indskriften:
Peter Vilkens
hædret og mindet
for 15 Felttog
og 7 Saar
i fransk Tjeneste
død 1867
Wilckens fik syv børn hvoraf 4 døde som spæde med Ane Kirstine Rasmusdatter overlevede ham. Han gik bl.a. ærinder til Århus for Triges bønder. En lærer adjunkt Schaldemose fik gennem sine elever nys om den fransktalende person. Det er muligvis ham som fremsendte en ansøgning til de franske myndigheder om at tildele Peter Vilkens den af Napoleon III indstiftede St. Helena-medalje for veteraner fra Napoleonskrigene. Medaljen blev indstiftet 1857 af Napoleon 3. for veteraner fra Napoleon 1.'s krige. 20.000 danskere deltog på fransk side. I 1857 levede endnu 600, som modtog medaljen. Wilckens fik medaljen i 1858 tillige med en lille understøttelse fra “en kreds af danske borgere”.
Sankt Helena-medaljen. På den ene side står: "A ses compagnons de gloire sa derniere pensée St. Héléne 5. mai 1821" ("Til sine ledsagere i ære. hans sidste tanke St. Helena 3. maj 1821"). 5. maj 1821 er Napoleons dødsdag på Sankt Helena. (Illustration fra Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1929).
Ved hans begravelse var flere tjenestefri befalingsmænd fra 20. infanteribatallion var til stede og kisten blev båret til graven af underofficerer fra 20. batallion. Gravstedet forfaldt med tiden, indtil det i 1966 blev det restaureret af organisationen Souvenir Francais, der har til opgave at værne om franske minder.
Se H. E. E. Koch: Peter Heinrich Wilckens. Aarbøger for Historisk Samfund Aasrhus Stift 1929, s. 33-41.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar