Ejderstaten, uanset hvor mange tilhængere den ellers havde, er blevet en umulighed efter de danske erfaringer på syv år. Skrifter som den almindeligt anerkendte "Die Schleswig-schen Sprachsache, betrachtet vom Standpunkt der Gesetzgebung und Politik, von Theophilus; København 1858", og hele den danske presses klager har endegyldigt bevist dette. Et meget vigtigt skrift, der netop er udkommet i København (hos C. V. Meier), hvortil vor ærede korrespondent fra København allerede har gjort opmærksom på, og hvis store betydning vi gerne snart vil belyse: "Zur dänisch-deutschen Frage von einem deutschen Gesammtstaatsmann" taler om det sådan: Danskerne har nu atter haft fuldstændig kontrol over Slesvig i syv år; De har en regering dér, som i en vis forstand er så stærk, som man kan forestille sig; Der er, i hvert fald for den tyske del af Slesvig, hverken fri presse eller forsamlingsret eller nogen form for politisk agitation, på den anden side er alle midler til politiets overvågning og forebyggelse i fuld funktion. Trods alt dette må danskerne selv erkende, at deres regering stadig kun bygger på fysisk magt, og de danske avisers klager bekræfter selv, at daniseringen f.eks. endnu ikke er kommet videre i sprogspørgsmålet. Daniseringsforsøgene mislykkedes på grund af de juridiske og faktuelle omstændigheders magt; befolkningen blev kun gjort endnu mere bitre, ikke vundet. Trods al deres indsats i Slesvig har danskerne endnu ikke været i stand til at opnå dansk flertal i stænderforsamlingen, og de har intet håb om nogensinde at opnå det. At inkorporere Slesvig betyder: at proklamere den danske grundlov dér, dvs. give alle slesvigere danskernes rettigheder. Må det nu anerkendes som en vidunderlig illusion fra Eiderdanskes side, hvis de mener, at de samme slesvigere, som hidtil har ført en så ihærdig kamp for deres nationalitet, skulle opgive denne kamp af taknemmelighed over de friheder, de fik?! Nej, de vil kun føre det mere energisk, med den tyske nations stærkeste sympati, med de stærkere midler, de har til rådighed, og bruge det første gunstige øjeblik til at bryde væk fra Danmark for altid.
Der Eiderstaat, so viel er Anhänger sonst zählte, ist doch nach den eigenen dänische Erfahrungen von sieben Jahren zur Unmöglichkeit geworden. Schriften, wie die allgemein anerkannte "Die Schleswig-schen Sprachsache, betrachtet vom Standpunkt der Gesetzgebung und Politik, von Theophilus; Kopenhagen 1858", ja die Klagen der ganzen dänischen Presse haben dies zur Evidens bewiesen. Eine sehr wichtige, so eben in Kopenhagen (bei (C. V. Meier) erschienene Schrift, auf welche unser geehrter Correspondent aus Kopenhagen bereits hingewiesen hat, und deren grosse Bedeutung wir demnächst noch in das Licht stellen wollen "Zur dänisch-deutschen Frage von einem deutschen Gesammtstaatsmann" spricht sich darüber also aus: Die Dänen haben Schleswig nun seit sieben Jahren wieder völlig in Besitz; sie haben dort eine, in gewissen Sinne so starke Regierung, wie man sie nur denken kann; es giebt, wenigstens für den deutschen Theiæ Schleswigs, weder freie Presse, noch Versammlungsrecht, noch irgend ein Mittel der politischen Agitation, dagegen sind alle Mittel polizeilicher Ueberwachung und Verhinderung in vollster Thätigkeit. Trotz alledem müssen sich aber die Dänen selbst gestehn, dass ihre Regierung nach wie vor nur auf physischer Macht beruht, und die Klagen der dänischen Blätter selbst bestätigen es, dass die Danisirung z. B. in der Sprachfrage auch noch nicht um einen Schritt weiter gekommen ist. Die Danisirungsversuche sind an der Macht rechtlicher und factischer Verhältnisse gescheitert, man hat die Bewohner nur noch mehr erbittert, nicht gewonnen. Die Dänen haben es, trotz aller Mühe in Schleswig, noch nicht zu einer dänischen Majorität in der Landesvertretung bringen können, und sie haben keine Hoffnung, es je zu erreichen. Schleswig incorporiren heisst aber: das dänische Grundgesetz dort proclamiren, d. h. allen Schleswigern die Rechte der Dänen geben. Muss es nun nichts als eine wunderbare Illustion der Eiderdänen erkannt werden, wenn sie meinen, dass dieselben Schleswiger, die bisher einen so ausdauernden Kampf für ihre Nationalität geführt haben, aus Dankbarkeit für die ihnen verliehenen Freiheiten diesen Kampf aufgeben sollten?! Nien, sie werden ihn, und das under den lebhaftesten Sympahtien der deutschen Nation - mit den ihnen dann zu Gebote stehenden, kräftigeren Mitteln nur energischer führen, und den ersten günstigen Augenblick benutzen, um sich für immer von Dänemark loszureissen.
(Berlinische Nachrichten von Staats- und gelehrten Sachen. 9. juli 1858)
Bag pseudonymet Theophilus gemte sig Harald Iver Andreas Raasløff (1810-1893), bror til Waldemar Raasløff (1815-1883). Han havde i 1848 udsendte "Det slesvigske Spørgsmaal, et Bidrag af Theophilus". I dette havde han understreget de tyske sydslesvigeres naturlige krav på at forblive i forbindelse med Holsten som ligestillet med de danske nordslesvigeres ønske om tilslutning til kongeriget og sammenstiller det danske forlangende om Slesvigs indlemmelse under en fælles forfatning med slesvig-holstenernes om Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Han havde foreslået en deling af Slesvig (Slien-Husum). I december 1854 blev Raasløff minister for Slesvig. Han tog 18. februar 1856 sin afsked, fordi han misbilligede den afskedigelse, Scheele havde foretaget af preusser og en anden holstensk overappellationsretsråd. Det nævnte skrift fra 1858: "Die schleswigsche Sprachsache" udtalte sig imod den tankegang der til dels lå i sprogreskripterne 1850-51. Hvor formålet før havde været at værge og frede det danske sprog hvor det endnu var fuldt levende, forsøgte reskripterne at fordanske på ny egne i hvilke det i virkeligheden var gået til grunde (Angel der formentlig var mere tysk end dansk).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar