Jens Berthelsen 1844-1925. (Efterskrift til Politivennen)

Jens Berthelsen var født i Alstrup, Hjørring Amt som søn af en boelsmand. Han blev exam. jur. 1875, sagførerfuldmægtig 1875-1876 og 1869-1878 forpagter af hovedgården Kyø. I 1890 blev han ejer af Skalborg ved Allborg. Han var 1876-1901 folketingsmand for Venstre (Halvrimmerkredsen), 1897 repræsentant i Landbygningernes alm. Brandforsikring, medlem af Toldkommissionen 1895. I april 1889 blev folketingsmand Jens Berthelsen (72 stemmer) valgt til de jydske Landboforeninger mod Jens Busk (68 stemmer).

Før nekrologen fra 1925 nogle artikler før hans død:

Fotograf Müller, Budtz (Bertel Christian Budtz) (26.12.1837-30.12.1884): Berthelsen, Jens (7.2.1844-7.12.1925) cand. jur., folketingsmedlem. 1863-1900. Fotoet er identisk med det som omtales i artiklen fra Aalborg Amtstidende 1891. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Berthelsen-Kyø

Berthelsen-Kyø, hvis Billede Dag bringer, er nu bleven en nær Nabo til Aalborg, idet han har købt Gaarden Skalborg her oppe ved Nibevejen.

Jens Bertelsen er født oppe i den Valgkreds, som han nu i en Aarrække har repræsenteret. Han læste til dansk Jurist, tog Examen, var Fuldmægtig her oppe i Aalborg i nogen Tid, men slog sig saa paa Landvæsenet. Han forpagtede Grev Tramps Gaard Kyø, som han driver endnu.

Hans Valgkreds er en af Landets sikreste Venstrekredse. Der har aldrig været stærk Bevægelse i den; jævn og rolig og limfjordsagtig har den ligget og været parat til den, som Tilfældet spillede den i Hænderne. Den blev Bertelsens, fordi han var fra Kredsen, og han har til Dato ikke haft svære Kampe at bestaa deroppe.

Bertelsen er en mager, senet Skikkelse med stridt Haar. Han er ogsaa en strid Natur. Det bløde og bøjelige ligger ikke for ham. Der er en stille Fanatisme i ham, som er Bæreren af al hans Færd.

Det er ikke en Fanatisme, der begejstrer andre, heller ikke en, der selv er skabt af Begejstringen; den er at en egen lille Art, men derfor kraftig nok.

Bertelsen-Kyø er en af Frede Bojsens mest afgjorte Tilhængere. Han har gjort al dennes Politik, saa længe han har været med, uden at blinke. Vore Læsere ved, at han ogsaa i denne Samling har været med paa al mulig Sammensmeltning.

Hr. Bertelsen - Kyø har et Par Gange haft Skærsmydsler med "Amtstidende". Det har for Publikum maaske syntes mere tilfældigt, men det er det ikke.

Hr. Bertelsen er af "Stiftstidende"s hele Parti, den mest fanatiske i Kampen mod vor Politik.

(Aalborg Amtstidende 2. april 1891).

Berthelsen-Skalborgs første Vælgermøde.

De "fire" bliver til seks.

(Referat i "Samfundet".)

Folkethingsmand Berthelsen-Skalborg afholdt 2den Pinsedag sit første Vælgermøde i Halvrimmekredsen. Ca. 400 Mennesker var til Stede.

Folkethingsmanden mindede om, at han altid havde hævdet, at han vilde staa frit i de enkelte Spørgsmaal. Han vilde vælges som en fri Mand af fri Vælgere. 

Det havde vist sig, at det Parti, der førte en saglig Forhandling, altid blev det stærkeste, at Venstre skulde søge at undgaa Kamp. og at. hvis denne blev paatvungen Venstre, den da ikke skulde føres ind paa Reformerne

Da Venstre-Reformpartiet dannedes, stod vi frit i de enkelte Sager. Der var ingen, som angreb de 9 Medlemmer der ikke stemte for de 40.000 Kr til Fæstningen, men det forekommer mig da, at Dagsordenen, vi stemte imod, som politisk Spørgsmaal betragtet, kun var som en Draabe Vand mod de 40.000 Ar. til Fæstningen.

Folkethingsmanden udtalte sig dernæst om Skattelovenes Behandling :

Efter min Opfattelse havde vi staaet bedst, hvis vi havde fortsat som hidtil, sendt Toldloven op, som vi tidligere havde gjort, og ladet Brændevinsloven ligge, indtil vi kunde naa at faa Toldloven i Fællesudvalg. Viste det sig da, at Landsthinget ikke vilde byde en antagelig Toldlov i Lighed med Folkethingets Forslag, da var det Tid at tage Brændevinsloven frem til Forkastelse.

Var nu Toldlovforslaget, som Folkethinget davde vedtaget det, en fordøjet Brændevinsskat værd? Dette Spørgsmaal, mener jeg, moa besvares bekræftende.

I Folkethingets Forslag var der foreslaaet Ophævelse af Toldsatser til et Beløb af godt 6 Mill Kr. og Nedsættelser til Beløb af 4 Mill Kr , saa hele Indtægtsnedgangen blev 10 Mill Kr. Derimod blev der foreslaaet Toldforhøjeiser for Vin paa Flasker fra 50 Øre til 2 Kr pr Pot - thi det var ikke, som man ynder at fremstille det, alene Brændevinsskatten, der søgtes forhøjet - , og for Vin i Fustager fra 10 til 20 Øre pr Pd.

Endvidere foretoges en stor Forhøjelse af Tolden paa Tobak, paa Silke og paa andre saakaldte Luksusartikler, saa at den samlede Fordøjelse ialt udgjorde ca 3½ Mill Kr , og den virkelige Nedsættelse paa hele Toldloven blev altsaa 6 a 7 Mill. Kr.

Men det havde desuden tidligere været Forudsætningen, at samtidig med at Brændevinsskatten forhøjedes, skulde der lægges en Stempelskat paa den Vin, der tilvirkes af Brændevin her i Landet; og var det sket, var man virkelig blevet enig om, at Statskassen kunde taale en mindre ukompenseret Nedgang i Toldindtægterne, samt at Hovedparten af Nedsættelserne paa Toldloven skulde dækkes gennem en Stempelskat paa indenlandsk Vin og gennem en forhøjet Brændevinsskat, da vilde den sidste ikke, som almindelig paastaaet, blive 4 Øre pr. Pægl, men kun 2 Øre pr. Pægl.

- Folkethingsmanden sluttede med at udtale:

Vi fire, der stemte imod Dagsordenen, stod ikke alene. Folkethingets Formand var med os, og Jungersen, der var fraværende, var ogsaa med os.

Det er ikke noget Princip, der skiller os fra Reformpartiets øvrige Medlemmer, men kun et taktisk Spørgsmaal.

En Ikke-Vælger traadte - efter Opfordring af Kredsens Vælgere - frem for at angribe Folkethingsmanden for hans Stilling til Dagsordenen.

Men "Ikke-Vælgeren" havde ikke synderligt Held med sig og gavnede i hvert Tilfælde ikke Folkethingsmandens Modstandere.

Mødet sluttede med et kraftigt besvaret Leve for Folketingsmanden.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 11. juni 1900).

Berthelsen tabte ved valget i april 1901. 

Om J. Berthelsen (Skalborg),

der døde i Forgaars, 82 Aar gl., skriver "

Aalb. Stiftst." :

Berthelsen-Skalborg, som hans Navn blev i offentlig Omtale, levede i mange Aar her paa Egnen. Han var en Bondesøn fra Alstrup i Hjørring Amt, blev 1875 Eksam. juris og Sagførerfuldmægtig i Aalborg, men var samtidig Forpagter af Lerup Præstegaard, 1878-92 Forpagter paa Kyø og derefter i en Aarrække Ejer af Skalborggaard. Han var en dygtig Landmand og fik noget ud af sit Virke, bistaaet af en udmærket Hustru, der forlængst er død.

Han havde en anden stor Interesse, han blev Halvrimmenkredsens Folketingsmand 1876 og sad fast, oftest valgt uden Modkandidat; Berthelsen var moderat Venstremand, men brød med Bojsen 1894, da Forliget skulde sluttes, og meldte sig ind i Reformpartiet. Her var han og Jensen-Bælum blandt de fire Folketingsmænd, der i Anledning af Dagsordenen om Brændevinsskatten i Foraaret 1900 gik imod Partiet. Hans Modstandere i Kredsen benyttede denne Situation til at træde stærkt frem imod Berthelsen, og støttet af Vilh. Lassen besluttede man at opstille en Modkandidat af mere radikal Farve, og hertil udpegedes Gaardejer Carl Sørensen, Øland, som blev valgt.

Berthelsen udstykkede en Del af Skalborggaard og fortsatte Gaardens Drift, indtil han for en Del Aar siden solgte Ejendommen og bosatte sig i København, hvor en Datter har styret Huset og været sin Faders Opmuntring siden. En Søn er Ejer af Sohngaardsholm.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 9. december 1925).

Berthelsen solgte Skalborg i 1908. I den forbindelse havde han nogle kontroverser med karlene på grund af afregningen. Den i artiklen omtalte datter kan være Margrethe Sophie Berthelsen (1879-1955) som i 1902 blev gift med praktiserende læge på Frederiksberg Christian Frederik Neergaard (1868-?)

Ida Vilhelmine Marie Berthelsen f. Faaborg. f 10 febr 1856 paa Christianshavn, d. 5 juli 1918 i København. Proprietær og folketingsmand J. Berthelsen Skalborg f. 7 febr. 1844 d. 7 decbr. 1925. Gravsted på Vestre Kirkegård. Han blev begravet fra Nordre Kapel. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Marcus Rubin og Forholdstalsvalgmaaden. (Efterskrift til Politivennen)

Markus Rubin var radikal venstremand. Han var tilhænger af forholdstalsvalg i en modereret form hvor Folketinget fik 136 medlemmer, 85 valgt som før, 51 ved forholdstalsvalg:

Skal Forholdstalsvalgmaaden indføres?

En Enquête.

I. Generaldirektør Marcus Rubin.

Resultatet af Folketingsvalgene har paany - og i højere Grad end nogensinde tidligere - henledet Opmærksomheden paa den nugældende Valgmaades uheldige Egenskaber. Da tilmed Spørgsmaalet om Anvendelsen af Forholdstalsvalgmaaden ved politiske Valg i Forvejen er draget frem i Forgrunden ved Forhandlingerne om Forfatningens Revision, har "Nationaltidende" ment, at det vilde være at betydelig Interesse, at Spørgsmaalet blev belyst gennem Udtalelser af fremtrædende Personligbeder, der staar udenfor aktiv Politik. Vi har derfor henvendt os til en Række landskendte Mænd i forskellige Samfundsstillinger og af forskellige politiske Anskuelser og bedt dem udtale deres Mening om Betimeligheden al Forholdstalsvalgmaadens Indførelse ved Valg til Rigsdagen. Og det er os en Glæde at kunne meddele, at vor Henvendelse er bleven mødt med Forstaaelse og Sympathi, ikke blot hos politiske Meningsfæller, men lige saa fuldt hos Mænd, der nærer andre Ankuelser, end dem vi kæmper for.

Vi indleder i Dag den interessante Enquete med følgende Udtalelse af Generaldirektør Rubin :

Hvorvidt man bør indføre Forholdstalsvalg maa i et givet Tilfælde besvares praktisk. Jeg veed, man i saadanne Forhold plejer at begynde fra den modsatte Ende for saa tilsidst at naa til, at "de praktiske Vanskeligheder overvinder vi", men der er en saadan Afstand mellem en Reform "i Almindelighed" og dens Projicering ned i det virkelige Liv, at det kan have sin Fordel en Gang at begynde med Vanskelighederne.

Først maa man have en god Methode. Ved sidste Borgerrepræsentantvalg fremkom der et for den umiddelbare Betragtning stødende Resultat, og det bør helst undgaas. Vil man sige, at om hin eller denne Methode glipper i en Enkelthed, har mindre at betyde, saa er dette ikke rigtigt. Kravet paa Retfærdighed skærpes, netop naar man opstille et udtænkt Retfærdighedsapparat, Manglerne støder mere; saadan er ogsaa det teknisk fine Værktøj mere omtaaligt end det grove.

Selv om Methoden er god, kan den saa bruges til Rigsdagsvalg? Ja til Landsthinget, men kun delvis til Folkethinget. Man kan ikke for Folkethinget opgive den personlige Forbindelse mellem Kredsen og Repræsentanten, den har sin historiske Ret, og den har sin naturlige. Selv om Folketingsmanden ene skal stemme efter sin Overbevisning, udelukker dette paa ingen Maade hans Ret til at søge fremmet eller hæmmet, hvad der særlig kan gavne eller skade hans Kreds. Om Enkeltinteressen bør vige for Helhedens, er noget andet, men det kan i hvert Fald ikke afgøres, før man ved, hvor meget der staar paa Spil til Gavn eller Skade for Enkeltinteressen, og her er det naturligt, at denne har en Repræsentant med Evne og Villie, d. e. Indsigt i, hvad det drejer sig om, Lyst og Mandat til at virke derfor. En stor Rolle spiller det tillige, at en Kreds har Kendskab og Tillid til en Repræsentant som Person. En af det repræsentative Systems nødvendige Mangler er, at mange Tusind skal repræsenteres af én, men jo mindre abstrakt man kan gøre denne Repræsentation, des bedre. En Liste, fabrikeret i et Hovedkvarter for hele Landet, er en Uting.

Selv om nu Valgene til Landsthinget ogsaa hidtil har været lokalt bestemte, saaledes at endog Landsthingsmanden skal bo i Valgkredsen, har dog et forholdsvis ringe Antal Valgkredse, det uensartede Vælgerkorps, de indirekte Valg og Valgene efter Lister traditionelt skabt et langt løsere Forhold mellem Vælger og Valgt end i Folkethinget. Det vil derfor ikke her føles som et Brud eller en Mangel af Betydning, om det Antal Landstingsmedlemmer, som Befolkningen stal vælge, vælges efter Forholdstalsvalg, der foregaar indenfor faa Kredse, bestemte efter Landets geografiske Hovedlinier.

Hvis Folketingets Medlemsantal skal grundlovsmæssigt fastslaas, og hvis 5. Juni Grundlovens Tal, 1 Medlem for 14,000 Indb., skulle bibeholdes, maatte man efter Danmarks (inkl. Færøernes) nuværende Folketal have et Folketing paa 204 Medlemmer. Dette ønsker ingen. Forøger man derimod Folketallet pr. Kreds til 21,000, bliver det nysnævnte Medlemsantal altsaa formindsket med 1/ 3 og vi faar 136 Medlemmer, omtrent svarende til det Tal, man nu i Almindelighed regner med ved en Fornyelse. Hvor stor en Del heraf da skal henføres til Enkeltmandskredse, er en Skønssag, men at det maa være den største Del, anser jeg, ifølge de ovenstaaende Bemærkninger, for nødvendigt. En fuldt forsvarlig Enkeltkredsrepræsentation synes jeg vil opnaas ved at lade de 5/8 af de 136 Valg ske i Enkeltkredse. Disses Tal bliver da 85, der kun er en Fjerdedel mindre end det nuværende Tal, og 85 Kredse giver territorialt, hvad der er et væsentligt Moment, 1 Folketingsmand paa ca. 500 Cm2, folketalsmæssigt 3 Folketingsmænd paa ca. 100,000 Indbyggere. Det er, for at tage en Sammenligning, omtrent somme territoriale Forhold som for det engelske Underhus og folketalsmæssigt en dobbelt saa talrig Repræsentation som i England. Tilbage til Forholdstalsvalg vilde der altsaa blive 3/8 af Kredsene, 51.

Ved en Ordning af denne eller lignende Art turde der være taget alt det Hensyn til Hovedindvendingen mod Anvendelsen af Forholdstalsvalg til Rigsdagen herhjemme, som der med Rimelighed kan og bør tages. Og er saaledes "de praktiske Vanskeligheder" overvundne, saa er for mig Sagen klar, thi Rigtigheden af Forholdstalsvalgsprincippet er jeg ikke i Tvivl om.

Man har tidligere havt som Indvending, at Forholdstalsvalg var gode f. Ex. til raadgivende Stænder, for at alle Raad kunne høres, ikke til en besluttende Forsamling. Men for det første var raadgivende Skænder ogsaa besluttende, nemlig om hvilket Raad Forsamlingen (d. e. dens Flertal) skulde give - hvad der har haft stor praktisk Betydning - , for det andet er en besluttende Rigsdag ogsaa raadgivende, f. Ex. ved Henvisning til Regeringen ar Andragender, ved Vedtagelse af Dagsordener, m. m. Men fremfor alt er den raadslagende. Var den ikke det, havde vi jo ikke Rigsdage paa et halvt Aar og mere. Og selv om Beslutningerne tages efter Majoritet, og Partiparoler her hyppigst følges, vil enhver, der følger med offentlige Forhold, været klar over, al det ingenlunde er ligegyldigt, om der er en oppositionel Minoritet, der i Ord og Afstemning gør sin Mening gældende. Den virker i upolitiske Sager, den paavirker selv i politiske Sager Flertalsbeslutningerne, den giver Mulighed for Kompromis'er i Sager, om hvilke man ønsker samlet "et stort Flertal" for ikke at sige Enstemmighed. At man tilsidst maa stemme ja og nej efter Hoveder, ligger nu en Gang i, at ét ja og ét nej, saa lidt som ét Menneske kan fordeles, men Vægten i denne Sammenhæng beror ogsaa paa, hvad der er gaaet forud. Thi, om ikke andet, saa har de afvigende Meninger faaet Lejlighed til paa Thinge at fremkomme med deres motiverede Indsigelser, hvad der i og for sig er menneskeligt tilfredsstillende, og hvad der i ikke ringe Grad kan være baade af politisk og af real Betydning saavel strax som senere.

Den Indvending endelig, at man selv ved Forholdstalsvalg ikke kan hindre en absolut Vælgermajoritet fra at faa absolut Flertal paa Thinge - 50 Vælger af Parti A mod 20 Vælgere af Parti B og 20 af C vil ogsaa faa 5/9 af Mandaterne - er imødegaaet ved det nys fremsatte om Betydningen af Minoriteternes Repræsentation, selv om de ikke kan sætte deres Mening igennem.

Det repræsentative Systems Mangler er talrige, Alverden har dem paa rede Haand, man har kun ikke fundet noget bedre System. Men af alle Afhjælpninger er Forholdstalsvalgmaaden den, som gør mest Gavn, og den gør ingen Skade, thi ingen kan beklage sig over den. Hvorvidt rige og lærde skal have flere Stemmer end fattige og ulærde, kan man strides om, men at man, saa vidt gørligt, skal faa de stemmer repræsenterede, som nu en Gang er Aflagt de forskellige, kan man vanskeligt tvistes om. Man kan spørge, om en Primotenors Stemme ogsaa udenfor Operaen har mere værd end en Korists, men har de 3 Primotenorer og de 30 Korister en Ellevemandskomite, der skal beslutte om den fælles Hjælpekasse, vil dog ingen benægte Rimeligheden af, at Tenorerne mindst ved 1 Mand faar Lov til at lade deres stemme høre,

Marcus Rubin

(Nationaltidende 31. maj 1913, 2. udgave).

Landsforbud imod Alkohol?

- - -

Generaldirektør Marcus Rubin:

Spørgsmaalet om et Lovgivningsforbud mod al Produktion og Indførsel af alkoholiske Drikke herhjemme har jeg aldrig troet laa indenfor praktiske Muligheder, og jeg kan derfor paa en Studs ikke sige andet derom, end hvad enhver kan sige sig selv. Enhver saa voldsom Forholdsregel har for det første Chancen for at sprænges af tilvant Livsførelses Krav og derved give Anledning til den Demoralisation, som systematisk Lovbrud altid medfører. Men selv bortset herfra kan jeg vanskeligt tænke mig Berettigelsen af at berøve et helt Lands Indbyggere en maadeholden Nydelse for at forebygge Udskejelserne hos et lille Mindretal. Her er en Opgave for frivillig Paavirkning, ogsaa en Lovgivningsopgave i Retning af snarere at hæmme end at fremme Drikkeri ("Krobevillinger" etc. ), men fra lette sidste til et Forbud som det omhandlede synes der mig et afgørende Skridt, og jeg tror, som sagt, ikke, det er praktikabelt herhjemme. Vi er borte fra forrige eller forforrige Slægtleds Forestilling om, at den enkelte talsborgers Frihed er saa hellig og ukrænkelig, at det offentlige kun med den yderste Varsomhed maa gribe ind deri, men Kulbøtter til den modsatte Yderlighed kan let føre til Tilstande, der er uholdbare, fordi de er uudholdelige.

Marcus Rubin.

(Nationaltidende 13. august 1913, 2. udgave).

Kvinder og Valgret 1893. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesagen i Landstinget

Af: Johanne Meyer

Kvindevalgretsforeningen har Æren af, at Forslaget om kommunal Valgret for Kvinder blev indbragt i Folketinget i Aar, men den har ikke været heldigere end sine Forgængere. Netop med de samme Ord, hvormed Landstinget for 6 Aar siden satte Sagen ud af Verden, tog det ogsaa Livet af Forslaget denne Gang: "Da Landstinget fastholder den Formening, at det hverken er i Samfundets eller i Kvindernes Interesse, at der tildeles disse Valgret saa lidt som Valgbarhed, gaar Tinget over til det næste Spørgsmaal paa Dagsordenen”.

Det var Hr. P. G. C. Jensen, der havde paataget sig det fortjenstfulde Hverv at latterliggøre Landstinget; thi om end Kvinderne vilde have sat stor Pris paa dette lille Fremskridt i Mændenes Retfærdighedsfølelse, saa er det virkelig umuligt at lade være at briste i en hjertelig Latter over dHrr. Landstingsmænds barnagtige Angst for Kvindernes Indtrædelse som Medarbejdere i Kommunalraadet eller som stemmeberettigede Vælgere. Det forekommer os Kvinder, at Landstinget her bærer sig ad som Manden, der puttede sig ned under Bordet og sagde: "jeg skal nok vise, at jeg er Herre i mit Hus”. Det nytter ikke disse angstfulde Sjæle at kaste Opgaven fra sig. De naar kun at sætte sig selv udenfor Spillet. De burde hellere komme frem af deres Skjul, rulle Gardinerne op og kaste Blikket ud over Folkehavet, da vilde de se, at Isen er brudt, og de blaa Bølger vælder med Vaarens Kraft og driver de store Isstykker bort, medens Skumperlerne glimrer i Sollyset. Kvinderne er vaagne og vil paa Valgdagen lade de Landstingsmænd føle, at de nok selv véd, hvad der er i deres egen Interesse.

Det var dog ikke alle Landstingsmænd, der var enige med Hr. P. G. C. Jensen om at sætte Forslaget ud af Verden, thi der faldt mange gode og træffende Ord fra dHrr. Søren Jensens og Oktavius Hansens Side, og man havde en Følelse af, at de to Mænd dog kendte Kvindebevægelsen og ansaa Kvindens kommunale Valgret som en ganske selvfølgelig Ting. Derimod var Redaktør Jørgen Pedersen fra Odense, som dog stemte imod Jensens Forslag, ganske fremmed for, hvad der rører sig i Kvindernes Kredse, thi han betragtede Lovforslaget som et blot og bart Agitationsforslag, som det var uklogt at komme med. Hr. Jørgen Pedersen mente nok, at der kunde være nogle Smuler fra Mændenes rige Taffel i Kommunen, man burde kaste til Kvinderne, men at de vilde forlange Siddepladser i Kommunalraadet, dette kunde Hr. Jørgen Pedersen ikke i sine vildeste Drømme tro, at Forslagsstillerne virkelig havde ment.

Naturligvis greb Hr. P. G. C. Jensen med Begærlighed en saadan fed Bid og betonede stærkt, at disse gamle affældige Landstingsmænd dog heller ikke kunde anstrænge sig med at gøre Agitationsarbejde eller paatage sig at drøfte Lovforslaget for Folketinget, hvilket dette havde forsømt, idet Lovforslaget var gaaet lydløst gennem Folketinget.

Hr. Oktavius Hansen sagde et Par anerkendende Ord til Ministeren, der havde stillet sig velvilligt overfor Forslaget om Kvindernes kommunale Ret. Dette vilde dog Ministeren ikke have siddende paa sig, om det var, fordi det var Oppositionsmanden Højesteretssagfører O. Hansen der bragte ham disse anerkendende Ord, eller maaske fordi den højt ærede Minister følte, at hans Sympati i Virkeligheden var for svag til at modtage en saadan Ros, saa betakkede han sig i alt Fald for Æren.

Man enedes derfor alle tilsammen om at tage et beroligende Pulver i Lovforslagets Mangelfuldhed. Nemlig i dette - at tilsyneladende saa det ud som, at Lovforslaget omfattede den gifte Kvinde - men Gud være lovet! - selv om Ulykken skulde være sket, at der virkelig var blevet Flertal i Landstinget, som der var blevet det i Folketinget, saa havde dog alle Landstingsmændene deres Fruer i Behold, - thi den gifte Kvinde var og er heldigvis - umyndig.

Kvindevalgretsforeningen har nu gjort de samme Erfaringer som den liberale Vælgerforening, da den begyndte at arbejde: De kiggede efter Etatsraaderne og langede til de fine Navne i deres Næt; men da de skulde til at arbejde, slap alle de sine Fisk ud af Nættet, og de maatte til Arbejderne i Stedet.

Kvindevalgretsforeningen vilde i Sommer ikke følge med de kvindelige Arbejdere paa en Udflugt til Sverrig, fordi Højre maatte ikke se dem i de Rækker, hvor den røde Socialistfane vajede. Kvindevalgretsforeningens Hjerte var med de kvindelige Arbejdere, men de skulde paavirke Etatsraadinderne for den kommunale Valgret, og dens Bestyrelse har været i travl Bevægelse og privat talt baade med den ene og anden højere Frue. Men Resultatet? - Ikke Spor - ikke en eneste af Landstingets Højre lod til at være paavirket. Kvindevalgretsforeningen kunde saa roligt taget paa Udflugt sammen med de arbejdende Kvinder.

Thi kan man end sige, at Højre er baade blindt og døvt, saa har det dog en udmærket fin Følelse, naar det gælder sociale Fremskridt, saa selv om Valgretsforeningens Damer møder i deres stiveste Stads og taler sødt med Etatsraadinderne, saa véd disse dog godt, at de er Fremskridtskvinder, og at bag dem bryder den store Arbejderhær frem, som nu staar for Tur til at have et Ord med i Laget.

Det vil næppe skade os at hjælpe den Hær frem. Sejrer den, falder alle reaktionære Fordomme af sig selv.

(Hvad vi vil. 3. december 1893).

Dansk Kvindesamfunds formand Jutta Møller indbragte igen i 1895 forslaget om kvindens kommunale valgret til Rigsdagen. 10 højremænd havde lovet bistand, men igen standsede P. G. C. Jensen sagen med den begrundelse at forslaget hverken var i kvindens egen eller samfundets interesse. Forslaget blev - som også var drøftet i 1893 - ikke behandlet i Landstinget, og af de 10 højremænd var der kun 1 tilbage.

Valgene i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvigerne og Socialdemokraterne.

Bestyrelsen for "Vælgerforeningen for Nordslesvig" offenliggør følgende Valgparole:

"Valgdagen, den 15. Juni, gav os ikke det endelige Svar paa Spørgsmaalet om, hvem der skal repræsentere anden Valgkreds i den følgende Valgperiode. Den 24. Juni skal der derfor foretages Omvalg mellem de regeringsvenlige Partiers Kandidat Jebsen og Socialdemokraten Mahlke. Skøndt vi ikke have det afgørende Ord, hvad dette Omvalg angaar, da det frisindede Partis ynkelige Standpunkt i denne Kreds paa Forhaand har afgjort Valgets Udfald, finde vi det dog rigtigst at klare vor Stilling overfor vore Meningsfæller.

Vi føler os overbeviste om, at ingen dansk Mand under de foreliggende Omstændigheder vil stemme paa Jebsen, ikke blot fordi han har en betænkelig Lyst til at bevilge flere Soldater og større Skatter, men navnlig fordi han som Regeringens Tilhænger er medansvarlig for den nationale Undertrykkelse i Nordslesvig. Mahlke maa vi selvfølgelig betragte som et mindre Onde, baade fordi han eventuelt vil stemme imod Hærloven og imod nye Skattelove, og særlig fordi Socialdemokraterne offenlig har udtalt deres skarpe Misbilligelse af den nationale Undertrykkelse. Men da Socialdemokraterne, samtidig med at de er fremkomne med ret tilfredsstillende Udtalelser i den Retning, har begyndt en stærk og hensynsløs Agitation over hele Nordslesvig, endog i første Valgkreds, hvor den er fuldstændig udsigtsløs for deres Parti, kun kan skade os, gavne Regeringen og støtte Nordslesvigs Fortyskning, har de derved stillet sig selv i et saadant Forhold til den danske Sag, at vi bestemt maa anbefale vore Meningsfæller ikke at deltage i Omvalget.

Saa vidt os bekendt har de Frisindede ved Omvalgene besluttet at stemme paa den regeringsvenlige Jebsen, altsaa imod Socialdemokraten Mahlke. Det er det, "Vælgerforeningen for Nordslesvig" kalder "det frisindede Partis ynkelige Standpunkt'.

Og i samme Manifest, hvor dette siges, erklærer Vælgerforeningen, at heller ikke den vil stemme paa Mahlke. Men hvorledes kan dette være et godt og forsvarligt Standpunkt, naar de Frisindedes tilsvarende Holdning betegnes som ynkelig? Det er aabenbart en Forvrøvling af den gode Vælgerforening! 

Den følgende Forklaring er ikke bedre. Det indrømmes, at Socialdemokratiet har udtalt en skarp Misbilligelse af den nationale Undertrykkelse; men, siges der, vi vil alligevel ikke stemme paa dette Partis Kandidat, fordi det har drevet Agitation over hele Nordslesvig, ogsaa i 1ste Kreds, hvor Danskeren Johansen blev valgt!

Men de tyske Valg er jo netop indrettede saaledes, at Partierne i første Valgomgang har en moralsk Forpligtelse til at opstille Kandidater saa vidt muligt overalt, og de kan gøre det uden at træde andres Ret for nær. I første Valgomgang tæller hvert Parti sine Stemmer, og hvis ingen af Kandidaterne faar absolut Majoritet (altsaa et Flertal, der er større end samtlige Modstanderes tilsammen) finder Omvalg Sted mellem de to, der har flest Stemmer. Og først her, altsaa i 2den Valgomgang, der finder Sted paa Lørdag, kan de, der ikke kommer til Omvalg, stemme paa andre Partiers Kandidater uden at tilsidesætte deres eget Partis Interesse.

Bebrejdelsen mod Socialdemokratiets Agitation er saaledes i højeste Grad uberettiget og tilmed inkonsekvent, da de Danske selv har opstillet Kandidater i alle Slesvigs fire Kredse, skønt de kun havde Haab om at opnaa Valg i den ene. Men de vilde tælle de danske Stemmer, ligesom Socialdemokratiet vilde tælle de social demokratiske, og det sidste er vel lige saa berettiget som det første.

Nej, hele Manifestet er kun en dum Undskyldning. Faktum er, at de danske Slesvigere med Ligegyldighed vil se paa, at en Mand, der, som de selv siger, er "medansvarlig for den nationale Undertrykkelse i Slesvig", bliver valgt! Faktum er endvidere, at de indirekte er med til at fælde den Kandidat, som skarpt har misbilliget den nationale Undertrykkelse! For denne aldeles uforsvarlige Holdning laver Manifestet Undskyldninger, som vore slesvigske Brødre kun har liden Ære af. Og vi skal sige dem, at hvis Omvalget i 2den Kreds var kommen til at staa mellem en Dansker og en tysk Hærlovsven og national Undertrykker, da havde Socialdemokratiet aldeles utvivlsomt stemt paa Danskeren.

Men Sagen er, at de danske Slesvigere i større Grad er Estrupske Højremænd end danske Patrioter, og de har i dette Tilfælde som ofte før af deres Højrefanatisme ladet sig forlede til at svigte deres nationale Pligt! De vil naturligvis høste Tak derfor af Højrebladene, men alt, hvad der virkelig er dansk, frisindet og demokratisk her i Landet, vil ikke takke dem!

(Social-Demokraten 22. juni 1893).

De danske stemmeberettigede undlod i vidt omfang at stemme, og det blev den nationalliberale Jebsen som blev valgt.

Arbejderne trues! (Efterskrift til Politivennen)

Brede Klædefabrik.

Al den Usselhed, som karakteriseret Højre foran et Valg, gør sig ogsaa gældende ved det nu forestaaende Suppleringsvalg i Lyngbykredsen.

Paa Brede Klædefabrik har de valgberettigede blandt Arbejderne forleden faaet udleveret blaa Sedlen paa hvilke der er trykt Navn og Numer, som giver hver enkelt af disse Lønarbejdere en kontrolleret Plads i de Valgbaase, hvorfra der kun lyder: Stemmer paa Colding! Arbejderne skal med andre Ord tvinges til at stemme efter Fabrikens Ordre, stemme efter en Snor paa Højres Kandidat, eller - - 

Saaledes ser den Frihed ud, som Højres Ledere under Arbejderne. Klædefabriken køber ikke alene Arbejdernes Arbejdskraft, men deres politiske Overbevisning, og Valget gaar kun i Orden, fordi Arbejderne frygter Arbejdsløsheden.

Men hvis d'Hrr. Højremænd ad denne "ikke længer usædvanlige Vej" mener at kunne tvinge Arbejderne til det Slagtehus, hvor deres postliste Frihed skal ofres, tager de sikkert fejl. Vi opfordrer Arbejderne til at stemme uden de blaa Sedler og efter deres fri Overbevisning, og vi henviser dem til, at denne nye Raahed fra Højres Side vil blive gjort til Genstand for en Retsforfølgelse, da den saa aabenlyst som muligt er en Overtrædelse af Straffelovens § 113. Straffen for at antaste Valgfriheden (forhindre Nogen i at udøve sin Valgret eller tvinge ham til at stemme paa en vis Maade) kan andrage Forbedringshusarbejde eller Fængsel. Den sidstnævnte Straf er ogsaa anvendelig paa den, der gør sig skyldige i forsætlige Forvanskninger eller som køber en Andens Stemme.

Men Arbejderne, som altsaa ikke behøver at lade sig binde hverken af den ene eller den anden Slags blaa Sedler, af aftvungne Løfter eller tilbudt Frikørsel til Valgstedet, bør erindre endnu en Ting.

De bør erindre, at det, man vil have dem til at stemme for, er deres egen økonomiske Slaveri og deres politiske Umyndiggørelse. Forholdene fra Brede bekræfter det. Der har man det mest gennemførte Fabrikslaveri, som vel kan tænkes. Lønnen er gennemsnitlig ikke synderligt mere end 10 Kr. om Ugen. Kvinder og Børn slider ogsaa i Fabriklokalerne, og de sidstnævnte begynder ofte ved det fyldte 6te Aar, hvilket er en Overtrædelse af Fabrikloven, altsaa en ny Hensynsløshed mod Arbejderne. Man har saa oprettet en "Skole" for disse Fabrikbørn, det vil sige, man har bygget en Hytte et Sted i Skoven og lader en af Fabrikens Forvaltere oplære de Smaa en Gang imellem i en dygtig Mængde Bibelhistorie og den Menneskekundskab, som er nødvendig for at kunne blive brugbare Trælle i Kapitalens Trædemølle. Skolen er afspærret for Uvedkommende. De kunde jo ogsaa let fortælle om det, der helst bør være skjult i Hytten i Skoven,

Det er indlysende, at paa en saadan Domæne som Brede Klædefabrik er "Social-Demokraten" forbudt. Det viser ogsaa Højres Agtelse for Friheden. Folk, som i Efteraaret trodsede Forbudet, blev afskedigede.

Lad Arbejderne paa Brede og overalt i Lyngbykredsen erindre sig dette. Lad dem huske, at Højres Frihed er Friheden til at udbytte Arbejderne mens de fait trælle, og byde dem usle Krummer, naar de bliver gamle. Lad dem erindre sig alle Lars Jørgensen'erne rundtomkring og lad dem huske Stolpegaardsforholdene. De vil da ogsaa erindre, at det er Socialdemokratiet, der rydder op i alle disse Tilstande.

Og de vil mere. De vil selv række en Haand til at bryde Slaveriet. Lad Højremændene true med blaa Sedler og tilbyde fri Kørsel paa Tirsdag. Arbejderne vil rive Sedlerne i Stumper og gaa paa deres Ben til Valgstedet, naar de ved, at de derved kan stemme frit: mod det brutale og hykkelske kapitalistiske System.

(Social-Demokraten 3. januar 1892).

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Eksterieur, ejendom og gårdsplads. Brede klædefabrik. Hovedbygning.. 1904. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oluf H. Jørgensen (del 3): Folketingsvalgene 1895 og 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

1891-1897 medlem af Skanderborg Byråd. I marts 1892 opstillede han som folketingskandidat i Ribe Amts 2. kreds uden at blive valgt. Oluf H. Jørgensen blev valgt til Folketinget 9. april 1895 til 22. april 1896, men valget af ham blev forkastet. I stedet blev det gårdejer Jens Sørensen, Vitved, Skanderborg som havde siddet i Folketinget 3. januar 1879 til 20. april 1892 og altså igen 22. april 1896 til 16. juni 1903. I 1895 spaltedes Venstre - der havde absolut flertal i Folketinget siden 1872 - i Venstrereformpartiet og Det Moderate Venstre. I 1905 udskiltes Det Radikale Venstre, hvorefter Vestrereformpartiet og Det Moderate Venstre samledes i 1910 under navnet Venstre.

Betænkning i Anledning af Valg til Folketinget den 9de April 1895 for Skanderborg Amts 2den Valgkreds.

(Afgiven af Folketingets Udvalg for Valgbreves Prøvelse den 21de Marts 1896.)

Ifølge Udskrift af Valgbogen stillede der sig til Valg 2 Kandidater, nemlig Redaktør Oluf H. Jørgensen af Skanderborg og Gaardejer Jens Sørensen af Vitved Overgaard.

Efter at Gaardejer Sørensen var valgt ved Kaaring, begærede Redaktør Jørgensen skriftlig Afstemning, ved hvilken Redaktør Jørgensen valgtes til Kredsens Folketingsmand med 1,033 Stemmer, medens 1,021 Stemmer faldt paa Gaardejer Sørensen.

Af Udskrift af Valgbogen fremgaar blandt andet:

a) at Formanden, Borgmester Thiele, før den skriftlige Afstemning meddelte, at Listerne sluttelig vilde blive samlede paa Tribunen, og at Afstemningen der vilde blive afsluttet, medens det af Formandens medfølgende Erklæring ses, at Listernes Afslutning fandt Sted ved Tilførsel af Stemmer fra Valgbestyrelsens Medlemmer og Listeførerne i Valgbestyrelsens Lokaler paa Raadhuset, hvor 2 Vælgeres Stemmer afvistes stemme som for sent komne.

b) at Samlingen af Listerne ikke fandt Sted paa en Gang, som i Valglovens § 42 foreskrevet, men afgaves til Formanden efterhaanden, saaledes at den første Valg- og Stemmeliste blev afgiven til Formanden Kl. 4 3/4 Eftermiddag og den sidste Kl. 6½.

(Rigsdagstidende bind 48).

Aarhus, den 6. Maj.

Oluf Jørgensens Forhold til Højre.

I "Jyllandsposten" for Mandag læses:

Her maatte vi give Redaktør Oluf H. Jørgensen vore Stemmer, uden hvilke han ikke var bleven valgt. Det kneb med at bringe det Offer, men vi gjorde det. Efter Valget haanes vi nu for vor Godtroenhed i "Skdb. A. Av.", som lader os høre, at: Højre er i fuldstændig Opløsning, og at dette er det forhandlende Venstres Værk.

Hr. Jørgensens Valg er jo ikke godkendt, og maaske skal det gaa om igen her i Kredsen. Det fortælles, men jeg ved ikke, om det forholder sig saaledes, at Hr. Jørgensen efter det forrige Valg, da han stillede sig i Esbjerg og der fik Højres Stemmer, beklagede sig over, at han ikke havde kunnet blive fri for dem. Hvis han kommer paa Omvalg, bør han ikke faa Grund til at klage over, at Højre igen har stemt paa ham imod hans Vilje. Det vil ikke blive mange af os, som er dumme nok til at gøre det, og det maa haabes, at der da stiller sig en Højrekandidat, for at vi ved at samle vore Stemmer om ham kan vise, om Hr. Jørgensen, som han roser sig af, hor bragt os i fuldstændig Opløsning, eller om vi endnu tæller lige saa mange Stemmer, som forrige Gang.

En Højremand

i Skanderborgkredsen.

(Demokraten (Århus) 6. maj 1895).

Afgørelsen kom i marts 1896: Oluf H. Jørgensens valg blev kasseret af Folketinget. Oluf H. Jørgensen måtte altså igen gennemføre en valgkampagne fra april 1896, men blev ved omvalget ikke valgt. Til gengæld blev han hyldet ved en fest for hans 20 år ved Skanderborg Amts-Avis:

Olufsfesten i Skanderborg.

(Fra vor særlige Korrespondent)

Skanderborg, 25. Maj.

Festen i Lørdags heri Byen til Ære for Redaktør Oluf H. Jørgensen i Anledning af hans 20aarige Jubilæum som Redaktør i Skanderborg vor ligesaa imponerende som vellykket. Til Festmaaltidet i Haandværkerforeningen var mødt saa mange som Theatersalen og Scenen kunde rumme, ca. 400, og der herskede under Festen den hjærteligste og frejdigste Stemning, der varsler godt om Sammenholdet indenfor det forhandlende Venstre i Skanderborgkredsen.

Festkomiteens Formand. Grd. Leth Espensen, Godthaab, bød Velkommen ved Bordet og holdt Festtalen. Han mindede om, at de forløbne 20 Aar havde været en Kampens Tid for Redaktør Jørgensen; men ved Hjælp af sin Energi og kraftige Vilje var det lykkedes ham at gjennemføre adskillige Foretagender til Gavn for Byen og Egnen. Den sidste Valgdag tabte det forhandlende Venstre; men der vil atter komme en Sejrens Dag. 

Taleren sluttede med et Leve for Red. Jørgensen og overrakte denne en smagfuld Takadresse fra ca. 000 Vælgere, en smuk sølvvin kande med Inskription: "Fra Venner og Meningsfæller i Skanderborg Amts 2den Folkethingskreds" samt et elegant Gulduhr med Halskæde Uhret bar Indskriften: "Fra Venner og Meningsfæller. 1876-1896. Takadressen havde følgende Ordlyd:

"Undertegnede Vælgere i Skanderborg Amts 2den Folkethingskreds udtaler herved vor hjærteligste Tak og Paaskjønnelse af den betydelige, frugtbringende Virksomhed, Hr. Red. Oluf H Jørgensen i Skanderborg har udfoldet igjennem 20 Aars offentligt Arbejde i Skanderborg By og Omegn. Særlig talter vi ham for hans dygtige Redaktionsvirksomhed i Aarene 1876-1896 og tillige for den Energi, han har udfoldet baade i Fjor og i Aar som det forhandlende Venstres og Agrarernes Kandidat heri Kredsen ved de to afholdte Folkethingsvalg.

Idet vi beder Red. Jørgensen som Paaskjønnelse at modtage medfølgende Erindringsgave fra den store Kreds af Venner og Meningsfæller, han efterhaanden har erhvervet sig i Skanderborgkredsen, ønske vi af Hjærtet, at Hr. Jørgensen fremdeles i mange Aar maa være iblandt de virksomste til held for Frihedens Sag samt Folket og Fædrelandets Fremgang".

En udmærket Sang i jydsk Mundart af Chr. Sørensen (Thomaskjær) for Hædersgjæsten blev sungen og lønnet med begejstret Bifald, hvorefter Redaktør Jørgensen tog Ordet. Han var i høj Grad bevæget og kunde i Begyndelsen næppe faa Ordene frem for at takke. Uhret skulde minde ham om ikke at misbruge Tiden, men bruge den godt. For 20 Aar siden, da han kom til Skanderborg som ung Mand. havde hans Fader sagt de Ord til ham: "Bevar din Overbevisning. vær nøjsom og flittig". Om han havde været det sidste, maatte Folk bedømme, men han vidste, at han altid havde fulgt det første og kun fulgt sin Overbevisning. Derfor havde han faaet saa mange Fjender, som han havde; men ogsaa en saa stor Kreds af Venner. Dog havde han aldrig nogensinde befundet sig bedre end i Forhandlingspolitiken. Den var ikke den letteste at føre, idet den ikke var en saadan, der rev Masserne med sig, men den var saaledes, at den baade talte til Hjærtet og Forstanden, idet den var en Arbejdsomhedens Politik. Vi har lidt et Nederlag; men ikke af de slemme; thi heri Kredsen findes nu et kraftigt og besindigt Demokrati, over 1,000 bevidste Vælgere, der ikke vejres bort af Vinden. Et Leve for, at vort Parti næste Gang tager Kredsen (Stormende Hurraer og Leveraab for Taleren).

Efter en humoristisk Sang for Hædersgjæsten fulgte Talerne Slag i Slag. Landvæsenskommissær, Mølleejer Dam, Bodil Mølle, talte for Kvinden. Folkethingsmand og Lærer Nielsen, Jexen for en kraftig Agitation i Kredsen fra nu af til næste Valg. Leth Espensen, Godthaab, talte for de indbudte Gjæster: Landsthingsmand P. Bojsen, Redaktør, Folkethingsmand Neergaard, Bogtrykker Arnold Jørgensen. Horsens, Redaktør Sørensen jun., Silkeborg, og Folkethingsmand Kr. Jørgensen, Grumstrup. Derefter talte Chr. Sørensen, Ersholt, for "Skdb. A. Av.", P. Bojsen, Gjedved, for Sammenholdet mellem Redaktør Jørgensen og Kredsen, Fr. Christensen, Søballe, for en oplyst og velsitueret Husmands- og Arbejderstand, Redaktør Jørgensen for Kollegerne (Redaktørerne) og de fhv. Kolleger (Folkethingsmændene) samt for Vennerne i Skanderborg By. Husmand Ole P. Petersen, Mjesing, talte om den politiske Udvikling siden 1848 og takkede paa Husmændenes Vegne for Levet, medens Husmand Bechgaard fra Herschendsgave, talte for Redaktør Jørgensen som Tak for hans 20aarige Virksomhed, og Bogtrykker Arnold Jørgensen talte paa Pressens Vegne og takkede Jørgensen som en god Kollega.

De vægtigste Ord ved Bordet blev dog udtalt af Folkethingsmand Neergaard, hvorfor vi har gjemt dem til sidst:

Jeg vilde nødig, udtalte han, have undværet denne Fest, thi man mærker, at man er i en virkelig Vennekreds. De Reformerte og Socialdemokraterne siger nok, at de er Venner; men det er ikke længe siden, "Soc.-Dem." skrev, at de Reformerte havde forraadt Frihedens Sag og sveget deres Løfter til Vælgerne. Det eneste, de to Partier kan enes i, er Hadet til os. De kan enes i at slaa ned, men ikke i at skabe eller bygge op. Men jeg tror, at der indenfor det forhandlende Venstre er en Aand, der bærer os alle. Det er let nok at skabe et Partis men det store er at skabe et ensartet Parti, og dette er lykkedes ved Forhandlingspartiet. Jeg har den Overbevisning, at det forhandlende Venstre er en sund og god Repræsentation for det arbejdende Samfund i vort Land. Da det for et Par Aar siden førte an, da benyttede det allerførst sin Magt til at skabe bedre Vilkaar for det arbejdende Samfund. Det viste f. Ex. ved Gjennemførelsen af Alderdomsforsørgelsesloven og Fattigloven, at det ikke var bange for at lukke Pungen op til Fordel for de mindre bemidlede i vort Land. - Det gjælder om altid at lytte til de Krav, der lyder fra neden af. Hvis f. Ex. Gaardmændene vendte sig mod Husmændene og Arbejderne, da vilde det være det taabeligste af alt. Alle Partier vilde kun gaa til Grunde derved. De, der vil det gode, vil ikke Kamp mod de smaa, men Samarbejde til Held for Danmark.  Agrarpartiet er jo bleven udskreget som et byfjendtligt Parti; men læs dets Program, og De vil se, at det er en baade uretfærdig og usand Beskyldning. Der siges, at Agrarerne vil have Told paa Korn; men det er aldrig bleven knæsat af Agrarforeningen. Tværtimod har den udtalt sig derimod. Agrarerne vil ikke Byerne til Livs; de vil kun Ret for det arbejdende Samfund, hvortil de ogsaa selv horer, og deres Kamp bliver kun en Kamp mod Storkapitalen, mod Privilegierne og en Kamp mod dem, der arbejder for at faa Hadet til at blusse op fra neden.

Der er ingen Mening i, at den løse' Kapital heri Landet aaar fri for direkte Skat. I Kampen herimod og alle andre Privilegier maa enhver Kjøbstadmand kunne slaa Følge med Agrarerne. - Den gode Samstemning, der raader her i Dag, vidner om, at vor Dag vil komme. Det er lettere at rive ned end at bygge op, og Folk maa en Gang lære af de forhandlende, at det gjælder om at bygge op. Et Leve for et sundt og godt Reformarbejde i Fremtiden! Det er ligegyldigt, om de nuværende Partier gaar i Stykker - lad kun Partierne dø, naar blot Samarbejdet kan leve! Leve Reformarbejdet (Hurra! Neergaard leve!)

Ved Bordet blev afsunget endnu en Sang for Red. Jørgensen, forfattet af en 77 aarig Husmand i Mjesing, og oplæst to Lykønskningstelegrammer til Red. Jørgensen, et fra Beboerne i Hammel og et fra Venner i Kiøbenhavn. Desuden vedtoges det at afsende Telegrammer fra Forsamlingen til Folkethingsmændene Frede Bojsen og Folkethingsmand N. I. Larsen, det sidste for at takke Larsen for hans udmærkede Forsvar for Skanderborgvalgets Godkjendelse.

Efter Bordet spredtes Deltagerne rundt i Foreningens smukke, gamle Have, og efter en halv Times Forløb samledes alle paany i Salen omkring Punschebollerne.

Her gik det igjen løs med Taler og Sang. Redaktør Sophus Sørensen, Silkeborg, talte for Forhandlingspolitikens Sejr, Folkethingsmand Kr. Jørgensen, Grumstrup, for Agrarerne. Red. Jørgensen for Ungdommen, Slagteridireklør Lund, Skanderborg, for Jørgensen. P. Bøssen for Folkethingsmand Neergaard osv. osv.

Saavel Talerne ved Bordet som ved Punschesoldet lønnedes alle med Leveraab og Haandklap for deres Udtalelser, hvoraf man vil kunne forstaa, hvor fornøjelig Stemningen var under hele Festen Denne sluttede om Aftenen Kl. 10 ½ som sig hør og bør med fornyede Leveraab for Hædersgjæsten.

Der er ingen Tvivl om, at dette Vennemøde vil bidrage mægtigt til Sammenholdet indenfor del for det forhandlende Venstre i Skanderborgkredsen.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 26. maj 1896).

Kvinder og Valgret 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Rigsdagen

Landsthinget.

- - -

Kvindernes kommunale Valgret.

Højesteretssagfører P. G. C. Jensen anbefalede kort og godt at slaa Forslaget ihjæl ved følgende Dagsorden :

Idet Landsthinget fremdeles anser det for hverken at være i Samfundet- eller i Kvindernes Interesse, at Kvinderne faar Stemmeret, gaar det over til næste Sag paa Dagsordenen.

Der var ingen Grund til at give Kvinderne Valgret. Hvad skulde de med den?

S. Jensen fandt, at P. G. C. Jensens Afvisning var unødig brutal i Formen og lidt vel fraseagtig , Indhold. Der havde dog vist været Anledning til at tage den Sag til noget mere alvorlig Drøftelse. Det vilde blive til stort Gavn for vort offentlige Liv, om vi fik Kvinderne mere med. Vi fik næppe en forsvarlig Løsning paa det vanskelige og forargelige Prostitutionsspørgsmaal, for Kvinderne fik et Ord med at sige om den Sag. Vor Fattigpleje vilde vinde enormt ved, at Kvinderne kom med - ikke alene som valgberettigede, men ogsaa som valgbare.

Taleren vilde stærkt fraraade at behandle Kvinderne saa brutalt og lidet værdigt for Mændene.

P. Bojsen var forbavset over, at man siden Forliget kunde falde paa at behandle et Forslag saa haardt og afvisende. Var det Forhandlingspolitik? Det var jo den gamle Tone fra Provisorietiden.

Det var nemt for Mand at vedtage, at det ikke var i Kvindernes Interesse at faa Valgret. Men det betøb jo intet. Det var jo ingen Grund, men et rent og start Postulat. De Kvinder, som vilde faa Valgret, vilde baade i By og paa Land komme i de højestbeskattedes Lejr. Det vilde jo saaledes blive de konservative Interesser, som fremmedes.

Naar den Sag blev afvist, var det af Fordomme og Bornerthed. Om 100 Aar vilde man se med et Smil paa den Dumhed, som nu vilde holde Kvinderne ude.

Oct. Hansen fandt, at det var baade uforsvarligt og næsten komisk, hvis Landsthinget slet ikke vilde eller turde drøfte det.

P. G C. Jensen vilde spørge om, hvorfor Landsthinget skulde beskæftige sig med det, som først skulde realiseres om 100 Aar. Landsthinget afviste den Sag, fordi det ikke gav sig af med ørkesløse Forhandlinger.

Lærer S. Jensen vilde gjærne vide, hvad Højesteretssagføreren mente med ørkesIøse Forhandlinger? Det behøvede de jo ikke at blive.

P. G. C. Jensen værgede ikke S. Jensen et Svar. men lod Oct. Hansen vide, at mange af dem. som havde stemt for Forslaget i Folkethinget, kun havde gjort det for at blive fri for det og overgive Landsthinget det til Exekution.

Oct. Hansen: En saadan Insinuation turde jeg ikke udslynge mod Medlemmer af det andet Thing. (P. G. C. Jensen: Ha ha ha!).

Efter Forslag af Oppositionen foregaar Afstemningen ved Navneopraab. P. G. C. Jensens Dagsorden vedtoges med 31 St., imod stemte 19, 5 sagde: Stemmer ikke. Resten var fraværende.

(Bornholms Tidende 17. december 1895).

Kvindesagen paa Rigsdagen 1895-96

- - -

Kvindesagen har selvfølgelig delt Skæbne med saa mange andre gode Sager i den sidste Rigsdagssamling, den Samling, som ogsaa Kvinderne fra først af saa hen til i Haab om, at de lovede „Forhandlinger” skulde føre til eet eller andet Resultat. Af Sager, som havde speciel Interesse for Kvinderne, nævner vi først Lovforslaget om kommunal Valgret for Kvinder, indbragt den 26. Oktober 1895 af Harald Holm og Højmark. Lovforslaget, hvis Ordlyd er:

"Valgret til Rigets kommunale Repræsentationer tilkommer de Enker og andre ugifte Kvinder, som hidtil deres Køn alene har udelukket fra den omhandlede Rettighed, men som iøvrigt fyldestgøre alle lovbestemte Betingelser for Udøvelsen af samme,” behandledes i Folkethinget 25. November, 30. November og 4. December og vedtoges med en mindre Ændring med 56 Stemmer mod 2 (Scharling og Bramsen) *). Men ved sin Ankomst til Landsthinget blev det som bekendt øjeblikkelig - uden Forhandling - nedsablet af den drabelige Hr. P. G. C. Jensen, hvis motiverede Dagsorden, at det "hverken er i Samfundets eller Kvindernes Interesse” at faa denne Sag gennemført, vedtoges med 31 Stemmer mod 19. Mon Hr. P. G. C. Jensen virkelig aldrig har læst Historie? Har han aldrig læst om Kampen for Negerslaveriets Afskaffelse? Har han aldrig læst, at ganske de samme Udtryk den Gang benyttedes som Argument imod at frigive Negrene. Sydstaterne forsikrede - og gik i Kamp for - at det hverken var i Samfundets eller Negrenes Interesse at frigive dem. Sydstaterne tabte, Negrene frigaves, og det har vist sig, at dette netop var baade til Samfundets og Negrenes Gavn - rent bortset fra, at det var en Retfærdighedshandling, som ingen kunde benægte. Og her i Evropa, hvor blev her ikke i den første halve Del af Aarhundredet raabt paa, at det hverken vilde være i Samfundets eller Borgernes Interesse, at disse fik politisk Frihed. Saa kom Friheden - til Trods for Reaktionen - fordi Tiden var der, og nu eksisterer det Spørgsmaal slet ikke, hvor vidt det har haft Betydning for Samfundet og Borgerne, thi nu bestaar Samfundet af disse politisk fri Borgere, som selv har overtaget Ansvaret for, i hvilken Retning Samfundsudviklingen skal gaa. Nu i Slutningen af Aarhundredet kommer Kvinderne og gør opmærksomme paa, at de er Borgere, lige saa vel som Mændene, at de hører med til Samfundet, at Samfundet trænger til dem, trænger til det særlig kvindelige - om man vil: "det moderlige”, som hver Kvinde jo dog i Virkeligheden repræsenterer. Men Hr. P. G. C. Jensen forsikrer paa Samfundets Vegne, at dette befinder sig saare vel og trænger aldeles ikke til noget moderligt Tilsyn, det vilde slet ikke være i "Samfundets Interesse”, hverken i de fattiges, de syges, de forældreløses, eller Skolebørnenes Interesse, om den kvindelige Indflydelse kom til at gøre sig gældende. Det er et stort Ansvar, han herved paatager sig, tusinde Gange større, end om han blot berøvede et enkelt af de mange smaa Hjem dets Moder.

At han saa sikkert ogsaa ved, at det ikke vilde være i "Kvindernes Interesse”, er jo kun til at smile ad. Mon dog ikke Kvinderne bedst selv ved, hvilke Interesser, der er deres?

Men, som sagt, Kvinderne har læst Historie, og de har forstaaet at uddrage den Lov deraf, at alt, som i sig selv er retfærdigt og gavnligt, og som derfor er til Fremhjælp for Samfundet, det kommer, naar Tidens Fylde er der - til Trods for alle de P. G. C. Jensen'er, som alle Dage med Hænder og Fødder har værget sig imod alt nyt, i den Tro, at Verden vilde gaa ud af sine Fuger, hvis det ny fik Lov at komme.

Og hvad er der ved dette ny, som D'Hrr P. G. C. Jensen'er er saa bange for? Ja vi ved det nok. Det er Hjemmenes Opløsning, de som et Skræmmebillede holder op for de tvivlende Sjæle. Men hvor kan det være, at man aldrig tænker paa at raabe: Vagt i Gevær! overfor den "Hjemmets Opløsning”, som foraarsages af ørkesløs Tidsfordriv, pjankede Visiter og den tomme - tomme Selskabelighed. Mon virkelig den Husmoder, der lader Amme og Barnepige, Stuepige og Kokkepige om at bygge Hjemmets Dagligliv op og lede Børnenes første vanskelige Skridt, for selv at kunne hengive sig til sine Toiletter og sin Selskabelighed, mon hun er mere værd, end den Husmoder, hvis bedste Interesser samler sig om alt, hvad der hører Hjemmet til - og som derfor - og det er netop Sagen - som derfor ogsaa har Hjerte for og Forstaaelse af, hvad det større Samfund og alle dets Stedbørn trænger til. Det er ikke Pjankerne, der have Interesse af de fattige, de syge og Børnene, men det er de alvorlige Kvinder, det er dem, hvoraf der bliver de bedste Mødre. Saa naar Hr. P. G. C. Jensen taler om, hvad der er "i Samfundets og Kvindernes Interesse”, saa maa man tro, at han blandt Kvinderne kun kender Pjankerne - og ikke de alvorlige Kvinder.

- - -

(Kvinden og Samfundet nr. 5, 1896. Uddrag).

Se også særskilt afsnit med nekrologer over P. G. C. Jensen på denne blog

Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I

Sundbyernes Lyksaligheder

De Ulæmper, Sundbyerne lider under, er af en meget væsenlig Natur og strækker sig fra Belysningen af Vejene, disses Anlæg og Vedligeholdelse lige til Kommuneskolerne og Skatteansættelsern o. s. v., og vi skal her fremdrage enkelte Eksempler.

Belysningen er overmaade slet, idet kun Hovedlandevejen, Amagerbrogade, der skærer tværs gennem Sundbyerne, er oplyst ved Lygter, og det endda kun paa den ene Side af Vejen. Selv offenlige Veje som Øresundsvej og Thingvej bliver ikke af Kommunen forsynet med Belysning.

Som Følge heraf ligger samtlige øvrige Gader og Veje - ca. en snes Stykker - i fuldstændig Mørke, naar undtages de Steder, hvor Beboerne selv har Raad til at sørge for Belysning. De vælger i saa Fald for hver Gade eller Kvarter en Lygteformand, der indkræver det de paagældende Beboere frivilligt paalignede Beløb og for Resten varetager det fornødne.

Dette Arrangement er selvfølgelig dog meget tarveligt, og det er derfor forbundet med stor Vanskelighed - ja ligefrem livsfarligt - en halmørk Vinteraften at færdes paa Sundbyernes ubelyste og slet vedligeholdte Gader og Veje.

Gadernes Forfatning er med Undtagelse af Amagerbrogade ligesaa slet som Belysningen. Uden Makadamisering, med Fordybninger, Huller, Grøfter og lignende Mangler ligger de fleste af dem ved Regnvejr i et Morads og ved Snefald spærret med store Snedriver, der gør dem upassable baade for Voksne og Børn.

Enkelte af Gaderne ligner ligefremme Lossepladser. Saaledes f. Eks. Jakobsgade og Dyvekestræde. Paa en Strækning af disse er der i de sidste Dage tilført en Del Affald af alt muligt: Murstensbrokker, Grus, Aske, o. s. v., der opfylder Midten af Gaderne.

Køhlersvej, hvortil flere Gader udmunder, er i en ligefrem skandaløs Tilstand. Den udgaar fra Amagerbrogade, og her er den bekendte Svovlsyrefabrik beliggende, hvorfra udsendes modbydeligt stinkende Afløbsvand, ætsende Dampe og en tyk Kulrøg, der indhyller det omliggende Kvarter i sit sværtende Favntag. Beboerne har flere Gange indgivet Klager over Ulæmperne ved denne Fabrik, hvis Beliggenhed er uforenelig med et tæt befolket Strøg, men Fabriken fortsætter stadig uanfægtet sin Virksomhed.

Langs Vejen løber en meget dyb Grøft, der om Sommeren er fyldt med boblende Mudder, om Vinteren med Snesjap. Her er det utrolige sket, at et Par Mennesker er druknet. Vejens Makadamisering er lige farlig for Fodgængere som for Køretøjer. De første 1000 Alen af Vejen er forsynet med et Fortov, der er fyldt med et for et offenlig Vejanlæg ganske mærkeligt Materiale, nemlig Aske og Kokesaffald. Ved det mindste Vindpust hvirvles Asken i Vejret og fylder Luften med tætte Støvmasser.

Østergade er vel i en Strækning af et Par Hundrede Alen - fra Kirken til Præsteboligen - bleven paafyldt og sat i passabel Stand, sandsynligvis af Hensyn til Præstens Bekvæmmelighed. Men her er Arbejdet standset med en brat Nedsænkning til den følgende lavere liggende Del, særlig farlig om Aftenen for ulokaliserede Kørende, og Resten af Vejen faar saa skøtte sig selv.

Og som disse Veje saaledes er ogsaa alle de andre.

For Enden af Østergade ligger en anden af Sundbyernes Ubehageligheder, den saakaldte Lergrav. Det er et Overdrev paa godt og vel et Par Tønder Land, af Størrelse omtrent som de grønne Plæner ved Frederiksborggade. Der er tidligere fra dette Stykke sket store Udgravninger af Ler og Grus, indtil det i 1882 af Sogneraadet solgtes til et Firma, der her bl. a. anlagde et mindre vellugtende Deflorering en Kludefabrik. Angaaende Salget af dette Overdrev har der for øvrigt i flere Aar været ført Proces mod Storbønderne i Sogneraadet. De mindre Grundbesiddere ved Stedet formener nemlig at have Ejendomsret til Overdrevet og anser som Følge deraf Salget for ulovligt.

Dette Overdrev har siden Salget faaet en Anvendelse, der er aldeles uforlignelig med et bebygget Kvarter. Fabrikken paa Køhlersvej anvender til Fremstillingen af Svovlsyre deet saakaldte Svovlkis, og Affaldet heraf - der har Lighed med en Slags røde Skærver - er siden 1882 bleven henført og aflæsset i Grusgravene. Der er Tale om noget som en 4000 Læs aarlig, hvilket i Løbet af de 6 Aar altsaa giver ikke mindre end ca. 24.000 Læs Svovlkis-Affald, og hele det store Areal er i en Højde af 2-3 Alen opfyldt med dette ubehagelige slof, der ved Paagydning af Væde lædsker som Kalk. De store Vandsamlinger, der har dannet sig mellem Dyngerne, er meget stærkt farvede, enten dybblaat, mørkerødt eller okkergult.

Da Kvarterets Brønde ikke er borede, men gravede, og saaledes samler indsivende Vand, er det klart, at denne uhyre Affaldssamling i høj Grad indvirker paa Brøndvandet. I regnfulde Somre og i det hele taget ved megen Nedbør siver Vandet gennem svovlkisen, optager dennes skadelige Bestanddele, synker videre gennem Jordlaget og siver til Slut ind i de omliggende Brønde, hvis Indhold ofte er farvet fuldstændig rødt.

Der kan ingen Tvivl være om, at dette maa gøre Brøndvandet utjenligt til Drikke og altsaa er skadelig for Beboernes Sundhed. Og da der ytrer sig en hæmmende Indflydelse paa Omegnens Vegetation er det uforstaaeligt, at den stedlige Sundhedskommission hvori Birkedommeren indtager Forsædet, ikke har anvendt sin Myndighed paa dette Omraade, inden det inficerede Drikkevand fremavler en Epidemi.

Hvad Skolevæsenet angaar opfylder det aldeles ikke de Krav Sundbyernes store Befolkning er berettiget til at stille til Undervisningen Der findes kun et Par offenlige Kommuneskoler, deriblandt Centralskolen paa Østergade, der efter Forlydende blev bygget ca. 10,000 Kr. for dyrt. Da de er fuldstændig overlæssede med Børn og Undervisningstiden kun er i Gennemsnit ca. 2-3 Timer daglig, er den Kundskab, de kan bibringe Eleverne, selvfølgelig meget overfladisk.

Der findes vel flere Privatskoler, men da Betalingen her er indtil 9 Kr. pr. Maaned, kan de kun søges af de mere bemidledes Børn. Mærkeligt nok yder Kommunen Tilskud til disse private Betalingsskoler i Stedet for at anvende sine Midler til en mere fyldestgørende Undervisning de offenlige Skoler.

Skatteligningen foregaar efter Sogneraadets vilkaarlige Skøn. Skatteprocenten er forholdsvis høj og enhver bosiddende uden Undtagelse bliver sat i Skat. Der kan vel gøres Indsigelse, men det er ikke altid, denne tages til Følge, og at Klager desangaaende kan indgives til Amtsraadet og Indenrigsministeriet, er noget, der ikke er almindelig bekendt.

Til stor Skade for Kommunen er desuden den Bestemmelse, at enhver, der ikke 4 Maaneder af Aaret har personligt Ophold i Kommunen, bliver fritaget for Skat dér. Dette kommer navnlig de store velhavende Fabrikanter og Forretningsdrivende til Gode, der har deres Fabrikanlæg og lignende i Sundbyerne, men holder fast Bopæl i København.

Hvor vilkaarlig skatteligningen er, fremgaar eksempelvis af, at en Arbejder, der opgav sin aarlige Indtægt til 900 Kr., blev sat i en aarlig Skat af 10 Kr., medens paa samme Tid andre Beboere af en lignende Indtægt kun svarede 6 Kr. Ejeren af det Hus, hvori Arbejderen boede, [og] hvori der var 8 Lejligheder, var [der] imod kun sat i en aarlig skat af []

(Social-Demokraten 18. november 1888).

En ukendt fotograf tog i 1913 dette foto af Østergade, nu Frankrigsgade. Til højre Frankrigsgade 51, til venstre Frankrigsgade 86. Selv om det er taget 25 år efter artiklen ligner beskrivelsen i artiklen til dels stadig.

Østergade skiftede ved kommunesammenlægningen i 1901 navn til Frankrigsgade.

II.

(Sidste Artikel.)

Sogneraadsvalg.

Sundbyerne paa Amager er paa Veje til at blive meget stærkt befolket, for Øjeblikket er Indbyggerantallet saaledes ca. 13,000.

Sundbyerne hører i kommunal Henseende under Taarnby og ledes efter Reglerne for Landkommunernes Styrelse af et Sogneraad - en meget primitiv Ordning for et saa tæt bebygget og omfangsrig Bydel, der paa Grund af sin Størrelse og øvrige Betingelser nærmest burde have Rang som en Købstad og styres som en saadan.

Hvor nemlig tidligere Gulerødder og Kaalhoveder var dominerende, er der i det Hele taget i de senere Aar opvokset en Bydel, der som en ligefrem Forstad til og tæt sammenvokset med København har et vist Krav paa at blive indlemmet som en Del af Hovedstadens Kommune og derved nyde de Fordele dette Arrangement vilde medføre.

Den nuværende landlige Ledelse af Sundbyerne gennem et Sogneraad er altsaa i højeste Grad uheldig for Sundbyerne, hvilket viser sig ved enhver Lejlighed, særlig da Sundbyernes Befolkning hovedsagelig bestaar af Arbejdere. Disses Interesser falder ikke sammen med eller er bleven paaagtet af de hidtilværende Sogneraad, hvis Medlemmer udelukkende bestaar af Taarnbys Storbønder samt en enkelt Forretningsdrivende.

Saalænge indtil det Tidspunkt indtræffer, da Sundbyerne forhaabenlig sammenlægges med Hovedstaden, nødes Beboerne imidlertid til at tage Situationen som den er og efter bedste Evne virke for en Forbedring af det nuværende Forhold.

Og der kan handles.

I de nærmeste Dage stal der være Sogneraadsvalg i Taarnby Kommune.

Sogneraadet bestaar af 11 Medlemmer. Der vælges skiftevis hvert 3die Aar 6 og 5 af disse - denne Gang de 5.

Stemmeberettiget til dette Valg - altsaa paa de 5 - er samtlige Beboere af Sogneraadet, der er fyldt 25 Aar, og som i det foregaaende Kalenderaar, under hvilken som helst Benævnelse, har udredet deres Bidrag, det være sig i Penge, Naturalier eller Arbejde, til Kommunen.

Det gælder altsaa her for Beboerne af Sundbyerne om, i Stedet for Storbønderne at sætte Mænd ind i Sogneraadet, der enten er Arbejdere eller har Arbejderinteresser og vil virke for Sundbyernes berettigede Krav.

Og de mindre bemidlede Beboere af Sundbyerne har saa meget mere Grund til denne Gang at være agtsomme og deltage i Valget, som det vil vare 6 Aar inden de atter kan udøve deres kommunale Vælgerret.

Til Valget om 3 Aar paa de 6 er nemlig kun den Femtedel af Kommunens Beboere stemmeberettiget, der i det foregaaende Kalenderaar har udredet det højeste Bidrag til de paa Hartkorn og efter Formue og Lejlighed paalignede Kommuneafgifter.

Alene denne mærkelige Valgmande viser, hvor uheldig Sundbyernes Sogneraads Administration er. En Femtedel - altsaa en ubetydelig Minoritet af Beboerne - er paa Grund af deres Pengesæk berettiget til ikke alene at besætte de 6 Pladser i Sogneraadet, men kan ogsaa deltage i Valget paa de andre 5. Det store Flertal af Beboerne - de mindre bemidlede - maa derimod kun stemme hvert 6te Aar paa de 5.

Intet Under, at et saaledes sammensat Sogneraad hidtil udelukkende har varetaget Hartkornsejernes Interesser og forsømt den tarveligere Befolknings.

Sætter Arbejderne og de smaa Næringsdrivende denne Gang deres Repræsentanter ind i Sogneraadet, kan dette imidlertid hidføre en væsenlig Forandring, og der rettes i hvert Fald derved stadig en virkningsfuld Protest mod den nuværende Slendrian.

* * *

Til Sogneraadsvalget, der finder Sted den 23. ds. i Ny Kro, er der af den socialdemokratiske Arbejderforening opstillet følgende Kandidater:

Tømrer P. Engel,
Tømrer J. Jensen,
Snedker P. J. R. Petersen,
Detailhandler J. Svendsen, og
Skomagermester Henriksen.

(Social-Demokraten 20. november 1888).

Til Valgstedet.

Paa Vejen gennem Sundbyerne uddeltes i Gaar Formiddags Stemmesedler fra de forskellige Partier. Hartkornsejerne havde deres private Liste. Desuden var der Højres officielle: Urtekræmmer Th. Sichlau, Brolægger (Entreprenør) S. Bastian, Snedker L. Svendsen, Høker Svane og Vognmand P. Jensen. Derefter kom en tredie Liste: Snedker Aagaard, Lærer Aagesen, Landinspektør Andersen, Tømrer P. Engel og Tømrer J. Jensen; samt til Bestyrere af de Fattiges Kasse: Cigarmager C. B. G. Hansen. Hamphegler N. Rasmussen og Fisker E. Nielsen. Og endelig var der Socialdemokratiets her i Bladet aftrykte Liste.

Da man ved Enden af Sporvognsruten besteg en af de der holdende Kapervogne, der for 23 Øre pro persona befordrede til Valgstedet, havde man altsaa rigeligt Stof til Overvejelse.

Ny Kro

Ny Kro, hvor Sogneraadsvalget for Taarnby foregik, er beliggende omtrent en halv Mil fra Sundbyerne mellem Taarnby og Kastrup. I Nærheden rager Fortet frem med sine 27 Tdr. Land.

Taarnby Kommune omsatter foruden Sundbyerne: Taarnby, Ullerup, Tommerup, Skjeldgaard, Kastrup og Lille Magleby. Valgstedet var altsaa beliggende i Midten af Kommunen, men Arrangementet er dog ikke ganske heldigt. Oplandets Beboere er nemlig i Neglen forsynet med Køretøjer, og kan saaledes let komme til Valgstedet. Sundbyernes Beboere, hvoraf Størsteparten er Arbejdere, maa derimod spadsere den halve Mil, hvorved de yderligere sinker deres knebne Tid, i Fald de ikke kan ofre 30 Øre til Kørepenge eller ogsaa giver Dags Løn. Det uheldigt, som der alene i Sundby-Vester er flere Vælgere end i alle de øvrige Byer tilsammen. Oplandet har nemlig kun 3-400 Vælgere mod Sundbyernes 1300 Vælgere.

Udenfor Kroen var der et livligt Røre. Fra Oplandet kom de sindige, selvsikre Hartkornsejere agende op, og fra Københavnssiden rullede alle mulige Koretøjer ind: Char-a-bancs, Kapervogne, Omnibusser, Selvejerkøretøjer og Drosker, hvis Passagerer samledes i Kroens lavloftede smaa Rum.

Stemmeafgivningen gik i Formiddagstimerne noget trægt. Ved 1-Tiden tog Valgkomiteen en Times Hvil, og de tilstrømmende Vælgere samledes nu efterhaanden i et Antal af 2-300, saa der tilsidst hverken var til at vride ellervende sig.

Valghandlingen.

Valgkomiteen - der bestaar af de fungerende Sognerådsmedlemmer (!) - havde slaaet sig ned i et lille to-fags Værelse med en stram Atmosfære og en tropisk Hede. Ved et Bord var Rummet delt i to Halvdele, hvoraf den ene var forbeholdt Sogneraadet - en halv Snes Mand - med deres Valgskemaer.

I den anden Halvdel indlodes 10 Vælgere ad Gangen, der ved Valgbordet opgav Navn, Stilling og Bopæl og hvilke Kandidater, de stemte paa. Efter at være indført i Skemaet, blev hele den afgivne Forklaring oplæst for Vælgeren, der derpaa ad en Dør paa den modsatte Side forlod Værelset. Der var altsaa uafbrudt hele Dagen i dette lille Rum samlet en Snes Mennesker.

Ved Valghandlingen var straks det særlig iøjnefaldende, at selve Sogneraadet ved Valgbordet modtager Stemmerne, der altsaa falder enten for eller imod det.

Det tillodes ikke nogen som helst at overvære Stemmeafgivningen, end ikke de forskællige Partiledere - hvert i Fald ikke Oppositionens.

Arrangementets uheldige Sider blev end mere iøjnefaldende hen ad Estermiddagen, da ved Fyraftenstid de mange Arbejdere fra Sundbyernes Værksteder og Fabrikker strømmede til ad den opblødte Vej for at afgive Stemme.

Resultatet

Kl. 7 afgaves den sidste Stemme og Kl. 8 1/4 oplæstes Resultatet, der faldt saaledes:

Socialdemokrater:

Tømrer Julius Jensen 220.
Tømrer P. Engel 209.
Detailhandler Svendsen 148.
Skomager Henriksen 125.
Snedkermester Petersen 117.

Højre.

Vognmand P. Jensen 327.
Urtekræmmer Sichlau 320.
Høker Svane 306.
Brolægningsentrpr. Bastian 295.
Snedker L. Svendsen 267.

Liberale.

Lærer Aagesen 115
Snedker Aagaard 38
Landinspektør Andersen 43

En Del spredte Stemmer faldt paa Mægler Holst og Grosserer Olsen.

Til de Fattiges Kasse valgtes (med et Stemmeantal varierende mellem 40-70): Smed O. Lindgren, Fisker E. Nielsen og Gartner Hasberg.

Kampen stod altsaa mellem Socialdemokraterne og Højre, idet de Liberale kun opnaaede et meget lavt Stemmeantal. Socialdemokraternes Tab bør sikkert søges i mangelfuldt affattede Valglister, da ca. 50 af deres Vælgere blev afvist som ikke opført paa Listen.

(Social-Demokraten 24. november 1888).

Arbejdsforholdene omkring Vallø. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte i vore Artikler om Vallø og Vemmetofte de slette Lønningsforhold, under hvilke Arbejderne maa trælle der paa Egnen.

En Maanedstid efter havde vi Lejlighed til at tale med de samme Folk igen, og det viste sig, skønt man ikke skulde tro det muligt, at deres Vilkaar var blevne endnu elendigere i de forløbne Uger. Vi skal blot nævne et Eksempel. Vi omtalte, at Præstø Amt lønnede sine Arbejdere med 1 Kr. 33 Øre om Dagen for haardt Vejarbejde.

Nu har man fundet denne Betaling for høj og givet dem Akkord. Under Assistenterne Jensen, Fakse, og Hegelund, Præstø, faar de 12 Øre for at hakke og bearbejde 1 Favn makadamiseret Vej. Assistent Fischer i Køge kan derimod ikke faa Arbejdet gjort billigere end 18 Øre Favnen, men maa - som Vejopsynsmanden udtrykte sig - ogsaa høre Vrøvl af Vejinspektøren, fordi han betaler Arbejdet for dyrt.

Desforuden skal Arbejderne selv holde sig med Værktøj, og Hakkerne lider saa meget ved at bruges paa de haarde Sten-Veje, at der er en betydelig daglig Reparationsudgift for Værktøj. En Mand kan paa en Dag skaffe 6 Favne Vej færdig, og hans Fortjeneste beløber sig i Reglen som Følge deraf ikke en Gang til 50 Øre daglig, paa egen Kost, haardt Arbejde, ofte i Regn, Kulde og Slud og med Autoriteterne som Arbejdsgiver.

Det er næsten utroligt!

Og saa hjælper Vejopsynsmanden dem, af Medlidenhed og imod sin Instruks, endda med det lettere Arbejde, som Rivning, Afridsning o. s. v. Det utrolige finder desværre ogsaa sin Forklaring i, at der paa Egnen omkring Vallø gaar flere hundrede Arbejdere ledige, og den ene er mere begærlig efter at tjene 30 Øre end den anden. Saaledes kæmper Arbejderen for at undgaa Fattigvæsenet, mens der faa Skridt fra ham sidder en Flok fine Fattiglemmer midt i en Dynge Millioner!

En epidemisk Sygdom truer atter mcd at udbryde paa de rige Godser i det sydøstlige Sjælland: Valgfeberen. Det liner med nye Valg og saa faar den hele Flok af Stifts- og Godsforvaltere det altid saa varmt med Omsorg for deres Undergivnes og Arbejderes materielle Vel og politiske Trosbekendelse. Man fortæller allerede nu ret artige Historier fra Storeheddinge og Køge Valgkredse.

Men dette er endda kun Forløberne; rykker Valgene ind paa Livet af os, saa faar Etatsraaden paa Vallø og mange med ham først rigtig travlt. Saa vandrer de fra Hus til Hus og skriver til selv den fattigste Arbejdsmand om at møde op i Storeheddinge og stemme paa Højre, selv om de til Tak kun giver ham 50 Øre om Dagen at leve for.

(Social-Demokraten 13. november 1887).

Vælger i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

En Vælger fra Rundetaarn. Den mærkeligste Stemmeafgivning blandt de mange mærkelige Stemmeafgivninger, der fandt Sted paa Valgdagen, er ganske sikkert den, der leveredes af Manden fra Rundetaarn - skriver en Provinskorrespondent. Man ved maaske ikke, at dette berømte Mindesmærke fra Kristian den fjerdes Tid har en Beboer oppe paa den øverste Del, hvor der endnu staar en lille Bygning, som i sin Tid benyttedes til Observatorium, og som nu er indrettet til Bolig for en Opsynsmand, der fører Tilsyn med Taarnets øverste Del. Den paagjældende Mand har mærkelig nok faaet en Sygdom i Benene, der forhindrer ham fra at bevæge sig ned fra Taarnet, og han fører altsaa en Slags Enebortilværelse der oppe, afskaaren fra Omverdenen. Ikke desto mindre maa Døgnets politiske Strid være trængt op til ham; ti han følte sig i høj Grad nedslaaet ved, at han ikke skulde komme til at afgive sin Stemme paa Valgdagen. Han henvendte sig i Midlertid til en af de Komiteer, der havde paataget sig Transport af Vælgere, og ved dennes ihærdige Bistand lykkedes det virkelig ogsaa Manden at faa sin Stemme afgiven (paa Holm). Dette skete paa følgende Maade: Paa Valgdagen ved det Tidspunkt, da den skriftlige Afstemning skulde foregaa, indfandt to Portører sig hos ham med en Bærestol, Manden blev sat i denne, baaren ned ad Taarnet og hen til Valgstedet, hvor han afgav sin Stemme. Det følger jo af sig selv, at man derefter maatte bære ham den besværlige Vej tilbage.

Morsø Folkeblad 14. februar 1887.

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Opsynsmand Jens Peter Nielsen med familie i lejligheden i Rundetårn i Købmagergade. 1911. Kbhbilleder. Public domain. Fotoet er en del nyere end artiklen fra 1887, men kan måske give et indtryk af lejligheden.

Højre og de "frie" Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

Straks efter Valgene har nyvalgte Folkethingsmand Grev Scheel gjort en Del Arbejdere brødløse, efter deres Overbevisning stemte sammen med Oppositionen.

Arbejderne paa hans Gods Barritskov mødte i Bjerre ved Vejle paa Valgdagen og stemte paa Venstres Kandidat, Jens Bertelsen, trods det, at Gaardens Forpagter krævede paa Valgdagen, at hans Arbejdere skulde blive hjemme og tærske.

Dagen efter Valgene fik de at vide, at de ikke fast ansatte Arbejdere straks skulde forlade Gaarden, og de fast ansatte, der bor i Grevens Lejehuse, maatte belave sig paa af rejse til 1. Maj.

En Del Arbejdere blev smiledes straks arbejdsløse og brødløse, fordi de har stemt efter deres Overbevisning.

De demokratiske Foreninger i Bjerre-Kredsen vil nu træde til for at hjælpe de arbejdsløse Familieforsørgere, som Højremanden Grev Scheel har slaaet Brevet af Munden paa.

* * *

Højremanden Proprietær Hoppe paa Ussinggaard i Jylland kaldte Aftenen før Valget sin Kusk - en bosiddende Mand - ind til sig. "Om han vilde til Vejle i Morgen?" - Jo det havde Kusken da tænkt. - "Hvis han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Thomas Nielsen, var det da ingen Nytte til." - Kusken mente Jo. - "Ja, hvis han drog afsted til Valg, vilde han faa sin Afsked straks."

Kusken rejste alligevel for at opfylde sin Borgerpligt.

Morgenen efter Valget fik han sin Afsked.

* * *

Godsejer Fabricius paa Lyngbygaard i Sydsjælland har opsagt 3 af sine Lejehusmænd, som ved Valget i Skælskør stemte paa Oppositionens Kandidat, Feldthusen, og imod Grev Holstein-Holsteinborg.

* * *

Højremanden, Vinhandler E. R. Lindel i Nakskov tilbød kort før Valget to af sine Arbejdere Spisebilletter til det Højregilde, der Valgaftenen afholdtes paa "Skandinavien". Den ene af dem, N. P. Rasmussen, ønskede ingen Billet, og paa Spørgsmaal om af hvilken Grund, svarede han, at han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Neergaard. Hr. Lindel spurgte da, om Rasmussen ikke vidste, at dette var ham iiiios, hvortil Rasmussen svarede jo; men han gik ud fra, at han havde Lov til at stemme paa hvem han vilde. Hertil svarede Hr. Lindel: Ja, naturligvis. Dagen efter Valget fik Rasmussen den Besked af Hr. Lindel, at nu havde han ikke Brug for ham mere. Han har været 16 Maaneder hos Lindel og har Kone og to Børn at forsørge. Frisindede Mænd opfordres i "Nakskov Tidende" til at træde hjælpende til og søge at skaffe ham Arbejde andetsteds.

* * *

Murermester Duderstadt i Ringsted har afskediget Arbejdsmand Niels Nielsen, Fluebækshusene. Nielsen blev afskediget om Søndagen, efter at han om Fredagen havde stemt paa Oppositionens Kandidat, Lauridsen, skønt han forud havde sagt til D., at han ikke vilde stemme. "Jeg gør, hvad jeg vil, og De kan gøre, hvad De vil," sagde Duderstadt, da han afskedigede Niels Nielsen.

* * *

Saaledes vover Højre at optræde nu, da der dog er Sammenhold mellem Arbejderne indbyrdes og en selvstændig i Presse, som offenlig paataler Misbrug, i Men hvorledes vilde det ikke gaa, hvis Højre satte sin Krig igennem, fik vor Stand indrulleret i Skruebrækkerforeninger og i "Værnerier" og fik Arbejdernes egne Blade afløste af saadanne Aviser, som tilhørte Kapitalisterne, og som kun havde til Opgave at tjene deres Interesser?

Hvorledes vilde det ikke gaa vor Stand, hvis Socialdemokratiet bukkede under i Kampen?

(Social-Demokraten 5 februar 1887).

Grev Scheel forklarede i Roskilde Tidende afskedigelserne med at kun skovarbejderne stod i tjenesteforhold til ham, mens arbejderne på hovedgården stod i tjenesteforhold til forpagteren (men nævnte ikke at forpagteren var hans bror).

"Samtlige forpagterens arbejdere" udsendte efterfølgende en erklæring om at forpagter Hoppe havde givet dem fri på valgdagen, og Hoppe forklarede afskedigelsen af kusken med at han havde tiltalt ham på en uhøflig måde. Sådanne erklæringer skal dog ikke tages for pålydende, idet mangel på underskrift også kunne medføre afskedigelse.

Vinhandler C. R. Lindell boede Svingelsvej 10 i Nakskov. Villaen blev i 1909 købt af Odd Fellow-logen og ombygget.

Der er formentlig tale om murermester Carl Duderstadt og Elise, f. Green. Deres søn var murermester Fr. Duderstadt, født 1863, han blev mester 1891 og indtrådte i Industriforeningen samme år, Han var medlem af Bygningskommissionen fra 1897.

K. Gamborg: Fra Valgdagen den 28. januar: Valghandlingen i 1ste kreds. Illustreret Tidende nr. 19. 6. februar 1887.

Bahnson og Bryggeren.

Hr. Redaktør!

---

Men man kan ogsaa faa for meget af det gode, og med al Respekt for Hr. Højesteretsassessor Nyholms gjennemdannede Optræden synes jeg nok, at han undertiden drev Høfligheden vel vidt. Naar han saaledes paa et af de offenlige Vælgermøder udtalte, at det var en Ære for Frederiksbergkredsen, at HS. Excellence bejlede til dens Gunst, saa var det vist for meget; man kan jo bruge mere eller mindre stærke Udtryk, men mange fandt det dog for stærkt, naar Hr. N. brugte Ordet - Ære. 

Og et andet Exempel. Paa selve Valgdagen erklærede Hr. N., at Hr. Dr. phil. Brygger og Kaptejn Jacobsen var en af Danmarks Hædersmænd. Hr. Jacobsens store Fortjenester af Fædrelandet i al Ære -- og jeg har saamænd aldeles ikke til Hensigt at forringe disse - mener jeg, at man, for at gjøre sig skikket til en saadan Titel, skal være uangribelig paa alle Omraader. Og har Hr. Jacobsens Færd under Valgkampagnen herude været aldeles dadelfri i stræng Forstand? Det har den sikkert ikke, hvis der er noget sandt i de Rygter, der verserer her. Jeg skal blot berette et, som er kommet mig for Øre, og jeg har temmelig gode Grunde til at tro, at det er sandt.

Noget før Valgdagen kaldte Hr. J. sine Arbejdere sammen og sagde dem, at han ikke ønskede nogen Venstremand i sin Tjeneste; hvis han fik at vide, at der var en saadan, blev han afskediget, og han vilde bede Arbejderne at angive det, hvis de vidste om nogen af deres Kammerater, at han var Venstremand. Om det lige er gaaet saaledes til, er vel ikke sikkert - man kan jo gribe den Sag an paa en mere eller mindre sin Maade - men at han har benyttet sin Indflydelse som stor Arbejdsgiver til Fordel for sin Kandidat, er vist hævet over al Tvivl. Man kan jo som sagt bruge mere eller mindre stærke Udtryk; men om en Mand, der benytter den Slags Midler til at bringe sin Sag frem, hvor udmærket han end kan være i andre Retninger, tror jeg ikke, at nogen, naar undtages aldeles fanatiserede Partigangere, vil bruge et saa krast Udtryk som det, at han er - en af Danmarks Hædersmand.

Ærbødigst

En Vælger paa Frederiksberg.

(Morgenbladet (København) 8. februar 1887. Forkortet).