Jens Berthelsen 1844-1925. (Efterskrift til Politivennen)

Jens Berthelsen var født i Alstrup, Hjørring Amt som søn af en boelsmand. Han blev exam. jur. 1875, sagførerfuldmægtig 1875-1876 og 1869-1878 forpagter af hovedgården Kyø. I 1890 blev han ejer af Skalborg ved Allborg. Han var 1876-1901 folketingsmand for Venstre (Halvrimmerkredsen), 1897 repræsentant i Landbygningernes alm. Brandforsikring, medlem af Toldkommissionen 1895. I april 1889 blev folketingsmand Jens Berthelsen (72 stemmer) valgt til de jydske Landboforeninger mod Jens Busk (68 stemmer).

Før nekrologen fra 1925 nogle artikler før hans død:

Fotograf Müller, Budtz (Bertel Christian Budtz) (26.12.1837-30.12.1884): Berthelsen, Jens (7.2.1844-7.12.1925) cand. jur., folketingsmedlem. 1863-1900. Fotoet er identisk med det som omtales i artiklen fra Aalborg Amtstidende 1891. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Berthelsen-Kyø

Berthelsen-Kyø, hvis Billede Dag bringer, er nu bleven en nær Nabo til Aalborg, idet han har købt Gaarden Skalborg her oppe ved Nibevejen.

Jens Bertelsen er født oppe i den Valgkreds, som han nu i en Aarrække har repræsenteret. Han læste til dansk Jurist, tog Examen, var Fuldmægtig her oppe i Aalborg i nogen Tid, men slog sig saa paa Landvæsenet. Han forpagtede Grev Tramps Gaard Kyø, som han driver endnu.

Hans Valgkreds er en af Landets sikreste Venstrekredse. Der har aldrig været stærk Bevægelse i den; jævn og rolig og limfjordsagtig har den ligget og været parat til den, som Tilfældet spillede den i Hænderne. Den blev Bertelsens, fordi han var fra Kredsen, og han har til Dato ikke haft svære Kampe at bestaa deroppe.

Bertelsen er en mager, senet Skikkelse med stridt Haar. Han er ogsaa en strid Natur. Det bløde og bøjelige ligger ikke for ham. Der er en stille Fanatisme i ham, som er Bæreren af al hans Færd.

Det er ikke en Fanatisme, der begejstrer andre, heller ikke en, der selv er skabt af Begejstringen; den er at en egen lille Art, men derfor kraftig nok.

Bertelsen-Kyø er en af Frede Bojsens mest afgjorte Tilhængere. Han har gjort al dennes Politik, saa længe han har været med, uden at blinke. Vore Læsere ved, at han ogsaa i denne Samling har været med paa al mulig Sammensmeltning.

Hr. Bertelsen - Kyø har et Par Gange haft Skærsmydsler med "Amtstidende". Det har for Publikum maaske syntes mere tilfældigt, men det er det ikke.

Hr. Bertelsen er af "Stiftstidende"s hele Parti, den mest fanatiske i Kampen mod vor Politik.

(Aalborg Amtstidende 2. april 1891).

Berthelsen-Skalborgs første Vælgermøde.

De "fire" bliver til seks.

(Referat i "Samfundet".)

Folkethingsmand Berthelsen-Skalborg afholdt 2den Pinsedag sit første Vælgermøde i Halvrimmekredsen. Ca. 400 Mennesker var til Stede.

Folkethingsmanden mindede om, at han altid havde hævdet, at han vilde staa frit i de enkelte Spørgsmaal. Han vilde vælges som en fri Mand af fri Vælgere. 

Det havde vist sig, at det Parti, der førte en saglig Forhandling, altid blev det stærkeste, at Venstre skulde søge at undgaa Kamp. og at. hvis denne blev paatvungen Venstre, den da ikke skulde føres ind paa Reformerne

Da Venstre-Reformpartiet dannedes, stod vi frit i de enkelte Sager. Der var ingen, som angreb de 9 Medlemmer der ikke stemte for de 40.000 Kr til Fæstningen, men det forekommer mig da, at Dagsordenen, vi stemte imod, som politisk Spørgsmaal betragtet, kun var som en Draabe Vand mod de 40.000 Ar. til Fæstningen.

Folkethingsmanden udtalte sig dernæst om Skattelovenes Behandling :

Efter min Opfattelse havde vi staaet bedst, hvis vi havde fortsat som hidtil, sendt Toldloven op, som vi tidligere havde gjort, og ladet Brændevinsloven ligge, indtil vi kunde naa at faa Toldloven i Fællesudvalg. Viste det sig da, at Landsthinget ikke vilde byde en antagelig Toldlov i Lighed med Folkethingets Forslag, da var det Tid at tage Brændevinsloven frem til Forkastelse.

Var nu Toldlovforslaget, som Folkethinget davde vedtaget det, en fordøjet Brændevinsskat værd? Dette Spørgsmaal, mener jeg, moa besvares bekræftende.

I Folkethingets Forslag var der foreslaaet Ophævelse af Toldsatser til et Beløb af godt 6 Mill Kr. og Nedsættelser til Beløb af 4 Mill Kr , saa hele Indtægtsnedgangen blev 10 Mill Kr. Derimod blev der foreslaaet Toldforhøjeiser for Vin paa Flasker fra 50 Øre til 2 Kr pr Pot - thi det var ikke, som man ynder at fremstille det, alene Brændevinsskatten, der søgtes forhøjet - , og for Vin i Fustager fra 10 til 20 Øre pr Pd.

Endvidere foretoges en stor Forhøjelse af Tolden paa Tobak, paa Silke og paa andre saakaldte Luksusartikler, saa at den samlede Fordøjelse ialt udgjorde ca 3½ Mill Kr , og den virkelige Nedsættelse paa hele Toldloven blev altsaa 6 a 7 Mill. Kr.

Men det havde desuden tidligere været Forudsætningen, at samtidig med at Brændevinsskatten forhøjedes, skulde der lægges en Stempelskat paa den Vin, der tilvirkes af Brændevin her i Landet; og var det sket, var man virkelig blevet enig om, at Statskassen kunde taale en mindre ukompenseret Nedgang i Toldindtægterne, samt at Hovedparten af Nedsættelserne paa Toldloven skulde dækkes gennem en Stempelskat paa indenlandsk Vin og gennem en forhøjet Brændevinsskat, da vilde den sidste ikke, som almindelig paastaaet, blive 4 Øre pr. Pægl, men kun 2 Øre pr. Pægl.

- Folkethingsmanden sluttede med at udtale:

Vi fire, der stemte imod Dagsordenen, stod ikke alene. Folkethingets Formand var med os, og Jungersen, der var fraværende, var ogsaa med os.

Det er ikke noget Princip, der skiller os fra Reformpartiets øvrige Medlemmer, men kun et taktisk Spørgsmaal.

En Ikke-Vælger traadte - efter Opfordring af Kredsens Vælgere - frem for at angribe Folkethingsmanden for hans Stilling til Dagsordenen.

Men "Ikke-Vælgeren" havde ikke synderligt Held med sig og gavnede i hvert Tilfælde ikke Folkethingsmandens Modstandere.

Mødet sluttede med et kraftigt besvaret Leve for Folketingsmanden.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 11. juni 1900).

Berthelsen tabte ved valget i april 1901. 

Om J. Berthelsen (Skalborg),

der døde i Forgaars, 82 Aar gl., skriver "

Aalb. Stiftst." :

Berthelsen-Skalborg, som hans Navn blev i offentlig Omtale, levede i mange Aar her paa Egnen. Han var en Bondesøn fra Alstrup i Hjørring Amt, blev 1875 Eksam. juris og Sagførerfuldmægtig i Aalborg, men var samtidig Forpagter af Lerup Præstegaard, 1878-92 Forpagter paa Kyø og derefter i en Aarrække Ejer af Skalborggaard. Han var en dygtig Landmand og fik noget ud af sit Virke, bistaaet af en udmærket Hustru, der forlængst er død.

Han havde en anden stor Interesse, han blev Halvrimmenkredsens Folketingsmand 1876 og sad fast, oftest valgt uden Modkandidat; Berthelsen var moderat Venstremand, men brød med Bojsen 1894, da Forliget skulde sluttes, og meldte sig ind i Reformpartiet. Her var han og Jensen-Bælum blandt de fire Folketingsmænd, der i Anledning af Dagsordenen om Brændevinsskatten i Foraaret 1900 gik imod Partiet. Hans Modstandere i Kredsen benyttede denne Situation til at træde stærkt frem imod Berthelsen, og støttet af Vilh. Lassen besluttede man at opstille en Modkandidat af mere radikal Farve, og hertil udpegedes Gaardejer Carl Sørensen, Øland, som blev valgt.

Berthelsen udstykkede en Del af Skalborggaard og fortsatte Gaardens Drift, indtil han for en Del Aar siden solgte Ejendommen og bosatte sig i København, hvor en Datter har styret Huset og været sin Faders Opmuntring siden. En Søn er Ejer af Sohngaardsholm.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 9. december 1925).

Berthelsen solgte Skalborg i 1908. I den forbindelse havde han nogle kontroverser med karlene på grund af afregningen. Den i artiklen omtalte datter kan være Margrethe Sophie Berthelsen (1879-1955) som i 1902 blev gift med praktiserende læge på Frederiksberg Christian Frederik Neergaard (1868-?)

Ida Vilhelmine Marie Berthelsen f. Faaborg. f 10 febr 1856 paa Christianshavn, d. 5 juli 1918 i København. Proprietær og folketingsmand J. Berthelsen Skalborg f. 7 febr. 1844 d. 7 decbr. 1925. Gravsted på Vestre Kirkegård. Han blev begravet fra Nordre Kapel. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Marcus Rubin og Forholdstalsvalgmaaden. (Efterskrift til Politivennen)

Markus Rubin var radikal venstremand. Han var tilhænger af forholdstalsvalg i en modereret form hvor Folketinget fik 136 medlemmer, 85 valgt som før, 51 ved forholdstalsvalg:

Skal Forholdstalsvalgmaaden indføres?

En Enquête.

I. Generaldirektør Marcus Rubin.

Resultatet af Folketingsvalgene har paany - og i højere Grad end nogensinde tidligere - henledet Opmærksomheden paa den nugældende Valgmaades uheldige Egenskaber. Da tilmed Spørgsmaalet om Anvendelsen af Forholdstalsvalgmaaden ved politiske Valg i Forvejen er draget frem i Forgrunden ved Forhandlingerne om Forfatningens Revision, har "Nationaltidende" ment, at det vilde være at betydelig Interesse, at Spørgsmaalet blev belyst gennem Udtalelser af fremtrædende Personligbeder, der staar udenfor aktiv Politik. Vi har derfor henvendt os til en Række landskendte Mænd i forskellige Samfundsstillinger og af forskellige politiske Anskuelser og bedt dem udtale deres Mening om Betimeligheden al Forholdstalsvalgmaadens Indførelse ved Valg til Rigsdagen. Og det er os en Glæde at kunne meddele, at vor Henvendelse er bleven mødt med Forstaaelse og Sympathi, ikke blot hos politiske Meningsfæller, men lige saa fuldt hos Mænd, der nærer andre Ankuelser, end dem vi kæmper for.

Vi indleder i Dag den interessante Enquete med følgende Udtalelse af Generaldirektør Rubin :

Hvorvidt man bør indføre Forholdstalsvalg maa i et givet Tilfælde besvares praktisk. Jeg veed, man i saadanne Forhold plejer at begynde fra den modsatte Ende for saa tilsidst at naa til, at "de praktiske Vanskeligheder overvinder vi", men der er en saadan Afstand mellem en Reform "i Almindelighed" og dens Projicering ned i det virkelige Liv, at det kan have sin Fordel en Gang at begynde med Vanskelighederne.

Først maa man have en god Methode. Ved sidste Borgerrepræsentantvalg fremkom der et for den umiddelbare Betragtning stødende Resultat, og det bør helst undgaas. Vil man sige, at om hin eller denne Methode glipper i en Enkelthed, har mindre at betyde, saa er dette ikke rigtigt. Kravet paa Retfærdighed skærpes, netop naar man opstille et udtænkt Retfærdighedsapparat, Manglerne støder mere; saadan er ogsaa det teknisk fine Værktøj mere omtaaligt end det grove.

Selv om Methoden er god, kan den saa bruges til Rigsdagsvalg? Ja til Landsthinget, men kun delvis til Folkethinget. Man kan ikke for Folkethinget opgive den personlige Forbindelse mellem Kredsen og Repræsentanten, den har sin historiske Ret, og den har sin naturlige. Selv om Folketingsmanden ene skal stemme efter sin Overbevisning, udelukker dette paa ingen Maade hans Ret til at søge fremmet eller hæmmet, hvad der særlig kan gavne eller skade hans Kreds. Om Enkeltinteressen bør vige for Helhedens, er noget andet, men det kan i hvert Fald ikke afgøres, før man ved, hvor meget der staar paa Spil til Gavn eller Skade for Enkeltinteressen, og her er det naturligt, at denne har en Repræsentant med Evne og Villie, d. e. Indsigt i, hvad det drejer sig om, Lyst og Mandat til at virke derfor. En stor Rolle spiller det tillige, at en Kreds har Kendskab og Tillid til en Repræsentant som Person. En af det repræsentative Systems nødvendige Mangler er, at mange Tusind skal repræsenteres af én, men jo mindre abstrakt man kan gøre denne Repræsentation, des bedre. En Liste, fabrikeret i et Hovedkvarter for hele Landet, er en Uting.

Selv om nu Valgene til Landsthinget ogsaa hidtil har været lokalt bestemte, saaledes at endog Landsthingsmanden skal bo i Valgkredsen, har dog et forholdsvis ringe Antal Valgkredse, det uensartede Vælgerkorps, de indirekte Valg og Valgene efter Lister traditionelt skabt et langt løsere Forhold mellem Vælger og Valgt end i Folkethinget. Det vil derfor ikke her føles som et Brud eller en Mangel af Betydning, om det Antal Landstingsmedlemmer, som Befolkningen stal vælge, vælges efter Forholdstalsvalg, der foregaar indenfor faa Kredse, bestemte efter Landets geografiske Hovedlinier.

Hvis Folketingets Medlemsantal skal grundlovsmæssigt fastslaas, og hvis 5. Juni Grundlovens Tal, 1 Medlem for 14,000 Indb., skulle bibeholdes, maatte man efter Danmarks (inkl. Færøernes) nuværende Folketal have et Folketing paa 204 Medlemmer. Dette ønsker ingen. Forøger man derimod Folketallet pr. Kreds til 21,000, bliver det nysnævnte Medlemsantal altsaa formindsket med 1/ 3 og vi faar 136 Medlemmer, omtrent svarende til det Tal, man nu i Almindelighed regner med ved en Fornyelse. Hvor stor en Del heraf da skal henføres til Enkeltmandskredse, er en Skønssag, men at det maa være den største Del, anser jeg, ifølge de ovenstaaende Bemærkninger, for nødvendigt. En fuldt forsvarlig Enkeltkredsrepræsentation synes jeg vil opnaas ved at lade de 5/8 af de 136 Valg ske i Enkeltkredse. Disses Tal bliver da 85, der kun er en Fjerdedel mindre end det nuværende Tal, og 85 Kredse giver territorialt, hvad der er et væsentligt Moment, 1 Folketingsmand paa ca. 500 Cm2, folketalsmæssigt 3 Folketingsmænd paa ca. 100,000 Indbyggere. Det er, for at tage en Sammenligning, omtrent somme territoriale Forhold som for det engelske Underhus og folketalsmæssigt en dobbelt saa talrig Repræsentation som i England. Tilbage til Forholdstalsvalg vilde der altsaa blive 3/8 af Kredsene, 51.

Ved en Ordning af denne eller lignende Art turde der være taget alt det Hensyn til Hovedindvendingen mod Anvendelsen af Forholdstalsvalg til Rigsdagen herhjemme, som der med Rimelighed kan og bør tages. Og er saaledes "de praktiske Vanskeligheder" overvundne, saa er for mig Sagen klar, thi Rigtigheden af Forholdstalsvalgsprincippet er jeg ikke i Tvivl om.

Man har tidligere havt som Indvending, at Forholdstalsvalg var gode f. Ex. til raadgivende Stænder, for at alle Raad kunne høres, ikke til en besluttende Forsamling. Men for det første var raadgivende Skænder ogsaa besluttende, nemlig om hvilket Raad Forsamlingen (d. e. dens Flertal) skulde give - hvad der har haft stor praktisk Betydning - , for det andet er en besluttende Rigsdag ogsaa raadgivende, f. Ex. ved Henvisning til Regeringen ar Andragender, ved Vedtagelse af Dagsordener, m. m. Men fremfor alt er den raadslagende. Var den ikke det, havde vi jo ikke Rigsdage paa et halvt Aar og mere. Og selv om Beslutningerne tages efter Majoritet, og Partiparoler her hyppigst følges, vil enhver, der følger med offentlige Forhold, været klar over, al det ingenlunde er ligegyldigt, om der er en oppositionel Minoritet, der i Ord og Afstemning gør sin Mening gældende. Den virker i upolitiske Sager, den paavirker selv i politiske Sager Flertalsbeslutningerne, den giver Mulighed for Kompromis'er i Sager, om hvilke man ønsker samlet "et stort Flertal" for ikke at sige Enstemmighed. At man tilsidst maa stemme ja og nej efter Hoveder, ligger nu en Gang i, at ét ja og ét nej, saa lidt som ét Menneske kan fordeles, men Vægten i denne Sammenhæng beror ogsaa paa, hvad der er gaaet forud. Thi, om ikke andet, saa har de afvigende Meninger faaet Lejlighed til paa Thinge at fremkomme med deres motiverede Indsigelser, hvad der i og for sig er menneskeligt tilfredsstillende, og hvad der i ikke ringe Grad kan være baade af politisk og af real Betydning saavel strax som senere.

Den Indvending endelig, at man selv ved Forholdstalsvalg ikke kan hindre en absolut Vælgermajoritet fra at faa absolut Flertal paa Thinge - 50 Vælger af Parti A mod 20 Vælgere af Parti B og 20 af C vil ogsaa faa 5/9 af Mandaterne - er imødegaaet ved det nys fremsatte om Betydningen af Minoriteternes Repræsentation, selv om de ikke kan sætte deres Mening igennem.

Det repræsentative Systems Mangler er talrige, Alverden har dem paa rede Haand, man har kun ikke fundet noget bedre System. Men af alle Afhjælpninger er Forholdstalsvalgmaaden den, som gør mest Gavn, og den gør ingen Skade, thi ingen kan beklage sig over den. Hvorvidt rige og lærde skal have flere Stemmer end fattige og ulærde, kan man strides om, men at man, saa vidt gørligt, skal faa de stemmer repræsenterede, som nu en Gang er Aflagt de forskellige, kan man vanskeligt tvistes om. Man kan spørge, om en Primotenors Stemme ogsaa udenfor Operaen har mere værd end en Korists, men har de 3 Primotenorer og de 30 Korister en Ellevemandskomite, der skal beslutte om den fælles Hjælpekasse, vil dog ingen benægte Rimeligheden af, at Tenorerne mindst ved 1 Mand faar Lov til at lade deres stemme høre,

Marcus Rubin

(Nationaltidende 31. maj 1913, 2. udgave).

Landsforbud imod Alkohol?

- - -

Generaldirektør Marcus Rubin:

Spørgsmaalet om et Lovgivningsforbud mod al Produktion og Indførsel af alkoholiske Drikke herhjemme har jeg aldrig troet laa indenfor praktiske Muligheder, og jeg kan derfor paa en Studs ikke sige andet derom, end hvad enhver kan sige sig selv. Enhver saa voldsom Forholdsregel har for det første Chancen for at sprænges af tilvant Livsførelses Krav og derved give Anledning til den Demoralisation, som systematisk Lovbrud altid medfører. Men selv bortset herfra kan jeg vanskeligt tænke mig Berettigelsen af at berøve et helt Lands Indbyggere en maadeholden Nydelse for at forebygge Udskejelserne hos et lille Mindretal. Her er en Opgave for frivillig Paavirkning, ogsaa en Lovgivningsopgave i Retning af snarere at hæmme end at fremme Drikkeri ("Krobevillinger" etc. ), men fra lette sidste til et Forbud som det omhandlede synes der mig et afgørende Skridt, og jeg tror, som sagt, ikke, det er praktikabelt herhjemme. Vi er borte fra forrige eller forforrige Slægtleds Forestilling om, at den enkelte talsborgers Frihed er saa hellig og ukrænkelig, at det offentlige kun med den yderste Varsomhed maa gribe ind deri, men Kulbøtter til den modsatte Yderlighed kan let føre til Tilstande, der er uholdbare, fordi de er uudholdelige.

Marcus Rubin.

(Nationaltidende 13. august 1913, 2. udgave).

Borgerrepræsentations-Valget Marts 1900. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Valget.

Glæden over Sejren er i Dag ret behersket hos de Allierede. I Modsætning til de Seirsfanfarer, som vi kjende fra tidligere Valg, er Stemningen nærmest mat hos den løjerlige Alliance, der vedbliver at kalde sig "Opposition", skjøndt den er Flertal, og hvis ene Part kalder sig "Liberale", skiøndt dens Særkjende er den Radikalisme af reneste Vand, som repræsenteres af "Politiken".

Helt uforstaaelig er denne Mangel paa Humor ikke. De allierede Venner havde i de sidste Dage været lutter Smil og Behagelighed overfor hinanden og have endogsaa med rørende Enstemmighed anmodet Vælgerne om endelig ikke at slette Noget - d. v. s. Hr. Witzanskys - Navn af kitlen. Det er dog kun en Forestilling til Bedste for det godtroende Vælgerfolk. Deres sande Følelser overfør hinanden have de to Parter gjentagne Gange udtrykt med al fornøden Tydelighed, og Tanken om det hyggelige Samliv som absolut Flertal have næppe nogen særlig Charme, aller mindst for de "Liberale", som særdeles godt vide, hvem der vil sige, hvor Skabet skal staa, og som ere paa det Rene med, at naar Højre først er fordrevet fra Borgerrepræsentationen, saa kommer Turen til dem - om ikke før.

Det vilde heller ikke være helt urimeligt, om de allierede Venner i Dag have en Fornemmelse af, at det ikke gaaer an at vinde for mange Sejre af den Slags. At den Liste de Allierede denne Gang præsenterede og nødtvungent roste for et høitæret Publikum, var tarveligere end nogen sinde, det have Førerne ikke et Øjeblik været i Tvivl om. Og ganske vist kunde de være sikre paa, at det overvældende Flertal i de to Partier vilde stemme paa en hvilken som helst Liste, der var approberet af Førerne; men umuligt er det dog ikke at naar Valgophidselsen er forbi, ville Adskillige, der hidtil have fulgt "Oppositionen", faa Øie for, at det, der her er blevet budt Vælgerne, dog er for stivt. Der er aabenbart mange af dem, der hidtil have stemt med "Oppositionen", som denne Gang ere faldne fra, og hvad enten det nu er paa Grund af Listens Beskaffenhed, eller fordi de ere blevne betænkelige ved at udlevere Kommunen til Socialdemokraterne, saa er det et Tegn paa, at ogsaa indenfor de allieredes egne Rækker er der ved at arbejde sig en Stemning frem, som ikke er til Gunst for det absolute Flertal og for de Mænd, der bære dette.

At denne Stemning er stærk hos de Vælgere, der ikke høre til Alliancen, blev tilfulde godtgjort igaar. Efter den underlige Tilbøielighed til at fierne Alt, hvad der havde en Antydning af Politik, fra Borgerrepræsentationsvalgene, som har været raadende i nogle Aar, var der nogen Grund til at frygte for, at en ren politisk Liste vilde faa færre Stemmer, end den burde have. Det viste sig imidlertid, at Højres Liste, skjønt der kun var kort Tid til Agitation, og skjøndt denne kun blev drevet i meget begrænset Omfang, dog samlede omtrent det samme Stemmeantal som Borgerlisten i 1898, medens de Allierede kun ere gaaede 500 Stemmer frem, skjøndt der er 6000 Vælgere flere end i 1898 og "Socialdemokraten" selv mener, at 4-5000 af disse høre til dens Parti.

Dette Resultat anse vi under de givne Forhold for overordentlig tilfredsstillende. Det er ikke mere de uldne og valne Standpunkter, der ere i Kurs. Det er gaaet op de konservative Vælgere, at saa længe' vore Modstandere heise den politiske Fane, saa ere vi nødte til det samme. En fortsat Fastholden ved "Borgerlisten"s Princip vil føre til fuldstændig Opløsning. Opgivelsen af dette Princip blev konstateret igaar, og det er den første Betingelse for Fremgang.

Det er naturligvis ikke særlig tiltalende at vide, at Byens Styrelse nu er i Hænderne paa et Flertal, som er fuldstændig afhængigt af Socialdemokraterne; men det nytter ikke at indskrænke sig til Beklagelser herover. Det giælder nu om at handle, og efter den Tilslutning, Højres Liste fik, er der ingen Grund til at tro, at et Arbejde paa at samle de konservative Vælgere og skaffe disse den Indslydelse, som en uretfærdig Valglov udelukker dem fra, skulle være forgiævre. Forholdene er tværtimod nu gunstigere, end de have været i lang Tid, og Arbejdet bør tages op snarest muligt.

(Nationaltidende 28. marts 1900. 2. udgave).

At Borgerlisten skulle have været "upolitisk" er nok et argument som kan bestrides: De fleste fra den liste lå tæt på Højre. Og at Nationaltidende fremhævede at valgloven skulle være "uretfærdig" havde sådan set været tilfældet, blot hidtil til ugunst for oppositionen og til gunst for dem selv.

Ukendt fotograf: Domhuset på Nytorv, 1901. Borgerrepræsentationens mødesal på det gamle Råd- og domhus under et møde. 1901. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Sejren

Oppositionen sejrede i Gaar med ca. 15,000 Stemmer mod ca. 11,000 paa Højres Liste, altsaa med ca. 4,000 St. Flertal.

I 1898, det sidste Aar der var Valgkamp - thi i Fjor stillede Højre jo ingen Liste op - sejrede Oppositionen med ca. 14,600 St. mod ca. 11,500, altsaa med ca. 3,000 Stemmers Flertal.

Højre er i de to Aar gaaet 500 St. tilbage. Oppositionen er samtidigt gaaet 500 St. frem. Vor Majoritet er derved forøget med ca. 1000 Stemmer.

Der stemte i Gaar omtrent det samme Antal Vælgere som i 1898, nemlig ca. 26,500. Men dette betød i 1893 78 pCt. af samtlige Valgberettigede. I Aar betyder det kun 61 pCt. Deltagelsen var altsaa i Gaar meget ringere end for to Aar siden.

Man vil ved at sammenligne de enkelte Kredse i 1898 og i Aar hurtigt opdage, at der er afgivet færre Stemmer i den indre Byes Valgkredse, og flere Stemmer i Forstadskredsene. I de liberale Kredse er baade Højre og Oppositionen gaaet tilbage, i flere af dem Oppositionen nok saa stærkt som Højre. Men til Gengæld er Oppositionen gaaet betydeligt frem i de socialdemokratiske Kredse: 8de, 9de, 10de, 11te, 12te og 13de.

De Liberale er aabenbart bleven hjemme i ret stort Tal, skønt de af deres Hovedorgan opfordredes til at dingle til Valg, men Socialdemokraterne er mødt frem stærkere end nogensinde. Der var i Aar 6000 Vælgere flere end i 1898; af dem er sikkert de 4-5000 Socialdemokrater, og disse har næsten alle stemt. Tilstrømningen af Arbejdervælgere i Aftes var overordenlig stor.

For 6 Aar siden, da Rostrup, Ørum, Torp osv. valgtes, sejrede Højre med 4000 Stemmers Majoritet. I Gaar sejrede Oppositionen med 4000 Stemmers Flertal. Det er Højres Resultat af 6 Aars Borgerlisten.

Resultatet af Borgerrepræsentant-Valgene fra 1891 til 1900 ser saaledes ud (vi tager det højeste Stemmetal paa begge Lister):

           Højre Oppositionen

1891:  6,312   2,847
1892:  4,279   3,632
1893:  6,368   7,241
1894: 11,800  7,715
1895: 10,104  9,078
1896: 11,616  9,941
1897: 10,805 11,465
1898: 11,747 14,627
1900: 11,246 15,061

De Aarstal, der er sat med fed Skrift er Oppositionens Sejrs-Aar.

Højre er altsaa fra 1894 til 1900 gaaet 600 Stemmer tilbage. Oppositionen er i de samme 6 Aar gaaet 7,300 Stemmer frem!

*

Det vil glæde alle frisindede Mænd, at den voldsomme og modbydelige Agitation, der er bleven udfoldet mod den ene af Oppositionene Kandidater, Hr. Witzansky, har gjort komplet Fiasko.

Ganske vist har nogle Vælgere strøget hans Navn tilligemed de socialdemokraliske Navne, men han har dog kun faaet 6-700 Stemmer færre end d'Hrr. Hammerich, Rump og Slomann; et forsvindende Antal, hvor der er Tale om saa store Stemmetal, og kun 250 St. færre end den ene af de socialdemokratiske Kandidater.

Witzansky er valgt med over 3000 Stemmer mere end Lockout Mesteren Groule og Valgkredsingenøren Hammerich. Saa god er det københavnske Demokratis Disciplin.

Morsomt er det at lægge Mærke til Hr. Groule i Stemmetal. Han havde ud over Højrepressens Anbefaling tillige fundet en særlig Støtte hos "Kristeligt Dagblad" og "Samfundet". Men disse to Blades sammenlagte Indflydelse viser sig at være af negativ Natur. Thi Lock-out-Mesteren Groule fik 7 Stemmer færre end Professor Fontenay, der ikke var anbefalet af "Kristeligt Dagblad" og "Samfundet".

*

Der sidder nu i Borgerrepræsentationen 16 Liberale, 12 Socialdemokrater og 9 Højremænd. Demokratiet har dermed et solidt og afgørende Flertal. 

Vor By har højt og klart erklæret sig for Folkets København. Ethvert Haab om at erobre den tabte Indflydelse tilbage er i Gaar bleven slukt for Højre.

(Social-Demokraten 28. marts 1900).

I 1901 blev Sundbyerne, Valby og Brønshøj indlemmet i Københavns Kommune, og det ændrede det kommunalpolitiske billede fuldstændigt. Højre, senere konservative genvalgt aldrig i 1900-tallet til at spille den rolle i Borgerrepræsentationen som den havde haft.

Kommunalvalg 1900. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunalvalgene januar 1900 blev et stort nederlag til Højre, mens oppositionen fik en tilsvarende fremgang. På første valgdag 2. januar 1900 hvor der var valg i småkøbstæder hvor Højre tidligere havde domineret ubestridt, valgtes 21 Højre- og Moderationsmænd, 19 oppositionsmænd (Radikale og Socialdemokrater). 

På anden valgdag 3. januar (Køge, Skælskør, Stubbekøbing, Svaneke, Allinge, Kolding, Rødby, Nysted, Stege, Holbæk, Kalundborg og Maribo) valgtes 30 Højre- og Moderationsmænd, 35 fra oppositionen. I flere af de købstæder vandt Højre endda kun med en smal margin. 

På 3. valgdag den 4. januar vandt oppositionen. I Helsingør fik Socialdemokraterne 5 og Venstre 5, mens Højre røg helt ud. I Korsør, Ærøskøbing, Nykøbing F., Neksø, Ebeltoft, Assens, Kerteminde, Lemvig og Skagen kunne oppositionen notere stor fremgang. Mange steder hvor Socialdemokratiet ikke havde været opstillet før, blev der valgt flere ind. Ialt fik Højre valgt 73, mens oppositionen 63.

På 4. valgdag 5. januar fortsatte denne tendens i Hjørring, Næstved, Ringsted, Odense, Præstø, Aalborg, Horsens, Vejle, Nyborg, Varde, Saxkøbing. Højre fik valgt 20, mens oppositionen fik valgt 37. Alt i alt var resultatet efter 4. valgdag at Højre havde 144, mens oppositionen havde 154.

På 5. og 6. valgdag fortsatte denne tendens, og så kom valget i Århus:

Valget i Aarhus.

Andet Steds i Bladet har vi aftrykt Resultatet af Byraadsvalget i Aarhus. Det viser en uventet stor Sejr for Socialdemokratiet, idet den socialistiske Liste er bleven gjennemført med omtrent 1000 Stemmer flere, end der faldt paa Borgerlisten. Og da der paa Socialdemokraternes Særkandidater er bleven stemt af næsten Halvdelen af de Vælgere, som ved denne Lejlighed havde Stemmeret, er det bleven klart, at de under alle Omstændigheder og alle Situationer kunde beherske Valget. Hertil er altsaa intet at sige. Fra begge Sider har Deltagelsen i Valget været god, og over 80 pCt. af Vælgerne har afgivet deres Stemme. Det er saaledes ikke Tilfældigheder, der har afgjort Valget. Det virkelige Flertal har sat sine Mænd igjennem, og Flertallet har Ret.

Socialdemokratiets Tilvæxt i de senere Aar er uhyre. For 6 Aar siden, da den nu afløste Halvdel af Aarhus Byraad blev valgt ind, var 1700 Stemmer tilstrækkeligt til at sejre. Og disse 1700 repræsenterede da hele den kommunale Opposition: Socialdemokrater, Højre og Venstre. Det var i 1894. Nu, i Aar 1900 kan Socialisterne alene mønstre halvfjerde Tusinde kommunale Vælgere.

De tre Venstremænd, som var Fælleskandidater har selvfølgelig opnaaet det højeste Stemmeantal. De er valgt med tæt op til 6000 Stemmer hver. Vi lægger nogen Vægt paa dette; selv om det giver et meget falsk Begreb om Venstres Stemmeantal her i Byen, har det dog for os Betydning, at det blev Venstremændene, der valgtes ind i Aarhus Byraad med det største Antal Stemmer. De halvtredie Tusinde Stemmer, som Borgerlistens Vælgere lagde over paa dem, vil skaffe dem en friere Stilling i Byraadet, end Tilfældet vilde have været, hvis de udelukkende var sat ind ved Socialdemokratiets Hjælp. Og saaledes som Forholdene er i det Byraad, der træder sammen næste Torsdag med 9 Højremænd, 6 Socialdemokrater og 4 Venstremænd, bliver det de sidstnævnte, der ved en klog Benyttelse af deres Stilling kan skaffe sig Hovedindflydelsen paa Raadets Afgjørelser. Betingelsen for vor Deltagelse i Opstilling af en Borgerliste var fra første Færd den, at Borgerlistens Mænd akcepterede i hvert Fald tre af de Mænd, som Venstrevælgerforeningen havde udpeget og dette blev fastholdt og fort igjennem. Vi bør tilføje, at Samarbejdet helt igjennem har været loyalt og godt, saaledes som ogsaa Stemmeafgivningen viser

(Aarhus Amtstidende 11. januar 1900).

Kvindernes Valgret. (Efterskrift til Politivennen)

Der er gjennem to socialdemokratiske Rigsdagsmand blevet indbragt en Adresse i Rigsdagen om Kvindernes Valgret og Valgbarhed.

Det er et Par Fremskridts Kvindeforeninger, der have faaet denne pragtfulde Ide. Det tør maaske strax siges, at Faren for en snarlig Opfyldelse af Damernes lille rimelige Ønske ikke just ligger snublende nær.

Tiden er næppe heller ganske moden dertil. Og vilde man foretage en Folkeafstemning mellem Landets Damer, vilde man sikkert komme til det Resultat, at de allerfleste hverken ville eje eller have de politiske Rettigheder, som man er saa venlig at tiltænke dem.

Der ligger heri en overmaade rigtig Selverkjendelse. Thi en Kvinde kan, saa snart det gjælder Realiteten, være langt mere praktisk end vi Mænd. Men hun mangler formel Evne. Hun kan ikke skrive et Brev uden at tilføje en Efterskrift og skrive paa Kryds og Tværs langs Siderne. Hun sætter Frimærket skjævt paa. Hun veed aldrig dens Adresse, som hun skriver til.

Og i Debatten ligesaa. Hun savner al Evne til at holde sig til den foreliggende Sag. Hun foragter inderlig Dirigenten. Og hun lader paa den frejdigste Maade haant om Injurielovgivningen.

Man kan da tænke sig, hvorledes Debatterne i Rigsdagen under Kvinderegimentet vilde blive. Tænker man sig, at alle Folkethingets 114 Medlemmer vare Kvinder, vilde man nok ikke nøjes med at have 40 indtegnede Talere under en Finanslovsdebat. Der vilde være hverken mere eller mindre end - 114. Og Loven! Ak. Skattelove med smaa gemytlige Efterskrifter og en Toldlov med parenthetiske Indskud mellem Paragrafferne og elskelige Smaafejl i Angivelsen af Toldsatsernes Størrelse!

Der er dem, der mene, at det kvindelige Element allerede er mere end tilstrækkelig repræsenteret i Rigsdagen, om just ikke i Skjørter. Men alligevel bør man ikke afvise Kvindernes politiske Ret - som Fremtidstanke. Det er jo overhovedet det Hyggelige ved Fremtidstanker, at de ikke genere nogen levende Moders Sjæl og alligevel tage sig smukt ud som vajende Idealitetens Faner.

Men det bliver da en Fremtids Kvindetype, der maa bære Sagen frem.

Kun saa meget bør een Gang for alle siges det bliver aldrig til Noget med Kvindesagen saa længe dens Bærere klippe deres Haar kort og gaa med Herrelinned. Og den vil være død i det Øjeblik, da ogsaa Skjørter afskaffes.

Thi heri ligger den stærkeste Anerkjendelse af Mandens Overlegenhed og af, at Kvinden kun faae nogen Ret ved at blive ham lig.

(Nationaltidende 13. oktober 1899. 2. udgave).

Byraadsvalget i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

X Kjøbenhavn, den 30. Marts.

Et mere lunefuldt og ustadigt Valgsejr, end Kjøbenhavnerne har haft i Dag, kan maa vanskeligt tænke sig. Nu og da har Solen skinnet et Øjeblik for derpaa at vige for en orkanagtig Sne- eller Hagelbyge, som i et Nu fejede Gaden ren for Mennesker - undtagen for dem, der var paa Jagt efter deres bortfløjne Hatte.

Alligevel gik netop de gamle Borgere meget flittigt til Valg i Formiddagstimerne.

Der var adskillige, som maatte lodses ud af Drosken ved et Par gode Meningsfællers Hjælp, og blandt de mange Hoveder, som ved stormen berøvede« deres Bedækning, var der ikke faa, hvis graa Lokker eller blanke Isse bar Vidne om Ejermandens fremrykkede Alder.

Der var da heller ingen Tvivl om, at Borgerlisten i Formiddag havde stor Majoritet, skjønt noget sikkert kunde jo ingen vide. Om de vil beholde Flertallet ogsaa efter Aften-Afstemningen, naar Arbejderne har lagt deres Lod i Vægtkaalen, vil Telegrafen give Besked paa. Sikkert er det, at Arbejderne har faaet fint Vejr, da det klarede op just som Afstemningen skulde begynde Kl. 5.

Valget er i Aar - det lægger i Virkeligheden ingen Skjul paa - et rent og skjært partipolitisk Valg, en Styrkeprøve ganske af samme Art som Folketingsvalgene. Men Spændingen er ualmindelig stærk, fordi man ved, at Vælgertallet er nogenlunde lige stort i begge Lejre.

Sejr for Oppositionen.

Om Udfaldet af Valget, der blev en stor Sejr for den forenede Opposition, har vi modtaget følgende Telegram:

Ved Borgerrepræsentantvalgene i Kjøbenhavn i Gaar valgtes Oppositionens Kandidater med følgende Stemmeantal:

Direktør Hother Hage             11,465 St.
Overretssf. Oscar Johansen   11,419  -
Læge Wandahl                       11,370  -
Mejeriejer Nielsen                  11,231  -
Forretningsf. P. Knudsen        11,201  -
Folketingsmand P. Holm        11,041  -
Snedker M. Olsen                  11,040  -

Højres Liste (Borgerlistens Kandidater) opnaacde :

Retsformand Madvig           10,704 St.
Højesteretssagfører Liebe   10,670  -
Urtekr. Cordius Hansen       10,608  -
Fabrk. Bjørn Stephensen     10,573  -
Korpslæge Meyer                 10.568  -
Arkitekt Koch                       10,546  -
Ølhandier Frejlev                 10,532  -

Ved Valget i Fjor sejrede "Borgerlisten" med 11,514-11,194 Stemmer, medens Oppositionens Liste kun fik fra 9941-9539 St. - Endnu et Valg som det i Gaar, og Oppositionen faar Flertal i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation

(Aarhus Amtstidende 31. marts 1897).

Oluf H. Jørgensen (del 3): Folketingsvalgene 1895 og 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

1891-1897 medlem af Skanderborg Byråd. I marts 1892 opstillede han som folketingskandidat i Ribe Amts 2. kreds uden at blive valgt. Oluf H. Jørgensen blev valgt til Folketinget 9. april 1895 til 22. april 1896, men valget af ham blev forkastet. I stedet blev det gårdejer Jens Sørensen, Vitved, Skanderborg som havde siddet i Folketinget 3. januar 1879 til 20. april 1892 og altså igen 22. april 1896 til 16. juni 1903. I 1895 spaltedes Venstre - der havde absolut flertal i Folketinget siden 1872 - i Venstrereformpartiet og Det Moderate Venstre. I 1905 udskiltes Det Radikale Venstre, hvorefter Vestrereformpartiet og Det Moderate Venstre samledes i 1910 under navnet Venstre.

Betænkning i Anledning af Valg til Folketinget den 9de April 1895 for Skanderborg Amts 2den Valgkreds.

(Afgiven af Folketingets Udvalg for Valgbreves Prøvelse den 21de Marts 1896.)

Ifølge Udskrift af Valgbogen stillede der sig til Valg 2 Kandidater, nemlig Redaktør Oluf H. Jørgensen af Skanderborg og Gaardejer Jens Sørensen af Vitved Overgaard.

Efter at Gaardejer Sørensen var valgt ved Kaaring, begærede Redaktør Jørgensen skriftlig Afstemning, ved hvilken Redaktør Jørgensen valgtes til Kredsens Folketingsmand med 1,033 Stemmer, medens 1,021 Stemmer faldt paa Gaardejer Sørensen.

Af Udskrift af Valgbogen fremgaar blandt andet:

a) at Formanden, Borgmester Thiele, før den skriftlige Afstemning meddelte, at Listerne sluttelig vilde blive samlede paa Tribunen, og at Afstemningen der vilde blive afsluttet, medens det af Formandens medfølgende Erklæring ses, at Listernes Afslutning fandt Sted ved Tilførsel af Stemmer fra Valgbestyrelsens Medlemmer og Listeførerne i Valgbestyrelsens Lokaler paa Raadhuset, hvor 2 Vælgeres Stemmer afvistes stemme som for sent komne.

b) at Samlingen af Listerne ikke fandt Sted paa en Gang, som i Valglovens § 42 foreskrevet, men afgaves til Formanden efterhaanden, saaledes at den første Valg- og Stemmeliste blev afgiven til Formanden Kl. 4 3/4 Eftermiddag og den sidste Kl. 6½.

(Rigsdagstidende bind 48).

Aarhus, den 6. Maj.

Oluf Jørgensens Forhold til Højre.

I "Jyllandsposten" for Mandag læses:

Her maatte vi give Redaktør Oluf H. Jørgensen vore Stemmer, uden hvilke han ikke var bleven valgt. Det kneb med at bringe det Offer, men vi gjorde det. Efter Valget haanes vi nu for vor Godtroenhed i "Skdb. A. Av.", som lader os høre, at: Højre er i fuldstændig Opløsning, og at dette er det forhandlende Venstres Værk.

Hr. Jørgensens Valg er jo ikke godkendt, og maaske skal det gaa om igen her i Kredsen. Det fortælles, men jeg ved ikke, om det forholder sig saaledes, at Hr. Jørgensen efter det forrige Valg, da han stillede sig i Esbjerg og der fik Højres Stemmer, beklagede sig over, at han ikke havde kunnet blive fri for dem. Hvis han kommer paa Omvalg, bør han ikke faa Grund til at klage over, at Højre igen har stemt paa ham imod hans Vilje. Det vil ikke blive mange af os, som er dumme nok til at gøre det, og det maa haabes, at der da stiller sig en Højrekandidat, for at vi ved at samle vore Stemmer om ham kan vise, om Hr. Jørgensen, som han roser sig af, hor bragt os i fuldstændig Opløsning, eller om vi endnu tæller lige saa mange Stemmer, som forrige Gang.

En Højremand

i Skanderborgkredsen.

(Demokraten (Århus) 6. maj 1895).

Afgørelsen kom i marts 1896: Oluf H. Jørgensens valg blev kasseret af Folketinget. Oluf H. Jørgensen måtte altså igen gennemføre en valgkampagne fra april 1896, men blev ved omvalget ikke valgt. Til gengæld blev han hyldet ved en fest for hans 20 år ved Skanderborg Amts-Avis:

Olufsfesten i Skanderborg.

(Fra vor særlige Korrespondent)

Skanderborg, 25. Maj.

Festen i Lørdags heri Byen til Ære for Redaktør Oluf H. Jørgensen i Anledning af hans 20aarige Jubilæum som Redaktør i Skanderborg vor ligesaa imponerende som vellykket. Til Festmaaltidet i Haandværkerforeningen var mødt saa mange som Theatersalen og Scenen kunde rumme, ca. 400, og der herskede under Festen den hjærteligste og frejdigste Stemning, der varsler godt om Sammenholdet indenfor det forhandlende Venstre i Skanderborgkredsen.

Festkomiteens Formand. Grd. Leth Espensen, Godthaab, bød Velkommen ved Bordet og holdt Festtalen. Han mindede om, at de forløbne 20 Aar havde været en Kampens Tid for Redaktør Jørgensen; men ved Hjælp af sin Energi og kraftige Vilje var det lykkedes ham at gjennemføre adskillige Foretagender til Gavn for Byen og Egnen. Den sidste Valgdag tabte det forhandlende Venstre; men der vil atter komme en Sejrens Dag. 

Taleren sluttede med et Leve for Red. Jørgensen og overrakte denne en smagfuld Takadresse fra ca. 000 Vælgere, en smuk sølvvin kande med Inskription: "Fra Venner og Meningsfæller i Skanderborg Amts 2den Folkethingskreds" samt et elegant Gulduhr med Halskæde Uhret bar Indskriften: "Fra Venner og Meningsfæller. 1876-1896. Takadressen havde følgende Ordlyd:

"Undertegnede Vælgere i Skanderborg Amts 2den Folkethingskreds udtaler herved vor hjærteligste Tak og Paaskjønnelse af den betydelige, frugtbringende Virksomhed, Hr. Red. Oluf H Jørgensen i Skanderborg har udfoldet igjennem 20 Aars offentligt Arbejde i Skanderborg By og Omegn. Særlig talter vi ham for hans dygtige Redaktionsvirksomhed i Aarene 1876-1896 og tillige for den Energi, han har udfoldet baade i Fjor og i Aar som det forhandlende Venstres og Agrarernes Kandidat heri Kredsen ved de to afholdte Folkethingsvalg.

Idet vi beder Red. Jørgensen som Paaskjønnelse at modtage medfølgende Erindringsgave fra den store Kreds af Venner og Meningsfæller, han efterhaanden har erhvervet sig i Skanderborgkredsen, ønske vi af Hjærtet, at Hr. Jørgensen fremdeles i mange Aar maa være iblandt de virksomste til held for Frihedens Sag samt Folket og Fædrelandets Fremgang".

En udmærket Sang i jydsk Mundart af Chr. Sørensen (Thomaskjær) for Hædersgjæsten blev sungen og lønnet med begejstret Bifald, hvorefter Redaktør Jørgensen tog Ordet. Han var i høj Grad bevæget og kunde i Begyndelsen næppe faa Ordene frem for at takke. Uhret skulde minde ham om ikke at misbruge Tiden, men bruge den godt. For 20 Aar siden, da han kom til Skanderborg som ung Mand. havde hans Fader sagt de Ord til ham: "Bevar din Overbevisning. vær nøjsom og flittig". Om han havde været det sidste, maatte Folk bedømme, men han vidste, at han altid havde fulgt det første og kun fulgt sin Overbevisning. Derfor havde han faaet saa mange Fjender, som han havde; men ogsaa en saa stor Kreds af Venner. Dog havde han aldrig nogensinde befundet sig bedre end i Forhandlingspolitiken. Den var ikke den letteste at føre, idet den ikke var en saadan, der rev Masserne med sig, men den var saaledes, at den baade talte til Hjærtet og Forstanden, idet den var en Arbejdsomhedens Politik. Vi har lidt et Nederlag; men ikke af de slemme; thi heri Kredsen findes nu et kraftigt og besindigt Demokrati, over 1,000 bevidste Vælgere, der ikke vejres bort af Vinden. Et Leve for, at vort Parti næste Gang tager Kredsen (Stormende Hurraer og Leveraab for Taleren).

Efter en humoristisk Sang for Hædersgjæsten fulgte Talerne Slag i Slag. Landvæsenskommissær, Mølleejer Dam, Bodil Mølle, talte for Kvinden. Folkethingsmand og Lærer Nielsen, Jexen for en kraftig Agitation i Kredsen fra nu af til næste Valg. Leth Espensen, Godthaab, talte for de indbudte Gjæster: Landsthingsmand P. Bojsen, Redaktør, Folkethingsmand Neergaard, Bogtrykker Arnold Jørgensen. Horsens, Redaktør Sørensen jun., Silkeborg, og Folkethingsmand Kr. Jørgensen, Grumstrup. Derefter talte Chr. Sørensen, Ersholt, for "Skdb. A. Av.", P. Bojsen, Gjedved, for Sammenholdet mellem Redaktør Jørgensen og Kredsen, Fr. Christensen, Søballe, for en oplyst og velsitueret Husmands- og Arbejderstand, Redaktør Jørgensen for Kollegerne (Redaktørerne) og de fhv. Kolleger (Folkethingsmændene) samt for Vennerne i Skanderborg By. Husmand Ole P. Petersen, Mjesing, talte om den politiske Udvikling siden 1848 og takkede paa Husmændenes Vegne for Levet, medens Husmand Bechgaard fra Herschendsgave, talte for Redaktør Jørgensen som Tak for hans 20aarige Virksomhed, og Bogtrykker Arnold Jørgensen talte paa Pressens Vegne og takkede Jørgensen som en god Kollega.

De vægtigste Ord ved Bordet blev dog udtalt af Folkethingsmand Neergaard, hvorfor vi har gjemt dem til sidst:

Jeg vilde nødig, udtalte han, have undværet denne Fest, thi man mærker, at man er i en virkelig Vennekreds. De Reformerte og Socialdemokraterne siger nok, at de er Venner; men det er ikke længe siden, "Soc.-Dem." skrev, at de Reformerte havde forraadt Frihedens Sag og sveget deres Løfter til Vælgerne. Det eneste, de to Partier kan enes i, er Hadet til os. De kan enes i at slaa ned, men ikke i at skabe eller bygge op. Men jeg tror, at der indenfor det forhandlende Venstre er en Aand, der bærer os alle. Det er let nok at skabe et Partis men det store er at skabe et ensartet Parti, og dette er lykkedes ved Forhandlingspartiet. Jeg har den Overbevisning, at det forhandlende Venstre er en sund og god Repræsentation for det arbejdende Samfund i vort Land. Da det for et Par Aar siden førte an, da benyttede det allerførst sin Magt til at skabe bedre Vilkaar for det arbejdende Samfund. Det viste f. Ex. ved Gjennemførelsen af Alderdomsforsørgelsesloven og Fattigloven, at det ikke var bange for at lukke Pungen op til Fordel for de mindre bemidlede i vort Land. - Det gjælder om altid at lytte til de Krav, der lyder fra neden af. Hvis f. Ex. Gaardmændene vendte sig mod Husmændene og Arbejderne, da vilde det være det taabeligste af alt. Alle Partier vilde kun gaa til Grunde derved. De, der vil det gode, vil ikke Kamp mod de smaa, men Samarbejde til Held for Danmark.  Agrarpartiet er jo bleven udskreget som et byfjendtligt Parti; men læs dets Program, og De vil se, at det er en baade uretfærdig og usand Beskyldning. Der siges, at Agrarerne vil have Told paa Korn; men det er aldrig bleven knæsat af Agrarforeningen. Tværtimod har den udtalt sig derimod. Agrarerne vil ikke Byerne til Livs; de vil kun Ret for det arbejdende Samfund, hvortil de ogsaa selv horer, og deres Kamp bliver kun en Kamp mod Storkapitalen, mod Privilegierne og en Kamp mod dem, der arbejder for at faa Hadet til at blusse op fra neden.

Der er ingen Mening i, at den løse' Kapital heri Landet aaar fri for direkte Skat. I Kampen herimod og alle andre Privilegier maa enhver Kjøbstadmand kunne slaa Følge med Agrarerne. - Den gode Samstemning, der raader her i Dag, vidner om, at vor Dag vil komme. Det er lettere at rive ned end at bygge op, og Folk maa en Gang lære af de forhandlende, at det gjælder om at bygge op. Et Leve for et sundt og godt Reformarbejde i Fremtiden! Det er ligegyldigt, om de nuværende Partier gaar i Stykker - lad kun Partierne dø, naar blot Samarbejdet kan leve! Leve Reformarbejdet (Hurra! Neergaard leve!)

Ved Bordet blev afsunget endnu en Sang for Red. Jørgensen, forfattet af en 77 aarig Husmand i Mjesing, og oplæst to Lykønskningstelegrammer til Red. Jørgensen, et fra Beboerne i Hammel og et fra Venner i Kiøbenhavn. Desuden vedtoges det at afsende Telegrammer fra Forsamlingen til Folkethingsmændene Frede Bojsen og Folkethingsmand N. I. Larsen, det sidste for at takke Larsen for hans udmærkede Forsvar for Skanderborgvalgets Godkjendelse.

Efter Bordet spredtes Deltagerne rundt i Foreningens smukke, gamle Have, og efter en halv Times Forløb samledes alle paany i Salen omkring Punschebollerne.

Her gik det igjen løs med Taler og Sang. Redaktør Sophus Sørensen, Silkeborg, talte for Forhandlingspolitikens Sejr, Folkethingsmand Kr. Jørgensen, Grumstrup, for Agrarerne. Red. Jørgensen for Ungdommen, Slagteridireklør Lund, Skanderborg, for Jørgensen. P. Bøssen for Folkethingsmand Neergaard osv. osv.

Saavel Talerne ved Bordet som ved Punschesoldet lønnedes alle med Leveraab og Haandklap for deres Udtalelser, hvoraf man vil kunne forstaa, hvor fornøjelig Stemningen var under hele Festen Denne sluttede om Aftenen Kl. 10 ½ som sig hør og bør med fornyede Leveraab for Hædersgjæsten.

Der er ingen Tvivl om, at dette Vennemøde vil bidrage mægtigt til Sammenholdet indenfor del for det forhandlende Venstre i Skanderborgkredsen.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 26. maj 1896).

En Strid mellem de danske Sønderjyder. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Hans Lassen, Lysabilds, Død er Mandatet som Landdagsmand for den prøjssiske Valgkreds i Nordslesvig Sønderborg - Aabenraa bleven ledigt. Det drejer sig altsaa her om et prøjsisk Landdagsvalg, der foretages efter det reaktionære prøjssiske Trekammervalgsystem med indirekte Valg, og maa ikke forveksles med det tyske Rigsdagsvalg, der hviler paa almindelig direkte Valgret.

Der er nu for første Gang i de 30 Aar. Sønderjylland har været under tysk Herredømme, udbrudt en indre politisk Strid mellem de danske - der for øvrigt har Raad til det, da de ganske behersker Landdagsvalget i den nævnte Kreds. Den ene Retning sympatiserer med det militaristiske Højre i Danmark og har til Organ Bladet "Dannevirke" i Haderslev (et lille arrigt Socialistæderorgan af den Frederik Hansenske Type), og "Flensborg Avis", hvis Redaktør, Jessen, er stiv Højremand. Den anden Retning sympathiserer med det kongerigske Venstre, navnlig med den grundtvigianske Bevægelse, og dens unge dygtige Ordfører er Redaktøren af "Dagbladet Hejmdal", H. P. Hansen-Nørremølle, navnlig godt bekendt fra Tidsskriftet "Sønderjyske Aarbøger". Nærmest til denne Retning hører ogsaa den nordslesvigske Rigsdagsmand Gustav Johansen, forøvrigt en Broder til den danske Folkethingsmand fra Lolland, Højremanden Lærer Johansen, men Svigerfader til den danske frisindede Skolemand, Kandidat Johan Ottosen.

De venstresindede Sønderjyder ønsker nu H P. Hansen-Nørremølle valgt ind i Landdagen, hvorimod Højre arbejder for Gaardejer Wolff, Gammelgab.

I Morgen afholdes Prøvevalg i Graasten. Begge Partier søger ved en Række Møder at paavirke Valgmændene. Det første holdtes i Søndags i Kliplev.

Her fik Redaktør Jessen, altsaa Højremanden, følgende Resolution vedtaget:

"Forsamlingen udtaler det Ønske, at Valgmændene vil vælge en Landdagsmand, der fastholder Nordslesvigernes Selvbestemmelsesret i Henhold til Pragfredens Artikel 5 og hævder dette vort Standpunkt upaavirket af danske eller tyske ensidige Partiretninger."

Dette er kun en Omskrivning for, at Kandidaten skal være militaristisk Højremand, som man mener Wolff er, og arbejde for "en tredje slesvigsk Krig" som Bahnson sagde paa det bekendte lollandske Møde.

Ved et Møde i Nybøl laa imidlertid det reaktionære Højre og Jessen under. Til Ritz. Bur. telegraferes:

"Aabenraa, 5. Februar. Redaktør Jessens politiske Møde i Nybøl i Aftes var godt besøgt. Jessen talte. Han blev skarpt imødegaaet af Slagtermester Reimers, Sønderborg, og flere andre Talere. Resolutionen fra Kliplev-Mødet blev foreslaaet af Jessen, men blev enstemmig afvist som overflødig."

Rigsdagsmand Gustav Johansen har offenlig meddelt, at han paa Vælgerforeningens sidste Bestyrelsesmøde stemte paa H. P. Hansen-Nørremølle, altsa paa den mere frisindede Kandidat.

(Social-Demokraten 6. februar 1896).

Valget i Sønderjylland.

Telegram.

Graasten, 7. Februar. (R. B.) Ved Prøvevalget til Landdagsvalget her i Dag mødte 96 Valgmænd, hvoraf nogle tillige havde Fuldmagt for de Ikkemødte. Vælgerforeningens Formand, Slagtermester Reimers, aabnede Mødet og mindedes Befolkningens afdøde Talsmand, Lassen-Lysabild. Gaardejer Hansen, Løjtertoft, oplæste en Erklæring fra Redaktør Hansen-Nørremølle angaaende Pragfredens Paragraf 5: Han kunde fuldt ud underskrive Kliplev-Resolutionen; han havde aldrig og vilde aldrig godkende Prøjsens Ret til at ophæve Pragfredens Art. 5; han protesterede mod Traktaten af 11. Oktober 1876, som en os tilføjet Uret. Uden Diskussion gik man til Afstemning. Ved denne, som foregik mundtlig, valgtes Redaktør Hansen-Nørremølle til Kandidat med 120 Stemmer. Derefter fik Gaardejer Wolff, Gammelgab, 5 Stemmer. - Dette Udfald er, som man ser, en kolossal Fiasko for Høirebladene "Dannevirke" og "Flensborg Avis", der havde anbefalet Wolff, medens Hansen-Nørremølle tilhører den yngre, mere frisindede Retning.

(Social-Demokraten 8. februar 1896).

Tilføjelsen til H. P. Hanssen (1862-1936) skyldes hans fødegård Nørremølle på Sundeved. Han var medarbejder på Dybbøl-Posten og medstifter af Den nordslesvigske Vælgerforening og havde en væsentlig andel i grundlæggelsen af Sønderjyske Årbøger som startede med at udkomme 1889. Fra oktober 1893 boede H. P. Hanssen i Aabenraa. Han købte avisen Hejmdal.

1896-1908 sad han i den preussiske landdag. H.P. Hanssen repræsenterede sønderjyderne i den preussiske landdag frem til 1908. 1906-1919 sad hans i rigsdagen i Berlin. H. P. Hanssen var med i Aabenraa-kredsen som gik ind for en grænselinje nord om Flensborg. Han kom til at spille en central rolle ved genforeningen i 1920.

Kvinder og Valgret 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Rigsdagen

Landsthinget.

- - -

Kvindernes kommunale Valgret.

Højesteretssagfører P. G. C. Jensen anbefalede kort og godt at slaa Forslaget ihjæl ved følgende Dagsorden :

Idet Landsthinget fremdeles anser det for hverken at være i Samfundet- eller i Kvindernes Interesse, at Kvinderne faar Stemmeret, gaar det over til næste Sag paa Dagsordenen.

Der var ingen Grund til at give Kvinderne Valgret. Hvad skulde de med den?

S. Jensen fandt, at P. G. C. Jensens Afvisning var unødig brutal i Formen og lidt vel fraseagtig , Indhold. Der havde dog vist været Anledning til at tage den Sag til noget mere alvorlig Drøftelse. Det vilde blive til stort Gavn for vort offentlige Liv, om vi fik Kvinderne mere med. Vi fik næppe en forsvarlig Løsning paa det vanskelige og forargelige Prostitutionsspørgsmaal, for Kvinderne fik et Ord med at sige om den Sag. Vor Fattigpleje vilde vinde enormt ved, at Kvinderne kom med - ikke alene som valgberettigede, men ogsaa som valgbare.

Taleren vilde stærkt fraraade at behandle Kvinderne saa brutalt og lidet værdigt for Mændene.

P. Bojsen var forbavset over, at man siden Forliget kunde falde paa at behandle et Forslag saa haardt og afvisende. Var det Forhandlingspolitik? Det var jo den gamle Tone fra Provisorietiden.

Det var nemt for Mand at vedtage, at det ikke var i Kvindernes Interesse at faa Valgret. Men det betøb jo intet. Det var jo ingen Grund, men et rent og start Postulat. De Kvinder, som vilde faa Valgret, vilde baade i By og paa Land komme i de højestbeskattedes Lejr. Det vilde jo saaledes blive de konservative Interesser, som fremmedes.

Naar den Sag blev afvist, var det af Fordomme og Bornerthed. Om 100 Aar vilde man se med et Smil paa den Dumhed, som nu vilde holde Kvinderne ude.

Oct. Hansen fandt, at det var baade uforsvarligt og næsten komisk, hvis Landsthinget slet ikke vilde eller turde drøfte det.

P. G C. Jensen vilde spørge om, hvorfor Landsthinget skulde beskæftige sig med det, som først skulde realiseres om 100 Aar. Landsthinget afviste den Sag, fordi det ikke gav sig af med ørkesløse Forhandlinger.

Lærer S. Jensen vilde gjærne vide, hvad Højesteretssagføreren mente med ørkesIøse Forhandlinger? Det behøvede de jo ikke at blive.

P. G. C. Jensen værgede ikke S. Jensen et Svar. men lod Oct. Hansen vide, at mange af dem. som havde stemt for Forslaget i Folkethinget, kun havde gjort det for at blive fri for det og overgive Landsthinget det til Exekution.

Oct. Hansen: En saadan Insinuation turde jeg ikke udslynge mod Medlemmer af det andet Thing. (P. G. C. Jensen: Ha ha ha!).

Efter Forslag af Oppositionen foregaar Afstemningen ved Navneopraab. P. G. C. Jensens Dagsorden vedtoges med 31 St., imod stemte 19, 5 sagde: Stemmer ikke. Resten var fraværende.

(Bornholms Tidende 17. december 1895).

Kvindesagen paa Rigsdagen 1895-96

- - -

Kvindesagen har selvfølgelig delt Skæbne med saa mange andre gode Sager i den sidste Rigsdagssamling, den Samling, som ogsaa Kvinderne fra først af saa hen til i Haab om, at de lovede „Forhandlinger” skulde føre til eet eller andet Resultat. Af Sager, som havde speciel Interesse for Kvinderne, nævner vi først Lovforslaget om kommunal Valgret for Kvinder, indbragt den 26. Oktober 1895 af Harald Holm og Højmark. Lovforslaget, hvis Ordlyd er:

"Valgret til Rigets kommunale Repræsentationer tilkommer de Enker og andre ugifte Kvinder, som hidtil deres Køn alene har udelukket fra den omhandlede Rettighed, men som iøvrigt fyldestgøre alle lovbestemte Betingelser for Udøvelsen af samme,” behandledes i Folkethinget 25. November, 30. November og 4. December og vedtoges med en mindre Ændring med 56 Stemmer mod 2 (Scharling og Bramsen) *). Men ved sin Ankomst til Landsthinget blev det som bekendt øjeblikkelig - uden Forhandling - nedsablet af den drabelige Hr. P. G. C. Jensen, hvis motiverede Dagsorden, at det "hverken er i Samfundets eller Kvindernes Interesse” at faa denne Sag gennemført, vedtoges med 31 Stemmer mod 19. Mon Hr. P. G. C. Jensen virkelig aldrig har læst Historie? Har han aldrig læst om Kampen for Negerslaveriets Afskaffelse? Har han aldrig læst, at ganske de samme Udtryk den Gang benyttedes som Argument imod at frigive Negrene. Sydstaterne forsikrede - og gik i Kamp for - at det hverken var i Samfundets eller Negrenes Interesse at frigive dem. Sydstaterne tabte, Negrene frigaves, og det har vist sig, at dette netop var baade til Samfundets og Negrenes Gavn - rent bortset fra, at det var en Retfærdighedshandling, som ingen kunde benægte. Og her i Evropa, hvor blev her ikke i den første halve Del af Aarhundredet raabt paa, at det hverken vilde være i Samfundets eller Borgernes Interesse, at disse fik politisk Frihed. Saa kom Friheden - til Trods for Reaktionen - fordi Tiden var der, og nu eksisterer det Spørgsmaal slet ikke, hvor vidt det har haft Betydning for Samfundet og Borgerne, thi nu bestaar Samfundet af disse politisk fri Borgere, som selv har overtaget Ansvaret for, i hvilken Retning Samfundsudviklingen skal gaa. Nu i Slutningen af Aarhundredet kommer Kvinderne og gør opmærksomme paa, at de er Borgere, lige saa vel som Mændene, at de hører med til Samfundet, at Samfundet trænger til dem, trænger til det særlig kvindelige - om man vil: "det moderlige”, som hver Kvinde jo dog i Virkeligheden repræsenterer. Men Hr. P. G. C. Jensen forsikrer paa Samfundets Vegne, at dette befinder sig saare vel og trænger aldeles ikke til noget moderligt Tilsyn, det vilde slet ikke være i "Samfundets Interesse”, hverken i de fattiges, de syges, de forældreløses, eller Skolebørnenes Interesse, om den kvindelige Indflydelse kom til at gøre sig gældende. Det er et stort Ansvar, han herved paatager sig, tusinde Gange større, end om han blot berøvede et enkelt af de mange smaa Hjem dets Moder.

At han saa sikkert ogsaa ved, at det ikke vilde være i "Kvindernes Interesse”, er jo kun til at smile ad. Mon dog ikke Kvinderne bedst selv ved, hvilke Interesser, der er deres?

Men, som sagt, Kvinderne har læst Historie, og de har forstaaet at uddrage den Lov deraf, at alt, som i sig selv er retfærdigt og gavnligt, og som derfor er til Fremhjælp for Samfundet, det kommer, naar Tidens Fylde er der - til Trods for alle de P. G. C. Jensen'er, som alle Dage med Hænder og Fødder har værget sig imod alt nyt, i den Tro, at Verden vilde gaa ud af sine Fuger, hvis det ny fik Lov at komme.

Og hvad er der ved dette ny, som D'Hrr P. G. C. Jensen'er er saa bange for? Ja vi ved det nok. Det er Hjemmenes Opløsning, de som et Skræmmebillede holder op for de tvivlende Sjæle. Men hvor kan det være, at man aldrig tænker paa at raabe: Vagt i Gevær! overfor den "Hjemmets Opløsning”, som foraarsages af ørkesløs Tidsfordriv, pjankede Visiter og den tomme - tomme Selskabelighed. Mon virkelig den Husmoder, der lader Amme og Barnepige, Stuepige og Kokkepige om at bygge Hjemmets Dagligliv op og lede Børnenes første vanskelige Skridt, for selv at kunne hengive sig til sine Toiletter og sin Selskabelighed, mon hun er mere værd, end den Husmoder, hvis bedste Interesser samler sig om alt, hvad der hører Hjemmet til - og som derfor - og det er netop Sagen - som derfor ogsaa har Hjerte for og Forstaaelse af, hvad det større Samfund og alle dets Stedbørn trænger til. Det er ikke Pjankerne, der have Interesse af de fattige, de syge og Børnene, men det er de alvorlige Kvinder, det er dem, hvoraf der bliver de bedste Mødre. Saa naar Hr. P. G. C. Jensen taler om, hvad der er "i Samfundets og Kvindernes Interesse”, saa maa man tro, at han blandt Kvinderne kun kender Pjankerne - og ikke de alvorlige Kvinder.

- - -

(Kvinden og Samfundet nr. 5, 1896. Uddrag).

Se også særskilt afsnit med nekrologer over P. G. C. Jensen på denne blog

Borgerrepræsentantvalgene. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad der først og fremmest bør vække Glæde ved Udfaldet af Valgene i Fredags, er det overordentlig store Antal Stemmer, der ere afgivne. Medens ifjor ca. 10,000 kommunale Vælgere afholdt sig fra at opfylde deres Borgerpligt, er Tallet paa disse neutrale Medborgere iaar sunken ned til 5725, og af Stadens 24,761 kommunale Vælgere have 19,036 afgivet deres Stemmeseddel. At over 76 pCt. af et saa stort Vælgerkorps giver Møde er i og for sig et uforkasteligt Vidnesbyrd om, at Situationens Alvor i en sjelden Grad har været Vælgerne indlysende, og at de denne Gang ikke af Magelighed eller Ligegyldighed have ladet det borgerlige Samfunds Modstandere, Socialisterne, tilrane sig en Magtstilling, som de ingenlunde kunde gjøre Krav paa efter deres Antal.

Og denne langt livligere Deltagelse i Valget er da ogsaa næsten udelukkende kommet Borgerlisten tilgode, idet dennes Kandidaier ere valgte med mellem 5-6000 Stemmer mere, end der ifjor afgaves paa den konservative Liste. Samtidig er Socialisternes Stemmetal kun steget med 6 -700. Naturligvis er der nogen Forskjel mellem de enkelte Kandidaters Stemmetal. Paa Borgerlisten staaer, som man kunde vente, Høiesteretsassesor Koch øverst med det imponerende Stemmetal 11.800, men Professor Torp er dog rykket ham nær paa Livet med 11746. Lavest staver Urtekræmmer Munch med 11,245. Forskjellen mellem det høieste og laveste Stemmetal er altsaa paa Borgerlisten kun 555 Stemmer.

Paa den radikal-socialistiske Liste ere Stemmerne ikke faldne slet saa samlede. Forskjellen mellem den, der har de fleste Stemmer, Cand. mag. Jul. Schiødtt, som fik 4415, og Cigarmager Sigwald Olsen, der fik de færreste, nemlig 6972, er 746 Stemmer.

Tager man Forskjellen mellem de to højeste Stemmeantal paa begge Lister 11,800 og 7715 og mellem de to laveste 11,245 og 6972 bliver Forskjellen henholdsvis 4085 og 4363. Gjennemsnitlig har altsaa Borgerlisten seiret med en Majoritet af ca 4200 Stemmer.

Ligesaa tilfredse alle konservative Borgere i Kjøbenhavn kunne være med denne Seir, ligesaa nedslagne ere naturligvis vore beseirede Modstandere. "Politiken" for idag er forunderlig mat og spag, al Lysten til at haane "Spidsborgerne" synes at være forgaaet det for faa Dage side i saa overmodige Organ. Men paa den anden Side er Sorgen over den socialdemokratiske Listes knusende Nederlag maaske heller ikke særlig dyb i Integade. Det var jo dog ingen Hemmelighed, at denne Liste var Salonradikalerne paaostroyeret af deres mere zünftige Allierede, og Begejstringen for den har, trods alle store Ord og smukke Portrætter i "Politikens" Spalter, næppe været særlig varm.

Derimod er "Socialdemokraten"s Sorg og Smerte anderledes ægte. Saa desperat og fortvivlet er man i Rømersgade, at man paastaaer, at Borgerlistens Seir er vundet ved "Hykleri, Løgn og Tyveri - af Oppositionens Program.

Og de Herrer Socialister have i Sandhed Grund til Sorg, thi med Valgdagen er ikke blot ethvert Haab svunden for dem om at sætte deres Førere ind i Borgernes Raad, men Mythen om Socialismens vældige Fremskridt her i Kjøbenhavn, Troen paa deres stadig voxende Magt har i Fredags faaet et alvorligt Knæk. Dette Grundskud ville de have ondt ved at stoppe. Thi naar Kjøbenhavns kommunale Valgere nu ere komne paa det Rene med, hvor let de kunne standse Socialismen paa dens Seirsbane, saa ville maaske ad Aare de politiske Vælgere tage Varsel heraf, og da kan det let være helt forbi med Socialismens Magtstilling i Kjøbenhavn.

Hvad selve Borgerrepræsentationen angaaer, have Valgene i Fredags ikke alene bragt Repræsentationen dens Formand Assessor Koch tilbage, men han kommer ledsaget af 7 yngre, dygtige og uafhængige Medlemmer, blandt hvilke flere ere i Besiddelse af netop den specielle Fagkundskab og Dygtighed, der tiltrænges i Borgerrepræsentationen, og som denne Forsamling har langt mere Brug for end for politiske Frasemagere og socialistiske Rumlere.

(Dagens Nyheder 1. april 1894).

Højres valgsejr i 1894 blev fulgt af et nederlag ved valget i 1898: Højre mistede magten til en fællesliste af Venstre og Socialdemokratiet. Bl. a. overtog den radikale Herman Trier formandsposten efter Højres Rasmus Strøm. Bortset fra 1910-1912 havde Socialdemokratiet formandsposten (senere overborgmesterposten) 1909-2025.

Kvinder og Valgret 1893. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesagen i Landstinget

Af: Johanne Meyer

Kvindevalgretsforeningen har Æren af, at Forslaget om kommunal Valgret for Kvinder blev indbragt i Folketinget i Aar, men den har ikke været heldigere end sine Forgængere. Netop med de samme Ord, hvormed Landstinget for 6 Aar siden satte Sagen ud af Verden, tog det ogsaa Livet af Forslaget denne Gang: "Da Landstinget fastholder den Formening, at det hverken er i Samfundets eller i Kvindernes Interesse, at der tildeles disse Valgret saa lidt som Valgbarhed, gaar Tinget over til det næste Spørgsmaal paa Dagsordenen”.

Det var Hr. P. G. C. Jensen, der havde paataget sig det fortjenstfulde Hverv at latterliggøre Landstinget; thi om end Kvinderne vilde have sat stor Pris paa dette lille Fremskridt i Mændenes Retfærdighedsfølelse, saa er det virkelig umuligt at lade være at briste i en hjertelig Latter over dHrr. Landstingsmænds barnagtige Angst for Kvindernes Indtrædelse som Medarbejdere i Kommunalraadet eller som stemmeberettigede Vælgere. Det forekommer os Kvinder, at Landstinget her bærer sig ad som Manden, der puttede sig ned under Bordet og sagde: "jeg skal nok vise, at jeg er Herre i mit Hus”. Det nytter ikke disse angstfulde Sjæle at kaste Opgaven fra sig. De naar kun at sætte sig selv udenfor Spillet. De burde hellere komme frem af deres Skjul, rulle Gardinerne op og kaste Blikket ud over Folkehavet, da vilde de se, at Isen er brudt, og de blaa Bølger vælder med Vaarens Kraft og driver de store Isstykker bort, medens Skumperlerne glimrer i Sollyset. Kvinderne er vaagne og vil paa Valgdagen lade de Landstingsmænd føle, at de nok selv véd, hvad der er i deres egen Interesse.

Det var dog ikke alle Landstingsmænd, der var enige med Hr. P. G. C. Jensen om at sætte Forslaget ud af Verden, thi der faldt mange gode og træffende Ord fra dHrr. Søren Jensens og Oktavius Hansens Side, og man havde en Følelse af, at de to Mænd dog kendte Kvindebevægelsen og ansaa Kvindens kommunale Valgret som en ganske selvfølgelig Ting. Derimod var Redaktør Jørgen Pedersen fra Odense, som dog stemte imod Jensens Forslag, ganske fremmed for, hvad der rører sig i Kvindernes Kredse, thi han betragtede Lovforslaget som et blot og bart Agitationsforslag, som det var uklogt at komme med. Hr. Jørgen Pedersen mente nok, at der kunde være nogle Smuler fra Mændenes rige Taffel i Kommunen, man burde kaste til Kvinderne, men at de vilde forlange Siddepladser i Kommunalraadet, dette kunde Hr. Jørgen Pedersen ikke i sine vildeste Drømme tro, at Forslagsstillerne virkelig havde ment.

Naturligvis greb Hr. P. G. C. Jensen med Begærlighed en saadan fed Bid og betonede stærkt, at disse gamle affældige Landstingsmænd dog heller ikke kunde anstrænge sig med at gøre Agitationsarbejde eller paatage sig at drøfte Lovforslaget for Folketinget, hvilket dette havde forsømt, idet Lovforslaget var gaaet lydløst gennem Folketinget.

Hr. Oktavius Hansen sagde et Par anerkendende Ord til Ministeren, der havde stillet sig velvilligt overfor Forslaget om Kvindernes kommunale Ret. Dette vilde dog Ministeren ikke have siddende paa sig, om det var, fordi det var Oppositionsmanden Højesteretssagfører O. Hansen der bragte ham disse anerkendende Ord, eller maaske fordi den højt ærede Minister følte, at hans Sympati i Virkeligheden var for svag til at modtage en saadan Ros, saa betakkede han sig i alt Fald for Æren.

Man enedes derfor alle tilsammen om at tage et beroligende Pulver i Lovforslagets Mangelfuldhed. Nemlig i dette - at tilsyneladende saa det ud som, at Lovforslaget omfattede den gifte Kvinde - men Gud være lovet! - selv om Ulykken skulde være sket, at der virkelig var blevet Flertal i Landstinget, som der var blevet det i Folketinget, saa havde dog alle Landstingsmændene deres Fruer i Behold, - thi den gifte Kvinde var og er heldigvis - umyndig.

Kvindevalgretsforeningen har nu gjort de samme Erfaringer som den liberale Vælgerforening, da den begyndte at arbejde: De kiggede efter Etatsraaderne og langede til de fine Navne i deres Næt; men da de skulde til at arbejde, slap alle de sine Fisk ud af Nættet, og de maatte til Arbejderne i Stedet.

Kvindevalgretsforeningen vilde i Sommer ikke følge med de kvindelige Arbejdere paa en Udflugt til Sverrig, fordi Højre maatte ikke se dem i de Rækker, hvor den røde Socialistfane vajede. Kvindevalgretsforeningens Hjerte var med de kvindelige Arbejdere, men de skulde paavirke Etatsraadinderne for den kommunale Valgret, og dens Bestyrelse har været i travl Bevægelse og privat talt baade med den ene og anden højere Frue. Men Resultatet? - Ikke Spor - ikke en eneste af Landstingets Højre lod til at være paavirket. Kvindevalgretsforeningen kunde saa roligt taget paa Udflugt sammen med de arbejdende Kvinder.

Thi kan man end sige, at Højre er baade blindt og døvt, saa har det dog en udmærket fin Følelse, naar det gælder sociale Fremskridt, saa selv om Valgretsforeningens Damer møder i deres stiveste Stads og taler sødt med Etatsraadinderne, saa véd disse dog godt, at de er Fremskridtskvinder, og at bag dem bryder den store Arbejderhær frem, som nu staar for Tur til at have et Ord med i Laget.

Det vil næppe skade os at hjælpe den Hær frem. Sejrer den, falder alle reaktionære Fordomme af sig selv.

(Hvad vi vil. 3. december 1893).

Dansk Kvindesamfunds formand Jutta Møller indbragte igen i 1895 forslaget om kvindens kommunale valgret til Rigsdagen. 10 højremænd havde lovet bistand, men igen standsede P. G. C. Jensen sagen med den begrundelse at forslaget hverken var i kvindens egen eller samfundets interesse. Forslaget blev - som også var drøftet i 1893 - ikke behandlet i Landstinget, og af de 10 højremænd var der kun 1 tilbage.

Valgene i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvigerne og Socialdemokraterne.

Bestyrelsen for "Vælgerforeningen for Nordslesvig" offenliggør følgende Valgparole:

"Valgdagen, den 15. Juni, gav os ikke det endelige Svar paa Spørgsmaalet om, hvem der skal repræsentere anden Valgkreds i den følgende Valgperiode. Den 24. Juni skal der derfor foretages Omvalg mellem de regeringsvenlige Partiers Kandidat Jebsen og Socialdemokraten Mahlke. Skøndt vi ikke have det afgørende Ord, hvad dette Omvalg angaar, da det frisindede Partis ynkelige Standpunkt i denne Kreds paa Forhaand har afgjort Valgets Udfald, finde vi det dog rigtigst at klare vor Stilling overfor vore Meningsfæller.

Vi føler os overbeviste om, at ingen dansk Mand under de foreliggende Omstændigheder vil stemme paa Jebsen, ikke blot fordi han har en betænkelig Lyst til at bevilge flere Soldater og større Skatter, men navnlig fordi han som Regeringens Tilhænger er medansvarlig for den nationale Undertrykkelse i Nordslesvig. Mahlke maa vi selvfølgelig betragte som et mindre Onde, baade fordi han eventuelt vil stemme imod Hærloven og imod nye Skattelove, og særlig fordi Socialdemokraterne offenlig har udtalt deres skarpe Misbilligelse af den nationale Undertrykkelse. Men da Socialdemokraterne, samtidig med at de er fremkomne med ret tilfredsstillende Udtalelser i den Retning, har begyndt en stærk og hensynsløs Agitation over hele Nordslesvig, endog i første Valgkreds, hvor den er fuldstændig udsigtsløs for deres Parti, kun kan skade os, gavne Regeringen og støtte Nordslesvigs Fortyskning, har de derved stillet sig selv i et saadant Forhold til den danske Sag, at vi bestemt maa anbefale vore Meningsfæller ikke at deltage i Omvalget.

Saa vidt os bekendt har de Frisindede ved Omvalgene besluttet at stemme paa den regeringsvenlige Jebsen, altsaa imod Socialdemokraten Mahlke. Det er det, "Vælgerforeningen for Nordslesvig" kalder "det frisindede Partis ynkelige Standpunkt'.

Og i samme Manifest, hvor dette siges, erklærer Vælgerforeningen, at heller ikke den vil stemme paa Mahlke. Men hvorledes kan dette være et godt og forsvarligt Standpunkt, naar de Frisindedes tilsvarende Holdning betegnes som ynkelig? Det er aabenbart en Forvrøvling af den gode Vælgerforening! 

Den følgende Forklaring er ikke bedre. Det indrømmes, at Socialdemokratiet har udtalt en skarp Misbilligelse af den nationale Undertrykkelse; men, siges der, vi vil alligevel ikke stemme paa dette Partis Kandidat, fordi det har drevet Agitation over hele Nordslesvig, ogsaa i 1ste Kreds, hvor Danskeren Johansen blev valgt!

Men de tyske Valg er jo netop indrettede saaledes, at Partierne i første Valgomgang har en moralsk Forpligtelse til at opstille Kandidater saa vidt muligt overalt, og de kan gøre det uden at træde andres Ret for nær. I første Valgomgang tæller hvert Parti sine Stemmer, og hvis ingen af Kandidaterne faar absolut Majoritet (altsaa et Flertal, der er større end samtlige Modstanderes tilsammen) finder Omvalg Sted mellem de to, der har flest Stemmer. Og først her, altsaa i 2den Valgomgang, der finder Sted paa Lørdag, kan de, der ikke kommer til Omvalg, stemme paa andre Partiers Kandidater uden at tilsidesætte deres eget Partis Interesse.

Bebrejdelsen mod Socialdemokratiets Agitation er saaledes i højeste Grad uberettiget og tilmed inkonsekvent, da de Danske selv har opstillet Kandidater i alle Slesvigs fire Kredse, skønt de kun havde Haab om at opnaa Valg i den ene. Men de vilde tælle de danske Stemmer, ligesom Socialdemokratiet vilde tælle de social demokratiske, og det sidste er vel lige saa berettiget som det første.

Nej, hele Manifestet er kun en dum Undskyldning. Faktum er, at de danske Slesvigere med Ligegyldighed vil se paa, at en Mand, der, som de selv siger, er "medansvarlig for den nationale Undertrykkelse i Slesvig", bliver valgt! Faktum er endvidere, at de indirekte er med til at fælde den Kandidat, som skarpt har misbilliget den nationale Undertrykkelse! For denne aldeles uforsvarlige Holdning laver Manifestet Undskyldninger, som vore slesvigske Brødre kun har liden Ære af. Og vi skal sige dem, at hvis Omvalget i 2den Kreds var kommen til at staa mellem en Dansker og en tysk Hærlovsven og national Undertrykker, da havde Socialdemokratiet aldeles utvivlsomt stemt paa Danskeren.

Men Sagen er, at de danske Slesvigere i større Grad er Estrupske Højremænd end danske Patrioter, og de har i dette Tilfælde som ofte før af deres Højrefanatisme ladet sig forlede til at svigte deres nationale Pligt! De vil naturligvis høste Tak derfor af Højrebladene, men alt, hvad der virkelig er dansk, frisindet og demokratisk her i Landet, vil ikke takke dem!

(Social-Demokraten 22. juni 1893).

De danske stemmeberettigede undlod i vidt omfang at stemme, og det blev den nationalliberale Jebsen som blev valgt.

Arbejderne trues! (Efterskrift til Politivennen)

Brede Klædefabrik.

Al den Usselhed, som karakteriseret Højre foran et Valg, gør sig ogsaa gældende ved det nu forestaaende Suppleringsvalg i Lyngbykredsen.

Paa Brede Klædefabrik har de valgberettigede blandt Arbejderne forleden faaet udleveret blaa Sedlen paa hvilke der er trykt Navn og Numer, som giver hver enkelt af disse Lønarbejdere en kontrolleret Plads i de Valgbaase, hvorfra der kun lyder: Stemmer paa Colding! Arbejderne skal med andre Ord tvinges til at stemme efter Fabrikens Ordre, stemme efter en Snor paa Højres Kandidat, eller - - 

Saaledes ser den Frihed ud, som Højres Ledere under Arbejderne. Klædefabriken køber ikke alene Arbejdernes Arbejdskraft, men deres politiske Overbevisning, og Valget gaar kun i Orden, fordi Arbejderne frygter Arbejdsløsheden.

Men hvis d'Hrr. Højremænd ad denne "ikke længer usædvanlige Vej" mener at kunne tvinge Arbejderne til det Slagtehus, hvor deres postliste Frihed skal ofres, tager de sikkert fejl. Vi opfordrer Arbejderne til at stemme uden de blaa Sedler og efter deres fri Overbevisning, og vi henviser dem til, at denne nye Raahed fra Højres Side vil blive gjort til Genstand for en Retsforfølgelse, da den saa aabenlyst som muligt er en Overtrædelse af Straffelovens § 113. Straffen for at antaste Valgfriheden (forhindre Nogen i at udøve sin Valgret eller tvinge ham til at stemme paa en vis Maade) kan andrage Forbedringshusarbejde eller Fængsel. Den sidstnævnte Straf er ogsaa anvendelig paa den, der gør sig skyldige i forsætlige Forvanskninger eller som køber en Andens Stemme.

Men Arbejderne, som altsaa ikke behøver at lade sig binde hverken af den ene eller den anden Slags blaa Sedler, af aftvungne Løfter eller tilbudt Frikørsel til Valgstedet, bør erindre endnu en Ting.

De bør erindre, at det, man vil have dem til at stemme for, er deres egen økonomiske Slaveri og deres politiske Umyndiggørelse. Forholdene fra Brede bekræfter det. Der har man det mest gennemførte Fabrikslaveri, som vel kan tænkes. Lønnen er gennemsnitlig ikke synderligt mere end 10 Kr. om Ugen. Kvinder og Børn slider ogsaa i Fabriklokalerne, og de sidstnævnte begynder ofte ved det fyldte 6te Aar, hvilket er en Overtrædelse af Fabrikloven, altsaa en ny Hensynsløshed mod Arbejderne. Man har saa oprettet en "Skole" for disse Fabrikbørn, det vil sige, man har bygget en Hytte et Sted i Skoven og lader en af Fabrikens Forvaltere oplære de Smaa en Gang imellem i en dygtig Mængde Bibelhistorie og den Menneskekundskab, som er nødvendig for at kunne blive brugbare Trælle i Kapitalens Trædemølle. Skolen er afspærret for Uvedkommende. De kunde jo ogsaa let fortælle om det, der helst bør være skjult i Hytten i Skoven,

Det er indlysende, at paa en saadan Domæne som Brede Klædefabrik er "Social-Demokraten" forbudt. Det viser ogsaa Højres Agtelse for Friheden. Folk, som i Efteraaret trodsede Forbudet, blev afskedigede.

Lad Arbejderne paa Brede og overalt i Lyngbykredsen erindre sig dette. Lad dem huske, at Højres Frihed er Friheden til at udbytte Arbejderne mens de fait trælle, og byde dem usle Krummer, naar de bliver gamle. Lad dem erindre sig alle Lars Jørgensen'erne rundtomkring og lad dem huske Stolpegaardsforholdene. De vil da ogsaa erindre, at det er Socialdemokratiet, der rydder op i alle disse Tilstande.

Og de vil mere. De vil selv række en Haand til at bryde Slaveriet. Lad Højremændene true med blaa Sedler og tilbyde fri Kørsel paa Tirsdag. Arbejderne vil rive Sedlerne i Stumper og gaa paa deres Ben til Valgstedet, naar de ved, at de derved kan stemme frit: mod det brutale og hykkelske kapitalistiske System.

(Social-Demokraten 3. januar 1892).

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Eksterieur, ejendom og gårdsplads. Brede klædefabrik. Hovedbygning.. 1904. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.