Der er gjennem to socialdemokratiske Rigsdagsmand blevet indbragt en Adresse i Rigsdagen om Kvindernes Valgret og Valgbarhed.
Det er et Par Fremskridts Kvindeforeninger, der have faaet denne pragtfulde Ide. Det tør maaske strax siges, at Faren for en snarlig Opfyldelse af Damernes lille rimelige Ønske ikke just ligger snublende nær.
Tiden er næppe heller ganske moden dertil. Og vilde man foretage en Folkeafstemning mellem Landets Damer, vilde man sikkert komme til det Resultat, at de allerfleste hverken ville eje eller have de politiske Rettigheder, som man er saa venlig at tiltænke dem.
Der ligger heri en overmaade rigtig Selverkjendelse. Thi en Kvinde kan, saa snart det gjælder Realiteten, være langt mere praktisk end vi Mænd. Men hun mangler formel Evne. Hun kan ikke skrive et Brev uden at tilføje en Efterskrift og skrive paa Kryds og Tværs langs Siderne. Hun sætter Frimærket skjævt paa. Hun veed aldrig dens Adresse, som hun skriver til.
Og i Debatten ligesaa. Hun savner al Evne til at holde sig til den foreliggende Sag. Hun foragter inderlig Dirigenten. Og hun lader paa den frejdigste Maade haant om Injurielovgivningen.
Man kan da tænke sig, hvorledes Debatterne i Rigsdagen under Kvinderegimentet vilde blive. Tænker man sig, at alle Folkethingets 114 Medlemmer vare Kvinder, vilde man nok ikke nøjes med at have 40 indtegnede Talere under en Finanslovsdebat. Der vilde være hverken mere eller mindre end - 114. Og Loven! Ak. Skattelove med smaa gemytlige Efterskrifter og en Toldlov med parenthetiske Indskud mellem Paragrafferne og elskelige Smaafejl i Angivelsen af Toldsatsernes Størrelse!
Der er dem, der mene, at det kvindelige Element allerede er mere end tilstrækkelig repræsenteret i Rigsdagen, om just ikke i Skjørter. Men alligevel bør man ikke afvise Kvindernes politiske Ret - som Fremtidstanke. Det er jo overhovedet det Hyggelige ved Fremtidstanker, at de ikke genere nogen levende Moders Sjæl og alligevel tage sig smukt ud som vajende Idealitetens Faner.
Men det bliver da en Fremtids Kvindetype, der maa bære Sagen frem.
Kun saa meget bør een Gang for alle siges det bliver aldrig til Noget med Kvindesagen saa længe dens Bærere klippe deres Haar kort og gaa med Herrelinned. Og den vil være død i det Øjeblik, da ogsaa Skjørter afskaffes.
Thi heri ligger den stærkeste Anerkjendelse af Mandens Overlegenhed og af, at Kvinden kun faae nogen Ret ved at blive ham lig.
(Nationaltidende 13. oktober 1899. 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar