Stokhuset. (Efterskrift til Politivennen).

25. august 1940 bragte Social-Demokraten under titlen "Stokhuset. Nogle Træk fra den gamle Torturanstalt paa Østervold i København, lige før den forsvinder." endnu en artikel om Stokhuset af Sigvald Kristensen. Artiklen gentog nogle af beskrivelserne, men tilføjede dog også et par andre, hvoraf nogle gengives i uddrag nedenfor.

---

Den første Fange, om hvem der er bevaret Vidnesbyrd i Rigsarkivet, var en Officer, Stykjunker Adolf Giertr, som var indsat for i Slagsmaal at have dræbt en Løjtnant under de danske Soldaters Belejring af Wismar. I en Ansøgning til Generalauditøren den 28 Maj 1677 siger han, at han nu har siddet otte Uger i Stokhuset "i Jern og Baand og haardt sluttet. Han sidder sammen med svenske Fanger in grossen graulichen Gestanck". Heden er ikke til at udholde, og han beder om at blive dømt til Døden, for han vil hellere skydes end kvæles af Stank og ædes af Orm. Hans Ønske blev opfyldt.

---

I den fløj af Stokhuset som endnu ikke er faldet, fandtes Inkvisitionsretten, et lille dystert Rum med nøgne Vægge og sparsomt Lys. Alle Minder om dets uhyggemættede Historie er forlængst fjernet. I Nationalmuseet er levnet Stokken, den barbariske Fangeblok, som gav Stokhuset Navn, og hvis Princip kendes fra de berygtede Gabestokke.

---

Stokhuset som Slaverihus.

Med Reformen i 1741 blev Stokhuset tillige Afsoningssted for Slaveriet, der tidligere afsonedes i Fæstningen Bremerholm. Slaverne udførte Tvangsarbejde i Lænker, oftest paa Livstid. En Skildring af Tilstandene i Slaveriet lyder saa sent som 1803 saaledes:

- Stokhuset synes at være en haard Straf og saa skadelig for Forbryderens Moralitet, at vel kun de Menesker, som aldeles ikke stod til nogen Forbedring, burde hensættes der. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand, Luften er saa at sige forpestet af de mange Menneskers Indeslutning i et lidet Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskheder. Deres Leje er efter en bekendt Læges Forsikring saa skrækkeligt, som man nogensinde har se» det. Det bestaar af nogle urene, ved hinanden anbragte Brikser, hvor de ikke har noget at dække over sig og ingenting under sig. Søvnen, denne øen ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet. Deres usle Leje vrimler af Utøj. saa at Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv. Oven over disse sande Kloaker er der et Loftsrum, som man kalder Sygehus, men som efter kyndige Mænds Forsikring maa være en Satire over, hvad man i Fængslerne kalder Sygepleje. Naar Slaverne var udkommanderet paa Arbejde, bl. a. paa Voldene omkring København, havde de ofte Lejlighed til Rømning. Der opførtes derfor i 1820 et vældigt Palisadehegn omkring Stokhusgaarden, og tre Kanoner pegede gennem Hegnet ind til de ulykkelige Fanger. Alligevel var Mytterier ikke sjældne. Dagdrivere, Drukkenboldte og "andre forliste Sjæle" kunde af deres Paarørende indsættes paa uoestemt Tid i Stokhuset, men Hovedparten at Slaverne var "Uærlige", der altid sad paa Livstid. En Beretning fra Aaret 1824 viser, at der da saa 543 Slaver i Stokhuset Ikke færre end 429 var dømt paa Livstid, otte "paa Kongens Naade", hvilket vil sige Dødsstraf omsat til Livstidsstraf, 100 skulde holdes i Slaveriet 3-8 Aar. Fangerne var i Alderen fra 16 til over 70. Indbrud, Tyveri, Hæleri, Røveri og Sørøveri var de hyppigste Straffeaarsager, men i den omtalte Beretning nævnes dog ogsaa Forbrydelser som Mord, Mordbrand, Drab, Voldtægt, Mishandling af Moder og Hustru, Opsætsighed overfor Myndighederne, Falskmøntneri, Postsvig, Forsøg paa Skibbrud, Løsgængeri og Faderskab til Børn, født i DølgsmaaL

En Fanges Skildring af Slavehuset.

Tilstandene i Slaveriet udviklede sig til det rent parodiske, efterhaanden som Mængden af Slaver tog voldsomt til, uden at Vogternes Antal eller Kvalitet blev øget. Vogterne var i Reglen afdankede Sergenter, der skulde tjene "en nem Skilling for deres Alderdom". Fangerne huserede tilsidst som det passede dem, og Stokhuset har i sine sidste Aar som Fængsel været præget af en broget Forvirring En ung Slave fortæller efter sin Løsladelse:

" - I August 1841 kom jeg til Københavns Slaveri. Vi var da omtrent 500 Slaver .... Men træd indenfor disse Døre. Paa dette Leje sidder en og binder Børster og synger liderlige Viser, ved Siden af er en Tøffelmager, som ligger i en væmmelig beruset Tilstand. Hist sidder nogle og spiller Kort. Her genlyder Eder, Raaddenskab, Skænderi og ofte blodige Slagsmaal. Naar Slaverne ikke er ude paa Arbejde, er der ingen Bevogter hos dem. Vi havde en Marketender i Huset, som med Hjertens Glæde solgte saa meget Brændevin som muligt, og jeg er vis paa, at mere end ni Tiendedel af Slaverne var fordrukne. Her blev ranet, og det blev solgt til Soldaterne eller sendt med el Fruentimmer til Forhandling i Byen. Sergenterne opkøbte det overflødige Fangebrød, tog Stikpenge og tillod Slaverne at drikke sig fulde, spille Kort og komme sammen med løsagtige Fruentimmere"

Disse Tilstande førte i 1827 til, at Regeringen forbød Indsættelse af unge Mennesker under 20 Aar i Slaveriet. De skulde i Stedet for bringes i Tugt- og Forbedringshuset, og i 1851 maatte Slaveristraffen helt opgives. Stokhusets Tid var omme, og siden har det kun været brugt som Materialbygning for Hæren.

Udvidelsen af Den tekniske Højskole førte allerede i Fjor til Sløjfning af den ene Halvdel af Stokhuset, men den Halvdel, der rummede Inkvisitionsdomstolen og Slaveriet, er først nu ved at blive rømmet af Hærens Materialdepoter. Inden Aarets Udgang vil de sidste Levninger af Stokhuset blive jævnet med Jorden

(Social-Demokraten, 25. august 1940).

Sigvald Alexander Kristensen, 13.5.1908-21.11.1982, ambassadør. Bydreng på Social-Demokraten, 1927–34 journalist ved socialdemokratiske provinsblade (Sydsjælland, Bornholm, Sønderjylland), fra 1935 politireporter ved Social-Demokraten i København en halv snes år. Under besættelsen med i modstandsbevægelsens underjordiske presse, bl.a. tilknyttet det illegale Information. Flygtede november 1944 til Sverige. Kontaktmand mellem det svenske og det danske socialdemokratis ledere. Efter besættelsen hos udenrigsminister John Christmas Møller presseattaché i Oslo. 1950 tilbage til Danmark som chef for udenrigsministeriets pressebureau. 1960 gesandt, senere ambassadør i Wien. 1965 ambassadør i Israel. Efter 1973 chef for udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling. Generalkonsul i Hamborg til 1978. En usædvanlig karriere. 

Besøg i Stokhuset, - Det gamle Slavefængsel ved Østervold. (Efterskrift til Politivennen)

Inkvisitionens torturkamre og de underjordiske fangehuller.

Paa Hjørnet af Østervold og Stokhusgade ligger det gamle Stokhus.

Over Porten paa den lave Facadebygning ses Frederik den 4s kronede Navnechiffer.

I denne Bygning var det, at Inkvisitionen holdt Forhør og øvede Tortur for 260 Aar siden.

Gud nåede den Stakkel, der faldt i Inkvisitionens Haand. Han blev pint med Tommelskruer og alle de andre djævelske Torturredskaber, indtil han halvt sanseløs af Smerte tilstod alt, hvad Dommerne ønskede.

Gaard Interiør i Stockhuset. Til højre i Stuegangen Inkvisitionens Torturkamre.

I de dybe underjordiske Fangehuller vansmægtede Fangerne og raadnede langsomt op - saafremt da ikke Bøddelens Økse forinden gjorde en Ende paa deres Lidelser.

I dette Hus blev Fangerne pisket med Rotting eller Tamp, Kagstrøget, brændt med gloende Jern osv. Intet Skrig naaede udenfor disse tykke Mure, men Befolkningen anede hvilke Rædsler, der foregik derinde, og man gik sky forbi dette Arnested for Inkvisitionens Rædsler.

Stokhuset hentede sit Navn fra, at der paa Pladsen udenfor dets Port var opstillet en saakaldt "Stok" eller Gabestok. De af Byens Befolkning, der overtraadte de strenge Love, blev til Straf sat I Gabestokken (to Bjælker med Huller, hvori Arrestantens Arme eller Ben anbragtes) og udstillet til offenlig Beskuelse og Forhaanelse af den store Hob.

Oprindeligt havde Gabestokken været opstillet ved Vestervold, hvor der var indrettet 

et Stokhus I den gamle Fæstning "Jarmers Taarn", 

af hvilken der er befaret en Ruin. Men da Taarnet i 1670 blev fuldstændig skjult ved Opførelsen af Volden (Helmer Bastion), maatte Stokhuset flyttes til den nuværende Stokhusbygning ved Østervold, der i 1741 tillige blev indretter til Straffeanstalt for grove militære Forbrydere og de til Fæstningsarbejde dømte "Slaver" ligesom den i 1686 oprettede Inkvisitionskommission, der (med Tortur) holdt Forhør over Forbryderne, som allerede omtalt havde sine Lokaler her.

Hovedindgangen til Stokhuset fra Østervold.

Torturen blev først afskaffet i 1837, og selve Inkvisitionen ophævedes i 1842 - altsaa for 80 Aar siden. 

Stokhuset ved Østervold, der husede over 500 "Slaver", ophævedes som  Arrestbygning i Aaret 1851. Det var som sagt opført i Aaret 1670 under Ledelse af en Murer ved Navn Herman Baltsersen.

Et Besøg i de underjordiske Fangehuller. 

Vi spadserer langs Østervoldgade, dette smilende Parti ved Statens Musæum og Østre Anlæg, hvor Danmarksmonumentet knejser paa den høje Bastion

Saa dukker pludselig Stokhusets triste graa Mure frem for os...

Vi standser foran Porten og nøler et Øjeblik ...

Tænk, hvilke Skarer af ulykkelige, forpinte Stakler, der i Tidernes Løb er blevet ført Ind gennem disse Porte, ind til et Liv i Forsmædelse og Pinsler. . .

Et rask Slag paa Portklokken. Porten aabnes - og et Øjeblik efter staar vi nede i den dybe Fangekælder, der trækker sig under hele Forhuset, og hvortil Nedgangen er til venstre i Porten.

Her er ikke et Vindue - alt ligger i Bælgmørke bag de alentykke Mure.

En kvælende, indelukket, kvalm Dunst slaar os i Møde, da vi fra Nedgangstrappen naar ind i den Gang, der strækker sig langs de underjordiske Celler - eller rettere sagt Fangehuller.

Jorden i Kælderen er fugtig - Grundvandet staar til Tider fodhøjt over Gulvet, der er dannet af stampet Ler.

Langs Gangen fører Døre ind til syv Fangehuller. De svære Døre, der var dannet af tykke Planker med klodset Jærnbeslag, er nu tildels forsvundne; Resterne af dem ligger halvforraadnede paa Gulve eller stikker OP fra Jordlaget. Dørene var i Midten forsynet med en Gang til at aabne, og herigennem blev Føden stukket ind til Fangerne. Gluggerne var forsynet med svære Laase. For selve Dørene var der sat kæmpemæssige Laase, der maalte Indtil en halv Alen i Kvadrat. Disse Laase opbevares nu som en Kuriositet i et Museum.

Vi kigger ind i Fangehullerne og forfærdes ved at se, hvad der her blev budt menneskelige Væsener.

Hver Celle er omtrent 15 Fod dyb og 7 Fod bred, og her blev 8, ja ofte 12 Personer sammenstuvet - det vil sige, at her fik 8 Fanger tildelt et Rum af samme Størrelse som en af Nutidens Celler til en Fange.

Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes de 8 Personer har kunnet finde Plads i det lille Rum. Der har sandsynligvis været anbragt to Standkøjer paa Længden ved hver Sidevæg og i to Rækker over hinanden. Det giver Plads til 8 Personer med en Gang paa 1½ Alens Bredde mellem Køjerne.

Disse 21 Kvardratfods Guldflade var de 8 Arrestanters Plads til at bevæge sig paa om Dagen.

Den lille tilgitrede Aabning ud til Gården til Lys og Luft sad næsten i Linie med Gaardspladsens Jordsmon; om Natten var Aabningen lukket med en Træluge!

Om Natten var Cellen saaledes hermetisk tillukket, uden nogen som helst Adgang til frisk Luft; som Følge deraf blev Luften forpestet i Rummet, saa at Fangerne var ved at kvæles af Stank.

Men Dommerne og Myndighederne ræsonnerede som saa, at disse Fangehuller var bestemt for Mordere og Voldsmænd, og at det kunde være lige meget, om de døde før eller senere, enten kvalt af Stank, eller under Torturens Pinsler - eller til allersidst under Bøddelens Økse.

1 1677 sad en Stykjunker i Artilleriet, Adolf Gtartz, som Arrestant i et af disse underjordiske Fangehuller. Han var anklaget for, at han under de Danskes Belejring af Wismar i 1776 havde dræbt en af sine Overordnede, en Officer, under et Slagsmaal, og han blev i Lænker ført. til København og smidt ned i Stokhusets sumpede Kælder. I Forhøret tilstod Giertz sin Skyld. Men i 8 Uger sad han - sammen med nogle svenske Fanger - haardt sluttet i Jærn og Baand og ventede paa sin Dom. Den 38. Maj 1677 sendte Giertz en Ansøgning til Generalavditøren, hvori han klagede over, at Opholdet i Kelderhullet under den kvælende Varme og Stank ikke var til at udholde. Han vilde hellere dø for Bøddelens Økse end kvæles af Stank og ædes af Orme i Fængslet, og han bad derfor om, at han maatte faa en Ende paa det.

Hans Ønske blev opfyldt - Dagen efter blev ham dømt til Døden og henrotte

Inkvisitionens Torturkamre, der nu anvendes til - Sadelmagerværksted.

Med en Følelse af ubeskrivelig Væmmelse forlader vi dette underjordiske Helvede, ved hvis Dør man dengang passende kunde have sat: "Her lades alt Haab ude". Ad den gamle raadne Trappe kommer vi atter op til Dagene Lys, til den friske Luft. . .

Men der er ikke Tid til at dvæle.

Vejen gaar videre til Rædselskabinettet, det Lokale, hvor Inkvisitionens Domstol residerede. Lokalet, der er beliggende i Stueetagen ud mod Gaardspladsen, benyttes nu af Militæret til - Sadelmagerværksted.

Blandt de Forseelser og Forbrydelser, der behandledes af Inkvisitionen, var: Løsgængeri, Tyveri, Hæleri, Rufferi, Hververe til fremmed Krigstjeneste, Hekseri (indgaaet Pagt med Fanden) osv.

For at faa Arrestanterne til at tilstaa eller som Straf anvendtes daglig alle Torturkamrets Rædselsinstrumenter: Piskning, Spidsrod, Ris, Halsjærn - eller man varierede med Tamp, Tyremie, Kat. Ofte blev der under Forhøret givet 20 Slag Tamp paa samme Dag, og de kunde gentages de 2-3 følgende Dage.

Eller Tommeskruerne blev af Stokknægten anbragt paa Arrestantens Tommelfingre. Hver Gang han nægtede at tilstaa, blev Skruen drejet en ekstra Omgang!

Eller Delinkventen blev - med Hovedet lænket ned mod Knæene - nøgen rullet paa et Leje af smaat knuste Flintesten! Rosenkransen eller Pater noster Baandet var en tynd Snor med 5-6 Knuder paa, som anbragtes over Panden, tæt ved Øjenbrynene, og et Par Knuder paa Siderne af Hovedet. I Nakken stak Stokknægten en 3/4 Alen lang Stok igennem Kransen og drejede Stokken rundt, saa at Knuderne trængte ind i Huden . . ,

I Inkvisitionens Lokale var rejst en Stolpe, der anvendtes overfor Personer, der skulde have Kat eller Tamp. Arrestanten lænkedes med Arme og Ben til Stolpen. Tampen anvendtes uden paa Trøjen, Katten derimod paa den blotte Ryg. Katten bestod af 10 smalle, tjærede Hampeliner, anbragte paa et kort Skaft. Hver Line var omtrent en halv Alen lang, med 3-4 Knuder paa . . ,

Og saaledes kunde der fortsættes med Listen over disse raffineret udtænkte Torturredskaber, Kniben med gloende Tænger, Gennemstikning af Tungen osv.

Dagligt lød de ulykkeliges Skrig fra disse Lokaler, Men Skrigene blev ikke hørt, Stokhuset lå på en afsides plads, i en udkant af byen, tæt op ad Volden, hvor der kun sjældent kom et Menneske.

Men til Tider var der stor Sammenstimlen udenfor Stokhuset, nemlig naar Straffene skulde eksekveres.

Paa Pladsen udenfor Stokhusporten var rejst en stor Justitspæl, hvortil Fangen blev bunden, og her foregik baade Kagstrygning og Brændemærkning som en almindelig Folkeforlystelse.

De Forbrydere, der dømtes til Slaveriet, førtes under Bevogtning til en Smed, der boede i Dronningens Tværgade i den Ejendom, hvor nu Dansesalonen "Kæden" findes. I Smedien blev Slaven smedet i Bolt og Jern, det vil sige, at han fik smedet en Ring om Foden og en om Haandledet, og de to Ringe var saa forbundet med en Jernkæde. Efter denne Kæde-Smedie er det, at Dansesalonen har arvet sit Navn.

Slaverne Indesluttet bag Palisader og Kanoner.

Fra Torturkamrenes Uhygge kommer vi over Gaardspladsen til en større Bygning, der tjente til Fængsel for de paa Livstid dømte Slaver.

For at umuliggøre Slaverne at undslippe, var Fængslet indesluttet af en Række mandshøje Palisader, forsynet med Skydeskaar, gennem hvilke tre Kanoner stak deres truende Mundinger ind mod Fængslet. Desuden var der udenfor Palisaderne Vagtposter med skarpladte Geværer.

Resterne af disse Palisader eksisterede endnu for nogle Aar siden, men nu er de fuldstændig fjærnet. Stokhusgaarden ligner nu nærmest en lille Have, og Slyngplanterne gror op ad Fængselsmuren. Men den Gang var der ikke Tale om nogen Idyl paa dette Sted.

En Englænder, John Howard, besøgte i 1781 Stokhuset, og det er af en vis Interesse at læse hans Beretning om Tilstanden i Fængselsbygningen. Han fortæller: Her er Forbrydere af Garnisonen og Fanger af de forskellige Folkeklasser inddømte som Slaver. I Fængselsbygningen er der i Stuen to Rum. Skønt Højden kun er 10 Fod, har hvert af dem to Rækker Standkøjer. Disse Rum er overfyldte og derfor usunde. Over dem er der to Sygestuer og desuden en Kirke. Her saa jeg 143 Slaver. De var afstikkende klædt i en brun Trøje med røde Ærmer og Benklæder af samme to Farver.

Fangerne laa med Klæderne paa om Natten, og mange af dem var næsten nøgne. Flere af dem havde været 1 Bøddelens Hænder. De var brændemærkede og lænkede sammen to og to.

Nogle af dem havde tynde Lænker paa det ene Ben, andre sværere paa begge Benene, og nogle bar Halsjern. En var lænket med den venstre Haand til en Skubkærre - det var Straffen for Rømning.

Elendigheden og Haabløsheden i disse blege og syge Slavers Ansigter vidnede Ikke om Humanitet i Behandlingen.

Mit første Besøg fandt Sted en Lørdag. Den næste Dag overværede jeg Gudstjenesten i Kirken, hvor Manden, som var lænket til Skubkærren, var en af de faa, der var til Stede. Soldater med opplantede Bajonetter stod opstillet forskellige Steder i Kirken.

Senere gik jeg gennem deres Stuer, hvor de fleste af dem laa paa deres Brikse. Dette Fængsels modbydelige Tilstand gav mig altid Hovedpine. . .

Saavidt Englænderens Beretning, af hvilken man faar et Øjenvidnes Indtryk af forholdene.

I "Fugleburet"

Lokalet, i hvilket Slaverne havde deres Sovesal, var ved Hjælp af tykke Planker fra Gulv til Loft indrettet som et "Fuglebur". Inde i Buret opholdt Fangerne sig - det vil sige, at de laa paa de skraatstillede, haarde Trækøjer, uden noget som helst Undertøj. Udenfor "Fugleburet" gik Vagten med skarpladte Geværer, parat til at fyre løs ved de mindste Tegn paa Uro.

Køjerne og "Fugleburet" eksisterede endnu for nogle Aar siden. Nu er det hele fjærnet, og "Slaveriet" anvendes af Militæret til Munderingsoplag.

De dødsdømte Slavers underjordiske Celler.

Det var Ikke sjældent, at de Slaver, der anvendtes ude i Byen, bl. a. til Fæstningsarbejde, druknede sig i Voldgraven - saa var deres Pinsler endt.

Det hændte ikke saa sjældent, at en Slave flygtede. Særlig var Havehullet, et Sted paa Stokhusets Grund, et søgt Rømningssted. Men Friheden varede i Reglen kun kort. Den, der bragte Flygtningen tilbage, flk en Dusør paa 4 Rigsdaler, og Slaven blev straffet med Tamp.

De mere fremsommelige og skikkelige Slaver anvendtes som sagt ved forskelligt Arbejde ude i Byen, i Reglen under militær Bevogtning, men ofte gik de paa egen Haand til og fra Arbejdsstedet.

I Brødbageriet i Kastellet arbejdede saaledes daglig 12 Slaver. Ved Blæsebælgen i Tøjhussmedien anvendtes en Slave, og paa samme Maade anvendtes Slaver i Arsenalet. I Frederiks Hospital og Guldhuset (senere Garnisons Hospital) besørgede Slaverne Renholdelsen. Slaverne besørgede ogsaa Gadefejningen ved Kasernerne, langs Volden og i Rosenborg Have. Desuden anvendtes Slaverne i Proviantgaarden, ved Vagtbygningerne og som Sygepassere i Stokhuset. Endelig benyttedes Slaverne til at bære Ligene af Selvmordere til Graven.

16 Aars Drenge som Slaver. 

I Stokhuset fandtes Fanger af alle Aldersklasser, Drenge i 16-Aarsalderen, Ynglinge paa 18-20 Aar og Folk i deres bedste Manddomsaar, helt op til over 70-Aarsalderen.

De fleste af de saakaldte "uærlige" Slaver var kagstrøgne og brændemærkede. Et stort Antal havde løbet Spidsrod, var bleven kattede eller piskede.

Hvor gyselig Tilstanden var i Stokhuset, fremgaar af en Skildring i en Avis "Nyeste Skilderi af København" fra 1803.

Forfatteren, der har besøgt Fængslet, skriver: Stokhuset synes at være en haard Straf og skadelig for Forbryderens Moralitet. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand.

Luften er saa at sige forpeste af de mange Menneskers Indeslutning i et lukket lille Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskhed.

Deres Leje er saa skrækkeligt, som man nogen Sinde har set det. Det bestaar af nogle urene Brikse, hvor de ikke har noget Dække over sig og Ingenting under sig.

Søvnen, denne den ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet.

Deres usle Leje vrimler af Utøj, som om Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv ....

- Disse Betragtninger viser, at der nu gjorde sig et humanere Syn gældende. Mange af de saakaldte "ærlige" Slaver blev efterhaanden benaadede, men de saakaldte "uærlige", de brændemærkede, der bar Slavestemplet Indbrændt paa deres lægerne, turde man lkke frigive, da de i saa Fald, skyet af alle Mennesker, vilde være bleven prisgivet Arbejdsløhed og Sult.

En Gehejmekonferensraad Moltke og Hustru skænkede 1000 Rigsdaler til Forplejning for de paa Livstid Inddømte Slaver, og endvidere fik de udleveret Halmmadrasser og Hovedpuder til deres Natteleje, ligesom Forplejningen forbedredes.

Slaven, der Inviterede Gæster til Generalens Middagsgilde.

Ved Siden af alt det gyselige ved Slaveriet var der ogsaa nogle Lyspunkter. Det var de saakaldte "ærlige" Slavers Anvendelse i privat Arbejde. Byens Borgere kunde leje en Slave til at udføre Arbejde mod at betale den fastsatte Afgift og garantere for, at Slaven vendte tilbage til Stokhuset om Aftenen - og denne billige Arbejdskraft blev meget ofte benyttet til Skade tor Arbejderklassen. Det gik saa vidt, at Funktionærerne i Stokhuset sendte Slaverne ud for at besørge Byærinder - og uden Bevogtning.

Dette medførte, at der i 1812 paany udstedtes et Forbud mod at lade Slaverne gaa ud i Byen uden Jernlænker og Bevogtning, ligesom det ogsa blev forbudt, at de maatte bære andre Klæder udenfor Stokhuset end den spraglede Fangedragt.

En Fæstningskommandant, der havde en gammel Livsslave til sin daglige Raadighed, lod sig ikke genere af dette Forbud. Slaven var nu kommen i saa mange Aar i hans Hus, at saavel Kommandanten som Slaven var bleven gamle og godt Kendte med hinanden.

En Dag, da Kommandanten skulde have fint Selskab, blev Slaven iført hans Livré og sendt ud med Indbydelser til Byens og den nærmeste Omegns Honoratiores. Alle kendte de Slaven, og saavel han som Indbydelsen blev vel modtagne.

Jarmers Taarnet.

Vi slutter med denne lille Solstraalefortælling, som godt kan være passeret, men som staar i en saa skærende Modsætning til det ovenfor fortalte.

Vi er glad, da vi atter staar udenfor Stokhusets Port - det er, som vi er kommen ud af et Helvede fra Fortiden, ud til Dagens pulserende Liv i Storstaden.

Foran os ligger Nutidens skønne, smilende København med den knejsende Vold og den poetiske Stadsgrav - et af Minderne om Slavernes Fæstningsarbejde.

Fortidens Skygger er heldigvis forsvundne og afløst af et mere humant Syn ogsaa paa de af vore Medmennesker, der har begaaet et Fejl

N.B.

(Social-Demokraten, 2. januar 1923).

Artiklen er skrevet 63 år efter Stokhuset ophørte med at være fængsel i 1860.

Stokhusets Ophævelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Stokhuus eller, som det ogsaa kaldes "Slaveriet" skal som bekjendt ophæves med dette Aars Udgang. Bygningerne ville blive stillede til Militairetatens Disposition og det hedder, at de skulle benyttes til Oprettelsen af en Caserne for Straffecompagnier. Med Ophævelsen af Stokhuset vil, efter vor Mening, en Straffeanstalt være bortryddet, som efter dens Indretning og Opgave ganske har forfejlet sit Øiemed. Det er øiensynligt, at det har ligget i de tidligere Lovgiveres og Autoriteters Hensigt at gjøre Opholdet i denne Anstalt mere afskrækkende, streng og piinlig, end i Tugthusene. En saadan Forskjel var saa meget mere nødvendig, som hiin Anstalt kun optog Subjecter, som havde gjort sig skyldige i grove Forbrydelser, som Mordanslag, Røveri, Indbrud. Falskmyntneri, Kirke- og Marktyveri, osv. I den i Begyndelsen herskende strenge Justits skete imidlertid i Tidens Løb et Omslag og den næsten militairiske Indretning af Anstalten bevirkede, at Fangerne ligefrem fik en bedre Behandling her, end i Tugthusene. De bleve næsten behandlede som militaire Arrestanter, erholdt en Soldats Kost arbejdede i Fæstningen eller bleve mod en vis Dagløn (3 Mk.) udleiede til private Personer. Dette gjaldt imidlertid blot for de Fanger, som kun skulde tilbringe et vist Antal Aar i Straffeanstalten. Livsfangerne befandt sig derimod i mange Aar udenfor Anstalten i meget faste, kunstigt oplyste, underjordiske Fængster i Citadellet Frederikshavn; men senere bleve disse rømmede og de grove og farlige Forbrydere ogsaa hensatte i Stokhuset i lyse underjordiske Celler, som i deres Indretning ligne Blokhuse. En Afdeling Artilleri med to Kanoner og et Antal af 15-20 Infanterister have senere uafbrudt bevogtet Anstalten. De paa Livstid indsatte Fanger maatte aldrig forlade Anstalten, erholdt hver Dag et vist Pensum Arbeide og bleve straffede, naar det ikke var fuldført. Saaledes er det senere forbleven og finder endnu Alt Sted paa lignende Maade, med Undtagelse af Udleielsen af Slaverne og Bevogtningen af de paa Fæstningsværkerne Arbejdende ved Soldater. Istedetfor disse har alt i flere Aar været benyttet Civile, der ere bevæbnede med en Sabel. Naar det nu betænkes, at hverken Arbeide eller Opsigt er streng, at det efter den sædvanlige Arbejdstid fra 5 til 12 Formiddag og 1 til 6 Eftermiddag tillades Fangerne at arbeide for sig selv, hvorved det lykkes ikke Faa at sammenspare en ikke ubetydelig Sum eller at kunne tilvejebringe deres daglige Fornødenheder; tager man i Betragtning, at det store Fleertal af Fangerne arbejder i fri Luft og tildeels uden bestandig Opsigt, at det ingenlunde er formeent dem at anskaffe sig forskjellige Beqvemmeligheder og at forbedre deres ingenlunde knappe eller slette Kost; betænker man endelig, at Fangerne ved Hds. Maj. Enkedronningens Naade daglig erholde 3 sk til Bestridelse af deres Smaafornødenheder og at der er skjænket Stokhuset Legater, hvis Udbytte er bestemt til Tractement for samtlige Slaver paa Festdage - saa seer man heraf, at Fangernes Lod ialmindelighed er langt lettere at bære, end Tugthuusfangernes, der ved strengt Arbeide og en ringere Kost aldrig forlade Bygningen og kun maae opholde sig een Time daglig i fri Luft. Erkjendelsen af disse Kjendsgjerninger har væsentlig været Aarsag til, at Stokhuset ved Lov er bestemt til at ophæves til 1ste Januar 1859 og Fangerne forflyttes til Tugthuset. Fortiden beløber Slavernes Antal sig til noget over 90, af hvilke omtrent Femtedelen er inddømt paa Livstid. Disse Forbrydere bære en halv lys-, halv mørkeblaa Dragt med Knæbeenklader, under hvilke en dobbelt Jernring med Kjæde er befæstet til Benet. Omtrent Fjerdedelen befinder sig i Anstalten for et Tidsrum, som nærmere bestemmes ved Kongens Naade. I Regelen fører et treaarigt, daddelfrit og uden Straf tilbragt Ophold i Stokhuset til at fangerne paa Forstanderens Anbefaling erholde en saadan Naade. Frigivelsen skeer da paa Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag. Forrige Aar blev saaledes 13 Fanger frigivne, og til 6te October iaar vil formodentlig et langt større Antal blive fri. Det Eneste, hvori der endnu opretholdes en større Strenghed i Stokhuset, bestaaer i Straffemaaden. Opsætsighed, Uorden og Dovenskab bliver nemlig straffet med Kat, en Slags Knut. Delinqventen bliver ved en saadan Straf fastbunden til en Stolpe ved Hjælp af Haandjern og Reeb, og erholder Slagene paa den blotte Ryg i alle Fangers, Inspecteurens og Lægens Nærværelse. Ved en mindre stærk Constitution er 27 Slag (det sædvanlige Antal) tilstrækkelig til at opflænge Kjødet paa mange Steder, og en flere Ugers Behandling paa Hospitalet er nødvendig til at bevirke en fuldstændig Helning af Saarene. Blandt de fortiden i Stokhuset værende Fanger befinder sig ogsaa flere Negere, for Størstedelen fra de vestindiske Colonier. Fra Guineakysten, hvor Danmark som bekjendt forhen havde Besiddelser, er ligeledes tidligere indbragt Forbrydere, deriblandt en Høvding, som man havde overbeviist om at have røvet flere Børn og at have slagtet og offret dem paa en Tromme til hans Afguder. Dette blodbesprængte Instrument besinder sig endnu i det ethnographiske Museum og hiin Høvding har endnu ikke erholdt sin Frihed. 

- - -

Som allerede bemærket skulle Fangerne til næste Aar vandre i Tugthuset. Dette vil sikkert være dem meget ukjært, og Protester mod denne Fremgangsmaade skulle allerede have ladet sig høre fra de Opponenter, som sædvanlig forefindes paa saadanne Straffeanstalter. Man mener, at de paa Livstid Indespærrede ovenikjøbet skulle indsættes i de Enkeltceller, som i de sidste Aar i et Antal af 50 til -10 ere blevne indrettede efter pensylvansk System i Tugthusene. Man vil i Begyndelsen have sin Nød med at styre de med denne Forandring Utilfredse. (FL Z.)

(Skive Avis 1. september 1858. Uddrag)

- - - Den ældste Stokhusfange er en Normand, som i Kongsberg Sølvværk havde tilvendt sig betydelige Stykker Erts og solgte dem. Denne Fange er høit i de Firs og har nu været i Slaveriet over 50 Aar, af hvilke i sidste 12 a 15 Aar sengeliggende. Kunstnere og Malere komme hyppig for at portraitere og at male ham, formedelst hans lange hvide Skjæg og patriarkalske Udseende. Man havde forlængst giver denne gamle Mand sin Frihed, saafremt del ikke havde været for ikke at prisgive ham til en fuldkommen Hjælpeløshed. Slaveriet er for ham blevet et Asyl og eneste Hjem, hvilket han nu har saa kjært, at han ingenlunde vil forlade det. (Fl. Z.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. september 1858. Uddrag).

Lovforslaget om Stokhusfangernes overførsel til huset blev vedtaget ved 3. behandling den 30. oktober 1858 med 54 stemmer mod 9. Stokhuset ophørte endeligt den 1. april 1860, hvor fangerne blev overført til det nyopførte Vridsløselille Fængsel og Horsens. Desuden opførtes et nyt på Christianshavn. Nogle af stokhusslavernes arbejde med gadefejning i kaserner og vagter blev overtaget af folk fra Ladegården.

Det har ikke været muligt at verificere historien om nordmanden der blev dømt til slaveriet fra Kongsberg Sølvværk.

Tyverier af Fæstningsslaver. (Efterskrift til Politivennen)

Tyverier af Fæstningsslaver. Uhensigtsmæssigheden af det nuværende Fæstningsarbeide har alt længe været erkjendt. Allerede i Begyndelsen af dette Aarhundrede paatænktes dets Ophævelse, men uden at det blev til videre. Senere ved kongl. Resolution af 13de April 1841 bestemtes, at Tugt- og Rasphuusarbeide skulde substitueres det hidtilværende Fæstningsarbeide, at Cancelliet skulde gjøre Forslag til de i saa Henseende fornødne Lovbestemmelser og at de nuværende Slaver skulde overføres til Tugt og Rapshusene og underlægges de civile Autoriteters Varetægt og Bestyrelse. I Motiverne til Udkastet til Loven af 29de Decbr. 1850 om Anvendelsen af de forskjellige Arter af Strafarbejde, der blandt Andet bestemmer, at fra 1ste April 1851 skulle de Forbrydere, der efter de gjeldende Regler ville være at indsætte til Arbeide, Rasphuset eller Fæstningen, hensættes til Tugthuusarbeide, hedder det herom, at det er almindelig erkjendt og tidligere af Regjeringen udtalt, at Fæstningsarbeide er en meget uhensigtsmæssig Straf, der saasnart som muligt bør ophæves. Endskjøndt der nu ved den nysnævnte Lov er gjort et vigtigt Skridt hertil, idet der ikke længer idømmes Nogen denne Straf og naglet der maa være Udsigt til, naar den ny Straffeanstalt ved Horsens kan tages i Brug, at da navnlig ogsaa Fæstningsslaver ville blive forflyttede dertil, da det naturligviis ikke kan være Hensigten at vedligeholde de gamle Straffeanstalter til den sidste Fange er død, vil der rimeligviis endnu hengaae temmelig lang Tid, inden det bestaaende Fæstningsarbeide aldeles ophører, da en Forflytning en masse af Fæstningsslaverne til Tugthusene, fra andre Sider betragtet, er anseet for utilraadelig. Der er saaledes endnu Anledning til at henlede Opmærksomheden paa det mangelfulde Tilsyn med Fæstningsslaverne som, foruden at medføre andre Uordener, tillige udsætter Eiendomssikkerheden for den største Fare. - Som et stærkt staaende Beviis herfor, er en af Criminalog Politiretten den 4de Septbr. paadømt Justitssag, hvorunder 17 Fæstningsslaver actioneredes for Tyveri og 3 andre for Hæleri, 6 Opsynsmænd ved Stokhuset og en Kludehandler ligeledes for Hæleri og en Jernhandler og en Gjørtlersvend for ulovlig Handel. - Efterat nemlig det Sukkerraffinadeur Lauritz Smith tilhørende, i Toldbodgaden beliggende Sukkerhuus "Phønix", som med Bagsiden støder til Gaardsrummet ved Recrutcasernen i Qvæsthuusgaden, var afbrændt Natten mellem den 11te og 12te Mai 1850, hvorefter nogle store Kobberkjedler og andre Gjenstande af Jern og Kobber bleve henliggende paa Brandtomten, der først i Juni Maaned s. A. blev indhegnet med et 4½ Alen høit Plankeværk og saaledes adskilt fra hiint Gaardsrum, ind i hvilket Muurværk fra Sukkerhuset var nedstyrtet under Branden, bleve flere Tyverier forøvede paa denne Brandtomt af Fæstningsslaver, der have været beordrede deels til at rydde den og kaste det i Casernens Gaard nedstyrtede Muurgruus ind paa bemeldte Tomt, deels til at foretage et eller andet Arbeide i selve Casernen.

Det er saaledes oplyst, at bemeldte Fæstningsslaver have, under Bevogtning af de tiltalte Opsynsmænd, deels kort efter Branden medens Brandfolkene endnu vare beskjeftigede med at slukke Ilden i Grunden, tilvendt sig en stor Deel Jern- og Kobber Sager, deels senere, efterat det ovenanførte Plankeværk var opført, hele Sommeren igjennem midt om Dagen gjort Indbrud fra Qvæsthuus-Kasernen gjennem Plankeværket eller ved Hjelp af Stiger banet sig Vei ind paa Brandtomten og der med Hakker og Hamre hugget store Kobberkjedler istykker, afbrudt Laasen for Jerndøren til det saakaldte Candis-Kaminer, samt transporteret store Stykker af Kobberkjedler og en stor Mængde Candispotter paa Vogne bort fra Casernegaarden ud til forskjellige Steder i Staden, endog ind og udaf Stokhuset. Størstedelen af det saaledes Stjaalne blev senere solgt til den ovennævnte Kludehandler og Resten til de 2 andre for ulovlig Handel tiltalte Personer. Udbyttet af Salget deeltes derpaa mellem dem, saaledes at Opsynsmændene, der havde seet gjennem Fingre med Gerningsmændene og tildeels været behjelpelige med at sælge Kosterne, fik Andeel deri.

Ved den afsagte Dom ere 2 Fæstningsslaver frifundne for Actors videre Tiltale. 3, der vare hendømte til Fæstningsarbeide paa Livstid, ansete hver især med 2 Gange 27 Slag Kat; 11, efter udfiaaet Straffetid i Fæstningen, idømte Tugthuusarbeide i længere og kortere Tid, og 4, ligeledes efter udstaaet Straffetid, tilfundne Straf af Fængsel paa Vand og Brød. Vand- og Brød-Straf tilkjendtes ogsaa Opsynsmændene og Kludehandeleren, hvorimod Jernhandleren og Gjørtlersvenden idømtes Mulkter, respective af 50 Rbd. og 5 Rbd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1852, 2. udgave).

Stokhusslaverne. (Efterskrift til Politivennen)

Slaverne i Stokhuset er det ifølge Hs. Majestæt Kongens allerhøieste Befaling allernaadigst tilladt i deres Fritimer at forfærdige Haandarbeider af forskielligt Slags, som større og mindre Træsorter, Klædeklemmer, Støvleknægte, Garnvinder, Hasper, Kurvemagerarbeiide o.s.v. Vedkommende der derefter ønsker sig af ovenanførte Sorter, haver at henvende sig til Stokhuusforvalter  Bierregaard, der besørger Varene foreviste og Arbeider udleveret imod Betaling. Alt Salg af Slaverne selv, være sig i Stokhuset eller paa Gaderne er aldeles forbudet ligesom ogsaa dem der have Opsigt med dem; og Ubehageligheder vil følge for dem, som imod Formodning maatte giøre Aftale med Slaverne selv om at []ere sig Arbeider. De som igien handler med Træarbeider og hvad andet i Stokhuset kan tages, ønsker man selv ville levere det dertil fornødne Træ; de derimod som kiøbe i det Smaa kan bekomme samme uden at levere Træ. - Saalænge indtil den af Hs. Majestæt Kongen allernaadigst approberede forandrede Indretning i Stokhuset er fuldført, haves der fra Commandantskabets Side intet imod, at der kiøbes af de Sælgekoner som med Træarbeider fra Stokhuset udgaar, men, naar bemeldte Forandring er fuldført, bliver det disse Koner forbudet med Trævare derfra at udgaae til Salg, og hvorom i de offentlige Tidender vil skee nærmere Bekiendtgiørelse.

(Dagen den 3. april 1812)

Slaver i Stokhuset. (Efterskrift til Politivennen)

Den 31te Decbr. 1811 fandtes i Kbhavns Fæstnings Stokhuus følgende Antal Slaver: I. Dømt ved civile Retter; a) Ærlige 56, deraf dømte paa Livstid 42, Udlændinge 7, Kbhavnere 7; b) Uærlige 22, alle dømt paa Livstid, kagstrøgne og brændemærkede, deriblandt 3 Udlændinge og 3 Kbhavnere. II, Dømt ved Sø-Etaten: 51 Slaver, hvoraf 21 paa Livstid, 23 Kbhavnere, 7 Udlændinge. III. Dømt ved Land-etaten: a) Ærlige 60, heraf 48 paa Livstid, 17 Udlændinge, 1 fra Kiøbenhavn; b) Uærlige 8, alle dømte paa Livstid og kagstrøgne, hvoraf 3 Udlændinger. Altsaa haves ialt 197 Slaver, 34 Udlændinger, og 46 født i Kbhavn, 5 af den catholske og 1 af den græske Religion. Den ældste i Alder er 72 Aar, den ældste i Slaveriet sidder siden 1782. 

Dagen 10. januar 1812

Om rømmende Forbrydere. (Efterskrift til Politivennen)

Bortrømte Forbryderes og Slavers efterlysning i offentlige Tidender er noget, som man hyppigst møder og ligegyldigt læser. Det er et Onde, som man er bleven saa vant til, at kun faa værdige det nogen Opmærksomhed. Gjennembryder en Arrestant Fængslers Mure og undgaar Retfærdighedens straffende Arm, rømmer en Slave fra Fæstningsarbeide eller Stokhuset, og opvækker paa Landet grundet Frygt for Indbrud, Drab og Mordbrand, saa gjør man intet videre end efterlyser ham i Aviserne, og er man saa heldig at paagribe ham, saa katter og kagstryger man ham eller indspærrer ham i et strængere Fængsel, alt efter Omstændighederne, og troer nu at have gjort alt hvad man kunde gjøre. Kun faa falder det ind at undersøge: hvorfor saadanne Forbrydere saa ideligen finde Leilighed til, at undvige; endnu færregive sig den Umage at opsøge de første og sande Grundaarsager til et saa farligt Onde.

Den almindeligste og trivielleste Klage over saadanne Undvigelser ramme sædvanligen Fængslerne. Man raaber ak og vee over de stakkels Arrester og Arrestforvarere, men uden at betænke, at de stærkeste Mure og de aarvaagneste Fangevogtere kun kunne udrette lidet, naar ikke alle ovrige Omstændigheder ere hensigtssvarende. Trenck, Peer Mikkelsen, Arve Bravkarl have alle practisk bevist, at de tungeste Lænker ere intet for den, der forstaaer at afryste eller overfile dem, og at den stærkeste Muur er for svag til at holde den forslagne. Kan det end ikke negtes, at velindrettede og forsvarlige Fængsler ere nødvendige, naar det Almindelige skal betrygges mod farlige Forbryderes Udbrud, saa er det dog ikke mindre vist, at de fleste Udbrud aldrig skee, fordi vore Fængsler ei ere strænge nok (en Beskyldning, som neppe nogen Sagkyndig vil gjøre dem), men fordi alle Omstændigheder ere saaledes, at Undvigelser ikke kunne være andet end hyppige. Hvad Arrestanterne i Kjøbstæderne og paa Landet angaaer, saa er deels den Tid, de sidde fængslede, førend deres Dom i de forskjellige Instancer er afsagt, saa lang, deels den Underhold, de nyde, saa ussel, at Fristelsen til Undgigelse er lang større, end den under andre Omstændigheder vilde og kunde være. Det samme er tilfældet med de Forbrydere, der ere indsatte i Tugt- og Forbedringshuse. Frihedens Berøvelse, forenet med Arbeide, er den Straf, Loven har paalagt dem, men langt smerteligere ere de med Straffen forbundne Biting. Usund Luft, ussel Føde, Ureenlighed med alle dens Følgesvende *) trykke Forbryderen mere end Frihedens Forlis og Arbeidets Besværlighed, uagtet det ikke regnes blandt den egentlige Straf. Kunde begge Onder lægges paa Vægtskaalen, vilde sikkert det første overveie det sidste. - Der er arbeidet med rosværdig Iver paa at fremme Rettens bedre Pleie; der er gjort meget, saare meget, for vore Fængslers bedre Indretning og Arrestanternes mildere Behandling. Men endnu gyser Menneskevennen ved at høre, at mangen en Forbryder, hvis hele Brøde ofte kun bestaaer i at have stjaalet for nogle faa Marks Værdie, maa paa Landet hensidde hele Maaneder, førend han kan komme til at lide den Straf, der venter ham; endnu er mangt et Arresthuus i Kjøbstæderne og paa Landet just ikke nogen Ære for Menneskeligheden. Ikke at tale om, at et langvarigt, skummelt og usundt Fængsel lettere end et kort, lyst og sundt kan friste den Fængslede til at søge sin Redning ved Undvigelse, saa er det ogsaa meget naturligt, at jo længere en Forbryder sidder arresteret, jo mere han har Tid til at pønse paa Midler til sin Redning, desmere Leilighed maa han kunde finde til at undkomme. Dertil kommer endnu, at Fængslets og Kostens Usselhed saa let bringer ham til Fortvivlelse, og hvad er den Fortvivlede ikke istand til at foretaage, vove og udføre? Vil man altsaa betage Forbryderen Fristelsen til at undvige, saa gjøre man hans Arrest saa kort og mild som mueligt. Man glemme aldrig, at efter den humane Lovgivnings Grundsætninger skal Arresten kun være et Bevaringsmiddel, ikke nogen Straf; thi saa længe Forbryderen ikke er overbevist og domfældet bør han betragtes som en Uskyldig, og hans Arrest burde ikke være haardere end Nødvendigheden uomgjængeligen fordrer det.

Hvad vore Slaver angaaer, da kan man næsten ikke undres over, at saa mange ideligen undvige, naar man betænker, hvorledes deres Fangehuller ere beskafne, hvor usselt de ere aflagte, hvorledes de behandles og bevogte. Allerede den blotte Tanke at to til tre hundrede Mennesker ere indspærrede som qvæg i en stor Stald og maa, ved det tungeste Arbeide, leve af 7 sk. om Dagen i Tider, hvor Livets første Fornødenheder betales tre dobbelt saa dyrt som før, er rædsom og bitter. Lad end være at alle disse Mennesker ere Forbrydere, tildeels haardnakkede og vanslægtede i høieste Grad, saa ophøre de derfor dog ikke at være Mennesker, og som Mennesker at have grundet Fordrring paa vor Medlidenhed. Er det vel at undres over, at de, naar Leilighed gives, søge at undflye det jordiske Helvede, hvori de ere indspærrede? Lader os ikke forlange mere af Mennesket end den menneskelige Natur tilsteder; lader os aldrig glemme at den som man har skilt næsten ved alt, ogsaa vover alt hvad han endnu har at vove. Kan man med Føie fordre, at den, som efterat have mistet Ære og Frihed, maa trælle om Dagen og savne Ro om Natten, ikke skal gribe efter Friheden, naar den tilbyder sig ham? **) 

Vil man altsaa forekomme Slavernes hyppige Undvigelse, saa forbedre man deres Kaar. Man indrette deres Fængsel beqvemmere; man forøge deres Dagløn; man give dem de Klæder, som ere nødvendige for dem til at betrygge Legemet mod Luftens alt for voldsomme Indtrykke, det Linned, uden hvlket de maa blive syge af Ureenlighed og dens Følger, og naar man saaledes har forbedret deres Kaar, saa tænke man paa en hensigtsmæssigere Indretning i deres Bevogtning. De Mennesker, til hvis Bevogtning disse unegteligen farlige Subjecer ere betroede, bestaae sædvanlig af gamle udlevede, kraftløse Invalider, som man maaske mere ansætter til denne Post for at give dem et Levebrød, end for at skaffe Slaverne sanddrue Bevogtere. Stundom har det hændt sig, at Slavefogderne af en gammel, ikke let overvindelig Vane, have været alt for tilbøjelige til det kjere Finkel. For et Glas af denne Ambrosia lukkede de uden Vanskelighed et Øie, og Følgen deraf var, at de gave visse Slaver alt for stor Frihed, tabte dem let af Sigte, og inden de vidste et Ord deraf var Fuglen fløien. Dersom dette ikke havde været tilfældet, vilde ikke saa mange Slaver ideligen have fundet Leilighed til at undvige fra Arbeidet. Dermæst er det ogsaa alt for vanskeligt for en saadan gammel aflægs Slavefoged, hvis Sandser, selv i ædru Tilstand, just ikke ere i den bedste Orden, at kunne overse en Hob af 10 forslagne og vevre Slaver, som han har under sin Commando og ofte arbeide i en lang Frastand fra hinanden. Inden saadan en Veteran faaer den gamle Been i Gang, er Slaven allerede over Bjerg og Dal. At see saadan en Person armeret med en Pistol og en cide-vant Sabel kan ikke andet end opvække en Idee om Sancho Pansa, og der kan vel neppe tænkes noget mere Comisk end at sætte en saadan udlevet Olding til en Trop brændemærkede og kagstrøgne Skjelmers Bevogter. Vil man altsaa forekomme Slavernes alt for hyppige Undvigelse, saa ansætte man Slavesergeanter, der netop ere det modsatte af hvad de fleste nuværende ere, det vil sige: unge, raske, bomstærke Karle, hvis Falkesyn kan oversee den hele Trop og hvis kraftfulde Næver kunne holde deres Mand, naar det gjelder. Under disse kunde man igjen sætte et slags Undersergeanter, hvortil de ordentligste og anstændigste Slaver, der just ikke have begaaet nogen alt for grov Forbrydelse, eller hvis Straffetid varsnart forløben, kunde tages. Disse vilde bedre end nogen anden kunne passe paa deres Kammerater.

To Forbedringere altsaa nødvendige, naar Slavernes Undvigelse skal gjøres sjeldnere: deres Kaars Formildelse og flere, yngre og raskere Slavefogders Ansættelse. Den Bekostning, som en saadan Forandring kunde medføre, vilde ikke være saa stor som man maaske troer, og hvor det gjelder om at besætte den offentlige Sikkerhed og formilde ulykkelige, faldne Medmenneskers Kaar, bør desuden ingen Bekostning være for stor. Det er ikke billigt, at forøge den Straf,Domstolen har dømt Forbryderen til, ved unødvendige Plager, der enten ere en Følge af utidig Sparsommelighed eller Ligegyldighed for den ulykkeliges Skjebne. 

Naar alt dette er skeet, saa fastsætte man alvorlig Straf for den, som overlader rømmende Slaver Klæder, thi det bliver ikke let mueligt for saadan et Menneske at komme bort eller blive længe uopdaget, naar han ikke har Leilighed til at omskifte Slavekjolen med andre Klæder. Sædvanlig er det i gemene Kjeldere og Kipper, hvor saadanne Forbrydere finde Tilhold. Her skjule de sig gjerne den første Nat og omklæde sig. Dersom der var bestemt stræng Straf for enhver, som overlader Slaver noget Klædebon af hvad Navn nævnes kan, vilde det ikke falde dem saa let som nu at faae lange Beenklæder, under hvilke Lænken lader sig skjule, eller store Hatte, som kunne trykkes dybt ned i Ansigtet og gjøre dem ukjendelige. Alle Slaver burde tillige være eens klædte, thi nu, da det er dem tilladt at klæde sig i hvilke Beenklæder og Vest, de ville, bliver det ogsaa lettere for dem, at undvige, og naar de ere undvigte at gjøre sig ukjendelige. Vist nok er det i denne Tid, hvor der findes Krigsfolk overalt ved Kysterne, vanskeligere end ellers for saadanne Rømningsmænd at undkomme, men de Misgjerninger, de paa deres Flugt begaae, og den Frygt, som især Udflytter-Gaardes Beboere maa være i, naar de høre at en Slave er brudt ud af Stokhuset, er alt for stort et Onde, til at man jo burde ønske de kraftigste Midler anvendte til dets Forebyggelse.

*) En Slave faaer endnu som før 4 sk om Dagen og 3 Sk. tillæg naar han gaaer paa Arbeide, hvert Aar to Skjorter og hvert andet Aar en ny Kjole.

**) Endnu ganske nylig rømte 44 Slaver fra deres Arbeide, af hvilke de to endog havde et Jern om Halsen. To af dem har man i disse Dage paagrebet i Dyrehaugen, hvor man skal have findet en Bondekarl dræbt, men de øvrige have nu henved to Uger drevet deres Spil omkring paa Landet, uden at man hidtil har kunnet faae fat paa dem.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 99
Tirsdagen den 19 September 1809
Spalte 1577-1582

Rekonstruktion af en slavecelle på Kronborg. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018).

Slaver. (Efterskrift til Politivennen)

To hundrede indtil halvtredie hundrede er det sædvanlige Antal paa de Slaver, som Stokhuset gjemmer. I dette Øieblik tæller man der 168, hvoriblandt er 47 uærlige. Deres Dragt udmærker dem fra alle andre Mennesker og deres Jern *) er et sørgeligt Tegn paa deres Farlighed for Selskabet. Men selv blandt dem gives der Grader. De af dem, som have Tyvsmærke og ere dømte til evig Fæstningsarbeide, kaldes uærlige; de, som mangle dette Mærke, og kun ere dømte til at arbeide en vis Tid, kaldes ærlige. Man har offentlig gjort sig lystig over Prædicatet ærlig, fordi det anveedes paa en Slave, endskjønt hver Fornuftig indseer, at den Benævnelse, som her tillægges saadanne Forbrydere, netop gjør vor Lovgivning Ære. End ikke den saa dybt sjunkne Slave har den villet negte dette for Mennesket saa nødvendige Tillægsord, naar Domstolene ikke ansee ham for uforbederlig; endog ham har den ladet staae Veien til at forbedre sig aaben; end ikke den slette Green paa Statssamfundets store Stamme har den villet afskjære aldeles, saa længe der er Haab om, at den endnu kan blive nyttig **).

Fæstningsværkerne og alle de øvrige Arbeider, som henhøre under Commandantskabet, give disse Forbrydere nok at bestille. Naar de ikke arbeide faae de 2 sk. dagligen, og naar de arbeide faae de derimod et Tillæg af 3 sk., som kaldes Arbeidspenge. Endeel af dem lade sig paa visse Tider frivilligen bruge til de allerforagteligste og meest usunde Forretninger. Jeg har endog om Søndagen seet adskillige Slaver i den største Sommerhede rense den mephistiske Skarnkiste ved Vibens Allee. Ganske afklædte lode de sig hidse ned i denne Gifthule, og da de bleve trukne op, vare de saa sorte paa hele Kroppen som Negere. Jeg vilde have anseet det for umueligt, at Mennesker kunde lade sig bruge til saadant et Arbeide, dersom jeg ikke havde været Vidne til, at disse Slaver endog, som man forsikkrede mig, gjorde det frivilligen, for Betaling.

De føres fra og til deres Arbeide i en lang Jernlænke, som en heel Trop af tyve, tredive og flere, to og to, holde ved. Alle disse farlige Forbrydere, hvis Frihed vilde undergrave hele Borgerselskabets Rolighed, lade sig her ganske roligen føre af een eneste Slavefoged. Sammenlænkede som Tigre, Løver og Hyæner føres de hjem til deres Baraquer, som snarere ligner et Menagerie, end Boliger for menneskelige Skabninger. Her ligge disse gustne og af Elendighed udtærede Mennesker paa Straa. Hvorledes det seer ud i disse Stalde kan ingen Pen beskrive, ingen Pensel male. De, som kunne see Enden paa deres Lidelser, ere lykkelige; men de, som ere dømte til at ende her deres elendige Liv, o, deres Skjebne vilde være skrækkelig, dersom ikke alle Lidendes Ven - Vanen - gjorde dem deres Lænker lette og deres Trældom taalelig! Ingen Straale, ja intet Glimt af Haab smiler ned i disse Ulykkeliges Huler.

De Forbrydere, som her gjemmes, ere ikke blot fra Danske Provindser, men næsten fra de fleste Europæiske Lande. Her findes Tydske, Franske, Engelske, Russer, som tildeels oprindeligen ere komne til Kjøbenhavn som Soldater, men som for gjentagen Desertion og Tyverie ere blevne dømte til at gaae i Slaveriet.

Naar man ser en saadan Trop Forbrydere, lænkede, tæmmede og ydmygede, saa gyser man. Man synes ordentlig at harmes over Lovens Strænghed; men denne Tanke fosvinder snart, naar man betænker, at netop disse rædselsfulde Skabninger, som man af Nødvendighed har betaget den første af Himlens Gaver, ere en sand Lovtale over vore Loves Menneskekjerlighed. I mangt et andet Land havde de fleste af disse forbrydere maaske endt deres Liv under Bøddelens Haand - I Dannemark har man ladet dem beholde hvad endog Ormen krymper sig ved at miste. Selv som ufri Mennesker og stemplede med offentlig Vanære, kunne de endnu nogenlunde bøde paa deres begangne Feil ved at gavne deres Medmennesker; de kunne endnu see Guds skjønne Soel, og nyde de behagelige Indtryk, som i Lænker og Purpur føles lige stærke.

Physiognomisten finder her en viid Mark til at gjøre Iagttagelser. "I dette skumle Ansigt - disse vilde Træk - disse skumle Øine, siger han, læser jeg Anlæg til tusinde Forbrydelser. Han vilde myrde sin Fader, dersom Omstændighederne tillode det, og hans Fordeel krævede det. Paa denne rynkede, trodsende Pande og i disse falske Hyæneøine læser jeg den lumske Ransmand. I en ensom Skov vilde han gjennembore mig bagfra for at rane min eiendom. Nu fordrer han med tusinde Bønner og Velsignelser den Gave, som han, fri for Lænker og paa Landeveien, vilde affordre mig med Pistolen eller Dolken i Haanden." - Men hold inde med disse betragtninger, strenge Dommer! Ingen uden Gud kan see saa dybt ind i det menneskelige Hjertes lønlige Vraaer. Lader os bære overbærende mod vore faldne Medmennesker, hvis vi ville at den Allerhøieste skal være overbærende imod os, naar vi engang fremtræde for hans Domstoel. I intet Terra incognito findes flere uopdagede Steder, end i det menneskelige Hjerte. Den, som ofte indhyller sig i Lykkens Glands, vilde maaskee, under andre Omstændigheder, under en anden Styrelse, have baareet disse Lænker, og man havde da i hans Ansigt fundet ligesaa mange slette Træk, som man nu finder ædle, store og gode. Blandt disse Ulykkelige gives der maaskee ikke faa, hvis Kraft, Mod og Snildhed, rigtig styret ved en omhyggeligere Opdragelse, vilde gjort dem til Menneskeslægtens Velgjørere, istedet for, at de nu ere dens Skjændsel.

Den frie, lykkelige og retsindige Mand kan ikke tænke sig et ulykkeligere Væsen end en Slave, som forener i sine Kaar alt hvad der er det Modsatte af Lykke. Og dog ere disse Ulykkelige til visse Tider lykkelige. Barføddede, med en gnavende Lænke omkring den blottede Fod, plagede af alle Følger af Ureenlighed, udsatte for Frost og Slud, seer man adskillige af dem endog være glade ved deres Arbeide. Søvnen, som stundom flyer de Høiloftssale, hvori man hviler paa bløde Duun og i Senge, bebræmmede med Guld og Silke, indfinder sig frivilligen i de usleste Stalde i Slaveriet. Saaledes har den retfærdige Natur nogenlunde søgt at vedligeholde Ligevægten imellem de Ulykkelige og Lykkelige, og aldrig aldeles bortdraget sin Haand fra de første eller udøst sit hele Overflødighedshorn over de sidste. Man har havt dem, som ganske have tabt af Følelse for Frihed, og som aldeles ikke skjøttede om at forlade Slaveriet. Kun for faa Aar siden saae man en Slave, som otte Aar i Forveien var rømt bort, uden at han kunde blive paagreben, og som den hele Tid havde arbeidet som Karl hos en Bonde, vende frivilligen tilbage til Slaveriet, da han var kommen i Uenighed med sin Husbonde. Man har seet andre, som havde levet nogle tredive Aar i Stokhuset, og som aldrig ønskede at komme paa fri Fod igjen, uagtet man tilbød dem deres Frihed.

Der gives Slaver, som have lært Haandarbeider, og have Frihed at benytte sig deraf. Den berygtede Peer Michelsen, som kan udskjære alle Slags Træsager til Huusbrug, har et ordentligt lille Værksted, og adskillige andre Slaver arbeide deels under ham og afsætte deels disse Arbeider for ham. Han skal have samlet sig en Capital af 500 Rdlr., og opfører sig nu meget ordentlig. Den anførte Tilladelse, som gjør Vedkommendes menneskekjerlige Tænkemaade Ære, burde, dersom det ikke allerede er Tilfælde, finde Sted paa andre saadanne Steder.

Men hvor prisværdig end denne Straffemaade er, der i mange Tilfælde tjener istedet for Livsstraffe, som vor Regjering med saa stor Ret i Almindelighed kun ønsker anvendt paa forsætlige Mordere, saa har den dog mødt mange Indvendinger. Man har paastaaet, at det er alt for farligt, at have saa stor en Samling af Forbrydere samlede i en Stad, og at det, som Erfaringen lærer, giver Anledning til at der deserterer mange Slaver, som siden gjøre Indbrud og begaae andre Forbrydelser paa Landet. Men hvor rigtig end denne Indvending synes at være, kunne de betydelige arbeider ved Fæstningsværkerne, saalænge som de skulle forrettes ved Slaver, neppe besørges ved et ringere end det sædvanlige Antal. Den eneste Maade, hvorpaa man maaske vilde kunne forekomme, at saadanne Forbrydere, ikke alt for hyppigen, rømme deres Vei, vilde maaskee være den: at fordeele dem paa forskjellige Fæstninger. De, som havde begaaet Forbrydelser i Dannemark, kunde sendes til Norge, og saaledes omvendt. Derved vilde man forebygge, at saadanne Slaver, især naar de ere fødte i eller omkring Kjøbenhavn, kunne have Kipper, Kjeldere og Smuthuller, hvor de strax kunne tye til, nyde Skjul og faae andre Klæder. En eneste Bygning er vel heller ikke hensigtsmæssige, thi det bestandige Samqvem imellem saa mange Forbrydere foranlediger mange Misbrug. Den ene kan saa let forføre den anden, bibringe ham Ideer og givve ham Vink, som ved Rømningen kunne være ham nyttige.

*) For omtrent et Aar siden var der 7 Slaver som havde Jern om Halsen, foruden det Jern de havde om Foden, men Hr. General-Major Gedde, som for Tiden besørger Gouvernementet, følte Medlidenhed med disse Ulykkelige, og lod dem befrie derfra. Een af dem, som er en Sjellænder af Fødsel, har imidlertid, ved at desertere paa ny, selv gjort det nødvendigt, at det blev ham paalagt igjen.

**) Der gives desuden visse Slaver, som virkelig kunne være sande ærlige Mænd, uagtet de gaae i Slaveriet. Kan f. Ex den Bonde, som for Opsætsighed mod en Øvrighedsperson dømmes dertil, ikke være en fuldkommen ærlig Mand?

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tredie Aargang, No. 85, tirsdag den 5. august 1806, spalte 1341-1348)

Emnet er også behandlet i Historiske Meddelelser om København, 4. række, II. Side 371-413. 

Om vore saakaldte Slaver.

Dagligt ser man en række af fanger eller såkaldte slaver vandre ud fra Stokhuset, ledsaget af en enkelt soldat for udenfor porten i glaciset at blive beskæftiget med offentligt arbejde eller med privat arbejde hos familier i forstæderne. Således har anmelderen fx tit og ofte set slaver gå ned fra en have ved Ægteskabsstien til vandet med vandkander for at øse vand i dem til havens vanding. Dette er af 3 grunde en uskik som det under anmelderen at politiet ikke er blevet opmærksom på, eller hvis det modsatte er tilfældet, ikke har fået afskaffet da klagen derover er mange år gammel. 

For det første er det en skam at domfældte forbrydere hvis stilling med hensyn til det daglige ophold i mange fattiges øjne er misundelsesværdig, skal have lov til at tage brødet af munden på vores almue der er trykket af næringssorger og tit arbejdsløse. For det andet er det en meget fortræffelig lejlighed for stokhusfangerne til at undslippe og anrette nye ulykker ved indbrud osv. på landet, hvorpå vi desværre! har alt for mange eksempler, hvorfor også nyligt ikke færre end 10 sådanne herrer er undveget fra offentligt arbejde, af hvilke om jeg mindes ret, kun fire endnu er pågrebet. For det tredje er det en meget trykkende byrde for kommunen eller statskassen, eller hvem det påligger at udrede pengene, at bekoste en eller flere soldater som påpassere for disse gripominusser. 

Man håber derfor at det dog endeligt en gang fra politiets, Fattigdirektionen og andre ansvarliges side gøres noget for at afskaffe denne ældgamle, oprørende og højst farlige uskik.

(Politivennen nr. 1390. Løverdagen, den 20de August 1842. Side 527-528). 

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel fra "Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende" fra 16. oktober 1843 rummer i al sin korthed en stor tragedie:

Den tidligere omtalte Fæstningsslave Niels Christian Schmidt, som ifjor med en Kniv saarede en Politibetjent, der vilde anholde ham, har nu gjort Ende paa sit eget Liv, idet han, der skulde straffes med Kat, fordi han igjen havde forsøgt at undvige, medens hans Kammerat modtog sin Straf skjar Halsen over paa sig. (Md)

Undvegne fæstningsslaver der blev pågrebet, så ofte ingen anden udvej end at tage deres eget liv. I dette tilfælde ved at skære halsen over på sig selv, med udsigten til at han ligesom sin kammerat blev straffet med kat. En lignende historie kunne læses i "Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling", 4. marts 1839:

En for nogen Tid siden fra Nyborg Fæstning undvegen Slave, Hans Christensen, der var paagreben i Horsens og dømt for Indbrud og Tyveri, har forleden Nat i Arresten paa en kunstig Maade qvalt sig ved Hjælp af sin Jernkjæde. (S. Bl.)