Fra det mørkeste København. (Efterskrift til Politivennen).

Hvor Sol og Lys lukkes ude.

Sygeplejerske i Københavns Fattigkvarterer, Frk. Andrea Arffmann fortæller.

(Københavns - Korrespondance).

En Dag, da vi træffer Sygeplejerske, Frk. Andrea Arffmann, der har sit Arbejde i københavnske Fattigkvarterer, spørger vi hende, om det ikke har lysnet lidt derude, om Bolignøden stadig sætter sit Præg paa Livet dér, og om hvorledes det hele former sig.

- Ja, siger Frøkenen, det er lige saa galt nu som for tre Aar siden, - det er stadig den samme Historie. Hvor skal jeg ende, og hvor skal jeg begynde . . . naar man som jeg færdes meget i de mange forskellige Hjem, ser man ofte ind i Forhold. som de fleste ikke har Anelse om eksisterer. Man staar tidt over for den Kendsgerning, at Usædelighed og Ufred anses for at hore med til det selvfølgelige Hverdagsliv, og der findes intet forsonende til at dække over Raaddenskaben.

I de uhyggelige Kvarterer.

I de Kvarterer ligger den ene store Kaserne ved Liden af den anden med baade Mellemhus og Baghus. De bestaar næsten alle af 1- og 2-Værelsers Lejligheder. 10 pCt. af Københavns Familier bor for Tiden i eet Værelse og 42 pCt. i to, - tidt endda med logerende. Vi har Huse, hvor der bor op imellem 600 Mennesker, og Gaarde, som 90-100 Familier er fælles om. Trappegangene er utroligt snavsede, ofte overmalet med sjofle Tegninger og Bemærkninger, og mangfoldige Steder er der intet Trappelys, saa paa de mørke Trappegange foregaar der megen Uhumskhed. I de skumle Gader holder løsagtige Kvinder til, hvis daarlige Liv Børnene tidligt lærer at kende og er stærkt interesseret i, - de synes jo, at det er et rent Slaraffenliv, for disse Kvinder har altid Penge og Raad til meget af det, der sukkes efter i et fattigt Hjem. Mange Mødre har fortvivlet fortalt mig, hvorledes Børnenes Fantasi og Tanker paavirkes af det, de daglig har for Øje. og hvorledes skal de kunne beskytte dem? De Stakler, de skal jo selv som Regel paa Arbejde hver Dag. Saaledes sagde en Mor grædende til mig en Dag, han havde været et Løb hjemme midt paa Dagen for at se til Børnene: "De ved ikke, hvor strengt det er at være Mor, naar man ikke har Tid til det og skal gaa hjemmefra hver Dag".

Gaardene, som er Børnenes Legepladser er graa og skidne og overfyldt med stinkende Skarnkasser og andre ildelugtende Sager, og i Gaderne ligger den ene Beværtning ved Siden af den anden, hvorfra Slagsmaal og vilde Hyl tidt lyder til langt ud paa Natten. Bolignød er forfærdelig, men Spiritus og Usædelighed bærer alligevel den største Del af Skylden for Hjemmenes Ruin. Det forstaar man, naar man ser, hvor mange smaa Hjem der kan holde sig oppe, trods Bolignød og Arbejdsløshedstryk; men vi maa forstaa, hvor let man synker, naar man lever i saadanne Omgivelser.

Hvem bor her?

- Hvem bor saa i de Kvarterer?

- Ja, det er et meget blandet Publikum. Her bor Skøgen, Drukkenboldten og de flinkeste Familier Dør om Dør. Her er mange udmærkede smaa Hjem. hvor Mand og Hustru arbejder sammen for at skabe det saa godt for Børnene som muligt og forsøge paa si værne dem mod den daarlige Paavirkning udefra. De vilde hellere end gerne flytte derfra; men paa Grund af Bolignøden og den høje Husleje er de nødt til at bo i de Bydele. Der er Lejligheder saa svinske, at de maa tænde Lys midt om Dagen, naar de skal sy eller Læse, og hvor Væggetøjet myldrer alle Vegne. Og Rotter er der i Massevis. Et Sted, jeg kom ind, maatte de

for at redde Brødet fra Rotternes Angreb,

hænge det op i Lampekrogen.

Og tænk saa for en Mor at skulle holde saadan en 1-Værelses Lejlighed - det er jo næsten umuligt. Om Aftenen, naar Familien skal i Seng, redes der paa Gulvet, og der er da ganske ufremkommeligt. Der er ingen Kulkælder; derfor maa Beboerne købe deres Koks i Spandevis, hvad der gør det dobbelt saa dyrt. Og der er ingen Vaskekælder; derfor maa de vaske i Køkkenet og tørre i Køkkenet og den eneste Stue. Der hører ingen Entré til, og Plads til Klædeskab har de sjældent, saa de kan end ikke skærme deres Smule Tøj mod Støv og Smuds. Forældre og Børn sover i samme Værelse, Drenge og Tiger ofte i samme Seng, helt op i den voksne Alder; ja, undertiden er det ikke engang Søskende; de faar jo deres moralske Begreber aldeles ødelagt; fra mange af disse Hjem udgaar de fleste af vore Sædelighedsforbrydere.

I en lille, mørk Baggaardsstue

døde en af mine Patienter. Han kunde midt om Dagen se en Stribe Sol paa Naboens Mur; den laa han hver Dag og længtes efter og glædede sig til. En syg Kone, der boede i en Baggaard. Hun havde en høj Mur en Meter fra sine Vinduer, sagde en Dag, at hun var saa bedrøvet over, at hendes Øjne ikke taalte Solen og Lyset mere; "men", tilføjede hun. "det kommer vel af, at. jeg har levet i dette Mørke i otte Aar". Kort før hun døde, blev Muren hvidtet, og hvor var hun lykkelig derover, - den hvide Mur gav Genskin ind i hendes mørke Stue.

I de gode Smaalijem

i disse frygtelige Omgivelser beundrer jeg især Hustruen og den enligt stillede Mor, som har en Børneflok at forsørge. Hun er simpelthen en Helt, synes jeg. Tænk Dem, tidligt skal hun op om Morgenen, - i de fleste Tilfælde skal hun være paa sit Arbejdssted Kl. 7, undertiden før. Har hun et spædt Barn maa det ogsaa op. Vi har enkelte Vuggestuer, der tager mod Børnene fra den tidlige Morgen; dér afleverer hun sit Barn paa Vej til Arbejde; Manden gaar ogsaa paa Arbejde - hvis der er en Mand - , og Børnene er nu ene hjemme; de store maa sørge for de smaa og passe at komme i Skole i rette Tid.

Mellem 12-1 har Konen Middag; hun styrter hjem til sine Børn. giver dem lidt Kaffe og af Sted igen. Kl. 4- 4½ er Arbejdet forbi; saa paa Vuggestuen efter Barnet, Indkøb til Middag og saa hjem.

Saa skal Huset gøres rent, Maden laves, hun skal tage sig lidt af Børnene, der har savnet hende hele Dagen, og saa spises der. Derefter vaskes der op, Køkkenet skal gøres i Stand og alle Børnene vaskes før de skal i Seng; deres Tøj skal efterses, Strømper stoppes, og til sidst skal hun smøre Mad til hele Familien til næste Dag. Saa er Dagen omme. Ofte er det blevet Midnat, og hun er dødtræt og gaar i Seng. Om Søndagen - Hviledagen - vasker hun! Synes De ikke, tilføjer Frk. Arffmann, at en saadan Mor er vor Beundring værd?

Hvordan der hjælpes.

- Men hvorledes skal vi nu hjælpe Børnene og de unge?

- Vi maa først og fremmest værne Hjemmene; det er det vigtigste Led i Bestræbelserne for at værne Børnene - værne om Familielivet. I alle Samfundslag trækkes der bort fra Hjemmene. Vi maa have en Dæmning mod alt det, der truer vort Samfund, og lære dem at elske det enkle, nøjsomme Liv. Og som Hjælp maa vi oprette Børnehaver - saa mange, at intet Barn behøver at være overladt til sig selv. En god Børnehavemor skaber Barnekaar for Børnene, giver dem noget af en Mors Kærlighed, den ikke saa faa maa undvære hjemme. ,Hun vil opelske det gode i Børnene, lære dem at lyde og tale Sandhed, og der er god og sund Beskæftigelse for Børnene Dagen igennem. Børnehave og Hjem skal arbejde sammen. Saa er der een Ting til, som er en Lykke for Børnene, og det er

Feriehjemmene paa Landet

om Sommeren.

Den Glæde, den Lykke og den Berigelse det er for disse fattige Børn at komme paa Landet om Sommeren, har man vist knapt noget Begreb om; og det er en uendelig stor og god Gerning, Landboerne her gør mod disse smaa. Saa snart Foraaret begynder at melde sig med lidt Varme og Fuglepip, saa begynder Børnenes Forandring, - Glæde hos dem, de har Plads, og Spænding hos de andre.

Festligt er det at se saadan en 9 Aars Dreng staa og fortælle en Flok lyttende Kammerater om alle Herlighederne paa Landet, "om den masende Masse Himmel, vi har derude, og en Sol, der slet ikke er som vor, for deres Sol skinner ud over hele Jorden, ja, lige ned i Lars Hansens vestre Gavl!"

Naar man er "saa susendes Glad".

Et Sted kom jeg op til en Enke som havde tre Børn, der skulde paa Landet næste Morgen Kl. 5. Hun havde halet alt Tøjet af Børnene, selv Skjorten. Alt skulde jo med, og de havde kun saa lidt. Saa skulde det tørres, stryges og være parat til at tage paa næste Morgen i rette Tid.

Efter Vasken blev Børnene vasket fra Top til Taa i den varme Lud og saa puttet i Sengen, indsvøbt i Mors Skørt og Forklæder. "Skynd jer nu at sov, husk I skal op med Hanen i Morgen", formanede jeg. "Ja", sagde Peter, "bare vi kunde sove, saa gik Tiden da saa raskt; men det kan man da ikke, naar man er saa susendes glad". Og Peter slog en Kolbøtte i Sengen med en saadan Kraft, at Hakkelse og Støv fra den gamle, lasede Madras stod om Ørene paa de tre renvaskede Børn.

- Ja, slutter Frk. Arffmann, det er de elendige Forhold, der hersker i mange ulykkelige Hjem ... men hvor er der mange gode Mennesker blandt dem, parat til at dele deres fattige Brød med hverandre, med at hjælpe hverandre, naar der er Nød paa Færde.

(Middelfart Avis 12. januar 1925)

Frederik Riise: Gårdparti fra Adelgade, muligvis nummer 77. Ingen tidsangivelse. Kbhbilleder. Public Domain.

Oehlenschlägersgade 40. (Efterskrift til Politivennen)

En Rotterede til 43 Kroner om Maaneden

Hvad Overretssagfører Levinsen byder sine Lejere i Oehlenschlägersgade 40. - En Enke med 8 Børn kæmper daglig med Rotterne, der kryber op i Børnenes Senge.

Sagfører-Husejerne i de store københavnske Arbejderkvarterer har aldrig haft Ord for at være særlig hensynsfulde mod de Mennesker, der bebor deres Lejligheder. Som Regel har disse Sagførere, der enten selv ejer Ejendommen eller administrerer den for en Ejer, kun Sans for at faa blokket Lejerne for saa høj en Husleje som muligt og saa ellers forøvrigt med alle til Raadighed staaende Kneb søge at slippe fra de Forpligtelser, der paahviler en Husejer med Hensyn til Ejendomimens eller Lejlighedernes Vedligeholdelse.

Og Følgen heraf er, at mange Mennesker bor under saadanne Forhold, at man maa forbavses over, at Sundhedskommissionen ikke forlængst har slaaet i Bordet for Ejerne og forlangt sundhedsmæssige Forhold indført saa hurtigt som muligt. Men den herskende Bolignød har været en kærkommen Dæksmand for Husejerne. Boligmangelen har bevirket, at Lejerne næsten finder sig i alt bare for at faa Tag over Hovedet, og Ejerne rører ikke en Finger for at overholde blot de almindelige sundhedsmæssige Forpligtelser. Vi forstaar egentlig ikke, hvorfor Sundhedskommissionen ikke tager haardt fat paa disse Husejere, der Gang paa Gang under PaaberaabeIse af, at Ejendommers Vedligeholdelse er saa kostbar, faar Tilladelse til at forhøje Lejen, til Trods for at de alligevel ikke ofrer en Øre paa Vedligeholdelsen. Der er mange af d'Hrr. Husejere, som trænger til en alvorlig Paamindelse om, at de har Forpligtelser overfor deres Lejere.

En Rotterede til 43 Kroner om Maaneden.

Det er uhyre nemt for os at dokumentere ovenstaaende med et Eksempel. I Oehlenschlägersgade 40 inde i Baggaarden bor en Enke med 8 Børn i en Toværelsers "Lejlighed". Ejendommen tilhører - eller administreres af - Overretssagfører Levinsen, og saavel de indre som de ydre Forhold baade i Forhus og i Baghus er mildest talt skandaløse.

Vi aflagde i Gaar et Besøg derude efter Anmodning fra en af Naboejendommens Beboere, der overfor os havde skildret de hygiejniske Forhold i Nr. 40, saaledes at man maatte tvivle paa, at det var i Overensstemmelse med Sandheden. Men vi maa indrømme, efter selv at have taget Forholdene i nærmere Øjesyn, at her Ikke var Tale om Overdrivelse, og Betegnelsen Rotterede er det mest passende for denne Ejendom.

Fra Gaden kommer man gennem en aaben Gang eller Passage ind i en lille Gaard, og det første, man ser, er, at Vaskenedløbsrørene lige fra fjerde Sal og ned til Kælderen er uden Forbindelse med Stikrørene inde fra Vaskene. Dette har bevirket, at alt Spildevand med Kaffegrums og andet Køkkenaffald er løbet ned ad Muren og under den stærke Frost forvandlet til store Issøjler. Disse naar fra øverste Etage helt ned til Kælderen og breder sig i tykt snavset Isdække ud over Gaarden, der som Følge heraf altid er sølet og griset.

Allerede her er tilstrækkeligt Svineri til, at Sundhedskommissionen kan gribe ind. Men lad os fra Gaarden aflægge en Visit i Enkens "Lejlighed" i Baghuset. Det er en to Værelsers Lejlighed, der, hvis den blev gjort i Stand, nok kunde egne sig til Beboelse, selv om de omkringliggende Huse aldrig tillader en Solstraale at trænge derind og først sent paa Dagen lader Dagslyset trænge ind i den lille Lejlighed, hvorfra det atter forsvinder straks efter Middag. Det første, man lægger Mærke til, er, at Spildevand og Snavs fra Gaarden slæbes med ind i den lille Gang, som derfor altid, naar det da ikke fryser meget stærkt, ligner en Rendesten. Ingen af Dørene er forsynet med Haandtag, og i Køkkenet er der saa store Rottehuller, at et Vaskebrædt, der er anbragt over et af dem, er for lille til at dække det. Fra et lille Vindue i hver Stue skal Beboerne forsynes med Dagslys. Selv midt paa Dagen er der saa mørkt herinde, at man ikke kan se at læse en Avis, og Væggene og alt andet herinde er saa forfaldent, at man maa forbavses over, at der her lever Mennesker endsige smaa Børn.

Rotterne i Børnenes Senge.

Besøg hos en af Lejerne.

- Kunde vi saa slippe af med de modbydelige Rotter, siger Fru Danielsen, der bebor Lejligheden, og som viser os rundt, bærende sit mindste Barn, der er ca. 8 Maaneder, paa Armen. Men De kan tro, at vi lider under disse modbydelige Dyrs Nærværelse. Det er ofte saaledes, at Rotterne bliver saa frække, at de om Natten søger op i Børnenes Senge, og mange Gange har vi maattet holde Rottejagt om Natten. Jeg risikerer, at disse modbydelige Dyr en Gang bider mine Børn Ihjel.

- Er De ofte ude at arbejde?

- Ja, jeg gør rent paa Ny Carlsbergvejs Skole, og i den Tid jeg er paa Arbejde, maa Børnene passe sig selv. Jeg er ofte syg af Angst for, at den lille her, medens jeg er borte, skal være blevet overfaldet af Rotterne. Det vilde være frygteligt. Hvad jeg ogsaa ofte har frygtet, er, at der, medens jeg er borte, skal opstaa Ildebrand, og hvis de Smaa saa er alene hjemme, kan de jo ikke slippe ud af Lejligheden, fordi Dørene mangler Haandtag, og de kan kun lukkes op af et voksent Menneske.

To Børn syge som Følge af de usunde Boligforhold.

- Hvordan klarer De Dem mod Sygdom under disse Forhold?

- Jeg kan selvfølgelig taale en Del, men Børnene bukker under, fordi de ikke faar Lys nok. En lille Pige har jeg maattet sætte i Pleje paa Landet, hvor jeg maa betale for hende. Hun blev syg og vilde sikkert nu været død, hvis jeg ikke havde sendt hende bort, og jeg tør ikke tage hende hjem igen, og nu har Lægen meddelt mig, at en af mine Smaadrenge ogsaa maa tages fra mig, hvis jeg ikke vil risikere, at Sygdommen skal faa Overhaand. Han skal paa Hospitalet, og derfra maa han ud paa Landet til gode og sunde Forhold.

- Hvor meget betaler De i Husleje?

- 33 Kroner, men nu har Ejeren forlangt 10 Kr. mere om Maaneden.Jeg synes, at det er temmelig rigeligt for saadan en "Lejlighed", og jeg kan ikke tro, at Nævnet vil gaa med dertil, idet mindste ikke før der er gjort noget virkeligt for at skabe sunde og hygiejniske Forhold i Ejendommen.

- - -

Heller ikke vi kan tro, at Huslejenævnet vil give Hr. Levinsen Tilladelse til at forhøje Huslejen, før der er foretaget en grundig Istandsættelse af Ejendommen saavel udvendig som indvendig Men vi synes, at Sundhedskommissionen burde aflægge et Besøg derude og saa give Hr. Levinsen Besked paa at istandsætte sin Ejendom ordentlig.

Ole J.

(Klokken 5 (København) 23. februar 1924).

Rottereden til 43 Kr. om Maaneden

Overretssagfører Levinsen, der adminstrerer Ejendommene, udtaler sig om Forholdene.

Vi bragte i lørdags en Skildring af Forholdene i Ejendommen Oehlenschlägersgade 40, som administreres af Overretssagfører Levinsen.

I den Anledning har Overretssagføreren henvendt sig til os og bedt om gennem et Interview at faa Lov til at udtale sig om Forholdene i Ejendommen, en Anmodning, som vi med Glæde har fulgt, da det altid er vort Princip at høre begge Parter i en Sag.

- Jeg kan nu for det første ikke forstaa, siger Overretssagfører Levinsen, at der findes Rotter i Ejendommen, fordi jeg for lang Tid siden har akkorderet med "Ratin" om at udrydde de Rotter, som eventuelt fandtes. Mere kan jeg jo Ikke gøre, det er den Fremgangsmaade, alle anvender - og vistnok den eneste anvendelige, naar man vil udrydde de væmmelige Dyr. At der endnu skulIe findes Rotter i Ejendommen, beror sikkert paa en Misforstaaelse. Idet "Ratin" meddeler, at der ikke er set Rotter, efter at Giften er lagt ud.

- Hvorfor skrider Ejeren til den store Lejeforhøjelse?

- Fordi han skal bruge Penge til at istandsætte Ejendommen for. Forholdet er det, at han agter at Indlægge W. C. i hele Forhuset samt reparere Lejlighederne. Andragendet til Huslejenævnet er udtrykkelig motiveret med. at man agter at foretage en større Reparation og Forbedring af Ejendommen.

- Hvomaar skulde denne Lejeforhøjelse træde i Kraft?

- I Andragendet er udtrykkeligt anført, at Lejeforhøjelsen først skal træde i Kraft den Dag, Istandsættelsen og Installationen af W. C.erne er i Orden, og før sker det heller ikke. Jeg er meget ked af, at dette Angreb er fremkommet, idet det muligvis kan bevirke, at vi ikke faar Lov til at forhøje, og dermed bortfalder ogsaa den paatænkte Istandsættelse, fordi Ejeren absolut ikke har Raad dertil. Det gaar altsaa ud over Lejerne.

- Synes De ikke, at Forholdene med Nedløbsrørene er skandaløse?

- Det ser ikke godt ud, men det er Lejerne, der bærer Ansvar derfor. Da Frosten begyndte, var Sundhedskommissionen ude for at se paa Forholdene, og der tilgik alle Lejerne Paabud om ikke at hælde deres Spildevand i Vasken, da dette vilde medføre, at Nedløbsrørene frøs til, og at et utroligt Griseri vilde opstaa. Dette Paabud har Lejerne ikke fulgt, og derfor ser der nu saadan ud, som der gør, men det kan hverken jeg eller Værten bære Ansvar for.

- Det er meget vanskeligt at forhindre den Slags Ting, slutter Hr. Levinsen, naar ikke den mest Interesserede Part vil hjælpe til. Det er jo hverken Værten eller mig, der har hældt Spildevandet I Nedløbsrørene, men Lejerne.

- - -

Ved Henvendelse I Ejendommen erfarer vi, at der saa sent som i sidste Uge er konstateret Rotter i Fru Danielsens Lejlighed. Rotterne havde bl. a. gnavet af nogle Gulerødder, der laa i Køkkenet. ligesom de hævde gnavet Hul paa en Pose med Mel. Med Hensyn til Dørhaandtagene meddeler Fru Danielsen, at disse har manglet fra den Dag, hun flyttede ind i Lejligheden for ni Aar siden, og i det hele taget er Lejligheden i en uforsvarlig Tilstand. Muligvis vi dette blive afhjulpet, saafremt Værten faar gennemført sin Lejeforhøjelse.

Nævnte Ejendom har forøvrigt i de sidste ti Aar skiftet Ejer 5-6 Gange. De har allesammen skullet tjene Penge, naar de har solgt, og Resultatet er bleven. at de sidste Ejere overhovedet ikke har kunnet faa Penge til at istandsætte Ejendommen for, og derfor er den nu i en saadan Forfatning, som den er. Nu er det altsaa Lejerne, der skal betale det afskyelige Jobberi, som de forskellige Ejere har gjort sig skyldige i.

Et velsignet Udslag af Regeringens Frase om "Kræfternes frie Spil"

(Klokken 5 (København) 27. februar 1924).

Oehlenschlägersgade 40, år 2024. I BBR-registeret står ejendommen som opført 1885. I 1924 var den altså 39 r gammel. Den står endnu, 100 år senere. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Politivennen. (Efterskrift til Politivennen)

I Politievennen gjøres opmærksom paa den Misbrug, som kan flyde af, at de saakaldte Kammerjægere sælge deres Krukker og Æsker til Enhver, der vil kjøbe samme. Tillige kunde Man ønske et strængere Tilsyn med disse Personer, hvis hele Kunst som oftest gaaeer ud paa reent Snyderie. En saadan Herre, som for et Aars Tid siden beærede Odense med sit Besøg, brandskattede under de helligste Forsikringer mange Huuseier, ved at lade sig betale indtil 20 Rbd. af Hver; men Rotterne blev og Pengene vare borte. Best bliver det vel under alle Tilfælde at følge en vis tydsk Kammerjægers Recept. Han lagde nemlig, som Middel mod Rotter, nogle smaae Stykker Papir paa visse Steder i Husene og forbød Vedkommende at see efter samme, før efter en vis Tids Forløb. Ved Eftersyn fandt Man, at Sedlerne ikke indeholdt andet end følgende to Linier:
Halten sie Katze,
so kommen nicht die Ratze.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 15. august 1818.

Spørgsmaal til høie Vedkommende.

I længere tid har man tålt en ulempe som afstedkommes ved den handel med gamle, stinkende ben, klude osv. der drives i Lavendelstræde nr. 93 i stuen. Men da denne handel for naboer og genboer forbundne ubehageligheder nu bliver alt for trykkende, og ikke kan udholdes, bør ikke længere den bevæggrund komme i betragtning der tidligere har tilbageholdt disse fra at ytre deres vist nok begrundede uvilje over denne negotiation - den: ikke at berøve en mand lejlighed til at tjene sit brød ved sådan handel.

Den daglige opdyngen af til dels rådne ben, klude etc. volder naturligvis en stank der højligt besværer de omkringboende. Men den største ulempe herved er at rotter i mængde, hidlokkede ved dette oplag, hjemsøger naboerne og ødelægger deres varer så at den nærmeste nabo der er høker, derved lider et så stort tab at han ikke stiltiende kan tåle det.

Da man ikke kender de mod sådant uvæsen eksisterende politilove, vil man kun spørge sagkyndige om og hvorvidt flere familier er forpligtede til at tåle denne farlige uddunstning og ubehagelige rotteindkvartering? Om ikke især i sommerens varmeste dage farlige, smitsomme sygdomme derved kunne afstedkommes og om sådant ikke kunne forebygges ved hensigtsmæssige foranstaltninger, fx at denne mand tillige med andre af lignende genre, kunne indskærpes at drive deres handel udenfor stadens porte.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 545-547) 

Redacteurens Anmærkning.

Lavendelstræde 93 er nutidens nr. 6 der er en del af Lavendelstræde 4-6. Nr. 6 er fra 1799.

Rotter på Assistenshuset.

En pålidelig mand beklagede sig forleden dag over skødesløshed ved Assistenshuset i følgende fortælling:

"Min søn som er meget øm over sine klæder, pantsatte sin bedste kjole på Assistenshuset for at have den i sikker og god forvaring fordi han rejste på landet med flere andre kjoler der var aftalt på det nøjeste hos den franske skrædder for 66 rigsbankdaler, 2 mark 11½ skilling for møls og tjæres antændelse. Da kjolen blev indløst, fandtes at den ene lomme, hvori formodentlig gemtes noget brystsukker, var ædt op af de tyrkisktænkende rotter, hvilken malheur vel ikke ville have fundet sted når huset var forsynet med katte eller man havde anvendt det simple middel at sætte vand for rotterne, da det er bekendt at rotterne ikke skærer klæde eller papir når de ikke savner drikke."

Fortælleren var af den mening at Assistenshuset bør være ansvarlig for det pant der indsættes og altså i dette tilfælde godtgøre tabet. Herpå vil indsenderen ikke indlade sig mere vidtløftigt, men efterligne hr. Baron Wedel-Jarlsberg i blot at fortælle utøjets gerninger.

(Politivennen nr. 513. Løverdagen den 29de October 1825, s. 10115-10117)

"Min søn pantsatte sin bedste kjole på Assistenshuset for at have den i sikker og god forvaring fordi han rejste på landet med flere andre kjoler der var aftalt på det nøjeste hos den franske skrædder". (Assistenshuset. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Den nævnte baron kan være Fritz Wedel Jarlsberg. Under den kortvarige lempelse af trykkefriheden i årene op til 1799 ivrede han for denne. Ifølge Wikipedia havde han i 1821 udgivet et skrift med tvivlsomme idéer nationale økonomis forbedring. Det var gennem censur i Kancelliet, men blev udgivet. 

Om Rotter og Rottejægere.

Hr. udgiver!

Man bliver ofte taget ved næsen af en eller anden charlatan, mange skammer sig derved og tier derover. Men dersom sådant offentliggjordes, ville flere tage sig i agt og bedragerier ville derved få mindre spillerum. En passage som er hændt mig, vil jeg her fremsætte da det måske kan have sin nytte at den bliver offentlig bekendtgjort.

For nogen tid siden kom en mand til mig og gjorde mig det tilbud at ville for en vis betaling befri min gård fra rotter, som er til stor plage for såvel jeg som mine naboer. Han foreviste mig et trykt patent hvorpå der stod: N.N. som forsikrer at kunne med en salve fordrive alle de i husene værende skadelige dyr, såsom rotter, mus og væggelus, samt på agrene og i haverne skadelige muldvarpe. Til bevis for sin duelighed har han såvel indenlandske som udenlandske anbefalinger. En portion af hans salve: for rotter og mus koster 1 rigsbankdaler, for væggelus 1 rigsbankdaler, for muldvarpe 1 rigsbankdaler. Jeg blev enig med manden, han foretog sine operationer og jeg købte 3 portioner af hans salve. Men straks efter kom rotterne igen lige så fuldtallige som før, og da de ikke syntes at have respekt for salven, lod jeg den henstå ubrugt.

Kort efter kommer en anden som foregiver at have købt sin kundskab og privilegium af den første, og tilbyder sin tjeneste. Men da jeg en gang have følt mig skuffet, ville jeg ikke entrere med ham. Dog, da han vedblev at påstå at han virkelig kunne fordrive rotterne, tilbød jeg ham at han måtte gøre en prøve, og når denne svarede til forventningen, skulle jeg betale ham for ulejligheden. Han smurte nu en salve på nogle papirsumper og lagde disse på de steder hvor rotterne havde deres gang. Men det var så langt fra at rotterne lod sig fordrive derved, at de natten derpå indfandt sig i en endnu større mængde, hvilket kunne spores af de ny oprodede huller i gulvene. Imidlertid påstod min rottejæger at hans middel var virksomt og han bestyrkedes heri ved at få øje på en død rotte som lå i gården, men som ikke var faldet for hans salve, for mine folk havde slået den ihjel. Jeg udlovede derfor 1 rigsbankdaler til den af mine folk der kunne skaffe mig en levende rotte. De bragte mig en dagen efter. Jeg satte den i et bur og har nu i 3 dage ikke givet den anden føde end rottefangerens salve hvorved den befinder sig munter og i bedste velgående. Måtte denne bekendtgørelse tjene til at en del af mine medborgere ville blive forsigtigere og ikke så let sætte lid til enhver der sælger Arkana og virksomme midler mod alskens ting, så skal de penge denne erfaring har kostet mig, anses for vel anvendte.

En gårdejer på Nørrebro.

(Politivennen nr. 268. Løverdagen den 17de Februarii 1821, s. 4320-4323).

En slem Plage i Skuespilhuset

For omtrent 1 år siden har der i disse blade været talt om at der var rotter i Skuespilhuset og især i parterrelogerne. Om der er gjort noget for at udrydde disse slemme og vederstyggelige dyr er anmelderen ubekendt. Men han ved at der sammesteds endnu findes mængder af disse dyr. Han vil til bevis herpå anføre et eksempel, som man næsten skulle finde utroligt, dersom det ikke med flere vidner an bekræftes. 

Mandag aften den 10. februar da Fanchon opførtes, kom anmelderen ved stykkets begyndelse ind i parterrelogen nr. 21. Ved at trække sine handsker af, tabte han den til højre hånd, og da han ikke ville ulejlige nogen af de tilstedeværende personer ved at søge efter samme, lod han den ligge på gulvet indtil stykket var forbi. Da det øvrige personale i logen havde forladt samme, gav anmelderen sig til at opsøge sin handske, og fandt den da liggende i en krog. Ved nøjere eftersyn fandtes handsken, som var ganske ny og endnu ikke havde været i vask helt ituskårent af rotterne således at et par af fingrene var ædt af. 

Anmelderen tror at burde bekendtgøre dette for at gøre damerne opmærksomme på at de bør være forsigtige med deres sjaler, slør osv. for at de ved at tabe sådanne ting i logerne ikke skal risikere at få ødelagt af disse temmelig næsvise dyr. Regner man til dette onde den stærke træk man der bestandig er udsat for, samt den evige snakken af nogle højrøstede damer, såvel af den kristne som af den mosaiske tro, der ikke tillader at man kan høre noget af det der tales på scenen, så vil man vist ikke kunne rose sig af den fornøjelse man der nyder for sine penge.

(Politivennen nr. 59, Løverdagen den 15de Februarii 1817, s. 920-922)

Redacteurens Anmærkning

Fanchon blev opført 10. februar 1817. Ifølge beskrivelsen var "Fanchon, Lirespillerinden" et syngestykke i 3 Akter.. Med musik af Fr. Himmel, tekst af Bouilly og Pain (Fanchon, la vielleuse), oversat, efter Aug. v. Kotzebues Oversættelse, af N.T. Bruun. Stykket var i 1814 med til at skabe skuespillerinden Marie Zincks popularitet. Om hun spillede titelrollen den pågældende aften, vil jeg overlade til teaterentusiaster.

Rotter i Comedien

Mandag den 15. januar da Hugo v. Reinberg af prof. Oehlenschläger blev opført, hørtes under en af de mest rørende scener et "piv piv" af levende væsner i parterrelogerne nr. 21 og 22. Dette forskrækkede de derværende damer i den grad at de var i begreb med at forlade logerne. Anmelderen spurgte kontrolløren hvad dette kunne være, og om der måske kunne være mus i logerne? Han fik det svar at det kun var rotter, som havde deres rede der, og at han hver dag tilstoppede det derværende hul med papir. Men at han altid når han visiterede logerne, fandt hullet åbent og sluttede deraf at der måtte være en mængde. Da det er meget ubehageligt at være i sådant selskab, håber man at de ansvarlige sørger for at få en rottejæger eller i det mindste en god kat til at holde dette utøj i ave og forbyde dem at forstyrre godtfolks fornøjelse.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 24-25)

Styg stank og endnu værre syn ved Langebro

En mand som gik over Langebro, bemærkede på byens side en utålelig stank, og lokaliserede den fra et hus indrettet til at sætte druknede lig. Han så derind og så gysende to lig, ikke alene blottede, men også forbidt af rotter. Dette fæle syn sammen med stanken og ligenes opsvulmede skikkelse af heden, vakte både gysen og harme hos ham. Dette skete den 3. april. Manden tænkte på graverkarlene. Man håber at der gøres anstalter til at have nogle kister stående klar for at kunne afværge rottebid, og at ligene bliver begravet før forrådnelsen går så vidt.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 328, 4. august 1804, s. 5226-5227)

Forslag til en nye Skat istedet for Tallotteriet

Kopskat på hundene var en meget lovlig skat. Vi regner blot 100.000 gårdmænd i Danmark, lige så mange husmænd, nu en rottehund til hver af disse sidste og to til de første og 1 mark årlig i kopskat af hver hund, ville dog udgøre mere end 50.000 rigsdaler årlig. Altså mere end indtægten af hele tallotteriet, og en god måde at få dette hundespil jaget ud af landet med hunde.

Ulykkelig er virkelig bonden hvis han ikke til sin gård have løse rottehunde som jagtejerne ikke kan skyde. Og skal en rottehund miste forbenet, bære stor klods, kan han ikke opkradse rotternes rede af agrene og herved stifte den største nytte. Når hunde først renser ageren og siden laderne for rotter, vil det først blive let for kattene at holde de få rotter i ave som skælvende opholder sig i tagene og på kornlofter.

Rotternes mængde i søelvinterne skræmmer kattene bort, ja tilbringer dem mange slags sygdomme. Hver rotte fortærer over to skæpper korn en vinter, så det er vist ikke ligegyldigt for en bonde at have hundreder af disse gæster i laderne og rundt om i husene, for ikke at tale om den ulykke de anretter på tagene og husenes grunde og fodstykker. At sætte gift for rotterne krymper bønderne sig ved, for de har ikke råd til at miste høns, gæs, ænder og svin tillige med rotterne. Ja endog mennesker må svæve i frygt hvor der bruges rottekrudt. En rotte havde slæbt med sin hale gennem hvedemel, hvoraf blev bagt kager og et selskab af 7 personer var nær blevet forgiftet af det rottekrudt den dels havde haft i sin hale, dels spyet ud i melet selv da rottekrudtet var blandet i melet, altså ukendeligt.

Dernæst bør en bonde når han er udskiftet, især have løse vagtsomme rottehunde der kan ved nattetid bortskræmme løsgængere og tyve fra hans gård.

Men alle disse fordele bryder jagtdespoterne sig ikke om. De skyder bøndernes små køtere, og advarer dem end ikke om at binde dem. Ja, de vil jo ikke tilgive at jagten må følge grunden, men tror at arvet eller pengekøbt forret er dem hjemmel nok for at ødelægge bondens flid med urimelig jagt.Og tør de ikke på visse steder skyde selv, da søger de ved processer at tvinge selvejere til at afholde sig fra at skyde på deres små marker for at den værdige nabo jorddrot kan have vildt nok hos sig - når vildtet har fristed i bøndernes ejendoms små enemærker. Oh! at kongen ville pålægge denne hundeskat og d give enhver bonde tilladelse til at holde rottehund der af ingen jorddrot eller jagtberettiget skytte måtte skydes.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 820-823)

C. W. Eckersberg: Udenfor Tallotteri-Kolletionen. 1808. Statens Museum for Kunst. 

En omgaaende Bedrager.

En mand af den jødiske nation har på den senere tid ernæret sig af at gå omkring i landet og sælge nogle røde piller som han udgiver for at have den egenskab at kunne dræbe rotter. Da man med disse piller har anstillet gentagne forsøg og derved erfarer at det så langt fra at de tjener til deres hensigt at rotterne meget mere har afsky for dem, og aldrig rører dem, så anser man det for pligt at gøre det offentlige opmærksom herpå, så at enhver, især landalmuen, kan vogte sig for at blive bedraget af denne landløber.

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 49, den 6 April 1799, s  783)