En Enke, hvis Mand var Sandpranger, og som er Eierinde af et Sted paa Jagtveien, har i Løbet af de sidste 12 Aar søgt Erhverv ved at have Børn i Pleie. Hun har indladt sig herpaa, uagtet de Lejligheder, hvori der gaves Børnene Ophold, tildeels ikke forsvarlig kunde benyttes til dette Brug. Hendes Leilighed har navnlig i de sidste Aar været en Kvistlejlighed, bestaaende af eet Værelse, 10 Fod dybt, 12 Fod 8 Tommer bredt og 6 Fod 9 Tommer høit, samt et tilhørende lille Kjøkken, og har hun med Familie, som bestod af en voxen Datter og en uconfirmeret Søn, havt et forskjelligt Antal Børn i Pleie, til enkelte Tider 4 a 5 paa eengang. Leiligheden var derhos i høi Grad belemret med Rotter, og efter de fremkomne Oplysninger har Tiltalle forsømt Pleiebørnene med Hensyn til deres Reenlighed, for en Deel ikke ydet dem tilstrækkelig eller i alt Fald ikke tilstrækkelig god Føde, og ikke sørget for Lægehjælp til dem, naar de bleve syge. Et forholdsviis stort Antal af Pleiebørnene er afgaaet ved Døden, og dette vækker en ikke ringe Formodning om, at Dødsaarsagen har været den Behandling, hun lod dem blive tildeel.
Blandt de Personer, der have givet Oplysning i Sagen, var en Kone, der, uden at kjende Tiltalte, henvendte sig til denne, efterat hun havde hørt fortælle om den usle Tilstand, hvori et lille Pigebarn paa 1½ Aar befandt sig. Da hun kom op i Leiligheden, sad Barnet paaklædt paa et Stykke Tæppe paa Gulvet, men i en meget ureenlig Tilstand, og da der var koldt i Stuen var Barnet forfrossent. Det havde Strømper paa Benene, men intet andet Fodtøi. To af Tæerne vare meget stærkt angrebne af Koldbrand, hvorfor der var viklet noget Gardintøi om dem. Konen forlangte Barnet udleveret og beholdt det med Moderens Samtykke. Barnet viste sig saa graadigt efter Mad, at det var tydeligt, at det ikke havde faaet tilstrækkelig Føde, men ved en omhyggelig Pleie lykkedes det den medlidende Kone at faae Barnet helbredet. Tiltalte havde dengang 4 Pleiebørn, hvoraf de ældste vare 6 a 7 Aar, men disses Tilstand syntes ikke at give Anledning til Klage.
En anden Kone, der en Dag for 3 Aar siden var i Besøg hos Tiltalte, saae hende misjamdle et fireaarigt Drengebarn paa en oprørende Maade, fordi det ikke var reenligt; hun kastede det hen ad Gulvet slog det baade i Hovedet og andre Steder paa Kroppen, sparkede til det, dog kun iført Hosesokker, og derpaa, skjøndt det var midtd om Vinteren, kastede hun det ud i et koldt Kjøkken, hvor hun lod det blive i flere Timer, hvilken Mishandling dog ikke sees at have bevirket nogen blivende Skade for Barnet.
Et Par Forældre, som havde sat 3 Børn i Pleie hos Tiltalte, toge dem efter Andres Raad tilbage efter 14 Dages Forløb, og det viste sig da, at Børnene havde manglet baade Føde og Reenlighed, og det yngste Barn, der kun var 4 Maaneder gammelt og som var blevet sygt, døde kort efter, hvilket ifølge Lægens Udsagn havde sin Grund i slet Behandling.
En Moder, som ligeledes tog sit Barn tilbage, efterat hun havde fundet det liggende i vaade Bleer, fandt det hudløst over hele Bagdelen. En anden Moder fandt efter 6 Dages Forløb sit Barn saa forandret, at hun neppe kunde kjende det; da han foreholdt Tiltalte, at hun ikke havde sørget for Lægehjælp, svarede denne, at hun ikke vidste, at hun kunde henvende sig til Districtslægen, og at Barnet først var blevet sygt Dagen iforveien. Da Moderen Dagen efter atter indfandt sig for at bringe Barnet til Lægen, var det død om Morgenen.
Et Barn, der efter 8 Dages Forløb blev saa sygt, at Moderen neppe kunde kjende det, antoges at lide af Mavebetændelse og maatte bringes paa Hospitalet, og Tiltalte vedgik at have forsømt dette Barn baade med Reenlighed og Mad. To spæde Pleiebørn, der døde, havde Spor af Rottebid paa Hænderne og i Hovedet; det antoges vel ikke, at disse Bid havde medført Døden, men paa den anden Side vare de rimeligviis bibragte forinden Døden. Børnenes Lig fandtes liggende, det ene i en Dragkisteskuffe, det andet i en Kiste.
Ligeoverfor disse og lignende Tilfælde har Tiltalte vedgaaet, at hun ofte har ladet det mangle paa Reenlighed, men nægtet i de fleste Tilfælde at have ladet Børnene sulte. Til sin Undskyldning har hun paaberaabt sig, at Børnenes Forældre ikke leverede hende de nødvendige Klæder til Børnenes Reenholdelse, ligesom hun ogsaa anførte, at hun ikke har kunnet overkomme at passe Børnene, - men hertil kunde ikke tages Hensyn, da hun til enhver Tid eensidig kunde ophæve Forholdet. Skjøndt Criminalretten ikke fandt, at der mod hendes Benægtelse var tilvejebragt et tilstrækkeligt Beviis til at dømme Tiltalte for ved Uagtsomhed eller Forsømmelse at være bleven Aarsag til noget af Børnenes Død, kunde hun dog ikke undgaae at dømmes efter Straffelovens § 202, og fastsættes Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. september 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar