Zigeunertrup i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

En Zigeunerbande er ifølge "Thist. Av." ankommen til Nøkjøbing, boer paa Gjæstgivergaarden "Morsø" og giver Forestillinger i ungarske Danse. Banden er paa Vejen til Nykjøbing bleven forøget med en lille Verdensborger. Rygtet siger, at da Moderen skulde føde, fik hun 3 Snapse Brændevin med Piller i, og da Barnet var født, fik dette en Theskefuld Brændevin med Piller, hvorefter det blev indgnedet med Sne og trillet i en Sæk.

(Horsens Folkeblad 15. januar 1879).

Fra Viborg. - - - Idag er hertil ankommet en Zigeunerbande omtrent lignende den, der gav Gjæsteroller her ifjor Sommer, dog gjør den Indtrykket af at være noget mindre paatrængende, idet den giver det Skin af at ville søge sit Erhverv ved at give Balletprodukiivner i Form af "Nationaldanse" til bedste - hvis den da kan faa et Lokale overladt til saadan Brug. At en saadan Samting halvt vildt udseende Mennesker har Lov til at gjennemstreife vort Land fra Ende til anden, er vistnok en Uting, især naar den, som Tilfældet var med Banden ifjor Sommer, paa alle mulige Maader driver Tiggeri tilmed paa en meget paatrængende Maade, og saa, efter at have sammentigget en god Slump Penge, endda nægter at betale, hvad den har fortæret. Vel kunne saadanne Vagabonder jo blive straffede for Betleri, men hvad generer det en "Zigeuner" at sidde nogle Dage paa Vand og Brød, saa faar han alt frit i den Tid, og hans Opgave er løst uden nogen Ulejlighed fra hans egen Side; naar en slig Bande først paa lovmæssig Maade har holdt sit Indtog her i Landet, er der ikke meget at gjøre for de lokale Politiøvrigheder, men at Troppen "med Tilladelse" kan brandskatte hele vort Land, er i høj Grad ubilligt; vi skulle blot lade slig en Bande gaa syd paa over Grænsen og lade den gaa frem paa samme uforskammede og generende Maade, den vilde vistnok snart blive hjemsendt med en ganske alvorlig Protest.

(Nationaltidende 24. januar 1879. 2. udgave).

Zigeunertruppen i Viborg, skrives der til os fra denne By, gav i Søndags sin første Forestilling, blandt andet bestaaende af Opførelse af "ungarsk Nationaldans". Truppen, hvis Høvding kalder sig "Bomba", bestaar af 13 Personer, af hvilke navnlig - i det Mindste hvad Dans angaar - Høvdingens Søn og Datter (henholdsvis 4 og 5 Aar) spillede Hovedrollerne, og det var ret pudsigt at se disse to Væsener hvirvle sig rundt til Takt af Tamburinen; derimod var det mindre morsomt at se et lille, kun to Aar gammelt Pigebarn, der iøvrigt havde et ganske kjønt Ansigt og smukke Øine, ryge sin Cigar med største virtuositet samt drikke sig en dansk Snaps uden at fortrække en Mine, og det var desværre navnlig disse "Præstationer", der tilsyneladende morede det temmelig talrige Publikum mest. Høvdingens og Frues Dans var meget primitiv og vandt kun Bifald hos dem selv, der ledsagede Dansen med en Del uartikulerede Hyl. De, der vare komne for at se Dans, særlig Nationaldans, bleve vistnok ikke lidet skuffede, men den største Del vare vel ogsaa hidlokket af Nysgjerrighed. Til imorgen Aften averterer den "store Høvding" Bumba en Afskedsforestilling, og der er vel Udsigt til, at han ret snart vil forlægge sin Residens til en anden By, og bliver deres Afreise næppe beklaget af ret mange her i Viborg.

(Nationaltidende 30. januar 1879).

I februar 1879 indlogerede en halv snes personer sig i Hotel Isefjordens gård i Roskilde. Senere i februar 1879 befandt en trup sig på landevejen til Korsør, men blev her på politiets foranstaltning ført sydpå. Den bestod af 12 personer, 

- Iforgaars kom en Zigeunerfamilie, bestaaende af Mand, Hustru og et lille Barn, kjørende hertil fra Brabrand paa et Tospænder-Kjøretøi, der blev trukket af een Hest. Den slog et Lærredstelt op ude paa Vesterbro, og Manden og Konen begave sig strax efter ind til Byen, mens Barnet, der kun var iført et kort og tyndt Skjørt, blev liggende i Teltet. Politiet ville imidlertid ikke give Tilladelse til Ophold her, og Zigeunerne bleve derfor, efter paa Politiets Foranstaltning at have overnattet i en Gjæstgivergaard, igaar Formiddags transporterede ud af Byen, for ad Skanderborg Landevei at drage videre.

(Aarhuus Stifts-Tidende 4. marts 1879).

En Zigeunerfamilie, bestaaende af Mand Kone og Barn, ankom til Skanderborg i Onsdags Eftermiddags. Af Politimesteren havde de erholdt Tilladelse til at opholde sig her et Par Dage. Deres Befordring, som ser yderst tarvelig ud, er ifølge B. Av. tilligemed deres Bolig, et laset Telt, anbragt paa fri Mark ved Byen. Den stærke Blæst, vi have i disse Dage, har sikkert gjort Opholdet her noget "luftigt". Zigeuneren, en godmodig 33 aarig Mand, befatter sig med Kjedelflikkerarbejde, men Forretningen gaar nok kun daarligt. Zigeunersken, der er 22 Aar gl., ser ret godt ud, har et smukt Haar, do. Øjne og Tænder, har "kongeligt" Blod i sine Aarer, idet hun er en Datter af selve den store "Kong" Bomba, Fører for en Trup, som tæller 350 Personer, spredte Europa rundt. Hans herværende Svigersøn, Wumann Johann, er ansat som "Fuldmægtig" ved Hovedtruppen, idet han hersker over en Trup paa 125 Personer, der ligeledes ere spredte rundt omkring. Barnet, en Dreng paa 10 Maaneder, ser snarere ud til at være et Par Aar gl. Der hersker kjendelig et godt Forhold mellem Mand og Kone, og de synes forøvrigt, trods deres tarvelige Udseende, at være velhavende Folk. Manden holder saaledes meget af at tilbringe Dagen ved at drikke "halve Bajere", helst "Expresser til 20 Øre", hvoraf han uden Gene kan drikke 20-30 Stykker daglig, medens han efter en enkelt Kaffepunsch strax faar "Tømmermænd"; heller ikke Sardiner samt Høns og "fint Brød" kaster han Vrag paa. I Skanderborg lever han næppe under en halv Snes Kroner om Dagen. Penge savner Familien ikke; "vi tigge ikke", siger de, og deri kan de sikkert have Ret, siden de til Holstebro - efter Opgivende - afsendte 470 Kr. til en Guldsmed, hos hvem de under deres Ophold der havde laant nævnte Beløb mod Pant i en Del Guldsager. Saavel i Forgaars som i Gaar afsendte Zigeuneren vistnok over et Dusin Telegrammer, bl. A. til Haderslev, Nyborg, Silkeborg, Holstebro, Stockholm; - alt lød paa "Svar betalt". De søge nemlig nogle Medlemmer af Truppen, men kunne, lader det til, ikke finde dem. De høre hjemme i Ungarn, tale og skrive dette Sprog, men forstaa ogsaa lidt Dansk. Ægteparret er viet i Hamburg; de tilhøre den katholske Tro. Naar de tiltale eller tiltales af Fremmede række de stedse venligt Haanden ud samt sige "Du" til Vedkommende. Det hedder, at de afrejse i Dag, rimeligvis Syd paa; men de vente nærmere Ordre fra Kong Bomba, der skal sende dem "en Bog", hvorpaa de kunne hæve Penge i en Sparekasse i Hamborg, hvor Stammens Formue er anbragt. Wumann Johann har ingensinde været Soldat, da hans "Papa", en større Høvding, kjøbte ham fri for 1000 Kr. Man har fortalt os, at hver "Familie" i Reglen udgjør 7-8 Personer, som har en Fører. Den Stamme, hvortil Wumann Johann hører og som er en af de mest anseligste, bestaar af et større Antal Familier, som hver have tilskudt et stort Pengebeløb, fra 10,000 til 30,000 Kr. Den samlede Sum er indsat i en Sparekasse i Hamborg, og heraf lønnes "Kongen" og Høvdingerne, ligesom "Familierne" kunne, naar de ere i Forlegenhed, erholde Laan, der tilbagebetales i bedre Tider. En Gang hvert Aar samles Alle i Hamborg, formodentlig til en Slags "Generalforsamling", hvor "Finansloven" for næste Aar vedtages, Den Familie, der opholder sig her, ejer faste Ejendomme i Flækken Hejde i Ditmarsken. Der bo de paa visse Tider af Aaret, men rejse forøvrigt rundt omkring i Tyskland, Norden, Frankrig, Schweiz o. s. v.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 7. marts 1879).

Typisk annonce for truppen. Her fra Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. marts 1879.

I løbet af 1879 optrådte temaet "zigeunere"i adskillige skuespil, syngestykker, optrædender, maskeballer o. lign. Under fantasifulde fortolkninger. Et par aviser bragte også baggrundsartikler om dem, hvorfra de kom, skikke osv.

I september 1879 forespurgte Grænsegendarmeriet justitsministeriet om hvordan man skulle forholde sig til "zigeunerne" når de søgte adgang til landet, og svaret var at man skulle følge Lov om tilsyn med fremmede og rejsende af 15. maj 1875 § 1, 2. stykke således at zigeunere, tatere ikke kunne gå adgang med mindre de foreviste gennemgående jernbanebillet til København eller Frederikshavn på gennemrejse til Sverige eller Norge. Det var altså ikke tilladt at drage fra sted til sted. Den 19. december 1879 mindede justitsministeren om at "taterselskaber ubetinget burde formenes adgang til landet". Herefter synes omtalen at forsvinde i aviserne. (Se også Anders Enevig: Sigøjnere i Danmark. 1969)

Zigeunere i Nordjylland. (Efterskrift til Politivennen)

Han Herred, den 2den December. Zigeunere, Han Herred. Omtrent den 14de November kom det Rygte til os, at Høvdingen "Hr. Bomba" var indtruffen  til Østersvenstrup med sin Bande for der at opføre "ungarske Dandse", med hvilken Kunstproduction det nok forøvrigt var daarligt bevendt. Den 16de kom Banden hertil i det sædvanlige Landstrygeroptog, installerede sig ½ Miil fra Herredscomptoiret. 13 Personer ialt: Høvdingen med Gemalinde, Stamherren, Datter og Svigersøn, Resten større og mindre Børn. Gjæstgiveren i Fjerritslev, hos hvem Hr. Bomba forlangte Plads, nægtede dette og sendte samtidigt et Bud afsted til Herredscomptoiret med skriftlig Anmodning om Raad eller Assistance til Fjernelse af Banden, hvis Nærværelse paa hans Eiendom forekom ham alt for uhyggelig. Det skriftlige Svar lød paa, at Comptoiret savnede Bemyndigelse til at fjerne Zigeunerne, men at det naturligviis stod ham (Gjæstg.) frit for at nægte dem Ophold paa sin Eiendom. Efter at Banden om Natten imellem den 19de og 20de havde været leiret i umiddelbar Nærhed af Kroen, flyttede den hen paa en Gaardmands Grund østenfor, i Læ af en Gruusbanke ved Landevejen, og fra nu af saae man dem hver Dag, enkeltviis eller fleer i Flok, tilvogns, tilhest - de eie nemlig et Par Krikker - eller gaaende fare ud i i Omegnen for ved deres glubende Udseende at forfærde og brandskatte Folk, og dermed gik de meget systematisk tilværks, thi naar et af de sorte Uhyrer kom ind et Sted, foer han ud i Kjøkken og Bryggers, greb hvad han saae af Kobber- og Messingtøi, fortalte i sit gebrokne Tatersprog, at det var itu og vilde koste 2 Kr. Pundet for en ny Bund - mindre Lapperier holdt de ikke af - , og saa gik det i flyvende Fart tilbage til "Leiren". Man har fra de mindeværdige 8 Dage seet Exempler paa, at de uden Tilladelse have brudt en Grubekjedel ud af Muren og bortført den. Traf det et enkelt Sted, at Huusherren tog Mod til sig og satte Magt imod Magt, saa fremkom "Høvdingen" med en halv eller en heel Hundredekroneseddel og tilbød at sætte den i Pant, hvilken storartede Flothed ikke undlod at imponere Vedkommende.  I det primitive Værksted, - den bare Jord i Telte, et Baal af "reddede tørv" og gammelt Tømmer samt en lang Ambolt, fastgjort i Jorden, - "arbejdede" Banden om Natten, hvilket gik for sig med Hylen og Skrigen, til megen Opbyggelse for de Vejfarende. Natarbejdet foregik, efter hvad der senere er fremkommet, for at man ikke skulde komme efter deres Bedragerier, thi de eiede ikke nyt Kobber, men de skrabede de gamle Bunde i Kjedlerne, gjorde dem yderligere rene med Syre og hamrede dem, saa de bleve kuplede, og dermed vare de færdige. Spurgte man dem nu, hvor de fik Kobber fra, da fortalte de, at det gamle blev smeltet sammen i et Hul i Jorden og udhamret til nye Plader; at dette er "Fabel" veed Enhver, som har lidt Begreb om et Kobberværk. At det her ikke dreiede sig om Smaaskillinger og at Hr. "Bomba" har let ved at slaae om sig med "store Sedler" vise følgende Talstørrelser: En Kjedel kostede for ny Bund 66 Kr., en anden for do. 55 Kr., en tredie 36 Kr., en fjerde 16 Kr. o. s. fr. Ved Afleveringen indsmurte "Kunstnerne" Bundene med et tykt Lag Æggehvide og Tørveaske; hvorvidt dette bidrager til Styrke, maae Sagkyndige bekomme. - At Hr. "Bomba" har Praxis, beviser, at han kun afleverer større "Arbeide" mod Qvittering, hvorpaa staaer anført, hvor stor en Sum han har faaet derfor, hvilket saa tjener ham som Anbefaling hos andre Lettroende. Det hidtil Anførte er passeret hos private Folk her paa Egnen; men hvorledes en Regning, qvitteret af Hr. "Bomba" med s. P., stor 70 Kr., paa udført "Arbeide" ved Redningsbaaden ved Sletten Station - hvorledes den vil tage sig ud, naar den skal figurere i Regnskabet over Udgifter under Redningsvæsenet, ja det veed jeg ikke og det kommer mig maaskee heller ikke ved. Den 24de kom (til Forstaaelse af Sidstanførte) en Vogn med 3 utætte Luftkjedler fra Redningsbaaden ved Sletten for at tættes af "Kunstnerne", og det udførte de qvikt ved Hjælp af noget Tin og en Mængde rød Maling, om til Baade for Redningsmandskabet, vil Tiden vise. Et Par Timer efter Afleveringen af dette deres største "Arbeide" brød Banden op og foer paa 2 Vogne, med en lille abeagtig Dyrplager paa Ryggen af en stakkels "Norbak" i Spidsen, afsted vestpaa til Vuust, hvor de nok huserede endnu igaar. Denne Landeplage har saaledes brugt ca. 15 Dage for at passere Han Herrederne fra Øst til Vest, ca. 4 Miil, og det skal siges, at den har brandskattet alvorligt. Ved Afreisen efterlodes alt smaat Arbeide, der var lovet billigt, uden at være gjort noget ved, og overlodes det Vedkommende selv atter at blive "Eiere" deraf. - Om de her anførte Facta maatte bevirke, at denne behjælpsomme Bande kunde forhjælpes lidt hurtigere over Landets Grændser, end skeet er i Han Herrederne, vil det glæde Mange her, der have levet under Fjendens Occupation, men aldrig dengang tilbragte hverken Nætter eller Dage i en saadan Ængstelse, som i den sidste Deel af November 1878.

Efterskr. den 3die. Jeg kan idag tilføie, at Banden, efter at have forladt Fjerritslev, først tog Ophold i Vuust. hvor ondt Veir tvang den til at søge Huusly i 2 Nætter. Dernæst drog den til Bjerget og leirede sig i en Gruusgrav ved Landevejen, hvornæst den drog til Østerild, hvorfra, efter Forlydende, Høvdingen og Høvdinginden aflagde en Visit i Thisted, hvis Politiemester efter Sigende dog har frabedt sig deres mindre behagelige Nærværelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. december 1878).

Zigeunerne i Nordjylland. En Indsender i "Thisted Av." giver følgende Beskrivelse af den Industri, der drives af den Zigeunerbande, der i den sidste Tid har huseret og endnu huserer i Thy: En skøn Dag kommer en Slæde, forspændt med to usle Heste, kjørende, og i samme sidde tre sortsmudsede Personer med et langt, sort Haar ned ad Nakken. I en Fart springe de af Slæden og ind i Husene, hvor de med stor Griskhed kaste sig over alt Kobbertøj, som lige fra den lille Kasserolle til den store Kobberkjedel underkastes en grundig Undersøgelse, og ved samme fremgaar det, at de lide af større eller mindre Mangler, ja selv Kjedler, som man i god Tro til deres Godhed og Tæthed har brugt i mange Aar, fremvise nu pludselig Huller paa Bundene (Trolleri Altsammen). Man er imidlertid glad over at faa sine Kjedler og Kar i brugbar Stand igjen, tilmed da man faar Løfte om, at det vil ske for en billig Penge, og man overlader Zigeunerne sit Kobbertøj, hvormed de fare afsted. Næste Dag har man dem igjen med Kobbertøjet, som de have bragt i tilsyneladende god og smuk Stand, alle Kjedlerne ere nu forsynede med ny Bund, som underkastes en Styrkeprøve, idet Zigeuneren staar op paa Bunden af Kjedlen og tramper paa den for at bevise dens Soliditet. Nu kommer imidlertid Betalingen, ja den er ej slet saa billig, som man fik Løfte om den foregaaende Dag, den varierer fra 15-50 Kr. Man begynder nu at tale om, at det er noget dyrt, og at det ej er efter Aftalen, men man faar kun til Svar, at det er umuligt at gjøre saadant smukt og solidt Arbejde billigere - tilmed da Kobberet er meget dyrt. Imidlertid finder man sig i at betale, hvad de forlange, og man glæder sig dels over, at blive disse paatrængende Gjæster kvit, dels over, at man har faaet sit Kobbertøj repareret, skjøndt det ej er slet saa billigt, som man havde gjort Regning paa. Dog denne Glæde taber sig snart, efter at man af et Øjenvidne er bleven underrettet om, hvorledes denne Reparations-Proces af Kobbertøjet er foregaaet. Naar Zigeunerne nemlig faar en Kobberkjedel hjem i deres Telt, tage de Bunden af samme, skrabe omhyggelig al Sod af og varmer den op i Ilden, indtil den bliver glødende, hvorpaa de hamre den ud, til den bliver glat, og saa snart den saa er kold, sættes den paa Kjedlen igjen, som altsaa tilsyneladende synes at være bleven forsynet med en ny Bund. Det er imidlertid en sørgelig Opdagelse at gjøre, at man i god Tro har maattet betale sin egen Kjedelbund i dyre Domme, men da der formodentlig er Mange, der ville blive Ofre for ovenanførte Industri, er det Hensigten dels at advare Publikum mod disse paatrængende Zigeunere, dels at henstille til vedkommende Politiøvrighed, om der ikke kunde sættes en Stopper for denne Industri, der nærmest har Karakteren af Bedrageri.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. december 1878).

Zigeunerne i Sjælland og Nordjylland. (Efterskrift til Politivennen),.

Den Zigøjnerbande, som for omtrent 14 Dage siden drog gennem Varde, har maattet afstaa fra sit Ønske om at gæste Sverig, fordi man ikke vilde have deres Heste indførte i dette Land, ligesom Troppen nok heller ikke havde Penge til at betale Overfarten, og er nu paa Retur ned ad Jylland. Den kom forrige Tirsdag til Hjørring, hvor den som andre Steder var Genstand for almindelig Nysgerrighed. Aldrig saasnart havde den siaaet Lejr og rejst sit aabne Tælt skriver "Vends. Tid." -  før Folk vandrede i massevis derud for at tage den i Øjesyn. Næst efter "at se ind af sine egne Vinduer" holder man jo nemlig mest af at kige ind ad Andres. Det var et livligt Billede. De gulbrune vildt udseende Karle gad knap kaste deres sorte Øjne paa Folk, men sad og røg deres korte Piber og kun stundom, naar der kom en Kurre paa Traaden eller naar "Mutter" skulde have en Tilrettevisning, hævede de Stemmen i et kort afbrudt hidsigt Sprog. De Gifte indlod sig ikke paa at tigge, det besørgede deres Koner, 13-14-Aars Fruentimmer, som i brogede, pjaltede og skidne Klæder løb omkring, forresten halvnøgne, og betlede i deres kandervælske Sprog. - Deres Ravnenatur lagde de tydelig for Dagen, idet deres Fingre stadig skulde pille ved de tilstedeværende Damers Baand og Smykker. De forlanger Alt og har Brug for Alt - saa nær som Arbejde. En af dem, et stakkels Pigebarn paa ca. 1 3 Aar, der var "gift", hvilket 2 smaa Unger og "et blaat Oje" vidnede om, gav sig lidt af med at være "Sandsigerske". Rundt om under Vognen sov smaa brune Puslinger, der havde betydelig mere tiltrækkende Fysiognomier end de ældre. Andre smuttede om imellem Benene paa de Besøgende og tog allerede Del i Dagværket: Tiggeriet. Det er ikke sært at disse smaa Stakler vakle særlig Medfølelse. De trækkes Verden rundt og tvinges ind paa et halv dyrisk Liv uden at lære noget. Og Behandlingen af dem betegner "Nationen". En sød lille Knægt tabte en Jernstang paa sin Fod, saa at hans store Taa blev stygt saaret. Kurmetoden var, at en Flaske Brændevin tømtes halvt over hans Fod, saa at han skreg ynkelig, medens den anden Halvdel gled - ned i en af de Herrers Hals, hvor den syntes at gøre nok saa godt. Et Ideal af kvindelig Grimhed, et gammelt Fruentimmer med et hæsligt Ansigt og et runkent, barket Bryst, der hang nøgent under en hvid Trøje, tiltrak sig især Opmærksomhed. Hun, der var lam, sad arrigt og rokkede frem og tilbage, varmende Hænderne ved et Baal. Med en Pisk holdt hun den nysgerrige Kreds af Drenge tilbage eller kastede brændende Stykker af Baalet efter dem. Da et Par medlidende Damer skænkede hende nogle uldne Klæder til at varme sig med, brugte hun dem til Varme paa sin velvillige og taknemmelige Maade - hun kastede dem nemlig paa Baalet. Nogle af Karlene begav sig ind i Byen, pyntede med deres sølvknappede Trøjer og lange Stave. Det lange Haar flagrede efter dem. En havde endog et Par Proptrækkerkrøller, som en gammel Jomfru maatte misunde ham. Følgeskabet var et Par barbenede Fruentimmer i brogede Skjørter og selvfølgelig en hel Flok Drenge. Et Sted vilde de købe en Vognstang, for den bød de 15 Øre, et Hestebeslag forlangte de for 25 Øre, og da en af de unge Damer vilde delikatere sig med Kirsebær, men fandt dem for dyre, spyttede hun i dem for at tilkendegive, at hnn ingen skulde have. - De ere nu afrejste fra Hjørring for over Aalborg at begive sig til Viborg. 

(Social-Demokraten 18. juli 1878).

Zigøjnere En Del af den Zigøjnertrop, som for nogen Tid siden færdedes i Midt-Sælland, er ankommen fra Sorø til Ringsted. Denne Del bestaar af 8 Mennesker, Mænd, Kvinder og Børn, med en Vogn, tre Heste og en Ged. At der har fundet en Adskillelse Sted, skyldes den Omstændighed, at da Troppen sidst opholdt sig i Ringsted, uddelte "Bomba" nogle Prygl, og det var mer end nogle af Banden vilde taale, hvorfor de opsagde "Kongen" Huldskab og Troskab. Nu er de dog nok kommen paa andre Tanker, idet de er paa Vejen til Sverig for igen at underkaste sig Bombas strenge Regeringssystem. Saaledes fortælles der os. I Nat har de været lejret paa Skolepladsen; men de har af Politiøvrigheden faaet Tilhold om at forføje sig bort i Dag. Senere hører vi, at et Par andre Vogne med Zigøjnere i Dag er passeret Ringsted.

(Social-Demokraten 21. juli 1878).

I november 1878 var ca. 25 i Taars og rejste derfra til Aalborg.

Zigeuner-Trup. (Efterskrift til Politivennen)

Et indslag fra 1865 handlede om "Zigeunere" fra 1865. Den 15. maj 1875 udstedtes en fremmedlov, som bl.a. bestemte: "Udenlandske tatere, musikanter, forevisere af dyr og andet, udøvere af kraft- og behændighedskunster og lignende personer er, forsåvidt de vil søge erhverv ved omvandring, ikke tilladt at tage ophold her i landet." De kom dog tilbage i 1878-1879. Herom følgende..

En Zigeunertrop, som for et Par Dage siden er ankommen til Kolding, var den 13de ds., da der var Marked der i Byen, i travl Virksomhed. Høvdingen, der ifølge "Kold. Av." skal hedde Bomba, var ude paa Markedet for at købe Heste. I sin lange snorbesatte Frakke med kolossale Sølvknapper vandrede han om blandt Markedsgæsterne, tingede og pruttede med dem, og naar de syntes at være noget ængstelige ved at indlade sig med denne underlige Skikkelse, blev Kong Bomba ivrig, slog med Værdighed sin store sølv- knappede Stav haardt i Jorden, trak en med alle mulige Sorter Guldmønter fyldt Sølvdaase op af Lommen og holdt den for Næsen af de forsigtede Landboere, paa hvilke det blanke Metal da heller ikke forfejlede den Virkning, som Zigeunerens Menneskekundskab ventede sig. Et Par Handler kom da ogsaa i Stand, og de viste, at Kong Bomba forstod baade at vurdere Bønder og Heste. Banden tæller 26 Personer, hvoriblandt 4 voksne Mænd, 3 unge Kvinder, flere Børn i alle Aldere og en 83-aarig Kone. Skøndt den lader til at være meget velhavende og bl. A. har betalt en betydelig Afgift for Næringsbevis, gaa navnlig alle dens yngste Medlemmer omkring i en Dragt, som ikke er ulig Kejserens nye Klæder, og man ynkes uvilkaarlig over disse smaa, smudsige, halvnøgne sortøjede Skabninger, uaar man ser dem ligge paa den nøgne Jord omkring et lille Baal og søge Varme for deres forfrosne smaa Lemmer. De se dog altid fornøjede ud og ere straks rede til at kysse enhver Fremmeds Fødder, Stok og Hænder for at saa enten en Stump Cigar eller en Skilling. Maaltiderne baade tilberedes og nydes paa en meget ukunstlet Maade. En Fisk eller et Stykke raat Kød, Lunge eller Lign. kastes uden videre Omstændigheder ind i Ilden, og naar det har ligget der lidt, mødes en halv Snes sorte Næver i Gløderne for hver at tage sin Del af Retten, der ikke faar nogen yderligere Tilberedning. Der skal være dygtige Kedelflikkere i Familjen, og den skal i den Retning have havt godt at bestille der i Byen. Om Lørdagen den 16de ds. forlod Troppen Byen; dens Afrejse foregik i fire Ekvipager belæssede med Pjalter, gammelt og snavset Sengetøj samt Kvinder og Børn. Ankomsten var sket pr. Bane, da den kun havde en Hest til de fire Vogne, men paa Hestemarkedet der i Fredags købte den fire Heste, saa den var ganske godt kørende, da den forlod Byen; rigtignok bestod Seletøjet kun af nogle Remme, sammenbundne af gamle Strikker, uden Kobbellænker, saa det var et meget halsbrækkende Syn at se, da de kørte ned af Slotsbanken, ti der var hverken Styr eller Hold paa de med saa mange Smaabørn belæssede Vogne. Skøndt ingen af Vognene vare indrettede til Enspænderbefordring, kørte de dog stolt med en Hest paa den ene Side, medens den anden Plads var ledig. Efter Forlydende skal den have faaet Tilladelse til at gaa gennem Landet over Fyn og Sælland til Sverig, hvorhen den agtede sig. 

(Social-Demokraten 22. marts 1878).

Den tidligere omtalte Zigeunertrup ankom i Onsdags Aftes med Dampskibet fra Nyborg til Korsør. Ved Ankomsten til Korsør blev den ledsaget til den saakaldte "Lille Postgaard", hvor den tog Logis, af en Mængde nysgjerrige. I Korsør bliver den i to Dage og rejser derpaa videre over Kjøbenhavn til Sverrig, hvor den som Skærslibere og Kjedelflikkere vil forsøge sin Lykke (Dagst.)

(Stubbekøbing Avis 25. marts 1878).

Om Zigeunertruppens Kjedelflikker-arbeide meddeler Hr. H. Larsen i "Korsør Av." for i Gaar følgende:

Ved et Tilfælde blev jeg igaar opmærksom paa et storartet Bedrageri, begaaet af de nu afreiste Zigeunere, og da jeg formoder, at det er samme Industri, de har udøvet overalt heri Byen, er jeg saa fri at meddele Dem samme, for om muligt at De igjennem Deres Blad kan advare andre Byer, hvor Banden tager Ophold, fra at indlade sig med disse Humbugmagere. En Mand heri Byen havde nemlig akkorderet med dem om at sætte en tyk Bund i en Kobbel kjedel og derfor skulde han give 2 Kr. 50 Øre for hvert Pund, som blev tilsat Kjedlen, men da de afleverede den, foregave de at der var tilsat 2½ Pund, og nu vilde de have 3 Kr. 50 Øre for hvert Pund eller i det Hele 7 Kr. 50 Øre, hvilket ogsaa blev dem udbetalt; men der er ikke tilsat et eneste Lod, den gamle Bund er hamret tilvejrs saaledes, at det seer ud som om den var meget massiv, men i Virkeligheden er den tyndere end den var forhen; det er et Stykke Arbeide som en Kobbersmed vilde forlange 1 Kr. for, men nu reiser Zigeunerne med 7 Kr. 50 Øre herfor. Da jeg formoder, at dette Bedrageri har været gjennemgaaende, synes jeg nok, at der var Grund til at advare den bekjendte danske Godtroenhed.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 26. marts 1878).

Zigeunertruppen ankom til Ringsted i Tirsdags Eftermiddags. Den gjorde Holdt paa Veien ud for Amtstuegaarden, hvor den strax tiltrak sig en Del Opsigt. Efter at have holdt her en Timestid, medens Høvdingen, Bomba, var paa Politikamret for at skaffe Trupen et Opholdssted, kjørde dens i Vogne, efterfulgt af den skuelystne Forsamling, op paa Skolepladsen, hvor Trupen nu har opstad sin Leir. Efter Sigende vil Ringsted blive beæret med Besøget i 5 Dage. Trupen fliker Kjedler, men den optræder ogsaa som eqvilibristisk Kunstnerselskab, og man vil vide, at den som saadant vil give "en stor Forestilling" i Jens Thomsens Lokale.

(Folketidenden 3. april 1878).

Sigøjnerne. En saakaldet Bande af dette omflakkende Folk der lever som Kjedelflikkere, har i denne Tid gjæstet en Del danske Byer efter at bave opholdt sig et Par Aar i Ditmarsken. De lever paa feltfod, men vil dog helst bo i en aflukket Gaard, hvor de saa opslaar deres Telt, tænder deres Baal, koger deres Mad og nyder den med den femfingrede Gaffel, de har paa hver Arm. Deres Mad er stærkt krydret med Eddike og spansk Peder. De prøvede paa at spise dansk Grød med fingrene, men de spyttede den ud. I øvrigt er de paa ingen Maade saa raa, som man skulde mene. De er endog meget snu, om end hengivne til stærke Drikke. Som Kedelflikkere har de vist sig dygtige og i flere Tilfælde ikke dyre. De forstaar sig paa gode Varer og opdager hurtigt den allermindste fejl og Sprækker. Selv tilstod de, at hvis de ikke optraadte paa en opsigtsvækkende Maade vilde de aldrig faa noget at fortjene. De vaske sig hver Morgen men sværte Ansigterne. Hvor de have opholdt sig paa aaben Gade, er jo navnlig Gadeungdommen stimlet sammen om dem. Hvor de har opnaaet at bo i lukket Gaard, har de snildelig taget 5 Øre i Entre. Deres egne mørkhudede Smaabørn ere meget drevne i at række Haanden ud; men ellers er de ikke paatrængende. Kongen udmærker sig ved en stor, tyk, hul Stok med et mægtigt Sølvhoved, saa stort som en Halvflaske. I denne har han sine Penge, og hvis nogen tager hans Stok, kan han blive som rasende. Imidlertid er hans Hustru den egenlige regerende, thi Kong Bumba har altfor ofte taget sig en Taar over Tørsten. Det omrejsende Selskab lider ingen Nød; det er vel endog rigt; thi det har kun faa fornødenheder, og selv i vort raa Klima trives disse Sydens Børn godt. Naar de give deres forestillinger med saakaldte ungarske Nationaldanse, udfolde de deres Rigdom med Hovedsmykker, dannede af prøjsiske Thalere, og store tredobbelte Brystsmykker af amerikanske Guldmønter. Disse forestillinger ere i kunstnerisk Henseende komplet Humbug, men folk er i Regelen altfor nyfigne og strømme til i Mængde, høie som lave, for at se det Jux, mens man udebliver fra hvad der virkelig er godt. Kong Bomba er desuden som oftest saa langt henne paa Dagen ude af Stand til at præstere noget, og kun hans Hustrus Villieskraft magter at stramme ham op. Naar Selskabet vandrer fra By til By er Kong Bumba saa forsynlig at rejse med Jernbanen for at sikre sit Selskab en taalelig Modtagelse hos Politiet, der i Regelen ikke er videre vel stemt mod dem, lige som flere Blade har paasagt dem Uredeligheder og Nærgaaenheder. Men hvis man kunde lade dem med fred, var de næppe farlige, og vilde sagtens passe sig selv, blot søgende Fortjeneste. Det er jo deres Trang at vandre, og den kan de ikke modstaa. Indbyrdes taler de deres eget Sprog, men de voxne kan alle meget godt tale tysk, og kan man tale med dem, er de ogsaa meget meddelsomme. De har deres særegne Religionsskikke og deres ejendommelige Samfundsliv, og de vil altid som en lille, men særskilt Gren af den store folkefamilie vække Interesse, hvor de komme. Z. Folket.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 28. april 1878).

Zigeunere. (Efterskrift til Politivennen)

En Zigeunerbande, hjemmehørende i de ungarske Kronlande, ankom til Kjøbenhavn i Fredags Formiddags med Dampskibet "Stockholm" fra Malmø. Banden, hvis Høvding kalder sig "Borgemester" Kaldaras, og hvis ærværdigste Medlem er en hvidskjægget Olding paa 82 Aar, tæller 21 Medlemmer af begge Kjøn og alle Aldre lige til nøgne, diende Børn, nemlig 5 Mandfolk, 4 Fruentimmer og 12 Børn. Det sorte, stride Haar hænger i lange Krøller eller Pidske med indflettede simple Smykker ned over de brune Ansigter; Hovederne ere paa Mandene dækkede af Huer af Læder eller Faareskind, paa Qvinderne af smudsige Tørklæder; Mandene bære Faareskindstrøier eller snorebesatte Kapper samt paa Fødderne Sandaler, Qvinderne ere iførte spraglede Skjorter og have nøgne Fødder. Deres hele Udseende er i høieste Grad fattigt og smudsigt. De føre med sig tre smaa skrøbelige Vogne og fire lave magre Heste, der i Usselhed ikke give deres Besiddere noget efter. Som Tegn paa sin Værdighed fører "Høvdingen en høi sølvbeslagen Stok. Deres ifjor af de østerrigske Authoriteter udstedte Pas lyder paa Tydskland og Danmark, og det er vistnok den samme Bande, der for et Par Maaneder siden gjæstede Berlin, hvor den vakte endeel Opsigt, indtil den pludseligt forsvandt, efter at det østerrigske Gesandtskab havde fordret et Par af de mandlige Medlemmer af Banden sendte tilbage til Østerrig for at forrette Militairtjeneste. Deres Pas er gjældende for to Aar, og de have ønsket at tilbringe Vinteren her i Danmark for at øve deres Haandtering Kjedelflikkeri, der pleier at være forbunden med et omfattende Betleri. Efter Ankomsten til Qvæsthuusbroen blev hele Banden i Droschker kjørt til Politiekammeret, imedens dens Heste og Vogne bleve staaende ved Udskibningsstedet. I Raadhuusgaarden kunde man i Fredags see de vilde Skikkelser bivouaquere, medens Mandfolk, Fruentimmer og Børn lige tappert drak deres Øl og smøgede Tobak. Efter Dbl. vilde Banden allerede i Løverdags igjen forlade Landet.

 (Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. september 1865).

 

Zigeunerne opholdt sig i Løverdags i en Baggaard paa Raad- og Domhuset, i hvilken deres Kærrer med alle deres Pjalter vare blevne trukne ind. Her gjorde de sig det ret beqvemt, opslog deres Telt og lejrede sig deels i dette, deels omkring i Gaarden og paa Karrerne. En Mængde Mennesker strømmede til for at set dette for os aldeles nye Syn, og Tilstrømningen blev opad Dagen saa stor, at Politiet fandt det fornødent at foretage en Afspærring, saa at kun et ringere Antal Mennesker ad Gangen kom ind i Gaarden. Gjenstandene for alle disse Nysgjerriges Blikke lod sig imidlertid aldeles ikke genere; de syntes ikke at bemærke de Omstaaende, men spiste, drak, røg Tobak, diede Børnene osv., aldeles som om de vare alene paa Landevejen. Det er bestemt, at Banden paa Mandag (idag) skal reise derfra. (S. Bl.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. september 1865).

"Zigeunerne!" "Zigeunerne!" "Hvem der blot kunde faae Zigeunerne at see!" Dette var omtrent de Ord, der paa mangfoldige Maader varieredes paa Gammeltorv igaar. Thi Gammeltorv havde igaar faaet en sand Befolkning af Nysgjerrige, som formelig belejrede Raad- og Domhuset. Ved en Politistyrke lykkedes det dog at bringe nogenlunde god Orden tilstede. Tredive eller saa omtrent ad Gangen bleve slupne ind gjennem Raadhusets Port, thi at ville sige, at de gik ind, vilde kun daarligt betegne Situationen. Gjennem adskillige underjordiske Gange kom man endelig ind i en af de inderste Gaarde, hvor hele Banden havde leiret sig. Et Telt havde de slaaet op midt i Gaarden, og i dette saae man en gammel snavset Taterqvinde, som ganske ubevægelig stod og betragtede og lod sig betragte; endvidere en gammel hvidhaaret Mand, som med en graa Frakke, han havde faaet foræret her, over Skuldrene, sad midt i Teltet paa Jorden og varmede sine magre Hænder over en jævn Tørveild. Paa et Kjøretøi, der stod i Gaarden, og som var fyldt med alskens Pjalter, sad et sandt Billed paa en hæslig gammel Taterqvinde, et Studium for en Forfatter som Carit Etlar, der nok ogsaa ved en Tolk har sat sig godt ind i disse Folks Sædvaner. Deres Modersmaal er Ungarsk, og de nødvendige Samtaler med dem føres alle ved Hjælp af en herboende Ungarer. Dog ere de ikke aldeles ubekjendte med det tydske Sprog; navnlig igaar gjorde de Brug af deres Sprogkundskab, og havde god Fordeel deraf, thi deres evigt gjentagne "A Bisle Gelt" (Ein Bischen Geld) bleve besvarede med talrige Sølvmønter fra de Besøgendes Portemonnaier. De Fleste af dem havde igaar iført sig deres bedste Pjalter, og navnlig havde de anvendt betydelig Omhu paa at frisere deres lange Tjavser af Haar, som vare indsmurte i et meget stort Qvantum Olie. Tre af disse Tatere ere portraiterede af Portraitmaleren Gertner; Billederne ville sandsynligviis i Copier blive tilgængelige for et større Publikum. - Besøget i Raadhuusgaarden varede ved til ud paa Eftermiddagen,-  da blev Massen for stor; man vilde ikke vente til Touren engang kunde komme til En, - man oversaae Politiet og begyndte at storme Porten. Følgen Heraf blev, at Adgangen, efterat Orden var bragt tilveie, blev forbudt, hvorpaa Folket langsomt skiltes ad til alle Sider.

- Det var interessant i Løverdags at see Zigeunernes Færden; i Teltet havde en Familie, bestaaende af Mand, Kone, samt voxne og smaae Børn, leiret sig paa Steenbroen omkring en kogende Suppekjedel, Alle beredte til at hugge ind, saasnart den kostelige Ret var færdig. Hist badede en Kone sit næppe 4 Maaneder gamle Barn i et Trug fuldt af koldt Vand. Barnet blev, ligesom det kom op af Vandet, svøbt fast ind i nogle Pjalter og, da Vandet var heldt af Truget, lagt i dette, hvor det laa nok saa fornøiet og saae op imod Himlen med sine store sorte Øine. Den gamle Bedstefader sad paa Hug paa Steenbroen, lænet mod en Muur, og betragtede nysgjerrigt alle de fremmede Mennester. Ved hans Fødder legede nogle halvvoxne brune Børn, af hvilke Pigebørnene vare pyntede saavel i Ørerne som om Halsen med nogle simple Smykker. Alle Mændene røge Tobak af ganske smaae Piber, medens Qvinderne tumlede med de smaae Børn eller vaskede nogle usle Pjalter. Disse Mennesker, der formodentlig aldrig have kjendt bedre Kaar, saae alle veltilfredse ud og vilde vist være glade til, om det blev dem tilladt at færdes her i Landet, hvilken Tilladelse de imidlertid ikke faae, da Politiet træffer Anstalter til at sende dem tilbage til det Sted, hvorfra de ere komne. - (Flk. Av.) 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 26. september 1865).

Johan Vilhelm Gertner (1818-1871) var som nævnt kendt for sine portrætter, bl.a. af Thorvaldsen, Eckersberg, Steen Steensen Blicher og Christian 8. Han elev af C.W. Eckersberg 1831-1837. Han malede også genre-, historie- og arkitekturstykker.

Den 25. september 1865 blev de i drosker kørt til dampskibet "Aurora" hvor de skulle overføres til Kiel.

Sigøjnerne kom fra Donaulandene, Rumænien og Ungarn. Af ukendte årsager begyndte de at bryde op, bl.a. til Nordeuropa. I 1865 blev der meldt om en trup i Berleburg, senere Danzig. De fleste var Kelderari-sigøjenere som bl.a. var kobbersmede (rumænsk: caldarar - kedelsmed). Fra 1866 viste de sig bl.a. i Randbøl (Vejle Amt), Thy og Hobro. I de følgende år kom de over grænsen sydfra, men blev straks transporteret tilbage over grænsen til Tyskland. 15. maj 1875 udstedtes en fremmedlov, som bl.a. bestemte: "Udenlandske tatere, musikanter, forevisere af dyr og andet, udøvere af kraft- og behændighedskunster og lignende personer er, forsåvidt de vil søge erhverv ved omvandring, ikke tilladt at tage ophold her i landet." Det stoppede dog ikke, og 19. december 1879 mindede justitsministeren om at "taterselskaber ubetinget burde formenes adgang til landet". (Se Anders Enevig: Sigøjnere i Danmark. 1969).

Zigeunertrop paa Kjøbenhavns Gader. Illustreret Tidende nr. 604, 1871.