Methea Hoffmann (1858-?). (Efterskrift til Politivennen)

Blindeinstitutet. Under 24de Januar har Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet efter Begjæring afskediget Frøken Alfride Bruun og beskikket Frøken Methea Hoffmann til Tredielærerinde ved det kongelige Blindeinstitut fra Udgangen af Januar Maaned d. A. at regne.

(Dagens Nyheder 1. februar 1883).

Frøken Alfride Bruun var blevet gift, og afgik derfor fra stillingen. I de kommende år rykkede Methea Hoffmann op i systemet: I 1889 blev Frøken Rye entlediget og i stedet ansattes frøken Anna Eschricht som 3. lærerinde, Methea Hoffmann rykkede op som 2. lærerinde. Methea Hoffmann undervist i de egentlige skolefag. I 1895 fratrådte frøken Heyn pga. sygdom, og Methea Hoffmann blev nu 1. lærerinde og hun overtog nu en del af håndarbejdsundervisningen, Eschricht blev 2. lærerinde.

"En af instituttets mest engagerede lærer E.T. Wildau foretog i 1888 en rejse til England, hvor han blev bekendt med forkortet punktskrift. Sammen med lærerinde Methea Hoffmann og kurvemager/klaverstemmer Johannes Wulff, formand for “Danmarks Blinde” udarbejdede han det første forkortelsessystem til brug ved produktion af punktskriftsbøger. Foreningen “Danmarks Blinde” – oprindelig “Blindes Støtte- og Læseforening af November 1883” benyttede dette forkortelsessystem ved trykning af bøger efter 1892. Methea Hoffmann fortjener at blive husket for hendes store indsats for udviklingen af brugen af punktskrift i forbindelse med musikundervisning og som én af pionererne til forbedring af blindes mulighed for at tilegne sig litteratur gennem indførelse af det første forkortelsessystem i den danske punktskrift. Methea Hoffmann overskrev ved siden af sit lærerarbejde gennem mange år en mængde bøger til punktskrift." 

(Det kongelige Blindeintituts historie.)

Pigernes arbejdsværelse på instituttet. Foto fra: Det kongelige Blindeintituts historie.

Hjem for arbejdsføre, blinde Kvinder.

Om kort Tid (efter den foreløbige Bestemmelse den 10. December) indvies paa Frederiksberg et "Hjem for arbejdsføre blinde Kvinder". Dette Hjem har flere Gange været omtalt i Pressen, uden at dets Tilblivelse dog er bleven udførlig skildret.

Tanken om at bygge et Hjem for arbejdsføre, blinde Kvinder er kommen til Live og bragt til Udførelse af Foreningen "Danmarks Blinde".

I Lighed med, hvad der findes i Tyskland, Frankrig, Belgien o. fl. a. Lande, kom man paa den Tanke at bygge et saadant Hjem her i Kjøbenhavn - eventuelt senere ogsaa i nogle Provinsbyer. Tanken var egentlig at bygge disse Hjem til 10 a 12 Personer, saaledes som de findes i Udlandet, og da Justitsraad Josephsen paa Mariendal var saa gavmild med at udskænke Grundstykker i filantropiske Øjemed, henvendte et Udvalg bestaaende af d'Hrr. Bestyrelsesmedlemmer, Grossererne S. Bønnelykke, J. Chr. Christensen og L. C. Wilden sig til Justitsraaden for at anmode om den ønskede Gave. De Herrer bleve meget venlig modtagne af Justitsraaden og Frue, som Begge viste megen Sympathi for Sagen, og efter nogen Tids Samtale gav Justitsraaden, paa Tilskyndelse af sin Hustru, bestemt Tilsagn om en Grund paa imellem 3 og 4000 Alen.

Man havde nu Grunden; men da Foreningens Bestyrelse ikke troede sig mægtig nok til selv at indsamle hele den fornødne Kapital, fattede man den Plan at danne en større Komite for at skaffe de nødvendige Penge til Veje. Tre Medlemmer af Bestyrelsen for "Danmarks Blinde" - de ovennævnte Herrer S. Bønnelykke og J. Chr. Christensen samt Grosserer I. C. Otto paatoge sig dette Hverv at søge Komiteen dannet.

Man henvendte sig først til Forstander Moldenhawer paa Blindeinstituttet, som strax tilsagde sin Assistance i dette Øjemed; dernæst til Selskabet "Kæden"s Formand, Baron Bille Brahe. Da Selskabet "Kæden" netop interesserer sig for Blinde og selv har med Tilskud fra Staten - et Blindehjem for Kvinder i Klerkegade, mente man, at det vilde være heldigt, om disse to Foreninger kunde gaa Haand i Haand og arbejde sammen. Selskabets Guvernement vilde imidlertid ikke qun Selskab arbejde sammen med Foreningen "Danmarks Blinde". Derimod havde det Intet imod, at nogle af dets Medlemmer medvirkede i Komiteen. Denne dannedes. To Damer fra Det kgl. Blindeinstitut", Frøknerne Hoffmann og Eschricht dannede Damekomiteen, hvori fandtes forskjellige kjendte Navne som Baronesse Bille Brahe, Geheimeetatsraadinde Goos, kgl. Skuespillerinde Fru Hennings, Kommandørinde Louise Jacobsen, Professorinde Augusta Paulli, Komtesse Marie Scheel o. fl. A. - Af Herrerne kunne vi nævne Exellencen, Geheimeetatsraad Goos, Grosserer Moses Melchior, Etatsraad J. Moresco, Dr. Eiler Hansen, Etatsraad Claus Schmidt, Forstander Moldenhawer og Overertssagfører Tegner (sidstnævnte to fra "Kæden"s Guvernement) endvidere de tre Herrer, som dannede Komiteen o. fl. A.

Nu er denne Tanke kommen til Udførelse. Paa Mariendalsvej paa den af Justitsraad Josephsen skænkede Grund paa ca. 3500 Alen staaer nu Bygningen rejst. Den skyldes Arkitekt Lerbeck. Bygningen er for saa vidt fuldstændig færdig og monteret til at optage 15 Kvinder og vil i den nærmeste Fremtid blive videre monteret. Den kan ialt huse indtil 42 Kvinder, sorn Alle faa deres særskilte, velmøblerede og indrettede Værelse med Centralvarme. Desuden findes der fælles Spisesal og Arbejdsværesle, Inspektør- og Portnerbolig, Badeværelser efter nyeste Konstruktion, Værelser for Tyendet o. s. v.

Bestyrelsen for Hjemmet bestaaer af de Herrer Excellencen, Geheimeetatsraad Goos (Formand). Forstander Moldenhawer (Næstformand), Grosserer Moses Melchior (Kasserer), Overretssagfører Tegner (Sekretær), Dr. Eiler Hansen (Hjemmets Læge), Grossererne S. Bønnelykke, J. Chr. Christensen. J. C. Otto og forhv. Godsinspektor Gøricke samt Frøkenerne M. Hoffmann og A. Eschricht. Man maa foreløbig begynde med at besætte 15 Pladser og stater paa. at Publikums sædvanlige Godgjørenhed vil komme dette Foretagende til Hjælp, thi for at Bygningen kan være aldeles gjældfri, mangler man endnu en Sum af 25-30,000 Kr.

K.

(Nationaltidende 27, november 1900, 2. udgave).

Frk. Methea Hoffmann, der er født her i Byen som Datter af afdøde Overlærer og Skoleinspektør Hoffmann (Overlærer Gertz' Formand), fejrer den 1. februar 25 Aars-Dagen for sin Ansættelse ved Blindeinstituttet i København.

"Kvindernes Blad" bringer i den Anledning Frk. Hoffmann en smuk Omtale i en Artikel og minder om hendes fortjenstfulde Arbejde for de blinde.

Frk. Hoffmann har udfundet mange praktiske Ting til Brug ved de blindes Undervisning, f. Eks. et ophøjet Kort over København, en "Hjælpebog for blinde Musikere" og mere. Endelig skyldes det hendes Initiativ, at et Hjem for arbejdsføre blinde Kvinder i 1900 blev indrettet paa Mariendalsvej i København, ligesom hun er medudgiver af et Tidsskrift "Budstikken" med Punktskrift.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 30. januar 1908).

Om "Kvindernes Blad" skrev Ragna Schou i "Kvinden og samfundet" nr. 8, 1905 bl.a.: 

... Naar et Blad kal­der sig Kvindernes, gør det i sin Titel For­dring paa at lade sine Læsere følge med paa alle Kvindernes Omraader, at repræsen­tere alle Kvinde-Interesser og repræsentere dem ligeligt - ellers burde det kalde sig „Damernes”, „Husmødrenes”, „Tjenestepiger­nes”, eller hvilke Interesser det nu fortrinsvis vilde repræsentere. Det har nu imidlertid kaldt sig „Kvindernes”, og det maa derfor forbavse, at det behandler en Sag som Kvinde­sagen, der interesserer en stor og det ikke den mindst betydende Del af Kvinderne saa meget, paa en Maade, der for det første rø­ber baade Mangel paa Forstaaelse og Mangel paa Sympathi. Disse to Mangler er dog ikke de værste, skønt man vist uden at være for fordringsfuld turde forudsætte begge Dele hos et Kvindeblad - men naar der saa tillige røbes en saadan Mangel paa Kendskab til det, der tales om, har man Ret til at blive for­bavset over, en saa stedmoderlig Behandling af en vigtig Side af Kvindernes Interesser.

Hvis „K. B.” kendte noget til Kvindesagen, kunde det ikke lade snart en, snart en anden af sine Medarbejdere skrive Artikler, der røber den fuldstændigste Misforstaaelse af Kvindesagens Indhold, samt i andre Artikler, der ikke omhandler Kvindesagen, indflette smaa Sidehug, der ser saa uskyldige ud, men er alt andet end uskyldige, da de kan give Læserne et fejlagtigt Indtryk af Kvindesagen, idet de lemfældigt lister en Kritik ind paa Folk uden at opfordre disse til at eftertænke, om denne Kritik nu ogsaa er berettiget.

Der havde bl. a. været en artikel i bladet hvor man latterliggjorde kvinder der kæmpede for stemmeret, hvilket "Kvinden og samfundet" mildest talt var stærkt uenig i. 

Methea Hoffmann

Efter 87 Aars Virksomhed maa Frk. M. Hoffmann i disse Dage paa Grund af en Gigtsygdom og et Benbrud, kun 61 Aar gammel, nedlægge sit Arbejde som Lærerinde ved det kgl. Blindeinstitut, skønt hun ellers har sin fulde Arbejdskraft. Hun er og har i Sandhed altid været de blinde en kærlig, deltagende Ven og trofast Støtte, altid rede med Raad og Daad tor at hjælpe, hvor der trængtes, baade Eleverne paa lnstitutet og de ældre Blinde rundt om, der ofte har meget vanskelige Kaar at leve under Foruden hendes store Dygtighed som Haandarbeidslærerinde for de kvindelige Elever, maa nævnes hendes Flid, Orden og Punktlighed i alt, hvad hun havde med at gøre. Hendes utrolig flittige Pren har skænket de blinde en rentud forbavsende Masse Noder og Bøger, som hverken hun selv eller de blinde ved Navn eller Tal paa. Sammen med fhv. Inspektør H. C. i Wildau stiftede hun for adskillige Aar siden de blindes eget Blad "Budstikken", der trykt med Punktskrift, sendes til alle blinde i Landet. For at hjælpe blinde Musikere har hun udarbejdet et stort Værk: "De blindes Nodesystem, sammenstillet med de seendes", i ophøjet Tryk, saa at de blinde Musikere ved Hjælp af dette kan faa deres Noder dikterede af seende, som ellers Ikke kender det Brailske Nodesystem, et Arbejde, der har været til stor Gavn for mange.

Men ogsaa de fattige tænkte hun paa. Hun stiftede "De blindes Juleindsamling", og fik interesserede Damer til at bistaa sig saa hver fattig blind i landet til Jul fik en Pakke med et eller flere nye Klædningsstykker, de forud havde ønsket sig. Hvor glædede Frk. H. sig sidste Jul, da hendes Indsamling var størte end nogen Sinde!

Hendes Hovedværk er dog "Hjemmet for arbejdsføre blinde Kvinder", paa Mariendalsvej, hvilket hun tog Initiativet til at faa oprettet, efter at hun ved et Par Rejser i Finland havde studeret  lignende Hjems Indretning. Hun tog det bedste af, hvad hun saa, til Rettesnor og fik bygget og Indrettet den Mønsteranstalt, som "Hjemmet" virkelig er, og som de blinde Kvinder ikke kan være hende taknemmelige nok for. Hun lagde selv Grundstenen til Huset i 1899 og det Indviedes den 10. December 1900, - hun har selvfølgelig lige siden været l Bestyrelsen.

Da Hjemmet nu har staaet I 20 Aar. er en Del af dets Beboere blevne op mod 70 Aar og kan trænge til Hvile, og det er nu Frk. Hoffmanns stadige Tanke at slutte Kæden af sine Arbejder for de blinde med at faa oprettet et Alderdomshjem, som i høj Grad tiltrænges, da "Hjemmet" helt er optaget. Hun støttes ivrigt i sit Arbejde af Frk. Krebs. Forstanderinde for "Hjemmet", og man maa inderlig haabe, at det maa lykkes de to Damer at faa samlet Midler til at faa begyndt, selv om Begyndelsen ikke bliver saa stor og imponerende som "Hjemmet" var.

Det er en Del af en stor, velsignelsesrig Virksomhed, der nu er sluttet, og megen Tak, og kærlige Tanker strømmer sikkert til Frk. Hoffmann fra hendes mange blinde Venner med ønsket om, at hun endnu i mange Aar maa faa Kræfter til at virke for den Sag. som hun allerede i sin tidlige Ungdom valgte til at være Livsopgave.

En Ven af de Blinde.

(Nationaltidende 28. april 1920)

Et eksempel på nodesystemet findes her. 

Hjemmet lå på Mariendalsvej 30, Frederiksberg. Det var en selvejende institution der 1934 blev statsanerkendt. 1936 opførtes en særlig værkstedsbygning, hvor hjemmets beboere kunne oplæres i vævning og maskinstrikning. Fra november 1958 blev erhvervsvirksomheden overtaget af A/S Blindes Arbejde. Hjemmet havde plads til 40 beboere. Desuden kommer 15 kvinder udefra, der kan beskæftiges i værkstederne.

Methea Hoffmann er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling M, rk. 18, nr. 44, sammen med Anna Hoffmann (se særskilt indslag her på bloggen) og Emilie Hoffmann. Anna Hoffmann var viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole Anna Hoffmann. Nederst Emilie Hoffmann (1867-1956).

Husholdningsbog. (Efterskrift til Politivennen)

Den blinde Christiane Rosen, Datter efter afdøde Farver Frederik Rosen i Kiøge, nu boende i Vognmagergade No. 72, første Sidesal, har havt det Held, at det første Bind af hendes Huusholdningsbog er gaaet godt fra Haanden. Hun indbyder nu til Subscription paa det andet Bind ved følgende Plan:

"Af min tidlige Ungdoms Flid og Møie paa mange vaagede Nætter tilsmiles mig en uskateerlig Glæde, i mit 50de Aar ved den rige Trøst mine indvortes Overbeviisninger give mig, at Tiden og Lykken intet kan bebreide mig i Medgangs efter Modgangs Time. Fra skiønnende Alder har Lydighed og Forsigtighed været mig tvende Hovedpligter, der have tilveiebragt mig varig Lykke i dette korte og ubestandige Liv. Med mine ringe Evner lagde jeg Haan på et Arbeide, som endnu var skiult for mig om dets bedre og heldigere Udfald. Overrasket ved Opmuntring af den Yndest og Bifald det ærede Publikum nu har viist mig ved allerede at have beæret mig med et større Antal Subscribentere paa dette Bind end det første, giør, at jeg ufortøvet vil arbeide paa Fuldendelsen af mit begyndte Værk, og skal derhos bestræbe mig for at giøre det saa fatteligt, at det kan afbenyttes af Enhver der uden Veiledning vil føre en oeconomisk Huusholdning; og skal altsaa dette Bind til samme Størrelse som det første snarest mueligt udkomme, ifald det er Lysets Faders Villie at forlene mig Kraft udi min mærke Vandring til at fuldende det.

Dagen 18. april 1818 (uddrag. Indholdsfortegnelsen er udeladt)

Redacteurens Anmærkning.

Christiane Rosen (1767-) var blandt pionererne af en ny type kogebøger rettet mod den sparsommelige og duelige husmor. Også med madplaner som fulgte året gang, samt hvilket socialt lag man tilhørte (herskab eller tyende, byboer eller bonde, fx). Det omtalte værk er hendes hovedværk i 4 bind (Oeconomisk Huusholdnings-Bog, 1818-21). Den indeholdt også information om slagtning, nedsaltning, syltning osv. Opskrifter på blodsuppe, kråsesuppe, søbekål og brødsuppe var aldrig set før. Vognmagergade 72, 1859 31. 1934 henlagt til offentlig gade.

Gadepatrol i Tugthusporten.

I Tugthusporten ligger en kælderlem ud over fortovet fra en kælderhals hvis længde udgør omtrent 1 meter og altså uden for politianordningens grænse. Forudsat at ejeren af nævnte vanskabning ikke har særdeles ret til dens eksistens, burde den efter anmelderen mening tages bort eller i det mindste rykkes ind til den befalede bestemmelse så at fortovsretten blev ubeskåret for gående. 

Rendestensbrættet udenfor de blindes institut i samme gade har et hul af 5 centimeters længde og 10-12 centimeters bredde. Herved kan endog seende komme til skade. Anmelderen så forleden dag en lille pige som ved at træde deri, tabte sin sko og fik foden fælt forvredet. Fortovet på begge sider af nævnte hjørnegade er i en meget mådelig forfatning og trænger til at omlægges. Det gyser i anmelderen så ofte han ser nogle af instituttets medlemmer, ukendte med fortovets tilstand, så trygt bevandre det i blinde, da han for nogle måneder siden var vidne til at en skikkelig skræddersvend ved at falde på dette fortov, styrtede ned gennem urtekræmmerens kældervinduer til ikke liden skade for dennes flakser, krukker etc.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3241-3243)

Noget mere om Døvstumme.

Formodentlig ønsker vores menneskekærlige almenhed at kende noget mere til den i sidste nummer omtalte hr. Pfingsten og hans institut for døvstumme i Kiel.

Hr. Pfingsten var organist og landsbyskolemester i det Lübeckske. Den tid som han fra disse forretninger havde til overs, anvendte han på at undervise døvstumme. Kongen kaldte han derfra til Kiel, gav ham 300 rigsdaler årlig løn og lod ham der oprette et institut for døvstumme som står under opsyn af skoleholderseminariets bestyrelse. Ganske fattige undervises for intet og seminaristerne bibringer han sin metode. Ved et af hans selv opfundet tegnsprog giver han sin undervisning indgang. Han nøjes ikke med at skaffe sine lærlinge færdigheder i dette tegnsprog og i skriftsproget, men han lærer den endog at tale forståeligt. To af dem konfirmeredes 1798 i Lübeck og svarede meget godt og bestemt på det spurgte. Kronprinsen betaler for en døvstum pige som for nærværende tid er hos hr. Pfingsten. En af hans lærlinge er i bogtrykkerlære og gør god fremgang. Allevegne opsporer hr. Pfingsten disse ulykkelige for at hjælpe dem. Og desværre er de ikke få. Han har også haft glæde at finde hos dem gode hjerter, taknemmelighed og anlæg til alt godt.

Endnu fortjener at anføres at manden Ludvig Reventlow var den der opsøgte denne i en vrå virkende mand, og ved sin anbefaling til det tyske kancelli var anledning til hans forflyttelse der var ham des ønskeligere som en født kieler.

Udgiveren af dette blad anviser hvor en døvstum yngling af gode sæder og nogenledes hoved kan antages i bogtrykkerlære her i København.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 94, den 8 Februar 1800, s 1489-1491)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen der henvises til, at Politivennen nr. 93. Se noten til denne vedrørende Pfingsten.

En Bøn for Døvstumme og Blinde.

Allerede i en del år har man i Paris haft to anstalter hvis menneskekærlige hensigt og skønne følger må glæde enhver sand menneskeven.

Jeg mener læreanstalten for døvstumme hvor disse lærer at læse og skrive, og altså gøres nyttige for samfundet, og institutionen for blinde hvori disse lære at læse, regne skrive, spinde, strikke, spille på instrumenter, sætte (i bogtrykkeri) o. a. m. til stor fuldkommenhed.

Og mens denne sande broderkærlighed øves i en hovedstad hos et folk der nu på tiende år sukker under en mageløs krig, hvad gør imens det religiøse, det sædelige, det lykkelige Danmark, det Danmark der ved halvfjerds års fred har kunnet samle sig kraft til al god gerning - hvad gør det for sine døvstumme, sine blinde børn der så meget trænger, så meget mere er berettigede til moderens hjælp.

I Kiel har hr. Pfingsten i hele 13 år under det derværende skolelærerseminarium virket til nytte i sit institut for døvstumme. Og kongen har understøttet ham. Tør man da ikke håbe at den samme konge vil udstrække den samme ømme hånd til de stakkels døvstumme der er danskbårne som han? 

En sådan anstalt kunne allerbedst forenes med Blågårds Instituttet da de vordende skolelærere tillige blev kyndige i at gavne de i deres landsbyer forekommende døvstumme unge.

Et institut for blinde ville herligt kunne forenes med det.

Fattigvæsenets virksomme bestyrelse der formodentlig har truffet et ikke ubetydeligt antal af døvstumme og blinde mellem stadens fattige, forene sin stemme med min!

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 93, den 1 Februar 1800, s 1485-1487)

Redacteurens Anmærkning

Georg Wilhelm Pfingsten (1746-1827) var søn af en tambour, og oprindelig parykmager. Men da parykker gik af mode, slog han sig i stedet ned som musik- og danselærer. Kombinationen af militær opvækst og musik, samt en barndom med to døvstumme børn kan have inspireret ham til at opfinde militære signalsystemer med flag og trommehvirvler. I hvert fald opsøgte han døvstumme og fik erfaring med dem. Han udarbejdede et tegnsprog der vakte offentlig interesse. Fra 1787 også med Lübecks Magistrats opbakning. Han blev ansat i 1791 som lærer og organist. Fra 1799 betalt af kronprins Frederik til i Kiel at virke som døvstummelærer. Han udgav lærebøger og artikler om døvstummes behandling i forskellige holstenske tidsskrifter. Se i øvrigt den opfølgende artikel i Politivennen om ham.

I 1807 oprettedes det Kongelige Døvstumme-Institut  i Sølvgade med Peter Atke Castberg (1779-1823).