Seistrups Død. (Efterskrift til Politivennen).

Fhv. Skarpretter Sejstrup død.

De tre Dødsdømte: Rasmus Mørke, Anders Sjællander og Jens Nielsen.

Sejstrup

Et Telegram fra Skelskør meddeler, at Danmarks Riges tidligere Skarpretter, Jens Sejstrup, er afgaaet ved Døden nede i den lille By, hvor han henlevede sin Livsaften i en stille Pensionisttilværelse, og dermed er et Navn, der en Gang for en Snes Aar siden var paa alles Læber, men over hvilket Glemselens Slør nu forlængst havde lagt sig, pludselig bleven aktuelt igen.

Det ligger saa langt tilbage som i 1906, at Sejstrup trak sig tilbage fra sit uhyggelige Embede, som han havde røgtet i 28 Aar f denne lange Tid kom han dog kun Virksomhed tre Gange. Første Gang var, da han i 1881 henrettede Morderen Rasmus Mørke, som var dømt til Døden efter at have myrdet to gamle Indsidderfolk og udplyndret dem.

Henrettelsen fandt Sted paa Kleistrup Mark i Nærheden af det Sted, hvor Rasmus Mørke havde forøvet sin Forbrydelse. Pladsen var afspærret af et Kompagni Soldater fra Viborg og en Eskadron Dragoner fra Randers. Og skønt Tusinder af Mennesker var strømmet til fra Omegnen og fra de om liggende Byer, Randers, Viborg Hobro og Mariager, ja selv helt nede fra Aarhus, foregik Henretteisen programmæssigt og uden Forstyrrelse, før efter at Øksen var faldet, og Rakkerknægten, en Tjæremand ved Navn Finnerup fra Viborg, for at dokumentere, at Dommen var fuldbyrdet og Loven sket Fyldest, løftede det afhuggede Hoved højt i Vejret fra Skafottet og viste det frem for de mange Tusind Tilskuere. Thi da brød disse igennem alle Afspærringer og stormede hen til Skafottet, hvor navnlig Kvinderne stredes som vilde Dyr for at komme til at væde deres Lommetørklæder i Rasmus Mørkes Blod, opfyldte af den gamle Overtro, at Strygning med en Henrettets Blod virker helsebringende for alskens Sot og Syge.

Anders Sjællænders grufulde Død.

Han fik tre Hug af Øksen

Medens Rasmus Mørke saaledes i hvert Fald hvad selve Henrettelsen angaar, - kom glat og hurtigt ud af Livet, gik det galt for Jens Sejstrup anden Gang. han kom i Arbejde.

Det var allerede Aaret efter, altsaa 1882. Og den Dødsdømte var den brutale Forbryder Anders Sjællænder, der ovre ved Nakskov havde slaaet en gammel Bissekræmmer ihjel og udplyndret ham.

Henrettelsen skulde finde Stod paa Sølvbjerghøj tæt udenfor Nakskov. Og ligesom ved Rasmus Mørkes Henrettelse var der kommet Tusinder og atter Tusinder af Mennesker til Stede for at overvære Eksekutionen. Men Myndighederne havde ikke truffet blot de simpleste Afspærringsforanstaltninger. Og Resultatet var, at Folkemængden ligefrem trængtes om Skafottet, saa ikke blot den Dødsdømte - hvilket jo var ret forstaaeligt - men ogsaa Skarpretteren var grebet af den største Nervøsitet.

Dertil kom, at det havde sneet om Natten og hele Morgenstunden, saa Skafottet var slibrigt ng glat. Og da den Dødsdømte havde anbragt sit Hoved paa Blokken og Sejstmp svingede Oksen til det dræbende Hug, gled hans Fod, og han snublede, saa Hugget fejlede og ramte den ulykkelige Morder i Skulderen i Stedet for paa Halsen

Et tusindstemmigt Rædselsskrig lød fra Folkemængden. Sejstrup blev endnu mere nervøs, end han var i Forvejen, og da han febrilsk rev Øksen til sig og huggede anden Gang, fejlede han paany og naaede først med et nyt og tredie Hug at faa Hovedet skilt fra Kroppen.

Folk hylede og skreg de frygteligste Trusler op mod Skarpretteren. der ligefrem maatte beskyttes af Politi, da han efter fuldbragt Gerning vilde fjærne sig fra Stedet. Og bedre blev det ikke, da det Rygte bagefter spredtes i Mængden, at Skarpretteren havde været beruset, da han mødte paa Skafottet, og at man heri maatte søge Aarsagen til hans Uheld.

Rygtet fløj paa lynsnare Vinger ud over hele Landet. Og det blev nødvendigt for Autoriteterne gennem en Retssag at give Sejstrup, der forøvrigt bestemt hævdede, at allerede det første Hug havde været dræbende for Anders Sjællænder, Lejlighed til at rense sig for Beskyldningen for at have været fuld. hvilket han for Resten havde nogenlunde let ved, da han aldrig nød Spiritus og heiler intet havde nydt den skæbnesvangre Morgen.

Begivenheden og den følgende Pressekampagne efterlod imidlertid en Bitterhed i Sejstrups Sind saa han senere hen aldrig kunde taale at høre Ordet "Journalist" uden at komme i Oprør, og f. Eks. jeg, der skriver disse Linier, en Gang mange Aar senere, da jeg søgte ham ude i hans Hjem paa Jyllandsvej her i Byen, ligefrem blev jaget ud af ham under Truslen om. at han vilde anvende en af sine uhyggelige Økser imod mig, saafremt jeg ikke forsvandt.

Sejstrups tredie og sidste Henrettelse var ikke offentlig men fandt, vistnok paa Trods af Lovens Bestemmelse. Sted indenfor Horsens Tugthus' Mure, hvor Jens Nielsen, der sad som Livsfange, efter tre Gange at være dømt til Døden og benaadet, endelig ved gentagne morderiske Overfald paa Fængselsopsynet, naaede at faa opfyldt sit Ønske om at blive henrettet.

Det skete den 8. November 1892 og som sagt i selve Tugthusets Gaard, idet man omgik Lovens Ord om Henrettelsens Offentlighed derved, at man udkommanderede 50 af Tugthusets Fanger til fra Vinduerne at følge det blodige Drama.

Blandt det "Heldige", der blev udkaarede hertil, var den gamle Meyers Morder, Philipsen, der mange Aar efter blev helt benaadet, takket være den Trofasthed og Ihærdighed. hvormed hans stakkels Hustru arbejdede for ham. og som nu lever under et fremmed og nyt Navn ovre i Amerika.

- - -

Da Sejstrup i 1906 tog sin Afsked, kom det, som det vil huskes, til en tragikomisk Konflikt mellem ham og daværende Justitsminister Alberti, idet denne forlangte, at Skarpretteren skulde udlevere Blokken og Økserne - han havde to, af hvilke den ene gennem en Inskription fortalte, at det var den, der var benyttet til Struenses og Brandts Henrettelse paa Øster Fælled 1772 - til sin Eftermand i Embedet, medens Sejstrup kategorisk nægtede dette under Henvisning til, at han selv i sin Tid havde baade købt og betalt Apparaterne, da hun fik dem overladt af sin Formands Enke.

Den nuværende Indehaver af Skarpretterembedet, fhv. Fængselsbetjent Christensen, har, som bekendt, aldrig haft Brug for Økserne, der opbevares i Justitsministeriet, hvor Alberti lod dem henstille, efter at han gennem en mindelig Overenskomst havde faaet Sejstrup til at udlevere dem. Og nu faar han jo vel aldrig Brug for dem, idet, som bekendt, vor nuværende Konge hidtil altid har vægret sig ved at underskrive nogen Dødsdom. Og selve Dødsstraffen vil forsvinde, naar det nye Straffelovsudkast bliver til Lov

Nemo.

(Aftenbladet (København), 31. august 1925).

Ifølge Sejstrups egen samtidige beretning ("Efterretninger om Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke og hans Henrettelse i Kleistrup den 5te Januar 1881", 3. oplag 1881) kom Sejstrup kl 4.45 den 5. januar 1881 til retterpladsen. Skafottet var omringet af "en del mennesker, som den tilstedeværende militærstyrke havde møje med at holde i ave." Mørke kom ca. 1 time efter. Proceduren forud for og under henrettelsen foregik ifølge Sejstrup i "den største ro og orden, og dyb tavshed fra den forsamlede mængde". Sejstrup omtaler ikke den tumult efter henrettelsen som Aftenbladet beskriver. 

København (19. juni 1891) havde aflagt et besøg på Peter Bangsvej 42 (Villa Aldershvile) hvor han bl.a. havde et hønsestutteri. Han var da blevet enkemand. Han var i besiddelse af det klæde hvorpå forbryderen skulle holde sin sidste bøn, samt øksen og de to bøjler til at spænde om nakken. Dengang mente Sejstrup at de nok ville blive brug for ham når kongen var fraværende (så der ikke kom benådninger). Han ville ikke besvare om han glædede sig, men avisen noterede at det gjorde han måske så han kunne gøre en smule nytte for pengene.

Peter Schmidt (1801?-1865). Sjællands Skarpretter. (Efterskrift til Politivennen)

Mens mange kender Balle-Lars (1820-1860) fra sætningen "spildte guds ord på Balle Lars", er der få der huskede hvem der henrettede ham i 1860 på Rakkerbanken i Ugledige Skov. Det var skarpretter og politibetjent Peter Schmidt som var ansat som sådan 1852-1865. 

Blandt Peter Schmidts forgængere var skarpretter Raunholdt som i 1842 havde været så klodset at han var blevet suspenderet og kancelliet overvejede at anskaffe en guillotine. Det blev ikke til noget, og i 1846 blev ansat en ny skarpretter for hele Sjælland, Døring som hidtil havde været skarpretter i Sorø, Præstø og Holbæk. Brændemærkning var bortfaldet, og kagstrygning sjælden så han mente nok han kunne klare opgaven. Døring boede fra 1850 i Frederiksdal pga. dårligt helbred. Han søgte sin afsked i 1852, hvorefter politibetjent Peter Schmidt altså fik embedet.

I hans dødsannonce fra 1865 blev han omtalt som "mest bekjendte embedsmænd". Modsat den mere kendte skarpretter Theodor Seistrup (1848-1925) som nåede at udføre 3 henrettelser, synes han at have været meget præcis i sit håndværk. Men senere gik han i glemmebogen. Her lidt om hans virksomhed som berettet i aviserne.

Henrettelse. Nakskov den 24de Febr. (B. T.) Arrestanterne Mads Virnæs, Anders Virnæs og Christian Frederik Mortensen, der sidstafvigte Mandag bleve afsendte fra Kjøbenhavn, ankom paa Grund af den faldne Sneemængde, først hertil Byen Natten mellem Tirsdag og Onsdag, hvorefter der strax blev føiet Anstalt til de tvende Førstnævntes Henrettelse. Denne foregik imorges Kl. 7 1/4 paa den saakaldte Sølvbjerghøi i Tillitze Sogn i Overværelse af en betydelig Masse Mennesker rundt omkring fra Lolland. De Dødsdømte lede deres Straf med stor Resignation, ligesom Executionen udførtes med megen Duelighed af Skarpretter Schmidt fra Vordingborg, der først nylig er ansat i denne Bestilling. Chr. Fr. Mortensen, der blev strøgen til Kagen, efterat han have seet paa de Andres Henrettelse (de vare begge hans Svogre og selv vare de Brødre), førtes derpaa strax til Nakskovs Arrest, for atter at sendes til Kjøbenhavn, hvor han skal indsættes i Tugthuset paa Livstid.

(Flyveposten 1. marts 1853).

Den 6. eller 7. juni 1852 overfaldt den 19-årige Jens Hansen den 18-årige tjenestepige Ane Kirstine Jørgensdatter og kvalte hende. Højesteretsdommen faldt den 6. juni 1853 og Frederik 7. benådede ikke Jens Hansen. Han blev henrettet den 29. juli 1853 på Lammehøj (nu forsvundet) ved Varpelev hvor begivenheden havde fundet sted, af Peter Schmidt. Regningen (fra 20. september 1853) lød på 45 Rdl. 4 Mk og 2 Sk. Men amtet godkendte ikke regningen, og benægtede at betale for opførelsen af skafottet fordi dette kun havde bestået af 2 sammenføjede brædder der med kroge var gjort fast til blokken.  (Forbrydelse og straf. En arkivudstilling. Landsarkivet for Sjælland m.m., 1975)

Henrettelse. Fra Nakskov skrives under 6te Januar i "Loll. Falst. Av.": I Tirsdags, den 3die ds., henrettedes ude i Tillitze Sogn, paa det saakaldte Sølvbjerg, som forresten blot er en ubetydelig Hævning af det aldeles flade Jordsmon, Arrestanterne Niels Larsen Juel og hans Moder, Maren Vibeke, for det Mord, de i Forening havde begaaet paa Sidstnævntes Mand, Carl Frederik Jørgensen, almindelig kaldet Bjælkehoved. Under den lange Arrest havde Begge, men i Særdeleshed Konen, der iøvrigt kun var lille og uanseelig af Væxt, udviist et meget ubodfærdigt Sindelag, der især viste sig i Uimodtagelighed for Religionens Trøstegrunde, Mangel paa Syndserkjendelse og gjensidige Bebreidelser, saa at den Formening endog var kommen ud, at Exekutionen neppe vilde gaae for sig uden Forargelse. Dette var imidlertid heldigviis ikke Tilfældet, ja Søn og Moder gave paa Arrestforvarerens, Hr. Eiglers, alvorlige Formaning ei alene hinanden Haanden, da de i en "lukket Vogn" kjørte ud til Retterstedet, men gik derpaa ogsaa Døden imøde med en tilsyneladende Rolighed. Hr. Magister Boisen til Vesterborg, som havde paataget sig det sørgelige Hverv, at være tilstede hos de Ulykkelige i det afgjørende Øieblik, rettede først nogle meget indtrængende Ord til disse, idet han sagde dem Farvel fra denne Verden, og holdt siden efter en overordenlig gribende Tale til den talrig forsamlede Mængde, som derfor heller ikke forfeilede sin Virkning. Mærkeligt nok ere de Fire, som derude have lidt Straffen for deres Misgjerninger, to Brødre, en Søn og en Moder, et vistnok sjældent Tilfælde i den danske Retshistorie. - Exekutionen er begge Gange bleven udført med Hurtighed og Sikkerhed af Skarpretter Smith fra Vordingborg.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 14. januar 1854).

I Fredags Morges Kl. 7 fuldbyrdedes ved Odense Dødsdommen paa Delinqventen, Morderen Niels Rasmussen Talleruphuus. En stor Menneskemasse havde forsamlet sig for at overvære Executionen og iblandt dem Enkelte af det smukke Kjøn. Forbryderen gik med en Fasthed, som grændsede til Frækhed, Døden imøde. Skarpretter Schmidt fra Sjælland udførte Executionen med Sikkerhed.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. marts 1854).

Imorges Kl. 7 blev Skorsteensfejerlærling H. P. Nielsen, Liigbærer Hans Petersens Morder, henrettet paa Amager. Forbryderen gik rolig og resigneret til Retterstedet. Han var bleven forberedt af Pastor Grønberg, og Executionen blev med stor Raskhed udført af Skarpretter Schmidt fra Kallundborg. Ved eet Hug skiltes Hovedet fra Kroppen. Executionen bivaanedes af over 20.000 Mennesker.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 30. august 1854).

Idet jeg herved oversender Arrestanten Jens Peter Josvasen af Sepstrup, der ifølge Høiesteretsdom af 3. Januar d. aa. Var dømt til Steile og Hjul for Mord, men hvilken Dom med allerhøiste Resolution af 3 Feb. er bleved forandret derhen, at han Kagstryges og Hensættes til Tugthusarbejde paa Livstid, undlader jeg ikke, næst at bemærke at Kagstrygningen i dag er udført af Skarpretter Schmidt overensstemmende med Amtets mig dertil meddelte ordre, at vedlægge.

- - -

Thyrsting Vrads Herreds Contoir den 9 Marts 1855 

Mariboe Amtsraads Forhandlinger

Ordinairt Møde den 27de August 1856

---

31. Skarpretter Schmidt, der nyder en aarlig Løn af 600 Rd., hvoraf Maribo Amt udreder 60 Rd., har anholdt om at bevilges et Dyrtidstillæg, i hvilket Henseende det er oplyst, at han af Staden Kjøbenhavn, som udreder 240 Rd. af Lønnen, er for indeværende Aar anviist et Tillæg af 84 Rd.

I Lighed med hvad der var tilstaaet Andrageren i Kjøbenhavn, havde Amtsraadet intet imod, at der for indeværende Aar herfra Amtet blev tilstaaet ham et Dyrtidstillæg af 21 Rd.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 16. september 1856).

Henrettelse. Præstø, den 16de Oktbr. (Byens Av.) Imorges Kl. 7½ blev Dommen fuldbyrdet paa den berygtede Forbryder Lars Nielsen Bahl, eller Balle-Lars, som han kaldes i daglig Tale, og en Mængde Tilskuere havde indfundet sig til dette sørgelige Skuespil. Ligeindtil den sidste Dag troede han at det ikke var fuld Alvor med Dødsdommen, og ved Skafottet svoer han ved den evige Gud, at han døde uskyldig og at han aldrig godvillig vilde lægge sit Hoved paa Blokken. Han bevarede en stor Ro til det Sidste, og paa Veien sad han og nikkede og smilede til gamle Bekjendte, og selv da han passerede Gaarden, hvor han havde forøvet Mordet, betragtede han den med Ligegyldighed. Som en Mærkelighed kunne vi anføre, at han, efter sin Tilbagekomst fra Kjøbenhavn, ikke var modtagelig for Kirkens Trøst, ja frabad sig endog ethvert Besøg af Hr. Pastor Gjellebøl, hvorimod han før Kjøbenhavnsreisen med Begjærlighed lyttede til den daværende Sognepræst, Hr. Pastor Schaper, og læste med Iver det nye Testamente, som han fik til en Erindring, da Pastoren reiste. - Retteren udførte sin blodige Gjerning med særdeles Færdighed og Ro.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 18. oktober 1860).

Henrettelse. I Tirsdags Morges Kl. 7½ blev den bekjendte Forbryder Balle Lars henrettet paa Rakkerbakken i Ugledie Skov. Om de nærmere Omstændigheder ved Executionen hedder det i Vdbg. Av.: Omkring Retterstedet var der slaaet en Kreds af Mænd, bevæbnede med Høtyve, og Kl. 7 præcis ankom Delinqventen, bevogtet af Politibetjente og ledsaget af Præsten. Da Fangen var befriet fra Haandjernene, begyndte Politifuldmægtig Thommerup at oplæse Dommen, men blev afbrudt af Delinqventen med de Ord: "Ti De kun stille med alt det. De behøver ikke at læse mere op for mig," hvorpaa Balle Lars, efterat Dommen alligevel var oplæst for ham, henvendte sig til de mange Tilstedeværende, rakte sine tre Fingre iveiret og krævede Gud til VXidne paa, at han "saasandt Christi Blod have flydt paa Jorden, var uskyldig og ikke havde myrdet Konen." Da den tilstedeværende Geistlige vilde formane ham, blev han strax afbrudt med nogle intet mindre end angerfulde Udtryk. Efterat Skarpretteren derpaa ved et Tegn havde tilkjendegivet Politibetjentene, at han var færdig, blev det betydet Fangen, at han skulde blotte sin Hals, men han vægrede sig haardnakket og Udbrød: "Den Blok der lægger jeg mig ikke ned paa; jeg er uskyldig og beder Alle og Enhver, som ere tilstede, om at mærke mine Ord: at jeg døer uskyldig". Han blev da bagbundet og af et Par Betjente afført sit Tøj, bestandig under den Forsikkring, at han var "uskyldig", hvilket han endnu gjentog og krævede Gud til Vidne paa, idet han lagde sig ned. I et Øieblik var han ved Halsbøilen lænket til Blokken, og i samme Nu falt hans Hoved for Skarpretterens øvede Haand.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1860).

Udtrykket "Spildte Guds ord på Balle-Lars" stammede fra et skrift af pastor J. E. Gjellebøl (1816-1890) udgivet 1861. Efter 21 besøg havde han ikke formået at få Balle-Lars til at angre og tilstå mordet. Oprindelig lød dommen til halshugning og hjul og stejle, men Frederik 7. formildede det til kun halshugning.

Dødsfald. En af Statens mest underordnede, men maaskee mest bekjendte Embedsmænd, Skarpretter Schmidt, er afgaaet ved Døden den 1ste April. Han havde - skriver "Præstø Avis" - i de sidste Aar taget Ophold i Præstø og efterlader sig en stor Familie i smaa Omstændigheder. Schmidt var en smuk og kraftig Mand, 64 Aar gammel, og døde efter en Forkjølelse, som han havde paadraget sig paa Isen. Den Fordom, der tidligere herskede imod Skarpretteren paa Grund af hans blodige Stilling, synes Schmidt for en Deel at have beseiret ved sit høflige og beskedne Væsen og sin respektable Vandel.

(Dagbladet (København) 6. april 1865).

Schmidts falllitbo blev i oktober 1865 sat til salg. Schmidts job blev herefter i maj konstitueret med en  gårdejer i Københavns nærhed. Schmidts søn var urmager i Præstø og omkom ved en vådeskudsulykke ved en jagt på Falster.

Skarpretterposten for Sjælland og Lolland-Falsters Stifter er, som bekjendt, for nogen Tid siden blevet ledig ved Skarpretterens Død. Man agter nu at forene denne Post med Posten for Jylland og Fyen, saa at der for hele Kongeriget kun ansættes een Skarpretter. Den i Jylland og Fyen ansatte Skarpretter har erklæret sig villig til at overtage Posten for hele Kongeriget mod et Tillæg af 200 Rd. til hans 600 Rd. store Løn. Lønningerne have hidtil været udredede af Communerne, men det foreslaaes nu at udrede de 800 Rd. af Statskassen.

(Kallundborg Avis 2. december 1865)

Skarpretterbestillingen. Efter at der paa Finantsloven for indeværende Aar var bevilget 800 Rd. til fast Lønning for en Skarpretter, har Justistsministeriet resolveret, at de to tidligere Poster - nemlig en for Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm og en for Fyen og Nørrejylland - sammendrages til en Post, som overdrages den nuværende Skarpretter for det sidstnævnte District, A. Nielsen i Horsens. Samtidig bortfalde Tilskudene fra Kæmnerkasserne og Amtsrepartitionsfondene. Foruden den nævnte aarlige Løn af 800 Rd. nyder han taxmæssig Betaling for hver Execution, samt, naar denne foregaaer udenfor den Jurisdiction, hvor han har Bopæl, Diæter til sig, 2 Rd. daglig, og til en Medhjælper 1 Rdl. daglig, samt Befordringsgodtgjørelse.

(Kallundborg Avis 5. maj 1866).

Referaterne fra A. Nielsens henrettelser beretter om ro og sikkerhed. 1877 blev Danmarks sidste skarpretter, Carl Theodor Seistrup udnævnt til embedet. Han boede på Vesterbrogade 130, fra 1880 på Roskilde Landevej 42 - han foretog 3 henrettelser. Og blev fyret i 1906.

Kvistkammertyven Tofte (8): Domfældelse og Henrettelse. 1865. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Qvistkammertyven", Peter Ludvig Thorvald Tofte, der ved Kriminal- og Politiretten, den 17de Februar for attenteret Mord er dømt til at have sit Liv forbrudt, er født paa den kongl. Fødselsstiftelse den 18de Marts 1839, uden at hans Forældre ere angivne. Fra sin spæde Alder var han, der ikke har kjendt disse, i Pleie hos en Skomager her i Staden og kom efter sin Konfirmation i Blikkenslagerlære og senere hos en Jernstøber i 1 Aar til Dec. 1857. For at have stjaalet forskjellige til c 17 Rd. vurderede Gjenstande, blev han den 7de Febr. 1857 dømt efter Frdn. af 11te April 1840 § 29 til at straffes med 25 Rottingslag. Den 29de Mai 1858 anholdtes han paa Klampenborg, hvor han var antagen som Opvarter, og blev under den derefter indledede Undersøgelse overbeviist at have giort sig skyldig i en betydelig Mængde for Størstedelen fuldbragte Tyverier, der paa nogle faa nær havde været forbundne med Indbrud om Dagen, og hvorved blev bortstjaalet Gjenstande til en Værdi af henimod 700 Rd. Ved Dom af 4de Januar 1859 blev han anseet efter samme Forordnings § 13 og 14, kfr § 12, 1ste Led, og af § 80 med Tugthuusarbeide i8Aar. I Slutningen af 1859 vedgik Fangen, at han, førend sidstnævnte Dom overgik ham, havde endvidere gjort sig skyldig i en Mængde, i Regelen med Indbrud om Dagen forbundne Tyverier, hvoraf nogle dog kun vare attenterede, samt foretaget 6 forskjellige Brandstiftelser her i Staden, alle i det Øiemed, at han under den i Anledning af Branden opstaaede Forvirring kunde faae Leilighed til at stjæle. Han blev den 21de Juli 1860 nu dømt efter Forordningen af 26de Marts 1841 § 8, kfr 4, § 13, samt i Medfør af Forordningen af 11te April 1840 § 19, efter § 13 og § 14, kfr. § 12, 1ste Led, og § 80, til Tugthuusarbeide for Livstid. Under Opholdet i Straffeanstalten er han mundtlig irettesat i Oktober f. A . men forøvrigt har der Intet været at udsætte paa hans Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1863)

Qvistkammertyven Tofte, som i Løverdags, under Bevogtning af nogle af Politiets Betjente, blev transporteret til Horsens, tog i Fredags Afsked med sine Plejeforældre og yttrede Lyst til at blive photographeret i stort Format, for at hans Slægtninge og en Ven af ham, hvem han i Tugthuset havde sluttet sig inderlig til, kunde erholde dette Minde om ham. Hans Ønske blev naturligviis opfyldt, ligesom man overhovedet i Fængslet har søgt at forskaffe ham saamange Beqvemmeligheder som muligt i den sidste Tid. Tofte, der tidligere ønskede Døden, og som, da Høiesteretsdommens Udfald var bleven ham meddeelt, yttrede: "Gud være lovet!", skal nu begynde at vise stor Uro og Frygt for Døden, som han dog endnu ikke bestemt veed venter ham, da nemlig den kongelige Resolution , hvorved Dødsdommen stadfæstes, hvis den er afgiven, endnu ikke er meddeelt Nogen, og i alt Fald først vil blive Tofte forkyndt i Horsens. (S. Bl.)

- Den saakaldte Qvistkammertyv Tofte, der, som meldt, af alle Instantser er dømt fra Livet, ankom i Løverdags Aftes til Aarhuus med Postdampskibet fra Korsør. Han blev strax efter Ankomsten sat paa en ved Landingsbroen til Arrestantens Modtagelse holdende Vogn, og, belagt med Jern samt ledsaget af to kjøbenhavnske Politibetjente, transporteret videre til Horsens, hvor han skal lide sin Straf. (S. Bl.)

(Sydfyenske Tidende 25. januar 1865).

En grafik af Tofte. Måske ud fra fotoet taget få dage før hans henrettelse? Peter Ludvig Thorvald Tofte (18.3.1839-20.2.1865). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Nogle dage før henrettelsen, sendte Tofte ifølge Flyveposten et brev til en af fangevogterne:

Qvistkammertyven Tofte gik som tidligere omtalt Døden imøde med megen Fatning og lagde idethele et angerfuldt Sind for Dagen. Aftenen før Henrettelsen skrev han flere Breve til sine Slægtninge og Bekjendte, deriblandt følgende til den Overbetjent af Kjøbenhavns Politi, der havde ført ham fra Kjøbenhavn til Horsens:

"Ved disse faa Linier er det min Hensigt at indfrie det Løfte, som jeg gav Dem, da vi skiltes ad sidst. De er vel ikke ubekjendt med det Udfald, min Sag har faaet, idet Hs. Majestæt har underskrevet min Dødsdom, som jeg ogsaa med et roligt Sind og et gudhengivent Hjerte modtog Efterretning om, - og hvad er det vel Andel end et Liv fuldt af Elendighed, jeg her forlader, for at ombytte det med et meget bedre Hjem hos Gud, hvor der ikke er Synd og Sorg mere, og hvor jeg, saasandt min Anger er dyb og oprigtig, skal skue min Frelser Ansigt til Ansigt. Ja, Hr., med ydmyg Anger seer jeg tilbage paa mit hele brødefulde Liv, men i Haab om Guds naadige Tilgivelse for min Frelsers dyrebare Lidelse og Døds Skyld er det, jeg faaer Kraft til at gaae den sidste tunge Gang gjennem Livet.

Ja. naar De, Hr., modtager og læse disse Linier, da er mit Liv afsluttet for denne Verden, og Gud være lovet, at jeg er saa vel beredt, ellers vilde denne Gang blive mig endnu tungere, med Haabet om Guds naadige Tilgivelse for Jesu Skyld vandrer jeg den frimodig og tryg, holdende mig til Guds dyrebare Forjættelser, at han vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve, ja leve et evigt Liv hos Gud i Himlens Rige.

Med dette glade Haab og om det trøsterige Ord om mine Synders naadige Forladelse r Gud Faders, Gud Søns og Gud den hellige Aands Navn byder jeg Dem hermed mit sidste Farvel, haabende, at De ogsaa engang ved Guds Naade maa samles hos Frelseren i Lysets Rige, hvor der ingen Adskillelse er mere, men idel Glæde.

Jeg takker Dem nu hjertelig for Deres Godhed mod mig i den Tid, vi have kjendt hverandre, og Tak for Deres udviste Godhed mod mig paa Overrejsen hertil, det mindes jeg med Glæde.

Nu Guds Fred og Lykke vatre med Dem og Deres Kjære i Jesu Navn.

Med Agtelse osv.

Jeg har idag havt en Samtale med Bertelsen *)! den var alvorlig og dog mild! Pastor Boesen overværede den, vi skiltes forsonede ad. Jeg har ogsaa faaet Løfte om at blive begravet paa den indviede Kirkegaard, som er mig en Trøst.

*) Den Opsigtsbetjent i Horsens Tugthuus, hvem Tofte gjorde Forsøg paa at dræbe.

(Flyveposten (København) 28. februar 1865)

Qvistkammertyven Tofte. I Horsens Avis skrives: Man har oplyst os om, at det ikke forholder sig rigtigt, naar det ved de her i Avisen aftrykte Breve fra "Qvistkammertyven" Tofte har været bemærket, at de vare skrevne Aftenen eller Natten før han led sin Straf; men at derimod disse Breve saavelsom de fleste andre Breve, han før sin Død skrev i den herværende Politiarrest, laae færdige flere Dage forud. Det maa saaledes bemærkes, at han havde den omtalte Samtale med Opsynsbetjent Bertelsen Torsdagen den 16de Febr., og at han derefter samme Dag gjorde en Tilføining derom i sit da allerede afsluttede Brev til den kiøbenhavnske Overpolitibetjent, altsaa 4 Dage før hans Henrettelse. Iøvrigt har han ganske rigtigt skrevet endeel Breve, medens han sad i Arresten herstrds. Han anvendte nemlig i de sidste 14 Dage af sin Levetid nogle Timer daglig til at bringe dem sin Tak og meddele dem sin aandelige Tilstand, som havde viist ham Godhed og Deeltagelse. Det sidste Brev, han skrev, var, saavidt bekjendt, til Pastor Boesen ved Straffeanstalten, og det var sluttet Søndag Eftermiddag, ligesom ogsaa de andre Breve dengang laae færdige til Afsendelse. Før Pastor Boesen forlod ham seent paa Aftenen om Søndagen, bad han denne modtage en skriftlig Henvendelse, der ikke blot vidner om den Hengivenhed, hvormed han navnlig i sine sidste Levedage havde knyttet sig til sin Sjælesørger, og om en hjertelig Paaskiønnelse af dennes Omsorg for ham, men ogsaa fornemmelig har bidraget til at styrke denne i den trøstelige Forvisning, at dette saa tidligt forvildede og dybt faldne Menneske i sit Livs ellevte Time med angerfuldt Hjerte vendte om til sin Gud.

(Flyveposten (København) 7. marts 1865).

Peter Ludvig Thorvald Tofte blev henrettet om morgenen kl. 8 den 20. februar 1865. Han førtes under streng bevogtning af dragoner i en lukket vogn til retterstedet, bakken overfor Karoline-Amalielund. Omkring skafottet dannede dragonerne en kordon. Aviserne fortalte at henrettelsen foregik med stor orden og ro og at over tusind mennesker overværede den. Tofte sad i Straffeanstalten, men blev i selve Horsens by, den 20. februar 1865, med over 1000 tilskuere.

Se også indslagene fra Folkets Avis andetsteds på denne blog

Om retterstedet skrev Sjællands-Posten (Ringsted) mange år senere:

---

Gennem Horsens Gader, de fleste brede og regelmæssige, gaar vi til Udstillingspladsen, der ligger paa en høj Bakke med glimrende Udsigt over Fjord. Skove og Marker. Almindelig kaldes den Blæsbjerg, og ligger lige over for det kommunale Lystanlæg Karoline Amalielund. Dette Anlæg vil tillige med et mindre tilstødende, "Folkets Lund", blive indbefattet under Udstillingen, ligesaadan som Tivoli Anno 1888 var det ved den store, nordiske Udstilling i København. Anlæget oplyses ved elektriske Buelamper, som i Aftes for første Gang lod deres hvide Lys skinne over det grønne Løv.

Men til selve Udstillingspladsen, en historisk Grund, paa sin Vis: Her maatte Kvistkammertyven og Morderen Peter Ludvig Tofte en kold Februarmorgen 1865 lægge sit Hoved paa Skarpretterens Blok, medens de "Aarhusdragoner holdt Vagt ved Retterstedet. Men bort fra dette uhyggelige Minde om en graa og trist Vinterdag, ...

(Sjællands-Posten 16. juni 1905)

Som med så mange andre sensationelle begivenheder, blev der udgivet en skillingsvise om Tofte: "Ny Vise om Forbryderen, der skal henrettes i Tugthuset, den saakaldte Qvistkammertyv, Peter Ludvig Thorvald Tofte. Samt fuldstændig Beretning om hans mange Forbrydelser og hans Attentat paa Dr. Mackeprang i Forbedringshuset" (1865). Tegningen har ikke megen lighed med de øvrige to billeder som findes af Tofte, måske bortset fra påklædningen. Bl.a. ser det her ud som om han har skæg.

Barnemord og sidste Henrettelse af Kvinde. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved en inden Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i disse Dage paadømt Sag mod Arrestantinden Ane Cathrine Andersen for 3 Gange begaaet barnemord m. m. ere ifølge Arrestantindens egen med Sagens Omstændigheder stemmende Tilstaaelse følgende:

Efterat Arrestantinden, der er født i Karrebæk den 30te Oktober 1829 og ikke tidligere straffet, havde i Aaret 1853 den 8de Januar paa den kongelige Fødselsstiftelse født udenfor Ægteskab et Pigebarn, opholdt hun sig paa Stiftelsen indtil Slutningen af Januar Maaned og vendte da tilbage til sit tidligere Logis i Borgergade, hvor hun opholdt sig et Par Dage; hun foregav derefter for sin Værtinde, at hun vilde sætte barnet i Pleie og begav sig bort med det, men i Virkeligheden for at tage det af Dage. Hun gik derfor lige ud ad Roeskilde Landevei, indtil hun kom til en Markvei tilhøire paa VigersIev Mark, ad hvilken hun gik et Stykke, indtil hun kom til en omtrent 3/4 Alen dyb og 1 Alen bred Grøvt, som stod fuld af Vand, og efterat hun først havde sat sig ned ved Kanten af Grøften og givet barnet Die, og imidlertid den Tanke var opstaaet hos hende, at hun kunde benytte denne Grøft til at udføre sit Forsæt, lagde hun barnet ned i Vandet, lod det ligge der omtrent 5 Minutter, og, da hun nu saae, at det var dødt, tog hun det igien op af Vandet, og da der ingen Mennesker vare at see i Nærheden, uagtet det var høilys Dag, gik hun ind paa Marken og gravede med sine Hænder i omtrent 1 Favns Afstand fra grøften et omtrent 6 Tommer dybt Hul ned i Jorden, som paa Grund af Tøveiret var meget blød, nedlagde deri barnets Lig og tildækkede det med den løse Jord. Da hun for sin Værtinde havde foregivet, at hun maatte reise til Ringsted for at faae barnet sat i Pleie, vendte hun først tilbage til sit Logis den følgende Dag, efterat hun havde tilbragt Natten red Havegierdet til den fornævnte Gaard. Som Grund til Gjerningen har hun anført, at hun forgjæves havde henvendt sig til barnets Fader om Hjælp til dets Underhold, uagtet hun dog vidste, at hun i 2 Aar kunde faae Hjælp af Fødselsstiftelsen; men da hun ikke vidste, hvorledes hun efter den Tid skulde bære sig ad med at forsørge det, besluttede hun strax efter at have født det, at tage det af Dage.

Arrestantinden fødte derefter den 3die April 1855 paa Fødselsstiftelsen i Kiøbenhavn et Drengebarn, med hvilket hun den 21de f. M. blev udskreven af Stiftelsen og flyttede hen i et Logis i Springgaden. Da hun den 1ste April var bleven indlagt paa Stiftelsen, havde hun strax, inden hun fødte, besluttet ogsaa at aflive dette barn, hvortil hun har anført som Grund, at barnefaderen havde brudt et hende givet Ægteskabsløfte, hvorfor hun blev nødt til at tage ud at tjene igjen og ikke vidste, hvorledes hun skulde forsørge barnet, til hvilket hun forøvrigt ikke begjærede Hjælp af Fødselsstiftelsen. Da hun den 24de samme Maaned skulde tiltræde en Kondition, besluttede hun samme Dag at drukne barnet, forinden hun begav sig i Tjenesten. Hun tog derfor barnet med sig, gik ud af Vesterport, idel hun havde til Hensigt først at vise barnet til Faderen, der tjente paa en Gaard i Rødovre; men da han tidligere, efter hvad hun forklarer, havde behandlet hende med Haardhed, vendte hun om, inden hun kom til Gaarden, og da hun nu ikke vidste Andet at gribe til end at fuldføre sit tidligere Forsæt, at dræbe barnet, gik hun tilbage til en tæt ved Veien værende Brønd, som hun alt paa Udveien havde lagt Mærke til, og kastede barnet deri, hvorpaa hun strax gik videre, uden at opholde sig et Øieblik, da det var høilys Dag. Hun bemærkede, at barnet var levende, da hun kastede det i brønden, og at det da græd, men at hun derefter Intet mere hørte til det.

Arrestantinden fødte derefter udenfor Ægteskab den 25de November 1857 et Drengebarn, som der vel ogsaa er Formodning om, at hun har villet ombringe, men uden at dette mod hendes stadige Benægtelse er beviist, ligesom barnet i al Fald endnu lever.

Endelig har Arrestantinden Natten mellem den 14de og 15de Februar d. A. atter født udenfor Ægteskab et Drengebarn, hvilket hun derpaa har aflivet den 5te Marts d. A. Hermed er det saaledes tilgaaet: Saasnart Arrestantinden kom til Kundskab om sit Svangerstab, var det hendes Tanke at skaffe barnet afveien for at undgaae byrden af dets Opfostring, hvorfor hun for barneis Fader fortaug, at hun var frugtsommelig, men tog dog endnu ingen beslutning om, hvorledes hun vilde udføre sit Forsæt, da hun meente, at det var tidsnok, naar barnet var født. Paa Grund af denne Ubestemthed syede hun i sin Kondition, hvor hendes Tilstand var bleven bekiendt, Alt, hvad der udfordredes til børnetøiet, og blev da hun skulde føde, fra Fødselsstiftelsen anviist Logis i Borgergade, hvor hun som anført Natten mellem den 14de og 15de Febr d. A. fødte et Drengebarn. For at holde det Passerede skjult for barnets Fader, tilstrev hun ham saavel Dagen før Fødslen som den 28de f. M. at hun var reist hjem til sin Moder for at passe denne i hendes Sygdom.

Imidlertid kom hendes beslutning at dræbe barnet til mere og mere Fasthed, saaledes at hun en af de første Dage i Marts Maaned d. A. bestemte den 5te f. M. til Udførelsen. Hun foregav til den Ende et Par Dage iforveien for de Folk, hos hvem hun logerede, at hun havde faaet brev fra sin Moder om, at denne havde sørget for at faae barnet i Pleie hos nogle Huusmandsfolk i Karrebæk, og at hun den 5te Marts vilde reise paa Jernbanen til Ringsted, hvor Folkene skulde møde hende og modtage barnet. Den nævnte Dag gik hun derfor Kl. 11 Formiddag hjemmefra, medtog barnet og begav sig derpaa til Frederiksberg Slotshave i den Hensigt at drukne barnet i en af Kanalerne, men da der var Folk allevegne, gik hun ud paa Roeskilde Landevei, hvor hun ved Synet af Damhuussøen fattede den Tanke at drukne barnet der; men da dette ikke kunde lykkes, fordi der gik endeel Arbeidsfolk, satte hun sig ned og gav barnet Die, stod derpaa op igjen, og, da hun saae sig bemærket, gik hun længere ud ad Landeveien, indtil hun kom til den Vei, som dreier til Rødovre, da hun slog ind paa denne og begav sig hen til den Brønd, hvor hun havde druknet sit den 3die April 1855 fødte barn, men da det endnu var høilys Dag, turde hun ikke udføre Gjerningen, men gik videre, indtil det begyndte at mørknes; hun vendte derpaa tilbage til Brønden, hvori Vandet stod omtrent lige med Jorden, og kastede barnet deri. Dette kom ikke synderligt under Vandet, men hun formoder dog, at det strax er blevet kvalt, siden det ikke gav mindste Lyd fra sig; hun blev staaende derved i nogle Minuter og saae barnet røre sig lidt og troede endog at spore bevægelse hos det, da hun forlod det, men antog det ialfald for vist, at, om det ikke var dødt, vilde det døe kort efter, og gik derpaa tilbage til sit Logis, hvor hun foregav at have været i Ringsted, og at Barnet var rigtigt afhentet, hvilket hun vedblev med indtil 30te f. M., da der var skeet Anmeldelse om, at barnet var fundet, og Undersøgelse blev indledet.

For de af Arrestantinden saaledes 3 Gange efter hverandre begaaede Barnemord blev hun anseet med at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage, hvorved den Straf hun vilde have forskyldt efter L. 6-13-9 vil være at ansee som absorberet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1861)

Dommen blev stadfæstet i højesteret 25. oktober 1861. 8 ud af de 10 voterende dommere indstillede hende til eftergivelse af livsstraf. Det blev ikke tiltrådt af justitsministeriet, og Frederik 7. bestemte i overensstemmelse hermed at dødsstraffen skulle fuldbyrdes, dog uden at hovedet blev sat på en stage. Hun blev halshugget på Rødovre Mark den 21. december 1861 som den sidste kvinde der blev henrettet i Danmark.

Ola Berggreen. (Efterskrift til Politivennen)

 Domme.

afsagte i den kgl. Landsoverret i Viborg Mandagen den 1ste Novbr. 1858.

Nr. 343. Ldsovrprøvepct. Smith som Actor, contra: Ldsovrpct. Morville som Defensor for Arrestanten Ola Berggreen, svensk af Fødsel, der tiltales for Mord i Forening med Røveri eller Udplyndring af den myrdede svenske Pige Karna Boosdatter, som tilligemed Arrestanten tjente paa Hovedgaarden Holbekgaard, og ved Rougsøe m. fl. Herreders Extraretsdom af 6te Septbr. 1858 dømt at miste sin Hals og hans Hoved at sættes paa en Stage. De nærmere Omstændigheder i denne Sag ere følgende: Arrestanten, der i Novbr. 1857 kom i Tjeneste paa Holbekgaard og der traf Karna Boosdatter, hvem han godt kjendte fra Sverrig, da de vare fra samme Egn, blev strax Kjæreste med Karna, dog ikke i den Forstand, at de havde levet hinanden Ægteskab, hvilket han end ikke nogensinde havde anmodet hende om at love ham, men iøvrigt spøgte og talte de meget med hinanden og stode i et meget venskabeligt Forhold. Heri foregik der imidlertid nogen Forandring, efterat Karna havde faaet Brev fra en tidligere Kjæreste i Sverrig, med hvem hun havde været uenig, men som nu fornyede Forbindelsen med hende, idet hun nemlig da yttrede til Arrestanten at hun nu vilde have sin gamle Kjæreste igien og vilde tilbage til Sverrig til November, og skiønt hun vedblev at være venlig mod Arrestanten og fjasede og talte meget med ham, var han dog meget fortrydelig i sit Sind over, at hun ikke længere vilde have ham til Kjæreste. 

- Anden Pintsedag den 24te Ma om Aftenen KI. 9 gik Arrestanten og Karna tilligemed stokkepigen og en Tømmerdreng først ud at spadsere i en nær ved Gaarden liggende Skov og derfra gik de efter Karnas Forslag til den c. 1/4 Miil fra Holbekgaard liggende Landsby Udby, hvor Karna havde et Ærinde: ankommen hertil bleve de enige om, at Karna skulde gaae alene derind, medens de andre tre skulde vente udenfor Byen; der var vel først Tale om at Kokkepigen skulde følge med Karna, men da Arrestanten yttrede, at det vilde være et Savn for dem ogsaa at miste hende og Karna derfor Meente, at det ogsaa var bedst, at Kokkepigen blev tilbage for at de ikke skulde gaae fra hende, gik Karna alene ind i Byen. Arrestanten kom da til at tænke paa, at naar de ikke ventede paa Karna, kunde han gaae tilbage og møde hende og derved faae Leilighed til at hævne sig paa hende hvorved han imidlertid kun i Almindelighed tænkte paa at hævne sig lidt, men ikke nærmere paa, hvorledes det skulde udføres, dog var det nærmest hans Hensigt at at give hende et Par Ørefigen; idet han derefter besluttede at see at faae de andre hiem til Holbekgaard uden at oppebie Karna foregav han for dem, at Karna skulde til et Geburtstagsgilde i Udby og derfor neppe kom saa snart, og fik derved de to andre til at begive sig hjem tilligemed ham, hvorhen han paa Hjemveien, idet de alle tre gik Arm i Arm, gik rask til for at kunne komme tilbage. Ankommen paa Gaarden Kl. c. 10 gik han ind i sit Kammer for at see, om en anden Karl, der havde fælleds Sovekammer med ham, var derinde og sov eller ikke, hvilket han gjorde for at erfare, hvorvidt denne Karl bemærkede at han var borte, idet han dog har udsagt, at han i hvert Fald vilde være vendt tilbage; og efterat den havde seet, at Karlen ikke var paa Kammeret, gik Arrestanten der paa Kokkepigens Spørgsmaal derom havde negtet, at han vilde gaae tilbage og møde Karna tilbage ad Udby til og traf ogsaa Karna paa en Sti i Nærheden af et nedrevet Huus, hvorefter de deels stode noget og talte sammen, deels fulgtes et lille Stykke henad Veien: men da nu Karna drillede ham med en Pige, som hun havde truffet i Udby og som formeentlig gierne vilde være Kiæreste med arrestanten og hun navnlig spurgte ham, om han ikke vilde gaae til Udby til det Sted, hvor hun var, samt da han dertil svarede nei, med Tilføiende, at hun ikke behøvede at drille ham med denne Pige, vedblev dermed og yttrede, at naar han fik den nævnte pige fik han en rigtig Kassetaske, blev han over dette Drilleri endnu mere fortrydelig paa Karna, der vel ogsaa tidligere enkelte Gange havde drillet ham med den ommeldte Pige, men kun ubetydeligt og uden at han havde lagt sig det paa Sinde, og han fattede nu med eet, uden tidligere at have tænkt i mindste Maade derpaa den Beslutning at aflive Karna, idet han tillige strax udkastede Planen til Beslutningens Udførelse, nemlig at qvæle hende og derpaa kaste hende i Fjorden. I denne Hensigt og for at faae hende nærmere ned mod Fjorden formaaede han hende til, istedetfor at vedblive at følge Stien og gaae igjennem Skoven at gaae nedenom denne og udenom et Stykke Raps, idet han navnlig som Grund dertil anførte, at der i Skoven var noget Morads; uden Indvending fulgte hun da med ham ned mod Fjorden først over en Mark og derpaa langs en Skjelgrøft mellem Udbyes og Holbekgaards Enge, idet de gik med Hinanden i Haanden og talte om ligegyldige Ting, uden at Karna længere drillede ham og uden at der var nogen Ordstrid eller Uenighed imellem dem; da de imidlertid saaledes vare naaede et Stykke langs Grøften og vare komne nær ved Fjorden, c. 250 Skridt fra Fjordbredden, vilde Karna ikke gaae længere ned, men vilde over Grøften ind paa Holbekgaards Side og derpaa hjemad, og Arrestanten bestemte sig da hurtigt til her at udføre sin Beslutning. Til dette Øiemed og for at kunne komme til at gvæle Karna, der var af en stærk Legemsbygning, gav han hende først med knyttet Næve saastærkt han kunde, et Slag i den høire Tinding, hvortil hun yttrede, "Du skal vel ikke slaae mig" og derefter et lignende stærkt Slag omtrent paa samme Sted i hovedet, hvorved hun signede baglænds til Jorden og syntes at være besvimet samt laae ganske stille uden at skrige eller sige noget; hurtigt tog han nu sit ene Strømpebaand af, og liggende paa Knæ bøiet over Karna, der laae paa Ryggen, kastede han Baandet om hendes Hals, slyngede det i en enkelt Knude foran og trak saa stærkt som han kunde til i begge Baandets Ender; da han havde trukket noget, kom Karna til sig selv og yttrede, "Du skal vel ei gjøre det af med mig" eller "qvæle mig", men uden at svare noget dertil, vedblev Arrestanten at trække, indtil Karna, efterat have sprællet nogle Gange med Arme og Been, efter nogen Tids Forløb blev ganske rolig, og da han nu kunde mærke at hun var død, slap han Baandets Ender. Efter hans Formening hengik der c. Time fra det første Slag indtil rette Øieblik. Efterat Karna saaledes var dræbt, kom Arrestanten i Tanke om at eftersee, om hun ikke havde Penge hos sig; hun havde vel om Eftermiddagen viist ham sin Portemonaie hvori han saae at der var Sølvpenge og svenske Sedler, og derpaa puttet den i Lommen, men da han besluttede at aflive Karna, vidste eller tænkte han dog slet ikke paa, om hun havde Penge hos sig. Hvorimod det først efter Drabet faldt ham ind at see efter, og da han nu i hendes Lomme fandt en Portemonaie og syntes, at det ei var værdt at de deri værende Penge, som han dog ei da eftersaae, til ingen Nytte blive kastede i Fjorden, samt desuden tænkte, at Pengene jo altid kunde bruges, tog han Portemonaien til sig i den Hensigt at beholde dens Indhold, hvorefter han deels slæbte deels bar Liget ned til Fjordbredden og derfra, efterat have taget sine Strømper og Trætøfler af og opsmøget sine Buxer, ud i Fjorden, hvor han lagde Liget paa et Sted, hvor Vandet gik ham op til Knæet. Derpaa gik han tilbage til Gjerningsstedet, hvor Karnas Skoe og en lille Pakke Uldtøi var bleven liggende, tog disse Gjenstande til sig uden strax at tænke over, hvad han ville giøre med dem, og begav sig tvers over Engene ad Holbekgaard til, men da han underveis kom til at tænke paa, at det ikke gik an at tage disse Sager hiem med sig, skiulte han dem ved en Grøftekant under nogle Græstørv, Skoene paa eet Sted og den lille Pakke lidt derfra, idet han havde isinde senere at tage dem der eg kaste dem bort. Dom: Underretsdommen bør ved Magt at stande."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis1. december 1858)

Holbækgård. Nationalmuseets samlinger.

Tirsdag den 18. januar 1859 stadfæstede Højesteret landsrettens dom. Se hele teksten i Højesteretstidende. Også kongen stadfæstede dommen, men hovedet skulle dog ikke sættes på en stage. 

Holbæksgaard nordøst for Randers er en herregård hvis historie går tilbage til 1200-tallet. I hele 1800-tallet havde Holbækgaard kun tre ejere.

Den Ola Berggreen idømt Dødsstraf for at have myrdede Pigen Karna Boosdatter paa Holbekgaard blev, efter Rand. Av., igaar Morges Kl. 8 fuldbyrdet 1 1/4 Miil fra Byen. Morderen havde for længere Tid siden tilbagekaldt sin Tilstaaelse af Misgjerningen og vedblev denne Paastand om at være uskyldig indtil han ankom paa Retterstedet. For Herredsfogden og Pastor Langballe, som med utrættelig Nidkjærhed har været hans Sjælesørger, erkjendte han da her atter sin Brøde og røbede megen Anger. Henrettelsen overværedes af en stor Menneskemængde. (Eft. Rand. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. marts 1859).

Ola Berggreen er en af de 10 sidste som blev henrettet. I perioden 1859-1882 blev følgende henrettet: 3 i 1859: Lars Jønsson for rovmord, Morten Sørensen for Rovmord og Ola Berggreen for Rovmord; 1 i 1860: Lars Nielsen for at have skudt en kone efter anmodning og for betaling, "smældet hende af for 110 Rdl." I 1861: Lars Gabrielsen for at have myrdet en sovende mand for 100 Rdl. I 1862 Anna Andersdatter for barnemord; I 1863 skulle smeden Morten Elman have været henrettet for at have ombragt sin hustru med gift, men efter dødsdommens forkyndelse syntes han imidlertid afsindig, stilledes i lang tid til observation og benådedes året efter, da der var hengået så lang tid efter mordet. I 1865 Lars Tofte for at have forsøgt at myrde lægen i straffeanstalten på Christianshavn samt en opsynsmand i Horsens Straffeanstalt og endelig for brandstiftelsen i Studiestræde der kostede 5 mennesker livet. I 1869 Hans Hansen for at have skudt sin mor, "da han kedede sig hjemme." (Se om hans henrettelse i Dags-Telegraphen (København) 7. august 1869). I 1880 Rasmus Pedersen Mørke for et rovmord på to sovende mænd. I 1882 Anders Nielsen Sjællænder.

Christian Julius Jensen: Sidste henrettelse i København. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem den 20. og 21. oktober 1856 dræbte den 40-årige smedesmed Christian Julius Jensen sin kone, den 43-årige Juliane Marie Raadsig, med en brødkniv i deres lejlighed  på 2. sal i baghuset i gården i Sofiegade 341 på Christianshavn på Christianshavn. Fra 1859 til Sofiegade 20. Matriklen blev senere henlagt Dronningensgade 18 og udlagt til offentlig gade. Parret havde levet sammen siden 1837 og havde fået ni børn sammen, hvoraf seks endnu levede, og fem af disse boede hjemme.

Mandag den 20. oktober på selve drabsdagen havde parret i fælleskab flyttet deres bohave til en ny lejlighed i Strandgade 23. Dagen var gået uden konflikter, og om natten skulle familien sove en sidste gang på gulvet i deres gamle lejlighed i Sofiegade 341. 

Københavns Kriminal- og Politirets dom faldt 7. februar 1857, og Christian Julius Jensen ankede sagen til Højesteret. 

Dommen i den mod Smedesvend Christian Julius Jensen for begaaet Mord paa sin Hustru af Criminal og Politiretten den 7de Februar 1857 paakjendte Justitssag er saalydende:

Under nærværende mod Arrestanten Christian Julius Jensen for begaaet Mord anlagte Sag, er dan ved egen af de iøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse overbevist at have ombragt sin Hustru Juliane Marie Raadsig, og er det dermed i det Væsentlige tilgaaet paa følgende Maade: Efterat Arrestantens Hustru, hvis Samliv med ham, efter hans egen med det iøvrigt Oplyste stemmende Forklaring, aldrig havde været rigtigt godt og i den senere Tid var blevet endnu værre, hvortil han har angivet Grunden at være den, at han deels ansaae sig tilsidesat og fornærmet af hende og deels troede at hun var ham utro. Mandagen den 20de October sidstl. om Aftenen havde lagt sig ni at sove tilligemed deres Børn, opstod der bo Arrestanten - der den Dag ingen Strid havde havt med sin Kone, men som allerede i længere Tid havde fattet det Forsæt at hævne sig paa hende eller afstraffe hende, nærmest fordi han, efter hvad han har udsagt, i Anledning af en nogen Tid iforveien imellem dem opstaaet Uenighed, der var udartet til Slagsmaal, var bleven pryglet af en i samme Huus som Arrestanten boende Mand, uden at han dog hidtil havde tænkt paa at aflive hende - pludseligt den Tanke at dræbe hende, af hvilken Grund han greb en paa Kakkelovnen liggende Kniv for at stikke hende i Halsen, men da han i samme Øieblik ikke formaaede at udføre Gjerningen, lagde han atter Kniven fra sig. Da hun imidlertid i det samme vendte sit Hoved, saa at hun kom til at ligge med den venstre Side af Halsen blottet, greb han paany kniven og stak hende i den venstre Side af Halsen, samt trak derpaa Kniven ud og lagde den paa det Sted, hvorfra den var tagen. Efter hvad Arrestanten har udsagt, gav hans Kone strax ingen Lyd fra sig og bevægede sig heller ikke, ligesom han selv faldt hen i en bevidstløs Tilstand, og da han nogen Tid efter vaagnede af denne, var Konen endnu levende, men døde kort efter. Ved den under 22de October næstefter afholdte Obductionsforretning et det antaget, at Aarsagen til Døden maatte tilskrives stiksaaret i Halsen, idet der ikke forelaae nogensomhelst anden antagelig Dødsaarsag, og tilføies det, at omendskjøndt Døden ikke kunde forudsættes at have været en øjeblikkelig Følge af Stikket, eftersom ingen af de store Blod- og Pulsaarer fandtes beskadigede, havde den dog, sandsynligviis paa Grund af den betydelige Mængde indvendigen udgydte Blod, været en uuudgaaelig Følge deraf, ligesom Sundhedscollegiet under 5te Januar d. A. har erklæret sig enig i, at Døden har været en Følge af det den Afdøde bibragte Stiksaar.

For den Arrestanten - der er langt over criminel Lavalder og ikke funden førhen straffet, samt om hvem det efter de under Sagen tilvejebragte Oplysninger ikke kan antages, at han overhovedet lider af Sindsforvirring, eller at han i Gjerningens Øieblik har befundet sig i en Tilregnelighed udelukkende Tilstand - ifølge det Foranførte overbeviste Gjerning vil han, da den med Hensyn til Bestemmelsen i Frd. 4de October 1833 § 6 maa betragtes som overlagt, ikke kunne undgaae ifølge samme Forordnings  § 10, samt Frd. 16de Cctober 1697, at ansees med Straf efter Lovens 6 - 9 - 12- cfr. Frd 24de Septdr. 1824 § 1 med at have sit Liv forbrudt og lægges paa Stole og Hjul, hvorhos han vil have at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Desensor, Procuratorerne Alberti og Kammerraad Klein, 5 Rd. i ti hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. februar 1857)

En mere detaljeret gennemgang af sagen findes i Departementstidenden, nr. 35, 30. maj 1857, side 521-530. Denne er hovedkilden til oplysningerne i kommentarerne.

Den 20. februar videresendte politidirektøren sagen til Justitsministeriet til videre foranstaltning. Højesteret stadfæstede kriminal- og politirettens dom den 7. april 1857. To ud af de voterende dommere i Højesteret indstillede at tiltalte i stedet for at lide dommen skulle hensættes i tugthusarbejde på livstid. 

Tirsdagen den 7de April.

Etatsraad Salicath

contra

Christian Julius Jensen (Defensor Brock) der tiltales for Mord.

Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 7de Febr. 1857: "Arrestanten Christian Julius Jensen bor have sit Liv forbrudt og lægges paa Steile og Hjul. Saa bør han og udrede alle af denne Action flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procurator Alberti og Kammerraad Klein, 5 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde fjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Salicath og Advocat Brock for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.

[Herefter følger teksten til kriminal- og politirettens dom som er angivet ovenfor]

(Højesteretstidende 1857).

Sagen blev behandlet i statsrådets forhandlinger 6. maj 1857 og indstillet til kongelig afgørelse. Den var at  livstraffen skulle fuldbyrdes, men at Christian Julius Jensen ikke skulle lægges på stejle og hjul:

Da af samtlige Høiesterets 10 i Sagen voterende Tilforordnede ikkun 2 havde formeent at burde indstille Arrestanten til ved Hs. Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, fandt Justitsministeriet Betænkelighed ved at foreslaae saadan Benaadning for Domfældte, og Ministeriet androg derfor allerunderdanigst paa, at det maatte have sit Forblivende ved den afsagte Høiesteretsdom, dog saaledes, at det skjærpende Tillæg om at Domfældte skulde lægges paa Steile og Hjul bortfaldt.

Sagen er derpaa bleven foretaget i det Geheime Statsraad, og under 6te Mai sidstl. behagede det derefter H8. Majestæt allerhøist at resolvere, at den idømte Livsstraf vilde, med Bortfalden af hiint skjærpende Tillæg, være at fuldbyrde.

(Departementstidenden, nr. 35, 30. maj 1857, side 530)

Efter 211 dage i arresten blev han den 19. maj 1857 henrettet på Amager. Det blev den sidste offentlige henrettelse i København. Det må have været Sjællands skarpretter Peter Schmidt som foretog henrettelsen.

- Det turde ikke være uden Interesse for vore Læsere, naar vi i Korthed meddele de nærmere Omstændigheder ved det af den i Tirsdags henrettede Smedesvend af Christianshavn, Chr. Julius Jensen, forøvede Mord paa hans Kone, Juliane Marie Raadsig.

[Her følger det ovennævnte referat af retssagen]

Som bekjendt stadfæstede Høiesteret den af Kjøbenhavns Criminal- og Politiret afsagte Dom, hvorefter Jensen havde forbrudt sit Liv. Han blev nogle og fyrretyve Aar gammel, var robust af Skabning, noget undersætsig, havde et ret godt Ansigt, og man havde ikke tidligere hørt noget Ufordeelagtigt om ham; han havde Arbeide i Baumgarten og Burmeisters Etablissement. Der skal være 3 Børn, hvoraf det ældste, en Dreng paa omtrent 14 Aar, skal have givet Anledning til Forbrydelsens Opdagelse. Delinqventen, der i mange tusinde Menneskers Nærværelse blev henrettet om Morgenen Kl. 6 1/4 i Kløvermarken paa Amager, var undervejs til Retterstedet ved ret godt Mod og ved ualmindelig Fatning, af hvilken han dog paa selve Skafottet syntes at have tabt noget; imidlertid afklædte han sig dog selv og lagde selv Hovedet paa Blokken; Executionen var forbi i et eneste Øieblik. At Forbryderen, fraregnet den begaaede gruelige Misgjerning, iøvrigt ikke har besiddet nogen slet Charakteer, viser den Omstændighed, at han maa have været godt lidt af sine Kammerater; thi da hans jordiske Levninger, som Skik og Brug er, umiddelbart efter Exerutionen nedsænkedes i Jorden tæt ved Retterstedet, var Graven omgiven af et ikke lidet Antal Smedesvende fra de forskjellige store Etablissementer paa Christianshavn, hvilke paa deres Viis bragte deres Kammerat det sidste "Levvel".

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. maj 1857).

Christian Julius Jensen var den sidste som blev henrettet i København. Siden enevælden var kun en før blevet henrettet her: kvindebedårer og skorstensfejerlærling H. P. Nielsen for mordet på ligbærer Hans Petersen. Henrettelsen skal have tiltrukket over 20.000 tilskuere, heraf mange kvinder. Også her var det Peter Schmidt som svingede skarpretterøksen.

Christian Julius Jensen blev begravet på Slaveanstaltens Kirkegård ved nuværende Hollænderdybet i en kiste som blev besørget af otte fæstningsslaver fra Stokhuset. Det var deres kirkegård. Fem dage efter drabet var hans kones lig blevet begravet på Fattigkirkegården, i dag Vor Frelsers Kirkegård, på den anden siden af Amagerbrogade hvor Christian Julius Jensen kom til at ligge.

Se endvidere Pernille Ulla Knudsen: Københavns sidste offentlige henrettelse. Skildring af et professionelt processystem.

Henrettelser. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsdommen over Morderen S. R. Bundgaard fuldbyrdedes d. 16 paa Bjergelide ved Horsens, hvor en ikke ubetydelig Mængde Mennesker havde samlet sig for overvære Executionen. Forbryderen viste tilsyneladende megen Syndsfortrydelse; efterat Dommen var oplæst for ham og han havde modtaget geistlig Trøst, læste han selv en Bøn og gik med Fatning Døden imøde. Selve Acten udførtes med Præcision og Hurtighed af den i Horsens bosiddende Skarpretter for Jylland og Fryen, der saaledes i kort Tid har expederet fire Forbrydere. (Hors. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 20. december 1856).

D. 22. blev Forbryderen Frederik Claus Christiansen, der ifjor i Forening med Rasmus Mikkelsen i det korte Tidsrum af 5 Dage begik en Mængde grove Forbrydelser, deriblandt 2 Mord, og hvortil Sidstnævnte efter at være bleven arresteret endnu føiede et Selvmord, bleven henrettet paa Brædstrup Mark. Det Hele skal have baaret et meget religiøst Præg. Efterat de sædvanlige Skikke vare iagttagne: Dommen var bleven oplæst og Præsten havde berettet Synderen, blev en Psalme, hvori denne istemmede, afsungen, hvorpaa den Dødsdømte, der viste sig meget fattet, i en angerfuld Tale henvendte sig til den forsamlede Mængde. Efter Executionen, der udførtes med Raskhed, holdt Præsten endnu en Tale.

(Hors. Avis.)

Ribe Stifts-Tidende 29. december 1856).

Forbryderbander paa Fyen. (Efterskrift til Politivennen)

- Korsør, den 14de August. Med Godstoget fra Kjøbenhavn ankom igaar hertil, under Bevogtning af 6 Politibetjente, Hovedmændene for den berygtede Bande Forbrydere, Peder Olsen, Jens Boye, Christen Sosmed og Anders Prangers, som for faa Aar siden i saa høj Grad foruroligede Beboerne af det vestlige Fyen, der var Skuepladsen for deres forvorpne, tildeels bestialske Ugjerninger. Forbryderne transporterees i Aftes videre med "Kronprindsen" til Nyborg, for derfra at fortsætte Reisen til Middelfart, og Fredag Morgen at føres til Stedet for deres Forbrydelser, Egnen mellem Assens og Middelfart, hvor Dommen skal fuldbyrdes. De to Første, Peder Olsen og Jens Boye henrettes; Christen Søsmed og Anders Pranger kagstryges samt derefter hensættes i Horsens Tugthuus paa Livstid.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  15. august 1856)

Henrettelse. Af den bekjendte fyenske Forbryderbande ere nu 2 blevne henrettede. "Vestfyenske Avis" meddeler herom: "Forbryderne have nu lidt deres Straf. Efter *ienvidners Beretning viste Boye sig i Dødsøieblikket meget fattet og frimodig, hvorimod Peder Olsen var feig og forknyt, ligesom hans Forbrydelse var lav og nederdrægtig, saa at han halv med Magt maatte føre ham til Executionen. - Den væmmelige Overtro, at man ved at drikke et Menneskes varme Blod kan blive befriet fra Slagtilfælde osv., gjorde sig ogsaa gjældende ved denne Leilighed, idet, som der berettes, 2de Piger drak af Jens Boyes Blod, hvortil han for sin Død havde givet sit Minde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. august 1856).

Da Fyn var i Røvervold.

Retstilstande omkring 1850.

Danmarks Smørhul, det venligt smilende Fyn, har ikke altid været den samme fredfyldte Idyl som nu. Endnu den Dag i Dag beretter gamle Folk med en sær Gysen i Stemmen om hine Tider, da det halve Fyn ikke tik ordentlig Søvn i sine Senge i de lange, lange Nætter, hvor Gru og Uhygge som en Mare red Beboerne af ensomme Gaarde og Huse. Thi i Mørket derude lurede Stimænd og Røvere, som ingen Øvrighed syntes at kunne faa Bugt med.

Bogstavelig ikke én vidste sig sikker paa Liv og Gods. Det var sørgelig velbekendt, at de to dristige Røverbander, som terroriserede visse Dele af Øen, ikke gik af Vejen for nogetsomhelst. Og hvad nyttede det, at man satte tykke Jernstænger for Vinduerne - endnu findes de særlig i Nordfyn bibeholdt i Storstuen paa adskillige gamle Gaarde - man havde Exempler paa, at Røverne, som ofte kom kørende, mange i Følge og bevæbnede til Tænderne, naar de mødte denne Hindring da uden videre brød Hul i Muren ved Siden af Vinduet og derefter frejdigt steg ind for at fuldføre deres Forehavende.

Det siger sig selv at Beboerne under disse forrykte Forhold blev meget nedtrykte og modløse, saa meget mere som Henvendelser til den lokale Øvrighed om Beskyttelse forblev aldeles frugtesløse. Undersøgelse og Forhør blev naturligvis prompte iværksat, men derefter døde Sagerne hen. Det var jo ikke just som "Sherlock Holmes"er, at Datidens Retsbetjente udmærkede sig.

Tilsidst turde Beboerne næppe anmelde de grove og dristige Forbrydere til Herredsfogden, thi Erfaringen viste, at dette saa langt, fra at føre til noget, tværtimod gjorde den vidt, forgrenede og glimrende organiserede Røverbande endnu mere sikker i sin Overbevisning om at der herskede Fred og ingen Fare, hvad Efterstræbelser fra Øvrighedens Side angik. Den almindelige Mening vidste vel at betegne Flere Personer som Deltagere i eller endog Ophavsmænd til de fleste Forbrydelser, men Beviserne manglede, hvilket rigtignok synes i allerhøjeste Grad paafaldende, naar man betænker, hvor ovenud dristigt Forbryderne gik til Værks. De drog omkring i hele Flokke, som nævnt endog undertiden med Heste og Vogn. Jærnbanen existerede endnu ikke, ellers havde de vel benyttet denne! (Først i 1865 aabnedes Banestrækningen fra Nyborg til Middelfart, senere forlængedes den til Strib).

Men omsider skete der noget, som bevirkede, at Regeringen ikke længer kunde sidde Befolkningens Klager overhørig. Dette "noget" var to Mord, som fandt Sted under særlig uhyggelige Omstændigheder.

Torsdagen den 1. April 1852 blev en ugift Kvinde Ingeborg Rasmusdatter fundet som Lig i en Tørvegrav i Nærheden af Ettrup i Rørup Sogn (Finansborgmester Jensens Fødesogn). Ansigtet var frygtelig mishandlet, og det syntes, som om Morderne havde kvalt hende, forinden de kastede hende i Vandet

Den myrdede var Søster til en ugift Gaardejer Jørgen Rasmussen i Ettrup, og den almindelige Mening paa Egnen var øjeblikkelig, at Mordet var begaaet af en løsagtig Kvinde, Laurine Boye, som i Giftermaalshensigt lagde an paa Jørgen Rasmussen, men irriteret ved den Modstand, hendes Planer mødte hos hans Søster Ingeborg, resolut havde besluttet at rydde denne Hindring af Vejen. Som Laurine Boyes Hjælper nævntes hendes Elsker, en Tjenestekarl Peder Olsen, men skønt Egnens Befolkning dermed i Realiteten havde opklaret Mordet, kom den tilkaldte Øvrighed ingen Vegne med Sagen, som blev indrulleret under Rubriken: Uopklarede Mysterier. 

Natten mellem 11. og 12. Oktober 1853 skete det næste Mord. En 60-aarig Husmand Niels Hansen i Broendehus under Grevskabet Wedellsborg blev ved Midnatstid banket op af en fremmed, som bad Niels Hansen følge ud med en tændt Lygte, da den fremmede angav at være væltet med sin Vogn i Nærheden af Huset. Niels Hansen fulgte intetanende med, men da han i nogen Afstand fra sit Hus Bemærkede endnu to Personer, men ingen væltet Vogn, anede han Uraad og vilde i Løb vende tilbage til sit Hus. I samme Nu, han drejede omkring, kastede den fremmede bagfra en Strikke om hans Hals og jog ham derefter en bredbladet Kniv i Underlivet. Niels Hansen segnede ikke, men frigjorde sig hurtigt for Strikken og løb alt, hvad han kunde, henimod den noget fjærnere liggende "Broendegaard"; til sit eget Hus, hvor han boede alene, turde han nu ikke begive sig af Frygt for, at de tre Mænd dér yderligere skulde lemlæste ham. Ankommen til "Broendegaard" blev Niels Hansen bragt til Sengs og en Timestid senere kørt til sit Hjem, hvor han to Dage senere døde. Forinden var Retten bleven sat ved hans Dødsleje, men det Signalement, han kunde opgive af Morderne, var yderst mangelfuldt og indskrænkede sig egentlig til, at de alle tre var ret smaa af Væxt og alle iført mørkt Tøj. Naar man kendte de lokale Retsbetjente var det altsaa paa Forhaand afgjort, at en Opklaring af Mordet paa Niels Hansen var haabløs som de andre Forbrydelser.

Men nu greb Regeringen endelig ind, hvad den forlængst burde have gjort, og gav i December 1853 Assessor i Københavns Kriminal- og Politiret Herman Rothe et allerhøjeste Commissorium til at anstille Undersøgelser om alle de igennem de seneste fem Aar begaaede Forbrydelser.

Rothe var i Sandhed den rette Mand, en fremragende Dygtighed, og - som det synes - et langt Stykke forud for sin Tid. I Efteraaret 1855 kunde han forlade Fyn med den stolte Bevidsthed at have bragt ordnede Tilstande til Veje. To af Omfang imponerende Commissionsdomme, afsagte henholdsvis 21. og 2. Oktober 1855, gjorde definitivt Ende paa det hærgende Uvæsen, rykkede Ondet op med Rode. To i Landets Kriminalhistorie aldeles enestaaende Forbryderorganisationer hævde ophørt at existere, deres 109 Medlemmer var behandlede efter Lovens strængeste Straf, Hovedmændene (alle af den nordfynske Bande, som i Raahed og Hensynsløshed langt overgik den mere beherskede sydfynske, der havde Svendborg og Egnen deromkring til Arnested) dømtes fra Livet, den ovenfor omtalte Peder Olsen, som deltog i Mordet paa Ingeborg Rasmusdatter, skulde ikke alene miste Hals, hans Hoved skulde ogsaa sættes paa en Stage.

- Laurine Boye unddrog sig den jordiske Retfærdighed ved at dø, mens Undersøgelsen stod paa. De tre, der myrdede Niels Hansen, "Broendehus", var Jens Henrik Christan Boye, Christen Hansen Sosmed og Anders Pranger. De dømtes alle til Halshugning med efterfølgende Stejle og Hjul. Resten af den nordfynske Bande, som alene talte 59 Personer, idømtes Fængselsstraffe fra 16 Aar og nedefter. Blandt de 59 var af mere kendte Forbrydere "Stikirend Skræderen" og Jens Rytter, en af Deltagerne bar det fine Navn Henrik Ibsen (hvad dog ikke kunde fri ham for 8 Aars Tugthus!), 15 af de 59 var Kvinder, væsenligt de impliceredes Hustruer. Hovedmanden og Organisatoren var Jens Boye, Mand og Mand imellem benævnes den da ogsaa "Boyes Bande". Han var en udmærket begavet Mand som ofte under Forhørene imponerede Assessor Rothe ved sine kloge Svar og endog et Par Gange skal have sat denne ypperlige Kriminalist til Vægs i Diskussioner om juridiske Spørgsmaal.

Den Bande, som samtidig med Boyes huserede i Fyns sydlige Del, men forøvrigt var aldeles uafhængig af denne, bestod af 50 Personer, deriblandt 14 Kvinder. Bandens Hovedmand var en Husmand Jørgen Jespersen Lind af Skovrup Mark. Han var tillige Vinkelskriver og "nød som saadan en vis frygtsom Respekt hos Almuen", forøvrigt ligesom Boye en udmærket Begavelse, som ved Kløgt og haardnakket Benægtelse kunde sno sig fri selv af Sager, hvor hans Medhjælper var fuldt overbeviste. Han naaede ikke at blive dømt, men døde under Sagens  Behandling. Hans 49 Medskyldige fik Fængselsstraffe, der spændte lige fra livsvarigt Tugthusarbejde og ned til Vand og Brød i 5 Dage. De mest bekendte Navne i den sydfynske Bande var Møller Morten Mikkelse, Thurø, en forhenværende Tugthusfange Jens NIelsen Thøsing og Rasmus Hansen Pave af Tved. Iøvrlgt er Banden bemærkelsesværdig derved, at den blandt sine Medlemmer talte adskillige Haandværksmestre i Svendborg, som man mindst vilde have ventet at finde i dette Iag. Familien Dreyer har været særlig virksom baade en Snedkermester, en H[ær]svinger, en Snedkersvend og en Smedemester af dette Navn findes blandt de Dømte, desuden vor der en Guldsmedemester i Svendborg og en Bødkermester i Rudkøbing, Resten er Vævere, Indsiddere, Tjenestekarle, Slagtere o. s. v., men alle faste, bosiddende Folk i Svendborg og Omegn.

De Kup, som Jørgen Linds Bande præsenterede, siger rent Sparto til, hvad Boyes samtidig kunde udrette i Nordfyn. Medens Boyes Folk vist aldrig har drevet det til mere end ca. 100 Rigsdaler paa et Sted, stjal Lind personlig 1900 Rigsdaler fra Gaardmand Jens Rasmussen i Oure og har flere Gange ved Indbrud bjærget 7 800 Rigsdaler. Til Gengæld er intet bekendt om, at Linds Bande har begaaet Voldshandlinger, endsige Mord, mens Boyes ikke veg tilbage for nogetsomhelst. Mordet i Broendehus blev begaaet i røverisk Øjemed, men bragte ikke de tre Mordere det fjernesite Udbytte, da Niels Hansen mod Forventning ikke laa med kontante Penge.

Boye, Sosmeden, Anders Pranger og Peder Olsen blev henrettet kort efter, at Assessor Rothe havde afsluttet sit store og energiske Arbejde. Dommene exekveredes som Skik var paa en Bakke i Nærtieden af det Sted, hvor Forbrydelserne var begaaet. Fra hele Fyn strømmede Folk til for at overvære Henrettelserne, og der gik som en Bølge af Lettelse igennem Masserne, da Skarpretteren løftede de blodige Hoveder op til Beskuelse. En ond Tid var endt., og de oprevne Sind kunde atter falde i Lave. Kun Jærnstængerne for Vinduerne i de gamle ensomme Gaarde er nu tilbage som Vidner om en svunden Tids Rædsel og Uhygge.

(Gunnar Fenøe i "Hver 8. Dag").

(Horsens Social-Demokrat 16. december 1922)

Mordet i Store Kannikestræde 3. (Efterskrift til Politivennnen).

Kjøbenhavn d. 6. Febr,

- (B. T.) I Torsdags Formiddag blev Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde, myrdet af en tidligere afstraffet Person, som efter i Løverdags at være paagrebet, tilstod sin Brøde. Motivet til Forbrydelsen var at sætte sig i Besiddelse af nogle Penge og Klædningsstykker.

(Dannevirke 8. februar 1854).

"Flyvp." giver en nærmere detailleret Beskrivelse om Mordet i Kannikestræde, saalydende: I Torsdags Aftes fandtes Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde 29, 2den Sal, med overskaaren Hals i sin Seng; ved Siden af Sengen stod en brændende Lampe, og Stuen var formelig udplyndret. Mistanken for denne afskyelige Misgjerning faldt paa en forhenværende Skorsteensfeierlærling fra Kjøge, hvem den myrdede Petersens Datter kun kjendte under Navnet Hans, og med hvem Petersen skal have stiftet Bekjendtskab paa et Værtshuus. Ved en af Politiet hurtigt foranstaltet Eftersøgelse lykkedes det i Løverdags at paagribe Personen, som samme Aften bekjendte, at han havde myrdet Petersen, men at det var skeet i Forening med tre andre Personer. Denne Tilstaaelse skal han imidlertid i Søndags have tilbagekaldt og erklæret, at han alene var Morderen. Resultatet af hans Tilstaaelse skal i det Væsentlige være Følgende: da han i Torsdags Middags befandt sig alene med Petersen, hvis Datter var fraværende, besluttede han at udføre den Tanke, han i nogen Tid havde gaaet om med, at myrde ham og bemægtige sig hans Eiendele. Med en Barberkniv tilføiede han Petersen et Snit bag i Nakken, og da denne styrtede om i Sengen, fuldendte han Mordet ved at overskjære Struben paa ham. Han gav sig nu til at plyndre Stuen, og da han ikke paa een Gang kunde faae Alt med sig, gik Forbryderen i sin afskyelige Frækhed saavidt, at han tre Gange vendte tilbage for at slæbe Resten bort. Den sidste Gang var det blevet mørkt, og han tændte derfor en Lampe, for desto bedre at udføre sit Ran. At han skulde have havt isinde at sætte Ild paa Sengen for at dølge Misgjerningen, har han benegtet. Alt hvad han høstede ved sin gruelige Gjerning, skal være vurderet til - 36 Rbd.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 14. februar 1854).

- I Tirsdags stadfæstede Høiesteret den af Kjøbenhavns Criminalret den 27de Mai afsagte Dom i Justitssagen imod Skorsteensfeierlærling Hans Peter Vilhelm Nielsen, som den 2den Februar d. A. myrdede Liigbærer og Leietjener Hans Petersen på dennes Bopæl i Store Kannikestræde. Ved Dommen er Arrestanten dømt til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. august 1854).

(Kjøbenhavn, den 29de August.) Imorges Kl. 7½ henrettedes paa Amager Skorsteensfeierlærling Olsen, som myrdede Liigbærer Petersen i St. Kannikestræde. Forbryderen, som omringet af Vægtere gik fra Byen derud, skal have seet meget bleg ud og endnu paa det Sidste spurgt, om der var Haab om Benaadning. En overordentlig stor Menneskemasse havde samlet sig om dette blodige Skuespil, der forøvrigt skal være foregaaet med stor Hurtighed og Sikkerhed. Tilskuerne skulle ikke blot have været den fattigere Deel af Befolkningen. Som Exempel paa, hvad Literatur denne ynder, fortjener at anføres, at en lille Udgave af Criminalprocessen, besørget af Criminal- og Politiretsfuldm. Søndergaard, har været solgt i henved 6000 Exemplarer. Mordet hører forøvrigt til de raaeste og frækkeste, der kunde tænkes, og da Forbryderen hverken har viist sig som exalteret eller stupid, er Dødsstraffen her udentvivl velfortjent. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1854).

Store Kannikestræde 3 er den midterste af de tre bygninger til højre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hans Peter Vilhelm Nielsen, 

     Skorsteensfeierlærling, 
Liigbærer og Leietjener Hans Petersens Morder.
              (Meddeelt efter Acterne.) 

Efter at have tilbragt Dagen hos Familien G., hos hvem hun havde Beskjæftigelse ved Syning, gik Jomfru Kirstine Petersen, Liigbærer og Leietjener Hans Petersens 19aarige Datter, Torsdagen d. 2den Febr. 1854, om Aftenen Kl. 10½, hjem til sin Fader, der tilligemed hende beboede et Værelse paa anden Sal til Gaarden i Huset Nr. 29 i store Kannikestræde i Kjøbenhavn. Hun var forbleven noget længere end sædvanligt hos G., paa Grund af at de skulde paa Maskerade i Casino, hvortil hun havde været dem behjælpelig med at træffe Forberedelserne. Døren til Faderens Værelse fandt hun aflaaset, og, da der ikke blev lukket op, efter at hun gjentagne Gange havde banket paa, begav hun sig ned til den i Kjelderen til Stedet Nr. 28 i samme Gade boende Værtshuusholder Niels Andersen, for at hente Nøglen til Værelset, hvilken Den, som gik sidst ud, Faderen eller Datteren, altid pleiede at bringe derned, for at den der kunde hentes af Den, som først kom hjem. Jomfru Petersen, som, efter at have lavet Kaffe til sin Fader, havde forladt Hjemmet om Morgenen lidt før Klokken 9, ventede saaledes at forefinde Nøglen hos Andersen; men denne erklærede, at han ingen Nøgle havde modtaget af Faderen, hvem han antog maatte være hjemme, hvorfor han raadede Datteren til atter at banke paa. Da dette ogsaa viste sig at være forgjæves, blev hun staaende i Gangen udenfor, indtil hun hørte Een at komme op ad Trappen, hvem hun, da han nærmede sig hende, der i Mørkningen ikke kunde gjenkjende Personen, spurgte, om det var Fader, men fik et benægtende Svar. Det var Skræddermester Rasmussen, som havde sit Værelse ligeoverfor Petersens, og, skjøndt han, med Undtagelse af et Par Timers Tid efter Klokken 9 om Formiddagen, var hjemme til om Aftenen, havde han, hvis Værelse kun ved en smal Gang var adskilt fra Petersens, end ikke hørt dennes Dør aabnet eller lukket. Han opfordrede Jomfru Petersen til at forhøre om Faderen hos Værtshuusholder Andersen, og, da hun dertil svarede, at hun alt forgjæves havde været der, leverede han hende Gadedørsnøglen, for at hun paany kunde forhøre hos Andersen. Denne havde endnu Intet erfaret, og forblev Jomfru Petersen derefter paa Husets Trappegang indtil om Morgenen, da hun, efter at have gaaet en Spadseretour, for at blive varm, igjen indfandt sig hos Andersen, nød en Kop Kaffe, og derefter begav sig til sit Arbeide hos G., idet hun yttrede til Andersen, der fandt det underligt, at hun ikke havde truffet fin Fader, at han formodentlig havde været i Casino, og at han havde fortjent dygtige Skjænd herfor.

Værtshuusholder Niels Andersen havde kjendt Liigbærer Petersen fra tidligere Tider, navnlig fra den Tid, de begge conditionerede her i Staden, og, siden Petersen i December Maaned 1853 fraskiftede en Portnertjeneste og kom til at boe i Kannikestræde, næsten dagligen seet ham i sit Huus, hvor Liigbærercontoirets Tilsigelsessedler til Petersen, til at møde ved Begravelser, bleve modtagne og afhentede af denne, ligesom Andersen ogsaa jevnligen modtog anden Besked til Petersen; saaledes havde han op ad Formiddagen, efter Jomfru Petersens Bortgang, modtaget det Budskab, at man hos Consul N. N. ønskede Petersens Assistance ved et Bal, som skulde afholdes Dagen efter. Da Andersen af nogle Liigbærere, som bemeldte Torsdag henad Middagen indfandt sig hos ham, havde, paa sit Spørgsmaal til dem, om de ikke havde seet noget til Petersen, faaet et benægtende Svar, og han fandt det paafaldende, at denne ikke havde spurgt om "Tilsigelserne“, bestemte han sig til at gaa ind paa hans Værelse, for at see, om der ikke skulde være noget iveien med ham. Han henvendte sig derfor til Eierinden af Stedet Nr. 29, Madam Hansen, af hvem han erholdt en Nøgle, men vilde ikke aabne Døren, medmindre Værtinden ogsaa var tilstede, hvortil han fik hende overtalt, skjøndt hun gjorde det ugjerne, paa Grund af at Andersen havde yttret, at han havde en besynderlig Følelse i det Øieblik. Madam Hansen gik derefter ind til Skrædermester Rasmussen, og, i Følge med denne, aabnede Andersen Døren til Petersens Værelse."Her er jo Ingen“, sagde Andersen til sine Ledsagere, og tilføiede, da han i det Samme bemærkede den Confusion, hvori Alt befandtes i Værelset, at her ikke saae videre godt ud. Gulvet, Væggene, Kakkelovnen, Døren og Meublerne vare overstænkende med Blod og, ved at opløfte Dynen paa Liigbærer Petersens Seng, fandtes han livløs og svømmende i Blød. Andersen aflaasede derpaa Døren og afleverede Nøglen til Madam Hansen, som ufortøvet gjorde Anmeldelse om det Passerede til Politiet. Under den derefter indledede criminelle Undersøgelse forklarede Jomfru Kirstine Petersen, at hendes Fader havde været i et særdeles godt Humeur, da hun den foregaaende Dags Morgen forlod Hjemmet. Der kunde ikke være Tanke om, at han havde taget sig selv af Dage, thi, saavidt hun vidste, var der Intet, der havde trykket hendes Faders Sind. Han havde vel fortalt hende, at han skyldte 41 eller 42 Rigsdaler bort, men han ventede til Qvartalets Slutning at kunne betale Enhver Sit. Han havde derhos ved flere Leiligheder, naar Talen kom paa Selvmord, erklæret, at "et Menneske aldrig burde berøve sig selv Livet; thi, da Gud havde skjænket Livet, burde det ogsaa være ham overladt at tage det." Der kom ikke Mange til hendes Fader, navnligen kun nogle Ligbærere og hans Brødre; først paa den senere Tid havde der flere Gange indfundet sig en ung Bondekarl, ved Navn Hans, som, efter Sigende, var en Søn af en Gaardmand her i Sjælland, og med hvem hendes Fader havde gjort Bekjendtskab hos Værtshuusholder Rasmus Olsen i Adelgaden Nr. 295 i Kjelderen. Hans blev omtalt som en Person, der brugte flere Penge end han havde Raad til, samt havde pantsat flere af sine Klædningsstykker paa Assistentshuset. Han havde havt den Plan, at han og hendes Fader skulde gaa i Compagni om et Værtshuushold, hvortil han troede at kunne skaffe Penge fra sine Forældre, naar hendes Fader ogsaa kunde reise nogle; i Tirsdags havde han imidlertid foreviist et Brev fra Hjemmet, hvormed han ikke var tilfreds, og hvori omtaltes, at Forældrene selv vilde komme ind til Staden.

Da den af Politiet foretagne Undersøgelse af Localiteterne hos Liigbærer Petersen tydede paa, at han var bleven et Offer for et røverisk Overfald, og Jomfru Petersens Forklaring henledede Opmærksomheden paa en Person, der i den sidste Tid stadigen var kommen til hendes Fader, blev den ommeldte Bondekarl eftersøgt hos Værtshuusholder Olsen. Løverdagen den 4de Februar, om Eftermiddagen Klokken 3, blev en Person de antruffen, som svarede til det af Jomfru Petersen paa Hans opgivne Signalement. Han navngav sig Hans Peter Vilhelm Olsen. Ved den med hans Samtykke foretagne Visitation fandtes han iført flere end de nødvendige Klædningsstykker (saaledes 3 Par Beenklæder og 2 Veste) og vare flere af hans Klæder bestænkede med Blod. Han bragtes paa Politikammeret, hvor Jomfru Petersen i de Klædningsstykker, Anholdte havde været iført, og i de andre hos ham forefundne Gjenstande gjenkjendte flere, som borttagne fra hendes Faders Værelse. I det samme Dag optagne Criminalkammerforhør erklærede Anholdte, efter en alvorlig Formaning til ikke, saaledes som han havde paabegyndt, at fravige Sandheden, - at han nu vilde sige den: Han havde den foregaaende Aften forøvet Tyveri i et Sted i store Kannikestræde ligeoverfor Regentsen. Efterat han nemlig paa Gaden havde truffet 2 Personer, som han havde gjort Bekjendtskab med paa forskjellige Værtshuse, bleve de enige om at forøve et Tyveri i bemeldte Sted, som den ene af disse Personer, Peter Petersen, anviste. De gik samlede derop, og Anholdte blev staaende paa Gangen, for at passe paa, medens de 2 Andre, Peter Petersen og Ole Hansen, forøvede Tyveriet. Efter nogen Tids Forløb kom disse tilbage med endeel Tøi, som bragtes ned i Kirsebærgangen, hvor de deelte det imellem sig, og Anholdte fik de Gjenstande, som han er fundet iført eller i Besiddelse af, med Undtagelse af de ham selv tilhørende. Efter paany at være formanet og foreholdt det Utroelige i, at han paa den Maade skulde være kommen i Besiddelse af Klæder, der desuden vare besudlede med Blod, indrømmede Anholdte, at han "idag" havde hørt fortælle, at en Person, som beboede det Værelse, hvori Tyveriet blev forøvet, skulde være bleven dræbt; men Anholdte nægtede paa det Bestemteste at vide, om Drabet var forøvet af hans 2de Kammerater, da han selv aldrig nogensinde havde været inde i Værelset. Gjort opmærksom paa det Usandsynlige ogsaa i denne Forklaring, erklærede han, at nu skulde han sige, hvorledes det forholdt sig, og fremkom derefter blandt andet med følgende Fortælling: Efter et Besøg hos Liigbærer Petersen "itorsdagsmorges“, mødte Anholdte paa Hjørnet af Kjøbmagergade og store Kannikestræde Peter Petersen og Ole Hansen, hvilke han fortalte, hvorfra han kom, og spurgte disse ham nu, om der ikke var Noget at erholde hos "Personen." Anholdte yttrede dertil, at Liigbærer Petersen var i Besiddelse af forskjellige Effecter, og det blev derefter bestemt, at de i Forening skulde udplyndre ham, idet Anholdte skulde blive staaende udenfor paa Trappen og holde Vagt, medens de Andre gik ind og udførte Gjerningen, og det blev tillige aftalt mellem dem, at Liigbærer Petersen skulde dræbes, dersom de ikke paa anden Maade kunde komme i Besiddelse af hans Eiendele. Efter omtrent 10 Minuters Forløb aabnede Peter Petersen Døren ud til Gangen og vinkede ad Anholdte, som nu kom op i det af Liigbærer Petersen beboede Værelse, og saae Anholdte da, at denne laae dræbt i sin Seng, hvilket Peter Petersen betydede ham ved ad pege hen paa det med Blod besudlede Sengested. Efterat Anholdte saaledes havde seet, at Mordet var forøvet, deeltog han med de Andre i at udplyndre den Afdøde, og de borttoge og bortbare Hver forskjellige Gjenstande, efterat de Hver for sig havde iført sig nogle af Klædningsstykkerne. Anholdte tilføiede sluttelig, at, uagtet han saaledes var medskyldig og meddeelagtig i det begaaede Mord, og ikke kunde undgaae sin Straf, maatte han paa det Bestemteste benægte, at han selv havde begaaet det, hvilket han, efter Alt, der var passeret, maatte antage at være forøvet af Peter Petersen. Denne Forklaring vedblev han. Forhørsdommeren decreterede derefter Arrest paa hans Person.

Samme Dag blev Retten sat paa Almindelig Hospitals Liigstue, hvor den Dræbte var henbragt, og hvor Arrestanten fremstilledes. Han blev opfordret til at erklære, om han ingen anden Andeel havde i Mordet end den af ham vedgaaede, men, idet han lagde Haanden paa Liget - i hvilket han gjenkjendte den Hans Petersen, i hvis Mord han havde været meddeelagtig forsikkrede han, at, skjøndt han var deelagtig i Mordet, som af ham tidligere forklaret, havde han dog hverken personlig deeltaget i samme eller været tilstede i Stuen, da den Afdøde blev myrdet, hvilken Forklaring han vedblev, uagtet det blev betydet ham, med hvilken ny Brøde han betyngede sin Samvittighed, ved at vælte Skylden over paa Andre. Arrestanten erklærede gjentagende, at han havde Andeel i Mordet, men nægtede, at det havde været paa anden Maade, end at han havde staaet Vagt udenfor, medens de to Andre gik ind og forøvede det.

Den næste Dag, Søndagen den 5te Februar, sattes Retten paa Almindelig Hospitals Obductionsstue, hvor Arrestanten blev fremstillet. Han gjentog, idet han lagde Haanden paa den Afsjæledes Hoved, paa det Høitideligste sin Nægtelse af at have havt nogensomhelst personlig Andeel i eller været nærværende ved det begaaede Mord, uagtet han vedblev sin Tilstaaelse om Meddeelagtighed i dette. Saavel denne, som den foregaaende Gang, da Arrestanten afgav Forklaring ved Liget, bevidnede han, med den største Rolighed og Sikkerhed, samt uden mindste Vaklen, at han var aldeles uskyldig med Hensyn til selve Udførelsen af Drabet, og, ved sin første Fremtræden for Liget, kaldte den Afdøde idet han lagde Haanden paa dennes Hjerte - "sin bedste Ven."

Arrestanten, der derefter var bleven afgiven til Arresten, blev samme Dags Eftermiddag fremstillet i Rettens ordinaire Locale, og vedgik nu, at han alene havde gjort sig skyldig i Mordet paa Liigbærer Hans Petersen, og vare de nærmere Omstændigheder dermed følgende: Efterat Arrestanten, der omtrent i Midten af afvigte Januar Maaned var udbrudt af Kjøge Byes Arrest, hvor han hensad, som mistænkt for at have begaaet et Aftenen den 9de November sidstl. i bemeldte Byes Laugshuusgade forøvet Indbrudstyveri, havde taget Ophold her i Staden, gjorde han hos Værtshuusholder Olsen Bekjendtskab med Ligbærer og Leietjener Hans Petersen, hvem han oftere besøgte paa dennes Bopæl i Kannikestræde, og med hvem han, der udgav sig for en Gaardmandssøn fra Byens Omegn, havde talt om, i Forening at oprette et Værtshuushold, hvortil han yttrede formentlig at kunne skaffe nogle Penge. Onsdagen den 1ste Februar fattede han den Beslutning at myrde Petersen. Under sit Bekjendtskab med denne havde Arrestanten aldrig været uenig med ham, og Petersen havde stedse viist Forekommenhed og Gjæstfrihed med Arrestanten, og selv den Morgen, da Arrestanten udførte sin Beslutning, havde der ikke været nogensomhelst Trætte imellem dem, og Samtalen havde dreiet sig om ligegyldige Ting, som Arrestanten ikke længere saae sig istand til at erindre. Den eneste Bevæggrund til Mordet var, at han vilde tilvende fig de Effecter, han paa Petersens Bolig havde feet denne i Besiddelse af, og hvilke han deels vilde benytte selv og deels sælge eller pantsætte, for at skaffe Midler til at komme bort her fra Landet, hvilke han ikke vidste paa anden Maade at tilveiebringe. Til den Ende begav han sig den følgende Dag, Torsdagen den 2den Februar, om Morgenen Klokken 9, forsynet med en ham tilhørende Barbeerkniv, for dermed at begaae Mordet, hen til Petersen, hvem han traf ene, og med hvem han blev enig om at spise Frokost sammen, hvortil Arrestanten hos den i Stedets Kjelder boende Andersens Hustru kjøbte en Pægel Brændeviin og en Flaske Øl, i hvilken Anledning han, der dengang ikkun eiede 8 Sk., pantsatte et ham tilhørende Lommetørklæde for 3 Sk. Da de havde spist og Drikkevarerne vare fortærede, og Petersen, iført Beenklæder og Skjorte, havde sat sig ned paa en Stol ved Vinduet, fremtog Arrestanten, der stod ved hans høire Side, og nu fandt Leiligheden passende, Barbeerkniven ubemærket af Petersen, og, idet han fortsatte den begyndte Samtale, samt slog den halve Deel af Gardinet ned, for at forhindre, at Nogen skulde see ind, bibragte han Petersen et 6½ Tomme langt og over 1 Tomme dybt Snit bag paa Halsen op mod Nakken, hvorved Skaftet blev afbrudt af Kniven, af hvilken Arrestanten beholdt Bladet i Haanden. Da Petersen, holdende med begge Hænder om Saaret, uden at skrige, var styrtet hen og havde kastet sig over sin, i omtrent 3½ Alens Afstand fra Stolen staaende Seng, saaledes at han laa paa Maven med den venstre Side af hovedet opad, sprang Arrestanten hurtigt efter ham, greb ham i Ansigtet og bøiede Hovedet tilbage, samt gav ham med det nævnte Knivsblad et dybt Snit tværs over den forreste Deel af Halsen, hvorved Petersen, idet der stod en stærk Straale af Blod ud af Saaret, sprang i Veiret, rækkende sine Arme ud mod Arrestanten, ligesom for at støde ham bort, men dertil var han altfor magtesløs, og han faldt om i Sengen, uden at røre sig mere; hvorefter Arrestanten kastede Liget, der med Hovedet laa mod Fodenden af Sengen og med Benene udaf samme, heelt op i Sengen og tildækkede det med Dynen. Han tilvendte sig nu et paa Bordet liggende Sølvuhr; af et Skriin, hvilket han opbrød med en forefunden Sax, omtrent 6 Rbd. i Sølvpenge, nogle Prætiosa, samt 2 Sølvtheskeer, og af de øvrige i Værelset værende Effecter endeel Klædningsstykker m. v., hvilke Gjenstande han dog først efter at have med en i den paa Bordet liggende Portemonnaie forefunden 3 Sk. indløst sit i Kjelderen pantsatte Lommetørklæde, ved hvilken Leilighed han, for at skjule, at hans Trøie var besudlet med Blod, iførte sig en, den Afdøde tilhørende Frakke bragte bort, idet han aflaasede Døren og tog Nøglen med sig. Uhret, Prætiosaerne og Theskeerne solgte han for 8 Rd. 3 Mk., og indleverede de øvrige Gjenstande til Pantsætning paa 2 forskjellige Steder, hvor han omtrent Klokken 3 om Eftermiddagen hentede Laanesummen, circa 20 Rd., hvornæst han atter begav sig op paa den Myrdedes Værelse og tilvendte sig flere Klædningsstykker, hvilke han tildeels iførte sig, og hvormed han, medtagende Nøglen til Værelset, begav sig til sit Logis paa Hjørnet af Vognmagergade og Brøndstræde. Her forblev han indtil det var blevet mørkt, da han 3die Gang begav sig til den Myrdedes Bolig, lukkede sig ind i Værelset, pakkede en stor Deel i samme endnu forefundne Effecter i en dersteds staaende og med Blod besudlet Trækasse, i hvilken Anledning han antændte den Afdødes Lampe, en saakaldet Studeerlampe, uden Kuppel, og bortbar Kassen til sit Logis, idet han forinden han aflukkede Leiligheden, hvortil han atter medtog Nøglen henstillede den brændende Lampe saaledes under det ene Sidestykke af Sengen, at han haabede derved at bevirke Sengens Antændelse, og ved en paa den Maade opstaaet Ildebrand at skjule Sporene af den af ham begaaede Forbrydelse, hvilket Attentat imidlertid, da Lampen, formeentlig af Mangel paa Olie, er udgaaet kort efter hans Bortgang, ikke havde anden Virkning, end at der blev brændt et hul i Sidestykket af Sengen. Arrestanten erklærede derhos paa Anledning, at de 2de, under Sagen tidligere omforklarede Personer vel vare virkelige, ham bekjendte Personer, men, ligesom deres Opholdssteder vare ham ubekjendte, saaledes havde de ingensomhelst Andeel havt i de af ham begaaede Forbrydelser, og Grunden til, at han angav dem som Medskyldige, var ene den, at han derved tænkte at gjøre sig selv mindre strafskyldig. Med Hensyn til fit Foregivende for den Afdøde, at hans Navn var Hans Nielsen og at han var en Søn af en Gaardmand, angav han Grunden dertil at være den samme, ifølge hvilken han under sit Ophold her i Staden var flyttet fra det ene Sted til det andet, nemlig at forebygge, at man skulde erfare hans sande Stilling, som en undvegen Forbryder, og Politiet, af hvilket han troede sig eftersøgt, komme paa Spor efter ham, og havde han indladt sig med den Afdøde om det ovennævnte Compagniskab, for desto lettere at faae ham til at troe, at han var den, han udgav sig for.

Ved den over Liget af den Myrdede omtrent var 41 Aar gammel og af en robust Bygning afholdte Obductionsforretning blev det befundet, at den eneste Beskadigelse paa samme, der kunde komme i Betragtning som Dødsaarsag, var Saaret foran paa Halsen, ved hvilket, der var af 5½ Tommes Længde, blandt andet Strubehovedet heelt og den store Halsblodaare paa høire Side tildeels var overskaaret, idet der ved Aarens Overskjæring maatte afstedkommes en hurtig, dødelig Forblødning, medens Snittet i Nakken, paa Grund af sit Sted, ikke kunde bevirke nogen synderlig stærk eller farlig Blødning.

De Gjenstande, Arrestanten, som meldt, tilvendte sig, og som tilhørte deels den Afdøde, deels dennes Datter og hendes Forlovede, og deels Liigbærerlauget, vare omtrent af 170 Rdl. Værdi.

Arrestanten vedgik endvidere, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han om Aftenen mellem Klokken 7 og 8 den 9de November 1853 igjennem et Vindue, han havde aabnet ved at slaae en Rude ind, var stegen ind i Arbeidsmand Lars Jensens Bolig i Laugshusgaden i Kjøge, paa en Tid, da denne og Hustru vare fraværende paa en Reise, og der havde tilvendt sig adskillige Klædningsstykker m. v., til en Værdi af 41 Rdl. 4 Mk., foruden et Pengebeløb af 5 à 6 Rdl., samt den 23de Januar næstester havde frastjaalet Skorsteensfeiersvend H. C. Christensen fra dennes Logis i et uaflaaset Værelse i Stormgaden Nr. 195 i Kjøbenhavn endeel, til 32 Rdl. 5 Mk. 8 Sk. ansatte Effecter og et Pengebeløb af 4 Mk.

Arrestanten, der er 24 Aar gammel, er ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 23de Februar 150, for at have frastjaalet Tjenestekarl Abraham Jensen et i dennes Kammer, hvortil Adgangen var aaben, hængende Sølvlommeuhr, af Værdi 6 Rdl., anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og har, ifølge samme Rets Dom af 20de April 1850, været straffet med 3 Aars Forbedringshuusarbeide, som skyldig deels i Tyveri, forbundet med Indbrud, og deels i Bedrageri. Han havde nemlig den 12te Marts s. A. stjaalet nogle, Malerlærling Vilhelm Thorvaldsen Rustgaard tilhørende, til 4 Rdl. 3 Mk. vurderede Klædningsstykker m. v., der vare beroende i et Værelse i Baghuset til Gaarden Nr. 7 ved Gammelstrand, til hvilket Værelse han skaffede sig Adgang, idet han ved hjælp af en Stige, som han fra et andet Sted i Gaarden bragte hen til bemeldte Baghuus, frøb igjennem et Vindue, der var tillukket, men efter Arrestantens Forklaring uden at Krogene vare fastgjorte. I Bedrageri havde han gjort sig skyldig med Hensyn til et. Johan Christopher Andersen tilhørende, til 6 Rdl. vurderet Uhr, hvilket han uden Tilladelse havde pantsat, og med Hensyn til 1 Rdl., der af Pigen Else Andersdatter var ham leveret, for at han skulde bringe den til hendes Broder, bemeldte J. C. Andersen, men hvilken han selv forbrugte.

Betræffende hans tidligere Livsforhold giver Lærer ved Kjøge Borgerskole, Dannebrogsmand P. E. Becher, Arrestanten følgende Vidnesbyrd:

"Hans Peter Vilhelm Nielsen, en Søn af afdøde Skorsteensfeier Henning Peter Bohn Christian Nielsen og Hustru Lovise Vilhelmine Petersen, og født den 2den April 1830, blev i November 1838 opflyttet fra Kjøge Borgerskoles Elementairklasse til 1ste Drengeklasse, hvorfra han i November 1840 rykkede op i 2den Drengeklasse, og her forblev han indtil han i October 1843 udskreves til Confirmation, uden at naae op i øverste eller 3die Drengeklasse. I 5 Aar stod jeg saaledes i Forbindelse med bemeldte Drengebarn, og maatte dagligen beklage de uheldige Familieforhold, under hvilke han levede. Faderen var nemlig yderst forfalden og endte Livet, som Følge af et Fald i Drukkenskab, medens Sønnen endnu kun var 22 Aar gammel. Den 8de April 1835, altsaa da Sønnen var 5 Aar, giftede Moderen sig med Skorsteensfeier Jacob Jørgensen, der var forfalden til samme Last, som Nielsen, og under denne Stedfader fik Drengen nu sin Opdragelse, som væsentlig bestod i, at han dagligen maatte løbe omkring med den drukne Mand, og krybe op i de Skorstene, der vare uoverkommelige for den svækkede Dranker. Sandsynligvis har den nuværende Forbryders Hang til at bemægtige sig Andres Eiendele skudt sin første Spire under denne Omvanken i Husene, endskjøndt jeg ikke har nogen Erindring om, at der i hine Dage blev ført Klage derover. Det følger af sig selv, at Drengens Skolegang under lige Forhold var høist uordentlig. Hjemmeflid kunde der naturligvis ikke være Tanke om, og Forsømmelserne løbe ofte op til en Fjerdedeel af Skoletiden. Naar han mødte i Skolen, var han ureenlig i sit Ydre, og kunde kun med stor Vanskelighed føre Pen og Griffel med de saarede og overanstrængte Hænder. Til den Aandssløvhed og Raahed, som, ifølge Ovenstaaende, allerede tidligere maatte udvikle sig hos ham, kom endnu dette, at han af Naturen var maadelig begavet, uden Interesse for Roes eller Opmuntring, temmelig ligegyldig ved Frettesættelser og Straffe, samt mut og tvær i sit hele Væsen. Derimod var han dristig og uforfærdet ved de Vovestykker, Drengebørn ikke sjeldent finde paa, og saaledes ogsaa Mester under de gymnastiske Øvelser. Han var og forblev et af de saakaldte Skumpelskud i Skolen, hvor han netop lærte saameget, som behøvedes for at kunne blive confirmeret, hvilket skete den 14de April 1844. Desuagtet erindrer jeg ikke, at han i sin Skoletid begik nogen egentlig umoralsk Handling. Stedfaderen døde den 29de Juli 1844, og den 9de Juni 1848 giftede Moderen sig 3die Gang med Skorsteensfeier Niels Christian Sørensen, der ikke kan have havt nogen synderlig Indflydelse paa den allerede 18 Aar gamle Stedsøn, som desuden var kommen eller snart derefter kom ud af Huset."

Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets under 27de Mai 1854 afsagte Dom i den mod Arrestanten for Mord, Mordbrand og Tyveri anlagte Justitssag der ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 18de April s. A. blev at paakjende ved denne Ret, uanseet at den Forbrydelse, som foranledigede hans Paagribelse og den første Forfølgning imod ham, var begaaet i Kjøge Kjøbstad — blev han, i Henhold til Forordningen 11te April 1840, §. 34, 4de Membrum, dømt efter L. 6-9-12, cfr. Forordningen 24de September 1824 §. 1, til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

Ved Høiesteretsdom af 1ste August 1851 blev Kriminal og Politieretsdommen stadfæstet..

(Niels Matthias Petersen: Mærkelige danske Forbryderes Levnet. 1856. s. 114-130)

Store Kannikestræde 29 er nutidens Store Kannikestræde 3. Huset er fra 1833.