Havnekaptajn Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

- Havnecapitain Eskildsen er en mægtig Mand, og der er Ingen, som kan over ham, over hans Færgebaade og hans lille flydende Landingsbro. Naar han siger gak til sine røde Baade, saa gaaer de, og naar han siger til dem hent mig mine Kartofler fra mine Besiddelser ved Strandveien, saa komme de svingende fulde af den ædle Frugt, og lægge tæt op til Flydebroen, og lodse der den ene Ladning efter den anden, vedblivende saaledes Dag ud og Dag ind, til Havnecapitainen engang monne sige, see, der er Kartofler nok! Og de Reisende, der skulle stige iland paa den lille Flydebro, undre sig over Capitainens store Magt og vige til Side for hans Kartoflers Mangfoldighed, og der er ingen, hverken af de Bortgaaende eller de Ankommende, som ikke gjerne gjør det; thi hans Væbnere, de som føre hans Baade og bære hans Kartofler til og fra Flydebroen, raabe Varsko til enhver af dem og giver dem med det samme et Pup med de af Kartofler fyldte Kurve. Og den Reisende viger end mere til Side, og hvis han ikke derved falder i Vandet oplader han sin Mund og taler om plump Behandling, men i sit Hjerte nødes han dog til at erkjende Havnecapitainens store Magt over Menneskeheden og Kartofler. - See! dette er en Kjendsgjerning, vi her berette Verden, og Enhver, der siden i Fredags har besøgt Toldboden, vil kunne bevidne den Sandhed, saaledes som den disse Dage har tildraget sig der. - Og den fremmede Reisendes Forestilling om Kjøbenhavn og dets Øvrighed bliver saare vidunderlig, men en danske Reisende, der længe har savnet sit Fødelands kjære Sæder og Skikke, føler strax at han igjen er kommen hjem. 

(Kjøbenhavnsposten, 29. april 1845)

Naar nu Kongen af Preussen er kommen hertil, naar han er stegen iland paa Toldboden en Dag, da Capt. Eskildsen heldigviis ikke benytter den lille flydende Landingsbro til at losse Kartofler ..

(Kjøbenhavnsposten den 6. juni 1845)

Eskildsen sætter Skib på Grund. (Efterskrift til Politivennen)

I Onsdags Morges kom for Udgaaende en svensk Brig med Kjøbenhavns Lods ombord til at staae paa Landgrunden til N. for Qvarantaine-Broen; Vinden sydl. eller S. t. O., Bram-Seils Kuling, smukt Veir. Under saa gunstige Omstændigheder, 7 Streger rumt, er det sandeligen ei meget hæderligt for en Lods at sætte et Skib fast, og en stor Skam for Kjøbenhavns Lodseries Autoritet er det, at der ei strax, da Ulykken var skeet, blev fra dens Side gjort alt muligt for igjen at bringe det flot. Enhver, der har den mindste Idee om Vind, Veir, Strøm og Vandstand her, veed, at med den sydlige Vind, som satte ind til efter den stive N. V. Brise, vi havde havt, vilde Vandet løbe ud og derved Vandstanden blive betydelig lavere. Havde altså Autoriteten intet Begreb derom, maa man beklage, at en Mand i over 30 Aar kan have drevet om paa Toldboden, uden at have erhvervet sig denne Kundskab, og var den bekjendt med denne selvfølgelige Natur-Begivenhed, er det at beklage, at den har den totale Mangel af Espirit, ved ikke, for Kjøbenhavns Lodseries Æres Skyld, at sætte Alt øieblikkeligt i Bevægelse for igjen at skaffe Skibet flot.

Vedkommende, der er Lodsoldermanden, Havnecapitain Baadeholder Eskildsen, vil vel undskylde sig med, at der i fra hans Side blev gjort Alt, hvad der dengang kunde gjøres, men vi tillade os forud at møde denne Retfærdiggjørelse med den bestemte Erklæring, at mange Timer efter at Skibet var kommet paa Grund, var der ei gjort andet end udført et par Varp, en Foranstaltning, som han burde have vidst ei var tilstrækkeligt, da Vandet faldt meget stærkt. Imod Eftermiddagen tiltog Kulingen, dog ei mere, end at Fartøier meget godt kunde lægge paa dets Bagbord Side for at lempe det.

Indsenderen af disse Linier, der uden at være Sømand dog ei er usøkyndig, har saameget mere troet sig beføiet til at gjøre Publikum bekjendt med denne Affaire, som det er ham bekjendt, at en dygtig Mand fra Helsingør, har, for ikke længe siden, indgivet til det kgl. General-Toldkammer- og Commerce-Collegium en Deel Besværinger over Lodserierne her i Landet.

Kjøbenhavn den 11te Octb. 1844.

(Kjøbenhavnsposten 14. oktober 1844)

Havnecapitain Eskildsen reformerer. (Efterskrift til Politivennen)

- Af et Brev fra en Aarhuus-Passageer meddele vi Følgende: "De kunde maaskee synes, at det var en gruelig Inconseqvents, naar jeg paa eengang nævnte Havnecapitain Eskildsen og Reformer. Imidlertid har denne Mand, der har viist en mageløs sjelden Udholdenhed i at modsætte sig alle Forbedringer i Dampskibenes Landingsmaade og i at paatvinge de Reisende sine miserable Baade og sin kummerlige Landsætning, virkelig foretaget en Reform i Regard af de offenlige Blade. Den er rigtignok kun i det Smaa, men det er dog altid et Fremskridt, som Manden sagde, da han gjorde eet Skridt frem og 2 tilbage. Bemeldte Eskildsen har nemlig nedsat Betalingen for at tage ombord i Dampskibene fra 16 sk til 8 sk, fordi han, som han har yttret. ikke vilde høre Bladenes Skraalen. Den nugjeldende Betaling er nu vel fuldkommen tilstrækkelig for det Stykke Arbeide at roe Folk et Par Hundrede Alen, men man kan ogsaa nok begribe, at man maa krybe førend man kan gaae, og vi leve maaskee den Dag, da vi see Hr. Eskildsen blive en complet Radical.

(Kjøbenhavnsposten 23. august 1843)

Corsaren fra 29. september 1843 viste havnekaptajn Eskildsen med en stor kost i færd med at feje alle skibe og både, undtagen hans egne røde, til side. Efter endt arbejde tørrede han sveden af panden og udbrød: "Ja, hvad gør man ikke for dampskibenes bekvemmelighed!".

Eskildsen forlagde Nøglen til Bommen. (Efterskrift til Politivennen)

Dampskibet "Iris", hedder det i "Aalb. Av.", som kun under Besværligheder og Ophold fra Havnecapitain Eskildsens Side kunde naae at komme indenfor Kjøbenhavns Bom, har, da det forlod Dokken for igaar at afgaae hertil, atter mattet døie Ubehageligheder af Lodsoldermand Eskildsen, der vægrede sig ved at afgive en af Dampskibets Capitain forlangt Lods for at Skibet uden Risico kunde bringes forbi flere vanskelige Grunde, som befinde sig i Farvandet fra Qvæsthuusgaden til Toldboden. Tildeels herved som og ved at en større Brig var halet for Bommen forsinkedes ogsaa Skibets Afgang, saa at det først henved Kl. 7 kunde forlade Kjøbenhavn. At en enkelt Embedsmand, som en Proteus i forskiellige Skikkelser, snart som Færgemand, snart som Lodsoldermand og snart som Havnecapitain, skal kunne volde Skibsfarten og de Reisende saa mange Besværligheder, som oftere har foranlediget Anke rettet imod Hr. Eskildsen, er vistnok mere end mærkeligt og vil forhaabentlig engang lade indtræde en Forandring i disse ubehagelig Forhold. - "Iris" gjorde, som anført, sin Reise herover i 13 Timer, en af de hurtigste Toure, det endnu har tilbagelagt. I Dokken tiltrak Skibets suffisante Bygning og smukke Construction sig i den Grad almindelig Opmærksomhed, at en Model deraf blev tagen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. april 1843)

Havnecapitain Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

I 1842 forsøgte Eskildsen også at påstå at hans privilegium gjaldt dampskibene. Det slap han dog ikke afsted med:

I det Regulativ, som er meddeelt Havnecapitain og Lodsoldermand Erik Eskildsen i Forbindelse med den ham givne "udelukkende Rettighed til for Betaling at befordre Reisende med deres Reisetøi fra Kjøbenhavn til den skaanske Kyst mellem Helsingborg og Skanør, begge inklusive", er Prisen for Farten til Malmø og Landskrona fastsat for en stor Baad til 19 Rbd. 3 sk og for en Jolle til 12 Rbd. 90 sk foruden de Afgifter, som ere eller maatte blive lagte paa denne Fart i de svenske Havne. Da det er vanskeligt at samle et saa stort Antal Personer til at besætte et Fartøi, at Prisen kommer til at staae i et passende Forhold til denne Transport, og dette Befordringsmiddel var altfor uhyre dyrt, til at det kunde afbenyttes af enkelte Personer, saa er det en Selvfølge, at det maatte blive en særdeles væsenlig Hindring for den ligesaa ønskelige som nødvendige Personal-Communication imellem Hovedstaden og den svenske Kyst, hvis det ovennævnte Privilegium fortolkedes paa den Maade, at det skulde hjemle Hr. Eskildsen Rettighed til at forhindre Dampskibe i at føre Personer over herfra Toldboden til den svenske Kyst. Uagtet det saaledes maatte forekomme rimeligt, at den af Hr. Eskildsen paastaaede Ret ingenlunde var hjemlet ham i en saadan Udstrækning i hans Privilegium, saa lagde han dog Hindringer i Veien for den frie kommunikation, idet han søgte at forhindre Dampskibet Malmø, der overførte Personer for nogle faa Mark, fra at foretage de af dette Dampskib projekterede Farter til Malmø og søgte at gjøre sit Privilegium gjeldende imod samme, idet han paastod dets herværende Commissionair Grosserer Aspegreen idømt forskjellige Erstatningssummer til et Beløb af henimod 4,000 Rbd. foruden Mulcter til Stadens Fattigvæsen. Denne Hr. Eskildsens Paastand maatte forekomme saa meget mere besynderlig som det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger er høist sandsynligt, at han netop havde draget Fordeel af denne Dampskibsfart. Grosserer Aspegreen har nemlig oplyst, at Hr. Eskildsen i April til Juli Maaned 1839 har af Dampskibet Malmø oppebaaret 489 Rbd. 3 Mk. 8 sk for at føre Passagerer ombord og iland, en Sum, som Farten paa Sverig i hans uhyre dyre og langtfra beqvemme eller tidssvarende Fartøier vist aldrig har indbragt i et lige Tidsrum, ja end ikke ladet formode nogensinde at ville kunne bringe ind. Naar Hr. Eskildsen saaledes ikke vilde lade sig bevæge til at undlade at gjøre en saadan Ret gjeldende i Betragtning af Publikum, hvilket han blot forhindrede i at reise, uden dog al kunne tvinge del til at benytte sit lidet hensigtsmæssige Befordringsmiddel, saa synes hans egen Fordeel at maatte kunne have bevæget ham til at undlade sligt. Hr. Eskildsen har imidlertid sat en conseqvent Gjennemførelse af sin formeentlige Ret - fiat justitia et pereat mundus - over Hensyn til Publikum og sin egen pecuniaire Fordeel, og har foranstaltet Sag anlagt imod bemeldte Dampskibs herværende Agent. Politiretten, hvis Dom vi tidligere have meddeelt in extenso, kunde ikke billige Hr. Eskildsens Fortolkning af sit Privilegium og frifandt Grosserer Aspegreen for hans Tiltale i denne Sag. Høisteret har igaar paadømt Sagen paa samme Maade, idet den ligeledes har frifundet Grosserer Aspegreen for Hr. Eskildsens Tiltale, ved hvilken Dom der formeenligen er sat en Pind for alle lignende Processer.

(Kjøbenhavnsposten 31. maj 1842)

Havnekaptajn Eskildsens monopol på det københavnske færge- og transportvæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Beretning fra en passager på dampskibet Christian den Ottende og som pga. manglende både efter en frygtelig nat måtte vente 4 timer for at komme i land:

Dersom det væsenligen er hensynet til ikke at formindske Hr. Eskildsens Indtægter, der er i Veien for, at Dampskibspassagerne kunne blive satte paa lige fod med Umælende, - Passagerer skulle nemlig lade sig landsætte med Baade, men Heste blive umiddelbart landsatte - haabe vi, at dette Bidrag til Monopolernes Historie i Danmark, der bragte en Franskmand blandt Passagererne til at yttre, at det var en Medfart som var man kommen til en Røverstat, maaskee kan hjelpe til at skaffe Dampskibspassagerne en Behandling lig den, der vedfares dem i andre civiliserede Stater. "Efter en meget stormfuld Nat naaede Dampskibet Christian den Ottende Mandag Morgen Kl. 10 Kjøbenhavns Rhed, hvor det ankrede mellem Batteriet Trekroner og Toldboden. Skjøndt Vinden havde lagt sig betydelig, forløb dog en fuld Time, inden der fra Land gjordes Anstalter til at afhente Passagerne; endelig ankom efter Kl. 11 en med 2 Mand bemandet Baad, som optog Halvdelen af Passagererne, dog uden noget af deres Bagage; disse Lykkelige, blandt hvilke Referenten befandt sig, naaede endelig Kl. 11 ½, altsaa 1 ½ Time efter Ankomsten, Toldboden. Efterat Alle vare landsatte, blev Fartøiet - Gud maa vide af hvilken Grund - liggende rolig over et Qvarteer, inden det paa ny tiltraadte Reisen til Dampskibet. Lidt fra Toldboden stødte det paa Grund, og da Besætningen kun bestod af 2 Mand, og Fartøiet var en temmelig stor Sejljolle, varede det længe inden det igjen kunde gjøres flot. Da imidlertid de paa Dampskibet tilbageblevne Passagerer med Utaalmodighed saae deres Forløsning imøde, og Dampskibets Capitain indsaae, at det kunde vare længe, dersom han ikke kom dem til Hjelp, havde han den Opmærksomhed, at lade dem sætte i Land ved sin Baad, som imidlertid heller ikke kunde rumme Bagagen, og saaledes befandt endelig Kl. 12 alle Passagererne sig i Land. Omtrent Kl. 1 ½ ankom Færgefartøiet med Tøiet, og Kl. 2, 4 Timer efter Dampskibets Ankomst, hvoraf 2 ½ vare tilbragte paa Toldboden, kom Referenten ud af Fangenskab. Det Uforsvarlige i en saadan Medfart behøver intet Bevis. Dampskibet var længe i Forveien anmeldt; der kunde altsaa have været sørget tilstrækkeligt for Baade, men i det Sted er en eneste Baad med 2 Mand tilstede, som løber paa Grund. Veiret kan ikke anføres som Modgrund, thi hvor een Baad kan seile, kunne naturligvis ogsaa flere, og Skibene udenfor gik for fulde Seil."

(Fædrelandet skrev den 7. oktober 1841)

Dragerne ved Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 30te September 1836. - Endeligen er det blevet de Reisende, som ankomme til Kjøbenhavns Toldbod, tilladt at lade deres medbragte Gods hjembæres af hvem de ville og for den Betaling, hvorom de med Vedkommende kunne forenes. Som bekjendt var der i sin Tid forundt Havnecapitain og Transportforvalter Eskildsen saavel udelukkende Ret til at besørge Godstransporten ved Kjøbenhavns Toldbod og paa Rheden, som eneret til med Dragere at besørge de Reisendes Gods henbragt til deres Boliger. Allerede under 7de Novbr. 1834 bestemte Hs. Majestæt, at Godstransporten fra 1ste Marts 1836 skulde være aldeles fri for Alle og Enhver, og om Drageriet fastsattes, at det samme skulde være Tilfældet til den Tid, som af Generalpostdirectionen nærmere blev bekjendtgjort. Af denne Bemyndigelse har Postdirectionen dog ikke gjort Brug førend nu, da den ved Bekjendtgjørelse af 26de d. M. har kundgjort, at Drageriet fra 1ste Novbr. d. A. frigives for Alle og Enhver.

(Kjøbenhavnsposten den 30. september 1836)

Ønske om Bortryddelse af en Hindring for de Dampskib, der anløbe Kjøbenhavn.

Erfaring har nok så meget vist a hvor lette og hurtige befordringsmidler gives, der forøges år for år de rejsendes antal såvel til lands som til vands. Det er også bekendt for enhver at efter at vores landbefordring er blevet forøget med personposterne og dagvognene og søbefordringen med dampskibe, er de rejsendes antal tiltaget i et overmåde betydeligt forhold imod for nogle år siden. At den lettere samfærdsel såvel imellem vore øer som med udlandet må have en vigtig indflydelse på vores handel, er vel ingen tvivl underkastet, hvorfor det er at ønske at enhver foranstaltning eller forbedring som kan bidrage til at forøge denne samfærdsel måtte træffes, ligesom at enhver hindring for samme måtte bortryddes.

En sådan hindring eller ulempe for dampskibene som anløber København, er den at de ikke må løbe ind til toldbodbroen. Herved generes de meget når de skal indtage deres kulforråd idet kullene må fra toldboden i både føres ud til dem, hvilket medfører tidsspilde og ulejlighed og koster rederne penge som de kunne spare såfremt kullne fra broen af kunne nedkastes i skibene, ligesom dette sker på andre steder, fx i Nyborg og Korsør. Også er det en ubekvemmelighed for passagererne især det kvindelige personale at de sammenstuvede i en lille jolle skal sættes til og fra borde hvorved de ikke sjældent må tiltræde rejsen halvvåde.

Forbuddet at dampskibe ikke må løbe ind til broen hidrører formentlig fra en gammel anordning som byder at der ikke må tændes lys eller færdes med ild ombord på skibe som ligger indenfor Røde Pæl. Men det synes dog som heri kunne ske en undtagelse med dampskibene. For kunne an endog nære frygt for at der på de mindre sejlskibe hvorpå der kun er få folk og de fleste af disse undertiden i land, kunne ved en tilbageblevens uagtsomhed eller søvnagtighed opstå ild, så er dog vist nok denne frygt mindre begrundet i henseende til dampskibe hvorpå der vel er en mængde ild, men lokalet deromkring er forsynet med jernplader og derved gjort uantændeligt, ligesom der for øvrigt er truffet sådanne foranstaltninger at flere tusinde mennesker uden frygt endog foretrækker denne befordringsmåde. På fremmede steder hvor dampskibene kan løbe ind til en bro, finder intet forbud sted som forhindrer det, og i England løber dampskibene ind mellem flere hundrede skibe uden nogen forhindring. Man har vel hørt om at dampskibe er forulykkede ved kedlens sprængning efter en alt for stærk indfyring, hvilket dog allerede mere sjældent er indtruffet i den senere tid på grund af de nyere opfindelser og kedlens bedre indretning. Sådanne tilfælde har også altid fundet sted under sejladsen på det åbne hav. Men man har aldrig hørt at et dampskib er gerådet i brand i nogen havn. Skulle imidlertid et sådant højst usandsynligt tilfælde indtræffe ved vores toldbod, da ville der altid være arbejdere og slukningsmidler nok for at afværge enhver fare for andre skibe

Det er ikke så usædvanligt at en gammel anordning ophæves eller forandres. Det er derfor også at håbe at berørte anordning måtte forandres derhen at dampskibene tillades at lægge til Københavns toldbodbro mens de indtager og landsætter deres passagerer og fragtgods, hvilket ville tjene til handelens fremme og passagernes bekvemmelighed. Men gik dette måtte ske snart, for at det vil ske med tiden, kan vel næppe være nogen tvivl om. At hr. kaptajn Eskildsens privilegium skulle være til hinder for den attråede forandring, kan ikke formodes. Såsom både det omhandlede forbud er emaneret uden hensyn til dette, og hans befordring ikke behøves når passagererne  lige fra broen kan træde over på skibene. Men skulle trods al sandsynlighed det modsatte være tilfældet, da ville sikkert dampskibenes ejere for at undgå ulejlighed, tids- og pengespilde forene sig om at yde ham en tilfredsstillende godtgørelse, ligesom enhver passager vist nok da hellere ville give sin mark for at blive fri for at benytte hans joller, end nu for at være nødsagede tilat bruge dem.

(Politivennen nr. 1322, Løverdagen, den 1ste Mai 1841. Side 279-282).