Slagtermester Kjærulff. (Efterskrift til Politivennen)

Slagtermester O. Kjærulff arresteret

Foreligger der omfattende Bedragerier ved Statsleverancer?

For nogen Tid siden omtalte vi, hvorledes en Lærling og en Slagtersvend hos en Mester i Frederiksborggade var bleven anholdt, sigtet for Bedragerier. Han havde solgt af Forretningens Beholdninger til egen Fordel.

Sagen har i Lørdags taget en uventet og meget opsigtvækkende Vending. Svenden har sigtet sin Mester, Slagter O. Kjærulff, Frederiksborggade 22, for i de sidste Aar systematisk at have bedraget ved en Række større Leverancer, han har haft til Staten.

Slagtermester Kjærulf blev kaldt op i Retten, hvor Sigtetsen blev foreholdt ham. Han nægtede til at begynde med paa det mest energiske, men da han ikke kunde gøre Rede for forskellige Regnskabsspørgsmaal, blev han tilbageholdt. En hurtig Revision af hans Regnskab viste nemlig, at der var udgaaet for væsentlig større Beløb 1ste Klasses Kød end der var indgaaet i Forretningen. Da Svendens Sigtelse gik ud paa, at Kjærulf havde solgt 2den Klasses - sortstemplet - Kød som 1ste Klasses, var dette jo et alvorligt Indicium.

I Søndagens Løb søgte Retspersonalet yderligere Oplysninger og indvandt paa denne Maade et saa fyldigt Materiale, at Assessor Simonsen efter et kort Forhør over den Anholdte i Formiddags afsagde Arrestdekret over ham.

Der foreligger endnu ikke nogen formel Tilstaaelse fra Kjærulff. Men efter alt at dømme har han i en hel Række Tilfælde systematisk bortskaaret de sorte Stempler fra Kødet, og paa denne Maade har han uden at blive opdaget formaaet at iblande ringere Varer i det første Klasses Kød, han solgte.

Sigtelsen lyder paa, at han ved denne forbryderiske Fremgangsmaade har skaffet sig en ulovlig Fortjeneste paa ikke mindre end ca. 20,000 Kr. Men selv om dette Beløb bliver væsentlig reduceret, er Forholdet alvorligt nok. Det er jo selve Besvigelsernes uhyggelige og samfundsfarlige Art og ikke Udstrækningen, der gør Sagen saa opsigtvækkende.

Kødforgiftningerne paa Rigshospitalet

Selv om Kjærulff ikke selv har skabt sin Forretning - han har overtaget den etter sin Fader, har han dog i væsentlig Grad oparbejdet den.

Foruden Hovedforretningen i Frederiksborggade har han et Udsalg i Jægersborg Allé og et ret stort Eksportslagteri, der ligger paa Roskilde Landevej.

Med megen Dygtighed har han forstaaet at skaffe sig forskellige større Leverancer, bl. a. til Staten. I Perioder har han saaledes haft Leverancen til Rigshospitalet og til Gardehusar-Regimentet, ligesom han har været Leverandør til "Forbrugsforeningen for Embeds- og Bestillingsmænd."

Som Offentligheden vil erindre, fandt der ifjor et Par alvorlige Tilfælde af Kødforgiftning Sted paa Rigshospitalet. Den Tanke opstaar meget let, at disse Forgiftninger er opstaaede i leveret ringere Kød. Naturligvis har Retten ogsaa dette Spørgsmaal til Undersøgelse. Foreløbig hævder Arrestanten, at han ikke har leveret 2den Klasses Kød til Hospitalet.

Assessor Simonsen fortsætter i Eftermiddag med Forhørene. Sagen, der i høj Grad er egnet til at vække Eftertanke, vil forhaabentlig snart blive fuldt opklaret. I Fagkredse har Kjærulffs Arrestation vakt megen Røre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. januar 1915, 2. udgave)

Tegning af Kjærulff fra Nordjyllands Social-Demokrat 11. januar 1917.

Slagtermester O. Kjærulff arresteret.

Stempelsvig ved Kødleverancer til Rigshospitalet og Militæretaten.

Sortstemplet Kød i Stedet for blaastemplet.

Forklaringen paa Masseforgiftningerne paa Rigshospitalet?

Han meldte sine Folk, og disse angav bagefter ham.

For ganske faa Dage siden bragte "Aftenbladet", som vore Læsere vil huske, Meddelelse om en Hække omfattende Tyverier hos det kendte Slagterfirma Kjærulff i Frederiksborggade Nr. 22.

En Lærling, Aage Johansen, blev grebet paa fersk Gerning af en Mester, denne overgav ham straks til Politiet, der anholdt ham og sendte ham videre til Kriminalretten, hvor han straks i det førte Forhør fortalte, at han kun havde været en underordnet Arbejder i Tyverierne, og at det var selve Forretningens Mestersvend, Hans Jacobsen, der var Sjælen i Tyverierne, og som havde lært Drengen at stjæle.

Mestervenden blev øjeblikkelig afhentet af to Opdagere og taget med til Domhuset, netop som han stod og ekspederede i Butikken. Efter et kort Forhør i tredie Kriminalkammer, hvortil Sagen var henvist, afsagde Assessor Simonsen ogsaa Arrestdekret over ham, og Retten lavede sig til gennem et større Undersøgelsearbejde at faa konstateret, hvor langt tilbage i Tiden Tyverierne strakte sig, og hvilken Værdi i Penge disse løb op til.

Inden man ret havde faaet begyndt paa disse Undersøgelse, fik Assessoren imidlertid en Overraskelse, han aabenbart næppe havde været forberedt paa

Den arresterede Svend angiver sin Mester.

Efter at det næste Forhør var sluttet i Lørdags, anmodede Svenden om en Samtale med Assessoren, inden han skulde føres over i Arresten igen.

Han fik denne Samtale, - der naturligvis dog stadig havde Forhørs Karakter - og han betroede da Assessoren, at hans Mester gennem lange Tider havde gjort sig skyldig i Bedrageri og Besvigelser ved de Leverancer, han havde haft til forskellige offentlige Institutioner.

Efter at Svendens Forklaring var uddybet i Enkeltheder og ført til Protokols, gav Dommeren Ordre til at anholde Slagtermesteren. Og i Dag til Morgen er han blevet afhentet i sit Hjem og indsat i Arresten paa Nytorv.

Bedrageriernes Form.

Osvald Richard Kjærulff eller "Unge Kjærulff", som han altid kaldtes paa Kvægtorvet efter at han for 7-8 Aar siden overtog den gamle Forretning i Frederiksborggade efter sin Fader, der i Forvejen er prøvet saa haardt gennem Sygdom og anden Modgang, er kun 35 Aar gammel.

Tiltrods for sit lidet slagtermæssige Ydre, sin elegante og næsten lapsede Optræden har Unge Kjærulff altid været anset for en meget dygtig Fagmand. Han har foruden Butikken i Frederiksborggade et Udsalg ude i Jægersborg Alle og har endvidere et betydeligt Eksportslagteri ude paa Roskilde Landevej.

Men han har altsaa været for dygtig - for smart. Han har ikke kunnet nøjes med de Indtægter, den jævne, hæderlige Forretning gav ham. Og han har da Vovet sig ud paa de Afveje, der nu har ført ham i Rettens Hænder

En frygtelig Anklage.

Det Kjærulff sigtes for, og som han altsaa i hvert Fald foreløbig ikke har kunnet fri sig for, er dette, at han ved Leverancerne bl. a. til Rigshospitalet - hvor han var Leverandør indtil sidste Efteraar og til forskjellige militære Institutioner, saaledes Gardehusarregimentet samt til "Brugsforeninger for Embeds og Bestillingsmænd" har stukket store Mængder af anden Klasses, sortstemplet Kød ind imellem første Klasses blaastemplet Kød, idet han har bortskaaret alle de sorte Stempelmærker!

Inden Assessor Simonsen lod Kjærulff anholde, har han afhørt forskellige af de Svende der tidligere har haft Ansættelse i Forretningen i Frederiksborggade. Overfor en Del af disse har Kjærulff ganske vist kunnet hævde, at de var bortjaget af deres Pladser hos ham paa Grund af Tyveri, og at deres Vidnesbyrd imod ham saaledes var lige saa lidet værd som den nu arresterede Svends. Men samtlige Vidnesforklaringer er gaaet ham imod. Og i Formiddag har Dommeren trods hans Benægtelse afsagt Arrestdekret over ham.

Bærer Kjærulff Skylden for Masseforgiftningerne paa Rigshospitalet?

I de første Dage, tør det vel antages, vil Rettens Undersøgeler samle sig om at faa konstateret det, der for den store Offentliglied vil være det central i hele den opsigtvækkende Affære:

Har det sortstemplede Kød, som Kjærulff har leveret til Rigshospitalet, været saa fordærvet eller sygt, at det har været Aarsagen til de Masseforgiftninger, der i Fjor og i Forfjor fandt Sted mellem baade Patienter og Sygeplejersker ude paa Rigshospitalet?

Undersøgelsen heraf vil næppe være saa særlig vanskelig, idet Hospitalets Bøger Uge for Uge maa udvise Størrelsen af den modtagne Leverance, og Kjærulffs Bøger jo samtidig maa vise hans tilsvarende Indkøb af blaat- og sortstemplet Kød.

Konstateres der blot en Sandsynlighed for, at den arresterede Slagtermester her kan have nogen Skyld, vil han have forskertset den sidste Smule Medfølelse, selv hans nærmeste og bedste Venner mulig kunde nære for ham, samtidig med, at Offentligheden med Undren og Forbavselse vil se Afsløringen af den Kontrol, Myndighederne paa Staten store nye Hospital har vist ved Modtagelsen og Tilberedningen af de Fødevarer, der skulde serveres for Hospitalets Syge og deres Plejersker.

Forhørene ved tredje Kriminalkammer vil i de kommende Dage blive fulgt med den største Spænding. 

(Aftenbladet (København) 18. januar 1915.)

Forgiftningerne paa Rigshspitalet,

Skyldes de Bedragerier ved Kjødleverancen?

"Social-Demokraten" advarer forgæves Hospitalsdirektøren.

En omfattende Skandale.

I Gaar er den kendte Slagtermester O. Kiærulff, der har Forretning i Frederiksborggade 22, bleven arresteret, sigtet for bedrageri ved Leverancen af Kød til Hospitalerne og militære Institutioner.

Slagtermester Kiærulff, der har en meget stor Forretning, skal have sendt Hospitalerne 2. Klasses Kød som 1. Klasses efter at have fjærnet det sorte StempeL

Kiærulff anmeldes af sit Personale.

Kiærulffs Arrestation har fundet Sted efter Angivelse af Mestersvenden og Lærlingen i hans Forretning. For et Par Dage siden anmeldte Kiærulff til Politiet, at de to igennem længere Tid havde bestjaalet ham for store beløb, op imod et Par Tusind Kroner.

Mestersvenden og Lærlingen arresteredes, og det viste sig rigtigt nok med Tyverierne. Men da de havde lettet deres egen Samvittighed, meddelte de Assessor Simonsen ved 3. Kriminalkammer, hvor de sad arresteret, at deres Principal i sin Tid, da han havde Leverancen til Hospitalerne og flere militære Etablissementer, havde bedraget disse ved at levere dem Sortstemplet Kød som 1. Klasses efter at have skaaret Stemplet væk.

Slagtermester Kiærulff, der hidtil havde mødt i Retten som Anklager, maatte nu selv møde som Sigtet. Og Sagen tog straks en for ham meget ugunstig Vending.

Mistanken bekræftes.

Ikke alene bekræftedes Sigtelsen ved Vidnesbyrd fra anden Side, men det viste sig ved Gennemgang af Kiærulffs bøger, at han havde solgt meget betydeligere Kvanta 1. Klasses Kød, end der var indgaaet i hans Forretning. Kjærulf nægtede stadig, men da Assessoren i Gaar var kommen i besiddelse af et meget vægtigt Materiale, afsagde han Arrestdekret over Kiærullf og lod straks denne føre over i Arresten.

Forgiftningerne paa Rigshospitalet.

Kiærulffs Arrestation er meget sensationel i Forbindelse med den Omstændighed, at han var Leverandør til Rigshospitalet netop paa det Tidspunkt, da de i sin Tid meget omtalte Forgiftninger paa Rigshospitalet fandt Stod.

Det var, som man maaske erindrer, "Social-Demokraten", der bragte denne Aflære frem. Vi oplyste, at der var forefaldet meget alvorlige Tilfælde af Forgiftning paa flere Afdelinger paa Rigshospitalet efter Nydelsen af Kalvefrikasé. En af Patienterne var endog saa stærkt angrebet, at han flk et alvorligt Tilbagefald og flere Dage svævede imellem Liv og Død.

Da vi bragte Sagen frem, omgaves den fra Hospitalets Side med megen Hemmelighedsfuldhed. Hospitalsdirektør Seidelin mente ikke, at der var Grund til Ængstelse. Den Slags Forgiftninger var noget uafvendeligt - noget, der passerede en Gang imellem paa alle Hospitaler.

Offenlighoden kunde naturligvis ikke slaa sig til Taals med saadanne Udtalelser, og Direktør Seidelin lovede en Undersøgelse. 

"Social-Demokraten" henledte Opmærksomheden paa Slagter Kjærulff.

Nogle Dage efter oplyste vi, at det var Slagter Kiærulff, der havde Leverancen af Kød til Rigshospitalet. Og samtidig meddelte vi, at man fra en vis Side havde ladet os tilflyde den graverende Oplysning, at der leveredes Hospitalet 2. Klasses Kød som blaatstemplet. Vi havde en Samtale med Hr. Kiærulff, der selvfølgelig nægtede alt.

Og Hr. Hospitalsdirektør Seidelin kom Hr. Kjærulff til Hjælp. Overfor "Social-Demokraten"s Oplysninger udtalte Hr. Seidelin til "Nationaltidende":

Vi faar nuturligvis hver Dag frisk Kødforsyning, som specielt undersøges af Kvægtorvets Overdyrlæge, der er vor Tillidsmand. Om Kødets Kvalitet kan der saaledes ikke herske Tvivl.

Desværre for Hr. Seidelin - og ogsaa for de ham undergivne Patienter - viser det sig nu, at Hr. Seidelin var lidt for hurtig i Paadømmelsen af vore Oplysninger.

Den af Hr. Seidelin bebudede Undersøgelse hørte man senere intet mere til.

Samtale med Hospitalsdirektør Seidelin. - Har der været brugt falske Stempler?

Det var os heller ikke muligt under en Samtale, vi i Gaar havde med Hr. Hospitalsdirektør Seidelin, at erfare, hvad der var kommet ud af denne Undersøgelse.

Hospitalsdirektøren erklærede, at han slet ikke kunde tænke sig, at der var foretaget bedragerier med Kødet til Rigshospitalet.

"Hvorledes skulde det være gaaet til", siger Hr. Seidelin. "Kødet stemples to Gange. Første Gang af Overdyrlæge Rasmussen og derpaa atter specielt for Rigshospitalet -

"Af hvem?"

"Ja - ogsaa af Hr. Rasmussen. Men man maa dog gaa ud fra, at der derved er skabt al den Sikkerhed, man kan forlange for, at Kødet, vi faar, er absolut 1. Klasses. Hvis vi ikke kan stole paa det, naar der foreligger en saadan Dobbeltstempling, saa holder jo alting op. Man maa dog kunne stole paa de Mænd, der har denne Kontrol under sig. Men hvis der er foretaget bedragerier, saa kan det kun være sket ved - ikke alene at det sorte Stempel er skaaret væk, men der maa ogsaa ligefrem være blevet brugt falske første Klasses Stempler.

Vi faar nu se, hvad Undersøgelsen bringer frem. Foreløbig kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig nærmere om Sagen, da jeg jo intet kender til den - - .

"Men blev der i sin Tid foretaget Undersøgelser paa Grundlag af vore Meddelelser, specielt om Slagtermester Kjærulff?"

"Nej - det blev der ikke. Vi forhørte hos Køkkenpersonalet, om det Kød, man der modtog, havde 1. Klasses Stempel - og andet syntes jeg ikke, at vi havde at gøre - ".

Man er sikkert ikke tilbøjelig nu til at give Hospitalsdirektøren Ret i, at der ikke kunde foretages andet. Der var al mulig Grund til at foretage nærmere Undersøgelse af Slagtermester Kjærulffs Leverancer - og naar man har undladt det, forekommer det os, at Hospitalsdirektøren har paataget sig et meget stor Ansvar.

Ganske vist toges Leverancen nogen Tid efter fra Hr. KjæruIff, men efter Hospitalsdirektørens eget Udsagn var det af Grunde, der slet ikke vedrører Forgiftningerne.

Man maa med Interesse afvente, hvad der yderligere kommer frem i denne betydningsfulde Sag.

M-f.

Løslades Kiærulff? 

Fremdragelsen af Slagtermester Kiærulffs bedragerier vakte en saadan Opmærksomhed, at der i Løbet af Eftermiddagen i Gaar samlede sig en Del Mennesker udenfor Forretningen i Frederiksborggade. Det kom endogsaa til Optøjer, og Politiet maatte skride ind og lukke Forretningen.

Efter hvad vi erfarer, er der til Assessor Simonsen sket Henvendelse om at faa Slagtermesteren løsladt mod Kavtion, og det skal ikke være udelukket, at en saadan Løsladelse vi finde Sted efter Forhøret i Dag.

(Social-Demokraten 19. januar 1915.)

Kødskandalen. Den største skandale indenfor vort sundhedsvæsen igennem mange år.

Forgiftningstilfældene på Rigshospitalet skal undersøges meget nøje

Folk stimlede i Aftes sammen udenfor Kjærulffs Forretning i Frederiksborggade og indtog en truende Holdning. Personalet i Forretningen maatte tilsidst slukke og lukke, og Politivagt blev tilkaldt.

Afsløringen af de uhyggelige Kødbedragerier, som den 35. aarige Slagtermester Osvald Kjærulff, Frederiksborggade 22, har gjort sig skyldig i, vakte selvfølgelig den allerstørste Opsigt hele Byen over, ikke mindst fordi det netop skulde være ham, der havde gjort sig skyldig i noget saa gement.

Kjærulff eller "Lille Osvald" , som han jo kaldtes blandt Kolleger, var en af de mest kendte blandt Laugets yngste Mestre.

Han var tillige anset som en meget dygtig Forretningsmand, rask i Vendingen og altid paa Færde, hvor der var noget at tjene. En lystig Svend var han tillige, saa der var altid Liv og glade Dage, hvor "Lille Osvald" sad bænket.

For en 5-7 Aar siden overtog han Slagterforretningen i Frederiksborggade 22 efter sin Fader, som havde drevet den igennem mange Aar.

Da Sønnen kom til Styret, var der meget trange Kaar i Forretningen; siden da har han faaet den oparbejdet, saa den nu anses for at være en af yens bedste Slagterbutikker.

Ja, "Lille Osvald" satte ikke alene Fart i den gamle Forretning, han udvidede endog, stiftede Filialen i Jægersborg Allé og startede Eksport-Konservesfabrik, der fik Lokaler i Valby Svineslagteri, som han lejede, da det selv indstillede Bedriften.

Samtidig med dette betalte han endog en ret betydelig Gæld, der hvilede paa Forretningen, da han overtog den.

Overbetjent Schwenger ved 3. Kriminalkammer, der behandler Kødskandalen.

Som man heraf vil se, var den unge Kjærulff en dygtig Mand i sit Fag, og Grunden til hans Bedragerier er altsaa ikke at søge i Næringssorg eller Forretningstilbagegang; men ene og alene i en noget forvidt dreven Smartness som gør Affæren endnu mere graverende og uhyggelig. 

Affæren vækker den største Opsigt indenfor Sundhedspolitiet.

Det er ret ufatteligt, at Kjærulff troede, hans Falsknerier kunde spænde af, uden at blive opdagede en skønne Dag.

Man forstaar ikke rigtig, at en Mand, der har saa uhyggelige Ting paa sin Samvittighed, kan være saa naiv at anmelde to Mennesker for Tyveri, naar han var klar over, at de vidste Besked med hans Bedragerier. Han maatte jo nemlig vide, at det var ensbetydende med, at han selv kom i Fedtefadet.

Inden for vort Sundhedspoliti vakte Sagen straks den allerstørste Opsigt.

Det var allerede i Torsdags Kjærulff maatte give Møde i 3. Kammer hos Assessor Simonsen, og aldrig saa snart havde Assessoren fattet Mistanke, før Sundhedspolitiet fik Affæren overdraget til Undersøgelse.

- Det er den største Kødskandale, vi har haft gennem mange AarI sagde en Politimand til os, da vi forleden talte med ham om Affæren. - Og den Maade, hvorpaa Falsknerierne skal være lavede, gør det saa vanskeligt at komme til Bunds i det hele, sluttede Politimanden, der tilligemed sine Kolleger har arbejdet uafbrudt med Undersøgelserne siden i Torsdags.

Naar Politiet anser denne Kødskandale for saa slem, saa er det selvfølgelig ikke mindst, fordi Bedragerierne er udført mod en Institution som Rigshospitalet, hvortil Kjærulff jo havde Leveret Kød indtil i Efteraaret, da Slagtermester Arildsen, St. Kongensgade, fik den ved Licitationen.

Direktør Seidelin, Rigshospitalet.

Ved Siden af Sundhedspolitiets Undersøgelser, vil der finde en meget stor Vidneafhøring Sted af de Mennesker, som har været i Berøring med Kjærulff og hans Forretning, medens Bedragerierne har fundet Sted, og efter hvad vi fra sikker Kilde har erfaret, venter man endnu et Par Anholdelser i Affæren.

De skimlede Svinekroppe i Slagterkælderen.

Det ligger nu ca. 1½ Maaned tilbage i Tiden.

Da kom der en Aften en Slagteriarbejder op til os paa "Folkets Avis"s Redaktion. Han ville gerne fremsætte en Klage i Bladet, sagde han, over Slagtermester Kjærulff og om det Svineri, der fandt Sted ude i hans Lager i Valby.

Denne Mand havde været ansat en kortere Tid som Arbejder hos Kjærulff ved den Eksportfabrik, som han, da Krigen udbrød, havde indrettet i Valby Svineslagteri.

Imidlertid var han bleven afskediget, og nu vilde Manden altsaa hævne sig, og saa fortalte han, at Kjærulff havde liggende ca. 200 Svinekroppe derude i Slagteriets Kælder, og ikke en af disse var tjenlig til Menneskeføde.

De lugtede som Pesten, og flere Steder var Kroppene bedækket med Skimmel, saa man kunde kaste op, blot ved Synet af dem.

Kjærulff havde forsøgt at skille sig af med dem herhjemme; men det var selvfølgelig umuligt, og da en Agent for et tysk Flæskefirma havde set paa dem, betakkede ogsaa han sig.

Det turde han dog ikke byde sit Firma, og Kjærulff "brændte" da inde med hele Partiet, saafrernt det da ikke er bleven brugt til Pølsefabrikation, hvad Manden ikke kunde sige, da han blev afskediget forinden.

Foruden dette gav han os flere andre Beskrivelser af Forholdene derude, og de var sandelig ikke appetitlige.

Filialen i Charlottenlund.

Slagtermester Kjærulff ejer den store Ejendom "Jægersborghus", Jægersborg Allé 25 i Charlottenlund, hvor han har boet i mange Aar indtil for nogen Tid siden. Her har han endnu et Kødudsalg, der bestyres af Slagtersvend Petersen; men tiltrods for Mesterens Anholdelse er Forretningen stadig aaben, lige som Ordrup Politi endnu i Gaar ingen Underretning havde faaet af dets Kolleger i Kobenhavn eller af Kriminalretten; og man solgte lystigt, væk af det tilsyneladende lækre Kød.

- Denne Forretning er noget helt for sig selv, sagde dens Bestyrer i Gaar til os. Ganske vist bærer den Husets Ejers Navn, og den er ogsaa i økonomisk afhængig af Hr. Kjærulff ; men Kødet er godt

- Ja - men faar De da ikke noget Kød fra Hr. Kjærulff? 

- Joh - men det har altid været godt vort Kød - altid.

Samtale med Rigshospitalets Direktør Hr. Seidelin.

Foruden til Rigshospitalet havde Kjærulff ogsaa i de sidste Par Aar Leverancen til forskellige andre Statsinstitutioner, og Priserne paa Kødet var her den samme overalt, fastsat paa de forskellige Licitationer.

At nu Rigshospitalet i den Tid, Kjærulff har leveret det Kød, har haft et Par uhyggelige Forgiftningstilfælde, gør selvfølgelig, som tidligere omtalt, Affæren endnu mere uhyggelig.

Hvor Gang har Hospitalet iværksat en Undersøgelse; men det lykkedes aldrig at komme til Bunds i Begivenhederne, som saa eflerhnanden døde bort; ingen anede jo, at Hospitalet havde em samvittighedsløs Leverandør, der gav dem andre og daarligere Varer, end han maatte.

Hvor megen eller hvor lidt Skyld, der kan paalægges Kjærulff, vil nu ved en ny og grundig Undersøgelse sikkert komme for Dagens Lys.

Vi havde i Gaar en Samtale med Direktør Seidelin fra Rigshospitalet, og denne udtalte da følgende:

- Paa Forhaand maa jeg lige Dem, at jeg først i Dag gennem "Folkets Avis" er bleven bekendt med Affæren. De Forgiftningstilfælde, vi har haft, vil selvfølgelig nu blive meget grundigt undersøgte; men da vi her skal afhøre en 20-30 Vidner, kan det godt trække i Langdrag

Den Tanke har aldrig kunnet falde mig ind, at Slagtermester Kjærulff vilde indlade sig paa den Slags Ting. Han gjorde et udmærket Indtryk, og vi havde Tillid til ham, hvad jeg finder er en Nødvendighed i saadanne Forretningsforbindelser.

Han fik Leverancen paa den aarlige Licitation, og da det er faste Priser, han skal levere Kødet til, kan der altsa ikke være Tale om Bedrageri her paa dette Omrnade.

At han, saa har været saa samvittighedsløs at ville "tage" paa Varernes Kvalitet, ja det synes jeg er mere end forkasteligt.

Der findes ingen særlig Kontrol ved Afleveringen af Kødet.

Alt Kød, fortsætter Direktør Seidelin, som Hospitalet har Brug for, stemples ekstra af Overdyrlæge Rasmussen paa Kvægtorvet, og han afgør ogsaa, hvilket Kød der egner sig for os.

- Findes der ellers nogen særlig Kontrol ved Modtagelsen af Kødet herude paa Hospitalet? spørger vi.

- Nej, svarer Direktøren, det gør der i Grunden ikke. Det er Køkkenpersonalet, som tager imod Varerne, og udover det har vi ingen Kontrol!

- Mener Direktøren da, det kunde tænkes, at Køkkenpersonalet kunde tage fejl af Stemplerne eller muligvis slet ikke lægge Mærke til dem?

- Tja, - det ved jeg saamænd ikke; men det kunde vel nok tænkes, sluttede Hr. Seidelin, der nu i dem kommende Tid vil faa travlt med Undersøgelserne.

Hans Udtalelser synes imidlertid at være noget foruroligende; thi i Følge dem er der jo i Virkeligheden ingen som helst Kontrol ved Hospitalet, naar Kødet afleveres.

Vejen staar fuldstændig aaben for enhver Svindel, og det viser sig da ogsaa nu, at Vejen er bleven rigelig benyttet, trods Køkkenpersonalets Kontrol, der nærmest falder ind under det komiske.

Man maa efter dette kunne forlange af Hospitalet, at der indføres en effektiv Kontrol; thi Publikum kan ellers ike føle sig trygge over for Institutionen.

Slagterlaugets Oldermand, Slagtermester og Hotelejer Anders Jensen.

Naar Hospitalskedet udsøges paa Kvægtorvet.

Vi har endvidere haft en Samtale med Overdyrlæge Rasmussen, som har med Kødkontrollen at gøre paa selve Kvægtorvet.

Bedragerierne med Kodstemplerne maa være udførte efter, at Kroppene har forladt os, siger Hr. Rasmussen; thi herude er al Snyderi i saa Henseende udelukket.

Udtagelsen af Hospitalskødet finder Sted for at sikre de syge Mennesker det bedste af det bedste, paa dette Omraade ligger vor Bestilling, og her kan ingen Slagter løbe om Hjørner med os.

De Kroppe, vi udtager er selvfølgelig alle stemplede med 1. Klasses Stempel; men da det jo ikke er alt 1. Klasses Kød, som egner sig til syge Mennesker, saa udtager vi det, vi finder passende.

Kødkontrollens Stempel er jo nemlig kun et Sundhedsstempel; men det ekstra Stempel - i dette Tilfælde Rigshospitalets R. H. - som derefter bliver paastemplet Kødet, det er en Garanti for, at Kødet har den Alder og Størrelse som Hospitalet skal bruge.

Dette er i korte Træk den daglige Kontrol her paa Torvet og jeg kan i et og alt garantere for, at her har Kjærulff ingen Fiduser kunnet lave.

En Publikums-Demonstration i Frederiksborggade i Aftes.

Da Afsløringen af Falsknerierne naaede ud omkring i Byen, voksede der en Harme, der er let forstaaelig.

Intet er jo nemlig saa gement som at snyde paa Levnedsmidlernes Kvalitet, især hvor det gælder Mad til syge Mennesker.

Ved 5-Tiden havde der samlet sig flere Hundrede Mennesker udenfor Kjærulffs Forretning i Frederiksborggode, og de indtog efterhaanden en saa truende Holdning, at Politiet bød Forretningspersonalet lukke Forretningen.

Hvad Kjærulffs Koleger mener om Sagen

Kjærulff var som nævnt en af de yngre Slagtermestre, og det har derfor ikke vakt mindst Opsigt mellem hans Kollegers Kreds, at han nu er falden paa den Slags Ting.

Straks, da Affæren dukkede op, blev der da ogsaa fra flere Sider gjort alt for at dysse Sagen ned; men det siger sig selv, at et saadant Arbejde var haabløst.

Katastrofen var inde, og den kunde ikke forhindres.

Direktør Anders Jensen, som jo er Slagterlaugets Oldermand, udtaler sig om Affæren saaledes:

- Er denne Sag ikke pustet for stærkt op? Jeg tror det, og min Tro bestyrkes, naar jeg tænker paa, hvem der er Anmelder.

At Kjærulff var nødt til at levere daarligere Kød til Rigshospitalet for at faa Regnskabet til at balancere, tror jeg ikke: thi det er jo Mestrene selv, som bestemmer Priserne.

løvrigt tror jeg ogsaa, at Publikum nogen Grad overvurderer Forskellen mellem blaat og sort Stempel. Den er nu slet ikke saa stor; thi ofte kan man være uheldig med et godt Kreatur, saa det faar sort Stempel, hvorimod et virkeligt 2. Klasses Dyr udmærket godt kan faa blaat Stempel. Dette er noget, som enhver Slagter kan konstatere Rigtigheden af, og det synes jeg har sin Betydning for at skønne rigtigt i en Sag som denne.

Bliver Kjærulff løsladt i Dag mod Kavtion?

I Gaar var der intet Forhør i Sagen, udover at Rigshospitalets Økonom, Frk. Westergaard, var til Afhøring. Og hun udtalte da, at Kjærulff netop havde haft Kødleverancen paa det Tidspunkt, da Forgiftningstilfældes indtraf. Frk. Westergaard hævdede endvidere, at der altid havde været 2 Stempler paa det Kød, Hospitalet havde modtaget.

Havde Kjærulff nu leveret 2 Klasses Kød, maatte Stemplerne altsaa være falske.

I Dag vil der blive afholdt stort Forhør i Sagen, og Assessor Simonsen haaber da at naa til Bunds i den uappetitlige Affære.

Samtidigt vil det blive afgjort om Kjærulff kan blive løsladt mod en større Kavtion (10,000 Kr.), indtil der falder Dom; men der kan endnu ikke siges noget om Udsigterne her for.

Det er en Række kendte Slagtermestre, som har stillet Kavtionen.

Kjærulff selv tager sig Begivenheden meget nær. Han er dybt nedbøjet og sønderknust.

Black.

(Folkets Avis - København) 19. januar 1915

Kød-Skandalen.

Kjærulff blev ikke løsladt i Gaar, men Løsladelsen ventes igen i Dag.

Man havde som nævnt ventet, at Asscsaor Simonsen havde løsladt Slagtermester Kjærulff i Gaar Eftermiddag, naar Dagens Forhør var til Ende.

Det skete ikkel

Og - før en Gang i Eftermiddag vil Sagen næppe sære saa vidt fremskreden, at Assessoren vil kunne ophæve Arrestdekretet over ham.

Til Gengæld vil Løsladelsen saa foregaa uden Kaution, idet Retten ræsonnerer som saa, at det i og for sig er ganske latterligt at fordre Kaution af en Mand som Slagtermester Kjærulff. Han løber sikkert ingen Steder, dertil har han for meget om Ørerne.

Forhøret i Gaar trak meget længe ud, og først ved 6-Tiden var man færdig.

Der blev afhørt en Bunke Vidner, ligesom nogle af Kjærulffs Familie havde givet Møde for at udvirke hans Frigivelse.

Til Slut var den arresterede Mestersvend og Lærlingen Aage i Forhør, hvor de blev stillet overfor Slagtermesterens Forklaring.

(Folkets Avis - København 21. januar 1915.)

Frederik Riise: Frederiksborggade. Linnésgade gør ind til højre cirka midt i fotoet. Det var på dette hjørne Kjærulffs slagterforretning lå, indtil i hvert fald 1944. Så ældre mennesker kan muligvis huske forretningen. Kbhbilleder. Public Domain.

Kjærulff blev ganske rigtigt løsladt dagen efter. Mellem den 5. februar 1915 og 15 februar 1915 bragte Social-Demokraten næsten daglig reportager og interviews om sagen. Den 27. marts var der edsaflæggelse i retten efter at alle vidner var blevet afhørt, endda op til flere gange. Vidneudsagnene var ret graverende, men hverken Rigshospitalet eller Gardehusarkasernen foretog anmeldelse for bedrageri, hvorfor han ikke kunne blive dømt for sine mulige bedragerier af dårligt kød. 

I begyndelsen af maj 1915 gik sagen til politidirektøren. Han satte Kjærulff under tiltale for overtrædelse af straffelovens paragraffer om falsk og bedrageri. Ved landsretten blev han i november 1915 idømt 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Dommen gik videre til Højesteret og blev afgjort i starten af 1917. Her blev straffen skærpet fra 80 dages fængsel til 4 måneders fængsel (i Vestre Fængsel), og i modsætning til landsretten blev han dømt for samtlige forhold.

Faderen H. O. Kjærulff havde startet slagterforretningen i 1872 i Korsgade. Den var blevet overtaget af Osvald Kjærulff i 1908. Han overlod den i 1944 til sin søn, Arne Kjærulff (Danmarks ældste forretninger, 1950). Slagtermester Osvald Kjærulff boede privat Skovvang nr. 5, Ordrup. Den 29. juli 1922 kørte han på motorcykel i stærk fart ind i et tospændigt køretøj fra mejeriet "Enigheden". Han blev kørt på Rigshospitalet og blev rask efter et længere sygeleje.

Forretningen lå på hjørnet af Frederiksborggade og Linnesgade. 

Slagterierne paa Enghaveveien. (Efterskrift til Politivennen)

Slagterierne paa Enghaveveien. I den for vort Klima overordentlig høie Varme, der har hersket i denne Sommer, og som sikkert ikke har havt noget Tilsvarende siden Kolerasommeren 1853, er det en Nødvendighed saavel for det Offenllige som for Private at iagttage alle mulige Sundhedsforsigtighedsregler og at have et Øie paa hver Finger med Hensyn til, hvor for Sundheden farlige Forhold muligt maatte finde Sted. Jeg tillader mig derfor ad denne Vei - da jeg ikke veed nogen anden - at gjøre Vedkommende, det være sig nu private Personer eller en offentlig Autoritet, opmærksom paa det særdeles mistankelige Væsen, som Kongens Enghavevei paa Vesterbro i denne Tid har frembudt. Jeg er i det Tilfælde daglig et Par Gange at maatte passere denne Vei; men næsten hver Dag i den sidste Tid er jeg bleven modlagen af en Lugt, der ikke alene var i høieste Grad ubehagelig, men saa raadden, at man maatte sige sig selv, at her alle Betingelser maatte være tilstede for en Kolera eller anden Epidemi, forsaavidt en saadan skulde udbryde. Der er neppe nogen anden Gade hele Kjøbenhavn. som i den Grad i Forhold til sin Størrelse er forsynet med Slagterier (disse Etablissementer, der i det Mindste kunne være overordentlig farlige for Sundheden i en hed Aarstid); Gaden indbefatter nemlig høist kun 6-8 Huse, og der findes 5-6 Slagterier. At hin forpestende fugt kommer fra bemeldte Slagterier, er naturligvis udenfor al Tvivl. Hvorvidt imidlertid nogen Ulovlighed vedrørende de sanitære Forhold maatte finde Sted , stal jeg lade være usagt. Men hvis en forøget Agtpaagivenhed og eventuel Undersøgelse fra de paagjaldende Privates og vedkommende Autoritets Side kunde blive Frugten af disse Linier, vilde Hensigten hermed være opnaaet.

(Dags-Telegraphen 19. august 1865).

Svinehold paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

For ikke at have efterkommet et dem af Politiet givet Tilhold, actioneredes Lysestøber Niels Stæhr og Slagtermester Johan Stæhr under en af Criminalretten den 1ste Octbr. paakjendt Sag, og paastodes de derhos tilpligtede at opfylde dette under Tvang af en daglig Mulkt. Det blev oplyst, at det - i Anledning af en Politi-Rapport af 9de Juli sidstl., betræffende en i Stedet Nr. 36 paa Vesterbro værende Svinesti - den 12te f. M. ved Politidirecteurens Protocol blev betydet de Tiltalte, af hvilke Lysestøber Stæhr er Eier af det nævnte Sted og Slagtermester Stæhr har leiet en Deel af samme og navnlig den ovenmeldte Svinesti - at de uopholdelig havde at ophøre med at holde Sviin i det omhandlede Sted, men at en den 14de Juli afgiven Rapport fremgik det imidlertid, at Svineholdet endnu ikke har ophørt i Stedet, i Henseende til hvis Localiteter det bemærkes, at den paagjældende Svinesti ligger i en Afstand af ikkun 2 Alen fra et af Familier beboet Baghuus, og at der paa den mellem dette og Forhuset værende Gaardsplads, der ogsaa paa de 2 andre Sider steder til Bygninger, og ikkun er c. 200 Kvadratalen stor, desuden findes et Slagterhuus, et Lokum og en Møgkasse, Alt i en Afstand af ikke over 4 Alen fra Baghuset. At de Tiltalte, der i Forhør af 19de Juli indrømmede, at der endnu fandtes Sviin i den omhandlede Sti, forklarede Lysestøber Stæhr, at han til Medtiltalte halvaarsviis har bortleiet en Deel af Stedet, og deriblandt Svinestien til Svinehold, og at han anseer sig som Eier uberettiget til at indblande sig i Leietagerens Ret til at benytte det Leiere eller at forbyde ham dens Udøvelse, og angav Slagtermester Stæhr, som Aarsag til at han ikke har holdt sig den ham givne Tilhold efterretteligt, at han anseer Svinehold som en nødvendig Deel af hans Næringsvei som Slagter, idet Svinene fortære Affaldet fra Slagteriet, og at han ikke vidste, hvor han skulde anbringe dem. Med Hensyn til Lysestøber Stæhr, da skjønnedes den Omstændigbed, at han ved det stiftede Lejeforhold har til Medtiltalte overdraget Brugen af den paagjældende Svinesti, over hvilken han altsaa ikke har en saadan Raadighed, som han maatte have for at kunne opfylde det givne Paalæg, at maatte medføre, at der ikke kunne paadrages ham Strafansvar. Derimod blev Slagtermester Stæhr, som naturligviis ikke kunde disculperes ved hvad han, som ovenmeldt, havde anbragt som Grund til at han ikke havde efterkom med det ham givne Tilhold - for det af dam i saa Henseende udviste Forhold anseet med en arbitrair Straf, der efter Omstændigbeverne fandtes at kunne bestemmes til en Mulkt af 50 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse. Betræffende den Deel af Sagen, der angik Fremtvingelsen at det oftnævnte Paalægs Efterlevelse ved Fastsættelse af en daglig Mulct, antog Retten sig ikke competent til at bringe en saadan til Anvendelse, for derved at bevirke Opfyldelsen af det paagjældende Øvrighedsdekret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1853. 2. udgave).

Gårdinteriør fra Vesterbro 36/Vesterbrogade 80, april 1899. Nedbrudt samme år. Der er 46 år mellem artiklen og fotoet, men fotoet giver måske et indtryk af hvordan der har set ud. Brolægningen er ret sikkert af nyere dato end 1853. Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder. 

Familien Stæhr havde ifølge kbhbilleder slagterboder på Nikolaj Plads.

Slagtermester Johan Jacob Severin (1801-) og Ane Marie Larsen (1797-) havde børnene Niels Jacob f. 1836, Johan Jacob f. 28.8.1837 samt hendes 2 sønner fra tidligere ægteskab Hansine og Jacob Magsen.

Niels Jacob Stæhr (1807-1889) var lysestøber og vognmand, husejer på Vesterbrogade 80. Gift med Anne Christine Larsen (-1849). I folketællingen 1845 boede de Udenbys, Vestre kvarter 36, Vesterbrogade 80, sammen med Georg Johannes Stæhr og Bolette Marie Stæhr, 75. Desuden børnene Niels Jacob Stæhr, 37. fra Frederiksberg, lysestøber gift med Ann Christine Larsen, 29, fra København, Niels Tønnes Johannes Stæhr, 1 fra København, deres barn, Maria Dorthea Stæhr, 38, ugift København. Maria Dorthea bestyrede gården for sin bror N. Stæhr i hans fravær og signerer Folketællingen. 

Ved folketællingen 1860 boede Stæhr-familien stadig på Vesterbrogade 80. 

Slagterboder på Nikolaj Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Slagterboderne paa Amagertorv ere i Onsdags blevne henflytteede til Nicolai Kirke, hvorved Torvet nu har faaet en fri Udsigt. Pladsen omkring Kirken har faaet et ganske forandret Udseende, og Veien igjennem Kirkegaarden fra Viingaardsstræde til Lille Kongensgade kan betragtes som en ny Gade. Man er nu i Færd med at nedrive Hovedindgangen ud til Vingaardsstræde, over hvilken Aarstallet 1624 findes,og som er prydet med mange Zirater og adskillige Steenbilleder.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 5. januar 1815

Om at bære paa Fortougene.

Ved politiplakat af 14. feb. 1810 bestemtes den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte indfaldende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lift forsvandt, og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget.

Slagtersvende og drenge bliver derimod ved med at bære på fortovene: kød og blodige huder, sælgerkonerne deres kurve, sjoverne deres flæskesider og håndværksdrengene deres byrder, og alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var dem imod. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk om at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt ud, leet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet som dog egentlig er bestemt for dem. Anm. heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene, vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne når han kun bliver angivet, men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det, eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting for fortovene fordi hun i proper beklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade, er det næsten en umulighed. Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog heller ikke uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at der må blive sat vedbørlige grænser for den. Det håbes med så megen mere grund som politidirektøren altid har vist at han besidder ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han fundet sig beføjet til at give.

(Politivennen Nr. 1559, Fredagen den 16 Mai 1845, s. 300-301)

Dyr Logis uden Kost.

Onsdag den 13. maj fik jeg tilsendt fra min søn der har etableret sig i Slimminge Kro 6 unge grise. Så uventet, kær og velkommen denne gave var mig, blev glæden dog forbitret ved følgende tilfælde:

Grisene kom til min bopæl om eftermiddagen ved Gisegårds karl som havde holdt dem i god stand, hvorfor jeg betalte ham 1 rigsbankdaler hvormed han var vel fornøjet. Men om natten derpå går de ud af gården og ned af broen hvor vægteren stødte på dem og drev dem ind på Trommelsalen hos hr,. kaptajn Stauning. Om morgenen kom vægteren til mig på Gråbrødretorv og fremlyste grisene, hvorfor jeg gav ham 20 rigsbankskilling, hvormed han var tilfreds, men lod mig vide at jeg straks måtte sende bud efter grisene da han ellers fik en irettesættelse fordi han ikke havde drevet dem til materialgården. Jeg sendte derfor straks min gårdskarl til Stauning, men han kom tilbage med uforrettet sag, det vil sige uden grisene, og forklarede at Stauning havde forlangt 4 mark for at have huset dem, men dog ville lade sig fornøje med 2 mark. Stauning havde endelig sagt ham: Du hender 2 mark, så står der 6e grise. Min karl er troskyldig nok, henter pengene og bringer dem derud, men får dog ikke grisene udleveret. Jeg nødtes derfor til at lade hr. Stauning indkalde for politiet hvor han i lørdags vedtog straks at udlevere grisene. Men ved udleveringen var en af dem død og de fem andre i højst mådelig tilstand, hvilket er let begribeligt da de i så lang tid aldeles intet havde fået til livets ophold. Havde hr. Stauning haft nogen følelse for de pligter man skylder dyrene, da havde han ikke undladt at give dem nogen føde, især da han vel vidste at jeg kunne erstatte ham samme, lige såvel som jeg kunne betale for deres ophold i hans indelukker. Jeg tror at burde bekendtgøre dette, dels for at gøre andre opmærksomme på at det ikke vil være rådeligt at overlade deres kreaturers forplejning til Trommelsalens ejer, dels for muligvis at bevæge denne til en mere barmhjertig fremfærd mod kreaturerne i fremtiden.

Vesterbro den 17. maj 1835.
J. C. Schmeltzer, slagtermester.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 339-341)

Om Ulfelds Plads.

En stemme har for nyligt i Adresseavisen henvendt sig til den forestående stænderforsamling med begæring om at udvirke fjernelsen af skamstøtten på Gråbrødretorv.

Det er langt fra at være den første bekendtgjorte ytring mod dette mindesmærke, men kunne dog med rette ønskes at blive den sidste. Dog tillader jeg mig herved at gentage at frembære ønsket om støttens fjernelse med det håb at sådan sag vil kunne afgøres langt simplere end ved at påkalde eller ulejlige stænderforsamlingen desangående. Men der er mere at gøre end alene at borttage støtten. Ser man nemlig hen til den ynkelige forfatning hvori brolægningen såvel på fortovene som på pladsen befinder sig, er der meget at ønske til ære for stadens brolægningsvæsen, og betragtes de slemme fjælleboder som har sted på pladsen for slagtere og marskandisere, kan vel også stadsbygmesteren eller hvem det påligger at sørge for orden og pyntelighed i staden, være opfordret til at henvende sin virksomhed til denne plads hvor allerede adskillige bygninger findes, som ville tjene til pryd for torvet, hvis det befries fra dets nuværende besætning.

Hvad støtten især angår, da kan det vel antages at mange øvrighedspersoner har afholdt sig fra på rette tid og sted at fremføre eller understøtte forslaget om dens fjernelse af frygt for at anses for en mindre god patriot, eller for at ville virke til fordel for den mand, hvis utroskab og forbrydelse imod konge og land den skal bringe i minde til afsky og forskrækkelse, og derfor har man måske villet afvente en allerhøjest tilladelse til fjernelse, givet af hans majestæt uden begæring om det. Men har der end ikke været anledning nok til uopfordret at give denne, så bør dog håbes både at den ikke vil blive nægtet, og at det ikke vil blive ilde optaget at fremsætte et motiveret ønske om det. Og da man nu i lang tid har tilladt sig at skjule støtten med den ligeså hæslige boder, så ville den aldeles ikke blive savnet om den kom helt væk. Skal den derimod blive stående, så synes det at være en selvfølge at boderne må væk fordi de ganske modvirker hensigten med dens tilstedeværelse.

Gråbrødretorv. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Som en besynderlighed anmærkes dernæst pladsens navn. Så vidt vides hedder kun den mindre plads mod vest: Gråbrødretorv, men det større plads: Ulfelds Plads. Nu er det vel sådan at mange af byens gader og stræder, ja også åbne pladser, bærer navn efter personer, men det er dog så vidt bekendt kun efter hædrede eller agtbare og uskyldige personer. Det må derfor anses for upassende at kalde en forhadt mands navn bestandig i minde ved at bruge den hidtidige benævnelse til torvet. Og selv om støtten ikke kom væk, måtte navnet dog væk. Hvorledes skikker det sig at nævne Suhmsgade, Frederiks Plads og Ulfelds Plads! - Man kunne måske kalde pladsen Frimandsplads efter kvarteret hvori den ligger, eller med hvilket andet navn Magistraten *) ville benævne den, af et eller andet hensyn.

Hvad boderne angår, da kunne samme vist godt undværes idet man har lige så smukke boder ved Nikolaj Tårn, og en del af dem synes dertil at være ubenyttede. Den stadeleje som måske svares af dem, kunne stadens kasse vel undvære, så meget desto mere som det endog kan være megen tvivl underkastet om byens offentlige og fælles grunde med rette tør benyttes til sådanne belemrede stadepladser når ikke nød udfordrer det. Man kunne da lige så godt udleje en strimmel af den overflødigt brede Amaliegade til fitteboder og deslige **). Marskandiserne kunne vel finde kældre eller andre lejligheder, nok så bekvemme og sikre for deres handel, og for nabolagets skyld kunne de såvel som slagterne i al fald henvises til de forhenværende lærredsboder ved Helligåndskirken, hvoraf de fleste nu længe har stået ledige, hvilke vel uden vanskelighed kunne indrettes og overlades dertil, da det formentlig endnu i lang tid ikke tør forventes at kirkemuren vil blive fjernet for at åbne en plads omkring kirken, lignende den skønne plads omkring Frue Kirke og på den ene side af Trinitatis Kirke.

Kunne det lykkes at få pladsen tydeliggjort, ville brolægningsvæsenet vel også med fornøjelse bidrage sit til orden og prydelse for dette stakkels torv, og om noget særdeles tilskud skulle behøves, var det måske at vente at de omkringboende og flere villigt ydede bidrag til det.

Det er rimeligt at disse forslag og bemærkninger ikke er aldeles nye for vedkommende, men de fremsættes dog herved for at underkastes en nøjere prøvelse, og det ville være meget at beklage om udførelsen, hvis ellers intet vigtigt argument var at sætte derimod, skulle møde hindringer blot fordi forslagene ikke kom fra autoriteterne selv, hvorfra de for længe forgæves har været forventet iværksat.

*) Det formodes ikke at være fornødent at inkommodere hans majestæt med sådan ringe sag.

**) Rigtignok fik byen sidste sommer en fjællebod at se på Kongens Nytorv, men det skønnes dog ikke at være bestemmelsen af torve og offentlige pladser, at de således skulle anvendes, omend derved kan profitteres en skilling for stadens kasse. Og så længe der er plads nok i Dyrehaven eller i forstæderne for markskrigere og raritetskræmmere, behøver deres boder næppe at vansire byens offentlige pladser.

(Politivennen Nr. 987, Løverdagen den 29 November 1834, s. 823-828)

Redacteurens Anmærkning.

Det lykkedes ikke at få gjort noget ved sagen i 1834. Efter Christian 8.s tronbestigelse udviklede skamstøtten sig tilsyneladende til et symbol for enevældens dårlige sider, måske endog til et samlingspunkt for protester. Det kan man i hvert fald få indtryk af ved at læse om maj-urolighederne i 1840.

Forgjeves Reise til Kjøbenhavn.

Da jeg undertegnede den 3. december i dette år så mig nødsaget til på min fod at vandre til residensen for at indgive en allerunderdanigst ansøgning til vores gode konge og tillige nyde den høje nåde mundtligt at få hans majestæt i tale, hvilket jeg ved at vores elskede konge end ikke nægter til ringeste undersåt, opnåede jeg dog ikke min hensigt. Følgende var årsagen.

Den 10. i denne måned meldte jeg mig i audienssalen hos den jourhavende generaladjudant, foredrog ham mit anliggende, forestillede ham at jeg var rejst omtrent 22 mil til fods for at få denne audiens og at mine kår ikke tillod mig at opholde mig i residensen. Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen. Men med beklemt hjerte så jeg at mange af mine lige (og visselig boende i residensen) som var tegnet efter mig, nøder den nåde som jeg i en ublid årstid ved en besværlig fodrejse havde håbet at nyde. Med uforrettet sag og meget krænket over den mig i mine tanker tilføjede uret forlod jeg den kongelige bolig med ikke de blideste følelser og med det inderlige ønske at jeg måtte blive den sidste rejsende danske provinsundersåt som efter at have tjent hans majestæt i 16 år ærlig og tro måtte blive tilsidesat af min medundersåt mens vores gode landsfader mild og nådig låner øre til ethvert af sine børns bønner. 

"Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen." (P. Klæstrup: Audiens hos Frederik 6.)

Da det på grund af mine få rejsepenge var mig umuligt at opholde mig længere i København, så leverede jeg dagen herefter min ansøgning til hr. major v. Hansen der behandlede mig på en meget human måde og lovede mig at besørge den til hans majestæt, hvorefter jeg, overladende min sag til fremmede, begav mig på min besværlige tilbagerejse uden at have nået min egentlige hensigt, henstillende mit andrag til hans kongelige majestæts faderlige godhed.

H. Riecker
Borger og slagtermester i
Maribo på Lolland.

(Politivennen nr. 886, Løverdagen den 22de december 1832, s. 835-837) 

En styg Prydelse ved Nicolai Vagttaarn.

I en tid da der dels er, dels bliver gjort så meget såvel til hovedstadens som dens omegns forskønnelse samt afskaffelse af uordner, har det undret meddeleren meget at Nikolaj vagttårn der for resten intet lader til overs at ønske i arkitektonisk henseende eller hensigtsmæssighed, dog formedelst sin omgivelse af gamle rudera, mere ligner ruinerne af en hensmuldret tysk ridderborg end en bygning der med store omkostninger for ikke mange år siden blev næsten opført som ny.

Flere indsendere har ikke undladt at påanke dette hæslige skue i nærværende blad, og senest er sådant blevet nævnt i bladets nr. 801. Imidlertid er dog en af de mest hæslige prydelser ved nævnte tårn så vidt det er anmelderen bekendt undgået fortjent anke. Denne er nemlig de ikke mindre end 3 latrinhuse der er opført ved tårnets sydlige ende lige tæt op ad slagterboderne. Man har grund til at formode at den ved et sådant naboskab bevirkede mephiske dunst der især på hede dage let meddeler sig en vareartikel som kød, næppe kan være behagelig for de sælgere der er placeret der (der dog formodentlig lige så fuldt må betale deres stadepenge som der der ligger på et for sådan uhumskhed fritaget strøg), men endnu langt mindre for køberne. 

Indsenderen er så fri at håbe og anbefale til høje vedkommendes gunstige foranstaltning at disse latriner på hvis byggeplads vel endnu ikke kan være vunden hævd, måtte blive sløjfet, og såfremt de måtte findes uundværlige da at blive henlagt til et andet mere passende sted, fx bag ved tårnet.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 394-395)

"Ikke mindre end 3 latrinhuse der er opført ved tårnets sydlige ende lige tæt op ad slagterboderne." (Tegningen fra Both fra 1825 viser tårnets sydlige ende og slagterboderne af træ.)

Bøn til høie Vedkommende fra Pladsen ved Nicolai Taarn.

Da denne plads der i så lang tid er belemret med væmmelige hytter, fortjente en bedre skæbne, ville det være en sand velgerning om de ansvarshavende forbarmede sig over den og forbedre dens udseende, ikke alene med hensyn til Københavns indbyggere, men også for de mange tilrejsende der ugentlig besøger staden om sommeren. For ikke at forstyrre slagterne på engang kunne der jo begyndes med en afdeling ad gangen. Da der desuden er så lidt for den arbejdende klasse at tjene, ville det lige såvel være en velgerning for denne som for staden.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 341)

Bøn ved Sct. Nicolai Taarn.

For de herrer der er beskæftiget på pladsen omkring Skt. Nicolaj skønne vagttårn, er anbragt et lokum der synderligt nok støder tæt op til slagterbutikken nr. 54 som vender udad mod hvælvingen. Da butikkens ejer derved må udstå en utålelig stank som kun harmonerer dårligt med de varer der skal tjene mennesket til føde, så tillader man sig herved at anholde om at nævnte lokum måtte flyttes til et andet sted på pladsen, hvor vedkommende butiksejere der til rette tid må udrede deres afgifter til det offentlige, ikke generes på en så følelig og ubehagelig måde, især i den nu forestående varme årstid.

(Politivennen nr. 798, Løverdagen den 16de April 1831, s. 280)

Der blev gjort noget ved de formentlig temmelig ulækre træboder som eksisterede dengang artiklen blev skrevet. Her et billede af de senere slagterboder af jern ved Nikolaj Tårn, Illustreret Tidende 23. marts 1862.

Slemt Svineri i Myntergade.

Den 27. september tog jeg logi i Møntergade nr. 50 på første sal hvor jeg havde lejet for en måned. Da jeg om aftenen var gået til sengs og alt var roligt, hørtes en uafbrudt grynten af svin, og med denne ubehagelige musik opvartedes jeg hele natten. Om morgenen erfarede jeg at denne grynten forårsagedes af en stor flok svin som var jaget ind i nogle små rum hvor de ikke havde plads at ligge. Tillige medførte denne sammendyngede masse en modbydelig stank som jeg troede ikke ville være så utålelig når jeg blev vant til det. Men nogle dage gik og det onde blev værre da to karle skulle rengøre kælderen hvor svinene slagtes og hver der samles en stor del urenligheder som tarmstumper og deslige der hurtigt går i forrådnelse. Dog denne stank blev endnu mere overgået af nogle dragter forrådnet vand der blev kastet under mine vinduer og som selv om de var lukket, forårsagede en så utålelig stank at jeg måtte forlade huset i nogle timer. 

Ved min hjemkomst var det næsten det samme. For møddingen indeholdt nu de ingredienser som kælderen før havde bevaret. Det var ønskeligt at svineslagterenken fik påtalt at lade svinene slagtet og skoldes i gården da der er et stort halvtag hvori hun ikke behøver at gemme sin mødding, der når den køres væk, opvarter huset beboere med en ingenlunde behagelig frokost. Nogle af disse for hvilke jeg ytrede min misfornøjelse over den fæle lugt, som kunne afhjælpes eller formindskes ved ikke at holde så mange svin, og tillige ved at sørge for mere renlighed, fortalte at når fedtsmeltningen blev foretaget, var det endnu værre, da smeltekedlen står således at emmen må ud gennem vinduer og døre, hvorved huset omspændes af en så utålelig stank at beboerne må forlade samme. Stod kedlen i skorstenen, kunne lugten ikke så meget falde beboerne til besvær. 

For at undgå disse ubehageligheder flyttede jeg den 11. oktober og der var den dag 15 til 16 store svin i svinehuset. Jeg håber at dette vink vil formå slagterenken til at forebygge disse her påankede ubehageligheder eller at vedkommende som sørger for ordens vedligeholdelse, vil holde hende dertil da huset beboere virkelig lider meget.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 698-700)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 50 eksisterer ikke længere.