Ved politiplakat af 14. feb. 1810 bestemtes den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte indfaldende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lift forsvandt, og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget.
Slagtersvende og drenge bliver derimod ved med at bære på fortovene: kød og blodige huder, sælgerkonerne deres kurve, sjoverne deres flæskesider og håndværksdrengene deres byrder, og alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var dem imod. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk om at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt ud, leet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet som dog egentlig er bestemt for dem. Anm. heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene, vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne når han kun bliver angivet, men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det, eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting for fortovene fordi hun i proper beklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade, er det næsten en umulighed. Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog heller ikke uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at der må blive sat vedbørlige grænser for den. Det håbes med så megen mere grund som politidirektøren altid har vist at han besidder ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han fundet sig beføjet til at give.
(Politivennen Nr. 1559, Fredagen den 16 Mai 1845, s. 300-301)
Slagtersvende og drenge bliver derimod ved med at bære på fortovene: kød og blodige huder, sælgerkonerne deres kurve, sjoverne deres flæskesider og håndværksdrengene deres byrder, og alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var dem imod. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk om at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt ud, leet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet som dog egentlig er bestemt for dem. Anm. heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene, vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne når han kun bliver angivet, men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det, eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting for fortovene fordi hun i proper beklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade, er det næsten en umulighed. Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog heller ikke uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at der må blive sat vedbørlige grænser for den. Det håbes med så megen mere grund som politidirektøren altid har vist at han besidder ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han fundet sig beføjet til at give.
(Politivennen Nr. 1559, Fredagen den 16 Mai 1845, s. 300-301)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar