Rothe og Frederiksberg Have. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg Slotshaves Benyttelse til Koncerter. Som det vil være bemærket af den Meddelelse fra Komiteen for de jydske Sangforeningers Modtagelse, der fandtes i vort Fredagsnumer, har Hr. Forstraad Rothe meget bestemt modsat sig, at Frederiksberg Slotshave overdrages Komiteen til Afbenyttelse ved de to stort Koncerter, som det er Hensigten at give under de jydske Sangforeningers Besøg. Hr. Forstraadens Omhu for de ham underlagte offentlige Haver og navnlig Frederiksberg Have er bekjendt nok og i høi Grad paaskjønnelsesværdig; hvad Hr. Forstraaden udretter med de forholdsvis smaa Midler, der ere stillede tit hans Raadighed, er saa betydeligt, at man vel bør vogte sig for - det indrømme vi - at træde hindrende imod hans Bestræbelser i saa Henseende. Imidlertid tro vi dog, at der her foreligger et Tilfælde, hvor vi tør henvende en Opfordring til ham om at give Samtykke til Havens Benyttelse til Koncerterne; thi dette afhænger alene af ham, idet Indenrigsministeriet efter Forlydende gjentagne Gange har erklæret, at der fra dets Side Intet er til Hinder for, at Tilladelsen gives, men at det ikke imod Hr. Rothes bestemte Modstand vil give den. Som Grunde til denne Modstand kan man tænke sig to, nemlig den Skade, som Haven formentlig vil lide, og Vanskeligheden ved senere at negte Tilladelse til dens Benyttelse til lignende Fester. Hvad denne sidste Grund angaaer, forekommer den os rigtignok at være aldeles uden Betydning, idet man da altid vil have det i sin Magt at negte Tilladelsen, og for ikke at negte denne i det her givne Tilfælde forekommer det os at tale, at en Sammenkomst af Repræsentanter fra Landets forskjellige Dele er af saa stor Betydning for det Hele, at ogsaa Autoriteterne bør bidrage Deres til, at Sammenkomsten kan faa et saa smukt Præg som mulig. Dette kan ikke opnaaes ved at benytte Rosenborg Have, thi i den er der ikke nogen stor aaben Plads, hvor en talrig Menneskemængde bekvemt kan høre en Koncert. Hvad nu angaar den Skade, som Haven ville lide, vil denne naturligvis paa ingen Maade kunne sammenlignes med Skaden ved de aarlige Grundlovsfester, idet Adgangen til disse er fri for Alle og de desuden afholdes om Aftenen, efterat Mørket er faldet paa. Her vil der derimod blive taget Entrée, hvilket naturligvis vil holde et vist, maaske det mest ødelæggende Publikum ude, og Koncerten afholdes ved Dagens Lys. Denne sidste Omstændighed vil gjøre det muligt for Komiteen at paatage sig en Forpligtelse til at sørge for, at Ingen gaaer udenfor de afstukne Gange undtagen netop paa de to eller tre Plæner, paa hvilke Koncerten agtes afholdt, og Følgen heraf vil atter være, at der ikke kan blive Tale om Dette Græs er nu neppe iaar af stor Værdi, men ialtfald kunde det jo paalægges Komiteen at erstatte Værdiforringelsen, hvilket maa være saa ubetydeligt for Komiteen i Forhold til den Fordel, den har af at erholde Frederiksberg Have, at den neppe kan antages at ville vægre sig ved at gaa ind derpaa, ja selv om det skulde blive forlangt, at Komiteen Haven, tro vi, at den rolig kunde gaa ind paa en saadan Betingelse. I Henhold til det saaledes Udviklede kunne vi ikke indse Andet, end at Hr. Forstraad Rothe meget godt kunde forsvare at give Samtykke til Frederiksberg Haves Benyttelse til Koncerterne, og han vilde herved tillige give et mægtigt Bidrag til, at den hele Sammenkomst faaer sit rette Præg.

(Dags-Telegraphen (København) 19. juli 1868).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags Morges fandtes i Kanalen i Frederiksberg Have Liget af et spædt Barn, der imidlertid var i en saa forraadnet Tilstand, at der ikke kunde foretages nogen Obduktion. Liget var imidlertid indsvøbt i et graat og blaatærnet uldent Tørklæde, og de Undersøgelser, som af søndre Birks Politi bleve anstillede for at udfinde Eieren af Tørklædet og derved mulig komme paa Spor efter Gjerningsmanden til den begaaede Forbrydelse, have allerede igaar ledet til det Resultat, at en i Smallegade tjenende 20aarig Pige har tilstaaet, at hun, efterat hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. havde født et levende Pigebarn i Dølgsmaal, havde, da dette begyndte at skrige, kvalt det med egne Hænder, hvorefter hun beholdt Liget under Dynen indtil om Morgenen, da hun, medens hendes Husbond med Familie drak The i et tilstødende Værelse, bar Liget op paa Loftet og lagde det i Tørklædet op under Taget, hvor det blev liggende, indtil hun for omtrent 1 Maaned siden, da hun skulde hente Vand i Kanalen i Frederiksberg Have, tog det med sig og kastede Barnet i Kanalen. Hun har yderligere forklaret, at hun for at skjule sin Skam, strax da hun følte sig svanger, besluttede at føde i Dølgsmaal og at ombringe Barnet, hvis det var levende; uden dog at have lagt nogen bestemt Plan herfor.

(Dags-Telegraphen (København) 1. juli 1868)

P. E. Klæstrup: Smørrebrødsplainen i Frederiksberg Have Pintsemorgen. Illustreret Tidende nr. 453. 31. maj 1868.

Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætligt Barnemord. Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i Torsdags paakjendt Sag var Arrestantinden Maren Kirstine Hansen, som er født den 10de April 1847 og ikke tidligere er tiltalt eller straffet, ved egen med de øvrige oplyste Omstændigheder stemmende Tilstaaelse overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætlig at have dræbt sit uægte Barn strax efter Fødselen. Efter at hun i forrige Sommer havde følt sig besvangret udenfor Ægteskab, besluttede hun nemlig for at skjule sin Skam, at føde i Dølgsmaal, og hvis hun fødte et levende Barn, da at aflive dette. Hun vedblev derpaa at holde sin Tilstand skjult for Enhver, og da hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. i sin Kondition paa Frederiksberg blev angreben af Fødselssmerterne, og hendes Madmoder, som havde hørt hende jamre sig, gik ned til hende for at spørge, hvad der festede hende, foregav hun at have Mavesmerter. Da Fødselen noget efter indfandt sig, og hun nu hørte Barnet skrige og derved forvissede sig om, at det havde Liv, tog Arrestantinden, som ikke tidligere havde fattet nogen Beslutning om Maaden, paa hvilken hun vilde dræbe dette, Barnet med den høire Haand om Halsen og kvalte det, medens det endnu laae under Dynen. Efterat Barnet var hørt op at skrige, og Arrestantinden deraf sluttede, at det var dødt, forblev hun dog, da det endnu var mørkt, efter hvad hun antager, i flere Timer, liggende, og da det omsider var blevet lyst, tog hun Liget op, saae, at det var et Drengebarn, og benyttede derefter Lejligheden, medens hendes Huusbond og Madmoder drak Thee, til at bringe Liget op paa Loftet, hvor hun skjulte det indsvøbt i et Stykke af et uldent Tørklæde. Der lod hun det blive liggende indtil begyndelsen af forrige Maaned, da hun en Aften, paa hvilken hun blev sendt til Frederiksberg Have for at hente Vand, kastede det i en af Kanalerne, hvor det om Morgenen den 29de s. M. blev fundet indsvøbt i det ommeldte Tørklæde, men i en saa forraadnet Tilstand, at det efter Lægens Erklæring var umuligt at opducere det. Arrestantinden blev saaledes at dømme efter Straffelovens § 120, sidste Deel, og § 194. sammenholdt med § 62, og Straffen blev med Hensyn til, at det var blevet oplyst, at hendes Aandsevner vare meget indskrænkede, at hendes tidligere Opførsel havde været god, samt hun, der er født udenfor Ægteskab, har nydt en meget forsømt Opdragelse, fastsat til 4 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1868).

Mangel paa Skaansel i offentlige Haver. (Efterskrift til Politivennen)

Det er beklageligt at bemærke den Mangel paa Opmærksomhed og Skaansel, som en stor Deel af den i de offentlige Haver spadserende Befolkning viser imod Træer, Buske, Græsplainer, Hvilebænke, Bygninger m. v., uden hvilke Gienstande Pladsen ikke vilde være en Have. - Der anvendes ikke saa Lidet paa at plante og saae, paa at afpudse og male Bygninger, Broer, Bænke m. m., paa at holde Vejene i Orden m. m., og det er et billigt Ønske hos de Spadserende at see Plantningerne fyldige, Græsplainerne grønne og Siddepladserne rene. Men det kan ikke opfyldes, naar enhver Spadserende troer sig berettiget til at sønderslide Trævæxterne, afplukke Blomsterne eftersom de udfolde sig, nedtrampe Græsplainerne og Veikanterne, og besudle Hvilebænkene med Skridt og Smuds. En liden Green eller nogle Blomster kunne dog ikke savnes, siger Een, en Anden støtter sin Adfærd paa, at det er en uskyldig Attraa at ville have lidt Grønt og Blomster i sit Værelse; ganske sandt - men naar Titusinde komme efter hinanden og hver tage sin Deel, spores det ret meget, Haven mister sin Prydelse, og de Spadserende, der komme efter, finde ikke det, som der er arbeidet paa at tilvejebringe ogsaa til deres Glæde. Træer i sneseviis gjøres aarligt til livsvarigt vanzirede Krøblinger ved at flækkes og brydes af ubetænksomme Mennesker, og kun faa af Havernes Tusinder af Buske kunne uskadt udfolde deres Blomsterfylde. Frederiksberg Have og Søndermarken vise Exempler nok paa skaanselløs Afrivning og Fordærv af hvad der er plantet. Det er sandt, hvad undertiden høres bemærke, at eet Trin udenfor Veien eller over Græsplainen ikke skader; men der er Spor nok af den Skade, som det gjør, at kun Faa af de Spadserende respectere Veigrændserne, at hele Familier, Ammer med Børn og Barnevogne osv. halve Dage vælte sig paa Græsplainerne, sønderslide Græsplainerne til den bare Jord, og endog ofte gjøre sig skyldige i usømmelige Svar og Yttringer, naar deres skadelige Forhold foreholdes dem. Det er at ønske, at det kunde blive de Spadserende ret klart, hvormegen Uret de have i at molestere det, som de dog helst vilde see heelt og fyldigt. Enhver især vilde derved ikke blot holde Hævd over det Almindeliges Interesse; men de vilde skabe hos dem selv en glædende Opmærksomhed for meget Skjønt i Haverne, og Alle vilde finde en Velbehag i den gyldighed og Orden, som kunde blive bevirket, naar der var Fred og Agtelse for hvad der stræbes efter at tilvejebringe. Dersom de Ældre, som selv have Huus og Eiendele, som de ønske omhyggeligt bevarede, vilde være opmærksomme og ikke tilføie Haverne en Skade, som de vilde ansee usømmelig og dadelværdig, om den tilføiedes deres Eget, saa vilde en saadan taktfuldere Aand og Opmærksomhed ogsaa vækkes hos de gie; de ville lære, at man kan see sig glad paa Naturen, kryste Indtrykket deraf med sin Sjæls hele Fylde, uden at behøve at massakrere den, for at gjøre Indtrykket Fyldest.

Der spores meget almindeligt en ubetimelig Sky hos de Besindigere for ved Tiltale og Formaning at afværge usømmelig Fremfærd, som de see udøve mod offentlige Anlæg. Ved denne uheldige Afholdenhed lammes den sparsomt tilstædeværende Politivagt. Denne lammes endnu mere ved en endog høist urigtig Tilbøielighed hos meget af Befolkningen, nemlig at tage Parti for den i Uorden Skyldige og imod Politiopsynet; en skadelig Tilbøielighed, thi Erfaring stadfæster noksom, at dersom de samme utidig Medlidende angribes paa deres egen Interesse af en Vold, som den paatalte, fare de op som glubende Ulve mod Gjerningsmanden, og finde Lunkenhed hos Politiautoriteten. Ogsaa her paa var det ønskeligt, at Alle vilde henvende deres egen Opmærksomhed, thi da vilde de paa en blid Maade kunne opdrage baade sig selv og den opvoxende Slægt.

Den 15de Mai 1858

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. maj 1858)

Ønske i Anledning af Bænkene paa Terrasserne i Friederiksberghauge.

Disse bænke er malet så forsvarlig godt at man undertiden, især efter regnvejr, uagtet bænkene allerede er tørre, får sine klæder ganske pudrede på enkelte steder, hvilket var tilfældet med anmelderen søndag den 20. august d. å. Da dette formentlig skyldes at de er malet med den økonomiske vandfarve, tager man sig den frihed at gøre vedkommende opmærksom på denne for publikum skadelige økonomi, og at fremsætte det ønske at de i fremtiden måtte blive malet med oliefarve.

(Politivennen No. 243, Løverdagen den 26de August 1820, side 3932-3933)

Svinerie paa vore Forlystelsesstæder uden for Staden

Det er en slem uskik at de som om sommeren holder deres måltider i Dyrehaven, på Sorgenfri eller i Charlottenlund Skov efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv. udover at det er et uappetitligt syn for de der elsker renlighed, fordærves også derved den rene luft man forventer at nyde på disse steder. At denne uskik bør afskaffes, kan der ikke være tvivl om. Er det forbudt at kaste papir og andet affald på vores gader, hvorfor bør det da være tilladt at henkaste det på steder hvor vi søger fornøjelse og at vedligeholde vores sundhed ved bevægelse i den fri luft? Kunne det derfor ikke enten forbydes vedkommende at efterlade sig sådanne ting, eller pålægges de folk der bor i nærheden, der har opsyn med skovene og som dagligt har fortjeneste af skovbesøgende ved at koge vand til dem, til at opsamle og bortkøre disses efterladenskaber? Endnu mindre levemåde viser det at samme uskik finder sted i Frederiksberg Slotshave hvor der endog i to alleer er anbragt bekvemmelighed for de der ønsker at spise der. Gangene hvor det kongelige herskab spadserer burde dog i det mindste være fri for at besudles med noget sådant.

(Politivennen nr. 31, Løverdagen den 3. august 1816, s. 471-472)

"De som om sommeren holder deres måltider i Dyrehaven, på Sorgenfri eller i Charlottenlund Skov efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv." (Sorgenfri Slot fri for affald om vinteren, 2016. Eget foto).

Ønske i Frederiksberg Have.

Det var meget at ønske at vedkommende ville besørge de langt nedhængende grene afskåret af de træer som står for enderne af de oppe mod Frederiksberg Slot værende gange, da ikke alene de forbigåendes hatte meget let kan blive afkastet, men endog deres øjne er meget i fare ved at spadsere i disse ellers meget behagelige gange.

(Politivennen nr. 379, 27. juli 1805, side 6022) 

Uordener i Frederiksberghave.

De har ofte i Politivennen, men især i nr. 118 fra forrige år, aldeles rigtigt anmærket en del uordner og voldsomme ødelæggelser som årligt anrettes i Rosenborg Have og som efter Deres eget udtryk grænser til de laveste pøbelagtigheder. Ligesom De i samme nummer har ytret rimelig misfornøjelse over en del menneskers skammelige påtrængenhed og ødelæggende adfærd ved kunstridningen i Frederiksbergs Slotshave den 25. juli sidste år. Dette kunne man have ønsket og håbet skulle have opvakt opmærksomheden og tjent til advarsel for sådanne ubændige menneskers udåd i fremtiden. Men der er desværre siden den tid såvel forrige som dette år udøvet lignende foretagender ved beplantningen med mere i det nye anlæg i Frederiksberg Slotshave hvor nogle hundrede unge træplanter er nedtrådt, afbrækket og afskåret. Ja! ondskaben er endog drevet så vidt at i et lille kvarter i haven af omtrent 20 alens længde og 10 alens bredde er 9 til 10 styk temmelig tilvoksne træer på 3 til 4 alens højde og 2 tommers tykkelse, brækket midt over, 1 til 2 alen ovenfor roden, og som følge deraf aldeles beskadigede, de nye bænke som er hensat i haven, er efter mindre end 24 timers forløb ikke alene blevet tilsmurt med påskrifter af blyant, men også mishandlet ved at udskære bogstaver og figurer i samme. Hvilket ligeledes er tilfældet med de fleste store træer hvorved eller omkring findes bænke, ligesom en del af de til zirat anbragte sten i grotten ved kilden er nedrevet og borttaget straks efter de blev opsat. 

Og endelig har en stor del mennesker sidste søndag den 20. denne måned vist særdeles megen udåd og vold forenet med tilsidesættelse af den tilbørlige agtelse og ærbødighed, kronprinsen og den kongelige familie, med rette kunne gøre sand krav på, når de opofrer nogle timer til indbyrdes fornøjelse. Disse menneskers adfærd fortjener offentlig at nævnes for at straffe enhver der har deltaget i det, i sin overbevisning om at have bidraget til denne voldsomme uorden, hvorved de velfortjent har tildraget sig enhver veltænkende mands misfornøjelse og foragt, da de en masse bestormede de tilplantede steder i haven og derved afbrød og nedtrådte de unge træplanter og ikke alene nedrev, men voldelig brød adskillige stykker af de svære jernværker på broerne som de besteg på engang i sådan mænade at endogså de derved anbragte piedestaler var besat. Det højkongelige herskab som på samme tid passerede i et fartøj under broen, kunne have risikeret at være blevet slået ihjel sammen med broens befæstning dersom broen eller gelænderet ikke havde været desto stærkere. 

Alt dette skete uagtet beskeden og alvorlig anmodning om at afstå fra det og vagtposter som blev hentet for at forbyde og forhindre denne uorden men som var for svag og rimeligst vel også for mild instrueret til at udøve magten mod sådan indtil vold grænsende utilgivelig adfærd. Det trykte og offentlig publicerede forbud mod uorden i denne have, blev ved dette sammenløb aldeles overtrådt. Så der vel med sand føje kunne være brugt alvorlige midler, i det mindste til enkeltes udmærkelse og afstraffelse for deres forhold, da det ikke ville være vanskeligt at overbevise dem herom. Men endogså herudi synes for meget eftergivenhed at finde sted. Og havde man afbenyttet sig Deres i Politivennen nr. 118 angivne middel til at standse opløbet og holde mængden i tøjle ved bagfra at drive på dem, især da vagten og opsynsmændene ikke tillodes at komme foran mod dem fra kanalerne, da havde mængden sikkert derved risikeret at blive drevet i vandet, hvor de rigtig nok kunne få afkølet deres ubændige hidsighed, men måske også nogle derover tilsat livet, hvilket vel ikke har bidraget så lidt til at vedkommende ikke udøvede den yderste strenghed, selv om de som var udtrådt fra gangene ikke kunne anses for uskyldige da de selv havde været årsag til den dem derved mulig skete ulykke. Kronprinsen som har givet mange prøver på at have adopteret den grundsætning at han ikke vil lade publikums fornøjelser stå tilbage for sine men heller ikke forunde det samme hvor lejlighed hertil  gives end tillukke noget for publikum; han kunne vel med rette kræve sine velfortjente husfaderlige rettigheder og fornøjelser uforstyrrede, hvilke han med megen omhu søger at værne for enhver mand i staten og det kan vel ikke aldrig andet end smerte ham og enhver god borger med ham at man på så uhøflig og ubeskeden en måde forstyrrer hans og families samt den gode del af publikums fornøjelser og derved tillige ødelægger, hvad der med særdeles megen umage og omkostning udføres, mere måske til almindelig pryd og fornøjelse end for kongehusets egen personlige divertissement.

Alt håb må da forsvinde i fremtiden at se sådanne vedholdende uordner hævede og forskønnelsen af dette i sig selv smukke anlæg sættes derved tilbage i stedet for at det kunne fremelskes til al mulig fuldkommenhed, og de offentlige haver vil af den grund ikke kunne blive det hvad man måtte ønske og hvad der bestræbes for de skulle kunne blive. Der gives efter min formening kun 2 måder at hæve sådant i eftertiden. Nemlig ved tilstrækkelig militær vagts anbringelse i haverne, hvilket dog altid er ubehageligt for den beskedne, rolige og tænkende borger, da det fremstiller et øjensynligt bevis på mangel på kultur hos det folk som endog i sine fornøjelser trænger at tilholdes ved frygt for straf, til orden, eller også at tillukke disse fornøjelsessteder for mængden. Hvilket sidste middel, regeringen i følge sin bekendte prisværdige og vise moderation vist ikke vil gøre brug af.

Skulle det derimod ikke være muligt at 2 til 3 eller flere hundrede af Københavns borgere og beboere frivilligt forenedes og gav hinanden det løfte at påse og påtale enhver dem forekommende uorden når de spadserede i de offentlige haver, da det følger af sig selv at herved ikke skulle være nogen forbindelse i henseende til tiden eller dagene. Men løftet at afværge disse uordener gaves ikke af nogen uden for så vidt når de tillige for deres fornøjelse spadserede i haverne.

En sådan forbindelse måtte unægtelig erkendes og modtages af alle vedkommende og af det hele spadserende publikum med skyldig taknemmelighed, og et selskab stiftet i denne hensigt ville foruden overbevisningen at bidrage til den almindelige fornøjelse, endvidere kunne glæde sig ved håbet at have indflydelse på kulturens forædling hos nationen da sædelighed og smag for det skønne er følger, en af den anden, og alt det der kan have indflydelse derpå, har lige ret til den nærværende såvel som den efterfælgende slægts erkendtlighed og taknemmelighed.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25 Juli 1801, s. 2714-2718)

Om Uordener ved Frederiksberg Slot i Anledning af den gratuitte Kunstberidning.

De ved uden tvivl allerede og måske bedre end jeg, hvor mange uordener der gik for sig i fredags ved den kunstberidning som hoffet gratis lod publikum nyde synet af i Frederiksberg Have. Jeg så folk med den skammeligste og snyltegæster så egne frækhed og ubændighed nedstorme indhegningen af pladsen, nedtrampe hække osv. Jeg så dem trænge sig ind i stalde og andre steder hvor de ikke havde noget at gøre. Jeg så prygl uddeles såvel til uskyldige som skyldige, for at bringe dem til at vige, hvad enten de kunne eller ikke. Med forundring så jeg en mand der med føje er almindelig agtet og elsket, selv også slå på mængden. Jeg så stokken ramme et nygift anstændigt fruentimmer der sikker ikke havde gjort nogen uorden, og vist nok ikke med sin gode vilje, men fremtrængt med magt, stod for ram. Jeg var vidne til hendes skræk og jeg skjuler ikke min harme derover. Jeg troede at en retskaffen politiven umulig kunne forbigå at omtale denne på uordener så frugtbare fredag eftermiddag. Men forgæves ventede jeg noget derom i Deres sidste lørdags nummer. Hvoraf skal denne tavshed hidledes?

*   *   *

Udgiveren ved ikke at nogen gratis kunstberidning har været bekendtgjort eller at hoffet på nogen måde har indbudt publikum. Det har ikke villet lukke haven under beridningen for ikke at lade publikums fornøjelse stå tilbage for sin, men hellere villet unde de i haven på samme tid spadserende morskab, at anse legen med. Dette er så meget mere sikkert som rækværkets og den først ansatte vagts svaghed umulig kunne passe til et helt ubændigt publikums kræfter. Heller aldrig har vi noget eksempel på sådan indbydelse uden man således vil kalde de så farlige som smagløse pompscener ved kroninger, med stegte okser, penges udkastelse, rødvin udsprøjtet af tagrender osv. som man både må ønske og kan håbe aldrig oftere at få at se. Det er vist nok beklageligt at så mange uordener skulle finde sted, hvilket ikke havde været tilfældet hvis det ikke så længe i forvejen var kendt at lyster den dag skulle ride for hoffet. Hvis dette en anden gang slet ikke er kendt forud, eller hvis man i tide lukker og besætter havens indgang, så kan hoffet være sikker for sådanne ubehagelige optrin. 

Jeg må ved denne lejlighed gøre alle dem hvis ubehagelige sag det er; at holde en ubændig mængde i tøjle eller at standse et opløb, opmærksom på et middel som man hidtil ikke har anvendt, nemlig i stedet for at ville forfra drive den tilbage hvorved det sædvanligt går hårdt til, og hvor den der er villig til at gå sin vej lige så lidt kan det som den der står til trods - at lade en tilstrækkelig magt nærme sig til trængslen bagfra og bede eller byde folk at gå. Dette ville vist straks iværksættes, da det her er muligt for enhver at gå og de halstarige ville her uimodsigelig skelnes fra de andre.

K. H. Seidelin

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1885-1888)