Kjøbenhavns Kogeskole og dens sociale Betydning. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Elfride Fibiger har i det sidste Numer af "Tidsskrift for Kvinder" skrevet følgende angaaende denne Sag

Endskjønt jeg haaber, det er overflødigt at minde om, at Kjøbenhavns Kogeskoles Program først og fremmest er at bidrage de unge Piger af vort Samfunds ubemidlede Klasser saa mange positive Kundskaber og Færdigheder som muligt, foreløbig i Tidsrummet af et halvt Aar, vil jeg dog atter paapege det her. I lige Maade, st den Mad, som de unge Piger lære at tilberede, skal forhandles enten i dertil oprettede Spiselokaler, hvartil udelukkende hæderlige Damer og Kvinder have Adgang, eller ved at Abonnenter besørge Maden afhentet.

Det var til Oktober Flyttedag et Aar siden, at Leiligheden ved Gammelstrand, Hjørnet af Naboløs, erhvervedes ved Leiemaal til Brug for Kjøbenhavns Kogeskole. Beliggenheden - omtrent i Centrum af Byen - tilmed Stueetage, viste sig straks at være heldig valgt; særlig svarede de to til Spiselokaler indrettede Stuer udmærket til Bestemmelsen. Udenoms-Lejligheden var derimod langtfra god eller hensigtssvarende, en Ulempe, som fra Begyndelsen var paafaldende nok men desuagtet ikke at afhjælpe.

Da min Stræben imidlertid den Gang nærmest gik ud paa at faa Institutionen igang igiennem dens gradvise Udvikling bevise Gavnligheden af dens Oprettelse, ansaa jeg det endog for heldigt, at den begyndte sin Virksomhed under mindre Forhold. Dette saa meget mere, som Hr. Grosserer Benny M. Goldschmidt, ledet af varm Interesse for Foretagendet betragtet som filantropisk Institution, havde stillet den betydelige Gave af 8000 Kr. til Disposition, medens Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn forud for denne Gave havde skænket 10000 Kr. til Kogeskolens Fremme, og da disse Pengemidler efter mit Skjøn vare tilstrækkelige til en tarvelig, men solid Iscenesættelse af Foretagendet, ønskede ogsaa d'Herrer i Bestyrelsen, som vare traadte til for at støtte dets Fremme, at Kogeskolen allerede aabnede sin Virksomhed til December. For dette Resultat skylder altsaa alle og enhver, som have nydt godt af Foretagendet, først og fremmest Hr. Grosserer Benny M. Goldschmidt deres varmeste Tak, men ogsa de andre Herrer af Bestyrelsen, idet deres godhedsfulde Overbærenhed og altid hensynsfulde Imødekommen var den Støtte, som hjalp til saa hurtig at faa alle Hindringer ryddede af Veien.

Med Hensyn til Kogeskolens Virksomhed som Læreanstalt, er der indtil l. September kun udgaaet 3 Elever, som havende havt Ophold her i det dertil bestemte Tidsrum; til November forlade atter to Elever Skolen.

Om disse fem unge Piger kan jeg med Glæde udtale, at deres Opførsel har været upaaklagelig, og at de have været lærvillige og ihærdige, Det er derfor min Overbevisning, at den Grund, der i Kogeskolen kan lægges paa de unge Piger, vil hjælpe til, at de blive flinke og hæderlige i den tjenende Stilling, saavel som ogsaa med Tiden i deres eget Hjem. Jeg vil ogsaa haabe, at de altid med Glæde vil mindes deres  Ophold i Kogeskolen og altid indse, at det er Sandheden, som er bleven sagt, og lært dem der, at Nøisomhed, Beskedenhed og Orden høre med til en Kvindes bedste Egenskaber, Egenskaber, som overalt i Verden, hvor hun færdes, gjør, at hun bliver agtet og respekteret, lige meget fra hvilket Samfundslag hun end stammer.

Men for at de Goder, som Kjøbenhavns Kogeskole tilsigter, skal kunne komme flere end det begrænsede Antal unge Piger tilgode, som den for Øieblikket har Ly til, er en Udvidelse af dens Lokaler, og overhoved hele dens Drift, paatrængende nødvendig.

Jeg har altid tænkt mig det eneste Rette at være, saa snart det viste sig, at Kogeskolen havde slaaet Rod og magtede sin Opgave, hvortil ogsaa hører, at den helst skulde kunne bære sig selv, da at lade den arbejde med to Kjøkkener, et tarveligere og et finere. For de unge Pigers Skyld vil derved opnaas, at naar deres Oplæring begyndte i det tarveligere Kjøkken, vilde deres forskjellige Evner bedre kunne sigtes, saavel som deres fysiske Kræfter mere skaanes, idet Uddannelsen i det tarvelige Kjøkken i flere Retninger stiller færre Fordringer. Viste det sig da, at de vare kvalificerede til at lære mere, bør deres Uddannelse afsluttes med, at man lader dem gaa over til ogsaa at uddannes i det finere Kjøkkens Theorier og Praxis. Oprettelsen af det tarveligere Kiøkken vilde efter min Overbevisning tilmed i filantropist Retning være et stort Gode, idet den tarvelige, men dog ligesaa veltillavede og dog billige Mad, som her tilberedes, skulde forhandles eller serveres saaledes, at den kunde komme de allerfattigste Kvinder af Samfundet til Gode,

For disse Kvinder, der mangen Gang maa kjæmpe haardt for at kunne leve Livet, der med saare knap Haand tilmaaler dem sine Goder, saavelsom for deres smaa Børn, kunde jeg ønske et tage Ordet ved indtrængende at paapege Betydningen af Kogeskolens Udvidelse i Retning af dens Virksomhed som Restauration.

Trods al vor store Godgjørenhed lide navnlig de smaa, i alt Fald mindre Børn, efter min Overbevisning tit Uret, idet man nærmest kun sørger for de ældre Børns Bespisning ved at sende disse i alt Fald i Vintermaanederne, saa snart de ere store nok dertil, derhen, hvor Godgjørenheden lader Maden fordele, medens f. Ex. det diende Barn, der skal ernæres af en svag, forsulten Moder, samtidig med hende lider Nød og endog gaar til Grunde.

Naar en saadan fattig Moder, der sidder hjemme og f. Ex, ernærer sig ved at naadle eller andet Haandarbeide, og som mangen Gang ikke har Tid til at lave Mad, hvis hun overhoved har faaet samlet, hvad dertil behøves - fordi ogsaa Fortjenesten afknappes, saa længe - kunde tage sit sæde Barn med og det lidt ældre ved Haanden, uden at tænke paa sin og deres Paaklædnings Fattigdom - selv om det ikke blev hver Dag at dette skete, vilde der ske noget virkelig godt for mange saare ulykkelig stillede baade unge og gamle Kvinder, samtidig med at man gav de unge Elever en sund og alvorlig Paamindelse om Samdrægtighedens Betydning lige overfor Samfundets uforanderlige menneskelige Forhold og Omskiftelser, men ogsaa i Henseende til Selvfølelse og dens gode Indvirkning paa den moralske Bevidsthed hos Kvinden vilde meget vindes. Vel oprettes der rundt om i Byen billige Kaffe- og Spisehuse, hvor altsaa ogsaa disse Kvinder og Børn, hvis Existens ligger mig saa stærkt paa Sinde, maaske kunne og ville ty hen; men det er dog et Spørgsmaal, om deres Komme der vil blive set paa med sympathisk Blik enten af de respektive Mænd og Fædre, eller af andre, hvilkel jeg vil finde tilgiveligt, idet der derved er Fare for, at disse Institutioner paatrykkes et Stempel, der minder om den Uro og Uhygge, som var hjemme i Barnekammeret eller Ammestuen og for Mændene altid er besværlig,

Saafremt de fornødne Pengemidler vare til Stede, ville det derfor være ønskeligt, om der kunde leies blot en hyggelig Stue i hvert af vore fattigste Kvarterer, samtidig med at Kjøbenhavns Kogeskoles tarvetige Kjøkken gjordes til det centrale Udgangspunkt for denne Barmhjertighedens Gjerning ved at sende den der tilberedte Mad paa bestemte Tider pr. Akse ud til billigste Forhandling der.

Da Oprettelsen af Kogeskoler, specielt i Udlandet er erkjendt at være en af de sundeste Frugter, som Kvindebevægelsen har sat, er mit Haab ogsaa, at vi herhjemme skal komme ind paa, at saavel Staten som hele Samfundet i Erkjendelsen af en saadan Kogeskoles Betydning for Hovedstadens Vedkommende vil finde sig foranlediget til at støtte Kjøbenhavns Kogeskole saa kraftig, at dens fornødne Udvidelse kan fremmes, og at den kan komme til at staa i Høide med, hvad Udlandet i saa Henseende præsterer.

(Nationaltidende 8. november 1883).

Forfatteren Christine Dorothea Michelle Elfride Fibiger, født Müller (1832-1911), mor til Johannes Fibiger (1867-1928) udsendte i 1871 en populær kogebog. Hun skrev herefter noveller og fortællinger. I 1882 havde hun taget initiativet til oprettelsen af Kjøbenhavns Kogeskole (1882-1889), senere kaldet Kjøbenhavns uddannelsesskole for tjenestepiger og vordende husmødre. Kvinden skulle være rustet til at blive leder af hjemmet og beskytte det mod tidens moralske forfald. Den lå Gammelstrand 46 (se foto Erik Nicolaisen Høy). På et postkort fra ca. 1910 fremgår at der da var Café & Frokostkælder i kælderen, samt A/S Ringested Liste- Ramme ovenover.

Forhandling af spirituøse Drikke i København. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Magistratens Skrivelse af 13de September 1880 rejstes Spørgsmaalet om Beværtningsnæringens Ordning, Forhandling og Udskænkning af Spirituosa o. s. v. her i Byen. Borgerrepræsentationen nedsatte i den Anledning en Kommission, som kom til at bestaa af d'Hrr. Crone, Fenger, Giødesen, Hansen (Formand), Jensen, Kayser, Knudsen, Mannheimer, Møller, Schleisner og Syndergaard, og disse har nu fremsat følgende Forslag: Den har opstillet en betydelig Indskrænkning i Beværtningsstedernes Antal som en Hovedopgave og i Forbindelse dermed bedre Orden og større Tilsyn med de tilbageblivende Beværtninger, hvorimod den ikke har tilsigtet en Fordyrelse af Spirituosa, da et saadant Skridt maa være Statens Sag. Med Hensyn til Værtshusholdernæringen foreslaas der som Betingelser for Borgerskab 35 Aars Alder, Vidnesbyrd om godt Rygte og Sikkerhed efter Magistratens Skøn, samt maaske Forsørgelsesret i København. Antallet bør bringes ned til én Værtshusholder for hver 800 Indbyggere. Der er for Tiden 1350 Værtshusholdere, men deres Antal vilde efter Forslaget bringes ned til 300. Afgiften bør betydelig forhøjes; Rettigheden bør kun gives for tre Aar, men kan paaregnes fornyet, naar Vedkommende er værdig dertil.

Tænkes Ordningen gennemført inden 1890, bør der indtil videre opstilles følgende Regler: Der meddeles indtil videre intet nyt Værtshusholderborgerskab. Den aarlige Afgift forhøjes fra 1. Januar 1884 til 200 Kr. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde dem, der ville give Afkald paa deres nuværende Ret, et Beløb af f. Eks. 300 Kr. Af Konditorier findes der nu 30. Dette Tal bør være Grænsen, og Afgiften for 1883 sættes til 200 Kr. og bør senere søges forøget.

Af Restaurationer findes der nu 60,  af Gæstgiverier 115. Disse Tal bør danne den fremtidige Grænse, særlig for at forebygge, at Grænsen for den øvrige Beværtningsnæring skal kunne omgaas ved at erhverve disse Arter af Borgerskab; hertil kræves dog for Gæstgiverier Lovhjemmel. Afgiften foreslaas foreløbig sat til henholdsvis 200 og 400 Kr.

Høkere, mener Kommissionen, bør fremtidig ikke have Ret til Udskænkning af Øl og Brændevin ved Disken for staaende Kunder, hvorhos denne Ret for de ca. 200, der have den, bør ophøre med 1885. Indtil da bør den nuværende Afgift af 10 Kr. forhøjes.

Endvidere anbefales Oprettelsen af en Del offenlige Bespisningssteder, som med Held ere forsøgte andre Steder. De skulle være fordelte over hele Byen og paa passende Steder i hensigtsmæssige Lokaler, hvor der beværtes med al Slags kold og varm Spise, The, Kaffe, Øl, men hvor Vin eller Spirituosa hverken maa udskænkes eller forhandles. Blade og Aviser bør forefindes (Læsestuer); Kortspil maa ikke finde Sted. De bør holdes aabne fra Kl. 5 Morgen til 11 Aften. For saadan Virksomhed maatte kræves de almindelige Borgerskabsbetingelser, 25 Aars Alder osv.; Næringsadkomsten skulde betales som Borgerskab af 2. Klasse (138 Kr.), men kun meddeles Personer, som efter Magistratens Skøn dertil findes egnede, og som afgive behørig Betryggelse mod Misbrug, og kun naar det paagældende Lokale er befundet egnet til Øjemedet. Der vil selvfølgelig ikke komme til al paahvile denne Næring nogen aarlig Afgift; heller ikke skulde den underkastes Tal-Begrænsningen for Beværtningsnæringerne. For saa vidt et Selskab maatte danne sig til Oprettelsen af slige Bespisningssteder (mulig forbundne med Bogsamlinger), kunde Kommunen give et saadant Selskab særlig Støtte ved i de første Aar at yde Selskabet et nærmere bestemt aarlig Tilskud til disse Etablissementers Drift.

Endvidere har Kommissionen stillet Forslag til Politivedtægten, der angaar Lokalernes Renlighed og Orden. Det bestemmes fremdeles, at berusende Drikke ikke maa udskænkes til Personer under 18 Aar eller til Berusede, ej heller til Gæster, der ere begyndt at blive berusede eller til Personer, om hvem det vides, at de ere henlagte i Fattigvæsenets Stiftelser. Ingen maa vise sig kendelig berusede paa Gade eller offenlig Sted. Værten skal i lukket Vogn hjembringe dem, der ere blevne berusede hos ham. Værten maa ikke tillade Udbetaling af Arbejdsløn eller Hyre i hans Lokaler. Finder Slagsmaal eller Lign. Sted i en Beværtning, kan Politiet forlange den lukket for den Dag. Forstyrrende Støj kan Politiet forbyde, ligesom kvindelig Medhjælp til Opvartning - Værtens Hustru undtagen. Offenlige Beværtningssteder skulle holdes lukkede fra 12-4 om Natten, og i den Tid maa ingen Gæst opholde sig der. Sluttede Selskaber er dog udelukket fra denne Bestemmelse.

Nogle af Kommissionens Medlemmer udtale sig endvidere for Ansættelse under Magistraten af en Mand, der skal føre Tilsyn med Beværtningsvæsenet og dermed beslægtede Forhold, indgive Beretninger om Tilstanden og foreslaa nye Foranstaltninger.

I Vedtægten af 12te Juni 1858 foreslaas en Forandring, hvorefter Høkere ikke skulde kunne faa Ret til Udskænkning af Øl og Brændevin paa Stedet. De nuværende Høkere skulle dog beholde den af dem erhvervede Ret til Udløbet af Aaret 1885.

Hvad angaar offenlige Danselokaler, da foreslaas, at disse ikke maa holdes aabne efter Kl. 12 Midnat. Ved saadanne Lokaler maa der ikke findes særskilte, ved Dør, Forhæng eller paa anden Maade lukkede Rum til Beværtning af eller Ophold for de Besøgende.

Bevilling til Logishuse skal kun kunne meddeles, naar der i den Lejlighed, som dertil agtes benyttet, findes særlig Adgang, som ikke berøre Skænkestuen, til Sovelokalerne. Betalingen for Natteleje maa ikke modtages i Skænkestuen.

De oven for anførte Forslag foreslaar Kommissionen skulle vedtages straks. Derhos indstiller den, at Sagen i sin Helhed underkastes en almindelig Behandling i Kommunalbestyrelsen, saaledes at det overdrages Magistraten senere at fremsætte nærmere Forslag til til de Foranstaltninger, som Kommissionen yderligere anser for nødvendige til Forholdenes videre Udvikling. Disse Forslag gaa bl. A. ud paa, at der skal gives skarpere Bestemmelser om Antallet af Udsalgssteder for Spirituosa, ikke forbunden med Udskænkning, og gives nøjere Bestemmelser om Udskænkningslokalernes Beskaffenhed og hele Indretning, Beliggenhed, Størrelse etc. 

I de Kommissionsbetænkningen ledsagende Oplysninger meddeles der bl. A., at der i 10 af Beværtningsstederne for Tiden gives musikalske Aftenunderholdninger, dog ere kun 4 af disse egenlige Sangerindelokaler; det gennemsnitlige Antal af Besøgende er for disse sidstes Vedkommende henholdsvis 450, 250, 200 og 150, for de øvrige ca. 50 daglig.

Med Hensyn til de offenlige Danselokaler oplyses, at Antallet er 6, og det ene af disse er forsynet med særskilte Kabinetter, hvorimod dette ikke er Tilfældet for de øvriges Vedkommende. Der afholdes Dans tre Gange ugenlig, de to Aftener til Kl. 1 og den ene til Kl. 12. Det gennemsnitlige Antal af Besøgende hver Aften stiller sig saaledes : i "Figaro" 100.500, i "Fønix" 100-400, i "Aftenstjernen" 100-300, i "Kjæden" 200-800, i "Vega" og "Valkyrien" 50-300.

Siden Vinteren 1870-71 indtil 1879-80 er der aarlig afholdt henholdsvis 16, 19. 20, 21, 23, 20, 22, 17, 20 og 23 offenlige Maskerader, der have været besøgte gennemsnitlig af 100-300 og for et enkelt Lokale (Kasinos) Vedkommende af 400-1000 Personer hver Gang.

Antallet af Herberger og Logishuse er 85 med Plads til 1581 Personer. Af disse Lokaler ere 69 særlig for Søfolk (af hvilke 628 kunne optages), Haandværkere og andre Rejsende, der kunne modtages i et Antal af 458), medens I I ere egenlige Nattelogishuse med Sengeplads til ialt 495 Individer. Hver enkelt Nattelogisghus er beregnet til 5 a 120 Personer, der erlægge en Betaling af 25 eller 35 Ø. pr. Nat. For de Logishuses Vedkommende, som søges af Søfolk, besørges Opvartningen 16 Steder udelukkende af Kvinder, 21 Steder af Mænd og 5 Steder tildels af Mænd, tildels af Kvinder. 10 af Værterne give sig tillige af med Forhyring af Søfolk i større Omfang (de sidste Aar gennemsnitlig 5000 Individer), medens flere andre lejlighedsvis befatte sig hermed.

For at forhindre de Ulemper, som ere forbundne med, at mange Personer, navnlig Søfolk, ere henviste til at opholde sig paa Værtshuse for at træffes af dem, der ville søge deres Arbejde, anser Kommissionen det for meget ønskeligt, om der kunde træffes den Ordning, at intet Beværtningssted, hvor der udskænkes Spirituosa, maa findes paa nogen Arbejdsplads eller i dens umiddelbare Nærhed, men den erkender, at praktiske Hensyn hindre en saadan Ordning. Derimod tilraader den bestemt Forbud mod, at Arbejdsløn eller Hyre udbetales paa saadanne Steder, hvilket vil virke ikke lidet dæmpende paa Beværternes Redebonhed til uden kontant Betaling at udskænke til Arbejdere og Søfolk. Kommissionen har tillige ved sine Undersøgelser bragt i Erfaring, at der i de Beværtningssteder, hvor der samles mange Arbejdere, spilles Kort i stort Omfang, og at der spilles om Drikkevarer.

Det behøver næppe nogen nærmere Forklaring, i hvor høj Grad denne Omstændighed befordrer overdreven Nydelse af Spirituosa; dels forlænger Spillet Opholdet paa Beværtningsstedet, dels bliver Resultatet af hvert Spil, at den Tabende giver "en Omgang" til alle Medspillende, og man vilde derfor anse det heldigt, om et Forbud kunde udstedes mod, at der drives Kortspil paa offenlige Værtshuse. Efter den bestaaende Lovgivning er imidlertid saadant Spil i Almindeligbed tilladt, og der vil næppe kunne opnaas nogen Forandring heri, hvorfor Kommissionen, hvor meget den end beklager det paaankede Forbold, har afholdt sig fra at stille noget Forslag vedrørende dette Punkt.

I Logishusene finder paa store Steder Adgangen til Soveværelserne Sted gennem Skænkestuen, hvor først Betalingen for den kommende Nat erlægges og dernæst Resten af Paagældendes Penge jævnlig medgaar til Drikkevarer, som han dels selv nyder, dels maa traktere de øvrige Gæster med. For at raade Bod paa dette højst beklagelige Forhold turde det, da et Forbud mod Udskænkning af Spirituosa paa disse Steder - hvad der vilde være det ønskeligste - lige saa lidt tør paaregnes, som i de oven for nævnte Tilfælde, være det mest praktiske, at fastsætte, at ethvert Logishus skulde have en særskilt Adgang til Sovelokalerne, saaledes at Ingen for at naa til disse var nødt til at passere Udskænkningsstuen, ligesom det maatte forbydes, at Betaling for Logiet erlagdes i sidstnævnte Lokale.

(Social-Demokraten 26. april 1882).

Nykjøbing Falster Communalbestyrelse. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 15de Juli.

Under hvilken beklagelig Næringstvang og positive Næringshindringer og Forbud Kjøbstæderne, under deres egne Bestyrelsers Tryk og ved Hjælp af Bevillingsuvæsenet, endnu ofte lide, og hvilke komiske patriarchalsk absolutistiske Midler hertil bruges: kan sees af en Offentliggjørelse af Communalbestyrelsesforhandlinger i Nykjøbing paa Falster. Der havde nemlig en Meel-, Gryn- og Mælkehandler Hansen i Kjøbenhavn underdanigst ansøgt om at "vinde Borgerskab" som Restaurateur. Formodentlig for ikke at forøge Restaurateur-Concurrencen for Consumenterne, havde han ikke engang attraaet at forøge Antallet af Restaurateurerne i Nykjøbing; og havde han af den Grund faaet Afslag, kunde det endda have været meget rimeligt. Han havde imidlertid accorderet med en alt privilegeret Restaurateur Møller i Nykjøbing om, at denne skulde nedlægge sin Restaurateurpost naar H. tiltraadte sin, altsaa kun en personlig Bytning af Restaurations-Privilegiet; der var da saaledes ingen Grund til Frygt for, at Byen skulde blive restaureret af Flere, end der alt herpaa havde "vundet" Borgerskab. Det var jo altsaa et yderst conservativt Forlangende. Men desuagtet erklærede Fleertallet af Stiftets Hovedstadsrepræsentanter: ikke at kunne erklære sig for Ansøgningen, da der i Byen "ikke var Mangel" paa Restaurateurer og - da det betvivledes, at det paatænkte Arrangement vilde blive til (den jo vitterlige og myndige Medansøgers) Møllers og hans Families "sande Tarv"! Vel tilføies der, at heller ikke Supplicantens Charakteer og tidligere Vandel var Bestyrelsen bekjendt. Det turde være den eneste Indvending, hvori der ved Spørgsmaalet om en Næringsberettigelse af den Art vilde kunde være sund Fornuft, men man seer, at den kun har dannet et mindre væsentligt Appendix.

Men Restaurations-Spørgsmaalet i Nykjøbing paa Falster bliver endnu kosteligere ved en senere Forhandling, der sætter Krandsen paa den derværende, jo saa politisk "intelligente" Communalbestyrelses Argument-Bygninger. Efter at Grynhandleren fra Kjøbenhavn var bleven "schnöde" afviist, havde nemlig 1 ½ Maaneder derefter en Skræder, og det endog i selve Nykjøbing, den Kjækhed at ansøge om at drive en Restauration. Han havde, ligesom Grynhandleren, jo heller ingen Fordannelse i Restaurationsfaget, og vel endnu mindre, da Gryn samt Meel og Mælk dog ere væsentlige Restaurations-Ingredientser og Naal og Traad derimod slet ingen Traadforbindelse giver med Bespiisning, men endog vel bør holdes det meest mulige borte derfra. Skræderen vilde desuden gjøre et stort Brud paa "Principet" og forøge Restaurateurtallet, da der jo ikke længere kunde være Tale om at udaccordere den stakkels Møller, med hvis "sande Tarv'' velvise Byfoged og Raad havde decreteret det uforeneligt, at han paa egen Haand tog andre Næringsbestemmelser for sig og Familie. Hvad antager man saa, at der nu skeete, af den samme (Kommunalbestyrelse, som har afgivet hin ovenstaaende "Betænkning"? Den vedtager conseqvent og dennegang uden Dissents at erklære: "at Nykjøbing Kjøbstad, hvad Bestyrelsen tidligere har havt Lejlighed til at yttre, ikke føler Trang til flere Restaurateurer, og man derfor ikke heller fandt Anledning til at anbefale Ansøgningen". "Imidlertid" - tillykke har Skræderen et daarligt Helbred og "imidlertid vil Bestyrelsen derfor, navnlig med Hensyn til Supplicantens Helbredstilstand og hans fleeraarige Stilling i Byen som Borger, ikke modsætte sig, at ham meddeles Tilladelse til at vinde Borgerskab som Restaurateur". Først afslaaer man af "Princip" hvad man havde tidligere nægtet en Anden, der begjærede det Mindre, og i samme Moment tilstaaer man, formedelst Helbredet, Skræderen det Mere i den samme, af ham begjærede, Næringsudøvelse!

Samme (Kommunalbestyrelse har alt under 14de April havt en anden svær Nød at knække, og den befinder sig da ogsaa under Tænderne endnu. En Enkemad. Jacobsen har nemlig søgt om, i Forening med hendes Næring som Kagebagerske at maatte forundes Tilladelse til at udskjænke Thee og Caffe for Damer og Beboere af den mere dannede Classe. Da Spørgsmaalet imidlertid selvfølgeligt var saa vigtigt og difficilt at afgjøre, blev det "stillet i Bero til et senere Møde"; og hvor særdeles vanskelig Afgjørelsen falder, vil sees deraf, at uagtet Bestyrelsen har holdt syv senere Møder, var Sagen ved Juni Maaneds Udgang og er rimeligviis til Dato ikke atter foretagen, saa at Enken og "den dannede Classe" i Nykjøbing paa Falster endnu ere spændte paa Afgjørelsen, der dog tør haabes, i Conseqvents med Spørgsmaalet om Skræderens nye Restauration, at ville resultere saaledes: at den dannede Classe i Nykjøbing Kjøbstad ikke føler Trang til mere Thee og Caffe og man derfor ikke kan anbefale nogen yderligere Udskjænkning; men saasom Madamens Hetbred er skrøbeligt og Madamen - det formode vi - har været Madam i mange Aar i Byen, anbefaler man hende gjerne til Bevilling til at skjænke Thee og Caffe til den kagenydende dannede Classe.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. juli 1856).

Slesvig Maj 1851. (Efterskrift til Politivennen)

- B. H. melder fra Kiel, at Reventlow-Criminil ikke har medbragt glædelige efterretninger. Han skal have erklæret, aldeles intet at kunne gøre for de slesvigske flygtninge og de omtalte "energiske noter", "hvis de virkelig eksisterer i denne skikkelse", have, som man kunne tænke sig, slet ikke ytret nogen indflydelse på den danske regering. - Voss Zeit. vil vide at en af Forbundsdagens første akter skal være en erklæring imod de danske overgreb i Slesvig og at forbundet i en "Gesammt-Akt" på ny vil hævde hertugdømmernes rettigheder. - "B. H." ledsager imidlertid denne meddelelse med et spørgsmålstegn; Hb. N. mener at en sådan optræden fra forbundets side vist kun vil forblive et "fromt ønske", og Fr. Pr. siger, at "ved ord lade de danske sig nu engang ikke slå af marken; man vil kun gøre sig endnu mere latterlig ved tomme trusler." C. B. fortæller, at nogle af de tyske småregeringer straks ved forbundsdagens åbning vil insistere  på den kurhessiske og slesvig-holstenske sags snarlige diskussion; men at Østrig vil erklære sig derimod og ønsker udelukkende spørgsmålet om forbundels konstituering og organisationen af en eksekutivmagt nærmest afgjort, hvorimod de enkelte spørgsmåls diskussion skal overlades til de nye forbundsorganer. "Nordd. Zeitung" melder i samstemning med Voss. Z. som fuldkommen stadfæstet at de to tyske stormagter er i begreb end, "for forbundsdagen  at indtræde imod Danmarks anmasselser, og alt "med den største samstemmighed og med decideret hævdelse af hertugdømmernes rettigheder"; og tilføjer til yderligere trøst: at "Rusland aldeles ikke er på Danmarks side, da det kun alt for tydeligt har vist sig, hvilket parti der i København har givet og fremdeles synes at ville give anledning til de nyeste danske overgreb" j og "Hb. N." har "fra velunderrettede kredse" hørt at en russisk note allerede er indløbet til København, hvori "Danmark rådes til eftergivenhed."

Allg. Z. melder fra Altona, at der ingen udsigt er til at de "demokratiske" ministre i Danmark vil fratræde. Samtidig dermed gives en tragikomisk skildring af forholdene i Slesvig, hvoraf imidlertid fremgår så meget at oppositionen søger at vise sin trods på så mange snilde måder. Damerne bærerbånd af en mindre bestemt farve, der dog af danske officerer anses for slesvig-holstenske. Officererne kaster papirskugler på disse damer i teatret o. s. v. Sådant kalder Allg. Z. Hudeleien, men den har desforuden forskellige andre kategorier af "tyranniet"

Alt. M. har en meddelelse fra den slesvig-holstenske kanal, hvori både toldembedsmændene og det danske militær roses meget for deres rolige og besindige optræden. I det hele "går det ret godt med det danske regimente."

Kjøbenhavnsposten, 4. maj 1851

I "Dannevirke" skrives fra Slesvig den 29. maj: Om forholdet mellem borgeren og soldaten her i Slesvig end ikke er fjendtligt, så er det dog langt fra venskabeligt. Soldaten får sit værelse eller kammer anvist, og der kan han opholde sig. I nærmere berøring med familien kommer han ikke. Hvad han nyder i sit kvarter, må han betale, og det undertiden endogså temmelig dyrt. De der ikke kan få kosten i deres kvarterer, besøger spisekvarterer hvoraf der gives mange her i byen. Der klages i almindelighed ikke over kvartererne, og om det også undertiden kommer til mundhuggeri mellem værten og hans indkvartering, til håndgribeligheder kommer det sjældent, for derfor vogter de gode borgere sig nok, de har også alt for megen respekt for byens djærve kommandant, den tapre Helgesen der af indbyggerne frygtes uden dog at hades, og af soldaten agtes og elskes. Hvad der især bidrager til at opretholde ro og orden, er foruden politiet tillige den gode indretning at alle værtshuse og butikker lukkes kl. 9 og enhver skal da være hjemme. Træffes nogen på gaden efter den tid, bliver han arresteret og må betale mulkt, dog med undtagelse af dem der har et kort, hvilket uddeles enten for en enkelt aften eller længere tid til dem der er bekendte som ordentlige og rolige mennesker, hvorimod "Wühlere", drenge og svende ikke nyder denne frihed. Hvorledes stemningen hos mange endnu er, kan ses deraf at da her i søndags blev givet en aftenunderholdning af bens musici og der blandt andre musiknumre også blev udført "den tapre landssoldat", bortfjernede adskillige herrer og damer sig pludseligt, og som det lod til, i temmelig oprørt stemning, hvilket dog hos adskillige af indbyggerne fremkaldte latter.

Ribe Stifts-Tidende, 9. maj 1851.

Elisabeth Jerichau Baumann: Danmark (1851). Billedet afspejler den nationale sejrsstolthed som bredte sig, sammen med forfølgelsen af slesvig-holstenerne. Blikket i Moder Danmarks øjne, sværdet og den knyttede næve om flagstangen kunne antyde det. Det kongelige Bibliotek.

Den danske regering begyndte at føre en hårdhændet fordanskningspolitik: "Upålidelige" embedsmænd blev udrenset i perioden til maj 1851 hvor der blev givet generel amnesti. I slutningen af maj udkom en liste over de personer som ikke var omfattet af amnestien. Udover den augustenborgske hertug Christian August, og broderen, prins Frederik af Nør og familie, omfattede den omkring 30 højtstående embedspersoner indenfor justits, kirke, politi mm. Alle andre ville kunne ansøge om amnesti mod at overgå til at være civile personer, og til at blive retsforfulgt i det omfang de danske myndigheder fandt det nødvendigt. Til dette formål skulle de bruge nedenstående formulering som nok har fået en og anden til at afholde sig fra at ansøge:

De ansøgninger som bliver at indgive af de slesvigere som har forladt deres hjem og ønsker at vende tilbage, skal affattes således: Til Kongen! Undertegnede som under de sidste års uroligheder har forladt sit hjem, længes nu efter at vende tilbage for at leve under Deres Majestæts milde og retfærdige scepter og under min retmæssige af Deres Majestæt indsatte øvrighed. Jeg vover derfor herved allerunderdanigst at ansøge og allernådigste tilladelse til igen at turde tage ophold i hertugdømmet Slesvig under de betingelser som Deres Majestæt allernådigst måtte foreskrive mig. Allerunderdanigst N. N. (B. T.)

Ribe Stifts-Tidende, 19. maj 1851.

Reaktionen kom kort tid efter:

Fra Kiel ytres at man der er blevet ubehageligt berørt af amnestipatentet, og man kalder den befalede form for ansøgninger fra flygtninge om at måtte vende tilbage, krænkende. Man vil ikke begribe at det er retfærdigt og nødvendigt at tilbagevendte oprørere stilles under politiets opsigt og at de kan anklages for begåede politiske forbrydelser hvis de skulle gøre sig skyldige i nyke. Man fortæller at der i Eckerförde er oplæst en bekendtgørelse ifølge hvilken alle civile skal hilse de danske soldater.

Ribe Stifts-Tidende, 20. maj 1851.

Om den Rumfordske Suppe.

Der var en tid da denne suppe, endog her til lands, vakte megen opmærksomhed, og nu har man i lang tid slet ikke hørt tale om den. Kun er det bekendt at den nydes af fangerne i straffeanstalten på Christianshavn. Denne suppe er vel nærende og kun lidt bekostelig når den tillaves i større kvantiteter. I Paris og flere store stæder kan de fattige på dertil indrettede spisekvarterer få Rumfords suppe for deres skilling. Burde man ikke her i Købehavn som har så mange fattig familier inden for dens mure, åbne de trængende adgang til dette sunde og fødende næringsmiddel der altid vil gøre sin opfinders navn velsignet. Da denne suppe nødvendigvis må koge i 5 eller 6 timer, så vilde ildebranden hvis den ikke koges i store portioner, snart tilintetgøre den fordel ingrediensernes ringhed ellers giver. Dog må man ønske at om et rumfordisk suppehus blev indrettet ved offentlig eller privat omhu, man så ville drage omhu for at suppen allerede første gang den sælges, var god og rigtigt tillavet. Mange fattige ville således få en sund og kraftig føde for det den ellers giver for et glas brændevin. 

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 684-685)

God og billig Bevertning samt Middagsspise paa Christianshavn.

I Politivennen har man nyligt ytret at Christianshavn med et folketal på 12.000 indbyggere savner et godt beværtningssted samt god og billig middagsmad for de dannede klasser. Et sådant er nu etableret i Overgade neden Vandet nr. 170, nær laboratoriet hvor en driftig mand bor som behandler sine gæster godt og hvor der tillige er billard, åben og lukket keglebane, et rummeligt og bekvemt, nyligt overalt istandsat lokale samt en smuk have med lysthuse.

Man tør således med sikkerhed anbefale dette beværtningssted for de dannede klasser, især for christianshavnerne og andre som besøger denne by, som har forretning der og kunne trænge til forfriskning.

En Christianshavner.

(Politivennen nr. 1092, Løverdagen, den 3die December 1836. Side 785-786) 

Redacteurens Anmærkning

Der hentydes til en artikel i Politivennen nr. 1084, 8. October 1836. Side 649-650

En Væsentlig Mangel paa Christianshavn.

Det er virkelig forunderligt at Christianshavn som tæller et ikke ringe antal indbyggere og er forsynet med 1 apotek, 3 vinkældre, 1 konditor og en stor mængde værtshuse, ikke ejer en restauration eller et spisehus hvorfra ugifte personer eller familier der ikke fører husholdning, kan få middagsmad. På Christianshavn opholder sig som bekendt mange personer såvel af den militære som af den civile stand der ikke har lejlighed til at føre husholdning. Og disse må nu for at tilfredsstille mavens fordringer, dagligt ofte i dårligt vejr og dårligt føre enten gå den lange vej ind til hovedstaden eller lade hente mad derfra. Det sidste har foruden at det falder bekosteligt, også til følge at de får maden kold. Blev der etableret et ordentligt spisehus hvorfra man også kunne lade maden hente, ville det være meget kærkomment for mange. Og en familie ville derved kunne have et godt udkomme. Mest belejligt synes Brogade til anlæg af en sådan spiseanstalt da den tillige ville blive besøgt af de skibsførere og købmænd fra provinserne hvis skibe ligger langs Børsen og ved Nybørs eftersom disse ikke nu som før kan få varm middagsmad hos værtshusholderne i nærheden.

(Politivennen nr. 1084, Løverdagen, den 8de October 1836. Side 649-650) 

"Det er virkelig forunderligt at Christianshavn ikke ejer en restauration eller et spisehus." (Dronningensgade på Christianshavn, 2015. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

En artikel i 1092, 3. december beretter at der nu kan få middagsspise.

Overgaden neden Vandet 170/Lille Sofiegade 170 blev i 1852 sammenlagt 171. Siden 1859 har adressen heddet Lille Sofiegade 2/Overgaden neden Vandet 5. Efter at Store Sofiegade forsvandt i 1868 har gaden bare heddet Sofiegade. Den nuværende hjørneejendom er fra 1882. Og restaurantslokalet er altså uigenkaldeligt forsvundet.

Forslag, betræffende Hestehandlere, og de Personer, som holde Spiisning ved sluttet Bord.

Som bekendt tillades det i almindelighed ingen at drive borgerlig næring før ham er meddelt borgerskab på den næringsvej han agter at drive, eller før han har aflagt borgereden og betalt det anordnede gebyr m.v. Lige så bekendt er det at de der vil vinde borgerskab, er pligtige at producere forskellige attester for at godtgøre at de er berettiget til at få borgerskab på den næringsvej eller håndtering ved hvilken de agter at søge udkomme, ligesom der da også kræves attest for at de pågældende ikke er kendt af politiet fra nogen tvetydig eller ufordelagtig side. Med nogen føje afkræves den kommende borger sådanne vidnesbyrd der afgivet en ikke uvigtig, om just ikke altid tilstrækkelig garanti for at tvetydige og uredelige personer ikke skal få lejlighed til at indsnige sig i borgersamfundet, og man må derfor finde det højst besynderligt at det endnu i året 1833 tillades visse personer at drive forskellige, endog betydelige næringsveje, uden at afkræve den endog kun det allermindste bevis for at deres foregående vandel har været pletfri. Dette er fx tilfældet med hestehandlere og med dem der holder spisning ved et såkaldt sluttet bord, og måske endnu med adskillige andre. Hvad de første angår, da er det i høj grad påfaldende at en mand der jævnligt køber og sælger flere jobler af kostbare heste (12 stk. i hvert kobbel) skal være fritaget for at dokumentere sin fortidige vandel, og for at svare næringsskat af den næringsvej, han ernærer sig vej, da dog enhver anden næringsdrivende selv endog den der kun har kunnet drive det dertil at leje sig nogle flasker og glas, samt at gøre kredit på nogle potter brændevin og en tænde øk, må aflægge borgereden samt at rykke ud med det takstmæssige gebyr og kvartaliter med den påbudne næringsskat.

Men det er ikke alene det påfaldende hvorved vi her vil dvæle. Det skadelige turde måske være af endnu større vigtighed, og det er da overflødigt at antyde dette nærmere når indsenderen bemærker at han har kendt personer som straks efter at de har forladt slaveriet eller Tugt- og Rasphuset indfinder sig på markederne, og driver handel med heste under det anmassende prædikat "hestehandlere", hvilket de klogeligt ved at betjene sig af, i stedet for de for sødanne personer mere passende betegnelser: vagabond, dagdriver, lommedragon og andre lignende.

Det er unægteligt at indsenderen blandt vores hestehandlere kender mange agtværdige mænd. Men lige så vist er det også at disse må skamme sig ved prædikatet "hestehandler", hvis denne benævnelse ellers også kan findes anvendelig på de nys nævnte personer. - Denne ulempe ville imidlertid kunne ryddes af vejen, hvis det bliv gjort til pligt for enhver der vil ernære sig ved handel med heste, at vinde borgerskab på denne næringsgren, og de udgifter som dette kunne medføre for dem der vandt borgerskab, ville snart komme igen med renters rente da terrænnet derved blev renset for en mængde fuskere. At her ikke kan være tale om de landboere der til eje, leje eller fæste driver landbonæring, turde det være overflødigt at erindre.

Muligvis ville det heller ikke være af vejen hvis det gjordes til en betingelse for at få det her omhandlede borgerskab at de pågældende som ikke havde underkastet sig veterinæreksamen *) indskærpedes at bilægge deres ansøgninger med attest fra viterinærskolens forstander eller andre dertil bemyndigede, veterinærkyndige, en attest der burde indeholde en bevidnelse om at ansøgeren havde et sådant praktisk **) kendskab til heste, at der var grund til at formode at han med fordel ville kunne benytte det borgerskab han attråede.

* * *

Betræffende dem der holder spisning ved et såkaldt sluttet bord, da vil den for kort tid siden afsagte allernådigste højesteretsdom hvorved værtshusholdere og øltappere, samt te- og kaffeskænkere er kendt uberettigede til at beværte med varme spisevarer, ikke kunne medføre nogen væsentlig nytte for spiseværterne, hvis det ikke fremtidigt anordnes at enhver der søger udkomme på denne måde, skal vinde borgerskab på denne næringsvej, hvilket borgerskav burde betales med et gebyr der var lige med det der afkræves spiseværterne. For i modsat fald ville det ikke være vanskeligt for enhver uberettiget at beværte med varme spisevarer, og illudere lovgivningen ved uantastet at gøre indgreb i spiseværternes rettigheder.

Adskillige ved også allerede nu at benytte sig at lejligheden. Og indsenderen kender blandt flere et par værthusholdere der ved sluttet bord dagligt beværter et større antal personer end de mest søgte spiseværter uden dog at have betalt noget borgerskab, eller svaret nogen næringsskat, hvilket mildest talt dog synes at være højst urimeligt.

Skønt indsenderen af forestående linjer er en stor hader af alt laugs- og korporationsvæsen, har han dog troet at burde henlede de ansvarshavende autoriteters opmærksomhed på hvor megen ulempe det medfører når nogle af en stads borgere er bundet og indskrænket i udøvelsen af deres håndteringer, andre derimod ikke, og han indstiller derfor dette sit forslag til højere ansvarliges modnere bedømmelse.

København den 2. april 1833. A. P. Jensen.

(Politivennen nr. 903, Løverdagen den 20de April 1833, s. 263-269) 

*) Vel synes det rimeligt at eksaminerede dyrlæger fritages for at producere en sådan attest. Men det går her som ordsproget siger: "Ingen regel uden undtagelse". For det turde sikkert endnu være i frisk minde at en eksamineret dyrlæge og hestehandler for nogle år siden afgav et så modsigende skøn over en meget renommeret hingst at man vist nok kunne have rimelige føje til at ønske ham en større portion hesteforstand end den han ved denne lejlighed lagde for dagen. Nævnte hingst er siden efter brændt af de selv samme personer der samtidig med den omhandlede dyrlæge tillagde den forskellige, arvelige lyder, hvilket hos et vittigt hoved fremkalde den ytring: "De har nu brændt Es hingst. Men mig synes at de derved har svedet sig selv"

Sætterens anmærkning.

**) Teoretiske kundskaber burde ikke kræves. I øvrigt forekommer det forfatteren at den kommende hestehandler ikke kan finde det anstødeligt at underkaste sig en sådan prøve, da den kommende brændevinsbrænder netop er i samme tilfælde.

Om Beværtningen i Høvlen.

Blandt den legio af spisebeværtninger som vores hovedstad så rundeligt er forsynet med, er det naturligt at der må findes såvel dårlige som gode, nogle høflige såvel som uhøflige, ædruelige såvel som ikke ædruelige værter osv. Som sjældenheder må det glæde enhver hvis enlige stilling nøder ham til at søge livets ophold blandt denne sværm, når man træffer steder hvor driftig virksomhed forenet med en nøjsom fordel leverer sunde, gode og renlige varer til de billigst mulige priser. Og et sådant sted vil ligeså sikkert opnå den fortjente søgning som denne igen vil tabes ved disse egenskabers mangel eller værtens udelikate forhold mod gæsterne. 

Aymard Charles Théodore Neuborg (1795-1860): Gammelstrand, 1840. Daguerrotypi. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Spisekvarteret Høvlen ved Gammelstrand har fra Cronborg og Fischers tid vundet et almindeligt bekendt navn og fortjent god omtale. Begge dele er gået i arv til den nuværende beboer hr. B. Men om dette er fortjent, derom vil indsenderen tale i disse linjer. Ved sammenligning mellem den foregående og den nærværende beværtning er der med hensyn til priserne aldeles ingen grund til klage. Disse følger og det sikkert kun med en lille fortjeneste, de rå viktualiers pris i tiderne. Og man må tilstå at det er ubegribeligt hvorledes undertiden så meget kan leveres for så lille en betaling. 

Men hvad alt det øvrige angår af en beværtning og værten, da står det nærværende sikkert langt tilbage for det foregående. Det kan ikke nægtes at enkelte dele som spisedelen angiver, ofte forener en rundelig kvantitet med en god kvalitet. Men det er skade at man i stedet for altid kun kan sige ofte. For det varierer så besynderligt, ikke alene fra dag til dag, men endogså samme dag at af 2 portioner ens mad kan den ene være yderst dårlig, når den anden har været meget god. Dette gælder især om kødsuppen og det undertiden uspiselige kød i samme, samt oksestegen, for ikke at tale om undertiden fiskevarer. For så vidt kvaliteten angår, tør ingen nægte at den har været bedre før end den er nu.

Med hensyn til anretningen som er en af hovedårsagerne til disse linjer, da er denne virkelig yderst mådelig. En dug som et tysklandslandkort må man ikke opholde sig over, ligesom heller ikke at det på gaden udhængte spiseskilt lyver så forskrækkeligt når det bebuder: "Varm spise". For enkelte tider undtaget, fås denne i almindelighed kun lunken. Ofte endog næsten kold. Dog der er et mirakel ved denne koldhed. For kold sennep og smør taber aldrig sin flydbarhed. Og samme egenskab har flere smørsaucer. I denne post står nutid langt tilbage for fortid. 

Til slut endelig om det allervigtigste, nemlig forholdet mellem vært og gæster. At billige priser og gode varer for fortiden af har lokket en del gæster til beværtningen, hvis stand og dannelse ikke harmonerer med den pekuniære evne, synes hr. B. slet ikke at drømme om. Uden at det skulle være ved vedligeholdelsen af den gamle indretning med to spisestuer. For høflighed indklædt i dumt ordkløveri kan ikke gælde hos den dannede mand. I den forreste stue at høre hr. B's høje stemme med grovheder imod dem han tør tillade sig sådant, er ingen sjældenhed. Exp. gratia: En efter anseende honet borgerkone med formodentlig en af hendes veninder der bestilte mad i den inderste stue, med de ord: "Derinde er plads for mine gæster, men ikke for kvindfolk!". Kort sagt, om uhøfligheder lod der sig meget sige. 

Det er derfor næsten urigtigt at tale om forekommenhed. For den kender hr. B. slet ikke. Det er sket indsenderen flere gange at have haft rimelig årsag til harme over det løgnagtige skilt om "varm spise", og han har med høflighed bedt om at få det kolde opvarmet. Men tro ikke at det er sket! Nej! enten er portionen taget bort uden at komme igen, eller også har et kort bestemt afslag været resultatet af anmodningen. Om hr. B måske finder at en kold bid til en snaps smager bedst og han derfor giver kolde portioner for at der skal drikkes snapse, det tør indsenderen ikke sige. Men det ved han at han har været nødsaget til at tage en snaps for at opvarme den såkaldte "varme spise." Om hr. B tror at han har lykken sat ved sin megen søgning, det ved indsenderen heller ikke. Men at den ved hans fremgangsmåde meget let kan tabes, derom er han overbevist.

(Politivennen nr. 789, Løverdagen den 12te Februar 1831, s. 109-113)

Gammelstrand anno 2020. Stadig med restauranter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1819-1820 er optegnet en spiseværtinde F. L. Cronborg, Gammel Strand 158. Her er også en spisevært R. Fischer, men i Lille Kongensgade 88. Udover usikkerheden ved at det er hende, findes der ikke en matrikel 158 i Gammelstrand, men i Ved Stranden 158. Denne adresse (senere Ved Stranden 6) eksisterer ikke mere.

Hold paa Tallerkenen.

Et råd til gæsterne hos spisemester Bang i Lille Kongensgade.

Det er hændt undertegnede 2 gange og sidste gang for nogle dage siden at følgende underlige opførsel er vist mod mig hos nævnte Bang. Efter at jeg havde fået den ret jeg forlangte, har  tjenestepigen den ene og madammen selv den anden gang snuppet tallerkenen før jeg havde fortæret portionen. Førte gang troede jeg at det var sket ved en fejltagelse eller fordi manden havde mangel på tallerkner. Men da det skete anden gang, beklagede jeg mig over det til spisemesteren der vel gjorde mig en del komplimenter på sin vis, men hvormed jeg ikke var nær så godt tjent som jeg havde været ved at beholde mit kun halvt fortærede gåselår der var snuppet fra mig. 

Da Bangs spisekvarter ikke er af de fornemste her i byen, kan jeg ikke tro at denne opførsel er vist mig fordi jeg har indfundet mig der i min anstændige skipperdragt der dog vel er lige så hæderlig som en liberikjole. Dog ved jeg at samme tallerkensnupperi er sket en anden skipper som er bosat her i byen hos nævnte Bang. Det er som jeg har hørt et ikke ganske afgjort spørgsmål hvorvidt en offentlige spisevært er berettiget til at nægte nogen som indfinder sig hos ham, spise. Men afgjort er det at har jeg fået min portion, er den min ejendom. Og må ikke snuppes fra mig før jeg har fortæret den.

Jeg gentager derfor mit råd til Bangs gæster:

Hold på din tallerken som smeden på sin tang.
Hvis du vil spise det du har forlangt hos Bang

P. Olsen
Skipper fra Præstø

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 666-668)

Lile Kongensgade mellem Holmensgade og Nikolaj Plads. (Kreditering: Københavns Museum, Niels Ludvig Mariboes billedsamling, 60-80 år efter Politivennens artikel. Fotoet er taget nogenlunde fra Lille Kongensgade 25 - som altså ikke kan se på fotoet)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1830 må der være tale om Niels Bang, værtshusholder, Lille Kongensgade 85. Som i 1859 skiftede nummer til Lille Kongensgade 25. Stedet eksisterer ikke længere.

Opfordring til de Dannemænd, som have bevirket den veldædige Bespiisnings-Anstalt, samt til andre Medborgere.

Ingen der har lejlighed og vilje til at gøre sig bekendt med den trang som de sidste hårde vintre og ugunstige somre har bevirket og den husarmod som hersker rundt omkring os, kan være ubekendt med det gode der er bevirket, eller med de ta[xxx] der er standsede ved den offentlige bespisning som en del hædersmænd har foranstalte, og veldædige borgere så villigt understøttet. Men efter indsenderens mening kunne denne menneskekærlige indretning når den som man tør håbe, fortsættes, blive endnu mere heldbringende, hvis:

1) agtværdige, hæderlige embedsmænd og borgere selv lod sig bespise derfra, og deres navne offentliggøre.

2) hvis den metode som følges, blev bekendtgjort ved trykken, og med beregninger fremsat eksempelvis til anvendelse i husholdninger af et vist antal personer.

Hvad det første angår, da er det indsenderen bekendt at mange familier har benyttet denne indretning, og mod den bestemte betaling derfra ladet sig bespise. Mange har ønsket at gøre det samme, men undseelse, embeds- eller andre forhold har holdt dem tilbage, mens de ofte omgivet af flere børn, har levet i kummer og elendighed.

Hovedformålet for denne veldædige indretning var at hjælpe husarme. Men så længe den trængende er nødsaget til eller tror det pligt mod sig selv ikke at lade det blive bekendt at han benytter bespisningsanstalten, kunne de ædle mænds bestræbelser ikke ganske fyldestgøre øjemedet.

Det er derfor nødvendigt at sådan undseelse undertrykkes, og dette ville ufejlbarligt ske på den foreslåede måde. Eksemplet må virke her som i så mange andre tilfælde. Indsenderen mener at når nogle af komiteens medlemmer velvilligt ville påtage sig at modtage anmodninger om bespisning og disse ikke kom til andres kundskab, da ville der ufejlbarligt snart gives flere fordomsfrie mænd og koner som ville melde sig. Og når de anmodende anførtes, uden navngivelse eller anden forklaring, hvorved de personligt kunne kendes, men fx blot: nr. 1 justitsråd og kontorchef: 2 portioner, 2) bødker: 6 portioner, 3) guldsmed: 4 portioner osv. på en liste som hos vedkommende komiteens medlemmer var til eftersyn, eller vel endog gennem aviserne efterhånden offentliggjordes, da ville den undseelse snart hæves. For hvorfor skulle membedsmand eller borger undse sig for at følge embedsbrødres og medborgeres eksempel?

Hvad det andet forslag angår, da gør indsenderen sig håb om at dettes opfyldelse ikke vil være mindre heldbringende. Mange familier kunne nemlig både ønske og behøve at indføre en sparsommere husholdning. Men ofte er familierne så store at det af denne grund bliver for brydefuldt at benytte bespisningsindretningen, ofte lægger andre forhold hindringer i vejen herfor. Derimod vel endog tyendet ikke kunne lægge mærke til den egentlige årsag, når den forstandige husmoder gør en eller anden forardring i sin madlavning. Men skal enhver indstudere regler, bliver følgen i dette som i andre tilfælde, hvor man intet eksempel ahr for sig: den findes først sent. Måake af nogle - aldrig. At komiteens metode er anvendelig i en hver husholdning, kan indsenderen så meget mindre betvivle, selv der hvor man ønsker lidt kraftigere spise, da han ikke skønner rettere end at enhver efter behag må kunne tilsætte et eller flere lod kød, urter osv. uden at reglen for madens kogning og øvrige tillavning fraviges.

At husholdninger ikke kan have bespisningen til samme pris som komiteen, forudser indsenderen, men at forskellen ikke ville blive stor, er han lige så overbevist om som han trygt tør antage at når det skadelige forprang med kreaturer blev fjernet, og de herimod givne anordninger med kraft og strenghed overholdt, ville de unaturlige priser på kreaturer som nu alene beriger og bevirkes af vindesyge prangere (blandt hvilke endog findes halvvoksne drenge), snart nedstemmes, og kødpriserne i forhold dertil.

Måtte indsenderen forslag måde de kristeligt sindede mænds velvilje, ved hvis menneskekærlighed allerede så mange er bespiste, da ville vist nok endnu en mængde familier reddes fra undergang. Og den besparelse som herved frembringes i de væsentlige husholdningsudgifter ville visseligt ikke heller blive uden gavnlige følger i andre huslige udgifter. Og man ville da sande den ufravigelige lov: det er kun ved sparsomhed og flid man kan bestå, særdeles under den nu almindelige næringsløshed.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 477-482)

Forslag til en ny Næringsvei.

Man hører altid boghandlere og forlæggere klage over den ringe afsætning på danske bøger og skrifter i København, og at det næppe lønner sig at udgive noget på tryk. Men hvad gør de også for at befordre afsætningen? Det nys udkomne skrift bekendtgøres i Adresseavisen og i Statstidende, og nu lader man det komme an på om der findes købere. Læseselskaber og lejebiblioteker anskaffer sig i almindelighed et eksemplar. Men ofte undgår en sådan bekendtgørelse andre læselystnes opmærksomhed. Eller hvis den bemærkes, har man ikke for øjeblikket lejlighed til at sende bud efter den, og den forglemmes således, eller den fortrænges af en anden bekendtgørelse, eller af noget andet nyt.

Ser man derimod hen til den betydelige afsætning som endog den mest usle gadevise har, så tager man næppe fejl når man tror at måden hvorpå disse falbydes, eller så at sige stikkes køberne i hænderne, bidrager det meste til det.

I Paris findes der folk som påtager sig at gå rundt og sælge aviser, lejlighedspjecer og andet dagsnyt. De finder deres udkomme ved det og befordrer afsætningen til gavn for forlæggeren. Skulle et lignende foretagende ikke give et lignende resultat her? Man tror jo.

I Adresseavisen ser man næsten dagligt at folk søger ansættelse, ja endog tilbyder betaling for at få samme. Her er en vej åben hvorved en eller muligvis flere kunne tjene brødet på en anstændig måde. Et forsøg tror man i det mindste burde anstilles.

Anmelderen foreslår derfor at en af vores boghandlere lader en anstændig klædt person der kun behøver at kunne læse og skrive, blive forsynet med en portefølje eller en læderkasse, fyldt med de sidst udkomne blade, pjecer og skrifter. Hermed går personen nu om dagen på de steder hvor han kan vente at træffe de fleste læselystne, fx i kancellibygningen, råd- og domhuset og flere sådanne steder. Ja vel også på kaffehuse, restaurationer og spisekvarterer. Om aftenen bør han være forsynet med de stykker, som repertoiret angiver, og indfinder sig med samme i Skuespilhusets forsal, hvortil han sikkert ikke vil blive nægtet adgang.

Ingen vil nægte at kundskab om nye, udkomne skrifter på denne måde udbredes langt mere end ved en avis, og det just blandt folk af de klasser hvori de fleste læselystne findes. Enhver som har erfaret hvor meget lejligheden at få noget til købs bidrager til at man køber og som ved hvor nødigt en bogelsker lader en bog der tilbydes ham gå ulæst fra sig, vil vist med anmelderen tro at en sådan vandrende boghandler som man måske kunne kalde bogfører, ved at få en vis provision af det solgte, ville kunne ernære sig på en anstændig måde og tillige gavne den forlægger der måtte betro ham sine forlagsartikler til salg. 

Anmelderen der uden mindste egennytte har fremsat dette forslag, vil ønske at en eller anden vil gøre et forsøg dermed til prøve. Og det ville glæde ham meget om resultatet svarede til forventningen.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 65-68)

Et Par Ord om den heilbornske Kogeindretning i Brolæggerstræde Nr. 79.

Hr. Heilborn etablerede som bekendt ved årets begyndelse en kogeindretning i Brolæggerstræde hvorfra hver dag udleveredes en portion varm suppe mod den yderst billige betaling 13 rigsbankdaler i kvartalet. En komite af agtede mænd søgte det første kvartal at udvide denne indretning ved at lade maden sælges dagligt til 2½ skilling portionen. Men da årstiden tillod flere af den arbejdende klasse at tjene noget mere, så at de kunne skaffe sig bedre føde, så ophørte komiteen med dette udsalg, men gav håb om at den muligvis ved vinterens nærmelse igen ville virke til denne velgørende indretning. - Adskillige hundrede mennesker er ved denne bespisningsanstalt af hr. Heilborn dagligt blevet måtte. Indsenderen har selv ofte set og spist af denne mad, og ikke alene fundet den god, kraftig og velsmagende, men endog højst nærende, så at det ville være beklageligt hvis denne indretning nogensinde skulle ophøre.

Regner man hvor mange husvilde familier staden har indenfor sine mure, hvor mange af disse der ikke egentlig kvalificerer sig til fattigvæsnets forsorg, og dog højligt trænger til en sådan bespisningsmåde for en ringe betaling, så er det vel at ønske at hr. Heilborn måtte understøttes i dette hans menneskekærlige anlæg, så at det ikke går til grunde. At maden er god, kraftig, nærende og renlig samt at en portion af den indeholder så meget som noget menneske behøver til middagsmad, er en sandhed som enhver der vil se og smage den, kan overbevise sig om og når man er trængende og dagligt kan få en ret god, varm mad for 2½ skilling, så har man ingen årsag til at klage. Kunne denne indretning ske ved bespisningen at flæsk- eller kødportionerne kunne uddeles noget større, imod 1 eller 1½ skilling højere betaling, da ville mange ønske det. Men kan sådant ikke forenes med planen, da bør dette væfre ligegyldigt. For vedbliver maden at være som den hidtil har været, kan man godt mættes ved den, og må velsigne den mand som indførte denne bespisningsmåde.

Ved denne lejlighed tager man sig den frihed at bede disse agtede mænd hvoraf komiteen havde dannet sig forrige vinter, at de så snart lejlighed gives, ville foranstalte at denne heilbornske suppe kan fås til købs daglig eller ugentlig flere steder i byen. For når en familie består af nogle personer, er det i almindelighed vanskeligt for husvilde at udrede flere gange 13 mark kvartalsvis, hvorimod indkøbet af maden dagligt eller ugentligt bedre kan overkommes.

Vor gode konge med flere af de kongelige personer som har tegnet sig for og ladet et stort antal portioner af denne suppe uddeles til trængende familier, være takket for denne nåde der påskønnes af mange som hver gang de har mættet sig, opsender varme bønner for kongehuset der ved så mange lejligheder lindrer den armes kår.

(Politivennen nr. 667, Løverdagen den 11te Oktober 1828, s. 693-696)

Redacteurens Anmærkning.

Brolæggerstræde 79 er nutiden nr. 6. Huset er opført 1797-98 for brændevinsbrænder Jens Rasmus Lund.