Nykjøbing Falster Communalbestyrelse. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 15de Juli.

Under hvilken beklagelig Næringstvang og positive Næringshindringer og Forbud Kjøbstæderne, under deres egne Bestyrelsers Tryk og ved Hjælp af Bevillingsuvæsenet, endnu ofte lide, og hvilke komiske patriarchalsk absolutistiske Midler hertil bruges: kan sees af en Offentliggjørelse af Communalbestyrelsesforhandlinger i Nykjøbing paa Falster. Der havde nemlig en Meel-, Gryn- og Mælkehandler Hansen i Kjøbenhavn underdanigst ansøgt om at "vinde Borgerskab" som Restaurateur. Formodentlig for ikke at forøge Restaurateur-Concurrencen for Consumenterne, havde han ikke engang attraaet at forøge Antallet af Restaurateurerne i Nykjøbing; og havde han af den Grund faaet Afslag, kunde det endda have været meget rimeligt. Han havde imidlertid accorderet med en alt privilegeret Restaurateur Møller i Nykjøbing om, at denne skulde nedlægge sin Restaurateurpost naar H. tiltraadte sin, altsaa kun en personlig Bytning af Restaurations-Privilegiet; der var da saaledes ingen Grund til Frygt for, at Byen skulde blive restaureret af Flere, end der alt herpaa havde "vundet" Borgerskab. Det var jo altsaa et yderst conservativt Forlangende. Men desuagtet erklærede Fleertallet af Stiftets Hovedstadsrepræsentanter: ikke at kunne erklære sig for Ansøgningen, da der i Byen "ikke var Mangel" paa Restaurateurer og - da det betvivledes, at det paatænkte Arrangement vilde blive til (den jo vitterlige og myndige Medansøgers) Møllers og hans Families "sande Tarv"! Vel tilføies der, at heller ikke Supplicantens Charakteer og tidligere Vandel var Bestyrelsen bekjendt. Det turde være den eneste Indvending, hvori der ved Spørgsmaalet om en Næringsberettigelse af den Art vilde kunde være sund Fornuft, men man seer, at den kun har dannet et mindre væsentligt Appendix.

Men Restaurations-Spørgsmaalet i Nykjøbing paa Falster bliver endnu kosteligere ved en senere Forhandling, der sætter Krandsen paa den derværende, jo saa politisk "intelligente" Communalbestyrelses Argument-Bygninger. Efter at Grynhandleren fra Kjøbenhavn var bleven "schnöde" afviist, havde nemlig 1 ½ Maaneder derefter en Skræder, og det endog i selve Nykjøbing, den Kjækhed at ansøge om at drive en Restauration. Han havde, ligesom Grynhandleren, jo heller ingen Fordannelse i Restaurationsfaget, og vel endnu mindre, da Gryn samt Meel og Mælk dog ere væsentlige Restaurations-Ingredientser og Naal og Traad derimod slet ingen Traadforbindelse giver med Bespiisning, men endog vel bør holdes det meest mulige borte derfra. Skræderen vilde desuden gjøre et stort Brud paa "Principet" og forøge Restaurateurtallet, da der jo ikke længere kunde være Tale om at udaccordere den stakkels Møller, med hvis "sande Tarv'' velvise Byfoged og Raad havde decreteret det uforeneligt, at han paa egen Haand tog andre Næringsbestemmelser for sig og Familie. Hvad antager man saa, at der nu skeete, af den samme (Kommunalbestyrelse, som har afgivet hin ovenstaaende "Betænkning"? Den vedtager conseqvent og dennegang uden Dissents at erklære: "at Nykjøbing Kjøbstad, hvad Bestyrelsen tidligere har havt Lejlighed til at yttre, ikke føler Trang til flere Restaurateurer, og man derfor ikke heller fandt Anledning til at anbefale Ansøgningen". "Imidlertid" - tillykke har Skræderen et daarligt Helbred og "imidlertid vil Bestyrelsen derfor, navnlig med Hensyn til Supplicantens Helbredstilstand og hans fleeraarige Stilling i Byen som Borger, ikke modsætte sig, at ham meddeles Tilladelse til at vinde Borgerskab som Restaurateur". Først afslaaer man af "Princip" hvad man havde tidligere nægtet en Anden, der begjærede det Mindre, og i samme Moment tilstaaer man, formedelst Helbredet, Skræderen det Mere i den samme, af ham begjærede, Næringsudøvelse!

Samme (Kommunalbestyrelse har alt under 14de April havt en anden svær Nød at knække, og den befinder sig da ogsaa under Tænderne endnu. En Enkemad. Jacobsen har nemlig søgt om, i Forening med hendes Næring som Kagebagerske at maatte forundes Tilladelse til at udskjænke Thee og Caffe for Damer og Beboere af den mere dannede Classe. Da Spørgsmaalet imidlertid selvfølgeligt var saa vigtigt og difficilt at afgjøre, blev det "stillet i Bero til et senere Møde"; og hvor særdeles vanskelig Afgjørelsen falder, vil sees deraf, at uagtet Bestyrelsen har holdt syv senere Møder, var Sagen ved Juni Maaneds Udgang og er rimeligviis til Dato ikke atter foretagen, saa at Enken og "den dannede Classe" i Nykjøbing paa Falster endnu ere spændte paa Afgjørelsen, der dog tør haabes, i Conseqvents med Spørgsmaalet om Skræderens nye Restauration, at ville resultere saaledes: at den dannede Classe i Nykjøbing Kjøbstad ikke føler Trang til mere Thee og Caffe og man derfor ikke kan anbefale nogen yderligere Udskjænkning; men saasom Madamens Hetbred er skrøbeligt og Madamen - det formode vi - har været Madam i mange Aar i Byen, anbefaler man hende gjerne til Bevilling til at skjænke Thee og Caffe til den kagenydende dannede Classe.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. juli 1856).

Slesvig Maj 1851. (Efterskrift til Politivennen)

- B. H. melder fra Kiel, at Reventlow-Criminil ikke har medbragt glædelige efterretninger. Han skal have erklæret, aldeles intet at kunne gøre for de slesvigske flygtninge og de omtalte "energiske noter", "hvis de virkelig eksisterer i denne skikkelse", have, som man kunne tænke sig, slet ikke ytret nogen indflydelse på den danske regering. - Voss Zeit. vil vide at en af Forbundsdagens første akter skal være en erklæring imod de danske overgreb i Slesvig og at forbundet i en "Gesammt-Akt" på ny vil hævde hertugdømmernes rettigheder. - "B. H." ledsager imidlertid denne meddelelse med et spørgsmålstegn; Hb. N. mener at en sådan optræden fra forbundets side vist kun vil forblive et "fromt ønske", og Fr. Pr. siger, at "ved ord lade de danske sig nu engang ikke slå af marken; man vil kun gøre sig endnu mere latterlig ved tomme trusler." C. B. fortæller, at nogle af de tyske småregeringer straks ved forbundsdagens åbning vil insistere  på den kurhessiske og slesvig-holstenske sags snarlige diskussion; men at Østrig vil erklære sig derimod og ønsker udelukkende spørgsmålet om forbundels konstituering og organisationen af en eksekutivmagt nærmest afgjort, hvorimod de enkelte spørgsmåls diskussion skal overlades til de nye forbundsorganer. "Nordd. Zeitung" melder i samstemning med Voss. Z. som fuldkommen stadfæstet at de to tyske stormagter er i begreb end, "for forbundsdagen  at indtræde imod Danmarks anmasselser, og alt "med den største samstemmighed og med decideret hævdelse af hertugdømmernes rettigheder"; og tilføjer til yderligere trøst: at "Rusland aldeles ikke er på Danmarks side, da det kun alt for tydeligt har vist sig, hvilket parti der i København har givet og fremdeles synes at ville give anledning til de nyeste danske overgreb" j og "Hb. N." har "fra velunderrettede kredse" hørt at en russisk note allerede er indløbet til København, hvori "Danmark rådes til eftergivenhed."

Allg. Z. melder fra Altona, at der ingen udsigt er til at de "demokratiske" ministre i Danmark vil fratræde. Samtidig dermed gives en tragikomisk skildring af forholdene i Slesvig, hvoraf imidlertid fremgår så meget at oppositionen søger at vise sin trods på så mange snilde måder. Damerne bærerbånd af en mindre bestemt farve, der dog af danske officerer anses for slesvig-holstenske. Officererne kaster papirskugler på disse damer i teatret o. s. v. Sådant kalder Allg. Z. Hudeleien, men den har desforuden forskellige andre kategorier af "tyranniet"

Alt. M. har en meddelelse fra den slesvig-holstenske kanal, hvori både toldembedsmændene og det danske militær roses meget for deres rolige og besindige optræden. I det hele "går det ret godt med det danske regimente."

Kjøbenhavnsposten, 4. maj 1851

I "Dannevirke" skrives fra Slesvig den 29. maj: Om forholdet mellem borgeren og soldaten her i Slesvig end ikke er fjendtligt, så er det dog langt fra venskabeligt. Soldaten får sit værelse eller kammer anvist, og der kan han opholde sig. I nærmere berøring med familien kommer han ikke. Hvad han nyder i sit kvarter, må han betale, og det undertiden endogså temmelig dyrt. De der ikke kan få kosten i deres kvarterer, besøger spisekvarterer hvoraf der gives mange her i byen. Der klages i almindelighed ikke over kvartererne, og om det også undertiden kommer til mundhuggeri mellem værten og hans indkvartering, til håndgribeligheder kommer det sjældent, for derfor vogter de gode borgere sig nok, de har også alt for megen respekt for byens djærve kommandant, den tapre Helgesen der af indbyggerne frygtes uden dog at hades, og af soldaten agtes og elskes. Hvad der især bidrager til at opretholde ro og orden, er foruden politiet tillige den gode indretning at alle værtshuse og butikker lukkes kl. 9 og enhver skal da være hjemme. Træffes nogen på gaden efter den tid, bliver han arresteret og må betale mulkt, dog med undtagelse af dem der har et kort, hvilket uddeles enten for en enkelt aften eller længere tid til dem der er bekendte som ordentlige og rolige mennesker, hvorimod "Wühlere", drenge og svende ikke nyder denne frihed. Hvorledes stemningen hos mange endnu er, kan ses deraf at da her i søndags blev givet en aftenunderholdning af bens musici og der blandt andre musiknumre også blev udført "den tapre landssoldat", bortfjernede adskillige herrer og damer sig pludseligt, og som det lod til, i temmelig oprørt stemning, hvilket dog hos adskillige af indbyggerne fremkaldte latter.

Ribe Stifts-Tidende, 9. maj 1851.

Elisabeth Jerichau Baumann: Danmark (1851). Billedet afspejler den nationale sejrsstolthed som bredte sig, sammen med forfølgelsen af slesvig-holstenerne. Blikket i Moder Danmarks øjne, sværdet og den knyttede næve om flagstangen kunne antyde det. Det kongelige Bibliotek.

Den danske regering begyndte at føre en hårdhændet fordanskningspolitik: "Upålidelige" embedsmænd blev udrenset i perioden til maj 1851 hvor der blev givet generel amnesti. I slutningen af maj udkom en liste over de personer som ikke var omfattet af amnestien. Udover den augustenborgske hertug Christian August, og broderen, prins Frederik af Nør og familie, omfattede den omkring 30 højtstående embedspersoner indenfor justits, kirke, politi mm. Alle andre ville kunne ansøge om amnesti mod at overgå til at være civile personer, og til at blive retsforfulgt i det omfang de danske myndigheder fandt det nødvendigt. Til dette formål skulle de bruge nedenstående formulering som nok har fået en og anden til at afholde sig fra at ansøge:

De ansøgninger som bliver at indgive af de slesvigere som har forladt deres hjem og ønsker at vende tilbage, skal affattes således: Til Kongen! Undertegnede som under de sidste års uroligheder har forladt sit hjem, længes nu efter at vende tilbage for at leve under Deres Majestæts milde og retfærdige scepter og under min retmæssige af Deres Majestæt indsatte øvrighed. Jeg vover derfor herved allerunderdanigst at ansøge og allernådigste tilladelse til igen at turde tage ophold i hertugdømmet Slesvig under de betingelser som Deres Majestæt allernådigst måtte foreskrive mig. Allerunderdanigst N. N. (B. T.)

Ribe Stifts-Tidende, 19. maj 1851.

Reaktionen kom kort tid efter:

Fra Kiel ytres at man der er blevet ubehageligt berørt af amnestipatentet, og man kalder den befalede form for ansøgninger fra flygtninge om at måtte vende tilbage, krænkende. Man vil ikke begribe at det er retfærdigt og nødvendigt at tilbagevendte oprørere stilles under politiets opsigt og at de kan anklages for begåede politiske forbrydelser hvis de skulle gøre sig skyldige i nyke. Man fortæller at der i Eckerförde er oplæst en bekendtgørelse ifølge hvilken alle civile skal hilse de danske soldater.

Ribe Stifts-Tidende, 20. maj 1851.

Om den Rumfordske Suppe.

Der var en tid da denne suppe, endog her til lands, vakte megen opmærksomhed, og nu har man i lang tid slet ikke hørt tale om den. Kun er det bekendt at den nydes af fangerne i straffeanstalten på Christianshavn. Denne suppe er vel nærende og kun lidt bekostelig når den tillaves i større kvantiteter. I Paris og flere store stæder kan de fattige på dertil indrettede spisekvarterer få Rumfords suppe for deres skilling. Burde man ikke her i Købehavn som har så mange fattig familier inden for dens mure, åbne de trængende adgang til dette sunde og fødende næringsmiddel der altid vil gøre sin opfinders navn velsignet. Da denne suppe nødvendigvis må koge i 5 eller 6 timer, så vilde ildebranden hvis den ikke koges i store portioner, snart tilintetgøre den fordel ingrediensernes ringhed ellers giver. Dog må man ønske at om et rumfordisk suppehus blev indrettet ved offentlig eller privat omhu, man så ville drage omhu for at suppen allerede første gang den sælges, var god og rigtigt tillavet. Mange fattige ville således få en sund og kraftig føde for det den ellers giver for et glas brændevin. 

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 684-685)

God og billig Bevertning samt Middagsspise paa Christianshavn.

I Politivennen har man nyligt ytret at Christianshavn med et folketal på 12.000 indbyggere savner et godt beværtningssted samt god og billig middagsmad for de dannede klasser. Et sådant er nu etableret i Overgade neden Vandet nr. 170, nær laboratoriet hvor en driftig mand bor som behandler sine gæster godt og hvor der tillige er billard, åben og lukket keglebane, et rummeligt og bekvemt, nyligt overalt istandsat lokale samt en smuk have med lysthuse.

Man tør således med sikkerhed anbefale dette beværtningssted for de dannede klasser, især for christianshavnerne og andre som besøger denne by, som har forretning der og kunne trænge til forfriskning.

En Christianshavner.

(Politivennen nr. 1092, Løverdagen, den 3die December 1836. Side 785-786) 

Redacteurens Anmærkning

Der hentydes til en artikel i Politivennen nr. 1084, 8. October 1836. Side 649-650

En Væsentlig Mangel paa Christianshavn.

Det er virkelig forunderligt at Christianshavn som tæller et ikke ringe antal indbyggere og er forsynet med 1 apotek, 3 vinkældre, 1 konditor og en stor mængde værtshuse, ikke ejer en restauration eller et spisehus hvorfra ugifte personer eller familier der ikke fører husholdning, kan få middagsmad. På Christianshavn opholder sig som bekendt mange personer såvel af den militære som af den civile stand der ikke har lejlighed til at føre husholdning. Og disse må nu for at tilfredsstille mavens fordringer, dagligt ofte i dårligt vejr og dårligt føre enten gå den lange vej ind til hovedstaden eller lade hente mad derfra. Det sidste har foruden at det falder bekosteligt, også til følge at de får maden kold. Blev der etableret et ordentligt spisehus hvorfra man også kunne lade maden hente, ville det være meget kærkomment for mange. Og en familie ville derved kunne have et godt udkomme. Mest belejligt synes Brogade til anlæg af en sådan spiseanstalt da den tillige ville blive besøgt af de skibsførere og købmænd fra provinserne hvis skibe ligger langs Børsen og ved Nybørs eftersom disse ikke nu som før kan få varm middagsmad hos værtshusholderne i nærheden.

(Politivennen nr. 1084, Løverdagen, den 8de October 1836. Side 649-650) 

"Det er virkelig forunderligt at Christianshavn ikke ejer en restauration eller et spisehus." (Dronningensgade på Christianshavn, 2015. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

En artikel i 1092, 3. december beretter at der nu kan få middagsspise.

Overgaden neden Vandet 170/Lille Sofiegade 170 blev i 1852 sammenlagt 171. Siden 1859 har adressen heddet Lille Sofiegade 2/Overgaden neden Vandet 5. Efter at Store Sofiegade forsvandt i 1868 har gaden bare heddet Sofiegade. Den nuværende hjørneejendom er fra 1882. Og restaurantslokalet er altså uigenkaldeligt forsvundet.

Forslag, betræffende Hestehandlere, og de Personer, som holde Spiisning ved sluttet Bord.

Som bekendt tillades det i almindelighed ingen at drive borgerlig næring før ham er meddelt borgerskab på den næringsvej han agter at drive, eller før han har aflagt borgereden og betalt det anordnede gebyr m.v. Lige så bekendt er det at de der vil vinde borgerskab, er pligtige at producere forskellige attester for at godtgøre at de er berettiget til at få borgerskab på den næringsvej eller håndtering ved hvilken de agter at søge udkomme, ligesom der da også kræves attest for at de pågældende ikke er kendt af politiet fra nogen tvetydig eller ufordelagtig side. Med nogen føje afkræves den kommende borger sådanne vidnesbyrd der afgivet en ikke uvigtig, om just ikke altid tilstrækkelig garanti for at tvetydige og uredelige personer ikke skal få lejlighed til at indsnige sig i borgersamfundet, og man må derfor finde det højst besynderligt at det endnu i året 1833 tillades visse personer at drive forskellige, endog betydelige næringsveje, uden at afkræve den endog kun det allermindste bevis for at deres foregående vandel har været pletfri. Dette er fx tilfældet med hestehandlere og med dem der holder spisning ved et såkaldt sluttet bord, og måske endnu med adskillige andre. Hvad de første angår, da er det i høj grad påfaldende at en mand der jævnligt køber og sælger flere jobler af kostbare heste (12 stk. i hvert kobbel) skal være fritaget for at dokumentere sin fortidige vandel, og for at svare næringsskat af den næringsvej, han ernærer sig vej, da dog enhver anden næringsdrivende selv endog den der kun har kunnet drive det dertil at leje sig nogle flasker og glas, samt at gøre kredit på nogle potter brændevin og en tænde øk, må aflægge borgereden samt at rykke ud med det takstmæssige gebyr og kvartaliter med den påbudne næringsskat.

Men det er ikke alene det påfaldende hvorved vi her vil dvæle. Det skadelige turde måske være af endnu større vigtighed, og det er da overflødigt at antyde dette nærmere når indsenderen bemærker at han har kendt personer som straks efter at de har forladt slaveriet eller Tugt- og Rasphuset indfinder sig på markederne, og driver handel med heste under det anmassende prædikat "hestehandlere", hvilket de klogeligt ved at betjene sig af, i stedet for de for sødanne personer mere passende betegnelser: vagabond, dagdriver, lommedragon og andre lignende.

Det er unægteligt at indsenderen blandt vores hestehandlere kender mange agtværdige mænd. Men lige så vist er det også at disse må skamme sig ved prædikatet "hestehandler", hvis denne benævnelse ellers også kan findes anvendelig på de nys nævnte personer. - Denne ulempe ville imidlertid kunne ryddes af vejen, hvis det bliv gjort til pligt for enhver der vil ernære sig ved handel med heste, at vinde borgerskab på denne næringsgren, og de udgifter som dette kunne medføre for dem der vandt borgerskab, ville snart komme igen med renters rente da terrænnet derved blev renset for en mængde fuskere. At her ikke kan være tale om de landboere der til eje, leje eller fæste driver landbonæring, turde det være overflødigt at erindre.

Muligvis ville det heller ikke være af vejen hvis det gjordes til en betingelse for at få det her omhandlede borgerskab at de pågældende som ikke havde underkastet sig veterinæreksamen *) indskærpedes at bilægge deres ansøgninger med attest fra viterinærskolens forstander eller andre dertil bemyndigede, veterinærkyndige, en attest der burde indeholde en bevidnelse om at ansøgeren havde et sådant praktisk **) kendskab til heste, at der var grund til at formode at han med fordel ville kunne benytte det borgerskab han attråede.

* * *

Betræffende dem der holder spisning ved et såkaldt sluttet bord, da vil den for kort tid siden afsagte allernådigste højesteretsdom hvorved værtshusholdere og øltappere, samt te- og kaffeskænkere er kendt uberettigede til at beværte med varme spisevarer, ikke kunne medføre nogen væsentlig nytte for spiseværterne, hvis det ikke fremtidigt anordnes at enhver der søger udkomme på denne måde, skal vinde borgerskab på denne næringsvej, hvilket borgerskav burde betales med et gebyr der var lige med det der afkræves spiseværterne. For i modsat fald ville det ikke være vanskeligt for enhver uberettiget at beværte med varme spisevarer, og illudere lovgivningen ved uantastet at gøre indgreb i spiseværternes rettigheder.

Adskillige ved også allerede nu at benytte sig at lejligheden. Og indsenderen kender blandt flere et par værthusholdere der ved sluttet bord dagligt beværter et større antal personer end de mest søgte spiseværter uden dog at have betalt noget borgerskab, eller svaret nogen næringsskat, hvilket mildest talt dog synes at være højst urimeligt.

Skønt indsenderen af forestående linjer er en stor hader af alt laugs- og korporationsvæsen, har han dog troet at burde henlede de ansvarshavende autoriteters opmærksomhed på hvor megen ulempe det medfører når nogle af en stads borgere er bundet og indskrænket i udøvelsen af deres håndteringer, andre derimod ikke, og han indstiller derfor dette sit forslag til højere ansvarliges modnere bedømmelse.

København den 2. april 1833. A. P. Jensen.

(Politivennen nr. 903, Løverdagen den 20de April 1833, s. 263-269) 

*) Vel synes det rimeligt at eksaminerede dyrlæger fritages for at producere en sådan attest. Men det går her som ordsproget siger: "Ingen regel uden undtagelse". For det turde sikkert endnu være i frisk minde at en eksamineret dyrlæge og hestehandler for nogle år siden afgav et så modsigende skøn over en meget renommeret hingst at man vist nok kunne have rimelige føje til at ønske ham en større portion hesteforstand end den han ved denne lejlighed lagde for dagen. Nævnte hingst er siden efter brændt af de selv samme personer der samtidig med den omhandlede dyrlæge tillagde den forskellige, arvelige lyder, hvilket hos et vittigt hoved fremkalde den ytring: "De har nu brændt Es hingst. Men mig synes at de derved har svedet sig selv"

Sætterens anmærkning.

**) Teoretiske kundskaber burde ikke kræves. I øvrigt forekommer det forfatteren at den kommende hestehandler ikke kan finde det anstødeligt at underkaste sig en sådan prøve, da den kommende brændevinsbrænder netop er i samme tilfælde.

Om Beværtningen i Høvlen.

Blandt den legio af spisebeværtninger som vores hovedstad så rundeligt er forsynet med, er det naturligt at der må findes såvel dårlige som gode, nogle høflige såvel som uhøflige, ædruelige såvel som ikke ædruelige værter osv. Som sjældenheder må det glæde enhver hvis enlige stilling nøder ham til at søge livets ophold blandt denne sværm, når man træffer steder hvor driftig virksomhed forenet med en nøjsom fordel leverer sunde, gode og renlige varer til de billigst mulige priser. Og et sådant sted vil ligeså sikkert opnå den fortjente søgning som denne igen vil tabes ved disse egenskabers mangel eller værtens udelikate forhold mod gæsterne. 

Aymard Charles Théodore Neuborg (1795-1860): Gammelstrand, 1840. Daguerrotypi. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Spisekvarteret Høvlen ved Gammelstrand har fra Cronborg og Fischers tid vundet et almindeligt bekendt navn og fortjent god omtale. Begge dele er gået i arv til den nuværende beboer hr. B. Men om dette er fortjent, derom vil indsenderen tale i disse linjer. Ved sammenligning mellem den foregående og den nærværende beværtning er der med hensyn til priserne aldeles ingen grund til klage. Disse følger og det sikkert kun med en lille fortjeneste, de rå viktualiers pris i tiderne. Og man må tilstå at det er ubegribeligt hvorledes undertiden så meget kan leveres for så lille en betaling. 

Men hvad alt det øvrige angår af en beværtning og værten, da står det nærværende sikkert langt tilbage for det foregående. Det kan ikke nægtes at enkelte dele som spisedelen angiver, ofte forener en rundelig kvantitet med en god kvalitet. Men det er skade at man i stedet for altid kun kan sige ofte. For det varierer så besynderligt, ikke alene fra dag til dag, men endogså samme dag at af 2 portioner ens mad kan den ene være yderst dårlig, når den anden har været meget god. Dette gælder især om kødsuppen og det undertiden uspiselige kød i samme, samt oksestegen, for ikke at tale om undertiden fiskevarer. For så vidt kvaliteten angår, tør ingen nægte at den har været bedre før end den er nu.

Med hensyn til anretningen som er en af hovedårsagerne til disse linjer, da er denne virkelig yderst mådelig. En dug som et tysklandslandkort må man ikke opholde sig over, ligesom heller ikke at det på gaden udhængte spiseskilt lyver så forskrækkeligt når det bebuder: "Varm spise". For enkelte tider undtaget, fås denne i almindelighed kun lunken. Ofte endog næsten kold. Dog der er et mirakel ved denne koldhed. For kold sennep og smør taber aldrig sin flydbarhed. Og samme egenskab har flere smørsaucer. I denne post står nutid langt tilbage for fortid. 

Til slut endelig om det allervigtigste, nemlig forholdet mellem vært og gæster. At billige priser og gode varer for fortiden af har lokket en del gæster til beværtningen, hvis stand og dannelse ikke harmonerer med den pekuniære evne, synes hr. B. slet ikke at drømme om. Uden at det skulle være ved vedligeholdelsen af den gamle indretning med to spisestuer. For høflighed indklædt i dumt ordkløveri kan ikke gælde hos den dannede mand. I den forreste stue at høre hr. B's høje stemme med grovheder imod dem han tør tillade sig sådant, er ingen sjældenhed. Exp. gratia: En efter anseende honet borgerkone med formodentlig en af hendes veninder der bestilte mad i den inderste stue, med de ord: "Derinde er plads for mine gæster, men ikke for kvindfolk!". Kort sagt, om uhøfligheder lod der sig meget sige. 

Det er derfor næsten urigtigt at tale om forekommenhed. For den kender hr. B. slet ikke. Det er sket indsenderen flere gange at have haft rimelig årsag til harme over det løgnagtige skilt om "varm spise", og han har med høflighed bedt om at få det kolde opvarmet. Men tro ikke at det er sket! Nej! enten er portionen taget bort uden at komme igen, eller også har et kort bestemt afslag været resultatet af anmodningen. Om hr. B måske finder at en kold bid til en snaps smager bedst og han derfor giver kolde portioner for at der skal drikkes snapse, det tør indsenderen ikke sige. Men det ved han at han har været nødsaget til at tage en snaps for at opvarme den såkaldte "varme spise." Om hr. B tror at han har lykken sat ved sin megen søgning, det ved indsenderen heller ikke. Men at den ved hans fremgangsmåde meget let kan tabes, derom er han overbevist.

(Politivennen nr. 789, Løverdagen den 12te Februar 1831, s. 109-113)

Gammelstrand anno 2020. Stadig med restauranter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1819-1820 er optegnet en spiseværtinde F. L. Cronborg, Gammel Strand 158. Her er også en spisevært R. Fischer, men i Lille Kongensgade 88. Udover usikkerheden ved at det er hende, findes der ikke en matrikel 158 i Gammelstrand, men i Ved Stranden 158. Denne adresse (senere Ved Stranden 6) eksisterer ikke mere.

Hold paa Tallerkenen.

Et råd til gæsterne hos spisemester Bang i Lille Kongensgade.

Det er hændt undertegnede 2 gange og sidste gang for nogle dage siden at følgende underlige opførsel er vist mod mig hos nævnte Bang. Efter at jeg havde fået den ret jeg forlangte, har  tjenestepigen den ene og madammen selv den anden gang snuppet tallerkenen før jeg havde fortæret portionen. Førte gang troede jeg at det var sket ved en fejltagelse eller fordi manden havde mangel på tallerkner. Men da det skete anden gang, beklagede jeg mig over det til spisemesteren der vel gjorde mig en del komplimenter på sin vis, men hvormed jeg ikke var nær så godt tjent som jeg havde været ved at beholde mit kun halvt fortærede gåselår der var snuppet fra mig. 

Da Bangs spisekvarter ikke er af de fornemste her i byen, kan jeg ikke tro at denne opførsel er vist mig fordi jeg har indfundet mig der i min anstændige skipperdragt der dog vel er lige så hæderlig som en liberikjole. Dog ved jeg at samme tallerkensnupperi er sket en anden skipper som er bosat her i byen hos nævnte Bang. Det er som jeg har hørt et ikke ganske afgjort spørgsmål hvorvidt en offentlige spisevært er berettiget til at nægte nogen som indfinder sig hos ham, spise. Men afgjort er det at har jeg fået min portion, er den min ejendom. Og må ikke snuppes fra mig før jeg har fortæret den.

Jeg gentager derfor mit råd til Bangs gæster:

Hold på din tallerken som smeden på sin tang.
Hvis du vil spise det du har forlangt hos Bang

P. Olsen
Skipper fra Præstø

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 666-668)

Lile Kongensgade mellem Holmensgade og Nikolaj Plads. (Kreditering: Københavns Museum, Niels Ludvig Mariboes billedsamling, 60-80 år efter Politivennens artikel. Fotoet er taget nogenlunde fra Lille Kongensgade 25 - som altså ikke kan se på fotoet)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1830 må der være tale om Niels Bang, værtshusholder, Lille Kongensgade 85. Som i 1859 skiftede nummer til Lille Kongensgade 25. Stedet eksisterer ikke længere.

Opfordring til de Dannemænd, som have bevirket den veldædige Bespiisnings-Anstalt, samt til andre Medborgere.

Ingen der har lejlighed og vilje til at gøre sig bekendt med den trang som de sidste hårde vintre og ugunstige somre har bevirket og den husarmod som hersker rundt omkring os, kan være ubekendt med det gode der er bevirket, eller med de ta[xxx] der er standsede ved den offentlige bespisning som en del hædersmænd har foranstalte, og veldædige borgere så villigt understøttet. Men efter indsenderens mening kunne denne menneskekærlige indretning når den som man tør håbe, fortsættes, blive endnu mere heldbringende, hvis:

1) agtværdige, hæderlige embedsmænd og borgere selv lod sig bespise derfra, og deres navne offentliggøre.

2) hvis den metode som følges, blev bekendtgjort ved trykken, og med beregninger fremsat eksempelvis til anvendelse i husholdninger af et vist antal personer.

Hvad det første angår, da er det indsenderen bekendt at mange familier har benyttet denne indretning, og mod den bestemte betaling derfra ladet sig bespise. Mange har ønsket at gøre det samme, men undseelse, embeds- eller andre forhold har holdt dem tilbage, mens de ofte omgivet af flere børn, har levet i kummer og elendighed.

Hovedformålet for denne veldædige indretning var at hjælpe husarme. Men så længe den trængende er nødsaget til eller tror det pligt mod sig selv ikke at lade det blive bekendt at han benytter bespisningsanstalten, kunne de ædle mænds bestræbelser ikke ganske fyldestgøre øjemedet.

Det er derfor nødvendigt at sådan undseelse undertrykkes, og dette ville ufejlbarligt ske på den foreslåede måde. Eksemplet må virke her som i så mange andre tilfælde. Indsenderen mener at når nogle af komiteens medlemmer velvilligt ville påtage sig at modtage anmodninger om bespisning og disse ikke kom til andres kundskab, da ville der ufejlbarligt snart gives flere fordomsfrie mænd og koner som ville melde sig. Og når de anmodende anførtes, uden navngivelse eller anden forklaring, hvorved de personligt kunne kendes, men fx blot: nr. 1 justitsråd og kontorchef: 2 portioner, 2) bødker: 6 portioner, 3) guldsmed: 4 portioner osv. på en liste som hos vedkommende komiteens medlemmer var til eftersyn, eller vel endog gennem aviserne efterhånden offentliggjordes, da ville den undseelse snart hæves. For hvorfor skulle membedsmand eller borger undse sig for at følge embedsbrødres og medborgeres eksempel?

Hvad det andet forslag angår, da gør indsenderen sig håb om at dettes opfyldelse ikke vil være mindre heldbringende. Mange familier kunne nemlig både ønske og behøve at indføre en sparsommere husholdning. Men ofte er familierne så store at det af denne grund bliver for brydefuldt at benytte bespisningsindretningen, ofte lægger andre forhold hindringer i vejen herfor. Derimod vel endog tyendet ikke kunne lægge mærke til den egentlige årsag, når den forstandige husmoder gør en eller anden forardring i sin madlavning. Men skal enhver indstudere regler, bliver følgen i dette som i andre tilfælde, hvor man intet eksempel ahr for sig: den findes først sent. Måake af nogle - aldrig. At komiteens metode er anvendelig i en hver husholdning, kan indsenderen så meget mindre betvivle, selv der hvor man ønsker lidt kraftigere spise, da han ikke skønner rettere end at enhver efter behag må kunne tilsætte et eller flere lod kød, urter osv. uden at reglen for madens kogning og øvrige tillavning fraviges.

At husholdninger ikke kan have bespisningen til samme pris som komiteen, forudser indsenderen, men at forskellen ikke ville blive stor, er han lige så overbevist om som han trygt tør antage at når det skadelige forprang med kreaturer blev fjernet, og de herimod givne anordninger med kraft og strenghed overholdt, ville de unaturlige priser på kreaturer som nu alene beriger og bevirkes af vindesyge prangere (blandt hvilke endog findes halvvoksne drenge), snart nedstemmes, og kødpriserne i forhold dertil.

Måtte indsenderen forslag måde de kristeligt sindede mænds velvilje, ved hvis menneskekærlighed allerede så mange er bespiste, da ville vist nok endnu en mængde familier reddes fra undergang. Og den besparelse som herved frembringes i de væsentlige husholdningsudgifter ville visseligt ikke heller blive uden gavnlige følger i andre huslige udgifter. Og man ville da sande den ufravigelige lov: det er kun ved sparsomhed og flid man kan bestå, særdeles under den nu almindelige næringsløshed.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 477-482)

Forslag til en ny Næringsvei.

Man hører altid boghandlere og forlæggere klage over den ringe afsætning på danske bøger og skrifter i København, og at det næppe lønner sig at udgive noget på tryk. Men hvad gør de også for at befordre afsætningen? Det nys udkomne skrift bekendtgøres i Adresseavisen og i Statstidende, og nu lader man det komme an på om der findes købere. Læseselskaber og lejebiblioteker anskaffer sig i almindelighed et eksemplar. Men ofte undgår en sådan bekendtgørelse andre læselystnes opmærksomhed. Eller hvis den bemærkes, har man ikke for øjeblikket lejlighed til at sende bud efter den, og den forglemmes således, eller den fortrænges af en anden bekendtgørelse, eller af noget andet nyt.

Ser man derimod hen til den betydelige afsætning som endog den mest usle gadevise har, så tager man næppe fejl når man tror at måden hvorpå disse falbydes, eller så at sige stikkes køberne i hænderne, bidrager det meste til det.

I Paris findes der folk som påtager sig at gå rundt og sælge aviser, lejlighedspjecer og andet dagsnyt. De finder deres udkomme ved det og befordrer afsætningen til gavn for forlæggeren. Skulle et lignende foretagende ikke give et lignende resultat her? Man tror jo.

I Adresseavisen ser man næsten dagligt at folk søger ansættelse, ja endog tilbyder betaling for at få samme. Her er en vej åben hvorved en eller muligvis flere kunne tjene brødet på en anstændig måde. Et forsøg tror man i det mindste burde anstilles.

Anmelderen foreslår derfor at en af vores boghandlere lader en anstændig klædt person der kun behøver at kunne læse og skrive, blive forsynet med en portefølje eller en læderkasse, fyldt med de sidst udkomne blade, pjecer og skrifter. Hermed går personen nu om dagen på de steder hvor han kan vente at træffe de fleste læselystne, fx i kancellibygningen, råd- og domhuset og flere sådanne steder. Ja vel også på kaffehuse, restaurationer og spisekvarterer. Om aftenen bør han være forsynet med de stykker, som repertoiret angiver, og indfinder sig med samme i Skuespilhusets forsal, hvortil han sikkert ikke vil blive nægtet adgang.

Ingen vil nægte at kundskab om nye, udkomne skrifter på denne måde udbredes langt mere end ved en avis, og det just blandt folk af de klasser hvori de fleste læselystne findes. Enhver som har erfaret hvor meget lejligheden at få noget til købs bidrager til at man køber og som ved hvor nødigt en bogelsker lader en bog der tilbydes ham gå ulæst fra sig, vil vist med anmelderen tro at en sådan vandrende boghandler som man måske kunne kalde bogfører, ved at få en vis provision af det solgte, ville kunne ernære sig på en anstændig måde og tillige gavne den forlægger der måtte betro ham sine forlagsartikler til salg. 

Anmelderen der uden mindste egennytte har fremsat dette forslag, vil ønske at en eller anden vil gøre et forsøg dermed til prøve. Og det ville glæde ham meget om resultatet svarede til forventningen.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 65-68)

Et Par Ord om den heilbornske Kogeindretning i Brolæggerstræde Nr. 79.

Hr. Heilborn etablerede som bekendt ved årets begyndelse en kogeindretning i Brolæggerstræde hvorfra hver dag udleveredes en portion varm suppe mod den yderst billige betaling 13 rigsbankdaler i kvartalet. En komite af agtede mænd søgte det første kvartal at udvide denne indretning ved at lade maden sælges dagligt til 2½ skilling portionen. Men da årstiden tillod flere af den arbejdende klasse at tjene noget mere, så at de kunne skaffe sig bedre føde, så ophørte komiteen med dette udsalg, men gav håb om at den muligvis ved vinterens nærmelse igen ville virke til denne velgørende indretning. - Adskillige hundrede mennesker er ved denne bespisningsanstalt af hr. Heilborn dagligt blevet måtte. Indsenderen har selv ofte set og spist af denne mad, og ikke alene fundet den god, kraftig og velsmagende, men endog højst nærende, så at det ville være beklageligt hvis denne indretning nogensinde skulle ophøre.

Regner man hvor mange husvilde familier staden har indenfor sine mure, hvor mange af disse der ikke egentlig kvalificerer sig til fattigvæsnets forsorg, og dog højligt trænger til en sådan bespisningsmåde for en ringe betaling, så er det vel at ønske at hr. Heilborn måtte understøttes i dette hans menneskekærlige anlæg, så at det ikke går til grunde. At maden er god, kraftig, nærende og renlig samt at en portion af den indeholder så meget som noget menneske behøver til middagsmad, er en sandhed som enhver der vil se og smage den, kan overbevise sig om og når man er trængende og dagligt kan få en ret god, varm mad for 2½ skilling, så har man ingen årsag til at klage. Kunne denne indretning ske ved bespisningen at flæsk- eller kødportionerne kunne uddeles noget større, imod 1 eller 1½ skilling højere betaling, da ville mange ønske det. Men kan sådant ikke forenes med planen, da bør dette væfre ligegyldigt. For vedbliver maden at være som den hidtil har været, kan man godt mættes ved den, og må velsigne den mand som indførte denne bespisningsmåde.

Ved denne lejlighed tager man sig den frihed at bede disse agtede mænd hvoraf komiteen havde dannet sig forrige vinter, at de så snart lejlighed gives, ville foranstalte at denne heilbornske suppe kan fås til købs daglig eller ugentlig flere steder i byen. For når en familie består af nogle personer, er det i almindelighed vanskeligt for husvilde at udrede flere gange 13 mark kvartalsvis, hvorimod indkøbet af maden dagligt eller ugentligt bedre kan overkommes.

Vor gode konge med flere af de kongelige personer som har tegnet sig for og ladet et stort antal portioner af denne suppe uddeles til trængende familier, være takket for denne nåde der påskønnes af mange som hver gang de har mættet sig, opsender varme bønner for kongehuset der ved så mange lejligheder lindrer den armes kår.

(Politivennen nr. 667, Løverdagen den 11te Oktober 1828, s. 693-696)

Redacteurens Anmærkning.

Brolæggerstræde 79 er nutiden nr. 6. Huset er opført 1797-98 for brændevinsbrænder Jens Rasmus Lund.

Mine Hændelser paa en Vandring igjennem Hovedstaden

(Fortsat, se nr. 583)

Med hovedet fuldt af disse i min indbildning priselige foranstaltninger, besluttede jeg at se Kongens Have. Men ved at vende om ad Kronprinsessegade kom en karl mig i møde på fortovet med en stor kurv på skuldrene med hvilken han stødte så hårdt mod mig at min gode filthat, af hofhattemager Petersens fabrik faldt i rendestenen. En lykke for min 8-årige hat var det at denne rendesten ikke var dyb. Imidlertid fik hatten dog en så slem læsion at jeg ikke ville have haft det for 3 mark. Dog ikke nok dermed, jeg fik ved at ordne hatten et stød på mit højre lår af en kurv som en fiskerkone havde under armen, hvorved mine lysegrønne kashmir bukser, som jeg først forrige sommer anskaffede mig til højtideligheden ved Kalundborg fugleskydning, blev så tilsmurte at jeg måtte bide mit lommetørklæde over det tilsmurte sted.

Det faldt mig ind at jeg i mine forslag til anordninger havde glemt at bemærke at det også burde forbydes karle og kællinger med kurve og byrder at gå på fortovet. Kort sagt enhver der havde en byrde at bære, burde smukt gå ude på gaden.

Sådanne anordninger måtte bekendtgøres en gang om året, i det mindste agter jeg ikke at komme til byen før jeg ser dette annonceret.

Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12. De andre påstod at spisetiden her var klokken 2 til 3. Men så længe var min landsbymave ikke vant til at vente. Denne indretning fandt jeg også helt løjerlig og derfor påanker jeg den.

"Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12." (Johannes Senn: Opvartningspige, 1820. Statens Museum for Kunst).

Efter måltidet foretog jeg mig en tur til Frederiksberg. Men forinden jeg nåede denne fra byen så såre stygge port som i mine landsbyøjne kun var at anse for en skiden mur med en nogenledes stor åbning, men aldeles ikke for Københavns hovedport *), fik jeg på Gammeltorv min kjole så tilstøvet af aske og andet støv fra vognen der indtog gaderenovation så den nu ikke står til at vendes.

Jeg vil ikke tale om at mine øjne og mund blev fulde af dette støv. For det kan en stribe vand gøre godt igen. Men min uheldige søndagskjole! Jeg blev så harm over denne ting at jeg i største fart skyndte mig at komme ud af byen.

Et par spande vand kunne forebygge sådant, sagde jeg ved mig selv, og indså da at have glemt at anmærke dette i mine priselige forslag.

På Vesterbro blev jeg hilst med en så væmmelig og afskyelig stank at jeg straks gjorde omkring. For det var umuligt for mig i varmen at gå fremad i den pestilentialske slagterstank.
Er det hovedstadens sommerspadseretur? naa saa profit die Mahlzeit. Jeg takker for en sådan fornøjelse.

Jeg mindes at jeg for en sne år tilbage har læst et forslag om at bortskaffe denne stank fra Vesterbro, og mig synes også det ville være rigtig at forflytte dette væmmelige svineri til Amager, da det er ubegribeligt for mig at slagtningen absolut skal finde sted på Vesterbro hvor vejen går til vores elskede kongepars sommerresidens.

Efter at havde nydt et tarveligt aftensmåltid, ville jeg begive mig til mit nye logi og troede nu at alle mine lidelser var endt. Men jeg tog fejl i dette som i så meget andet. En fiskebløder havde netop ladet sit stinkende fluidum løbe ud i rendestenen, hvilket forårsagede en lige så ækel lugt som den på Vesterbro. Så jeg tabte fuldstændig smagen af det nydte aftensmåltid.

Jeg undrede mig meget over at alle disse forpestende stank-indretninger blev tilladt i hovedstaden, samt fandt det besynderligt at sundhedspolitiet ikke tager sig af denne sag. 

Så glad jeg var ved at komme til byen, så glad om ikke mere glad er jeg nu ved tanken om at forlade den hvis det blot vil ske uden flere uheld for mig. For i mit landlige opholdssted forstyrres jeg ikke af kobbersmeden. Der vækker koret af de små vingede skovboer mig med deres melodiske toner. Der er hverken slagter- eller fiskerbløderstank, den aromatiske lugt fra skovene og engene dufter mig blidt i møde. Der bliver min kjole kun tildryppet af himlens velgørende regn og mit fodtøj ikke spoleret af rendestensbrætter.

Aldrig skal jeg forledes til at rejse. Nej, jeg vil forblive i min landlige hytte. For der bor glæde og fred. Der kender man intet til hovedstadens mangfoldige ubehageligheder. Om føje tid skal jeg meddele en mere udførlig beskrivelse over min rejse, samt tilføje mine bemærkninger og iagttagelser. Med agtelse forbliver jeg mine herrer københavnernes
ærbødige og tilfredse

Nicodemus Wunderkopf.

*) Jeg kan ikke undlade at tilføje min bemærkning over denne port som jeg finder yderst smagløs. Ved en ringe bekostning kunne man dog forsyne den med et par hele søjler af mursten, eller i det mindste udsmykke den omtrent som det Kongelige Biblioteks facade.


(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 187-192).

Advarsel.

Den 4. i denne måned kom indsenderen af disse linjer om aftenen i forening med 3 bekendte personer ned i kælderen nr. 38 i Kronprinsensgade og forlangte hver en portion mad som enhver for sig betalte til den derværende opvarter. Kort derefter kommer en anden såkaldt opvarter og forlanger nogle flere penge som han foregav var for lidt betalt for hvad vi alle havde spist uden at kunne sige hvilken af personerne det tilkom at betale samme, og da vi enhver for sig påstod at vi havde betalt hvad vi havde fortæret, gav han os en del grovheder som var os meget ubehageligt, især da flere personer var til stede som hørte det passerede. Denne urigtige fremgangs måde vil kun være værten til lille fordel og vil hanvente sig fleres søgning, så vil man råde ham til at have en nøjere opmærksomhed med sine opvartere, så de ikke udøser grovheder mod gæsterne uden rimelig årsag.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9500-9501, fejlagtigt angivet til 9400)

Ønske paa en Restauration.

Ingen vil med indsenderen kunne nægte at blandt de uendelig mange restaurationer vores hovedstad for tiden er i besiddelse af, er vist hr. Buurmeisters restauration i Lille Kirkestræde en af de bedste med hensyn til god og solid føde for borgerklassen. Men på den anden side vil vist mange som dagligt besøger nævnte restauration, også indrømme at man kun på få steder finder en så dårlig opvartning som den der som oftest især om aftenen ydes gæsterne her.

"Hr. Buurmeisters restauration i Lille Kirkestræde er med hensyn til god og solid føde for borgerklassen en med de bedste". Lille Kirkestræde år 2015 med Nikolajtårn i baggrunden. På Politivennens tid havde tårnet ikke noget spir. Nr. 3 er det næstsidste hvide hus på højre side. Hørneejendommen Home er nr. 5/Højbro Plads 13. (Eget foto, 2015)

Den høje pige der for tiden opvarter ved bordet og som vist nok i øvrigt kan være en ret god og skikkelig pige, forekommer indsenderen ikke at være ret skikket for en sådan bestilling. For hun skyder som oftest sin gangvogn så dårligt at man undertiden skulle tro at hun rullede lige så meget tilbage som frem. En gang imellem virker det som om hun har mangel på hørelse. Nå, herregud! begge dele kunne jo være en naturfejl hos denne stakkels pige som hun i så fald ikke kan gøre for. Men hermed er en sulten gæst dog ikke altid tjent. Hvor ofte går ikke appetitten tabt når man skal sidde så længe og vente før det behager sådanne sendrægtige opvartersker at komme med hvad man forlanger. Og hvor ubehageligt må ikke sådanne lange ophold være for forretningsmanden der ikke altid hvad mad og drikke angår kan disponere over sin tid.

I øvrigt går indsenderen ind for at opvartning af det smukke køn på restaurationer eller i klubber er langt fra at være den mest hensigtsmæssige eller passende, da erfaringen desværre så ofte lærer at mange sædelige og brave piger ikke altid fra moralens side høster de bedste frugter af sådanne tjenester. Har fx en sådan ung pige blot et glat ansigt, er hun straks udsat for unge lapses smigrerier og forføriske øjekast, ja endog gamle hankatte undser sig ikke ved en gang imellem midt i smavsen enten at kaste et forliebt øje til hende, eller når livsgejsten ved alt for megen nydelse af druen er sat i bevægelse, endog at fjase lidt med pigen både under og efter måltidet. 

Den vise Salomon anmærkede derfor meget rigtigt i gamle dage at hver ting i verden skal have sin tid. Og ligesom et menneske ikke kan både drikke og sove, lige så lidt bør det i indsenderens tanker både kunne spise og fjase. For foruden det at sådant fjaseri må være ækelt at se og høre på for den der når spisetid er helt ønsker madro, så er det også en selvfølge at mange piger over sådanne narrestreger forstyrres i sin gerning og derved forsømmer sine pligter. Langt bedre var det altså når man holdt personer af hankønnet som opvartere der synes mere passende for sådanne forretninger.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7078-7080)

Redacteurens Anmærkning

Lille Kirkestræde har ikke mange numre, men der er forskellige indikationer: Ifølge Kraks Vejviser for 1824 kan der være tale om: C. Burmeister, restaurateur, l. Kirkestr. 43, nuværende Højbroplads 13/Lille Kirkestræde 5. For dette taler at ejendommen blev opført i 1796 med kælder og tre etager for spisevært Johan Morten Eisen. Desuden er Lille Kirkestræde 3  fra 1798-1799 og opført af af murermester M. Bälckow og tømrermester J. E. Burmeister.

Restaurationen fik i 1832 en omtale i "Muntre Vignetter":

Burmeisters Restauration
Her er en rask Opvartningspige
Til sin Bestilling kant og klar,
Og Ingen endnu har seet jeg har,
Som hun i Duelighed skal vige.
Hvis man har Penge, leves flot,
Thi Maden der er reent og godt.
Af Buddinger som herligt smage
Jeg tror til Meisters ei er Mage.
Men hvad jeg ilde her har taalt,
Er det: At Brødet bli'er tilmaalt. *)

*) Hr. B. maa ikke tage denne lille erindring ilde op. Det synes unægtelig mere passende at hensætte en heel Bakke med Brød for Gjæsterne end at give Hver især eet eeneste Stykke.

Om der er tale om samme opvartningspige, melder historien ikke noget om

Bøn om Øl hos Restaurateurerne.

I de såkaldte bedre restaurationer her i København er det kommet på mode at nægte gæsterne øl til deres mad, hvorved disse af tørst er nødsaget til at drikke vin. I anledning af det spørger man: Hvorvidt kan en restauratør nægte sine gæster en af landets egne drikkevarer udleveret ved måltiderne, og hvorvidt tillader borgerbreve en sådan frihed, da disse borgerbreve dog formodentlig mere må være indrettet på samfundets convenience end restauratørernes berigelse, nemlig med god sund føde, tillige at forene gode sunde drikkevarer?

"Hvorvidt kan en restauratør nægte sine gæster en af landets egne drikkevarer udleveret ved måltiderne?" (I mutter Pätges bliver der dog tilsyneladende både serveret øl og vin. Væggen, Københavns Museum).

Da indsenderen heraf ikke er så indviet i borgerskabsrettighederne at han fuldt ud ved om han kan kræve ølsorter leveret i restaurationerne, så er det spørgsmål fremsat til en mere kyndig besvarelse. Har en restauratør ret til at nægte hvad de fleste mennesker ønsker til deres middagsmåltider - et glas godt øl - så må samfundet ønske en sådan for det hele skadelig rettighed afskaffet. Har han det ikke, så er det vedkommendes pligt at påse samfundets rettigheder overholdt, da enhver som nødes til at søge offentlige restaurationer kan udpege steder hvor denne uskik i lang tid har været herskende, da den enkelte ikke kan eller bør indlade sig i private stridigheder. Så meget desto mere som det aldeles er restauratørernes fordel at vedblive deres engang indførte besynderlige beværtningsmåde.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de Februar 1824, s. 6855-6856)

Langsom Opvartning.

Indsenderen af dette som flere gange dels alene, dels med gode venner samt andre af familien fra landet, har været i hr. Burmeisters restauration for at nyde spisning mod kontant betaling, har måttet finde sig i at en lang dreng med en smudsig serviet, til hvem man i pigens fravær må henvende sig, flere gange har opholdt ham i 1/4 time før endelig nævnte dreng er kommet med det forlangte. Da dette ikke kan være værten hr. B. til fordel, men han derimod vil se sin næring aldeles tabt, når hans gæster af misfornøjelse undlader at besøge hans restauration, ønskede indsenderen at nævnte drengebarn måtte få en irettesættelse og anvisning til bedre opførsel mod gæsterne.

(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6276-6277).

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge en anden artikel i Politivennen lå restaurationen i Lille Kirkestræde.

Spisekvarteers Priser.

Der er vist næppe mange af den nulevende generation der kan mindes at levnedsmidler har været solgt i København til en så lav pris som den de er solgt for sidste vinter. Mange ordentlige husholdninger har derved kunnet føle en behagelig besparelse i dens udgifter, men ikke så den ugifte eller den som er nødt til at tage sin middagsmad på et spisekvarter, for der har prisen været ved det gamle eller temmelig høj og ikke i forhold til fornødenhedernes indkøb. Talen er her ikke om de brillante spisekvarterer og restaurationer for lækkemunde. For at priserne der er høje, skader intet. Heller ikke om marketenderierne eller steder hvor den simpleste klasse tyer hen, men om spisekvarterer for folk af middelstanden. Her har man fx på en tid da det bedste oksekød efter taksten solgtes for 8 skilling, taget 24 til 28 skilling for en portion karbonade eller bøfsteg. Regner man at på en portion går 1/4 pund kød, så synes virkelig det øvrige at være for meget for sauce og tillavning, og således forholder det sig med flere andre retter. Antager man at en mand der ikke selv har husholdning, giver et ungt menneske der er i hans tjeneste, 300 rigsbankdaler årligt - en gage som dog vist er anselig - så vil dette menneske hvis han 2 gange dagligt skal besøge et spisekvarter, og give den omtalte betaling for en ret ret mad, næppe beholde noget til logi eller klæder, og hvad skal den sige som har en endnu mindre indkomst. Det var vist derfor ønskeligt om visse spisekvarterer for folk af middelstanden ville tage hensyn hertil og rette udsalgspriserne efter deres indkøb. For er et rimeligt at tage højere betaling for tillavet mad når de rå varer er dyre, så burde også afslag finde ted når varernes pris falder.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6220-6222).

Raad til Forpagteren af det nye etablerede Gjæstgiversted paa Møen.

For nogle dage siden gjorde anmelderen i selskab med 3 andre personer i en enspændervogn en tur til Møn for at bese de stolte kridtbjerge, og tog ind i det for kort tid siden etablerede gæstgiversted ved Lisenlund. Forsynede med proviant til vores rejse nød vi der blot 2 gange tevand, havde 2 senge om natten samt staldrum for vor hest der fik en skæppe rug og hakkelse da man ikke havde havre. For dette måtte vi ved afrejsen betale 6 rigsbankdaler 3 mark 8 skilling. Anmelderen ved ikke om man her er fritaget for at holde takst, i det mindste så han ingen sådan opslået som på andre steder, men den erlagte betaling finder han overdreven og  i intet forhold til hvad han betalte i andre kroer og gæstgiversteder på Sjælland og på hvis billighed han blot vil anføre et eksempel. Vi opholdt os 2 nætter og en dag i Tappernøje Kro. I denne tid betalte vi foruden natteleje i 2 velopredte senge, 4 gange tevand, et godt og velsmagende middagsmåltid, fornødent øl og mælk, samt staldrum og tilstrækkeligt foder til vores hest, og for alt dette forlangtes og betaltes kun 3 rigsbankdaler, 3 mark. Ved at sammenligne det nydte og betalte på begge steder vil man finde hvilket sted der fortjener at anbefales for billig og hospital, og hvilket man vist næppe kan tillægge dette navn.

Men da gæstgiverstedet på Møn nylig er etableret, så kan man ikke undlade at råde forpagteren af samme at bestræbe sig for nogenlunde at holde priser med de sjællandske gæstgiversteder og kroer, da det vist med tiden vil bringe ham en sikrere og varigere fordel end om han i begyndelsen så sig velbetalt og derved fik en mindre søgning siden. For nu er der mange som benytter dampskibet for at komme til Møn, og disse ville sikkert tage ind på gæstgiverstedet når de der kunne vente god opvartning og billig behandling. Men mærker de at opholdet og underholdet der bliver dem for kostbart, ville de vist hellere vælge at gøre turen til lands, i hvilket tilfælde de da kunne forsyne sig med proviant og enten opholde sig om natten i Stege eller få logi hos bønderne, hvilket formodentlig ikke kan nægtes disse at give, når de ikke befatter sig med at beværte rejsende eller overlade dem af de fornødenheder som privilegerede kroholdere alene er berettigede til at sælge.

(Politivennen nr. 344. Løverdagen den 3die August 1822, s. 5561-5568).

Om Opvartningspiger

Skønt en stats politi ikke kan beskæftige sig med menneskers moralske væsen, så er det dog ikke uvigtigt at gøre vedkommende opmærksomme på hvad man i henseende til den menneskelige forædling kunne ønske når vedkommende kan bidrage til det. Man har på flere spisesteder i hovedstaden opvartningspiger hvis pligt det virkelig er at forholde sig anstændige og sædelige, i det mindste så længe man nyder Herrens gaver. Men det synes næsten at være en umulighed for disse selvom de endog ville. Store og små lapse sætter en ære i at kramme og beføle dem. Og for at undgå grovheder må de vel finde sig i det. Det er just intet godt eksempel for den ufordærvede yngling som ikke kan se noget uanstændigt i at mætte sig på et spisesteder besøges af honette folk. Det undergraver i bund og grund de arme ofres moral, og vi har desværre nok af den slags. Det opvækker den største ækelhed hos det spisende personale der agter anstændighed og medmennesker mere end umælende bæster. Ja selv gamle narre hoverer der offentligt af deres turpis senilis amor. Man kunne undgå alle disse blufærdighedens skampletter ved at have opvartere af det mandlige køn .

(Politivennen nr. 68, Løverdagen den 19de April 1817, s. 1056-1057)

Opfordring til Hr. Traktør Gottlund.

Søndag aften den 21. juli traf det sig tilfældigt at jeg gik ind til traktør Gottlund, hvor opvartersken også på mit forlangende lovede at bringe mig mad og vin. Efter at have ventet en fjerdedel time og flere gæster imellemtiden havde samlet sig i stuen, kom opvartersken endelig og erklærede ganske højrøstet at jeg ikke kunne få noget af det forlangte. Da denne tjenestepiges grove adfærd mod mig let hos de overværende fremmede der ankom efter mig, let kunne få vakt formodning om at jeg på dette traktørsted på en eller anden måde før havde udvist upassende opførsel, så finder jeg mig beføjet offentligt at bekendtgøre at jeg ikke er mig nogen af mig given årsag til sådan behandling bevidst, hvorfor jeg opfordrer gæstgiveren hr. Gottlund til ligeledes offentlig at kundgøre om hav ved noget fra min side, der på mindste måde kunne drage den beviste medfart efter sig.
Friedrich Peschel
Tømmermester boende på Østerbro.

(Politivennen nr. 482,  [18. juli] 1807, s.7651-7652)