Blandt den legio af spisebeværtninger som vores hovedstad så rundeligt er forsynet med, er det naturligt at der må findes såvel dårlige som gode, nogle høflige såvel som uhøflige, ædruelige såvel som ikke ædruelige værter osv. Som sjældenheder må det glæde enhver hvis enlige stilling nøder ham til at søge livets ophold blandt denne sværm, når man træffer steder hvor driftig virksomhed forenet med en nøjsom fordel leverer sunde, gode og renlige varer til de billigst mulige priser. Og et sådant sted vil ligeså sikkert opnå den fortjente søgning som denne igen vil tabes ved disse egenskabers mangel eller værtens udelikate forhold mod gæsterne.
Aymard Charles Théodore Neuborg (1795-1860): Gammelstrand, 1840. Daguerrotypi. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Spisekvarteret Høvlen ved Gammelstrand har fra Cronborg og Fischers tid vundet et almindeligt bekendt navn og fortjent god omtale. Begge dele er gået i arv til den nuværende beboer hr. B. Men om dette er fortjent, derom vil indsenderen tale i disse linjer. Ved sammenligning mellem den foregående og den nærværende beværtning er der med hensyn til priserne aldeles ingen grund til klage. Disse følger og det sikkert kun med en lille fortjeneste, de rå viktualiers pris i tiderne. Og man må tilstå at det er ubegribeligt hvorledes undertiden så meget kan leveres for så lille en betaling.
Men hvad alt det øvrige angår af en beværtning og værten, da står det nærværende sikkert langt tilbage for det foregående. Det kan ikke nægtes at enkelte dele som spisedelen angiver, ofte forener en rundelig kvantitet med en god kvalitet. Men det er skade at man i stedet for altid kun kan sige ofte. For det varierer så besynderligt, ikke alene fra dag til dag, men endogså samme dag at af 2 portioner ens mad kan den ene være yderst dårlig, når den anden har været meget god. Dette gælder især om kødsuppen og det undertiden uspiselige kød i samme, samt oksestegen, for ikke at tale om undertiden fiskevarer. For så vidt kvaliteten angår, tør ingen nægte at den har været bedre før end den er nu.
Med hensyn til anretningen som er en af hovedårsagerne til disse linjer, da er denne virkelig yderst mådelig. En dug som et tysklandslandkort må man ikke opholde sig over, ligesom heller ikke at det på gaden udhængte spiseskilt lyver så forskrækkeligt når det bebuder: "Varm spise". For enkelte tider undtaget, fås denne i almindelighed kun lunken. Ofte endog næsten kold. Dog der er et mirakel ved denne koldhed. For kold sennep og smør taber aldrig sin flydbarhed. Og samme egenskab har flere smørsaucer. I denne post står nutid langt tilbage for fortid.
Til slut endelig om det allervigtigste, nemlig forholdet mellem vært og gæster. At billige priser og gode varer for fortiden af har lokket en del gæster til beværtningen, hvis stand og dannelse ikke harmonerer med den pekuniære evne, synes hr. B. slet ikke at drømme om. Uden at det skulle være ved vedligeholdelsen af den gamle indretning med to spisestuer. For høflighed indklædt i dumt ordkløveri kan ikke gælde hos den dannede mand. I den forreste stue at høre hr. B's høje stemme med grovheder imod dem han tør tillade sig sådant, er ingen sjældenhed. Exp. gratia: En efter anseende honet borgerkone med formodentlig en af hendes veninder der bestilte mad i den inderste stue, med de ord: "Derinde er plads for mine gæster, men ikke for kvindfolk!". Kort sagt, om uhøfligheder lod der sig meget sige.
Det er derfor næsten urigtigt at tale om forekommenhed. For den kender hr. B. slet ikke. Det er sket indsenderen flere gange at have haft rimelig årsag til harme over det løgnagtige skilt om "varm spise", og han har med høflighed bedt om at få det kolde opvarmet. Men tro ikke at det er sket! Nej! enten er portionen taget bort uden at komme igen, eller også har et kort bestemt afslag været resultatet af anmodningen. Om hr. B måske finder at en kold bid til en snaps smager bedst og han derfor giver kolde portioner for at der skal drikkes snapse, det tør indsenderen ikke sige. Men det ved han at han har været nødsaget til at tage en snaps for at opvarme den såkaldte "varme spise." Om hr. B tror at han har lykken sat ved sin megen søgning, det ved indsenderen heller ikke. Men at den ved hans fremgangsmåde meget let kan tabes, derom er han overbevist.
(Politivennen nr. 789, Løverdagen den 12te Februar 1831, s. 109-113)
Gammelstrand anno 2020. Stadig med restauranter. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Spisekvarteret Høvlen ved Gammelstrand har fra Cronborg og Fischers tid vundet et almindeligt bekendt navn og fortjent god omtale. Begge dele er gået i arv til den nuværende beboer hr. B. Men om dette er fortjent, derom vil indsenderen tale i disse linjer. Ved sammenligning mellem den foregående og den nærværende beværtning er der med hensyn til priserne aldeles ingen grund til klage. Disse følger og det sikkert kun med en lille fortjeneste, de rå viktualiers pris i tiderne. Og man må tilstå at det er ubegribeligt hvorledes undertiden så meget kan leveres for så lille en betaling.
Men hvad alt det øvrige angår af en beværtning og værten, da står det nærværende sikkert langt tilbage for det foregående. Det kan ikke nægtes at enkelte dele som spisedelen angiver, ofte forener en rundelig kvantitet med en god kvalitet. Men det er skade at man i stedet for altid kun kan sige ofte. For det varierer så besynderligt, ikke alene fra dag til dag, men endogså samme dag at af 2 portioner ens mad kan den ene være yderst dårlig, når den anden har været meget god. Dette gælder især om kødsuppen og det undertiden uspiselige kød i samme, samt oksestegen, for ikke at tale om undertiden fiskevarer. For så vidt kvaliteten angår, tør ingen nægte at den har været bedre før end den er nu.
Med hensyn til anretningen som er en af hovedårsagerne til disse linjer, da er denne virkelig yderst mådelig. En dug som et tysklandslandkort må man ikke opholde sig over, ligesom heller ikke at det på gaden udhængte spiseskilt lyver så forskrækkeligt når det bebuder: "Varm spise". For enkelte tider undtaget, fås denne i almindelighed kun lunken. Ofte endog næsten kold. Dog der er et mirakel ved denne koldhed. For kold sennep og smør taber aldrig sin flydbarhed. Og samme egenskab har flere smørsaucer. I denne post står nutid langt tilbage for fortid.
Til slut endelig om det allervigtigste, nemlig forholdet mellem vært og gæster. At billige priser og gode varer for fortiden af har lokket en del gæster til beværtningen, hvis stand og dannelse ikke harmonerer med den pekuniære evne, synes hr. B. slet ikke at drømme om. Uden at det skulle være ved vedligeholdelsen af den gamle indretning med to spisestuer. For høflighed indklædt i dumt ordkløveri kan ikke gælde hos den dannede mand. I den forreste stue at høre hr. B's høje stemme med grovheder imod dem han tør tillade sig sådant, er ingen sjældenhed. Exp. gratia: En efter anseende honet borgerkone med formodentlig en af hendes veninder der bestilte mad i den inderste stue, med de ord: "Derinde er plads for mine gæster, men ikke for kvindfolk!". Kort sagt, om uhøfligheder lod der sig meget sige.
Det er derfor næsten urigtigt at tale om forekommenhed. For den kender hr. B. slet ikke. Det er sket indsenderen flere gange at have haft rimelig årsag til harme over det løgnagtige skilt om "varm spise", og han har med høflighed bedt om at få det kolde opvarmet. Men tro ikke at det er sket! Nej! enten er portionen taget bort uden at komme igen, eller også har et kort bestemt afslag været resultatet af anmodningen. Om hr. B måske finder at en kold bid til en snaps smager bedst og han derfor giver kolde portioner for at der skal drikkes snapse, det tør indsenderen ikke sige. Men det ved han at han har været nødsaget til at tage en snaps for at opvarme den såkaldte "varme spise." Om hr. B tror at han har lykken sat ved sin megen søgning, det ved indsenderen heller ikke. Men at den ved hans fremgangsmåde meget let kan tabes, derom er han overbevist.
(Politivennen nr. 789, Løverdagen den 12te Februar 1831, s. 109-113)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar