Selvmord i Vestergade. (Efterskrift til Politivennen)

"Flyvepst." meddeler Følgende om et Selvmord, sandsynligvis paa Grund af slet Behandling. Den 25. Novbr. f. Aar om Aftenen Kl. 7 blev en Karl, der tjente i Gaarden Nr. 24 paa Vestergade (Gjæstgivergaarden "Prindsen"), opmærksom paa, at der omtrent midtveis i dennes temmelig lange Gaardsplads henlaa et Fruentimmer svømmende i Blod. Han henvendte sig strax i Gjæstgiveriets Kiælderstue, hvorfra nogle af Karlene gik ud for om muligt at yde Bistand, men man overbeviste sig snart om, at al Hjælp til den Forulykkedes Oplivelse var forgjæves, da den ene Side af hendes Hoved var aldeles sønderslaaet, saa at Døden herefter uopholdeligt maa have indfundet sig. Ved deri derefter opregne Politirapport er det oplyst, at den Paagjældende, hvis Navn var Julie Eichen, tjente i Gaarden Nr. 207 ved Vestervold i Baghuset paa 3. Sal, hvor hun var styrtet ned fra et af de Vinduerne i denne Bygning, der vende ud imod bemældte Gjæstgivergaard. Da der var Mistanke om, at hun i Fortvivlelse over sin Madmoders Mishandlinger frivilligt paa hin Maade havde bibragt sig Døden, blev der ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret optaget et Forhør, hvoraf det bl. A. fremgaar, at hun, som først var kommen til at tjene paa det nævnte Sted fra 1. f. M. oftere har beklage, sig for adskillige andre Tienestetyender i samme Gaard over, at hun blev slaaet af sin Madmoder, og over at hun, som meget ung og baade fader- og moderløs, Ingen havde, som kunde tage hendes Forsvar i Anledning af den ilde Medfart, hun led hos sit Herskab. Navnlig var hun Dagen iforveien (den 24. Novbr.) kommen til Pigen Andrea Ulfeldt med ophovnede Læber og forblødt over Klæderne, og havde anmodet hende om Eddike og Vand for at faa Blodet standset, der strømmede ud af hendes Næse, hvilket var foraarsaget ved, at hendes Madmoder med knyttet Haand havde slaaet hende i Ansigtet. En saadan Behandling synes at have været saa meget mere ubillig, som Julie Eichen af Alle, der kjendte hende, blev anset for en slikkelig honnet og fornuftig Pige, og havde hun derhos særdeles gode Vidnesbyrd fra Steder, hvor hun udligne havde tjent. Ogsaa er det oplyst, at flere af de hos samme Herskab for den Forudlykkede konditionerende Piger, der ofte havde skiftet, ere blevne behandlede paa lignende Maade især af Konen. Nu kan Sidstnævnte, efter hvad hun har forklaret i Forhører, veI ingenlunde antage at oftnævnte Julie Eichen med Forsæt har taget Livet af sig, da hun efter Hendes Formening ingen Grund havde dertil, men troer, at hun ved en ulykkelig Hændelse er falden ud af Vinduet; heller ikke findes i den Afdødes Etterladenskaber Breve eller Sligt, der lyder paa, at hun med Villie har endt sine Dage. Men den Omstændighed, at hendes Lig Ikke fandtes lige nedenfor Vinduet tæt ved Muren, men noget fra samme, maa lade formode, at hun med Kraft har kastet sig ud af Vinduet eller sprunget til, og Det synes derfor temmelig Utvivlsomt, at her er begaaet et Selvmord, der efter al Rimelighed er sket i Fortvivlelse over den ulykkelige Stilling, hvori hun befandt sig, som tjenende hos et strengt og inhumant Herskab. 

(Ribe Stifts-Tidende 18. januar 1855).

Prindsen lå Vestergade 21,  ifølge Krak 1855. Vestergade 30 ifølge Krak 1865.

Kjøbenhavns Bombardement 1807. (Efterskrift til Politivennen)

De fleste af de nedenstående artikler handler om bombardementet, men er skrevet flere måneder efter:

Hr. Bentzen var tillige saa ulykkelig, at hans Pakhuus paa Vestergaden med alle i samme værende Varer af Værdie 15000 Rdlr. brændte medens han som borgerlig militaire stod paa Volden, for at værne om Fædrenelandet. Et Bryggerie paa Nørregade, som han havde leiet, blev med alt deriværende Forraad af Steenkul, Humle, Malt og hele Inventoriet, ligeledes et Offer for Luen. Foruden alt det har han for 7000 Rdlr. Varer paa Søen, hvilke formodentlig ere tagne af Fienden.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 10, 14 November, 1807. Uddrag)

I det Kongelige Bibliothek, hvor til Ære for de ved denne Nationalstat ansatte Mænd, blev holdt under hele Bombardementet Vagt, faldt adskillige Bomber, men dog uden at gjøre synderlig Skade. En stor Bombe faldt lige ved Tøihuset, sønderslog Skilderhuset, men tilføiede ingen af begge Skildvagterne nogen Skade. En anden Bombe, som er faldet i Bibliotheket, har man hidtil endnu ikke været i stand til at finde.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 14, 27 November, 1807)

Blandt de Bomber, der fortjener at bevares som et evigt Mindesmærke af Engellændernes blodige Fremfærd i Kjøbenhavn, kan regnes den, der findes indmuret i et Huus i Christenbernikowsstræde lige for Antonigade. Den kom ind over Vinduet, slog begge Laarene af en gammel og syg Kone, der sad i sin Lænestol, anrettede skrækkelig Ødelæggelse i Værelset, og foer igjen ud af Vinduet over Gadedøren.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 14, 27 November, 1807)

Uhrskiven paa den Side af Fruekirketaarn, der vender ud til Nørregade, er bleven ubeskadiget, og mærkeligst er det, at Viseren peger paa 12, og at altsaa Uhret netop ved dette Klokkeslæt ophørte for sidste Gang at gaae. Ikke mindre mærkeligt er det, at kun de øverste Zirater af den prægtige Danske Krone oven for Uhret ere afbrændte, og at denne Krone, om det gjaldt meget, godt kunde sættes istand igjen.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 23, 20 December, 1807)

Blandt de ikke ubetydelige litteraire Skatte, der ved Bombardementet ere blevne ødelagt, fortjene endnu følgende at anmærkes. For Justitsraad Thorkelin brændte blandt andre Sjeldenheder en plattydsk Oversættelse af Saxo, sjeldne Efterretninger angaaende Griffenfeldt; for Pastor Clausen mange Aaers skrivtlige Udarbeidelser, hvoraf en ikke ubetydelig Deel var bestemt til Trykken; Professor Sander mistede af sine Manuskripter en Samling af Tydske Digte, Mela, en Feeroman, og andre Tydske Arbeider; af Danske Udarbeidelser: 7 Aargange af pædagogiske Forelæsninger: Ideer til et System af den videnskabelige Pædagogik, Collectanea til en historisk-critisk Oversigt over den pædagogiske Litteratur, en næsten færdig, begge Sprog sammenlignende Tydsk Grammatik for Danske; mange enkelte pædagogiske Blade og philosophiske Afhandlinger, en trykkefærdig Samling af Danske Digte med Melodier af Schulz, Kunzen, Grønland og Schall; et Qvartbind med Ideer og Udkast til alle Slags Skuespil, især Tragoedier, begyndte Stykker og første Acter, æsthetiske Afhandlinger, Bedømmerlser, Breve og andre Smaating, en rig og interessant Correspondence i den ældre Tid med Gleim, Wieland Bøie, Jacobi, Eschenburg, Matthieson og flere, i den sidste Tid med Danske. For Candidat Petersen brændte paa Borkens Collegium foruden henved 1000 Bind, Manuscriptet til 3 af Universitetet belønnede Afhandlinger og Udkast til Arbeider i Fædrenelandets Historie.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 27, 12 Januarii, 1808)

At Sjællands Stifts Arkiv under Bombardement blev reddet, bør man takke den ærværdige Olding Biskop Balle. Hans Bolig rammedes af mange Bomber og Granater, men uden at tænke paa at redde sin egen eiendom, især sit udvalgte Bibliothek, sørgede han først og fremmest for at henflytte Arkivet i en hvælvet Grav i Frue Kirke. Da midt ud paa Natten d. 2 Sept. Faren blev stor, ilede han, trods de nedfaldende og springende Bomber, ud af sin Gaard, og overgav sine Børnebørn til en Vens Omsorg. Han vendte derpaa tilbage igjen, og blev ved sin Bolig saalænge eet Værelse endnu var i beboelig Stand. Havde mange andre af vore Medborgere fulgt dette skjønne Exempel, saa vilde mangen en Bygning, som nu ligger i Aske, maaskee have staaet endnnu. Men en, skjønt meget tilgivelig, Angest drev de fleste ud paa Christianshavn og Amager, medens deres Boliger enten vare ganske overladte til sig selv eller i det mindste til ligegyldige Tjenestefolk. 

(Nyeste Skilderie af København, nr. 32, 30 Januarii, 1808)

Af en Bekjendtgjørelse fra Hr. Justitsraad og Prof. Bugge sees, at ved Kjøbenhavns Bombardement og den deraf fremkomne Ildebrand henved 2000 aftryk af Videnskabers Selskabets Danske geographiske Kort brændte og ødelagdes, at det Værelse hvori de trykkes, blev gjort aldeles ubrugeligt, og endog Pressen noget beskadiget, og at man ikke har kunnet tilveiebringe ny Aftryk førend nu. I Betragtning af Stikningen, Papirets og Trykkerlønnens tiltagende Dyrhed, er Prisen forhøiet til 9 Mk. Stykket, Kjøbenhavns Amt undtagen.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 33, 2 Februarii, 1808)

Frue Kirkes tårn set fra Landemærket. (Det kongelige Bibliotek).

For historieskriveren vil det ikke være uinteressant at optegne efterhaanden de mærkeligste Tilfælde ved Kjøbenhavns Bombardement, som Bidrag til deres Caracteristik. Exempler paa underlig Redning ere: i Springgaden faldt en Bombe i et Værelse, hvor en apoplectisk Kone laae i Sengen; den sprang og Stykkerne fløi ud af Vinduet, uden at tilføie den sengeliggende Kone mindste Skade. - En Karl holdt med sin Vandslukke i Amaliegaden. I det han vil række sin Cammerat en Priis Tobak, borttager en Bombe dennes Hoved. Han kjører derpaa strax derefter til St. Peders Stræde og hans Tønde slaaes itu af en nedfaldende Bombe, men han selv beskadiges ikke i mindste Henseende. - En Kobberskilling, som endnu gjemmes af en Mand her i Staden, kan tjene til Beviis paa den ubeskrivelige Kraft, hvormed Bomberne sloge ned. Den laae i et Vindue, hvor en Bombe faldt lige paa den, og trykte den flad. Et lidet Stykke af Bomben er trængt saa dybt ind i den, at det lader som den var sammensmeltet dermed, og at præget paa den anden Side er ganske borte. - Som en Mærkelighed anføres, at i St. Petri Kirkes Capel, hvor Bomberne anrettede saa overmaade stor Skade, er den Engelske Minister W. v. Titleys prægtige Begravelse af Widewelt, bleven aldeles skaanet. Titlev havde været i 40 Aar Minister ved vort Hof, og elskede Dannemark som sit andet Fædreneland.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 38, 20 Februarii, 1808)

Slemme Knappenaals-Tøse paa Vestergade.

Indsenderen der daglig kommer på Vestergade, har hos en husejer samme sted tit hørt klager over at de såkaldte knappenålskoner og -piger der stadig opholder sig i denne gade, hele tiden benytter hans gadetrappe til hvile- og samlingssted, og herved spærrer passagen såvel for ind- som udpasserende. På spørgsmålet om hvorfor husets ejer ikke jager dem bort, fik indsenderen det svar: at sådanne fruentimmer i dette tilfælde ville overøse ham med skældsord, hvoraf kun ville følge at han fik en dygtig ærgrelse, og dagen efter ville være i sin gamle orden, eller uorden uden at vedkommende brød sig det mindste om hans tiltale.

I anledning af ovenstående tillader indsenderen sig at gøre høje ansvarlige opmærksomme på at sådan uorden der virkelig i høj grad generer såvel husejeren som husets andre beboere og enhver der har ærinde der, burde hæmmes, hvilket let kunne ske ved de jævnligt forbipasserende politibetjente. At udpege de huse hvis gadedøre og trapper især trænger til at renses for de omtalte ubudne gæster, må anses overflødigt, da sådan trang desværre er alt for iøjnefaldende.

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 526-527)

Anmodning til Hr. Hørkræmmer Ebbesen.

Ejeren af huset nr. 57 på hjørnet af Vestergade og volden, hr. urtekræmmer Ebbesen, ville meget forbinde sig sine lejere og andre der har forretninger hos dem, dersom han i fremtiden ville rense sin gadedør for den mængde sælgekællinger og piger der hyppigt, til stor ulempe for de ind- og udgående, tager stade der, og ofte optager hele forstuen. At man må være ængstelig for at træde ind i et sådant hus som desuden ikke udmærker sig ved renlighed, kan enhver let begribe der kender den slags mennesker. Og indsenderen har også ofte der været vidne til sande Gammelstrands-scener, ja endog set nævnte damer kæmme deres hår hvorved der da let kan falde dit og dat af.

At sådant må skræmme enhver fra huset der nødvendig må komme der, indses sikkert af hr. Ebbesen selv, som forhåbentlig nu vil sætte en skranke for dette uvæsen, da han er gjort opmærksom på det.

(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 676-677)  

Redacteurens Anmærkning

Vestergade 57/Vestervold 57 blev 1868 sammenlagt med nr. 58 og i 1906 indbefattet i 276. Den nuværende adresse er Frederiksberggade 40, Rådhuspladsen 45-47 og Vestergade 37, og bygningen eksisterer ikke længere. Der findes et foto fra 1880 af området (Før og Nu, 1915), men det er usikkert om ikke de bygninger man kan se på dette, er af nyere dato.

Ulykkelig Hændelse.

Mandag den 1. oktober blev anmelderen i Vestervoldgade mellem Studiestræde og Vestergade pludselig omringet af en del drengebørn der med lynets fart løb ham i møde og udstødte de rædsomste angstskrig. Han erfarede desværre umiddelbart derefter årsagen til børnenes forfærdelse, idet han hørte en spæd stemme råbe om hjælp og blev da opmærksom på at et lille drengebarn lå halvt tildækket af en af de store møllesten som står ved volden. Med største hast tilkaldte anmelderen en del folk som stod lige overfor til hjælp og det lykkedes dem da endelig ved forenede kræfter at hæve den kolossale stenmasse så højt i vejret at drenge kunne trækkes frem. Hvad man ventede befandt også at være tilfældet: drengens ene ben var knækket midt over og dertil således knust at lægerne på hospitalet hvortil han i største skynding blev bragt, anså det nødvendigt at amputere benet.

Denne sørgelige hændelse der vel kun har sin grund i de omhandlede drenges uforsigtighed *), har hos anmelderen vakt det ønske at de ansvarlige ejere af de sten der er sat ved volden, strengt må påbydes at anbringe et forsvarligt rækværk omkring disse, så at sådanne ulykkestilfælde kan gøres umuligt for fremtiden. Og han finder dette så meget mere i overenstemmelse med rimelighed som dette dog synes at være en ringe erkendtlighed og opmærksomhed for den tilladelse som kommandantskabet formodentlig gratis meddelelser de vedkommende stensælgere. Det bemærkes nemlig at anmelderen har den overbevisning at kun denne autoritet kan meddele tilladelse til eller forbyde sådanne sten hensættes ved volden.

Til slut bør anmelderen ikke lade almenheden være uvidende om at den ulykkelige fader der nu har en krøbling til søn i stedet for en rask, velskabt dreng, er værtshusholder Peder Christensen Katberg, Nørregade nr. 35.

*) Sed pueri sunt pueri, et pueri puerilia tractant.

(Politivennen nr. 614 Løverdagen den 6te October 1827, s. 628-630).

"I Vestervoldgade mellem Studiestræde og Vestergade blev anmelderen pludselig omringet af en del drengebørn." Det var i dette område. Dog med nyere bygninger: Vester Voldgade 21 (1870)og 23 (1900). Eget foto, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Den latinske sentens i slutning betyder noget i retning af børn er børn, og børn gør dumme ting. Møllehjulene må stamme fra en af de møller som lå på bastionerne. Formentlig Store Kongens Mølle på Schacks Bastion.

Atter et ubehageligt Slave-Besøg

Den opmærksomhed kommandantskabet har værdiget de gentagne anker som er fremsat i dette blad over slavebesøg i husene, berettiger anmelderen til den formodning at det vil være samme kært at blive gjort opmærksom på enhver mulig overtrædelse af disse for stadens samtlige indbyggere så velgørende befalinger.

Således var anmelderen med flere fredag den 11. august om morgenen kl. 8 vidne til at en slave overladt til sig selv gik ned i kælderen under hjørnehuset af Vestergade og Store Larsbjørnsstræde nr. 13 hvor han opholdt sig omtrent et halvt kvarter og traskede da videre uden nogen som helst opsyn med noget legetøj under armen, som han rimeligvis ville falbyde eller allerede havde falbudt.

En anden vederstyggelig uorden hvorover anmelderen ofte har ærgret sig, er den at slaver som besørger offentlige arbejde, i deres hviletid sidder på befærdede steder i fuld gang med at befri sig fra lus og andet utøj. Ved den forretning blotter de ikke sjældent deres pudenda. Anmelderen finder denne uorden så meget mere skammelig som han er overbevist om at de herrer ansvarlige under hvem slaveopsynet henhører, selv i forbryderen agter mennesket, og at der vist nok er draget omsorg for den fornødne renlighed uden at det er nødvendigt at samme tilvejebringes på den nævnte måde.

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26de August 1826, s. 567-568)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følger op på nr. 547, 24. juni 1826, s. 407-409. nr. 549, 8. juli 1826, s. 438-439, og nr. 552, 29. juli 1826, s. 491.

Det omtale hjørnehus er formentlig Vestergade 13 med Store Larsbjørnsstræde nr. 13. Det har skiftet nummer en del gange, men senest i 2008 til Larsbjørnsstræde 1-3/Vestergade 16. Huset eksisterer stadig, med kælder og det hele.

Slavebesøg i Adelgaden.

Man har før - og det med rette - anket over den besværlige og farlige uskik at slaver aflagde husbesøg hos stadens beboere, dels for at købe, dels for at sælge, ja rimeligt endog i et tredje øjemed. Og til ære for vedkommende autoritet bør man ikke lade ubemærket at sådanne besøg i lang tid ikke har været så hyppige som før.

Men man mener at have bemærket at dette uvæsen atter begynder at gribe om sig. Og man holder det derfor rigtigt i tide at henlede de ansvarliges opmærksomhed på det.

Således har anmelderen tirsdag den 20. juni om morgenen kl. 5 været vidne til at kommandøren over en med slaver forspændt kærre gjorde holdt uden for huset nr. 227 i Adelgade og gik selv tillige med en del af mandskabet ind til den spækhøker som bor sammesteds, hos hvem de opholdt sig omtrent 10 minutter. Det tidsrum benyttede de blandt andet til at spise frokost og muligt til mere. Om kærrekommandøren trakterede eller lod sig traktere er anmelderen ubekendt. Anmelderen er af den mening at der eksisterer forbud mod sådanne besøg. Skulle han imidlertid tage fejl i i det, så tillader han sig at bringe i forslag at privilegerede slaveværter måtte etablere sig i forskellige gader. Det ville da i det mindste forebygge et så ubehagelig sammentræf som den at anstændige folk indfinder sig for at købslå i en butik fyldt med slaver.

Det er uden for anmelderens hensigt at udvikle de mangeartede misbrug sådanne slavebesøg kan foranledige. Kun tør han mene at de ikke sjældent har undvigelse til følge. For ikke at tale om den skræk de indjager personer af det andet køn.

Således hændte det sig for omtrent 14 dage siden at en slave hvem kommandøren rimeligt også havde tilladt for en kort tid, skjulte sig i et andet sted af Adelgade, og først blev fundet efter gentagen undersøgelse og efter at naboer og genboer havde udstået en mere end tilstrækkelig skræk. *)

Måtte disse velmente ytringer have den tilsigtede virkning så er anmelderens hensigt opnået.

*) Efter en senere indkommet anmeldelse havde brændevinsbrænderen i nr. 230 i Adelgade fredag den 23. i denne måned et besøg af en slaveunderofficer og 4 slaver.
Udgiveren.

(Politivennen nr. 547. Løverdagen den 24de Juni 1826, s. 407-409)

Dronningegården, Adelgade. Det var i dette område det hele fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følges op i nr. 549, 8. juli 1826, s. 438-439, i nr. 552, 29. juli 1826, s. 491 og nr. 556, 26. august 1826, s. 567-568.

Adelgade 227 blev i 1859 til Adelgade 48, og i 1943 indbefattet i matrikel 650 "Dronningegården", dvs. det store byggekompleks Borgergade/Dronningens Tværgade. Adelgade nr. 230 er nu nr. 54. Ingen af disse huse eksisterer længere.

Brudstykke af en fremmed Reisendes Bemærkninger over Kjøbenhavn.

Da det er meget sjældent at danskerne roses for opfindelser og nyttig industri, griber man desto hellere lejligheden til at meddele en udlændings bemærkninger over et par danske borgere der har udmærket sig i så henseende.

Den udlænding som efter 52 års forløb atter besøgte København, har efter sin hjemkomst til sit fædreland i et brev til en ven her i staden, fremsat adskillige bemærkninger om de forandringer og forbedringer han havde fundet på sin sidste rejse her i landet.

Et brudstykke af dette brev vil man her levere, i tro oversættelse:

"Under mit første ophold i København fandt jeg at øl ikke blev solgt på andre steder end hos spækhøkere og de såkaldte øltappere i potte- og glasvis. Som en følge heraf var øllet som oftest dovent. Udsalgsstederne (Bierschenken) og behandlingsmåden kun lidt indbydende. Under mit sidste ophold derimod fandt jeg mange, muligt endog for mange, øludsalgssteder.For det meste i alle gader, hvor man får godt afproppet øl af forskellige sorter tilforskellige priser. Hos disse hersker vel mere og mindre orden og renlighed. Men dog overgås de alle deri af det som findes i gården nr. 7 på Vestergade som tilhører hr. brygger og ølhandler Jensen, der var den første der begyndte på at sælge godt afproppet øl i flaskevis. Hans udsalgssted er bekvemt indrettet og højst propert, og hans øllager der grænser tæt til samme, fri for fugtighed og al øllugt samt i det hele såvel indrettet at jeg på mine mange og idelige rejser ikke har set noget der kunne sættes ved siden af samme. Ved det meget nyttige apparat han har opfundet, bevirkes at gæres (Braus) som stiger op af fustagerne, samles i et i apparatet værende rum hvorfra det øl, som skilles fra gæren, igen flyder ned i fustagen uden at det mindste går til spilde. Således ser man i hans lager træerne rene og tørre uden at være tilsølede af gær og øl, så at jeg har set et lager af 32 fustager øl, hvis gulv var så aldeles tørt at man ikke sporede en eneste dråbe der var spildt, eller som kunne give mindste øllugt fra sig.

Foruden de fordele som denne nyttige opfindelse har til følge, nemlig med hensyn til renligheden, afgiver den endnu større ved den besparelse som apparatets brug bevirker, da man regner at der på enhver fustage tabes fra 1 til 2 potter øl under gæringen. Tager man nu hensyn til den mængde større og mindre fustager øl der årligt udleveres til salg til Københavns samtlige bryggerier så indser man let hvilken betydelig sum dette apparat når det indføres overalt, kan bespare, og at opfindelsen af samme ikke bør anses for uvigtig så man an undre sig over at man endnu ikke i offentlige blade har set dette apparat omtalt eller anprist *). Ligesom hr. Jensen var den første der begyndte at sælge afproppet øl, således har man også efter at han selv havde begyndt at brygge, ham at takke for at man nu kan få godt og velsmagende øl af forskellige sorter. For kappelysten, denne moder til så meget godt, ansporede hans kolleger til at bestræbe sig for bedre øl end før, i håb om ligesom han at få større afsætning.

En anden man der også har gjort sig fortjent ved en gavnlig industri, noget der især var mig påfaldende da jeg derved har lidt et betydeligt skær i den afsætning af pap jeg før havde til Danmark, er hr. bogbindermester og papirfabrikant Lappé.

Som bekendt blev de fleste, ja næsten alle pap før sidste krig bestilt fra Holland. Samfærdslen med dette land under krigen højst vanskelig for ikke at sige umulig,og man følte da savnet af pap til bogbinderarbejde, farvere og flere i høj grad. Man kunne ikke få hollandsk pap, og man måtte da hjælpe sig med at sammenklæbe flere lag karduspapir, hvilket tog lang tid uden derfor at erstatte savnet af fremmede pap. 

For nu at afhjælpe dette så følelige savn af denne nødvendighedsartikel forhandlede denne mand sig til papirsaffald og papstrimler hvoraf han forfærdigede pap og gjorde således denne fremmede artikel helt overflødig, og det endog efter at krigen var endt, og søfarten igen fri. Hans pap har endog den fordel fremfor de hollandske at de er mere glatte end disse. Ved denne agtværdige mands opfindsomhed forarbejdes der nu i Danmark en artikel for hvilken der før gik betydelige summer ud af landet."

Indsenderen der er bosat i København, men som først af ovennævnte skrivelse om denne hr. Jensens opfindelse og sammes nytte, ilede med at tage hans øllager og det beskrevne apparat i øjesyn, og fandt da at begge dele på det nøjagtigste svarede til vores udlændings beskrivelse. Hr. Jensen der med megen velvilje vist mig som en ham ubekendt person til rette og gjorde mig bekendt med apparatets indretning og brug, lovede tillige at han med lige velvilje ville vejlede enhver der måtte ønske at tage samme i øjesyn. 

Ligeledes har indsenderen af sagkyndige fået vished om at brevskriverens ytringer om hr. Lappé er rigtige og velbegrundede.

Indsenderen der har anset det for sin pligt at bringe disse driftige og fædrelandselskende borgeres gavnvirkende dåd til offentlig kundskab, kan ikke tilbageholde det ønske at vedkommende kollegium efter indhente de pålidelige beretninger fra sagkyndige mænd, ville bevirke at førnævnte agtværdige danske mænd blev hædret eller belønnet på en måde der kunne anspore flere til at befordre nyttige opfindelser og gavnlig industri i vores så elskede Danmark.

*) Heri fejler beskriveren. For i Dagen nr. 288 for forrige år findes underretning om og en slags beskrivelse af dette apparat.

(Politivennen nr. 523. Løverdagen den 7de Januar 1826, s. 1-7)

Redacteurens Anmærkninger

Vestergade 7 skiftede i 1859 nummer til Vestergade 2.Hr. Jensens ølhandel er revet ned. Det nuværende hus Obels Gaard ved Gammeltorv er fra 1923.

Hr. Jensen er formentlig Lars Jensen der havde et bryggeri i Vestergade 2. Nørre Kvarter med Vestergade og Nørregade var traditionelt bryggernes gader fordi man anså vandet under det for at være af det bedre i København. I slutningen af 1700-tallet var der omkring 28 bryggerier alene i Nørregade. På artiklens tidspunkt var dette dog faldet drastisk. Nørre Kvarter havde kun 8 bryggerier tilbage.

Forslag til at forhindre visse Gaders Spærring af Bøndervogne.

Er det ikke aldeles urigtigt og utilladeligt at bønderne med deres vogne holder på torvedagene helt gennem Frederiksberggade og Vestergade, samt Frederiksborggade ved Nørreport, og derved ikke alene hindrer, men endog til sine tider aldeles stopper passagen for rejsende og andre som har færdsel gennem disse gader, ja endog ofte står hestene som fraspændes vognene, ind på fortovet så at samme ikke uden fare kan passeres, hvilket er meget ubehageligt, allerhelst når betragtes at en sådan holden af fraspændte vogne alene sigter til fortjeneste for kældermændene og deres karle, da enhver bonde for en sådan holden, må betale karlen nogle skillinger der dog ikke er mindre end 4 skilling, og som altså udgør en betydelig løn for en karl når man endog kun regner 24 skilling pr ugen der, dog nok er det allerringeste.

En sådan holden ved kælderen giver bonden stor lejlighed til at suppe og drikke i kælderen, ja ofte mere end han kan tåle, og således har kældermanden dobbelt fortjeneste, nemlig stærkere afhændelse af hans varer og karlen for at lunte.

Indsenderen heraf som flere gange til vogns har haft vanskelighed ved at køre igennem førnævnte gader, især på torvedagene, har endog med egne øjne set bønder komme så beskænkede op fra kælderen at de ikke selv har kunnet stige på vognen. I den anledning forslås herved om ikke det såkaldte hestetorv ved Vesterport siden hestehandelen nu er flyttet uden for porten, og Skidentorvet ved Nørreport, samt Hauser Plads nu kunne bestemmes til en holdeplads for de bøndervogne som ikke kan rummes enten i gæstgivergården eller hos de handlende, og at det ganske og aldeles måtte forbydes kældermændene især i førnævnte gader, at lade holde fraspændte vogne på gaden uden for deres bopæl. Men at samme straks kørte bort og hen på ovennævnte steder når de har aftorvet. På før omtalte holdepladser kunne af politiet ansættes en eller flere opsynsmænd der kunne være bønderne behjælpelige til at spænde fra og for, og være ansvarlige til hvad der var på vognene, imod at denne betjent fik det samme af bonden som kældermandens karle, imod at de skaffede hestene vand og foder etc., da det må formodes at en sådan betaling ville blive en passende belønning for en simpel karl eller betjent, helst på torvedagene. Det følger af sig selv at en sådan opsigtskarl måtte være forsynet med skilt eller uniform så at bønderne kunne kende og vide at henvende sig til den rette, ligesom han ofså måske kunne forsynes med blotte numre som kunne afgives til bonden når han til ham afleverede sine heste og vogne til opsigt.

(Politivennen nr. 413. Løverdagen den 29de November 1823, s. 6683-6686)

Et slemt Styrtebad paa Vestergade.

Søndag den 16. september om aftenen mellem kl. 8 og 9 blev tre fruentimmer på Vestergade overslået med en tynd væske formodentlig dovent øl som blev udkastet fra et vindue i et hus der ligger omtrent midt i gaden, på venstre hånd fra volden. Herved fik det ene fruentimmer en hvid atlask hat med 3 hvide fjer samt et rødt sjal og det andet fruentimmer et grønt sjal aldeles ødelagt. Det tredje fruentimmer undgik heller ikke dette styrtebad, men da hendes kæder var af den beskaffenhed at de kunne vaskes, har hun dog ikke haft videre ulejlighed deraf. At nedkaste sådanne sager på gaden, strider mod politianordningen og fortjener vist nok tiltale, dog har man ikke her villet nævne bemeldte hus' nummer og etagen hvorfra udkastelsen skete, da man står i den formening at det kan være sket af uforsigtighed eller ukyndighed om forbudet, og at vedkommende når de erfarer at der er sket skade, vil erstatte samme. I det tilfælde kan man hos detteblads udgiver få at vide hvor de skadelidte opholder sig, med hvem man da kan afgøre sagen i mindelighed. Men i mangel heraf søges erstatning på lovlig måde.

(Politivennen No, 351, Løverdagen den 21de September 1822, side 5683-5684) 

Gjentagen Ønske om Ophævelse af Kalk-Udsalg paa Gaderne, i Kjeldere og Portene.

Der er før gennem dette blad ytret det ønske at de kalkudsalg som nu finder sted på fortovene i Frederiksberggade og på Vestergade måtte bortryddes da handel med sådan artikel på sådanne steder ikke alene forulemper de forbigående, men endog er til stor skade fordi den fine kalkstøv trænger ind gennem tillukkede vinduer og ødelægger beboernes møbler, gangklæder og linned mm. Men - desværre er ønsket endnu ikke blevet opfyldt.

At denne genstand ikke desto mindre fortjener vedkommendes hele opmærksomhed og at det ville være våde ønskeligt og gavnligt for stadens indbyggere om udsalg af kalk blot blev tilladt på afsides liggende pladser eller inde i ejernes gårde, deri er vist flere enige med indsenderen, og - hvor ubehageligt det må være for en familie der har syge børn, at indånde dampen af sådant kalkstøv, kan følgende tjene til eksempel:

Ejeren af Store Norske Løve har i flere år før haft udsalg af kalk inde i sin gård som det sig hør og bør, men da denne handel såvel som så mange andre næringsveje, på den senere tid blev forøget med flere konkurrenter, der for ret at gribe fortjenesten, satte kalken lige for næsen af bønderne og andre liebhavere, så har nævnte ejer også placeret et udsalg i sin port ud til Vestergade, hvilket man vel heller ikke kan forænkte ham i når de andre uden hindring turde vove derpå. Som følge heraf må de vogne som kommer med kalk fra fabrikkerne til de nævnte udsalgssteder, aflæsses på gaden, og indsenderen heraf kender en familie hvis 2 børn i denne tid ligger syge af forrådnelsesfeber, og af den grund efter lægens udtrykkelige befaling mmå have vinduerne åbne ud til gaden, der sidste mandag i den stærke storm vi havde, blev således forulempet af denne aflæsning at ikke alene dens møbler og klæder tog skade af den megen kalkstøv som fløj ind i værelset, men endog ængstedes ved den tanke at børnenes sundhed rimeligvis kunne lide derunder. Ønskeligt var det derfor om dette ubehagelige onde snarest muligt måtte blive fjernet.

(Politivennen nr. 349. Løverdagen den 7de September 1822, s. 5648-5650).

Om Udsalg af Kalk i Byens Gader.

På Vestergade findes to udsalgssteder af kalk tæt på hinanden. Det er meget ubehageligt såvel for beboerne sammensteds som for de der bor i nærheden. For når kalken læsses af og hele tiden udmåles, stiger der en damp af kalkstøv op som trænger ind af de tillukkede vinduer der naturligvis ikke kan haves åbne, og fordærver både møbler, gangklæder og linned eftersom kalkstøvet æder sig ind i samme og fortærer det. Selv de forbigående bliver ved kalkvognes aflæsning på gaderne udsat for ubehageligheder og beskadigelse på deres tøj på grund af den kalkstøv der trænger ind i det.

"På Vestergade findes to udsalgssteder af kalk tæt på hinanden. Det er meget ubehageligt såvel for beboerne sammensteds som for de der bor i nærheden." (Vestergade 2015. Eget foto)

Det ville derfor være meget ønskeligt og gavnligt for enhver af stadens indbyggere om udsalg af kalk ikke måtte finde sted på gaderne, i kældrene eller portene som i den senere tid er tiltaget meget hyppigt. Men at sådan uorden derimod kan blive afskaffet ved at pålægge de ansvarlige at kalkudsalg ikke er tilladt undtagen på afsidesliggende pladser eller inde i ejernes gårde.

(Politivennen nr. 338. Løverdagen den 22de Juni 1822, s. 5457-5458).

Uberettigede Handlende i Frederiksborggade.

Da der daglig opholder sig 8 til 10 fruentimmere på Vestergade og i alle gæstgivergårdene deromkring for at sælge knive, sakse, knapper, spejle og flere sorter isenkræmmervarer, så spørges om sådant er tilladt eller hvis pligt det er at se det fjernet. Denne uskik har således vedvaret i nogle år, og så vidt anmelderen er bekendt, er der flere gange indgivet klage herover til oldermanden for isenkræmmerlauget, dog uden at derved er sket nogen forandring. For at denne utilladelige handel foregår hver dag, kan enhver overbevise sig om ved at passere denne gade. Ubehageligt er det for de handlende at må i deres butikker stå og se på hvorledes disse omløbere uden for deres døre falbyder ovennævnte varer uden at de bidrager det allermindste til stadens udgifter.

(Politivennen nr. 315. Løverdagen den 12te Januar 1822, s. 5059-5060).

Anke angaaende et Kalkudsalg.

I kælderen under huset på hjørnet af Vestergade og volden nr. 57 er for kort tid siden etableret et kalkudsalg som er såvel de næromkringboende som også de forbipasserende til ulejlighed, ja vel til skade, når denne vareartikel handles i fri luft, da den forårsager meget støv i det mest stille vejr, men uendelig mere i blæst, og som trænger ind i værelser, især hvor vinduer står åbne, og i folks øjne som tilfældigvis befinder sig i nærheden deraf, hvilket sidstes skadelighed vel ikke behøver noget bevis som en almindelig kendt sag. Man vil ikke omtale den uskik at udsætte skilt på fortovet med fjerdinger fyldte med kalk - som dog under visse omstændigheder kan tjene til at vedligeholde en uafladelig kalkstøv - da kun få kælderbeboere holder sig forbudet mod opfyldning af adskillige sager på fortovet efterrettelige. Gavnligt var det derfor fra flere sider betragtet om kalkudsalg i almindelighed - for der findes et i en port ved siden af det før omtalte, som før skal have været etableret ind til gården, såvel som på flere steder i nærheden af Vesterport, og som alle er til lige stor ulempe - under straf blev forbudt at holdes til gaden, i det mindste ikke for åbne døre eller på selve gaden, men etableredes til gården hvor anden anden end de som havde dermed at bestille, forulejligedes deraf.

(Politivennen nr. 291. Løverdagen den 28de Julii 1821, s. 4675-4677).

En slem Trappe paa Vestergade.

Ejeren af huset nr. 46 på hjørnet af Vestergade og Kattesundet lader vist den handlende i stuen bo for meget billig leje, siden han ikke sørger for en bekvemmere og mindre farlig opgang til butikken. Det var ønskeligt om sådanne fejl vedbygninger måtte påses og rettes, og denne ejer især pålægges at lade gøre en trappe på nævnte sted hvorpå man uden risiko turde vove sig op og ned af. Anmelderen har 2 gange haft det uheld at falde ned deraf, og dette har flere beklaget sig over, skønt man af folkene i butikken bliver erindret om at gå forsigtigt ned af trappen.

(Politivennen nr. 224. Løverdagen den 15de April 1820, s. 3613-3614)

Redacteurens Anmærkning.

Adressen hedder i dag Kattesundet 2/Vestergade 15 og er opført 1797-98 af murermestrene Philip Lange og Lauritz Thrane. Trappen er der tilsyneladende endnu, men da byen i de forgangne år er vokset opad, synes den ikke længere at være et problem.

Advarsel til dem som agte at gå op i Skumringen på Volden ved Vesterport

(Efter indsendt)

Torsdag den 3. november om aftenen var min pige i et ærinde på Kongens Mølle. På den nederste ende af bakken stod en del mennesker og spillede klink og som nøje gav agt på hende. Ved nedgangen fra nævnte Møllebakke var kun et menneske som havde posteret sig bag et værtshus der ligger der. Da hun passerede ham, antastede han hende og forlangte hendes ørenringe udleveret. Da pigen naturligvis nægtede at udlevere dem, overfaldt han hende på en morderisk måde med et slag i hovedet af en, efter hendes udsagn, skjult stok som han havde under sin trøje. Pigen retirerede så godt hun kunne over til vores bopæl som ligger lige overfor. Men hvor personen blev af, havde hun ikke åndsnærværelse nok til at lægge mærke til. Kun kan hun erindre at han havde en blå trøje på og så meget styg ud i ansigtet.

Personen havde tilredt hende så ilde at blodet flød ud af hendes næste, mund og ører, i hvilken tilstand hun besvimede og måtte søge sengen. Vi sendte straks bud efter en erfaren læge, som erklærede pigens tilstand så slet at det muligvis kunne koste hende livet. Det var at ønske at sådanne onde mennesker kunne blive opdaget og straffet.

Ole Ebbesen
Boende på Vestergade og Volden
nr. 57

(Politivennen nr. 549, 5. november 1808, s. 8809-8810)

Overfald på Gaden

Mandag den 14. kl. 11 om formiddagen i denne måned havde jeg den ubehagelige oplevelse at blive udsat for et overfald, og det på følgende måde:

Jeg kom fra volden og ville gå ned ad Studiestræde, da 5 matroser, som jeg havde set stå uden for en kælderdør, pludselig samlede sig omkring mig, viste mig deres knapper, som de havde i tøjet, og spurgte om jeg ville købe sølv? Jeg svarede nej. Så fejede de forbi mig. Kom senere tilbage, omringede mig igen og spurgte om jeg ville købe sølvknapper? Jeg svarede nej. Hvorpå de begyndte at skubbe mig mellem sig, fra den ene til den anden. Jeg bad dem om at lade mig i fred, og sagde at det var for galt at man ikke kunne gå på gaden i fred. Så tog en af dem fat i min stok, som jeg holdt temmelig godt fast i. Men alligevel vred de den ud af hånden på mig, og løb så deres vej ned ad Larsbjørnsstræde, og gik ned i kælderen. Jeg forfulgte dem i det håb at møde enten nogle betjente eller politi, for at få i det mindste en af dem arresteret. 

Omtrent på dette sted på Studiestræde blev skribenten passet op af fem matroser, efter at komme fra volden længst væk, lige foran Palads Bio. Skumle kældre som under kafe The Log Lady (Twin Peaks) præger området. Fotoet er taget i krydset ved Larsbjørnstræde. Matroserne stak derefter af bag om fotografen og op mod højre, hvor også Teglgårdsstræde støder til. De fleste af husene på fotoet eksisterede også i den skikkelse i 1805. De var da forholdsvis nyopført af forskellige håndværksmestre.

Fra den omtalte kælder kom de straks op og gik ned i en anden kælder i Teglgårdsstræde, hvor der er et rulleskilt over døren. Der stod de i nogen tid og opfordrede mig til at komme ned, så skulle jeg få min stok. En mod fem turde jeg ikke. Jeg opsøgte i stedet en bekendt der bor i gaden, som uheldigvis ikke var hjemme. Jeg holdt imidlertid øje med disse matroser, forfulgte dem i det håb at møde en eller anden jeg kunne alliere mig med. Men da de mærkede dette, forsøgte de da de kom til Vestergade at sprede sig mellem vognene. Dog beholdt jeg to i syne, heriblandt ham som havde taget stokken og holdt den under sin jakke. 

Forfulgte dem op ad Vestergade til volden. Men da de kom nær volden, begyndte de at løbe og jeg tabte dem af syne. Jeg passede dog nøje på overalt og opdagede dem igen nede ved Vartov Hospital. Opsøgte to politibetjente der boede i nærheden, men forgæves. Og så endelig disse to matroser gå ned i en kælder i Prindsensgade, hvor de forblev. 

Da min umage for at få fat i disse karle således var forgæves, og da jeg ikke kender dem, heller ikke kan få dem afstraffet, så vil jeg for den offentlige ordens skyld ønske, at dette bliver offentliggjort til advarsel for andre. Stokken bekymrer mig ikke så meget, men den forskrækkelse jeg fik i det øjeblik har taget på mit helbred.

København den 15. januar 1805
Mathias Mejer
Magstræde nr. 28

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5589-5592)

Redakteurens Anmærkninger

Matroser

Der var et betydeligt antal matroser på Politivennens tid. Ifølge Callisen (s. 525) var 5.953 mandfolk og 4.235 kvindfolk matroser, ud af en samlet befolkning på knap 101.000 altså omkring 10% af Københavns befolkning. Matrosernes udfordrende opførsel viser ringe respekt for spidsborgerne. Måske et udslag af de revolutionære stemninger siden den franske revolution? Måske ment som en trussel om at i flok kunne de godt afvæbne borgeren. Men dog også tilpas bange for at gøre alvor af deres trusler.

Politivennens skribenter - der må formodes at være fra Københavns finere spidsborgerskab - omtaler med jævne mellemrum matroser. Altid i flok og som regel truende, anmassende og i gang med et eller andet halvkriminelt. Fx som billethajer der maser sig foran i køen for at opkøber teaterbilletter.

Prindsensgade 

Der kan være tale om Ny Kongensgade, som dog allerede optræder med dette navn på Geddes Kort fra 1761 hvorfor det er mærkeligt at artiklen stadig skulle bruger det gamle navn. Om en lille forbindelsesgade mellem Borgergade og Adelgade. Eller Prinsessegade på Christianshavn, som hed Prindsensgade indtil 1859. 

Vognene i Vestergade

Vestergade førte som Nørregade og Østergade mod byens port fra byens centrum Gammel- og Nytorv. For Vestergades vedkomende til Vesterport (nu Rådhuspladsen). Her var tit trafikprop af vogne som skulle ud eller ind af porten.

Før ordenspolitiets tid

Politimester Hans Haagens politistyrke bestod på dette tidspunkt af 3 assessorer, 6 fuldmægtige, 3 kopister, 1 adjudant, 1 torvemester, 1 fyrbøder, 30 politibetjente inden for volden, 6 politibetjente på broerne og 1 politibetjent med speciale i fremmede jøder. Til en befolkning på over 100.000. Vægterkorpsets knap 300 vagter synes Politivennens skribenter ikke at have haft særlig stor tiltro til.

Et Spørgsmål til Jurister i Anledning af en Hyrekusks og hans Karls Opførsel

(Efter indsendt)

Følgende skete da en agtværdig hofbetjents kone og familie for nylig spiste om aftenen den anden helligdag inde i byen. Om aftenen kvart over ni sendte hun bud efter en hyrevogn for at køre ud til Frederiksberg. Vognen kom straks. Men da de var kommet ind i den og man sagde til ham: Til Frederiksberg, erklærede han, at han ikke kunne køre dem derud. Men da de påstod at han alligevel måtte køre dem derud, kørte han dem i stedet for til Frederiksberg til sin husbond oppe i Vestergade ind i en lille tværgade for at høre sin herres ordre. Samme påstod at de måtte stige ud igen, da kusken ikke skulle køre dem til Frederiksberg. Da de så forlangte at køre til politikammeret, lo han af dem, og tvang dem til sidst med mange grovheder at stige ud igen. Da tiden var forspildt og de ingen anden vogn kunne få så sent, måtte en sygelig kone med sit selskab spadsere til fods hjem. En hr. Meisner, som bor her i nabolaget, og som var vidne til dette optrin, beklagede meget, og var så rar at følge dem ud til Frederiksberg Alle. Han ville sikkert have fulgt dem hjem, hvis han kunne nå porten igen før den blev lukket. Dette er species facti.

Jeg tilstår at kusken måske skulle mange steder hen og køre sine faste kunder. Men imidlertid mener jeg dog, at en mand, hvis næringsvej det er og som skal leve af publikum og skal køre når han har fået en fragt, er strafværdig for denne sin handling? Man ønskede en jurists svar.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5064-5065)

Om Bøndervognenes Opstilling ved Vestervold

(Efter indsendt)

Adskillige af Vestervolds beboere, især mellem Vestergade og Lavendelstræde, finder sig meget besværede ved den utilladelige brug som bønderne gør af gaden. På de fleste dage er det ikke muligt for en karet eller anden vogn ved middagstid at komme til husene, da bøndervognene optager hele gaden nærmest mod disse. Ja endog sommetider sætter hestene på fortovet for bedre at kunne holde opsyn med dem fra kældrene. De som altså i dårligt vejr betjener sig af kareter for at komme tørskoet til et af disse huse, får ingen glæde af det, fordi de er nødt til at stå af midt på torvet og efter megen ulejlighed liste sig gennem de tætpakkede bøndervogne. Ofte lykkes det kun efter en lang omvej. Ved denne defilering gennem vognene risikerer man desuden at blive bidt af heste. Blandt mange andre skete det for nogle dage siden for en pige på 10-12 år, som blev bidt i armen af en hest som stod bundet ved rendestenen, tæt ved indgangen af et hus. Bonden bød hende godt nok penge, men det kan nok ikke altid erstatte skaden. Det ønskes derfor at bønderne måtte forbydes at holde med deres tomme vogne på den anden side af gaden mod volden, så at der kan blive så meget plads, at en vogn kan køre forbi og holde ved fortovet.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3844-3846)

Et Forslag imod Forkøb af Torvevare.

Endnu går der adskilligt forkøb af torvevarer for sig, ikke alene i Frederiksberg og Vestergade, men på broerne selv. Ja man ser dels aftenen før, dels i morgenstunden selv af torvegaden hele emigrationer af et slags folk, nogle i røde pelse og nathuer, andre i grå kjoler og runde hår eller parykker, at ske til Damhuset og det strøg af torvefarernes vej. Nu er det anmelderens forslag om ikke dette også kunne blive en nyttig frugt af de nye vægteres ansættelse at disse foretagender forpurredes lidt ved at anstille på sådanne tider og på bekvemme poster nogle af de nye reservevægtere?

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2340-2341)