Avis-Tyrannen.

Hvor en så vis og god faderlig enevælde styrer statsroret, er det dobbelt fornærmeligt når enkelte ubeføjede avisdommere tager sig ret til moxen at bryde staven over en medborgers velmente arbejde, som kun altid viser velvilligt sindelag og mod hvilket intet er at indvende fra den strengeste censors side, om man end ville gøre fluer til elefanter.

Således er det ofte gået mig med visse avistyranner, især på hovedstadens Adressekontor hvor man ikke har vist nogen betænkelighed ved at optage de mest pøbelagtige udfald mod mig, ja endog trusler om en banket trøje. Men derimod har ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag. Dette er så meget mere påfaldende som man på allerede nævnte aviskontor først havde antaget verset, og modtaget 5 mark 1 skilling !? for at indrykke det, men desuagtet lod det ligge nogle dage og derpå gav mig det og pengene tilbage med den unådige erklæring at det ikke kunne indrykkes. Jeg svarede at jeg ville udelade et enkelt udtryk som måske (kun af kortsynede) kunne findes upassende, skønt vist ikke for den besungne som har været en af min ungdomsvenner, mens vi begge var kammerjunkere og auskultanter i Rentekammeret.

Men dette tilbud, o tempora! tilfredsstillende ikke denne strenge hr. seminarist og kontorets bestyrer der henviste mig til at give en underdanig bøn eller ansøgning til en Monrad. (Er det ham jeg kender, så er det en meget human og brav mand.) Gud ved altså hvad det atter var for griller der plagede monsieur Jetsmark eller hvilke fordringer han ville gøre gældende mod mig, skønt han ikke er noget beskikket censor. Morgenposten nr. 308 har uden krybende betænkeligheder optaget det omhandlede vers, hvilket jeg også her nedenfor lader aftrykke, til offentlig bedømmelse og til advarsel for mine ærede medborgere at de kan vogte sig for eller tage forholdsregler mod ubeføjet censur og litterær inkvisitionsvæsen.

Til geheimestatsminister von Møsting.
(På hans excellences fødselsdag 1830).
Den blomst jeg sender fra mit hjertets have,
Ej ofres dig for gunst, og ej for gave.
Men for en ædling, som står tronen nær,
Højagtelse jeg i mit indre bær,
Og vennen fra min ungdomstid jeg kender:
Kun godhed i hans bryst sin lue tænder,
Bliv endnu mange år i lykkens havn,
Din konge og dit fødeland til gavn!

F. Scholten

(Politivennen nr. 776, Løverdagen den 13de November 1830, s. 739-742) 

"De har derimod ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag." (Møstings Hus på Frederiksberg, opført 1800 og i Møstings eje 1809-1843. Nedrevet 1959 for atter at blive genopført på sin nuværende placering.)

Redacteurens Anmærkning

F. Scholten har tidligere været omtalt i Politivennen på en lidet flatterende måde, 22. september 1821. Scholten og J. S. Møsting (1759-1843) havde været auskultanter i Rentekammeret 1781-83. Men mens Scholten senere blev afskediget, fik Møsting en glorværdig karriere som geheime-, stats- og finansminister, præsident i det kongelige rentekammer og den kongelige direktion for statsgælden og Den synkende Fond. Kansler ved de kongelige ordeners kapitul, ridder af elefantordenen, St af D og D. M. Amaliegade 153. Han havde haft fødselsdag den 2. november.

Møsting er begravet på Frederiksberg Kirkegård. I det lange gravskrift står bl.a.: "Iohan Sigismund Møsting. Overkammerherre. Geheimesstatminister. Lykkeligen forenet den 22. juli 1785 med Christine Ceciliæe von Krogh."

Den lige Vei er den bedste.

Ved den sidste ulykkelige ildebrand på hjørnet af Kompagni- og Badstuestræde mistede husets tjenestetyende alt hvad de ejede, eftersom ildens heftighed forbød al adgang til loftet hvor de havde deres ejendom stående. De fleste familier der boede i huset, mistede mere eller mindre af deres indbo eller fik det beskadiget. Og da de ikke var forsikret, var det sandsynligt at de ikke efter ønske kunne yde de stakkels tjenestetyende nogen erstatning. Anmelderen som kender sine medborgeres godgørenhed og medlidenhed, opsatte derfor en bøn til disse om en lille skærv for de brandlidte tyende. Men på Adressekontoret nægtede man at indrykke annonce før det var påtegnet af den beskikkede censor. Man henvendte sig derfor til denne som gav til svar, at annoncen skulle påtegnes af den administrerende direktion for fattigvæsenet. Man gik derfor til en af de herrer direktører med anmodning om at få den forlangte påtegning, men fik det svar: at det var forbudt at en sådan annonce om hjælp måtte indføres i offentlige blade.

Skønt anmelderen ikke kan indse hvilken skade det kan forvolde fattigvæsnet om man endog ved en sådan lejlighed bad medborgerne om et lille bidrag, som jo var aldeles frivilligt, så måtte han dog tro at forbuddet fandt sted, og altså opgav han sit forsæt på denne måde at udvirke noget til de brandlidtes tarv. At der imidlertid sker undtagelser fra nævnte blad, giver Adresseavisen flere eksempler på, hvoraf man blot vil anføre et. Da en ulykkelig brand henved for 2 år siden havde fortæret hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade, opfordrede de herrer kaptajn v. Haffner og isenkræmmer Ebbesen deres medborgere til at lette de brandlidtes kår. Deres forventning blev ikke skuffet og den københavnske borgers godgørenhed viste sig her som altid med ædelmodig hjælp. Man så derfor kort tid efter i Adresseavisen ikke alene disse to hædersmænd aflægge regnskab for de modtagne gaver, men også adskillige brandlidte aflægge deres tak for den tildelte hjælp.

"En ulykkelig brand fortærede for henved for 2 år siden hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade." (Gothersgade med Grønnegade løbende ind til venstre. Det blå hjørnehus nr. 19 er opført 1827 for hørkræmmeren Hans J. H. Stæhr. Nr. 17 er fra 1766).

Ved den lejlighed kan anmelderen ikke undlade at gøre opmærksom på de mange annoncer om små lån, der dagligt findes i Adresseavisen. Annoncerne som følgende der findes i Adresseavisen nr. 306 for lørdag den 30. december 1826 lyder sådan: "En svagelig og sengeliggende enke med 4 små uforsørgede børn, anråber en ædelt tænkende mand eller kone om et lille lån på 1 til 2 rigsdaler. Hvorved nærværende kummerlige forfatning ville afhjælpes. Anvisning osv". Det røber tydeligt nok at de indrykkes for at tilvende sig almisse og det muligt fra flere. At de lyder på lån, er kun for at omgå forbuddet og for at få dem indrykket. Men da sådanne annoncer findes så hyppigt at fremmede må anså hoben af stadens indbyggere for prakkere og det vist nok er muligt at mange uværdige på denne måde benytter sig af medborgeres medlidenhed, så var det nok rigtigt om sådanne annoncer ikke blev modtaget uden at de var påtegnet af en eller anden pålidelig mand der kendte ansøgeren.

(Politivennen nr. 577. Løverdagen den 20de Januar 1827, s. 33-36)

Trøst til de to stridende Skræddere.

Skrædderarbejde kan dog umuligt være arveligt. Og det er vist nok overflødigt at besvare spørgsmålet om ikke enhver mand fra fyrsten til bonden i hytten har frit valg til at lade sine klæder sy af hvilken dertil berettiget skrædder, han finder for godt. Ikke desto mindre ser man dog i disse dage at 2 skræddere i Addresseavisen strides om en afdød skræddermesters kunder. Grunden til denne strid er formodentlig den at den afdøde havde haft licitationsarbejde der var meget fordelagtigt at have, da der er sort, og at han tillige da han var kendt som en ærlig og retskaffen mand, havde skaffet sig en del solide og prompte betalende kunder. Hvilket nu er mere og mere sjældent og hvad enhver ønsker sig. 

Men da alt værtshuskaperi, avisskrigeri og ethvert slags ubegrundet anbefaling snarere er skadelig end gavnlig, og en avisfejde om skrædderkunder især er latterlig, så kan indsenderen ikke undlade at råde de 2 herrer til at slå sig til ro og tænke på det gamle ordsprog: Was Gott mich zugedacht, wird mir ins Haus gebracht. For det er fuldkomment troligt at de ærlige og gode kunder vist ikke ville vælge en arbejder efter hans egen anbefaling i en avis, men efter aflagt prøve. Og hvis de endog skulle vælge en af de stridende herrer, da faldt valget sikkert på den ærligste.

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4239-4241).

Et Par Ord i Anledning af Maria Petersens Avertissement i Adresavisen no. 272 og Fattigvæsenets Besvarelse derpaa i Mandags Avisen den 1ste Decb. sidstleden

(Indsendt)

Da anmelderen læste denne gode madames offentlige jeremiade i Avisen hvori hun på det ynkeligste jamrer over tabet af sin ægtefælle, der har efterladt hende fem umyndige børn i den kummerligste forfatning uden håb at kunne forskaffe disse sine børn de allerførste livsfornødenheder, skal han ikke nægte at han jo hos sig selv gjorde sin bemærkning over hvorledes dette offentlige tiggerbrev kunne blive indrykket i Addresseavisen under så forstandig og forsigtig en redaktørs bestyrelse som den Addressekontoret er så lykkelig at besidde. Det indeholder jo en tydelig anklage mod Fattigvæsenet som om det ikke havde opfyldt sin pligt: At hjælpe den sande ulykkelige fattige og at denne på grund af det er nødsaget til at anråbe det offentlige om hjælp. 

Ikke desto mindre fandt hun nåde for redaktørens øjne, og han lod det indrykke, uden at tage i betragtning at den offentlige bekendtgørelse i højeste grad måtte være en fornærmelse for et årvågent fattigvæsen. En benævnelse som anmelderen oprigtigt kan tillægge vores, da han ofte har haft lejlighed til at se det ile den fattige til hjælp med hastig understøttelse så snart samme kun har anmeldt sin trang for vedkommende fattigvæsens forstander. Dersom nu redaktøren blot havde tænkt at dette havde været konens pligt før hun henvendte sig til Adressekontoret, så er anmelderen overbevist om at han ikke havde tilladt hende at få det indrykket. Men da det nu er sket og Fattigvæsenets administrerende direktion i Addresseavisen nr. 281 har taget offentligt til genmæle ved at bekendtgøre: at den straks efter at have læst hendes avertissement havde tilbudt hende husleje, brød, skolegang og mad i skolen for børnene. Men at hun personligt havde mødt for direktionen og erklæret at hun som jordemoder mente hun selv kunne ernære sine børn.

Det synes altså som det ikke var så ganske rigtigt, uden eftertanke at tillade at indrykke sådanne avertissementer, hvorved vedkommende har grund til at tro sig fornærmede i henseende til deres embedsstilling. Men meget mere som det burde være en redaktørs første pligt at våge over at ingen ved hans ubetænksomhed blev fornærmet, ligesom også at vedkommende der havde skrevet samme kunne. Således som tingen nu er forklaret i sin sande sammenhæng har fortjent en skarp irettesættelse.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1672-1675)

Er Bøndernes Kjørselsret indskrænket til Kildetiden?

Indsendt

Ved at læse et avertissement i Addresseavisen nr. 124 fra oldermanden for det store vognmandslav blev indsenderen foranlediget til at efterse den påberåbte plakat af 16. februar 1780, som egentligt angår adskilligt der vedkommer vejene på stadens grund, og kun i forbigående i en parentes omtaler hvorvidt bønderne er berettigede til at befordre stadens indbyggere til skoven. 

Dens 3. paragraf siger herom: "Bønder som ved Skt. Hans Dag og Fruedag årligt plejer at holde ved portene for at finde fragt til skoven (hvilken vel ikke ved nogen anordning er tilladt, men så længe de kan haves for rimelig betaling, vel ligesom hidtil fra pinsedag og til 6. dag efter Fruedag kan tillades at benytte sig af denne fortjeneste, da samme er til lettelse for stadens indbyggere), må ikke holde med deres vogne nærmere staden end udenfor Nørreport i Runddelen" osv (derefter følger hvor bønderne skulle holde uden for de andre porte).

"Bønder som plejer at holde ved portene for at finde fragt til skoven må ikke holde med deres vogne nærmere staden end udenfor Nørreport i Runddelen" (Bøndervogn. Frilandsmuseet. Eget foto).

Dersom der altså ikke gives nogen senere bestemmelse hvorom indsenderen ønsker oplysning, er det utvivlsomt at bønderne er berettigede til at befordre stadens indbyggere til og fra skoven fra den 25. maj til den 9. juli i nuværende år.

(Politivennen nr. 75, Løverdagen den 7de Juni 1817, s. 1270-1272)

Spørgsmål til Addressekontoret

(Efter indsendt)

Da det har sket at folk som bor langt fra Addressekontoret (og dette er tilfældet med de fleste, fordi dette kontor ligger på et så afsides og såre upassende sted), har indsendt avertissementer om eftermiddagen omtrent kl. 6 1/4 og buddene er blevet bortvist med dem af kontorfolkene i en ikke alt for høflig tone, som for sent indleveret, så spørges: Hvor længe kan avertissementer til Addresseavisen daglig indleveres til modtagelse? Offentlig underretning herom ville spare både tid og mange forgæves trin. Måske var det godt, at denne efterretning stod enten ved titlen eller bag ved, hvor redaktøren nævnes.

(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side  6883-6884)

Adresseavisens ejendom (Før og Nu, 1917)
 

Redacteurens Anmærkning.

Adresseavisen blev til tider brugt til andet end annoncer. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 69, 27. juli 1804, side 1087-90 berettede om ondsindede annoncer under overskriften: "Satiriske Avertissementer" (artiklen i udvalg):

Der existerer neppe noget periodisk Skrivt, hvori Folk oftere ere blevne satiriserede end i denne Avis. Hvorledes dette gaaer til, skal strax forklares. 

Der foregaaer tusinde Ting i det menneskelige Liv, formedelst hvilke det ene Menneske ønsker en lille Hævn over det andet ...Satiren er et af de Midler, som koste intet og som næsten enhver troer sig istand til at betjene sig af. Den, som altsaa ikke kan hævne sig paa nogen anden Maade, lader ikke sjelden indrykke et Avertissement i Adresseavisen, hvis satiriske Braad ofte kun Modstanderen føler ... Saaledes var der for ikke længe siden et Menneske, som var kommen i Uenighed med et Fruentimmer, han agtede at knytte Hymens Baand med. For at hævne sig, lod han indføre følgende skammelige Avertissment:

"I ** Strædet No. ** er en veltilreden Hoppe tilkjøbs, som staaer for Skud."

En anden lod ligeledes, for at hævne sig paa et Fruentimmer, falbyde i Avisen fra det Sted, hvor hun boede, en Papegøie med couleurede Rumpefjer og en couleuret Top. Man stormede nu løs paa disse stakkels Fruentimmer for at tage Hoppen og Papegøien en Øiesyn. En tredie Person lod for kort siden falbyde Caffebønner fra et Sted i Adelgaden for 28 sk. Punder. Denne nu usædvanlig billige Priis trak naturligviis en stor Mængde Mennesker hen til Huset, og disse pukkede og støiede, fordi man havde faaet dem til at løbe April.

Ønsker tilegnede det Kgl. General-Toldkammer, i Anledning af sammes Lysning efter Artillerilærlinge for Vestindien

I Addresseavisen kan læses følgende avertissment:

"For at udsendes til St. Croix i Vestindien som lærlinge ved Artilleriet, behøver general-toldkammeret nogle sunde, unge mennesker af gode sæder, ikke over 18 år gamle, som har stået til konfirmation og kan skrive og regne nogenlunde. Indtil de kan sættes i virkeligt nummer som konstabler, sørges ved en skoleindretning for deres videre oplæring, og kunne de da, således oplært og vante til orden og landet, efter at have tjent i visse år havde udstat til, i landet ved egen flid at finde levebrød, hvis de der ønsker at forblive. I andet fald gives dem fri hjemrejse. De forældre eller formyndere, som måtte finde det passende således at sætte de under deres varetægt værende unge i vej, ville derom henvende dem til pakhusforvalteren højesteretsadvokat Lange, boende på Nørregade nr. 244 og 45, for nærmere at underrettes om vilkårene".

Udgiveren, der selv flere gange og flere år har været i Vestindien, kender soldatens kår sammensteds så godt, at han noget efter sin hjemkomst derfra i 1791, fandt det sin pligt ved en offentlig advarsel i Addresseavisen, at fraråde enhver fornuftig håndværker, (for disse hvervedes dengang til soldater derovre) at lade sig friste af den tilsyneladende høje sold. Ard. S. kr. Hauber turde ikke indrykke bekendtgørelsen, men gen. Toldkammeret, som han derom adspurgte, erklærede ham at det ikke var imod at enhver frimodigt sagde sin mening (Dette var Haubers ord til udgiveren). Mit avertissement blev indrykket, og jeg har den behagelige tro, at det hindrede mangen brav håndværker fra en overilet beslutning.

St. Croix, Vestindien. Fortet med soldater øverst til højre. Artilleristernes vagtbygning var placeret ved flagstangen, hvorfra de let kunne overskue byen og havnen. I midten Proviantgården og til højre nederst kirken. I baggrunden "Den engelske Taverne". (Tegning af H. G. Beenfeldt 1815). 

Til et kollegium, hvis mænd besjæles af så værdig en tænkemåde, tør jeg derfor med fuld tillid fremsætte mine anstændige-frimodige ytringer og ønsker i henseende til denne indbydelse:

1. Man forlanger unge mennesker under 18 år. Men dette er netop den alder, da sådanne fattige unge drenge skulle lære et nyt håndværk eller levevej. De kommer nu over til et land, hvor der kun er lidt lejlighed til at lære kunster og håndværker, og hvor deres militære beskæftigelse desuden hindrer dem i det. De vil altså, når de om visse år er løste af deres indgåede forpligtelse, være næsten aldeles uduelige til at ernære sig i Vestindien, hvor groft arbejde er en skam, som en hvid ikke kan udholde, fordi den sætter ham i klasse med negeren. Kommer denne udtjente yngling tilbage til fædrelandet, hvad kan dette da vente sig af ham. Han kan ikke ernære sig med sine artillerikundskaber, med mindre han atter lader sig hverve, og dette var da kun en mådelig erhvervelse for det, han underkaster sig ved at g[øre] [ulæseligt]inding som artillerilærling.

Jeg forklarer dette her og tror at kunne gøre det tilstrækkelig ved at forestille følgende sandheder: a) klimaet er vel ikke usundt (og mindst på St. Croix) for den, som ikke har dårlig pleje, som kan leve uden strengt arbejde, uden at være udsat for regn-ilinger, for middagssol, og for nattekulde. Dog sundt som det danske er det ikke under nogen betingelse. Men kan man love lærlingen de benævnte forskånelser? b) sygdommene er heftige, doktorerne ikke sjældent mådelige, og lægemidlerne meget dyre. Det forstår sig, regeringen giver doktor og lægemidler. Men i Vestindien er god mad, og især god og megen madeiravin, den eneste oblate kur i de gængse sygdomme. Den gamle dr. Corr, på St. Thomas har selv fortalt udgiveren at da forrådnelsesfeber havde angrebet et krigsfartøjs mandskab og han ordinerede 3 flasker gammel madeira daglig for hver mand, blev der svaret at man ikke turde sætte sin konge i sådan udgift. Folket kom op i et lummert hospital, fik ingen madeiravin og døde som fluer. c) Så luftige værelser, som klimaet udfordrer for sundheden, kunne vore forter knap yde officererne. Men aldeles ikke soldaterne, og rimeligvis heller ikke artillerilærlingene. d) I Europa trøster soldaten sig ved æren, og når han er ren og manerlig, kan han gøre fordring på samme agtelse, som enhver anden skikkelig mand. Dette er ikke tilfældet i Vestindien, hvor selv negeren anser soldaten som en hvid slave, og til forskel giver ham øgenavnet soldat-blanco

2) Kollegiets indbydelse kalder disse drenges ansættelse en vej. Men mon ikke dette ord forstås i almindelighed som noget ganske andet, end hvad deres tilstand efter det ovennævnte kan være, eller end hvad indbydelsen ytrer mindste løfte om. Jeg tør fremsætte den formening, at dette ord er alt for lokkende.

3) Dersom en fader ifølge indbydelsen vil lade sin søn antage som artillerilærling, da kan vel ingen have at sige derimod. For en fader elsker jo vel sin søn, og skaffer sig først de fornødne kundskaber om de kår han hensætter ham i, under den tid af hans levealder, som er den vigtigste for hans hele tilværelse.  Men jeg tør ærbødigst fremsætte det ønske, at det ikke tillades nogen moder (enke) at på denne måde afgøre sin søns skæbne. Hun kan vel elske ham nok, men til at bedømme de tilbudte kår er hun ikke dygtig. Endnu mindre ville jeg ønske, at det stod i nogen formynders magt således at råde over sin myndlings ve og vel. Hans kærlighed for drengen kan ikke være en faders, hvor god og retskaffen en mand han ellers kan være. Formynderskab er jo et onus, en tvangspligt.

Formynderkærlighed står ikke i meget bedre ord end stedfaderkærlighed. Det er at befrygte, at mange formyndere her vil se en god måde til at blive fri for en tung byrde.

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at anmærke, hvor meget det må glæde enhver, at indbydelsen ikke giver mindste ytring om, at unge drenge selv kunne bestemme sig til dette erhverv, eller efter sådan drenge-bestemmelse antages.

Endelig fremsætter jeg dette sidste ønske, at det hele kollegium lader udfærdige en liste over fødemidlernes pris i Vestindien. Da jeg for 16 år siden var der, var den sådan at en enlig person ikke kunne skaffe sig den kost, som i Københavns kan haves for 2 mark daglig (og det kan en arbejdssom soldat magelig tjene i Købehavn) for mindre end 8 til 10 mark. Og priserne er siden den tid blevet meget højere.

Det høje kollegium ville gunstigen optage disse mine ytringer, og værdige dem sin indsigtsfulde drøftelse. Jeg har indskrænket mig til den ukunstlede sandhed, og med flid afholdt mig al deklameren, hvortil emnet byder så stor en hank.

(Politivennen nr. 422, 25. maj 1806, side 6707-6714)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr 427, 21. juni 1806.

I slavehandelens slutperiode sejlede private købmænd og redere fra især Altona/Hamburg og de dansk-vestindiske øer, samt mindre dansk-norske byer i alt 28.992 slavegjorte over Atlanten på omkring 150 togter inden nytår 1803, fra hvilket tidspunkt der var forbud mod slavehandel. Efter det tidspunkt opkøbte dog både danske og udenlandske fartøjer slavegjorte ved de danske forter på Guineakysten med henblik på salg på fx Cuba. Det gælder fx rederen Jens Lind med skibene Marthe Magdalena, Nicoline og Christiansborg.

Ubehageligheder i Rosenborggade

En meget formuende mand har det ulykkelige tilfælde, nu tredje gang i 7-8 år at falde i en periodisk sindssygdom og galskab, som efter vejrligets indflydende beskaffenhed på ham sædvanlig plejer at vare et par måneder.

De foranstaltninger som for nærværende tid er taget med ham, næst det at han efter Addresseavisen nr. 178 af stadens Magistrat viselig er erklæret umyndig indtil videre, er at han holdes under vagt i sin egen gård nr. 102, men har frihed at komme i gården og dens have, og hvor han da såvel nat som dag huserer rasende til ubehageligste uro for de omkringboende folk. Og da han, som bekendt er, ejer en bopæl på landet, hvorfra man vistnok ikke klogelig har søgt at få ham ind hertil staden, da stedet der skal have alle de mulige fordele, som kan tjene til hans helbredelse, såsom bekvemme værelser, have, skov og marker, et fersk kildebad, den sunde søluft, også meget let tilvejebringende saltvandsbad og overalt, alt det som efter omstændigheder kan synes fornøden og tjenlig for hans helbreds genkomst, som dog vist ønskes, så synes det at være underligt, at vedkommende ikke betjener sig klogelig af det nævnte sted, ved at føre ham derhen under sikker gelejde, give ham en medikus eller kirurg med for at blive hos ham, som besidder den sjælsstyrke, ikke for ukvemsord eller et håndslag at banke ham, indtil hylen og jammerskrig, men med tålmod behandle ham som et beklageligt menneske, der fortjener sand medynk, sålænge denne uheldige periode varer. Man vil hernæst agte på, om dette ufornærmelige andragende og forslag respekteres, da naboer og omkringboende ønsker sig befriede for så vigtig ubehageligheder.

(Politivennen Hæfte 5, nr. 65, den 20. juli 1799, s. 1029-1031)

Der står ingen adresse i Rosenborggade der her ses fra Tornebuskegade. Det Kongelige Bibliotek.

Forskrifter hos Boghandler Pelt - en Advarsel til Publikum

Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Juli 1799, s 1001-1002)

Redakteurens Anmærkning

Ifølge Addresseavisen boede Pelt på hjørnet af Stormgade nr. 289. Dvs på det hjørne ved Frederiksholms Kanal hvor senere Nationalmuseet udvidede. Ejendommen eksisterer således ikke længere.

Om Adresseavisen og dens Ombringing

Om adressekontoret er en privat eller offentlig indretning, er et spørgsmål som måske ønskes besvaret. Næsten skulle man in dubio antage første, da det er et såre fordelagtigt institut for de vedkommende. Men om indretningen opfylder de pligter den skylder det offentlige, er et andet spørgsmål. Den slette og ulæselige tryk og trykfejlene er for ofte forgæves påankede, at denne orden kunne synes at være genstand for påtale både af abonnenterne, og af dem som betaler avertissementerne. Tilbagebetale det der er givet for avertissementerne som ikke kan læses, synes at være en retspligtig erstatning. Og nu abonnementerne, hvorledes får de erstatning. Men endnu en uorden bør dog anmærkes: At avisen er færdig trykt kl. 9, endog udleveret mange steder er fuldkommen bekendt. 

Men burde den ikke være leveret overalt inden kl. 10 senest. Et par flere bude kunne få en fordelagtig indretning og holde et overskud af den. Kl. 1, 2 er vist for sildig, siden det skal være dagsavis. Såvel de der søger efter østers og kramsfugle, som det store antal der leder efter ærter, flæsk og gryn, ønsker vel hver at have avisen midt på formiddagen. De der bor uden for byen, og har bud her om eftermiddagen ville også være vel tjente med at kunne få adresseavisen samme dag, for i det mindste dagen efter at kunne anskaffe sig det averterede, for ikke kan de lade deres bud opholde sig til eftermiddag når det begynder at mørkne.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 34, s. 540-541. [Estimeret dato: 15. december 1798])

Redacteurens Anmærkning

Artiklen suppleres med en lignede klage over adresseavisen, s. 564-566

"Den slette og ulæselige tryk og trykfejlene er for ofte forgæves påankede, at denne orden kunne synes at være genstand for påtale både af abonnenterne, og af dem som betaler avertissementerne." (Forsiden af avisen som den så ud i 1798.)