16 juli 2014

Forskrifter hos Boghandler Pelt - en Advarsel til Publikum

Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Juli 1799, s 1001-1002)


Redakteurens Anmærkning

Ifølge Addresseavisen boede Pelt på hjørnet af Stormgade nr. 289. Dvs på det hjørne ved Frederiksholms Kanal hvor senere Nationalmuseet udvidede. Ejendommen eksisterer således ikke længere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar