Anmodning til Politiet.

Det var ønskeligt, ja i høj grad ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge dem af stadens vægtere der har post i Brolæggerstræde og Badstuestræde, men især dem i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste. For foruden andre uordener som de afstedkommer der, sammenhober de sig på hjørnerne eller midt i gaden og opslår ofte en latter der nødvendigvis må vække enhver som har sengekammer til gaden. Forunderligt er det om en vægter skulle have mere magt end den anden. Således har indsenderen fx set at vægteren i Rådhusstræde så snart et af de ovennævnt fruentimmere nærmede sig, anråber samme med spørgsmålet: "hvorhen?", og i samme øjeblik jage hende tilbage, hvorimod Knabrostrædes vægter uden videre lader dem passere revy op og ned af gaden. Man kunne derfor næsten forledes til at tro at der var en eller anden venskabelig forståelse mellem disse folk. 

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 379-380

"Det var ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge stadens vægtere, især den i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste." (Knabrostræde, 2016. Eget foto.)

En langskægget Tyv bedes indespærret.

Ved Frederiksholms Kanal i Rådhusstræde og nabolaget deromkring har en gedebuk i den senere tid været til en del besvær for alle som holder åben bod, men især for de der handler med fødevarer. Mads aflægger nemlig på forskellige tider af dagen helt uvelkomne visitter, byder sig selv til gæst på hvad han måtte forefinde. Og det er vist nok ikke let at formå ham til at tage afsked, for hans ryg synes at være lige så hård som hans pande. Men falder det ham nu ind at gøre de sædvanlige bukkespring hvortil han måske drives ved en følelse af taknemmelighed for god og billig beværtning, så hænder det ikke sjældent at personen uagtet han er rapfodet, ved uheldige kaprioler ødelægger et eller andet. Anmelderen har endog set at en kone som i en kælder handler med frugt, kager og lignende, har måttet sætte en skildvagt ud for at værne om dette børnenes paradis, og at denne, et halvvoksent pigebarn, næppe har formået at afholde den meget påtrængende horndrager. Man er derfor så fri at bede ejeren af denne buk, hvis han ikke kan formå den til godvilligt at ophøre med disse besøg hos de omkringboende, da at lade den spærre inde for således at gøre ende på disse tid- og pengespildende gedebukkestreger.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 482-483)

"Ved Frederiksholms Kanal i Rådhusstræde og nabolaget deromkring har en gedebuk i den senere tid været til en del besvær for alle som holder åben bod." (Rådhusstræde med kik mod Frederiksholms Kanal og Nybrogade fra Gammeltorv/Nytorv. Eget foto, 2015.)

Redacteurens Anmærkning.

Der kom yderligere oplysninger til i Politivennen nr. 763, 14. august 1830, s. 523-524.

Hvo maa besøge Restaurationen i Raadhuusstrædet Nr. 44?

Anden pinsedag om aftenen gik anmelderen der er markør, i forening med en fætter som hører til den studerende verden, op i Rådhusstræde nr. 44, 1. sal for der at tage det i Politivennen nr. 539 anpriste af snedkermester L. Kramp forfærdigede og opfundne billard i øjesyn.

For anmelderen og medfølger forlangtes 2 snapse, og just som anmelderen var i færd med at drikke sin snaps, kom værten og viste ham døren med de ord: "Det er ikke passende for ham at opholde sig her. Han må begive sig bort."

Foranlediget heraf ønskede man at værten på nævnte sted behageligst ville underrette publikum om hvilken charge i borgersamfundet man skal have opnået for at det kan anses for "passende" at besøge hans restauration, da flere i modsat fald let kunne blive udsat for lignende adfærd. Endvidere spørges: er en markør når han i øvrigt hverken er bedrager eller fallent, et så foragteligt menneske at han bør udsættes for sådanne ubehageligheder?

(Politivennen nr. 543. Løverdagen den 27de Mai 1826, s. 351-352) 

Redacteurens Anmærkning.

Rådhusstræde 44 er nutidens nr. 5. Det er opført 1795-96 for maler Andreas Petersen, og ombyget 1830 samt mellem 1871-75.

Et Ord om natlig Ufred

Der findes visse mennesker og i store stæder ikke så få, af den klasse som kun tænker på sig selv og egne fornøjelser uden at agte på den uro og ulejlighed den ofte forvolder medborgere. Ved forestillinger at rette på det hjælper det som oftest på de bedre tænkende, men deres antal er det mindste. Love og politianordninger for den øvrige store hob er altså nødvendige for med magt at kunne påtale sine fornærmelser.

Til de mange slags uvæsener som folk der ikke har anden end rasse følelser og ofte elsker dyr højere end mennesker, hører de der holder hunde, ofte bjørne, papegøjer og andre fugle der på højst upassende tid, som oftest hvad hunde og fugle angår, om natten forstyrrer naboers og genboers nattero. Der er flere gange i dette blad klaget over sådanne uskikke, som aldrig burde finde sted i store steder, hvor folk af så ulige smag ofte findes sammenpakkede i et eneste hus. Men jeg vil ikke engang tale om knarvorne, der intet kan tåle undtagen deres eget. Men hvor ofte og let kan det ikke indtræffe at et sådant dyr på urette tid kan forhindre en syg og sengeliggende i den smule ro som hans forfatning så meget krævet til hans vederkvægelse? Og hvor ondt må det gøre en veltænkende mand om et dyr han vel ynder og elsker, for at fornøje ham skal pine et medmenneske som den forstyrrer i en hvile der ikke kan betales på nogen måde?

"En drossel hænger hele natten uden for et vindue i Rådhusstræde og allerede kl. 4 om morgenen ved sin skingrende og yderst gennemtrængende stemme vækker alt hvad der er nær omkring den". (Rådhusstræde, eget foto).

Blandt flere steder i byen hænger således formentlig en drossel hele natten uden for et vindue i Rådhusstræde og allerede kl. 4 om morgenen ved sin skingrende og yderst gennemtrængende stemme vækker alt hvad der er nær omkring den for at tvinge dem til at høre hans evig gentagne toner der vist ikke uden for egentlige liebhavere kan være behagelige på en tid hvor den sunde meget mere den syge kan kræve nattero og fred. Man er overbevist om at det er nok at gøre opmærksom på det for at hindre det for eftertiden. For muligvis er det ikke engang faldet ejeren ind.

(Politivennen nr. 75, Løverdagen den 7de Juni 1817, s. 1276-1278)

Redacteurens Anmærkning

Klager over larmende fugle forekommer regelmæssigt i Politivennen. Se fx. "Bøn om en Sangers Bortflyttelse fra Springgaden." som tilsyneladende drev et helt kvarter til vanvid. (Politivennen nr. 592. Lørdag den 5. Mai 1827, s. 279-280).

Erklæring.

I anledning af den i Politivennen nr. 316 indrykkede advarsel til menneskekærlige husejere befinder jeg mig beføjet til at svare at det meget skulle smerte mig om indsenderen havde rammet den skade som bekendtgørelsen fortæller.

Imidlertid har jeg ikke undladt at advare den mand som rensede min tagrende, at han ville bruge al mulig forsigtighed ved udkastelsen af det grus og kalkskæl som ved den lejlighed skulle nedbrydes, og må tilføje at det forekommer mig hel usandsynligt at stenene skulle findes deriblandt. At indsenderen eller forfatteren af denne bekendtgørelse har overdrevet sin anklage, er meget indlysende. I øvrigt kender jeg ingen politilov som befaler at udsætte varselstegn ved tagrenders renovation, men kun når reparation foretages på hele taget.

Den 16. maj

Lorentz Linde
Juveler.

*

Udgiveren kan forsikre hr. Linde at han selv har set den omtalte hat som skønt den er af de tykke fine københavnske hatte, dog i pullen har fået et hul hvorigennem man kan stikke en finger. Dersom tagrensning kan gøre forbigående samme ulempe som husreparationen, så bør man lige så vel ønske samme sikkerhed ved det ene som ved det andet.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5041-5042)

En Advarsel til menneskekjærlige Husejere.

(Efter tilsendt).

Mandag formiddag den 7. dennes faldt fra en tagrende på hjørnehuset af Rådhusstræde og Farvergade nr. 24 idet renden blev renset, en sten ned og ramte på hovedet af en mand som gik på fortovet hvor stenen faldt. Den var af en sådan størrelse at den slog hul i hatten som var næsten ny, og ville altså når den var faldet på et hoved med svagere bedækning eller på ethverte anden sted af legemet, forvoldt en betydelig kontusion som muligvis også kunne være blevet dræbende. Dette har man anset for pligt offentlig at bekendtgøre for at vise de husejere der er ligegyldige nok til ikke at lade de forbigående advare om at vogte sig når husets tagrender gøres rene, hvor unødvendigt det dog er af sådan advarsel gives.

Den 9. maj 1804.

Politivennen. Hefte 25, Nr. 316, 12. maj 1804, s. 5024-5025)

Om Plankeværker i Byen

Efter ildebranden kunne man mene der var grund til at forvente at ikke alene de mange tildels meget høje plankeværker, som allerede desværre findes på så mange steder i byen, snart blev fjernet, men desuden blev forbudt at opføre nye. Det er imidlertid langt fra tilfældet, og følgerne ville, hvis en ny ildebrand indtraf, være følelige.

Det skrives i anledning af det nyligt opførte plankeværk ved Admiralitetet, og af at være gået med angst under det udhængende brøstfærdige plankeværk på hjørnet af Rådhusstræde og Nybrogade.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 233, 9. oktober 1802, s. 3726)

Barbari mod Heste.

Der er i København talt og skrevet så meget om menneskers pligter mod dyrene *), at man skulle tro at dette menneskets så uværdige barbari mod værgeløse trældyr aldrig mere skulle finde sted her. Alligevel ser man desværre alt for hyppig det modsatte. Således passerede i dag den 7. januar kl. kvart over to gennem Rådhusstræde til Nørregade en stor enspændervogn fuldt pakket med tøndestaver, om jeg ikke så fejl. Hesten trak med anspændelse af alle kræfter det meget svære læs, men standsede omsider af mangel på kraft. Nu begyndte en afskyelig pisken på det arme dyr af køresvenden som endog selv lod sig trække Hesten slæbte vognen nogle skridt og standsede igen, som gav anledning til nye isk der genlød i alle værelser hvor man endog ville skjule sig for ikke at være vidne til så ubehagelig en scene. Kl. halv fire kom samme vogn og hest igen, med stort læs og den samme scene blev da atter gentaget.

Politiplakaten af 2. februar 1789 befaler at mulkter med alvorlighed skal anvendes på dem som begærer eller tillader at der læsses mere på en vogn end tilladt er. Dette bud syntes især at angå og være givet for vognmandskarl, men det var sikkert nyttigt at det fik en videre udstrækning. I det mindste var det ønskeligt at den eneborger ved formaning til sine folk ville sikre den anden for optrin som nødvendigvis må forstyrre et følende menneskes ro, hvilket han især i sit eget hus troede at kunne gøre krav på.

*) Måske ved anmelderen ikke at København også har sin antismith, at der også her er skrevet imod al følelse for de mishandlede dyr, og den endog af en embedsmand, se Politivennen nr. 172.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2267-2269)

Advarsel i Raadhusstræde.

Da jeg lørdag den 7. juni kom igennem Rådhusstræde kl. halv ti slet, tænkte på ingenting og gik i mine forretninger, blev jeg overfaldet af 2 bidske hunde, en stor sort og en større hvis med brune ører. Den hvide var som en stor slagterhund, denne var værst og søgte at bide mig i benene. Jeg retirerede ned i en auktionskælder baglæns. Havde en mand ikke kommet og hjulpet mig, havde hunden forfulgt mig ned i kælderen. Hundene kom ud af den gård som er på hjørnet af Rådhusstræde og Brolæggerstræde hvor de også siden gik ind igen. 

R. A. Thonning.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1783-1784)

Redacteurens Anmærkning. 

Ifølge vejviseren var R. A. Thonning amtschirurgus og boede på Kultorvet 99 på hjørnet med Rosengården.

Prygl under Prædiken i Rådhusstræde den 20. Januar

En stakkels djævel, som så at marskandiseren i kælderen nr. 4 5 6 7 havde forsømt at lukke for sit ragelse, lod sig derved friste til at snuppe et skydegevær. En som det forlød, uvedkommende person opdagede tyveriet, og indhentede staklen med geværet.  Han førte ham under vældige slag og puf til kælderen, ved hvis indgang adskillige forberedte sig til at modtage ham med en eftertrykkelig velkomst. Et håndfast kvindemenneske, formodentlig marskandiserkonen, åbnede ballet og gav den derved en slags højtidelighed. Med hårdfør hånd gav hun staklen et så herkulesk slag mellem øjnene, at han ravede. Da hun således havde givet signal til angrebet, trådte hun med stolt selvfølelse tilbage, og overlod kamppladsen til sine tro allierede. Som øjenvidne til det hele må vi også tilstå, at de med umiskendelig skadefryd fulgte hendes vink. Optrinnet blev nu virkelig så alvorligt, at de forbavsede tilskuere måtte tro at det allierede parti ville prøve eller dog vise deres færdighed i at mishandle et værgeløst menneske.

Med forfærdelig kraft slængte man synderen ned mod stenbroen, slæbte ham i håret tværs over gaden, og ikke mindre end 6 hænder kappedes om at slå hans elendige hoved. Ansigtet var især målet for de skrækkelige næveslag, mens spark hjemsøgte den øvrige del af kroppen. Således var han omtrent et kvarter prisgivet pris mindst 3 menneskers naturlige våben.

Statens almindelig love tillader ingen at tage sig selv til rette. Den fornærmede er sjældent klog nok, og aldrig kold nok, til selv at kunne straffe passende efter forbrydelsens størrelse. Derfor gives der straffelove, og dommere og politi. Enhver borger i København ved sikkert hvor han skal henvende sig i sådant tilfælde. Rigtig nok er det en almindelig almuemening, at det er bedre at give en sådan karl en omgang tæsk, og lade ham løbe, end at bringe ham i arrest. Men udover at dette er aldeles lovstridigt, så betænker man heller ikke følgerne deraf. Vi kan bare bruge eksemplet ovenfor. Hvorledes kunne de mennesker, som med al deres kraft slog den grebne tyv mod stenbroen, og med knyttede næver og fodspark overvældede ham uden at betænke hvor de slog. Hvorledes kunne disse mennesker være vis på at de ikke dræbte synderen på stedet. 

Flere af tilskuerne frygtede i det mindste for at ethvert drag måtte blive dødeligt. Og om en sådan mishandlet nu ikke dør straks, gives ham dog let så meget at han efter få timer eller dage lader livet. Da nu det er muligt, kan da øvrigheden være ligegyldig ved sådanne optrin. Er det at formode, at den virkelig årsag til et sådant menneskes drab vil blive opdaget, da han ikke kan tilstå den uden samtidig at røbe sin egen forbrydelse? Blandt almueklassen dør ofte en og anden pludselig på gaden. Man anser årsagen at være apopleksi, krampeslag osv. Hvor ofte ligger den sande årsag ikke i en voldsomme behandling? Et sådant menneske kan også have begået flere forbrydelse af lignende art. Disse ville nu blive skjulte, hvor de burde have været opdagede, når han var blevet overleveret i rettens hænder. Overalt er det af flere årsager nyttigt, at et sådant menneskes navn er blevet optegnet på politikammeret.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 40, den 26. januar 1799, side 635-638)

Rådhussræde nr. 4 ligger lidt til højre for midten i billedet ved skiltet med Ricco. Efter uret for Mads Laier

Redacteurens Anmærkning

Rådhusstræde 4-7 er nutidens nr. 4. Det blev opført i 1796 for brygger Johan Arnth Møller. Ombygget 1937

Spørgsmaal.

Den i Politivennen nr. 29 omklagede gårdhund i hjørneegnen af Kompagni- og Rådhusstræde som forstyrrer roligheden, er siden vedblevet, endog med fordoblede evner, at lade sin røst høre næsten dag og nat. For altså ikke at gøre ondt værre, er det nok bedst ikke oftere at besvære sig over den. Men skulle det virkelig komme dertil at som foreslået i Politivennen, en skat blev lagt på hunde, burde den da ikke ansættes til det dobbelte for en hund af det her anmeldte slags? Vedkommende ejere der upåtvivlelig må have lige så megen glæde som nytte af sådanne hunde, ville nok med fornøjelse betale sådan en skat, hellere end at skille sig ved deres hund.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 554-555. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Nogle Skikke i Egnen af Raadhusstræde og Kompagnistræde.

På hjørnet af Kompagnistræde og Rådhusstræde nr. 127 findes den skik at stille en stor hjulbør om aftenen, enten midt på fortorvet, eller når det således stikker vedkommende da fra fortorvet tværs over rendestenen ud på gaden. Ligeledes findes den skik et sted i den egn at holde en gårdhund der er så stor en hader af daggry, at den straks når dagen bryder frem, søger at modsætte sig sådant med en så forskrækkelig gøen og tuden at både naboer og genboer må sige søvnen farvel for den gang, fandtes der endog blandt disse syge hos hvem denne nu først aflagde sit kærkomne besøg. Disse skikke synes anmelderen slet ikke om, og da han tror at pluraliteten nok vil kalde dem uskikke, hvoraf Politivennen er en hader, så overlader han til udgiveren af dette blad om han måtte finde for godt at indrykke dem deri, da de måske ville blive fjernet derfra hvor de nu findes.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 29, S. 459. [Estimeret dato: 10. november 1798])