Kjøbenhavns Offentlige Politiret, 5te og 23de december 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Tirsdagen den 5te December.'

- Paa Hiørnet af lille Kjøbmagergade og Krystalgade har Grosserer J L. Kieldsen et stort Ostelager. Der er baade frisk, ældre og gammel Ost. Noget af Varelageret lugter ikke, andet deraf skal lugte og efter nogle Husbeboeres Klage endogsaa udbrede en for den offentlige Sundhed farlig Stank. Denne Stank skal genere ikke alene Husbeboerne men Forbigaaende samt Naboer og Gjenboer - fra Regentsens Beboere ligeoverfor foreligger der dog ingen Klage - og Grosserer Kieldsen har derfor ved Politidirektørens Protokol modtaget et Tilhold om at indskrænke sit Ostelager til det mindst mulige Kvantum. Han har derfor etableret et Hovedoplagssted for sine Oste ude paa Nørrebro, men de tilbageblevne gamle og nye Oste skulle dog endnu tydelig kunne mærkes paa Hjørnet af lille Kiøbmager- og Krystalgade. Dernæst afsendtes der to af Sundhedspolitiets Betjente for at efterse hans Lager, men Grossereren negtede at lade dem foretage en Optælling af Ostene, da han ikke ansaa sig forpligtet til at lade dem undersøge hans Lager. En af den konstituerede Inspekteur for Sundhedspolitiet senere foretagen Undersøgelse gik ifølge Rapporten ud paa, at Tilholdet var overtraadt, og at Ostene udbredte en Stank, der i høi Grad maatte genere alle Husbeboere. For Retten protesterede Grosserer Kjeldsen mod det ham givne Tilhold, idet han først fremførte, at en Erklæring fra Stadslægen gik ud paa, at Lugten af Ost ikke kan siges at være absolut skadelig for den offentligt Sundhed, oq dernæst erklærede, at han ansaa det ham givne Tilhold for aldeles ulovligt, hvorfor han vilde søge at faa dette ulovlige Tilhold ophævet, samt endelig bemærkede, at der ikke i Tilholdet trods hans Anmodning var givet ham nærmere Regler for, hvorledes han skulde drive sin Forretning. Da Grossereren dernæst forlangte Sagens Udsættelse, for at han kunde konferere med en Sagfører, udsattes Sagen i 14 Dage.

- Flødekudskene Niels Hansen og Seidelin maatte afse 4 Mark, fordi de paa en Søndag vare komne forsilde ud af Byen med deres Flødevogne.

- Fra "Valhalla" lød der Sang efter Midnat. Politiet kom ind i Pavillonen og fandt 5 Personer, der drak en Flaske Vin i Kompagni med Værten, Restauratør Hartvig. Det var jo Nattesæde, men Hr. Hartvig bemærkede for Skranken, at da Klokken den vedkommende Nat var slaael 12, kom to af de 5 Personer hen til ham og fortalte, at de vare Kunstnere, der nok kunde have Lyst til at debutere paa hans Tribune. Det var der Intet iveien for, men man maatte dog først høre deres Stemmer, ogsaa sang de af fuld Hals, saa at Betientene fra Vesterbro stimlede til for at beundre Klangen. Værten gav en Flaske Vin, og saa kom Politiet ind til ham og saa Nattegjæsterne. Da Værten ikke kunde opgive Navnene paa Sangerne, som han ikke har seet siden deres Debut i den sildige Midnatstime, kunde han ikke undgaa den lovbefalede Advarsel mod Nattesæde.

- Sluttelig indbetalte Skuespiller Sichlau i Mindelighed 2 Rd. for Vandspild, som havde fundet Sted i hans Eiendom i Amagergade.

(Dags-Telegraphen 6. december 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret. 

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Lørdagen den 23de December.

- Endelig faldt der idag Dom i Sagen mod Ostehandler Jesper Kieldsen, som var sigtet for at have overtraadt et ham af Sundhedspolitiet givet tilhold om hans Ostehandel. Dommen lød paa, at Retten vel maatte anerkiende Sundhedspolitiets Kompetence til at give den Tiltalte et Tilhold om at indskrænke Ostelageret. men at Grosserer Kjeldsen dog vilde være at frifinde for Tiltale, da Tilholdet var givet uden bestemte Regler for, hvorledes han maatte drive sin Forretning. 

- Hos Værtshusholder Andersen i lille Torvegade gik det varmt til. Peter Svendsen, Formeren, slog i Bordet, saa Flasker og Glas klirrede, de skrøbelige Sager tumlede ned paa Gulvet, og Andersens Inventarium blev forringet i Værdi for 10 Mark. Derpaa sprang Formeren op, drak en Uven en af de gamle, nationale Skaller, saa at  Blodet stod ud af Offerets Næse og Mund, og Staklen faldt om paa Andersens Kon, som blev beskadiget paa anden Haand ved Skallen. Politiet kom til, kastede Formeren ud af Kjælderen og bragte ham paa Stationen, hvor han vovede at fornærme en Betjent ved at kalde ham "Bybud", og Resultatet af denne Strid blev for Formeren to Marks Erstatning til Andersen og 2 Rd's Mulkt til Fattigkassen.

- Da Kudsk Hans Hansen fandt, at det var "uforskammet", at han skulle betale 1 Rd. for uforsvarlig Kjørsel, blev Sagen paadømt, og Hans Hansen tilpligtet at udrede 2 Rd. i Mulkt til Kommunens Kasse.

- Hans Hansen Glumsøe, som paa Amalienborg havde været i en saa blodig Bataille med 2 Venner, at Vagten forskrækket styrtede ud og anholdt ham, slap med en Advarsel, da der intet Gadeopløb havde fundet Sted.

- En Sag mod Arbejdsmand Lars Christoffersen, som var sigtet for at have slaaet en Mand i Regnegade med en Ølflaske, udsattes indtil videre.

- Ligeledes udsattes en Helligbrødesag mod Murmester Fussings Murpolerer, som havde ladet Arbeide udføre om Søndagen paa Fabriken Rabeshave.

- - -

(Dags-Telegraphen 24. december 1865)

Fandens Hovedkasse i Krystalgade. (Efterskrift til Politivennen)

Om en i denne Tid for Kjøbenhavns Politiret svævende Hexesag læses følgende Meddelelse i Bib. Samler: "En Kone havde bildt nogle Tjenestepiger ind, at Fandens Hovedkasse var i Krystalgaden; dertil kunde de indgive Ansøgninger, og, naar de betalte hende godt derfor, kunde de være sikkre paa, at hun nok skulde tale godt for dem hos Fanden, til hvem hun havde specielt Bekjendtskab, og at deres Ønsker skulde blive opfyldte; en Pige har saaledes betalte disse Forbønner hos hans diabolske Majestæt med Victualier, for at komme i Besiddelse af 100 Rbd. En anden Pige ønskede at faae at vide, hvorledes hendes i Udlandet værende kjæreste befandt sig, og om hun skulde blive hans Kone. Denne Videbegjærlighed lovede Konen ogsaa at tilfredsstille. Efterat Pigen nemlig havde erlagt et Honorar af 10 Rbd. blev hun ført ind i et Værelse, hvor den kloge Kone igjennem en magisk Røg lod hende see en Mandsperson; men da Pigen erklærede, at dette ikke var hendes Kjæreste, fik hun til Svar: "Ja, det er dog ham, Du skal faae til Mand." Efterat der i Danmark er gjort saa særdeles meget for Folkeoplysning, skulde man næsten ansee det for umuligt, at Overtroen endnu kunde have saa faste Tilhængere."- Efter hvad Red. om denne vistnok saare mærkværdige Sag har bragt i Erfaring, skal ommeldte Kone, der virkelig er sat under Tiltale her for Politiretten, være beskyldt for, under det nævnte Foregivende af, at hun stod i Forbindelse med Fanden og kunde vise sig igjen, m. fl. Hexekonster, at have fralokket flere Tjenestepiger heri Staden Penge. De omtalte Victualier, som een af disse Piger havde præsteret, bestode i to Fleskeskinker og 3 Lspd. Aal, som Konen foregav at Fanden, der, som bekjendt, holder meget af fede Sager, netop behøvede til et Gilde, han vilde give. Flere heelt kuriøse Ansøgninger, stilede til Fanden, om Laan af hans Hovedkasse, ere blevne producerede for Politiretten. Den Anklagede nægter paa det meest haardnakkede Sandheden af de mod hende fremførte Sigtelser.

Fandens Hovedkasse skulle ligge et sted i Krystalgade. Fotoet viser de bygninger som eksisterede dengang den lå der. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

(Kjøbenhavnsposten, 17. november 1835)

Krystalgade. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af at Skidenstrædet, som nu paa nye brolægges, og bliver stampet paa en ganske nye Maade, da istedet for, at der forhen kun brugtes til Steenbroens Nedstampning en Støder eller saakaldet Jomfue, der førtes af een Mand, nu brugtes til Nedstampningen en saa svær Støder, at fire Mand maae være om at hæve samme, og kunne dog kun udholde dette Arbeide i kort Tid, da de igien afløses af andre fire, og Jorden endog i en Afstand af en Snees Alen ryster under Fødderne - tilføier Hr. Iversen i sin Avis følgende: "Det der ellers meget fordærver vor Brolægning i Kiøbstæderne er den evige Gadefeining med forslidte Skruppekoste, hvorved strax det til Jevning og Holdning paalagte Gruus fraskrabes, som giør Stenen løse, og de fremragende Kanter til sand Tortur for ømme Fødder. Gadefeining er fornøden, men hvorfor bruges ikke til nyebrolagte Gader Svabberter, som i Holland, og Vand? er Gaden meget ureen,saa skovles først Dynden af, ellers slaaes strax Vand paa, og overvidskes med Svabberter, der er en Samling af gamle Klude, befæstede paa et Kosteskaft. Ved Vandpaagydningen vindes ogsaa dette, at de Gaaende og Vinduerne undgaae Støvskyerne, og Stenene stedse mere befæstes."

Dagen nr. 197, 19. august 1818

Utaalelig Svinerie fra Jødernes Fribolig i Krystalgaden.

Næsten dagligt behager det nogle af de jøder der bor i friboligen, at sende en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have, tilhørende nr. 106 i Peder Hvitfeldts Stræde. Indsenderen har på værtens vegne påtalt dette uvæsen og klaget over det hos en mand der kaldtes inspektør og som også lovede at formå de skidenfærdige jøder at beholde deres skarn hos dem selv. Da det imidlertid ikke har hjulpet hidtil, så tager indsenderen sig herved den frihed at anmode politiet om muligt at standse dette uvæsen. Så vidt vides fører boligen navn af Meiers Minde, men næppe har det været et sådant minde den afdøde der skal have været en skikkelig mand, har villet efterlade naboerne.

Dog er det ikke at undres over at jøderne der ikke kan holde fred i deres Guds hus ikke holder den med dem der er så uheldige at være deres naboer.

(Politivennen nr. 926, Løverdagen, den 28de September, 1833. Side 658-659) 

"Nogle af de i friboligen boende jøder sender en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have" (Haven lå bag ved nr. 9, midt i billedet ved lygten. I baggrunden Krystalgade. Synagogen ligger når man går til. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Matrikel nr. 106 optræder i jævnførelsesregisteret sammen med matrikel 105 som nutidens Peder Hvitfeldts Stræde 9. Huset er fra 1811.  

Anmodning til Eieren af Gaarden nr. 57 i Krystalgaden.

Gården nr. 57 i Krystalgaden er en sand væmmelse for dens beboere. For ikke at tale om at det nybyggede lokum ligner en sand kloak, men gården hvori beboerne skal have fri og uhindret passage, er således opfyldt med snavs da affaldet fra den nyligt istandsatte brøndpost ikke er bortskaffet, at den næsten er ufremkommelig. Man venter af den afdøde prokurators enke eller S. T. hr. Melchior der for øjeblikket er ejere af gården, at denne mødding bliver bortført til flyttedagen da såvel sidehus som baghusbeboerne skal flytte, og disse såvel som andre ikke kan komme frem med flytningen af deres smule bohave!!! I lige måde ønsker man at det befalede, men i lang tid manglende bræt over udløbsrenden må anskaffes.

 (Politivennen nr. 902, Løverdagen den 13de April 1833, s. 257-258) 

Redacteurens Anmærkning

Krystalgade 57 er nutiden Krystalgade 17 (Hovedbibliotekets centralsal). Huset eksisterer ikke længere.

Anmodning til Eieren af et stygt Plankeverk i Krystalgaden.

På hjørnet af Krystalgade og Peder Hvitfeldts Stræde befinder sig et plankeværk omkring en plads som tilhører hr. kaptajn Sibbern. Det mispryder meget den ellers ret skønne Krystalgade. Dette plankeværk der formodentlig har stået omkring denne plads siden bombardementet, består af en del gamle uregelmæssige planker som varierer i alle kulører, og hvorpå tidens tand har gnavet således at fornaglingen næppe kan holde sammen. I gadens beboeres navn anmoder man herved pladsens ejer enten at oprejse et nyt plankeværk i stedet for det gamle eller også at opbygge et hus på pladsen, hvilket vist ville yde et skønnere skue end plankeværket nu afgiver.

(Politivennen nr. 837, Løverdagen den 14de Januari 1832, s. 29-30)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om Krystalgade 6, da det andet hjørne er en ældre bygning. Krystalgade 6 er opført 1834-35, altså få år efter artiklen. Huset kom det til at huse mange berømte personer.

Voldsomt Overfald mod et Fruentimmer i Kristalgaden.

Tirsdag aften den 4. oktober kl omtrent kvart over ni da jeg gik hjem til min bopæl, blev jeg forfulgt fra Amagertorv til enden af Krystalgade op mod Nørregade af et ubekendt mandfolk der så vidt jeg skønnede, var iklædt en mørk kjole, stive ridestøvler, lyseblå benklæder og kasket på hovedet og af statur temmelig høj og før. Da denne grove tølper bemærkede at han ikke kunne opnå sin nedrige hensigt med at forfølge mig, hvilket jeg så vidt muligt afparerede, slog denne røverknægt mig med knyttet næve i ansigtet således at en af mine fortænder knækkede tværs over og jeg styrtede bevidstløs mod stenbroen. Ved mit anskrig kom ikke nogen vægter til syne, men derimod kom ved Sankt Petri Kirke 3 herrer og to damer mig i møde som havde hørt mig skrige, og viste mig den godhed at følge mig til min bopæl i Sankt Peders Stræde da jeg af angst og skræk næppe kunne flytte mine fødder. 

Idet jeg herved offentligt fortæller denne skændige tildragelse med den bemærkning at ikke en eneste vægter var til syne, imens jeg passerede gennem Krystalgade eller kom til stede da jeg gjorde anskrig, aflægger jeg herved min inderligste taksigelse til de ubekendte ærede herrer og damer der ledsagede mig til min bopæl efter at jeg var blevet umennesket kvit der på en morderisk måde havde forfulgt og overfaldet mig.

(Politivennen nr. 823, Løverdagen den 8de October 1831, s. 699-701)

"Jeg blev forfulgt fra Amagertorv til enden af Krystalgade op mod Nørregade af et ubekendt mandfolk." (Krystalgade 2015, stykket fra Købmagergade til Fiolstræde som i det store hele så sådan ud på Politivennens tid. Herfra til Nørregade er intet bevaret. Eget foto.)

Venlig Anmodning til Eieren af Gaarden nr. 73 i Krystalgade.

Da anmelderen onsdag den 30. september om aftenen i dybe tanker passerede Krystalgade, blev han ubehageligt vækket af sin tankegang ved at hans fod trådte ned i den utildækkede rendesten udenfor ovennævnte gård på hvilket fulgte et fald. Da anmelderen nær havde brækket sit ben, og han desuden fik et par nye sorte bukser iturevet på de skarpe flisesten, så anmodes venligst den human ejer om at overdække rendestenen med det befalede rendestensbræt for at flere ulykker ikke skal afstedkommes ved det.

(Politivennen nr. 718, Løverdagen den 3die Oktober 1829, s. 653-654)

"Hans fod trådte ned i den utildækkede rendesten udenfor ovennævnte gård på hvilket fulgte et fald." (Krystalgade 10. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Krystalgade 73 hedder siden 1859 Krystalgade 10. Huset ligger på hjørnet af Krystalgade og Peder Huitfeldtsgade, oprindeligt Vor Frue Skole. Og huser i dag restaurant Ankara.

Der blev gentagne gange klaget over det manglende rendestensbræt, bl.a. Politivennen nr. 769, 25. september 1830, s. 622. Altså omtrent et år senere. Her undrede man sig over at gadekommissærens henstilling ikke havde hjulpet, da flere andre i gaden havde fået anskaffet sig et.

Tiggerkneb.

1) De fleste aftener i vinter har en lille fattig dreng opholdt sig enten på Østergade eller mellem samme og Knirschs gård på Kongens Nytorv for at betle. For at bevæge forbigående til medlidenhed forstår han den kunst at græde, tilsyneladende af hjertens grund. Og på spørgsmålet hvad han mangler, giver han enten til svar: min mor er død og jeg er så sulten, eller: min mor og mine 2 små søstre ligger syge og har intet at spise. Anmelderen har hørt endnu flere variationer på dette omkvæd, og da han er hader af alt hvad der kan kaldes kneb og bedragerier om det så er for at få brød, kan han ikke undlade at vække opmærksomhed for denne dreng, for at de ansvarlige muligt ville tage sig af ham og undersøge forældrenes forfatning.

"De fleste aftener i vinter har en lille fattig dreng opholdt sig enten på Østergade eller mellem samme og Knirschs gård på Kongens Nytorv for at betle." (Østergade med Kongens Nytorv i baggrunden. Hjørnehuset på venstre side var der Knirsch' gård lå)

2) En anden ditto har anmelderen også ofte set om aftenen i Krystalgade og det omliggende terræn samt i Pilestræde i enden mod Østergade. Det er en temmelig høj person, klædt i en gammel grå frakke og tysktalende. Han beder altid om rejsepenge da han foregiver at han skal rejse til Tyskland. Men hidtil har han vel ikke kunnet få indsamlet det fornødne. For anmelderen har nu set ham i nævnte gader i over et halvt år. Han plejer ellers ligesom fra at baghold at komme bag på folk, især når det er kvinder og indjager da ofte disse skræk ved sin pludselige tiltale sent om aftenen i de mindre besøgte gader.

(Politivennen nr. 383. Løverdagen den 3die Mai 1823, s. 6210-6211).

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid foregik her udskænkning af fine likører for det bedre borgerskab - og mere lyssky keglespil og billard (se fx Redacteurens Note til artiklen "De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen: Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse." i Politivennen nr 828, 1831).

Farlige Følger af Mangel på Overopsyn.

"Af skade bliver man klog" siger ordsproget. Men erfaring viser at det ikke altid bekræftes. I det mindste har mange eksempler endnu ikke bevirket alvorlige anstalter mod den ligegyldighed mange viser for menneskers liv og lemmer. Således indtraf som noget ikke usædvanligt atter det uheld at en murstige eller stillads med to murarbejdere vippede. Af disse slog den ene sig til krøbling måske for livstid, og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade i lørdag eftermiddag omtrent kl. 2-3.

"En murstige eller stillads med to murarbejdere vippede, hvorved den ene af disse slog sig til krøbling måske for livstid og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade" (Nr. 76 i Krystalgade er nutidens nr. 4, Det er opført 1813 og har ikke ændret udseende. Eget foto, 2017)

Politivennen har før omtalt at der mangler tilbørlig eftersyn og indretning ved sådanne stiger og stilladser hvorpå murfolk, malere eller andre arbejdere er udsatte for den største fare for sig selv og andre. Efter anmelderens opfattelse er det uforsvarligt og utilgiveligt at sådanne stilladser skal kunne vippe om med de ulykkelige mennesker som i tillid til de ansvarliges overopsyn står deroppe og arbejder. For vipningen kan meget let forebygges ved at bruge 3 bomme i stedet for at man af økonomi eller armod kun bruger to.

Skulle man endnu være så langt tilbage i bygningskunsten at man ikke kan have stilladser som hverken kan vippe eller falde helt ned?

Her i staden sker sådanne uheld påfaldende ofte. Det ville derfor være højst gavnligt om det blev pålagt de ansvarlige ikke at tåle nogen stillads op-eller nedhejsning undtagen med 3 bomme. For derved blev vipningen i det mindste forhindret. 

Blev ydermere sådanne stilladser omgivet med et slags rækværk eller net så at hverken mennesker eller materialer kunne falde ned mellem åbningerne, så ville mange duelige håndværkeres liv blive sparet, ligesom forbigående heller ikke ville være udsatte for at blive lemlæstet eller slået ihjel af nedfaldende kalkballer, mursten eller lignende.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3777-3778)

Redacteurens Anmærkning.

En lignende arbejdsulykke skete på Kongens Nytorv, ifølge Dagen, 12. juli 1803:

Tre Muursvende i Kiöbenhavn, som afvigte 2 Juli arbeidede paa en Gaard paa Kongens Nytorv, siddende paa et meget höit Stillads, faldt ned fra samme. To af dem var strax döde, men den tredie sprang, i det han faldt, ind af et Vindue, og blev saaledes ubeskadiget.

Dagen den 5. maj 1806 berettede om en arbejdsulykke af en anden karakter, på Toldboden:

En meget stor Ulykke traf for nogle Dage siden en af Daglejerne paa Toldboden. Han vilde bære et stort Fad Krap, men var saa uhældig at falde baglænds, medens Fadet faldt over ham, rullede fra Fødderne hen over Ansigtet, og ud i Søen. Hans Ansigt saae forskrækkeligt ud og han bragtes strax paa Hospitalet, hvor han denne Vinter havde ligget i 16 Uger. Hans Navn er Hans Jensen, boende paa Hjortelængen i de saakaldte Hjorter. Han har 7 Børn, det ældste 11, og det yngste 1/4 Aar gammelt. Arbejderne paa Toldboden have efter Evne hver hjulpet ham med Lidet. 

I 1810 berettede Dagen, 17. august 1810 om sammenstyrtning af en nyopført bygning. Formentlig et eksempel på den megen byggesjusk der foregik i kølvandet på bombardementet:

I Onsdags Aftes Klokken omtrent 8te saae man et forunderligt Syn i Pederhvitfeldtsstræde. En splinterny grundmuret Bygning, 4de Etasser høj, stod allerede færdig udvendig til Afpudsning og indvendig til Gibsning, med Tag over hele Huset, da pludselig 2 Fag af 4de og 3die Etasse styrter ned i Grunden, medtagende alt hvad der var i Vejen. Til Lykke vare Arbejdsfolkene en halv Time iforvejen gangne hjem, da de ellers havde kommet til at ligge under deres egne Gjerninger. - Sagen vil ventelig komme under tilbørlig Undersøgelse. 

 I Kjøbenhavnsposten den 6. januar 1845 var den gal igen, denne gang i Farvergade 129, eller fra 1859 Farvergade 20. Og siden 1908 indbefattet i det omfattende byggekompleks som nu er Farvergade 6-8:

- I Løverdags Eftermiddags indtraf det ulykkelige Tilfælde, at et under Opførelse værende Baghuus i Farvegaden styrtede ned, hvorved fire af Arbejdsfolkene, 2 Muursvende, en Tømmersvend og en Haandlanger bleve beskadigede, de 2de i en betydelig Grad, saa at man endog tvivler om den Enes Liv. Eieren af Stedet (Nr. 129) Smedemester Knudsen, havde kjøbt det for kort Tid siden og agtede at sætte flere Etager paa det da kun af eet Stokværk bestaaende Baghuus, for at indrette det til Beboelse for et stort Antal Familier. Der var allerede sat to Etager paa, og det var under Opførelsen af den 3die, at Ulykken skete. Det skal ved den optagne Synsforretning have viist sig, at Tilbygningen tildeels er skeet af meget slette og lidet holdbare Materialier (der skal saaledes være brugt Muurbrokker, som kunne kjøbes for 24 sk Læsset, i Stedet for Muurstene osv.) Muurmester Schlage var Bygmesteren. Desværre er det ikke den eneste Bygning her i Staden, ved hvis Opførelse eller Indretning paa Spekulation der er er tilsidesat det fornødne Hensyn, ikke blot til Soliditet, men til Medmenneskers Liv og Lemmer. Det vil vist ikke være vanskeligt at finde Sidestykker hertil blandt de mange Eiendomme, som ere blevne, deels nyopførte, deels restaurerede og paa Kjøb opklinede af Bygherrer, hvis "Driftighed" man end ikke har undseet sig ved offenlig at rose som noget Anbefalingsværdigt. Det er at vente, at den Opfordring, som ligger i det Passerede, til en større Agtpaagivenhed fra vedkommende Autoriteters Side paa deslige Byggeforetagender, ikke vil være uden gavnlige Frugter for Fremtiden.

Et Par Ord om Hr. Maler A. Jacsons 3de Vidnesbyrd i Adressecontoirets Efterretninger No. 89.

Tillæg til Politivennen nr. 173.

Motto: Poleti og poleelleve og poletolv! Jeg vil svare ham efter loven. Jeg viger ikke en fodsbred.
Slu i Havgassen tæmmet 1. scene.

Mængden som vil kende hr. Jacsons heftige og påstående karakter, har forundret sig meget over at han så længe har slået sig til ro og ikke før fremkommet med noget der skulle modsige eller i det mindste synes at modsige, den af mig i Politivennen nr. 169 givne erklæring. Jeg for min part der længe havde glemt denne ringeting *) samme og at han ikke ved at oprippe denne ubetydelige sag på ny, ville gøre sig latterlig og kede publikum med sådant lapperi. Men af Adresseavisen nr. 89 ser jeg, at jeg har fejlet i min gode mening om Jacson, og at han derimod har retfærdiggjort mængdens dom, idet han i samme avis har ladet indføre tre såkaldte vidnesbyrd imod Politivennen nr. 169. Ethvert menneske der er begavet med sund sans, vil ved første øjekast finde hvor intetbetydende og hinanden modsigende disse gode vidnesbyrd er, så at det næsten er en skam at tale videre derom, eller at gendrive dem. Men da der blandt publikum også kan findes Jacsonister og folk der ikke kan bedømme disse vidnesbyrds virkelige Gehalt, vil jeg kort gennemgå dem og sige min mening om ethvert. Og da hr. Jacson ynder publicitet så meget, vil jeg gøre ham den fornøjelse at lade alle tre vidnesbyrd, samt hans valgsprog og navn aftrykke, da det vil glæde ham at vide at der blandt publikum er udbredt et antal af cirka 500 eksemplarer af hele stadset.

Til publikum

I anledning af S. T. litteraturs og kaptajn

Kristensens Politivennen nr. 169

Vidnesbyrd nr. 1

At ringetøjet på gården nr. 54 i Krystalgade, Klædebo Kvarter i København, har i al den tid vi har boet der - såvidt os er bekendt - været i god forsvarlig stand, det bevidnes herved efter forlangende.

København den 2. april 1819

ft. Anders Bidrichsen Nersøe, boende i kælderen.
H. C. Lund ditto i stuetetagen,
Ch. A. Villaume, boende 1. sal.
J. D. Arensen, boende i bagstuen.

Vidnesbyrd nr, 2.

Siden 1. december 1818 da jeg blev ansat som vægter i Krystalgade, har jeg ofte haft lejlighed til efter anmodning af vedkommende at ringe på portklokken i gården nr. 54, og i alt den tid jeg har fundet sammes ringetøj i god og forsvarlig stand.

København den 2. april 1819.

Ft. som vægter i Krystalgade Andreas Falch.

Vidnesbyrd nr. 3.

At jeg undertegnede der besørger alt smedearbejde ved gården nr. 54 i Krystalgade, søndag formiddag den 7. februar kl. 11 - omtrent 4 uger før Politivennen nr. 166 daterer 6. marts, udkom, hvori denne gårds ringetøj påankes - er blevet kaldt af hr. A. Jacson for at indsætte et stykke ståltråd i nævnte gårds klokkestreng, hvilken blev istandsat en halv time efter anmodningen, så forsvarlig at jeg siden den tid ikke har hørt det mindste om mangel på forlangende, ligesom jeg og med min regnskabsbog kan bevise samme.

København den 2. april 1819.

ft.

Kleinsmed boende i Peter Huitfeldts Stræde 108. Andreas Iversen

Fortjenester - hæder, ære og højagtelse!
Grovheder og skumlerier - tavs foragt!
Sandhed imod frænde og fjende.

Mit valgsprog
Arjen Jacson.

Jeg er vis på at dersom hr. Jacson før han begyndte denne strid havde forlangt en attest om at han var en sindig, fredelig og føjelig mand, han da gerne havde fået en sådan attest af over 100 personer når der i samme tilføjedes - såvidt os er bekendt. Om hr. Jacson kunne være fornøjet med sådan en attest, ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg ville forkaste den som ubestemt og intetsigende. Den samme dom fælder jeg over vidnesbyrdet nr. 1 der er underskrevet af fire mig ubekendte mænd. Ikke mere bevisende eller kraftfuld ville det have været om det endog var underskrevet af hele gårdens øvrige personale som dog, på opfordring har vægret sig derved. Sikkert har de for denne vægring haft deres gode grunde, blandt hvilke jeg gætter en, nemlig: de har været retskafne nok til ikke at villebevidne noget der stred imod deres overbevisning, og for veltænkede til at sætte deres hånd under et vidnesbyrd der kunne synes blot at have til hensigt at blænde den utænksomme del af publikum, eller at føre hr. Jacson i fristelse.

Vidnesbyrdet nr. 2 er mindre ubestemt uden dog at være bestemt. Fordi vægteren ofte har haft lejlighed til at ringe på klokken, og da hvr gang fundet den i god stand, vil han vel ikke benægte at den kan have været itu på en tid da han ikke har ringet. For ofte er ikke altid, og han har jo ikke ringet uafbrudt fra 1. december f. å. til 2. april i dette. Han modsiges også bestemt af smedens vidnesbyrd 3. Der er derfor vel ingen tvivl om at hvis mester Falch med sine 3 oprakte fingre og sin saligheds ed skulle bekræfte dette vidnesbyrd, han o da ville gøre nogle væsentlige forandringer deri og synge af en anden tone **)

Hvad vidnesbyrdet nr. 3 angår, da er smeden min mand. Han bestemmer endog dag og time da ringetøjet blev gjort i stand, nemlig søndag formiddag den 7. februar kl. 11. Er dette sandt - og det tror jeg fordi jeg er overbevist derom - så lyver vægteren og Jacson har uret når han i Dagen nr. 166 erklærer og tilbyder sig at bevise at ringetingen på gården nr. 54 i Krystalgade alle tider er holdt, har været og er i bedst muligste stand. Og dette var stridens æble. I øvrigt takker jeg ikke hr. smeden for at han har hjulpet mig til at bevise at Jacson har uret, da det måske er sket mod hans vilje og jeg hverken behøver hans, qvadrumviratets eller vægterens vidnesbyrd, for jeg har andre vidner, hvis navne jeg af agtelse for personerne, ikke vil nævne offentligt i en så ubetydelig sag. Desuden er det så som så med det øvrige af hans vidnesbyrd, for fordi han dengang forsvarligt har indsat et stykke ståltråd i klokkestrengen og ikke siden hørt til nogen mangel ved samme, vil han næppe kunne benægte muligheden af at en anden smed kunne have istandsat den siden, eller at den kunne have haft en skavank som der just ikke behøvedes en smed til at afhjælpe. Heller ikke tror jeg på hans smedebog eller erkender dens autentitet.

Her har vi da set disse smukke vidnedsbyrd. At hr. Jacson der dog er vant til at komme i retten, ikke bedre kender hvorledes et gyldigt vidnesbyrd bør være, er underligt nok. Men at han ikke har skammet sig ved at bekendtgøre disse offentligt, kan jeg ikke begribe. Mig forekommer de at være af den beskaffenhed at hvis en dommer efter samme tilkendte hr. Jacson ret, burde min gode dommer selv idømmes en klækkelig mulkt pro meliori informatione.

Skønt det ikke angår mig hvilket valgsprog hr. Jacson behager at føre, så må jeg dog anmærke at den ven der har forsynet ham med det i avisen nr. 89 indførte, synes at have haft ham til bedste. For såvel efter erklæringen i Politivennen hvoraf ikke en tøddel er modbevist, som efter hvad her er sagt, handler hr. Jacson aldeles ikke derefter.

______

Næppe har der været ført så langvarig strid over en så ringe ting som Jacsons ringeting. Men det er ikke min skyld. I nr. 169 af Politivennen opfordrede jeg hr. Jacson til at indkalde mig for retten hvis han troede at være fornærmet. Dette har han formodentlig af gode grunde ikke villet. Men derimod udvalgt publikum til dommer. Skønt hans vidnesbyrd er af den beskaffenhed at det næsten er en skam at modsige dem, så har jeg dog troet mig beføjet dertil. En grund derfor har jeg i det foregående angivet, den anden er denne: Jeg ville ikke tilstå Jacson det sidste ord, just fordi han ville have det. For børn og egensindige folk bør man ikke føje. De bliver ellers mere uartige. Jeg er hverken trættekær eller påståelig. Men når jeg har ret og man angriber mig med glubskhed og fynter, så hugger jeg fra mig med de våben jeg har og forsvarer mig til det yderste. Det er menneskeligt at fejle, og det er ingen skam at tilstå at man har fejlet. Men det er uædelt at ville tillægge andre sine fejl. Havde Jacson tilstået at klokkestrengen havde været itu, og påstået at den var i stand før manglen var påtalt, da skulle jeg have tiet eller svaret ham i en anden tone. Men at han gør mig til løgner når jeg har sagt sandhed, er mere end jeg og enhver retskaffen mand bør tåle. Jeg opfordrer ham derfor herved anden gang til at indstævne mig for landets domstole, hvor jeg skal bevise at jeg har ret. Undlader han dette, men derimod kommer frem med noget vås der ligner de 3 vidnesbyrd, da vil jeg tie dertil ifølge Salomons ordsprog: "Svar ikke en dåre på hans tale!"

Hvad publikum i øvrigt dømmer om denne sag, kan jeg let slutte mig til. En del af samme der finder fornøjelse i kævleri og i at et menneske prostituerer sig selv, vil vel også deri finde en slags moro. Men den klogere del vil trække på skuldrene og tænke:

Quel bruit pour une omelette!

*) Dette ord som jeg har lært af hr. Jacson, har jeg optaget til minde efter ham, og jeg vil derfor altid når jeg bruger det, mindes hr. Jacson. Muligvis vil jeg også når jeg ser hr. Jacson eller høre ham omtale, tænke på en ringeting.

**) Og hvad siger min gode vægter når jeg påstår at ringetøjet har været ubrugbart fra 28. januar til 7. februar, samt at nogle personer der af denne årsag ikke kunne komme ind i gården, flere gange har for at blive indladt, måttet henvende sig til vægteren, til hvem portnøglen var betroet. Og hvad vil han sige når jeg til ydermere bekræftelse derpå fremstiller 3 til 4 vidner. - Vidner som hverken kan sammenlignes med hr. Jacsons vidner eller med Jens Skytte og Niels Hjulmand i Gulddåsen.

(Politivennen nr. 173, Løverdagen den 24die April 1819. Tillæg, s. 1-8) 

Aftvunget Svar fra Politievennens Udgiver til Viceværten for Gaarden No. 54 i Kristalgade, Maler Arjen Jacson.

I de halvfjerde år jeg har udgivet Politivennen har jeg altid søgt at have hjemmel for enhver deri indført påanke, ligesom jeg også har betydet indsenderen af bidrag at de måtte være forsynede dermed, eller i mangel deraf, selv stå til ansvar for deres anmeldelse. Jeg nødsages derfor at tage til genmæle mod den af hr. Jacson i Dagen nr. 166 indførte beskyldning mod Politivennen at den har fremsat en aldeles ubegrundet og usandfærdig påanke, og idet jeg i muligste korthed fremsætter dagen og mit svar på det i Dagen indførte, overladende til hr. A. Jacson hvad han videre vil foretage sig, henstiller jeg til publikum at dømme mellem hr. A. Jacson og mig.

I nr. 164 af Politivennen indførtes den påanke at gården nr. 74 i Krystalgade manglede det befalede ringetøj. Men da jeg havde erfaret at husnummeret var urigtigt angivet, blev det i nr. 166 rettet således: Det er nr. 54 i Krystalgade som mangler det befalede ringetøj, og ikke nr. 74 som var anført i forrige nummer.

Fredag den 12. marts kom maler A. Jacson til mig og besværede sig over den anmeldelse. Han fandt at det var urigtigt af Politivennen at føre anke over nævnte ringetøj, da det kun havde været itu en meget kort tid, og han som vicevært for gården, havde besørget det istandsat ½ time efter at han var blevet vidende om at det var ubrugbart. Det ærgrede ham at hans nabo som opholdt sig på landet, skulle læse sådanne anmeldelser om sin gård. Dog ville han lade sig tilfredsstille når jeg i næste nummer af Politivennen ville bekendtgøre at omtalte anke var ubegrundet og ubeføjet. Dette hr. Jacsons forlangende måtte jeg naturligvis nægte ham, hvorpå han forlod mig smækvred især da jeg nægtede at opgive for ham hvem der havde underrettet mig om den uorden.

I Dagen nr. 166 for torsdag den 18. marts lod han derfor indrykke følgende:

Da det i den (fejlrettende?) 6. post under rubrik: Uorden, i Politivennen nr. 166 fremsatte (nemlig at det ikke var nr. 74, men nr. 54 i Krystalgade som mangler det befalede ringetøj) kunne give anledning til at forveksle Crystalgade med Krystalgade i Klædebo Kvarter, så finder jeg mig som vicevært på min fraværende nabo Jes Schmidts vegne foranlediget at erklære, og tilbyde at bevise, at ringetingen på gården nr. 54 i Krystalgade, Klædebo Kvarter i København, alletider er holdt, har været og er i bedst muligste tilstand.

Arjen Jacson
Krystalgade nr. 55.

Selv om jeg nogle gange i Adresseavisen og Dagen har læst adskilligt til hr. Jacsons ros, så kan jeg dog ikke deraf se om han er så soleren at det kan anses for en plet på hans ære når publikum får at vide at klokkestrengen på en gård for hvilken han er vicevært, er gået itu, eller af hvem sådanne lovtaler indrykkes. Som maler kender jeg heller ikke hr. Jacson, undtagen fra hans maleri på Assistenskirkegården, og af dette må kyndigere bedømme hans smag og kunstsans. Men som mælende skabning kender jeg ham, og jeg er sikker på at enhver der har hørt hvorledes han radbrækker det danske sprog, vil være enig med mig i at han ikke selv har skrevet ovenstående i Dagen indrykkede bekendtgørelse, hvor fløbende endog sammes stil vil befindes, men at han i sin viceværtske iver har tyet hen til en af de tjenstfærdige ånder der for et par marks penge er lige redebon til at rose eller dadle folk. Dog måske har de begge lagt deres hoveder i blød for at forfærdige dette produkt som efter mit skøn indeholder to stykker, nemlig:

1) En aldeles benægtelse af sandheden og rigtigheden af den i Politivennen fremsatte anke over ringetøjet på gården nr. 54 i Krystalgade, og

2) En vittighed.

Hvad første eller nr. 1 angår, da svarer jeg med Pilatus: Det jeg skrev, det skrev jeg, og hvad jeg har skrevet, vil jeg forsvare. Det er: Jeg vil trods hr. Jacsons benægtelse, bevise med flere vidner at omhandlede ringetøj i længere tid har været ubrugelig eller ude af stand til at gøre tjeneste som ringetøj. Hr. Jacson behager at kalde mig hvor han vil. Men som en følge hersaf vil man vel erkende at påanken ikke var ubegrundet, men at Jacson var ubeføjet til at gendrive den eller erklære den for usand.

Hvad nr. 2 eller vittigheden angår, da er den så fin at den rejser sig fra et eneste bogstav. I første anmeldelse er nemlig Krystalgade trykt med K, og den anden med C. Selv om det nu let kan bevises at efter etymologien bør Krystalgade, såvel som ethvert ord der deriveres af et græsk hvis begyndelsesbogstav er x, skrives med ch, og at der kun er en frihed den nyere tids skribenter har tilladt sig at skrive samme med K, så ville dette dog være et unyttigt arbejde, da det vel næppe ville kunne gøres forståeligt for en Jacson. Men da der desuden når ordet skulle skrives med Ch, på omhandlede sted mangler et h, så vil jeg hellere tilstå at det er en sætterfejl som er overset i korrekturen. Sådanne ubetydeligheder plejer den kyndige skånsomt at overveje og tilgive, men hvor kunne man vente dette af en Jacson eller hans renskrivere, for hvorledes havde deres vittighed da kunnet blive lagt for dagen.

Imidlertid, da der imellem trykfejl og malersynder er den forskel at de første kommer af skødesløshed, de sidste derimod af uvidenhed eller selvklogskab, og da de sidste med et par penselsstrøg kunne tilintetgøres og rettes, men de første må blive stående til manges forargelse, så tror jeg det ikke er af vejen her at underrette hr. Jacson om hvorledes der i et skrift eller blad uagtet sætterens slid og muligste nøjagtighed hos korrektøren, kan under selve trykningen opkomme fejl der ikke alene skæmmer værket, men ofte gør meningen tvetydig eller uforståelig.

Dette kan ske således. Når formen skal indtages i pressen, omspændes den af en jernramme der sammenskrues fra alle sider. Fatter skruerne ikke tilbørligt, så hænder det undertiden ved formens vedvarende frem- og tilbagegang under pressen, at en eller flere skruer løsnes. (En ringe ting bevirker ofte at skruer løsnes). Herved forårsages at typerne eller bogstaverne ikke holdes fast til hinanden, og altså kunne let flere eller færre ved opdragningen klæbe til ballerne og trækkes op af formen. Ugeblade som Politivennen og andre der skal udgives til en bestemt tid, trykkes som oftest sent om aftenen eller om natten. Når nu anførte tilfælde indtræffer, så tager den søvnige, som oftest i sætning ukyndige tyrkker de optrukne bogstaver og indsætter dem i formen, hvor han synes de mangler. Heraf kommer det at man i nogle eksemplarer ser fejl, men ikke finder i den øvrige del af oplaget. Derfor finder man bogstaver der snart står omvendt, snart således forsatte i et ord at dette enten ikke kan læses eller også undertiden således at det giver en pudselig mening. Ja jeg ville ikke bande på at dersom hr. Jacson ofte lader indføre sådanne bekendtgørelser i Dagen eller andre steder, den mulighed jo kan indtræffe at man ved et sådant tilfælde som foranførte, vil i stedet for Arjen Jacson kunne læse jnAer Jacson eller Jacson j nAer eller måske noget endnu mere urimeligt og mere usammenhængende tøj.

Dette må om hr. Jacson så synes, være nok om denne ringeting: Han vl vel kunne slutte at da ethvert kribbelhoved og ignorant såvel som også fornuftige folk kunne afæske mig mundtlige og skriftlige svar på de ofte unyttige spørgsmål som de behager at forelægge mig, jeg da kun kan opholde mig lidt hos enhver især. Jeg beder ham derfor at unde mig ro, eller om han har videre at erindre, lade retten afgøre sagen. Men skulle han eller hans renskriver desuagtet føle recensentkløe og endvidere prøve på at øve deres vittigheder på mig, da skal jeg vel få til at se ind til dem.

Politivennens abonenter ville sikkert gunstigt tilgive at det her anførte optager en så stor del af bladet, når de betænker at det er mit plejebarn jeg forsvarer imod en urigtig beskyldning for falsk angivelse, der om den ikke blev gendrevet, måske ville svække den troværdighed det altid har haft og bør have, når det skal kunne stifte nytte. Jeg lover derimod at hvis jeg nødes til at skrive mere om denne sag, da skal sådant trykkes særskilt og gratis følge med bladet. Men andre må derfor betale en ubetydelighed som jeg, da jeg hverken søger ære eller fordel af en strid med Jacson, vil bestemme til en gave for de afsindige på Bistrupgård. Bliver endog dette bidrag så ringe at det med føje kunne kaldes et Jacks-legat, så håber jeg dog man vil sige: Hvor dårlig denne sag endog var begyndt, forsøgte udgiveren dog på at få noget godt ud af den.

(Politivennen nr. 169, Løverdagen den 27de Marts 1819, s. 2721-2729)

Redacteurens Anmærkning.

Denne lange artikel er en af de få hvor Kristen Kristensen selv skriver om sit arbejde som udgiver.

Og det blev til et tillæg, se Politivennen nr. 173, 24. april 1819. Tillæg, s. 1-8.

Jacson døde året efter: i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. marts 1820 oplyste hans enke at han var død den 12. marts, 47 år gammel.

Blok Tøxen skrev i den anledning et digt til Arjen Jacson som dog blev nægtet optagelse i Statstidende. I stedet blev det trykt i Politivennen nr. 225, 22. april 1820.

Et par Ord om nogle paa Fortougene udgaaende Plankeværker.

Til uordener kan vel med rimelighed henregnes de plankeværker som nu i adskillige år har spærret passagen på fortovene uden for nogle ubebyggede pladser. Således ser man et plankeværk på Skidentorvet mellem Fiolstræde og volden, ligeledes et i Frederiksborggade ved Nørreport som begge har stået i adskillige år uden at man kan spore nogen begyndelse til bygning. Byggepladsen nr. 230 på Nørregade har ligeledes for et år eller længere siden fået en sådan indhegning uden at nogen bygning er begyndt. I Skidenstræde er 2 pladser på samme måde indplanket og har således stået i en del år. Det ene udmærker sig i særdeleshed da det ikke alene indtager fortovet, men endog et stykke af gaden.

Da nu sådanne udstående plankeværker ikke alene tvinger fodgængerne til at gå i skarnet på gaden, men endog tilføjer naboerne stor skade i deres lovlige ernæring, især dem som har åbne butikker da man ikke uden med største møje kan opdage om nogen handlende bor i krogen ved et så langt udstående plankeværk, var det at ønske at ejerne af disse pladser blev pålagt at indflytte deres plankeværker i lige linje med husene, indtil de engang vil bygge forhusbygning.

(Politivennen nr. 36, Løverdagen den 7. september 1816, s. 551-553)

Au i Skidenstræde

(Indsendt)

Lørdag den 9. i denne måned om eftermiddagen var indsenderen nødsaget til at passere Skidenstræde. Han var så uheldig at falde og slog sit ene knæ og sin ene arm meget slemt. Nogle beboere i gaden som ilede ham til hjælp sagde at de i sne- eller regnvejr havde dette syn flere gange om dagen. I nævnte gade er der så mange større og mindre fordybninger at den, især i sne- eller regnvejr er fuldstændig inpassabel og fortovets brede sten hælder så skråt mod rendestenene at man med den største forsigtighed næppe vil kunne undgå at falde. Indsenderen kan så meget bedre tale herom da han daglig er nødsaget til flere gange at passere gaden. Og håber at de ansvarlige vil henvende deres opmærksomhed på denne gade og dens fortov, som øjensynlig ligger til skade for dem, som er tvungne at vandre denne vej.

Skidenstræde, eller som den hedder i dag: Krystalgade. Det kan meget vel have været her hvor Købmagergade passerer Skidenstræde at artiklens forfatter har fået av. (Eget foto)

(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 180-181).

Redacteurens Anmærkning

Krystalgade som den ser ud i dag stammer både hvad angår beliggenhed og bygninger hovedsagelig fra tiden efter branden i 1728. Før den tid lå den en del sydligere, en rest findes i Geddes Gård. Branden 1795 efterlod gaden nogenlunde uskadt.

Uordener.

5) Hjørnehuset af Fiolstræde og Krystalgade hvor spækhøkeren bor, beskæmmes derved at der jævnligt og meget ofte udskylles noget der ligner menneskeskarn i rendestenen til største ubehagelighed for hele omegnen. Dette ses udflyde fra et lille gårdsrum hvis indgang vender udad mod Fiolstræde.

(Politivennen nr. 439, 20. september 1806, side 6989)

Gadelysning i mørkt Maaneskin.

Den 30. september om aftenen kl. halv tolv kom jeg sammen med et par andre venner gående fra et familieselskab på Nørregade, på gaden var mørket så stærk at man havde ondt med at vejlede sig. Men vej gik gennem Skidenstræde hvor jeg måtte stage mig frem ved en stok af frygt for at komme under rendestenen eller også at blive overkørt af de kørende. Jeg råbte på vægterne og spurgte hvad årsagen var, hvorfor lygterne ikke var tændt i et så ubehageligt mørke, idet jeg formodede at sådant måtte være en efterladenhed af dem. Men de svarede mig at de ingen ordre havde til at tænde lygterne. Min vej blev altså videre fortsat gennem Landemærket, Slippen og Gothersgade. Men fandt heller ikke der nogle lygter tændt. Den frygt jeg gik i forinden jeg nåede min bopæl, for at blive kørt over, overfaldet af drukne mennesker, samt for fald og stød, tillod mig kun denne tanke at hovedstaden i dette øjeblik lignede en af de usleste købstæder i provinserne.

Måtte dog engang den indretning træffes at lygterne ikke blot tændtes når månen ikke kan lyse, men også når den virkelig ikke lyser! Skulle den nu svarende lygteskat hvor klækkelig den end synes, ikke forslå til det, så tror jeg at de skatteydende foretrak hellere at give mere for at nyde lys så ofte det behøves end som nu at svare lygteskat og dog gå i mørke.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2876-2877)

Skidenstræde/Krystalgade, set med ryggen til Fiolstræde mod Nørregade. Til venstre universitetets Laboratorium chymicum (1840). 

Redacteurens Anmærkning

En lignende artikel "Om det mørke Maaneskin." findes i Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3781-3784

Vandmangel i den nordre Del af Byen

Man måtte ønske, at der alvorligt ville blive tænkt over den forlegenhed en stor del af byens nordlige del er, og at der blev rådet bod på det.

Det mindste som indbyggerne i en kant af byen såvel som i en anden kunne forlange var at der også blev sørget for at de fik vand, da vandledningen nu engang er en offentlig indretning og enhver enkelt ikke på egen hånd kan indrette den.

At det ville kræve nogle, måske mange folk at lægge en ny hovedrende ind, er ikke noget gyldig indvending. For hvilken husejer i Fiol- Skiden- Kannike og flere stræder ville ikke gerne udrede sin andel for at skaffe sin bygning i så betydelig bekvemmelighed.

I tilfælde af ildebrand er denne del af byen udsat for større fare, end den øvrige, da de få brøndposter vel ikke ville være nok, og de fine springvandsportioner ikke kan afgive nok vand.

Hvor presserende denne vandmangel er, kan man bedst se ved, når man ved, at mange husejere i Kannikestræde, Skidenstræde osv. for ikke at slæbe vandet fra Købmagergade, Landemærket eller endnu fjernere gader, må betale årlige penge til de som har springvand. Når nu de som har vand enten af særhed, utjenstvillighed eller ædlere bevæggrunde snart nægter dem adgangen fuldstændig til deres poster, snart hæver den årlige ydelse for det til det højeste, hvad råd er der da? Således blev fx en mand, der bor lige over for Regensen, og som ansøgte hos de teologiske professorer om at måtte for sin familie have adgang til Regensens vand imod en årlig kendelse, opkrævet 25 rigsdaler årligt for denne adgang. Eller omtrent 8 skilling hver dag.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 165, 13. juni 1801, s.2629-2631)

Bekjendtgørelse.

1) I anledning af den i nr. 142 indeholdte ubestemte anke om fordærvede risengryn hos adskillige urtekræmmere, har hr. urtekræmmer Friborg og udgiveren indgået forlig ved Forligelseskommissionen, ifølge hvilket udgiveren af Politivennen K. H. Seidelin som selv er forfatter til ovennævnte anke, herved erklærer at han dermed ikke har haft hensyn til den på hjørnet af Store Fiolstræde og Skidenstræde boende urtekræmmer hr. Friborg eller hans handel, ligesom det ikke heller er ham bekendt at hr. Friborg handler eller har handlet med sådanne slemme risengryn.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2350-2351)

Redacteurens Anmærkning

Urtekræmmer Friborg holdt ifølge Krak til på hjørnet af Skidenstræde og Store Fiolstræde 158 ifølge Krak 1800. Matriklen blev 1811 sammenlagt med 194 (hjørneejendommen eksisterer stadig). Matrikel 68 & 194 blev 1917 henlagt til 69, 192 & 193, som igen i 1934 blev til 70, Fiolstræde 20-22/Krystalgade 16, altså hjørnet over for det skæve bindingsværkshus og det gamle Daells Varehus.

Seidelin boede på det tidspunkt formentlig i Pilestræde.

Om fordærvede Risengryn hos adskillige Urtekræmmere.

Man læser altid i aviserne om gode risengryn, men undertiden har man den fortræd at ufornuftige tjenestepiger hjembringer gryn som er ganske fordærvede, blandet med alle slags frø fra ukrudt, brune, uspiselige og usunde og blot til forførelse blandede med nogle få friske gryn. Dette tror man er en slags falsk som burde både forbydes og straffes. Vel vil man måske indvende at ingen nødes til at købe af disse gryn, item at pengene kunne fås tilbage imod at grynenes fulde vægt igen bringes til sælgeren, men er da gangen frem og tilbage for tjenestebuddet og den derved forsømte gerning for herren ikke et sandt tab, og kan det ikke indvendes at grynene er fra en anden eller ikke de samme osv.? Det var at ønske at noget lignende med apotekervisitatsen foretoges i urteboderne en gang imellem, og at den første måtte ske i den egn af staden hvor anmelderen bor. St. Fiolstræde den 4. januar 1801.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 142, 10 januar 1801, s.2257-2258)

Redacteurens Anmærkning

Notitsen var skrevet af K. H. Seidelin, og affødte en reaktion fra urtekræmmer Friborg som blev ordnet ved Forligelseskommisionens mellemkomst, se Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2350-2351. Se der, og læs mere om urtekræmmeren.

Om det stemplede Papirs Kontors Beliggenhed og Aabningstid.

Det er en genstand som hos os er forsømt eller agtet uværdig til opmærksomhed, men som ikke desto mindre er temmelig vigtig: at rådstuer, børser, posthuse, rettergangshuse, vejerboder, banker, oppebørselskontorer og med et ord alle kontorer for anstalter og indretninger der angår det offentlige i en stad, og af alle må søges, bør (i det mindste når staden har en størrelse) ligge midt i staden. Denne beliggenhed påbydes af den ret alle en stads beboere har til at fordre den mest mulige lighed i bekvemmeligheder og besværligheder. Den er vigtig for alle husejere. Den letter forretnignernes gang og sparer tiden, den vigtigste af alle ejendomme.

Det stemplede papirs kontor ligger derfor unægtelig på et meget urigtigt sted i Krystalgade. En gade der næppe kendes af navn der kun er nogle hundrede skridt fra Nørrevold og altså i en udkant af byen. 

Kongen har gjort det stemplede papir til en så stor nødvendighed for alle dem der handler, sælger, køber osv. at kongen sikkert på forestilling fra vedkommende kollegium vil finde rimeligt at holde et kontor til dets udsalg på Østergade, Amagertorv eller Højbro Plads hvor det bestandigt kan forblive uden nogen sinde mere at blive flyttet.

At den mand som kongen betroede dette udsalg, straks skulle skaffe sig bolig på et af disse dyre steder er jeg langt fra at ville kræve. Men lige så lidt tror jeg det passende hvis denne mand slæber kontoret med sig ud på Vesterbro, i Toldbodgade, på Christianshavn eller hvad for et andet afsidesliggende sted hans bolig ved embeders erholdelse måtte befinde sig på. Holdt kongen derimod som foreslået et kontor i stadens midte, så kunne manden bo hvor han ville, publikum var tjente og alle ulejligheder fra beliggenhedens side var fjernet.

Men ikke alene en beliggenhed midt i staden er nødvendig for dette kontor. Også åbningstiden bør være sådan at den er bekvem for alle. Dette finder for nærværende ikke sted. For ikke alene lukkes kontoret sent op om morgenen og tidlig i om aftenen (jeg mener tidlig og silde for forretningsfolk), men om middagen er kontoret lukket i et par de vigtigste timer, netop i børstimerne som er de hvorpå det allermeste af hvad der behøves stemplet papir til afgøres og sluttes.

Fra lørdag aften tidlig til sent mandag morgen, et betydeligt mellemrum af tid, er kontoret helt lukket.

Hvor ofte kan ikke et køb, en kontrakt være sluttet lørdag eftermiddag når det allerede er for sent, fra en ende af byen at sende hen i den anden efter stemplet papir, søndagen går bort, en af parterne betænker sig, og handelen finder ikke sted.

Hvor ofte kan det ikke hænde sig, og at det er hændt flere end en gang, kan bevises, at kreditorer, som kunstnere, handlende, håndværkere, først om lørdag aften eller søndag morgen får at vide at deres debitor samme dag har i sinde at liste sig ud af byen. De skriver hurtigt deres regning og iler hen for i det mindste at få den underskrevet som rigtig af debitor. Denne dør eller gør opbud. Kreditoren konkurrerer i boet, men bliver mulkteret som den der har sveget kongen i hans stempelintrader.

Hvor fortrædeligt er det ikke for den som skal rejse, at se sig opholdt eller en vigtig forhandling spildt fordi kontoret til det stemplede papir er lukket!

Når staden i sin midte har fået sit stemplede papirskontor, så bør også dets personale være sådan at det kan være åbnet fra om morgenen kl. 6 til om aftenen kl. 10.

(Politivennen, Hæfte 8, nr. 101, den 29 Marts 1800, s.1610-1614)

Redacteurens Anmærkning

Det var til visse slags dokumenter ved Forordning af 3. april 1771, Forordning af 27. november 1775 mm. påbudt at bruge stemplet papir. Det var forsynet med et særligt påtrykt stempel eller mærke som repræsenterede en afgift til staten). Det gjaldt fx stævninger, pant, visse handler, bevillinger osv.