Den 30. september om aftenen kl. halv tolv kom jeg sammen med et par andre venner gående fra et familieselskab på Nørregade, på gaden var mørket så stærk at man havde ondt med at vejlede sig. Men vej gik gennem Skidenstræde hvor jeg måtte stage mig frem ved en stok af frygt for at komme under rendestenen eller også at blive overkørt af de kørende. Jeg råbte på vægterne og spurgte hvad årsagen var, hvorfor lygterne ikke var tændt i et så ubehageligt mørke, idet jeg formodede at sådant måtte være en efterladenhed af dem. Men de svarede mig at de ingen ordre havde til at tænde lygterne. Min vej blev altså videre fortsat gennem Landemærket, Slippen og Gothersgade. Men fandt heller ikke der nogle lygter tændt. Den frygt jeg gik i forinden jeg nåede min bopæl, for at blive kørt over, overfaldet af drukne mennesker, samt for fald og stød, tillod mig kun denne tanke at hovedstaden i dette øjeblik lignede en af de usleste købstæder i provinserne.
Måtte dog engang den indretning træffes at lygterne ikke blot tændtes når månen ikke kan lyse, men også når den virkelig ikke lyser! Skulle den nu svarende lygteskat hvor klækkelig den end synes, ikke forslå til det, så tror jeg at de skatteydende foretrak hellere at give mere for at nyde lys så ofte det behøves end som nu at svare lygteskat og dog gå i mørke.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2876-2877)
Skidenstræde/Krystalgade, set med ryggen til Fiolstræde mod Nørregade. Til venstre universitetets Laboratorium chymicum (1840).
Måtte dog engang den indretning træffes at lygterne ikke blot tændtes når månen ikke kan lyse, men også når den virkelig ikke lyser! Skulle den nu svarende lygteskat hvor klækkelig den end synes, ikke forslå til det, så tror jeg at de skatteydende foretrak hellere at give mere for at nyde lys så ofte det behøves end som nu at svare lygteskat og dog gå i mørke.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2876-2877)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar