Henrik Bertelsen (1874-1933). (Efterskrift til Politivennen)

Hans Henrik August Bertelsen (1874-1933), lærer ved københavnske latinskoler og ved Statens lærerhøjskole, assistent ved universitetsbiblioteket (1899–1901). I 1903 blev han ansat ved sin gamle skole i Århus, 1905 forflyttet til Metropolitanskolen som adjunkt. I 1902 blev han dr. phil. på en afhandling om Didrik af Berns sagas oprindelse og udsendte 1905–11 en kritisk udgave af denne saga. I øvrigt interesserede han sig for dansk grammatik og dansk retskrivning:

Filosofisk Doktordisputats.

Dr. phil. Henrik Bertelsen.

Lærer ved Metropolitanskolen, cand. mag. H. Bertelsen forsvarede i Gaar sin Afhandling for den filosofiske Doktorgrad om "Didrik af Berns Sagas oprindelige Skikkelse, Omarbejdelse og Haandskrifter. Handlingen varede godt 2½ Time og havde samlet et temmelig stort Avditorium. Dekanen, Prof. Paludan, ledede Disputatsen, der iøvrigt overværedes bl. a. af Professorerne Gertz, Heiberg, Henr. Scharling, Jespersen, Møller, Steenstrup og Fridericia, Doktorerne Siesbye, Olrik og Gudmundsson, Docent Dahlerup samt Professor Hans Olrik.

Om Doktoranden kan vi meddele følgende Personalia. Han blev Student i 1891 fra Aarhus Skole og var da 17 Aar gammel. I 1898 tog han Skoleembedsexamen med Dansk som Hovedfag, Latin og Historie som Bifag. Endvidere har han faaet Universitetets Prismedaille og informerer nu ved kjøbenhavnske Skoler, bl. a. ogsaa ved Metropolitanskolen.

- Den gammeltyske Sagnhelt har lokket mange Videnskabsmænd til Studium, særlig naturligvis tyske, og det var da ogsaa oprindelig om selve Sagnhelten, Doktorandens Studier drejede sig, idet han for 2 Aar siden tænkte paa at besvare Videnskabernes Selskabs Prisopgave, men Mangel paa tilstrækkeligt Otium hindrede ham i at besvare Opgaven indenfor den fastsatte Tidsfrist. Ved at sendre sine Studier med en Doktordisputats for Øje har han kunnet specialisere dem i højere Grad og har nu skrevet saa at sige en Indledning til Didrik af Berns Saga.

Forsvaret faldt overordenlig heldigt ud, ligesom Doktoranden fra begge sine Opponenter, Professorerne Jonssons og Wimmers Side høstede megen Anerkendelse for sit Arbejde. I det følgende skal vi i stor Korthed omtale Oppositionen: om et Æmne som dette er Indvendingerne for største Delen af saa speciel videnskabelig Natur, at de ikke har Interesse for en videre Kreds.

Prof. Finnur Jonson

roste den gode videnskabelige Methode, der laa til Grund for Afhandlingen, der viste et nøje Kendskab til de tyske Kilder, røbede gode sproglige Kundskaber og efter Professorens Anskuelse ikke indeholdt nogen egenlig Fejl, ligesom Citaterne var rigtige. Sagaens Oprindelse mener han al kunne sætte allerede til Slutningen af det 12te Aarhundrede, da tyske Købmænd oversvømmede Norge; Forfatteren er en Islænder. Den danske Folkevise om Didrik af Bern stammer bevislig fra tyske Kilder og ikke fra Sagaen. Prof. Jonsson slutter med at udtale, at Afhandlingen vil faa stor Betydning for fremtidig Forskning. Doktoranden takker Professoren for grundig Vejledning i Islandsk.

Prof. Ludv. Wimmer

fik derefter Ordet som anden officiel Opponent, idet der ikke havde meldt sig nogen Opponent fra Avditoriet. Han roste ligeledes Arbejdet og takkede spøgende Doktoranden, fordi denne "havde givet ham Lejlighed til paa ny at læse den Samling af Røverhistorier, som kaldes Didrik af Berns Saga". Det undrede ham, at Doktoranden havde glemt at omtale P. E. Müllers Afhandling om Sagaen. Dette Arbejde fortjente at nævnes. Prof. Wimmer savnede endvidere en samlet Oversigt over de tidligere Forskeres Undersøgelser og Resultater. Han mente desuden, at der i Bogen var brugt vel ofte "hvis" og "dersom, men sluttede med en varm Anerkendelse af Doktorandens dygtige Arbejde.

Præses takker sluttelig Prof. Wimmer for den klare og overlegne Opposition, han havde ydet. Klarhed og Overlegenhed, udtalte han, er netop 2 Egenskaber, som alle Prof. Wimmers Disciple finder hos deres højt ansete Lærer. Efter Udtalelsen af de sædvanlige Ønsker om en lys Fremtid for dansk Videnskab og Kjøbenhavns Universitet sluttede Handlingen.

(Dannebrog (København) 4. oktober 1902).

1912 blev han rektor for Roskilde katedralskole:

Den nye Rektor.

Rektor Dr. phil. Henrik Bertelsen.

Dette er et Billede af den nye Roskilde Rektor, Dr. phil. Henrik Bertelsen. Han er endnu en forholdsvis ung Mand - man tænker sig jo i Reglen som Rektor noget ærværdigt, helst graaskægget - og skønt han allerede paa mange Omraader har gjort sig bemærket, er han dog ikke i den Forstand en "kendt" Mand, at ikke hans Billede for de fleste vil have Nyhedens Interesse.

Det er en dygtig, kundskabsrig Mand, der til August overtager Styret i den gamle, graa Bygning over for Domkirken. Mens han i 6 Aar studerede Filologi i København, tog han Guldmedaillen som Student. Det er Dansk og særlig da dansk Grammatik, der har Dr. Bertelsens lærde Interesse, og han har skrevet og udgivet forskellige Ting, deriblandt en Pjece om store og smaa Bogstaver, en Ide, i hvis Kamprækker Dr. Bertelsen i det sidste Aars Tid har ladet sig indrullere, hvorfor maaske denne lille Artikel som en fin Kompliment til Rektoren burde have fulgt denne maaske Fremtids-Stavemaade.

Dr. Bertelsen er gift med en Dame fra Philadelfia, en Frk. Yhlen Olsen, Datter af Ingeniør Tinius Olsen, Philadelfia. Hun var taget herover for at studere skandinavisk Sprog, blev forlovet med Dr. Bertelsen, tog Doktorgraden i Engelsk og har været Lærer ved Statens Højskole. Dr. Bertelsens Fader har taget sin Afsted og bor nu i København som Justitsraad.

Rektor Bertelsen er som sagt en dygtig Mand og desuden en elskværdig og behagelig Mand. Han er meget elsket af sine Elever, men samtidig respekteret, for han er en streng Lærer. Han gaar meget op i sine Elevers Liv og deltager i deres Arbejde og deres Glæder - efter den gamle Regel: Arbejdet først, siden Fornøjelserne!

(Roskilde Dagblad 26. april 1912)

1915–29 udarbejdede han for Det danske sprog- og litteraturselskab en 6 binds udgave af danske grammatikere i 16- og 1700-årene. I spørgsmålet om en reform af retskrivningen tog han del bl.a. ved udsendelsen af pjecerne Fællesnavne og Egennavne, 1911 og små og store bogstaver. 

Den nye Undervisningsinspektør.

Et interessant Interview.

Henrik Bertelsen.

Undervisningsministeriet har i Gaar udnævnt Rektor ved Roskilde Katedralskole, Dr. phil. Henrik Bertelsen til Prof. Tuxens Efterfølger som Undervisningsinspektør ved Gymnasieskolerne.

Rektor Bertelsen skal altsaa nu fortsætte sin anerkendt dygtige pædagogiske Virksomhed under andre Forhold og andre Former.

Den nye Undervisningsinspektør, der er en Mand paa kun 44 Aar, blev, som det vil erindres, den 25. April 1912 udnævnt til Rektor ved Roskilde Kathedralskole.

De Forhold, som Rektor B. den Gang gik ind til, var alt andet end lette. Den nye Leder havde Vanskeligheder at overvinde for at Samarbejdets Aand, der paa dette Tidspunkt just ikke var Skolens stærkeste Side, atter kunde dale ned over Kathedralskolens Lærerkorps. Rektor Bertelsen medbragte til denne Opgave fremragende Egenskaber, som i Paranthes bemærket vil -komme hans nye Virksomhed og derved det højere Undervisningsvæsen Landet over til Gode. Ved sin Forhandlingsevne, sin Sans for Betydningen af Arbejdsfrihed og navnlig ved sin Takt lykkedes det hurtigt at faa Arbejdsforholdenes forstyrrede Maskine i Lave. Og paa dette nødvendige Grundlag har Skolen under Rektor B.s Ledelse arbejdet sig frem til stedse stigende Anerkendelse som en Skole, der saavel ved sin Arbejdsindsats som sin Aand indtager en smuk Plads blandt Landets øvrige Skoler.

* * *

Det vakte vistnok nogen Forbavselse, da Rektor Bertelsen ved sidste Byraadsvalg lod sig opstille som Kandidat paa den radikale Liste.

Det er en offentlig Hemmelighed, at Rektor Bertelsens Kandidatopstilling ved den nævnte Lejlighed var Følgen af, at et andet Kandidatur - paa Grund af Gnidninger indenfor det radikale Parti - var bleven trukket tilbage. Vi skal selvfølgelig ikke ved denne Lejlighed fordybe os i dette rent indre Partianliggende, men kun anføre, at de Radikale var godt tjent mod at faa Rektor Bertelsen til Kandidat. Hans ansete Navn har sikkert tilført den radikale Liste adskillige Stemmer, den ellers ikke kunde have gjort Regning paa.

I sin Virksomhed i Byraadet har Rektoren imidlertid ikke ladet sin Behandling af de foreliggende Sager diktere af radikale Synspunkter. Hans synspunkter og Afstemningen har altid været dikterede af saglige Motiver, og han har altid i Sagerne søgt Realiteterne. Rektor Bertelsen har i Byraadet og som Formand for .Skolekommissionen udført et godt og solidt Arbejde - navnlig naturligvis i de Udvalg, i hvilke han har haft Sæde - og han vil derfor sikkert blive savnet af sine Kolleger i Raadet.

* * *

Det blev kun et kort Aaremaal Rektor Bertelsen fik Lejlighed til at virke her i Byen, og de forholdsvis faa Aar kan vel næppe have knyttet Rektoren uløselig fast til Roskilde. Antagelig har han selv ved hans Tiltrædelse af Rektoratet ved Katedralskolen her haft en Følelse af, at denne Virksomhed vilde blive Gennemgangsleddet fil et andet Virkeomraade paa det pædagogiske Felt. Alligevel vil de 6 Aar, han har tilbragt her i Roskilde, sikkert staa for Undervisningsinspektør Bertelsen som en lykkelig Tid. Sikkert vil der blande sig adskillig Vemod i Afskedens Øjeblik, saavel blandt Elever og Forældre, som mellem Skolens Lærerpersonale. Et Lyspunkt vil være, at B.s nye Virksomhed dog bevare ham en vis Forbindelse med sin gamle Skole.

Interview med Undervisningsinspektør Bertelsen.

Uro og Bevægelse kan være Tegn paa Liv; indenfor (Skoleverdenens Mure skulde der herefter skyde en frodig Udvikling frem, i alt Fald mangler det ikke paa Spørgsmaal, som sætter Sindene i den pædagogiske Verden i Bevægelse. For muligt at erfare lidt om. hvorledes den nye Undervisningsinspektør stiller sig til nogle af de betydelige og aktuelle Spørgsmaal, som han i sin kommende Virksomhed faar Indflydelse paa, bankede vi i Dag paa Rektorværelsets Dør.

Samtalen kommer ind paa den nylig vedtagne Lov om de københavnske Skoler, som i sine Konsekvenser vil faa en vidtrækkende Betydning for Skolevæsenet ogsaa udenfor København.

Spørgsmaalet staar bl. a. paa, om der ogsaa ved Statsskolerne udenfor København skal indrømmes vederlagsfri Undervisning for Indtægter under et vist Beløb (for Københavns Vedkommende er den Indtægtsgrænse, der hjemler gratis Undervisning, sat til 4000 Kr.). Og af ikke mindre Interesse er Spørgsmaalet om Statens Stilling til Privatskolerne udenfor København. Vil Staten (og Kommunerne) ogsaa gaa ind paa at bidrage til Privatskolernes Drift mod at faa Tilsyn med Skolernes Ledelse?

Den nye Undervisningsinspektør erklærer paa vor Forespørgsel, at der ikke kan være nogen Tvivl om, hvorledes disse Spørgsmaal maa besvares. "For Statsskolerne udenfor København vil den nye Lov utvivlsomt faa den Konsekvens, at der vil indtræde Lempelser i Betalingen for Undervisningen. Paa Ministeriets Forespørgsel har samtlige Rektorer enstemmig anbefalet, at der indføres saadanne Betalingslempelser. Og sikkert vil Privatskolerne udenfor København komme ind under en lignende Ordning som nu er gennemført for de københavnske Privatskoler, saaledes at Staten giver et vist Tilskud til Driften mod at Skolerne kommer under offentligt Tilsyn. Men selvfølgelig, for Staten bliver det en dyr Historie - en meget dyr Historie."

"Er De personlig stemt for, at der gennemføres en saadan Ordning?"

"Ja - ubetinget. Efter de Erfaringer, jeg i min Virksomhed har gjort ved Privatskolen som ved Statsskolen, maa jeg ubetinget mene, at den offentlige Skole bør danne Grundlag for vort Skolevæsen."

Interviewet kommer derefter ind paa eventuelle Reformer i Skoleloven af 1903.

"Mulig," udtaler Undervisningsinspektøren, "vil der forestaa enkelte Forandringer i Undervisningsplanen for Almenskolen. f. Eks. med Hensyn til Historie og Naturfag. Ligeledes kan der maaske være Tale om at forlænge den treaarige Gymnasieundervisning med et Aar.

Med Hensyn til Studentereksamen kan der være Opfordring til at skærpe Fordringerne til Bedømmelsen. Iøvrigt anser jeg det ikke for nødvendigt at forøge Kravene til selve Undervisningen til Studentereksamen. Den Uddannelse, som medgives Demittenderne, har sikkert ingensinde været bedre."

"Endnu et Spørgsmaal Hvorledes stiller De Dem Spørgsmaalet om Religionsundervisningen?"

"Spørgsmaalet er ikke aktuelt. I I alt Fald vil der næppe foreløbig ske nogen væsentlig Forandring paa dette Punkt. Derimod har der været ført nogen Debat om Undervisningsmetoden. Men heller ikke dette Forhold ligger for Øjeblikket."

(Roskilde Avis 5. juli 1918).

Som undervisningsinspektør var han med til at gennemføre skolelovene af 1918 og 1919 som udvirkede det offentliges overtagelse af en række gymnasieskoler og om de sønderjyske gymnasiers oprettelse. Antallet af statens gymnasieskoler steg fra 13 til 33. Desuden til administrationen af lønningsloven af 1919. Han deltog i den 1919 nedsatte store skolekommissions arbejde. Han trådte tilbage i 1927 af helbredshensyn.

1926 skrev han en bog om grammatikeren og fonetikeren Jens Pedersen Høysgaard. Særlig betydning for skolen havde hans retskrivningsvejledning i Retskrivningsordbogen, udgivet af undervisningsministeriets retskrivningsudvalg som B. var formand for 1920–30. 

Bertelsen'ernes gravsted på Vestre Kirkegård. Henrik blev 20.12.1902 gift med mag. art., senere lærer ved Statens lærerhøjskole og Zahles faglærerinde-kursus Sophia Yhlen Olsen, født 24.10.1876 i Philadelphia, USA. Gravstedet ligger på den særlige Afdeling H i halvcirklen bag Nordre Kapel som blev indrettet som mønsterkirkegård. Bl.a. skulle alle gravsten være fremstillet af Nexø sandsten, de måtte ikke rage op over hækken samt skulle have udsmykning af kunstnere eller arkitekter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kvas i Boserup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaset i Boserup Skov. Vinteren er indtraadt, og for de Fattige, der bo i Nærheden af Skove, er det altid en Trøst, at de kunne værge sig nogenlunde mod Kulden og varme deres knappe Maaltider ved det Kvas, der kan samles paa skovbunden, thi ingensteds, det vi have hørt, har man negtet den Fattige at samle de nedfaldne Grene, hverken i Statens eller Kommunernes eller Privatmands Skovstrækninger. Det er en Barmhiertigheds, en Menneskeligheds Gjerning, hvortil Naturen selv ligesom har anvist Eieren ved om Vinteren at strø de udgaaede Grene over Jorden. Kjøbenhavns Magistrat eier Boserup Skov ved Roskilde, og den har givet det første Exempel paa en modsat Fremgangsmaade ved at lukke Skoven for de Fattige i St. Jørgensbjergs Sogn ved Roskilde. Vi vide vel, at den ikke har gjort det uden, at være ægget derved, at der er foregaaet ikke faa, maaske heller ikke smaa Overtrædelser fra den nævnte Befolknings Side, men vi tro paa den anden Side, at en Del af Skylden herfor paahviler Skovopsynet. Idetmindste har man forsikret os, at der langtfra ikke skete saa mange Krænkelser af skovfreden  dengang, da der var to skovbetjente, som nu, da der er tre. Lad dog den Fattige have lov til at samle Kvas i Skoven, som han har Tilladelse til at sanke Buskenes Bær og Axene paa Marken. Det har overalt og til alle Tider været Fattigmands Ret, lad ikke Kjøbenhavn gjøre Begyndelsen til at bryde den. Vi erindre, at for endel Aar siden en Domænedirektør vilde paalægge den Fattige en Afgift for Tilladelsen til at plukke Bar i Statens Skove, men han veg tilbage for den offentlige Mening, der stærkt reiste sig imod ham. Vi anmode indstændig Kjøbenhavns Magistrat om at tage sit Forbud tilbage. Lad Skovbetjentene gjøre deres Pligt; lad der blive straffet, om endelig saa skal være, men lad ikke det gaa ud over alle Fattige, som ganske vist ikke er Alles Værk.

"Bedrøv ikke en hungrig Sjæl, og forbitre ikke en Mand i hans Armod."

Jesu Sirach. Kap. IV. Vers 2.

(Dags-Telegraphen (København) 12. december 1868)

I starten af 1869 var der en pengeindsamling i gang til fordel for trængende i Sct. Jørgensbjerg Sogn.

Hingsteskuet i Roskilde. (Efterskrift til Politivennen)

Ligesom ifjor afholdtes der iaar Hingstestue og Præmieuddeling for Sjællands Distrikt i Roskilde den 1ste og 2den d. M. Paa Grund af det ublide Veirlig, som ikke saa sjelden hersker paa denne Tid af Aaret, turde det vist være meget hensigtsmæssigt, om man kunde afholde Skuet idetmindste en Maaned tidligere. Der var ialt anmeldt 42 Hingste som præmieæskende, men heraf mødte kun 39. Disse bleve "mønstrede" paa Hestetorvet saavel den 1ste som den 2den Dag. Den første Dag blev ingen udskudt, men ved den sidste Mønstring, Tirsdag Morgen, udelukkedes ikke mindre end 11 Hingste. Imellem disse gjorde en engelsk Fuldblodshest "Kalifen", falden efter "Earl of Marshall" og en "Cochrane Hoppe" endel Opsigt ved Mønstringen den første Dag. Den blev fremført af en Jokey, der ifølge Størrelse og Holdning maatte ansees for en Fuldblods Jokey, og det saa meget mere, som bemeldte Rytter, en jydsk Bondeknøs, har en lille Historie. Da Preusserne vare herinde i Jylland, blev en af deres Ritmestre opmærksom paa Drengens fortrinlige Anlæg til Ridning og tog ham i Tjeneste. Da Preusserne drog ud af Danmark, tog den lille Jyde med sin Ritmester og gjorde sammen med denne Krigen mod Østerrige med. Førend vor Jokey vendte hjem, har han gjennemgaaet en ypperlig Rideskole i Wien. Ved at betragte Hest og Rytter under Et havde man et fuldendt Billede af et engelsk Hestevæddeløbsapparat. Da Hingsten ingen Prøver havde givet paa at være - hvad det jo ved denne Leilighed særlig kom an paa - stutteridygtig, blev den ikke admitteret. Ved denne Udelukkelse ophævedes Afdelingen 6, Hingste af engelsk og arabisk Halvblod eller af en endnu ædlere Herkomst, idet den anden af de to Heste, som vare anmeldte til denne Klasse, Hingsten "Dan", Frederiksborgblod, efter "Tamerlan" og "Hertha II", gik over i Klasse B, Hingste til Ride- og lettere Trækbrug. De præmieæskende Hingste bleve derved kun delte i tvende Klasser, nemlig den nysnævnte og Klassen A, Hingste til sværere Trækbrug.

Den første Dag mærkede man ikke synderlig til Hingstskuet i selve Roskilde By; thi der var saa at sige kun mødt Kommissionens Medlemmer og Hingsteeierne. Kommissionen bestaaer af: Lensgreve Holstein - Holsteinborg, Formand; for Frederiksborg Amt: Proprietær Philipsen og Dyrlæge Lundahl i Hillerød; for Holbæk Amt: Proprietær Jørgensen til Cathrinedal pr. Svinninge og Møller Dedenroth i Høng pr. Slagelse; for Sorø Amt: Dyrlæge Staun i Ringsted og Grev Moltke til Espe; for Præstø Amt: Kammerraad Smidt, fra Rønnede og Hans Andersen fra Stubberup pr. Faxø; for Kjøbenhavns Amtsraadskreds: Proprietær Holstein til Dyrehavegaard og Cand. phil., Partikulier Chr. Brøndum; for Roskilde Amtsraadskreds: Lensgreve Dannemand til Aastrup og Gaardeier, Hestehandler A. Pedersen i Gjøderup. Desuden var tilstede Veterinæren, Professor Bache, der i Grev Holsteins Fraværelse som Formand havde ledet Kommissionens Arbeider. Til Dineren i "Prindsen" den første Dag mødte kun Kommissionens Medlemmer foruden et Par Gjæster, hvoriblandt Etatsraad Dons fra Fyen. Man stilles tidlig ad for at styrke sig til den næste Dags Besværligheder.

Tirsdag Morgen oprandt; det saa noget graat ud, men den meget stærke Blæst holdt foreløbig Regnen borte. Man kunde strax mærke, at det var "en anden Historie" end Dagen forud. Vogn paa Vogn, Fodgængere og Ryttere kom ind i Byen fra alle Kanter, og derimellem ikke Faa langsveis fra. Om denne Tilstrømning end ikke kan lignes med Derby-dagens i London eller med Ridtet ved la Marche i Frankrige, saa vistes der dog efter vore Forhold en ikke ringe Interesse for Hingsteskuet,  hvilket jo i og for sig ikke er saa underligt; thi dels er Synet af en velskabt, fyrig Hingst vel et af de skjønneste Skuer, som Dyreriget afgiver, dels er Nytten og Fordelen ved god Hesteopdræt saa iøjnefaldende, at det neppe behøver at fremhæves. Andensteds har man sikkerlig bedre Heste, men i det Hele taget kunne vi være ret vel tilfredse med den Fremgang eller maaske rettere med den Tilstand, hvori vore Heste befinde sig. Hvormeget Bondehesten er gaaet frem i de sidste 20 a 30 Aar, har saa at sige vist Enhver lagt Mærke til. Savnes der Noget, er det Luxushesten, den lette Hest; thi denne har Bonden kun Brug for som Handelshest, og de sjællandske Bønder ere ikke Hestehandlere som deres Landsmænd, Jyderne; den sjællandske Bonde opdrætter Heste til eget Brug, og i Reglen er det kun Udsætterne, han sælger. Mange Steder ansees det næsten for en Skam at stille sig ved sine gode Heste.

Det var Bestemmelsen, at Kjøre og Rideprøven skulde foretages Kl. 10 om Formiddagen udenfor Byen paa Agent Anders Borchs Mark ved Kjøgeveien; men for at faa dem med, som kom med Extratoget fra Kjøbenhavn, blev Prøven udsat lidt. Banen var 1000 Alen lang. Der var indrettet en Tribune med Siddepladser for 400 Personer. Her, indenfor Kredsen og udenfor denne vare Tilskuerne placerede. Der var mødt ikke faa Damer saavel udenfor som af Bondestanden. For Kommissionens Medlemmer, Dommerne, var der oprettet en Tribune, hvorfra der havdes Udsigt over hele Banen, og hvorfra det Særlige ved ethvert Løb med Lethed lod sig iagttage. Kl. 30' over 11 begyndte den første Kjørsel; der kjørtes nemlig i 4 Hold: to for de sværere Hingste og to for de lettere. 1ste Hold var for de "fjermer" Hingste, co: de tilhøiregaaende, der kjørtes i høire Volte. Heri deltog 8 Hingste for 7 tospændige Vogne. Hingstene i denne Klasse havde at tilbagelægge ½ Mil for Vogn med løs Hammel, Tospændervogne belæssede med 800 Pd. død Vægt foruden Kudsken, Enspændervogne med 300 Pd. foruden kudsken; den foreskrevne Afstand maatte tilbagelægges inden Udløbet af 20 Minuter. Efterat Vognene vare læssede, blev Signalet givet, og Kjørslen tog sin Begyndelse. Banen skulde kjøres 6 Gange igjennem, Strækningen blev altsaa ½ Mil. Toget aabnedes med en Vogn, forspændt med to meget svære Knapstruphingste, tilhørende Søren Jensen i Baarup, Holbæk Amt. Det viste sig snart, at disse ikke i Løb kunde maale sig med Medløberne af de andre Racer. Den Omstændighed, at dette Tog havde en daarlig Forkjører, gjorde, at der her brugtes den længste Tid. Hingstene fulgtes imidlertid ret godt ad, men de bleve kjørte mere eller mindre godt. I dette Løb, om man saa kan kalde det, holdt "Siddinge"hingsten Trav hele Tiden og førte sig smukt. Veien tilbagelagdes i 14' 50", 14' 50", 14' 55", 15', 15' 1". 15' 2" og 15' 2", altsaa omtrent 5' før den indrømmede Tid. Ifjor kjørte de samme Hold Hingste i 13'; den stærke Blæst kan maaske iaar have bidraget Noget til, at der brugtes længere Tid, idet den i Omdrejningen mødte som Modvind.

Det andet Hold af de sværere Hingste var et "nærmer" Løb, co: for Tilvenstregaaende med venstre Volte. Heri deltog ogsaa 7 Hingste for 6 tospændige og en Enspændervogn: Hingsten "Frode", tilhørende Dyrlæge Olsen i Roskilde. Toget aabnedes med Odsherredshingsten "Abildøre". Den kunde ikke holde første Plads, men blev endogsaa ved et indtruffet Uheld den Sidste i dette Løb. Under Kjørselen gik nemlig Bringkoblerne af Stangen, hvorved en stor Ulykke kunde være skeet, hvilket dog heldigvis forebyggedes. Herved blev "Kirkehvalsø"-Hingsten foreløbig Nr. 1, men inden Enden tog Anders Nielsens "Valdby" - Frederiksborg Amt - -Hingst den og tilbagelagde Strækningen i 14' 40", hvorimod "Kirkehvalsø" brugte 14' 45", de øvrige brugte 14' 50", 15' 10", 15' 22", 15' 25" og den omtalte "Abildøre" 15' 40". Af disse var Kirkehvalsøhingsten meget varm, da den kom til Maalet.

Nu gik man til de lettere Hingste. For disse gjaldt den Regel, at de havde at tilbagelægge ½ Mil i en Tid af ikke over 15 Minuter, efter Eiernes Ønske enten for Vogn med løs Hammel eller under Rytter. Første Hold af disse var et "fjermer" Løb, hvori 6 Hingste deltog for tospændige Vogne. I disse Hingste var der, som det var at vente, en ganske anden let Bevægelse end blandt de svære Trækhingste, hvoraf de omtalte Baarup Knapstrupper ikke vare ulig de engelske Heste, som vi have seet heri Byen, da Englænderne nedlagde Vandledningen. Toget aabnedes med en deilig blaa skimlet Hingst fra Baldersbrønde, der, som meddelt, tog 1ste Præmie blandt de lette Hingste. Den havde til Makker en "Mikkel", en fortrinlig Hest , der ikke alene kunde følge den, men som endogsaa bar den godt frem. Det var med stor Interesse, at Publikum fulgte disse tvende Hestes Løb. De tog i den Grad Luven fra Medløberne, at da de andre havde kjørt 5 Gange rundt, kjørte Baldersbrøndehingsten ind paa Pladsen efterat have tilbagelagt den halve Mil i 11' 24". Den var altsaa en hel Omgang forud. Denne Kjørsel hilsedes med stærkt Bifald fra alle Sider og ikke mindst fra den talrige Ungdom, der stod udenfor Kredsen. Den Næste var "Gorm" fra Lyngby, Kjøbenhavns Amt; den kom 13' 7"; dernæst kom de Andre 13' 14", 13' 20, den Sidste 13' 32". Den Hingst, som tillige i dette Løb særlig udmærkede sig ved let Fodskifte og stærke Lunger var Odsherredshingsten "Viig".

Til det Marmer" Løb for Vogn var der kun tvende Hingste, men dog var dette Løb ingenlunde det uinteressanteste. Det var nemlig tvende fortrinlige Dyr, som her skulde frem vises: Odsherredshingsten "Braade" og Frederiksborghingsten "Uvelse", den første mørkebrun, den anden næsten guldfuxrød. Ogsaa denne Kjørsel gik rask og flot; indtil den sidste Omgang fulgtes Hingstene saa temmelig ad, men da "Uvelse" kjørte de sidste 1,000 Alen i 1' 45", kom den Banen de 6 Gange rundt i 12' 40", medens "Braade" brugte 13' 5". Løb end ikke den Sidstnævnte saa stærkt som Medløberen, vakte den dog, da den kom ind paa Pladsen for efter Forretningsordenen at tages i normere Øiesyn af Dommerne, megen Opsigt ved sine Flankers komplette Rolighed, saml derved at den ikke havde, som man siger, et svedigt Haar.

Der stod nu kun Rideprøven tilbage, og her maatte man (seet fra Publikums Side) beklage, at Fuldblodshesten samt Jokeyen manglede, men da den nu engang var udelukket, kunde Kommissionen ikke opfylde Eierens Ønske om at lade den løbe med uden at løbe om Præmie, Der mødte 5 Ryttere paa Hingstene: "Garibaldi" fra Adamshøi i Frederiksborg Amt, "Dan" fra Store Frederikslunde i Sorø Amt, mørkerød Valby Hingst fra Frederiksborg Amt, "Myrupgaard"s Hingst fra Præstø Amt samt den mørkskimlede "Merkur" fra Stenbymølle i samme Amt. Da der hidtil kun havde været lidt af den saa efterspurgte Kapkjørsel, der til Skade for Hingstene især grasserede ifjor, var Publikum ret spændt paa dette Løb, der efter al Sandsynlighed ikke vilde "løbe af" uden Vædderidt. Hingstene bleve stillede i en Række, og paa Signalet begyndte et rask Trav, hvori "Garibaldi" strax vandt Terræn; den tog stærkt paa Vei, men Rytteren kjendte Hesten, og Resultatet viste, at han vidste, hvad han kunde byde sin Hest. Som Nr. 2 holdt Valby-Hingsten sig flere Omgange, dernæst kom "Dan" som Nr. 3, derefter kom "Myrupgaard" og endelig "Merkur". Det varede imidlertid ikke længe, førend det tydelig viste sig, at den Sidstnævnte, et temmelig svært Dyr, der, som En bemærkede, havde faaet for meget Svinemel (et meget almindeligt Foder for Møllerheste), aldeles ikke kunde følge med de andre og det tiltrods for, at Rytteren, Eierens Søn, ikke sparede Pidsken og dertil førte en god Pidsk. "Dan", der holdt sig som Nr. 3, saalænge der kun blev travet, satte ved den sidste Omgang pludselig i fuld Karriere og tog paa denne Maade Valbyhingsten, men det var den ikke muligt at naa, endsige at omride "Garibaldi", der under Tilskuernes Jubel, reden af en god Rytter tilbagelagde den halve Mil i 10' 4"; "Dan" i 10' 7", Valbyhingsten i 10' 10", Myruphingsten i 11' 40". Den 5te "Merkur" fra Stenbymølle blev mere og mere tilbage, og tilsidst, da den havde en halv Banestrækning tilbage, stod den en lille Stund stille. Om den stod og "studerte" - et Udtryk for et svagt Hestehoved - som vi hørte En og Anden bemærke, eller om den var bleven stædig, som Rytteren sagde, eller endelig om den var træt, kunne vi ikke sige, men til at løbe duede den ikke. Publikum, navnlig den yngre Del, gav sit Mishag lydelig tilkjende, det hyssede ad Rytteren og peb ad Hesten. Da han gav sig saa god Tid, blev der sendt en Karl ned ad Banen for at hente ham; denne tog Hingsten i Milet, og paa denne Maade kom han trækkende inden for Maalet 14' 55", altsaa 5" før den tilstaaede Tid var udløben. Men han red sig fra Præmie. Hermed sluttede Prøven i Marken, og Kommissionens Med(emmer tog til Roskilde for efter de gjorte Iagttagelser at fælde den ikk lette Dom om, i hvilken Orden de rigelige Præmier skulde fordeles.

Kl. 4 mødte Kommissionen paa Hestetorvet, og efterat Grev Holstein Holsteinborg havde udbragt et Leve for Hs. Maj. Kongen, tog Præmieuddelingen sin Begyndelse. Som meddelt, blev første Præmie for de sværere Hingste ikke uddelt. 2den Præmie (160 Rd.) tildeltes blankbrun Hingst "Snesered" af Yorkshireblod og Landrace, 12 Aar gl., tilhørende Propr. Münster til Bredehave; 3die Præmie (130 Rd.) mørkebrun Hingst "Siddinge" af Odsherred Race, 11 Aar gl., tilhørende Poul Nielsens Enke i Siddinge; 4de Præmie (110 Rd.) mørkerød Hingst af Landracen og Knabstrupblod, 9 Aar gl., tilh. Gaardmand Jens Nielsen Kirkehvalsø; 5te Præmie (100 Rd.) rødblisset Hingst af bl. Frederiksborg Blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardeier L. Nielsen i Valby (Frederiksb. Amt); 6te Præmie (90 Rd.) mørkerød Hingst "Alleshauge" af blandet Frederiksb. Blod. 7 Aar gl., tilh. Gaardeier L. Pedersen Allehauge; 7de Præmie (80 Rd.) graatavlet Hingst af bl. Yorkshireblod, Frederiksborgblod og Landrace, 8 Aar gl., tilh. Gaardeier Jørgen Ibsen Slaglille; 8de Præmie (70 Rd.) rødspottet Hingst af Landrace og Knabstrupblod, 5 Aar gl., tilh. Gaardmand Søren Jensen i Baarup; 9de Præmie (60 Rd.) graa Hingst, bl. engelsk og Frederiksborgblod, 13 Aar gl., tilh. Jens Christensen i Herringløse; 10de Præmie (55 Rd.) Mohrenkoppen "Baldur", bl. Frederiksborgblod, 4 Aar gl., tilh. I. P. Buus paa Amager; 11te Præmie (50 Rd.), rødblisset Hingst, bl. engelsk Blod og Landracen, 9 Aar gl., tilh. Gaardmand Anders Nielsen Valby (Frederiksb. Amt); 12te Præmie (45 Rd.) rødspættet Hingst "Skjold" af Landracen og Knabstrupblod, 4 Aar gl. (det var denne, som tilligemed den, der fik 8de Præmie, aabnede det første Tog), tilh. Gaardmand Søren Jensen i Skaarup; 13de Præmie (40 Rd.) rødblisset Hingst "Peder", bl. Frederiksborg blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardmd A. Larsen i Herstedøster: 14de Præmie (30 Rd.) rødspættet Hingst "Holger", Knabstrupblod og bl. Frederiksborgblod, 4 Aar gl., tilh. Forpagter Dilling i Malte Kro; 15de Præmie (30 Rd ) mørkebrun Hingst "Abildøre" af Odsherredsrace, 9 Aar gl., tilhørende Gaardmand Lars Madsen i Abildøre; 10de Præmie (30 Rd.) rødblisset Hingst "Frode" af Odsherredsrace med bl. Frederiksborgblod, tilh. Dyrlæge Olsen i Roskilde. De tvende sidste Præmier vare extraordinære.

For Hingste til Ride- og lettere Trækbrug tilkjendtes der følgende Præmier: 1ste Præmie (180 Rd.) en Blaaflimmel af Yorkshireblod og Landrace, 6 Aar gl., tilh. Gaardmd. P. Hansen i Baldersbrønde; 2den Præmie (160 Rd.) rød Hingst med Stjern af bl. Frederiksborgblod, 5 Aar gl., tilh. Gaardeier I. Mortensen i Uvelse; 3die Præmie (130 Rd.) mørkebrun Hingst "Braade", Odsherredsrace, 4 Aar gl., tilhørende Gaardmd. P. Jacobsen i Braade; 4de Præmie (110 Rd.) mørkebrun Hingst "Viig", Odsherredsrace, 0 Aar gl., tilh. Gaardcier L. Nielsen Viig; 5te Præmie (100 Rd.) blankskimlet Hingst "Dan" af Frederiksborgblod, 7 Aar gl ., tilhørende Forpagter Hansen paa Frederikslund'. 6te Præmie (90 Rd.) brun Hingst "Garibaldi", bl. engelsk Blod og Landrace, 6 Aar gl., tilh. Proprietær Thomsen paa Adamshøi: 7de Præmie (80 Rd.) mørkerød Hingst "Thor" af Frederiksborg- og Knabstrupblod, 6 Aar gl., tilh. Gaardfæster J. Larsen i Nørrejernløse; 8de Præmie (70 Rd.) mørkebrun Hingst "Sallerup", bl. Frederiksborgblod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardmd. Rasmus Rasmussen i Sallerup; 9de Præmie (60 Rd.) mellembrun Hingst "Gorm" af bl. Frederiksborgblod og Knabstruprace, 4 Aar gl., tilh. Gaardeier A. Nielsen i Valby (Frederiksborg Amt); 11te Præmie (50 Rd.) en mørkebrun Hingst, bl. engelsk Blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. P. Hansen paa Myrupgaarden.

Efterat Præmieuddelingen var endt, bleve de præmiebelønucde Hingste indbrændte med Distriktets Mærke og derefter opstillede endnu en kort Tid, for at Publikum kunde tage dem Øiesyn.

Til Kl. 5 Eftermiddag var der bestemt en Diner i "Prindsen". Det varede imidlertid omtrent til Kl. 6, før man kom tilbords. Forsodet indtoges af Grev Holstein Holsteinborg. Foruden endel Landmand, enkelte Bønder og Kommissionens Medlemmer bestod Gjæsterne af Roskildensere, saasom Kjøbmænd, Embedsmænd og Andre. Grev Holstein udbragte først Hs. Maj. Kongens Skaal. Det var en Skik blandt Dannemænd fra Arilds Tid, som man her fulgte ikke af Vane, men af Kjærlighed. De Ulykker, som havde ramt vort Land, havde bevirket, at Konge og Folk hurtig vare komne hinanden imøde. Dernæst tog Grev Holstein atter Ordet, denne Gang for Præmietagerne. Det kunde ikke nytte at negte det, frem var man ikke gaaet siden sidst. Iaar var ingen Hingst funden værdig til at faa Præmien Nr. 1 for de sværere Heste. Den Hingst - Kirkehvalsøhingsten - som i Aarene 1864, 1865 og 1866 havde vundet 1ste Præmie, havde iaar ikke kunnet naa mere end 4de Præmie. Det var høist ønskeligt, om man kunde spore nogen Fremgang, om man kunde saa noget godt Afkom af de præmiebelønnede Hingste. Med Ønsket om god Fremgang udbragte han et Leve for Præmietagerne og Hingsteudstillerne. Kammerraad Smidt fra Rønnede udbragte et Leve for Formanden, Grev Holstein Holsteinborg, der som en praktisk og en omgængelig Mand forstod at lede Bedømmelsen saaledes, at Alle bleve tilfredse. For Stutterikommissionen, der ifølge Lovens Bestemmelse var tilstede, udbragte Kammerraad Smidt ogsaa et Leve. Herfor takkede Grev Holstein, der ogsaa er Formand i denne Kommission. Bonden Mogens Hansen fra Tholstrup, Ringsted Landsogn, takkede paa rigtig godt Sjællandsk næst Forsynet Grev Holstein som den, der for mange Aar siden havde aabnet Øinene paa ham og andre Bønder. I Begyndelsen vare Bønderne mistænksomme og frygtede for Partiskhed, men da de saa, at der stiftedes saa retfærdig imellem Udstillerne, mødte de og vandt mange Præmier; han havde faaet mange Præmier og var i det Hele meget godt fornøiet. Kammerraad Hagen talte for Dommerne, Grev Holstein takkede Agent A. Borch for Pladsen, hvor Prøven holdtes. Kammerraad Hagen talte for Kvinderne, Grev Holstein for Professor Bache, der havde været ham en tro Støtte ved i hans Fraværelse at overtage hans Partes, og endelig sluttedes Talernes Række, med at Revisor Ulrich paa en vist mere velment end vellykket Maade udbragte en Skaal for Danmark. Ved Bordet herskede der Liv og Gemytlighed.

(Dags-Telegraphen (København) 4. oktober 1867)

Formanden for kommissionen valgtes af indenrigsministeriet. Amtsrådet valgte et medlem og landboforeningerne. Der blev bevilliget 11.000 rdl. til præmier, heraf (i 1864) 3.718 rdl på Sjælland. Hingsteskuet i Roskilde er det bedst beskrevne og artiklen en af de mest detaljerede på dette tidlige tidspunkt af skuernes historie. Kraftprøven for hingste blev første gang afviklet i 1861 i Hillerød og fra 1864 også i Roskilde på ½ mil lang bane.

Lensgreve Ludvig Henrik Carl Herman Holstein (1815-1892) ejede siden faderens død i 1836 grevskabet Holsteinborg. Han var præsident for Landhusholdningsselskabet 1866-1881. Han oprettede på sit gods sparekasser, husholdningsforeninger og andre filantropiske foreninger for landarbejderne. Han skal have været en kyndig hippolog og var i en årrække formand for Sjællands hingsteskuer og for Stutterikommissionen osv. 

Politisk sad han i stænderforsamlingen i 1848 som repræsentant for den konservative godsejerbevægelse. I foråret 1849 var han  med til at stifte den "patriotiske Forening" som bl.a. mente at regeringens grundlovsudkast ville "undergrave Monarkiets Grundvold og bringe Staten i en mellem Anarki og Despoti svævende Tilstand". Han stiftede senere Godsejerforeningen. I 1856 blev han valgt til medlem af Rigsrådet. I 1863 stemte han for Novemberforfatningen. 

Tumult i Roskilde 14de Mai 1861. (Efterskrift til Politivennen)

Constant Dirckinck-Holmfeld (1799-1880) var i 1806 sammen med faderen optaget i den danske adel. 1813 kom han til København. Han blev 1818 cand.jur. i København, 1819 i Kiel og derefter volontør i Tyske kancelli. 1829 amtsskriver i Schwarzenbeck amt i Lauenburg, fra 1831 med titel af amtmand. Han skrev flittigt om tidens aktuelle politiske og filosofiske spørgsmål. Flere af hans værker findes på Google Books. Som redaktør af Politisches Journal 1838–40 blev han ramt af censur. Han var hverken tilhænger af enevælde eller demokrati, men helstatsmand og gik ind for både den danske og den tyske nationalitets ret i monarkiet og et selvstændigt Slesvig som det forbindende mellemled mellem Danmark og Holsten i en føderativ stat.

I 1840 kom han til København hvor han blev dr. jur. og vedligeholdt sin forbindelse med danske i Sønderjylland. Christian 8. betalte ham for at skrive for ham. I den politiske debat i 1848 advarede han mod yderliggående standpunkter på begge fløje. 

I 1851 købte han den tidligere vandkuranstalt Maglekilde ved Roskilde, en firefløjet ejendom mellem Lille Maglekildestræde og Fiolstræde (nu nedrevet). Hans tilbøjelighed til at gå på tværs af de herskende holdninger gjorde ham mere og mere upopulær i offentligheden.

I starten af 1861 udgav han nogle flyveskrifter mod regeringens optræden over for de holstenske stænder. Se Google Books. Der var muligvis i dagene før markedet i Roskilde sendt politiske agitatorer fra København til Roskilde, for det var især i hovedstaden at de nationale gemytter var på sit højeste. Der var næppe nok i Roskilde til at rejse en så stor forsamling.

(Se også: Henrik Denman: Pøbeloptøjeri Roskilde i 1861)

Ikke tumulterne i maj 1861, men arveprins Frederik Ferdinands bisættelse i Roskilde i 1863. Oscar Carlson (1840-1864). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gadeoptøier imod Baron Dirckinck-Holmfeldt. En Korrespondent i Roeskilde skriver til os under 14de Mai:

Igaar Aftes imellem Kl. 10 og 11 blev Vinduesruderne i Maglekilde, Baron Constant Dirckinck-Holmfeldts Bolig og Ejendom, indslagne; saa beklagelig end denne Voldshandling i og for sig er, saa maa dog Baronens publicistiske Virksomhed, hvorved den antages fremkaldt, forekomme endnu beklageligere, og da det tør ventes, at han paa den ham ejendommelige Maade offenlig vil behandle den nævnte Tildragelse, stal jeg meddele en lille Skildring af samme.

Allerede iforgaars viste sig paa offenlig Gade Tegn til, at et Udbrud af den almindelige Uvillie imod Baronen, der her i Roeskilde altid har vidst at gjøre sig farlig misyndet, var i Gjære, idet han, naar han viste sig, forfulgtes med Haansord; ikkedestomindre tog Baronen ikke i Betænkning igaar, da det var Markedsdag, og da en Mængde Fremmede af alle Stænder, lokkede af det smukke Veir, havde samlet sig i Byen, offenlig at vise sig paa de mest befærdede Steder, hvoraf da Følgen blev, at han, overalt haanet og forfulgt, tyede til Politiet om Beskyttelse og, da han ligefrem blev truet med, hvad der vilde skee, forlangte dets Bevogtning af Maglekilde om Aftenen. Politiet indfandt sig ogsaa i sin største Styrke med Politimesteren i Spidsen længe før Kl. 10 paa Stedet, hvor der endnu ikke viste sig noget Tegn paa det frembrydende Uveir; først omtrent Kl. 10 begyndte smaa Hobe at komme tilsyne paa sforskjellige Sider af den meget omfangsrige Bygning, og Rudernes Indslagning ved Hjælp af Stene var snart i livlig Gang, uden at Politiet trods al Anstrengelse formaaede at forhindre det, da de enkelte Hobe hurtig veg tilbage for det, hvorsomhelst det kom hen, men kun for ligesaa hurtig at samle sig, forsynede med nye Stene, paa andre Punkter, idet der paa alle Sider af Bygningerne er anbragt en Mængde Vinduer og der altsaa er rigelig Lejlighed til at slaae Ruder ind; desuden vedligeholdt mange spredte Individer fra dækkede Stillinger et heftigt Bombardement, uden at det paa Grund af Mørket var muligt at faae dem fat. Først omtrent Kl. 11, men dog forinden den tilkaldte Styrke af Borgervæbningen havde kunnet samle sig, formaaaede man at standse det paabegyndte Ødelæggelsesværk, der vistnok kun ved Politiets Anstrengester indskrænkedes til det nu synlige Omfang, thi Lysten til at gaae Bygningernes Ejermand saa nær som muligt var meget fremtrædende blandt Angriberne. Der er maaskee neppe en heel Rude i hele Maglekildes Ydervinduer tilbage, og mulig har en eller anden større Steen ramponeret Møbler eller Andet inde i Bygningen; men Ingen af Urostifterne betraadte dog denne. Baron Dirckinck kom selv aldeles ikke tilsyne under hele Optrinet, uagtet det er bekjendt, at han var hjemme; derimod søgte hans Portner at afværge Angrebet ved en lille Tale, og en af hans Sønner saaes stadig ved Politiets Side, tilsyneladende fornemlig for at mærke sig og udpege enkelte Angribere, hvoraf dog, saavidt vides, Ingen blev sat fast, da Mørket og Mængden i Forbindelse med Politiets heri Byen naturligviis ringe numeriske Styrke forhindrede Forfølgningen; hvad iøvrigt Angriberne angaaer, da hørte de til Folk af alle Slags, saaledes som et Marked pleier at føre dem sammen; dog var det aabenbart, at en, om end i hast aftalt Plan ledede dem.

(Dagbladet (København) 15. maj 1861). 

Dagbladets udlægning blev også citeret i Dannevirke 17. maj 1861

Politimesteren var justitsråd Feddersen. Baronen undslap fra sit hus og rejste til Korsør hvor hans familie senere sluttede sig til. Han vendte aldrig tilbage til Danmark. Dagen efter den 14. maj blev boligen påny angrebet og alt hvad der kunne nås udefra blev tilintetgjort inden hoben stoppede kl 5 om morgenen. Politi og borgervæbning udpegede nogle af lederne. 

De fleste danske aviser tog afstand fra volden, men kaldte den undskyldelig. Her nogle eksempler:

Flyveposten 16. maj 1861 noterede "Hvormeget Grund der end kan være til billig Harme over Hr. Baronens mere end hensynsløse Optræden i tydske Blade mod sine politiske Modstandere og sine egne Landsmænd, maae slige Pøbeloptrin dog i høi Grad beklages ... slige Forsøg paa Indførelsen af en Lynch-Justits kunne selv de meest graverende Omstændigheder ikke retfærdiggjøre."

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 17. maj 1861 ville vide at der var over 800 mennesker der bl.a. råbte "Ud med Slesvig-Holsteneren! Herud med Forræderen" og at der blev smadret over 300 ruder. 

Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 18. maj 1861 beklagede det skete, men tilføjede at "de gode Roeskilde Folk i Egenskab af Danske ere blevne saa stærkt udæskede og saa blodigt fornærmede af Baronen, at der er Meget, der taler til Undskyldning for, at de saaledes have skaffet sig en Art Satisfaktion."

Kun Jyllandsposten tog klart afstand fra såvel volden som undskyldningen af samme:

Inteligensmoral. Vi tro det nyttigt at udhæve, at det er i høi Grad dadelværdigt, naar Blade som "Dagbladet", "Folkets Avis" og efter dem naturligvis "Aarhus Stiftstidende" med synligt Velbehag dvæle ved Beskrivelsen af de pøbelaglige Optrin, der den 13de dennes om Aftenen fandt Sted i Roeskilde. Baron Dirckinck-Holmfeldt, der har sin Eiendom, "Magle-kilde", beliggende i Byens umiddelbare Nærhed, fik nemlig alle sine Ruder slaaede ind af en Sværm unge og gamle Gadedrenge. Samme Dag havde der været Marked i Byen, og allerede fra Formiddagen skal man have begyndt med at vælte sig ind paa Baronen, da han viste sig paa Gaden. Politiet var aldeles ude af Stand til at standse Optøierne om Aftenen, der først hørte op Kl. 11 efterat Borgervæbningen var tilkaldt, og næsten alle Ruder vare slaaede ind. Pøbelen har troet at finde en Berettigelse til en saadan Adfærd imod Baronen i den Omstændighed, al han i den senere Tid har udgivet i Tydskland et Skrift om vore Forhold, der baade skal være fuldt af sIesvigholstenske og reaktionære Anskuelser; men det behøver ikke nogen lang Udvikling for at forstaaes, at det røber liden Tro til sin Sag at ville bekæmpe en politisk Modstanders skriftlige Udtalelser med Stenkast og andre drengeagtige Vaaben. Ogsaa vi betragte Baronen som en Modstander i omtrent ethvert politisk Spørgsmaal, og naar vi ikke have forsøgt at bekæmpe hans sidste Skrift, som vi ikke engang have læst, saa er Grunden hertil, at vi, efter Baronens tidligere Skrifter, anse ham for en saa uskadelig Modstander, at det er unødvendigt at imødegaae ham, da hans Meninger i Reglen ere saa forvirrede at de neppe sinde Gjenklang udenfor Maglekilde, og maaske del nærliggende Bidstrup, samt hos nogle saa aristokratiske Personer. Men vil man endelig indlade sig paa at imødegaae en saadan Mand, saa bør man, af Hensyn til sig selv, for alting huske, at man ikke kan gavne Sandheden ved raa Overlast, og at man paa denne Maade hverken overbeviser en Modstander eller skaffer sine Venner nogen sand Glæde. Slige Selvtægtshandlinger ere altid strafværdige og farlige, fordi de dels ere et grovt Brud paa den offentlige Orden og tillige give et slemt Bevis paa Autoriteternes Lunkenhed eller Vanmagt.

(Jyllands-Posten 20. maj 1861).

Dagbladet (København) 22. maj 1861 citerede fra baronens egen version af historien i Altonaer Mercur samtidig med at de afviste og hånliggjorde den. Baronen angreb på skrift de redaktører som havde opfordret til lynchjustits. 

Efter flugten fra Roskilde bosatte familien sig i Hamburg. Her tog han i "Recht und Willkür in Schleswig" tyskernes parti i sprogsagen, men forsvarede efter Frederik VII's død Christian IXs arveret til hertugdømmerne og disses forbindelse med Danmark.

Dirkinck- Holmfelt-Optøierne. Under en af Overretten den 13de d. M. paadømt, fra Roeskilde Kjøbstads Extraret indanket sag, aktioneredes snedkersvend Niels Peter Sørensen Buck og Mesterbrænder Jens Pedersen for Deelagtighed i de den 13de og 14de Mai d. A. ved den Baron C. Dirkinck-Holmfeld tilhørende Eiendom "Maglekilde" stedfundne Optøier samt for Opsætsighed mod Politiet.

Hvad førstnævnte Tiltalte angik, var det oplyst at han under sin Tilstedeværelse ved den Sammenstimlen af Mennesker, som fandt Sted Aftenen den 14de Mai d. A. ved den ovennævnte Ejendom, havde i en ikke ringe Grad deeltaget i de stedfundne Uordener. Idet han. der erkjendte hyppig at have været i Spidsen for Urostifterne, havde ved Hujen og Støien samt ved at raabe "Fremad" opmuntret til Angreb; samt at han, hvem det gjentagne Gange af Politiet blev paalagt at forføie sig bort ikke blot ei havde efterkommet saadant Paalæg, men endogså ad flere Gange søgt at kaste det paa forskjellige steder posterede Politimandskab tilbage. Tiltalte havde derhos ei turdet benegte, at han havde opfordret den ham omgivende Hob til ikke, uagtet Politiets Befalinger, at forføie sig bort, samt at han under Tumulten med begge sine Arme havde grebet fat paa en Politilieutenant, som var iført sin Uniform, men som Tiltalte dog, efter sin Forklaring, i Mørket og Sværmen ei vilde have bemærket at være en saadan.

I Analogi af Forordningen af 5te Juli 1793 § 18 crf. 17 og Forordningen af 4de Oktober 1833 § 16 blev hans Straf bestemt til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

Betræffende den anden Tiltalte, Jens Pedersen, da var det af ham vedgaaet, at han, uagtet gjentagne Gange af Politiet paalagt at forføie sig bort fra Tumulten den 14de Mai om Aftenen, dog atter der havde indfundet sig, og navnlig havde befundet sig i den Hob, som tilsidst af Politiet med Magt maatte splittes ad, og at han, skjøndt kun een Gang, havde raabt Hurra, ligesom han eiheller havde dristet sig til bestemt at benegte, at han paa Opfordring af et Medlem af Politikorpset om at forholde sig rolig havde givet et afslaaende Svar.

Han blev anseet med en abitrair Straf af 15 Rd.s Mulkt til Roeskilde Kjøbstads Politikasse, (Flk. Av.)

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 19. september 1861.)

Dirckinck-Holmfeldt rejste sagen for Finansudvalget hvor han krævede erstatning da man ikke havde kunnet finde de skyldige i ødelæggelserne. Forsommeren 1870 advarede han den danske regering mod deltagelse i den fransk-tyske krig. Højt op i alderdommen fortsatte han at beskæftige sig med teologiske og politiske emner.

Snekastning og Rejseforsinkelser. (Efterskrift til Politivennen)

Uforsvarlig Forsømmeligked ved Sneekastning. Det er bekjendt, ar Hamborgerposten den 9de ds. og jydske Post, som ankom hertil i Tirsdags Kl. 2, var ikke mindre end 36 Timer underveis fra Roeskilde til Kjøbenhavn. Aarsagen til denne fabelagtige Forsinkelse maa søges i den store og uforsvarlige Malkonduite, som Vedkommende, der have med Sneekastningen at bestille, udviste ved denne Leilighed, og som fortjener streng Dadel. Vi have derom erfaret Følgende: Postillonen, som kjørte Posten fra Roeskilde, var Mandag Eftermiddag Kl. 1½ ankommen til Roeskildekro, og da han saae, at Veien fra Kroen og ned til Bommen var belagt med Snee af c. 5 Alens Høide og saaledes ufremkommelig isærdeleshed for en firehjulet Fjedervogn, henvendte han sig strax til Sognefogden saavel som til Formanden for Sogneforstanderskabet i Vridsløselille med Anmodning om Hjælp, hvilken blev ham lovet, men istedetfor at opfylde dette Løfte underrettede Sognefogden ham om Eftermiddagen Kl. 4-5 om, at han ikke kunde beordre Mandskab ud til Sneekastning efter Solens Nedgang, men at han imorgen tidlig skulde faae den fornødne Assistance; ja, Formanden skal - efter hvad der fortælles - endog have givet Postillonen en som det rigtignok synes overflødig skriftlig Underretning om, at han var nødt til at blive i Roeskildekro, til Sneen blev kastet. Først næste Dags Formiddag Kl. 10 kom enkelte Mænd med Skuffer ud og faae paa Sneen, men det egentlige Arbeide for at gjøre Veien passabel begyndte først ved Middagstid, efterat en af Postvæsenets Embedsmænd i Forening med en Politiofficiant vare ankomne til Stedet, og efterat man iforveien ved tilkaldt Hjælp havde maattet bære Posten paa Lægter og Stænger ind over Marken ned til Bommen, hvor Veien kunde passeres. Naar man nu veed, at det Stykke, hvorom der var Tale, neppe er en Strækning paa 150 Alen, saa vil det indsees, at en øieblikkelig og kraftig Assistance af en Snees Mand vilde have bevirket, at Posten kunde være ankommen hertil næsten fire og tyve Timer tidligere, end det nu var Tilfældet. At Vedkommende fra Generalpostdirectionens Side bør kræves til Ansvar, maa vel ansees som givet.

(Flyveposten 15. februar 1861).

Reisefataliteter. For de Reisende, 41 i Tallet, som isøndags ankom med Hamborger Posten til Roeskilde, hvor Jernbanetoget som bekjendt maatte standse, har denne Tour frembudt ikke faa Fataliteter. Dertil hører blandt Andet, at de maatte overnatte, Herrer og Damer péle-méle, i Banegaardens store Sal samt andetsteds, hver de kunde finde Tilhold, og dernæst at der næsten ikke var at opdrive nogen Befordring til at komme videre, uagtet det dog vistnok havde været Banebestyrelsens Sag at sørge derfor. Endeel af de Reisende kom endelig afsted med Posten og naaede Mandag Middag Roeskildekro, men da Postvognen paa Grund af den i Gaarsnumeret omtalte uforsvarlige Ligegyldighed med Hensyn til Veiens Ryddeliggjørelse ikke kunde komme videre, besluttede 6 af de Reisende, 4 Udlændinge og 2 Danske at begive sig videre tilfods. Gjennem tykt Sneefog kæmpede de sig frem til Glostrup, hvor de ankom i Mørkningen og søgte hen til Fogden, for at faae en Slæde. Fogden var borte med Hestene og ventedes hjem om kort Tid. De Reisende besluttede nu at oppebie hans Tilbagekomst, men istedelfor at bydes indenfor, maatte de vente paa ham i Gaardsrummet. Efter en halv Times Forløb kom han, men gav de forkomne Reisende den lidet trøstelige Underretning, at han ikke kunde skaffe dem nogen Slæde, da hans Heste vare altfor trætte, og at  han ligesaa lidet kunde give dem Huusly, eiheller vidste Nogen, der vilde bære deres Bagage og vise dem Veien. Et Forsøg, der af en Reisende gjordes hos Præsten i Glostrup, havde et lignende Resultat, og tvivlende om at finde nogen barmhjertig Samaritan i hele Glostrup, begave de Reisende sig atter paa Vandring. Men ligesom de vare ifærd dermed, bleve de anraabte af en Mand. Han havde hørt, hvor betrængte de vare, og tilbød dem sit Huus til at overnatte i. Det var en Indsidder Christensen. Med den største Hjertelighed modtog han de Reisende, bespiste dem og gav dem Natteleje, og da de den næste Morgen vilde betale ham derfor, var det kun med Nød og næppe, at han lod sig overtale til at modtage en lille Sum, der ialfald ikke stod i Forhold til den store Tjeneste, han havde ydet dem. Sin store Forekommenhed satte han Kronen paa ved med stor Umage at skaffe dem en Slæde, og saaledes skete det, at de i god Behold ankom hertil Kjøbenhavn en Tid før Posten. - Denne Fremstilling er givet os af en af vedkommende Reisende, og vi efterkomme gjerne hans Opfordring, at bringe Indsidder Christensen hans og hans Reisefællers Tak for en Opførsel, der afgiver en mærkelig Modsætning til den hensynsløse Ugjæstfrihed, der vistes dem fra andre Sider, man man mindst skulde vente den.

(Flyveposten 16. februar 1861)

Den kgl. Generalpostdirection vedkommende. (Efterskrift til Politivennen).

Politivennen skrev ofte om "Generalpostdirektoratet", for sammen med vognmænd og private diligenceførere bandt postvognene Danmark sammen når man (og det vil fortrinsvis sige borgerskabet) skulle rundt i Danmark. Det foregik med diligence (som vi i dag mest forbinder med westernfilm) som på de ofte ufarbare landeveje sneglede sig afsted fra kro kro til.

Efter Politivennens ophør begyndte jernbanen imidlertid at overtage diligencernes opgaver. Men det tog lang tid før man i sidste halvdel af 1800-tallet havde fået lagt skinner over det hele. Det er fra denne mellemperiode de nedenstående tre artikler fra Kjøbenhavnsposten stammer (1847)

Til Nordsjælland - Helsingør og Hørsholm - måtte man stadig benytte diligencen, således som det bliver beskrevet i den første artikel fra Kjøbenhavnsposten. Den næste artikel handler om forholdene på Roskilde Station. Den tredje artikel om problemer med at stå på postvognen ved Slagelse. 

Efter at diligencen mellem Helsingør og København, og Helsingør og  Hørsholm i en årrække  var blevet befordret ved Helsingørs vognmænd, som vist nok har opfyldt de indgåede forpligtelser til tilfredshed, blev nævnte befordring fra 1. oktober 1845 overdraget
til en mand i København, som skal have antaget i kompagni med sig de herrer postmester Jöchten og Groth i Hørsholm, der alle tre således er entreprenører for befordringen af diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør.

Denne sidste overdragelse d. 1. oktbr. i år er i særdeleshed mærkelig derved, at den kongl. Generalpostdirektion, som ellers ser så nøje på besparelsessystemet, ved denne lejlighed har vist en sjælden, men som vi skal vise, mindre hensigtsmæssig rundhåndethed med offentlige midler, betroede til dens samvittighedsfulde bestyrelse.

Helsingørs og Københavns vognmænd fik i de senere år i betaling for ovenberørte befordring tilsammen 10.800 rbd. årlig imod at denne skulle besørges i 4 ½ time på hele ruten imellem København og Helsingør. Til denne befordring brugte Helsingørs
vognmænd på vejen mellem Helsingør og Hørsholm, alene for deres vedkommende, om sommeren 16 og vinteren 20 Heste. Da det senere arrangeredes således, at Helsingørs vognmænd skulle befordre diligence på vejstykket mellem Helsingør og Niverød - 2
mil - i 1 Time 7 minutter imod en årlig betaling af 3180 rbd. brugtes til denne befordrings prompte opfyldelse 12 heste foruden forspand når vejen var dårlig.

Hørsholm Postgård, senere hotel, nu beboelser. Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Ved sædeprisernes stigen så vognmændene sig ikke i stand til uden stort tab at befordre diligencen for en så ringe betaling og med så stor en hurtighed, nemlig 2 mil i 1 time og 7 minutter, og ansøgte derfor generalpostdirektionen om forhøjelse i betalingen. Men de fik uden nogen gyldig angiven grund, afslag og så sig således nødsagede til at opgive befordringen, der nu som nævnt på hele ruten mellem København og Helsingør, er overdragen til en mand i København, som skal have associeret sig med Jöchten og Groth i Hørsholm. Han får i årlig betaling 13,500 rbd altså 2700 rbd. mere end der før betaltes, eller 1350 rbds. forhøjelse for vedkommende, der nu befordrer diligencen mellem Helsingør og Hørsholm, imod at han skal besørge diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør befordret ligeledes i 4 ½ Time, men dette sker næsten aldrig; tværtimod bruger diligencen nu som oftest 7 ½ Time, idet den i mange dage i f. å. er ankommet til Helsingør Kl. l ½, 2, 3 ja sågar kl 3 ½ om eftermiddagen, i stedet for kl. 12 ½ om middagen.

Dette kan heller ikke være anderledes uagtet vejen  efteråret og indeværende vinter langt fra har været så dårlig som før. For de herrer entreprenører i Hørsholm bruger kun 12 små og simple heste til diligencens befordring mellem Hørsholm og Helsingør, på hvilket vejstykke Helsingørs vognmænd, som meldt, brugte 20 heste om vinteren og 10 heste om sommeren.

Hvorledes det nuværende arrangement med diligencen end hænger sammen, så synes det meget gådefuldt. Og den kongl. Generalpostdirektion har vist nok ved dette ikke gavnet hverken postkassen eller publikum, til hvis nytte og bekvemmeligbed diligencerne er indrettede. For at disse befordringer er indrettede til den højkongelige Generalpostdirektions egen nytte og fornøjelse, kan jo ikke være tilfældet.

Rimelighed havde vel talt for at de forrige entreprenører havde beholdt befordringen imod et passende tillæg - langt fra ikke en sådan forhøjelse som nu - og det så meget mere som de strengt opfyldte deres indgåede forpligtelser med hensyn til tiden, i hvilken diligencen skulle befordres, og de dertil i de senere år ved foderets stigende priser og yderlig dårligt føre, havde været underkastede store tab. 

Da man ikke vil antage, at nogen af de underordnede embedsmænd i Generalpostdirektionen skulle have skyld i det ovenfor berørte gådefulde arrangement, har man taget sig den frihed direkte at henvende sig til den kongl. Generalpostdirektion selv med opfordring om tilstrækkelig oplysning til publikum, der nu kun er dårlig tjent med at blive befordret med diligencen, når man tager hensyn til den uforsvarlig lange tid, den temmelig ofte bruger på ruten.

Roskilde Station blev netop opført i 1847. Og nedenstående artikels forfatter har måske kendt denne. Den er den ældste stadig fungerende station i kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig Holsten (stationerne, bl.a. Altona og Kiel er enten nedrevet eller ikke længere er stationer). Foto Erik Nicolaisen Høy.

(Kjøbenhavnsposten, 11. januar 1847)

Så behageligt det er at foretage en lystrejse på jernbanen til Roskilde, lige så ubehageligt er det, at man ved ankomsten der må føle et mærkeligt savn, som man ikke er vant til. Ved banegården holder ingen drosker eller andre vogne, som kan tilbyde de rejsende at befordre dem hvorhen de ønsker. Man vel vel sige, Roskilde er ikke så stor. Man kan snart gennemløbe den by. Ja, når vejret er godt, men ved regnvejr er det ikke behageligt at blive gennemblødt af den årsag, at der ikke forefindes vogne. Og for dem, som kommer på Jernbanen fra København og vil med dampskibet, der går til Nykøbing, er det ubehageligt, ikke at kunne få en billig enspændervogn til at bringe dem fra banegården til skibsbroen, hvortil vejen er temmelig lang, så at de reisende, der langt fra heller ikke alle kender denne vej, er udsat for at komme for sent til skibet. 

Men dette er ikke den eneste mangel, hvad befordringen angår, som de besøgende føler i Roskilde; for når de ønsker at besøge et eller andet fra ældre tider bekendt sted, såsom Ledreborg eller Boserup, og de da spørger om en vogn, så hedder det: ja, den kan De få; men den må tages på rullen på postgården, ellers kan De ingen få. Og da kan man ikke engang få en enspændervogn som på de fleste andre poststationer, men må tage en wienervogn, hvilken befordring for en lille lystrejse bliver temmelig dyr. 

Det var derfor højst ønskeligt, at der blev indrettet en billig befordring, ikke alene fra banegården til skibsbroen, og omvendt fra skibsbroen til banegården, men at der tillige kunne haves enspændervogne til at befordre de besøgende til de nærmest liggende steder i omegnen. Det ville ikke alene være til fordel for enkelt mand, som påtog sig befordringen, men det ligger tillige i hele byens interesse, at de besøgende imødekommes med al mulig bekvemmelighed, da de i modsat tilfælde snart vil blive kede af at besøge Roskilde.
R.

(Kjøbenhavnsposten, 30. august 1847)

Roskilde postkontor lå ca. 1800 til ca 1857 i Skomagergade 15. Herefter flyttede det til Hersegade 11, og endnu senere til Jernbanegade. Der blev tillige drevet gæstgiveri her indtil 1860'erne. Bygningen blev nedrevet i 1964.

Nedenstående klage til den kgl. Generalpostdirektion og det derpå meddelte svar afgiver et vist nok sjældent eksempel på en så rigorøs fremgangsmåde mod en rejsende at om den også skulle kunne støtte sig til en eller anden positiv bestemmelse - direktionen har i det mindste afvist den klagende - dog ikke kan andet end anses for en overordentlig vilkårlig brug af en embedsmyndighed, der ikke tager i betænkning uden al nødvendighed at fornærme og skade borgeren, hvor netop velvillighed og forekommende adfærd både burde og kunne fremtræde såvel i de dertil tjenende bestemmelser som i den enkelte embedsmands forhold. Det er vel muligt at postmesteren i Slagelse kun gør en undtagelse i så henseende, og at han kun, når det falder ham ind, således som i dette tilfælde, nægter en rejsende først at indtage sin betalte plads på et andet holdested end der hvorfra pladsen er betalt; for vist er det at dette ofte sker i mange andre stæder, idet endog bivogne kører forud udenfor staden for at optage derboende medrejsende. Vist er det også at hvis postvæsenet var privat, ville en rejsende, der fremkom med en sådan klage, ikke således uden videre blev afvist. Det kan rigtignok gerne være og er vel endog meget sandsynligt, at den omhandlede postmester har af direktionen modtaget et tilhold om for fremtiden at lempe sig mere efter de rejsendes tarv og bekvemmelighed. Men da hverken klageren eller publikum er blevet underrettet herom, så bliver det pressens pligt at offentliggøre sagen for at man i det mindste kan gætte sig til årsagen. hvis postmesteren i Slagelse herefter skulle vise noget mere menneskelig rimelighed og Opmærksomhed mod de rejsende, egenskaber som altid bliver at fordre hos et postvæsen og i dets Bestemmelser og anordninger, hvad enten det er kongeligt og monopoleret eller ej:

Genpart.

Søndag den 27. juni lod jeg mig på Slagelse postkontor indtegne på ageposten, for samme dags aften at returnere til mit hjem, og lagde herfor i fragt 9 Mk. 8 sk. Kort for postens afgang traf jeg en broder, der er landmand og bor i nærheden af Løvekro, hvor posten regelmæssigt holder. Da jeg havde ting af vigtighed at tale med ham om, og tiden ikke tillod længere ophold, tilbød min broder straks at rejse tilbage; jeg kunne da køre med ham og stå på posten i Løvekro. I denne Anledning sendte jeg straks bud til posthuset for at underrette postmesteren om mit ønske herom, men fik af denne det svar: "at hvis jeg ville med, skulle jeg stå på ved posthuset, da jeg ellers ikke kunne komme med." Da jeg ikke kunne antage denne besked for rigtig, henvendte jeg mig personlig på postkontoret , men fik der kun yderligere bekræftelse på den besked, budet havde bragt mig. 

Da jeg anså hr. postmesteren uberettiget til at nægte mig at stå på ved et almindeligt holdested - noget som jeg så ofte selv har gjort og tillige været vidne til almindeligt sker og denne nægtelse formentlig kun kunne have sin grund i uvilje og højeste grad af inhumanitet, ville jeg ikke underkaste mig hans vilkårlige vilje, men erklærede: at jeg rejste til Løve med den omtalte lejlighed for der at stå på posten, hvor jeg også indtraf 1/4 time før postens ankomst. Her måtte jeg til min forundring erfare, at agestolen ved et tæppe var tillåset og min betalte plads spærret, hvor foruden - efter postillonens forklaring - denne var truet og strengt forbudt at tage mig på, - hvilket kun kunne ske derved, at jeg skulle sidde tværs over vognen og lade benene hænge udenfor, og hvilket vidner om med hvad øjne hr. kammerjunker og postmester Krogh betragter borgerlige og hvad befordring han supponerer en borgerlig passager nok kunne tage til takke med. 

Jeg måtte derfor leje en befordring til mit hjem. Da jeg mener, at hr. postmesteren ikke alene har handlet i høj grad inhumant og i en aldeles modsat ånd, som den, den høje Generalpostdirektion altid lægger for dagen, og derhos gjort et ulovligt misbrug af sin embedsmyndighed, forventer jeg ved at indberette nærværende sag, at hr. kammerjunker og postmester Krog, næst at få en fortjent tilrettevisning, pålægges at erstatte mig udgifterne for ekstrabefordringen efter vognmandstakst.

Kalundborg den 19. juli 1847.

I. Hansen,
Købmand.

Til
den kongelige Generalpostdirektion i København.

I anledning af Deres besværing af 19. f. m. over at postkontoret i Slagelse har nægtet Dem at tiltræde pakkeposten mellem denne station og Kalundborg i Løvekro, undlader Generalpostdirektioncn ikke at meddele Dem, at bemeldte postkontor efter de gældende anordninger har været fuldkommen berettiget til denne nægtelse, og ar der således ikke kan tilkomme Dem nogen erstatning i denne henseende.

Generalpostdirektionen d. 3, August 1847.

Monrad. Winge. Wedel Heinen.

(Kjøbenhavnsposten 13. september 1847)

"The Prince", royal mail steamer for Denmark. The Illustrated London News, 19. april 1850.

Dampskibet "Harlequin". (Efterskrift til Politivennen)

Dampskibet "Harlequins" Lystfart den 12te til Løgstør havde udbredt det muntreste Liv over Fjord, By og Omegn, hvor Dampskibs-Themaet fortiden beskæftiger Opmærksomheden, hedder det i "Aalb. Av.": Med 200 Passagerer ombord, under Kanonsalutter fra Skib og Land, klingrende Musik ombord og den talrige Tilskuermængdes Hurraraab og ledsagende Hilsener forlod Dampskibet om Morgenen Kl. 7 Havnen og bevægede sig ud af Fjorden til Løgstør, som man, paa Grund af den stærke Blæst og Strøm først naaede KI. 12 og hvor den uvante Dampsøile modtoges med Kanonsalut og vedvarende Hurraraab. Ligesom Seiiadsen paa Fjorden frembyder flere ret smukke partier, saaledes var det ogsaa interessant at see de mange nysgjerrige Grupper, der paa begge Fjordbredder dannede sig og i Baade flokkedes nær og fjern sra kor at tage det nye skuespil i Øiesyn. Løgstør, hvorhen Folk rundt om fra Egnen, ved et Extrablad til Avisen i Fredags underrettedes om Dampskibets Komme, vare hidstrømmede, var ved Dampskibets Ankomst overfyldt med Giæster, der gave den lille venlige By et muntert, broget Syn. Kl. 4 3/4 begav man sig atter paa Retouren der var begunstiget af det skjønneste Veir, og paa hvilken den ved Sang og Dands og den oprømte Stemning vedligeholdte Munterhed kun afbrødes ved en ubehagelig Begivenhed, der indtraf ud for Nibe, idet en af de mange Baade, der paa hele Retouren ligesom besaaede Fjorden - og hvoraf mange i deres Tilnærmelser iagttoge den største Uforsigtighed og foranledigede flere Standsninger i Dampskibets Fart - kom, uagtet man ved Signal havde varslet den, for tæt ind under Forstavnen og øieblikkelig seiledes isænk med de i Baaden værende 5 Personer: 2 Karle, 2 Piger og 1 Dreng. Lykkeligviis var den ene af Baadens Passagerer (Skytten fra Lundbæk) saa heldig at redde sig og den ene Pige, ligesom ogsaa den anden Pige, skjøndt i en forslaaet Tilstand frelstes ved den fra Dampskibet udsendte Baad og de 2 andre Passagerer reddedes fra selve Dampskibet, hvis Anker de havde omklamret og derved søgt øieblikkelig Frelse. Fra flere Puncter i Fjorden havde man forøvrigt ved Signal-Salut Hurraraab tilljendegivet sin Glæde over at see et Dampskib paa disse Farvande. Paa den lille Ø Egholm havde en Bonde heist det brittiske Flag, ledsaget af Salutskud, der fra Dampskibet besvaredes med tredobbelt Hurraraab. Henimod Kl. 9 ankom Dampskibet atter hertil og modtoges af en umaadelig Menneskemængde med levende Velkomsthilsener. Deeltagerne forlode Dampskibet med den ved Fartens Behageligheder følte almindelige Tilfredsstillelse og det af Enhver deelte Ønske, at snart en Dampsøile "ei blot til Lyst" maa bebude sin stadige Nærværelse paa vor skjønne Liimsjord. - Kl. 2 afgik Dampskibet atter til Kjøbenhavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juni 1842).

"Harlequin" kom bl.a. også til Roskilde, som det fremgår af Roeskilde Avis og Avertissementstidende 20. august 1844.

Roeskilde, d. 27 Aug. Saa have vi da atter seet Issefjords Vande pidskes af en sprudende Drage, dog det var ikke hiint glubende Uhyre, hiin Mørkhedens Aand, som for Aarhundreder siden fordrede Menneskeliv som Told af de forbiseilende Skibe, og bortskræmmedes af Pave Lucii Billede, men en fredelig Elementernes Bekæmper, en Datter af Kunsten og Kulturens lyse Aand, hvis Ankomst bebuder de vaagnende Roskildensere en ny Epoche.

Sidstafvigte i Løverdag lod nemlig "Harlequin" den dampende Søile første Gang bølge sig mellem Roskildefjordens Bredder, satte allerede tidlig paa Eftermiddagen alle Seeredskaber i Virksomhed, og hilsedes af de Omboende med Jubel og Salutskud. Paa vor Skibsbro havde samlet sig en betydelig Menneskemasse fra Byen og Omegn, der i flere Timer med spændt Opmærksomhed søgte at opdage Dampskibet, der endelig lod sig melde ved den opstigende Røg, og ved Mørkets Anbrud forkyndte sin Nærmelse ved Raketter og Kanonskud. Omtrent Kl. 9 løb det op til Broen, hilset af 9 Kanonskud, og følgende Velkomstsang af Roskilde Borgere efter en af Organist Hansen componeret Melodi:

Velkommen, dampende Snække -
Du første i Issefjord!
Velkommen, alle I kjække
Og bolde Brødre ombord!
Velkommen toner fra Bunden
Af Hroars Kildespring,
Det toner fra Herthalunden
Og Kysterne trindt omkring!

Og Spiret hilser fraoven
Fra Domkirkens høie Tag,
Det lyser Fred over Boven
Og over det Danske Flag.
Thi kaster kun rolig Anker
I Bugtens stille Sand,
Og stig med venlige Tanker,
O danske Brødre, iland!

Fra Dronning Margrethes Dage
Var Svækkerne her kun faae:
O, maatte du, rygende Drage,
Nyt Liv paa Issefjord spaae!
O maatte igjen du vække
Hvad her i Sekler sov.
Den gamle Flade bedække
Ret med en svømmende Skov!

Hurra for det Ny og Gamle,
Som rækker hinanden Haand!
For Alt, som monne os samle
Til levende Folkeaand!
Hurra for Dampen paa Landet,
Som ti Miil gjør til to !
Hurra for Dampen paa Vandet
Som bygger en Verdensbro ! ! !

Denne Sang, der vistnok vilde være bleven bedre udført, hvis Dampskibet var kommen til den antydede Tid ved høilys Dag, eller hvis passende Belysning havde været tilvejebragt, sluttedes med et levende Hurra, hvorpaa Massen strømmede op paa det uvante Skib, for at tage det i Øiesyn. Kun faae Passagerer medfulgte hertil. Mange vare afskrækkede ved det daarlige Veir, hvormed Dagen begyndte, og de fleste Medrejsende aftraadte ved Anløbsstederne.

Den næste Dag gjorde Dampskibet med gunstigt Veir en Lysttour til Frederiksværk. Under Kanontorden stødte det fra Land med over 100 Passagerer, der i hastig Fart nøde det dejlige Skue af Fjordens mange skov- og engkrandsede Bugtninger. - Flere Steder hilsedes de ved Flagning og Salutstud.

Hjemreisen gik ei saa heldig som Udrejsen, idet Capitainens egensindige Opposition mod Lodsen bragte Skibet paa Grund i den smalle Rende ved Østskov. Han erklærede sig selv skyldig, og bød de Passagerer, der strax ønskede al reise hjem, at tage Befordring paa hans Regning, hvilken Opfordring efterfulgtes af de Fleste, der over Land ankom hertil Kl. 2 om Natten.

Skibet stødte paa Grund omtrent Kl. 3, og kom løs igjen ved Hjælp af een Baad Kl. 11. Menneskemassen, som havde samlet sig paa Broen, for at modtage det, adskiltes endelig af Mørket, Regnen og Rygtet om Skibets Uheld, der iagttoges ved Mørkets Anbrud. Skibet blev liggende for Anker om Natten, fortsatte Reisen om Morgenen, og ankom hertil Kl. 5 1/4, med de tilbageblevne Passagerer, hvorpaa det efter en Times Forløb under Kanonsalut og Hurraraab atter stødte fra Land og retournerede til Kjøbenhavn. Vi ville haabe, at hiint Uheld, der iøvrigt løb af uden videre Skade, ikke maa blive betragtet som et slet Varsel for Damskibsfarten, eller Skibsfarten overhovedet, paa vor Fjord; men at det i det Høieste maa virke hen til at formindske vedkommende Skibsføreres utidige Selvraadigded. "Harlequin", (der skal være det mindste af vore i Fart værende Dampskibe) stikker kun 5 Fod, og ved Havnecommissionens, fornemmelig dens virksomme Medlem, Malermester, Dannebrogsmand Ehlers Omsorg ere Grundene i vor Fjord saa vidt opmuddrede, at Skibe, der stikke over 10 Fod, kunne løbe op til vor Havn, og til sine Tider have vi ikke sjeldent glædet os ved Synet af saadanne. I den senere Tid blive de dog sjeldnere, og der er Tale om en yderligere Opmuddring paa et Par Fod. Dog det er ikke alene Indløbets Grundethed og Sneverhed, der forhindre Skibsfarten, ogsaa de mange Bugtninger gjøre den i høi Grad afhængig af Vind og Veir; et Dampskib, eller i del mindste en Dampbaad som de jydske, vil altsaa være af uberegnelig Nytte i vore Farvande; der har i længere Tid været Tale om Anskaffelsen af et Saadant; Communalbestyrelsen har, eller vil, som vi haabe, tage Sagen under snarlig Overvejelse, og den vil vistnok forstaae, at varetage det Almindeliges Fordeel, at see bort fra mulige privat-locale Interesser, og give Sagen den størstmulige Paaskyndelse! De uheldspaaende, som Mange sige, Jernbaner nærme sig med stærke Skridt, det maa være Roeskilde om at gjøre at hævde sin Existens, og dette vil ene kunne lade sig gjøre ved en samvirkende Forening af de dampende Kræfter paa Land og Vand.

Gid vi da snart maa gjensee støre Dampskibe, og gid snart Eet til Alles Nytte og Fornøielse maa vælge Issefjord til sin Station !

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende Tirsdagen 27. august 1844).

Af mangel på billeder af "Harlequin" her dampskibet "Horatio" ved Sankt Annæ Plads. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sommerfarten med "Harlequin" og senere dampskibet "Iris" blev en succes. "Harlequin" var bygget 1837 hos sibsbygmester Thomas Adamson, Dundee i Skotland. Det kunne sejle 10 knob. Rederiet Joh. Fr. Lund ejede "Harlequin" i 1842. Det blev 1845 solgt til Dampskibs Interessentskabet i Kjøbenhavn og omdøbt til "Sjælland", 1848 blev den købt af grosserer David S. Jacobsen, ombygget om omdøbt til "Victoria". Ved udbruddet af Treårskrigen lå det til reparation i Rostock, og måtte sniges ud af Tyskland til Danmark. Skibet blev formentlig lagt op i 1855.