Constant Dirckinck-Holmfeld (1799-1880) var i 1806 sammen med faderen optaget i den danske adel. 1813 kom han til København. Han blev 1818 cand.jur. i København, 1819 i Kiel og derefter volontør i Tyske kancelli. 1829 amtsskriver i Schwarzenbeck amt i Lauenburg, fra 1831 med titel af amtmand. Han skrev flittigt om tidens aktuelle politiske og filosofiske spørgsmål. Flere af hans værker findes på Google Books. Som redaktør af Politisches Journal 1838–40 blev han ramt af censur. Han var hverken tilhænger af enevælde eller demokrati, men helstatsmand og gik ind for både den danske og den tyske nationalitets ret i monarkiet og et selvstændigt Slesvig som det forbindende mellemled mellem Danmark og Holsten i en føderativ stat.
I 1840 kom han til København hvor han blev dr. jur. og vedligeholdt sin forbindelse med danske i Sønderjylland. Christian 8. betalte ham for at skrive for ham. I den politiske debat i 1848 advarede han mod yderliggående standpunkter på begge fløje.
I 1851 købte han den tidligere vandkuranstalt Maglekilde ved Roskilde, en firefløjet ejendom mellem Lille Maglekildestræde og Fiolstræde (nu nedrevet). Hans tilbøjelighed til at gå på tværs af de herskende holdninger gjorde ham mere og mere upopulær i offentligheden.
I starten af 1861 udgav han nogle flyveskrifter mod regeringens optræden over for de holstenske stænder. Se Google Books. Der var muligvis i dagene før markedet i Roskilde sendt politiske agitatorer fra København til Roskilde, for det var især i hovedstaden at de nationale gemytter var på sit højeste. Der var næppe nok i Roskilde til at rejse en så stor forsamling.
(Se også: Henrik Denman: Pøbeloptøjeri Roskilde i 1861)
Gadeoptøier imod Baron Dirckinck-Holmfeldt. En Korrespondent i Roeskilde skriver til os under 14de Mai:
Igaar Aftes imellem Kl. 10 og 11 blev Vinduesruderne i Maglekilde, Baron Constant Dirckinck-Holmfeldts Bolig og Ejendom, indslagne; saa beklagelig end denne Voldshandling i og for sig er, saa maa dog Baronens publicistiske Virksomhed, hvorved den antages fremkaldt, forekomme endnu beklageligere, og da det tør ventes, at han paa den ham ejendommelige Maade offenlig vil behandle den nævnte Tildragelse, stal jeg meddele en lille Skildring af samme.
Allerede iforgaars viste sig paa offenlig Gade Tegn til, at et Udbrud af den almindelige Uvillie imod Baronen, der her i Roeskilde altid har vidst at gjøre sig farlig misyndet, var i Gjære, idet han, naar han viste sig, forfulgtes med Haansord; ikkedestomindre tog Baronen ikke i Betænkning igaar, da det var Markedsdag, og da en Mængde Fremmede af alle Stænder, lokkede af det smukke Veir, havde samlet sig i Byen, offenlig at vise sig paa de mest befærdede Steder, hvoraf da Følgen blev, at han, overalt haanet og forfulgt, tyede til Politiet om Beskyttelse og, da han ligefrem blev truet med, hvad der vilde skee, forlangte dets Bevogtning af Maglekilde om Aftenen. Politiet indfandt sig ogsaa i sin største Styrke med Politimesteren i Spidsen længe før Kl. 10 paa Stedet, hvor der endnu ikke viste sig noget Tegn paa det frembrydende Uveir; først omtrent Kl. 10 begyndte smaa Hobe at komme tilsyne paa sforskjellige Sider af den meget omfangsrige Bygning, og Rudernes Indslagning ved Hjælp af Stene var snart i livlig Gang, uden at Politiet trods al Anstrengelse formaaede at forhindre det, da de enkelte Hobe hurtig veg tilbage for det, hvorsomhelst det kom hen, men kun for ligesaa hurtig at samle sig, forsynede med nye Stene, paa andre Punkter, idet der paa alle Sider af Bygningerne er anbragt en Mængde Vinduer og der altsaa er rigelig Lejlighed til at slaae Ruder ind; desuden vedligeholdt mange spredte Individer fra dækkede Stillinger et heftigt Bombardement, uden at det paa Grund af Mørket var muligt at faae dem fat. Først omtrent Kl. 11, men dog forinden den tilkaldte Styrke af Borgervæbningen havde kunnet samle sig, formaaaede man at standse det paabegyndte Ødelæggelsesværk, der vistnok kun ved Politiets Anstrengester indskrænkedes til det nu synlige Omfang, thi Lysten til at gaae Bygningernes Ejermand saa nær som muligt var meget fremtrædende blandt Angriberne. Der er maaskee neppe en heel Rude i hele Maglekildes Ydervinduer tilbage, og mulig har en eller anden større Steen ramponeret Møbler eller Andet inde i Bygningen; men Ingen af Urostifterne betraadte dog denne. Baron Dirckinck kom selv aldeles ikke tilsyne under hele Optrinet, uagtet det er bekjendt, at han var hjemme; derimod søgte hans Portner at afværge Angrebet ved en lille Tale, og en af hans Sønner saaes stadig ved Politiets Side, tilsyneladende fornemlig for at mærke sig og udpege enkelte Angribere, hvoraf dog, saavidt vides, Ingen blev sat fast, da Mørket og Mængden i Forbindelse med Politiets heri Byen naturligviis ringe numeriske Styrke forhindrede Forfølgningen; hvad iøvrigt Angriberne angaaer, da hørte de til Folk af alle Slags, saaledes som et Marked pleier at føre dem sammen; dog var det aabenbart, at en, om end i hast aftalt Plan ledede dem.
(Dagbladet (København) 15. maj 1861).
Dagbladets udlægning blev også citeret i Dannevirke 17. maj 1861
Politimesteren var justitsråd Feddersen. Baronen undslap fra sit hus og rejste til Korsør hvor hans familie senere sluttede sig til. Han vendte aldrig tilbage til Danmark. Dagen efter den 14. maj blev boligen påny angrebet og alt hvad der kunne nås udefra blev tilintetgjort inden hoben stoppede kl 5 om morgenen. Politi og borgervæbning udpegede nogle af lederne.
De fleste danske aviser tog afstand fra volden, men kaldte den undskyldelig. Her nogle eksempler:
Flyveposten 16. maj 1861 noterede "Hvormeget Grund der end kan være til billig Harme over Hr. Baronens mere end hensynsløse Optræden i tydske Blade mod sine politiske Modstandere og sine egne Landsmænd, maae slige Pøbeloptrin dog i høi Grad beklages ... slige Forsøg paa Indførelsen af en Lynch-Justits kunne selv de meest graverende Omstændigheder ikke retfærdiggjøre."
Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 17. maj 1861 ville vide at der var over 800 mennesker der bl.a. råbte "Ud med Slesvig-Holsteneren! Herud med Forræderen" og at der blev smadret over 300 ruder.
Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 18. maj 1861 beklagede det skete, men tilføjede at "de gode Roeskilde Folk i Egenskab af Danske ere blevne saa stærkt udæskede og saa blodigt fornærmede af Baronen, at der er Meget, der taler til Undskyldning for, at de saaledes have skaffet sig en Art Satisfaktion."
Kun Jyllandsposten tog klart afstand fra såvel volden som undskyldningen af samme:
Inteligensmoral. Vi tro det nyttigt at udhæve, at det er i høi Grad dadelværdigt, naar Blade som "Dagbladet", "Folkets Avis" og efter dem naturligvis "Aarhus Stiftstidende" med synligt Velbehag dvæle ved Beskrivelsen af de pøbelaglige Optrin, der den 13de dennes om Aftenen fandt Sted i Roeskilde. Baron Dirckinck-Holmfeldt, der har sin Eiendom, "Magle-kilde", beliggende i Byens umiddelbare Nærhed, fik nemlig alle sine Ruder slaaede ind af en Sværm unge og gamle Gadedrenge. Samme Dag havde der været Marked i Byen, og allerede fra Formiddagen skal man have begyndt med at vælte sig ind paa Baronen, da han viste sig paa Gaden. Politiet var aldeles ude af Stand til at standse Optøierne om Aftenen, der først hørte op Kl. 11 efterat Borgervæbningen var tilkaldt, og næsten alle Ruder vare slaaede ind. Pøbelen har troet at finde en Berettigelse til en saadan Adfærd imod Baronen i den Omstændighed, al han i den senere Tid har udgivet i Tydskland et Skrift om vore Forhold, der baade skal være fuldt af sIesvigholstenske og reaktionære Anskuelser; men det behøver ikke nogen lang Udvikling for at forstaaes, at det røber liden Tro til sin Sag at ville bekæmpe en politisk Modstanders skriftlige Udtalelser med Stenkast og andre drengeagtige Vaaben. Ogsaa vi betragte Baronen som en Modstander i omtrent ethvert politisk Spørgsmaal, og naar vi ikke have forsøgt at bekæmpe hans sidste Skrift, som vi ikke engang have læst, saa er Grunden hertil, at vi, efter Baronens tidligere Skrifter, anse ham for en saa uskadelig Modstander, at det er unødvendigt at imødegaae ham, da hans Meninger i Reglen ere saa forvirrede at de neppe sinde Gjenklang udenfor Maglekilde, og maaske del nærliggende Bidstrup, samt hos nogle saa aristokratiske Personer. Men vil man endelig indlade sig paa at imødegaae en saadan Mand, saa bør man, af Hensyn til sig selv, for alting huske, at man ikke kan gavne Sandheden ved raa Overlast, og at man paa denne Maade hverken overbeviser en Modstander eller skaffer sine Venner nogen sand Glæde. Slige Selvtægtshandlinger ere altid strafværdige og farlige, fordi de dels ere et grovt Brud paa den offentlige Orden og tillige give et slemt Bevis paa Autoriteternes Lunkenhed eller Vanmagt.
(Jyllands-Posten 20. maj 1861).
Dagbladet (København) 22. maj 1861 citerede fra baronens egen version af historien i Altonaer Mercur samtidig med at de afviste og hånliggjorde den. Baronen angreb på skrift de redaktører som havde opfordret til lynchjustits.
Efter flugten fra Roskilde bosatte familien sig i Hamburg. Her tog han i "Recht und Willkür in Schleswig" tyskernes parti i sprogsagen, men forsvarede efter Frederik VII's død Christian IXs arveret til hertugdømmerne og disses forbindelse med Danmark.
Dirkinck- Holmfelt-Optøierne. Under en af Overretten den 13de d. M. paadømt, fra Roeskilde Kjøbstads Extraret indanket sag, aktioneredes snedkersvend Niels Peter Sørensen Buck og Mesterbrænder Jens Pedersen for Deelagtighed i de den 13de og 14de Mai d. A. ved den Baron C. Dirkinck-Holmfeld tilhørende Eiendom "Maglekilde" stedfundne Optøier samt for Opsætsighed mod Politiet.
Hvad førstnævnte Tiltalte angik, var det oplyst at han under sin Tilstedeværelse ved den Sammenstimlen af Mennesker, som fandt Sted Aftenen den 14de Mai d. A. ved den ovennævnte Ejendom, havde i en ikke ringe Grad deeltaget i de stedfundne Uordener. Idet han. der erkjendte hyppig at have været i Spidsen for Urostifterne, havde ved Hujen og Støien samt ved at raabe "Fremad" opmuntret til Angreb; samt at han, hvem det gjentagne Gange af Politiet blev paalagt at forføie sig bort ikke blot ei havde efterkommet saadant Paalæg, men endogså ad flere Gange søgt at kaste det paa forskjellige steder posterede Politimandskab tilbage. Tiltalte havde derhos ei turdet benegte, at han havde opfordret den ham omgivende Hob til ikke, uagtet Politiets Befalinger, at forføie sig bort, samt at han under Tumulten med begge sine Arme havde grebet fat paa en Politilieutenant, som var iført sin Uniform, men som Tiltalte dog, efter sin Forklaring, i Mørket og Sværmen ei vilde have bemærket at være en saadan.
I Analogi af Forordningen af 5te Juli 1793 § 18 crf. 17 og Forordningen af 4de Oktober 1833 § 16 blev hans Straf bestemt til Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.
Betræffende den anden Tiltalte, Jens Pedersen, da var det af ham vedgaaet, at han, uagtet gjentagne Gange af Politiet paalagt at forføie sig bort fra Tumulten den 14de Mai om Aftenen, dog atter der havde indfundet sig, og navnlig havde befundet sig i den Hob, som tilsidst af Politiet med Magt maatte splittes ad, og at han, skjøndt kun een Gang, havde raabt Hurra, ligesom han eiheller havde dristet sig til bestemt at benegte, at han paa Opfordring af et Medlem af Politikorpset om at forholde sig rolig havde givet et afslaaende Svar.
Han blev anseet med en abitrair Straf af 15 Rd.s Mulkt til Roeskilde Kjøbstads Politikasse, (Flk. Av.)
(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 19. september 1861.)
Dirckinck-Holmfeldt rejste sagen for Finansudvalget hvor han krævede erstatning da man ikke havde kunnet finde de skyldige i ødelæggelserne. Forsommeren 1870 advarede han den danske regering mod deltagelse i den fransk-tyske krig. Højt op i alderdommen fortsatte han at beskæftige sig med teologiske og politiske emner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar