I Lygumkloster holdtes den 25de f. M. et Møde, hvor man ogsaa udtalte sig for "større Frihed i Slesvig, ogsaa med Hensyn til Sproget". Det var et af de Formaal, som Gaardeier Refslund den Yngre, der indledede Mødet, stillede i Spidsen for Forhandlingen. Han foreslog, efter Hdl. Av., til Leder Skolel. Appel, "som udtalte sig i lignende Retning og navnlig betonede, at der var for liden Frihed i Slesvig og at en større Frihed vilde bidrage til at løse de derv. Forviklinger." Cand. Ley erklærede, "at ingen Slesviger vilde dele Slesvig (eller Staten, kunde han gjerne have tilføiet), men at Enigheden (herom) i Slesvig ikke kunde komme tilorde, fordi Embedsmændene i Slesvig, hvilket efter Krigen (og Amnestien?) behandledes som et oprørsk Land, regjere med (for) stor Myndighed, Friheden er kuet, men paa den Maade kunde ingen Enighed vindes; denne kommer først, naar Folkestemningen faaer Lyd; men for at dette kan skee, maa Sprogtvangen hæves, da Tvang virker til Ophidselse". Krüger fra Beftoft, en djærv Mand, men fra Tid til anden hildet af Sprogpolitiken, forsikkrede da, at han ogsaa var for Friheden, "med Liv og Sjæl", men ikke nu. Det er slemt, naar man saaledes skal forsikkre Andre om sin Lyst til Frihed, især naar man er imod dens Anvendelse og derved selv viser, at der hverken er "Liv" eller "Sjæl" i den paaberaabte Frihedsfølelse. Han vilde først have "en fast og sikkret Tilværelse"; skabes den da ved den evindelige og stigende Uro, som Sprogkampen har givet? Krüger siger selv, at Sprogsagen havde givet Udgangspunctet til den tidligere Bevægelse, dengang fra tydsk Anmasselses Side; skulle da nye Sprogkampe afløse den gamle, og har Sproget nogetsteds i Verden anden Sikkring end den frie Dyrkning? Tillige forlanger han "politisk Modenhed for Friheden". Hvor og hvorledes skabes forud politisk Modenhed uden at Friheden giver Lejlighed og Liv til dens Udvikling? Flor erklærede ogsaa senere, uagtet han ligesaa hører til Frihedsnølerne, som aldrig komme stort videre end til Udsigterne og Papiret, at "Kongeriget i de sidste 12 Aar har udviklet sig betydeligt, og det er en Frugt af Friheden"! Han indrømmede ogsaa, "at Slesvig vil gjerne følge med og maa altsaa ønske en saadan Frihed, at hver Mand kan benytte alle de Evner (altsa ikke Sproget?) og Kræfter, han er Herre over. En nødvendig Betingelse for Frihedens Udvikling er imidlertid ydre Ro.- Ja den skabes sandelig ikke ved heftige internationale Kampe om Sprogenes Anvendelse, der netop fra den ene befeidede Sprogside træffer Udlandet - eller som Russel sagde, dets Folk meer end dets Regjeringer - ind med i vor egen Stats Anliggender eller giver derved Skingrunde til forstyrrende Indblanding. Appel erklærede ogsaa mod Flor, at "Indbyderne vare enige om, at Slesvig skal have Kongerigets Frihed og fælleds Repræsentation (i det Fælleds) med Kongeriget, men at Slesvigs Eiendommeligheder skulle bibeholdes, da de ere saa stærkt udprægede og navnlig bør Slesvig beholde en særlig Repræsentation; muligen kan saa denne i Tidernes Løb smelte sammen med den kongerigske". Knudsen til Visby Hedegaard havde ogsaa, før Flor talte, udtalt Ønsket, at "Valgloven i Slesvig forandres, og raadede til at give større Frihed i Sprogsagen; Tvang fører ikke til noget godt Resultat. Slesvigerne maae vindes ved Velvillie, ikke tvinges". Herimod forlangte "atter Krüger Garantier for, at Friheden ikke misbruges, før han ønsker den given''. Det vilde være det Samme som, at han aldrig ønsker Friheden, thi mod Misbrugen, der desuden kan tolkes forskjelligt af de forskjellige Partier, kan kun garanteres naar Brugen er tilstede, og kun garanteres ved Loven, der staaer over alle Partier. L. Skau vilde "underskrive Leys Udtalelse", men han vilde gaae frem i "omvendt Orden". Først maatte Tanken og Haabet om Slesvigholsteen briste, saa Sprogfrihed. Men det er ogsaa den omvendte Tankeorden. Tanke og Haab kan man ikke materielt tvinge til at briste, naar man giver dem aandig Næring. De tvingende Baand paa Sprogfrihed have netop viist, og det maatte man kunne vide forud, at være Næringen for slesvigholsteenske Løsrivelsesideer; thi Tvangen er det urolige Vand, som man bestandigt plumrer og fisker i paany til national Adskillelsesside, og det er meget rigtigt, som Ley sagde, det der giver Russell og Andre vildledende Mening om, at de tvende, tilmed beslægtede. Sprognationaliteter ikke engang skulde ville leve sammen i samme Provinds og at denne vil deles, imedens Slesvig netop vil det Modsatte. Knudsen, som talte efter Skau, "fastholdt (ogsaa) sin Anskuelse om, at Sprogtvangen er Skyld i alle de Ulykker, vi have (hør!) og han ønsker at fremkalde en Udtalelse om en særlig Forfatning for Slesvig, men saa lig Kongerigets som muligt". Herredsfoged Cancellir. Kjær vilde forklare, at der var den deiligste Frihed i Slesvig, at det var en Brand, man kastede ind om Sprogsagen og at det var af "Mangel paa Kjendskab til Forholdene". Appel ansaae det satirisk "for en ny Opdagelse, at der er Frihed i Slesvig; han havde saaledes (alene) havt stor Møie med at faae dette Møde bragt istand" (!). Beck i Visby (Landsthingsmand for Ribe Amt) har en naturlig Følelse, og denne siger til ham: "Du skal byde Folk Friheden i det Hele, ikke betingelsesviis". "Grundloven til Eideren", - det gaaer ikke; Slesvig har sine Ejendommeligheder, og de skulle have deres Ret. Embedsmændene kjende ikke den dybe Bevidsthed, der lever i Folket; "han vilde endog hellere, at Flere tale Tydsk, end at Folk skulle tale Dansk med et tungt Hjerte. Man kan ikke kalde dette Spørgsmaal en Brand, men snarere et Lys." Det er der ogsaa derved givet.
Der er Intet, der efter vor Overbeviisning i den Grad er farligt og skadeligt for Menigmands sikkre Besiddelse af Frihedens Goder, som den rastløse Iver, hvormed de forskjellige (doctrinaire) Partieførere søge at sætte Folkets Masse i Bevægelse, navnlig overfor den saakaldte "høiere Politik". Bevægelsens Ledere kjende ialmindelighed kun lidet og Folkets store Fleerhed som oftest slet Intet til de mange skjulte men betydningsfulde Traade, som dermed staae i Forbindelse, og der kan efter vor Mening ikke gives Folkefrihedens Fjender et farligere Vaaben i Hænderne end et politisk Feilgreb, fremtvungen ved eller idetmindste støttet af en saadan Folkedemonstration (Fyensp.)
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1861).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar