Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Familiehotel i Skipper Clements Alle. (Efterskrift til Politivennen)

Et Familiehotel i Skipper Clements Alle.

14 Familier stuves sammen i en Villa og betaler 32 Kr. om Ugen for et enkelt Værelse og en uspiselig Føde.

"Familiehotellet" set ude fra. Her bor 14 Familier, der tilsammen betaler 450 Kr. om Ugen i Husleje.

Bolignøden har givet en Del Folk med udpræget "Forretningssans" og Smartness Blod paa Tanden og det er utroligt, hvad de kan faa dem selv til for at udnytte denne Nødstilstand. Vi skal i Dag nævne et af de særlig grelle Tilfælde.

Et "Familiehotel".

Fru Marskandiser Lund, Søren Nordbysalle, ejer en større Villa i Skipper Clementsallé Nr. 1, og man maa lade den entreprenante Dame, at hun forstaar at faa noget ud at sin Ejendom, idet hun har lejet Villaen ud til 14 - fjorten - Familier, der hver har et Værelse. Og for at omgaa Huslejeloven lavede hun et fingeret Pensionat for Ægtefolk. Hun skal lave Middagen for samtlige Beboere - en Ret Mad - og faar saa betalt 32 Kr. om Ugen i Husleje. I ren og skær Husleje, thi Maden er au elendig, at den omtrent hver Dag gaar i Vasken.

VI har aflagt et lille Besøg i dette "Familiehotel" for ved Selvsyn at faa et lille Indblik i det "smarte" Foretagende.

Besøg i Villaen.

Det er en Jævnstor Villa, der ligger paa Hjørnet af Dyvekes Allé og Clements Allé, men den er dygtig forfalden. Trapperne er daarlige og slidte, hvad der ikke er noget Under, naar man betænker, at her bor 14 Familier.

Vi ringer paa i Stuen. Der kommer et Par Damer til Døren og vi faar en lille Samtale med nogle af Beboerne.

- Vi bor 14 Familier her i Ejendommen, siger vor Hjemmelsmand, og tillige bor her en Dame, der laver Maden.

 Hvor megen Plads har saa hver Familie? spørger vi.

- Et Værelse.

- Med Vand og Gas?

- Vand og Gas har vi, men ingen Afløb, saa vi maa bære Spildevandet ned i Kælderen.

- Og Huslejen?

- Ja, den er 32 Kr. om Ugen, men saa skulde vi jo have Middagen. Det faar vi ganske vist ogsaa, men den er tit de allerfleste Tider fuldstændig uspiselig, saa de fleste at Familierne nu selv laver Maden, Men derfor er Huslejen lige høj. Vi har Gang paa Gang klaget over dette Forhold baade enkeltvis og samlet, men det eneste Svar vi faar, er dette:

Er De utilfreds, saa kan De rejse, vi kan sagtens faa lejet ud igen.

Vi kigger indenfor i Værelserne, der akkurat er saa store, at der kan staa et Par Senge og et Bord og Skab.

Udenomsbekvemmeligheder er der ingen af. En lille snavset Gaard, der flyder med Affald og Skrammel. W. C. findes ikke. men et gammeldags Kloset. Tænk engang, 

ét Kloset til femten Familier.

Et ganske ulovligt Forhold. Man forstaar ikke, at et saa urimeligt og uhygiejnisk Forhold kan eksistere paa Trods af alle Sundhedsvedtægter og Regler. Og man forstaar saa inderlig godt, at den entreprenante Marskandiserske maa skifte Lejere hver 8. eller 14. Dag.

Men skammeligt er det, at en saadan Udbytning af Husvilde i det hele taget kan lade sig praktisere.

Vi vil henlede de ærede Sundhedsautoriteters Opmærksomhed paa dette Forhold. Om ikke andet, saa maa dog de mest elementære Sundhedsbegreber ogsaa gælde for Fru Lunds "Familiehotel" i Skipper Clements Allé.

Og her maa vel al Tale om "daarlig Raad" forstumme. Fru Lund faar hver Uge 450 Kr. ind i Husleje, saa der kan nok blive Raad til forskellige haardt tiltrængte Forbedringer.

(Klokken 5 (København) 8. august 1924)

Amagers Krøsus og hans Mødding. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Amager har man, ligesom alle andre Steder, en Politi- og Sundhedsvedtægt, en Sundhedskommission og en Birkedommer, denne sidste med Myndighed til at skaffe Respekt for det første. Dog nej, ikke rigtig; man har nemlig ogsaa derude en Mand, en meget rig Mand, der i Kraft af den gamle Sandhed Penge regerer Verden! trodser det hele. Han hedder Jacob Holmblad og er Grosserer, Fabrikant og Jordbruger. I denne sin sidste Egenskab holder han en Mødding, en meget stor og væmmelig en, der er ved at gøre ham mere berømt end noget andet. Den er placeret paa et Sted, hvor en meget stor Del af Sundbyernes Befolkning ikte kan undgaa at stifte et meget ubehageligt Bekendtskab med den, og indeholder, - ja, det er der forskællige Meninger om, men at det er noget særegent, noget rigtig slemt, har Køhlersvejskvarterets talrige Beboere længe været paa det rene med. Arbejdere, der tidlig om Morgenen gaar til deres Arbejde, har meget ofte været Vidne til nogle mærkelige Manøvre med den. Arbejdsfolk fra Hr. Holmblads nærliggende Oliefabrik har da været i fuld Virksomhed oppe paa Møddingen. Der er blevet gravet, endevendt og dækket til i Midten af den, og paa Siderne lagt Dæmninger af Staldgødning, ligesom om der skulde stoppes for noget flydende. En ulidelig Stank har da samtidig bredt sig over hele Kvarteret og tvunget Beboerne til at lukke deres Vinduer, og de Forbipasserende til at holde for Næsen.

Beboerne havde ventet, at Sundhedskommissionen under den nu herskende Kolerafare og i Medfør af de mange ekstraordinære Sundhedsforanstaltninger havde taget sig af Sagen og skaffet Lys i dette Mysterium. Men forgæves. Saa henvendte man sig til en af vore Partifæller. Han har nu undersøgt Tingene, og vi kan herefter oplyse, at nævnte Mødding intet mindre er end Hr. Holmblads Latrinoplag. Ikke saadan at forstaa, at det alene er hans egen uskyldige Latrin, der lagres, nej, det er Latrinen fra 11 af Hr. Holmblads Fabriker og Ejendomme, der her lægges op og kun bortføres 1 eller 2 Gange aarlig.

Hvor utroligt det end lyder, at paa samme Tid som man rask væk mulkterer fattige Husejere, blot der ligger en Skovlfuld Fejeskarn i deres Gaard, og mens man paabyder de samme Smaaværter at dække deres Skarnkasser til med Laag og at lade deres Latrin bortføre, lader man ganske ugenert Storkapitalisten, Millionæren Holmblad uhindret opføre sligt et Svineri tæt op til en befærdet Vej og ved et Kvarter, der beboes af ca 6000 Mennesker, saa er det dog sandt.

Til Efterretning for den udmærkede Sundhedskommisston og det aarvaagne Politi skal vi oplyse, at de Steder, hvorfra Hr. Holmblad fører Latrin til Køhlersvej, er følgende Ejendomme: Amagerbro Nr. 3-4 og 6, "Ny Mølle", Amagerbro Nr. 10, "Røde Mølle" og Arbejderboligerne samme Sted, Amagerbro Nr. 11, Limfabriken Køhlersvej Nr. 9, Oliemøllen, Sæbeværket og Holmblads Ejendom i Kronprinsessegade i København; foruden dette Staldgødningen fra Hr. Holmblads mange Heste, Køkkenaffald og endelig det forraadnede, opløste Kød, som ved Hjælp af Kalkvand løsnes fra de gamle Ben, som benyttes paa Limfabriken. At dette afskyelige Pløre er det, at Hr. Holmblad lægger op ved Køhlersvejen i Midten af den nævnte Mødding, hvor det ligger mens Vandet siver fra det. Dette Vand synker for en Del i Jorden og udøver en alt andet end heldig Indvirkning paa Brøndene i de omliggende Ejendomme, og Resten løber ud i Køhlersvejens aabne Grøft. Er det underligt, at denne lugter?

For en halv Snes Dage siden gjorde vi opmærksom paa, at der fra Møddingen var Afløb til Grøften; det Hele ligger dog endnu. Ved det Amager Politi eller Sundshedskommission ikke noget derom? Gælder Amager Politivedtægts §§ 82 og 84 ikke for Millionæren Holmblad? 

Brøndvandet i de nærliggende Ejendomme er næsten overalt ubrugeligt. I Ejendommen skraas overfor Møddingen var vi inde. Beboerne forklarede, at det Brøndvand, de pumpede op om Aftenen, lugtede allerede den næste Morgen, og at Vand, de havde kogt, var blevet helt farvet og bedækket med en rød Slimhinde. Helt nede ved Amagerbom, hvor der findes københavnsk Vand, maa disse Beboere hente deres Drikkevand. Mon der ikke er god Grund til at undersøge, om ikke Hr. Holmblads Mødding har nogen Skyld i dette Forhold? I saa Tilfælde burde vedkommende Grundejere samlede anlægge Erstatningssag mod ham for det Lejetab og den Skade, der i mange Aar er paaført dem. Til hans Oliemølle, der ligger tæt ved Møddingen, er der indlagt københavnsk Vand, men der er lukket saaledes for det, at Oliemøllens Arbejdere, der er lønnet saa usselt, at de næppe har Raad til at slukke deres Tørst med Øl, maa gaa til den ved Møddingen beliggende Brønd, hvis deres Tørst bliver dem for slem. Mon Millionæren ikke skulde have Raad til at give sine Arbejdere en Drik af det københavnske Vand?

Renovationsselskabet, som bortfører Latrinen for København og Omegn, har faaet Paalæg om hurtigere Bortføring, og om at de skal desinficere Tønderne. Har Hr. Holmblad faaet et lignende Paalæg, og har han fulgt det?

Ved et Par af hans Ejendomme findes der slet ingen Tønder; det ene Sted løber Latrinen ud i Skarnkassen, og del andet Sted lagres det nedenunder Retiraden i en Slags Kælder og køres kun bort, naar der er et Læs fuldt.

Vi tvivler aldeles ikke om, at Hr. Holmblad tjener store Penge paa denne propre Geschæft: han faar billig Gødning og slipper fri for de dyre Bortførselsomkostningcr, han lader nemlig Limfabrikens Arbejdere bortføre det, og de faar kun 2/3 af den Løn, Renovationsarbejderne andre Steder erholder; men vi synes dog, at vil han driste sig til at holde saa indholdsrig en Mødding, burde han lægge den et andet Sted end op til et tæt befærdet Vej, og saa burde han ikke lade det modbydelige og sundhedsfarlige Vand løbe ud til en aaben Grøft paa offenlig Vej. Det er baade yderst hensynsløst mod andre Mennesker og tillige absolut ulovligt. For kort Tid siden holdtes der et Møde af Grundejere langs Køhlersvej for at faa den berygtede Grøft væk, og skønt Hr. Holmblad er den, der uden Tvivl leverer det største Kontingent af Snavs til Grøften, strandede Sagen dog paa hans Umedgørlighed.

Idet vi her fremdrager dette skandaløse Svineri, der næppe under lignende Forhold har et Sidestykke i hele Landet, skal vi dog tillade os at spørge: Hvad siger d'Hrr. i Taarnby Sogns Sundhedskommission, Lægen Dr. Strandgaard, om Drikkevandet, Sogneraadsformanden Hr. Westergaard, om Sagens Indflydelse paa de kommunale. Forhold, og endelig den Lovens strænge Mand, Hr Birkedommer Øllgaard, har han og hans Politi stirret sig blind paa Amagers Socialdemokrater, siden han ikke kan se, hvad Højremanden, Millionæren Hr. Holmblad, foretager sig?

(Social-Demokraten 17. september 1892).

Mishandling af et Pleiebarn m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestantinden Frederikke, der er gift med Sømand M., med hvem hun har to Børn forlod i Oktober Maaned f. A. sit Hjem, en Landsby mellem Horsens og Aarhus, hvorefter hun tilskrev sin Mand, at hun var reist til Amerika, medens hun i Virkeligheden var reist til Kjøbenhavn med den Tiltalte Peter K. der ligeledes var gift i Jylland, og vare Arrestantinden og den Tiltalte, efter at have boet en kort Tid i Kjøbenhavn, flyttet til Sundbyøster, hvor de levede som Ægtefæller under det falske Navn Tander. 

I Begyndelsen af Marts Maaned d. A. fik de efter Aviserne Karen Petersens den 19. Juli 1890 fødte Barn Carl Christian Petersen i Pleie for en maanedlig Pleieløn af 14 Kr., og da Barnet, der maa antages tidligere at have havt "engelsk Syge", men som iøvrigt var rask og livlig, da de modtog det, efter et Par Maaneders Forløb blev syg og oftere klagede og jamrede sig, henvendte Arrestantinden, da en i samme Hus boende Kone opfordrede hende til at søge Lægehjælp, sig paa Polikliniken i Walkendorffsgade, hvor den vagthavende Læge, der erklærede, at Barnet havde engelsk Syge, paalagde Arrestantinden, foruden at anvende det paa en Recept, som han medgav hende, anførte Middel, at give Barnet nymalket Mælk fire Gange daglig samt et Bad hver Aften. Arrestantinden undlod imidlertid, ikke fordi hun manglede Raad dertil, men af Ligegyldighed, at efterkomme disse Forskrifter, idet hun dog et Par Gange vil have givet Barnet et Bad, medens hun vedblev at give Barnet den samme Næring som hidtil, nemlig halvskummet Mælk. 

Et Par Dage efter, at Arrestantinden havde været hos Lægen, saa vidt hun erindrer en af de første Dage i Mai Maaned d. A., faldt Barnet fra hende ned paa Gulvet, medens hun sad og vadskede det, ved hvilken Leilighed Barnet brækkede den venstre Overarm, hvad Arrestantinden strax bemærkede, men hun undlod i den Anledning at søge Lægehjælp eller at foretage Nogetsomhelst, uagtet Barnet øjensynlig led meget herved, navnlig naar Arrestantinden tog Barnet op for at vadske det, idet det uafladelig skreg og jamrede sig. 

Efter ca 14 Dages Forløb, da hun, paa Grund af at Barnet begyndte ar bevæge den brækkede Arm, antog, at den var voxet sammen, henvendte hun sig til en i Nærheden boende saakaldet "klog" Kone, Medtiltalte Henriette, med Barnet, da dets øvrige Tilstand var slet, for at faae Raad hos hende herfor, og erklærede denne, til hvem Arrestantinden ikke omtalte, at Armen havde været brækket, at Barnet havde den engelske Syge, og at det skulde indgnides med en Salve, hvorefter Barnet, da Tiltalte Henriette var syg og sengeliggende og saaledes ikke selv kunde behandle det, af hendes Søstersøn, Arbeidsmand S., der var tilstede ved denne Leilighed, strax blev indgnedet med en Salve, som Tiltalte leverede , hvorhos hun ordinerede som Næring for Barnet Semoulegryn, kogt i Vand samt Fisk og anden let Føde. Arrestantinden indskrænkede sig derefter til i 4 a 5 Dage at give Barnet Semoulegryn, kogt i Vand, men da denne Næring forekom hende utilstrækkelig, kogte hun Grynene i halvskummet Mælk.

Onsdagen den 20. Mai var Madame T., der tidligere havde havt det paagjældende Barn i Pleie, og som havde hørt, at Barnet var sygt, kommet op til Arrestantinden for at se til Barnet, og hun fandt det da i en elendig og ussel Tilstand, fuld af Urenlighed og Bylder og tilsyneladende i stærk Feber. Da hun tog Barnet op for at gjøre det rent, laa det i en Pøl af Urin, idet der var bredt et Stykke Voxdug under det, og Barnet, der ogsaa havde Bylder paa Kroppen, var efter Konens Forklaring som kogt i det varme Vand, hvori det laa, ligesom det ogsaa var saa forpint, at det næsten ikke kunde græde. Den Skjorte, Barnet var iført, var ganske stiv af Udflod fra Bylderne og af den Salve, hvormed det var bleven indgnedet, idet det i 6 Dage ikke havde faaet rent Linned paa, og den stive Skjorte havde skaaret ind i Barnets Hals lige over en stor Byld. Da Madame T. forlangte en Skammel og en Svamp, for at Barnet kunde blive vadsket rent, viste det sig, at Arrestantinden ingen af Delene havde, idet hun, naar hun skulde gjøre Barnet rent, brugte uldne og linnede Klude. 

Efter Madame T's bestemte Forlangende blev der nu hentet en Læge, og denne erklærede, at Barnet skulde indlægges paa Hospitalet, men da dette endnu ikke var skeet den 23. Mai, havde Madame T. med Barnets Moders Samtykke taget Barnet med sig hjem , og det blev derefter under 28. f. M. indlagt paa Kommunehospitalet, men afgik allerede den 31. f. M. ved Døden. Barnets Moder, der kun hver fjortende Dag kunde tilse Barnet, har forklaret, at medens Barnet i den første Tid efter at være kommet i Pleie hos Arrestantinden, ikke syntes at blive daarligt passet, forandrede dette sig senere, og da hun den 19. Mai efter længere Tids Forløb tilsaae Barnet, var det Klokken imellem 12 og 1 om Eftermiddagen endnu ikke gjort i Stand fra den forrige Dag, hvorfor hun tilskrev Madame T., om denne ikke kunde tage Barnet igien, da hun ikke vilde lade det blive længere hos Arrestantinden, og flere i det samme Hus som Arrestantinden boende Personer havde hørt Barnets stadige Skrigen og Jamren, hvad der foranledigede dem til at henvende sig til Arrestantinden med Spørgsmaal om, hvad der var i Veien, hvortil denne havde svaret, ar Barnet Intet feilede, men at dets Skrigen hidrørte fra, at det ikke vilde gjøres i Stand. 

Ved Indlæggelsen paa Kommunehospitalet var Barnets Tilstand saaledes, at Reservelægen efter Anmodning af vedkommende Overlæge, med Bemærkning, at Barnet bar utvivlsomme Mærker af Mishandling eller grov og skjødesløs Behandling, henledte Politiets Opmærksomhed paa det omhandlede Forhold. Efter den foretagne Obduktion af Liget anføres som Dødsaarsag katarrhalsk Lungebetændelse, og bemærkes det i Forretningen med Hensyn til Bruddet af Armen, at der midt paa Diafysen findes en ved fibrøs Callusmasse forbundne med Deviation saa vel i Længderetning som med vinkelbøining helet Fraktur, medens det i Konklusionen iøvrigt anføres, at Liget ikke har Tegn paa ydre Vold, men der fandtes et meget slet og ufuldstændig helet Brud af venstre Overarmsknogle, som skjønnes at have fundet Sted for henved en Maaned siden; desuden frembød Liget Tegn paa Raptus (engelsk Syge), en Sygdom, som særlig skyldes uhensigtsmæssig Ernæring og som i betydelig Grad nedsætte Børnenes Modstandskraft mod andre Sygdomme. Herefter kunde Arrestantinden ikke ansees ved sin Behandling af Barnet at have forvoldt dets Død, men vilde hendes Forhold overfor det til hendes Omsorg betroede Barn være at henføre under Straffelovens § 202. 

Hvad angaaer den Tiltalte K, da har han nægtet at have været vidende om, at Barnet havde brækket Armen, hvorimod han har indrømmet at have set, at Barnet var fuld af Bylder og at have bemærket, at Barnet i de sidste 3 Uger stadig skreg og jamrede sig, saa at det havde været paa Tale mellem ham og Arrestantinden, at de vilde flytte ind i et andet Værelse om Natten, for at faae Ro for Barnets Skrigen, hvad der dog ikke blev til noget, ligesom han i det hele har været vidende om den slette Behandling og Mangel paa Pleie, Barnet var Gjenstand for; men han har desuagtet undladt at søge Lægehjælp, for at skaffe det til hans og Arrestantindens Omsorg betroede Barn nogen Lindring, og vilde han som Følge heraf ligeledes være at anse efter Straffelovens § 202.

Derhos ville saavel Arrestantinden som den nævnte Tiltalte, der have erkjendt, at de ikke havde Tilladelse til at have Børn i Pleie,som Følge heraf begge være at anse efter Lov Nr. 79 af 20. April 1888 § 2 jfr. § 9. 

Hvad endelig angaaer den Tiltalte, Henriette, da er det godtgjort, at hun har taget det under Sagen ommeldte Barn under Behandling for engelsk Syge, idet hun har ladet det indgnide med en Salve, der bestaaer af lige Dele Althea- og Sene-Salve, og herfor forlangt i Betaling 1 Kr. Ifølge den under Sagen fremlagte Lægeerklæring kan den foretagne Indgnidning med Salven ikke antages at have gjort nogen Skade, hvis Indgnidningen ikke er gjort meget indtrængende og paa hudløse Steder, hvorved nogen Irritation kan være frembragt. Da den Tiltalte ikke har nogen Berettigelse til Lægepraxis og ikke har nogen Lægekundskab og har indrømmet, at hun helbreder for Benedder og lignende Sygdomme, samt kurerer Smaabørn for "engelsk Syge" ved Indgnidning med en paa Apotheket kjøbt Salve, og da denne af hende udøvede Lægepraxis, om end de af hende brugte Salver maa ansees for ufarlige, dog indirekte kan gjøre Skade ved at forhindre, at der i rette Tid af de Paagjældende søges kyndig Lægehjælp, vilde hun være at anse efter Lov 3. Marts 1854 jfr Forordning af 5. September 1794 § 5. 

Den af Arrestantinden og de Tiltalte forskyldte Straf bestemtes ved Amager Birks Extrarets Dom, for Arrestantinden Frederikke, der er født i Aaret 1866 og som ikke er funden tidligere tiltalt eller straffet, til Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder, for den Tiltalte K., der er født i Aaret 1850 og heller ikke er funden tidligere tiltalt eller straffet, til simpelt Fængsel i 14 Dage, hvorhos de hver især vilde have at betale en Bøde til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse af 20 Kr., og for den Tiltalte Henriette, der er født i Aaret 1810 og som tidligere er straffet for Kvaksalveri, til en Kjøbenhavns Amts Fattigkasse tilfaldende Bøde af 80 Kr.

(Dagens Nyheder 28. september 1891. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld.)

Ligvognen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør!

Tillad mig at fremkomme med følgende Beklagelse over Begravelsesforholdene i Sundbyerne paa Amager. For en Uges Tid siden døde min Søn, Tømrer Edvard Frost. Jeg bestilte en Kiste hos Snedkermester Jensen og bad ham tillige skaffe en Ligvogn, da Begravelsen skulde finde Sted i Søndags. I Kapellet ved Sundby Kirkegaard findes et Opslag, hvorefter Ligvogn kan bestilles hos Karetmager Petersen i Absalonsgade paa Amager, og her henvendte Hr Jensen sig saa med Anmodning om at faa Ligvognen, men der blev svaret rent ud Nej. Jeg gik nu selv i Fredags til Karetmageren for at faa Rede paa dette; i Stedet for Svar blev det Spørgsmaal straks rettet til mig: "Hvem har lavet Kisten?" og det var mig ikke muligt at erholde bestemt Besked paa, om jeg kunde faa Ligvognen eller ikke. De lovede mig at sende mig Bud, men da jeg endnu ikke i Lørdags Formiddags havde erholdt noget endeligt Svar, maatte jeg i sidste Øjeblik i al Hast gaa til Københavns Begravelseskontor paa Nytorv, hvor det saa endelig lykkedes mig at erholde en Vogn. Det maa bemærkes at Karetmagerens Ligvogn ikke i Søndags blev benyttet andet Steds.

Jeg finder, at dette Forhold er noget nær skandaløst. Ligvognsudleiningen paa Amager er en fuldstændig privat Forretning, hvor det altsaa formelig er forbundet med Vanskeligheder at faa en saadan Vogn til Leje. Saavidt jeg kan forstaa staar Ejeren af Ligvognene, Karetmager Petersen, i Forbindelse med  en i Lille Nygade boende Ligkistefabrikant Petersen, og naar Kisterne ikke bestilles hos denne Mand, synes det især, at Vanskeligheden indtræder ved at faa Vognen hos Karetmageren.

Men det er uforsvarligt, at en saadan privat Forretning skal have Lov at dominere herude, og endog tilstedes Ret til Forretningsopslag i selve Ligkapellet. I hvert Fald burde der saa paa Opslaget udtrykkelig bemærkes, at Vognen ikke bliver udlejet uden til den, der tillige køber Kisterne samme Sted.

Som det nu er herude, er Begravelsesforholdene saavel som alt andet saa bagvendt som vel muligt. Og det er for at gøre Sundbyernes Beboere opmærksom herpaa, saa det snarest muligt kan blive forandret, at disse Linier fremkommer.

Ærbødiqst

J. Frost.

Smedemester,

Brigadevej 10

(Social-Demokraten 1. august 1889).

Forholdene i Taarnby. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende: Efter at have læst en Artikel i "Social-Demokraten" om Taarnby Syge- og Fattighus, finder jeg Anledning til at fremkomme med nogle Bemærkninger.

Sundby (en By paa ca. 12,000 Indbyggere) styres i kommunal Henseende tilligemed det store Opland af et Sogneraad. Dette maa naturligvis medføre mange Ulemper; men man skulde dog ikke tro, at Forholdene i Taarnby derfor behøvede at være saa slemme som de er. At der altid er en forfærdelig Stank paa Vejen til og i Taarnby, maa vel betragtes som et uundgaaeligt Onde; men at Gødningsvandet Aar ud og Aar ind i stride Strømme løber ud paa Taarnby Gade, forekommer mig virkelig utilladeligt. Tøv kunde vel og saa gøres noget for at Sne- og Bundforholdene ikke blev saa slemme, som de i de sidste Aar har været, f. Eks. ved ikke at tillade, at Folk, der skal sende 2 Mand til Snekastning, kun sender en Dreng, og ved i Tøbrudstiden at lede Vandet i bestemte Retninger, saa man ikke behøver at sejle gennem Gaden, som det skete i Fjor.

Alt dette er dog kun Smaating i Forhold til Tilstanden i Syge- og Fattighuset og Skolen. Syge- og Fattighuset er ikke alene overfyldt, men et stort Antal af Lemmerne maa desuden sove udenfor dette i Lokaler, der ikke er indrettede til saadant Brug. oa desuden lider det i mange andre Henseender af store Mangler, af hvilke jeg kun eksempelvis skal anføre, at det ikke ejer nogen Morfinsprøjte, men at Bestyreren, naar en Patient skal have Morfinindsprøjtning, maa den omtrent en halv Mil lange Vej til Sundby for at laane et saadant Instrument. Kunde Sogneraadet ikke afse nogle Kroner til Anskaffelsen af et saadant?

Skolen er en gammel Bygning med raaddent Tag og lave Vinduer etc. Naar man betræder denne Bygning, kommer man først ind i Entreen, "den fælles Indgang til Skolen og Lærerens private Lejlighed. Det er et Rum paa ca. 3 Alens Bredde og 5 Alens Længde, hvori der, foruden et disklignende Stykke Møbel og en Stump Bord, findes 7 Knager, der tjener til Garderobe for Læreren og ca. 40 Elever. Man træder derfra ind i et Rum, næppe 11 Alen langt, 8 Alen bredt og godt 4 Alen højt. Det er Skolestue for ca. 80 Børn, fordelte i 2 ulige store Hold. Man kan selv tænke sig til, hvorledes Atmosfæren er i denne Skole, efter at over 40 Børn samt Læreren har opholdt sig her 6 Timer i Træk. Det eneste, der er gjort for Ventilationen, er, at der i den ene Væg (en Mellemvæg af tynde Brædder) af Tidens Tand og Børnenes Lommeknive er lavet store Huller. Og saa Inventaret! Kathedret er saa raadent og ormædt, at da Eleverne, som røber Anlæg for Udskæring i Træ, havde skaaret lidt af det yderste Lag af, smuldrede Resten hen. Naar hertil føjes, at Bænkene gaar i Stykker, naar der kommer vel mange eller vel urolige Sjæle til at sidde paa dem, og at Loftet er endnu mere raaddent end alt det andet, saa tror jeg nok, at man kan gøre sig en Forestilling om Forholdene i Taarnby.

Claudius.

(Social-Demokraten 16. marts 1889).

Den gamle landsbyskole i Tårnby lå på Englandsvej 1819-1907. Den blev nedrevet for at give plads til en ny skole. Adressen var Sneserevej 10. Denne skole eksisterede 1907-1986. Bygningerne anvendtes herefter til andet formål.

Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I

Sundbyernes Lyksaligheder

De Ulæmper, Sundbyerne lider under, er af en meget væsenlig Natur og strækker sig fra Belysningen af Vejene, disses Anlæg og Vedligeholdelse lige til Kommuneskolerne og Skatteansættelsern o. s. v., og vi skal her fremdrage enkelte Eksempler.

Belysningen er overmaade slet, idet kun Hovedlandevejen, Amagerbrogade, der skærer tværs gennem Sundbyerne, er oplyst ved Lygter, og det endda kun paa den ene Side af Vejen. Selv offenlige Veje som Øresundsvej og Thingvej bliver ikke af Kommunen forsynet med Belysning.

Som Følge heraf ligger samtlige øvrige Gader og Veje - ca. en snes Stykker - i fuldstændig Mørke, naar undtages de Steder, hvor Beboerne selv har Raad til at sørge for Belysning. De vælger i saa Fald for hver Gade eller Kvarter en Lygteformand, der indkræver det de paagældende Beboere frivilligt paalignede Beløb og for Resten varetager det fornødne.

Dette Arrangement er selvfølgelig dog meget tarveligt, og det er derfor forbundet med stor Vanskelighed - ja ligefrem livsfarligt - en halmørk Vinteraften at færdes paa Sundbyernes ubelyste og slet vedligeholdte Gader og Veje.

Gadernes Forfatning er med Undtagelse af Amagerbrogade ligesaa slet som Belysningen. Uden Makadamisering, med Fordybninger, Huller, Grøfter og lignende Mangler ligger de fleste af dem ved Regnvejr i et Morads og ved Snefald spærret med store Snedriver, der gør dem upassable baade for Voksne og Børn.

Enkelte af Gaderne ligner ligefremme Lossepladser. Saaledes f. Eks. Jakobsgade og Dyvekestræde. Paa en Strækning af disse er der i de sidste Dage tilført en Del Affald af alt muligt: Murstensbrokker, Grus, Aske, o. s. v., der opfylder Midten af Gaderne.

Køhlersvej, hvortil flere Gader udmunder, er i en ligefrem skandaløs Tilstand. Den udgaar fra Amagerbrogade, og her er den bekendte Svovlsyrefabrik beliggende, hvorfra udsendes modbydeligt stinkende Afløbsvand, ætsende Dampe og en tyk Kulrøg, der indhyller det omliggende Kvarter i sit sværtende Favntag. Beboerne har flere Gange indgivet Klager over Ulæmperne ved denne Fabrik, hvis Beliggenhed er uforenelig med et tæt befolket Strøg, men Fabriken fortsætter stadig uanfægtet sin Virksomhed.

Langs Vejen løber en meget dyb Grøft, der om Sommeren er fyldt med boblende Mudder, om Vinteren med Snesjap. Her er det utrolige sket, at et Par Mennesker er druknet. Vejens Makadamisering er lige farlig for Fodgængere som for Køretøjer. De første 1000 Alen af Vejen er forsynet med et Fortov, der er fyldt med et for et offenlig Vejanlæg ganske mærkeligt Materiale, nemlig Aske og Kokesaffald. Ved det mindste Vindpust hvirvles Asken i Vejret og fylder Luften med tætte Støvmasser.

Østergade er vel i en Strækning af et Par Hundrede Alen - fra Kirken til Præsteboligen - bleven paafyldt og sat i passabel Stand, sandsynligvis af Hensyn til Præstens Bekvæmmelighed. Men her er Arbejdet standset med en brat Nedsænkning til den følgende lavere liggende Del, særlig farlig om Aftenen for ulokaliserede Kørende, og Resten af Vejen faar saa skøtte sig selv.

Og som disse Veje saaledes er ogsaa alle de andre.

For Enden af Østergade ligger en anden af Sundbyernes Ubehageligheder, den saakaldte Lergrav. Det er et Overdrev paa godt og vel et Par Tønder Land, af Størrelse omtrent som de grønne Plæner ved Frederiksborggade. Der er tidligere fra dette Stykke sket store Udgravninger af Ler og Grus, indtil det i 1882 af Sogneraadet solgtes til et Firma, der her bl. a. anlagde et mindre vellugtende Deflorering en Kludefabrik. Angaaende Salget af dette Overdrev har der for øvrigt i flere Aar været ført Proces mod Storbønderne i Sogneraadet. De mindre Grundbesiddere ved Stedet formener nemlig at have Ejendomsret til Overdrevet og anser som Følge deraf Salget for ulovligt.

Dette Overdrev har siden Salget faaet en Anvendelse, der er aldeles uforlignelig med et bebygget Kvarter. Fabrikken paa Køhlersvej anvender til Fremstillingen af Svovlsyre deet saakaldte Svovlkis, og Affaldet heraf - der har Lighed med en Slags røde Skærver - er siden 1882 bleven henført og aflæsset i Grusgravene. Der er Tale om noget som en 4000 Læs aarlig, hvilket i Løbet af de 6 Aar altsaa giver ikke mindre end ca. 24.000 Læs Svovlkis-Affald, og hele det store Areal er i en Højde af 2-3 Alen opfyldt med dette ubehagelige slof, der ved Paagydning af Væde lædsker som Kalk. De store Vandsamlinger, der har dannet sig mellem Dyngerne, er meget stærkt farvede, enten dybblaat, mørkerødt eller okkergult.

Da Kvarterets Brønde ikke er borede, men gravede, og saaledes samler indsivende Vand, er det klart, at denne uhyre Affaldssamling i høj Grad indvirker paa Brøndvandet. I regnfulde Somre og i det hele taget ved megen Nedbør siver Vandet gennem svovlkisen, optager dennes skadelige Bestanddele, synker videre gennem Jordlaget og siver til Slut ind i de omliggende Brønde, hvis Indhold ofte er farvet fuldstændig rødt.

Der kan ingen Tvivl være om, at dette maa gøre Brøndvandet utjenligt til Drikke og altsaa er skadelig for Beboernes Sundhed. Og da der ytrer sig en hæmmende Indflydelse paa Omegnens Vegetation er det uforstaaeligt, at den stedlige Sundhedskommission hvori Birkedommeren indtager Forsædet, ikke har anvendt sin Myndighed paa dette Omraade, inden det inficerede Drikkevand fremavler en Epidemi.

Hvad Skolevæsenet angaar opfylder det aldeles ikke de Krav Sundbyernes store Befolkning er berettiget til at stille til Undervisningen Der findes kun et Par offenlige Kommuneskoler, deriblandt Centralskolen paa Østergade, der efter Forlydende blev bygget ca. 10,000 Kr. for dyrt. Da de er fuldstændig overlæssede med Børn og Undervisningstiden kun er i Gennemsnit ca. 2-3 Timer daglig, er den Kundskab, de kan bibringe Eleverne, selvfølgelig meget overfladisk.

Der findes vel flere Privatskoler, men da Betalingen her er indtil 9 Kr. pr. Maaned, kan de kun søges af de mere bemidledes Børn. Mærkeligt nok yder Kommunen Tilskud til disse private Betalingsskoler i Stedet for at anvende sine Midler til en mere fyldestgørende Undervisning de offenlige Skoler.

Skatteligningen foregaar efter Sogneraadets vilkaarlige Skøn. Skatteprocenten er forholdsvis høj og enhver bosiddende uden Undtagelse bliver sat i Skat. Der kan vel gøres Indsigelse, men det er ikke altid, denne tages til Følge, og at Klager desangaaende kan indgives til Amtsraadet og Indenrigsministeriet, er noget, der ikke er almindelig bekendt.

Til stor Skade for Kommunen er desuden den Bestemmelse, at enhver, der ikke 4 Maaneder af Aaret har personligt Ophold i Kommunen, bliver fritaget for Skat dér. Dette kommer navnlig de store velhavende Fabrikanter og Forretningsdrivende til Gode, der har deres Fabrikanlæg og lignende i Sundbyerne, men holder fast Bopæl i København.

Hvor vilkaarlig skatteligningen er, fremgaar eksempelvis af, at en Arbejder, der opgav sin aarlige Indtægt til 900 Kr., blev sat i en aarlig Skat af 10 Kr., medens paa samme Tid andre Beboere af en lignende Indtægt kun svarede 6 Kr. Ejeren af det Hus, hvori Arbejderen boede, [og] hvori der var 8 Lejligheder, var [der] imod kun sat i en aarlig skat af []

(Social-Demokraten 18. november 1888).

En ukendt fotograf tog i 1913 dette foto af Østergade, nu Frankrigsgade. Til højre Frankrigsgade 51, til venstre Frankrigsgade 86. Selv om det er taget 25 år efter artiklen ligner beskrivelsen i artiklen til dels stadig.

Østergade skiftede ved kommunesammenlægningen i 1901 navn til Frankrigsgade.

II.

(Sidste Artikel.)

Sogneraadsvalg.

Sundbyerne paa Amager er paa Veje til at blive meget stærkt befolket, for Øjeblikket er Indbyggerantallet saaledes ca. 13,000.

Sundbyerne hører i kommunal Henseende under Taarnby og ledes efter Reglerne for Landkommunernes Styrelse af et Sogneraad - en meget primitiv Ordning for et saa tæt bebygget og omfangsrig Bydel, der paa Grund af sin Størrelse og øvrige Betingelser nærmest burde have Rang som en Købstad og styres som en saadan.

Hvor nemlig tidligere Gulerødder og Kaalhoveder var dominerende, er der i det Hele taget i de senere Aar opvokset en Bydel, der som en ligefrem Forstad til og tæt sammenvokset med København har et vist Krav paa at blive indlemmet som en Del af Hovedstadens Kommune og derved nyde de Fordele dette Arrangement vilde medføre.

Den nuværende landlige Ledelse af Sundbyerne gennem et Sogneraad er altsaa i højeste Grad uheldig for Sundbyerne, hvilket viser sig ved enhver Lejlighed, særlig da Sundbyernes Befolkning hovedsagelig bestaar af Arbejdere. Disses Interesser falder ikke sammen med eller er bleven paaagtet af de hidtilværende Sogneraad, hvis Medlemmer udelukkende bestaar af Taarnbys Storbønder samt en enkelt Forretningsdrivende.

Saalænge indtil det Tidspunkt indtræffer, da Sundbyerne forhaabenlig sammenlægges med Hovedstaden, nødes Beboerne imidlertid til at tage Situationen som den er og efter bedste Evne virke for en Forbedring af det nuværende Forhold.

Og der kan handles.

I de nærmeste Dage stal der være Sogneraadsvalg i Taarnby Kommune.

Sogneraadet bestaar af 11 Medlemmer. Der vælges skiftevis hvert 3die Aar 6 og 5 af disse - denne Gang de 5.

Stemmeberettiget til dette Valg - altsaa paa de 5 - er samtlige Beboere af Sogneraadet, der er fyldt 25 Aar, og som i det foregaaende Kalenderaar, under hvilken som helst Benævnelse, har udredet deres Bidrag, det være sig i Penge, Naturalier eller Arbejde, til Kommunen.

Det gælder altsaa her for Beboerne af Sundbyerne om, i Stedet for Storbønderne at sætte Mænd ind i Sogneraadet, der enten er Arbejdere eller har Arbejderinteresser og vil virke for Sundbyernes berettigede Krav.

Og de mindre bemidlede Beboere af Sundbyerne har saa meget mere Grund til denne Gang at være agtsomme og deltage i Valget, som det vil vare 6 Aar inden de atter kan udøve deres kommunale Vælgerret.

Til Valget om 3 Aar paa de 6 er nemlig kun den Femtedel af Kommunens Beboere stemmeberettiget, der i det foregaaende Kalenderaar har udredet det højeste Bidrag til de paa Hartkorn og efter Formue og Lejlighed paalignede Kommuneafgifter.

Alene denne mærkelige Valgmande viser, hvor uheldig Sundbyernes Sogneraads Administration er. En Femtedel - altsaa en ubetydelig Minoritet af Beboerne - er paa Grund af deres Pengesæk berettiget til ikke alene at besætte de 6 Pladser i Sogneraadet, men kan ogsaa deltage i Valget paa de andre 5. Det store Flertal af Beboerne - de mindre bemidlede - maa derimod kun stemme hvert 6te Aar paa de 5.

Intet Under, at et saaledes sammensat Sogneraad hidtil udelukkende har varetaget Hartkornsejernes Interesser og forsømt den tarveligere Befolknings.

Sætter Arbejderne og de smaa Næringsdrivende denne Gang deres Repræsentanter ind i Sogneraadet, kan dette imidlertid hidføre en væsenlig Forandring, og der rettes i hvert Fald derved stadig en virkningsfuld Protest mod den nuværende Slendrian.

* * *

Til Sogneraadsvalget, der finder Sted den 23. ds. i Ny Kro, er der af den socialdemokratiske Arbejderforening opstillet følgende Kandidater:

Tømrer P. Engel,
Tømrer J. Jensen,
Snedker P. J. R. Petersen,
Detailhandler J. Svendsen, og
Skomagermester Henriksen.

(Social-Demokraten 20. november 1888).

Til Valgstedet.

Paa Vejen gennem Sundbyerne uddeltes i Gaar Formiddags Stemmesedler fra de forskellige Partier. Hartkornsejerne havde deres private Liste. Desuden var der Højres officielle: Urtekræmmer Th. Sichlau, Brolægger (Entreprenør) S. Bastian, Snedker L. Svendsen, Høker Svane og Vognmand P. Jensen. Derefter kom en tredie Liste: Snedker Aagaard, Lærer Aagesen, Landinspektør Andersen, Tømrer P. Engel og Tømrer J. Jensen; samt til Bestyrere af de Fattiges Kasse: Cigarmager C. B. G. Hansen. Hamphegler N. Rasmussen og Fisker E. Nielsen. Og endelig var der Socialdemokratiets her i Bladet aftrykte Liste.

Da man ved Enden af Sporvognsruten besteg en af de der holdende Kapervogne, der for 23 Øre pro persona befordrede til Valgstedet, havde man altsaa rigeligt Stof til Overvejelse.

Ny Kro

Ny Kro, hvor Sogneraadsvalget for Taarnby foregik, er beliggende omtrent en halv Mil fra Sundbyerne mellem Taarnby og Kastrup. I Nærheden rager Fortet frem med sine 27 Tdr. Land.

Taarnby Kommune omsatter foruden Sundbyerne: Taarnby, Ullerup, Tommerup, Skjeldgaard, Kastrup og Lille Magleby. Valgstedet var altsaa beliggende i Midten af Kommunen, men Arrangementet er dog ikke ganske heldigt. Oplandets Beboere er nemlig i Neglen forsynet med Køretøjer, og kan saaledes let komme til Valgstedet. Sundbyernes Beboere, hvoraf Størsteparten er Arbejdere, maa derimod spadsere den halve Mil, hvorved de yderligere sinker deres knebne Tid, i Fald de ikke kan ofre 30 Øre til Kørepenge eller ogsaa giver Dags Løn. Det uheldigt, som der alene i Sundby-Vester er flere Vælgere end i alle de øvrige Byer tilsammen. Oplandet har nemlig kun 3-400 Vælgere mod Sundbyernes 1300 Vælgere.

Udenfor Kroen var der et livligt Røre. Fra Oplandet kom de sindige, selvsikre Hartkornsejere agende op, og fra Københavnssiden rullede alle mulige Koretøjer ind: Char-a-bancs, Kapervogne, Omnibusser, Selvejerkøretøjer og Drosker, hvis Passagerer samledes i Kroens lavloftede smaa Rum.

Stemmeafgivningen gik i Formiddagstimerne noget trægt. Ved 1-Tiden tog Valgkomiteen en Times Hvil, og de tilstrømmende Vælgere samledes nu efterhaanden i et Antal af 2-300, saa der tilsidst hverken var til at vride ellervende sig.

Valghandlingen.

Valgkomiteen - der bestaar af de fungerende Sognerådsmedlemmer (!) - havde slaaet sig ned i et lille to-fags Værelse med en stram Atmosfære og en tropisk Hede. Ved et Bord var Rummet delt i to Halvdele, hvoraf den ene var forbeholdt Sogneraadet - en halv Snes Mand - med deres Valgskemaer.

I den anden Halvdel indlodes 10 Vælgere ad Gangen, der ved Valgbordet opgav Navn, Stilling og Bopæl og hvilke Kandidater, de stemte paa. Efter at være indført i Skemaet, blev hele den afgivne Forklaring oplæst for Vælgeren, der derpaa ad en Dør paa den modsatte Side forlod Værelset. Der var altsaa uafbrudt hele Dagen i dette lille Rum samlet en Snes Mennesker.

Ved Valghandlingen var straks det særlig iøjnefaldende, at selve Sogneraadet ved Valgbordet modtager Stemmerne, der altsaa falder enten for eller imod det.

Det tillodes ikke nogen som helst at overvære Stemmeafgivningen, end ikke de forskællige Partiledere - hvert i Fald ikke Oppositionens.

Arrangementets uheldige Sider blev end mere iøjnefaldende hen ad Estermiddagen, da ved Fyraftenstid de mange Arbejdere fra Sundbyernes Værksteder og Fabrikker strømmede til ad den opblødte Vej for at afgive Stemme.

Resultatet

Kl. 7 afgaves den sidste Stemme og Kl. 8 1/4 oplæstes Resultatet, der faldt saaledes:

Socialdemokrater:

Tømrer Julius Jensen 220.
Tømrer P. Engel 209.
Detailhandler Svendsen 148.
Skomager Henriksen 125.
Snedkermester Petersen 117.

Højre.

Vognmand P. Jensen 327.
Urtekræmmer Sichlau 320.
Høker Svane 306.
Brolægningsentrpr. Bastian 295.
Snedker L. Svendsen 267.

Liberale.

Lærer Aagesen 115
Snedker Aagaard 38
Landinspektør Andersen 43

En Del spredte Stemmer faldt paa Mægler Holst og Grosserer Olsen.

Til de Fattiges Kasse valgtes (med et Stemmeantal varierende mellem 40-70): Smed O. Lindgren, Fisker E. Nielsen og Gartner Hasberg.

Kampen stod altsaa mellem Socialdemokraterne og Højre, idet de Liberale kun opnaaede et meget lavt Stemmeantal. Socialdemokraternes Tab bør sikkert søges i mangelfuldt affattede Valglister, da ca. 50 af deres Vælgere blev afvist som ikke opført paa Listen.

(Social-Demokraten 24. november 1888).

Protest mod Renovationskørsel gennem Sundbyerne paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en overvejende Del af Køhlertsvejen og tilstødende Vejes Beboere og Grundejere er der til Politimesteren i Amager Birk indgivet el Andragende, hvori det først omtales, at Københavns Renovationskompagni af Københavns Kommune har faaet overladt en Oplagsplads for sine Oplag umiddelbart op til Taarnby Sogns Grænse. Herfra, hedder det videre i Andragendet, driver Kompagniet nu den Handel med Natrenovationsprodukter som Kunderne paa Amager fra nævnte Oplagsplads føre over Københavns Grund ad Amagerbro og videre; men eftersom de ommelte Natrenovationsprodukter ikke maa føres over Stadens Grund senere end Kl. 6 Morgen, har nævnte Kompagni, for at sikre sig rigtigere Afsætning og heldigere Konkurrenceforhold med det Kompagni, som er etableret paa Amager til Forhandling med samme Produkter, erhvervet en i Taarnby Sogn beliggende mindre, bebygget Ejendom, og fra sin Oplagsplads anlagt en privat Vej denne Ejendom, hvorfra der er Passage til Køhlertsvej, lige over for Kristiansgade. Kompagniet agter nu efter Forlydende fra 1ste Maj d. A. at lade Gødningskørslen fra sin nævnte Oplagsplads foregaa ad Køhlertsvei hvilken som helst Tid efter Kundernes Lejlighed, hvilken Kørsel vil kunne blive meget omfattende og hyppig og i høi Grad generende for Beboerne af den nævnte Vej, Amagerbro og andre Gader og Veje. Som Følge heraf anmode Andragerne om, at den paaklagede Kørsel maa forbydes, og da Køhlertsvejen er en privat Vej, og hver af sammes Interessenter maa have Ret til at formene Renovationskompagniet og sammes Kunder Færdsel ad denne Vej med Natrenovationsprodukter fra København - hvilken Færdsel desuden vil medfare megen Slid paa Vejen - anmoder Andragerne Politimesteren om at stille den fornødne Politistyrke til Disposition i paakommende Tilfælde, i hvilken Henseende det tilføjes, at der er opsat en Bom til Værn for Vej-Interessenternes Rettigheder. For saa vidt det bestaaende Politireglement mod Formodning skulde være til Hinder for et definitivt eller i alt Fald provisorisk Forbud fra Politiets Side, anmoder Andragerne sluttelig om, at der maa blive draget Omsorg for, at der udkommer et Tillæg til denne Vedtægt, som hjemler Forbudet.

(Social-Demokraten 4. maj 1887).

Sogneraadsvalget i Taarnby Sogn paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Initiativet til at faa opstillet Kandidater, der med god Evne og Vilje ville varetage Kommunens Interesser, blev fornylig taget af Bestyrelsen for Sundbyernes Grundejerforening; men, som det i Almindelighed er Tilfældet her paa Øen, manglede vedkommende Ledere selv Evne til at foretage dette Skridt paa en for Vælgerne fyldestgørende Maade.

Det er som bekendt de højst beskattede Vælgere, der denne Gang have Ordet, og den ærede Bestyrelse mente derfor, at disse i Henhold til deres større Skatteevne burde bestemme, hvilke Kandidater, der burde opstilles.

Der er imidlertid 4 andre Foreninger i Sundbyerne, der ogsaa i deres Love have optaget Paragrafer, der forbyde at virke i kommunal og politisk Retning.

Efter at 2 af disse Foreningers Formænd havde underrettet Grundejerforeningens Bestyrelse herom, bleve samtlige Formænd for de respektive Foreninger naadigst tilkaldte til et Møde, som Grundejerforeningens Bestyrelse arrangerede.

Saaledes var jo alt vel; men desværre. Indbydelsen var kun et Slag i Luften.

Mødet aabnedes med en Kandidatliste, der absolut fastholdtes, uagtet Bestyrelsen ikke i nogen Maade saa sig i Stand til at motivere, hvorfor disse Kandidater vare opstillede; ej heller vilde man forhandle en anden Liste, der fra anden Side var opstillet.

Den ærede Grundejerforenings Bestyrelse har ved denne Optræden præciseret sit Standpunkt. "Vi alene vide, hvad der tjener til Sognets Vel", at højt beskattede Vælgere kunne alene finde de bedste Kræfter i Sognet og have alene Interesse af at besætte Pladserne i Raadet; I andre Smaaborgere i Sognet maa kønt holde eder hjemme og ikke have nogen Mening om Sager, der berøre fælles Interesser."

Som gode Demokrater kan vi dog ikke saaledes uden videre lade os afvise, saa meget mere som en Del af vore Meningsfæller ogsaa høre til de højst beskattede Vælgere.

Grundejerforeningens Bestyrelse har ved sin slette Ledelse af denne Sag bevirket, at Vælgerne i Sundbyerne splittes, skønt den med al Forsigtighed burde søge at opnaa Sammenhold, hvilket i højeste Grad er nødvendigt for at naa det tilsigtede Maal.

Foranlediget ved denne af Grundejerforeningen udviste Tilsidesættelse overfor et stort Antal Vælgere anmode vi alle Vælgere i Sundbyerne, der har bedre Anvendelse for deres Tid, Penge og Støvlesaaler, at blive hjemme fra "Ny Kro" den Dag, Valget finder Sted, medmindre de ville stemme paa de Kandidater, der opstilles af en Kreds, som ikke vil tage noget som helst Hensyn til et almindeligt Ønske, der næres af et stort Antal af Vælgerne.

Den 20e Novbr. 1885.

Bestyrelserne for den liberale og demokratiske Forening i Sundbyerne.

(Social-Demokraten 22. november 1885).

Uroligheder i Anledning af en Strejke paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdag den 12te f. M. om Eftermiddagen, indlod der til Politistationen i Sundbyerne Anmeldelse fra Fredens Mølles Fabriker om, at 26 Arbejdere, der hørte til et Hold paa ca. 35 Mand, den nævnte Dags Middag havde gjort Skrue paa Fabriken og forladt deres Arbejde, samt at disse 26 Arbejdere eller i alt Fald Størstedelen af dem opholdt sig paa et Værtshus i Nærheden af Fredens Mølle, og at man nærede Frygt for, at de 8 eller 9 Arbejdere, som ikke vilde deltage i Skruen, men vare forblevne ved Arbejdet, ved deres Bortgang fra Fabriken om Aftenen, skulde blive forulæmpede af de Mænd, der havde nedlagt Arbejdet. I Anledning af denne Anmeldelse indfandt Overbetjenten sig med en større Politistyrke Kl. mellem 5 og 6 paa Amagerbrogade i Nærheden af Fredens Mølles Fabriker, og forefandtes da imellem Brigadevej og Dannebrogsgade Deltagerne i Skruen staaende i Klynger paa Vejen paa 5 a 6 Mand, ligesom der havde samlet sig et betydeligt Antal af Nysgerrige, saavel Mænd som Fruentimmer og Børn. De Strejkende blev nu gentagne Gange af Politiet opfordret til ikke at staa stille paa Vejen, men at passere denne, og disse Opfordringer bleve da ogsaa, om end noget langsomt, efterkommet af de Paagældende, med Undtagelse af Arbejdsmand N., som blev sat under Anholdelse. Efter at dette havde fundet Sted, havde der paany indfundet sig en stor Mængde Mennesker, og da disse tildels spærrede Vejen og derved umuliggjorde Færdselen, saa Politiet sig atter nødsaget tit at skride ind, og Mængden blev nu flere Gange opfordret til at sprede sig og passere Vejen. Politiets Opfordringer bleve nu ogsaa efterfulgte af de Tilstedeværende, med Undtagelse af Smedesvendene S. F. og H. F., som begge nægtede at passere Vejen. Paa Grund heraf lod Overbetjenten S. F. ved to Politibetjente føre til Stationen. Smedesvend H. F., der, som anført, nægtede at passere Vejen, blev af to Politibetjente ført hen til Porten, som førte til hans Bolig, men i Stedet for at gaa op i denne, forblev han ude paa Vejen og begav sig senere hen paa Amagervejen til de her tll Stede værende Politibetjente og forlangte at blive anholdt, hvilket Ønske han straks sit opfyldt. Kl. ca. 9 vare de Arbejdere, som ikke havde deltaget i Skruen, færdige med deres Arbejde paa Fabriken, og de paa Amager boende blev da ledsagede hjem af Politiet, medens to af dem, af hvilke den ene boede paa Kristianshavn og den anden paa Frederiksberg, bleve kørte i Sporvogn til deres Hjem. For deres saaledes udviste Forhold tilbød Arbejdsmand N. og Smedesvend S. F. hver især at betale en Bøde af 20 Kr. til Amager Birks Politikasse, hvilket Tilbud Dommeren modtog og erklærede hermed Sagen for deres Vedkommende for afgjort. Smedesvend H. F. nægtede derimod godvillig al ville betale en Bøde sor sit Forhold, hvorfor han i Følge Antager Birks Politirets Dom blev tilpligtet at betale en lignende Bade som sine Kammerater til Politikassen.

(Social-Demokraten 10. september 1885).

Fredens Mølle var blevet anlagt 1822 af grosserer J. Owen på Østerbro (englænder). Den flyttede 1826-27 til Amager hvor der indrettedes en kemisk fabrik, bl.a. salt-, salpeter- og svovlsyre, skedevand mm. Der blev endvidere brugt lufttørret gødning fra renovationskulerne, blandet med fejeskarn og dagrenovation til kunstgødning.

Voldsmanden Svend Petersen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Udaaden paa Amager.

Om det af Gaardmand Svend Pedersen i Sundbyvester forøvede Overfald paa to af sine Tjenestepiger har vi modtaget følgende :

Da Undertegnede Mandagen den 11. Avgust d. A. henvendte os i Svend Pedersens Gaard, medundertegnede Lovise Poulsson for at afhente mine Ejendele og medundertegnede Henriette Hansen for at erholde et Beløb af den mig tilkommende Løn, som jeg ikke havde faaet udbetalt, blev vi Genstand for følgende Behandling.

Ved vor Ankomst til Gaarde, henvendte undertegnede Henriette Hansen sig til Svend Pedersens Hustru med j Forespørgsel om, hvorvidt Svend Pedersen var hjemme, idet jeg ønskede at faa mit Tilgodehavende udbetalt. Der blev imidlertid svaret, at Pedersen ikke var hjemme, og da jeg saaledes ikke kunde faa mit Ærinde udrettet maatte jeg foreløbig lade dette bero. Imidlertid gik medundertegnede Louise Poulsson ind i Pigekamret og hentede sin Koffert, som vi da i Fællesskab bar ud ad Bagporten til Gaarden. Da vi var komne ud paa Vejen kom Svend Pedersen imidlertid løbende efter os, og da han kaldte paa os, standsede vi, og satte Kofferten ned paa Vejen. Da han kom hen til os gav han sig uden nogen Foranledning til at ruske i medundertegnede Lovise Poulsson, og slog mig gentagne Gange i Ansigtet med knyttede Hænder, saaledes at min Næse blev slaaet til Blods, hvorefter han tilsidst sparkede mig med sin Træsko i den venstre Side af Underlivet.

Medundertegnede Henriette Hansen var imidlertid gaaet over til den anden Side af Vejen. Svend Pedersen kom da over imod mig og tilføjede mig en Mængde Slag dels i Hovedet og dels i Ryggen af den venstre Side. Han stødte mig endvidere ud i en bag ved Gaarden værende Vandpøl, der har Tilløb fra Møddingen, greb mig i Halsen og trak eller stødte mig flere Gange Voldsomt frem og tilbage i Vandet. Følgen af denne Behandling var, at jeg kom til at spytte Blod i en meget høj Grad. Svend Pedersen skød mig derpaa foran sig tilbage til Gaarden, hvor jeg opholdt mig i Borgstuen indtil Birtedommeren, der var ankommen til Gaarden for at undersøge et Aftenen i forvejen stedfundet Lynnedslag, havde forladt Gaarden. Under dette mit Ophold paa Gaarden vedblev den hæslige Blodspytning uafbrudt. Svend Pedersens Hustru forsøgte nu at overtale mig til atter at tage Tjeneste hos dem, og da jeg frygtede for at blive Genstand for yderligere Overlast, lovede jeg at komme tilbage den paafølqende Morgen, hvorefter jeg forlod Gaarden, og begav mig under stadig Blodspytning og hæslige Smærter til en i Sundbyøster boend Kone, hvis Hjem jeg med stort Besvær naaede. Her fik jeg et meget hæsligt Krampetilfælde, og efterat Politiet havde taget Rapport om det Forefaldne, blev jeg den paafølgende Morgen indlagt paa Amtssygehuset i Ryesgade.

Efterat Svend Pedersen havde ført Henriette Hansen tilbage til Gaarden løb han atter hen imod medundertegnede Lovise Poulsson, og forfulgte mig ca. 200 Alen henad Vejen. Da han imidlertid saa, at Birkedommeren kom kørende hen imod Gaarden, ophørte han at forfølge mig. Derpaa tog han, i Forening med en af sine Sønner min Kuffert og satte den i Porten hvor jeg, da jeg atter blev alene paa Vejen, hentede den og bar den saa langt jeg formaaede indtil det lykkedes at faa den transporteret videre ved Hjælp af en forbikørende Vogn, hvorefter jeg ligeledes begav mig til den ovenfor omtalte Konge i Sundbyøster.

Medundertegnede Henriette Hansen har ligget i 7 Uger paa Hospitalet indtil jeg i Onsdags blev udskreven. Det viste sig paa Hospitalet, at jeg tillige havde faaet Skade i den venstre Hofte, som bevirkede, at Benet blev flere Tommer kortere end det højre. For denne Skade er jeg dog nu helbreder, hvorimod jeg endnu føler Smerter i den venstre Side og er ude af Stand til at paatage mig nogen Tjeneste. Ogsaa undertegnede Lovise Poulsson har siden Overfaldet været ude af Stand til at paatage mig nogen Plads, idet Lægerne udtrykkelig har forbudt mig at udføre andet end meget let Arbejde.

Det er os bekendt, at Svend Pedersen under Forhørene dels nægtede at have slaaet os, og dels søgte at give Sagen et andet Udseende ved at foregive at han ikke kunde huske, hvad der var foregaaet. Vi maatte desaarsag aflægge Ed paa vor, i Overensstemmelse med ovenstaaende afgivne Forklaring i Retten. Det er ligeledet betegnende for Svend Pedersens Optræden, at han i en Tid af 7 Dage betalte for medundertegnede Lovise Poulssons Underhold, men at han tog denne Understøttelse bort. saa snart jeg havde aflagt Ed paa Rigtigheden af den af mig afgivne Forklaring. Svend Pedersen har ligeledes forsøgt at faa Sagen bilagt ved Hjælp af Penge, idet han i Retten og medens Birkedommeren og Retsbetjentene hørte derpaa direkte tilbød mig Penge i Erstatning, hvis jeg ville blive "enig" med ham. Birkedommeren tilskyndede mig ligeledes til at "komme overens" med Svend Pedersen. Efter at han nemlig i et Forhør havde tilspurgt mig, hvor meget jeg skulde have i Erstatning, hvortil jeg svarede, at Retten maatte tildømme mig en saadan. bemærkede Birkedommeren, at "det dog var bedst at komme overens." Ogsaa medundertegnede Henriette Hansen er af Birkedommeren bleven tilspurgt om. hvor meget jeg vilde forlange i Erstatning, uden at han dog tilskyndede mig til at indgaa noget Forlig med Svend Pedersen. Med Hensyn til den 3 Uger lange Arrestation, jeg blev underkastet paa Grundlag af den ugrundede Beskyldning for at have faaet Svend Pedersens Datters Armbaand, har Birkedommeren erklæret, at der vilde blive mig tilkendt en Æresoprejsning.

Lovise Charlotte Poulsson.
Henriette Ludolffine Hansen.

* * *

Det er betegnende for Retstilstandene paa Amager, at Voldsmanden, der foretog ovenomtalte brutale Overfald, kun har siddet under Anholdelse i 11 Dage og den Dag i Dag befinder sig paa fri Fod, medens de to Piger, der bleve arresterede paa Grundlag af den urigtige Beskyldning for at have taget det nævnte Guldarmbaand, blev holdt i Arrest i 3 Uger. Det er ligeledes betegnende, at Birkedommer Dahlerup, i Stedet for at virke hen til, at Voldsmanden faar sin fortjente Straf, tværtimod søger at faa Sagen bilagt paa den for Svend Pedersen læmpeligste Maade ved ligefrem at stille Opfordring til de mishandlede Piger om, mod Udbetaling af et større eller mindre Beløb, at "komme overens" med deres Plageaand. Dette Forsøg paa at lade Pengeposen gøre Udslaget mener vi bør ikke gaa upaatalt hen.

Muligvis har det sine ubehagslige Sider for Hr. Dahlerup, naar han en Gang imellem bliver nødt til at tage en velhavende Voldsmand under Behandling, og derfor kan have Tilbøjelighed til at lade denne slippe saa billig som muligt, men Straffeloven staar dog over Hr. Birkedommeren, og selv om den ikke lader enhver Voldsmand faa den Straf, han tilkommer, bør den dog ikke ligefrem skubbes til Side for en fyldt Pengesæk. Vi antager, at Hr Dahlerup, naar han vil, nok kan finde ud af, hvor meget der skal tilkendes Pigerne i Erstatning, uden at der behøves at gaas paa Akkord med Svend Pedersen. Red.

(Social-Demokraten 3. oktober 1884)

Birkedommer og herredsfoged Hans Dahlerup (1832-1896) var blevet cand. jur 1856, auditør 1862. Han var by- og herredsfoged i Mariager 1870-1877, birkedommer i Amager Birk 1877-1888, herredsfoged i Lejre herred 1888. Han blev ridder af Dannebrog 1888.

Dommen over Voldsmanden Svend Petersen paa Amager

Under en ved Amager Birks Ekstraret behandlet Sag tiltaltes Gaardejer Svend Petersen af Sundbyvester for Vold, og efter de fremkomne Oplysninger er de nærmere Omstændigheder herved følgende: Natten mellem den 18de og 19de Juli f. A. rømmede Pigen Henriette Rudolphine Hansen af sin Tjeneste hos Tiltalte, der bor paa Sundbyvester Mark, og kort Tid derefter blev hun arresteret som mistænkt for at have begaaet en Forbrydelse; men da hun ikke blev overbevist herom, blev hun igen løsladt den 7de Avgust, og tog da, skønt hun havde lovet at vende tilbage til Tjenesten, Ophold hos Madame Nielsen i Dyvekestræde i Sundbyvester. Den 10de August om Aftenen rømmede Pigen Lovisa Charlotte Poulsen ligeledes af sin Tjeneste hos den Tiltalte, fordi hun, der var frugtsommelig, frygtede for, at hun ikke skulde kunne udholde det forestaaende Høstarbejde, hvorfor den Tiltalte, da hun ikke havde medtaget sit Tøj, gav Ordre til, at dette ikke maatte udleveres hende, før hun kom tilstede, da han vilde efterse det, for at forvisse sig om, at hun ikke bortførte Tyvekoster. Den følgende Dag, altsaa den 11te Avgust, om Eftermiddagen, indfandt Lovisa, der ligeledes havde taget Ophold hos fornævnte Madame Nielsen, sig igen paa den Tiltaltes Gaard, for at hente sit Tøj, og var da i Følge med ovennævnte Pige, Henriette, der kom for at kræve sin tilgodehavende Løn. Da de kun traf den Tiltaltes Hustru tilstede, gik Lovisa ind i Pigekammeret og hentede, trods givet Forbud, sin Kuffert, som hun og Henriette derefter gik bort med gennem Gaardens Bagport, og da Tiltalte, som opholdt sig tæt udenfor Gaarden, straks blev underrettet herom, løb han efter Pigerne, som han indhentede lige udenfor Porten, og om hvad der derefter foregik har Tiltalte forklaret, at da Pigerne ikke efter hans Opfordring vilde vende tilbage med Kufferten, som han vilde efterse, kastede han Louisa med Magt til Side, saa at Pigerne slap Kufferten, idet han greb Lovisa i Skulderen og ruskede hende, hvorhos han gav hende to Slag i Ansigtet med sin Haand, og da Lovisa derefter løb bort, vendte han sig mod Henriette, idet han tog fat i hende og ruskede hende, og da hun derfor vilde flygte fra ham, greb han hende med begge Hænder svingede hende rundt, hvorved de begge kom til at træde ud i en Vandpyt, som Regnen havde dannet; og da han havde faaet hende vendt mod Porten, greb han hende i Ryggen, idet han holdt hende fast i hendes Kjole, og skubbede hende foran sig igennem Portlaagen, fordi han vilde, at hun, der, som anført, havde lovet at vende tilbage i sin Tjeneste, skulde gaa ind til hans Hustru, og for at fremskynde hendes Gang stødte han hende med venstre Haand i Ryggen, og efter at han saaledes havde ført hende ind paa Gaardspladsen, hvor han slap hende, vendte han tilbage og hentede Kufferten, som han satte ind i Porten, hvorpaa han gik ind for at tage imod Birkedommeren, som i det samme kom kørende til Gaarden.

Efter begge Pigernes beedigede Forklaringer har den Tiltalte, foruden at behandle Lovisa som anført, hvorved hendes Næse kom til at bløde, tillige, idet hun vilde til at løbe bort, sparket hende i Underlivet, hvad den Tiltalte har erklæret ikke at kunne erindre, og i øvrigt gaar Lovisas Forklaring ud paa, at hun, efter at være kommen bort fra Tiltalte, løb over til en Nabogaard, hvorfra hun kort Tid efter vendte tilbage og hentede sin Kuffert, der nu var hensat i Porten, og begav sig med den til sin Bolig i Dyvekestræde, idet hun kom til at køre den største Del af Vejen med en Vogn, som tilfældig indhentede hende, og da hun havde været hjemme en Times Tid følte hun Smærter i Underlivet som en Følge af det hende tildelte Spark, og da disse Smærter tiltoge, henvendte hun sig den 14de Avgust til Distriktslægen, som derefter tog hende under Behandling. Af denne Læges under Sagen fremlagte Erklæringer fremgaar det, at Lovisa, skønt der ikke fandtes nogen Affarvning af Huden eller nogen kendelig Hævelse, havde stærke Smærter i venstre Side af Underlivet, hvilke Smærter efter Anvendelse af Igler og Omslag efterhaanden aftoge og var den 19de August, da den første Erklæring afgaves, ofte ubetydelige, men indfandt sig atter ved de mindste Bevægelser, hvorhos hendes Befindende i det Hele ikke var godt, da hun havde tabt Madlysten og havde nogen Feber. Da Lægen i sin Erklæring af 20de Avgust havde udtalt, at det forekom ham aabenbart, at de omtalte Tilfælde maatte skyldes en hende den 11te s. M. tilføjet Læsion, og at der, da Lovisa fra samme Tid ikke havde bemærket Fosterbevægelser, var sandsynlighed for, at samme Læsion havde bevirket hendes Fosters Død, blev den Tiltalte den 27de s. M belagt med Varetægtsarrest, men blev dog atter løsladt den 5. September, efter ar der ved en den 30. Avgust paa den kgl. Fødselsstiftelse foretagen Undersøgelse var bemærket Liv. I sin Slutningseklæring af 12te September udtalte Distriktslægen, at Lovisa da maatte anses som helbredet uden sandsynlige Følger for Fremtiden, og i Følge en Skrivelse af 30. November fra Læge Th. B. Hansen paa den kgl. Fødselsstiftelse havde Lovisa den 18de s. M. der født et fuldbaaren levende Drengebarn.

Hvad dernæst angaar Pigen Henriette, da gaar hendes beedigede Forklaring ud paa, at den Tiltalte, foruden at have behandlet hende som af ham omforklaret, tillige har med knyttet Haand slaaet hende baade i Tindingerne og i Baghovedet, og givet hende et Stød i højre Side, samt at det forekom hende, at det var med en eller anden Genstand, som den Tiltalte optog i Porten, at han gentagne Gange slog hende paa Ryggen, uden at hun dog har kunnet sige noget bestemt herom, men at hun ved disse Slag fik Blod i Munden. Da den Tiltalte havde sluppet hende, gik hun ind i Gaardens Vaskehus, hvor hun opholdt sig et Par Timer, og talte fredeligt baade med den Tiltalte og hans Familje, som af og til saa ind til hende og gav hende noget at spise, og hun hor erkendt, at hun da gav et noget ubestemt Løfte om næste Dag at ville vende tilbage til Tjenesten, men tilføjet, at det skete i Anledning af Frygt for den Tiltalte. Da Birkedommeren havde forladt Gaarden, begav hun sig til Fods tilbage til sin Bolig i Dyvekestræde, der ligger en Kvart Mil fra den Tiltaltes Gaard, og følte da under Gangen nogle ikke meget stærke Smærter i sin venstre Hofte, hvilke Smærter hun havde begyndt at mærke, da den Tiltalte trak hende ud i Vandpytten, og da hun kom paa Trappen, der fører til hendes Bolig faldt hun og stødte sin venstre Hofte, saa at hun maatte slæbe sig op ad Trappen ved at holde i Rækværker, og kunde ikke siden støtte paa sit venstre Ben.

Af Sagens øvrige Oplysninger fremgaar det, at Henriette, der har et svageligt Helbred og navnlig har lidt af Saar paa Tarmene, da hun kom ind i sin Lejlighed var blodig om Munden, og hun straks faldt om og fik Krampe og spyttede Blod op, hvorfor hun den næste Dag blev indlagt paa Amtets Sygehus. I sine under Sagen afgivne Erklæringer, har Lægen ved bemeldte Sygehus udtalt under 30te Avgust, at Henriette straks efter Indlæggelsen paa Sygehuset ophostede en meget ringe Mængde Blod, men at der iøvrigt intet andet abnormt fandtes end nogen - dog ikke megen - Ømhed i højre Side af Mellemgulvsregionen og over venstre Hoftekamp, og under 26de f. M., at uagtet der ikke fandtes synlige Mærker, f. Eks. Blodudtrækninger, skyldtes de omtale ømme Steder utvivlsomt Stød eller Slag, men at Ømheden ved venstre Hofteregion havde vist sig at være langt betydeligere end straks antaget, og endelig under 12te September, at da Ømheden i højre Side i Løbet af nogle Dage havde tabt sig ved Sengeleje alene, er det sandsynligere at den skyldtes Stød og Slag, der dog ikke kunne have været betydeligere, end at den skulde være Symptom paa Mavesaar, og at det Blod, som Henriette har faaet i Munden, enten kan skyldes Stød eller Puf i Ryggen eller mindre Beskadigelser ved Tænderne i Mundhulen eller paa Læberne; men at ingen af disse tvende Læsioner har efterladt skadeligt Følger for Fremtiden. Med Hensyn til Smerterne i venstre Hofteregion, erklærede Lægen, at de havde vist sig at hidrøre fra en Betændelse i Hofteleddet, hvilken Sygdom ikke kan tænkes at være opstaaet ved et Fejltrin, men maa antages at være foraarsaget ved Henriettes ovennævnte Fald paa Trappen til hendes Lejlighed, og de Krampeanfald, som Henriette fik i sit Hjem, har efter Lægens Formening næppe staaet i direkte Forbindelse med den hende overgaaede Vold, men maa snarere opfattes som almindelige hysteriske Anfald som Følge af Sindsbevægelse, især da hun under Opholdet paa Sygehuset har gjort Indtryk af al være en Del hysterisk. Endelig har den samme Læge under 3. September erklæret, at Henriette da var fuldstændig helbredet, uden at hendes Sygdom har efterladt skadelige Følger for hendes fremtidige Helbred.

Efter det anførte, maa det anses som godtgjort, navnlig ved begge Pigernes beedigede Forklaringer i Forbindelse med Beskaffenheden af den Lovisa tilføjede Læsion i Underlivet, som ikke er oplyst at være bleven tilføjet hende paa anden Maade, at den Tillalle ikke alene har tilføjet Lovisa den af ham omforklarede Vold, men ogsaa sparket hende i Underlivet, og derved tilføjet hende den i Distriktslægen Erklæring ommeldte Læsion, hvorimod det ikke kan anses som godtgjort, at den Tiltalte, som Lovisa endvidere har forklaret, ved den ovennævnte Lejlighed havde Træsko paa Fødderne, og den tiltaltes Forklaring om, at han kun var iført Morgensko vil saaledes som ikke modbevist være at lægge til Grund for Sagens Paadømmelse. Efter Indholdet af de ovennævnte Erklæringer fra Lægen ved Amtets Sygehus maa det anses som godtgjort, at Tiltalte, foruden at behandle Henriette som af ham omforklaret, tillige har puffet eller stødt hende i venstre Side, men medens de øvrige mindre Sygdomssymptomer, hvoraf Henriette ved sin Indlæggelse paa Sygehuset fandtes at lide, maa anses som Følger af den hende af den Tiltalte tilføjede Vold, findes den Hoftebetændelse, hvoraf hun har lidt, ikke at staa i en saadan Forbindelse med hans Behandling af hende, at han herfor kan drages til Ansvar. Begge Pigerne har erklæret, at de ikke ønske Spørgsmaalet om deres Erstatningskrav hos Tiltalte paakendt under denne Sag, og deres eventuelle Ret i faa Henseende vil saaledes være dem forbeholdt. 

For sit ovennævnte Forhold vil Tiltalte, som er født i Sundbyvester, den 17de April 1822 og ikke tidligere er funden straffet, nu være at anse efter Straffelovens § 203, og idet der tages Hensyn til, at det var ham bekendt, at Lovisa var frugtsommelig og Henriette af et svageligt Helbred, findes hans Straf at burde fastsættes til simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos han vil være at tilpligte at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salær til Aktor, Prokurator Møller 50 Kr., hvorimod der ikke blive at tilkende Defensor, Overretssagfører Diechmann, noget SaIær, da han, som tidligere privat engageret, ikke har nedlagt Paastand.

(Social-Demokraten 13. januar 1885).

Ukendt fotograf: Minorkagade. Gamle huse. Tidligere Dyvekestræde, Sundbyøster. Det var i dette stræde de to tjenestepiger et par årtier før havde lejlighed. Kbhbilleder. 1905-1910.

Dyvekestræde skiftede i 1901 navn til Minorkagade. Det var en sidegade i den gamle Sundbyøster landsby på Amager. Minorkagade blev nedlagt i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med opførelsen af beboelsesejendommen Øresundsvej 31-37 og Rødegård 14-18. Bagsiden husene i Minorkagade var en smøge "Gissegyden" som førte ind til Røde Kro.

Sundhedstilstanden i Sundbyerne paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktionen har modtaget følgende: Hr. Redaktør! Foranlediger ved en Notits i Deres ærede Blad om Dødeligheden blandt Børnene I Sundbyerne skal jeg tillade mig at anmode om Plads for efterfølgende Bemærkninger. At Sygeligheden og Dødeligheden, navnlig blandt Børn, er meget stor herude, er en sørgelig Kjendsgjerning, som desværre er gammel hos os; en anden Kjendsgjerning er, at vi have en Sundhedskommission, til hvilken vi til daglig Brug ikke mærke synderligt. Man skulde tro, at det naar et Distrikt hærges saaledes af Sygdom som Sundbyerne, især i Kvarteret omkring Køhlersvej, maatte være en uafviselig Trang for enhver, hvem andres Tillid har kaldt til Medlem af en Sundhedskommission, personlig at undersøge Forholdene paa Stedet og søge at rette, hvad der kan rettes. Men Kommissioner i Almindelighed og Sundhedskommissioner i Særdeleshed ere aldrig berømte for deres Aktivitet. En enkelt Mand med tilstrækkelig Myndighed, Villie og Evne vilde sikkert forslaa bedre end ti Kommissioner! Ganske vist maa en væsenlig Skyld i den store Sygelighed herude søges i de fra en hovedsagelig af Arbeiderfamilier bestaaende Befolkning uadskillelige uheldige hjemlige Forhold, hvor især de mindre Børn ere overladte til sig selv uden tilstrækkelig Pasning og Renlighed, mange Gange med slet og utilstrækkelig Føde - men dette er Forhold, som der aldrig helt kan raades Bod paa. Just derfor bør der i andre Retninger ikke skyes nogen Anstrengelse for at hjælpe og rette, hvor dette lader sig gjøre, og her ligger det store og vigtige Arbeide, hvorved ene en Sundhedskommission kan erhverve sig Ret til sit Navn. I de bedre stillede Klassers Boliger ville heldigere pekuniære Forhold og Beboernes større Intelligens fremtvinge taalelige Tilstande, men i Arbeiderdistrikterne, hvor Løsenet er lav Husleie, der er det Sundhedskommissionen, som skal udføre den regulerendes Virksomhed, der hist besørges af rigeligere Pengeforhold og Beboernes egen Sans for Velvære.

Anvende vi nu disse Bemærkninger paa Kvarteret om Køhlersvei, der væsenligst er et Arbejderkvarter med en Mængde Børn - Fattigmands Rigdom - hvad se vi saa? Stinkende, mudderfyldte Grøfter, der sjælden eller aldrig renses, og renses de endelig en Gang, da gjøres det saaledes, at deres forraadnede Indhold kastes langs Veikanten. Solen tørrer det, og Vinden hvirvler snart et miasmefyldt Støv omkring, fører det ind i Boligerne og tvinger det ind i de Veifarendes lunger; Menneskeboliger, smurte op paa lave, sumpede Steder, saa en usund Grundlust og Fugtighed fremherske; Lossepladser med al deres smitteførende Uhumskhed lagte saa at sige udenfor Vinduerne af Boligerne; elendigt Drikkevand og et yderlig slet eller rettere slet Intet Vandafløb, og mange Steder forene daarlige og uhensigtsmæssige Latriner sig med alle de andre Momenter for at danne et Søle, der virkelig sorterer under en Sundhedskommission og er lyksaliggjort med en Sundhedsvedlægt. Til alt dette kommer, at der ved Indgangen til Kvarteret, paa Hjørnet af Køhlersvei og Landeveien, ligger en Fabrik (Fredens Mølle), der omtrent altid, Dag og Nat, udsender en besværlig og skadelig Damp af Svovl og Salpetersyre, som trænger ind i Husene og ødelægger, hvad de andre paapegede skadelige Potenser muligen har skaanet. Og for, at den modsatte Ende af Veien ogsaa skal være med, ligger der her en mindre Gødnings-Fabrlk. Er her ikke rigelig Virksomhed for en aktiv Sundhedskommission? Noget har Kommissionen jo nok gjort: For et Par Aar siden foranledigede den, at et Par Grøfter bleve oprensede: Hovedgrøften paa Køhlersvei pilledes der ogsaa lidt ved, vel nærmest for at vise, hvorledes et saadant Arbeide ikke skal udføres: der gaves hist og her Paalæg om aabne Møddingsteder i Gaardene, hvor Brøndvandet nærmest maatte kunne karakteriseres som fortyndet Møddingvand - - og senere har man intet, aldeles intet hørt eller set til Sundhedskommissionen. 

Køhlertsvej ved hjørnet af Amagerbrogade. 1904. Reproduktion af tegning. "Benmøllen". Til højre Fredens Mølles fabrikker, nedrevet 1906. I baggrunden til venstre skimtes tårnet på Nathanelskirken. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

En Kreds af Mand paa Køhlersvei og tilstødende Smaaveie har nu disse Dage indgivet en alvorlig Anke over disse Forhold til Sundhedskommissionen, og som jeg hører, have ogsaa Beboerne paa Landeveien (d. v. s. paa den anden Side af Svovlsyrefabriken) sat sig i Bevægelse. Ærbødigst C. L.

(Nationaltidende 2. september 1882).

Køhlertsvej skiftede 1898 navn til Holmbladsgade.

Districtssygepleieforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

Districtssygepleieforeningen har ifølge Meddelelse i "Philantropisk Ugeblad" udgivet sin Aarsberetning for Aaret fra 1ste Februar 1876 til 31te Januar 1877.

Districtssygepleieforeningen, hvis Formaal er at uddanne Sygepleiersker og anvende dem i Særdeleshed til at pleie fattige Syge, begyndte sin Virksomhed i Sundbyerne paa Amager i Sommeren 1874 og vandt efterhaanden mere og mere Anerkjendelse. Sagen gjorde et ikke ubetydeligt Fremskrift derved, at der i Begyndelsen af afvigte Aar blev oprettet et nyt District paa Christianshavn, som har været i Virksomhed siden Februar 1876. Christianshavns District begyndte i Februar Maaned 1876 sin Virksomhed med 2 Sygepleiersker, af hvilke den ene dog snart blev angreben af Skarlagensfeber og i nogle Maaneder var ude af Stand til at forrette Tjeneste. I Mai Maaned overtog Forstanderinden, Frøken E. Povelsen, sin Plads; kort efter antoges en tredie Sygepleierske og senere i Aarets Løb to, saaledes at Districtet ved det nye Aars Begyndelse, den 1ste Februar 1877, kunde fortsætte sin Virksomhed med fem Sygepleiersker, der ligesom Forstanderinden og hendes Medhjælperske, Frøken Olrik, have Bolig i Districtets Hjem, Overgade oven Vandet Nr. 62. Districtet har i det Hele kunnet afgive 233 Nattevagter og 569 Dagvagter til Sygepleien i Byen. Hjælpen er saa godt som udelukkende ydet til Kvinder (kun for een mandlig Syg kom der Anmodning om Pleie) og var fordeelt paa 49 forskjellige Familier. Medens der hidtil ikke er nægtet Hjælp til nogen fattig Familie paa Christianshavn, der anmodede derom, har Foreningen jevnlig modtaget Anmodninger andetseds fra, uden at man kunde eller turde indlade sig paa at udstrække Hjælpen videre. Forsaavidt Fattigpleien har tilladet det, har Foreningen ogsaa paataget sig Sygepleie i velstaaende Familier, men har da stedse modtaget et passende Vederlag derfor.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. maj 1877).

Sygeplejeforeningen var bl.a. blevet til på initiaiv af sygeplejersken Ida Anna Helene Johnsen, født Jessen (1844-1924).  Hun blev 1866 optaget som elev på Diakonissestiftelsen og uddannede sig til sygeplejerske under forstanderinde Louise Conring. I 1868 blev hun ansat som stuekone på Almindelig Hospital som den første "dannede kvinde" hvor hun arbejdede under overlæge Ludvig Israel Brandes (se andets på bloggen) som arbejdede på at reformere sygeplejen. Hun blev i 1870 gift med sygehuspræsten Johan Vilhelm Johnsen og måtte som gift kone opgive stillingen på sygehuset. 

I 1870'erne oprettede hun Danmarks første sygeplejeforening som ansatte fire hjemmesygeplejersker i Sundby. Der blev også oprettet en på Christianshavn. De blev finansieret af både kontingent og offentlige midler, bl. a. fra overlæge Brandes og fabrikant L. P. Holmblad i Sundby. Da manden Johan Johnsen blev sognepræst i Vamdrup i midten af 1870'erne flyttede hun med. Der var da ansat 11 hjemmesygeplejersker, og sygeplejeforeningerne. Hun flyttede til København efter manden død i 1887 og blev klasselotterikollektrice, skrev artikler til Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet og udgav sin selvbiografi Mellem to Tidsaldre i 1915.

Et lille Bethesda.

Ude paa Christianshavn er der et Hjem, som, da det for 12 Aar siden blev stiftet, fik Navnet Bethesda. Det er det Hjem, hvor de Søstre, som arbeide i Districtssygepleieforeningens Tjeneste, boe. Den, som i sin Tid gav Hjemmet dette Navn, knyttede vist nok allerførst dertil det kjærlige Ønske, at det for dem, som skulde boe der, maatte blive et ret Barmhjertighedens Huus, hvor de af Guds Naade maatte hente ny Styrke og ny Lyst til daglig at gaae ud til deres Gjerning: at pleie fattige Syge. Men ved Siden deraf laa sikkert ogsaa den Tanke, at det lille Hjem for mange Andre end dets egne Beboere maatte blive et Barmhjertighedens Huus, som efter Herrens Ord skulde aabne sine Døre, ikke for "rige Naboer, som kunne give Vederlag", men for Saadanne, "som Intet have at betale med: Fattige, Halte, Krøblinge og Blinde". Fra dette lille Hjem skulde ogsaa mangen Vederkvægelse bringes til de Syge.

Saaledes have vi, som nu i 12 Aar have havt Hjemmets daglige Drift under Hænder, opfattet Tanken med at kalde Hjemmet Bethesda, og efter denne Opfattelse have vi arbeidet med det dobbelte Maal for Øie. Og vi have havt den Glæde al see, at det lille Hjem af Mange, foruden os, som boe i det, er blevet betragtet som et godt Sted, et Sted, hvor de Smaa, Fattige, Fortrykte og Svage frit kunde gaae ind og ud og for en Stund sinde Ly og Hygge; et Sted, som delte sit Brød med den Fattige, som kom til dets Dør, og endelig et Sted, hvorfra smaa Gaver bleve bragte til de Syge; men aldrig er der i alle disse Aar særlig opfordret til at yde Bidrag til denne Side af Virksomheden. Enkelte kjærlige Mennesker have uopfordret ved Juletid sendt forskjellige Gaver med den særlige Bestemmelse at anvendes til vore Fattige og Syge, og fra en skjult Kilde er stadig flydt Bidrag hertil. Den allerstørste Del af Udgifterne derved er dog bleven baaren af Districtssygepleieforettingen selv, og saaledes har denne Side af Virksomheden hidtil ligesom kunnet skjule sig bag Districtssygepleieforeningens Hovedformaal: at pleie fattige Syge paa Christianshavn og i Sundbyerne paa Amager.

Helst skulde denne Virksomhed være bleven i sit Skjul, kun kjendt af dem, der virkes for, thi jo mindre der kan tales og skrives om den Slags Ting, destobedre. Det er kun den bydende Nødvendighed, der driver til at opgive dette Skjul, da Districtssygepleieforeningens Midler ikke længer strække til at dække de Aar for Aar større Huusholdningsudgifter, som udkrævedes, naar idetmindste ligesaa mange som Hjemmets egne Beboere skulde mættes, og der ellers ogsaa paa anden Maade skulde hjælpes lidt for de Fattige og Syge. Districtssygepleieforeningens Bestyrelse har derfor med Beklagelse seet sig nødsaget til at nedsætte Huusholdningspengene saaledes, at der fra Foreningen nu kun ydes Alt, hvad der behøves til Hjemmets egne Beboere i alle Maader, men intetsomhelst til, at Hjemmet, som hidtil, kan være et Tilflugtssted for den Fattige.

Vi som leve og arbeide i og udenfor Hjemmet, og som nu i 12 Aar have havt den dobbelte Opgave for Øie og under Hænder, og for hvem det staaer saa fast, at "de To maae ikke skilles ad", vi kunne nu ikke Andet end sende det hjertelige Spørgsmaal ud til kjærlige Mennesker nær og fjern: Kunne I ikke have Lyst til at sende os Gaver enten een Gang for alle eller i aarlige eller maanedlige Bidrag, saa at vi som hidtil kunne holde Hjemmets Døre aabne for de Fattige og Fortrykte, af hvilke vi i vor Gjerning herude lære stedse flere og flere at kjende, samt ikke blot yde fri Sygepleje, men ogsaa paa anden Maade hjælpe lidt i de fattige Hjem?

Enhver, der kjender til disse Forhold, veed hvor svært, ja næsten umuligt det kan være for Sygeplejersken at yde Pleie paa Steder, hvor ofte det Allernødvendigste mangler, naar hun ikke fra Hjemmel kan bringe lidt Hjælp med. Det er kun høist ugjerne jeg har draget denne lille, stille, beskedne Sag frem for Offentligheden, men jeg kan ikke see paa, at den synker i Grav, uden at jeg idetmindste maa gjøre et Forsøg paa at holde den ilive. Saa trøster jeg mig da til at sende disse Linier ud i Verden, fuldelig forvisset om, at Han, som er en Herre ogsaa over Sølvet og Guldet og Menneskenes Hjerter, kan bøie Hjerter henimod denne Sag, saa at de faae Lyst til at støtte den, og det lille Hjem saaledes kan vedblive at virke efter sit gode Navns dobbelte Betydning.

Gaver bedes tilsendt Hjemmets Forstanderinde, underskreven

Emma Povelsen,

Prindsessegade 28. C.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. april 1888. 2. udgave)

Emma Povelsen. Hun var datter af rektor Povelsen fra Sorø. Hun var med fra 1865 i optagelseshuset i Gothersgade. (Regitze Barner: Minder fra mit liv og gjerning, bind 1, s. 142. 1911)

I august 1891 udsendte Emma Povelsen en lignende appel hvor hun oplyste at der indkom 500 kr. Men dog ikke nok, så hun igen måtte appellere til offentligheden om bidrag. Distriktssygepleieforeningen skiftede i 1896 navn til "Sygepleieforening for Christianshavn og Sundbyerne".