Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samoavej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Familiehotel i Skipper Clements Alle. (Efterskrift til Politivennen)

Et Familiehotel i Skipper Clements Alle.

14 Familier stuves sammen i en Villa og betaler 32 Kr. om Ugen for et enkelt Værelse og en uspiselig Føde.

"Familiehotellet" set ude fra. Her bor 14 Familier, der tilsammen betaler 450 Kr. om Ugen i Husleje.

Bolignøden har givet en Del Folk med udpræget "Forretningssans" og Smartness Blod paa Tanden og det er utroligt, hvad de kan faa dem selv til for at udnytte denne Nødstilstand. Vi skal i Dag nævne et af de særlig grelle Tilfælde.

Et "Familiehotel".

Fru Marskandiser Lund, Søren Nordbysalle, ejer en større Villa i Skipper Clementsallé Nr. 1, og man maa lade den entreprenante Dame, at hun forstaar at faa noget ud at sin Ejendom, idet hun har lejet Villaen ud til 14 - fjorten - Familier, der hver har et Værelse. Og for at omgaa Huslejeloven lavede hun et fingeret Pensionat for Ægtefolk. Hun skal lave Middagen for samtlige Beboere - en Ret Mad - og faar saa betalt 32 Kr. om Ugen i Husleje. I ren og skær Husleje, thi Maden er au elendig, at den omtrent hver Dag gaar i Vasken.

VI har aflagt et lille Besøg i dette "Familiehotel" for ved Selvsyn at faa et lille Indblik i det "smarte" Foretagende.

Besøg i Villaen.

Det er en Jævnstor Villa, der ligger paa Hjørnet af Dyvekes Allé og Clements Allé, men den er dygtig forfalden. Trapperne er daarlige og slidte, hvad der ikke er noget Under, naar man betænker, at her bor 14 Familier.

Vi ringer paa i Stuen. Der kommer et Par Damer til Døren og vi faar en lille Samtale med nogle af Beboerne.

- Vi bor 14 Familier her i Ejendommen, siger vor Hjemmelsmand, og tillige bor her en Dame, der laver Maden.

 Hvor megen Plads har saa hver Familie? spørger vi.

- Et Værelse.

- Med Vand og Gas?

- Vand og Gas har vi, men ingen Afløb, saa vi maa bære Spildevandet ned i Kælderen.

- Og Huslejen?

- Ja, den er 32 Kr. om Ugen, men saa skulde vi jo have Middagen. Det faar vi ganske vist ogsaa, men den er tit de allerfleste Tider fuldstændig uspiselig, saa de fleste at Familierne nu selv laver Maden, Men derfor er Huslejen lige høj. Vi har Gang paa Gang klaget over dette Forhold baade enkeltvis og samlet, men det eneste Svar vi faar, er dette:

Er De utilfreds, saa kan De rejse, vi kan sagtens faa lejet ud igen.

Vi kigger indenfor i Værelserne, der akkurat er saa store, at der kan staa et Par Senge og et Bord og Skab.

Udenomsbekvemmeligheder er der ingen af. En lille snavset Gaard, der flyder med Affald og Skrammel. W. C. findes ikke. men et gammeldags Kloset. Tænk engang, 

ét Kloset til femten Familier.

Et ganske ulovligt Forhold. Man forstaar ikke, at et saa urimeligt og uhygiejnisk Forhold kan eksistere paa Trods af alle Sundhedsvedtægter og Regler. Og man forstaar saa inderlig godt, at den entreprenante Marskandiserske maa skifte Lejere hver 8. eller 14. Dag.

Men skammeligt er det, at en saadan Udbytning af Husvilde i det hele taget kan lade sig praktisere.

Vi vil henlede de ærede Sundhedsautoriteters Opmærksomhed paa dette Forhold. Om ikke andet, saa maa dog de mest elementære Sundhedsbegreber ogsaa gælde for Fru Lunds "Familiehotel" i Skipper Clements Allé.

Og her maa vel al Tale om "daarlig Raad" forstumme. Fru Lund faar hver Uge 450 Kr. ind i Husleje, saa der kan nok blive Raad til forskellige haardt tiltrængte Forbedringer.

(Klokken 5 (København) 8. august 1924)

Christianshavn: Kallehauge og Schreiber. (Efterskrift til Politivennen)

I 1864 lavede fiskehandler Jens Peter Kallehauge (1816-1889) og hans to sønner ravage hos vinhandler Schreiber på Christianshavn. Nedenfor nogle punktnedslag i såvel Kallehauges som Schreibers videre skæbne. Kallehauge solgte fisk ud for det blå kar på Gammelstand 6.

Kjøbenhavns offentlige Politiret

2den Afdeling, Assessor Wallick

Lørdagen den 31te December

- - -

Fiskehandler-Familien Kallehauge, Fader og 2 Sønner hvoraf den yngste haabefulde Pode er mindreaarig, havde i Forening med Hesteslagter Baron og Oliemester Jørgensen været paa en Vinkælder hos Vinhandler Schreiber paa Christianshavn. Efterat et større Kvantum Portvin var konsumeret, oplivedes Selskabet i den Grad, at ved et Uheld et Mahognibord og en Stol hver mistede et Ben, og da Schreiber kom ind fra sit Kontor og bad Selskabet gaa, overfaldt de ham, som øieblikkelig sendte sin Karl efter Politiet, medens han selv, der er en meget stærkt Mand, indtog en defensiv Holdning og retirerede tilbage til sit Kontor, forfulgt af Tumultuanterne. Oliemesteren var saa klog at holde sig udenfor Spektaklet og forsvandt, da Betjenten kom; derimod bleve de Øvrige Anholdte og bragte til Politistationen. Sagen, som har været for engang tidligere i Retten, hvor den forrige slesvigske Stutmester Jørgensen mødte for Schreiber, der var syg, maatte atter idag opsættes, da Kallehauge i Mellemtiden havde tilskrevet Schreibers Kone et saa usømmeligt Brev, at dens Oplæsning i Retten var umulig, hvilket Brev øieblikkelig var blevet tilstillet Politidirektøren.

(Dags-Telegraphen 1. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Løverdagen den 31te December 1864.

- - -

Forhandlingerne i Sagen imod Fiskehandler Kallehauge m. Fl., for at have tilføiet Viinhandler Schreiber Overlast i hans Viinkjælder, fortsattes idag uden at tilendebringes. Af de afgivne Forklaringer syntes at fremgaae, at S. i alt Væsentligt har havt Ret i sin Klage, og at blandt de Tiltalte navnlig den ældre Kallehauge er den, der væsentligst har bidraget til, at de paaklagede Uordener have fundet Sted. Det oplystes tillige, at Sidstnævnte siden forrige Retsmøde til de tidligere har føiet nye Fornærmelser imod Schreiber, og at disse ere af en saa krænkende Beskaffenhed, at Politidirektøren har fundet sig opfordret til al lade Undersøgelser anstille ved Inspektøren for Opdagelsespolitiet. Saalænge disse Undersøgelser ikke ere tilendebragte, vil Sagen henstaae uafgjort, for at det kan vise sig, om de nye Fornærmelser egne sig til at være Gjenstand for Behandling ved de offentlige Retter under den alt verserende Sag; befindes dette at kunne skee, ville Forhandlingerne sandsynligviis foregaae for lukkede døre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Torsdagen den 5te Januar.

Efterat Advarseler vare meddeelte deels i Anledning af en Forsømmelse, der var sket med at anmelde en Tjenestepige for Politiet, deels for Nattesæde, ikke tidligere begaaet, fremstod Fiskehandler Kallehauge og Viinhandler Schreiber i Anledning af den imellem dem verserende Sag. Efter Overretsprokurator Winthers Opfordring havde Sidstnævnte forinden Retsmødet erklæret sig villig til at indgaae paa Sagens Afgjørelse i Mindelighed, og det Forslag, Dommeren havde stillet, antog ogsaa Kallehauge. I Henhold hertil erklærede Kallehauge i det offentlige Retsmøde, at han erkjendte at have skrevet det under Sagen omhandlede, fornærmelige og Velanstændigheden krænkende, Brev, samt at dettes Indhold var usandt, og gav derefter Schreiber en saadan Æreerklæring, som denne fandt sig tilfredsstillet ved. Idet han derhos tillige erkjendte at have ved den i Sagen paaklagede Leilighed gjort Brud paa Schreibers Huusfred, betalte han i Erstatning for det ituslaaede Meublement 18 Rd., og erlagde en Bøde af 50 Rd., hvoraf 30 Rv. tilfaldt "Bræstrups Stiftelse" og 20 Rd. Rettens Fattigkasse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1865)

Jens Peter Kallehauge, Sundbyvester købte sammen med værtshusholder Chr. Erichsen en ejendom i Charlottenlund Strandmark for 3.300 Rd., forsikret til 4.760 Rd.

I en højesteretssag afsløres nogle forhold omkring ildebrandstilfælde og borgeres pligt til at møde med brandslukningsmateriel. Her var Kallehauge indblandet, og blev ved den lejlighed frikendt:

Nr. 250.

Advocat Hansen

contra

Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen (Defensor Levinsen), 

der tiltales for ikke at have efterkommet deres Forpligtelse til at møde som Vandkjørere i Ildebrandstilfælde.

Amager Birks Politiretsdom af 24de September 1867: "De Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Tiltalte Smed P. Larsen bør til Amager Birks Politikasse bøde 1 Rd. Tiltalte Huuseier Niels Linnemann af Kastrup bør under en Mulct af 1 Rd. til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse for hver Dag, denne Dom siddes overhørig, inden 14 Dage efter Dom. mens lovlige Forkyndelse oplægge det manglende Loft over sit Kjøkken og bevise Saadant ved Brandfogdens Attest. Saa bør han og til Politikassen bøde 2 Rd. At efterkommes inden 3 Solemærker efter Dommens lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom af 26de November 1867: „Birketingsdommen bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Sagens Omkostninger, derunder Salair til Prøveprocurator Kalko og Procurator Berggreen med 5 Rd. til hver, udredes af det Offentlige."

Høiesterets Dom.

Ved kgl. Ordre af 27de f. M. er Høiesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanseet at dens Gjen stand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

Selv om det antages, at der med Hensyn til den under Sagen omhandlede Kjørepligt haves en i formel Henseende gyldig Bestemmelse, om hvis Overtrædelse fra de Tiltaltes Side der kunde være Spørgsmaal, maa Høiesteret ialtfald i henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde billige, at der er tillagt dem Frifindelse for det Offentliges Tiltale, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Sagens Omkostninger billiges, bliver derfor at stadfæste.

Thi fjendes for Ret:

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Advocaterne Hansen og Levinsen tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af det Offentlige.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Det er under nærværende Sag tilstrækkeligt oplyst, at de Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand J. Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen, der i Medfør af Kiøbenhavns Amtsraads Skrivelse af 31te Mai 1866 ere opførte paa det af Taarnby Sogneforstanderskab for Aaret 1867 affattede Regulativ for Vandkjørsel i Ildebrandstilfælde, med Forpligtelse til i saadanne Tilfælde at møde med Vogn og Hest forsynede med 1 eller 2 Vandtønder, desuagtet ere udeblevne respective ved Ildebrand den 3die Juni og Mønstring den 11te s. M. Ved Amager Birketingsdom af 24de September d. A. ere de imidlertid frifundne for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at 2 33 i Loven af 2den Marts 1861 knytter Forpligtelsen til i Ildebrandstilfælde at møde med Heste og Vogn til Besiddelsen af en Gaard, hvilken Ingen af de Tiltalte besidder i Ordets legale Betydning, samt af Hensyn til, at den Bemyndigelse til Affattelse af Ændring i Regulativet, hvilken Loven tildeler de communale og administrative Autoriteter, ikke kan antages at strække sig ud over selve hiin Betingelse for Forpligtelsen, navnlig ogsaa fordi den Godtgjørelse i Sogneægter, hvortil Paragraphen henviser, kun lader sig give til Besiddere af "Gaarde".

Da nu Overretten maa være enig med Underdommeren i denne Opfattelse af Lovgivningen, vil Birketingsdommen, der ogsaa angit flere Tiltalte, for hvis Vedkommende Sagen ikke er appelleret, forsaavidt paaanket er, være at stadfæste, og Sagens Omkostninger, derunder Salairerne til Actor og Defensor her for Retten 5 Rd. til hver, at udrede af det Offentlige.“

(Højesteretstidende 1867).

I 1875 var Kallehauge indklaget endnu engang for fornærmelser, denne gang mod en anden fiskehandler. Denne gang fik han ikke medhold i retten:

Æreserklæring.

Udskrift

af

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2det Civilkammers Protokol.

Aar 1875, den 22de Marts foretoges alter Sagen

Nr. 51/1875.

Fiskehandler og Danebrogsmand Søren Nielsen Thrane

mod

Fiskehandler I. P. Kallehauge

Klageren mødte personlig.

Indklagede mødte ved Prokuralet H. I. Torp, der fremlagde Indlæg og Fuldmagt.

Sagen blev nu saaledes forligt, at Prokurator Torp paa Indklagedes Vegne erkjendte, at Indklagede, dersom denne ved den i Klagen anførte Lejlighed har fornærmet Klageren paa den i Klagen anførte Maade, beklager, at dette, som er skeet uden Indklagedes Vidende og mod hans Ønske, og hvortil han ikke har havt nogensomhelst Berettigelse eller Grund, har fundet Sted, tilbagekalder de fornærmelige Udladelser, der maatte være faldne, saa at de ikke skulle komme Klageren til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte, og forpligte sig til inden 8 Dage fra Dato at betale en Bøde til denne Rets Fattigkasse af 30 Kr., samt til Klageren i Godtgjørelse for Sags Omkostning« og Tidsspilde 20 Kr.

Sagen sluttet kom forligt.

Knudsen. Reiendahl. Bergen.
Udskriftens Rigtighed bekræftes

Justitskontoret under Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret, den 27de Marts 1875

(Dags-Telegraphen (København) 19. april 1875).

Et mærkeligt Selvmord.

I dette Blads Onsdagsnumer læstes følgende Nyhed, som Politiet havde tilsendt os:

"Endskønt der i Forgaars Eftermiddags var afspærret paa Knippelsbro paa Grund af, at et Skib skulde igennem, brød en Fiskehandler, der kom kørende med et Enspænderkøretøj, sig ikke det mindste derom, og uagtet ogsaa Brovægteren advarede ham derimod, kørte han uden om Spærrebrædtet og op paa Broklapperne, der allerede var begyndt at løfte sig; der kunde let være sket en Ulykke, hvis han ikke var holdt tilbage med Magt. Politiet noterede ham. 

Den omtalte Fiskehandler var Jens Leth Kallehauge, som efter at Handelen paa Fisketorvet i Mandags Eftermiddags var forbi var paa Vejen til sit Hjem i Sundbyvester paa Amager 

Den paafølgende Morgen - om Tirsdagen - stod Kallehauge op ved 4 Tiden, vækkede sin Karl og beordrede denne til at spænde for og køre - imod Sædvane - alene ind til Byen for at varetage Fisteforretningen, og gik derpaa ind paa Ejendommens Retirade.

Senere fandt man ham hængende livløs paa Retiradedøren med et Reb fastsurret om Halsen.

Den Afdøde var, trods sin høje Alder - 73 Aar - , en rask og rørig Mand. Han sad i temmelig gode Omstændigheder, ejede foruden det Sted, han selv beboede paa Bülowsvejen et Par andre Ejendomme paa Amager, og han var ved Hjælp af den Fiskeforretning, han drev ved Gammel Strand, en Mand - efter Sigende - paa ca. 60,000 Kr. I den senere Tid havde han været en Del melankolsk, og man formener om Affæren ved Knippelsbro, at det har været hans Hensigt at styrte sig med Køretøjet t Havnen.

Han efterlader sig en Hustru paa 75 Aar og en 10-12 voksne Børn.

(Social-Demokraten 26. oktober 1889)

Selvmordet skete den 22. oktober 1889. Han blev begravet den 27. oktober 1887 fra Sundby Kirke. Han var gift med Marken (Marchen) Kallehauge, født Clausen. Hun takkede efterfølgende pastor Nielsen for en smuk tale og nogle sangere. Marken Kallehauge solgte i 1893 deres hus, matrikelnummer 137, Sundbyvester Gade nr. 4 i Raagaardsstræde for 2.200 kr til bestyrer Hans Olsen. Hun ser ud til at være død i 1903:

Alle og Enhver, som maatte have Noget at fordre Boet efter afdøde Enkefru Marchen Kallehauge født Elan sen, af Sundbyvester og tidligere - 1889 - afdøde Mand, Fiskehandler Jens Peter Kallehauge, efter hvem Enken hensad i uskiftet Bo, indkaldes herved med 6 Maaneders Varsel til at anmelde og bevisliggjøre deres Krav for undertegnede Skiftekommission, som behandler Boet, hvori Arv og Gjæld ikke er vedgaaet.

Med samme Varsel indkaldes derhos de Afdødes Arvinger til at melde sig paa Skiftet og varelage deres Interesser under Boets Behandling. Særlig indkaldes Sønnen Andreas Peter Kallehauge, der for ca. 45 Aar siden udvandrede lil Amerika, og fra hvem der ikke senere skal være hørt 

Den kgl. Landsover samt Hos- og Stadsrets Skiftekommission, Kjøbenhavn, den 29de Maj 1903.

Schack.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juni 1903).

Andre end sønnen synes at være udvandret, om en Andreas Peter Kallehauge fortæller en slægtsside:

Brief Life History of Martin Andreas Peter Kallehauge (1860-1930)

When Martin Andreas Peter Kallehauge was born on 14 February 1860, in Sundbyvester, Solvang, Sokkelund, København, Denmark, his father, Peter Kallehauge, was 23 and his mother, Ane Kuhre, was 24. He married Amalie Josefine Søderberg on 21 November 1880, in København, Denmark. They were the parents of at least 2 sons and 1 daughter. He lived in København, Denmark for about 10 years and Gentofte, Copenhagen, Hovedstaden, Denmark in 1925. He died on 10 April 1930, in Copenhagen, Hovedstaden, Denmark, at the age of 70, and was buried in Hellerup, Copenhagen, København, Denmark.

Af oplysningerne fremgår at det ikke kan være den samme, trods navnelighederne.

Huset gik den 27. juni 1903 på tvangsauktion. Af bohavet nævntes bl.a. en del antikke møbler (bl.a. en maghonisekretær), 2 taffelure, et bornholmsk stueur, sølvtøj, 14 lirekasser og spilledåser, 5 skibsmodeller, et pengeskab, kobber- og messingtøj og 2 vogne. I en tvangsauktionsannonce den 6. august 1903 nævnes ejendommen som Finlandsgade 13 og 15 i Sundbyvester. Den fremvistes af fiskehandler Thorvald Emil Kallehauge (død marts 1907), Sverigsgade nr. 22, 2. sal. Boet aflagde regnskab i november 1904.

Om Wilhelm Schreiber (-1876) findes i aviser forskellige oplysninger:

Et Hundredaars-Jubilæum. Den 14de Februar kan det bekjendte Vinfirma Wilh. Schreiber & Co. fejre Hundredaarsdagen for sin Grundlæggelse. Forretningens Stifter var Jacob Peter Kaarsberg. der den 14de Februar 1793 løste Borgerskab som Vinhandler heri i Staden og aabnede sin Vinhandel med tilhørende Vinstue i den af ham opførte Ejendom i Strandgade, det nuværende Nr. 20. I 1809 løste hans Søn Peter Andreas Kaarsberg Borgerskab i om Vinhandler, og fra 1816 overtog han Faderens Forretning. Efter 1820 flyttedes Forretningen hen paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade. Peter Andreas Kaarsberg, der døde i 1866, havde allerede i 1859 overdraget Forretningen til Johan Asmus Wilhelm Schreiber, en indvandret Tysker. I 1867 flyttede den nye Indehaver Forretningen hen til den Ejendom i Lille Torvegade, hvor den endnu har sit Seede. I 1876 optoges som Kompagnon Hr. Anton Olsen, som i en længere Aarrække havde varet ansat hos Moses & Søn G. Melchior. Allerede kort efter døde Schreiber og Olsen fortsatte da under det allerede en Aarrække før antagne Firmanavn Wilm. Schreiber & Co.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende februar 1898

100-åars Forretningsjubilæum.

I Dag kan Vinfirmaet Wilh. Schreiber & Ko. fejre Hundred-Aarsdagen for Forretningens Grundlæggelse.

I dette lange Tidsrum har Forretningen uafbrudt haft Sæde paa Kristianshavn, hvor den dog, som en naturlig Følge af de skiftende Tider, er undergaaet betydelige Forandringer i de forløbne Aar.

Forretningens Stifter er Jacob Peter Kaarsberg, der den 14de Februar 1798 løste Borgerskab som Vinhandler her i Staden og aabnede sin Vinhandel i den af ham opførte Ejendom i Strandgade (nuværende Nr. 20), beliggende imellem Hofmaler hos Christian den 4de Carl van Manderns (nu Nr. 18) og Etatsraad Friederich Christian Aaters Ejendom (nu Nr. 22). Alle disse Ejeudomme staar endnu til Dato uforandrede, og navnlig er dette Tilfældet med den Kaarsbergske, som ved sin Svalegang i den snævre Gaard og den smalle, men sirlige Trappegang er et lige saa smukt som interessant Vidnesbyrd em svundne Tiders Arkitektur. Paa Husets Facade findes saledes den Dag i Dag anbragt et langt Sandstens-Hautrelief, forestillende to af de af Josva til Kanaans Land udsendte Spejdere, som til Vidnesbyrd om Landets Frugtbarhed vendte tilbage med en Drueklase saa stor, at de to Mænd maatte bære den paa en Stang imellem sig; ogsaa over den med Udskæringer og Ornamenter smukt forsirede G«dedør, saavel som over Nedgangen til Kjælderen i Gaarden, findes gamle Prydelser.

Allerede i Aaret 1809 løste Grundlæggerens Søn, Peter Andreas Kaarsberg, Borgerskab som Vinhandler, og han overtog i 1816 Forretningen efter Faderen, som da kjøbte den meget større Ejendom paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade, nu Nr. 14, det saakaldte "Raadhus", hvor han boede til sin Død 1830.

Sønnen, Peter Andreas, flyttede da sin Forretning fra Nr. 20 hen i den ovennævnte smukke Hjørneejendom, i hvis rummelige, korshvælvede Kjælder der fandtes den allerede længe savnede Plads til Udvidelse, og under P. A. Kaarsbergs Ledelse gjorde Forretningen her betydelige Fremskridt.

Her samledes adskillige af Byens bedste Borgere for ved en kvart Portvin at drive deres uskyldige politiske Kandestøberier, og her traf man ogsaa mange af de saakaldte gode Hoveder. Blandt Stamgjæsterne kan nævnes Borgerdydskolens Inspektør og geniale mathematiklærer, Islænderen Cleophas Svenningsen, og hvor han holdt til Huse, kunde man være sikker paa at finde et godt Glas Vin, krydret med en ikke mindre god Historie.

Blandt de mange, som i denne lange Aarrække har medtaget døres Uddannelse i den ædle Vintapperkunst og som dygtige Folk af Faget er udgaaede fra denne Forretning, kan nævnes de afdøde Vinhandlere Chr. W. F. Bestle og Tottenberg, senere Ejer af Hotel Tottenberg. I Aaret 1827 blev Peter Andreas Kaarsberg Forsørgelse Biore tander og i 1828 Kaptejn i Borgervæbningen. Han døde 1866, men forinden, allerede i 1859, havde han overdraget Forretningen til den for sit Kjendskab til Vinfaget almindelig ansete Johan Asmus Wilh. Schreiber; dog førtes Forretningen endnu i Peter Andr. Kaarsbergs Navn, indtil Schreiber selv, som Udlænding, ved den nye Næringslov blev berettiget til at købe Borgerskab som Vinhandler her i Staden og fra den 11te Marts 1862 førte Forretningen i eget Navn.

Wilh. Schreiber fortsatte nu Forretningen i den nedarvede Aand, men flyttede i 1867 til den til Forretningen erhvervede Ejendom i Lille Torvegade Nr. 9, hvor den endnu har sit Sæde. Wilhelm Schreiber, som var født i Lübeck, havde modtaget sin bedste Uddannelse i de store Slotskjældere i Doberan i Mecklenburg, hvorfra han indforskreves hertil af Firmaet P. de Coninck for at lede deres den Gang nyanlagte Vinforretning.

Som Kuriosum kan anføres, at Schreiber, som ovenfor nævnt, flyttede Forretningen til den den Gang aldeles øde og ubefærdede Ende af Lille Torvegade - idet Knippelsbro paa den Tid, som bekjendt, laa for Enden af Brogade - fordi han fandt, at der paa Hjørnet af Strandgade var før megen Færdsel til, at hans Kunder blandt Amagerne kunde holde uforstyrrede udenfor med deres Kjøretøjer ; Skæbnen vilde imidlertid, at Knippelsbro kun faa Aar senere blev flyttet netop hen for Enden af Lille Torvegade, og Schreiber fandt sig samledes pludselig - imod sin Vilje, men til Forretningens senere store Fordel - hensat i en af de snart efter mest befærdede Gader I Byen.

Afkræftet af Sygdom optog Wilh Schreiber den 1ste April 1876 Hr. Anton Olsen som Kompagnon i Forretningen. Hr. Olsen havde i en længere Aarrække været ansat hos Firmaet Moses Søn O. Melchior som Forvalter paa derea Pakhuse paa Asiatisk Kompagni. Forretningen fortsattes nu af begge I Forening under Firma: Wilh. Schreiber & Ko.

Allerede den 18de December samme Aar afgik Wilh. Schreiber ved Døden, og Kompagnonen Anton Olsen fortsatte da Forretningen som Ene-Indehaver under samme Firma.

Meget Vand er løbet I Stranden, siden Jacob Peter Kaarsberg den 14de Februar 1798 aabnede sin Vinhandel paa Kristianshavn. Vinstuen er forlængst nedlagt, men i Forretningens Kjældere minder de hundredaarige Lagerfade os endnu den Dag i Dag om Forretningens Ælde.

(Dannebrog (København) 14. februar 1898).

Fritz Theodor Benzen. Strandgade 18-20. Optaget mellem 1900 og 1910. Kaarsbergs hus ses til venstre med relief af vindruebærerene. Husene blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Kbhbilleder. Public Domain.

De nævnte ejendomme i Strandgade 18 og 20 blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Ejendommen Torvegade 20/ Strandgade 14 blev - formentlig ukorrekt - i lang tid omtalt som Christianshavns gamle rådhus. Af kilder for den selvstændige købstad Christianshavn 1673 fremgår at der intet rådhus var, og for den sags skyld heller ikke fængsel.

Reg. 1911 Nr.488. Anmeldt den 7de September 1911 Kl. 11.54 af Wilhelm Schreiber & Co., Vinhandel, København, og registreret den 14de Oktober s. A. En sort Etikette med hvid Indskrift og et rødt Skjold i øvre, venstre Hjørne. I Etiketten staar med fremtrædende Bogstaver; Monntain Deiv og: The Pearl of Scottish Whiskies. Derunder og derover staar Angivelser angaaende Varen og nederst Anmeldernes Navn og Bopæl, I det røde Skjold staar med sorte Bogstaver Ordene: Black label. Mærket er kun registreret for Vine og Spirituosa. Ordene: Black label er af Anmelderne angivet at skulle anvendes som en særlig opfunden Benævnelse for disse Varearter. (Registrerings-Tidende for Varemærker nr. 29, 1911).

Efter Anton Olsen (1838-1910) overtog sønnen Hjalmar Steglich firmaet. Firmaet havde da adresse på Torvegade 9.

Folketællingen og Skolelærerne. (Efterskrift til Politivennen)

Igjennem Offentligheden erfares, at det har været paatænkt at anvende til Skolelærerne 10,000 Rd. som Erstatning for Arbeidet ved Folketællingen.

Danmark har omtrent 3000 Skolelærere, og Honoraret til hver vilde altsaa blive 3 ½ Rd., hvilket dog altid kunde være til Anskaffelse af et Par Støvlefødder. Skjøndt nu et saadant Honorar ikke synes at være Overdrevent, seer man dog, at der har løftet sig stemmer derimod. For dem, der ikke kjende Arbeidet og Besværligheden ved Optagelsen af en Folketælllngsliste, turde det maaskee være interessant at erfare, at der til dette Hverv, paa sine Steder, som til Er her, behøves 14 Dage. Dette synes maaskee utroligt, men er dog Sandhed; thi deels er Distriktet meget spredt og stort - idet det omtrent tæller 2000 Sjæle, og deels kan Befolkningen ikke med nogen Sikkerhed træffes førend hen paa Eftermiddagen. Man skulde saaledes fristes til at mene, at det omtalte Vederlag ikke var for stor Opmuntring for et Arbeide, der overalt i Vinterens strengeste Tid er meget besværligt. Man spadserer fra Dør til Dør, og fra den ydre Kulde træder man undertiden ind i Armodens Boliger, i fugtige Huller, og hvad der optegnes, er man senere nødt til at reenskrive.

Der er ganske vist heller ikke tilstrækkelig Grund til at lægge Folketællingen midt ind i Vinterens Hjerte - der desuden er den bedste Skoletid. Et Spørgsmaal er det ogsaa, om skolelæreren har - jeg skal ikke sige bør have - Forpligtelse til at paalægges Tællingen, saavelsom andre statistiske Meddelelser, naar saadanne falde ind. Hermed mener jeg nu ingenlunde, at nogen Lærer bør vægre sig ved i saa Henseende at komme Autoriteterne imøde; men jeg troer dog, som sagt, at det er meget problematisk, om maa kan byde ham - bede er en anden Sag - at udføre dette Arbeide, der virkelig for den aldrende Lærer yderst trykkende. Det falder mig ved denne Leilighed ind, at en Embedsbroder i mit Nabodistrikt fik, som han selv sagde, sin Helsot under Udførelsen af denne Gjerning sidst. Jeg er, Gud være lovet, hverken svag eller afkræftet, mindre belastet med Penge; men, vil Nogen paatage sig forsvarlig at expedere Folketællingen for mit Vedkommende, giver jeg gjerne en Saadan 10 Rd.

Dette lille Bidrag til Belysning af Sagen. Inden jeg faaer denne Artikel indsendt, læser jeg i "Fædrelandet" en Afhandling om samme Materie fra en Landsbypræst. Tonen i denne aander en ikke ringe Uvillie imod Lærerstanden, hvilket er mig saa meget mere paafaldende, som det er notorisk, at Skolelærere pleie at have deres bedste Talsmænd netop iblandt de Gejstlige, og i dette Tilfælde har, saavidt jeg veed, endog Danmarks gejstlige Primas, Biskoppen, talt Lærerstandens Sag. Dette være nu, som det vil; men Artiklen lider af nogle faktiske Urigtigheder, som bør imødegaaes. Saaledes siges, at Skolelæreren gives Ferie i nogle Uger for at tælle. Dersom denne Fremstilling var sand, - og nødvendigviis maatte være det, - saa var Folketællingen, udført af Læreren, en blodig Synd imod Undervisningen. Men Faktum er, at Skolen ophører i nogle Dage for Folketællingens Skyld. Her, hvor jeg sagde, at vi brugte omtrent 14 Dage, læse vi i Reglen i den Tid, vi ikke kunne tælle. Den Insinuation, at Læreren spadserer omkring og "tager hvad der kan falde", er saa udelikat, at jeg virkelig undrer mig over, at en Præst vil fremsætte den - jeg skal slet ikke tale om det harcellerende "Herregud, vi ere alle Mennesker".

Hvorledes Hr. Pastoren har faaet Ordet "incommensurabel" (om Vederlag for Arbeidet) til at forvilde sig herhen, for staaer jeg ikke; thi jeg finder, at Vederlag og Slid ere aldeleles kommensurable Størrelser. Ved at læse længere hen i Artiklen seer jeg vel, at det er Skolepengene der piner Forfatteren ligesom Provstetaskens Ophør og det dermed forbundne af ham saakaldte Vrøvl.

Det eneste Sande og Sunde, jeg øiner i den nævnte Artikel, er, at Præsterne burde være fritagne ogsaa for denne verdslige Gjerning, som, om den end ikke er et "Hundearbeide", dog afdrager ham fra have vigtige Kald, der foresten - man tillade mig det - ikke er vigtigere end Lærerens; thi de ere jo vistnok Sødskende, da de begge have Menneskehedens Forædling til Formaal.

Er det hundsk at classificere og sætte Prikker, hvad er det saa veed denne Leilighed at agere hvad Mange kalde Pottekiger, og hos Nogle møde Mistænksomhed, hos Andre Ømfindtlighed, naar de de skulle opgive deres Alder. Og alt dette maa Læreren finde sig i, saa han i den Henseende nok kunde være tjent med at skifte Rolle med Præsten. Men jeg iler med at slutte og erklære, at dersom denne "Landsbypræst" virkelig er en Præst (hvilket jeg næsten tør benegte), da er han en Undtagelse fra de fleste Præster, der neppe vilde falde paa som Vehikel for deres Udtalelser at gjøre "Landsbydegnen" til Syndebuk.

Sundbyøster Skole paa Amager, den 4de Januar 1860.

R. H. Th.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. januar 1860).

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags Eftermiddags omtrent Kl. 2½ opkom i den stærke Storm en heftig Ild i Sundbyøster paa Amager, der udbredte sig hurtigt og tændte i Naboebyen Sundbyvester. Ved Hjelp af Kjøbenhavns Brandcorps var den største Fare overvunden Kl. 6, skjøndt Ilden længere blev ved at brænde, hvor den havde antændt. Efter Sigende skal 17 Gaarde og 40 Huse være ødelagte, og omtrent 70 Familier blevne Huusvilde og have tildeels mistet alt hvad de eiede. Dette har foranlediget de Herrer Hs. Exc. Stiftsamtmand Moltke, Amtsforvalter Justitsraad Bierg, Major Aagaard og Sognepræsten Bruun til at anmode velgjørende Medborgere om Gaver for disse høisttrængende Familier. Hvad der tilstilles Dem vil blive uddeelt efter bedste Overbeviisning, og derfor i sin Tid offentligen aflagt Regnskab.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 89
Løverdagen den 5 November 1814
Spalte 1418-1419

Indenlandske Efterretninger.
De afbrændte Tomter i Sundbyvester og i en Deel af Sundbyøster paa Amager yde et sørgeligt og rørende Syn. Man seer næsten intet uden de nøgne Skortstene, og Haugerne ved Bygningerne ere for det meste nedtraadte. Paa Redningen af Bohave var her næsten aldeles ikke at tænke under Stormens og Ildens Rasen. Medens den ene Bymand var i Færd med at hjelpe at slukke eller nedrive den andens Huus eller Gaard, havde Ilden allerede taget fat i hans egen, og han maatte ile did. I en Tid af ti Minutter havde Luen allerede grebet stærkt om sig. Enhver reddede det Lidet, han kunde, og Creaturerne løb hylende og fortumlede omkring imellem de luende Bygninger. For det meste var det Huse, som brændte, hvilke samtlige ikke vare forsikrede i Brandcassem og af 9 afbrændte Gaarde vare kun 3 assurerede.
[Herefter om hvem der ydede hjælp til de skadeskomne]

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 90
Tirsdagen den 8 November 1814
Spalte 1435-1436

Indenlandske Efterretninger
llden paa Amager opkom hos Gaardmand Ole Hansen i Sundbyeøster, som med Familie var taget til Kjøbenhavn. Da de kom hjem,befalede de Pigen at gjøre Ild for at stege en Steeg. For at skynde sig tog hun endeel Kartoffeltoppe og lagde paa Ilden. Disse gave en stærk Ild. En Gnist, som fløi op igjennem Skorstenen, faldt ned paa Straataget og antændte paa Øieblikket. Vinden var S. O. til O., og som en Følge heraf fløi Gnister med Flammer fra den ene Gaard til den anden og endelig over paa den anden Bye Syndbyevester. Saavidt Man ved er intet Menneske kommet til Skade, men adskillige Heste og Quæg fandtes stegte. Som sædvanlig ved slige Leilligheder var Tyveriet i fuld Gang, men nogle bleve grebne i Gjerningen.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 93
Løverdagen den 19 November 1814
Spalte 1479-1480

Voldsomt Overfald paa sagløs Mand.

Mange foranstaltninger som øvrigheden har truffet når uorden er blevet påtalt gennem dette blad, bevæger forfatteren af disse linjer til at gøre politiøvrigheden opmærksom på at da han søndag den 16. i denne måned ville gå fra sit hus på Amager hjem til Christianshavn, omtrent kl. 10 om aftenen, og var kommet forbi stedet Håbet, kom 2 personer ham i møde, hvoraf den ene idet de passerede forbi ham, gav ham et så vældigt slag på øret at han styrtede i grøften. Men da han bemærkede at flere sådanne skulle tildeles ham, tog han flugten og slap således med ituslåede læber. 

Søndag forud blev en murersvend så forslået samme sted at han næppe kunne gå fra stedet, ligeledes af en af de personer som kom ud fra værtshuset. Fremdeles ligger endnu på 6. uge en mand i Sundbyvester som er forslået i nærheden af dette hus. Da flere andre uordener som vist er den høje øvrighed bekendt, er passeret der, håber man at der træffes sådanne foranstaltninger at man kan gå ud og ind af broen uden at frygte for overfald.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 744-745)

Et Varsko paa Amager

Op til landevejen mellem Sundbyøster og Sundbyvester ligger for nærværende tid seks store møgdynger, hvoraf en især udmærker sig da den er snart lige så høj som husene der i nærheden, og indeholder flere sorter, såsom gaderenovation, svinemøg m. m. Dersom samme bliver liggende til varmen kommer, tror man vist at de der bor i nærheden må flygte fra deres huse for stank. Man spørger derfor om sådant er tilladeligt eller ikke.

(Politivennen No. 280. Løverdagen den 12te Maj 1821, s. 4506-4507)

Svaret paa Ønsket fra Amager besvaret

Jeg havde allerede glemt mit for nu 8 uger siden udtalte ønske i dette blad om at vide det endelige beløb af de indkomne gaver til brandlidte i Sundbyerne på Amager. Jeg vidste ikke og kunne ikke vide at der endnu er flere milde gaver til uddeling i vente, for nu er det næsten 5 år siden ildebranden hjemsøgte de nævnte 2 byer. Men da den hæderværdige kommission i sit svar har gjort opmærksom på det og troen er en fast overbevisning om de ting man ikke ser, så er jeg fuldkommen overbevist. At jeg har fået andel i de af og til uddelte gaver er en sandhed jeg aldrig har tænkt på at nægte. Men at jeg i forhold til flere brandlidte også har lidt et uerstatteligt tab er desværre en lige så bevislig sandhed. 

Således mistede jeg ved ildebranden ikke alene alle mine høstredskaber, men også mine i flere år sammenskrabede og kostbare instrumenter og bøger såvel som samtlige mine møbler, i hvilket alt stak en meget betydelig kapital. Mit uheld forøgedes endnu mere derved, dels fordi at jeg fik kun ubetydelig brandforsikring udbetalt fremfor nogle af de andre brandlidte, da jeg nyligt før ildebranden havde ladet mit sted nyopføre, men ikke fået genforsikret, og dels derved at tillige al min indhøstede sæd brændte, nemlig 12 læs vikker, 9 læs rug, 7 læs byg, 18 tænder tærsket rug, 14 l's hø, 11 læs gammel halm og 68 tønder kartofler. Siden har jeg næppe høstet den fjerdedel af mangel på høstredskaber og evne at lade min jord drive som det burde.

Ikke desto mindre føler jeg trang og pligt til i sin tid at takke det velgørende publikum for hvad jeg af dets godgørenhed har nydt. Og skal også opfylde denne behagelige pligt, så snart det nu atter udlovede regnskaber udkommer. Man kan man sige hvad man vil, men anden intention havde jeg ikke med det ønske. For resten tør jeg håbe at tanken endnu er frie, og at ingen kan formene mig om et andet at tænke hvad jeg vil og finder rigtigt. Til slut giver jeg mig den ære at melde at hvem som det måtte interessere, hos mig selv i min bopæl kan læse hvad jeg den 10. juni var så fri at skrive til kommissionen. Mit valgsprog er og har altid været: gør ret og sky ikke Fanden.

Baurmeister
Distriktskirurg.

(Politivennen nr. 191, Løverdagen den 28de August 1819, s. 3068-3070)

Redacteurens Anmærkning.

Artikler i denne serie: Nr. 183, 3. juni 1819, nr. 190, 21. august 1819 og nr. 191, 28. august 1819.

Svar i Anledning af Ønsket fra Amager

I bladet Politivennen nr. 183 udgivet den 3. juli 1819 har distriktskirurg Bauermeister under overskriften "Et ønske fra Amager" frembragt det velgørende publikum en slags undskyldning, fordi han uagtet sin store skyldighed ikke endnu har gjort samme sin offentlige taksigelse for de indkomne gaver til de brandlidte i Sundbyøster og Vester, eftersom han ikke har fået svar på adskillige breve til os undertegnede som har påtaget sig at uddele disse gaver om hvor meget samme beløber sig til. Og da han begynder med disse ord "man ønsker", hvoraf let kunne uddrages den slutning at flere af de brandlidte var deltagende i dette ønskes fremsættelse og i at ville vide det han vil vide, så må vi foreløbig oplyse det ærede publikum om at de øvrige brandlidte i ovennævnte byer i en samling med os den 3. maj har erklæret at de ikke har fundet sig foranlediget til at lade fremsætte noget ønske ved hr. Bauermeister på deres vegne. 

Dernæst bør vi som svar på hans ønske herved erklære at han aldrig hverken skriftlig eller mundtlig af os har forlangt nogen oplysning om beløb på gaverne. Den har vi dog heller ikke kunnet meddele selv om vi virkelig havde fundet og beføjet os til at indlade os med en enkelt mand i brevveksling om en sag hvorom vores forhandlingers protokol giver oplysning og hvorfor offentlig regnskab kan ventes aflagt. For ligesom de milde gaver efterhånden er indkommet og uddelt, således har man også endnu flere til uddeling i vente, hvoraf det er klart at vi ikke endnu er i stand til at kunne opgive gavernes samlede beløb eller aflægge det skyldige offentlige regnskab for samme.

Imidlertid havde hr. Bauermeister da han offentligt fremsatte sit ønske, efter vores skøn taget en så rigelig andel i de efterhånden uddelte gaver som endog den 3. i denne måned forøgedes anselig ved uddelingen af de den 3. juli h. a. og 23. forrige måned til os indkomne bidrag, at han havde tilstrækkelig anledning til at yde det velgørende publikum sin forbindtligste tak, såfremt han virkelig fandt trang dertil og ikke ved sit fremsatte ønske havde haft en anden intention til publikum for hvilke vi som ovenfor nævnt vist skal aflægge vedbørlig rigtighed til vores retfærdiggørelse med hensyn til de i hr. Bauermeisters ønske anførte 5 år 8 måneder.

København den 13. august 1819
Moltke. Bierg. L. D. Bruun

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3055-3057)

Redacteurens Anmærkning.

Artikler i denne serie: Nr. 183, 3. juni 1819, nr. 190, 21. august 1819 og nr. 191, 28. august 1819.

Et Ønske fra Amager

Man ønsker gerne at vide hvor meget det endelige beløb af de til de brandlidte i Sundbyøster og Vester på Amager indkomne milde gaver udgør, da det nu er 4 år og 8 måneder siden branden. Jeg har adskillige gange dristet mig til at skrive til den høje kommission for de bemeldte brandlidte, men intet svar fået. Det havde for længe siden været en stor skyldighed at gøre en offentlig taksigelse til det velgørende publikum. Men formedelst denne årsags skyld har jeg ikke kunnet driste mig dertil.

Baurmeister
Distriktskirurg over Amager

(Politivennen nr. 183, Løverdagen den 3die Juni 1819, s. 2937)

Redacteurens Anmærkning.

Artikler i denne serie: Nr. 183, 3. juni 1819, nr. 190, 21. august 1819 og nr. 191, 28. august 1819.

Ved den omtalte ildebrand den 3. november 1814 udbrændte 7 gårde og 10 huse i Sundbyøster og Sundbyvester. Familierne blev husvilde og stod uden tøj og mad. Der blev indsamlet 9.484 rigsdaler (heraf 2.000 fra kongeparret) samt tøj, køkkengrej, dyner og puder, madrasser og tæpper. 

Uordener paa Amager.

Gerne ønskede man at amagerne i Sundbyøster og -vester ville istandsætte deres led for landevejen og gennem byen, da der hverken findes haspe eller klinke på det første led he fra byen af, men blot et tov som surrer leddet så stærkt til pælen at det ikke i hast lader sig opløse, hvilket er til meget ophold for rejsende.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 262, 30. april 1803, s. 4177-4178)