Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Familiehotel i Skipper Clements Alle. (Efterskrift til Politivennen)

Et Familiehotel i Skipper Clements Alle.

14 Familier stuves sammen i en Villa og betaler 32 Kr. om Ugen for et enkelt Værelse og en uspiselig Føde.

"Familiehotellet" set ude fra. Her bor 14 Familier, der tilsammen betaler 450 Kr. om Ugen i Husleje.

Bolignøden har givet en Del Folk med udpræget "Forretningssans" og Smartness Blod paa Tanden og det er utroligt, hvad de kan faa dem selv til for at udnytte denne Nødstilstand. Vi skal i Dag nævne et af de særlig grelle Tilfælde.

Et "Familiehotel".

Fru Marskandiser Lund, Søren Nordbysalle, ejer en større Villa i Skipper Clementsallé Nr. 1, og man maa lade den entreprenante Dame, at hun forstaar at faa noget ud at sin Ejendom, idet hun har lejet Villaen ud til 14 - fjorten - Familier, der hver har et Værelse. Og for at omgaa Huslejeloven lavede hun et fingeret Pensionat for Ægtefolk. Hun skal lave Middagen for samtlige Beboere - en Ret Mad - og faar saa betalt 32 Kr. om Ugen i Husleje. I ren og skær Husleje, thi Maden er au elendig, at den omtrent hver Dag gaar i Vasken.

VI har aflagt et lille Besøg i dette "Familiehotel" for ved Selvsyn at faa et lille Indblik i det "smarte" Foretagende.

Besøg i Villaen.

Det er en Jævnstor Villa, der ligger paa Hjørnet af Dyvekes Allé og Clements Allé, men den er dygtig forfalden. Trapperne er daarlige og slidte, hvad der ikke er noget Under, naar man betænker, at her bor 14 Familier.

Vi ringer paa i Stuen. Der kommer et Par Damer til Døren og vi faar en lille Samtale med nogle af Beboerne.

- Vi bor 14 Familier her i Ejendommen, siger vor Hjemmelsmand, og tillige bor her en Dame, der laver Maden.

 Hvor megen Plads har saa hver Familie? spørger vi.

- Et Værelse.

- Med Vand og Gas?

- Vand og Gas har vi, men ingen Afløb, saa vi maa bære Spildevandet ned i Kælderen.

- Og Huslejen?

- Ja, den er 32 Kr. om Ugen, men saa skulde vi jo have Middagen. Det faar vi ganske vist ogsaa, men den er tit de allerfleste Tider fuldstændig uspiselig, saa de fleste at Familierne nu selv laver Maden, Men derfor er Huslejen lige høj. Vi har Gang paa Gang klaget over dette Forhold baade enkeltvis og samlet, men det eneste Svar vi faar, er dette:

Er De utilfreds, saa kan De rejse, vi kan sagtens faa lejet ud igen.

Vi kigger indenfor i Værelserne, der akkurat er saa store, at der kan staa et Par Senge og et Bord og Skab.

Udenomsbekvemmeligheder er der ingen af. En lille snavset Gaard, der flyder med Affald og Skrammel. W. C. findes ikke. men et gammeldags Kloset. Tænk engang, 

ét Kloset til femten Familier.

Et ganske ulovligt Forhold. Man forstaar ikke, at et saa urimeligt og uhygiejnisk Forhold kan eksistere paa Trods af alle Sundhedsvedtægter og Regler. Og man forstaar saa inderlig godt, at den entreprenante Marskandiserske maa skifte Lejere hver 8. eller 14. Dag.

Men skammeligt er det, at en saadan Udbytning af Husvilde i det hele taget kan lade sig praktisere.

Vi vil henlede de ærede Sundhedsautoriteters Opmærksomhed paa dette Forhold. Om ikke andet, saa maa dog de mest elementære Sundhedsbegreber ogsaa gælde for Fru Lunds "Familiehotel" i Skipper Clements Allé.

Og her maa vel al Tale om "daarlig Raad" forstumme. Fru Lund faar hver Uge 450 Kr. ind i Husleje, saa der kan nok blive Raad til forskellige haardt tiltrængte Forbedringer.

(Klokken 5 (København) 8. august 1924)

Uroligheder i Anledning af en Strejke paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdag den 12te f. M. om Eftermiddagen, indlod der til Politistationen i Sundbyerne Anmeldelse fra Fredens Mølles Fabriker om, at 26 Arbejdere, der hørte til et Hold paa ca. 35 Mand, den nævnte Dags Middag havde gjort Skrue paa Fabriken og forladt deres Arbejde, samt at disse 26 Arbejdere eller i alt Fald Størstedelen af dem opholdt sig paa et Værtshus i Nærheden af Fredens Mølle, og at man nærede Frygt for, at de 8 eller 9 Arbejdere, som ikke vilde deltage i Skruen, men vare forblevne ved Arbejdet, ved deres Bortgang fra Fabriken om Aftenen, skulde blive forulæmpede af de Mænd, der havde nedlagt Arbejdet. I Anledning af denne Anmeldelse indfandt Overbetjenten sig med en større Politistyrke Kl. mellem 5 og 6 paa Amagerbrogade i Nærheden af Fredens Mølles Fabriker, og forefandtes da imellem Brigadevej og Dannebrogsgade Deltagerne i Skruen staaende i Klynger paa Vejen paa 5 a 6 Mand, ligesom der havde samlet sig et betydeligt Antal af Nysgerrige, saavel Mænd som Fruentimmer og Børn. De Strejkende blev nu gentagne Gange af Politiet opfordret til ikke at staa stille paa Vejen, men at passere denne, og disse Opfordringer bleve da ogsaa, om end noget langsomt, efterkommet af de Paagældende, med Undtagelse af Arbejdsmand N., som blev sat under Anholdelse. Efter at dette havde fundet Sted, havde der paany indfundet sig en stor Mængde Mennesker, og da disse tildels spærrede Vejen og derved umuliggjorde Færdselen, saa Politiet sig atter nødsaget tit at skride ind, og Mængden blev nu flere Gange opfordret til at sprede sig og passere Vejen. Politiets Opfordringer bleve nu ogsaa efterfulgte af de Tilstedeværende, med Undtagelse af Smedesvendene S. F. og H. F., som begge nægtede at passere Vejen. Paa Grund heraf lod Overbetjenten S. F. ved to Politibetjente føre til Stationen. Smedesvend H. F., der, som anført, nægtede at passere Vejen, blev af to Politibetjente ført hen til Porten, som førte til hans Bolig, men i Stedet for at gaa op i denne, forblev han ude paa Vejen og begav sig senere hen paa Amagervejen til de her tll Stede værende Politibetjente og forlangte at blive anholdt, hvilket Ønske han straks sit opfyldt. Kl. ca. 9 vare de Arbejdere, som ikke havde deltaget i Skruen, færdige med deres Arbejde paa Fabriken, og de paa Amager boende blev da ledsagede hjem af Politiet, medens to af dem, af hvilke den ene boede paa Kristianshavn og den anden paa Frederiksberg, bleve kørte i Sporvogn til deres Hjem. For deres saaledes udviste Forhold tilbød Arbejdsmand N. og Smedesvend S. F. hver især at betale en Bøde af 20 Kr. til Amager Birks Politikasse, hvilket Tilbud Dommeren modtog og erklærede hermed Sagen for deres Vedkommende for afgjort. Smedesvend H. F. nægtede derimod godvillig al ville betale en Bøde sor sit Forhold, hvorfor han i Følge Antager Birks Politirets Dom blev tilpligtet at betale en lignende Bade som sine Kammerater til Politikassen.

(Social-Demokraten 10. september 1885).

Fredens Mølle var blevet anlagt 1822 af grosserer J. Owen på Østerbro (englænder). Den flyttede 1826-27 til Amager hvor der indrettedes en kemisk fabrik, bl.a. salt-, salpeter- og svovlsyre, skedevand mm. Der blev endvidere brugt lufttørret gødning fra renovationskulerne, blandet med fejeskarn og dagrenovation til kunstgødning.

Voldsmanden Svend Petersen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Udaaden paa Amager.

Om det af Gaardmand Svend Pedersen i Sundbyvester forøvede Overfald paa to af sine Tjenestepiger har vi modtaget følgende :

Da Undertegnede Mandagen den 11. Avgust d. A. henvendte os i Svend Pedersens Gaard, medundertegnede Lovise Poulsson for at afhente mine Ejendele og medundertegnede Henriette Hansen for at erholde et Beløb af den mig tilkommende Løn, som jeg ikke havde faaet udbetalt, blev vi Genstand for følgende Behandling.

Ved vor Ankomst til Gaarde, henvendte undertegnede Henriette Hansen sig til Svend Pedersens Hustru med j Forespørgsel om, hvorvidt Svend Pedersen var hjemme, idet jeg ønskede at faa mit Tilgodehavende udbetalt. Der blev imidlertid svaret, at Pedersen ikke var hjemme, og da jeg saaledes ikke kunde faa mit Ærinde udrettet maatte jeg foreløbig lade dette bero. Imidlertid gik medundertegnede Louise Poulsson ind i Pigekamret og hentede sin Koffert, som vi da i Fællesskab bar ud ad Bagporten til Gaarden. Da vi var komne ud paa Vejen kom Svend Pedersen imidlertid løbende efter os, og da han kaldte paa os, standsede vi, og satte Kofferten ned paa Vejen. Da han kom hen til os gav han sig uden nogen Foranledning til at ruske i medundertegnede Lovise Poulsson, og slog mig gentagne Gange i Ansigtet med knyttede Hænder, saaledes at min Næse blev slaaet til Blods, hvorefter han tilsidst sparkede mig med sin Træsko i den venstre Side af Underlivet.

Medundertegnede Henriette Hansen var imidlertid gaaet over til den anden Side af Vejen. Svend Pedersen kom da over imod mig og tilføjede mig en Mængde Slag dels i Hovedet og dels i Ryggen af den venstre Side. Han stødte mig endvidere ud i en bag ved Gaarden værende Vandpøl, der har Tilløb fra Møddingen, greb mig i Halsen og trak eller stødte mig flere Gange Voldsomt frem og tilbage i Vandet. Følgen af denne Behandling var, at jeg kom til at spytte Blod i en meget høj Grad. Svend Pedersen skød mig derpaa foran sig tilbage til Gaarden, hvor jeg opholdt mig i Borgstuen indtil Birtedommeren, der var ankommen til Gaarden for at undersøge et Aftenen i forvejen stedfundet Lynnedslag, havde forladt Gaarden. Under dette mit Ophold paa Gaarden vedblev den hæslige Blodspytning uafbrudt. Svend Pedersens Hustru forsøgte nu at overtale mig til atter at tage Tjeneste hos dem, og da jeg frygtede for at blive Genstand for yderligere Overlast, lovede jeg at komme tilbage den paafølqende Morgen, hvorefter jeg forlod Gaarden, og begav mig under stadig Blodspytning og hæslige Smærter til en i Sundbyøster boend Kone, hvis Hjem jeg med stort Besvær naaede. Her fik jeg et meget hæsligt Krampetilfælde, og efterat Politiet havde taget Rapport om det Forefaldne, blev jeg den paafølgende Morgen indlagt paa Amtssygehuset i Ryesgade.

Efterat Svend Pedersen havde ført Henriette Hansen tilbage til Gaarden løb han atter hen imod medundertegnede Lovise Poulsson, og forfulgte mig ca. 200 Alen henad Vejen. Da han imidlertid saa, at Birkedommeren kom kørende hen imod Gaarden, ophørte han at forfølge mig. Derpaa tog han, i Forening med en af sine Sønner min Kuffert og satte den i Porten hvor jeg, da jeg atter blev alene paa Vejen, hentede den og bar den saa langt jeg formaaede indtil det lykkedes at faa den transporteret videre ved Hjælp af en forbikørende Vogn, hvorefter jeg ligeledes begav mig til den ovenfor omtalte Konge i Sundbyøster.

Medundertegnede Henriette Hansen har ligget i 7 Uger paa Hospitalet indtil jeg i Onsdags blev udskreven. Det viste sig paa Hospitalet, at jeg tillige havde faaet Skade i den venstre Hofte, som bevirkede, at Benet blev flere Tommer kortere end det højre. For denne Skade er jeg dog nu helbreder, hvorimod jeg endnu føler Smerter i den venstre Side og er ude af Stand til at paatage mig nogen Tjeneste. Ogsaa undertegnede Lovise Poulsson har siden Overfaldet været ude af Stand til at paatage mig nogen Plads, idet Lægerne udtrykkelig har forbudt mig at udføre andet end meget let Arbejde.

Det er os bekendt, at Svend Pedersen under Forhørene dels nægtede at have slaaet os, og dels søgte at give Sagen et andet Udseende ved at foregive at han ikke kunde huske, hvad der var foregaaet. Vi maatte desaarsag aflægge Ed paa vor, i Overensstemmelse med ovenstaaende afgivne Forklaring i Retten. Det er ligeledet betegnende for Svend Pedersens Optræden, at han i en Tid af 7 Dage betalte for medundertegnede Lovise Poulssons Underhold, men at han tog denne Understøttelse bort. saa snart jeg havde aflagt Ed paa Rigtigheden af den af mig afgivne Forklaring. Svend Pedersen har ligeledes forsøgt at faa Sagen bilagt ved Hjælp af Penge, idet han i Retten og medens Birkedommeren og Retsbetjentene hørte derpaa direkte tilbød mig Penge i Erstatning, hvis jeg ville blive "enig" med ham. Birkedommeren tilskyndede mig ligeledes til at "komme overens" med Svend Pedersen. Efter at han nemlig i et Forhør havde tilspurgt mig, hvor meget jeg skulde have i Erstatning, hvortil jeg svarede, at Retten maatte tildømme mig en saadan. bemærkede Birkedommeren, at "det dog var bedst at komme overens." Ogsaa medundertegnede Henriette Hansen er af Birkedommeren bleven tilspurgt om. hvor meget jeg vilde forlange i Erstatning, uden at han dog tilskyndede mig til at indgaa noget Forlig med Svend Pedersen. Med Hensyn til den 3 Uger lange Arrestation, jeg blev underkastet paa Grundlag af den ugrundede Beskyldning for at have faaet Svend Pedersens Datters Armbaand, har Birkedommeren erklæret, at der vilde blive mig tilkendt en Æresoprejsning.

Lovise Charlotte Poulsson.
Henriette Ludolffine Hansen.

* * *

Det er betegnende for Retstilstandene paa Amager, at Voldsmanden, der foretog ovenomtalte brutale Overfald, kun har siddet under Anholdelse i 11 Dage og den Dag i Dag befinder sig paa fri Fod, medens de to Piger, der bleve arresterede paa Grundlag af den urigtige Beskyldning for at have taget det nævnte Guldarmbaand, blev holdt i Arrest i 3 Uger. Det er ligeledes betegnende, at Birkedommer Dahlerup, i Stedet for at virke hen til, at Voldsmanden faar sin fortjente Straf, tværtimod søger at faa Sagen bilagt paa den for Svend Pedersen læmpeligste Maade ved ligefrem at stille Opfordring til de mishandlede Piger om, mod Udbetaling af et større eller mindre Beløb, at "komme overens" med deres Plageaand. Dette Forsøg paa at lade Pengeposen gøre Udslaget mener vi bør ikke gaa upaatalt hen.

Muligvis har det sine ubehagslige Sider for Hr. Dahlerup, naar han en Gang imellem bliver nødt til at tage en velhavende Voldsmand under Behandling, og derfor kan have Tilbøjelighed til at lade denne slippe saa billig som muligt, men Straffeloven staar dog over Hr. Birkedommeren, og selv om den ikke lader enhver Voldsmand faa den Straf, han tilkommer, bør den dog ikke ligefrem skubbes til Side for en fyldt Pengesæk. Vi antager, at Hr Dahlerup, naar han vil, nok kan finde ud af, hvor meget der skal tilkendes Pigerne i Erstatning, uden at der behøves at gaas paa Akkord med Svend Pedersen. Red.

(Social-Demokraten 3. oktober 1884)

Birkedommer og herredsfoged Hans Dahlerup (1832-1896) var blevet cand. jur 1856, auditør 1862. Han var by- og herredsfoged i Mariager 1870-1877, birkedommer i Amager Birk 1877-1888, herredsfoged i Lejre herred 1888. Han blev ridder af Dannebrog 1888.

Dommen over Voldsmanden Svend Petersen paa Amager

Under en ved Amager Birks Ekstraret behandlet Sag tiltaltes Gaardejer Svend Petersen af Sundbyvester for Vold, og efter de fremkomne Oplysninger er de nærmere Omstændigheder herved følgende: Natten mellem den 18de og 19de Juli f. A. rømmede Pigen Henriette Rudolphine Hansen af sin Tjeneste hos Tiltalte, der bor paa Sundbyvester Mark, og kort Tid derefter blev hun arresteret som mistænkt for at have begaaet en Forbrydelse; men da hun ikke blev overbevist herom, blev hun igen løsladt den 7de Avgust, og tog da, skønt hun havde lovet at vende tilbage til Tjenesten, Ophold hos Madame Nielsen i Dyvekestræde i Sundbyvester. Den 10de August om Aftenen rømmede Pigen Lovisa Charlotte Poulsen ligeledes af sin Tjeneste hos den Tiltalte, fordi hun, der var frugtsommelig, frygtede for, at hun ikke skulde kunne udholde det forestaaende Høstarbejde, hvorfor den Tiltalte, da hun ikke havde medtaget sit Tøj, gav Ordre til, at dette ikke maatte udleveres hende, før hun kom tilstede, da han vilde efterse det, for at forvisse sig om, at hun ikke bortførte Tyvekoster. Den følgende Dag, altsaa den 11te Avgust, om Eftermiddagen, indfandt Lovisa, der ligeledes havde taget Ophold hos fornævnte Madame Nielsen, sig igen paa den Tiltaltes Gaard, for at hente sit Tøj, og var da i Følge med ovennævnte Pige, Henriette, der kom for at kræve sin tilgodehavende Løn. Da de kun traf den Tiltaltes Hustru tilstede, gik Lovisa ind i Pigekammeret og hentede, trods givet Forbud, sin Kuffert, som hun og Henriette derefter gik bort med gennem Gaardens Bagport, og da Tiltalte, som opholdt sig tæt udenfor Gaarden, straks blev underrettet herom, løb han efter Pigerne, som han indhentede lige udenfor Porten, og om hvad der derefter foregik har Tiltalte forklaret, at da Pigerne ikke efter hans Opfordring vilde vende tilbage med Kufferten, som han vilde efterse, kastede han Louisa med Magt til Side, saa at Pigerne slap Kufferten, idet han greb Lovisa i Skulderen og ruskede hende, hvorhos han gav hende to Slag i Ansigtet med sin Haand, og da Lovisa derefter løb bort, vendte han sig mod Henriette, idet han tog fat i hende og ruskede hende, og da hun derfor vilde flygte fra ham, greb han hende med begge Hænder svingede hende rundt, hvorved de begge kom til at træde ud i en Vandpyt, som Regnen havde dannet; og da han havde faaet hende vendt mod Porten, greb han hende i Ryggen, idet han holdt hende fast i hendes Kjole, og skubbede hende foran sig igennem Portlaagen, fordi han vilde, at hun, der, som anført, havde lovet at vende tilbage i sin Tjeneste, skulde gaa ind til hans Hustru, og for at fremskynde hendes Gang stødte han hende med venstre Haand i Ryggen, og efter at han saaledes havde ført hende ind paa Gaardspladsen, hvor han slap hende, vendte han tilbage og hentede Kufferten, som han satte ind i Porten, hvorpaa han gik ind for at tage imod Birkedommeren, som i det samme kom kørende til Gaarden.

Efter begge Pigernes beedigede Forklaringer har den Tiltalte, foruden at behandle Lovisa som anført, hvorved hendes Næse kom til at bløde, tillige, idet hun vilde til at løbe bort, sparket hende i Underlivet, hvad den Tiltalte har erklæret ikke at kunne erindre, og i øvrigt gaar Lovisas Forklaring ud paa, at hun, efter at være kommen bort fra Tiltalte, løb over til en Nabogaard, hvorfra hun kort Tid efter vendte tilbage og hentede sin Kuffert, der nu var hensat i Porten, og begav sig med den til sin Bolig i Dyvekestræde, idet hun kom til at køre den største Del af Vejen med en Vogn, som tilfældig indhentede hende, og da hun havde været hjemme en Times Tid følte hun Smærter i Underlivet som en Følge af det hende tildelte Spark, og da disse Smærter tiltoge, henvendte hun sig den 14de Avgust til Distriktslægen, som derefter tog hende under Behandling. Af denne Læges under Sagen fremlagte Erklæringer fremgaar det, at Lovisa, skønt der ikke fandtes nogen Affarvning af Huden eller nogen kendelig Hævelse, havde stærke Smærter i venstre Side af Underlivet, hvilke Smærter efter Anvendelse af Igler og Omslag efterhaanden aftoge og var den 19de August, da den første Erklæring afgaves, ofte ubetydelige, men indfandt sig atter ved de mindste Bevægelser, hvorhos hendes Befindende i det Hele ikke var godt, da hun havde tabt Madlysten og havde nogen Feber. Da Lægen i sin Erklæring af 20de Avgust havde udtalt, at det forekom ham aabenbart, at de omtalte Tilfælde maatte skyldes en hende den 11te s. M. tilføjet Læsion, og at der, da Lovisa fra samme Tid ikke havde bemærket Fosterbevægelser, var sandsynlighed for, at samme Læsion havde bevirket hendes Fosters Død, blev den Tiltalte den 27de s. M belagt med Varetægtsarrest, men blev dog atter løsladt den 5. September, efter ar der ved en den 30. Avgust paa den kgl. Fødselsstiftelse foretagen Undersøgelse var bemærket Liv. I sin Slutningseklæring af 12te September udtalte Distriktslægen, at Lovisa da maatte anses som helbredet uden sandsynlige Følger for Fremtiden, og i Følge en Skrivelse af 30. November fra Læge Th. B. Hansen paa den kgl. Fødselsstiftelse havde Lovisa den 18de s. M. der født et fuldbaaren levende Drengebarn.

Hvad dernæst angaar Pigen Henriette, da gaar hendes beedigede Forklaring ud paa, at den Tiltalte, foruden at have behandlet hende som af ham omforklaret, tillige har med knyttet Haand slaaet hende baade i Tindingerne og i Baghovedet, og givet hende et Stød i højre Side, samt at det forekom hende, at det var med en eller anden Genstand, som den Tiltalte optog i Porten, at han gentagne Gange slog hende paa Ryggen, uden at hun dog har kunnet sige noget bestemt herom, men at hun ved disse Slag fik Blod i Munden. Da den Tiltalte havde sluppet hende, gik hun ind i Gaardens Vaskehus, hvor hun opholdt sig et Par Timer, og talte fredeligt baade med den Tiltalte og hans Familje, som af og til saa ind til hende og gav hende noget at spise, og hun hor erkendt, at hun da gav et noget ubestemt Løfte om næste Dag at ville vende tilbage til Tjenesten, men tilføjet, at det skete i Anledning af Frygt for den Tiltalte. Da Birkedommeren havde forladt Gaarden, begav hun sig til Fods tilbage til sin Bolig i Dyvekestræde, der ligger en Kvart Mil fra den Tiltaltes Gaard, og følte da under Gangen nogle ikke meget stærke Smærter i sin venstre Hofte, hvilke Smærter hun havde begyndt at mærke, da den Tiltalte trak hende ud i Vandpytten, og da hun kom paa Trappen, der fører til hendes Bolig faldt hun og stødte sin venstre Hofte, saa at hun maatte slæbe sig op ad Trappen ved at holde i Rækværker, og kunde ikke siden støtte paa sit venstre Ben.

Af Sagens øvrige Oplysninger fremgaar det, at Henriette, der har et svageligt Helbred og navnlig har lidt af Saar paa Tarmene, da hun kom ind i sin Lejlighed var blodig om Munden, og hun straks faldt om og fik Krampe og spyttede Blod op, hvorfor hun den næste Dag blev indlagt paa Amtets Sygehus. I sine under Sagen afgivne Erklæringer, har Lægen ved bemeldte Sygehus udtalt under 30te Avgust, at Henriette straks efter Indlæggelsen paa Sygehuset ophostede en meget ringe Mængde Blod, men at der iøvrigt intet andet abnormt fandtes end nogen - dog ikke megen - Ømhed i højre Side af Mellemgulvsregionen og over venstre Hoftekamp, og under 26de f. M., at uagtet der ikke fandtes synlige Mærker, f. Eks. Blodudtrækninger, skyldtes de omtale ømme Steder utvivlsomt Stød eller Slag, men at Ømheden ved venstre Hofteregion havde vist sig at være langt betydeligere end straks antaget, og endelig under 12te September, at da Ømheden i højre Side i Løbet af nogle Dage havde tabt sig ved Sengeleje alene, er det sandsynligere at den skyldtes Stød og Slag, der dog ikke kunne have været betydeligere, end at den skulde være Symptom paa Mavesaar, og at det Blod, som Henriette har faaet i Munden, enten kan skyldes Stød eller Puf i Ryggen eller mindre Beskadigelser ved Tænderne i Mundhulen eller paa Læberne; men at ingen af disse tvende Læsioner har efterladt skadeligt Følger for Fremtiden. Med Hensyn til Smerterne i venstre Hofteregion, erklærede Lægen, at de havde vist sig at hidrøre fra en Betændelse i Hofteleddet, hvilken Sygdom ikke kan tænkes at være opstaaet ved et Fejltrin, men maa antages at være foraarsaget ved Henriettes ovennævnte Fald paa Trappen til hendes Lejlighed, og de Krampeanfald, som Henriette fik i sit Hjem, har efter Lægens Formening næppe staaet i direkte Forbindelse med den hende overgaaede Vold, men maa snarere opfattes som almindelige hysteriske Anfald som Følge af Sindsbevægelse, især da hun under Opholdet paa Sygehuset har gjort Indtryk af al være en Del hysterisk. Endelig har den samme Læge under 3. September erklæret, at Henriette da var fuldstændig helbredet, uden at hendes Sygdom har efterladt skadelige Følger for hendes fremtidige Helbred.

Efter det anførte, maa det anses som godtgjort, navnlig ved begge Pigernes beedigede Forklaringer i Forbindelse med Beskaffenheden af den Lovisa tilføjede Læsion i Underlivet, som ikke er oplyst at være bleven tilføjet hende paa anden Maade, at den Tillalle ikke alene har tilføjet Lovisa den af ham omforklarede Vold, men ogsaa sparket hende i Underlivet, og derved tilføjet hende den i Distriktslægen Erklæring ommeldte Læsion, hvorimod det ikke kan anses som godtgjort, at den Tiltalte, som Lovisa endvidere har forklaret, ved den ovennævnte Lejlighed havde Træsko paa Fødderne, og den tiltaltes Forklaring om, at han kun var iført Morgensko vil saaledes som ikke modbevist være at lægge til Grund for Sagens Paadømmelse. Efter Indholdet af de ovennævnte Erklæringer fra Lægen ved Amtets Sygehus maa det anses som godtgjort, at Tiltalte, foruden at behandle Henriette som af ham omforklaret, tillige har puffet eller stødt hende i venstre Side, men medens de øvrige mindre Sygdomssymptomer, hvoraf Henriette ved sin Indlæggelse paa Sygehuset fandtes at lide, maa anses som Følger af den hende af den Tiltalte tilføjede Vold, findes den Hoftebetændelse, hvoraf hun har lidt, ikke at staa i en saadan Forbindelse med hans Behandling af hende, at han herfor kan drages til Ansvar. Begge Pigerne har erklæret, at de ikke ønske Spørgsmaalet om deres Erstatningskrav hos Tiltalte paakendt under denne Sag, og deres eventuelle Ret i faa Henseende vil saaledes være dem forbeholdt. 

For sit ovennævnte Forhold vil Tiltalte, som er født i Sundbyvester, den 17de April 1822 og ikke tidligere er funden straffet, nu være at anse efter Straffelovens § 203, og idet der tages Hensyn til, at det var ham bekendt, at Lovisa var frugtsommelig og Henriette af et svageligt Helbred, findes hans Straf at burde fastsættes til simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos han vil være at tilpligte at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salær til Aktor, Prokurator Møller 50 Kr., hvorimod der ikke blive at tilkende Defensor, Overretssagfører Diechmann, noget SaIær, da han, som tidligere privat engageret, ikke har nedlagt Paastand.

(Social-Demokraten 13. januar 1885).

Ukendt fotograf: Minorkagade. Gamle huse. Tidligere Dyvekestræde, Sundbyøster. Det var i dette stræde de to tjenestepiger et par årtier før havde lejlighed. Kbhbilleder. 1905-1910.

Dyvekestræde skiftede i 1901 navn til Minorkagade. Det var en sidegade i den gamle Sundbyøster landsby på Amager. Minorkagade blev nedlagt i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med opførelsen af beboelsesejendommen Øresundsvej 31-37 og Rødegård 14-18. Bagsiden husene i Minorkagade var en smøge "Gissegyden" som førte ind til Røde Kro.

Sundhedstilstanden i Sundbyerne paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktionen har modtaget følgende: Hr. Redaktør! Foranlediger ved en Notits i Deres ærede Blad om Dødeligheden blandt Børnene I Sundbyerne skal jeg tillade mig at anmode om Plads for efterfølgende Bemærkninger. At Sygeligheden og Dødeligheden, navnlig blandt Børn, er meget stor herude, er en sørgelig Kjendsgjerning, som desværre er gammel hos os; en anden Kjendsgjerning er, at vi have en Sundhedskommission, til hvilken vi til daglig Brug ikke mærke synderligt. Man skulde tro, at det naar et Distrikt hærges saaledes af Sygdom som Sundbyerne, især i Kvarteret omkring Køhlersvej, maatte være en uafviselig Trang for enhver, hvem andres Tillid har kaldt til Medlem af en Sundhedskommission, personlig at undersøge Forholdene paa Stedet og søge at rette, hvad der kan rettes. Men Kommissioner i Almindelighed og Sundhedskommissioner i Særdeleshed ere aldrig berømte for deres Aktivitet. En enkelt Mand med tilstrækkelig Myndighed, Villie og Evne vilde sikkert forslaa bedre end ti Kommissioner! Ganske vist maa en væsenlig Skyld i den store Sygelighed herude søges i de fra en hovedsagelig af Arbeiderfamilier bestaaende Befolkning uadskillelige uheldige hjemlige Forhold, hvor især de mindre Børn ere overladte til sig selv uden tilstrækkelig Pasning og Renlighed, mange Gange med slet og utilstrækkelig Føde - men dette er Forhold, som der aldrig helt kan raades Bod paa. Just derfor bør der i andre Retninger ikke skyes nogen Anstrengelse for at hjælpe og rette, hvor dette lader sig gjøre, og her ligger det store og vigtige Arbeide, hvorved ene en Sundhedskommission kan erhverve sig Ret til sit Navn. I de bedre stillede Klassers Boliger ville heldigere pekuniære Forhold og Beboernes større Intelligens fremtvinge taalelige Tilstande, men i Arbeiderdistrikterne, hvor Løsenet er lav Husleie, der er det Sundhedskommissionen, som skal udføre den regulerendes Virksomhed, der hist besørges af rigeligere Pengeforhold og Beboernes egen Sans for Velvære.

Anvende vi nu disse Bemærkninger paa Kvarteret om Køhlersvei, der væsenligst er et Arbejderkvarter med en Mængde Børn - Fattigmands Rigdom - hvad se vi saa? Stinkende, mudderfyldte Grøfter, der sjælden eller aldrig renses, og renses de endelig en Gang, da gjøres det saaledes, at deres forraadnede Indhold kastes langs Veikanten. Solen tørrer det, og Vinden hvirvler snart et miasmefyldt Støv omkring, fører det ind i Boligerne og tvinger det ind i de Veifarendes lunger; Menneskeboliger, smurte op paa lave, sumpede Steder, saa en usund Grundlust og Fugtighed fremherske; Lossepladser med al deres smitteførende Uhumskhed lagte saa at sige udenfor Vinduerne af Boligerne; elendigt Drikkevand og et yderlig slet eller rettere slet Intet Vandafløb, og mange Steder forene daarlige og uhensigtsmæssige Latriner sig med alle de andre Momenter for at danne et Søle, der virkelig sorterer under en Sundhedskommission og er lyksaliggjort med en Sundhedsvedlægt. Til alt dette kommer, at der ved Indgangen til Kvarteret, paa Hjørnet af Køhlersvei og Landeveien, ligger en Fabrik (Fredens Mølle), der omtrent altid, Dag og Nat, udsender en besværlig og skadelig Damp af Svovl og Salpetersyre, som trænger ind i Husene og ødelægger, hvad de andre paapegede skadelige Potenser muligen har skaanet. Og for, at den modsatte Ende af Veien ogsaa skal være med, ligger der her en mindre Gødnings-Fabrlk. Er her ikke rigelig Virksomhed for en aktiv Sundhedskommission? Noget har Kommissionen jo nok gjort: For et Par Aar siden foranledigede den, at et Par Grøfter bleve oprensede: Hovedgrøften paa Køhlersvei pilledes der ogsaa lidt ved, vel nærmest for at vise, hvorledes et saadant Arbeide ikke skal udføres: der gaves hist og her Paalæg om aabne Møddingsteder i Gaardene, hvor Brøndvandet nærmest maatte kunne karakteriseres som fortyndet Møddingvand - - og senere har man intet, aldeles intet hørt eller set til Sundhedskommissionen. 

Køhlertsvej ved hjørnet af Amagerbrogade. 1904. Reproduktion af tegning. "Benmøllen". Til højre Fredens Mølles fabrikker, nedrevet 1906. I baggrunden til venstre skimtes tårnet på Nathanelskirken. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

En Kreds af Mand paa Køhlersvei og tilstødende Smaaveie har nu disse Dage indgivet en alvorlig Anke over disse Forhold til Sundhedskommissionen, og som jeg hører, have ogsaa Beboerne paa Landeveien (d. v. s. paa den anden Side af Svovlsyrefabriken) sat sig i Bevægelse. Ærbødigst C. L.

(Nationaltidende 2. september 1882).

Køhlertsvej skiftede 1898 navn til Holmbladsgade.

Districtssygepleieforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

Districtssygepleieforeningen har ifølge Meddelelse i "Philantropisk Ugeblad" udgivet sin Aarsberetning for Aaret fra 1ste Februar 1876 til 31te Januar 1877.

Districtssygepleieforeningen, hvis Formaal er at uddanne Sygepleiersker og anvende dem i Særdeleshed til at pleie fattige Syge, begyndte sin Virksomhed i Sundbyerne paa Amager i Sommeren 1874 og vandt efterhaanden mere og mere Anerkjendelse. Sagen gjorde et ikke ubetydeligt Fremskrift derved, at der i Begyndelsen af afvigte Aar blev oprettet et nyt District paa Christianshavn, som har været i Virksomhed siden Februar 1876. Christianshavns District begyndte i Februar Maaned 1876 sin Virksomhed med 2 Sygepleiersker, af hvilke den ene dog snart blev angreben af Skarlagensfeber og i nogle Maaneder var ude af Stand til at forrette Tjeneste. I Mai Maaned overtog Forstanderinden, Frøken E. Povelsen, sin Plads; kort efter antoges en tredie Sygepleierske og senere i Aarets Løb to, saaledes at Districtet ved det nye Aars Begyndelse, den 1ste Februar 1877, kunde fortsætte sin Virksomhed med fem Sygepleiersker, der ligesom Forstanderinden og hendes Medhjælperske, Frøken Olrik, have Bolig i Districtets Hjem, Overgade oven Vandet Nr. 62. Districtet har i det Hele kunnet afgive 233 Nattevagter og 569 Dagvagter til Sygepleien i Byen. Hjælpen er saa godt som udelukkende ydet til Kvinder (kun for een mandlig Syg kom der Anmodning om Pleie) og var fordeelt paa 49 forskjellige Familier. Medens der hidtil ikke er nægtet Hjælp til nogen fattig Familie paa Christianshavn, der anmodede derom, har Foreningen jevnlig modtaget Anmodninger andetseds fra, uden at man kunde eller turde indlade sig paa at udstrække Hjælpen videre. Forsaavidt Fattigpleien har tilladet det, har Foreningen ogsaa paataget sig Sygepleie i velstaaende Familier, men har da stedse modtaget et passende Vederlag derfor.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. maj 1877).

Sygeplejeforeningen var bl.a. blevet til på initiaiv af sygeplejersken Ida Anna Helene Johnsen, født Jessen (1844-1924).  Hun blev 1866 optaget som elev på Diakonissestiftelsen og uddannede sig til sygeplejerske under forstanderinde Louise Conring. I 1868 blev hun ansat som stuekone på Almindelig Hospital som den første "dannede kvinde" hvor hun arbejdede under overlæge Ludvig Israel Brandes (se andets på bloggen) som arbejdede på at reformere sygeplejen. Hun blev i 1870 gift med sygehuspræsten Johan Vilhelm Johnsen og måtte som gift kone opgive stillingen på sygehuset. 

I 1870'erne oprettede hun Danmarks første sygeplejeforening som ansatte fire hjemmesygeplejersker i Sundby. Der blev også oprettet en på Christianshavn. De blev finansieret af både kontingent og offentlige midler, bl. a. fra overlæge Brandes og fabrikant L. P. Holmblad i Sundby. Da manden Johan Johnsen blev sognepræst i Vamdrup i midten af 1870'erne flyttede hun med. Der var da ansat 11 hjemmesygeplejersker, og sygeplejeforeningerne. Hun flyttede til København efter manden død i 1887 og blev klasselotterikollektrice, skrev artikler til Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet og udgav sin selvbiografi Mellem to Tidsaldre i 1915.

Et lille Bethesda.

Ude paa Christianshavn er der et Hjem, som, da det for 12 Aar siden blev stiftet, fik Navnet Bethesda. Det er det Hjem, hvor de Søstre, som arbeide i Districtssygepleieforeningens Tjeneste, boe. Den, som i sin Tid gav Hjemmet dette Navn, knyttede vist nok allerførst dertil det kjærlige Ønske, at det for dem, som skulde boe der, maatte blive et ret Barmhjertighedens Huus, hvor de af Guds Naade maatte hente ny Styrke og ny Lyst til daglig at gaae ud til deres Gjerning: at pleie fattige Syge. Men ved Siden deraf laa sikkert ogsaa den Tanke, at det lille Hjem for mange Andre end dets egne Beboere maatte blive et Barmhjertighedens Huus, som efter Herrens Ord skulde aabne sine Døre, ikke for "rige Naboer, som kunne give Vederlag", men for Saadanne, "som Intet have at betale med: Fattige, Halte, Krøblinge og Blinde". Fra dette lille Hjem skulde ogsaa mangen Vederkvægelse bringes til de Syge.

Saaledes have vi, som nu i 12 Aar have havt Hjemmets daglige Drift under Hænder, opfattet Tanken med at kalde Hjemmet Bethesda, og efter denne Opfattelse have vi arbeidet med det dobbelte Maal for Øie. Og vi have havt den Glæde al see, at det lille Hjem af Mange, foruden os, som boe i det, er blevet betragtet som et godt Sted, et Sted, hvor de Smaa, Fattige, Fortrykte og Svage frit kunde gaae ind og ud og for en Stund sinde Ly og Hygge; et Sted, som delte sit Brød med den Fattige, som kom til dets Dør, og endelig et Sted, hvorfra smaa Gaver bleve bragte til de Syge; men aldrig er der i alle disse Aar særlig opfordret til at yde Bidrag til denne Side af Virksomheden. Enkelte kjærlige Mennesker have uopfordret ved Juletid sendt forskjellige Gaver med den særlige Bestemmelse at anvendes til vore Fattige og Syge, og fra en skjult Kilde er stadig flydt Bidrag hertil. Den allerstørste Del af Udgifterne derved er dog bleven baaren af Districtssygepleieforettingen selv, og saaledes har denne Side af Virksomheden hidtil ligesom kunnet skjule sig bag Districtssygepleieforeningens Hovedformaal: at pleie fattige Syge paa Christianshavn og i Sundbyerne paa Amager.

Helst skulde denne Virksomhed være bleven i sit Skjul, kun kjendt af dem, der virkes for, thi jo mindre der kan tales og skrives om den Slags Ting, destobedre. Det er kun den bydende Nødvendighed, der driver til at opgive dette Skjul, da Districtssygepleieforeningens Midler ikke længer strække til at dække de Aar for Aar større Huusholdningsudgifter, som udkrævedes, naar idetmindste ligesaa mange som Hjemmets egne Beboere skulde mættes, og der ellers ogsaa paa anden Maade skulde hjælpes lidt for de Fattige og Syge. Districtssygepleieforeningens Bestyrelse har derfor med Beklagelse seet sig nødsaget til at nedsætte Huusholdningspengene saaledes, at der fra Foreningen nu kun ydes Alt, hvad der behøves til Hjemmets egne Beboere i alle Maader, men intetsomhelst til, at Hjemmet, som hidtil, kan være et Tilflugtssted for den Fattige.

Vi som leve og arbeide i og udenfor Hjemmet, og som nu i 12 Aar have havt den dobbelte Opgave for Øie og under Hænder, og for hvem det staaer saa fast, at "de To maae ikke skilles ad", vi kunne nu ikke Andet end sende det hjertelige Spørgsmaal ud til kjærlige Mennesker nær og fjern: Kunne I ikke have Lyst til at sende os Gaver enten een Gang for alle eller i aarlige eller maanedlige Bidrag, saa at vi som hidtil kunne holde Hjemmets Døre aabne for de Fattige og Fortrykte, af hvilke vi i vor Gjerning herude lære stedse flere og flere at kjende, samt ikke blot yde fri Sygepleje, men ogsaa paa anden Maade hjælpe lidt i de fattige Hjem?

Enhver, der kjender til disse Forhold, veed hvor svært, ja næsten umuligt det kan være for Sygeplejersken at yde Pleie paa Steder, hvor ofte det Allernødvendigste mangler, naar hun ikke fra Hjemmel kan bringe lidt Hjælp med. Det er kun høist ugjerne jeg har draget denne lille, stille, beskedne Sag frem for Offentligheden, men jeg kan ikke see paa, at den synker i Grav, uden at jeg idetmindste maa gjøre et Forsøg paa at holde den ilive. Saa trøster jeg mig da til at sende disse Linier ud i Verden, fuldelig forvisset om, at Han, som er en Herre ogsaa over Sølvet og Guldet og Menneskenes Hjerter, kan bøie Hjerter henimod denne Sag, saa at de faae Lyst til at støtte den, og det lille Hjem saaledes kan vedblive at virke efter sit gode Navns dobbelte Betydning.

Gaver bedes tilsendt Hjemmets Forstanderinde, underskreven

Emma Povelsen,

Prindsessegade 28. C.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. april 1888. 2. udgave)

Emma Povelsen. Hun var datter af rektor Povelsen fra Sorø. Hun var med fra 1865 i optagelseshuset i Gothersgade. (Regitze Barner: Minder fra mit liv og gjerning, bind 1, s. 142. 1911)

I august 1891 udsendte Emma Povelsen en lignende appel hvor hun oplyste at der indkom 500 kr. Men dog ikke nok, så hun igen måtte appellere til offentligheden om bidrag. Distriktssygepleieforeningen skiftede i 1896 navn til "Sygepleieforening for Christianshavn og Sundbyerne".

Begravelse i Sundby. (Efterskrift til Politivennen)

Et uhyggeligt Optrin forefaldt ifølge "Dags-Telegraten" i Søndags paa Kirkegaarden paa Amagerbro. Da nemlig et temmelig stort Følge af Slægt og Venner til den bestemte Tid, Kl. 2, kom til den for en afdød Mands Lig bestemte Grav, fandt det - hvad der i og for sig er stødende nok - den frisk opkastede Grav fyldt med Vand, saa at det maatte vente, indtil Vandet var øst op; men endnu mere utilbørlig var det, at det, da man vilde sænke Ligkisten i Jorden, opdagedes, at Graven var gravet for kort, saa at Kisten ikke kunde komme ned; heller ikke ved at sænke den lidt paaskraa lykkedes det at faa den i Graven. Der blev tumlet og arbejdet, men det gik ikke, ja Graverkarlen, der syntes at være i en for Stedet temmelig oprømt Stemning, og hans Medhjælpere sprang endog op paa Kisten, for ved deres Vægt og Trampen derpaa at bringe den til at synke, men heri blev de bog snart forhindrede af Følget. Man blev da enig om at ty til Spaderne for at forlænge Graven, og imidlertid blev Kisten sat paa den ene Ende ned i Graven; hvilket Indtryk denne Situation gjorde paa den Afdødes tilstedeværende Enke, kan man let tænke sig! Man gravede altsaa, men Jorden skred ud, da man ikke gav sig Tid eller ikke havde Midler til at stive af; efter nogen Tids frugtesløst Arbejde kom man da til den Erkendelse, at det vilde være bedre at grave en helt ny Grav, og da Følget erklærede, at det ikke vilde gaa, før den Afdøde hvilede i sin Grav, anviste Graverkarlen et Sted, hvor man kunde opkaste en anden Grav. Arbejdet her ved begyndte da, men Jorden var blød og man havde ikke Materialier til at stive at med, saa at man efter nogle Timers Arbejde - Kl. var da 5 1/4, og Mørket var kaldet paa - maatte opgive at faa Liget jordet den Dag. Der blev da sendt Bud efter Graveren, som hurtig kom til Stede og meget beklagede, hvad der var slet, hvorefter han blev enig med den Afdødes Slægtninge at der ikke var Andet at gøre end at hensætte Liget i Ligkapellet til den følgende Dag. Man bar nu Kisten, som atter var bleven trukken op af Graven, til Kapellet, men efter Ankomsten dertil gjorde Følget en oprørende Opdagelse, idet det i det ene Hjørne af Rummet fandtes med Bræder afskildret - en Svinesti, i hvilken en Gris nok saa gemytlig kvægede sig af et Trug Svineføde. Opdagelsen syntes at være en Overraskelse for Graveren, ja selv for Graverkarlen - der ikke vilde kende del Mindste til Grisen - som nu maatte forlade sin lune Sti, før den paa en Mands Ryg allerede var paa Vejen til Politistationen for at afleveres som Hittegods; da kom han i Tanker om, at det var hans, og at han helst vilde være fri for at betale Optagelsespenge. Liget blev efter denne nye Forstyrrelse indfat i Kapellet og dette aflaaset af Graveren, hvorefter den Afdøde endelig i Mandags kom til Hvile i sin Grav.

(Socialisten 27. november 1873).

Christianshavn: Kallehauge og Schreiber. (Efterskrift til Politivennen)

I 1864 lavede fiskehandler Jens Peter Kallehauge (1816-1889) og hans to sønner ravage hos vinhandler Schreiber på Christianshavn. Nedenfor nogle punktnedslag i såvel Kallehauges som Schreibers videre skæbne. Kallehauge solgte fisk ud for det blå kar på Gammelstand 6.

Kjøbenhavns offentlige Politiret

2den Afdeling, Assessor Wallick

Lørdagen den 31te December

- - -

Fiskehandler-Familien Kallehauge, Fader og 2 Sønner hvoraf den yngste haabefulde Pode er mindreaarig, havde i Forening med Hesteslagter Baron og Oliemester Jørgensen været paa en Vinkælder hos Vinhandler Schreiber paa Christianshavn. Efterat et større Kvantum Portvin var konsumeret, oplivedes Selskabet i den Grad, at ved et Uheld et Mahognibord og en Stol hver mistede et Ben, og da Schreiber kom ind fra sit Kontor og bad Selskabet gaa, overfaldt de ham, som øieblikkelig sendte sin Karl efter Politiet, medens han selv, der er en meget stærkt Mand, indtog en defensiv Holdning og retirerede tilbage til sit Kontor, forfulgt af Tumultuanterne. Oliemesteren var saa klog at holde sig udenfor Spektaklet og forsvandt, da Betjenten kom; derimod bleve de Øvrige Anholdte og bragte til Politistationen. Sagen, som har været for engang tidligere i Retten, hvor den forrige slesvigske Stutmester Jørgensen mødte for Schreiber, der var syg, maatte atter idag opsættes, da Kallehauge i Mellemtiden havde tilskrevet Schreibers Kone et saa usømmeligt Brev, at dens Oplæsning i Retten var umulig, hvilket Brev øieblikkelig var blevet tilstillet Politidirektøren.

(Dags-Telegraphen 1. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Løverdagen den 31te December 1864.

- - -

Forhandlingerne i Sagen imod Fiskehandler Kallehauge m. Fl., for at have tilføiet Viinhandler Schreiber Overlast i hans Viinkjælder, fortsattes idag uden at tilendebringes. Af de afgivne Forklaringer syntes at fremgaae, at S. i alt Væsentligt har havt Ret i sin Klage, og at blandt de Tiltalte navnlig den ældre Kallehauge er den, der væsentligst har bidraget til, at de paaklagede Uordener have fundet Sted. Det oplystes tillige, at Sidstnævnte siden forrige Retsmøde til de tidligere har føiet nye Fornærmelser imod Schreiber, og at disse ere af en saa krænkende Beskaffenhed, at Politidirektøren har fundet sig opfordret til al lade Undersøgelser anstille ved Inspektøren for Opdagelsespolitiet. Saalænge disse Undersøgelser ikke ere tilendebragte, vil Sagen henstaae uafgjort, for at det kan vise sig, om de nye Fornærmelser egne sig til at være Gjenstand for Behandling ved de offentlige Retter under den alt verserende Sag; befindes dette at kunne skee, ville Forhandlingerne sandsynligviis foregaae for lukkede døre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Torsdagen den 5te Januar.

Efterat Advarseler vare meddeelte deels i Anledning af en Forsømmelse, der var sket med at anmelde en Tjenestepige for Politiet, deels for Nattesæde, ikke tidligere begaaet, fremstod Fiskehandler Kallehauge og Viinhandler Schreiber i Anledning af den imellem dem verserende Sag. Efter Overretsprokurator Winthers Opfordring havde Sidstnævnte forinden Retsmødet erklæret sig villig til at indgaae paa Sagens Afgjørelse i Mindelighed, og det Forslag, Dommeren havde stillet, antog ogsaa Kallehauge. I Henhold hertil erklærede Kallehauge i det offentlige Retsmøde, at han erkjendte at have skrevet det under Sagen omhandlede, fornærmelige og Velanstændigheden krænkende, Brev, samt at dettes Indhold var usandt, og gav derefter Schreiber en saadan Æreerklæring, som denne fandt sig tilfredsstillet ved. Idet han derhos tillige erkjendte at have ved den i Sagen paaklagede Leilighed gjort Brud paa Schreibers Huusfred, betalte han i Erstatning for det ituslaaede Meublement 18 Rd., og erlagde en Bøde af 50 Rd., hvoraf 30 Rv. tilfaldt "Bræstrups Stiftelse" og 20 Rd. Rettens Fattigkasse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1865)

Jens Peter Kallehauge, Sundbyvester købte sammen med værtshusholder Chr. Erichsen en ejendom i Charlottenlund Strandmark for 3.300 Rd., forsikret til 4.760 Rd.

I en højesteretssag afsløres nogle forhold omkring ildebrandstilfælde og borgeres pligt til at møde med brandslukningsmateriel. Her var Kallehauge indblandet, og blev ved den lejlighed frikendt:

Nr. 250.

Advocat Hansen

contra

Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen (Defensor Levinsen), 

der tiltales for ikke at have efterkommet deres Forpligtelse til at møde som Vandkjørere i Ildebrandstilfælde.

Amager Birks Politiretsdom af 24de September 1867: "De Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Tiltalte Smed P. Larsen bør til Amager Birks Politikasse bøde 1 Rd. Tiltalte Huuseier Niels Linnemann af Kastrup bør under en Mulct af 1 Rd. til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse for hver Dag, denne Dom siddes overhørig, inden 14 Dage efter Dom. mens lovlige Forkyndelse oplægge det manglende Loft over sit Kjøkken og bevise Saadant ved Brandfogdens Attest. Saa bør han og til Politikassen bøde 2 Rd. At efterkommes inden 3 Solemærker efter Dommens lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom af 26de November 1867: „Birketingsdommen bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Sagens Omkostninger, derunder Salair til Prøveprocurator Kalko og Procurator Berggreen med 5 Rd. til hver, udredes af det Offentlige."

Høiesterets Dom.

Ved kgl. Ordre af 27de f. M. er Høiesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanseet at dens Gjen stand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

Selv om det antages, at der med Hensyn til den under Sagen omhandlede Kjørepligt haves en i formel Henseende gyldig Bestemmelse, om hvis Overtrædelse fra de Tiltaltes Side der kunde være Spørgsmaal, maa Høiesteret ialtfald i henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde billige, at der er tillagt dem Frifindelse for det Offentliges Tiltale, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Sagens Omkostninger billiges, bliver derfor at stadfæste.

Thi fjendes for Ret:

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Advocaterne Hansen og Levinsen tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af det Offentlige.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Det er under nærværende Sag tilstrækkeligt oplyst, at de Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand J. Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen, der i Medfør af Kiøbenhavns Amtsraads Skrivelse af 31te Mai 1866 ere opførte paa det af Taarnby Sogneforstanderskab for Aaret 1867 affattede Regulativ for Vandkjørsel i Ildebrandstilfælde, med Forpligtelse til i saadanne Tilfælde at møde med Vogn og Hest forsynede med 1 eller 2 Vandtønder, desuagtet ere udeblevne respective ved Ildebrand den 3die Juni og Mønstring den 11te s. M. Ved Amager Birketingsdom af 24de September d. A. ere de imidlertid frifundne for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at 2 33 i Loven af 2den Marts 1861 knytter Forpligtelsen til i Ildebrandstilfælde at møde med Heste og Vogn til Besiddelsen af en Gaard, hvilken Ingen af de Tiltalte besidder i Ordets legale Betydning, samt af Hensyn til, at den Bemyndigelse til Affattelse af Ændring i Regulativet, hvilken Loven tildeler de communale og administrative Autoriteter, ikke kan antages at strække sig ud over selve hiin Betingelse for Forpligtelsen, navnlig ogsaa fordi den Godtgjørelse i Sogneægter, hvortil Paragraphen henviser, kun lader sig give til Besiddere af "Gaarde".

Da nu Overretten maa være enig med Underdommeren i denne Opfattelse af Lovgivningen, vil Birketingsdommen, der ogsaa angit flere Tiltalte, for hvis Vedkommende Sagen ikke er appelleret, forsaavidt paaanket er, være at stadfæste, og Sagens Omkostninger, derunder Salairerne til Actor og Defensor her for Retten 5 Rd. til hver, at udrede af det Offentlige.“

(Højesteretstidende 1867).

I 1875 var Kallehauge indklaget endnu engang for fornærmelser, denne gang mod en anden fiskehandler. Denne gang fik han ikke medhold i retten:

Æreserklæring.

Udskrift

af

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2det Civilkammers Protokol.

Aar 1875, den 22de Marts foretoges alter Sagen

Nr. 51/1875.

Fiskehandler og Danebrogsmand Søren Nielsen Thrane

mod

Fiskehandler I. P. Kallehauge

Klageren mødte personlig.

Indklagede mødte ved Prokuralet H. I. Torp, der fremlagde Indlæg og Fuldmagt.

Sagen blev nu saaledes forligt, at Prokurator Torp paa Indklagedes Vegne erkjendte, at Indklagede, dersom denne ved den i Klagen anførte Lejlighed har fornærmet Klageren paa den i Klagen anførte Maade, beklager, at dette, som er skeet uden Indklagedes Vidende og mod hans Ønske, og hvortil han ikke har havt nogensomhelst Berettigelse eller Grund, har fundet Sted, tilbagekalder de fornærmelige Udladelser, der maatte være faldne, saa at de ikke skulle komme Klageren til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte, og forpligte sig til inden 8 Dage fra Dato at betale en Bøde til denne Rets Fattigkasse af 30 Kr., samt til Klageren i Godtgjørelse for Sags Omkostning« og Tidsspilde 20 Kr.

Sagen sluttet kom forligt.

Knudsen. Reiendahl. Bergen.
Udskriftens Rigtighed bekræftes

Justitskontoret under Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret, den 27de Marts 1875

(Dags-Telegraphen (København) 19. april 1875).

Et mærkeligt Selvmord.

I dette Blads Onsdagsnumer læstes følgende Nyhed, som Politiet havde tilsendt os:

"Endskønt der i Forgaars Eftermiddags var afspærret paa Knippelsbro paa Grund af, at et Skib skulde igennem, brød en Fiskehandler, der kom kørende med et Enspænderkøretøj, sig ikke det mindste derom, og uagtet ogsaa Brovægteren advarede ham derimod, kørte han uden om Spærrebrædtet og op paa Broklapperne, der allerede var begyndt at løfte sig; der kunde let være sket en Ulykke, hvis han ikke var holdt tilbage med Magt. Politiet noterede ham. 

Den omtalte Fiskehandler var Jens Leth Kallehauge, som efter at Handelen paa Fisketorvet i Mandags Eftermiddags var forbi var paa Vejen til sit Hjem i Sundbyvester paa Amager 

Den paafølgende Morgen - om Tirsdagen - stod Kallehauge op ved 4 Tiden, vækkede sin Karl og beordrede denne til at spænde for og køre - imod Sædvane - alene ind til Byen for at varetage Fisteforretningen, og gik derpaa ind paa Ejendommens Retirade.

Senere fandt man ham hængende livløs paa Retiradedøren med et Reb fastsurret om Halsen.

Den Afdøde var, trods sin høje Alder - 73 Aar - , en rask og rørig Mand. Han sad i temmelig gode Omstændigheder, ejede foruden det Sted, han selv beboede paa Bülowsvejen et Par andre Ejendomme paa Amager, og han var ved Hjælp af den Fiskeforretning, han drev ved Gammel Strand, en Mand - efter Sigende - paa ca. 60,000 Kr. I den senere Tid havde han været en Del melankolsk, og man formener om Affæren ved Knippelsbro, at det har været hans Hensigt at styrte sig med Køretøjet t Havnen.

Han efterlader sig en Hustru paa 75 Aar og en 10-12 voksne Børn.

(Social-Demokraten 26. oktober 1889)

Selvmordet skete den 22. oktober 1889. Han blev begravet den 27. oktober 1887 fra Sundby Kirke. Han var gift med Marken (Marchen) Kallehauge, født Clausen. Hun takkede efterfølgende pastor Nielsen for en smuk tale og nogle sangere. Marken Kallehauge solgte i 1893 deres hus, matrikelnummer 137, Sundbyvester Gade nr. 4 i Raagaardsstræde for 2.200 kr til bestyrer Hans Olsen. Hun ser ud til at være død i 1903:

Alle og Enhver, som maatte have Noget at fordre Boet efter afdøde Enkefru Marchen Kallehauge født Elan sen, af Sundbyvester og tidligere - 1889 - afdøde Mand, Fiskehandler Jens Peter Kallehauge, efter hvem Enken hensad i uskiftet Bo, indkaldes herved med 6 Maaneders Varsel til at anmelde og bevisliggjøre deres Krav for undertegnede Skiftekommission, som behandler Boet, hvori Arv og Gjæld ikke er vedgaaet.

Med samme Varsel indkaldes derhos de Afdødes Arvinger til at melde sig paa Skiftet og varelage deres Interesser under Boets Behandling. Særlig indkaldes Sønnen Andreas Peter Kallehauge, der for ca. 45 Aar siden udvandrede lil Amerika, og fra hvem der ikke senere skal være hørt 

Den kgl. Landsover samt Hos- og Stadsrets Skiftekommission, Kjøbenhavn, den 29de Maj 1903.

Schack.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juni 1903).

Andre end sønnen synes at være udvandret, om en Andreas Peter Kallehauge fortæller en slægtsside:

Brief Life History of Martin Andreas Peter Kallehauge (1860-1930)

When Martin Andreas Peter Kallehauge was born on 14 February 1860, in Sundbyvester, Solvang, Sokkelund, København, Denmark, his father, Peter Kallehauge, was 23 and his mother, Ane Kuhre, was 24. He married Amalie Josefine Søderberg on 21 November 1880, in København, Denmark. They were the parents of at least 2 sons and 1 daughter. He lived in København, Denmark for about 10 years and Gentofte, Copenhagen, Hovedstaden, Denmark in 1925. He died on 10 April 1930, in Copenhagen, Hovedstaden, Denmark, at the age of 70, and was buried in Hellerup, Copenhagen, København, Denmark.

Af oplysningerne fremgår at det ikke kan være den samme, trods navnelighederne.

Huset gik den 27. juni 1903 på tvangsauktion. Af bohavet nævntes bl.a. en del antikke møbler (bl.a. en maghonisekretær), 2 taffelure, et bornholmsk stueur, sølvtøj, 14 lirekasser og spilledåser, 5 skibsmodeller, et pengeskab, kobber- og messingtøj og 2 vogne. I en tvangsauktionsannonce den 6. august 1903 nævnes ejendommen som Finlandsgade 13 og 15 i Sundbyvester. Den fremvistes af fiskehandler Thorvald Emil Kallehauge (død marts 1907), Sverigsgade nr. 22, 2. sal. Boet aflagde regnskab i november 1904.

Om Wilhelm Schreiber (-1876) findes i aviser forskellige oplysninger:

Et Hundredaars-Jubilæum. Den 14de Februar kan det bekjendte Vinfirma Wilh. Schreiber & Co. fejre Hundredaarsdagen for sin Grundlæggelse. Forretningens Stifter var Jacob Peter Kaarsberg. der den 14de Februar 1793 løste Borgerskab som Vinhandler heri i Staden og aabnede sin Vinhandel med tilhørende Vinstue i den af ham opførte Ejendom i Strandgade, det nuværende Nr. 20. I 1809 løste hans Søn Peter Andreas Kaarsberg Borgerskab i om Vinhandler, og fra 1816 overtog han Faderens Forretning. Efter 1820 flyttedes Forretningen hen paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade. Peter Andreas Kaarsberg, der døde i 1866, havde allerede i 1859 overdraget Forretningen til Johan Asmus Wilhelm Schreiber, en indvandret Tysker. I 1867 flyttede den nye Indehaver Forretningen hen til den Ejendom i Lille Torvegade, hvor den endnu har sit Seede. I 1876 optoges som Kompagnon Hr. Anton Olsen, som i en længere Aarrække havde varet ansat hos Moses & Søn G. Melchior. Allerede kort efter døde Schreiber og Olsen fortsatte da under det allerede en Aarrække før antagne Firmanavn Wilm. Schreiber & Co.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende februar 1898

100-åars Forretningsjubilæum.

I Dag kan Vinfirmaet Wilh. Schreiber & Ko. fejre Hundred-Aarsdagen for Forretningens Grundlæggelse.

I dette lange Tidsrum har Forretningen uafbrudt haft Sæde paa Kristianshavn, hvor den dog, som en naturlig Følge af de skiftende Tider, er undergaaet betydelige Forandringer i de forløbne Aar.

Forretningens Stifter er Jacob Peter Kaarsberg, der den 14de Februar 1798 løste Borgerskab som Vinhandler her i Staden og aabnede sin Vinhandel i den af ham opførte Ejendom i Strandgade (nuværende Nr. 20), beliggende imellem Hofmaler hos Christian den 4de Carl van Manderns (nu Nr. 18) og Etatsraad Friederich Christian Aaters Ejendom (nu Nr. 22). Alle disse Ejeudomme staar endnu til Dato uforandrede, og navnlig er dette Tilfældet med den Kaarsbergske, som ved sin Svalegang i den snævre Gaard og den smalle, men sirlige Trappegang er et lige saa smukt som interessant Vidnesbyrd em svundne Tiders Arkitektur. Paa Husets Facade findes saledes den Dag i Dag anbragt et langt Sandstens-Hautrelief, forestillende to af de af Josva til Kanaans Land udsendte Spejdere, som til Vidnesbyrd om Landets Frugtbarhed vendte tilbage med en Drueklase saa stor, at de to Mænd maatte bære den paa en Stang imellem sig; ogsaa over den med Udskæringer og Ornamenter smukt forsirede Gadedør, saavel som over Nedgangen til Kjælderen i Gaarden, findes gamle Prydelser.

Allerede i Aaret 1809 løste Grundlæggerens Søn, Peter Andreas Kaarsberg, Borgerskab som Vinhandler, og han overtog i 1816 Forretningen efter Faderen, som da kjøbte den meget større Ejendom paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade, nu Nr. 14, det saakaldte "Raadhus", hvor han boede til sin Død 1830.

Sønnen, Peter Andreas, flyttede da sin Forretning fra Nr. 20 hen i den ovennævnte smukke Hjørneejendom, i hvis rummelige, korshvælvede Kjælder der fandtes den allerede længe savnede Plads til Udvidelse, og under P. A. Kaarsbergs Ledelse gjorde Forretningen her betydelige Fremskridt.

Her samledes adskillige af Byens bedste Borgere for ved en kvart Portvin at drive deres uskyldige politiske Kandestøberier, og her traf man ogsaa mange af de saakaldte gode Hoveder. Blandt Stamgjæsterne kan nævnes Borgerdydskolens Inspektør og geniale mathematiklærer, Islænderen Cleophas Svenningsen, og hvor han holdt til Huse, kunde man være sikker paa at finde et godt Glas Vin, krydret med en ikke mindre god Historie.

Blandt de mange, som i denne lange Aarrække har medtaget døres Uddannelse i den ædle Vintapperkunst og som dygtige Folk af Faget er udgaaede fra denne Forretning, kan nævnes de afdøde Vinhandlere Chr. W. F. Bestle og Tottenberg, senere Ejer af Hotel Tottenberg. I Aaret 1827 blev Peter Andreas Kaarsberg Forsørgelse Biore tander og i 1828 Kaptejn i Borgervæbningen. Han døde 1866, men forinden, allerede i 1859, havde han overdraget Forretningen til den for sit Kjendskab til Vinfaget almindelig ansete Johan Asmus Wilh. Schreiber; dog førtes Forretningen endnu i Peter Andr. Kaarsbergs Navn, indtil Schreiber selv, som Udlænding, ved den nye Næringslov blev berettiget til at købe Borgerskab som Vinhandler her i Staden og fra den 11te Marts 1862 førte Forretningen i eget Navn.

Wilh. Schreiber fortsatte nu Forretningen i den nedarvede Aand, men flyttede i 1867 til den til Forretningen erhvervede Ejendom i Lille Torvegade Nr. 9, hvor den endnu har sit Sæde. Wilhelm Schreiber, som var født i Lübeck, havde modtaget sin bedste Uddannelse i de store Slotskjældere i Doberan i Mecklenburg, hvorfra han indforskreves hertil af Firmaet P. de Coninck for at lede deres den Gang nyanlagte Vinforretning.

Som Kuriosum kan anføres, at Schreiber, som ovenfor nævnt, flyttede Forretningen til den den Gang aldeles øde og ubefærdede Ende af Lille Torvegade - idet Knippelsbro paa den Tid, som bekjendt, laa for Enden af Brogade - fordi han fandt, at der paa Hjørnet af Strandgade var før megen Færdsel til, at hans Kunder blandt Amagerne kunde holde uforstyrrede udenfor med deres Kjøretøjer ; Skæbnen vilde imidlertid, at Knippelsbro kun faa Aar senere blev flyttet netop hen for Enden af Lille Torvegade, og Schreiber fandt sig samledes pludselig - imod sin Vilje, men til Forretningens senere store Fordel - hensat i en af de snart efter mest befærdede Gader I Byen.

Afkræftet af Sygdom optog Wilh Schreiber den 1ste April 1876 Hr. Anton Olsen som Kompagnon i Forretningen. Hr. Olsen havde i en længere Aarrække været ansat hos Firmaet Moses Søn O. Melchior som Forvalter paa derea Pakhuse paa Asiatisk Kompagni. Forretningen fortsattes nu af begge I Forening under Firma: Wilh. Schreiber & Ko.

Allerede den 18de December samme Aar afgik Wilh. Schreiber ved Døden, og Kompagnonen Anton Olsen fortsatte da Forretningen som Ene-Indehaver under samme Firma.

Meget Vand er løbet I Stranden, siden Jacob Peter Kaarsberg den 14de Februar 1798 aabnede sin Vinhandel paa Kristianshavn. Vinstuen er forlængst nedlagt, men i Forretningens Kjældere minder de hundredaarige Lagerfade os endnu den Dag i Dag om Forretningens Ælde.

(Dannebrog (København) 14. februar 1898).

Fritz Theodor Benzen. Strandgade 18-20. Optaget mellem 1900 og 1910. Kaarsbergs hus ses til venstre med relief af vindruebærerene. Husene blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Kbhbilleder. Public Domain.

De nævnte ejendomme i Strandgade 18 og 20 blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Ejendommen Torvegade 20/ Strandgade 14 blev - formentlig ukorrekt - i lang tid omtalt som Christianshavns gamle rådhus. Af kilder for den selvstændige købstad Christianshavn 1673 fremgår at der intet rådhus var, og for den sags skyld heller ikke fængsel.

Reg. 1911 Nr.488. Anmeldt den 7de September 1911 Kl. 11.54 af Wilhelm Schreiber & Co., Vinhandel, København, og registreret den 14de Oktober s. A. En sort Etikette med hvid Indskrift og et rødt Skjold i øvre, venstre Hjørne. I Etiketten staar med fremtrædende Bogstaver; Monntain Deiv og: The Pearl of Scottish Whiskies. Derunder og derover staar Angivelser angaaende Varen og nederst Anmeldernes Navn og Bopæl, I det røde Skjold staar med sorte Bogstaver Ordene: Black label. Mærket er kun registreret for Vine og Spirituosa. Ordene: Black label er af Anmelderne angivet at skulle anvendes som en særlig opfunden Benævnelse for disse Varearter. (Registrerings-Tidende for Varemærker nr. 29, 1911).

Efter Anton Olsen (1838-1910) overtog sønnen Hjalmar Steglich firmaet. Firmaet havde da adresse på Torvegade 9.

Folketællingen og Skolelærerne. (Efterskrift til Politivennen)

Igjennem Offentligheden erfares, at det har været paatænkt at anvende til Skolelærerne 10,000 Rd. som Erstatning for Arbeidet ved Folketællingen.

Danmark har omtrent 3000 Skolelærere, og Honoraret til hver vilde altsaa blive 3 ½ Rd., hvilket dog altid kunde være til Anskaffelse af et Par Støvlefødder. Skjøndt nu et saadant Honorar ikke synes at være Overdrevent, seer man dog, at der har løftet sig stemmer derimod. For dem, der ikke kjende Arbeidet og Besværligheden ved Optagelsen af en Folketælllngsliste, turde det maaskee være interessant at erfare, at der til dette Hverv, paa sine Steder, som til Er her, behøves 14 Dage. Dette synes maaskee utroligt, men er dog Sandhed; thi deels er Distriktet meget spredt og stort - idet det omtrent tæller 2000 Sjæle, og deels kan Befolkningen ikke med nogen Sikkerhed træffes førend hen paa Eftermiddagen. Man skulde saaledes fristes til at mene, at det omtalte Vederlag ikke var for stor Opmuntring for et Arbeide, der overalt i Vinterens strengeste Tid er meget besværligt. Man spadserer fra Dør til Dør, og fra den ydre Kulde træder man undertiden ind i Armodens Boliger, i fugtige Huller, og hvad der optegnes, er man senere nødt til at reenskrive.

Der er ganske vist heller ikke tilstrækkelig Grund til at lægge Folketællingen midt ind i Vinterens Hjerte - der desuden er den bedste Skoletid. Et Spørgsmaal er det ogsaa, om skolelæreren har - jeg skal ikke sige bør have - Forpligtelse til at paalægges Tællingen, saavelsom andre statistiske Meddelelser, naar saadanne falde ind. Hermed mener jeg nu ingenlunde, at nogen Lærer bør vægre sig ved i saa Henseende at komme Autoriteterne imøde; men jeg troer dog, som sagt, at det er meget problematisk, om maa kan byde ham - bede er en anden Sag - at udføre dette Arbeide, der virkelig for den aldrende Lærer yderst trykkende. Det falder mig ved denne Leilighed ind, at en Embedsbroder i mit Nabodistrikt fik, som han selv sagde, sin Helsot under Udførelsen af denne Gjerning sidst. Jeg er, Gud være lovet, hverken svag eller afkræftet, mindre belastet med Penge; men, vil Nogen paatage sig forsvarlig at expedere Folketællingen for mit Vedkommende, giver jeg gjerne en Saadan 10 Rd.

Dette lille Bidrag til Belysning af Sagen. Inden jeg faaer denne Artikel indsendt, læser jeg i "Fædrelandet" en Afhandling om samme Materie fra en Landsbypræst. Tonen i denne aander en ikke ringe Uvillie imod Lærerstanden, hvilket er mig saa meget mere paafaldende, som det er notorisk, at Skolelærere pleie at have deres bedste Talsmænd netop iblandt de Gejstlige, og i dette Tilfælde har, saavidt jeg veed, endog Danmarks gejstlige Primas, Biskoppen, talt Lærerstandens Sag. Dette være nu, som det vil; men Artiklen lider af nogle faktiske Urigtigheder, som bør imødegaaes. Saaledes siges, at Skolelæreren gives Ferie i nogle Uger for at tælle. Dersom denne Fremstilling var sand, - og nødvendigviis maatte være det, - saa var Folketællingen, udført af Læreren, en blodig Synd imod Undervisningen. Men Faktum er, at Skolen ophører i nogle Dage for Folketællingens Skyld. Her, hvor jeg sagde, at vi brugte omtrent 14 Dage, læse vi i Reglen i den Tid, vi ikke kunne tælle. Den Insinuation, at Læreren spadserer omkring og "tager hvad der kan falde", er saa udelikat, at jeg virkelig undrer mig over, at en Præst vil fremsætte den - jeg skal slet ikke tale om det harcellerende "Herregud, vi ere alle Mennesker".

Hvorledes Hr. Pastoren har faaet Ordet "incommensurabel" (om Vederlag for Arbeidet) til at forvilde sig herhen, for staaer jeg ikke; thi jeg finder, at Vederlag og Slid ere aldeleles kommensurable Størrelser. Ved at læse længere hen i Artiklen seer jeg vel, at det er Skolepengene der piner Forfatteren ligesom Provstetaskens Ophør og det dermed forbundne af ham saakaldte Vrøvl.

Det eneste Sande og Sunde, jeg øiner i den nævnte Artikel, er, at Præsterne burde være fritagne ogsaa for denne verdslige Gjerning, som, om den end ikke er et "Hundearbeide", dog afdrager ham fra have vigtige Kald, der foresten - man tillade mig det - ikke er vigtigere end Lærerens; thi de ere jo vistnok Sødskende, da de begge have Menneskehedens Forædling til Formaal.

Er det hundsk at classificere og sætte Prikker, hvad er det saa veed denne Leilighed at agere hvad Mange kalde Pottekiger, og hos Nogle møde Mistænksomhed, hos Andre Ømfindtlighed, naar de de skulle opgive deres Alder. Og alt dette maa Læreren finde sig i, saa han i den Henseende nok kunde være tjent med at skifte Rolle med Præsten. Men jeg iler med at slutte og erklære, at dersom denne "Landsbypræst" virkelig er en Præst (hvilket jeg næsten tør benegte), da er han en Undtagelse fra de fleste Præster, der neppe vilde falde paa som Vehikel for deres Udtalelser at gjøre "Landsbydegnen" til Syndebuk.

Sundbyøster Skole paa Amager, den 4de Januar 1860.

R. H. Th.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. januar 1860).

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags Eftermiddags omtrent Kl. 2½ opkom i den stærke Storm en heftig Ild i Sundbyøster paa Amager, der udbredte sig hurtigt og tændte i Naboebyen Sundbyvester. Ved Hjelp af Kjøbenhavns Brandcorps var den største Fare overvunden Kl. 6, skjøndt Ilden længere blev ved at brænde, hvor den havde antændt. Efter Sigende skal 17 Gaarde og 40 Huse være ødelagte, og omtrent 70 Familier blevne Huusvilde og have tildeels mistet alt hvad de eiede. Dette har foranlediget de Herrer Hs. Exc. Stiftsamtmand Moltke, Amtsforvalter Justitsraad Bierg, Major Aagaard og Sognepræsten Bruun til at anmode velgjørende Medborgere om Gaver for disse høisttrængende Familier. Hvad der tilstilles Dem vil blive uddeelt efter bedste Overbeviisning, og derfor i sin Tid offentligen aflagt Regnskab.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 89
Løverdagen den 5 November 1814
Spalte 1418-1419

Indenlandske Efterretninger.
De afbrændte Tomter i Sundbyvester og i en Deel af Sundbyøster paa Amager yde et sørgeligt og rørende Syn. Man seer næsten intet uden de nøgne Skortstene, og Haugerne ved Bygningerne ere for det meste nedtraadte. Paa Redningen af Bohave var her næsten aldeles ikke at tænke under Stormens og Ildens Rasen. Medens den ene Bymand var i Færd med at hjelpe at slukke eller nedrive den andens Huus eller Gaard, havde Ilden allerede taget fat i hans egen, og han maatte ile did. I en Tid af ti Minutter havde Luen allerede grebet stærkt om sig. Enhver reddede det Lidet, han kunde, og Creaturerne løb hylende og fortumlede omkring imellem de luende Bygninger. For det meste var det Huse, som brændte, hvilke samtlige ikke vare forsikrede i Brandcassem og af 9 afbrændte Gaarde vare kun 3 assurerede.
[Herefter om hvem der ydede hjælp til de skadeskomne]

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 90
Tirsdagen den 8 November 1814
Spalte 1435-1436

Indenlandske Efterretninger
llden paa Amager opkom hos Gaardmand Ole Hansen i Sundbyeøster, som med Familie var taget til Kjøbenhavn. Da de kom hjem,befalede de Pigen at gjøre Ild for at stege en Steeg. For at skynde sig tog hun endeel Kartoffeltoppe og lagde paa Ilden. Disse gave en stærk Ild. En Gnist, som fløi op igjennem Skorstenen, faldt ned paa Straataget og antændte paa Øieblikket. Vinden var S. O. til O., og som en Følge heraf fløi Gnister med Flammer fra den ene Gaard til den anden og endelig over paa den anden Bye Syndbyevester. Saavidt Man ved er intet Menneske kommet til Skade, men adskillige Heste og Quæg fandtes stegte. Som sædvanlig ved slige Leilligheder var Tyveriet i fuld Gang, men nogle bleve grebne i Gjerningen.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 93
Løverdagen den 19 November 1814
Spalte 1479-1480

Voldsomt Overfald paa sagløs Mand.

Mange foranstaltninger som øvrigheden har truffet når uorden er blevet påtalt gennem dette blad, bevæger forfatteren af disse linjer til at gøre politiøvrigheden opmærksom på at da han søndag den 16. i denne måned ville gå fra sit hus på Amager hjem til Christianshavn, omtrent kl. 10 om aftenen, og var kommet forbi stedet Håbet, kom 2 personer ham i møde, hvoraf den ene idet de passerede forbi ham, gav ham et så vældigt slag på øret at han styrtede i grøften. Men da han bemærkede at flere sådanne skulle tildeles ham, tog han flugten og slap således med ituslåede læber. 

Søndag forud blev en murersvend så forslået samme sted at han næppe kunne gå fra stedet, ligeledes af en af de personer som kom ud fra værtshuset. Fremdeles ligger endnu på 6. uge en mand i Sundbyvester som er forslået i nærheden af dette hus. Da flere andre uordener som vist er den høje øvrighed bekendt, er passeret der, håber man at der træffes sådanne foranstaltninger at man kan gå ud og ind af broen uden at frygte for overfald.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 744-745)