L. I. Brandes udgav i 1861 "Om Fattigdommens Tiltagen i Kjøbenhavn og om Sygekassen som et af Midlerne til at standse denne" Heri redegjorde han for at fattigdommen (målt i antallet der forsørgedes af fattigvæsnet) mellem 1854 og 1860 var steget med 43 % (fra 9.588 tiol 13.773), mens befolkningstilvæksten kun havde været 8 %. Hertil skulle så lægges alle de som blev forsørget i bl. a. Almindelig Hospital, St. Hans Hospital og andre steder under sygehjælpen. Altså et ganske betydeligt antal ud af en befolkningen på ca. 155.000. Bogen beskriver også andre indikatorer på fattigdommen, og ligeledes hvilke offentlige og private foranstaltninger der på daværende tidspunkt fandtes for at bekæmpe dem.
I bogen beskrev han også hvilke konsekvenser det havde. Bl.a. at børnene i stedet for at gå i skole, blev sendt ud for at arbejde for at familier kunne overleve. Resultatet var bl.a skulkeri og en glidebane mod kriminalitet - en udgiftspost for samfundet.
Sygehjemmet var især rettet mod middelstandens fattige, idet han mente at disse havde "bedre følelser" end almuen. Han advarede ligefrem om de følelsesmæssige lidelser som middelstanden måtte udstå og risikoen for at de blev tvunget til at leve tæt sammen med ufølende mennesker fra samfundet bund. Erfaringer fra Almindeligt Hospital fik ham til at mene at man skulle adskille fattige syge fra andre stænder, og dette var en af baggrundene for oprettelsen af Københavns Sygehjem for agtværdige personer af begge køn, dvs. især borger- og embedsstanden.
Brandes stod således med et ben i det offentlige fattigvæsen og et andet i den private velgørenhed. Gennem hans skrifter beskriver han middelstandens fattiges lidelser, hvor de er tvunget til at leve sammen med underklassen på Almindeligt Hospital. Disse sidste blev en slags skræmmebilleder for de første. Brandes' medfølelse strakte sig således ikke til lemmestiftelsen hvor arbejderklassen blev anbragt.
En Mand, der vil savnes.
Professor L. I. Brandes.
I Gaar døde Almindeligt Hospitals bekendte og afholdte Overlæge, Professor Ludvig Israel Brandes, 73 Aar gammel.
Professor Brandes' Navn var særlig kendt blandt de Smaa og Ulykkelige, for hvem hans Hjærte altid hankede varmt lige til hans Død, nu i hans høje Alderdom. Officielt blev Brandes anerkendt som Videnskabsmand ved Guldmedaljer, Doktorgrad, Professortitel og Ansættelse som Overlæge; men alligevel er dst hans Virksomhed for de Fattige og Syge, forsaavidt den gaar ud over Lægens sædvanlige Gærning, der har skabt hans store Navn og det smukke
Minde, der længe vil lægge Glans over det.
Af de Ting Professor Brandes har været med til at oprette til Smaafolks og Syges Tarv, skal vi nævne, at Sygehjemmet skyldes hans Initiativ, ligeledes Vuggestuerne for Fattigmands Børn og Børneplejeforeningen.
Saa' Professor Brandes en Ulykkelig, eller han saa en herhjemme ukendt Institution til Ulykkeliges Redning, straks tænkte han sig den indført hos os og i mange Tilfælde er det lykkedes, fordi hans egen stærke Iver, hans Tro paa, at hans Idéer kunde gennemføres, virkede paa dem han henvendte sig til og smittede dem med hans Tro og Begejstring for Opgaverne.
Professor Brandes var Fattiglæge. Og naar man forestiller sig en Fattiglæge som en Mand, der søger at komme lettest ud over den ofte besværlige Gærning med de mange og ofte usselt stillede Patienter, saa træffer man ikke hans Billede. Han talte maaske længere og mere inderligt og fortroligt med sine Fattige end mangen praktiserende Læge med sine jævnt betalende Klienter. Han gik ind paa deres Tankegang, virkede ved sin milde Person saaledes, at de fik Tillid til ham og Tro paa hans Kure. Og i Medicinen turde Troen være den halve Hjælp.
Var der Tale om at hjælpe en Ulykkelig, var Professor Brandes ikke bange for at bruge Midler, som enten var sat ud af Kurs af Kollegerne - som f. Eks. gamle Husraad - eller ikke anerkendt, som Guldkuren, hvis Prøvekure han støttede.
- Ved hans Baare vil samles en Skare af Fattige, der sørger over en Ven og Velgører, og en Skare af andre, der saa' med Glæde paa den gamle Professors Værk og bøjede sig i Agtelse for hans noble Person.
(København 18. september 1894).
Ludvig Israel Brandes.
Lægens Virksomhed rummer jo de to Hovedsider, den videnskabelige og den humane, og alle de Medlemmer af vor Stand, der have indtaget en fremragende Plads som Læge, have vundet den ved dygtigt Arbejde i en af disse to Hovedretninger. De kunne selvfølgelig godt begge forenes, og Lægens Ideal virkeliggøres netop kun gennem en saadan Sammensmeltning, men hos de enkelte Personligheder vil dog altid den ene af dem findes at være den mest fremtrædende. Den afdøde Celebritet, om hvem Ugeskriftet for kort tid siden bragte Mindeord, Adolph Hannover, indtog sin fremragende Plads særlig ved sin store Forskerbegavelse og sine højtansete videnskabelige Arbejder, den gamle, mangeaarige Overlæge paa Almindeligt Hospital, som Døden nu har berøvet os, har haft sin største Betydning ved sin altid lige utrættelig fortsatte, omfattende og velsignelsesrige Virksomhed i human og filantropisk Henseende.
Men Brandes var dog paa ingen Maade uden videnskabelige Anlæg og Evner; han har tvertimod, navnlig i sine yngre Dage, givet mange Vidnesbyrd om ivrig videnskabelig Stræben og varm Interesse for de dengang foreliggende videnskabelige Problemers Løsning. Efter at han, udgaaet af et velhavende Hjem, i 1839 var bleven Student, kastede han sig med en saadan Energi ikke blot over det lægevidenskabelige, men ogsaa over det rent naturvidenskabelige Studium, at han i 1842 kunde tage Universitetets Guldmedaille for Prisopgaven i Fysik (om den geniale Farmaceut Joh. Vilh. Ritter's galvaniske Opdagelser) med den Motivering af Censorerne H. C. Ørsted og Zeise, at Afhandlingen viste ikke alene Indsigt og Flid, men ogsaa megen videnskabelig Dannelse. Og efter at han 1845 havde absolveret en smuk Lægeeksamen og derefter paa sin Faders Bekostning foretaget en Studierejse til Paris, der gav hans Aand nye videnskabelige Impulser, samt fungeret som kandidat paa Almindeligt Hospital og i Felttoget 1848 som Underlæge ved Batteriet Marcussen, tog han, ved Afhandlinger om den gonorrhoiske Rheumatisme og den gonorrhoiske Ophthalmi, paa en særdeles hæderlig Maade den medicinske Licentiat- og Doktorgrad.
Samtidig med Erhvervelsen af den sidstnævnte Grad (1850) blev han Reservemedikus paa Almindeligt Hospital og arbejdede i denne Stilling med Iver for videnskabelige opgaver, og det ikke blot specielt klinisk, i frugtbringende Samvirken med hans skattede og dygtige Overlæge M. Christensen, men ogsaa i mere generel Henseende. Den da fremkommende, fra flere Sider rejste Bevægelse for at bringe Naturvidenskaberne i deres ny Udviklingsfase til større Gyldighed i hele den højere Undervisning sluttede Brandes sig til med ungdommelig Varme og Begejstring og med særligt Hensyn til Anvendelsen paa Lægevidenskaben. I de Unges Lægeselskab, Filiatrien, holdt han i 1852 et indtrængende Foredrag derom og fremkaldte en interessant forhandling angaaende dette store og fundamentale Spørgsmaal. Han gjorde med Vægt gældende, at det ikke alene kom an paa at uddanne praktiske Læger, men at sørge for, at de bleve gennemtrængte af virkelig Naturvidenskabs Aand. Kort efter stillede han i det kgl. medicinske Selskab et Forslag om at gennemføre, at Reservelægepladserne ved Hospitalerne bleve besatte ikke som hidtil fortrinsvis efter Anciennetet, men ved Konkurrence, for derved at opdage og fremdrage netop de videnskabelige Kræfter.
Brandes var saaledes i hin Tid i forreste Række af de unge, for Videnskabens Fremskridt og Ret stridende Læger, og hans Hu stod til at blive videnskabelig medicinsk Kliniker. Han foretog, efter i 1853 at have været ufortrøden med til at bekæmpe Koleraepidemien baade i Praksis og Teori, i det følgende Aar en ny Studierejse til fortsat klinisk Uddannelse og modtog efter sin Hjemkomst (1855) Posten som Reservemedikus paa Frederiks Hospitals nye medicinske Afdeling, hvor han under Overlægens, Prof. Fenger's Optagethed af den aktive Politik fik Lejlighed til at virke selvstændigt som Kliniker. Samtidig forberedte han en stor klinisk Haandbog, der ogsaa i den følgende Tid (1859–66) udkom i 4 Bind under Titelen „Haandbog i Læren om de indvortes Sygdomme og deres Behandling“ og var et for sin Tid meget hæderligt og nyttigt Værk, der blandt Andet har den fortjeneste at lægge særlig Vægt paa Terapien paa en Tid, hvor ellers Wienerskolens radikale Skepsis raadede i Kliniken.
Ved Almindeligt Hospitals Omordning i 1863 opnaaede Brandes, efter et Par Aars Distriktslægefunktion i København, da ogsaa at blive Overlæge paa Hospitalets nyoprettede 1ste Afdeling med den derunder hørende Lemmestiftelse, en Stilling, han beholdt til sin Død. Heller ikke i denne Stilling forsømte han de videnskabelige Hensyn; han lod sig den kliniske Undervisning være magtpaaliggende, idet han fremdeles lagde særlig Vægt paa den terapeutiske Side. Om end hans flittige Forsøg med ny Medikamenter og Kurmetoder hos Afdelingens kroniske Patienter næppe kunne bestaa for Nutidens videnskabelige Kritik, om end hans Umiddelbarhed og lykkelige Sangvinitet oftere har spillet saa stærkt ind med, at Resultatet er blevet temmelig usikkert, saa kunne Forsøgene dog ikke frakendes Interesse og Betydning, og han har i ethvert Tilfælde særlig Fortjeneste af, at have betonet den psykiske Terapi paa en Tid, hvor de naturvidenskabelige Klinikere i øvrigt lode den altfor uændset. Han har her vist sig som en baade tænksom og fin praktisk Psykolog, hvad t. Eks.hans trykte interessante kliniske Foredrag „om de sjælelige Indtryks terapeutiske Virkninger afgiver et talende Vidnesbyrd om.
Imidlertid er det sikkert nok, at den humane Side i hans Overlægegerning som i hans Virken overhovedet var og i ethvert Tilfælde efterhaanden blev den prædominerende og den, hvorved han har sat sine dybe Spor og afgivet et Eksempel værdigt til Efterligning. Hans Virksomhed og Fortjenester i filantropisk Retning, baade i og udenfor Almindeligt Hospital, ere saa store og imponerende, at de for den almindelige og særlig ogsaa for den kollegiale Betragtning ganske har overskygget de af ham udfoldede videnskabelige Bestræbelser og bragt disse i Forglemmelse – maaske dog i noget højere Grad end tilbørligt. I ethvert Tilfælde turde det i en Nekrolog i et lægevidenskabeligt Tidsskrift ikke være paa urette Sted at opfriske Erindringen om, at den afdøde Filantrop dog ogsaa har været virkelig Videnskabsmand, og netop lidt udførligt at dvæle ved denne side.
Men Filantrop var han unægtelig fremfor alt, og det lige fra sin Ungdom. Som Læge kom han tidlig i nær og udstrakt Berøring med Armod, Nød og Ulykke, og han stod ikke som den kølige lagttager deraf. Med uimodstaaelig Magt rørte det sig i hans Sjæl, at der maatte hjælpes, og saa besad han ved Siden af sin varme Medfølelse endnu den vidunderlige Egenskab, altid at kunne finde de rette Midler og Udveje og saaledes at kunne slaa til Lyd, at hans Bestræbelser vandt Tilslutning og derved kunde bære praktisk Frugt. Ved at se spæde Børn ligge hjælpeløse og uden Tilsyn i de fattige Arbejderes Boliger fik han Tanken om Oprettelse af Vuggestuer og fik den hurtig sat i Værk (1849), i øvrigt efter Forbilleder, han var bleven bekendt med i Paris. Af Plejestuen for spæde Børn“ udvikledes da snart den anselige Institution „Børneplejeforeningen“, hvis Ledelse han vedblev at tage virksom Del i. Ved sin Virksomhed paa Almindeligt Hospitals Lemmestiftelse saa han, hvilke uværdige forhold de hæderlige, uformuende københavnske Borgere i deres Alderdom og under Invaliditet vare underkastede, naar de maatte ty til det Offentliges Forsorg, og han undfangede da Planen til Sygehjemmet, hvis anselige Bygning stod færdig 1859 i ethvert Tilfælde i det Ydre det mest storartede Monument om Brandes's filantropiske Virksomhed. Snart efter tog han sig af de mange vanskeligstillede kvindelige Haandarbejdere og bragte i Løbet af en kort Aarrække den ,Gensidige Hjælpeforening“, hvis Leder han ogsaa selv vedblev at være til en saadan Blomstring, at den endog kunde bygge sit eget Hus. De veltjente gamle, udslidte Stuekoner tog han ligeledes under sine beskytttende Vinger og stiftede ogsaa for dem en selvstændig Hjælpeforening. Samtidig begyndte han at arbejde for en Reform i Sygeplejen, saaledes at ligeledes efter fransk Mønster dannede Damer ansattes ved Hospitalerne. Stadig virkede han ganske privat og i det Stille for at hjælpe overalt, hvor Hjælp og Bistand krævedes, og han kunde gøre det i stor Udstrækning, da hans egne Krav til Livet vare saa beskedne Livets Glæder søgte og fandt han i at gøre andre glade.
Ikke blot rent praktisk, men ogsaa litterært og i Foredrag virkede han utrættelig for filantropiske Formaal. Om hele Sygekasseinstitutionen som et mægtigt Middel til at modvirke og bindre Fattigdom har han udgivet Pjeser og Bladartikler, ligesom han ogsaa var et virksomt og for sin Indsigtsfuldhed skattet Medlem af den 1866 nedsatte Sygekassekommission. Med særlig Iver arbejdede han for at hæmme Drikfældigheden, denne Hovedkilde til Armod og Elendighed; han har udgivet populære Afhandlinger og holdt mundtlige Foredrag derom, og han af Hovedstifterne af „Samfundet til Ædrueligheds Fremme“. I sit Skrift "Mine Arbejders Historie“ (1891) har han givet en samlet Fremstilling af alt hvad han har virket i filantropisk Henseende og tillige givet et Indblik i sin egen ejendommelige og fængslende Personlighed med hele dens lyse fortrøstningsfulde Syn, dens rørende Glæde og Taknemmelighed mod Forsynet for det Held, der altid fulgte hans Bestræbelser.
Allermest levende traadte dog hans hele milde og elskelige Personlighed frem i hans Gerning paa hans kære Hospital, i hans ægte faderlige forhold til alle Hospitalets syge og forkomne Indvaanere. Han har ogsaa i denne sin utrættede Kærlighedsgerning kastet en Glans over hele vor Stand, som ikke kan vurderes højt nok, og givet et lysende Forbillede til Efterfølgelse. Selv under hans sidste Svagelighedsperiode, under Kræfternes Svigten var han dog i sin Kærlighed og Mildhed i Virkeligheden stor og mægtig, saa snart han traadte indenfor Hospitalets Port, og baade Læger og Funktionærer og Patienter og overhovedet enhver, der har set ham paa Hospitalets Stuer, ville bevare i lys Erindring Indtrykket af denne hans Fremtræden, Indtrykket af den ophøjede, ideale, ægte Lægepersonlighed.
Jul. Petersen.
(Ugeskrift for Læger, 21. september 1894).
Professor Brandes' Begravelse
Saa stededes da den gode gamle Professor til Jorden, han, som i levende Live var saa mange svage og fattige Menneskers Forsyn, han, der efterlader sig et Navn, saa elsket og velsignet, som det kua forundes de færreste, de sande lykkelige.
Stor var den Sørgeskare, der i Gaar Formiddag Kl. 11 samlede sig om Kapellet paa den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard Men langt, langt flere var dog de, der, forhindrede i at møde ved Sygdom, Alderdom og anden Brøst fra deres Boliger paa "Almindeligt Hospital" eller fra deres Smertens Lejer paa andre Sygehuse sendte en vemodig Tanke ud til den fjærne, afsides liggende Kirkegaard, hvor deres faderlige Ven skulde sænkes ned i den kolde, mørke Jord.
Derfor tog Følget sig anderledes ud, end man i Grunden havde ventet sig det. Det blev snarest den mosaiske Menighed, der fulgte en af sine ypperste Repræsentanter til Graven, og den danske Lægestand, der viste et udmærket Medlem den sidste Hæder. Kun hist og her i Sørgeskaren saas tarvelig klædte Folk, hvidhaarede Gubber med Taarer i Øjnene. Og i Kvindeskaren, der stængtes udenfor Kapellet, til hvilket kun Mænd fik Adgang, saa man ikke faa fattige Mødre med deres Smaabørn ved Haanden, hist og her en krumbøjet, rystende Morlil, der længe blev staaende, efter at Graven var kastet, med Læber, der bevægede sig til lydløst fremmumlende Bønner.
* * *
Selve Kapellets Stolestader var rigt udsmykkede med Kranse, ligesom Kisten der stod fremme i Midtergangen i Skjæret fra de brændende Kjærter og fra Efteraarssolen, der faldt ind gjennem Vinduerne. En Dobbeltrække af Funktionærer fra Almindeligt Hospital holdt en Slags Æresvagt ved Kisten.
Omkring i Stolestaderne saas mange almenkjendte Personligheder navnlig en Mængde repræsentative Folk fra det jødiske Samfund.
Af den mosaiske Menigheds officielle Repræsentanter var de sex til Stede og sad nærmest ved Kisten: Overretsprokurator Simonsen, Redaktionssekretær Nathansen, Fabrikant Fr. Bing, Vexellerer Adolph Levin, Justitsraad Meyer og Grosserer Heckscher. Blandt den øvrige Forsamling bemærkedes den afdødes nære Slægtninge. Grosserer Brandes og Dr. Georg Brandes, fremdeles Dr. Fridericia, Boghandler Carl Reitzel, Kammersanger Peter Schram - der for over 50 Aar siden var blandt Professor Brandes første Patienter - Højesteretssagfører Salomon, Bogtrykker Hannover og Kunstkritikeren af samme Navn, Departementscheferne Schmidt og Chr. Hansen fra Finansministeriet, Docent Oscar Siesby, "Almindeligheden"s Inspektør Kruse, Borgmester Jacobi og en Mængde ældre og yngre Læger, saaledes Professorerne Trier, Studsgaard og Carl Salomonsen, Overkirurg Tscherning, Dr. Leopold Meyer, Dr. Philipsen, Dr. Levysohn m. m. fl.
Men bedre end alle disse repræsentative Navne fortalte Kransene paa Kisten om den Hengivenhed, Professor Brandes vandt sig paa sine rette Virkefelter.
Her Var Kranse fra "Kvindelig Hjælpeforening", fra "Foreningen for kvindeligt Haandarbejde", fra Funktionærerne paa "Almindeligt Hospital" og fra Lægerne sammesteds, fra Funktionærer og Læger paa Frederiks Hospital, fra "Lemmekoneforeningen paa Almindeligt Hospital", fra Sygeplejersker og Plejemødre paa Kommunehospitalet, fra Sygehjemmets Medlemmer og Bestyrelse ov. osv.
- - Efter at et Kor havde afsunget Davids 16de Salme "Naar ikkun du, du evighøje, bestandig mig for Øje staar", traadte Rabbiner Simonsen frem for Kisten og talte overmaade smukt og hjærteligt om den døde, en Mand, ved hvis Grav alle tilstedeværende uden Hensyn til Alder og Kaar, til Troesbekjendelse og Livsanskuelse, vilde kunne enes i Taknemmelighed og mindes ham i Kjærlighed, som hans eget Liv havde været viet til Kjærlighed og var baaret frem af Herrens Velsignelse.
- - Efter Talen reciterede Kantor Simon det jødiske "Hazur tomin", hvis hebraiske Strofer klang sært højtideligt og alvorligt gjennem det lille Kapel.
Og derefter afsang Hr. Sanglærer Albert Meyer et Farvel, som en ung Kvinde, Meldem af "Sypigeforeningen", havde skrevet til den døde.
- - - Sangen ledsagedes af dæmpet Orgelspil. Det var Hr. Operarepetitør Levysohn, der sad ved Orgelet.
Saa bares Kisten ud af Kapellet af tolv yngre Læger. Hastig sænkedes den i Graven, medens endnu en af Davids gamle Salmer, sunget i det fri, lød hen over Kirkegaarden i den raakolde Høstluft.
Og hastig skyndte sig saa det travle, repræsentative Følge tilbage til den travle By.
En og anden gammel og fattig Stakkel blev dvælende lidt længere med vaade Øjne, med Hænderne foldede i ydmyg Bøn ved Graven.
(Dannebrog (København) 24. september 1894).
Brandes' gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Ludvig Israel Brandes
En Hundredaarsdag.
I Morgen for hundrede Aar siden kom den bekendte Læge og Filantrop L. I. Brandes til Verden i et rigt og anset Hjem i København. Lægen Brandes staar vel nok noget blegt for det nulevende Slægtled, men "Sygehjemmets"s Stifter kender de fleste - det er hans Buste som staar der uden i Haven paa Rolighedsvej.
Sygehjemmet, der blev til i 1859, er vel nok Brandes' Hovedværk, der har gjort hans Navn kendt ogsaa i Udlandet, hvor man efter dets Mønster har oprettet lignende Hjem for ensomme, syge, gamle. Men det er dog langtfra hans eneste fortjenstfulde Værk. Ogsaa for saa meget andet godt og værdifuldt bør den udmærkede, varmhjertede Læge mindes paa Hundredaardsdagen. Brandes var ikke blot en for sin Tid fremragende Læge, men en fremsynet, iderig Mand, hvem vi skylder adskillige Reformer.
Han blev medicinsk Kandidat i 1845 og rejste straks til Paris for at studere. I 1848 blev han Licentiat med. og to Aar efter Dr. med. Hans Disputater om den gonorroiske Ledsygdom og Øjenbetændelse var originale og selvstændige Arbejder, der rummede Iagttagelser af blivende Værdi, som ikke før var beskrevet i Litteraturen. Efter at have været Reservelæge paa Alm. Hospital og Frederiks Hospital, blev han 1863 Overlæge pasa Alm. Hospital, hvor han virkede ogsaa efter at Hospitalet var flyttet til Nørre Alle fra Amaliegade lige til sin Død i 1891. Han var en usædvanlig dygtig, human og omhyggelig Overlæge, som ikke blev staaende ved den gamle Sygdomsbehandling, men med Iver prøvede nye Lægemidler og aabnede de praktiserende Læger Adgang til sammen med ham at underkaste Patienter med vanskelige Diagnoser en omhyggelig Observation paa hans Hospital. Blandt andet var han ogsaa en af de første, som havde Blikket aabent for Betydningen af den psykiske Behandling. I Sammenhæng med disse hans fremsynede og ideelle Bestræbelser for at højne Lægekunsten, maa man se hans Iver for at fuldkommengøre Lægernes naturvidenskabelige og praktiske Uddannelse og for at reformere Sygeplejen. Han var den første, som slog til Lyd for at faa Hospitalernes uuddannende "Stuekoner", som kom fra Samfundets lavere Lag, erstattet med Damer fra de dannede Klasser. Hvor svært det var, kan man bl. a. læse om i Ida Johnsens Erindringer ("Mellem to Tidsaldre"), der ogsaa giver et livfuldt Bilede af Brandes' Karakter, men det lykkedes ham at føre Tanken ud i Livet, og tyve Aar efter at han havde fremsat sine Reformplaner paa Naturforskermødet i 1872, var de gennemført paa alle Hospitaler.
Brandes skal ogsaa mindes som Sygekassesagens Fader her hjemme. Da han fremsatte sit Forslag om Oprettelse af Sygekasser i "Medicinsk Selskab", rystede man paa Hovedet ad denne Mand, der var saa langt forud for sin Tid, men han dig dog dannet "Den gensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere", der voksede sig stor og stærk og blev Forbillede for de senere Sygekasser, som nu har erobret hele Befolkningens bredere Lag og spiller saa uhyre en Rolle. Undvidere undfangede han Ideen om Oprettelse af Vuggestuer og Børneplejeforeninger og kastede sig i Brechen for mange andre sociale Spørgsmaals Løsning, f. Eks. Drikfældigheden.
Brandes Hjerne hvilede aldrig, og han sparede aldrig sine Kræfter naar det gjaldt humane Spørgsmaal. Hans Idérigdom og Ildhu smittede idle, og han forstod at rive dem med sjg, som han vidste kunde hjælpe ham. Aldrig var han bange for at sige sin Mening i kraftige Ord, naar det gjaldt en Hjertesag. og man har mange frasagn om hans heftige Sind i visse Øjeblikke, men hans Retfærdssans svigtede ham aldrig, og havde han en enkelt Gang forløbet sig, var han ikke for stor, eller rettere sagt stor nok til at give en uforbeholden Undskyldning til den. han havde forurettet. Paa Bunden var han en fin, taktfuld og beskeden Mand. der tegner et smukt Billede af sig selv i sit skrift "Mine Arbejders Historie" som saa lyset i 1891. Hele sit Liv ofrede han for andre og navnlig for de fattige. de syge, de ensomme og de gamle. Men han havde til Gengæld, inden hans varme gode Hjerte ophørte at slaa, den (da-de at se de fleste at sine smukke Tanker spire og sætte Frugt, som kom ikke blot Samtiden, men ogsaa Eftertiden til Gode.
Andre rejste ham et Monument i Sygehjemmets Have, men selv satte L. I. Brandes sig et Minde varigere end Bronzen et Minde som aldrig skal dø.
Dr. J.
Nationaltidende 26. oktober 1921.
Vor store Filantrop og hans Sygehjem.
Det er idag 100 Aars Dagen for L. I. Brandes' Fødsel.
Venner af hans Gerning vil grundlægge et "L. I. Brandes' Mindelegat".
Det nye Kjøbenhavns Sygehjem, under Opførelse i Ordrup.
Idag for 100 Aar siden fødtes Ludvig Israel Brandes - den ældre Generation vil ikke spørge om, hvem han er. Han var det tilbagelagte Aarhundredes største danske Filantrop.
L. I. Brandes filantropiske Livsgerning blev forøvrigt indledet gennem en Artikel i dette Blads Spalter. Den senere saa kendte Overlæge ved Almindelig Hospital slog gennem denne Artikel til Lyd for, at der her i Byen blev oprettet en Institution lig den, han havde set i Paris - la Créche, Krybben - en Anstalt, hvor Mødrene kunde anbringe deres Børn, medens de gik paa Arbejde. Og han fik straks en Del Bidrag til Sagens Fremme, og kort Tid efter oprettedes den første Vuggestue.
L. I. Brandes.
Det er ikke Meningen her at skildre, hvorledes det gennem Aarene lykkedes L. I. Brandes at skabe de store, praktiske Resultater indenfor Filantropiens Rammer. Vi vil kun paa denne Dag sige nogle Ord om Kjøbenhavns Sygehjem, ikke blot fordi dette Resultat af hans Arbejde stod hans Hjerte nærmest, men ogsaa fordi Sygehjemmet netop i denne Tid bar Krav paa offentlig Opmærksomhed.
Ogsaa Kjøbenhavns Sygehjem blev til efter en forudganende Agitation i "Berlingske Tidende". Det ligger saa langt tilbage som 1852. Da offentliggjorde han en Række Artikler her i Bindet om "den offentlige Understøttelse i Kjøbenhavn for Syge af Middelstanden", og han fremhævede deri, at Almindelig Hospitals Lemmestiftelse var det eneste Sled, hvor de uhelbredeligt Syge af Middel- og Embedsstanden kunde plejes, og han skildrede den Kamp, saadanne Ulykkelige førte, for at ende deres Dage paa Lemmestiftelsen. Straks efter, at Arliklerne var sluttede, begyndte der at komme Bidrag ind til Oprettelsen af en Institution, hvor den nævnte Klasse Mennesker kunde søge Tilflugt, og i Maj 1859 stod Kjøbenhavns Sygehjem, bygget paa Ejendommen "Rolighed"s Grund ved Rolighedsvej, færdig til at tages i Brug af en Skare, særlig alderdomssvage. Mennesker, der glade hyggede sig i det store Bygningskompleks med de brede Gange og Trapper og med den prægtige Have ud mod Aaen.
Kjøbenhavns Sygehjem har gjort en god Gerning i vort Samfund. Men desværre trues Virksomhedens Fortsættelse, netop som det tegnede til, at Institutionen ved at flytte til Ordrup kunde virke under større og lykkeligere Forhold. Dit er Krigsaarenes Dyrtid og en ufordelagtig Handel med Staten, der har ført til Hjemmets i Øjeblikket sørgelige Stilling. Krigsaarene gav Hjemmet et Underskud paa en halv Million Kr., og da man kom igang med Byggeriet i Ordrup, viste det sig, at man ikke kunde opføre det nye Sygehjem for mindre end 2 Millioner, skønt man foreløbig kun tilstræbte at skaffe Plads til 75 Beboere - Hjemmet paa Rolighedsvej har Plads til 113. I 1918 overlod man Staten Ejendommen paa Rolighedsvej for 1,375,000 Kr. - kun 15 Kr. pr. Kvadratalen, uden at der blev regnet noget for Bygningerne. Som Bestyrelsens Formand, Oberst Grut, har oplyst for os, har Hjemmels Ledelse forsøgt at faa Staten til at give et Tilskud til Købesummen, men man har faaet et Nej. Man har ogsaa faaet Afslag hos Kjøbenhavns og Frederiksberg Kommuner, da man bad om et aarligt Tilskud. Det eneste Haab, der er tilbage for Restyrelsen, er, at Staten vil bevilge et Byggelaan paa 400,000 Kr., som man har ansøgt om. I modsat Fald, siger Oberst Grut, maa man standse Byggeriet i Ordrup - man vil ellers komme til at staa overfor den Kalamitet, at man ikke kan betale Haandværkerne. Og saa maa man overlade det til det Offentlige al tage sig af de Gamle.
Endnu et Haab er der dog. Venner af L. I. Brandes Gerning er virksomme for at grundlægge et Mindelegat paa hundredeaarsdagen idag, og dette Legat skulde da Sygehjemmet i første Række nyde godt af. Forhaabentlig lykkes det at skaffe Kapital til et saadant Fond. Vi medgiver Tanken vor varmeste Anbefaling og modtager gerne Bidrag til dette Øjemed ud fra den Anskuelse, at det vilde være i mange Henseender meningsløst, om det store Sygehjemskompleks paa Ordrupvej 32, der er godt paa Vej til at blive fuldført under Arkitekt Gotfred Tvedes kyndige Ledelse, ikke nogensinde skulde blive taget i Brug af den i høj Grad samfundsnyttige Institution, som L. I. Brandes skabte.
J. F. M.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. oktober 1921).
Københavns Sygehjem blev oprettet på Rolighedsvej 23. Bygningen blev opført 1857-59, tegnet af arkitekt H. C. Stilling. Det flyttede 1922 til Ordrupvej 30 i Ordrup og hedder nu Holmegårdsparken. Busten af Brandes på Rolighedsvej blev afsløret i 1896. Brandes fik en vej opkaldt efter sig på Frederiksberg.
L. I. Brandes var farbror til Georg Brandes. Georg Brandes nævner ham i sine erindringer (Levned...) ved en episode hvor han mødte en dansk gesandt i Berlin, der spørger ham: "Er De Dr. B., den bekendte Dr. B.?" - Jeg svarte, at hvis han ikke dermed mente min Onkel Lægen, var det mig.
Han deltog som feltlæge i krigen 1848-1851.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar