Landets mest moderne Skole vil ikke afskaffe Kløene. (Efterskrift til Politivennen)

Talen om individuel Undervisning er kun et Slagord, siger Forsøgs-Skolens Leder, Fru Anne Marie Nørvig.

Anne Marie Nørvig.

HVAD skal jeg med et Forbud mod Klø, naar jeg er ked af at skulle slaa - siger Lederen af Københavns Forsøgsskole paa Emdrupborg, Skoleinspektør, cand. psych. Fru Anne Marie Nørvig.

Næh, pointerer den kendte, meget frisindede Pædagog, Jeg holder med Skoledirektøren . . . man skal ikke forcere en Ting frem. Jeg tror ikke, at et pludseligt Totalforbud mod legemlig Afstraffelse er klogt. Heller Ikke herude paa Forsøgsskolen er vi Engle . . . hverken Børn eller Lærere. Legemlig Afstraffelse maa sikkert bibeholdes endnu nogle Aar i den danske Folkeskole .. . som et Nødhjælpsmiddel

- Og det siger De som Leder af Danmarks i pædagogisk Henseende mest moderne Skole.

* Meget nært Samarbejde mellem Skole og Hjem.

- Om vi er den Skole i Danmark, der drives efter de mest moderne pædagogiske Principer, ved jeg ikke, men det er Københavns eneste Forsøgsskole. 

_ Kan alle Børn fra Københavns Kommune faa Adgang til Forsøgsskolen?

- Nej, det er en lokal Distriktsskole, saa normalt har kun de Børn, der bor i Distriktet omkring Emdrupborg, Ret til at gaa i Skole her.

- Det sker altsaa, at man paa Forsøgsskolen anvender legemlig Straf?

- Ja, men yderst sjældent. Og vi behøver det næsten aldrig, heldigvis. Ikke fordi "Klientelet" her er bedre end paa andre Kommuneskoler, men paa Forsøgsskolen er der et meget nært Samarbejde mellem Lærerne Indbyrdes og mellem Lærerne, Forældrene, Skolepsykologen og Inspektøren. VI staar i meget nøje Rapport til Forældrene

(Nationaltidende, 2. maj 1951. Uddrag)

Anne Marie Nørvig var en af de første som fra 1934 rettede opmærksomheden på børns sjælelige opdragelse, frem for den indtil da herskende opfattelse af de rent fysiske forhold og pleje. Anne Marie Nørvig blev leder af Emdrupborg 1. april 1948 og stoppede på Emdrupborg juni 1959 til fordel for leder af praktikundervisningen for årskursister på Danmarks Lærerhøjskole.  Samme år i november blev hun dræbt ved en trafikulykke, idet hun med sin bil i fuldfart kørte op i bagenden på en holdende lastbil på Roskildevej ved Rønne Alle.

Foto af skoleinspektør Anne Marie Nørvig fra et interview i Land og Folk 10. oktober 1948. 

Kartoffelmarkerne tømmes. (Efterskrift til Politivennen)

Den ventede Frost sætter Fart i Arbejdet.

De smaa Fingre yder værdifuld Hjælp.

Endnu er Konstruktørerne af Landbruget tekniske Hjælpemidler ikke naaet til at fremstille Maskiner, der selv kan pille Kartoflerne op af Jorden og putte dem i Sække. Men de har forlængst erstattet Plovens og Gravgrebens Brug i Kartoffelrækkerne med udmærket arbejdende Kartoffeloptagere, der baade henter knoldene frem, ryster Jorden af dem og spreder dem pænt ud over de jævnede Rækker.

Naar Maskinerne har indledet Optagningen, er det altsaa Menneskene, der maa fortsætte, og her yder Børnene en særdele værdifuld Hjælp. Det kan nok værre de smaa Fingre kan rappe sig, og en lille Dreng eller Pige med lidt øvelse faar ofte Spanden fuld før en voksen Person. Almindeligvis faar Optageren hver niende Spandfuld af kartofler som Betaling for Arbejdet, saa i Kartoffelmarkerne kan Børnerigdom for en Gangs skyld være en Fordel. Men Kartoffelhøsten varer jo kun saa kort, og Børnearbejdet er - heldigvis - forlængst begrænset til saadanne ekstraordinære Sæsonbegivenheder.

(Aftenbladet (København) 21. oktober 1929).

Et Besøg i de skole-botaniske Haver. (Efterskrift til Politivennen)

Og i Skandinaviens mærkeligste Skoleklasse.

Øverst: Kommunelærer Seidenfaden med en Pigeklasse med et Valmuebed. Nederst: Blomsterne analyseres i Danmarks mærkeligste Skolestue.

De skole-botaniske Haver: Et Begreb, et Navn, som de fleste mennesker har hørt, men ikke forbundet nogen Tanke med, en Institution, som kun en ringe Del af Byens Beboere véd hvad er, og ikke desto mindre et af de mest interessante Udslag af den moderne Skoles Bestræbelser for at give Børnene en grundig Uddannelse, og en Virksomhed. som alle burde kende.

Kommunen ejer nu 5 Haver, den ældste ved Hans Tausensgades Skole, grundlagt 1907, en ved Sundholmsvej, en i Vognmandsmarken og i Vigerslevs Allé, og endelig en i Grøndalsvængets Allé, den største og betydeligste, der samtidig er Reservoir for alle de andre, og den, hvor Undervisningen har naaet sin højeste Udvikling.

Vi har aflagt et Besøg her ude i denne Mønsterhave, der ligger omtrent ude ved Brønshøj, og blev her vist omkring af Lederen af hele Virksomheden, Sjælen i hele Bevægelsen, den energiske og dygtige Kommunelærer E. Seidenfaden.

Arealet strækker sig over en Tønde Land, men paa denne forholdsvis lille Plet har aaa godt som hele vort Lands Planteverden, og lidt af fremmede Landes ogsaa, fundet Plads.

De danske Plantesamfund.

Langs Arealets Yderkant har Hr. Seidenfaden paa en ypperlig Maade ordnet de danske Planter i smaa Samfund, d. v. s. samlet Væksterne der vokser sammen ude i den fri Natur, saaledes at de ogsaa præsenterer sig samlet her. Her er et lille Stykke dansk Skov med de karakteristiske Træer og de Skovbundsblomster, der hører sammen - her er et lille Stykke Hede med sin egen Vegetation, Hedelyng, Klokkelyng, Gyvel, Blaabær, Revling - og lidt længere henne staar vi ved den danske Klit med sin stride Marehalm, isprængt den tidselagtige "Mandstro", Hjælme, Klitrøse m. m. I et Hjørne er indrettet en lille Dam, hvor man finder alle vore Vandplanter, Siv, .Iris, Dunhammer, Kæruld og alt hvad der er karakteristisk for  vore Smaasøer og Kær.

Det er kun en lille Plads, man har kunnet afse til hvert "Samfund"; men det er dog en tro Gengivelse af den frie Natur.

- Og til næste Aar vil jeg fortsætte, siger Hr. Seidenfaden - jeg skal have indrettet et Stykke Grøft med vore frie Grøftekanters Planteliv, og henne ved Indkørslen til Haverne skal jeg have plantet Landevejskanternes og Vejbreddernes Flora.

Størstedelen af Arealet er dog indrettet som lange Bede, hvor alle mulige Blomster dyrkes i Mængde - ikke som i Gartnerier skønne Roser og pragtfulde Zirblomster - nej her er det nok saa meget det. vi i daglig Tale kalder "Ukrudtet", der er kommet til Ære og Værdighed; det er Naturens egne uforfalskede Blomster, her kæles for. Her er den lyserøde Klinte, den blaa Kornblomst, den gule Okseøje, Kamilleblomsterne o. s. v., kort sagt alle de Blomster, vi glæder os over i Mark og Skov, paa Eng og ved Strand.

Blomsterne maa rette sig efter Børnenes Sommerferie.

- De ved nok, siger Hr. Seidenfaden, at de fleste vilde Planter blomstrer i Juli og August? Men paa den Tid har vi jo ingen Brug for dem - det er jo i Børnenes Sommerferie, og kommer de herud i Feriemaanederne, vil de næsten ikke kunde finde en Blomst! - Jeg har nemlig paa dette Punkt tilladt mig at gøre Vold paa Naturen! Blomsterne maa her rette sig efter Børnene! Enten saar vi dem meget sent og overvintrer dem, saa de blomstrer tidlig paa Aaret, eller ogsaa saar vi dem meget sent, saa de først kommer til Udvikling efter Ferien, i September-Oktober. Se dér henne! Dér staar et helt stort Bed blomstrende Valmuer! Tror De ellers nogen Steder, De træffer blomstrende Valmuer i Oktober! Men i alle andre Henseender er vi netop herude saa "naturtro" som vel muligt. 

- Hvorledes foregaar Undervisningen? spørger vi

- Ja se det er et Kapitel for sig, der netop har sin store Interesse! De skole-botaniske Havers Opgaver var - og det er for saa vidt stadig vor Hovedopgave - at skaffe det botaniske Studiemateriale til vore Skoler. Her afskæres hver Dag Blomster, Planter, Grene o. s. v. og sendes rundt til Skolerne; det ordnes efter et forudbestemt System, og Skolerne faar det Materiale, der passer til det Emne. Børnene i Øjeblikket læser, men forøvrigt kan Lærerne rekvirere hvilke Planter, de ønsker, vi kan levere saa godt som alt. Vi forsyner ugentlig 2000 Klasser 

Hvordan Børnenes egen Interesse blev fangen.

Men i alle de Aar, jeg har haft med Haverne at gøre, fra 1907, har det været min nagende Orm, at Børnene ikke fik det fulde Udbytte af Materialet - en afskaaren Gren er ikke det samme som et levende Træ, en afplukket Blomst fortæller ikke det samme som en fritvoksende Plante. Jeg vilde have Børnene herud og vise dem selve Naturen. For et Par Aar siden begyndte jeg med at dele Adgangskort ud rundt i Skolerne, Børnene kunde komme herud, se det hele, faa Forklaring etc., men det "bed" ikke - der kom nogle, men ikke mange. Saa fik jeg en bedre Idé - jeg købte for egne Midler Papir og Omslag til Herbarier og uddelte dem gratis til Børnene, saa de kunde samle og presse Blomster og Planter og anlægge deres egne Samlinger. Det slog an; Børnene søgte i større og større Antal herud, og i Løbet af et Par Uger havde jeg brugt 50 Kr. til Papir. Det kunde min egen Portemonnæ ikke holde til i Længden, men saa fik jeg en uventet Hjælp. Tilfældig kom jeg til at omtale Forholdet for Direktøren for Otto Mønsteds Fabriker, Hr. Holm, og han sagde : Vi skal forære Dem alt det Papir, De skal bruge! Og det Løfte har han holdt kongeligt! I Fjor uddelte vi 1600 Mapper med 33.000 Stykker Papir, og i Aar bliver det betydeligt mere.

Skandinaviens mærkeligste Skoleklasse.

- Nu er der nemlig kommet rigtig Gang i Foretagendet. Nu kommer Børnene i Massevis, ganske frivillig. Vi har i Sommer haft ca. 15.000 Elevbesøg, og fra alle mulige Skoler, lige fra Frøken Zahles Institut til Kommuneskolerne i alle Byens Kvarterer. Og her kommer Børn fra vore Nabokommuner, Hellerup, Frederiksberg o. s v., skønt de slet ikke hører til København - men derfor er de lige velkomne. Og det bliver heldigvis ogsaa mere og mere almindeligt, at Lærerne en Gang imellem tager herud med hele deres Klasse og jeg har ved saadanne lejligheder haft den Glæde at høre Børn sige: I Dag har vi lære mere end vi lærer et helt Aar hjemme i Skolen.

Og i Aar har jag faaet et længe næret Ønske opfyldt - jeg har faaet bygget en rigtig "Skolestue" - Skandinaviens mærkeligste - under Tag og dog i fri Luft.

Midt i Haven ligger denne morsomme Bygning. Væggene er en levendte Hæk, Taget et massivt Bjælkeloft, baaret af svære Piller. Her sidder Børnene skærmet og dog i den fri Natur; de gaar lige udenfor og plukker de Planter, de vil lære noget om - og at Undervisningen her gaar med Liv og Lyst, det kan man ikke være i Tvivl om, naar man har set dette Mønsteranlæg, der tjener Lederen, Hr. Seidenfaden, til megen stor Ære

Larus

(Aftenbladet (København) 16. oktober 1929).

Andre skolehaver var Sundbyøster Skolehave (Krudttårnsvej), Sundholm Skolehave (ved Amager Fælled), Kløvermarksvej (Københavns ældste fra 1904, en ny tilføjet 1908), Strandboulevard (1914), Nørrebro Skolehave og Østerbro Skolehave (Jagtvej/Tagensvej), Lersøparken (3 skolehaver), Bellahøj, Valby Skolehave (1910 efter havearkitekt Erstado Jørgensen), Vesterbros og Enghavevejens skolehaver (ved Enghavevej og Vestre Kirkegårdsvej, byens næstældste 1905)

Indgangen til Valby Skolehave og Vesterbro Skolehave ved Vigerslev Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Barn skændet og myrdet i København. (Efterskrift til Politivennen)

Dyrisk Forbrydelse paa Vesterbro i Nat. - Morderen er flygtet, men kendes og jages af Politiet.

København.

I Morges er der paa Vesterbro konstateret en Ugerning af den mest afskyelige Art, idet en otteaarig Pige er fundet skændet og myrdet.

Barnet, hvis Navn er Alice, havde af sine Forældre, Repræsentant Jensen og Hustru, Oehlenschlägergade 30, ved 4½ -Tiden i Gaar Eftermiddags faaet Lov til at gaa ned paa Gaden for at lege med nogle jævnaldrende Kammerater. Hun fik bestemt Paalæg om at komme op igen i god Tid, for man skulde spise til Aften, men Alice kom ikke.

Naturligvis blev Forældrene ængstelige og søgte efter hende paa alle tænkelige Steder, men forgæves, og man underrettede da Politiet. Et større Opbud af Betjente blev øjeblikkelig sat i Eftersøgning, men Resultatet var negativt.

Ud paa Natten blev ogsaa Opdagelsespolitiet underrettet, og den samlede Politistyrke foretog nu omfattende Afhøringer af Alices Legekammerater og Beboere i Gaden. Men først i Morges kom det for Dagen, at den forsvundne Pige var set i Mattæusgade sammen med en berygtet Mandsperson, der i Kvarteret gaar under Navnet "Røde Carl".

Saa snart denne Oplysning indløb paa Politigaarden, tog Opdagelsespolitiets Chef, Thune Jacobsen, sammen med flere Medlemmer af det flyvende Korps til "Røde Carl" s Bopæl i Mathæusgade 34, første Sal. Man brød Døren op og fandt i Lejligheden det savnede Barn som Lig, kvalt af et Stykke Sejlgarn og med tydelige Spor af en dyrisk Forbrydelse. Liget var laaset inde i et Klædeskab.

"Røde Carl" jages.

Opdagelsespolitiet konstaterede straks, at "Røde Carl" er identisk med en ofte straffet Voldsforbryder Carl Vilhelm Jørgensen, som boede i Lejligheden sammen med sin Moder. Denne var den foregaaende Dag rejst til Jylland, og "Røde Carl" har derfor kunnet udføre sin uhyggelige Gerning uforstyrret.

Politiet har udsendt Stikbreve af Forbryderen til alle Politicentraler i Provinsen og det nærmeste Udland, og det flyvende Korps er i fuld Aktivitet i Hovedstaden.

Endnu ved 11-Tiden i Formiddags var Forbryderen paa fri Fod, men Stikbrevene med hans Signalement dukkede allerede op paa Søjler og Plakattavler over hele Byen. Gerningsmanden beskrives som middelhøj, 27 Aar gammel, bredskuldret og rødhaaret.

Det er konstatere at Morderen har været hjemme i Morges.

Morderen melder sig selv.

Senere meddeles:

Kort efter Middag meldte den efterlyste Morder sig paa Politigaarden og tilstod sig skyldig i Forbrydelsen.

Han vil i Eftermiddag Kl. 3 blive fremstillet i Grundlovsforhør.

(Bornholms Social-Demokrat 23. september 1929).

I Herning Avis 23. september 1929 blev han beskrevet som "kendt i KVarteret som en Drivert, der nødigt vilde bestille noget. Han har, saavidt det vides, ikke været paa Forbryderbanen før ... Han har været gidt, men hans Hustru forlod ham efter kort Tids Forløb."

Retssagen fandt sted ved et nævningeting 4. februar 1930. Han erklærede sig skyldig, og blev idømt livsvarigt tugthus, hvilket Jørgensen var tilfreds med.

Byens alleryngste Gartnere. (Efterskrift til Politivennen)

 

Børnene fra "Saxoly" paa Havearbejde ude ved Enghavevej.

Lederen af Børnehaven "Saxoly", Saxogade 46 og 48, Fru Trojel - gift med den kendte Materialhandler paa Vesterbrogade - har haft Held til at faa realiseret en udmærket Ide, hvis Formaal er at skaffe Børnene det længst mulige Ophold i fri Luft og samtidig at beskæftige dem paa en saadan Maade, at de baade faar Motion og Fornøjelse af det. Paa et lille Stykke Jord ude ved Enghavevej i Nærheden af Banelegemet er der indrettet en lille Have, hvori de Smaa tilbringer nogle af Dagenes bedste Timer som Gartnere. De graver, skovler, kører Jord, lærer at plante Blomster, at luge og vande, og de er heraf saa optagne, at det volder dem ligefrem Sorg, naar de skal forlade Arbejdet og begive sig hjem til Saxogade.

Haven er indhegnet med Traadnet, og Laagen forsynet med Patentlaas, saa man ikke risikerer, at nogen løber ud og kommer til Skade i Vejens stærke Færdsel, og skulde en Regnbyge overfalde de flittige smaa Arbejdere, er der et skærmende Halvtag, hvorunder de kan søge Ly.

Inden Efteraaret vil de smaa Gartnere sikkert have hentet sig brune Kinder og klare Øjne i deres lille Friluftsparafis.

(Aftenbladet (København) 14. juni 1929).

Kr. Kolding: Københavns Børnehaver og Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Omtrent over for  Rigsdagsbygningen ligger Holmens Kirke. Kommer man den Vej og derefter drejer af til venstre, kommer man ind i et af Københavns mest berygtede Kvarterer. Gaar man hen ad Gaderne, er der ikke noget særligt at se; men følges man med en kyndig Vejleder - vi var saadan en lille Flok under en Menighedssygeplejerskes ledelse - saa kan man blive ført gennem smalle Gange ind i Baggaardene. Og der faar man noget andet at se. Disse Baggaarde er saa dybe og smalle, at mangt et Sted naar der aldrig en Solstraale ned til Bunden. Vor Leder havde et Sted set en Mand sidde højt oppe i et Vindue og kalke Væggen paa den modsatte Mur for paa den Maade at skaffe lidt Lys ind i sin stue. Trapperne er mange Steder halvraadne, og Trappeopgangene næsten mørke ved Dag og helt mørke ved Nat.

Her skjuler sig de lyssky, forbryderiske Elementer. Men her maa ogsaa mangen hæderlig Familje ty hen, naar Bolignød og Arbejdsløshed i Fællesskab hindrer dem i at leve et menneskeværdigt Liv. Forfærdeligt og moralsk ødelæggende er disse Forhold for voksne Mennesker, og hvad er de saa ikke for Børn.

Men det er ikke Blot her, det er galt, Ogsaa ude i Forstæderne. f. Eks paa Vesterbro, hvor der de fleste Steder ikke findes Baggaarde, er det mere end galt. Her findes Gader, hvori der lever ligt saa mange Mennesker som i en middelstor Provinsby. Foran er der en bred, men nøgen Gade, hvor Færdslen gør det farligt at lade Børnene gaa, og bag Bygningskarreen er der en smal, cementbelagt Gaardsplads med stinkende Smaahuse og Affaldskasse. Det er eneste Legeplads for ofte indtil 20 Familiers Børn. Og Mødrene har ofte ikke Tid til at tage sig af Børnene. Vor tekniske Kultur er tiest bleven en Forbandelse for dem: Alle Hjemmets Bekvemmeligheder, som Gas, Elektricitet, Vandværk m.m. har gjort, at der næsten intet kvindeligt Arbejde er Brug for der. Saa følger Hustruen sin Mands eksempel, søger Arbejde ude, mens Børnene bliver overladt til sig selv. Endelig har nu Boligmanglen skabt en ny Ulykke, Hjemnød, - Mange Steder er f. Eks. Treværelses Lejligheder udlejet til 3 Familier, saa de har hvert et Værelse og saa man skiftes til at tage Køkkenet i Brug. At der skal næsten englelige Mennesker til om det skal gaa uden Rivninger, siger sig selv. Og Børnene drages med ind deri. 

- - -

Kr. Kolding.

(Fyns Venstreblad (Odense) 23. februar 1929, stærkt forkortet)

Børns Ferie. (Efterskrift til Politivennen).

I Morges oprandt den store Dag!

Da det første Ferietog rullede ud fra Hovedbanegaarden.

I Morges Kl. 5 rullede det første Ferietog ud fra Hovedbanegaarden for at sprede de jublende glade Københavnerbørn ud over det danske Land, ud til det herlige Sommereventyr, som de glæder sig til hele Aaret.

I Aar har Børnene maattet vente et Par Dage længere end sædvanlig. Ferien begyndte i Lørdags, men det er en uheldig Dag - Lørdag, Søndag og Mandag er saa travle Dage for Statsbanerne, at de umulig kan ekspedere de store Ekstratog - men endelig i Dag var Ventetiden endt, og Hovedbanegaarden genlød af den glade Jubel, som kun den, der selv har hørt den, gør sig et virkeligt Begreb om.

Københavnere, der vil se et af vor Bys allersmukkeste og mest rørende Folkelivsbilleder, burde gaa ned paa Banegaarden en saadan Morgen. Det er lidt af en Oplevelse at se den Livsglæde, de smaa Københavnerbørn lægger for Dagen, og det er maaske endnu mere rørende at se Forældrenes Glæde ved at sende Børnene ud til det store Sommereventyr, en Glæde, der dog er saa tydelig blandet med Afskedsvemod, at det virker helt gribende.

Et Blik hen over den tætpakkede Række taarevædede Moderansigter fæster sig maaske endnu smukkere i erindringen end de glade Barneansigter, der fylder alle Kupévinduer.

(Aftenbladet (København) 3. juli 1928). 

De, der ikke kom paa Landet

Øverst: Børnene laver Lejr ved Amager Strandvej. Nederst: Ved en Sandbunke i Ingerslevgade.

Det er jo desværre ikke alle Københavnerbørn, der opnaar den Lykke at faa Sommerferie ude paa det rigtig "Bondeland", og der er jo adskillige, der med et lille Stik i Barnehjertet ser de mere heldige Kammerater drage af Sted. Men en rigtig Københavner giver ikke ret længe Plads for Mismod, han forstaar at trøste sig, og den Tid er heldigvis forbi, da vor By karakteriseredes ved skumle Baggaarde og luftfattige Gader. Nu har vi heldigvis "Lufthuller" nok, og Byens Børn skal nok vide at udnytte dem. Vore i to Billeder viser, at Københavnerbørnene har Initiativ; paa det ene ser man en interimistisk Teltlejr ude ved den friske og smukke Amager Strandvej; paa det andet giver en Sandbunke i Ingerslevgade Kvarterets Børn fuld Beskæftigelse. De har foreløbig "nok at gøre" og tænker ikke paa land og Strand, Skov og Sø.

Det er netop det gode ved Hovedstadens Ungdom, den er foretagsom og forstaar altid at udfylde sin Tid - et Københavnerbarn keder sig aldrig.

(Aftenbladet (København) 4. juli 1928).

En Børnedag paa "Bakken"

To Situationer fra Afrejsen i Havnegade.

Der er jo desværre mange, altfor mange Københavnerbørn, som ikke kommer ud i Sommerferien, men saa er der jo heldigvis forskellige Institutioner, som sørger for, at saa mange som muligt i hvert Fald én Dag kommer bort fra Brostenene og tid i Skov og Mark.

I Gaar havde saaledes "Børnenes Kontor" arrangeret en Udflugt til Dyrehaven for ca. 300 Kommuneskolebørn, der om Formiddagen sejlede ud til Bellevue. Under Ledelse af Hr. Ivar Svendsen fra "B. K." tilbragte de nu nogle fornøjelige Timer i Skoven og paa Bakken, hvor Teltholderforeningen var en gavmild Vært.

Børnene var henrykte over alle de Herligheder, som den gamle Bakke bød dem, Pjerrot og Mester Jakel og de andre Bakkefolk gjorde alle deres Bedste for at more Børnene, og det lykkedes dem da ogsaa fuldstændig

(Aftenbladet (København) 5. juli 1928).

Tivolidagen blev storslaaet, trods Regnen.

Øverst til venstre: Børnetoget med Tivoligarden i Spidsen, til Højre: Fire Børn, der har forsynet sig med Boller og Sodavand. - I Ovalen: Cirkus Schumanns Klovner, Brødrene Brunnett. Til venstre: Pjerrot og Børn, der lytter til hans Or. Yderst til højre: Sandor ras Luftgymnastik.

Børn er et tappert Folkefærd, tappert indtil Ukuelighed. De gaar med oprejst Pande lige gennem Ild og Vand. Naa, de 1000 Børn, som Tivoli og Aftenbladet i Gaar havde budt til Fest, maatte nu navnlig gaa gennem Vand. Thi Vejrguderne var i det drilagtige Humør. Lige ved 2-Tiden, da Indmarchen fandt Sted, begyndte de første Regndraaber at falde, og saa blev Væden ved at hæIde ned over os til Aftentimerne.

Og mangen lys Pigekjole og mangen Drengebluse blev vaade, saa de "klaskede", og som Sko og Strømper saa ud! Men Humøret holdt. I den lune Luft straalede Øjnene, rødmede Kinderne. Jublen over Friluftsfornøjelserne har aldrig været stærkere. Pjerrot har saamænd aldrig faaet en mere stormende Hilsen end den, han fik i Gaar. Men uforglemmelig blev de Timer, da der spilledes for Børnene i Koncertsalen. Aldrig før har Tivolis Koncertsal frembudt et saadant Billede som det i Gaar, da de 2500 af Børnene var kommet i Hus derinde, da Salen var besat af en hel By af Ungdom. Og aldrig vil vel nogen Sinde Koncertsalen komme til at se saadan ud. Det skulde da lige være paa en anden Regnvejrsdag ved en af Aftenbladets fremtidige Tivolifester. Om Dagens Forløb bringer vi iøvrigt en lille Artikel andet Sted i Bladet, her bringer vi en Tak til alle dem, der var med i Arbejdet, og som netop paa denne Dag, hvor Forholdene var saa vanskelige, udrettede et dobbelt paaskønnelsesværdigt Arbejde.

Fra Tivolis Direktør til den lille Rengøringspige, der deltog i det store Arbejde, det var at pudse Tivoli op igen efter de stærke Spor, Børnenes Festdag havde sat sig - Læserne skulde blot have set Dansesalonen - har de alle Krav paa vor Hengivenhed, vor hjerteligste Tak, fordi de gjorde ogsaa Dagen i Gaar til den Oplevelse for de smaa Københavnere, den plejer at være.

Nor bedste Tak for Tivolidagen i Gaar.

Den har givet os Troen paa, at den kan gennemføres, selv om vi skulde faa baade Jordskælv og Vulkanudbrud.

Børnene udenfor Pantomineteatret under Forestillingen. Harlekin mekanisk Statue.

Tivolidagen.

Den gennemførtes straalende - trods Regnvejret.

Aldrig nogen Sinde har Koncert salen frembudt et Billede som det i Gaar.

Kilen Gollschalck, "Vor egen Nitouche", den muntre Frue, der i Gaar med sit Smil og sin glade Sangkunst hensatte 2500 unge Tilskuere i Tilstand af fuldstændig Henrykkelse.

I straalende Solskin stillede de først ankomne Børn sig op ved Gitteret langs Vester Boulevard, men efterhaanden som Opstillingen blev længere og længere, blev ogsaa Himlen mørkere og mørkere. Og da Tivoligardens Orkester mødte frem og paa Slaget to satte i med en March, var Skyerne blevet saa tunge, at de væltede ned som Regn.

Men glade og forventningsfulde marcherede Børnene ind i Tivoli, hvor de føret samledes om 

Kunstnerplænen.

Her viste den stadig tiltagende Regn sin første Virkning. 

Reckkunstnerne Scamp and Scamp maatte opgive at arbejde. Reckerne var for vaade. Da 3 Sandorras kunde dog gennemføre deres Nummer under almindelig Glæde, og da de bronce farvede Abdulla'er under Hylen og Skrigen valtede ind, tumlede sig i de mærkeligste Spring og Koldbøtter, lød der et Hyl af Begejstring. Børnene glemte Regnen og stirrede betagne paa de gulbrune om hinanden tumlende Legemer

Derfra stævnede alle ned fil

Pantomimeteatret,

hvor en mægtig Vifte hurtigt dannede sig trod den mere og mere nedvæltende Regn.

Paafuglen sænkede sig hurtigt - et Kvarter før Tiden - for "Harlekins mekanisk Statue", hvis vjdunderlige Begivenheder fængslede de ungdommelige Tilskuere saa stærkt, at de glemte Væden og trofast holdt ud til det Øjeblik. da Pjerrot traadte frem foran Tæppet og viste sig som et talende Menneske.

Da Jublen over den evigt populære Mand var stilnet af - Regnen gjorde det desværre ikke - stormede Børnene ned til

Koncertsalen,

hvor der blev en Fest uden lige. Tæt pakket sad de flere Tusinde Børn og frydede sig over den evig unge Troldmand Georg Kjeldsen, som saa ofte har glædet baade Voksne og Børn med sine vidunderlige kunster. Knap var Hurraerne for Tryllemanden forstummet, saa stod den elskede og populære Frk. Nitouche - Fru Ellen Gottschalck - paa Tribunen og sang til Holck Stillings sikre Akkompagnement under mægtig Jubel sine smaa Sange, og da Fruen til Slut under Udfoldelse af alt sit Skælmen og Luna sang Trommevisen af "Frk. Nitouche", var Hurraraabene og Jublen endeløs.

Sidste Nummer var de folkekære Klowner Bronnetts. Jo højere de tumlede og larmede, jo højere steg de Tusinder af Børns skrigende Jubel, og da til Slut den fra Cirkus kendte Vidunderhest trampede ind paa Tribunen, kendte Børnenes Jubel ingen Grænser. Jo mere det mærkelige Dyr væltede sig rundt, jo mere stormende blev Tilskuernes Glæde. Saadan et Dyr havde de aldrig set før. Et øredøvende Jubelskrig fulgte de opfindsomme Klovner til Dørs

Men samtidig havde

andre Glæder

samlet andre Tusinder af vore smaa Gæster. Biografteatret viste muntre Billeder, afpasset efter Børnene, Karusellen hvirvlede ustandseligt rundt med frydeskrigende Børn, Lilleputbanen sendte Tusinder og atter Tusinder - mange var ganske vist Gengangere - ind i Eventyrlandet, Rutcherbanen var ustandselig fuld af hvinende og skrigende Børn, der, naar de kunde naa det, mange Gange gennemkørte de stejle og mørke Veje, og paa "Det muntre Hjuls" glatte, svigefulde Flade tumlede Masser af Børn sig glædesdrukne rundt.

For alle dem var Regnen en ligegyldig Faktor, og da de til Slut alle samledes i Dansehallen, nød de veltilfredse Sodavandet og Bollerne for derefter at tage sig en lille Svingom til Vald. Larsens og hans Orkesters indsmigrende Toner.

Men saa slog Raadhusuret Seks. Festen var slut, den trods Vejret vellykkede Fest.

De Assisterende og alle de, der hjalp os, kunde bogstavelig talt tørre Sveden af Panderne - det havde saa sandt ogsaa været en streng Dag - og ind over Lokalerne rykkede en Skare af Rengøringsmænd og dito Kvinder, som nu tog fat paa at bringe det i Orden igen, efter at den glade Børneskare var svirret bort som en Fugleflok.

De lykkelige Vindere at Tivolidagens Børnedragter.

Ved Lodtrækningen blev Indehaverne af følgende Numre de heldige Vindere: 967 - 2083 - 2206 - 2388 - 3321 - 4038.

De heldige Vindere bedes snarest melde sig paa "Aftenbladet"s Ekspedition, Købmagergade nr. 9 medhavende Nummerbilletten.

(Aftenbladet (København) 6. juli 1928).

Gabr. Jensens Feriebørn paa Feltfod.

Middagen nydes af Børnene i det grønne. - Feltkøkkenet i Arbejde.

Man har, som meddelt, indenfor Ledelsen af Gabriel Jensens Ferieudflugter i Aar paabegyndt et Arbejde, der egentlig er lidt nyt indenfor de gamle Rammer. Paa det gamle Fæstningsterræn ved Husum har man faaet Plads til Børnene; fra Hæren har man laant et Par rullende Feltkøkkener, og saaledes har man alt parat til en Feriedag for Byens Børn, der ikke naaede at komme paa Landet. De kommer derud om Formiddagen, spiser straks den medbragte Frokost og tumler sig saa i Leg og Dans til Middagen er parat. Naar Solen daler, tager de atter tilbage til Byen. Men netop dette smukke Arbejde er desværre truet af Mangel paa Penge. Kommunelærer Johansen for Foretagendet, bor i Amalie Skrams Allé 6 i Valby, hvilket meddeles i Haab om, at en eller anden blandt vore Læsere vilde føle Trang til at hjælpe med en Skærv.

(Aftenbladet (København) 21. juli 1928).

Hjem fra Ferie-Eventyret.

Ved Banegaarden, da de første Børn i Gaar eftermiddag kom hjem fra Fyn.

Ak, nu er Børnenes Ferie-Eventyr tilende. I Gaar gik den første Strøm indad, ind mod Byens trange Mure.

En Maanedstid har de tilbragt ude i Landet, nydende Friluftslivets Herligheder, i Gaard og Mark, i Vand og Luft. Solen - ja den har jo været karrig ogsa< i Aar, men alligevel var Børnene brunet af det hærdende Vejrlig, velsignet sunde at se, med blanke Øjne og Smil om Munden, Smil, der blev dobbelt straalende, da man opdagede Mor og store Søster vinkende paa Perronen.

Og næppe var Kupédøren slaaet op og den første Omfavnelse overstaaet, før de smaa Rejsende tog fat paa at berette om al Dejligheden derovre paa Fyns flade, fede Land; det var nemlig Fynbogæsteme, der kom i Gaar. Der var nok at fortælle om og Minder at tære paa gennem hele den lange og trange Vinter.

I Dag til Morgen begyndte Strømmen fra Jylland, og den vil vare ved i flere Dage. Der er jo over en Snes Tusind Børn, som skal hjem, en Hær paa 20,000 smaa Københavnere, som Landboerne har vist Gæstfrihed.

Det er den Slags Ting, der i langt højere Grad end de Voksnes Stræben knytter Baandet mellem Land og By, fordi det ikke ses som en Samfundsnødvendighed, men udelukkende er Hjertet, der er med i Spillet.

(Aftenbladet (København) 8. august 1928).

To kommunale Børnedaghjem paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

I Børnehaven. Til højre: Bestyrerinden, Frk. Storgaard. Ved Tavlen: Frk. Ruth Eriksen.

I 1914 indrettede Kommunen under ledelse af Inspektør Hedemark paa Almindeligt Hospital det første Daghjem for Børn ude paa Jagtvejen. Senere kom der flere til, og nu er der i disse Dage ude paa Vesterbro i Kommunens store Karre. Erik Ejegods Gade Nr. 5, blevet aabnet to Hjem, saaledes at der ialt nu er 8, som alle staar under Hr. Hedemarks kyndige Omsorg.

Det ene af de nye Hjem er en Børnehave for Børn mellem 3 og 7 Aar, hvor Forældrene kan anbringe dem om Morgenen, naar de gaar paa Arbejde, og hente Børnene igen, naar de gaar fra Arbejde. Og bedre Sted kan de smaa ikke være.

Der er nydelige, vel indrettede legestuer, hvor de kan glæde sig ved forskelligt Legetøj og finde Beskæftigelse i morsomt Papir- og Lersløjd. Naar de skal spise deres medbragte Mad, kommer de ind i store, lyse Spisestuer, hvor de lidt større Børn lærer at sætte Kopper og Tallerkener frem. I det hele taget søger Bestyrerinden, Frk. Storgaard, og hendes unge Medhjælpersker at give dem lidt begreb om det mest elementære huslige Arbejde.

Til det livlige Indtryk, man faar af Hjemmet, bidrager i høj Grad nogle muntre, farverige Vægtegninger. som skyldes en af de unge Damer, Frk. Ruth Eriksen, som aabenbart har kunstneriske Evner. 

Det andet Hjem er for Spædbørn og Kravlebørn og er indrettet efter de strengeste hygiejniske Forskrifter, men ogsaa her gør et lyst og venligt Indtryk. Her faar Børnene al Maden, der tillaves efter Sundhedens Fordringer. Saaledes er der bl. a. et Mælkesteriliseringskøkken, og i begge Hjem er der Baderum, som man ikke ser finere i de dyreste Lejligheder.

Spædbørnshjemmet ledes af Frk. Ingeborg Sørensen, der er uddannet Spædbørns Sygeplejerske og saaledes har de bedste Betingelser for at være Leder.

Børnehaven kan, modtage 100 Børn, der hver betaler 2 Kr. om Ugen, og Spædbørnshjemmet har Plads til 70. Prisen er her 1 Kr. om Dagen, men her faar de jo ikke alene Mad, men ogsaa særlige Klædningsstykker i de 10-12 Timer, de er der.

Endnu er Hjemmene ikke fuldt optagne. og Indmeldelser modtages paa Kontoret, Erik Ejegods Gade 5, hver Dag fra 9-9½ Form. og fra 4-5 Eftm

(Aftenbladet (København), 1. december 1927).

Ingeborg Sørensen blev i december 1929 leder af børnekurstedet "Esbernhus" på Refsnæs. Hun var da betitlet sygeplejerske. Hun var uddannet på Bispebjerg og på børnehospitalet på Fuglebakken. 

Annonce i Nationaltidende, 27. september 1927 for daghjemmet i Erik Ejegodsgade.I 1944 blev der endvidere oprettet 3 natasyler hver med plads til 12-15 børn. Disse lå i Assensgade (Østerbro), Sjællandsgade (Nørrebro) og Erik Ejegodsgade (Vesterbro).

Erik Ejegodsgade. Nr. 5 er opgang nr. 2 fra højre. Der er stadig institution her: Børnehuset Legegod, stuen børnehave og 1. sal vuggestue.

Børnenes Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Til venstre. Hospitalets Facade. Til højre: Smaa Patienter og deres Plejersker paa Havealtanen. I Midten: Prof. Monrad med Sygejournalen. - Nederst: Paa Altanen mod Øster Farimagsgade. Til højre: En lille Pige med engelsk Syge faar Massage.

Solen skinner ind i de lyse Rum, hvorfra der lyder Barnepludren og ind mellem lidt Barnegraad. Der høres bløde Kvindestemmer, der tysser og beroliger. Gennem Stuerne, hvor 5-6 høje, skinnende propre Senge har Plads, tripper nogle smaa blege Væsener afsted, men i næste Øjeblik moder man andre Smaa med solbrunede Kinder og Smil om Munden.

Vi er ude i Professor Monrads Verden - Dronning Loiuses Børnehospital i  Øster Farimagsgade, den store, røde Bygning med de mange Balkoner, der, naar Vejret tillader det, er fyldt med Børn og Barnesenge, Og midt imellem de sinaa vandrer unge Kvinder med milde Ansigter  og Øjne, der lyser af Kærlighed til de Væsener, der er betroet til deres Varetægt og Pleje. At Kærligheden er gensidig ser man, naar de passerer Sengene. Saa rækkes der buttede eller spinkle Arme op imod dem, og de gør det ikke forgæves. Hvor travlt end Plejerskerne har. bliver der altid et Minut tilovers til lige at tage Barnet op og kæle et Øjeblik for det.

Plejemoderen, Frk. Petersen, svæver som den gode Aand over det hele; den gode Aand, der er Grundelementet i hele Hospitalet derude.

- Er Børn vanskeligere at have som Patienter end Voksne, spørger vi. 

- Nej, absolut ikke, lyder Svaret De falder hurtigt til Ro, naar vi har faaet dem herind og er lette at have at gøre med.

- Men der kræves særlige Evner og en uendelig Taalmodighed?

- Ikke naar man holder af Børn, og det gør vi vel alle herude, saa er det en uendelig Glæde at pusle om dem. De er nemlig selv taalmodige og glemmer vist hurtigt Savnet af Hjemmet og Forældrene, naar de har vænnet sig til os. Vi har ca. halvandet Hundrede Børn her, lige fra Nyfødte til Fjortenaarsalderen. Nogle har været her i flere Maaneder - f. Eks. Knud der. Og Frk. Petersen peger paa den sødeste lille Dreng, dor smiler mod os med et Par skælmske Øjne. "Han er lam i hele Kroppen. Men vi venter og haaber paa Bedring"

- - Vi gaar fra Stue til Stue, og stadig gentager Indtrykket sig af en uendelig Godhed og Omhyggelighed for de smaa Patienter. Der er ligefrem noget opløftende ved et Besøg derinde, som ikke paa noget andet Hospital

Der lyser den højeste menneskelige Følelse, Kærligheden til de hjælpeløse, lidende Børn, ud fra hver Krog. Og man bøjer sig i taknemmelig Beundring for det Eksempel, den store Læge og hans Stab giver os andre, der maaske daglig gaar dette Hospital tankeløst forbi

- - -

Fra mange Sider vilde man sikkert gerne i Dag paa Prof. Monrads 60-aarige Fødselsdag have grebet Anledningen til at takke ham.

Men han har unddraget sig enhver Hyldest ved at rejse bort paa Ferie. Nu maa vel først og fremmest taknemmelige Forældre nøjes med at sende Hospitalet en Blomster-Hilsen.

(Aftenbladet (København), 19. august 1927).

Foto fra Aftenbladet (København) 16. december 1926: Forberedelser til juleaften på Dronning Louises Børnehospital.

Hjørnet af Lundsgade og Uppsalagade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Einar Holbøll. (Efterskrift til Politivennen)

Julemærkets Fader død

Postmester Einar Holbøll

Tidligt i Gaar Morges er Postmester Einar Holbøll, Skaberen af Julemærket, død i sit Hjem paa Posthuset i Charlottenlund, et Par og treds Aar gammel. Holbøll var just vendt hjem efter at have fulgt I sin Hustru til Toget, da Døden overraskede ham. Et Hjerteslag gjorde Ende paa den svære, joviale Mand, hvis Helbred længe havde været undermineret af en Hjertefejl.

Holbølls Navn vil til alle Tider være knyttet til Julemærket, som kendes af ethvert Barn i Danmark. Han har selv fortalt at han fik ideen en Aften, da han stod og sorterede Julebreve. Det gik da pludselig op for ham, at denne Mængde Hilsener kunde indgaa som et praktisk Led i Filantropiens Tjeneste ved at de paaklæbedes et lille Mærke.Han forelagde Planen for daværende Generaldirektør Svendsen, og denne Henvendelse resulterede i Dannelsen af en Komité, sotn udsendte det første Juleniærkft i 1904. Det har den gamle Dronning Louises Billede øg var fremstillet i en lyslilla Farve. Mærket fik en uventet Succes og indbragte allerede det første Aar 74,000 Kr en Sum, der holdt sig jævnt stigende, indtil den i 1924 naaede 223,000 Kr, det hidtil største Bjløb.

Ialt har Julemærket indbragt godt 3 ½ Million Kr., som en Række Institutioner har nydt godt ar. Størsteparten af Pengene anvendtes til Bekæmpelsen af Børnetubetkulosen, og en Række Sanatorier, deriblandt Julemærkesanatoriet ved Kolding,

Holbøll blev naturligvis en kendt og berømt Mand, og hans ide blev optaget og slog igennem hele Jorden over, senest i Amerika og Japan. Personlig hædredes han paa forskellige Maade, og alle mulige filantropiske Foreninger sloges om at faa ham ind i Ledelsen. Ved sin Død var han saaledes i Bestyrelsen for flere Børnehjem, Ensomme Gamles Værn, Røde Kors osv.

Karakteristisk for Holbøl var hans stadige Syslen med nye filantropiske Idéer. Da han Ina syg af en smertefuld Øjensygdom for nogle Aar siden, kom han til at tænke paa en Hjælp til Blinde. Han fandt da paa Barnets Lykkeskilling, der skulde bindes om Halsen paa alle raske Børn og minde dem om, at deres blinde Medmennesker trængte til Hjælp.

Paa Bunden var Holbøll et stort Barn, lige let til Taarer og Smil. Han var i besiddelse af en brændende Evne til at hjælpe alle lidende og svage. Børnene elskede ham, og der var Jubel paa Børnemærkesanatorierne, naar han ankom paa Besøg. I et hyggeligt Lag var han den fødte Selskabsbroder, jovial og hyggelig. Der skulde ikke megen Overtalelse til for at faa ham til at trække Luthen frem og ynge nogle af sine egne Sømandssange. Thi Holbøll dyrkede ogsaa Forfattervirksomheden. I Fjor udgav han saaledes et Bind Skitser fra Sømandslivet, betitlet Søstjerner". Det var smaa, fordringsløse Historier, præget af lians gode. rørende Barnesind og friske Humør.

Holbøll var taknemmelig og rørt  over den megen Paaskønnelse, lian nød, og da han paa sin 60 Aars Fødselsdag fejredes ved en stor Fest, var han den mest bevægede af alle Deltagerne. Endnu for faa Dage siden besøgte han sammen med Julemærkekomitéens Sekretær. Kontorchef Rosenørn, et Julemærkehjem ved Fakse, indrettet til 60 Børn. Her spøgte han og lo som sædvanlig, og ingen mærkede noget sygeligt eller usædvanligt ved ham.

Holbølls Livsgerning prægedes af en sjælden Uselviskhed. Medens hans Mærke indbragte Millioner, vedblev han til sin Død at være Postmanden med de beskedne Indtægter.

*

Einar Holbøll fødtes i København d. 20. Debr. 1865 som Søn af Lodsinspektør Caelheger Holbøll. Som ung fo'r han til Søs, men havnede omsider i Postvæsenet og var i en 'lang Aarrække Assistent. I 1905 blev han Postmester i Gentofte og fra 1909 i Charlottenlund. Hans Karriere som Postmand frembyder intet usædvanligt. Det er som Julemærkets Fader, at Einar Holbølls Navn vil mindes og æres.

(Social-Demokraten, 24. februar 1927).

Filantropen Einar Holbøll in memoriam.

Fra mange forskellige Sider mindes man i disse Dage Einar Holbøll; hans lyse Idéer, først og fremmest Julemærket, havde gjort hans Navn kendt langt ud over Danmarks Grænser, men disse Linier skal vies Manden med det varme Hjerte ... Mennesket, man uvilkaarligt kom til at holde af ... den sjældent brave og vennesæle danske Mand Einar Holbøll.

Man kunde møde Postmesteren en Foraarsdag efter en lang, sur og trang Vinter, og intet Steds afspejlede Solen sig saa herligt som paa hans Ansigt. Han lagde ikke Skjul paa sine Følelser. Det er hændt mig mere end een Gang, at han under Foraarets Virkning kunde bryde ud: .Kan De forstaa, at nogen, der oplever en Vaardag, kan nægte, der er en Gud hvor herligt. Saadan en Dag er Livet, trods al Modgang rigt og dejligt. 

Det er typisk for Einar Holbøll. En Lysseer var han i et Samfund, hvor ellers meget er trangt og svært. Det var ogsaa det, der gjorde, at han gerne vilde være hjælpsom i Livets forskellige Forhold. En kendt dansk Kirkemand sagde i sin Tid om ham, at han var saa "hittepaa-som". Og det er rigtigt - men han var egentlig mere end det. Han forstod at lægge Eventyrets Glans om sine Idéer. Derfor trængte ogsaa ikke faa af dem sejrrigt frem til Gennembrud. Han var en æstetisk Natur. Det bedste af Kunst, Poesi og Ædelsind var ikke for godt, naar det gjaldt at fremme en stor Samfundssag. Men han var indforstaaet med, at dette kun var Midler - Maalet var intet mindre end Sagen selv.

Selvfølgelig blev det Julemærkekomitéens Arbejde, der først og fremmest havde hans Hjerte - sent, mange vil mene for sent, naaede han selv at blive Formand i sin egen Komité. Men han var saa rummelig en Natur, at han ogsaa fik Interesse for andet Arbejde - det gælder saaledes Arbejde for de Gamle, som det udgaar fra Ensomme Gamles Værn.

Her har jeg en Aarrække haft den Glæde at samvirke med ham. Jeg mindes en Aften, da vi sammen stod paa Talerstolen i Københavns Kommunelærerforening for at bryde en Lanse for de Gamles Sag. Han forstod godt Grundlinien i hele dette store Arbejde, der sigter paa at faa gamle Folk ud af deres Ensomhed og give dem Del i Livets kulturelle og aandelige Værdier. Ved hans Død skal det mindes, at ogsaa han har bidraget til at præge Sagen.

Som Menneske var Einar Holbøll en Falstaffnatur, i glade Timer rig og sprudlende. Det kunde være noget af en Oplevelse i et privat Hjem at høre ham synge Sange til sin Luth.

Jeg tror, der er mange, der nu ved hans Død glæder sig over, at vi for et godt Aars Tid siden paa hans 60-Aarsdag dag naaede ved en smuk Fest at faa sagt ham Tak for, hvad han har været i vort Samfund som Filantrop og som Menneske.

Hermann Koch

(Nationaltidende, 24. februar 1927).

Ved Postmester Holbølls Baare.

Naa ja, det maatte vel blive Vor Frue Kirke og kgl. Konfessionarius Provst Fenger, naar Julemærkekomitéen vilde hædre sin døde Formand og tage Begravelsen i sin Haand. Holbøll sele havde ikke skænket den sidste Parade nogen forfængelig Tanke. Han var straalende glad for Anerkendelse og Hædersbevisninger i levende Live, men han var for stor en Lysalf til at ville tale om Døden med sinee Kære. Kun det ene Ord har han engang sagt. at han gerne vilde hvile, hvor der var Sol.

Nej, den store og fine Højtidelighed harmonerede ikke med Holbølls jævne Livsvaner, det vilde jeg gerne fortælle Arbejderne paa hans Begravelsesdag. Han, der har været til snu megen VelsigneIse for andre Mennesker, døde som en ubemidlet Mand. Efterlader sig ikke anden Arv end gode Minder.

Han fortalte fra sit Ophold for et Par Aar siden i Amerika, hvor han var indbudt som Æresgæst vod en Aarskongres for Tuberkulosesagen, at Amerikanerne troede, at han var en rig Mand. Det mente de, han maatte være bleven paa sin Idé, som i Parentes bemærket overført til U. S. A. har indbragt mange Millioner Dollars til Bekæmpelse af Tuberkulosen. Disse Amerikanere, der har en vældig Respekt for Opfindsomheden, saa i Danskeren Einar Holbøll en paa sin Vis lige saa genial Opfinder som Edison. Men Holbølls "Opfindelser", Julemærket saa vel som Barnets Lykkeskilling, gik jo kun ud paa at gavne andre.

Fra Hædersdagene i Amerika kan berettes en lille Episode, udspillet paa et Hotel en Aften, da Kongresdeltagerne havde en festlig Sammenkomst med Hal bagefter. En ung Pige, som havde et kunstigt Ben, kom under Festen rødmende hen til Holbøll og bad ham, om han ikke vilde gøre hende den Glæde at lægge Armen om hendes Liv og svinge hende én Gang rundt, saa hun kunde fortælle, at hun havde haft den Oplevelse at danse med Julemærkets Fader! Det var et af de lykkeligste Øjeblikke i Postmester Holbølls Liv.

Og saa - saa vendte Verdensberømtheden tilbage til sin stille Gerning i Charlottenlund, til sit tredje Klasses Kørekort paa Jernbanen, trak i sin gamle og veltjente Vinterfrakke, ja, det var hans Stolthed, at Frakken skulde vare i mange Aar.

Nøjsomheden laa ham i Blodet fra Drengeaarene til Søs, hans bedste Tid, sagde han tit, og den, hvorom han da ogsaa opnaaede at faa udgivet en lille Samling Skitser under Titlen "Søstjerner". Han var ikke saa lidt stolt, da Bogen udkom; Nu er man Kollega med Øhlenschlager! sagde han med en Skælm i Øjet og var den første til at le.

Ved hans Bortgang finder vi, hans Venner, en Trøst i, at, der blev forundt ham den lykkelige og bratte, smertefri Død. Han havde lige sat sig tilrette i en Kurvestol og havde foldet Avisen ud for at læse det sidste Nyt - da Hjertet standsede sit Slag.

Hans lille Søn Carlheger, som legede i samme Stue, havde spurgt Faderen om noget og havde faaet til Svar: Ja, min egen Dreng.... Det var det sidste Ord, der udgik af Einar Holbølls Mund.

Han har gjort sit Fædreland Ære og kan rejse trygt til andre Strande. Portene ind til et solrigt Paradis staar ham aabne, det store herlige Barn som han var.

Og naar han til. næste Jul skuer herned, saa vil han, tænker jeg, se sit kære Julemærke prydet med hans eget Billede, og han vil se, at vi alle kappes om at købe det. hans Minde ti! Ære og syge Børn til Lindring.

Det sket

Olaf Linck

(Social-Demokraten, 1. marts 1927)

Klokken 5 bragte den 2. marts 1927 ovenstående fotoer fra bisættelsen fra Frue Kirke. En æresvagt af røde postbude fra Charlottenlund. 

Herefter blev hans kiste ført til rustvognen som det fremgår af fotoet herover fra Bornholms Avis og Amtstidende, 2. marts 1927. Den blev kørt til Ordrup kirkegård. Der står et mindesmærke over Holbøll på Charlottenlund Stations forplads.