Børns Ferie. (Efterskrift til Politivennen).

I Morges oprandt den store Dag!

Da det første Ferietog rullede ud fra Hovedbanegaarden.

I Morges Kl. 5 rullede det første Ferietog ud fra Hovedbanegaarden for at sprede de jublende glade Københavnerbørn ud over det danske Land, ud til det herlige Sommereventyr, som de glæder sig til hele Aaret.

I Aar har Børnene maattet vente et Par Dage længere end sædvanlig. Ferien begyndte i Lørdags, men det er en uheldig Dag - Lørdag, Søndag og Mandag er saa travle Dage for Statsbanerne, at de umulig kan ekspedere de store Ekstratog - men endelig i Dag var Ventetiden endt, og Hovedbanegaarden genlød af den glade Jubel, som kun den, der selv har hørt den, gør sig et virkeligt Begreb om.

Københavnere, der vil se et af vor Bys allersmukkeste og mest rørende Folkelivsbilleder, burde gaa ned paa Banegaarden en saadan Morgen. Det er lidt af en Oplevelse at se den Livsglæde, de smaa Københavnerbørn lægger for Dagen, og det er maaske endnu mere rørende at se Forældrenes Glæde ved at sende Børnene ud til det store Sommereventyr, en Glæde, der dog er saa tydelig blandet med Afskedsvemod, at det virker helt gribende.

Et Blik hen over den tætpakkede Række taarevædede Moderansigter fæster sig maaske endnu smukkere i erindringen end de glade Barneansigter, der fylder alle Kupévinduer.

(Aftenbladet (København) 3. juli 1928). 

De, der ikke kom paa Landet

Øverst: Børnene laver Lejr ved Amager Strandvej. Nederst: Ved en Sandbunke i Ingerslevgade.

Det er jo desværre ikke alle Københavnerbørn, der opnaar den Lykke at faa Sommerferie ude paa det rigtig "Bondeland", og der er jo adskillige, der med et lille Stik i Barnehjertet ser de mere heldige Kammerater drage af Sted. Men en rigtig Københavner giver ikke ret længe Plads for Mismod, han forstaar at trøste sig, og den Tid er heldigvis forbi, da vor By karakteriseredes ved skumle Baggaarde og luftfattige Gader. Nu har vi heldigvis "Lufthuller" nok, og Byens Børn skal nok vide at udnytte dem. Vore i to Billeder viser, at Københavnerbørnene har Initiativ; paa det ene ser man en interimistisk Teltlejr ude ved den friske og smukke Amager Strandvej; paa det andet giver en Sandbunke i Ingerslevgade Kvarterets Børn fuld Beskæftigelse. De har foreløbig "nok at gøre" og tænker ikke paa land og Strand, Skov og Sø.

Det er netop det gode ved Hovedstadens Ungdom, den er foretagsom og forstaar altid at udfylde sin Tid - et Københavnerbarn keder sig aldrig.

(Aftenbladet (København) 4. juli 1928).

En Børnedag paa "Bakken"

To Situationer fra Afrejsen i Havnegade.

Der er jo desværre mange, altfor mange Københavnerbørn, som ikke kommer ud i Sommerferien, men saa er der jo heldigvis forskellige Institutioner, som sørger for, at saa mange som muligt i hvert Fald én Dag kommer bort fra Brostenene og tid i Skov og Mark.

I Gaar havde saaledes "Børnenes Kontor" arrangeret en Udflugt til Dyrehaven for ca. 300 Kommuneskolebørn, der om Formiddagen sejlede ud til Bellevue. Under Ledelse af Hr. Ivar Svendsen fra "B. K." tilbragte de nu nogle fornøjelige Timer i Skoven og paa Bakken, hvor Teltholderforeningen var en gavmild Vært.

Børnene var henrykte over alle de Herligheder, som den gamle Bakke bød dem, Pjerrot og Mester Jakel og de andre Bakkefolk gjorde alle deres Bedste for at more Børnene, og det lykkedes dem da ogsaa fuldstændig

(Aftenbladet (København) 5. juli 1928).

Tivolidagen blev storslaaet, trods Regnen.

Øverst til venstre: Børnetoget med Tivoligarden i Spidsen, til Højre: Fire Børn, der har forsynet sig med Boller og Sodavand. - I Ovalen: Cirkus Schumanns Klovner, Brødrene Brunnett. Til venstre: Pjerrot og Børn, der lytter til hans Or. Yderst til højre: Sandor ras Luftgymnastik.

Børn er et tappert Folkefærd, tappert indtil Ukuelighed. De gaar med oprejst Pande lige gennem Ild og Vand. Naa, de 1000 Børn, som Tivoli og Aftenbladet i Gaar havde budt til Fest, maatte nu navnlig gaa gennem Vand. Thi Vejrguderne var i det drilagtige Humør. Lige ved 2-Tiden, da Indmarchen fandt Sted, begyndte de første Regndraaber at falde, og saa blev Væden ved at hæIde ned over os til Aftentimerne.

Og mangen lys Pigekjole og mangen Drengebluse blev vaade, saa de "klaskede", og som Sko og Strømper saa ud! Men Humøret holdt. I den lune Luft straalede Øjnene, rødmede Kinderne. Jublen over Friluftsfornøjelserne har aldrig været stærkere. Pjerrot har saamænd aldrig faaet en mere stormende Hilsen end den, han fik i Gaar. Men uforglemmelig blev de Timer, da der spilledes for Børnene i Koncertsalen. Aldrig før har Tivolis Koncertsal frembudt et saadant Billede som det i Gaar, da de 2500 af Børnene var kommet i Hus derinde, da Salen var besat af en hel By af Ungdom. Og aldrig vil vel nogen Sinde Koncertsalen komme til at se saadan ud. Det skulde da lige være paa en anden Regnvejrsdag ved en af Aftenbladets fremtidige Tivolifester. Om Dagens Forløb bringer vi iøvrigt en lille Artikel andet Sted i Bladet, her bringer vi en Tak til alle dem, der var med i Arbejdet, og som netop paa denne Dag, hvor Forholdene var saa vanskelige, udrettede et dobbelt paaskønnelsesværdigt Arbejde.

Fra Tivolis Direktør til den lille Rengøringspige, der deltog i det store Arbejde, det var at pudse Tivoli op igen efter de stærke Spor, Børnenes Festdag havde sat sig - Læserne skulde blot have set Dansesalonen - har de alle Krav paa vor Hengivenhed, vor hjerteligste Tak, fordi de gjorde ogsaa Dagen i Gaar til den Oplevelse for de smaa Københavnere, den plejer at være.

Nor bedste Tak for Tivolidagen i Gaar.

Den har givet os Troen paa, at den kan gennemføres, selv om vi skulde faa baade Jordskælv og Vulkanudbrud.

Børnene udenfor Pantomineteatret under Forestillingen. Harlekin mekanisk Statue.

Tivolidagen.

Den gennemførtes straalende - trods Regnvejret.

Aldrig nogen Sinde har Koncert salen frembudt et Billede som det i Gaar.

Kilen Gollschalck, "Vor egen Nitouche", den muntre Frue, der i Gaar med sit Smil og sin glade Sangkunst hensatte 2500 unge Tilskuere i Tilstand af fuldstændig Henrykkelse.

I straalende Solskin stillede de først ankomne Børn sig op ved Gitteret langs Vester Boulevard, men efterhaanden som Opstillingen blev længere og længere, blev ogsaa Himlen mørkere og mørkere. Og da Tivoligardens Orkester mødte frem og paa Slaget to satte i med en March, var Skyerne blevet saa tunge, at de væltede ned som Regn.

Men glade og forventningsfulde marcherede Børnene ind i Tivoli, hvor de føret samledes om 

Kunstnerplænen.

Her viste den stadig tiltagende Regn sin første Virkning. 

Reckkunstnerne Scamp and Scamp maatte opgive at arbejde. Reckerne var for vaade. Da 3 Sandorras kunde dog gennemføre deres Nummer under almindelig Glæde, og da de bronce farvede Abdulla'er under Hylen og Skrigen valtede ind, tumlede sig i de mærkeligste Spring og Koldbøtter, lød der et Hyl af Begejstring. Børnene glemte Regnen og stirrede betagne paa de gulbrune om hinanden tumlende Legemer

Derfra stævnede alle ned fil

Pantomimeteatret,

hvor en mægtig Vifte hurtigt dannede sig trod den mere og mere nedvæltende Regn.

Paafuglen sænkede sig hurtigt - et Kvarter før Tiden - for "Harlekins mekanisk Statue", hvis vjdunderlige Begivenheder fængslede de ungdommelige Tilskuere saa stærkt, at de glemte Væden og trofast holdt ud til det Øjeblik. da Pjerrot traadte frem foran Tæppet og viste sig som et talende Menneske.

Da Jublen over den evigt populære Mand var stilnet af - Regnen gjorde det desværre ikke - stormede Børnene ned til

Koncertsalen,

hvor der blev en Fest uden lige. Tæt pakket sad de flere Tusinde Børn og frydede sig over den evig unge Troldmand Georg Kjeldsen, som saa ofte har glædet baade Voksne og Børn med sine vidunderlige kunster. Knap var Hurraerne for Tryllemanden forstummet, saa stod den elskede og populære Frk. Nitouche - Fru Ellen Gottschalck - paa Tribunen og sang til Holck Stillings sikre Akkompagnement under mægtig Jubel sine smaa Sange, og da Fruen til Slut under Udfoldelse af alt sit Skælmen og Luna sang Trommevisen af "Frk. Nitouche", var Hurraraabene og Jublen endeløs.

Sidste Nummer var de folkekære Klowner Bronnetts. Jo højere de tumlede og larmede, jo højere steg de Tusinder af Børns skrigende Jubel, og da til Slut den fra Cirkus kendte Vidunderhest trampede ind paa Tribunen, kendte Børnenes Jubel ingen Grænser. Jo mere det mærkelige Dyr væltede sig rundt, jo mere stormende blev Tilskuernes Glæde. Saadan et Dyr havde de aldrig set før. Et øredøvende Jubelskrig fulgte de opfindsomme Klovner til Dørs

Men samtidig havde

andre Glæder

samlet andre Tusinder af vore smaa Gæster. Biografteatret viste muntre Billeder, afpasset efter Børnene, Karusellen hvirvlede ustandseligt rundt med frydeskrigende Børn, Lilleputbanen sendte Tusinder og atter Tusinder - mange var ganske vist Gengangere - ind i Eventyrlandet, Rutcherbanen var ustandselig fuld af hvinende og skrigende Børn, der, naar de kunde naa det, mange Gange gennemkørte de stejle og mørke Veje, og paa "Det muntre Hjuls" glatte, svigefulde Flade tumlede Masser af Børn sig glædesdrukne rundt.

For alle dem var Regnen en ligegyldig Faktor, og da de til Slut alle samledes i Dansehallen, nød de veltilfredse Sodavandet og Bollerne for derefter at tage sig en lille Svingom til Vald. Larsens og hans Orkesters indsmigrende Toner.

Men saa slog Raadhusuret Seks. Festen var slut, den trods Vejret vellykkede Fest.

De Assisterende og alle de, der hjalp os, kunde bogstavelig talt tørre Sveden af Panderne - det havde saa sandt ogsaa været en streng Dag - og ind over Lokalerne rykkede en Skare af Rengøringsmænd og dito Kvinder, som nu tog fat paa at bringe det i Orden igen, efter at den glade Børneskare var svirret bort som en Fugleflok.

De lykkelige Vindere at Tivolidagens Børnedragter.

Ved Lodtrækningen blev Indehaverne af følgende Numre de heldige Vindere: 967 - 2083 - 2206 - 2388 - 3321 - 4038.

De heldige Vindere bedes snarest melde sig paa "Aftenbladet"s Ekspedition, Købmagergade nr. 9 medhavende Nummerbilletten.

(Aftenbladet (København) 6. juli 1928).

Gabr. Jensens Feriebørn paa Feltfod.

Middagen nydes af Børnene i det grønne. - Feltkøkkenet i Arbejde.

Man har, som meddelt, indenfor Ledelsen af Gabriel Jensens Ferieudflugter i Aar paabegyndt et Arbejde, der egentlig er lidt nyt indenfor de gamle Rammer. Paa det gamle Fæstningsterræn ved Husum har man faaet Plads til Børnene; fra Hæren har man laant et Par rullende Feltkøkkener, og saaledes har man alt parat til en Feriedag for Byens Børn, der ikke naaede at komme paa Landet. De kommer derud om Formiddagen, spiser straks den medbragte Frokost og tumler sig saa i Leg og Dans til Middagen er parat. Naar Solen daler, tager de atter tilbage til Byen. Men netop dette smukke Arbejde er desværre truet af Mangel paa Penge. Kommunelærer Johansen for Foretagendet, bor i Amalie Skrams Allé 6 i Valby, hvilket meddeles i Haab om, at en eller anden blandt vore Læsere vilde føle Trang til at hjælpe med en Skærv.

(Aftenbladet (København) 21. juli 1928).

Hjem fra Ferie-Eventyret.

Ved Banegaarden, da de første Børn i Gaar eftermiddag kom hjem fra Fyn.

Ak, nu er Børnenes Ferie-Eventyr tilende. I Gaar gik den første Strøm indad, ind mod Byens trange Mure.

En Maanedstid har de tilbragt ude i Landet, nydende Friluftslivets Herligheder, i Gaard og Mark, i Vand og Luft. Solen - ja den har jo været karrig ogsa< i Aar, men alligevel var Børnene brunet af det hærdende Vejrlig, velsignet sunde at se, med blanke Øjne og Smil om Munden, Smil, der blev dobbelt straalende, da man opdagede Mor og store Søster vinkende paa Perronen.

Og næppe var Kupédøren slaaet op og den første Omfavnelse overstaaet, før de smaa Rejsende tog fat paa at berette om al Dejligheden derovre paa Fyns flade, fede Land; det var nemlig Fynbogæsteme, der kom i Gaar. Der var nok at fortælle om og Minder at tære paa gennem hele den lange og trange Vinter.

I Dag til Morgen begyndte Strømmen fra Jylland, og den vil vare ved i flere Dage. Der er jo over en Snes Tusind Børn, som skal hjem, en Hær paa 20,000 smaa Københavnere, som Landboerne har vist Gæstfrihed.

Det er den Slags Ting, der i langt højere Grad end de Voksnes Stræben knytter Baandet mellem Land og By, fordi det ikke ses som en Samfundsnødvendighed, men udelukkende er Hjertet, der er med i Spillet.

(Aftenbladet (København) 8. august 1928).

Kvindehjemmet i Læssøesgade jubilerer. (Efterskrift til Politivennen)

Vuggestuens mindste. I Forgrunden Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen (x).

Det kendte Kvindehjem i Læssøesgade Nr. 8 har paa Tirsdag d. 1. Februar bestaaet i 25 Aar.

Det har jo faaet adskilligt mere ind under sin Virksomhed end den Gang, Fru Vibeke Salicath og "Hjemmet"s Redaktør, Frk. Valborg Andersen første Gang aabnede "Herberget for hjemløse Kvinder" i en gammel Bindingsværksbygning paa Graabrødretorv.

Lokalerne her viste sig hurtigt at være for smaa, og allerede Aaret efter flyttede man til Ejendommen i Læssøesgade og forandrede samtidig Navnet til "Kvindehjemmet".

Senere har det med Støtte baade fra Stat og Kommune udviklet sig til en stor Institution, der foruden det oprindelige "Herberg" omfatter Vuggestue, Folkekøkken, Systue og Optagelseshjem.

Sidste Aar fik henved 700 Kvinder her billigt Nattelogi, og Vuggestuen har Plads til 66 Børn i Alderen fra 14 Dage til 7 Aar. Naar Forældrene gaar paa Arbejde, kan de aflevere deres Børn her og vide dem under et godt og aarvaagent Opsyn. De mindste Tuller under 2 Aar kravler paa Gulv og i Senge, de lidt større samles i en stor Legestue med lave Stole og Borde, og de ældste endelig beskæftiges i en nydelig indrettet Børnehave Samtidig faar Børnene Maaltider Mad om Dagen, og for det hele betales kun 70 Øre pr. Dag. Er der flere Børn fra samme Hjem, gaar Prisen ned til 55 Øre pr. Barn

Endvidere kan der paa et særligt Optagelseshjem modtages yderligere 12 Børn, hvis Mødre er syge. Maaske kan der endda knibes Plads til et Par Stykker til, thi Plejemoderen, Frk. Louise Jørgensen har et stort Hjerte, og saa véd man jo, hvordan det gaar med Husrummet.

Det havde ogsaa Stifterinden, Fru Salicath, der utrætteligt arbejdede for Kvindehjemmet. Hendes Efterfølgerske som Hovedleder og Formand, Fru Nyrop, følger energisk i hendes Fodspor.

(Aftenbladet (København) 29. januar 1927).

Vibeke Salicath. Foto Julie Laurberg & Gad, Dagbladet (København) 23. januar 1927.

En betyden Side af Kvindehjemmets Virksomhed. Her afleveres Barnet, mens Moderen gaar paa Arbejde. Foto fra Dagbladet (København) 23. januar 1927.

Hvad skal min Søn lære? (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg paa Kommunens psykotekniske Afdeling.

Magister Bahnsen anstiller Syns- og Læsehurtighedsprøve.

Det er næppe endnu gaaet op for den store Befolkning, hvilken udmærket og samfundsnyttig Institution det er, Kommunen har oprettet, da den stiftede sit psykoteknisk Afdeling, og hvilken stor Betydning den kan faa for Almenheden.

Afdelingen, der endnu ikke er to Aar gammel, har sine Lokaler i Løngangsstræde 28, og her træffer vi den energiske og dygtige Leder, Magister Poul Bahnsen, der fortæller:

- Vor Opgave er at være den bedst mulige Hjælp for alle de unge Mennesker, der staar overfor det vanskelige Spørgsmaal: Hvilken Livsstilling skal jeg vælge? Og vi yder vor Hjælp vederlagsfrit. Naar den unge Mand henvender sig td os, indhenter vi først alle Oplysninger fra den Skole, han har frekventeret, konfererer med hans Lærere, og danner os derefter det første Skøn. Saa underkaster vi ham en grundig psykoteknisk Undersøgelse, og konstaterer gennem forskellige Syns-, Styrke- og Intelligensprøver, gennem forskellige praktiske Forsøg og ved Samtaler og paa anden Maade, i hvilken Retning hans Anlæg bedst egner sig. Og endelig danner en Læges nøjagtige Undersøgelse Sluttenen for vor Behandling.

I den Tid vi har virket, har vi nu behandlet godt 2000 Drenge, og jeg tør nok sige. at vi har opnaaet virkelig gode Resultater. Her er rig Lejlighed til at gøre interessante Iagttagelser, og det er ganske betegnende, at vi i en forbavsende Mængde Tilfælde, i Følge vore Iagttagelser, først maa fraraade de unge Mennesker at vælge den Vej, de selv har tænkt sig - det er ganske  betegnende at en Mængde Unge Mennesker netop viser Lyst til Professioner, der netop slet ikke ligger for dem. Og alene det, at man kan forhindre dem i at begynde paa noget, de før eller senere vil komme til at opgive, er jo meget værd, og vi sparer dem derved for Spild af baade Tid og Kræfter. Alene vor Lægeundersøgelse har givet til Resultat, at 15 pro Cent af de undersøgte har været ganske uegnede til det Fag, de havde tænkt sig. 

Og det er undertiden ganske pudsige Motiver, der dikterer de Unge deres Valg. Der var f. Eks. en Dag en ung Mand, der vilde være Barber, og da jeg spurgte ham hvorfor, svarede han: fordi jeg har en svag Haand! Han forklarede det nærmere med, at han helst vilde være Snedker, men hans Haand var ikke stærk nok til at haandtere det tunge Værktøj, men "en Barberkniv, den er jo saa let!"

Vi har nu specielle Prøveafdelinger for forskellige Fag, f. Eks Smede- og Maskinarbejdere, Litografer, baade Tegnere og Trykkere, Bogtrykkere, specielt sættere, og endelig for Kontorfaget. Alle, der søger Ansættelse under Kommunen, bliver nu prøvet her, og vi har nu i den allersidste Tid udvidet Virksomheden til ogsaa at omfatte Prøver for Chauffører og Motorførere.

Straks da vi begyndte, kan jeg ikke nægte, at jeg mærkede en vis Skepsis og Mistillid fra flere Sider, men det er heldigvis allerede faldet bort, nu ser jeg med Glæde, at vi finder stadig større og større Tilslutning baade fra Forældre og Principaler. Og saa arbejder vi jo i Tilslutning til Kommunens Lærlingeanvisning, og skønt det jo for Øjeblikket er uhyre vanskeligt at skaffe unge Mennesker Stilling, har vi dog kunnet anbringe ca. 800 om Aaret.

- - -

Den psykotektekniske Afdeling er en Institution, som Kommunen fortjener Tak for; her kan de Forældre, der ikke ved, hvorledes de skal faa deres Sønner anbragt, netop faa den Hjælpende Haand de søger.

Larus.

(Aftenbladet (København) 29. september 1926)

Hold Moder og Barn sammen. (Efterskrift til Politivennen)

Den bedste Hjælp mod Børnedødeligheden.

Besøg paa to Mødrehjem.

Mødre og Børn i Lyngby.

- Hvad mener De, spørger jeg den kendte Børnelæge, Dr. Aage Bojesen, om det, der nede paa Nyborg Strand er fremkommet om den store Stigning i Danmarks Børnedødelighed?

- Jeg kommer, svarer Doktoren og ser alvorligt paa mig, jeg kommer netop lige fra Generalforsamling i "Mødrehjælpen". De véd, hvad "Mødrehjælpen" er, ikke sandt? En Sammenslutning af de to Foreninger: "Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede, nødlidende Mødre" og "Foreningen til Hjælp for enligt stillede, nødlidende Kvinder med Børn", med Kontor Farvergade 27, 1. Sal.

"Mødrehjælpen" tager sig af den ulykkelige, ugifte Moder baade før og efter Fødslen, og vi ser vor store Opgave i at holde Mor og Barn sammen i Barnets første Leveaar og lade Barnet faa sin naturlige sunde Ernæring, nemlig Modermælken.

- Men er det i Længden ikke svært at praktisere?

- Det kan gøres paa een Maade, nemlig gennem Mødrehjem. Vort Maal er: 

Mange smaa Hjem,

hvor Moderen bor med sit lille Barn det første Aar efter Fødslen, passer det, giver det Die, og kun gennem sin stadige Arbejdskraft i Hjemmets daglige Husførelse betaler sit og Barnets Ophold.

- Har "Mødrehjælpen" saadanne Hjem?

- Værsaagod! siger Doktoren med et Smil; sæt Dem op i min Vogn, den holder dér. de kommer netop, som jeg skal ud at se til vore to Mødrehjem i Raadvad og i Lyngby, og nu kører De med, ikke sandt? Flere saadanne Hjem - smaa, beskedne, ikke dyre - er Maalet, og netop nu paa Generalforsamlingen har vi vedtaget at sætte alle Kræfter ind paa at

vække Samfundets Interesse

for denne Sag, der i Virkeligheden betyder saa uendelig meget.

En Institution, der udretter et saa mægtigt Arbejde, som "Mødrehjælpen" ved sin praktiske Hjælp til ulykkeligt stillede Kvinder med Børn, og som ogsaa ordner Plejehjem, Adoptioner, Stævning af Fædre o. s. v. kan Samfundet faktisk slet ikke være bekendt skal have et betydeligt Underskud - og det har vi, hvad enhver kan se af vort offentliggjorte Aarsregnskab.

Vi suser gennem det danske Sommer land, og vi standser paa en idyllisk Plet midt i Skoven;; Solen skinner ned over en Have, som er fuld af Barnevogne med leende, jublende, pludrende eller ogsaa trygt sovende Smaapuslinger.

Tænk dog, hvor den Familie maa have Masser af Børn, siger jeg forbavset til mig selv - og i ramme Sekund siger Dr Bojesen:

- Ja, det er altsaa Mødrehjemmet Raadvad og to Damer i hvidt fra Top til Taa tager imod os, det er For￾standerinden, den dygtige Frøken Nielsen, der før har ræret Overøygeplejerske paa Rigshoøpitalets Børneafdeling, og bendes Assiøtent.

Bagved flokkes de unge Mødre om døre« smaa.

Præmiebørn.

Jeg gaar rundt og øer paa hvert af Børnene, hver eneste Mor følger mig med spændte Blikke: Hvad vil jeg sige om hendes Barn? Hun retter paa den rene Hagesmæk, vil jeg se Barnet? Jeg ser dem alle, og mine Beundringsudbrud kommer fra Hjertet, for jeg har set mange Børnehjem - fortræffelige, nydelige men aldrig har jeg set Spædbørn saa tykke, saa solbrune, saa gennemsunde og saa nydeligt rene noget andet Sted, end hvor Moderen selv ammer og plejer sit eget lille Barn - samtidig med at hele Huset og alle Børnene er sat i System og styres af en dygtig Oversygeplejerske.

Dejlige Raadvadbørn.

- De Mødre holder da af deres Børn - siger jeg til Forstanderinden, medens jeg beser de pæne Soveværelser, Køkken, Toiletrum, Vaskerhus, Rullestue o. s. v.

- Det kommer de alle til. alle, saa snart de blot har været kort Tid sammen med Barnet herude. Selv de, der maaske er mest kede af dem. naar de kommer. Vi har jo ogsaa Plejebørn uden Mudre, men ogsaa de har dog haft

Mor i 14 Dage.

Vi tager nemlig intet Barn, uden at Moderen følger med herud fra Fødselsstiftelsen og bliver her 14 Dage, til Barnet langsomt er vænnet fra, og Moderen selv har faaet lidt Barselshvile; og selv om Moderen saa rejser, saa slipper hun sjældent helt det Barn, hun boede 14 Dage med herude.

Mødrehjemmet I Lyngby.

Og saa suser vi til Lyngby til d«t mukke Mødrehjem paa Thorsvej. Ogsaa her hedder den hvidklædte, sympatisk Forstanderinde, der er uddannet Sygeplejerske. Frøken Nielsen. Stille gaar vi rundt fra Soveetue til Sovestue, her er to-tre Mødre med deres egne smaa maaske et af Plejebørnene. Saa hvidt, saa rent, saa nyvasket sover hver Pusling. Mor. der har gjort sin - trods alt- dyreste Skat i Stand til Natten, venter ved Sengen, hun rødmer undseligt. men dog stolt over min Ros til disse skønne, sunde, store Børn. , 

De flotte Vægtkurver.

- Se, siger Dr. Bojesen og peger paa en Journal over hver Seng. se de stigende Kurver - det er Vægten, se, det er Stigninger, hvad!

Jeg beser det fortrinligt indrettede Hjem, til Slut kikker jeg endnu en Gang ind til en stor, tyk 9 Maaneders Dreng, der er blevet min Yndling, han er vaagnet, han ler, han spræller, han rækker begge Arme Imod mig. - Nej, min Ven, afgør jeg, bliv du her, saa længe du maa, den Luft, de Forhold kan vi Ikke give dig inde i Byen. Gunver.

(B. T. 1. juli 1926).

Foreningen til Hjælp for ulykkelige stillede Mødre stiftet 1905 havde 3 mødrehjem: Thorsvej 2 i Lyngby med plads til 10 mødre og 13 plejebørn, Hauserplads 7 med plads til 10 mødre og 1 plejebarn samt Lyngbygade 24 med plads til 6 mødre og 1 plejebarn. Foreningens kontor lå i Pustervig 5. Foreningen havde da hjulpet 5.367 mødre.

Mellem smaa Havemænd. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i de 300 Skolehaver ved Øresundsvej

Hvor Børnene henter Sundhed og glade øjne.

Lederen af Skolehaverne ved Øresundsvej, Kommunelærer Allert.

En frisk Sommerbrise staar fra det blaanende Sund ind over Amagers Kyst, og ved Krudttaarnet for Enden af Øresundsvej, det, som Falcks Redningskorps nu har taget i Brug, rammer den et lavt Labælte. Men det er tyndt, og der er store Huller i det þÿ smaa Skolehaver, der her ligger samlet, og hvori alting for Tiden gror og skyder ...

Det var en god Idé, nuværende Skolehavekonsulent P. V. Lindholm fik, da han for nogle Aar siden forsøgte at finde paa noget, der i Fritiden samtidig kunde gavne og glæde Skolebørnene. Rundt om i Storkøbenhavn dukkede med kort Tids Mellemrum snart én Skolehave, snart en anden frem, og Sundhed, brune Kinder og glade Øjne fulgte i deres Kølvand. Der er jo i Børnene, saavel som i os alle, en Trang til at beskæftige sig med Jorden, med den frugtbare sorte Muld. Det fik de nu Lejlighed til i stor Stil - omend Begyndelsen ofte var svær.

Børnene arbejder i Skolehaverne ved Øresundsvej.

Saaledes her, hvor jeg en tindrende solfyldt Sommer-Eftermiddag aflægger Besøg. De 38,000 Kvadratalen, hvorpaa der nu ligger 300 Skolehaver hver paa 6-8 Kvadratmeter, var oprindelig Grusgrav og hørte til Sundby Øster Skole. Saa købte en Vognmand Grunden og benyttede den til Affaldsplads, og først da kom Skolehaveforeningen til og tog fat paa at opdyrke den genstridige Jord. Under Kommunelærer Allerts dygtige Ledelse lykkedes det. ... og nu er alting i Vækst. Travle, smaa Hænder pusler mellem grønne Radiser og Gulerødder, kærlige Øjne betragter Ærternes Stængler, og med Stolthed fremviser en lille Fyr, hvor lange Stænglerne i hans Have er.

I en Time arbejder de her et Par Gauge om Ugen, Drenge og Piger og efterhaanden er deres Have blevet deres Paradis. Men de høster ogsaa selv Udbyttet. Alt. hvad det koster at faa Del i Herlighederne, er 50 Øre ved Indmeldelsen derefter er alt gratis. Gulerødderne spiser de selv eller tager dem med hjem til Mors Køkken. Kartoflerne ligeledes. Men af Ærterne gaar vel nok de fleste i de Smaa's Halse.

Forældre paa Besøg.

Smaa er de fleste af disse Havedyrkere. Omkring 7-10 Aar, nogle faa ældre. De kan faa Lov at dyrke Haven lige saa længe, de gaar i Skolen - saa maa de vige Pladsen for andre. Nogle Forældre er paa Besøg. Med Beundring betragter de lille Sørens og den endnu mindre Karens Lugearbejde. Den sidste foretrækker at gøre det med en Slikkepind i Munden naa ja, det har jo alle Dage været Skik at forene det gavnlige og det fornøjelige!

Det nyttige forenes med det behagelige ...

- Vi saa' gerne mange flere Forældre herude, siger Hr. Allert. Jeg tror, de selv vilde være glade for det - og Herregud, her er da ikke saa langt; 20 Minutters Gang til en Sporvogn.

- Børnene dyrker vel ikke hele Arealet?

- Nej! En Del er Fællesdrift. Og Mistbænkene kan det ikke nytte at lade dem have med at gøre. De slaar bare Ruderne i Stykker og faar ikke andet Udbytte end at skære sig. Men vi, min Kollega. Hr. Nybo og jeg. tager fat der.

Udover en 5-6 Mistbænke peger Hr. Allert med en brun, senet Haand:

- Der er Asters, der Levkøjer i der Nelliker de prikles ud og senere faar Børnene dem. For de dyrker ogsaa Blomster, og de holder af Blomster. Desværre lider vi herude under Læmanglen.

Det fremgaar af de hvide Margueriter, af Guldregnen, der hænger i tunge Klaser fra krogede Grene, af de mange, brogede Stauder alt er drejet af Vinden, alle Stængler hælder til samme Side.

Men foran - ud mod Vejen - er der Lav Og her er anlagt smukke og store Rosenbede, plantet Stikkelsbær- og Ribsbuske, Pæretræer og Æbletræer.

- Af denne Frugt sælger vi, forklarer "Overgartneren", og faar derved lidt Penge ind. Men iøvrigt har vi herude et Par Tusinde Kroner i Tilskud fra Kommunen.

- Hr. Le'rer! Den Gulerod er vist syg!

En lille sortlokket Pige med store undrende Barneøjne indfinder sig for at konsulere den højeste Myndighed, hun kender, naar hun er udenfor Hjemmet.

Og omhyggeligt giver Hr. Allert sig til at forklare ....

Ak, ja, det er ingen Sag at være Skolebarn nu om Stunder. Af ganske samme Mening er den lille Purk, der fortæller mig, at det lille Jordbærbed, der findes, gav Masser af Bær i Fjor .. "som vi maatte spise af".

Og Solen skinner og Himlen blaaner! Og fra Badeanstalten lige Udfor Haverne høres muntre Raab og smittende Latter. Der er næsten lige dejligt til Lands og til Vands.

Mr. Nobody

(B. T. 16. juni 1926).

Anna Wulffs Folkebørnehave. (Efterskrift til Politivennen).

I anledning af 10-året nedenstående baggrundsartikler. Se også indslaget om Anna Wulff i indslaget om børn i storstadens fattigkvarterer.

Chr. havns Folkebørnehave.

Atter i Dag fører min Vej mig til en af disse ædle, opofrende Kvinder, der har viet deres Liv til Børnenes Sag. Det er Lederen af Folkebørnehaven paa Christianshavn Frøken Anna Wulff. Svært er det ikke at finde hendes Bopæl, thi udenfor Huset vrimler del af Børn, og op ad Trappen kommer hun selv, bærende paa et lille Pus, hvis Øjne med hele Barnets Tillid ser ind i hendes.

- Fortæl mig om Deres Gerning? beder jeg.

- I 17 Aar havde jeg en Børnehave ved Frøknerne Schous og Trolles Skole i Hellerup, foruden en Skole til vordende Børnehave-Arbejderes Uddannelse - den nuværende Frøbelhøjskole - , men da selve Børnehavegerningen havde min inderlige Kærlighed, stræbte jeg efter at faa min Virksomhed koncentreret i Arbejde med Børn fra de daarligst stillede Hjem. For omtrent 10 Aar siden begyndte da denne Folkebørnehave, min Søster overtog i det væsentlige Lærerindeuddannelsen, saaledes at jeg nu kun giver nogle enkelte Timer deri.

Frk. Anna Wulff midt i sin Gerning. 

- Og selve Børnehaven?

- Jeg blev opfordret til at danne den, men havde aldrig faaet den ført igennem uden Dr. Bechers uvurderlige Støtte, han kendes og elskes af hele den fattige Befolkning herude. Vi fik Lokale paa et Loft og har stadig til Huse der. Vi satte det selv i Stand, og da Kommunen blev imponeret over, hvad vi havde faaet ud af det, har den senere paa mange Mander hjulpet os. Borgerrepræsentant Frk. Johanne Blom har været vor varme Talsmand. Begyndelsen var 40 Børn, nu 110, vi har dem i tre Afdelinger, og vi har fortræffelig Hjælp i vore 4 fuldt uddannede Medarbejdere. En privat Komité finansierer os, og endvidere hjemler Loven af 1919 os Ret til at faa nogle af vore Udgifter refunderede.

- Hvorledes beskæftiger De Børnene?

- De kan være her fra Kl. 7½ om Morgenen, og er Mødrene paa Arbejde, kan de blive til 6, ellers til 3- 4. Skal jeg koncentrere, hvad vi lærer dem, er det nærmest Hjemmets Sysler. Naar Børnene kommer, tørrer de med megen Omhyggelighed deres lille Stol af, de passer Blomsterne, giver Fuglen nyt Vand, Frø og Sand, lærer Lerarbejde, Lys støbning og Flettearbejde. For Eksempel laver de smaa Lysestager af Ler, som de sæller deres egne Lys i, og hvad de eleker et al se de Løg, de selv har lagt, spire frem til duftende Krokus, Tulipaner og Paaskelillier. Og saa har vi en lille Have. De kan ikke begribe, hvor disse Brostensbørn holder af den Plet. De dyrker selv Persille, Tomater, Kartofler og Græskar, og deres Fryd er ubeskrivelig, naar de selv har høstet og syltet og hjembringer en lille Krukke. Vi giver dem Kursus i, hvorledes en Ting bliver til. Har de faaet Tøj, tager vi ud, viser dem først Faarene, senere hvorledes Ulden spindes paa en Rok, viser dem derefter et Væveri og endelig et Skrædderi. Overhovedet søger vi, ogsaa gennem vore hyppige Spadsereture, at indprente dem Kærlighed til Hjem, Natur og Skønhed. Varm Mad faar de mest trængende, de andre Mælk.

- - -

"Moster Anna"s (det er hendes nom de guerre) Øjne lyser, medens hun taler om sine Børn, og jeg forlader hende i Misundelse og Beundring over, at hun er med til at bygge sit Lands Fremtid op, som den gør det. der værner om den kommende Slægt.

(Nationaltidende 22. februar 1925).

Fotograf Holger Damgaard, Holger (1870-1945): Anna Wulff (1874-1935), børnehaveleder, grundlægger af Frøbelhøjskolen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

10 Aar for Christianshavns Smaa!

Anna Wulffs Folkebørnehave har nu i September bestaaet i 10 Aar.

Et Festskrift.

Ved den store fælles nordiske Børnehavearbejder-Kongres og Udstilling i Teknologisk Institut, som netop i disse Dage finder Sted, er Børnehavens Betydning for de smaa Hjem sikkert begyndt at gaa op for de Mennesker, som aldrig før har haft nogen klar Idé om dette - og det er sikkert ogsaa blevet adskillige klart, hvor smukt Danmark staar i denne Gerning - og at dette først og fremmest skyldes de to Søstre Anna og Bertha Wulffs utrættelige Arbejde.

Anna Wulffs Folkebørnehave paa Christianshavn havde den 1ste September bestaaet i 10 Aar, og i den Anledning har Frøken Wulff udsendt et beskedent, men saare nydeligt lille Festskrift, som indledes med et Forord af Lægen. Dr. Becker, som retter en varm Tak til Moster Anna, Frk. Wulffs Kælenavn mellem alle de smaa - og til Stat, Kommune, Legatytlere og Private, der ved deres Bidrag i de forløbne 10 Aar har hjulpet til at bygge denne Gerning op.

En god Sags Vækst.

Derefter skildrer Anna Wulff selv hele Børnehavesagens Udvikling fra Folkebørnehaven for 10 Aar siden begyndte i en Del af Loftetagen i Prinsessegade Nr. 7 med 15 smaa Børn fra Christianshavn, til den i 1918 og 1919 blev udvidet til at omfatte hele Ejendommen, der nu blev moderniseret og istandsat eft. Hygiejnens Krav, mens den inddeltes 3 Afdelinger; den oprindelige stadig ledet af Anna Wulff, den nyere ledet af Frøken Anna Nyholm og den tredje som en Øvelsesklasse for Frøbelhøjskolens ældste Hold (Frøbelhøjskolen er jo den Skole, der uddanner de vordende Børnehavelærerinder) under Frøken Bertha Wulffs dygtige Ledelse.

Derefter fortælles om

det daglige Liv i Børnehaven.

Grundtanken er den at beskæftige Børnene, føre betryggende Tilsyn med dem og saa vidt muligt give dem den Opdragelse, som de ellers vilde faa hjemme, men som Far og Mor maa give Afkald paa at give dem, fordi de begge om Dagen er paa Arbejde. Derfor gælder det: 1) Uddannede Børnehavearbejdere 2) ikke flere Børn i hver Børnehave, end at Lederne kan komme i personligt Forhold til Børnene.

Børnehaven hverken kan eller skal erstatte Hjemmet, men den skal ligne det gode Hjem. Derfor - hvad muligvis ikke alle véd, spiller de huslige Sysler en meget stor Rolle l Børnehaven.

Lillefar og Lillemor og deres Pligter.

En Uge ad Gangen udnævnes en lille Dreng og en lille Pige til Lillefar Lillemor - det er et stolt og meget eftertragtet Hverv - de skal jo dække Bord og tage af, skænke Mælk, vande Blomster, tørre af og om Lørdagen skure alle Spisebrætterne.

Det morer i den Grad de smaa - og de gør sig saadan Umage - gid alle Mødre - siger Anna Wulff, der har deres smaa Børn hjemme om sig, vilde tage de smaas blændende Trang til at hjælpe og være til Nytte i Brug i Stedet for at afvise den, fordi de synes, den bare sinker. Det kan have onde Følger for Barnet, naar det vokser til megen Ugidelighed og megen Upraktiskhed senere i Livet, kan skyldes dette. Ogsaa at sy Knapper i Tøjet og børste Frakkerne lærer de smaa, og for at se et Stykke Tøjs Tilblivelse, Besøges Skræderværksteder o. s. v. Alt det sete efterlignes senere af Børnene i Sanglege og lignende.

Ogsaa Sangen og Friluftslegene ude spiller en meget stor Rolle, og saa har hver Dag sin bestemte halve Hviletime i Liggestole.

Hver Børnehave sin Have

var Frøbels Krav, siger Frøken Wulff, men dertil er Storbyørne desværre vokset for stærkt, og hver Tomme Jord nu for optaget; men Folkebørnehaven har en lille Have, som den jævnligt kan besøge, hvor de smaa kan lære at saa og grave og følge Aarstidernes Skiften i Blomster og Frugter, til en Fødselsdag eller lignende Fest sylter vi selv af Havens Afgrøde - og det er vel nok en af Børnenes festligste Stunder.

Kontakten med Hjemmene.

Folkebørnehavens Sommerkoloni ved Mullerup, dens sociale Arbejde med Forældremøder, Hjemmebesøg og ikke mindst Børnehavernes Smaafester for Forældrene, som Børnene altsaa her er med til at være en Slags Værter for, Læsestuer, Børnebibliotek behandles ogsaa i dette Skrift, der slutter med en Beskrivelse af Julens Forberedelse i Folkebørnehaverne. Den maa tage enhver nogenlunde stillet Far og Mor om Hjertet og faa dem til at tænke paa dette Arbejde for de smaa og dets Betydning for hele Samfundet. Gunver.

(B. T. 2. september 1925).

Anna Wulffs børnehave inspirerede til menighedsbørnehaverne: Eliaskirken i Absalonsgade 37 den 9. september 1915, Blandt initiativtagerne var dr. med. og kommunelæge Kjær-Petersen. Senere kom Absalonsgade 3. 

I Nationaltidende 23. oktober 1921 havde børnehaveledere Anna Wulff, Christianshavn skrevet en længere artikel om folkebørnehaven, hvortil vistes følgende fotoer:

Folkebørnehaven paa Christianshavn: Børnene ved Frokost bordet.

Interiør fra en Folkebørnehave.

Fra Folkebørnehavens Sommerhjem ved Store Bælt. "De store".

Fra Folkebørnehavens Sommerhjem ved Store Bælt.

Kommunale Boligrædsler paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Forhold, som ikke vilde blive tilladt nogen privat Husvært - og til høj Leje.

3000 Mennesker plaget af uudryddeligt Væggetøj

Foroven ses et Værelse, i hvilket der bor - ni Mennesker! Nedenunder ses et Køkkenbord for tre Familier, og en Samling Børn fra en af Gaardene - kun en meget ringe Del af de Børn, man ser derude. Der er Børn overalt, paa Gaderne, i Gaardene paa Trappegangene, i Stuerne, mange friske og sunde, men desværre altfor mange blege og sygelige.

Uroen mellem de Husvilde, som bor i Kommunens Husvildeafdeling paa Vesterbro, synes ikke at skulle falde igen saa let. Paa Tirsdag holder "Lejerforeningen'' Generalforsamling i "Folkets Hus', og der vil det antagelig gaa livligt til.

Der er mange Ting, de Husvilde har at klage over, men to Ting frem for alt - den utroligt daarlige Vedligeholdelse af Lejlighederne og Væggetøjet. Og jeg, som har aflagt Husvildeafdelingerne et Besøg og med egne Øjne set, hvad det er,  der klages over, ska! bevidne, at Sproget ejer ikke Ord stærke nok til at overdrive.

I de Ejendomme, her er Tale om - Knud Lawardsgade, Bodilsgade, Ingerslevsgade, Haderslevgade og hvad de forskellige Gader hedder, bor der 7-800 Familier eller henved 3000 Mennesker. Det vil sige ligesaa mange Mennesker som i Frederikssund. Tilsammen bor der under Kommunens Husvildeforsorg 2500 Familier med tilsammen 8000 Mennesker - under Forhold som dem, jeg nu skal til af beskrive.

24 Mennesker i en Treværelsers Lejlighed.

I en almindelig tre Værelsers Lejlighed paa 4. Sal i Haderslevgade bor der 24 Mennesker. I et af Værelserne alene ni Mennesker. Der er saa mange Senge, som der kan være - og til Resten bliver der redt op paa Gulvet. Rent er der - og Gang paa Gang havde jeg lejlighed til at beundre den ukuelige Itenlighedssans, som de fleste af Beboerne har formaaet at bevare under disse Forhold.

Et andet Sted saa jeg ogsaa et Værelse, hvor der boede ni Mennesker - to Voksne og syv Børn, af hvilke det ældste var 12 Aar. Men man oplyste mig om, at de var sjældent hjemme alle syv - der var næsten altid nogen paa Hospitalet. Naar et af Børnene blev syge, smittede det efterhaanden de andre, ...

De forfærdelige Køkkener.

Det er ny Ejendomme, det drejer sig om, 7-8-9 Aar gamle ... men alle er de medtagne. Nogle Steder har Folk selv tapetsere! og hvidtet.

- Men det bliver man snart ked af, naar man ser, at Kommunen selv slet ingen Ting gør, sagde en af Beboerne.

Falmede, skjoldede, plettede Vægge med store Huller efter Sømmene fra de forrige Beboere, ingen Maling nogetsteds. Kommunen kan ikke, siger Magistraten, for den har ingen Steder at gøre af Beboerne imens.

Køkkenerne er de værste. De vilde kunne faa enhver Kvindes Hjerte til at græde. Sorte og fedtede og plettede Vægge, al Malingen skuret af Skabsdørene, sorte Lofter - her skal to eller tre Familier have deres Husholdning i Fællesskab. Og dog møder man Gang paa Gang hvidskurede Borde og skrubbede Gulve. Det sidder Kvinderne i Kroppen, at der skal være rent, selv om det er saa haabløst som her.

De, der giver op -

Nede i en Vaskekælder træffer jeg en Kone midt i Storvasken, fortvivlet over, at hun ikke kan faa Kloaken til at tage Vandet. Hendes Forgængere har efterhaanden hobet Aske op i en Krog, og det er sivet ned og har tilstoppet Afløbet.

- Der er intet ordentligt Tilsyn her, siger hun. For det er ikke Kommunens Skyld altsammen - her er mange Grise ... Der er ikke noget at sige til det, tilføjer hun resigneret. De bliver det efterhaanden, naar de kommer her. De mister Lysten til at holde sammen paa det, og det er ikke underligt. Jeg har nu boet her i to Aar, og hvis jeg skal bo her et Aar til, bliver jeg sindssyg. To Timer hver Dag maa jeg bruge til at gennemgaa Møblerne og Sengene for Væggetøj.

Det er overhovedet Kvinderne, som klager mest.

- Mændene kan bedre, siger de. De er ude hele Dagen, og de kan gaa ud, naar de vil. Men vi maa gaa herhjemme i dette her, altid med Børnene om os. Det er vore Køkkener, som ser saaledes ud, det er os, som maa kæmpe med Væggetøjet ...

Det var nogle Kvinder som tog det med ligevægtigt Humør, men de fleste saa forfærdelig trætte og forpinte ud.

Væggetøjet.

Væggetøjet hører man uafladeligt Klager over. Tilværelsen derude synes at være en evig og uafladelig Kamp mod disse Blodsugere. Petroleum og Terpentin og Salmiak er de Midler, som er i ustandselig Brug, men lige meget synes det at hjælpe. Bliver der desinficeret et Sted, vandrer Utøjet bare ind i en anden Lejlighed.

- Bare man kunde faa en Nata Søvn i Fred for det Utøj, siger en Kvinde til mig. Den Chaiselongue derhenne - det er den tredje. To har vi maattet smide bort, saa ødelagte var de efterhaanden blevet, og denne her maa jeg hver Dag give en Omgang Terpentin. Jeg har selv lige tapetseret, det gør jeg hvert Aar, men lige meget hjælper det....

Og jeg hører om Væggetøj, der falder ned fra Loftet i Gryderne, om Væggetøj paa Trappegangene, om Væggetøj, der endog kryber op ad Husmuren, om en Lejlighed, der blev desinficeret, og saa kom Væggetøjet marcherende i Kolonner over Trappegangen til den næste Lejlighed, jeg faar forevist Skilderier, der bærer umiskendelige Spor af Væggetøj, jeg ser en hel Stue, der netop fraflyttes, hvor Væggen ligefrem er tapetseret med Spor efter Væggetøj.

Desinfektionen kommer engang imellem "sprøjter", men det nytter ikke noget. Der er ikke andet, som batter end tage en hel Opgang ad Gangen og re n s e den, til der ikke er Spor af Levende i den.

Forfulgt af Væggetøjet.

Og ikke nok med Ubehagelighederne ved stadig at maatte slaas med disse Dyr. De Husvilde paastar, at det er umuligt for dem at leje Lejligheder hos Private. Naar Værterne hører, at de kommer fra Husvildeafdelingen, vil de ikke have dem. Vi skal ikke have vore Huse befængt, siger de.

- Vi er stemplede, siger en rolig Arbejder, jeg taler med derude. Og alle vore Ting bliver ødelagt. Naar vi engang flytter, maa vi kassere alt, hvad vi ejer og har og købe noget nyt. Vi kan ikke have det Væggetøjbefængte med. 

Naar vi engang flytter - det er det stadige Omkvæd. Det er Haabet, der lyser op hos de mange, for hvem disse Forhold i Sandhed er "Elendighedens Boliger". Men det er saa sjældent, Haabet gaar i Opfyldelse. De klynger sig til, at Magistraten har sagt, at efter tre Aars Forløb vil vil de kunne gøre Regning paa at faa en lejlighed. Men der er Folk som har boet her i syv Aar.

- Hvem faar alle de Lejligheder, som Kommunen bygger? siger de. Kommunefunktionærer og andre Folk - men ikke de Husvilde

At det er sandt, at de maa kassere deres Møbler, naar de flytter, fik jeg et Bevis paa. Der var netop en Familie, der flyttede. Paa Flyttevognen var ikke andet end Sengeklæder, Potteplanter og Gryder - alt andet havde de solgt for et Par Kroner.

- Der var ingen, der vilde give mere for det, sagde Konen. Og det var saa befængt med Væggetøj, at vi ikke kunde have det med.

Og da jeg gaar, siger en ung Mand, antagelig Sønnen, stilfærdigt, men bittert:

- Og det er Mennesker, som skal bo under saadanne Forhold!

Boligpolitikens Ofre. 

Disse Mennesker er den forfejlede Boligpolitiks Ofre. Otte Tusinde Mennesker, Voksne og Børn - og Flertallet Kvinder og Børn - maa under saadanne Vilkaar betale for, at en forfejlet Boligpolitik ikke har villet indse, at der er kun ét Middel mod Bolignød, og det er Boliger nok. Vi har prædiket det for døve Øren - kan nu ikke disse otte Tusinde prædike det, saa det kan høres? De har ingen Beskyttelse, af dem kræver Kommunen indtil 25 Kr. om Maaneden for et Værelse med Adgang til Køkken - og det er et Værelse, som ingen privat Husvært faar Lov til at udleje i den Stand. Det lyder smukt, naar der I Borgerrepræsentationen tales om denne Bys høje Boligstandard og Hygiejne, men for disse 8000 Mennesker, som er direkte under Kommunens Forsorg, er der hverken Boligstandard eller Hygiejne. Der er imellem dem Folk, som vil være vanskelige at have for enhver Husvært, men Flertallet er ordentlige Folk, som er rede til at betale en Lejlighed.

H. D.

Er Magistraten vaagnet ?

Der var Inspektion i Dag. De Artikler, i hvilke vi har berørt Husvildeforholdene paa Vesterbro, synes endelig at have vækket Magistraten. I Gaar var Raadmand Silius Johansen og Inspektør Höppermann fra Sundholm derude for at inspicere, og det forlyder, at Resultatet vil blive, at man vil begynde paa en Hovedreparation og tage et Par Opgange ad Gangen.

Men der er jo mange Opgange.

(København 23. august 1925)