Griseri paa Frederiksbergbanestation. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Frederiksbergs Banegaards Terræn, tæt ved Jærnbane-Overkørslen ved Falkoneralle'en, ligger en Retiradebygning, hvor der ikke har været gjort rent i lange Tider. Resultatet er et Griseri, der gaar over alle Grænser.

Gulvet er dækket med et helt Lag af Urin og Ekskrementer, og for Sædernes Vedkommende er det samme Tilfældet.

Retiraderne kigger umiddelbart ud til Vejen, hvor den Mængde Mennesker, der passerer forbi, naturligvis generes af Stanken. Det er en Skandale, at Stationsforstanderen, Hr. Johansen, lader saadanne Forhold passere og ikke sørger for at overholde Renlighedens simpleste Former paa det ham underlagte Statsterritorium.

Vi henstiller til Sundhedspolitiet paa Frederiksberg at undersøge de her paaankede Forhold og sørge for, at Stationsforstanderen udfører sin Pligt. Man kan da vel med Rette forlange af en Statsembedsmand, at han ikke groveligt overtræder Sundhedsvedtægten.

Forøvrigt er den omtalte forfaldne Træhytte, i hvilken Retiraderne findes, i en meget miserabel Forfatning. Vinduerne er ituslaaede. Væggene tilsølede osv., og det mest anbefalelsesværdige var, at Bygningen snarest muligt sløjfedes og gav Plads for mere tidssvarende Klosetter.

Som Forholdene nu er, kan de i hvert Fald ikke vedblive at være - de kan nærmest karakteriseres som en Uforskammethed overfor Befolkningen og det vejfarende Publikum. B.

(Social-Demokraten 27. januar 1899).

Jernbaneterrænet ved Frederiksberg Station set fra Falkoner Allé ca. 1900. Tv. Stationsvej (fra 1934 Solbjergvej). Signalmaster, telegrafmaster og adskillige lokomotiver med dampen oppe. 1900-1909. Mariboes Samling. Det omtalte skur tæt på Falkoner Alle ses dog ikke uden videre nogen steder. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

En Syn, Lugt og Sømmelighed stødende Krog.

Det er et højst væmmeligt syn at se den krog til venstre i Amaliegade foran palæet, og det er næsten umuligt at passere fortovet der med damer, ikke blot for det søle der gerne findes, men som oftest har man skuet af en eller flere af vagtmandskabet som opstiller sig der for at lystre naturens trængende bud. På et hvilket som helst andet sted vil offentlighed af dette slags være upassende, men er det endnu mere udenfor et kongeligt palæ. Hvad må fremmede i almindelighed og den forventede høje gæst i særdeleshed tænke om danskes sans for renlighed og for det sømmelige? Skulle der ikke i nærheden findes et eller andet afsides sted der kunne anvises til det brug, hvortil denne krog i så lang tid har måtte tjene?

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 354-355)

Redacteurens Anmærkning.

Klagen blev gentaget næsten ordret - og suppleret med hvad udlændinge måtte tænke - i Politivennen nr. 1215, 13. april 1839, s. 237-238. I Politivennen nr. 1226, 29.juni 1839, s. 412 bekendtgjordes at stenkummen nu var flyttet til et mere passende sted og krogen renset.

Anmodning til Magistraten.

I huset nr. 106 på Gråbrødretorv som tilhører magistraten, er lokummet i en så faldefærdig tilstand at husets beboere næppe tør vove at benytte samme. Ved indtrædelsen ser hele lokummet ud som om det skulle styrte sammen. Det er allerede sunket betydeligt og en del brædder er løsnet deraf, så at man ikke er sikret mod at falde ned i samme under afbenyttelsen. Den ærede magistrat bedes derfor om snarest muligt at lade samme istandsætte da den dog vel næppe vil være årsag til den skade der højst rimeligt ved denne lokummets dårlige tilstand vil kunne afstedkommes.

(Politivennen nr. 1065, Løverdagen, den 28de Mai 1836. Side 353.

Redacteurens Anmærkning.

Gråbrødretorv 106 er nutidens Gråbrødretorv 11, Valkendorfsgade 20. Huset er fra 1731 og opført for brygger Bent Bentsen. Ombygget 1843-44.

Vægterhuset i Amaliegaden.

Foranlediget ved en begyndt reparation på muren mellem Esplanaden og henimod det classenske bibliotek, tillader man sig atter at forespørge om der nu ikke kan haves håb om at blive befriet for det ved denne mur, i dette blad allerede flere gange ufordelagtigt omtalte vægterhus. 

Nævnte vægterhus frembyder i sandhed et skandaløst syn, og da det gøres til et uafladeligt centralsted for al uhumskhed, er det til forargelse for genboerne og ækelhed for de forbigående.

Hvorfor et sådant vægterhus skal vansire Amaliegade mere end de øvrige af byens hovedgader, fatter man ikke, da samme hvis det er nødvendigt, let kunne flyttes indenfor fattigboligens gård ved hvis port det desværre nu er anbragt.

(Politivennen nr. 1037, Løverdagen den 14de November 1835, s. 765-766).

Et uanstændigt Skue paa Nørrebro.

Mellem ejendommen nr. 15 og 16 på Nørrebro er en gang af en almindelig ports bredde der fører hen til rebslagerbanerne, forbi disse og ud til vejen ved den mosaiske menigheds kirkegård. Som lukke for denne vej der i øvrigt ikke ved overgangsbro er indrettet til passage, befandt sig i lang tid et særdeles misprydende stykke stakit der ved en storm i foråret blæste omkuld og blev tager bort. Vejen er således nu åben, og da den benyttes som lokum af de arbejdende mennesker på rebslagerbanerne, så frembyder sig for dem der passerer Nørrebro, et meget udelikat skue. For så vidt det kan være tilladt, eller i al fald anstændigt og passende at naboerne besværes med sådant naboskab, eftersom stakittet udgør et slags skillerum, menes dog at publikum i ethvert tilfælde bør forskånes for dette uanstændige skue og man forventer derfor at denne adgang snarest mulig bliver tilbørligt aflukket. 

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 457-458).

Vægterhuset i Amaliegaden.

Dette vægterhus som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek, har før været omtalt i Politivennen og fortjener det fremdeles. Det frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden. Men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som gøres af det. To strømme af uhumskheder flyder fra vægterhuset ned i rendestenen så at de forbigående og især damer er nødt til at hoppe over dem for ikke at blive tilsølet. For de lige som bor overfor, er dette og måden hvorpå disse strømme altid tiltager særdeles stødende, og det synes ubegribeligt at et sådant sted bliver tålt i byens hovedgade mellem Amalienborg og Esplanaden. Idet mindste burde vægterhuset flyttes fra tid til anden for at fordele det onde.

Indsenderen smigrer sig med at det nu for sidste gang må være nødvendigt gennem dette blad at påanke denne mangel på orden og sømmelighed.

Ved denne lejlighed tillader man sig endvidere at gøre opmærksom på at de soldater og sjovere som opholder sig på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, har anlagt og vedligeholder en lignende strøm i Bredgade, og det uden beskyttelse af et vægterhus, til besvær og ækelhed for alle forbigående. Der spørges, strider sådan uanstændighed ikke imod politianordningerne? 

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 844-845)  

"Vægterhuset som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden, men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som deraf gøres." (Det Classenske Bibliotek lå i bygningen med søjlerne midt i billedet, Toldbodvej længst væk. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Det Classenske Bibliotek lå i bygningen på Amaliegade 38. Den artikel som der henvises til, blev bragt i Politivennen 11. maj 1833. 

Vægterhuset i Amaliegaden.

I den nedre ende af Amaliegade ved Fattigboligens mur står et vægterhus hvis begge sider benyttes af de lavere klasser som et sted for al uhumskhed, til forargelse for genboerne og ulempe for de spadserende på fortovet, hvoraf de sidste er nødt til at hoppe over to strømme der løber ud i rendestenen fra nævnte vægterhus.

Det er højst upassende at man i en af stadens hovedgader og som fører til esplanaden som dagligt besøges af de kongelige herskaber og en stor del af publikum, tåler et så ækelt og vederstyggeligt syn. Og man tør af den grund håbe at de ansvarlige vil foranstalte dette vægterhus flyttet ind i fattigboligens gård og sørge for at muren og det omtale sted rengøres.
 
Politivennen nr. 906, Løverdagen, den 11te Maii, 1833. Side 338-339.

Redacteurens Anmærkning

Der klages igen over huset 6. december 1834. 

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861): Bygning nr. 37 i Amaliegade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Anmodning til Eieren af Gaarden nr. 57 i Krystalgaden.

Gården nr. 57 i Krystalgaden er en sand væmmelse for dens beboere. For ikke at tale om at det nybyggede lokum ligner en sand kloak, men gården hvori beboerne skal have fri og uhindret passage, er således opfyldt med snavs da affaldet fra den nyligt istandsatte brøndpost ikke er bortskaffet, at den næsten er ufremkommelig. Man venter af den afdøde prokurators enke eller S. T. hr. Melchior der for øjeblikket er ejere af gården, at denne mødding bliver bortført til flyttedagen da såvel sidehus som baghusbeboerne skal flytte, og disse såvel som andre ikke kan komme frem med flytningen af deres smule bohave!!! I lige måde ønsker man at det befalede, men i lang tid manglende bræt over udløbsrenden må anskaffes.

 (Politivennen nr. 902, Løverdagen den 13de April 1833, s. 257-258) 

Redacteurens Anmærkning

Krystalgade 57 er nutiden Krystalgade 17 (Hovedbibliotekets centralsal). Huset eksisterer ikke længere.

En slem Uskik paa Nicolai Kirkegaards-Plads.

I Politivennen nr. 580 for 10. februar 1827 findes indført følgende anke:

"Bag ved de kallundsboder på Nikolaj Kirkegårdsplads som vender ud mod Holmensgade, behager det opsynsmanden over pladsen at henlægge fejeskarn og al anden uhumskhed der andet steds plejer at udbringes på renovationsvognene. Da dene måde at skille sig ved sit skarn både vansirer pladsen og afgiver et væmmeligt skue, samt især om sommeren en ubehagelig stank, så kan man ikke undlade at fremsætte ønske om at der måtte haves lidt nøjere opsyn med opsynsmanden, så at denne uorden kan blive afskaffet".

Hvorvidt denne anke har båret frugt, ved anmelderen ikke. Men derimod har han nyligt erfaret at den mand der har opsyn med arbejderne på pladsen, lader indholdet af det for disse bestemte lokum nedkastes i kuler der er gravet på selve pladsen og tildækkes med jord når de er fyldt. Da brandkommissionen betaler for renovationens udførsel af det lokum der er bestemt for lejerne af butikkerne, samt tårnets beboere, er det rimeligt at brolægningsvæsnet der har lejet pladsen til stenoplagssted, også godtgør opsynsmanden renovationsudførslen af det lokum der er bestemt for arbejderne på pladsen. Men i ethvert tilfælde bør omhandlede uskik ikke tåles, da den samlede urenlighed afgiver især på varme dage en ulidelig stank til stor ubehagelighed for butiklejerne og deres kunder.

(Politivennen nr. 848, Løverdagen den 31de Marts 1832, s. 210-211)

Bøn til Hr. Skrædermester Holm, Eier af Huset Nr. 179 i Nillikegaden, "om lidt mere Reenlighed i samme Huus".

Med sandhed kan man sige i nævnte hus hersker det mest mageløse svineri. Det er et dagligt skue at se trappegangen her tilsølet med menneskelige ekskrementer, skønt lejerne beflitter sig på renlighed, da ejerens børn eller tyende enten af den skændigste magelighed eller af den laveste mangel på sans for renlighed, ikke umager sig længere end ud på gangen for at blive deres væmmelige overflødighed kvit. Et sidestykke til nævnte trappegang er husets gård. For at nå til lokummet - det stadigt er i en så uren tilstand at det kun kan benyttes fordi det er en nødvendighed - hvorved dog den ængsteligste omhu må anvendes da man er i den største fare for at medføre noget af lokummets indhold på sine kælder - er et par brandstøvler ganske uundværlige. Da dette svineri så ofte forgæves er påtalt til ejeren, så vælges denne vej for muligvis at se samme afhjulpet.

(Politivennen nr. 844, Løverdagen den 3.die Marts 1832, s. 141-142)

Redacteurens Anmærkning.

Der er to forklaringer på hvad Nellikegade var: Den ene at det er nuværende  Asylgade. Den anden at det var en del af Fredericiagade. Af artiklen fremgår ikke hvilken der er tale om.

I en bekendtgørelse i Politivennen nr. 847, 24.marts 1832 s. 199-200 erklærede ejendommens ejer, A. S. Holm at forfatteren til klagen, skomagermester J. F: Nielsen nu blev sagsøgt af ham for at blive draget til ansvar for hans højst usandfærdige beskyldninger.

Stor Ureenlighed.

Fra huset nr. 316 i Helsingørsgade har det allerede en del gange været tilfældet at sammes lokum ikke er blevet udført i rette tid, således at det deri værende indhold er trængt ind i nabogården nr. 317, helt oversvømmet samme og herved i høj grad besværet beboerne. Det var at ønske at sådan væmmelig uorden afskaffedes.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 789-790)

En slem Udbygning paa St. Petri Kierketaarn.

Lige så stor en sandhed som det er at den store renlighed der hersker i Sankt Petri Kirke tjener vedkommende til ære og er en behagelighed for enhver der besøger kirken, lige så stor en sandhed er det også at det på tårnets søndre side anbragte lokum der som oftest åbent benyttes mens folk går i kirke, er en stor vederstyggelighed. Ikke alene for kirkegængerne, men også for de familier som bor overfor kirken, for hvilke dets næsten uophørlige åbenhed afgiver et yderst vederstyggeligt skue, hvilket dog folk der betaler værelser til gaden, kan gøre krav på at være fritaget for. Man tillader sig derfor at henstille til de ansvarliges nærmere overvejelse om denne afskyelige udbygning ikke burde borttages. Og om den er nødvendig anbringes på et sted ved kirken eller tårnet hvor den falder mindre i øjnene? Skulle dette ønske imidlertid være for dristigt, da tør man dog håbe at der bliver foranstaltet at døren på dette aflukke der vansirer kirken, for eftertiden altid holdes lukket.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 743-744)

"Det på tårnets søndre side anbragte lokum der som oftest åbent benyttes mens folk går i kirke, er en stor vederstyggelighed." (Sankt Petri Kirke. Så vidt jeg kan skønne må det være til højre for tårnet på fotoet. Eget foto, 2015.)

Bøn til Brolægningsvæsenet.

Ved at passere over brolægningsvæsnets oplagssted på Sankt Annæ Plads har anmelderen bemærket den uorden som lige meget strider mod politianordningerne og den offentlige velanstændighed. Arbejderne samme sted forretter deres nødtørft snart mellem stenbunkerne, snart i og ved en stor kedel der ligger ved korntørringsmagasinerne. Da denne vej især om sommeren benyttes af mange spadserende, så tør man vel håbet at det snarest muligt bliver gjort ende på dette ublu svineri ved at lade indrettes et lokum på pladsen. Det behøver vel ikke at tilføjes at såvel årstiden som de for tiden på andre steder grasserende sygdomme bør tilskynde enhver nu at bruge den største forsigtighed.

(Politivennen nr. 810, Løverdagen den 9de Juli 1831, s. 489-490)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 814, 6. august 1831, side 562-563 bekendtgjordes at arbejdsfolkenes uterlighed nu var endt, men frygtede at for fremtiden ville naturen gå over optugtelsen.

Carl Emil Baagøe (1829-1902): Sankt Annæ Plads set fra havnen med dampskib. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En styg Prydelse ved Nicolai Vagttaarn.

I en tid da der dels er, dels bliver gjort så meget såvel til hovedstadens som dens omegns forskønnelse samt afskaffelse af uordner, har det undret meddeleren meget at Nikolaj vagttårn der for resten intet lader til overs at ønske i arkitektonisk henseende eller hensigtsmæssighed, dog formedelst sin omgivelse af gamle rudera, mere ligner ruinerne af en hensmuldret tysk ridderborg end en bygning der med store omkostninger for ikke mange år siden blev næsten opført som ny.

Flere indsendere har ikke undladt at påanke dette hæslige skue i nærværende blad, og senest er sådant blevet nævnt i bladets nr. 801. Imidlertid er dog en af de mest hæslige prydelser ved nævnte tårn så vidt det er anmelderen bekendt undgået fortjent anke. Denne er nemlig de ikke mindre end 3 latrinhuse der er opført ved tårnets sydlige ende lige tæt op ad slagterboderne. Man har grund til at formode at den ved et sådant naboskab bevirkede mephiske dunst der især på hede dage let meddeler sig en vareartikel som kød, næppe kan være behagelig for de sælgere der er placeret der (der dog formodentlig lige så fuldt må betale deres stadepenge som der der ligger på et for sådan uhumskhed fritaget strøg), men endnu langt mindre for køberne. 

Indsenderen er så fri at håbe og anbefale til høje vedkommendes gunstige foranstaltning at disse latriner på hvis byggeplads vel endnu ikke kan være vunden hævd, måtte blive sløjfet, og såfremt de måtte findes uundværlige da at blive henlagt til et andet mere passende sted, fx bag ved tårnet.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 394-395)

"Ikke mindre end 3 latrinhuse der er opført ved tårnets sydlige ende lige tæt op ad slagterboderne." (Tegningen fra Both fra 1825 viser tårnets sydlige ende og slagterboderne af træ.)

Bøn ved Sct. Nicolai Taarn.

For de herrer der er beskæftiget på pladsen omkring Skt. Nicolaj skønne vagttårn, er anbragt et lokum der synderligt nok støder tæt op til slagterbutikken nr. 54 som vender udad mod hvælvingen. Da butikkens ejer derved må udstå en utålelig stank som kun harmonerer dårligt med de varer der skal tjene mennesket til føde, så tillader man sig herved at anholde om at nævnte lokum måtte flyttes til et andet sted på pladsen, hvor vedkommende butiksejere der til rette tid må udrede deres afgifter til det offentlige, ikke generes på en så følelig og ubehagelig måde, især i den nu forestående varme årstid.

(Politivennen nr. 798, Løverdagen den 16de April 1831, s. 280)

Der blev gjort noget ved de formentlig temmelig ulækre træboder som eksisterede dengang artiklen blev skrevet. Her et billede af de senere slagterboder af jern ved Nikolaj Tårn, Illustreret Tidende 23. marts 1862.

Varsko.

1) Ved aftenstid især ved vægtermåneskin eller i tåget vejr, kan man når man passerer Tøjhusgades østre side og vil gå over Prinsensbro, let falde ned af den ved enden af broen værende nedgang til lokummet under broen, og således muligvis forslået, styrte i kanalen. Man tror at en bom lig den der står i alleerne, og som kun tillader indgang fra siden, ville her gøre god tjeneste.

2) I den smukke landsby Farum står som bekendt på gaden et meget stort træ, hvoromkring ligger nogle store sten der tjener til sæde for bønderne når disse forsamler sig til gadestævne eller til selskabelig underholdning. En af disse sten har kådhed borttaget og væltet hen midt i kørevejen. Men da den der ligger til ulempe for vejfarende, beder man de ansvarlige sørge for at den borttages, og om muligt bringes til dens førhen hafte plads.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 683-684).

Anmodning til Toldinspectionen.

Indsenderen der ofte for at rekreere sig, foretager en spadseretur til fods ad den såkaldte Langelinje, har ofte haft lejlighed til at bemærke at der intet lokum er anbragt ved det såkaldte "Norvegens Comptoir" udenfor Norgesporten i Kastellet. Man har derfor fra den af den galante verden så stærkt befærdede Langelinje ofte, ja næsten dagligt, lejlighed til at beskue hvorledes de på dette sted posterede toldofficerer - der er NB ikke flere end en på post ad gangen - er sat i den nødvendighed at måtte offentligt forrette det som ingen lov kan forbyde, og som man dog ugerne foretager i fleres påsyn.

Den ærede toldinspektion der vist nok ikke i et og alt hylder denne kyniske regel: naturalia non sunt turpis, eller for danske ører: ved det der er naturligt, behøver man ikke skamme sig, og som desuden ved flere havnekontorers bedre og mere hensigtsrigtige indretning, har vist at dens undergivnes vel og bekvemmelighed også har været genstand for dens opmærksom, anmodes derfor om behageligt at træffe sådanne foranstaltninger at enhver, det være sig dame eller chapeau, kan befærde Langelinje uden at øjet stødes ved det man plejer at kalde non decorum.

(Politivennen nr. 766, Løverdagen den 4de September 1830, s. 578-580)

Lugtekrukker på Stadens Børs.

Fra den tid at forfinelsen blev indført blandt de nordiske folkeslag, har franskmændene været vores mønstre. Ved dem fik vi moderne indført blandt os, og senere har vi modtaget hundredtusinder slags lugtende vande såsom: eau delavande, eau de mille fleurs, eau de rose osv. osv. osv. I gamle dage medtog enkelte gamle damer deres sølvlugteæg i selskab. Men nutidens damer fandt dette for besværligt og indførte moden at parfumere dem selv så at man nu har omtrent lige så mange lugtekrukker som damer i vores selskaber. Dog, den virkning som frembringes på den måde er altid vellugt. 

Men hvad vil almenheden sige når den erfarer at på selve stadens børs er anlagt to små fabrikker for dyvelsdræk (asfa foetida). Og dog er det så! Før Børsen blev taget under den højst nødvendige reparation, fandtes så vidt man ved under trappen ud mod Christianshavn to små lokummer. Under den temmelig langvarige reparation kunne disse naturligvis ikke benyttes. Men med forundring ser man nu at to aflukker i samme øjemed findes i selve Børsens gang, straks inden for glasdøren mod Christianshavn. At de er til megen bekvemmelighed for vedkommende i kontorerne er unægteligt. Men at de er upassende i en offentlig bygning og udbreder megen stank er vistnok også sandt og vil sikkert kunne bevidnes af enhver der har forretninger eller ærinder til den Grønlandske Handels- og Brandassurancens kontor for Varer og Effekter. 

Man håber at fremsættelsen af publikums ønske vil være nok for de ansvarlige, ærede oprettere af denne fabrik til at henlægge det på et andet, mere passende sted, om den også skulle koste et par skridt mere.

Donner & Doria

(Politivennen nr. 764, Løverdagen den 21de August 1830, s. 527-529)

"Før Børsen blev taget under den højst nødvendige reparation, fandtes så vidt man ved under trappen ud mod Christianshavn to små lokummer." (C. F.Christensen: Parti af Børsen, 1820-1827. Ifølge beskrivelsen skulle de to lokummer befinde sig under trappen bag træerne. Statens Museum for Kunst.)

Et Ønske ved Nicolai Kirkeplads.

Det var ønskeligt om et lokale på St. Nikolaj Kirkeplads nu ligesom da tårnet stod under opbygning, kunne indrettes og derved afværge den væmmelighed for de omboende at de dagligt mp se arbejdsfolk forrette deres nødtørft og vende deres nøgne legemer mod vinduerne, hvorfor beboerne ofte må forlade samme. Det er også muligt at i slagternes butikker når i den varme sommertid lemmene oplukkes ind til pladsen for luft, kødet da kan lide skade ved den fæle stank i nærheden af disse lemme.

(Politivennen nr. 712, Løverdagen den 22de August 1829, s. 550)

Et offentligt Locum.

Ved at passere over volden forleden dag, blev anmelderen heraf opmærksom på en uskik som hersker ved Nørreports vagts sprøjtehus, nemlig: nævnte sprøjtehus står et lille stykke fra volden, og ved den ene ende er gitterværket brækket iru så at denne lille plads eller åbning der er mellem volden og sprøjtehuset, tjener pøbel og drenge til et offentligt lucom.

Da det er såre stødende for øjet for ikke at tale om den ubehagelige stank sådant medfører på varme dage, håber man at vedkommende vil sørge for at gitterværket bliver istandsat og sådan uskik hæmmet.

(Politivennen nr. 700, Løverdagen den 30te Mai 1829, s. 359)