Efter Frederik 7.'s Død. November 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik 7.s eftermæle i tyske aviser minder på visse punkter om danske: Populær, ukongelig levevis, godmodig, frisindet hvad angik indre reformer i Danmark (afskaffelse af feudalvæsenet, demokratisk regeringsform m.m.). Men hertil føjer en avis dette:

Desværre lod kongen sig rive med af national fanatisme, som bevægede ham til at lade Danmark trække sig fra hertugdømmerne, så lovgivningen i Slesvig, men endnu mere i Holsten, stadig er meget forkert. Undertrykkelsen af ​​det tyske befolkning og forsøgene på at tvangsfordanske hertugdømmerne husker alle.

Leider hat sich der König durch den nationalen Fanatismus hinreitzen lassen, was er in Dänemark gewährte, den Herzogthümern zu entziehen, so dass in Schleswig, mehr aber noch in Holstein die Gesetzgebung noch sehr im Argen liegt. Die Unterdrückung des deutsches Regiments und die Versuche einer gewaltsamen Danisirung der Herzogthümer sind in aller Gedächtniss.

(Nürnberger Abendzeitung: (Bayerischer General-Anzeiger) 18. november 1863).

Stemningen i Holsteen. (Db.) I Mandags Aftes udbredte sig temmelig pludselig det Rygte i Kjøbenhavn, at der skulde vare udbrudt en Bevægelse i Holsteen, og at der skulde være skeet revolutionaire Forsøg. Det viste sig ved nærmere Undersøgelse, at Rygtet var uden Hjemmel, og et yderligere Vidnesbyrd herom fik man derved, at intet af de indtil seent paa Aftenen indladende Telegrammer fra Hamborg talte det Mindste om Uroligheder. Sandsynligviis er Rygtet opstaaet ved Meddelelser om at der paa sine Steder i Holsteen hersker nogen Gjæring i Gemytterne, at Tidenden om Kong Frederiks Død er modtagen med Glædesyttringer, og at enkelte urolige Hoveder omgaaes med allehaande vilde Planer. Det vil være til Beroligelse at erfare, at saafremt Noget skulde skee i Holsteen, ere de fornødne Forberedelser trufne for med Magt og Energi at møde alle formastelige Forsøg. For os Danske, og navnlig for Hovedstadens Befolkning, indeholder Muligheden af et eller andet Attentat i Holsteen en forøget Opfordring til at undgaae Demonstration og med værdigt Alvor vente den korte Tid, inden hvilken der tør imødesees en Beroligelse af vore Bekymringer

- - -

"Kieler Wochenblatt" for i Tirsdags er bleven konfiskeret, fordi det i en Artikel om Kongens Død skal have sagt, at, efterat den kongelige Linie af det oldenborgske Huus er uddød, fremtræder nu det skjæbnesvangre Spørgsmaal om den legitime Arvefølge, og dertil føiet det Ønske, at Folket i Bevidstheden om Retten vil træde Begivenhederne imøde med Mod og Udholdenhed.

Slesvigholstenerne i Hamborg lægge ifølge "Fdl." utvetydig deres Glæde for Dagen og som et Tegn, der tilstrækkelig viser, hvorledes Thronskiftet der opfattes, anføres, at det slesvig- holsteenske Tvangslaan, som i flere Aar aldeles ingen Kours har havt, strax i Mandags noteredes til 17 paa Hamborger Børs.

Fra Holsteen skrives under 13de Novbr. til "Alt. Merkur": Efter Forlydende skal Regeringen have paalagt Magistraterne i Byerne og Oppebørselsembedsmændene ufortøvet at udlevere deres rede Kassebeholdning ligesom at inddrive de udestaaende Restancer.

Rygter i Altona. Ved Budskabet om Kong Frederiks Død bleve de meest forskjellige og taabeligste Rygter satte i Omløb i Altona. Snart hed det, at Preusserne strax vilde besætte Holsteen, snart at der var udbrudt Revolution i Kjøbenhavn, snart at man i Kiel vilde udraabe en provisorisk Regering osv. osv.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 19. november 1863).

 

Høisalig Kong Frederik VII's Sørgegemak paa Lyksborg Slot den 16. November 1863. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Efterretningerne fra Holsteen stadfæste, at der i visse Kredse, som altid have udmærket sig ved deres Fanatisme, hersker en meget ophidset Stemning, der brænder efter at give sig Luft. Kong Frederik den Syvendes Død har vakt den gamle slesvigholsteenske Fundamentalsætning: "In den Herzogthümern Schleswig-Holstein regiert der Mannsstamm" til nyt Liv, og de samme Ideer om en augustenborgsk Arvefølge, som i Coburg og Berlin træde aabent frem for Dagens Lys, søge ogsaa indenfor Monarchiets Grændse at finde en Tumleplads. Kiels eneste Organ, det slesvig-holstenske "Wochenblatt" er blevet lagt under Beslag for en Artikel, hvori det fortæller, at med Frederik den Syvende er den legitime Fyrstes stamme uddød, og derfor opfordrer "Hertugdømmernes" Beboere til at optræde med Mod og Fasthed. Endeel bekjendte Slesvigholstenere, blandt hvilke der nævnes Grev L. Reventlow, Advocat Rendlerff, Pastor Schrader, Professor Behn, Etatsraad Presser, Kjøbmand Lange o. Fl. (Alle Deputerede eller Suppleanter i Stænderforsamlingen), have udstedt Indbydelse til en Forsamling, som skulde holdes i Kiel den 19te (igaar) Kl. 12. Politimesteren har imidlertid forbudt denne Forsamling, formodentligt fordi Indbydelsen bebudede den oprørske Hensigt, og har sendt Meddelelse til den holsteenske Regjering i Plön, hvorfra nærmere Instructioner ventedes. Efter Beskaffenheden af de holsteenske Tilstande maa man være belavet paa, at Mødet desuagtet har fundet Sted, kun i en anden By, og i værste Fald ville Lederne formodentligt tye til Hamborgs neutrale Gebeet. Saa vidt man kan skjønne, sympathiserer den store Masse af Holstenerne ingenlunde med disse Bestræbelser, og Roligheden er hidtil paa intet Sted blevet forstyrret. Alle oprørske Forsøg synes ogsaa i dette Øieblik aldeles vanvittige, thi fra ingen Side vilde der kunne ventes nogen Bistand, og hele Europa vilde fordømme Attentater af denne Art. De militaire Authoriteter have Ordre til med al mulig Magt at undertrykke ethvert Tegn til Oprør, og til yderligere Sikkerhed er en Bataillon (11te) sendt fra Slesvig til Neumünster og en anden fra Flensborg til Rendsborg, imedens deres Pladse ville blive indtagne af tvende Batailloner fra Nørrejylland. Der er saaledes Nord og Syd for Eideren samlet en saa betydelig Troppestyrke, at den vil være istand til at holde de slesvigholsteenske Urostiftere fuldstændigt i!omme. (Dagbl.)

I Følge et i Onsdags Aftes fra Altona modtaget Telegram hedder det dersteds, at den i Kiel paatænkte Forsamling af de holsteenske Stændermedlemmer vil finde Sted til Trods for Forbudet. Det hedder, at man vil sende en Deputation til Forbundet, for at opfordre samme til øieblikkelig at foretage energiske Skridt for at varetage Holsteens Rettigheder og beskytte det imod Seqvestration af den offentlige Eiendom (!) (Berl. Td.)

Efter "Hemp. Av." skal i Kiel være afholdt et Par Forsamlinger i Augustenborgsk Retning, - men de have ikke fundet stærk Anklang. Regjeringen har imidlertid truffen enhver fornøden Foranstaltning for at møde eventuelle frække Forsøg.

Et idag modtaget Telegram melder, at de holsteenske Stænder(deputerede?) have afholdt det i Kiel forbudte Møde i en Sal i Hamborgs St. Pauli.

Efter alle Beretninger, der indløbe fra Stænderne i det sydlige Slesvig og i Holsteen, skrives i Flensb. Av. i Onsdags, "hersker overalt den dybeste Ro, og har den uventede rystende Efterretning om Hs. Maj. Kongens Hedengang kun fremkaldt Veemod og stille Sorg".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. november 1863).

Kong Frederik VIIs Ligtog den 19de December 1863. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Johan Ludvig Schrader (1815-?) var født i Haderslev. Han var præst i Bedsted (Åbenrå) 1844-1849. Under Treårskrigen voksede modstanden mod ham da han var kendt som ivrig slesvig-holstener. Han erklærede fra prædikestolen at han ikke længere kunne blive i Bedsted. Stemningen var så ondsindet og lynchagtig at han i hast (formentlig mellem 7. og 11. oktober 1849) måtte flygte ud af byen, hjulpet dertil af naboen, gårdmand Nicolaj Ratenburg, der en nat i al hemmelighed kørte præsten i sikkerhed i Flensborg. En efterfølger blev først valgt april 1850. Han blev herefter arkediakon ved St. Nicolai i Kiel 1849-1868.

Schrader var slesvig-holstener, dvs. både kritisk overfor dansk som tysk. Han var medlem af den holstenske stænderforsamling i Itzehoe 1860-1863.  Efter nægtelsen af kirkebønnen blev han suspenderet. Han udgav en brochure til sit forsvar med titlen "Bøn om Belæring". Efter indrykningen af eksekutionskorpset blev han genindsat i sit embede januar 1864, og startede allerede med at prædike nytårsaften. I april 1864 var han med i en delegation som hilste og takkede kongen af Preussen - og samtidig udtrykte Slesvig-Holstens forhåbninger. 

Efter krigen tog han afstand fra Preussens annektion af Slesvig-Holsten. Juni 1866 entlediget af hertugdømmernes overpræsidium. Han blev  i juni 1867 blev afskediget fordi han ikke ville aflægge ed til Preussen. Februar 1867 blev han valgt til det nordtyske rigsdag for augustenborgerne, ligesom for øvrigt adskillige andre i Holsten. Partiet modarbejdede Slesvig-Holstens indlemmelse i Preussen. Han fik 2.617 stemmer ud af 3.152 mulige i Neumünster. 1867 blev han medlem af det nordtyske forbunds rigsdag. I 1868 nægtede han sammen med overretsråd Otto Jensen i Glückstadt at sværge troskab til den preussiske konge - noget han siden september 1865 havde udtalt at ville nægte. De blev herefter af overpræsident Scheel-Plessen afskediget uden pension. I februar 1868 fik han præsteembeder i det sydlige Tyskland (bl.a. som tredjepræst i Ansbach, Bayern) til i hvert fald begyndelsen af 1880'erne, hvorefter han trak sig tilbage og boede i Lübeck.

I 1873 vandt overretsråd Jensen en sag mod den preussiske statskasse på 15.000 pr. daler for at være blevet afskediget af samme grund. Pastor Schrader anlagde dog ikke sag. De to har formentlig kun villet aflægge ed til augustenborgeren. 

Frederik 7.s kiste i Roskilde Domkirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Aus Schleswig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, originalen følger nedenfor:

Håbet om at kongen af ​​Danmark ville lytte til slesvigernes klager over sprogtvangen, mens han var i Angel, blev ikke opfyldt. Kort før hans afrejse fra Glücksburg var flere hundrede landsmænd fra de egne, hvor det danske sprog var påtvunget skole og kirke, samlet sig dér for at overrække kongen en bøn om ophævelse af den forhadte foranstaltning; men de fik ikke audiens, og skønt kongen for to år siden i Tønder gav håb til en deputation fra vestlige herred, der blev præsenteret for ham i samme formål, skete der intet, og ministrenes beslutning om ikke at ændre noget i Slesvigs sproglovgivningen er mere sikker end nogensinde. Ja, der tales endda om, at de såkaldte "blandede distrikter" udvides til Nordfrisland, idet etableringen af ​​danske gudstjenester og dansk skoleundervisning sideløbende med det relevante tysk for de vestfrisiske øer Sild, Föhr og List ville blive omfattet. Her er det i øvrigt højst de fra Jylland indvandrede tjenestefolk der taler dansk, mens alle øvrige kun taler frisisk, plattysk og standardtysk.

Die Hoffnung, der König von Dänemark werde den Beschwerden der Schleswiger wegen des Sprachzwangs Gehör leihen, währen er sich in Angeln aufhielt, hat sich nicht bestätigt. Kurz vor seiner Abreise von Glücksburg hatten sich dort mehrere Hundert Landleute aus den Distrikten, wo die dänische Sprache der Schule und Kirche aufgezwungen wurde, versammelt, um dem König ein Gesuch um Wiederabstellung der verhassten Massregel zu überreichen; allein dieselben wurden nicht zur Audienz gelassen, und obwohl der König vor zwei Jahren in Tondern einer ihm zu demselben Zweck vorgestellten Deputation der westlichen Harden Hoffnung gemacht, so ist doch nichts geschehen und der Entschluss der Minister, es zu keiner Veränderung in der schleswig'schen Sprachgesetzgebund kommen zu hoffen, steht so fest wie je. Ja, man spricht sogar davon, dass die sogenannten "gemischte Distrikte" eine Ausdehnung nach Nord-Friesland hinein erfahren sollen, indem die Einrichtung dänischen Gottesdienstes und dänischen Schulunterrichts neben dem betreffenden deutschen für die westfriesischen Inseln Sylt, Föhr und List beabsichtigt wäre, wo beiläufig höchstens die aus Jütland eingewanderten Dienstboten dänisch, alle Uebrigen aber nur friesisch-, platt und hochdeutsch sprechen.

(Aschaffenburger Zeitung 18. oktober 1859)

Se også indslaget om etatsråd Regenburg her på bloggen.

Christian Edvard Forting (1809-1875): Frederik VII (1808-1863). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Generalfiskalen mod Literatus Johan Jørgensen-Jomtou. (Efterskrift til Politivennen)

Jomtou havde gjort sig bemærket ved i I Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 20. januar 1843 at gøre op med  opfattelsen af Ulfeld som forræder. Han anvendte nu udtryk som "en stor historisk Characteer, der, med hædrende Udmærkelse, har repræsenteret sin Konge ved de vigtigste Hoffer; mere end 20 Aar staaet ved Statsroret, og med 6,000 Svenske, som ved et Trylleslag, indtaget et heelt Kongerige ..."

Johan Jørgensen Jomtou (1791-1866) var udlært væversvend fra Maribo. Gennem læsning gjorde han sig offentligt kendt under indflydelse af J.-J. Rousseau og J. F. Struensee. Han tog juridisk eksamen 1818, men blev i stedet skønlitterær forfatter, skrev i dagbladene, udgav tidsskrifter og bestyrede en tid et skriftstøberi. 1833 fik han understøttelse af det Reiersenske fond til studierejse. Arveprins Christian Frederik brugte han som  uofficiel rådgiver og af ham fik han en årlig understøttelse. Da Christian VIII døde, forsvandt hans økonomiske støtte. Han udgav skrifter om Struensee (1852) og Caroline Mathilde (1856). I 1860 blev han idømt fængselsstraf for fornærmelser mod Frederik VII. 

Under en af Kriminal- og Politiretten den 27de August paakjendt Actionssag tiltaltes Literatus Johan Jørgensen Jomtou, ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 2den Mai sidstleden til Straf og Undgjældelse efter Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 § 6 for Indholdet af en i Nr. 15 af Bladet "Rappee" for den 9de April næstforhen indrykker Artikel med Overskrift: "Forrige Tid og Nuomstunder" og underskreven med Tiltaltes Navn. Ligesom det maatte ansees utvivlsomt, at flere af de i den inkrimerede Artikel indeholdte Sætninger, saavel efter Ordenes naturligt Betydning, som efter Tiltaltes Forklaring af samme, indeholde forhaanende Domme og Yttringer om Kongen og tillige omtale hans Person paa en fornærmende Maade, saaledes kunde det ikke tjene Tiltalte til at frie ham for Ansvar, at han, som af ham anført, deels kun har udtalt hvad der efter hans Overbevisning var Sandhed, og dels har anført hvad der var meddelt ham af Andre, og det fa an, eget mindre, som han har erkjendt, at han ved den i Artiklen indeholdte yderligere Udvikling af disses Yttringer har gjort dem til sine egne, idet han ansaae dem for at være, som han udtrykker sig, historisk Sandhed, i hvilken Henseende det ogsaa bemærkedes, at Tiltalte ligeledes har erkjendt, at hvad han i de foranførte Henseender har anført som historisk Sandhed, ikke stiller den nuregerende Konge fordelagtig ligeoverfor hans to sidste Forgængere. Tiltalte - der er i en Alder af 68 Aar og under en imod ham for Overtrædelse af Frdn. 28de Decbr. 1792 anlagt Sag ved Høiesterets Dom af 24de Octbr. 1821 frifunden for Aktors videre Tiltale, men forøvrigt ikke funden overgaaet nogen kriminel Dom - blev anseet efter den ovennævnte Lovbestemmelse med Straf af Fængsel efter Omstændighederne i 4 Maaneder, hvorhos efter samme Lovs § 12 det ommeldte Nummer af Bladet "Rappee" bliver at konfiskere. Tiltalte tilpligtedes derhos at udrede de af Aktionen flydende Omkostninger, derunder 30 Rd i Salær til Generalfiscalen.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 1. september 1859)

J. J. Jomtou. Illustration fra "Diorama" (1858).

Den bekjendte Literatus Jørgensen-Jomtou, Kong Christian den Ottendes personlige Ven og Raadgiver i Lovgivningssager, er i disse Dage bleven dømt til 4 Maaneders Fængsel af Landsover- samt Hof- og Stadsretten i en Pressesag. I forskjellige Artikler i et af de smaa illustrerede Blade havde han nemlig fremført endel fornærmelige og mindre passende Yttringer om vor nuværende Konge og paa en mindre smuk Maade sammenlignet Allerhøjstsamme med hans to Forgængere. Som en Følge heraf blev der af det Offentlige anlagt Sag imod ham. Jørgensen-Jomtou forsvarede sig med, at hvad han havde ytret, var historisk Sandhed, men selv om Retten havde været af samme Mening som Jomtou, at han var særlig kvalificeret og berettiget til at tale i Historiens Navn, og at hans Udsagn skulde gaa og gjælde for ægte historiske Sandheder, vilde det ikke kunne have hjulpet ham, da enhver Fornærmelse mod Kongen er strafbar ifølge Presseloven uden Hensyn til, om den er bevislig eller ikke; der maa aldeles intet Bevis føres for dens Sandhed eller ikke-Sandhed. Den samme Forret nyde Dronningen, Enkedronningen og Tronfølgeren. Straffens højeste Grad er Fængsel paa 2 Aar, den mindste Grad 3 Maaneders Fængsel. Jørgensen Jomtou slap altsaa temmelig mildt. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. september 1859).

Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten: Dom i Sagen: Generalfiskalen imod Tiltalte Johan Jørgensen Jomtou, afsagt af Kjøbenhavns Criminal- og Politiret den 27de Marts 1860.

Ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 15de October f. A tiltales Tiltalte Johan Jørgensen Jomtou til Straf og Undgjældelse efter Lov 3die Januar 1851 6 for i Nr. 38, 39, 40 og 41 af Bladet "Rappee" for forrige Aar at have under Overskriften: Indlægene i Sagen om Artiklen i Nr. 16 "Forrige Tid og Nuomstunder", publiceret under sit Navn nogle af de Yttringer, for hvilke han ved Rettens Dom af 27de August sidstleden er i Henhold til den anførte Lovbestemmelse bleven idømt 4 Maaneders Fængsel. Da det nu ved den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse og de iøvrigt fremkomne Oplysninger er godtgjort, at han i bemeldte Numere af det omhandlede Blad har ladet indrykke et af ham under den forrige Sag fremlagt Indlæg, i hvilket, navnlig i den Del af samme, som findes i Nr. 40 og 41, indeholdes de væsenligste af de Ytringer, for hvilke han ved den ommeldte Dom er anseet med den ovennævnte Straf , og da det saa meget mindre vil kunne tjene til at frie ham for Ansvar, at de paaklagede Yttringer indeholdes i et af ham affattet Forsvarsskrift, hvilket han har anseet sig berettiget til at offenliggjøre, som de ere ansete strafbare ved en usvækket Dom, vil han, der ikke kan antages at have handlet i en utilregnelig Tilstand og tidligere er dømt som anført, nu være at ansee efter den ovenciterede Lovbestemmelse med Fængsel efter Omstændighederne i 4 Maaneder, hvorhos de 2 sidstnævnte Numere af det berørte Blad i Medfør af samme Lovs 8 12 ville være af confiskere, ligesom han og vil have at udrede Actionens Omkostninger, derunder Salairer til Generalfiskalen 30 Rdl. og til Defensor, Procurator Alberti 10 Rdl Sagførelsen har været forsvarlig.

(Fædrelandet 29. marts 1860).

- Der klages ofte, siger "DM.", over, at "Originalerne" forsvinde, at de døe ud efterhaanden, og at der ingen nye kommer i deres Sted. Er denne Klage berettiget, saa indeholder den en Opfordring til at behandle de faa Exemplarer af denne Art, hvorover Samtiden kan glæde sig, med nogen Skaansomhed, og dette er Grunden til, at vi her tillade os at nedlægge en Forbøn for en Collega i det literaire Fag, Hr. Literatus Johan Jørgensen Jomtou, hos HS. Exellence Justitsministeren.

Jørgensen Jomtou var en af de besynderlige Personer, som nøde Kong Christian den Ottendes særlige Fortrolighed. Den dannede og begavede Monark, der af Hestehandler Nathanson lod sig belære om Folkestemningen, gav sig meget af med Jørgensen Jomtou, lod ham udarbejde Love om Skolevæsen og Criminalvæsen, sendte ham paa Rejser med Anbefalinger til høitstaaende Mænd og behandlede ham i det Hele som en værdifuld Raadgiver. Jørgensen Jomtou synes ikke at have misbrugt Kongens Yndest, men tvertimod at have viist en ualmindelig Uegennyttighed; derimod har det krænket ham, at Kong Frederik den Syvende ikke skjænker ham den samme Fortrolighed, og navnlig, at man har forholdt ham endeel Manuskripter - man mindes Trops værdifulde Manuskripter! - , og under Indtrykket af denne Krænkelse har han skrevet saa lange og saa ofte, at han endelig er kommen til at forbryde sig imod HS. Maj. Kongens Person og Presselovens § 6. Høiesteret har den 21. Mai dømt ham til tre Maaneders Fængsel for en Artikel i Bladet "Rappee", og efter de danske og tydske Kvad, hvori den Domfældtes Venner have givet deres Følelser Luft i "Avertissmentstidenden", maae vi antage, at Jørgensen Jomtou allerede har tiltraadt sit Fængsel.

Vi tillade os at nedlægge en Forbøn for ham, og vi haabe, at vore Colleger i Pressen ville slutte sig til os i Bestræbelsen for at udvirke en Benaadning Imod den fældede Dom skulle vi ikke vove nogen Indsigelse; den er ganske sikkert retfærdig, men gjennemlæser man den incriminerede Artikel, vil man vist nok finde, at den i subjektiv Strafværdighed staaer under Meget af det, som Lovens Arm ikke har kunnet naae, og vi kunne sige for sikkert, at den ikke har svækket Folkets Agtelse for eller Kjærlighed til Kongen. Det synes os klart, at Jørgensen Jomtou lider af en Monomani, og da Hs. Maj Kongen personlig vistnok ikke har følt sig fornærmet ved hans Yttringer, vilde Justitsministeren neppe hos Allerhøistsamme finde et uvilligt Øre for en Indstilling om al frilagt den gamle Mand for Resten af hans Fængselstid.

(Dannevirke 13. juni 1860).

Et rygte om at Jomtou var løsladt midt juni 1860 er formentlig usandt. I august 1860 skrev flere aviser at han nu skulle sidde 7 måneder i fængsel..

Kjøbenhavns 3die Valgkreds. Som bekjendt har Justitsraad O. Müller nedlagt sit Mandat som Folkethingsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds. Blandt de Kandidater, der agte at stille sig her til Valg, befinder sig ogsaa den bekjendte Literat Jørgensen-Jomtou. Han er, som man veed, en af de besynderlige Personer, som Christian VIII. trak frem fra borgerlige Stillinger til en Virksomhed, der ikke passede for dem, men kun tjente til en indgive dem den Mening, at de vare noget  Andet og Mere end de virkelig vare. Da Christian VIII, døde, forsvandt naturligviis disse besynderlige Raadgivere fra den politiske Horizont og mellem dem Jørgensen-Jomtou. Han gjorde imidlertid Fordring paa en Pension og Godtgjørelse for præsterede Arbeider, og da han fik Afslag, blev han bitter og hævede gjentagne Gange Christian VIIIdes Regering paa Frederik VIIdes Bekostning, indtil han tilsidst for nogle i en Artikel i Bladet "Rappee" indeholdte usømmelige Udtryk imod HS. Majestæt idømtes Fængselsstraf. Hans Ansøgning om faae denne lempet har faaet Afslag; men han har strax indgivet en ny og er saaledes endnu paa fri Fod. Efterat Dommen er faldet, have hans virkelige eller foregivne Venner fyldt Bladene, og navnlig "Avertissementstidenden", med Avertissementer til hans Priis, og blandt Andet indeholdt det nævnte Blad forleden Dag en versificeret tydsk Opfordring, undertegnet C., til Hr. Jørgensen-Jomtou om at stille sig til Valg til Folkethinget. Opfordringen er blevet opfattet (og har maaskee ogsaa været meent) i ramme Alvor og Hr. Jørgensen-Jomtou (nu snart 70 Aar) gaaer i disse Dage rundt hos flere af Valgkredsens Borgere, for at formaae dem til at være hans Stillere. Man føler virkelig Medlidenhed med den gamle Mand, der, trods Alt, ikke kan slaae den Tanke af Hovedet, at han er født Statsmand. Hans Liv har formedelst den Maade, hvorpaa han er bleven trukken fra en simpel, ukjendt Stilling af den, med al sin Dannelse, Iidet statskloge eller skarptseende Christian VIII., været rigt paa Skuffelser og han vil ved at stille sig til Valg til Folkethinget berede sig en ny. Men det tør vel med temmelig stor Sikkerhed forudsættes, at han ingen Stillere vil finde.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 28. august 1860)

Jomtou begyndte afsoningen af sin 3 måneders straf i slutningen af august 1860 i Slutteriet. Ifølge visse aviser skal han være set gå frit på gaden i november 1860. Frederik 7. nedsatte den 30. august 1861 højesteretsstraffen af 19. december 1860 fra 4 til 2 måneder.

Af de få domme for majestætsfornærmelse kan nævnes: I 1854 havde Peter Harald Jensen lavet er digt til et Tivoliprogram. Han blev dømt til 3 måneders fængsel for majestætsfornærmelse. Hvis man kun læste forbogstaverne i hver linje, stod der: "Gid Satan havde Kongen ... som har tyvstjålet Grundloven". I en artikel i Social-Demokraten 15. juli 1909 var en fortegnelse over de 17 sager med majestætsfornærmelser i perioden 1873-1904. 

Se også J. J. Jomtou: Generalfiskalen imod Johan Jørgensen Jomtou (1859).
Kiøbenhavn og Kiøbenhavnerne. (1856)
Diorama. (1858)
Forslag til Rigsdagen: Om Kjøbenhavns Politie. (1860)

Frederik 7. i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

I hvilken Grad Slesvig lider under Embedsenevældens Tryk, saa at Embedsmandene der endog ugeneert opføre sig som om de udelukkende repræsentere Befolkningen og dens Interesser, kan sees af en Tilstaaelse i Hdl. Av., hvorefter "under Kongens sidste Ophold i Haderslev Borgerne kun have været brugte til at raabe Hurra og illuminere for Kongen; med Undtagelse af en enkelt Functionair har ikke een eneste Borger erholdt Lejlighed til at tale med Hs. Maj." "Vor Hovedanke mod Myndighedernes Optræden under Kongens Nærværelse her i Byen, siger Bladet, er altsaa den, at Embedsmændene have skilt sig fra den øvrige Befolkning, istedetfor at disse tvende Bestanddele burde have samvirket i Forening; man har afsondret sig, hvor man netop burde have forenet sig, ja, i selve Embedsmændenes (særskilte) Optræden har en skarp Iagttager kunnet opdage det samme Isolationsprincip, øiensynlig grundet i Angst for, at den ene skulde træde stærkere frem end den anden og derved gjore et Hop høiere paa den honnette Ambitions Stige. (Amtmanden: Hr. de Stockfleth.) Vi ville ikke udelukkende tilskrive Feilen en her i Slesvig ikke ualmindeligt herskende bureaukratisk Tendents, vi ere endog tilbøielige til at give Ubehjælpsomheden en Deel af Skylden; men mærkeligt er det dog, at neppe er Kongen kommen ud over det forjættede Slesvigs Grændser; neppe har han overskredet Kongeaaen, saa forandrer Skuepladsen sig. I Colding har Kongen virkelig befundet sig i Folkets Midte; der er det Kommunalbestyrelsen, Repræsentanterne for Befolkningen, som har stillet sig i Spidsen for Anordningen" osv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. oktober 1858)

Christiane Reisersen (1782-1857). (Efterskrift til Politivennen)

Den senere Frederik 7. (prins Frederik) var reelt blevet moderløs da moderen prinsesse Charlotte Frederikke blev forvist til Horsens (se opslag i Politivennen Live Blogging). Og faderen prins Christian Frederik opholdt sig i Norge. Opdragelsen var derfor reeelt overladt til den fynske bondepige Christiane Reiersen, guvernanten Christiane Hartmann og fastrene Juliane og Charlotte.

Den, der med Opmærksomhed følger Bekjendtgjørelser over Døde for at se, om der ikke blandt de Bortkaldte findes fordums Venner eller Bekjendte, vil sikkert blandt de mange Navne, som fandtes paa den næstforrige Uges Dødsliste, kunne erindre at have seet Navnet Christiane Reiersen; men de Færreste have sikkert vidst, hvem denne Dame var, og hvad der kan være Anledning til, at hun nu fremfor saa mange Andre bringes under omtale efter sin Død. Det kan imidlertid være værdt at erindre om, at Christiane Reiersen har været Kong Frederik den Syvendes Amme. Hun var i en alder af 28 Aar, da hun blandt mange Konkurrenter opnaaede den Ære at blive Amme for Prinds Christians Søn, og hun vat saaledes 76 Aar gammel, da hun afgik ved Døden. Det er en Selvfølge, at Kong Frederik den Syvende, om hvis gode Hjerte og levende Følelse for de Pligter, Taknemmeligheden paalægger, der fortælles saa mange smukke Exempler, ikke noget Øieblik glemte sin gamle Amme; baade som Prinds og som Konge gav han hende mange Beviser paa sin Velvllie, og han havde sørget for, at hun kunde tilbringe en rolig og sorgfri Alderdom. Da hun for nogle Dage siden afgik ved Døden, befalede Hs. Majestæt sin Kammertjener, Hr. Kammerassessor Løitved, at arrangere det Fornødne i Anledning af Begravelsen og følge hende til Jorden, og hendes Jordefærd i Fredags bar saaledes Vidnesbyrd om, at hendes kongelige Pleiesøn lige indtil det Sidste havde vaaget over hende med Kjærlighed og Omhu. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. april 1857).

Daabshandlingen blev udført af Confessionarius Biskop Balle og i en halv Time blev der kimet med alle Stadens Kirkers Klokker. Efterat Daaben var forbi, blev der serveret med Refraichissements for alle Damer og Cavallerere." Til Barnets Amme (Goldamme) blev antaget Christiane Reiersen.

Da som bekjendt Ammerne ofte have spillet en ikke uvigtig Rolle ved Hofferne og havt Indflydelse paa Characterens Retning hos de til Thronen fødte Børn, og da Saadant formeentligen ogsaa gjælder i nærværende Tilfælde, saa skulle vi her ikke undlade at meddele følgende Oplysninger: Christiane Reiersen, eller Reyersen, var født den 24de September 1782 i Fjelsted ved Middelfart, hvor hendes Fader, hvis Fornavn var Reier eller Reyer, var Landsbyuhrmager. Efterat være bleven Stuepige hos Grev Wedell paa Vedellsborg, hvor hun blev seet og anbefalet for Prindsens Forældre, udtalte Disse Ønske om at faae hende i deres Tjeneste som Gemakspige hos Prindsessen, hvilket da ogsaa skete, sandsynligviis allerede i Aaret 1806, da Reiersen allerede var om Prindsessen under dennes første Søns Fødsel. Prindsessen viste hende stedse megen Tillid og forlangte senere, da Prindsessen maatte forlade sit Barn, at dette skulde overgives til Reiersens Pleie og Beskyttelse, medens Moderen selv hidtil havde opammet det. Dette Forlangende blev ogsaa opfyldt og Reiersen forblev hos Prindsen indtil Dennes 9de Aar, hvorfor han ogsaa kom til efterhaanden at betragte hende som sin anden Moder, ved hvilket Navn han ogsaa undertiden kaldte hende, ogsaa i en modnere Alder. Da Prindsen erholdt militære Gouverneurer og, efter Datidens Begreber, maatte gives en militær Opdragelse, saa synes man at have frygtet for at Prindsens Characteer, under Ammens Indflydelse, skulde faae et Anstrøg af Frygtagtighed, hvilket man navnligen troede at have bemærket Symptomer paa under et Tordenveir paa Sorgenfri, da Ammen søgte at dække den lille Prinds med sin Person imod Lynglimtene. Hellere ikke synes det nu at have været anseet for passende, at Prindsen, naar han saae Ammen komme, løb hende med aabne Arme imøde. Men selv efter hendes Fjernelse fra Prindsens Hofstat, vedblev han at lægge sit kjærlighedsfulde Sindelag for sin "Amme" som han vedblev at kalde hende for Dagen. Han besøgte hende ofte paa hendes Bopæl i Lyngbye, omgivet af sine Hofmænd og selv som Konge forsømte han ikke, naar han tiltraadte en længere Reise, at sige Farvel til sin Amme, udenfor hvis beskedne Dør en lang Vognrække med Kongens Suite ventede. - Efter Reglementet for Kongens Haandbibliothek maatte Bøger derfra kun udlaanes til Medlemmer af den kongelige Familie. Kun med Hensyn til Christiane Reiersen blev der gjort en Undtagelse. - Ved Fraflyttelse fra Hoffet havde hun af Kong Christian den 8de faaet en Slags Pension af 200 Rdl. aarlig; Frederik den 7de fordoblede den. Hun flyttede senere til Kjøbenhavn til sine derboende Slægtninge, Borger N. Nielsen og Hustru, født Fjelsted, hvor hun forblev indtil fin Død den 20de Marts 1857

(H. P. Giessing: Kong Frederik den Syvendes Ungdoms-og Regjeringshistorie, 1865 side 4-5).

På en slægtshjemmeside oplyses at Christiane Reiersen brugte sin indflydelse til at mildne straffen for Christiane Reiersens forlovede Frantz Müller. Han skal have haft evner som tegner, men brugte sit talent til at lave falske penge. Han blev derfor fængslet, men benådet af kongen på Christiane Reiersen anmodning, mod at han blev landsforvist på livstid.

Christiane Reiersen blev roller i Carl Gandrups skuespil "Kongeligt blod" 1933 på det Kongelige Teater, hvor hun blev spillet af Hildur Møller, og i Mogens Brandts "Gadeprinsessen" (1948) hvor hun blev spillet af Elga Olga Svendsen.

Kongens og Grevinde Danners Besøg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Altona, 27. oktober. Ministrene Tillisch, Hansen og Reventlow-Criminil der fulgte kongen, blev i Flensborg. Overbevist om at grevinde Danners følgeskab kun ville volde kongen besvær, bliver hun tilbage i Glücksburg. De fire fornemmeste flensborgske damer som kongen i 1851 dekorerede på grund af den gode omsorg for de syge og sårede danske soldater, forlod Flensborg, da kongen og grevinde Danner ankom, fordi de ikke opvarte disse; andre Flensborg-damer som var af ægte danske følelser, foregav sygdom og forlod ikke huset under hele kongens tilstedeværelse i Flensborg. I Plön pakkede de adelsmænd der boede der og i omegnen, deres kufferter, så de straks kunne tage af sted hvis kongen kom dertil ledsaget af Danner. Også her i Altona forberedte flere loyale damer sig til at tage af sted for at undgå et besøg hos Danner. Hertug Carl von Glücksburgs opførsel, ægtemand til den nuværende konges fraskilte hustru, som er datter af kong Frederik VI, gjorde ikke blot et dårligt indtryk på alle tyskere i Flensborg, men krænkede også mange æreselskende dansksindede. Hertugen Charles V. Glücksburg lod sig præsentere for grevinde Danner i Flensborg. Hertugen opnåede derved sit formål, fordi han som følge af det fik genoprettet alle sine ordrer; især bekymrede han sig om elefantordenen. (Fr. J.)

Altona, 27. Oct. Die den König begleitenden Minister Tillisch, Hansen und Reventlow-Criminil haben sich in Flensburg überzeugt, dass die Begleitung der Gräfin Danner dem König nur Unannehmlichkeiten bereitet. Darum bleibt sie in Glücksburg zurück. Die vier vornehmsten Damen Flensburgs, welche der König im Jahr 1851 decorirte wegen der guten Verplegung der kranken und verwundeten dänischen Soldaten, haben bei der Ankunft des Königs und der Gräfin Danner Flensburg verlassen, weil sie letzterer nicht ihe Aufwartung machen wollten; andere Damen Flensburg, ächt dänischer Gesinnung, haben Kränklichkeit vorgeschützt und während der ganzen Anwesenheit des König in Flensburg das Haus nicht verlassen. In Ploen haben die dort und i der Umgegend wohnenden Adeligen ihre Koffer gepackt, um sofort abreisen zu können, wenn der König in Begleitung der Danner dort eintreffen sollte. Auch hier in Altona schickten sich schon mehrere Damen loyaler Gesinnung zur Abreise an, um einen Besuch bei der Danner auszuweichen. Das Benehmen des Herzogs Carl von Glücksburg, Gemahl der geschiedenen Gemahlin des jetzigen Königs, welche eine Tochter des Königs Friedrich VI ist, hat nicht nur auf alle Deutschen in Flensburg einen üblen Eindruck gemacht, sondern auch viele ehrliebende Dänischgesinnte arg verletzt. Der Herzog Karl v. Glücksburg hat sich in Flensburg der Gräfin Danner vorstellen lassen. Seinen Zweck hat der Herzog dadurch erreicht, dnn er ist in Folge dessen wieder in alle seine Orden restituirt worden; namtlich was es ihm um den Elephantenorden zu thun. (Fr. J.)

(Augsburger Postzeitung. 3. november 1854)

Ifølge Dannevirke 30. oktober 1854 havde ingen af borgerne i Slesvig By prydet deres hus med dannebrogsflag, og mens stemningen blandt de ældre borgere var mest loyal, så var den yngre del af borgerne mere stemt mod syd. 

Slesvig-Holstens sympatier for Danmark.

Fra Holsten den 30. oktober. Kongen af ​​Danmarks pludselige rejse til sine tyske lande sidst på året har stor politisk betydning. Afhængig af udfaldet af denne rejse vil konsekvenserne af en ministermanøvre både for Danmark og for hertugdømmerne snart vise sig. På den ene side har kongen undgået den offentlige utilfredshed i Danmark som følge af opløsningen af ​​den danske regering, Folkekammeret, og så skulle stemningen i hertugdømmerne som man håbede ville blive fremkaldt til højlydte udtalelser ved kongens rejse, tjene som folie for den ikke længere skjulte hensigt om voldsomt at omstyrte den danske grundlov. Sagen er denne: I hertugdømmerne er der en, hvis ikke ædel, så dog undskyldelig fryd blandt masserne over alle og enhver ulykke for danskerne, og man vil derfor hilse den danske grundlovs omstyrtning med jubel, "fordi" - siger massen af ​​mennesker der ikke tænker, men kun føler (de mere uddannede gør selvfølgelig en undtagelse) - "det er bare straf for, at danskerne vil underkue os"! Denne stemning er kendt i København, og derfor anbefales det at rejse til hertugdømmerne i det aktuelle kritiske øjeblik.

De nuværende magthavere i København håber at kongen vender tilbage med laurbær af folkelig begejstring, og disse laurbær skal så tjene til at udsmykke den fædrene statsbygning og som løftestang for den danske grundlovs fuldstændige omstyrtelse. De statslige komikere i København har lavet en fiasko! På trods af at loyale embedsmænd, den servile presse og den kunstige ophidselse af særinteresser har gjort alt for at inspirere folket, har den ønskede entusiasme endnu ikke vist nogen steder. Vi var vidne til kongens indtog i Rendsborg i går på en solrig søndag. De to banegårde og byens gader var officielt udsmykket med danske flag, æresporte, blomsterdekorationer osv. - her deltog ingen ordentlig borger. Byrådsmændene havde sendt en deputation til Flensborg for at møde kongen. Den vidste ikke nok til at fortælle hvor venlig kongen havde været, "at han havde glemt og tilgivet de kære rendsborgere alt" osv.

Borgerne forblev uberørte. Magistraten havde inviteret borgerne og beboerne hus for hus til højtideligt optog og formation fra æresporten ved indgangen til byen - ud af mere end to tusinde mødte otteogfirs tjenestevillige borgere og beboere op, som fra koncertsalen mødte op til klingende toner og til medborgernes hånlatter. De marcherede til Thorstrasse til den dertil kommanderede officielle jubel. Tusinder havde på den smukke søndag morgen samlet sig omkring den provisoriske station for den sydslesvigske jernbane som var bevogtet af et stort antal beredne gendarmerier, kanonernes torden, klokkeringningen og hurraråb fra militæret og embedsmændene inden for afspærringerne for at melde kongens ankomst - folket forblev tavse - og da kongen kørte gennem den tavse masse i en åben bil, var der næsten ingen der løftede hatten! Disse scener gentog sig i byen, på paradepladsen under mønstringen af ​​militæret ved kongens afgang ved middagstid, efter cirka en times ophold, og på stationen for jernbanen Rendsburg-Neumünster. En borger der blev betragtet som en republikaner, sagde højlydt: "Kongen holder af mig! Man kunne tydeligt på hans alvorlige pande aflæse de bitreste anklager mod hans ansvarlige rådgivere." Ministrene burde dog have vidst, at sådanne sår som de der blev påført befolkningen i Slesvig-Holsten, ikke læger på fire år.

Schleswig-Holstein'sche Sympathien für Dänemark.

Aus Holstein, 30. Okt. Die plötzliche Reise des Königs von Dänemark in seine deutschen Lande in der späten Jahreszeit hat eine grosse politische Bedutung. Je nach dem Ausfalle dieser Reise werden sich die Folgen eines ministeriellen Manövers, sowohl für Dänemark als für die Herzogthümer, bald herausstellen, Einestheils ist der König der öffentlichen Misstimmung in Dänemark in Folge der Auflösung der Volkskammer aus dem Wege gegangen, und dann soll die Stimmung in den Herzogthümern, welche man zu lauten Aeusserungen durch die Reise des Königs zu provoziren hoffte, der nicht mehr verhehlten Absicht, die dänische Verfassung gewaltsam unzustürzen, zur Folie dienen. Die Sache verhält sich so: In den Herzogthümern herrscht bei der Masse eine, wenn zwar auch nicht edle, so doch gewiss entschuldbare Schadenfreude über alles und jedes Missgeschick der Dänen, und man würde daher den Sturz der dänischen Verfassung mit Jubel begrüssen, "denn" - sagt die nicht denkende, sondern nur fühlende Volksmasse (die Gebildeteren machen natürlich eine Ausnahme) - "das ist nur gerechte Strafe dafür, dass die Dänen uns knechten wollen"! Man kennt diese Stimmung in Kopenhagen und darum rieth man im gegenwärtigen kritischen Momente zur Reise in die Herzogthümer.

Die jetzigen Machthaber in Kopenhagen hoffen, der König werde mit Lorbern der VOlksbegeisterung zurückkehren, und diese Lorbern sollten dann zur Auschmückung des Gestammtsstaats-Gebäudes und als Hebel dienen zum gänzlichen Umsturtz des dänischen Verfassungswerked. Die Herren Staats-Komödianten in Kopenhagen haben Fiasco gemacht! Trotzdem durch loyale Beamte, die servile Presse und künstliche Aufregung der Partikular-Interessen alles Mögliche geschehen ist, das Volk zu begeistern, hat sich bis jetzt nirgends der gewünschte Enthusiasmus gezeigt. Wir waren Zeuge des Einzugs des Königs in Rendsburg gestern an einem sonnigen Sonntage. Die beiden Bahnhöfe und die Strassen der Stadt waren offiziell geschmückt mit dänischen Fahnen, Ehrenporten, Blumengewinden u. s. w. - kein anständiger Bürger hatte sich daran betheiligt; die Stadt-Kollegien hatten dem Könige eine Deputation nach Flensburg entgegengeschickt. Dieselbe wusste nicht genug zu erzählen, wie freundlich der König gewesen, "dass er den lieben Rendsburgern Alles vergessen und vergeben habe" u. s. w. 

Die Bürger blieben ungerührt; der Magistrat hatte Haus bei Haus die Bürger und Einwohner bitten lassen zu einer feierlichen Prozession und Aufstellung von der Ehrenporte am Eingange zur Stadt - von mehr als zwei Tausend erschienen achtundachtzig dienstwillige Bürger und Einwohner, welche von der Tonhälle mit klingendem Spiele und unter dem Hohnlächeln ihrer Mitbürger nach der Thorstrasse zogen, um dort auf Kommando den officiellen Jubel ertönen zu lasse; um den provisorischen, von einer Unzahl reitender Gendarmerie bewachten Bahnhof der südschleswigschen Eisenbahn hatten sich an dem schönen Sonntagsmorgen Tausende versammelt, Kanonendonner, Glockengeläute und Hurrahruf des Militärs und der Beamten innerhalb der Barrieren verkündeten die Ankuft des König - das Volk blieb stumm - und als der König im offenen Wagen durch die schwiegenden Massen fuhr, rückte fast Niemand den Hut! Diese Szenen widerholten sich in der Stadt, auf dem Paradeplatze bei der Musterung des Militärs bei der Abfahrt des Königs um Mittag, nach etw einstündigem Ausenthalte, und auf dem Bahnhofe der Rendsburg-Neumünster'schen Eisenbahn. Ein als Republikaner verschridener Bürger äusserte laut: "Der König dauert mich! Liesst man doch auf seiner kammervollen Stirn deutlich die bittersten Vorwürfe gegen seine verantwortlichen Rathgeber." Allerdings hätten die Minister wissen müssen, dass einem Volke Wunden, wie sie dem schleswig-holsteinischen Volke geschlagen wurden, in vier Jahren nicht verharschen.

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk. 7. november 1854)

Slesvig-Holsten. På grund af Danmarks konges tilstedeværelse i de tyske hertugdømmer har folk dér ikke glemt, hvad den medfølgende minister for Slesvig (også et redskab for den russiske regering i indre anliggender) bragte over dem ved at ødelægge de mest dyrebare rettigheder for folket. Og dette folk der klamrer sig til deres rettigheder og skikke, skulle pludselig kysse stangen, som slog dem så følsomt? De receptionsceremonier der fandt sted, blev der foretaget efter ordre fra de lokale myndigheder. I Flensborg kan det danske parti frivilligt have tilføjet lydigheden for at fremkalde den offentlige ærgrelse, der i denne by der lovligt erklæres tysktalende, ¨forvoldes ved tyskernes sang af danske nationalsange. Kongen siges selv at have udtrykt sin overraskelse over for embedsmændene over at de kun henvendte sig til ham på dansk. I Slesvig talte provsten, en tysker, til kongens hustru på dansk i domkirken, men hun bad udtrykkeligt om tysk, fordi hun var i en tysktalende by. Selv danskere bliver forarget, når en tysker nægter sin nationalitet. Laugene var rykket ud efter ordre. Invitationen til et af ​​dem lød: "Alle må selv vurdere de ubehagelige konsekvenser af udeblivelse." Illuminationen viste sig at være bestilt, og der blev ikke engang givet private audienser i Slesvig. Ministeren K. v. Moltke var altid til stede. Ellers kunne en privat borger sagtens have sagt noget til suverænen som ministeren ikke ville have ønsket.

Schleswig-Holstein. Ueber der Anwesenheit des Königs von Dänemark in den deutschen Herzogthümern hat man dort nicht vergessen, was der begleitende Minister für Schleswig (auch in den inneren Verhältnissen ein Werkzeug für russische Regierungsmarimen), durch Vernichtung der theuersten Rechte des Volks über dasselbe gebracht hat. Und dieses, an seinen Rechten und Gewohnheiten festhaltende Volk sollte plötzlich die Ruthe küssen, die es so empfindlich schlägt? Was an Empfangsfeierlichkeiten stattgefunden, ist auf Befehl der Ortsbehörde geschehen. In Flensburg mag von der dänischen Partei zu dem Gehorsam eine freiwillige Zugabe gekommen sein, um die öffentlichen Aergernisse herbeizuführen, welche in dieser, gesetzlich für deutschredend erklärten Stadt durch Absingung dänischer Nationallieder von Deutschen gegeben sind. Der König selbst soll sein Befremden gegen die Beamten ausgesprochen haben, dass er von ihnen nur dänisch angeredet worden sei. In Schleswig hat der Probst, ein Deutscher, die Gemahlin des Königs im Dom dänisch angeredet, dieselbe sich aber Deutsch ausdrücklich ausgebeten, da sie in einer deutsch redenden Stadt sei. So erregt es selbst die Verachtung der Dänen, wenn ein Deutscher seine Nationalität verläugnet. Die Gewerke waren auf Befehl ausgezogen; an eine derselben lautete die Einladung: "Jeder habe sich selbst die unangenehmen Folgen des Ausbleiben beizumessen." Die Illumination zeigte sich als eine anbefohlene, Privataudienzen in Schleswig gar nicht ertheilt worden. Der Minister K. v. Moltke war immer genenwärtig. Ein Privatmann hätte sonst leicht dem Landesherren etwas sagen könnnen, was dem Minister nicht behagt hätte.

(Kemptner Zeitung. 11. november 1854)

Frederik 7.s Proklamation til Slesvigerne. (Efterskrift til Politivennen)

Under 14. Juli har Hs. Maj. Kongen udstedt følgende Proklamation til Indvaanerne i Hertugdømmet Slesvig:

"Slesvigere! 

Tiden er omsider kommen, da Fredens Velsignelser tør ventes at ville vende tilbage til Vore Lande hvor de førhen have i lang Tid havt deres uforstyrrede Hjem. De fremmede Tropper, til hvilke det i den seneste Tid har maattet overlades at opretholde Orden og Rolighed, forlade eder, og Vor Armee drager ind, for at tage Landet i Vor, eders Landsherres, Besiddelse. Armeen vil paa slesvigsk Grund blive modtaget med Glæde af en Befolkning, som under Fristelse, Fare og Trængsel har bevaret sin undersaatlige Troskab urokket. Den bringe vore Vaaben en velkommen, længe savnet Beskyttelse. Men Hæren drager ogsaa til dem, hvis Omdømme har ladet sig forvirre, hvis Øre hidtil var tillukket for Vor landsfaderlige Stemme. Dog kommer den ikke til disse for at bringe Straf og Hævn. Ikke blot med Retfærdighed, men ogsaa med Mildhed har Vort og Vore Forfædres Scepter været ført over eder som over eders Fædre; og saaledes skal ogsaa nu al mulig Overværelse vorde udvist mod de Vildledte og Forførte, der vender tilbage til den undersaatlige Pligt. Det er, under de ved usalig Tvedragt forstyrrede og opløste Forhold i eders Land, ikke muligt, strax at ordne en ministeriel Regering af samme. Midlertidigen overtager derfor Vor Kabinetssekretær, Kammerherre v. Tillisch, Medlem af den hidtilværende Bestyrelseskommission, i Vor! Navn, som overordentlig Regeringskommissær, den civile Styrelse af Hertugdømmet. Men Vor landsfaderlige Omhu vil, fra Fredens første Time, af, være henvendt paa, snarest muligt at give eders indre Forhold den faste og endelige Ordning, i Overensstemmelse med Vort tidligere derom givne Tilsagn. Hvorledes imidlertid dette Formaal bedst og meest stemmende med alles Tarv vil være at opnaa, derom ville Vi høre Stemmer fra Folket selv. Del er derfor Vor Agt at sammenkalde et Antal Mænd af eders Midte til at overlægge, hvilken Ordning af Forholdene der vil baade Landet bedst, og derom at forelægge Os deres Betænkning og Forslag. Forsaavidtsom den Stilling og Forfatning, der bliver Slesvig til Del, har den største Betydning for Kongerigets Fremtidsvel og berører vigtige Interesser for Hertugdømmet Holsten, agte Vi fremdeles al lade Mænd fra Danmark og fra Holsten tiltræde, for at deltage i de nævnte Forhandlinger. - Indtil den sidste Tid har i Kongen af Danmarks Lande, - hvor han fører Hertug-Navn ikke mindre, end hvor han fører Konge-Navn - , Hersker og Folk stedse staaet eendrægtig tilsammen til Landets Vel. Det er Vort tillidsfulde Haab, at denne lykkelige Tid vil vende snart tilbage, og Vi opfordre alle velsindede Slesvigere til at slutte sig om Os til Fredens velsignelsesrige Værk, og at vaage over at holde ude, hvad der endnu maatte forsøge paa at trænge sig fjendtlig ind imellem Fyrste og Folk."

(Ribe Stifts-Tidende 19. juli 1850).

"The village of Schestedt, on the road from Schleswig to Osterade", illustration fra Illustrated London News, 17. august 1850.

Frederik 7.'s Proklamation til Slesvigerne, 27de August 1849. (Efterskrift til Politivennen).

Den 27. august 1848 udsendte Frederik 7. en proklamation til slesvigerne:

Kongen har udstedt følgende proklamation til slesvigerne: 

"Slesvigere! Det er endelig lykkes Os at standse krigens onder, som især har tynget på Vore tro indbyggere i hertugdømmet Slesvig og måtte føles dobbelt smerteligt, da det var sønner af de under Vort scepter forenede lande, som stod fjendtlige lige overfor hverandre. Det er Vort tillidsfulde håb, at den nu indtrådte våbenstilstand vil være forbudet for fredens tilbagevendende velsignelser, og Vort Hjerte føler trang til i dette øjeblik at rette et ord til Vore slesvigske undersåtter. 

De iblandt jer, som under de vanskeligste forhold har bevaret fast troskab til Os - og med landsfaderlig glæde kunne Vi dertil henregne den overvejende del af folket i Slesvig - I vil finde den bedste løn i egen bevidsthed og i det eksempel, som I efterlod jeres børn. Men modtag også jeres konges tak; for jeres urokkelige hengivenhed har under de mange og dybe krænkelser, som Vort hjerte har måttet erfaret, været Os den bedste erstatning. 

De iblandt jer, som, forglemmende den retfærdighed og mildhed, den fred og rige velsignelse, som jeres fædre og I har nydt under Vore kongelige forfædres scepter, er gerådet på afveje. Jer vil nu sørgelige erfaringer have lært, at I i fremtiden har at søge hjælp og beskyttelse hos jeres retmæssige landsherre, og I vil, når I med oprigtigt sind vender tilbage til Os, finde OS beredt til at glemme det forbigangne. 

Af jer alle, indbyggere i hertugdømmet Slesvig, håber og venter Vi, at I, så længe den nu indsatte landsbestyrelse består, ved en med lov og ret stemmende adfærd vil bidrage til at fremme det begyndte fredens værk til landets bedste, og at I også i fremtiden efter evne ville understotte Os i Vore bestræbelser for, ved landsfaderlig regering og ved nye institutioner, som Vi ville give jer, påny at begrunde og at befæste alle Vore Undersåtters velfærd. Christiansborg Slot, den 27. august 1849''.

(Kjøbenhavnsposten, 1. september 1849)

Hvis proklamationens formål havde været at bidrage til en løsning på spørgsmålet, nåede den ikke sin hensigt. Nedenstående erklæring fra Tønder har nok udtrykt mange sydslesvigeres synspunkt:

I staden Tønder har man udstedt følgende erklæring: "I henhold til kongen af Danmarks proklamation til slesvigerne, som er kommet til vores kundskab, føler vi undertegnede borgere og indbyggere af staden Tønder os foranlediget til at erklære følgende: "Vi må dybt beklage at der endnu gives folk blandt os der af mangel på patriotiske eller endog så fjendtlige mod vores rejsning, at de fortjener den tak der bliver dem til del i denne proklamation. 2) Vi bekender og tilstår med frejdighed og glæde at vi med fuld overbevisning har sluttet os til Slesvig-Holstens rejsning for sin gode, af alle tidligere hertiger anerkendte og beseglede ret, og vi vil aldrig nogensinde indrømme at vi ved vor opstand er kommet på afveje og er blevet oprørere og rebeller. 3) Vi elsker rigtig nok freden og har følt krigens tryk, men må alligevel kundgøre åbent og højtideligt at vi er rede til at yde endnu større ofre for at undgå en fred hvorved vores rettigheder krænkes og helle bånd sønderrives." (Erklæringen har 257 underskrifter). (Hp. A.)

(Kjøbenhavnsposten, 14. september 1849).

Tønder. Kaj Wamberg. Det kongelige Bibliotek.

Fra august 1849 nedsattes en tremandskommission i Slesvig bestående af det danske medlem Frederik Tillisch, den preussiske repræsentant grev Eulenberg og den engelske repræsentant oberst Hodges. Den skulle bestyre Slesvig, men mødtes fra starten af aktiv og passiv modstand fra slesvig-holstenerne. Den havde ikke militær myndighed over Nordslesvig, der var besat af svenske og norske tropper. 

Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer m m. (Efterskrift til Politivennen)

Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer m m.

VI FREDERIK DEN SYVENDE

af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gotlhers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, 

Göre vitterligt: Da Vi have bragt i Erfaring, at Negerne paa Vore vestindiske Öer have yttret et, levende Önske om, at den ufrie Tilstand, hvori de hidtil have befundet sig, allerede nu maa ophöre, uden at den i Vor forevigede Fader, Hans Majestæt Kong Christian den Ottendes allerhöieste Rescript af 28de Juli f: A: allernaadigst bestemte Frist afventes, og at derfor Vor General Gouverneur, General Major von Scholten har fundet Anledning til paa Vore Vegne at opfylde dette Ønske ved sin Proclamation af 3die Juli d: A. saa ville Vi herved have allernaadigst bifaldet og stadfæstet den af ham trufne Foranstaltning, saaledes at herefter ingen ufrie Tilstand for nogen Deel af Befolkningen skal bestaae paa Vore vestindiske Öer.

Men Vi maa tillige udtale Vort allerhøieste Yttring mod dem, som efter Bekjendtgiörelsen af General Gouverneurens Proclamation af 3die Juli d: A: have gjort sig skyldige i Uordener, Udsvævelser og strafværdige Angreb paa deres Medborgeres Person og Eiendom.

Vi vente imidlertid med Tillid, at Negerne, efterat Vi allernaadigst have stadfæstet den dem skjænkede Frihed, med Lydighed og Føielighed ville efterkomme de Bestemmelser, som Vi agte at give for at ordne de nye Forhold paa Øerne, samt, at de ved Sædelighed, Flid og Vindskibelighed ville gjöre sig værdige til den Plads, som er bleven dem indrömmet i det borgerlige Samfund.

Det er Vor Kongelige Pligt at opretholde Orden og Landefreden paa Vore vestindiske Öer og det er en hellig Forpligtelse for alle lndvaanere uden Undtagelse at bistaae Os og Vore paa Öerne indsatte Øvrigheder ved Udförlsen heraf.

Vi have nu overdraget forhenværende Gouverneur over de ostindiske Etablissementer, Os Elskelige, Etatsraad Peter Hansen, det Hverv, som Vor Regierings-Comissær og ad interim fungerende General Gouverneur at begive sig herfra til Vore Öer i Vestindien for at reorganisere Forholdene sammesteds.

Overeensstemmede hermed skal han have den höieste civile og militaire Autoritet paa samtlige Vore vestindiske Öer og navnlig have Myndighed til at ordne de live Forhold sammesteds ved provisoriske Bestemmelser under definitiv allerhøieste Approbation.

I Tillid til det alvise Forsyn, som understötter alle gode og retsindige ldrætter, nære Vi saaledes det Haab at kunne berede en lykkelig Fremtid for Vore vestindiske Öer, hvis hele Befolkning vi omfatte med lige landsfaderlig Kjerlighed.

Givet paa Vort Slot Christiansborg den 22de September 1848.

Under Vor kongelige Haand og Segl.

Frederik R.

(L. S. R.)

Bluhme

(St. Croix Avis 30. november 1848).

Krigsudbruddet Fredagen d. 24.Marts 1848 (Efterskrift til Politivennen)

København, den 24. marts 1848.

I Formiddags blev på hovedstadens gadehjørner opslået følgende proklamation:

Kongens Hilsen 
til 
Københavns indvånere.

For to dage siden takkede I Os jublende, fordi vi havde forekommet eders ønsker.
Nu takke Vi jer for den orden og ro, I have vedligeholdt i disse dage.
De slesvig-holstenske afsendinge har vi svaret, at Vi hverken har magt eller vilje til at lade Slesvig gå ind i det Tyske Forbund eller adskilles fra Vort elskede fædreland, men at tværtimod Danmark og Slesvig skal samles under en fri forfatning med så stor som mulig provinsiel selvstændighed for Slesvig, og at Holsten derimod som tysk forbundsstat skal have sin egen frie forfatning. 
Vi har nu således gjort de indrømmelser, Vi kunne; modtages ikke Vort tilbud, skal Vi med Vort hele danske folk hævde Danmarks værdighed.
De slesvig-holstenske afsendinges sikkerhed betror Vi Vort danske folks ære.
Christiansborg Slot den 24. marts 1848.
Frederik R.
A. W. Moltke,
Præsident i statsrådet.

- Kongens svar til den slesvig-holstenske deputation lyder således:
- På Deres andragender har Vi at meddele Dem:
at det er Vor agt at tilstå Vort hertugdømme Holsten som en selvstændig tysk forbundsstat, en på en udstrakt valgrets grundlag bygget i sandhed fri forfatning, hvori navnlig også folkevæbning, trykkefrihed og foreningsret vil finde deres fyldestgørelse;
at som følge deraf Vort hertugdømme Holsten ved siden af en egen regering og militærforfatning også vil erholde særskilte finanser, så snart den gensidige opgørelse, ved siden af de øvrige betingelser for en union med Danmark og Slesvig, er fastsat;
at Vi tillige åbent vil slutte Os til bestræbelserne for oprettelsen af et kraftigt og folkeligt tysk parlament;
al Vi hverken har ret eller magt eller vilje til at indlemme Vort hertugdømme Slesvig i det tyske forbund, hvorimod Vi vil styrke Slesvigs uopløselige forbindelse med Danmark ved en fælles fri forfatning;
men ved siden deraf kraftigt vil beskærme Slesvigs selvstændighed ved udstrakte provinsielle institutioner, navnlig, en egen landdag og særskilt forvaltning.
Tillige vil Vi bebude Dem:
at det er Vort alvorlige ønske, i oprigtig samvirken med Vore kære og tro undersåtter, at grundlægge fred og frihed i Vore Lande;
at Vi tillige erkender det som den legitime fyrstes helligste pligt, med al magt at beskytte lovens herredømme og landefredens opretholdelse.
Givet på Vort Slot Christiansborg, den 24. marts 1848.
Frederik R.
A W. Moltke,
Konseilspræsident

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- Man kan vel forestille sig, at det nye ministeriums tid hidtil har været væsentlig optaget af forholdet til hertugdømmerne; men det synes dog, at det havde været ikke mindre vigtigt og langt lettere tillige at forordne noget bestemt i frihedens retning: det nye ministerium er allerede tre dage gammelt og har endnu ikke ophævet censuren og gennemsynet! Hvor længe skal disse trældomsbånd - om også kun tilsyneladende - hvile på den danske presse? Og behøvedes der mere end en simpel tilkendegivelse om deres ophævelse? I Tyskland eksisterer censuren ikke mere; ikke engang af navn. Derimod består den endnu i Danmark.

Censuren blev  i øvrigt hævet samme dag, og ordlyden blev gengivet i Kjøbenhavnsposten dagen efter. Kjøbenhavnsposten var også hurtigt ude med at de rygter om opstand i Kiel og kup i Rendsborg som havde skabt den ophidsede stemning under den slesvig-holstenske deputations besøg i København, ikke var rigtige. Men da var det for sent, snebolden var allerede begyndt at rulle:

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- Apenrade Avis indeholder ligeledes følgende: Af alle de kolossale rygter der i disse dage har cirkuleret her, har det sidste om tildragelserne i Rendsborg, vist sig lige så ubegrundet, som de tidligere om et oprør i Kiel. Rigtignok åbnede Olshausen mødet med en tale, hvori han udtalte sig i overensstemmelse med den Kieler borgerforenings erklæring, og næsten opfordrede til rebellion, til at indgribe afgørende handlende i begivenhedernes gang, men grev Reventlou misbilligede i stærke udtryk hans ubetænksomme provokationer og opfordringer. I borgerforeningen forfattede man en adresse, hvis overensstemmelse med hin Kieler erklæring tydelig vidner om oprindelsen fra en og samme fabrik; en del soldater, for hvilke der var blevet skænket dygtig, underskrev, men de udtalte senere ved koldere sind deres fortrydelse derover for deres officerer. Dette er, som sagt, det væsentlige af hvad der er sket.

Rendsborg (Fra Schleswig-Holstein meerumschlungen).

I hertugdømmerne havde den ophidsede stemning mod deputationen allerede sat en bevægelse i gang.

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- Altonaer Merc. af 21. siger: "Den almindelige bevægelse har også oversvømmet vore hertugdømmer, og politimagten kan ikke mere sætte nogen dæmning mod de fremskyldende vover. Den halvt frigivne presse emanciperer sig, og "Kieler Corresp." angiver tonen. I improviserede borgerforeninger og i folkeforsamlinger sættes nu beslutninger og opstilles fordringer. Også de stænderdeputerede, som faktisk er blevet slesvig-holstenske, har opgivet den observerende stilling, hvori man endnu for ganske kort tid siden syntes at ville forblive, ligeoverfor danskernes udfordringer, og træder nu afgørende frem med fordringer, som ikke blot går langt videre end den af de stænderske vælgere afgivne og af regeringen tilstedede erklæring, og hvad hidtil forlangtes, men som endog overskrider alt folkeretligt bestående. Frivillig vil landets regent - selv om han kunne det for de danskes skyld - næppe indvillige, allermindst i det sidste, og i sidste instans må der da afgøres på folkeretlig vis om
disse Fordringer. 

Fra Kiel meddeler samme blad følgende brev af 20. d. s.: Ifølge andragendet fra borgerforeningen om indførelsen af borgernes bevæbning har råd og borgerskab i et møde i dag udtalt sig derfor, nemlig således at en kommunalgarde af borgere skal dannes, til hvilken også ikke-borgere kan slutte sig, dog kun mod at væbne sig på egen bekostning. Det lovligt nødvendige skridt til regeringen vil i denne anledning allerede i morgen blive afsendt fra autoriterne hersteds. På samme tid vil indskrivningen af frivillige som kan melde sig til optagelse i borgervæbningen, begynde. - Der siges også at kommunen havde besluttet at give 2000 rthl. til borgervæbningen. I et andet brev fra Kiel af s. d. siges, at den til København afsendte deputation ventedes tilbage som i dag, og at der om lørdagen fra alle landets dele vil indfinde sig talrige mænd, for at modtage det kongelige afgørende svar. - I Glückstadt var også en borgervæbning i færd med at danne sig.

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- "Dannevirke" indeholder den mest detaljerede efterretning om mødet i Rendsborg, som man endnu har læst på tryk. En del slesvig-holsteneres hensigt om at revoltere og bemægtige sig Rendsborg fremgår deraf utvivlsomt. Olshausen har vist sig som den mest fanatiske, fra ham er ikke alene det bekendte andragende om Slesvigs adskillelse fra Danmark udgået, og han har ligefrem opfordret borgerne til at skaffe sig våben, da man ikke kan vide, når de danske vil komme. Men han havde derved endog den dumdristige uforskammethed at trøste forsamlingen ved at tilføje, at de danske jo var "et dovent, dorsk og usammenhængende folk, der ved deres sidste uheldige demonstrationer havde gjort sig latterlige i hele Europas øjne, og kom de først, så var man vits på sejr, når man blot havde våben i hænderne". *) Men han blev alvorlig gendrevet af Reventlow og Bargum. Ligeledes tilbød Gülich, Beseler og Tiedemann sig at gå som gesandter til det tyske parlament, som vel snart skulle sammenkaldes i Frankfurt. I samme nr. af "Dannevirke" opfordrer L. Skau den slesvigske forening, som i lang tid ikke har givet noget livstegn fra sig, til en Generalforsamling i Haderslev den 31. dennes, og ligeledes læses i bladet en adresse til Kongen, der cirkulerer i nord- og mellemslesvig, hvori andrages på at Holsten Lauenborgs krigsstyrke må blive sondret fra Slesvigs, da slesvigerne ikke i mindste måde ønsker at blive udkommanderede til kontingentet, samt at Rendsborg som dansk fæstning, må få dansk besætning og Slesvig selv modtage en stærkere dansk troppeafdeling i sit skød, for således bedre at kunne modstå de statsopløsende tendenser. Derhos andrages på oprettelsen af almenvæbning, samt på en forfatning grundet på en fuldkommen udstrakt valgret.

*) Vi må tilstå at vi hidtil har anset hr. Olshausen for en oplyst frisindet mand, men han har nu vist at være det modsatte. At bruge sådanne midler til at fanatisere folkene mod hverandre har aldrig værer foragteligere end på et tidspunkt som nu, da den ædle Lamartine i det franske folks navn opfordrer nationerne til at anse, og behandle hverandre som brødre. Den, der betjener sig deraf, viser at han under sin frihedsmaske kun er en lejesvend af tyranniet, der nu må søge sin sidste tilflugt i nationalhadet; men ham selv skal vanæren ramme, for nationerne vil i frihedens lys lære at agte og kende hverandre, de vil indse, at de ikke har årsag til at hade og ringeagte andre end de enkelte skrydere, der vil rejse den blinde strid imellem dem for at tilrane sig selv den vilkårlige magt; vi håber at hr. Olshausen snart vil se, sine landsmænd overtydede herom på en for de danske værdig måde.

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- De nordslesvigske blade udtaler sig på meget beroligende måde om tilstanden der, og tillige på en meget indigneret måde om forsamlingen i Rendsborg. Således ytrer Flensborg Avis: "Den forsamling som afholdtes i Rendsborg, synes at have givet nogle personer anledning til at spille komedie. Hvad vi har hørt om Olshausens tale, forekommer os som en prædiken til oprør med væbnet hånd, men denne agitator blev ikke blot kraftigt gendrevet
af Reventlou og Bargum, men endogså gjort latterlig. Flere af de tilstedeværende deputerede afholdt sig aldeles fra afstemningen. Olshausen og konsorter ville påtvinge Slesvig den meget tvivlsomme lykke at blive inkorporeret i det tyske forbund, og disse mænd undser sig ikke for at sige at folket i Slesvig ønsker en sådan tilknytning! Hvorledes er det muligt, i den grad at træde sandheden under fødderne, i den grad at fornærme befolkningen, at ville påtvinge den et så vanvittigt ønske! Befolkningen ønsker, at det statsretlige forhold skal blive som det er. Enhver som ikke er døv for sandheden, vil overalt høre, at dette partis rabulisterier slet ikke finder noget medhold her. Vi håber at befolkningens sunde fornuft vil gøre alle dette partiets oprørske handlinger til intet, og at de i det højeste kun gør sig selv latterlige.

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

Friedrich Graf von Reventlou stod bag den forkerte meddelse om Frederik 7. som gidseltaget. Han fastholdt helt indtil 1851 at slesvig-holstenerne ikke bekæmpede kongen, deres hertug, men regeringen i København fordi den ville berøve hertugdømmerne deres rettigheder.

Ligesom de danske aviser qva mistilid til slesvig-holstenerne havde fået sidstnævntes hensigter galt i halsen, havde slesvig-holstenerne fået situationen i Danmark galt i halsen. Her den fulde ordlyd af den provisoriske regerings proklamation 24. marts 1848. Bemærk at den hertug der omtales her, er Frederik 7. (også hertug i Slesvig) der af marts-ministeriet havde fået vredet armene om og frivilligt havde trukket sig som konstitutionel monark den 22. marts:

Mittbürger! Unser Herzog ist durch eine Volksbewegung in Kopenhagen gezwungen worden, seine dieherigen Rathgeber zu entlassen und eine feindliche Stellung gegen die Herzogthümer einzunehmen. Der Wille des Landesherrn ist nicht mehr frei und da Land ohne Regierung. Wir werden es nicht d?l?en w?llen, dass deutsches Land dem Raube der Dänen preisgegeben werde. Grosse Gefahren erfordern grosse Entschliessungen; zur Bescheidigung der Grenze, zur Aufrechthaltung der Ordnung bedarf es einer leitenden Behörde. Folgend der dringenden Nothwendigkeit und gestä??t durch da uns bisher bewisene Zutrauen, haben wir, dem ergangenen Rufe folgend, vorläufig die Leitung der Regierung übergenommen, welche wir zur Aufrechtaltung der Rechte des Landes und der Rechte unseres angestammten Herzogs in seinem Namen führen werden. Wir werden sofort die vereinigte Ständer-Versammlung berufen und die üb??n??? Gewalt zurückgeben, sobald der Landesherr wider frei sein wird oder von der Stände-Versammlung andere Personen mit der Leitung der Landes-Angelegendenheiten beauftragt werden. Wir werden uns mit aller Kraft den Einheits- und Freiheits-Best?edungen Deutschland anschliessen. Wir fordern alle wohlgesinnten Einwohner des Landes suf, sich mit und zu vereinigen. Lasst uns durch Festigkeit und Ordnung dem deutschen Ba?erlanbe?ein würziges Zeugniss des patriotischen Geistes geben, der die Einwohner, Schleswig-Holstein erfüllt. Der abwesende Advokat Bremer wird aufgefördert werden, der provisorischen Regierung beizutreten. Kiel, den 24. März 1848. Die provisorische Regierung: Beseler. Friedrich, Prinz zu Schleswig-Holstein. F. Reventlow. M. T. Schmidt.

(Königlich Privilegirte Berlinische Zeitung von Staats- und gelehrten Sachen", 27. marts 1848)

Den provisoriske regering i Kiel krævede den 24. marts Slesvig og Holsten tilknyttet det tyske forbund. Rendsborg blev indtaget og hæren organiseret.

Det seneste årtis gensidige opbygning af mistillid og mistænkeliggørelse havde nu fået militære  konsekvenser. Retfærdigvis må det vel tilføjes at københavnerpressens retorik gennem 10 år kunne danne grundlag for den fejlagtige opfattelse at Frederik 7. var blevet taget som gidsel. Bemærk at selv på dette tidspunkt opfattede man stadig at Frederik 7. udover at være kongedømmet Danmarks konge også var hertugdømmernes hertug.