Antoniegades Politistation gennem 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Et Stykke bevæget Historie.

Paa lørdag er det 25 Aar siden, at Antoniegade Politistation toges i Brug. Jubilæet har en vis aktuel Interesse, idet man for Tiden overvejer at nedlægge St. Kongensgades Politistation og overflytte Mandskabet til Antonegade.

2. Kreds' Hovedkvarter fandtes oprindelig i Pilestræde 32. I 1899 flyttede det til Nr. 63 i samme Gade for endelig den 21. April 1903 at flytte hen i Antoniegade, det gamle Antoniestræde, hvor der den Gang fandtes lige saa mange Børstenbindere samlede, som der nu findes Klædehandlere i Kristen Bernikowsgade.

Den første halve Snes Aar i det nye Hus, som Kommunen havde ladet opføre, var af en meget urolig Beskaffenhed. Den Gang stod Brøndstræde-Kvarteret endnu, og den offentlige Prostitution florerede. I saa at sige hvert eneste af de gamle Huse var der en Beværtning. Ikke en Nat gik hen uden Ballade og Anholdelser, det var strenge Tider for Betjentene.

"Peter Saft" som æselridende Politiassistent.

Adskillige af Kvarterets Bøller indlagde sig herostratisk Berømmelse. Gamle Københavnere vil endnu erindre Navnene "Bræddestablen", "Fløjtedrengen", "Peter Saft" og "Den dovne Dreng". "Peter Saft" var den vennesæleste af de nævnte. Naar man bare gav ham noget at drikke, kunde man faa ham til hvad som helst. En Gang havde man klædt ham ud i en gammel Politiassistent-Uniform, og man havde sat ham op paa et Æsel, idet man havde bundet ham forsvarligt fast, for at han ikke i sin Rus skulde glide ned.

Under vild Jubel red han gennem de smaa Gader, straalende af Spiritus og med naadige Haandbevægelser til alle. Det endte med, at en Betjent tog sig af ham. Af praktiske Hensyn lod Betjenten ham blive paa Æslet, og saadan blev han transporteret til Stationen, ledsaget af et mægtigt Følge.

Det er et af Stationens muntre Minder, men den gemmer naturligvis nok saa mange mørke. Det var til Antoniegade, at Morderen Bulotti blev bragt. Ogsaa Mozart Lindberg blev bragt dertil efter hans Drabsforsøg paa Hotel Kongen af Danmark. Et andet Stykke Drama i Stationens Historie er den store Brand paa d'Angleterre.

Da 47 Værtshuse blev revet ned.

Da Byggeriet ryddede op i den indre By, oprandt de stille Tider for Stationen. Brøndstræde-Kvarterets Nedrivning kostede ikke mindre end 47 Værtshuse Eksistensen. Blandt disse fandtes "Guldgruben", "Det lille Apotek", "Nordpolen" og "Transvaal". De urolige Elementer blev fordrevet til Saxogade og Prinsensgade. Prostitutionens Afskaffelse i 1906 gjorde ogsaa sit til at skabe Ro.

Tilbage paa Skansen.

Af det gamle Mandskab, som var med til at flytte ind i Antoniegade, er der endnu 5 tilbage, nemlig Politibetjentene 297 Oreby, 355 Udby, 471 Andersen, 610 Raun og 224 Christensen. Vi havde i Gaar en Samtale med sidstnævnte. Han fremhævede med Stolthed, at Pilestrædes Station og altsaa Antoniegades var den mest kendte i hele Danmark.

- Der er vel stor Forskel paa gamle Dage og saa nu ? spurgte vi.

- Det er slet ikke til at kende igen, lød Svaret.

Hvis Store Kongensgades Politistation bliver indlemmet i Antoniegades, saa vil der imidlertid atter blive Liv af samme Beskaffenhed som før, for saa kommer Nyhavn og Borgergade ind i Kredsen, og saa er det forbi med Stilheden.

Det bør bemærkes, at der, populære Politiassistent With var den, der havde Ledelsen, da Stationen flyttede fra Pilestræde til Antoniegade, og han forblev paa Skansen til 1925, da han gik af. Nu ledes Stationen af Politiassistent Stamm, bekendt fra en Række store Bedragerisager, i hvilke han fungerede som Anklagemyndighedens Repræsentant.

Torrent.

(København 18. april 1928).

Antonigades Politistation lå i nr. 11.

Politiassistent With. Foto bragt i København 29. september 1925 i anledning af hans 70 års fødselsdag, og dermed også tilbagetræden. Han nåede således at fejre 40 års jubilæum. Han blev ansat som politibetjent 1880, 1885 overbetjent og samme år politiassistent i 7. politikreds. 1887 til 2. kreds i Pilestræde. 12. juni 1924 blev han påkørt af en sporvogn, men dog uden med. Han beskrives her som måske lidt gammeldags.

Politiassistent With siddende i lænestolen - gaven ved hans afsked. Bag ham overbetjent Spettrup. Foto fra Aftenbladet (København) 1. oktober 1925. Withs bror Carl With var kommandant på Christiansø. Broderen Olaf With udvandrede 1887 til Argentina og blev apoteker i Resistencia. Han var også ugift og var flere gange borgmester i byen, hvor en gade er opkaldt efter ham (Olaf With). Han vendte aldrig tilbage til Danmark og døde i 1933. Datteren Ebba With var skuespiller.

Kvinde i Antonistrædet. (Efterskrift til Politivennen)

Omtrent for en tre Ugers Tid siden var der en stærk Sammenstimlen af Folk udenfor et Sted i Antoniestrædet, der, udenfra at domme, var ubeboet. De Forbigaaende bleve bragte til at standse ved klagende Lyd, der syntes at komme fra en Syg, som laa i Forstuen. Da Gadedøren var aflaaset, blev der i en Hast sendt Bud efter Politiet, som lod samme aabne ved Hjælp af en Tang. Man fandt el gammelt Fruentimmer, klædt i Pjalter og i den Grad smudsig, at den tilkaldte Barbeer behøvede lang Tid til at forvinde den Modbydelighed, som dette Syn havde fremkaldt hos ham. Patientinden blev bragt paa Hospitalet, hvor hun efter et Par Dages Forløb afgik ved Døden. Efter hvad vi have bragt i Erfaring, forholder det sig dermed paa Følgende Mande: Huset tilhører tvende Søstre, gamle og saavidt vides, ugifte Fruentimmer, der endog skulle eie flere andre Steder i Kjøbenhavn. De levede i endel Aar sammen og beboede Steder alene, i den strængeste Udelukkelse fra Omverdenen. Forresten vare de ei uden Selskab: i en Etage var der Hunde, i en anden Katte, i en tredie Høns, Fugle etc. etc., kort sagt Noahs Ark med samt sine rene og urene Dyr var saa fuldstændigt repræsenteret, som man vel kunde ønske sig. Uenighed mellem Søstrene bevirkede deres AdskilIelse, og den Sygdom, for hvilken den tilbageblevne bukkede under, gav Anledning til Opdagelsen af denne Eremitbolig. (K. Avert.)

(Ribe Stifts-Tidende 29. november 1855).

Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

Anden Skrivelse

(Fortsat.)

Finder du ikke også at Gothersgade har forvandlet sig, den har butik på butik. Du er jo musikalsk, her i Lohses Musikhandel, den første i København, kan du få alt hvad en musikelsker og dyrker kan ønske sig. Men stop, nu falder det mig ind, for humle, på hvilket instrument du er sand virtuos, haves her ingen musik. Forstår du imidlertid ikke synderligt at spille nutidens yndlingsinstrumenter, guitar og fortepiano, så kan du dog spille - kort. Her i denne lave butik hos Holmblad ser du udstillet dette vigtige middel til at dræbe tiden i særdeleshed i høje kredse. Forfinelse hersker også her, ser du fx de skønne kort er sandt kunstarbejde, de er endog forgyldte på snittet. Hvilke pengebunker vil de ikke sætte i cirkulation på spillebordene. Den fattige bebrejdes at han forsøger sin lykke i lotteriet, hvor han dog kan slippe med en mark, den rige og fremme som sætter hundreder på et kort, dadles ikke, det hører til bon ton. 

Lohse tog sig også af pianofortestemning. Annonce fra Adresseavisen 8. juni 1852. 

Gå nu med mig om i Grønnegade, den omvej lønner sig ved synet af det jeg vil vise dig. Hvad synes du om det tapetpapir som hænger der i vinduerne hos Franckel. Værelser hvis vægge er bedækket med sådanne papirer kan kaldes klassiske. Emnerne til de fremstilede scener er taget af Virgils Æneide, Cervantes' Don Quixotte. Der ser du fx Don Quixotte fægte med vejrmøllerne. Der angriber han en flok får i den tanke at det er den fjendtlige hær. Her ser du ridderens tro våbendrager, den svinepoliske Sancho Pancha (en ægte kopi af en sjællandsk bonde). Fire håndfaste karle leger himmelspjæt med ham, det vil sige, de smider ham ved hjælp af et lagen op i vejret, griber igen i det, og fortsætter denne leg, der morer dem, men ængster Sancho Pancha, indtil de ikke kan orke mere. Tapeter der ligner silke- og fløjlsstoffer, med forgyldning og forsølvning fængsler også her øjet. Skade at alle disse skønne sager er franske produktioner, den danske egenkærlighed såres ved at se hvorvidt vi danske står tilbage for udlandet i denne henseende. 

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at gøre dig opmærksom på en kælder her i nærheden. Over nedgangen står på et skilt skomagermester Jungdahl, men i vinduerne hænger indbydelser fra Fru Fortuna, nemlig lotterisedler. På en seddel til 1 mark udstedes 4 aktier til 6 skilling, altså med 50 procent. Som du kan se her gennem vinduet har denne mand et helt kontorhold. Folk trænges om at få 1/4 lod i en marks seddel. Jeg kan imidlertid underrette dig om at hele byen vrimler af sådanne ekstrakollektører.

Vi går nu op ad Store Grønnegade. Gode ben, vil du barberes, så bor der i Kristen Bernikows Gade lige for os barber Christensen, et mønster for alle barberer. De kender vl nok den anekdote om en af fortidens barberer. Han spyttede nemlig på sæben og gned derpå kunden i ansigtet. På dennes anke om det, svarede barberen "jeg har netop behandlet Dem galant, en simplere kunde havde jeg først spyttet i ansiget og derpå gnedet med sæben." Her finder du derimod en barber som er gået frem med tiden, du kan nemlig her få dit eget håndklæde, din egen sæbe, kniv når du abonnerer i månedsvis. 

"I Sværtegade bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer." (Pilestræde 40 C, Sværtegade 3 er fra 1730 og opført af murermester Gotfrid Schuster. Ombygget 1791. Eget foto, 2016)

Nu er vi i Sværtegade og der bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer. Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Jeg be'r om forladelse, jeg ville have sagt agent Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel. Om det er hans varer eller hans veltalende svende der er skyld i det, ved vi ikke. 

"Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel." (Hjørnet af Pilestræde 35 og Kronprinsensgade 16. Eget foto, 2016).

På hjørnet af Antonigade kan du få kam til dit hår. Du må ikke antage det for en skose til din kone som imellem os sagt rigtig nok besidder lidt Xantippeblod, nej langt fra. Meningen er, her bor stadens mest brillante kammager Cathala. Skulle man tro at et fem alen højt vindue der indtager hele husets front, kan opfyldes med lutter kamme. Det er tilfældet. Taler man om kamme, tænker man uvilkårligt på håret. Du trænger til at klippes og friseres, følg med her om i Klareboderne til frisør Ebbesen. En dygtigere hårkunstner end ham, finder du ikke i København. Han vil snart omskabe dig til en dansk løve (som du ved et pariserudtryk på en herre efter den højeste mode). En smuk frisure bidrager meget til at blive introduceret i et galant hus her i byen. Derfor væk med det nedhængende naturhår. Mens du sidder her under frisørens skabende hånd, vil jeg slutte denne min anden skrivelse. Med næste post mere.

Efterskrift.
Ove Thomsen har i Fyens Avis og efter dette blad Dannevirke taget notits af en ytring i min første skrivelse til dig hvor jeg taler om at negrene i Havana ruller de såkaldte havannacigarer på deres bare korpus og da de ofte er udsatte for hudsygdomme, har vore unge herrer undertiden givet rygningen af disse cigarer skylden for en vis galant sygdom. Hrr. O. Thomsen tilføjer omtrent følgende ord: "Gid underretningen herom måtte sætte en skranke for den overdrevne brug af cigarer." Du ved, kære ven, at jeg er hader af røgtobak, jeg tilføjer derfor et amen til dette ønske hvis opfyldelse ville forhindre at store summer gik op i røg eller ud af landet.

 (Politivennen nr. 1468. Fredagen, den 16 Februar 1844. Side 97-102). 

"De første silke- og klædehandlere på Store Købmagergade er de herrer Westrup, Collin, Kirkegaards efterfølger Hvalsøe, Flensborg, Melbye, Gammeltoft og flere" (Collin holdt til i denne bygning, nu Købmagergade 32. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning.

Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

St. Antonistræde.

Antonigade giver et fuldkomment bevis på hvorledes man i vore dage, i det mindste i København, holder de gamle helgener i agtelse og hvorledes man endnu hos os udvælger sin skytshelgen under hvis vinger man søger tryghed. Den gades skytsengel, den hellige Antonius, var som bekendt plaget af djævelen med vellyst og mange slags kødelige fristelser, hvilke han så fuldstændig undveg og med held overvandt. Det er måske derfor at de allermest gemene skøger har valgt denne gade for under helgenens beskyttelse og ved hans bistand at blive forvandlet til bodfærdige Magdalener. Det er sandelig et skønt syn om aftenen at se disse gade- eller rettere sagt fortovsnymfer marchere frem og tilbage på fliserne af det smalle fortov. Og oven over disse i vinduerne skælder de såkaldte salsdamer ud på dem, fordi de ved at strejfe omkring nedsætter priserne for de andre.

Vil man nu om aftenen passere denne gade, er det en pur umulighed at kunne gå på fortovet. Det har nymferne optaget helt. Man må naturligvis holde midten af gaden hvad enten føret er så eller så, og dog kan man vente at blive lystig udskældt. Kommer nu en stakkels soldat eller andet enfoldigt subjekt gående, da stormer gerne en halv snes af disse kvindemennesker omkring ham, hviner og støjer og siger han dem noget som de ikke vil tåle, da kan han være belavet på en kinarejse i rendestenen. 

Det må uden tvivl være slemt for de fredelige og ordentlige beboere i denne gade. Men det er næsten ubegribeligt at de i så mange år har kunnet udholde et sådant uvæsen. Ingen ordentlig kone eller pige tør her nærme sig vinduet uden at hun jo må frygte for at blive antastet som en skøge og blive anset for en sådan. Skulle man dog ikke engang kunne finde et middel til at anse dette uvæsen om ikke ganske så dog blot så meget at enhver af disse tøjter på det strengeste blev pålagt at holde sig på sit gebet, det vil sige i den forstuedør som var ved deres logi. Det var også ønskeligt om politiet engang imellem klædte sig således at de ikke straks erfarede hvem de var, og ville foretage en tur gennem Antonistræde. De ville da vist more sig over de fortræffelige komedier som spilles her.

(Politivennen nr. 1414. Løverdagen, den 4de Februar 1843. Side 75-77).

En undtagelse fra Ønsket om Offentlighed.

Blandt tidens moderne feltråb danner det om offentlighed med sine forskellige tilsætninger, et af de vigtigste. Vi har hørt flere stemmer for end imod offentlighed. Men en slags er dog deraf som alle ønsker indskrænket: offentlig tilbud af kønsdriftens tilfredsstillelse.. I en hovedstad som København erkender dernæst de fleste at denne odiøse offentlighed ikke ganske kan undgås, men så nødvendigt et onde den end er, kan der dog på mange måder sættes grænser for den, så vidt muligt bør forargelse derved søges forebygget.

Under al denne hemmelighed der hviler over Københavns Politis foretagender - noget der muligvis er mere at rose end at laste og i mange tilfælde er aldeles nødvendigt - er man dog kommet i erfaring om at især den driftige politiassistent hr. Gad har i det sidste år overholdt strengt adskillige påbud der sigter til at gøre skandalen ringere. Også har man formodning om, dels at naturlige ægteskaber tolereres mindre end hidtil, dels at unge piger ikke tillades at drive den skændigste af alle håndteringer. Men - vi bør ikke blive stående på halvvejen for at formindske det onde. Der bør ikke eksistere gader som fortrinsvis er indviet til Venus vulvivaga. Indsenderen tænker herved især på Antonigade og den smalle del af Holmensgade. I den første er kun yderst få huse hvor ikke glædespiger viser sig intra eller extra fenestram, og vil man om aftenen passere dette stræde, støder man på hele grupper af disse ulykkelige væsener der frække som de er og derhos inciterede af spiritus, hvortil de tidligt og så at sige af nødvendighed vænnes, antaster de forbigående og vel også stundom fornærmer disse. Vanskeligt kan det næppe være at få dette stræde renset for både sals- og gadejomfruer. De er tolererede personer, deres rettighed til at føre et utugtigt levned grunder sig på en slags tilladelse som man hvert øjeblik kan ophæve, og derfor endnu mere kan underkaste indskrænkninger. De som således fordreves fra Antonistræde, vil nok finde andre smuthuller. Lige meget når blot ikke en hel gade ofres til usædelighed, og det onde bliver mere adspredt.

Hvad her er sagt om Antonistræde, gælder endnu mere om bordellerne i de lave huse i Holmensgade. Her findes vel ikke denne omflakken og antasten på gaden, men paraderingen i kældervinduer - for andet end kælderetager kan stuerne vel ikke kaldes her - volder at selv børn tidligt gøres og bliver opmærksomme på hvad man måtte ønske blev dem for det første ubekendt. Hvorfor kan bordellerne ikke aldeles udelukkes fra disse kældre? Det er jo sket med en del af dem, og værterne kan jo ikke siges at have købt deres småhuse med rettighed til at der at drive en ussel håndtering. Er det absolut nødvendigt at sådanne værter og gæster eksisterer, da byder dog omhu for andres vel at unddrage dem mere offentligheden, der her sikkert virker i en anden retning end den hvorpå så mange nu råber. Desuden er der intet spørgsmål om at så snart Venus vulvivaga bandlyses fra den smalle del af Holmensgade, den ene rønne derefter den anden vil blive ombygget til anselige huse. Gadens linje vil da blive forandret, og hvad der kun kan ventes opnået efter ulykkestilfælde, vil da af sig selv komme i orden.

Dette vigtige synspunkt hvorved selve gaden vil tabe sit vansirende udseende, håber indsenderen måtte ikke så lidt tale for at hans forslag skænkes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 1140, løverdagen, den 4de November 1837, side 683-686)

Bremerholm er et levn fra Holmensgade, som den skiftede navn til efter at Ulkegade var blevet berygtet pga. prostitution. Disse huse er alle fra efter bybranden i 1795 (slutningen af 1700-tallet), og eksisterede altså på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Klage fra Christenbernicovstrædet.

Hr. Udgiver!

Efter at for et par år siden i Deres blad var indført en anke over Antonigades mange logerende fruentimmer, der ikke alene paraderede i vinduerne, men også anholdt folk på gaden, forsvandt straks derpå den største del af disse. Men nu har igen en del af sådanne atter taget ophold i denne gade, til stor ubehagelighed for dens beboere. Dog har et langt større antal af disse natnymfer fundet tilhold i Kristen Bernikows Gade, især af den del fra Antonistræde til Østergade. Her søger de både fra vinduer og fra gaden at lokke mandfolk til sig, fornærme dem som forsmår deres indbydelse og opvækker forargelse ved deres ublu adfærd. Anmelderen som har det uheld at have nogle af disse skabninger lige overfor sig, vover ikke at lade sine næsten voksne døtre komme nær til vinduet for at de ikke skal udsættes for fornærmelse af dem. Mange honnette personer undser sig for at gå gennem gåden for ikke at få skin af at besøge disse væsener, hvorved de næringsdrivende borgere taber i deres erhverv. Vist nok må disse kvindfolk have et opholdssted, men det bør ikke tillades dem at opholde sig i mængde i en så befærdet gade som den her nævnte der endog støder til en hovedgade hvorfra man om aftenen ser dem hente deres rov.

(Politivennen nr. 1109, Løverdagen, den 1ste April 1837. Side 202-203)

Aabent Brev til Herr Major Fogh.

Min tjenestepige som tilbringer nætterne hos sine forældre og hvis kernesunde udseende mærkeligt tabte sig dag for dag, fortalte mig på min forespørgsel om grunden til denne forandring, under tårer, omtrent følgende:

"Mine forældre (arbejdsmand Jens Andersen og kone) som boede hos major Fogh i Borgergade, blev for nyligt af denne mand jaget ud for resterende husleje: 36 skilling (!!!) og majoren tilbageholdt til sikkerhed for sit tilgodehavende blandt andre ting flere stykker af deres få sengeklæder, så at de nu kun har så meget tilbage at min tre et halvt årige søster kan beskyttes af det mod nattens kulde. Mine forældre og jeg derimod må tilbringe natten enten siddende på en stol eller liggende på det bare gulv. Det værste for mig er at majoren i samme anledning har tilbageholdt alt mit tøj, nemlig en ny sort hvergarnskjole, en gammel brun merino ditto, en ny særk, et par sko, et forklæde og et halstørklæde. Så at jeg for ikke aldeles at forkomme af kulde, må tilbringe natten i mine klæder der på grund af det fugtige vejr ofte er gennemblødte."

I den anledning må jeg opfordre hr. majoren til offentligt at oplyse hvorvidt ovenstående piges fortælling grunder sig på sandhed eller usandhed. Er det første tilfældet, tilbyder jeg at betale de skyldige 36 skilling for den ulykkelige familie og finder det da passende at en sådan handling som er af mere tyrkisk end kristelig natur, bringes til offentlig kundskab. Er derimod det sidste tilfældet, skal pigen som da farer med usandhed, forlade sin kondition. Indtil lys er udbredt over denne sag, tilegner jeg mig efter vejviserens titulaturanvisning.

min højædle og velbyrdige herres
Jacob Behrend.

(Politivennen nr. 1093, Løverdagen, den 10de December 1836. Side 799-801) 

Annonce for nr. 1088 i Adresseavisen, 4. november 1836.

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 1093, 10. December 1836. Side 799-801, K. Kristensen i Politivennen nr. 1096, 31. December 1836. Side 844-847 og i Politivennen nr. 1097, 7. Januar 1837. Side 6-9.

Bogtrykker Jacob Behrend, Møntergade 43 optræder i Krak 1831. Der kan være tale om bogtrykker Carl Jacob Behrend (1803-46). I 1826 havde han opnået bogtrykker-privilegium. I 1831 måtte han af økonomiske årsager opgive. Derefter levede han af at skrive lejligedsdigte og gadeviser. Han er mest kendt som "maskinstormer" i protest mod hurtigpressen 1835. Her på bloggen for sin satiriske vejviser.

Major R. v. Fogh, Borgergade 165 (1859 Borgergade 79 - adressen eksisterer ikke længere) optræder ligeledes i Krak 1831. Han skrev i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 30. december 1836:

Major Kristensen, der saa villig optog Angrebet mod mig i "Politivennen" Nr. 1093, har derimod, mod hans gjentagen Løvte og efterat han havde havt mit Svar i 4 Dage, behaget at nægte Optagelsen af min Retfærdiggjørelse. Dette lader jeg blot vidne om hvad "Politivennen" og dens udgiver, egentligen ere, idet jeg herhos underretter om, at mit Svar nu allene er at læse i "Sandhedsfakleen" nr. 142 og 143.
R. v. Fogh

Foghs ven Krigsassessor H. J. Hald, Christianshavn, Prindsensgade 308. Exam. Juris og Fuldmægtig P. R. Hadsteen, Dronnings Tværgade 340. Han havde ellers indtil 1834 udgivet Politivennen. Men I Kjøbenhavnsposten 21. marts 1834 kunne man læse at Hald ønskede at starte sit eget blad:

Hr. Krigsassessor H. J. Hald, der som Bladredacteur er Almenheden bekjendt fra hans Redaction af Ugeskriftet "Politievennen", som han en Tidlang førte for dette Blads Udgiver, Hr. Major Kristensen, agter fra 1ste April d. A.at udgive et Blad paa sit eget Forlag. Annoncen derom lyder som følger: "I det Haab, at Almeenheden velvilligen vil understøtte mit Forehavende, agter jeg, fra førstkommende 1ste April, paa mit eget Forlag, at udgive et Blad efter samme Plan og af samme Indhold som "Politievennen" og "Raketten", saaledes som sidstnævnte Blad (med visse Modificationer) i sin Tid var. Hver Tirsdag tilbringes Abonnenterne 1½ Ark, smukt udstyrede saavel med Hensyn til Papiir som Tryk, for en fjerdingaarlig Betaling af 9 Mk., der erlægges i Løbet af den sidste Maaned i qvartalet. Bidrag, som egne sig fra Bladet, modtages med Erkjendtlighed paa min Bopæl - Magstræde No. 24, 2den Sal over Gaarden - hvor Subscription tillige modtages. - Da Barnet (Bladet) endnu ikke har været i Kirke, ja end ikke er hjemmedøbt, saa forbeholder jeg mig nærmere at opgive Navnet, hvorledes jeg bemærker, at enhver, der maatte ville levere Bidrag, eller subscribere, behageligst vil adressere sig til mig saaledes: "Til Redacteuren af det endnu udøbteBlad."

Og 8. maj 1834 kunne man læse om hans nye blad Sandhedsfaklen i Dagen:

Et nyt Ugeskrift begyndte 1ste April under Titel: "Sandhedsfaklen", af Krigsassessor H. J. Hald. Det har Mottoet efter Lichtenberg: "Det er umuligt, med en tændt Fakkel i sin Haand at gennemvandre en stor Folkemasse, uden hist og her at svide et Haar, eller vel endog en heel Bukkel." Udgiveren lover: "efter Evne at bestræbe sig for at vedligeholde en anstændig skjøndt frimodig Tone, og at fjerne det Gemene og Pøbelagtige." "Efter Fleres Raad og Tilskyndelse vil han af og til meddele Udtog af saadanne nye Anordninger, der gribe ind i det daglige Liv og de borgerlige Forhold, samt tillige opfriske saadanne ældre Lovbestemmelser, som dt maatte kunne interessere den danske Statsborger i Almindelighed og den kjøbenhavnske Borger i Særdeleshed at have nøie Kjendskab til, ligesom han og agter at meddele mærkelige Retsdomme, Kjendelser og deslige, alt for saavidt slige Meddelelser kunde tjene til at oplyse Lægmand om hans Pligter, Rettigheder og øvrige Forhold."

Sandhedsfaklen udkom indtil 1866. Undervejs ikke uden retssager:

Commissair Fogh, Redacteur af Bladet "Sandhedsfaklen", er for Sigtelser imod Assessor i Criminalretten Etatsr. Gudenrath, hvem han har beskyldt for Uretfærdighed, for at tage Personsanseelse for Retten, for falsk Protocoltilførsel og navnlig for ulovlig Behandling af og Tortur imod Arrestanter; af Hof- og Stadretten idømt 8 Maaneders Fængsel og Sagens Omkostninger. Beskyldningerne kjendtes døde og magtesløse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1861).

Sager om lejere kunne ifølge Kjøbenhavnsposten den 17. april 1834 udvikle sig ganske tragisk:

I Sundby-Øster paa Amager forefaldt i Tirsdags (Flyttedagen) en rædsom Begivenhed. En der boende fattig Skomager, der skulde flytte fra den Leilighed, han beboede, og, ude af Stand til at betale den skyldige Leie, ikke saae Udveie til at frelse sit ringe Bohave, fattede det fortvivlede Forsæt at tage sig og sine tre Børn af Dage, hvilket han iværksatte ved om Natten at anlægge Ild og indebrændte sig og Børnene. Ganske tidlig Tirsdag Morgen vakte et af Børnenes Skrig Opmærksomhed; man trængte ind i Huset, og fandt Faderen og de tvende af Børnene livløse. Det tredie Barn (efter Forlydende 7 Aar gl.) frelstes og blev bragt paa Hospitalet. 

Udskrivt af en Landsoverrets- samt Hof-og Stadsrets-Dom.

I anledning af det i dette blads nr. 782 indførte stykke med overskriften: "Nogle sandhedsord til seks af Antonigades husejere" blev undertegnede indstævnet af skræddermester Waleurs fraskilte hustru som nedlagde den påstand over mig som efterstående dom udviser, og man vil af dommen behageligst erfare udfaldet.

A. Holmboe.

Udskrift
af
Dom-protokollen
i
Den kongelige Landsoverret
samt
Hof- og Stadsret
i København

År 1831 den 20. juni blev i sagen skræddermester Waleurs fraskilte hustru
kontra
Skræddermester Holmboe
afsagt følgende 

Dom

Nærværende sag har citantinden skræddermester Waleurs fraskilte hustru anlagt imod indstævnte skræddermester Holmboe, i anledning af et af ham i bladet Politivennen indført stykke, hvori han ved at påanke adskillige uordener i Antonigade på grund af de samme sted logerende fruentimmer, samt ved at berette at den rige ejerinde af huset nr. 225 i nævnte gade, har såvel dette sit hus som et hende tilhørende hus i Pilestræde lige for Antonigade, opfyldt med offentlige fruentimmer, benævner nævnte ejerinde hvilken det er in confesso at være citantinden som en skamløs kvinde.

Den således om hende brugte udladelse har citantinden idet hun benægter at have udlejet noget lokale til offentlige fruentimmer, eller at være vidende om at sådant er sket af husbeboerne, påstået mortificeret og indstævnte derfor med mulkt anset, samt tilpligtet at betale hende sagens omkostninger, hvorimod indstævnte som mener at have haft føje til hvad han om citantinden har fremført, har påstået sig for hendes tiltale frifundet og hos hende tillagt sagens omkostninger

Ved det af indstævnte erhvervede tingsvidne må anses til fulde godtgjort at nævnte huse har flere år hvori citantinden har ejet dem, og navnlig på den tid den påankede bekendtgørelse fandt sted, været tilholdssted for offentlige fruentimmer som samme sted har drevet deres uvæsen, ligesom det dertil er under tingsvidnet af 2 vidner forklaret at urolige fruentimmer, mens citantinden boede i det ene af husene, har været indlogeret i samme etage som hun selv boede, og af et 3. vidne at opsigten over den lejlighed der var indrømmet nævnte fruentimmer, blev varetaget dels af citantinden selv, og dels af en anden som havde lejet det til samme brug, så er de også i betragtning af den lange tid hvori hendes huse på foranførte måde har været benyttet, og den offentlighed hvormed dette er sket, uantageligt at det for så vidt hun ikke selv måtte have indtaget løsagtige fruentimmer, skulle have været uden hendes vidende og minde at sådant var sket af de hos hende boende lejere.

Men hertil kommer endnu at indstævnte i sit under sagen fremlagte sidste indlæg har observeret at der mellem citantinden og en på første sal i det ene af husene, nu såvel som da den påankede bekendtgørelse fandt sted, boende lejerinde eksisterer en kontrakt ved hvilken citantinden skal have forpligtet sig til ikke så længe nævnte lejerinde bor der og har logerende fruentimmer, at have andre sådanne i huset, hvilken kontrakt han derfor har provokeret hende til at fremlægge uden at hun har efterkommet provokationen eller fremsat nogen speciel benægtelse med hensyn til det angivne indhold af kontrakten.

Der må som følge heraf antages virkelig at eksistere en sådan kontrakt, hvorefter citantinden har bortlejet nævnte salsetage til derpå at holde logerende fruentimmer, hvortil den vedføjede indskrænkning indeholder yderligere bekræftelse ffor hvad som oven bemærket af vidnerne er bevundet om at citantinden også selv befatter sig med at indtage urolige fruentimmer in sine lejligheder.

Da nu et forhold hvorved nogen på en sådan måde som i nærværende sag må anses oplyst, befordrer usædelighed og fører sig samme til fordel må kunne siges at være i sædelig henseende skamløst, og det efter bekendtgørelsens indhold således som in specie også citantinden selv, efter sin procedure, har forstået den, må antages at indstævnte ved at benævne hende for en skamløs kvinde, blot har sigtet til det ommeldte af hende der ikke har modsagt bekendtgørelsens anbringende om at hun er en rig kone, udviste forhold med at indrømme sine huse til brug for offentlige fruentimmer derr på en for gadens anstændige beboere anstødelig og forargelig måde giver sig til pris, så vil hans påstand om at tillægges frifindelse for hendes tiltale være at tage til følge.

For så vidt enhver af parterne har gjort påstand om at tilkendes processens omkostninger, bemærkes at den omstændighed at indstævnte ikke ved sagens sidste foretagelse i forligelseskommissionen har givet personlig møde, ikke kan bevirke at citantindens i nysnævnte henseende fremsatte påstand tages til følge, eftersom citantinden blot har ladet anføre at indstævnte på grund af den ommeldte udeblivelse ikke skulle kunne betale processens omkostninger, men ikke udtrykkeligt opfordret ham til at godtgøre lovligt forfald, hvilket bevis han derfor ikke kan anses at have været pligtig a tilvejebringe. Med hensyn hertil og efter sagens øvrige omstændigheder ville processens omkostninger være at ophæve.

Det til sagen hørende stemplede papir har rigtigt her ved retten været brugt.

Thi kendes for ret.

Indstævnte skræddermester Holmboe bør for citantinden skræddermester Waleurs fraskilte hustrus  tiltale i denne sag fri at være.

Processens omkostninger ophæves.
Udskriftens rigtighed bekræfter
Justitskontoret i den kongelige landsover- samt Hof- og Stadsret i København den 22. juni 1831.

Hoff.

(Politivennen nr. 810, Løverdagen den 9de Juli 1831, s. 482-487)

Nogle Sandhedsord til sex af Antonistrædets Huuseiere.

Nyligt fremsattes fra flere af Antonigades beboere det ønske at en højst nødvendig grænse måtte blive sat for de længe tålte, men til sidst til den højeste grad drevne uordener der har deres oprindelse i seks af gadens husejeres inhumane fremgangsmåde, idet de har indrømmet deres huse til bopæl for en betydelig del logerende fruentimmere.

Anmelderen skulle ikke her have opløftet sin stemme hvis det siden den tid forefaldne havde kunnet give formodning om der dog var truffet nogle foranstaltninger til lettelse for gadens honnettere beboere. Men alt viser desværre at Antonistræde er og bliver den samme. Som før kan og ingen nu passere gaden om aftenen uden at udskældes, og ve den der da ville vove at påtale sådant. - I kælderen under huset nr. 236 har dannet sig en af trøjeklædte karle, gud ved til hvilket klasse henhørende, sammensat klub der på første vink af en skøge er rede til at begive sig ud på gaden for at overfalde og skamslå enhver der vil ytre harme, når de af et logerende fruentimmer udskældtes, spyttedes i ansigtet eller oversloges med rendestensskarn. Det er da naturligt at gadens beboere mest derfor udsættes. For disse er jo ofte i forretninger nødsaget til at begive sig ud af huset om aftenen, og hvem tør vel under sådanne omstændigheder vove dette, især hvilket fruentimmer? For ikke at tale om at man om dagen ikke tør lade sig se ved vinduet af frygt for af de lige overfor og ved siden af sig poterede salsdamer at sig sig udvrænget, eller på andre højst uanstændige måder bespottet. Er dette tilfældet om dagen og aftenen, så svarer også natten fuldkommen dertil. For slagsmål og rædselsskrigen vedvarer uafladeligt, og et så alvorligt spektakel fandt sted natten mellem den 18. og 19. december at gadens vægter fandt sig nødsaget til ganske imod sin sædvane, at bringe to af disse skøger på politikammeret omtrent klokken 1 om natten, ja han måtte endog høre - hvad han rigtig nok ikke for første gang har hørt - at han kun slog dem fordi de ikke havde tjent nok, til også at fylde halsen på ham.

At en sådan udlejen af butikker til offentlige fruentimmer vist nok er meget fordelagtig for dem der afgiver sig hermed, er soleklart, når man blot tænker sig de uhyre afgifter som de ulykkelige faldne uden selv at høste andet end deres helbreds og hele timelige vels fortabelse, dagligt må udrede for at mætte griskheden hos den hele skare af ejere og lejere der afgiver sig med denne smudsige næringsvej. Men er den også lige så ærefuld, er det humant af lav egennytte, således at genere og forvolde det mere end to gange større antal af anstændige familier så megen ulempe. Af en så skamløs kvinde som den rige ejerinde af huset nr. 225 der også har opfyldt sit i Pilestræde lige for Antonistræde beliggende hus med offentlige fruentimmer, hvilke for det meste vælger Antonigade til deres tumleplads, kunne man vel ikke vente sig andet, lige så lidt som af den stadens politi bekendte israelitiske ejer af stedet nr. 235 der dog af det mosaiske trossamfund er tilstået fri bolig i en af dets stiftelser, måske fordi staklen da ikke længere skal behøve at lide noget ved at bo i samme gade, ja endog i hus med de skøger han har udlejet sine værelser til. Men at mænd som ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade nr. 243 og ejeren af huset nr. 241 der gør påstand på agtelse, og hvoraf oveni købet den ene er oldermand, den anden bisidder i de store håndværkslaug, hvortil de hører, ikke har taget i betænkning at udvælge deres medbeboere til syndebuk for deres interesse, vare mere end anmelderen havde ventet. Var det den sidst nævnte ejer af n. 241 da ikke nok at han ved i sit sted i Regnegade (til lykke for dens beboere at han der dog kun har en kollega) at handle på lignende måde, allerede i flere år faldt denne gades beboere til besvær, mens han selv, nedlæggende sin borgerlige håndtering, på sit 3. ved Østerport beliggende ret smukke med have forsynede sted, nyder alle de bekvemmeligheder som dette kan skænke, i uforstyrret fred og ro, og mener de måske begge at ligesom de ved ikke selv at bo i gaden, er fritaget for selv at lide noget under følgerne af deres og konsorters opførsel, også er fritaget for de retfærdige klager som Antonigades andre beboere med så megen føje kunne udbryde i over deres fremfærd.

Man anmoder dem derfor endnu en gang alle seks om at træffe foranstaltning til genoprettelse af den forstyrrede orden ved fx at forbyde disse nattesværmersker gadedørsnøglen og at sidde for vinduet. Ligesom han også vover at anråbe stadens politi om at skænke Antonigade sin opmærksomhed, for der forefalder optrin som anordningerne ingenlunde hjemler.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s.831-836)

Antonigade i den ende hvor de omtalte begivenheder fandt sted. Af bygningerne eksisterer der formentlig ikke nogen. Men de viste giver måske et indtryk. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Antonigade 236 blev 1901 til Antonigade 7, og en del af komplekset Antonigade 3-9/Gammel Mønt 1-11/Pilestræde 26-28 og 34. Det samme gælder Antonistræde 235 blev til Antonigade 5. Antonistræde 225 blev 1902 udlagt til offentlig gade, det samme som formentlig også skete med 241 og 243, eventuelt det først omtalte kompleks.

I en bekendtgørelse i Politivennen nr. 784, 8. januar 1831, s. 40 dementeres at ejeren af nr. 235 skulle have bopæl i en af de to stiftelser for fattige af det mosaiske samfund. Han boede i Sølvgade.

Den "skamløse kvinde" i nr. 225 anlagde sag - hvilket hun ikke fik noget ud af, hvilket fremgår af Politivennen nr. 810, 9.august 1831, s. 482-487.

Mere fra Antonistrædet.

I dette blads nr. 778 er rimeligvis fra nogle af Antonistrædes beboere, ført anke over de uordener og den ulempe det medfører at et antal skøger der på den seneste tid har opslået deres bopæl i denne gade. Allerede var det anmelderens beslutning at klage over dette, for også han har som der i mange år bosat, ofte haft god grund til at klage over de ubehageligheder man som følge heraf hele tiden ser sig udsat for, da han i dette blad så sig forekommet, men uagtet måske enhver videre anke for øjeblikket er unødvendig, tror han det dog, skønt ganske enig med indsenderen af stykket: "Ønske om en lille renselse i Antonistrædet", ikke overflødigt, endnu desangående her at tilføje nogle bemærkninger.

Ikke fem ejere som det i den annonce er anført, har Antonistræde at takke for alle disse onder. For ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade har også for ikke længe siden indkvarteret i sit hus en slump af disse fruentimmer, ja næsten flere end nogen anden af sine kolleger, og således tæller da Antonistræde nu seks sådanne offentlige anstalter. Vel har ejeren af dette hus hidtil forskånet gadens øvrige beboere for illumination og røde gardiner, men om han endnu besidder så megen humanitet at han, af agtelse og skånsel mod sine mangeårige medbeboere i denne gade, vil ophøre med en fremgangsmåde som han mindre end måske nogen af gadens øvrige husejere har trang til at anvende og så lidt anstår ham, vil tiden vise.

Ikke alene ser man sig udsat for de i Antonistræde egentlige hjemmehørende skøgers excesser, men også fra Pilestræde såvel som Kristen Bernikows Gade begiver disse væsener sig for det meste til Antonistræde der allerede har mere end nok, og alt for meget i sin egen del. Ikke nok med at disse ligesom de i Antonistræde hjemmehørende, besætter fortovet og uden forskel, enten selv eller ved deres trøjeklædte hjælpere hvorpå det sædvangvis ikke fattes dem, forhåner og støder ethvert forbipasserende fruentimmer i rendestenen, ligesom også ethvert mandfolk der ikke vil føje sig efter deres ønsker. Men disse indvandringer forårsager også da så manges interesse ikke vel lader sig forenes på et sted, nedsættelse i prisen, og dette giver igen anledning til indbyrdes klammerier og slagsmå mellem disse fruentimmer, hvilke ofte indtræffer midt om natten, og i forening med den hvinen og skrigen hvorpå det ved sådanne optrin sjældent mangler, ikke tillader beboerne at nyde nogen nattero. At Antonistræde skal lide så meget af de der hjemmehørende skøger, er allerede hårdt nok, men at andre gaders skulle forøge disse lidelser, synes anmelderen dog at være for hårdt, og såre ønskeligt ville det derfor være, og disse fruentimmer blev tilholdt at forblive i de gader hvor de hører hjemme og fritage Antonistræde for deres besøg.

At forlange af sexumviratet der så grumt har belagt Antonistræde med en så slem indkvartering at det af skånsel imod deres medborgere, skulle ophøre i denne gade med en fremgangsmåde der i så mange henseender medfører så megen ulempe for disse, vil anmelderen ikke engang kræve, da han ikke formoder humanitet nok hos dem til at føje sig efter hans, og sikkert et ønske fra enhver der er bosat i denne gade. Men rimeligvis tror han at kunne kræve af dem at de ved at tilholde de i deres huse værende logerende fruentimmere fred og rolighed, nogenlunde letter de ubehageligheder deres adfærd har bragt over andre, ligesom han for øvrigt forener sin bøn med de ham ubekendte indsendere af de foregående stykker om denne genstand, til høje ansvarlige om i nåde at se ned til det så slemt medtagne Antonistræde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 789-792) 

Foto fra Antonistræde. Meget senere end de beskrevne begivenheder, men husene giver måske, måske ikke et visuelt indtryk af strædets udseende.

Sct. Antonistræde.

Hvorledes helgenes anseelse endnu vedligeholder sig, endog i Danmark, tror jeg at se et tydeligt bevis på i Antonigade. Det er bekendt at den hellige Antonius især plagedes af djævelen med mange kødelige fristelser som han med temmelig held overvandt eller undveg. Formodentlig er dette årsagen hvorfor en mængde stue- og salshetærer og en endnu større mængde gadeværmersker bosætter sig i helgenens stræde for under hans bestyrelse og ved hans bistand at blive bodfærdige magdalener.

Man kunne tro at så nær ved hinanden beliggende etablissementer skulle gøre hverandre skår i næringen når man ikke havde erfaringsbevis for det modsatte i den fordums Ulkegade og - sans comparaison i galanterihandlen på Østergade. Det bliver en merkantilistisk-historisk opgave at udfinde faderen til denne nærmelseside.

(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 780-781) 

Ønske om en lille Renselse i Antonistrædet.

I løbet af de sidste år er Antonistrædet blevet opfyldt af et dagligt voksende antal skøger. Og deres antal som deres ekcesser synes nu at have nået sin højeste spids. Især er næppe aftenen indtrådt så er al orden her ophørt. Og de beboere som måske ofte i højst nødvendige forretninger nødes til at gå ud af huset, den søn eller datter der vil begive sig til sine forældres bopæl i denne gade kan vente at se sig overøste med forhånelser og skældsord. Ja endog mishandlede af disse væsener. Opløb, skrigen og hvinen forstyrrer beboernes nattero og håndværkeren eller forretningsmanden i denne gade kan ikke længere nyde en ofte højst nødvendig nattesøvn fordi han ro forstyrres af skøger der i Antonistræde synes at have fundet det hidtil savnede fristed. Og dette er dog ikke de eneste heraf flydende skadelige følger for gadens øvrige beboere der tæller så mange agtværdige borgere der har boet der i mange blandt sig.

Mens fem husejere i denne gade drager en uhyre leje af deres værelser uden at bekymre sig om de skade deres egennyttighed forårsager gadens øvrige mere end tredobbelt så store antal husejere, kunne disse nu ikke heller længere bortleje deres værelser, fordi få vil bo i en så berygtet gade som denne. At ejendommene i denne gade i samme grad må tabe i værdi, er en selvfølge. Og næppe kan gadens husejere længe udholde således at have deres lejligheder stående ledige. Og det er da nu kommet så vidt at når grænser ikke sættes for dette uvæsen, da de kun har valg mellem ruin og skændsel.

Hvorvidt at grænser kan sættes for det, ved anmelderen ikke. Men skulle det være sandhed hvad han har hørt at det er disse skabninger forbudt at vælge gaden til deres hverveplads eller sidde for vinduet med lys, håber han ved her at gøre opmærksom på dette så længe dreven uvæsen at se samme hæmmet. I det mindste således at gadens beboere atter kan nyde samme fred og rolighed som vort årvågne politi har sikret stadens øvrige beboere, men som man så længe her har måtte savne.

(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 774-776)

"Bergamotter, Bergamotter 4 Sk. en Snees; Carviner - Carviner, faa Pærer - Pærer 4 Sk. en Snees."

Så højrigtigt at det må synes at enhver i sin erhvervsgren søger på bedste måde at virke sig til gavn og andre ikke til skade, så ofte kan det dog ved enkelte lejligheder falde andre til besvær, om just ikke til skade. Fx findes på hjørnet af Antonigade og Kristen Bernikows Gade fra mørkets begyndelse indtil langt ud på aften to udmærket højrøstede frugthandlersker som hele tiden af fuldeste hals - ude ophør - udskriger deres ovennævnte frugter til salg.

Indsenderen der bør tæt i nærheden, hører til den klasse der skal arbejde med pen, og følgelig kræves dertil i det mindste mere ro end den vist anordningsstridige adfærd tillader. Endog kun simpelt, uden hovedanstrengende arbejde at opholde sig i værelser i den strækning hvor den utålelige øreskurrende lyd forplanter sig, er højst pinefuld. Det må dog derfor synes rimeligt at dette virkelige uvæsen blev hævet. Da man ikke tør antage at beboerne af Antonigade, Kristen Bernikows Gade og omliggende gader skal have mindre krav på nydelse af almindelige ro, end beboerne i ethvert andet af byens kvarterer, hvor efter anmelderens overbevisning sådan uskik er hævet.

(Politivennen nr. 724, Løverdagen den 14de November 1829, s. 747-749)

Drengeuorden

Om aftenen fra kl. 6 til henimod 9 samler der sig i Antonigade en flok drenge som der driver deres spøg på en for beboerne meget kedelig måde. Denne spøg består i en rædsom hujen og skrigen, skælden og smælden så at man ikke kan få ørenlyd i husene. Taler man til dem og formaner dem til ro, bliver disse skalke argere end før. Ja det er endog sket at en sådan rolighedsprædikant har fået sin stuedør slået op og et stykke brænde kastet efter hans hoved til salær for hans forelæsning. Gadens beboere ville være meget taknemmelig for den som kan udspekulere et brugbart middel mod dette onde.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 315-316).

Vink til forhenværende Skrædder Holmbo.

Hr. Holmbo gøres opmærksom på at når han lader sit tag til gaden rense eller istandsættes, så forpligtes han efter anordningerne til ved begge ender af det af hans huse som er under reparation, at sætte lægter eller lignende, så de forbipasserende kan varsles. At Holmbo enten må være uvidende om sådan forpligtelse, eller i det mindste anse sig fritaget for at efterkomme samme, bevises af følgende faktum.

Den 29. maj i år om morgenen klokken halv seks så indsenderen at en murersvend kom ud gennem et kvistvindue på Holmbos hus nr. 228 i Antonistræde. I hånden havde han en stang som han gav sig til at rense taget med for løse kalkstykker og anden urenlighed. Ved huset var ikke anbragt en, endsige to afvisere eller mærker.

Naboens nr. brændevinshandler Wagners tjenestepige som just kom gående med en kurv fuld af hvedebrød, fik den første ladning oven på brødet. Indsenderen som bor overfor, råbte derfor over til svenden at der ingen afviser var sat ved huset, hvortil denne svarede "at alt hvad han rev ned fra taget, faldt i tagrenden". Da man imidlertid berettede ham om tilfældet med hr. Wagners pige, pikkede han med stangen 3 til 4 forskellige gange på taget for at få Holmbo - som befandt sig på loftet - i tale. Men da ingen Holmbo indfandt sig, fortsatte han uden videre med det arbejde han var blevet pålagt. Og nu først regnede en betydelig del kalkstumper mm ned. Dels i tagrenden, dels fra dennes rand ned på gaden. 

Hele forretningen stod på i omtrent 10 minutter og indtraf heldigvis herved ingen videre ulempe, fordi kun få folk befandt sig så tidligt på gaden. Men det besynderligste var at efter at svenden var blevet helt færdig med rensningen, blev en lille stok af omtrent 1½ alens længde sat fra huset ud mod de brede fortovssten. For hvilken man imidlertid havde så lille ærbødighed at den første forbigående med forsæt rørte den med foden så den faldt om. Denne mangel på agtelse må sandsynligvis have grundet sig i at det ikke kunne falde ham ind at en sådan pind stod der ex officio.

I de tilfælde der skulle være bestemt nogen mulkt for forsømmelse af ovennævnte pligt, da skal det inderligt fornøje indsenderen at erfare at en sådan mulkt er blevet pålagt Holmbo. Og til bevis for at denne mener det redeligt, så tilbyder han skønt han ikke er 1/10 så rig som Holmbo, at lægge 1/4 af en sum lige med den som bliver pålagt husejeren, forudsat mulkten ikke overstiger 10 rigsbankdaler sølv. Ligesom han også i ethvert tilfælde samtykker i at udgiveren af Politivennen, S. T. hr. major K. Kristensen oplyser Holmbo om hvem indsenderen er, ifald han skulle spørge om det.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 345-348).

Redacteurens Anmærkning

Antonistræde 228 blev i 1859 til Antonistræde 12 og i 1901 til Antonigade 12. Hverken huset eller adressen eksisterer længere.