10 marts 2024

Antoniegades Politistation gennem 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Et Stykke bevæget Historie.

Paa lørdag er det 25 Aar siden, at Antoniegade Politistation toges i Brug. Jubilæet har en vis aktuel Interesse, idet man for Tiden overvejer at nedlægge St. Kongensgades Politistation og overflytte Mandskabet til Antonegade.

2. Kreds' Hovedkvarter fandtes oprindelig i Pilestræde 32. I 1899 flyttede det til Nr. 63 i samme Gade for endelig den 21. April 1903 at flytte hen i Antoniegade, det gamle Antoniestræde, hvor der den Gang fandtes lige saa mange Børstenbindere samlede, som der nu findes Klædehandlere i Kristen Bernikowsgade.

Den første halve Snes Aar i det nye Hus, som Kommunen havde ladet opføre, var af en meget urolig Beskaffenhed. Den Gang stod Brøndstræde-Kvarteret endnu, og den offentlige Prostitution florerede. I saa at sige hvert eneste af de gamle Huse var der en Beværtning. Ikke en Nat gik hen uden Ballade og Anholdelser, det var strenge Tider for Betjentene.

"Peter Saft" som æselridende Politiassistent.

Adskillige af Kvarterets Bøller indlagde sig herostratisk Berømmelse. Gamle Københavnere vil endnu erindre Navnene "Bræddestablen", "Fløjtedrengen", "Peter Saft" og "Den dovne Dreng". "Peter Saft" var den vennesæleste af de nævnte. Naar man bare gav ham noget at drikke, kunde man faa ham til hvad som helst. En Gang havde man klædt ham ud i en gammel Politiassistent-Uniform, og man havde sat ham op paa et Æsel, idet man havde bundet ham forsvarligt fast, for at han ikke i sin Rus skulde glide ned.

Under vild Jubel red han gennem de smaa Gader, straalende af Spiritus og med naadige Haandbevægelser til alle. Det endte med, at en Betjent tog sig af ham. Af praktiske Hensyn lod Betjenten ham blive paa Æslet, og saadan blev han transporteret til Stationen, ledsaget af et mægtigt Følge.

Det er et af Stationens muntre Minder, men den gemmer naturligvis nok saa mange mørke. Det var til Antoniegade, at Morderen Bulotti blev bragt. Ogsaa Mozart Lindberg blev bragt dertil efter hans Drabsforsøg paa Hotel Kongen af Danmark. Et andet Stykke Drama i Stationens Historie er den store Brand paa d'Angleterre.

Da 47 Værtshuse blev revet ned.

Da Byggeriet ryddede op i den indre By, oprandt de stille Tider for Stationen. Brøndstræde-Kvarterets Nedrivning kostede ikke mindre end 47 Værtshuse Eksistensen. Blandt disse fandtes "Guldgruben", "Det lille Apotek", "Nordpolen" og "Transvaal". De urolige Elementer blev fordrevet til Saxogade og Prinsensgade. Prostitutionens Afskaffelse i 1906 gjorde ogsaa sit til at skabe Ro.

Tilbage paa Skansen.

Af det gamle Mandskab, som var med til at flytte ind i Antoniegade, er der endnu 5 tilbage, nemlig Politibetjentene 297 Oreby, 355 Udby, 471 Andersen, 610 Raun og 224 Christensen. Vi havde i Gaar en Samtale med sidstnævnte. Han fremhævede med Stolthed, at Pilestrædes Station og altsaa Antoniegades var den mest kendte i hele Danmark.

- Der er vel stor Forskel paa gamle Dage og saa nu ? spurgte vi.

- Det er slet ikke til at kende igen, lød Svaret.

Hvis Store Kongensgades Politistation bliver indlemmet i Antoniegades, saa vil der imidlertid atter blive Liv af samme Beskaffenhed som før, for saa kommer Nyhavn og Borgergade ind i Kredsen, og saa er det forbi med Stilheden.

Det bør bemærkes, at der, populære Politiassistent With var den, der havde Ledelsen, da Stationen flyttede fra Pilestræde til Antoniegade, og han forblev paa Skansen til 1925, da han gik af. Nu ledes Stationen af Politiassistent Stamm, bekendt fra en Række store Bedragerisager, i hvilke han fungerede som Anklagemyndighedens Repræsentant.

Torrent.

(København 18. april 1928).

Antonigades Politistation lå i nr. 11.


Politiassistent With. Foto bragt i København 29. september 1925 i anledning af hans 70 års fødselsdag, og dermed også tilbagetræden. Han nåede således at fejre 40 års jubilæum. Han blev ansat som politibetjent 1880, 1885 overbetjent og samme år politiassistent i 7. politikreds. 1887 til 2. kreds i Pilestræde. 12. juni 1924 blev han påkørt af en sporvogn, men dog uden med. Han beskrives her som måske lidt gammeldags.

Politiassistent With siddende i lænestolen - gaven ved hans afsked. Bag ham overbetjent Spettrup. Foto fra Aftenbladet (København) 1. oktober 1925. Withs bror Carl With var kommandant på Christiansø. Broderen Olaf With udvandrede 1887 til Argentina og blev apoteker i Resistencia. Han var også ugift og var flere gange borgmester i byen, hvor en gade er opkaldt efter ham (Olaf With). Han vendte aldrig tilbage til Danmark og døde i 1933. Datteren Ebba With var skuespiller.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar