10 marts 2024

Hvor Helten fra "Skanse 2" døde.(Efterskrift til Politivennen).

Amagerbrogade 70-72-74, der skal nedrives.

De tre smaa hyggelige Ejendomme, Amagerbrogade 70-72-74, der ejes at Bagermester Aschengrén, har nu staaet deres længste Tid, thi om nogen Tid vil de falde for Aldersgrænsen, som saa meget af det gamle maa de vige for det nye.

Nr. 72 gemmer et Minde om en Mand, hvis Navn i sin Tid nævntes med Ærefrygt af Venner og Fjender, den tapre Løjtnant Anker fra Skanse 2 ved Dybbøl, han, der som den sidste Mand med Resterne af sit Mandskab Fod for Fod veg for Prøjsernes Stormløb, Side om Side med Løjtnant Castenschiold.

I Nr. 72 paa Amagerbrogade, hvor en Kaptajn Scheel - den daværende Ejer - overlod Anker en gratis 2 Værelsers Lejlighed, døde den tapre Dybbøl Helt som en ensom og fattig Mand.

Mon ikke den Bygning, der en Gang opføres her, burde bære en Mindeplade om løjtnant Anker?

(Aftenbladet (København) 21. april 1928).

Johan Andreas Peter Anker (1838-1876). Født på Bornholm. I 1858 udnævnt til sekondløjtnant ved Bornholms milits. Forsøgte sig bl.a. som skuespiller på det københavnske forlystelsessted Alhambra. Meldte sig i 1863 frivilligt til tjeneste og blev ansat i det kgl. artilleri. Under belejringen og bombardementet af Dybbøl-skanserne vandt han stor anerkendelse som artillerikommandør i Skanse 2, og efter slaget på Dybbøl opfattet som Skanse 2's heltemodige forsvarer. Hans fanden-i-voldske facon og mundrappe talemåder sikrede ham pressens bevågenhed, fjendens beundring og kongens opmærksomhed. Den 17. april 1864 blev løjtnant Anker hædret med ridderkorset, og som en særlig gave fra kongen, fik han en kappe. Den 18. april lagde man fra preussisk side vægt på at få helten Anker i levende live, og dette lykkedes. Ved hjemkomsten fra fangenskabet blev han hyldet og fik overrakt en æressabel fra danske borgere. 

Anker forlod hurtigt militærtjenesten, da den stilfærdige fredstid ikke passede til hans temperament. De mange fester, der blev holdt til hans ære, gav ham smag på værtshuslivet. Men hans helbred blev herved ødelagt, så han døde knap 39 år gammel i 1876. Selvom militærhistorikere mener, at hans indsats var overvurderet, holdt Ankers ry sig usvækket i mange år. (Kilde: Inge Adriansen).

Han er portrætteret på sejrssøjlen i Berlin - som den eneste dansker. Anker blev afskediget (han var ikke skoledannet officer) som 26 årig og altså ikke ansat i militæret. I stedet henlevede han sit liv som arbejdsløs med en årlig pension. På hans gravsted på Garnisons Kirkegård stod: "Værger denne Sten for Heltens Minde blot saa tro som han for Dybbøl-Skanse, da vil man i sene Slægter finde Heltens Gravhøj smykt med friske Kranse".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar