Danske matroser. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags kom hertil den tredie Transport danske Matroser fra Antwerpen. De trak med klingende Musik og deres Flag i Spidsen op til Holmen. Det var et skjønt og rørende Syn, at see disse ægte danske Søgutter, hvis hele Aasyn bærer Præget af nordisk Mod og Kraft, omgive Dannebrogs hellige, uplettede Flag, og nedlægge det paa Holmen, som Fædrenelandets ypperste Palladiner. (N. Skild.)

Dagen 7. juni 1813.

Kapere dømt. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg d. 22de Marts. Ved Krigsrets-Dom her i Aalborg af 15de Jan. d. M., som under 13de Febr. næstefter allernaadigst er confirmeret, er en Kaperfører af Aalborg, og en af Randers, for at have med en Kaper fra Aalborg borttaget 9 indrullerede Matroser, som vare kommanderte og ei stode paa Skibets Folkeliste, frakjendt Ret til fremdeles at føre nogen Kaper, og desuden at bøde tilsammen 960 Rd., til lige Deeling imellem Søqvæsthuset og Aalborg Byes Fattige.

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 1. april 1811.

Marinere og Matroser afstraffet. (Efterskrift til Politivennen)

- Kongelig Bekjendtgjørelse.

Christian den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, gjøre vitterligt:

At da vi, med yderste Mishag, have erfaret, hvorledes adskillige af vor Søe-Etats Mandskab og af Vort Marin-Regiment, have vovet at tage sig selv til rette, i Anledning af nogle imellem enkelte af dem opkomne Uenigheder, og fordristet sig til, at forstyrre den almindelige rolighed ved at overfalde hinanden paa Gader og andre Steder, endog med mordiske Gevæhrer, Knive og Stene; Saa have vi fundet det nødvendigt, paa det at Orden ufortøvet kan vorde tilvejebragt, at nedsætte en kombineret Stand-Ret, til at undersøge de Forbrydelser af dette Slag, som, af nogen til vor Søe- eller Land-Etat henhørende, herefter maatte begaaes, samt til at foranstalte de Skyde heftede, dømte og uopholdeligen afstraffede, efter Krigs-Lovene. Ved at kundgøre denne Vor allerhøjeste Befaling, tilføje Vi den alvorligste Advarsel til enhver, om at afholde sig fra lignende Uordener, og ikke gjøre Brud paa den Fred g Borgersikkerhed, hvilken det er Vor Pligt og Villie, paa det kraftigste at beskkytte.

Skrevet paa Vort Slot Frederichsberg, d. 3. juli 1807
Christian R.
Kaas,
Cold, Knudsen, Bülow, Monrad, Schack.

Helsingør d. 4de Juli. Det første Tog af den eng. Troppeførsel skulde bestaae af 51 Skibe, hvoraf de fleste ere indkomne, ledsagede af 2de armerte Skibe og en Kutterbrig. Tropperne de havde om Bord skulle omtr. udgjøre 2000 Mand, Kavalleri og Infanteri.

(Dagen, 4. juli 1807)

Kbhn. den 3die Juli. Nogle Klammerier mellem Nyboders Folk og Marinere, som opkom den 29de Juni Aften, men viiste sig i en langt stærkere Grad i Tirsdags Aftes, have i disse Dage sysselsat den offentlige Opmærksomhed. Uagtet det gik saa vidt i Tirsdags Aftes, at Nyboders Hovedvagt stormedes og beskadigedes, som ogsaa endeel Vinduer i Gaderrne deromkring, vides dog ingen, som derved mistede Livet. Men qvæstede bleve endeel. Paa Sygehuset i Nyboder var til i Gaar Middags indkommen 14 Personer til Forbindelse, hvoraf 7 endnu vare dere, stærkt beskadigede. Paa Marinernes adskillige Sygehuse vare ogsaa endeel indkomne, hvoraf nogle svært saarede. Der blev imidlertid strax i Onsdags truffet de virksomste militære Foranstaltninger til Ordens Vedligeholdelse, og ved Politiplakater bragtes Anordningerne i Anledning af Opløb paa ny til Indskærpelse. Man veed endnu ikke, hvoraf den første Anledning til Klammeriet fremstod.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 9. juli 1807)

Det Engelske Expeditionscorps. Marinere mod Matroser. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingør 14 Juni. Fra d. 10de til i Dag ere 180 Skibe expederede ved Øresunds Toldkammer. Med den fra London d. 10de indkomne Konvoj af nogle og 40 Skibe, kom the Sally og ind igjen, men gik d. 11 atter ud tilligemed en eng. Fregat kommende fra Østersøen. D. 11te kom en eng. Kutter ind fra Nordsøen, bestemt til Østersøen. Man har endnu ingen sikker Efterretning om de engelske indskibede Troppers Afsejling.

(Dagen, 16. juni 1807)

Det forsikres, at af den store Fastlandsudrustning skal først en Afdeling afsejle under Gen. Cathcart og siden en under Gen. Baird. Andre ville derimod, at den sidste bliver den førstafsejlende. Før d. 12te Juni kunde den tydske Legion ikke være samlet i Downs.

(Dagen, 19. juni 1807)

H. K. H. Kronprindsen er reist d. 18 d. M. fra Kiel til Louisenlund med sin høie Gemalinde og Datter. Hans Kongl. Høiheds Tilbagekomst til Kiel, var bestemt til den 21de, men Kronprindsessens er endnu ikke bestemt. Den 22 i d. M. er Special-Revue over Kronprindsens Regiment. Et Par Dage derefter reiser Prindsen til Rendsborg, hvor endeel af de der i Landet cantonerende Regimenter have faaet Ordre at møde til Revue.

.. (der skal) være strandet 20 til 30 Engelske Transportskibe med Tropper, der skulle gaae til Østersøen, ved Hviderøe, ikke langt fra Marstrand. Capit. James Forster, som havde meget Fragtgods ombord til Kjøbenhavn, er ligeledes strandet ved Marstrand.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 73, 23 Junii, 1807)

I Søndags Nat optog man atter ved Braadbek, 1/4 Miil fra Hirschholm, en Tydsk Deserteur fra Marinercorpset. Ogsaa han havde været med i Slaget ved Lübeck. Det er en smuk Karl, kun 22 Aar gammel. Hungeren havde drevet ham til at banke paa om Natten i den ommeldte Gaard, da han havde vanket fem Dage om, fornemmelig ved Strandkanten, for at søge en Baad, og i al denne Tid havde holdt stræng Faste.

Breve fra Sverrig melde, at en stor Deel døde Heste ere for otte Dage siden drevne op til den Svenske Kyst. Man formoder at de have hørt til den strandede Engelske Transportflaade.

I Torsdags Aftes Kl. 9½ var man i Rosenborg Hauge Vidne til ret et forargeligt Optrin. Fire meget velklædte, men derhos velbeskjenkede Engelskmænd havde fundet for godt, at anfalde de Spadserende i Cavaliergangen, deels ved at gribe efter Fruentimmmerne paa en usømmelig Maade, deels ved endog at støde nogle Søofficierer omkuld. Man saae sig nødsaget til at lade Vagten hente, og disse fire balstyrige Britter bleve derpaa arresterede.

Den 24de begav H. K. H. Kronprindsen sig til Rendsborg.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 74, 27 Junii, 1807)

I Aftes var en lille Krig imellem en stor Deel Marinere og Matroser i Adelgaden og Kronprindsessegaden, som ikke løb af uden Blodsudgydelse. Nogle Matroser bleve næsten dødelig forslaaede, og en Søofficier, som vilde skille de Stridende ad, blev ilde medhandlet. Fire af Marinerne sidde nu arresteret.

(Om mandag 29. juni: Nyeste Skilderie af København, nr. 75, 30 Junii, 1807 - Marinere mod matroser)

Den i forrige Numer omtalte Strid imellem endeel af Søetatens Folk og Marinere brød atter ud igjen i Tirsdags Aftes, og var den sidste Gang langt værre og blodigere i sine Virkninger end Aftenen tilforn. Endnu vides den egentlige Aarsag og den egentlige Sammenhæng ikke med Bestemthed. Men føgende er Resultatet af de Beretninger, man hidtil har kunnet erfare angaaende denne Sag. Imidlertid trænger det dog til nærmere Oplysning, som man upaatvivleligen vil faae ved den allernaadigst nedsatte Stand-Ret. En imellem en Matros og en Mariner i Adelgaden opkommen Uenighed skal, som det hedder, have været den første Anledning til de begangne Uordener. Der samledes en stor Deel Mennesker og en Søofficier, som kom tilgaaende, adskilte vel de stridende Parter, men blev siden selv mishandlet af nogle Soldater. Endeel Matroser stimlede nu, under det Foregivende, at ville hevne den Tort, der tilføiedes en af deres Officierer, løs mod Mariner-Cassernerne. Man sendte adskillige bevæbnede Mand imod de men disse bleve mishandlede og saarede. Da disse i denne Tilstand kom hjem til Cassernes, stimlede en stor Hob af deres Cammerater bevæbnede ud til Nyboder, og excesser vare nu ikke mere at forebygge. Der blev ringet med Klokken, og strax stimlede hele Skarer af Matroser til. Mange bleve saarede og adskillige endog dræbte paa begge Sider. En brav 60 Aars mand, som er Skibmand i Søetatens Tjenste, sad just roligen og spiste i sit Værelse. Han blev saaret i sit eget Værelse, uden at han anede det mindste Ondt. - Imidlertid blev der dog føiet saadanne Anstalter, at Alting siden var roligt. - Gammelholms og Nyholms Vagt blev i Gaar besat af Borger, under Søofficierers Commando.

Der er nu nedsat en Stand-Ret, bestaaende af de Herrer Oberst Beck, Commandeur E. Fischer, Major Scheel og Auditeur Hjelm, som skal undersøge og paadømme de Uordener, som den imellem endeel af Søetatens Folk og Marinerne opkomne Uenighed har foranlediget.

I Gaar Formiddags vilde en forhenværende Løber ved Holmen og meget skikkelig Mand, som just var kommen ind til en Værtshuusholder paa Christianshavn, skille en imellem Vertshuusholderen og en Matros opkommen Strid. I sin Hidsighed gav han Matrosen et saadant Stød, at han faldt mod en Steen og skal være bleven liggende død paa Stedet.

(Om tirsdag 30. juni: Nyeste Skilderie af København, nr. 76, 4 Julii, 1807 - Marinere mod matroser)

Vold af Matros i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Den 20. november, atter en engelsk matroskombat på broen, som kom deraf at en engelsk matros begik den ubetydelige uskik at tage et på broen liggende halvanker brændevin med i sin båd, på hvis most han, fordi det var så såre koldt, formodentlig ville varme sig, og var end så uhøflig at opvarte købmandsbetjenten som - da han havde søgt efter det og fundet det på sit urette sted - steg i sin enfoldighed ned i båden for at hente det tilbage, med ufine næveslag i ansigtet, og ved denne uvenlige adfærd søgte at forhindre ankerets borttagelse. Uhøfligheden blev snart hævnet, og da der var mange matroser i land, blev alarmen snart større, som dog vagten ved færgefolkets hjælp fik stillet, og hvorved tre kophaner måtte tage logi i rådstuearresten. Det var ellers at ønske at vagten, når der på reden ligger så stor en engelsk flåde (her var over 300 foruden de armerede skibe), måtte forstærkes med mere mandskab, og derved sættes i stand til med kraft at holde styr på de urolige hoveder. Man vil håbe, at denne uorden vil for i år blive den sidste, og at anstalt vil blive føjet til bedre orden for de kommende år.

(Helsingøersbladet, den 23. november 1798)

Uteerlighed i Nyhavn.

En skammelig uorden har i den seneste tid indsneget sig i Nyhavn, idet matroserne fra de skibe der ligger der, såvel som også andre, tillader sig uden mindste følelse af anstændighed at bade i kanalen, lige udenfor vinduerne af de familier som bor i havnen. Da sådan baden i kanalerne er forbudt og der er fastsat straf for det, udbeder man sig at lovbuddet i denne henseende for fremtiden må blive strengt overholdt. Hvad enten det måtte være politiets eller havneembedsmændenes pligt at påse sådant. Ovennævnte utilgivelige uorden finder især sted hver lørdag aften. 

(Politivennen nr. 970, Løverdagen den 2den August 1834, s. 550-551) 

Notitsen fortæller ikke noget om hvor i Nyhavn der blev badet. Men her er både et skib og havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Hold paa Tallerkenen.

Et råd til gæsterne hos spisemester Bang i Lille Kongensgade.

Det er hændt undertegnede 2 gange og sidste gang for nogle dage siden at følgende underlige opførsel er vist mod mig hos nævnte Bang. Efter at jeg havde fået den ret jeg forlangte, har  tjenestepigen den ene og madammen selv den anden gang snuppet tallerkenen før jeg havde fortæret portionen. Førte gang troede jeg at det var sket ved en fejltagelse eller fordi manden havde mangel på tallerkner. Men da det skete anden gang, beklagede jeg mig over det til spisemesteren der vel gjorde mig en del komplimenter på sin vis, men hvormed jeg ikke var nær så godt tjent som jeg havde været ved at beholde mit kun halvt fortærede gåselår der var snuppet fra mig. 

Da Bangs spisekvarter ikke er af de fornemste her i byen, kan jeg ikke tro at denne opførsel er vist mig fordi jeg har indfundet mig der i min anstændige skipperdragt der dog vel er lige så hæderlig som en liberikjole. Dog ved jeg at samme tallerkensnupperi er sket en anden skipper som er bosat her i byen hos nævnte Bang. Det er som jeg har hørt et ikke ganske afgjort spørgsmål hvorvidt en offentlige spisevært er berettiget til at nægte nogen som indfinder sig hos ham, spise. Men afgjort er det at har jeg fået min portion, er den min ejendom. Og må ikke snuppes fra mig før jeg har fortæret den.

Jeg gentager derfor mit råd til Bangs gæster:

Hold på din tallerken som smeden på sin tang.
Hvis du vil spise det du har forlangt hos Bang

P. Olsen
Skipper fra Præstø

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 666-668)

Lile Kongensgade mellem Holmensgade og Nikolaj Plads. (Kreditering: Københavns Museum, Niels Ludvig Mariboes billedsamling, 60-80 år efter Politivennens artikel. Fotoet er taget nogenlunde fra Lille Kongensgade 25 - som altså ikke kan se på fotoet)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1830 må der være tale om Niels Bang, værtshusholder, Lille Kongensgade 85. Som i 1859 skiftede nummer til Lille Kongensgade 25. Stedet eksisterer ikke længere.

Advarsel.

Afvigte mandag indfandt jeg mig i hr. Kehlets chokoladeudsalg i Gothersgade for at søge forfriskning i en kop chokolade. Men blev nægtet samme med den besked: "han skænkede kun for studenter." Jeg kan ikke antage at min påklædning som sømand vel i trøje, men som alle gæsterne så som anstændig, har bevirket denne besynderlige og krænkende afvisning, da jeg oftere i samme klædning har været der og er blevet beværtet for mine styvere.

For at ingen sømand således skal blive afvist af hr. Kehlet lige som jeg, skrives denne advarsel. For det må krænke enhver ærekær mand at blive behandlet således. Især da det hverken i Adressekontorets efterretninger er meldt ud, og heller ikke på nævnte Kehlets butiksdør står det mindste om at han kun beværter studenter.

N. T.

(Politivennen nr. 752, Løverdagen den 29de Mai 1830, s. 349)

"Ingen matros eller anden som tilhører almueklassen, kan for fremtiden vente at blive beværtet." (C. W. Eckersberg: Gående sømand, 1838-40. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af Kehlet i Politivennen nr. 756, 3. juli 1830, s. 426-427. Hvortil svares i Politivennen nr. 763, 14. august 1830, s. 518-520. 

Bekendtgørelse.

Efter hvad man senere har erfaret var den person der på en så skammelig måde mishandlede en sovende engelsk matros i Lille Kongensgade, ikke virkelig, men kun interimsportør på Frederiks Hospital. Han har senere for at undgå videre ubehagelighed absenteret sig da han rimeligvis kunne gætte sig til sagens udfald. Den mishandlede matros er taget under kur på nævnte hospital.

(Politivennen nr. 512. Løverdagen den 22de October 1825, s. 10094-10095)

Skammelig Fremfærd mod en sovende engelsk Matros.

Motto: Hvis du ikke lemmer, liv vil vove
Stå ej på gaden for at sove.

Hr. Udgiver.

Da det er enhver god undersåts pligt at bidrage til at se nedrig kådhed og ondskab straffet, bedes De at indføre følgende bevislige faktum i Deres gavnlige blad.

Onsdag den 5. oktober i middagsstunden stod en engelsk matros ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov. Han støttede hovedet på en pose som han havde lagt på vognen. Adskillige forbigående standsede vel ved at se ham, men da de erfarede at han sov, gik de igen. Endelig kom en karl (portør på Frederiks Hospital), rygende på sin pibe til stedet. Og da han blev opmærksom på matrosen, betragter han ham noget, går derpå hen til ham, griber ham i håret, løfter hovedet op og rusker ham. Men matrosen som sov meget tungt - en følge af en stærk rus som man siden erfarede han havde haft - vågnede ikke. 

"En engelsk matros stod ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov, støttende hovedet på en pose han havde lagt på vognen." (Lille Kongensgade 2015. Eget foto).

Nu fandt portøren på et andet middel. Han begyndte nemlig at puste ham røgen af sin pibe i ansigtet, hvorpå matrosen begyndte at røre på sig. Men da han dækkede sit ansigt til med posen for at undgå tobaksrøgen, trak portøren den fra ham, stak piben ind under hans arm op mod kinden og brændte ham således i ansigtet med pibehovedet, idet han vedblev at dampe og puste røgen ud af piben. Nu vågnede matrosen. Men efter længe at have søgt at skærme sig mod denne påtrængende og ondskabsfulde vækker, tabte han tålmodigheden og hans harme brød ud imod denne så skadefro plageånd. Han sprang op imod portøren. Men da han ikke kunne tale dansk, og så sig omgivet af en del mennesker, trak han i sin forvirring og forbitrelse en kniv op af lommen, formodentlig for at forsvare sig med en,eller hævne sig på sin tyran. Men da denne så dette, fik han af en tilstedeværende en stang eller knippel og for med den ind på matrosen samt mishandlede ham med morderiske slag. Dette bragte den endnu berusede matros endnu mere i harnisk. Han kastede sin trøje for i mag at slås med sin modstander. Men da denne havde trukket sig lidt tilbage og den berusede ikke straks fik øje på ham, løb han ned ad gaden. 

Imidlertid var der adskillige der anmodede portøren om at begive sig bort, hvortil han dog ikke var villig, men gav tværtimod sin hat til en af tilskuerne, og da matrosen kom tilbage, for han straks løs på ham, kastede ham ned i rendestenen og slog ham atter morderisk, hvorefter han endelig gik sin vej. Matrosen blev efter at have ligget og jamret sig meget bragt hen til hr. amtskirurg Westphal som drog omsorg for at han blev bragt på hospitalet. 

Anmelderen kan ikke undlade at offentliggøre ovenstående skønt han beklager derved at fremsætte et eksempel på at der blandt de godmodige danske findes enkelte som uden given årsag udøver sådan niddingsdåd mod sagesløs mand og således skænder det danske navn hos fremmede.

(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10074-10077)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 512. 22. oktober 1825, s. 10094-10095. 

Beensamlere.

På den seneste tid ser man bensamlingen drives med megen virksomhed. Alle vegne hvor der har været nedgravet ådsler, ses mennesker af den lavere klasse opkradser jorden for at fylde deres poser med gamle ben. Det er vel godt at sådanne ting som vi ikke bruger, kommer nogen til nytte. Men dog går nogle af disse samleres iver noget for vidt. For ikke alene går de ind i folks gårde og tager hvad man der kan have henlagt til egne forsøg. Men de graver endog jorden i haverne i den tanke at finde ben nedgravet. Vil man bortvise dem, får man grovheder, og forlader de endelig stedet, kommer de ofte igen med forstærkning og er da ikke bange for at sætte sig til modværge og bruge trusler. 

"En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave." (Johannes Senn: En vagthavende matros. Statens Museum for Kunst. Til fri brug)

Således hændte det for kort tid siden anmelderen der bor i kort afstand fra staden. En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave. Da anmelderen blev opmærksom på det, gik han ud for at jage ham væk. Personen gav ham nogle knubbede ord og gik. Men dagen efter kom han sammen med 3 andre og fortsatte sin eftersøgning. Da der just foruden anmelderens folk var et par karle i gården, fik vi bensamlerne fordrevet. Men havde vi ikke været så mandstærke, havde de sikkert sat sig til modværge og søgt at få deres vilje sat igennem. Man må derfor ønske at øvrigheden ville lade bekendtgøre at disse bensamlere skal respektere ejendomsretten.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9241-9242)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 483, 2. april 1825 bekendtgjordes at der var blevet set en transport af bensamlere og vagtens ledsagelse, formodentlig på vej til politikammeret. Bengraveri på glacierne blev forbudt. Men i Politivennen nr. 1156, 24. februar 1838, s. 113-115 nævnes at dette stadig foregik.

Et Vink til Commandanten i Nyeboder og Advarsel til dem der passere derigjennem

Jeg har aldrig nogensinde personlig kendt den fordums, men nu afdøde kommandant kapt. v. Lytken i Nyboder. Jeg kan heller ikke vurdere hans fortjenester for staten. Men jeg har kun tilfældigvis flere gange haft lejlighed til at være øjenvidne til de mange forskellige uordener som fandt sted der, før han tiltrådte denne post, og som han næsten ganske fik afskaffet og udryddet ved sin ufortrødne tjenstivrighed i at anvende de nødvendige strenge midler og skarpsindige forholdsregler, således at enhver af stadens indbyggere og uden frygt kunne passere igennem og forbi Nyboder ved aftenstid i mørke når deres lovlige kald og forretninger gjorde dem det til nødvendighed uden at frygte følgerne af det onde, som såvel kunne forårsages af kådhed, som selv af ondskab og andre flere hensigter. Men at hr. kaptain v. Lytken derved har oprejst sig et æresminde i enhver retsindig borgers hjerte, det er uden tvivl vist og kan kun betvivles af dem som selv finder behag i kåde og ondskabsfulde optøjer.

Det ville være ønskeligt hvis hans virksomme bestræbelser til den almindelige sikkerhed måtte komme til at gå i arv til hans efterfølger. Selv om jeg ikke kender ham, må jeg dog formode han som embedsmand i så vigtigt et kald vil gøre sig flid for at hæmme de uordener hvorom han nu muligvis er uvidende, når han bliver gjort opmærksom på dem ved et venskabeligt vink. Hertil tjener blandt andet følgende tildragelse til behagelig efterretning.

Da jeg onsdag aften den 7. i denne måned kl. halv elleve med min familie i forening med en anden familie i en wienervogn kom kørende ind af Østerport, og omtrent var midtvejs til Toldbodvej, blev en temmelig stor kattekilling af en del hos hinanden stående matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat, som til dels blev beskadiget, men faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen. Jeg fik hurtigst muligt revet kattekillingen der hængte sig fast med sine klør i barnets kjole, løs og kastede den ud på gaden. Men da vi under denne beskæftigelse allerede var kørt et godt stykke frem og jeg tillige observerede at matroserne ilede bort den modsatte vej, så så jeg mig nødsaget til i øjeblikket at lade dem fare, såsom jeg indså at deres pågribelse ville være umulig.

"Omtrent midtvejs til Toldbodvej blev en temmelig stor kattekilling af en del matroser kastet med fuld kraft ind i vognen og traf først min kones hat og faldt derefter ned i ansigtet på et i hendes skød liggende spædbarn der selv om det tilsyneladende ingen skade blev tilføjet, dog i største skræk vågnede af søvnen". (Toldbodvej)

Jeg tror mig på grund af det beføjet til at spørge enhver fornuftig og tænkende mand og følende moder om ikke muligvis denne kåde og ondskabsfulde handling kunne have haft de græsseligste følger, dersom enten katten var faldet på en frugtsommelig kone eller dens køer havde beskadiget barnets øjne. For slet ikke at tale om den forskrækkelse som et sådant dyr der på sådan måde kastes på folk, muligvis kan bevirke og hvis følger er uberegnelige, ja måske uerstattelige. Tanken herom er det der offentligt bevæger mig til at bekendtgøre denne tildragelse, såvel til advarsel for enhver især som også for at opvække den i Nyboder ansatte kommandants opmærksomhed på sådan uorden, der vist ved en foranstaltet virksom patruljering og hensigtsmæssig tvangsmidler med at holde matroserne i deres boliger til rette tid, må kunne hæmmes.

(Politivennen nr. 185, Løverdagen den 17de Juli 1819, s. 2978-2981)

Redacteurens Anmærkning

Nyboder var næsten dobbelt så stor på Politivennens tid. Mod syd gik bydelen helt ned til Klerkegade. Adelgade drejede stik mod nord (en rest ses stadig mellem nuværende Fredericiagade og St. Pauls gade). Her var gader opkaldt efter krydderurter og dyr. Dette område blev nedrevet i 1860'erne.

Skønlitterære skildringer af Nyboder har intet eller meget lidt med såvel bygninger som beboernes vilkår at gøre. En mere realistisk skildring kan ses i Annette Vasström: Holmens by : Nyboder og dets beboere - især i nyere tid. 1985. fx side 28-29.

Anviisning paa en fattig Mand

Forleden tirsdag så anmelderen et pjaltet menneske tage et stykke brød op af en rendesten, som han trykkede mellem hænderne for at få snavset ud og derpå puttede det i munden. Anmelderen bad manden at kaste det urenlige brød bort og gav ham 1 rigsbankmark for at købe sig brød. Men så snart han havde forladt manden, som han dog bestandig holdt øje med, så han at han igen tog det bortkastede urenlige brød op for at spis det. Han gik derfor hen til ham og tvang ham til at købe sig brød hos en sælgerkone i Vimmelskaftet. Et par dage derefter mødte anmelderen samme mand på Gammeltorv hvor han så ham gnave på et ben. Hvilket han formentlig også havde fundet på gaden.

Man må antage at manden ikke har sin forstand, skønt han kunne redegøre for sit navn, beskæftigelse og opholdssted. Han hedder Peter Lerke, er matros og ligger til bevogtning på et skib i Nyhavn nær ved færgestedet. Dette anmeldes altså til de ansvarliges efterretning og det vil glæde anmelderen ved nøjere efterspørgsel at erfare at denne anmeldelse har haft den tilsigtede nytte.

(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 945-946)

Nyttig Advarsel

(Indsendt)

Ubehageligere syn kan vel ikke gives end på en dag at se 7 druknede mennesker, hvoraf størstedelen er helt rådnede, ligge til skue i lighuset ved Langebro, og af hvilke nogle har ligget i 5 til 6 dage. De udbreder ydermere en yderlig slem stank, som for forbigående vel endog kunne have farlige anstikkende sygdomme til følge. Søndag den 28. april sås et menneske blev trukket op af vandet som for fire måneder siden blev savnet og som naturligvis var helt rådnet op. Men blev alligevel lagt til skue i lighuset, hvorved luften der ikke blev bedre. 

Man foreslår derfor at i der lighuset altid haves kister i beredskab, og at der er en plads på Amager for øjeblikkeligt at begrave sådanne rådnede legemer. Fremdeles foreslås at lighuset måtte ligge på et afsondret sted, ganske frit og opbygges i en runding af en to mur i højden og derom et gitterværk. Så tæt at hverken hund eller kat kunne krybe igennem, samt oventil et tag, ligeledes forsynet med trækhuller. For da kunne tilskuerne uden væmmelse nærme sig huset på den side hvor vinden kom fra. 

Ligeledes var det ønskeligt at der der røgedes med en antændt tjæretønde for a rense den på stedet, især i sommerheden, værende slemme lugt. Endnu meget mere af det som ligeledes fordærver luften her i staden, er den uskik at rådne fisk kastes i kanalen. For omtrent 14 dage siden have mange tilskuere på Højbro set en stor del fisk der lå ved broen og som forventeligt endnu kan ses ved klart vande. Vel ved man at det er forbudt ved politianordninger. Ved flittigt at lade efterse vandene, og om muligt, også at opdage gerningsmanden til noget sådant, ville denne uorden kunne forebygges. 

Ligeså ønskeligt var det også om i tørt vejr at bunkefejerne på de offentlige torve, ligesom også enhver husejer bliv forpligtet til at stænke vand på gaderne, forinden der blev fejet. Hvilket sker i andre storbyer som for eksempel Berlin og flere residensstæder. At støvet såvel ved fejningen som ved tørveaskens opkastning på skarnvognene uden forinden at fugtes er yderst ubehagelig for alles næse og øjne, det ved enhver af den daglige erfaring. Men  indsenderen anser det for afgjort at disse fine støvpartikler som indsuges i lungerne, kunne skade.

(Politivennen nr. 20, Løverdagen den 18. maj 1816, s.  297-299)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen 22, 1. juni 1816.

I Dagen, 26. september 1806 kunne man læse om det dengang nyopførte Druknehus, eller Dronehuset ved Langebro, samt lidt om hvor mange der druknede:

Ved Langebro paa Hjørnet af Brændemagasinets Plads, har Magistraten ladet opføre et grundmuret Hus til deri at henlægge fundne døde Mennesker, saaledes, at de uden fra igjennem Vinduerne kunne sees, dersom nogen skulde vedkjende sig dem. I samme Hus er tillige afdelt en Obduktions Stue, som om Vinteren kan opvarmes, for at anstille Forsøg paa at bringe de tilsyneladende Døde igjen til Live. I det gamle Træskur tæt ved Langebro paa ovenmeldte Plads er fra 1 April 1805 til 1 April 1806 indbragt 56 Mennesker, hvoraf 48 ere fundne i Søerne og Kanalerne, og 8 pludseligen døde i Husene og paa Gaderne. Ingen af dem, paa hvilke Rednings-Anstalterne bleve prøvede, kunde bringes til Live, da saaledes ingen Gnist til Liv var hos dem tilbage.

Spørgsmål

I nr. 76 i Lille Kongensgade ligger en fattig, indrulleret matros der er befængt med fnat i højeste grad. Han har nu på denne måde i fire uger ventet på at blive modtaget af hospitalet, men der har ikke været plads til ham. Dette er, som anmelderen ved fra sikker hånd i mandag formiddags, meldt til Fattigvæsenets administrerende direktion. Men da der til i dag, fredag den 8. marts formiddag klokken 11 endnu ikke hverken fra forstander eller læge er kommet hjælp til den syge, der ikke ejer noget som helst, og kunne omkomme hvis ikke den medlidende husvært gav ham levnedsmidler, så spørger man: Til hvem skal man henvende sig for at skaffe den syge forplejning?

(Politivennen nr. 9, Løverdagen den 9. marts 1816, s. 140)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 11, Løverdagen den 16. marts 1816, s. 163-164. Lille Kongensgade 76 blev i 1859 til Lille Kongensgade 7, og 1913 indbefattet i Magasin. 

Udover at pleje syge var Almindeligt Hospital også en arbejdsanstalt for fattige. Lemmerne var beskæftiget med håndværksarbejde for stiftelsen, spind for fattigvæsnet og private mv.

Om stående Dagdrivere på Hjørner og Torve

(Indsendt)

Ikke for længe siden havde man den store fornøjelse at læse en politiplakat som forbyder enhver soldat eller andre karle at opholde sig på Axeltorv. Men derimod befaler disse at opholde sig ved de tilstødende hjørner. Enhver retsindet borger glædede sig inderligt over denne så nødvendige og velmente forordning. Men dersom ikke en sådan gavnlig forordning bliver efterkommet på det strengeste, burde vedkommende indskærpes dertil, da man for nuværende tid ser adskillige soldater og matroser, samt en hel flok lediggængere i et omfang som aldrig før er set opholde sig på sådanne steder. De er endog så dristige når en borger i sine lovlige forretninger vil bede dem om at gøre plads, at påberåbe sig plakaten om fortovsretten, og man har endog hørt dem svare at hverken han, borgeren, eller politidirektøren havde noget at befale over dem. Det var derfor at ønske at sådanne folk blev indskærpet strengt at overholde god orden på torvet, eller at efterkomme den ovennævnte forordnings velmente hensigt.

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 58-59)

Matros-Fuglefængeri med forgivtede Kjødstykker, hvorved Hunde, muligt og andre Dyr, ja hvo veed om ikke Mennesker, ere for Fare udsatte.

(Efter indsendt).

Forleden søndag den 18. d. m. spadserede indsenderen fra Vesterport langs ad Farimagsgade til Nørreport. En puddel der tilhørte mig, fulgte med, og løb som sædvanligt adskillige gange over grøfterne ind på marken på begge sider af vejene. På Købmagergade styrter hunden voldsom ned for indsenderens fødder, får et salg og på mindre end 3 minutter er den død. Indsenderen troede det var tilfældigt, og lod hunden bringe bort da en af hans venner kom til, så det passerede og spurgte om jeg havde været uden for porten, hvilket jeg svarede ja til, og hvorpå han sagde mig at så var hunden forgiftet, eftersom nogle matroser udlagde forgiftede kødstykker på marken for derpå at fange krager som de sælger. Dersom det forholder sig således som manden påstod med megen vished at vide, synes indsenderen det fortjener offentlig omtale til afstraffelse. For 20 rigsdaler havde jeg ikke mistet dette kreatur, og ingen som passerer denne vej med hund, er jo sikker for at den kan have samme skæbne som denne. Indsenderen håber al mulig virkning af denne bekendtgørelse, hvis ikke ellers som han dog næppre tror, denne sag skulle ligge udenfor embedsmandens grænser.

(Politivennen nr. 556, 24. december 1808, s. 8915-8917)

Umenneskelig Behandling med en Tyv i Kongenshave

(Efter indsendt)

Forleden søndag lå et sovende menneske udstrakt på en bænk i Kongens Have. Hans hat der var temmelig fin og god, var ved bevægelsen i søvne faldet af hovedet. Et ungt kvindemenneske i fattig påklædning så det, listede sig til og ranede den. Lige så nøje hun passede på at den sovende ikke skulle mærke det, lige så skødesløs ligegyldig var hun ved at de spadserende så hvad hun gjorde. Fire unge, noget over halvvoksne matrosdrenge løb endelig til, tog fat på synderinden, slog hende med støvlerne i ansigtet, på brystet og lignende steder så længe at blodet strømmede fra ansigt, bryst og hænder. Det var med nød og næppe mennesket kunne vakle ud af haven. Og muligvis lider hun for dette fejltrin for livstid. 

Sådanne optrin ses ofte på gaderne. Drenge, halvmennesker, og den råeste pøbel opkaster sig til dommere over virkelige og mistænkte tyve indtil politiet kommer. Og i stedet for at bringe dem i politiets hænder hvor de hører til, prygler de dem så grusomt at man somme tider må undres over de ikke straks opgiver ånden under sådanne bødler. Man kan  ikke forvente at forbigående skal fravriste disse blodhunde deres ofre og føre dem på politikammeret, da det ville være at udsætte sig selv på det farligste. Men det er højlig at ønske at vi havde nogle flere hovedvagter på bekvemme steder i steder, og at der ved hver af dem var et par husarer, der hurtigt kunne komme hen hvor deres nærværelse behøvedes. En sådan indretning ville sikkert forebygge mange gadeoptrins sørgelige følger.

(Politivennen nr. 544, 1. oktober 1808, s. 8739-8740)

Den skaldede Matros

(Efter indsendt)

Da man hver dag på Københavns gader må gøre den sørgelige erfaring at den velkendte skaldede matros uhindret tør antaste, forskrække og forfølge folk, vil man hermed gøre fattigvæsenets politi (som muligt må være uvidende om hans tilværelse) opmærksom på følgerne af denne uforskammede tiggers frihed, der tidlig eller sildig er at fruentimmer med svage nerver udsættes for at få slagtilfælde af forskrækkelse over hans påtrængenhed. Det var derfor særdeles at ønske at denne uforskammede karl i tide blev indsat i tvangshuset.

(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7997-7998)

Marked i Adelgade.

Hver aften mellem klokken 7 og 9 holdes der nu et slags marked i den ene af Adelgade som vender imod Nyboder. Her ser man matroser og kællinger falbyde alskens ting, i særdeleshed klædesorter, støvler osv. At dette er utilladeligt, vil let indses, når man betænker hvor megen lejlighed derved gives til at sælge tyvekoster. Man tør derfor håbe at vort årvågne politi vil søge at forhindre denne uskik, hvilket let kan ske blot ved nogle gange at pågribe de falbydende personer.

T. P. Thortsen
Student.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6054-6055)