Tallotteriets Trækning. (Efterskrift til Politivennen)

Een af de Ting, som en stor Deel af Kjøbenhavnere ikke værdige nogen synderlig Opmærksomhed, er Tallotteriets Trækning. Men interessant er det imidlertid dog for Menneskegrandskeren at betragte den. Dette Lotterie, som forhen blev trukket paa Raadhuset, trække nu paa Charlottenborg. En stor Stillads med et Telt over opreises lige udenfor Indgangen til Bygningen. Allerede nogle Timer førend Trækningen arbeider man paa Tilberedelserne. Fra Klokken tre samles efterhaanden alle Lykkens Candidater. Qvinder med deres forsultne Børn paa Armen, som forgjeves skrige, at de ere sultne, - thi deres Moder har offret de 8 sk., hun skulde kjøbt et Brød for, paa Lykkens Altar - staae foran Lykkehjulet og glæde sig allerede i Tankerne over den Ambe eller Terne, de ville saae ud. Dovne Lykkefristere, som ville leve godt uden at arbeide, staae med deres Sedler i Haanden, for i Øieblikket at kunne see, hvorvidt Fortuna er dem gunstig. Kjellinger, saa sorte som Caffegruus, hvoraf de have spaaet, hvilke Numere der skulle komme ud, fortælle og lade sig fortælle, forklare og udtyde Drømme. Anne Gertsen fortæller, at hun har drømt i Nat, at handes Mand havde et Par Støvler paa af - Ild, og dette betyder No. 24. - Hans Tydskers Kone har drømt, at Rundetaarn var bleven forvandlet til en eneste Butterdeigskage, som et heelt Regiment Italienske Conditore vare i Færd med at skjære itu for den Kjøbenhavnse Ungdom, og dette betyder No. 3 - Ole Smeds kone har drømt, at hun havde været paa Masquerade, hvor alle Masquerne vare klædte som Fleskeskinker og Faarehoveder, og bleve fortærede, og dette betyder No. 80. Disse Drømmere tale altsaa ikke om andet end om Drømme - om den Fadaise, som Mette har begaaet ved ikke at tage No. 15 i Wandsbek og den hun nu begaaer i ikke at tage No. 80 i Kjøbenhavn. - I nogen Frastand fra disse seer man andre Personer af mere Distinction. - disse beskyde ikke Lykkens Tempel med Lommepufferter som hine, men med Mørsere. De plyndre Casser for at kunne spille i Lotteriet. - Nu rykker der en Commando Soldater frem og slaaer en Kreds omkring Lykkehjulet, som omkring en Synder, der skal henrettes. Paukere og Trompeter forkynde Festens Begyndelse. En Opfostringshuusdreng, som en Time tilforn har havt blaa uldne Strømper og en grøn Vadmels Kjole paa, er nu klædt i Guld og Silke, og er et sandt Billede paa Lykkens underlige Nykker. Haabet - denne brogede Sommerfugl, - som gjøglende svæver for hver af de Tilstedeværendes Phantasie,  bærer sig her af som saa mange Store - det lover meget og holdet lidet. 90 Numere lægges ned i Hjulet og Musikken gjenlyder 6 Gange, førend den knipske og stundom ubillige Fortuna indfinder sig i egen Person. Der bindes et Bind for Øinene paa Drengen, fordi han, som den personificerede Lykke, maa og bør være blind. Nu trækkes 5 Numere, som for Publicitetens Skyld efterhaanden kastes ud iblandt Publicum, N. B. det Publicum, som næsten slaaer hinanden ihjel for at faae et Numer, for hvis Tilbagelevering der paa Lottocomtoiret betales 2 Mk. Haabet, som gjøglede saa meget for de Tilstedeværende, begiver sig nu paa Flugten - som omtrent ved Spidsrodløben - istand til at dæmpe de forsultne Børns Skraal og de i deres Forhaabninger skuffede Mødres Forbandelser. Hele Skarer trække nu bort med Fortvivlelse i Ansigtet og inderlig Fortrydelse i Hjertet over deres tabte Penge.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 44, den 30 April, 1804, spalte 693-696)

Aprilsløben paa Østergade.

Da anmelderen sidste mandag eftermiddag passerede Østergade, fik han det indfald at vove en dalers penge i tallotteriet der den følgende dag skulle trækkes her i byen. Han blev da opmærksom på at der på sidepillerne i porten på hjørnegården af Østergade der vender ud mod Kongens Nytorv, stod malet "Tallotteries Collections Contoir". Og gik da ind i den nævnte hensigt, men blev til sin forundring af en mand der timeligt boede i gården, underrettet om at der i hele huset hverken boede eller i længere tid har boet nogen kollektør, hvilket de citerede og på portpillerne malede ord dog ubestridt syntes at forudsætte måtte være tilfældet. Da flere muligvis således kunne blive fikserede, så tillader man sig at anmode ejeren om at besørge den allerede just ikke så ganske tydeligt påmalede annonce udslettet, så at publikum ikke ved samme skal blive aprilsnar.

(Politivennen nr. 487. Løverdagen den 30te April 1825, s. 9653-9654)

Redacteurens Anmærkning

Politivennen nr. 489 bekendtgjorde at ejeren nu havde overmalet de påankede ord.

Julius Friedlænder (1810-1861): Folkeliv ved en lotteriscene på Vandkunsten. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Intet Broderskab i Trekort

(Indsendt)

For mange som har den tåbelighed eller grille at prøve deres lykke engang imellem i tallotteriet er det bekendt at hr. Offenburg har af kongelig nåde fået en tallotterikollektion, med tilladelse at indsamle om tirsdag morgen. Men hvor er denne kollektørs kontor? Det er en gåde. Indsenderen heraf sendte i torsdag morges sit bud hen i Pilestræde hvor han af en eller anden årsag troede denne kollektion var. Men hvad sker? Der svares: Her er det ikke, det er i Brogade på Christianshavn. Buddet er enfoldigt og lettroende nok til at gå derud og løber naturligvis til nar. Men træffer dog et menneskevæsen af en kollektør, og han - gros-butor! viser buddet op i Frederiksberggade. Buddet fandt heller ikke der hvad det søgte. Men da det var på vejen til Vesterbro, så gik det derud og fik de forlangte numre. På grund heraf vil man bede hr. Offenburg, for at spare de andre herrer kollektører den ulejlighed, at vise vejen, at bekendtgøre hvor hans kollektions kontor er.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 106-107)

Et Syn og nogle Samtaler uden for en Kollektors Huus.

Hvor skadeligt tallotteriet er staten og hvilken hoben ulykker det har forvoldt og daglig forvolder, ved enhver som bekymrer sig om medbrødres vel. Hvor meget og hvor grundigt der af vores Heiberg, Rahbek, Tode og flere af landets ædle og oplyste mænd er skrevet om dette spils skadelighed, ved vi lige så vel som at det hidtil har været uden mindste virkning. Hvor umuligt det derfor ville være at tale noget mere derom indses let. Kun vil jeg her melde noget om en forsamling af mennesker uden for kollektørens på hjørnet af Kronprinsens- og Købmagergade sidste fredag straks efter postens ankomst. En forsamling der tildrog sig min og sikkert mange flere opmærksomhed. Her så man mennesker næppe behængte med så mange pjalter som kunne skjule deres af hunger og andre elendigheder hentærede legemer, oplivede af håbet om deres lykke, inden de udkomne numre blev bekendt. Her hørte man de grunde hvorpå hver enkelt byggede sit håb, og hvor forvisset de var om lykkens yndest. Her kunne man komme til kundskab om deres lidte tab, og hvilken høj tid det nu var for dem at få det erstattet. 

En havde næsten fra tallotteriet begyndelse været interessent deri og ikke vundet mere end 5 til 6 amber, hvilke han og vel hundrede gange så meget til igen havde forspildt. En anden havde i en kortere tid spillet og ikke været lykkeligere end at en gang i mellem have fået et udtræk, hvilket langt fra ikke vejede op imod hans tab. 

Jeg indlod mig i samtale med et ligeledes beklagelsesværdigt menneske, en efter udseende 70 års gammel mand, hvis dragt vidnede om sandheden af hvad han fortalte mig, nemlig at lykken i en halv snes år havde drevet gæk med ham, uagtet han dog i den tid årlig havde ofret 16 til 20 rigsdaler på dens alter, at han altid beholdt de numre som han fra begyndelsen havde spillet på og ikke som mange andre hver trækning havde haft megen møje med at tilvejebringe det sædvanlige indskud, og at han hvis lykke ikke denne gang havde tilvinket  ham bifald, vidste ingen udveje til at skaffe penge til den kommende trækning. Jeg ville have forhørt mig om han nod nogen understøttelse fra nogen af vores publike stiftelser, da jeg vel kunne se at han ikke ved arbejde var i stand til at tjene noget. Men numrene ankom just i det samme, og han med de andre trængte ned hos kollektøren for der at høre lykkens resolution. Denne som vist nok i det mindste i dette spil aldrig har behaget mange, kunne jeg af de flestes sukke og nedslagne ansigter tydelig mærke heller ikke nu må have været meget behagelig. 

En aldrende kone, hvis tab syntes ikke at gå hende så nær til hjerte, forsikrede nogle andre af hendes lige så uheldige medspillende om at dette skulle være den sidste gevinst lotteriet fik af hende, og at hun for fremtiden aldrig ville vove en skilling mere deri, blev hun endog i syner eller drømme åbenbaret alle fem numre. Når hun bliver denne sin beslutning tro, og enhver spillende følger hendes eksempel, da først - og vist ikke før - kan man vente at se dette så utallige ulykker forvoldende spil ophævet.

d.

(Politivennen Hæfte 5, nr. 65, den 20. juli 1799, s. 1031-1034) 

Forslag til en nye Skat istedet for Tallotteriet

Kopskat på hundene var en meget lovlig skat. Vi regner blot 100.000 gårdmænd i Danmark, lige så mange husmænd, nu en rottehund til hver af disse sidste og to til de første og 1 mark årlig i kopskat af hver hund, ville dog udgøre mere end 50.000 rigsdaler årlig. Altså mere end indtægten af hele tallotteriet, og en god måde at få dette hundespil jaget ud af landet med hunde.

Ulykkelig er virkelig bonden hvis han ikke til sin gård have løse rottehunde som jagtejerne ikke kan skyde. Og skal en rottehund miste forbenet, bære stor klods, kan han ikke opkradse rotternes rede af agrene og herved stifte den største nytte. Når hunde først renser ageren og siden laderne for rotter, vil det først blive let for kattene at holde de få rotter i ave som skælvende opholder sig i tagene og på kornlofter.

Rotternes mængde i søelvinterne skræmmer kattene bort, ja tilbringer dem mange slags sygdomme. Hver rotte fortærer over to skæpper korn en vinter, så det er vist ikke ligegyldigt for en bonde at have hundreder af disse gæster i laderne og rundt om i husene, for ikke at tale om den ulykke de anretter på tagene og husenes grunde og fodstykker. At sætte gift for rotterne krymper bønderne sig ved, for de har ikke råd til at miste høns, gæs, ænder og svin tillige med rotterne. Ja endog mennesker må svæve i frygt hvor der bruges rottekrudt. En rotte havde slæbt med sin hale gennem hvedemel, hvoraf blev bagt kager og et selskab af 7 personer var nær blevet forgiftet af det rottekrudt den dels havde haft i sin hale, dels spyet ud i melet selv da rottekrudtet var blandet i melet, altså ukendeligt.

Dernæst bør en bonde når han er udskiftet, især have løse vagtsomme rottehunde der kan ved nattetid bortskræmme løsgængere og tyve fra hans gård.

Men alle disse fordele bryder jagtdespoterne sig ikke om. De skyder bøndernes små køtere, og advarer dem end ikke om at binde dem. Ja, de vil jo ikke tilgive at jagten må følge grunden, men tror at arvet eller pengekøbt forret er dem hjemmel nok for at ødelægge bondens flid med urimelig jagt.Og tør de ikke på visse steder skyde selv, da søger de ved processer at tvinge selvejere til at afholde sig fra at skyde på deres små marker for at den værdige nabo jorddrot kan have vildt nok hos sig - når vildtet har fristed i bøndernes ejendoms små enemærker. Oh! at kongen ville pålægge denne hundeskat og d give enhver bonde tilladelse til at holde rottehund der af ingen jorddrot eller jagtberettiget skytte måtte skydes.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 820-823)

C. W. Eckersberg: Udenfor Tallotteri-Kolletionen. 1808. Statens Museum for Kunst.