Et Par Ord i Anledning af Commissionair Agerøes Beskyldning.

I "Raketten" nr. 170 har kommissionær Agerøe indrykket en krænkende beskyldning mod mig hvis gendrivelse jeg skylder publikum. Jeg nævner udtrykkelig "publikum", for det er på ingen måde min hensigt at indlade mig i nogen pennefejde med hr. Agerøe hvis omdømme er mig lige så ligegyldig som hans ufortjente angreb ringeagtet. Kun for min agtede medborgere vil jeg bevis urigtigheden af hr. Agerøes, på usandhed byggede, usle fremfærd hvis hensigt at skade den fredelige borger af enhver retsindig upåtvivlelighed vil mødes med fortjent foragt.

(Forinden De imidlertid, hr. Agerøe pr. kommission indlader Dem på at dadle nogen i offentlige blade, råder jeg Dem at undersøge sandheden af de nyheder De opvarter med. For De kan eller let slumpe til en forsvarlig mundkurv - for ikke at tale om små, men slemme bøder.)

I 34 år har jeg været borger her i staden og ved uheldige tidsomstændigheder navnlig det ustadige pengevæsen tilsat en ikke ubetydelig formue. I en alder af 70 år har jeg nu begyndt på mine gamle dage at udleje klæder for at ernære min familie ved et lovligt erhverv. Jeg har med denne lille, tarvelige indtægtskilde i flere år boet i hr. Hildemanns (ikke Hildemarks) hus nr. 239 på hjørnet af Holmensgade og Hummergade, og hidtil svaret enhver sit. Om der nu i samme hus skulle findes nogen som forøger sin indtægt ved rufferi eller bordel, vil jeg just ikke påstå. Men at der findes logerende fruentimmer på salen, hvis støjende adfærd og liderlige levned vækker opmærksomhed og forargelse hos omboende og forbigående, kan jeg bevise. Om denne uværdige indtægtskilde til vedligeholdelsen af flaskens velstand for en mand er tilladt af politiet er mig ligegyldigt, når jeg blot forskånes for de liderlige sange ud af vinduerne eller den med natlige visitter følgende uro.

Sådan, ærede publikum! er anledningen til kommissionær Agerøes beskyldning mod mig der er fremavlet enten af egen dumhed eller andres ondskab. Jeg tror at det danske folk blandt hvilket jeg så mange år har levet og virket, næppe misunder mig den ubetydelige indtægt jeg kan erhverve ved at udleje klæder. Ligesom jeg også tror at det ligesom jeg ringeagter lav ondskab, hader løgnen og ærer sandheden. Og med denne overbevisning tegner den forhenværende møller sig: et agtet publikums

ærbødigste

F. Ollschansky

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 438-440)

Redacteurens Anmærkninger

Krak 1837 angiver kon?farver F. Olchansky, Holmensgade 239. Agerøe er ikke at finde i Krak. Adressen hed senest Bremerholm 38/Hummergade 9, og eksisterer ikke længere.

Erklæring.

Forfatteren til det i Politivennen nr. 551 for dette år indrykkede stykke "Bøddelscene hos brændevinsmanden på hjørnet af Hummer- og Skvaldergade" afgiver herved følgende erklæring:

Da han skrev dette stykke, var han af den overbevisning at de to lazaroner som forvoldte optøjet havde drukket sig fulde i hr. Windings hus og at de siden var blevet kastet ud da de ikke havde mere at fortære. Senere har han derimod erfaret at de ikke alene kom drukne i hr. Windings hus, men at de endog begyndte at bruge overlast imod dennes kone efter at de først indbyrdes havde bibragt hverandre blodige pander ved slagsmål i stuen, og at hr. Windings søn således så sig nødsaget til da ingen andre var ved hånden at bruge magt mod dem og kaste dem ud. Som følge af denne oplysning, hvorved det graverende i sagen aldeles bortfalder, finder forfatteren af ovennævnte stykke sig hermed foranlediget til at gøre hr. Winding sin undskyldning for de ubehageligheder havn ved denne sags offentliggørelse har forvoldt denne og at tilbagekalde og tilintetgøre ethvert fornærmende udtryk han i sit indrykkede har brugt.

(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 732-733)

Bøddelscene paa Hjørnet af Hummer- og Sqvaldergaden hos Brændeviinsmanden.

Det ordsprog: hvor man drikker sit øl, skal man spilde sin bærme er vist ikke blandt dem som ovenomtalte brændevinsmand har lagt til grund for sin handlemåde. Hos ham hedder det nok tværtimod: Drik dit øl (rettere sagt din brændevin) hos mig, og det jo mere jo bedre. Men spild din bærme hos andre, ellers sker du en ulykke! Til bevis for denne min mening tjener følgende:

Søndag formiddag den 16. i denne måned, midt under gudstjenesten, blev Hummergades beboere opskræmt ved en alarm som bragte alle til vinduerne hvor man da blev vidne til et optrin der i lige høj grad vakte afsky og harme. Nævnte brændevinsmands søn (sønnen af den første matador i Hummergade og måske i hele kvarteret) stod i forstuen og sled med egne respektive hænder i 2 usle skabninger i menneskelig skikkelse af hvilke han endelig med herkulesk styrke væltede den ene ud på gaden, således at den ulykkeliges ansigt blev skjult med blod, og væltede den anden - nøgen i ordets bogstaveligste betydning - ud i rendestenen. For da den elendige gjorde modstand, vedblev den skønne hr. søn at slå så længe i ham, indtil han fik pjalterne (en gammel trøje nemlig) op over hovedet på ham og således blottede den skjorteløse krop. 

Denne ekspedition skete ud gennem gadedøren. For den egentlige indgang til skænkestuen var anordningsmæssigt lukket *). Bag efter de udkastede sendte den værdige brændevinsmandssøn de tilbageblevne pjalter, såsom hatte, tøfler osv. Det er let at gætte hvad der nu fulgte. Lazaronerne forblev en rum tid udenfor, fortalte hele gaden "at de havde fortæret 4 til 5 mark derinde og at man havde pryglet dem og kastet dem ud da de ikke havde flere penge.". Endelig kom en politibetjent til og jog dem væk, hvorved den ene fik nogle dygtige prygl som vist nok burde have faldet på en ganske anden ryg.

Det skammelige i ovenstående behandling forhøjes betydeligt for det første derved at denne bøddelscene foregik på en helligdag, ja midt under gudstjenesten og i en mands hus som efter de gældende anordninger er forbundet til på sådan tid at holde sine døre lukket **). Og for det andet derved at det er ved disse ynkværdige skabningers usalige hang til brændevin at ovennævnte mand i mange år har levet og endnu lever i højeste velgående. Ingen uden øjenvidnet kan gøre sig en forestilling om de valfarter som dagligt sker til denne mands brændevinstønde. De usleste skabninger af begge køn (hvoraf enkelte slavekompagnier udgør den bedre del) ***) hvis hele tilværelse beror på brændevin, vandrer hobevis derhen for at ofre på dette fordærvelige alter, hvilket de næppe forlader så længe endnu en skilling er tilbage af det surt erhvervede eller sammentiggende forråd. 

Er det nu ikke i overensstemmelse med rimelighed at når denne brændevinsmad har nedladt og endnu nedlader sig til at leve af og berige sig ved dette menneskeudskud, så bør han også være forberedt på og med resignation tåle alle de ubehageligheder som den må være udsat for der slutter sig til sådant selskab. At undvære disse urolige, liden ære bringende gæster var jo en bagatel for en mand i så afgjort lykkelige omstændigheder.

Men da det ikke er at håbe at han - især så længe han har en så trofast hjælper ved hånden som denne håbefulde søn - et at formå til at fatte denne beslutning ****), så anmodes han på det alvorligste om at skåne naboer og genboer for sådanne rædselsscener som den ovenfor anførte, samt at ære helligdagen og de gældende anordninger, da anmelderen og flere med ham ikke skal glemme ved først givne lejlighed ad en ganske anden vej end den her valgte at minde ham om at han lever i et land, hvor man hverken tør træde menneskelighed eller love og anordninger under fode.

*) Denne brændevinsstue har således megen lighed med en rævehule da begge har to ind- eller udgange.

**) Har brændevinsmanden måske speciel tilladelse til at skænke brændevin til lazaroner under gudstjenesten, så bedes om forladelse.

***) Hele vinteren igennem så anmelderen hver søgnedags morgen forskellige slaveafdelinger at gøre holdt uden for ovennævnte sted og der at indtage deres morgensnaps, hvortil han en gang i mellem hilste meget venligt. I sommer derimod har anmelderen ingen set. Måske har ankerne i dette blad hjulpet, eller måske kommer slaverne tidligere end anmelderen står op. 

**** Jeg er overbevist om at hele nabolaget ville sige amen til denne beslutning da man herved blev fri for dagligt at have alle de modbydelige væsner for øje, som brændevinstønden her med magnetisk kraft sammentrækker.

(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 463-468)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 566, 4. november 1826, s. 732-733.

Drenge Unoder i Hummergaden.

Følgende uorden finder næsten daglige sted på hjørnerne af Hummer- og Ulkegade af en 8 til 10 børn mellem 6 til 12 år der samler sig på forskellige af fornævnte hjørner og foruden uanstændigt at behandle forbigående pigebørn som kommer fra skolen, overfalder de endogså med slag og hug andre folks drengebørn som måtte komme forbi i et eller andet ærinde for deres forældre eller husbonde, så at de derved enten forspilder eller aldeles tilintetgør hvad de i sammes ærinde måtte bære. De tillader sig med store sten at kaste imod beboernes døre, ja endog gå op i husene, give sig i klammeri og derved ituslå ruder. Alt dette som virkelig er passeret, var ønskeligt at man kunne få hæmmet hvorved der virkelig ville vises vedkommende husejere en sand tjeneste.

(Politivennen nr. 230. Løverdagen den 27de Maj 1820, s. 3733)

En nødlidende Kone.

I huset hvor jeg bor, på hjørnet af Hummergade og Skvaldergade nr. 369 og 70, ligger en gammel og aldeles fattig kone som har den grille at hun ikke vil søge hjælp hos Fattigkommissionen. Da man nu kan vente at hun i denne hårde kulde en morgen vil findes død (da hun ligger næsten nøgen på loftet under de af frost tindrende tagsten) så anmoder jeg Dem herved om De i Deres næste Politiven ville tale et par ord om hende for at hun på en eller anden måde kunne blive sørget for.

København den. 20. december 1799
Ærbødigst 
Schiøtt

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1388-1389)