Det glæder udgiveren meget når han blandt de mange anker over mangler og ufuldkommenheder som fremsættes i hans blad, nu og da kan bekendtgøre noget om et eller andet foretagende hvad enten det er bevirket ved en autoritet eller ved privatmand, og da han håber at det interessere den største del af hans læsere, meddeler han med fornøjelse en kort efterretning om en i dette år oprettet arbejdsanstalt i Frederiksberg By.
I de senere år tiltog de fattiges antal i Frederiksberg Sogn mere og mere, hvortil hører byerne Valby, Vigerslev og Hvidovre. Sognets Fattigkommission havde vel for længere tid siden tænkt på hvor nyttigt det ville være at få oprettet en arbejdsanstalt for at kunne beskæftige de fattige og give dem lejlighed til at fortjene en del af de omkostninger som medgår til deres understøttelse. Men der manglede midler til at forskaffe et passende lokale, og sognets beboere der besværedes ved en stadig stigende udgift, såvel i naturalier som i penge, til de fattiges underhold, unddrog sig for at komme kommissionen til hjælp med lån for at fremme hensigtens opnåelse. Desuagtet lykkedes det i forrige år kommissionen, især ved dens driftige medlem hr. fabriksejer Plukroses bestræbelser, at på særdeles rimelige vilkår få købt en gård i Frederiksberg bys Allegade. Denne gård blev indrettet til en arbejdsanstalt hvis bestyrelse blev overdraget til hr. Plukrose af de øvrige kommisionsmedlemmer.
Arbejds-, spise- og soveværelserne er lyse og luftige, og der holdes strengt over renlighed i alle måder. Ved optagelse i arbejdshuset må den fattige rense sig ved bad, og få klæder af stiftelsen mens hans egne rengøres og udbedres. Lemmerne beskæftiges med at spinde hør, blår og fæhår af hvilke sidste udvirkes sengeklæder, strikkes nathuer, trøjer og strømper til eget brug, endvidere forfærdiges trætøfler, udføres murer-, tømrer-, snedker- og havearbejde osv.
Fattighuset (med arrester i kælderen) bag ved Bagergården ved Allegade, set fra hjørnet af Allegade og Hollændervej. Akvarel af J. L. Ridter, 1898. Fra Eiler Nystrøm: Frederiksbergs historie, bind 2
Man har ikke tænkt på at udvide stiftelsen til et fabriksanlæg, dels fordi der ville kræves en større sum til anskaffelse af maskiner og inventar, ligesom også større kundskaber hos bestyrelsen, dels også fordi erfaring har vist at sådanne fabrikker som drives ved fattige, skader den næringsdrivende borger i dennes levevej. I stiftelsen nyder de fattige tilstrækkelig god og sund føde, samt i øvrigt alle fornødenheder. Og det de ved flid kunne tjene over hvad der er dem pålagt at præstere, vil i sin tid når et arbejdsreglement sættes i kraft, blive udbetalt til dem om søndagen da de får tilladelse til at gå ud. Men kommissionen har her som i alt ikke utidigt villet overile sig med at fremsætte bestemmelser. Hvilke den derimod først ved praktisk erfaring har villet lære at kende som hensigtsmæssige og tjenlige. Befindes nogen at have begået uorden eller at komme beskænket hjem, får han ikke tilladelse til at komme ud i 1-2 søndage. Denne straf er i almindelighed fundet tilstrækkelig til ordens overholdelse i så henseende, og kachotstraf har kun i 2 tilfælde været anvendt, ligesom kommissionen i øvrigt har haft årsag til at være tilfreds med lemmernes flid og opførsel.
Hvad der vist nok er tilfældet på flere steder og som den mest driftige Fattigkommission næppe formår at forebygge (da al grundig undersøgelse omsider strander på den fattiges erklæring: "jeg kan intet arbejde få"), nemlig at mange søger at tilvende sig understøttelse uden at trænge til det, fandt også før sted i dette sogn. Et bevis på det finder man deri at da arbejdshuset var indrettet og kommissionen lod bekendtgøre at ingen som ikke ville være lem i arbejdsanstalten, kunne vente nogen som helst understøttelse, fandtes af 170 personer der nød understøttelse, kun 42 der underkastede sig denne betingelse, mens de øvrige frasagde sig al understøttelse på dette vilkår. Det er heraf klart som også bestyrket ved erfaring, at arbejdsanstalter ved et fattigvæsen formindsker antallet på de fattige, da disse som oftest foretrækker frihed og den kære lediggang for arbejde under opsigt, og undværer hellere understøttelse end de underkaster sig tvang.
Men en velindrettet arbejdsanstalt fører endnu det gode med sig at de fattige bliver vænnet til orden og renlighed, hvorved mange sygdommes fremkomst og udbredelse bliver forebygget. Og lad endog de fattiges virke eller arbejde ikke fuldkommen erstatte den bekostning dens underhold kræver, ja lad denne kun halvt erstattes, så er dog derved allerede vundet stor lettelse i ydernes udgifter.
Den her omhandlede anstalt har kun været i virksomhed siden 1. april dette år. Og skønt lemmerne i den første tid ene var beskæftiget med at afhjælpe stiftelsens mangler og fremskaffe fornødenheder til eget brug, har arbejdshusets oprettelse i den følgende tid dog bevirket så meget at sognets ydere fra 15. april har været fritaget for at lægge den hjælp i naturalier som kommissionen før så sig nødsaget til at afkræve dem og som for Frederiksberg by alene, evalueret til penge, for året 1833 udgør cirka 700 rigsbankdaler, samt at hovedkassen i 1834 har kunnet undvære 1.000 rigsbankdaler sedler til afdrag på de til arbejdsanstaltens indretning medgåede udgifter. Enhver god borger må af hjertet ønske denne stiftelse alt muligt held, og at dens gode fremgang og bestyrelse må tjene til eksempel og efterligning på andre steder.
(Politivennen nr. 989, Løverdagen den 13de December 1834, s. 855-860)
Vedrørende Plukroses rolle, så indeholdt Kiøbenhavnsposten 31. december 1842 en meget lang redegørelse fra ham om hvordan bl.a.hofpræsten havde villet presse ham til at nedtone sin rolle for at fremme hofpræstens m.fl.s roller. Se baggrundsartiklen her på bloggen.
I de senere år tiltog de fattiges antal i Frederiksberg Sogn mere og mere, hvortil hører byerne Valby, Vigerslev og Hvidovre. Sognets Fattigkommission havde vel for længere tid siden tænkt på hvor nyttigt det ville være at få oprettet en arbejdsanstalt for at kunne beskæftige de fattige og give dem lejlighed til at fortjene en del af de omkostninger som medgår til deres understøttelse. Men der manglede midler til at forskaffe et passende lokale, og sognets beboere der besværedes ved en stadig stigende udgift, såvel i naturalier som i penge, til de fattiges underhold, unddrog sig for at komme kommissionen til hjælp med lån for at fremme hensigtens opnåelse. Desuagtet lykkedes det i forrige år kommissionen, især ved dens driftige medlem hr. fabriksejer Plukroses bestræbelser, at på særdeles rimelige vilkår få købt en gård i Frederiksberg bys Allegade. Denne gård blev indrettet til en arbejdsanstalt hvis bestyrelse blev overdraget til hr. Plukrose af de øvrige kommisionsmedlemmer.
Arbejds-, spise- og soveværelserne er lyse og luftige, og der holdes strengt over renlighed i alle måder. Ved optagelse i arbejdshuset må den fattige rense sig ved bad, og få klæder af stiftelsen mens hans egne rengøres og udbedres. Lemmerne beskæftiges med at spinde hør, blår og fæhår af hvilke sidste udvirkes sengeklæder, strikkes nathuer, trøjer og strømper til eget brug, endvidere forfærdiges trætøfler, udføres murer-, tømrer-, snedker- og havearbejde osv.
Man har ikke tænkt på at udvide stiftelsen til et fabriksanlæg, dels fordi der ville kræves en større sum til anskaffelse af maskiner og inventar, ligesom også større kundskaber hos bestyrelsen, dels også fordi erfaring har vist at sådanne fabrikker som drives ved fattige, skader den næringsdrivende borger i dennes levevej. I stiftelsen nyder de fattige tilstrækkelig god og sund føde, samt i øvrigt alle fornødenheder. Og det de ved flid kunne tjene over hvad der er dem pålagt at præstere, vil i sin tid når et arbejdsreglement sættes i kraft, blive udbetalt til dem om søndagen da de får tilladelse til at gå ud. Men kommissionen har her som i alt ikke utidigt villet overile sig med at fremsætte bestemmelser. Hvilke den derimod først ved praktisk erfaring har villet lære at kende som hensigtsmæssige og tjenlige. Befindes nogen at have begået uorden eller at komme beskænket hjem, får han ikke tilladelse til at komme ud i 1-2 søndage. Denne straf er i almindelighed fundet tilstrækkelig til ordens overholdelse i så henseende, og kachotstraf har kun i 2 tilfælde været anvendt, ligesom kommissionen i øvrigt har haft årsag til at være tilfreds med lemmernes flid og opførsel.
Hvad der vist nok er tilfældet på flere steder og som den mest driftige Fattigkommission næppe formår at forebygge (da al grundig undersøgelse omsider strander på den fattiges erklæring: "jeg kan intet arbejde få"), nemlig at mange søger at tilvende sig understøttelse uden at trænge til det, fandt også før sted i dette sogn. Et bevis på det finder man deri at da arbejdshuset var indrettet og kommissionen lod bekendtgøre at ingen som ikke ville være lem i arbejdsanstalten, kunne vente nogen som helst understøttelse, fandtes af 170 personer der nød understøttelse, kun 42 der underkastede sig denne betingelse, mens de øvrige frasagde sig al understøttelse på dette vilkår. Det er heraf klart som også bestyrket ved erfaring, at arbejdsanstalter ved et fattigvæsen formindsker antallet på de fattige, da disse som oftest foretrækker frihed og den kære lediggang for arbejde under opsigt, og undværer hellere understøttelse end de underkaster sig tvang.
Men en velindrettet arbejdsanstalt fører endnu det gode med sig at de fattige bliver vænnet til orden og renlighed, hvorved mange sygdommes fremkomst og udbredelse bliver forebygget. Og lad endog de fattiges virke eller arbejde ikke fuldkommen erstatte den bekostning dens underhold kræver, ja lad denne kun halvt erstattes, så er dog derved allerede vundet stor lettelse i ydernes udgifter.
Den her omhandlede anstalt har kun været i virksomhed siden 1. april dette år. Og skønt lemmerne i den første tid ene var beskæftiget med at afhjælpe stiftelsens mangler og fremskaffe fornødenheder til eget brug, har arbejdshusets oprettelse i den følgende tid dog bevirket så meget at sognets ydere fra 15. april har været fritaget for at lægge den hjælp i naturalier som kommissionen før så sig nødsaget til at afkræve dem og som for Frederiksberg by alene, evalueret til penge, for året 1833 udgør cirka 700 rigsbankdaler, samt at hovedkassen i 1834 har kunnet undvære 1.000 rigsbankdaler sedler til afdrag på de til arbejdsanstaltens indretning medgåede udgifter. Enhver god borger må af hjertet ønske denne stiftelse alt muligt held, og at dens gode fremgang og bestyrelse må tjene til eksempel og efterligning på andre steder.
(Politivennen nr. 989, Løverdagen den 13de December 1834, s. 855-860)
Redacteurens Anmærkning
Arbedsanstalten lå på nuværende Allegade 14 (ved Tottenbergs bagergård). I 1858 blev det adskilt i Frederiksberg og Hvidovre som to selvstændige kommuner (med virkning fra 1861). Fattighuset blev i 1860 solgt til bager H. L. Tottenberg som drev bageri i forhuset. (Henning Bro og Helga Mohr: Frederiksberg Kommune 1858-2008. 2008).Vedrørende Plukroses rolle, så indeholdt Kiøbenhavnsposten 31. december 1842 en meget lang redegørelse fra ham om hvordan bl.a.hofpræsten havde villet presse ham til at nedtone sin rolle for at fremme hofpræstens m.fl.s roller. Se baggrundsartiklen her på bloggen.
