Der bor en Bager i Nørregade. (Efterskrift til Politivennen)

Sangen er oprindelig svensk. Den kendes på dansk omkring 1883, men dengang boede han ikke i Nørregade, men i Mariager. Senere blev den trykt i De Små Synger, og da var han flyttet til Nørregade. Der kan være tale om flere bagere. En af dem er Johan Friedrich Wilhelm Piper (12.10.1780-8.9.1853). Han kendes fra mange retssager som han var involveret i.

Ifølge Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Bevilling af 1ste Juni 1829 som læses i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret Mandagen den 3de Juni d. A., saa lydende:

"Vi Frederik den sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg; Gjøre vitterligt: At Vi, efter Hofbagermester Johan Friederich Wilhelm Piper af Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn, derom allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Begiæring, allernaadigst have bevilget og tilladt, saa og hermed bevilge og tillade, at han ved Proclama, aub poena præclusi et perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel, i den danske Statstidende, Adressecontoirets Efterretninger samt den altonaiske Mercur, 3de Gange efter hinanden maae indkalde alle dem, som formene sig at have noget at fordre hos ham, med deres Paastand at fremkomme, og saadant deres havende Krav inden foreskrevne Tids Forløb, for ham at anmelde og beviisliggiøre; dog Umyndiges Tiltale i Fremtiden efter Forordningen 20de Februar 1717 forbeholden; og skal saadan Indkaldelse i Aviserne ansees og være lige saa Gyldig, som om den var skeet ved Proclama efter Loven; dog skal denne Vor allernaadigste Bevilling Ord til andet indrykkes i fornævnte offentlige Tidender, samt læses for Vor Lands Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn

Hvorefter de Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette og for Skade at tage vare.

Givet i Vor kongelige Residentsstad Kiøbenhavn, den 1ste Juni 1829.

Under Vort Kongelige Segl.
(L. S. R.)

Efter Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling
Stemann, Monrad, Ørsted, Kjerulff, Hansen, Moltke/ Wilse

Bevilling for hofbagermester Johan Friderich Wilhelm Piper af Kiøbenhavn til ved proclama i Aviserne, at indkalde hans Creditorer"

indkaldes herved, sub poena præclusi & perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel alle de, som formene sig at have noget at fordre hos mig Underskrevne, til dermed at fremkomme og saadant deres havende Krav, inden foreskrevne tids Forløb, for mig i min iboende Gaard No. 209 i Adelgaden at anmelde og beviisliggiøre.

Kiøbenhavn den 1ste Juni 1829
Johan Friderich Wilhelm Piper.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende", 12. juni 1829)

I Aarhuus Stifts-Tidende, 21. juli 1829 kan man læse at han vandt en sølvsukkerskål ved en fugleskydningskonkurrence. Hofbageren klarede sig godt. Han ejede 1835-50 Ulstrup Gods. Og det var en temmelig kompliceret sag: Ulstrup var blevet købt af den franske statsminister Bourienne af grev Scheel. Bourienne kom ikke selv på ejendommen, der bestyredes af forvalter Branno. Bourienne overdrog ejendommen til den danske regering for 70.000 rigsdaler i 1827. Den solgte i 1835 gård og gods til landsoverretsprokurator P. J. Knudsen for 118.200 rigsdaler. Han overdrog til ret til skøde for 121.200 rigsdaler til Piper som igen overdrog det for 128.200 rigsdaler til forpagteren, senere kammerherre P. Koch. (Randers Dagblad og Folketidende 25. januar 1900)

Følgende udførlige sag i Juridisk Tidsskift, 36. bind, 1840 beretter om hofbagermesteren:

I Sagen:

Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse,

Contra :

Hofbager Piper og Kammeradvocaten.

(Afsagt den 28de Mai 1838.)

Efter foregaaende Klage til Forligelsescommissionen have Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke: og Børneforsørgelſeskasse, saggivet Indstævnte, Hofbager Piper, til under en daglig Mulct at udlevere en fornævnte Enke- og Børneforsørgelseskasse tilhørende kongelig Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv, som af forhenværende Hovedkasserer ved bemeldte Theater, F. A. C. Printzlau, skal være bleven fravendt fornævnte Kasse, og som Indstævnte Hofbager Piper har i sin Besiddelse, samt til at betale Citanterne de af denne Obligation fra 11. December 1833 hævede Renter, med 4 pCt. Renter deraf fra Datum af Klagen til Forligelsescommissionen til Betaling skeer, og in subsidium, for det Tilfælde at Indstævnte Hofbager Piper for Citanternes Tiltale skulde blive frifunden, Kammeradvocaten til at høre den kongelige Kasse tilpligtet at holde meerbemeldte Enke- og Børneforsørgelseskasse skadesløs, ved enten til Directionen for samme at udlevere 2000 Rbdlr. S. i kongelige 4 pCt. rentebærende Obligationer, eller at betale disses Værdie efter den ved Betalingstiden gjeldende gangbare Priis, alt med skadesløse Renter deraf fra 11 Decbr. 1833 til Udlevering eller Betaling skeer.

Citanterne have derhos paastaaet de Indstævnte tilpligtede in subsidium at betale denne Processes Omkostninger skadesløst.

Derimod har Indstævnte Hofbager Piper i Indlæg af 30te November 1835 principaliter paastaaet Frifindelse, og subsidialiter, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de Renter, han af samme har hævet, imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra 22de Januar 1834, hvorhos han i Indlæg af 16de October f. A. har med Hensyn til at der ved den i Justitssagen imod ovennævnte Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelſsskasse Erstatning hos Printzlau for den omqvæſtionerede Obligation, i alt Fald har paastaaet sig frifunden for Citanternes Søgsmaal som for tidligt anlagt.

Kammeradvocaten har paa den kongelige Kasses Vegne paastaaet enten Sagen afvist, eller nysnævnte Kasse for Citanternes Tiltale frifunden og sig tillagt Kost og Tæring eller Salair med noget Tilstrækkeligt.

Indstævnte Hofbager Piper maa efter den af ham brugte Procedure ansees at have indrømmet, at Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse har været Eier af den under Sagen omhandlede Obligation, der oprindeligvis er udstædt til Ihændehaveren, men, efterat den senere havde erholdt en Paategning om at tilhøre forbemeldte Kasse og ikke at kunne afhændes uden vedkommende Bestyrelses Samtykke, hvilken den 19de December 1826 er noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger, under 12te October 1833 er forsynet med en ny Paategning, ifølge hvilken den transporteres til Ihændehaveren, hvilken Paategning, der er underskreven ”Directionen for Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse F. Holstein, Collin”, den 15de s. M. er blevet noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger. 

Forsaavidt nu Indstævnte Hofbager Piper har formeent, at der maa tillægges ham Friſindelse, i alt Fald for Søgsmaalet som for tidligt anlagt, fordi der ved den i Justitssagen imod forhenværende Theaterkasserer Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse Erstatning hos bemeldte Printzlau for den omhandlede Obligation, hvoraf skulde følge, at Citanterne ikke kunne holde sig til Andre end til ham, i det Mindste ikke saalænge det ei er godtgjort om fornævnte Kasse ikke engang i Tiden kan hos ham erholde Erſtatning, kan denne Formening naturligvis ikke komme i Betragtning, hvor der, som in casu, er Spørgsmaal om at vindicere en Vedkommende fravendt Eiendom.

Naar dernæst Indstævnte Hofbager Piper til Styrke for sin Paastand om Frifindelse har paaberaabt sig, at det ikke er af Citanterne beviist, at den oftmeldte Obligation er paa ulovlig Maade fravendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse, eller at den paa samme tegnede Transport til Ihændehaveren er falsk, skjønnes ikke denne Benægtelse at kunne medføre det af ham attraaede Resultat. Om det nemlig end ikke ved de af forhenværende Theaterkasserer Printzlau under den imod ham anlagte Justitssag afgivne Forklaringer maatte kunne ansees tilstrækkeligt oplyst, at han har disponeret over den omqvæstionerede Obligation imod vedkommende Bestyrelses Vidende og Villie, og in specie i dennes Navn meddeelt en falsk Transport paa samme, saa kan det efter Sagens Natur ikke antages at være Citantermes Sag at føre Beviis for at Obligationen er fravendt dem paa uretmæssig Maade, eller at den ommeldte Transport er falsk, ligesom der ikke heller efter Sagens specielle Omstændigheder og den af Parterne brugte Procedure findes Anledning til at anvende Benægtelseseed.

Men selv under Forudsætning af at Obligationen paa ulovlig Maade maatte være frakommen Enke- og Børneforsørgelseskassen, og at den samme paategnede Transport til Ihændehaveren maatte være falsk, har Indstævnte Hofbager Piper formeent at burde tillægges Frifindelse, fordi han ikke, da han tilforhandlede sig Obligationen, som han kjøbte i Januar 1834 af en Mægler her i Staden, havde nogen Formodning om, eller Anledning til at formode, at den var paa ulovlig Maade kommen ud af den titnævnte Kasses Besiddelse.

Dette Moment vilde være afgjørende til Fordeel for Indstævnte, saafremt der var Tale om en oprindeligvis til Ihændehaveren udstædt Obligation, som var vedbleven at lyde paa Ihændehaver, uden nogen mellemkommende i Statsgjeldscontoirets Bøger noteret Paategning, hvorved den var kommen til at lyde paa Navn, eftersom et saadant Document, efter dets ejendommelige Beskaffenhed, maa sættes i Klasse med Penge og følgeligen ikke kan vindiceres fra den, der i god Troe har erhvervet samme *). Men et andet Resultat maa statueres i Henseende til saadanne Obligationer, der, oprindeligvis udstædte paa Ihændehaveren, senere have erholdt en paa behørig Maade noteret Paategning om at tilhøre en bestemt Person, som paastaaer at den er frakommen ham paa ulovlig Maade, om den end paa nye er bleven noteret ſom tilhørende Ihændehaveren.

Grunden til at en til Ihændehaveren udstædt Obligation, der vedbliver at have denne Characteer, maa under den ovennævnte Betingelse undtages fra den en Eier efter vor Lovgivning ellers tilkommende Vindicationsret, ligger i at det Modsatte vilde komme i Strid med den Hensigt, hvori Obligationer paa Ihændehaver udstædes, ifølge hvilken de uden videre skulle kunne gaae fra Mand til Mand, og herved kan Ingen komme til at lide noget Tab, hvorover han med Føje kan beklage sig, da den, der lader en Obligation udstæde paa Ihændehaver, eller erhverver den, medens den endnu uforandret befinder sig i denne Tilstand, maa vide at han er udsat for at kunne miste samme. Men hvor en Obligations Eier har ladet den forsyne med en Paategning om at den er ham tilhørende, og Paategningen paa behørig Maade notere, er Obligationens oprindelige Beskaffenhed, i Medhold af hvilken den ikke kunde være Gjenſtand for Vindication, forandret, og et Factum foregaaet, hvis Betydning er den, at Eieren vil sikkres imod den Fare, hvorfor Obligationens Egenskab, som lydende paa Ihændehaver, udsatte ham, og at Enhver maa vogte sig for at erhverve Documentet, naar han ikke har forvisset sig om at det paa lovlig Maade har ophørt at være den paagjeldende Persons Eiendom.

Vel kunde Frd. 7de Februar 1823 §. 2 synes at afgive et Argument herimod, da den fastsætter, at Obligationer og Penge-Effecter, som enten ifølge deres oprindelige Indhold eller efter foregaaende Transport ere i vedkommende Bøger noterede som lydende paa Ihændehaver, ikke kunne være Gjenstand for Mortification, men denne Lovbestemmelse kan i alt Fald alene antages at indeholde Reglen med Hensyn til Adgangen til at erholde Mortifications: Bevilling, hvorimod den ikke giver nogen Forſkrift med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt den, hvem en Obligation paa ulovlig Maade er fravendt, kan, uagtet den er bleven noteret paa Ihændehaver, gjøre sin Ret gjeldende imod den, som er kommen i Besiddelse af samme.

Vel lader sig med Hensyn til det saaledes antagne Resultat erindre, at Adgangen til at vindicere Obligationer, som den omqvæstionerede, fra den, der bonafide har erhvervet samme, kan medføre ſærdeles betydelige Inconvenientser og navnligen lægge Hindringer i Veien for den fri Omsætning med Statspapirer, men, uden at tale om at et modsat Resultat vilde have maaskee ikke mindre Ulejligheder i Følge med sig, saa skjønnes det ikke at dette Hensyn kan være afgjørende, hvor Spørgsmaalet alene drejer sig om hvad der bør antages i Overeensstemmelſe med den bestaaende Lovgivning.

Ifølge det Foranførte maae Citanterne være berettigede til at erholde den omqvæstionerede Obligation udleveret af Indstævnte Hofbager Piper, hvis Sag det, da han tilforhandlede sig samme, havde været at undersøge, hvorvidt den paategnede Transport var ægte **). Thi den af ham yttrede Formening, at den stedfundne Notering i Statsgjeldscontoirets Bøger af Transporten indeholdt tilstrækkelig Legitimation for at Obligationen var paa lovlig Maade ophørt at være Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasses Eiendom, kan ikke gives Medhold, efterdi Noteringen ifølge sin Natur ikke afgiver noget Bevis for Transportens Ægthed, men er indført i Øiemed, der ikke staae i Forbindelse med Tilvejebringelsen af nogen Garantie i saa Henseende.

Indstævnte Hofbager Piper vil følgeligen være at tilpligte under en daglig Mulct, der passende findes at kunne bestemmes til 5 Rbdlr. Sølv for hver Dag han sidder Dommen overhørig, at udlevere den omhandlede Obligation til Citanterne. Forsaavidt disse have paastaaet Indstævnte Hofbager Piper tilpligtet at betale til dem de af Obligationen fra 11te December 1833 hævede Renter, kan deres Paastand ikke tages til Følge, da han har været bonæ fidei possessor, hvorimod han, i Medhold af den af ham brugte Procedure, vil være pligtig at udrede de Renter, han har oppebaaret siden 22de Januar 1834, da han erhvervede Obligationen, indtil Udlevering skeer, af hvilket Rentebeløb det imidlertid ikke, saaledes som Citanterne have formeent, kan paalægges ham at tilsvare Renter.

Forsaavidt Indstævnte Hofbager Piper subsidialiter har paastaaet, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de af samme hævede Renter imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra den 22de Januar 1834, da kan dette ikke gives Medhold, da det ikke kan paaligge Citanterne at holde ham skadesløs for det Tab, han maatte have lidt ved at tilforhandle sig deres Eiendom.

Som Følge af dette Sagens Udfald vil den af Citanterne in subsidium nedlagte Paastand over den kongelige Kasse bortfalde ***).

Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve, dog at Citanterne have at udrede Salarium til Kammeradvocaten med 30 Rbdlr. Sølv.

Det Sagen, forsaavidt samme ikke har været beneficeret, tilhørende stemplede Papiir er rigtigt forbrugt.

Thi kjendes for Ret: Indstævnte Hofbager Piper bør, under en daglig Mulct af 5 Rbdlr. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse for hver Dag han sidder Dommen overhørig, til Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse, udlevere den under Sagen omhandlede kongelige Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv. Saa bør han og til Citanterne betale de Renter, han af bemeldte Obligation har oppebaaret fra 22de Januar 1834 indtil Udlevering af Obligationen finder Sted.

Processens Omkostninger ophæves.

I Salair til Kammeradvocaten betale Citanterne 30 Rbdlr. Sølv.

At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

*) Cfr. en i Højesteret den 9de Mai 1804 stadfæſtet Hof- og Stadsretsdom af 19de December 1803 i Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse, 1 Bd. p. 250-253, cfr. p. 447-448, og Conferentsraad Ørsteds Bemærkninger over Vindicationen af Gjeldsbreve, som lyde paa Ihændehaveren, i samme Bind af bemeldte Arkiv p. 501-519.

**) I Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade af Bang og Larsen, er det her omhandlede Spørgsmaal besvaret paa en modsat Maade; vide dette Tidsskrifts 32 Bd. p. 264 seq. Herved kan tillige mærkes den Synsmaade, der ligger til Grund for det af Conferentsraad Ørsted i Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed 5te Bd. 1 Stk.P. 141- 142 brugte Raisonnement

***) I 5te Udgave af sin Formularbog p. 49 har Conferentsraad Ørsted yttret sig over det Spørgsmaal om den i Statsgjeldscontoirets Bøger stedfundne Notering af en paa en Statsobligation meddeelt Transport kan paadrage den kongelige Kasse noget Ansvar for Transportens Ægthed.

Hofbagermester Piper var også involveret i en dom i Landsoverretten mandag den 13. januar 1840:

Constitueret Regimentsqvarteermester Ernst Peter Frederik Dienhoff ctr. Hofbagermester Piper. Piper tilpligtedes, under en daglig Mulct af 5 Rbd., at flytte et under Sagen omhandlet Plankeværk, saaledes, at Dienhoff faaer fri Disposition over et ligeledes under Sagen omhandlet Grundstykke, endvidere til, efter uvillige Mænds Skjøn, at erstatte det Tab, Dienhoff har lidt eller maatte lide, indtil han ved Plankeværkets Flytning faaer fri Disposition over Grundstykket, endelig til at betale 30 Rbd. i Proces-Omkostninger er erlægge 10 Rbd. til Justitskassen i Mulct for unødig Trætte.

(Fædrelandet, 13. januar 1840)

Hofbagermesteren må have været en holden mand, for ifølge "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", den 4. september 1841 købte han en ejendom på Vesterbro:

Solgte Eiendomme. Gaarden Nr. 74 paa Vesterbro, med Grund, Hauge, Keglebane m. v. hvilken Eiendom er assureret for 1550 Rbd. og vurderet for 5000 Rbd., blev i Tirsdags solgt til Hofbagermester J. F. W. Piper for 3,500 Rbd. r. S. 

Efter hans død meddelte Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 24. februar 1862:

Kjøbstadeiendomssalg. I Kjøbenhavn er Eiend. Nr. 231 og 232 B paa Nørregade af Arvingerne efter Hofbager Piper, efter Berl. T. solgt til Overretssagfører From for 24,000 Rd. foruden Bankhæftelsen. 

Disse ejendomme eksisterer stadig, nu som Nørregade 36 (1815-1816), opført af murermester Michael Bälckow. Ombygget 1826. I Politivennen fra juni 1834, se Redacteurens Anmærkning hertil, lå Harboes Klædefabrik der på daværende tidspunkt.

Nørregade 36. Denne ejendom tilhørte hofbagermester Piper, så måske boede der vitterligt en bager i Nørregade engang. Endda en hofbager.

Der er dog også andre gode bud om hvem bageren kunne være, ja faktisk flere. Ifølge nedenstående artikel skal der have boet en bager i Nørregade 14 (nu Hotel Skt. Petri) siden 1770'erne. Og det har vi oven i købet et avisfoto fra. I 1922 blev det imidlertid nedrevet, men det var det altså ikke da sangen blev til:

Der boede en Bager paa Nørregade.

De sidste Kryddere trækkes ud af den gamle Bagerovn.

"Der bo'r en Bager paa Nørregade", hedder det i en gammel Vise. Nu passer de Ord ikke mere. Fra i Dag bor der ingen Bager paa Nørregade. Daells vordende store Varehus har slugt ham. De sidste Brød er bagt i den ældgamle Ovn, som var Københavns ældste Bagerovn.

I henved 150 Aar har der boet en Bager i Nørregade Nr. 14, hvor af de skiftende Indehavere Jeep var der længst, nemlig i 49 Aar. Hans Efterfølger blev Thomsen, som nu efter henved en halv Snes Aars Virksomhed har maattet fortrække fra det gamle Sted.

Medens Butikken var blevet moderniseret, saa var Bageriet nede i Kælderen til Dels uforandret. I hvert Fald var selve Bagerummet og Ovnen uforandret fra Bageriets Anlæg helt i Slutningen af det 18. Aarhundrede.

Det var den ældste Bagerovn her i Byen, med et langt og lavt Dyb, hvor Brødene forsvandt mange Alen ind i Mørket.

I samme Gaard var der omkring 1850-60 flere andre Bagerovne hvor enkelte af Byens Bagermestre lod deres Brød bage, bl. a. en i sin Tid bekendt Franskbager Nielsen i Pilestræde. Ligesaa godt hans Navn var blandt Publikum, lige saa daarligt var hans Hustrus blandt Svendene. "Stine Kraft", som hun kaldtes, var nemlig ikke bange for at stikke en Svend en Lussing, naar han ikke arbejdede hende tilpas. Nu er Tiden jo en anden.

Om kort Tid er den gamle, paa Bagerminder saa rige Gaard selv kun et Minde.

(Aftenbladet (København) 18. oktober 1922).

Det kendte hjørne (den røde bygning forrest) - ældre kender det som Daells Varehus. Bageren måtte vige for varehuset. Som langt senere måtte vige for Hotel Skt. Petri - og "Dalle Valle". (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Mishandling af Tjenestepige. (Efterskrift til Politivennen)

I januar 1861 havde 5 personer, herunder Bagermester J. E. Nielsen, Pilestræde 26 startet en indsamling til morgenmad for fattige og arbejdsløse, hvis bryggere, sukkerraffinadører og bagere ville forsyne dem med øl, sirup og gammelt brød. Bespisningen begyndte 13. januar 1861 med 300 portioner i Borgergade eller Studietrædes dampkøkken. I november 1861 købte bagermester J. E. Nielsen bagergården på hjørnet af Pilestræde og Antonistræde af løjtnant Jørgensen for 23.000 rigsdaler. Den samme godgørenhed gjaldt ikke en tjenestepige hos bagermesteren selv:

Tyendesag. Kjøbenhavns Magistrat havde forlangt Bager Nielsen i Pilestræde tiltalt, fordi han havde vægret sig ved at betale Omkostningerne ved en af hans Tjenestepigers Forpleining paa Kommunehospitalet, medens derimod Bager Nielsen paastod, at han, da hans Tyende selv havde forladt Konditionen hos ham, Intet kunde være pligtig at betale. Da Sagen igaar foretoges ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, forklarede den omtalte Tjenestepige, Marie Christine Hansen, at hun var bleven behandlet paa en saa umenneskelig Maade af sin Madmoder, Bager Nielsens Hustru, at dette Forhold, hvis det befindes at være sandt, maatte paadrage Madmoderen Straf efter Tyendeloven. Pigen havde nemlig, efter sin Forklaring, i nogle Dage følt sig upasselig og var derfor den 27de September bleven liggende i sin Seng, da hun kun med Møie kunde staae paa Benene. Mad. Nielsen var derpaa kommen op paa Pigens Kammer og havde opfordret hende til at staae op for at lave Mad, "idet hun ikke kunde give sine Tyender Logis og Kost, for at de skulde blive liggende tilsengs". Tjenestepigen paastod, at hun ikke kunde staae op, og Mad. Nielsen truede hende derfor med at lade hende kaste ud af Huset af Karlen, og da Pigen alligevel blev liggende, lod hendes Madmoder alle Vinduer og Døre lukke op i Pigekammeret. Nu stod Pigen op og begav sig hen til den nærmeste Politistation for at klage over denne Behandling, og da hun befandtes at være meget lidende, blev hun kjørt ud paa Kommunehospitalet, hvor hun blev erklæret for at lide af tyfoid Feber, og hvor hun var under Lægebehandling indtil den lade Oktober. Tillige gjorde Pigen Fordring paa 4 Rdl. 16 Sk. i Løn for September Maaned. Den for Bager Nielsens Hustru mødte Fuldmægtig benægtede imidlertid Rigtigheden af Pigens Forklaring, idet Pigen kun skulde have anstillet sig syg og af sig selv var bortgaaet fra Konditionen uden at vare nødt dertil. Af den Grund meente den Tiltalte heller ikke at være pligtig til al betale for Pigens Ophold paa Hospitalet, og hvad endelig Pigens Fordring paa 25 Mark angik, da kunde der kun tilkomme hende 2 Rdl., idet hun var pligtig at erstatte sin Madmoder nogle til 13 Mark vurderede Gjenstande, som hun i sin Konditionstid havde ituslaaet. Sagen kunde som Følge deraf ikke afgjøres i Retsmødet, men udsattes, for at begge Parter kunde føre Vidner for deres Udsagns Rigtighed.

(Dagbladet (København) 7. november 1866).

Tvendesag. Igaar sluttedes ved den offenlige Politiret den af os tidligere omtalte, imod Bagermester Nielsen og Hustru i Pilestræde deels af Magistraten og deels af Kjøbenhavns Politidirekteur anlagte Sag, hvorunder Hr. Nielsen var tiltalt, fordi han havde nægtet at udrede Omkostningerne ved Pigen Marie Christine Hansens Henliggen som Patient paa Kommunehospitalet, og Mad. Nielsen, fordi hun skulde have bortviist den omtalte Pige i syg Tilstand. Bager Nielsen havde udenfor Retsmødet afgjort Sagen ved at betale Pigen hele det Beløb, hun gjorde Fordring paa, nemlig Løn for September og Oktober Maaned a 4 Rdl. 16 Sk. maanedlig og Kostpenge a 24 Sk. daglig fra den Dag, da hun blev bortviist fra Tjenesten. Dette Beløb, der udgjorde 17 Rdl. 32 Sk., tilfaldt imidlertid ikke Pigen, men udbetaltes til Magistraten som Dækning af det Beløb, der skulde udredes for hendes Ophold paa Hospitalet, og derhos betalte Bageren, da hans Kone maatte ansees for at have indrømmet, at hun havde bortviist Klagerinden i syg Tilstand, en Bøde af 5 Rdl. til Rettens Fattigkasse.

(Dagbladet (København) 9. november 1866)

Annonce i Kjøbenhavns Veiviser for Reisende, med en Plan over Kjøbenhavn, Broerne og ... (1862).

J. E. Nielsen annoncerede jævnligt i aviserne fra 1860 til under forskellige bagerinavne: "Franskbageriet" (1862), "Boulagerie francaise" (1866-1867) - da solgte han også fransk syltetøj og italiensk makaroni. I 1870erne fik han & Søn med i navnet. Herefter forsvinder han ud af avishistorien.

Kjøbenhavns offentlige Politiret September 1866. (Efterskrift til Politivennen)

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Torsdagen den 6te September.

- - -

Forhenværende Mel- og Grynhandler Hans Andersen Hansen, boende i Magstræde Nr. 6 som flere Gange havde hjemsøgt Assistenskirkegaarden og plukket Resedaer, var endelig bleven greben paa fersk Gjerning af et Par Graverkarle, der længe havde havt ham mistænkt for Blomstertyveri. Da Blomsterelskeren imidlertid ikke havde rykket Resedaerne op med Rode men kun afplukket selve Blomsterne, blev hans Forhold ikke betragtet som Tyveri, men derimod kun som Uorden, og da han ikke i Mindelighed ville afgjære sin Forseelse, maatte Vidnerne tages i Ed, hvorpaa den forhenværende Mel- og Grynhandler blev dømt efter Plakaten af 25de Juni 1814 til at bøde 5 Rd. til Kjøbenhavns Kommunes Kasse.

- - -

(Dags-Telegraphen 7. september 1866).

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Torsdagen den 13de September.

- - -

- Der var kommet Anmeldelse til Politiet om, at de af en Høker og en Melhandler forhandlede Rugbrød vistnok vare undervægtige, og ved den stedfundne Undersøgelse hos de to Forhandlere forefandtes der ialt 17 8 Pd.s Rugbrød der kun veiede fra 7 Pund 38 Kvint, til 7 Pund 60 Kvint. pr. Stk, men Høkeren og Melhandleren opgav Bager Hillekjær paa Bisberg Mølle som den, af hvem de havde kjøbt de undervægtige Brød, og denne kunde heller ikke negte at have solgt Brødene men erklærede, at Undervægten maatte hidrøre fra Svendenes Uefterrettelighed. Dommeren bemærkede nu, at det var mærkeligt at denne Uefterrettelighed i saadanne Tilfælde altid kom Sælgeren men aldrig Publikum tilgode, og beklagede, at dette skammelige Bedrageri, der hovedsagelig rammede de fattige Klasser, kun medførte en Bøde af 4 Rd., fordi det efter Praxis betragtedes som en Overtrædelse af Laugsartiklerne istedenfor at det burde straffes som Bedrageri. Bager Hillekjær betalte derpaa sine 4 Rd. foruden Erstatning for de 17 Brød til de to Forhandlere og 5 Mark 8 Sk. til Politiet.

- - -

(Dags-Telegraphen 14. september 1866)

Opløbet i Landemærket. (Efterskrift til Politivennen)

Opløbet i Landemærket. Som bekjendt fandt der 5te Juni d. A. om Aftenen et Opløb Sted udenfor Bager Methlings Gaard i Landemærket, der efterhaanden tiltog saaledes, at Borgervagten tilsidst maatte tilkaldes og selv denne lykkedes det først efter længere Tids Forløb igjen at tilveiebringe Orden. - Efterat der i denne Anledning har været optaget Forhør ved Criminal- og Politiretten, hvis Resultat blev, at 6 Personer, der havde deeltaget i de stedfundne Uordener, sattes under Tiltale, er Sagen nu i Løverdags bleven paakjendt. Af de under denne oplyste Omstændigheder hidsætte vi Følgende: Udenfor Methlings Bageri, der var i Kjelderen og hvis Vinduer vendte til Gaden, havde der jevnligen om Aftenen samlet sig endeel Smaapiger, der da fra Fortouget af havde talt ned til de i Bageriet arbeidende Svende, hvilke ogsaa paa deres Side havde indladt sig med dem. Man havde saaledes oftere gjensidigen spøgt, men ligesom Svendene undertiden havde tilladt sig en usømmelig Opførsel mod Pigerne, saaledes havde disse ogsaa flere Gange paa forskjellige Maader drillet hine og forstyrret dem i dens Arbeide. Herover vare Svendene, hvoraf 4 vare tydske af Fødsel, blevne opbragte og da disse Drillerier gjentoges den omhandlede Aften, idet Pigerne navnligen skulde have bragt Skjeldsordet "tydske Tyveknegte", var en Svend, der var født i Holsteen, løbet ud paa Gaden og havde grebet en Pige, som han oftere havde bemærket ved lignede Leiligheder. Han havde derefter bragt hende ind med i Porten, men da Pigen havde givet sig heftigt til at skrige, havde han atter ladet hende gaae, uden, efter hvad der har kunnet oplyses, at tilføie hende mindste Ondt. Pigens stærke Skrig havde imidlertid hidkaldt endeel Mennesker af den lavere Classe, og blandt disse heed det strax, "at en tydsk Bagersvend havde mishandlet et dansk Pigebarn". Man trængte nu ind i Bagerens Port under det idelige Raab: "ud med Tydskeren!" og da Bageren havde ladet Boutiksdøren og Mellemporten lukke, dundrede og sparkede man paa disse, som man truede med at sprænge, saafremt der ikke blev lukket op. Det var forgjæves, at det tilstedeværende Politi formanede til Rolighed; man troede ikke dets Forsikkring om, at den paagjeldende Bagersvend havde forladt Stedet - han var nemlig flygtet over et Plankeværk ind i en Nabogaard - men uagtet paa Politiets Opfordring Ingen af de Tilstedeværende kunde vidne om, at Pigen var bleven slaget, eller engang kunde nævne hendes eller Forældres Navn - hun var nemlig løbet bort og har ikke senere været til at udfinde - vedblev dog Hoben at huje og støie, og tilsidst blev endog Fyldingen til Boutiksdøren indslagen. Der reqvireredes nu Assistance i Nørreports Vagt, hvorfra 6 Mand afsendtes, og da derhos fra Hovedvagten tilkom en Forstærkning paa 10 Mand, adsplittedes Hoben, men samlede sig igjem, da det Militaire havde forladt Stedet, samt tiltog bestandig, ligesom der nu ogsaa blev slaget en Deel Vinduesruder itu hos Bageren, saavel i Stue-Etagen som i Kjelderen. Først da paany 20 Mand fra Hovedvagten under en Lieutenants Commando vare komne tilstede, lykkedes det Borgervagten, uden at dog Magt anvendtes, at gjøre en Ende paa disse Optøier, der havde varet i næsten 4 Timer, fra Kl. 8 om Aftenen til henved 12. - Under de derefter optagne Forhører oplystes det, at en Tømmersvend især havde viist sig virksom ved denne Leilighed, idet det havde været ham, der havde slaget Fyldingen ind til Boutiksdøren, ligesom han ogsaa havde ituslaget flere Ruder og Vinduessprodser. Fremdeles overbevistes 3 Drenge i en Alder af 12 a 14 Aar, deels at have kastet Steen og Andet mod Ruderne og deels at have sparket til Kjeldervinduerne. Endelig blev det endnu beviist, at 2de Sjouere havde, efterat Gaden var bleven afspærret af Vagten, uagtet gjentagne Advarsler søgt at trænge sig igjennem med Magt, uden at kunde bringes til Orden eller Rolighed, forinden de af Politiet anholdtes og bragtes bort. As disse Personer ansaaes ved den afsagte Dom Tømmersvendene med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, de 2de Sjouere hver med lige Straf i 5 Dage og endelig af Drengene de 2 med Riis, men den 3die paa Grund af sin Helbredstilstand med 4 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Vi bemærke endnu, at Bager Methling under Sagens Drivt frafaldt Kravet paa Erstatning for den skete Molest.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1848, 2. udgave).

Bagermester D. J. C. Methling boede i Landemærket 153. Matrikel 153 Landemærket, Springgadde blev 1859 til Landemærket 22, Springgade uden nummer, i 1881 til Landemærket 22, Pilestræde 90. I 1934 blev den henlagt til Gutenberghus og offentlig gade. Det havde været ejet af bagere: Børge Bendtsen (1689), Frederik Larsen (1756) og Ole Lobech (1806).

Vafler i Dyrehaven. (Efterskrift til Politivennen)

Det Nye, som i Aar udmærker Jægersborg Dyrehauge, er en hollandsk Vaffelboutik, hvor man kan faae Vafler ligesaa varme som de komme af Jernet. Boutiken er pyntet med Malerier, som Staden Rotterdam, den bekjendte Begivenhed med Wilhelm Tell, Forestillingen af et Traktement, hvor man bærer Vafler frem o. s. v. I Boutiken er anbragte paa den ene Side et lidet Cabinet, hvor der serveres med Vafler, og paa den anden en Ovn, for hvilken Vaffelbageren sidder med en Potte fuld af Vaffeldeig. Han har bestandig fem Jern i Ilden, og ligesom Vaflerne ere færdige, leverer han dem til et ganske hvidt, i hollandsk Dragt, klædt Fruentimmer, formodentlig hans Kone, som beklipper dem med en Sax, og strør Sukker derpaa. En anden ligeledes hvidklædt Hollænderinde indcasserer Pengene. Søgningen var i Søndags saa stærk, at Boutikdøren ofte maatte lukkes, da det var umueligt at tilfredsstille alle Kiøberne, af hvilke nogle forlangte hele Dusin ad Gangen, og man hørte derfor af og til imellem det meget hollandsk her snakkes Zy moeten malkander wachten! I det Hele hersker her en sand hollandsk Reenlighed, men hver Vaffel koster 1 Mk., og det er temmelig dyrt. For kildegiesterne er det imidlertid en stor Behagelighed, saaledes strax at kunne faae friskbagte velsmagende Vafler, skiøndt Huseland neppe er fornøiet dermed. - Paa Messerne i Tyskland skulle saadanne Vaffelboutiker være meget almindelige.

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende. 29. juni 1818

Der er muligvis tale om nogle holstenere, forklædt som hollændere. Følgende stod i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 28. juli 1821:

Man vilde uden Tvivl finde det høist utroligt, dersom nogen paastod, at der gives Nomader midt i Danmark, og dog er dette virkeligen Tilfældet. Eierne af den største Vaffelboutik, der i Sommer fandtes i Dyrehaugen, føre et sandt nomadisk Liv. Boutiquen er saaledes indrettet, at den, uagtet den kan skilles ad, har fire nydelige Værelser til Beboelse, og et beqvemt Kjøkken, i to Etager, hvori eierne opholde sig baade Sommer og Vinter. Den er i sidste Øjemed forsynet med en Kakkelovn. I Sjælland behøve de sex Vogne til at transportere den, men i Holsteen, hvor de egentligen have deres fast Bopæl, kan den rummes paa to,, men naturligvis meget størrre Vogne. Uagtet Boutiquen er indrettet efter hollandsk Smag, og de selv kæde i hollandsk Dragt, saa ere de dog egentligen Holstenere.

Spørgsmaal til Bagerne angaaende Beskyldningen af Hestefidt.

Flyveposten gjorde i et af sine numre opmærksom på at flere bagere her i byen bagte deres smørede hvedebrød ved hjælp af hestefedt. Indsenderen af dette har hørt at det skulle forholde sig rigtigt at en stor del af bagerne brugte hestefedt, men blot til at indsmøre de jernplader hvorpå hvedebrødet bages. Imidlertid må dog enhver hvem det ikke er ligegyldigt hvad han putter i munden, tilstå at brødet som en dame nyligt har sagt til indsenderen, må vokse i munden ved tanken om at måske dele af et gammelt uvasket øg der er blevet slået ihjel af alderdom, findes i det. Det synes at bagerne ikke burde tie ganske stille til denne beskyldning da man ellers deraf måtte drage den slutning at det forholder sig således. Og derfor opfordrer indsenderen tillige med flere, af de herrer bagere at oplyse Københavns indbyggere om det virkelig forholder sig således at hestefedt anvendes i deres bagerier. Da rygtet siger at politiet skal have blandet sig i denne affære, og ved deres forespørgsel hos nogle bagere fundet Flyvepostens angivende bekræftet, så anmodes også herved det sidste blad at give oplysning han formår om denne delikate sag. For dem som er blevet ækle ved at spise nogen som helst hvedebrød i dette tid af frygt for at dertil skulle være anvendte hestefedt, vil det måske være behageligt at få denne underretning at foruden hos den heri bladet tidligere omtalte bager Levy i Vingårdsstæde, får man fra Feilbergs udsalgssted af brød på Gammeltorv, franskbrød og surbrød der er bagte på jernplader som er smurt med olie.

(Politivennen Nr. 1529, Onsdagen den 8 April 1845, s. 223-224)

Et Par Anmodninger til Hr. Bagermester Scheer paa Nørrebro.

1) Efter allerhøjeste resolution af 15. maj 1834 er den udenfor København fra Ladegårdsvejen over Blågårds jorder til Nørrebro førende vej tillagt navn af Blågårdsvejen. Men skønt denne resolution ordentligvis i sin tid blev bekendtgjort ved plakat, erfarer dog vejens beboere ikke sjældent at en og anden er uvidende om Blågårdsvejens beliggenhed, og altså enten ikke kan finde, eller har i det mindste vanskelighed med at finde den, hvilket jo unægteligt ofte kan have ubehagelige følger for de ikke få familier som bor på nævnte vej. Hensigten med disse linjer er derfor at anmode Deres velædelhed om at De tjenstvilig ville på det Dem tilhørende smukke hus på hjørnet af Nørrebro og Blågårdsvejen lade male sidstnævnte vejs navn, hvorved såvel dette som vejens beliggenhed ville blive mere almindelig bekendt endnu er tilfældet.

2) Da det stykke af gangstien på Blågårdsvejen uden for Deres velædelheds ejendomme især i søleføre er i en jammerlig tilstand, fordi De alt for mere end en måned siden for at forhøje denne sti har overfyldt den dels med gaderenovation, dels med murbrokker, uden siden enten ordentligt at lade det ujævne eller pålægge denne opfyldning et lag grus, tillader mig sig herved at bede Deres velædelhed om snarest muligt at sætte de her påankede stykke af Blågårdsvejens gangsti i tilbørlig god stand, hvori det var før Deres velædelhed gav det denne påfyldning.

I håb om at et godt ord finder godt sted, tvivler indsenderen ikke om at Deres velædelhed jo vil opfylde disse to beskedne ønsker.

(Politivennen nr. 1039, Løverdagen den 28de November 1835, s. 793-795).

Om bedærvet Brød.

Hos en bager i nærheden af Købmagergade har en familie flere år købt både rug- og hvedebrød, og været særdeles vel fornøjet med samme. Især har rugbrødet været udmærket godt. Men i nogen tid er begge slags brød blevet meget dårlige og ildesmagende. Kommenskringlerne har haft en ubehagelig og bitter smag, og rugbrødet været tillavet af oret (eller som det vel rigtigst burde hedde ormet) mel. Efter budets sigende skal selve bageren eller hans kone have tilstået at det mel de brugte til deres brød, var fordærvet, og lovet at når det var opbrugt, skulle brødet blive bedre. Med sådan besked kan de som må døje en så usund og ildesmagende føde ikke være tjent. Man har anset det rigtigst at give vedkommende bager først en lemfældig erindring, hvilket måske også kan være til gave både for andre brødbagere og for deres kunder, og man håber at den der føler sig truffet af denne anmeldelse snart afhjælper den påankede mangel at man ikke skal gribe til alvorligere forholdsregler hos højere vedkommende.

(Politivennen nr. 751, Løverdagen den 22de Mai 1830, s. 330-331)

Sorte Brød.

På huset nr. 50 i Toldbodgade er anbragt et gulmalet skilt med to brød. Men da disse er ganske kulsorte, ligner de snarere ligkister til børn end rugbrød, og da maleren således har taget fejl af farven, bør han male skiltet om da dette ikke svarer til sin bestemmelse, men kun tjener til at vække latter hos de forbigående.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 124)

Levende Bagerskildter.

Når man i en port eller dør ser en klynge grinende og pludrende, skidne halvnøgne væsener, behøver man ikke at se efter kringlen på huset for at få vished om hvem der bor indenfor. Synet af disse personer er i flere end en henseende ubehageligt, men det er højst væmmeligt når man ser dem med nøgne arme grave omkring på deres dunstende legeme og tænker sig at man skal spise (og dyrt betale) det brød sådanne naller ælter sammen. 

Der er i den senere tid talt så meget om slagternes ikke renlige behandling af kød, hvilket vist nok er velbegrundet, men det vaskes dog før det tillaves, og således er man mindre udsat for at få snavs i kød end i brød. De herrer bagermestre vil gøre almenheden en stor tjeneste hvis de pålagde deres folk at vaske sig, samt klæde sig lidt på når de på ovennævnte måde efter deres vis diverterer sig i mesterens gadedør.

(Politivennen nr. 711, Løverdagen den 15de August 1829, s. 528-529)

Anmodning til Slagtere med Flere.

Gentagne gange har man, og det til visse med rette, ført anke over den appetitødelæggende og udelikate måde hvorpå de nationalprodukter der tjener mennesker til føde, tilberedes, transporteres osv. Men skønt de pågældende selv har erkendt dem som rimelige, har disse anker trods det ikke haft den tilsigtede virkning. Nærværende anke turde måske ikke smigre sig med en blidere skæbne, men anmelderen har derfor ikke villet lade sig afskrække fra at fremsætte samme i det håb at enkelte dog muligvis kunne bekvemme sig til at forlade den gamle slendrian og derved give deres medborgere et efterfølgelsesværdigt eksempel til efterlevelse.

Det har nemlig i flere år undret anmelderen at slagterne som transporterer kød fra deres slagterier til udsalgsboderne her i staden, i almindelighed henslænger dette menneskets næstvigtigste fødemiddel på en bræddevogn uden i det mindste at forsyne denne med et underlag af rent og hvidt linned, og uden at bryde sig om at tildække det således henslængte kød, skønt de nødvendigvis må have bemærket at kødet især når der efter flere dages tørvejr indtræffer blæst, på det mest væmmelige besudles af tykke støvskyer hvis hovedbestanddel især er hentørret gadeskarn. Af regn, sne, slud hagl osv. lider kødet vel mindre. Skønt det synes utilgiveligt at man ikke søger at forebygge dette svineri, eftersom det kan ske ved en meget ubetydelig bekostning. En presenning ville nemlig forebygge alle onder og anskaffelse af samme var dog kun en ringe udgift.

Hvad her er sagt om slagterne, gælder i almindelighed også om brødbagerne der lader hele læs blive kørt omkring i byen, uden at vognene er forsynet enten med presenning eller underlag. At nogle endog bruger brødvognen til sandkørsel osv. er et lige så væmmeligt som utilgiveligt svineri.

Anmelderen slutter med det ønske at de ansvarlige vil bestræbe sig for at gøre gentagne anker i denne anledning overflødige.

(Politivennen nr. 656, Løverdagen den 26de Juli 1828, s. 487-489)

Varsko til Bageren i Sqvaldergaden.

Man mener at man bør gøre Dem opmærksom på at en stor mængde duer næsten dagligt besøger Deres rugloft i pakhuset længst nede i gaden. Muligvis er det Deres egne duer, og det kan i givet fald synes ligegyldigt, om disse søger føden der eller om denne gives dem i gården. Men der findes folk som tænker på at duerne giver vederlag for det de har nydt og at sådant let kunne komme i brødet eftersom man i almindelighed ikke plejer at foretage nogen ængstelig rensning med rug som blot grovmales. Og da sådanne folk vel ikke ynder sådant blandingsbrød, kunne de fratage Dem deres næring. Hvilket jo ville være tab for Dem. Man er derfor så fri at give Dem det råd at spænde et net for lugen.

(Politivennen nr. 627 Løverdagen den  5te Januar 1828, s. 11-12).

Et, af Portcontrolleur Schwarts foranlediget, tidsspildende Ophold ved Stadens Nørreport.

Lørdag den 23. september kom en af byens bagermestre til stadens Nørreport med et læs mel som han havde ladet male på Roskilde Vandmølle. Da han have tabt den på møllen modtagne vejeseddel, og ikke med vished kunne erindre hvor meget mel han havde, besluttede han sig til at angive vægten så høj at der i så henseende ikke kunne ophvile ham noget ansvar. Hvilket siden også viste sig da han havde betalt en accisse af 9 lpd. mere and han havde på vognen. Efter at melet således var vejet og vægten befundet rigtig, erklærede den konstituerede portkontrollør, premierløjtnant Schwartz tillige med en vis toldbetjent at melet skulle sorteres, hvorpå han tog prøver af 3 halve sække af ringere sort, og af 2 sække af nr. 1, forseglede derpå de 3 halve sække med dobbelt segl og erklærede at det forseglede mel skulle synes ved toldboden. Men forandrede efter tilstrækkelig lang betænkningstid denne sin beslutning idet han nemlig sendte en betjent i byen for at få melet synet hos en møller. Anmelderen der var overbevist om at melet var af den angivne kvalitet, kunne naturligvis intet have at indvende imod det intenderede syn, men ytrede blot sin misfornøjelse over det derved forvoldte lange og unødvendige ophold, især da forskellen på de flere sroter mel var så kendelig at enhver bonde ville have kunnet skelne til hvilket sort enhver prøve burde henføres. Men her var jo intet andet at gøre end at tie og lide, og først da betjenten kom tilbage, blev det anmelderen tilladt at køre ind i byen med sit mel, efter at seglene var taget bort, og efter at han var blevet opholdt fra klokken 10 til klokken 12.30, altså i 2½, skriver to og en halv time.

Om man endog i dette tilfælde vil kunne rose hr. portkontrollør premierløjtnant Schwartz og den omhandlede betjent for embedsiver, og sindig, lovlig og betænksom fremgangsmåde - noget anmelderen aldeles ikke vil indlade sig på at bedømme - så synes man dog berettiget til at antage at ingen af dem har haft eller tiltroet sig selv varekundskab nok for at kunne henføre nogle højst forskellige melsorter under deres rigtige benævnelse, eller med andre ord at de ikke var kendere af mel, hvilket man dog vel med rimelighed kunne vente sig af mænd i ders embedsstilling. Og anmmelderen slutter således denne sandfærdige fremstilling med det ønske at en eller anden sagkyndig vil fremkomme med forslag til et forebyggelsesmiddel mod sådant ubehageligt og tidsspildende ophold.

(Politivennen nr. 570. Løverdagen den 2de December 1826, s. 785-788)

Fornødne Ord til Stadens Bagerlaug.

For nogen tid siden klagede to mænd i Skilderiet og Politivennen med rette over den behandling stadens indbyggere så ofte må tåle af bagerne. Men det gik som det ved sådanne lejligheder plejer: Da det gjaldt, rørte ikke en finger sig for at understøtte de påtalende og alting går derfor i den gamle slendrian. Indsenderen købte i nogen tid rug- og hvedebrød hos 2 bagere, begge i en gade, og fandt i starten brødet temmelig godt. Men siden blev det dag for dag dårligere. og til sidst så jammerligt at man måtte opsøge en bager langt fra sin bopæl, nemlig i Store Fiolstræde op mod volden hvor indsenderen nu får fortræffeligt brød. Men spørgsmålet er: Hvor længe vil det vare? For indsenderen har kendt folk som fra simple fattige fribagere og kagehandlere boende i kældre, har svunget sig op til ejere af bagergårde og som nu lever på en fornem fod og har Offenbachervogn, kusk osv. men nu leverer ligeså dårlige varer som før udmærket gode mens de boede i kælderen. 

Man har for nyligt i Politivennen set at en klage fra Frederiksværk over dårligt brød har båret frugt. Det samme bør man håbe om en stad som har en så oplyst og virksom magistrat. Indsenderen tror ligesom alle fornuftige at når laugstvang ikke engang stifter den nytte at en stor stads indbyggere får et af de uundværlige næringsmidler for en efter sædvarernes priser billige betaling og af sådan beskaffenhed at de er sunde, nærende og behagelige, da bør sådanne indretninger ophæves som unyttige og skadelige. Dette er så klart og indlysende at enhver kan begrive det. Det behøver altså intet videre bevis. 

Når denne næringsvej er fri, vil den aldrig mangle deltagere som kan købe ind i rette tid. Såvel fra staden selv som fra landet vil der være brød at få i mængde. Det følger altså af sig selv at den der vil sælge må levere gode varer for rimelig pris. Bondens brød er i almindelighed langt at foretrække for købstadsmandens. Hvad her er sagt om bagerne,  gælder til dels også om slagterne. Er det ikke urimeligt at man her i staden skal betale godt kød med næsten det tredobbelte af hvad det koster i Jyllands købstæder?

P. Olsen.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9959-9961)

Et Brev til Udgiveren fra Frederiksverk.

Bageren i Frederiksværk har i den senere tid nogle gange været genstand for deres blad. Og næppe nogen af værkets beboere vil nægte hr. Th. Englisch grund til sin anke. Da kun få udenfor værket imidlertid kender bageren, og derved let kunne få et andet begreb om manden end han fortjener, så anser jeg det for min pligt at meddele nogle oplysninger.

For 30 år siden forpagtede Fatzler, dengang mestersvend hos bager Hamborg på Vesterbro, bageriet på Frederiksværk. Og fra den tid har manden uden forskud og understøttelse ført sin bedrift ordentligt, betalt sine afgifter i rette tid og holdt sine bygninger i forsvarlig stand. Han har ikke alene nøjagtigt holdt sine forpligtelser ved at svare enhver sit, men endog vist megen goddædighed og understøttet trængende.

I denne lange tid har han haft mange familiesorger. Mistet to koner, alle sine børn, især en søn som skulle understøtte hans alderdom og i det hele ladet 12 lig føre ud af sit hus. Han lider af et smertefuldt tilfælde som i den alder ikke kan helbredes, og hindrer ham i at tage del i noget arbejde, og forstyrrer hans sindsro da han som udlænding så at sige er ene og fremmed her i landet. Således har alder, kummer og svaghed sat i denne før meget driftige og duelige mand ud af stand til at have det forrige tilsyn med sin næringsvej. Og han må beklages af dem som kender hans retskaffenhed. I 30 år har han forestået militærbagningen her på stedet, uden at jeg kender nogen anke ført over ham

Frederiksværk den 1. august 1825.
Tscherning, inspektør.

(Politivennen nr. 503. Løverdagen den 20de August 1825, s. 9942-9943)

Redakteurens Anmærkning.

Bagermester Fatszler døde 3 år senere, hvilket fremgik af følgende notits i Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 6. juni 1828:

At min Mand Bagermester Carl Stephanus Fatzler, efter mange haarde Lidelser, ved Døden er afgaaet den 14de i denne Maaned, i sit Alders 63 Aar, tilkiendegives herved sørgeligst fraværende Familie og Venner; og indkaldes derhos Enhver, som maatte have nogen lovlig Fordring paa bemeldte min afdøde Mand eller nu hans Boe, at anmelde og legitimere saadan for mig og mine antagne Laugværge, inden 12 Ugers Forløb

Frederiksværk, den 27de Mai 1828.

Marie Fatzler, født Olsen.

Klage over Brød paa Frederiksværk.

Hr. Udgiver!

Jeg har ofte været i København og altid fået godt og velbagt brød. Og dog har jeg flere gange hørt at man klagede over nogle af de københavnske bagere. Men de som klager over det københavnske brød, skulle komme til Frederiksværk. Så ville de få at se dårligt brød, hvorom de nu intet begreb kan gøre sig. Jeg sender dem herved noget som her skal passere for et franskbrød. Det er sandt at det har skikkelse og størrelse som et københavnsk franskbrød til 2 rigsbankdaler. Men om en sådan klat sort, halvbagt dej fortjener at beæres med dette navn, overlades til Dem og enhver der hos Dem vil tage det i øjesyn at bedømme. 

Man må virkelig forbavses og forundres over at der gives mennesker som forvandler vores gode sjællandske mel til sådanne ufordøjelige klumper hvoraf man kan spise sig sygdomme på halsen. Og da vi nu kun har en eneste bager her på stedet, så har vi virkelig årsag til at spørge: Hvor køber vi brød i ørkenen? Rugbrødet er vel her ikke så dårligt. Men her findes også mennesker der ikke kan tåle det fordi de nyligt er ramt af en sygdom eller på grund af svag mave, men må spise hvedebrød. Disse er i sandhed at beklage, for sådant hvedebrød som fås her, er aldeles uspiseligt og usundt. Og det er ikke altid muligt for for at sende bud til Frederiksborg eller Frederikssund efter brød for et par skilling. Jeg beder Dem derfor at besvare eller i Deres blad rejse det spørgsmål om en priviligeret bager der ikke leverer forsvarligt og spiseligt brød, ikke bør fortabe sit privilegium, eller dog i det mindste dele det med en anden der vil og kan levere godt brød?

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9673-9675)

"De som klager over det københavnske brød, skulle komme til Frederiksværk. Vi har nu kun en eneste bager her på stedet". (Kanal ved Frederiksværk, Thorald Brendstrup, 1853. Statens Museum for Kunst). 

Noget mere om Dyrehavens Vaffelbagere.

At rose alt fremmed og laste alt indenlandsk er desværre! dagens tone. Ligesom det sædelige menneske ikke uden grund bør nedværdige hvad fremmed er - eftersom den ene nation i en eller anden ting kan have fortrin for en anden og blive læremester for den sidste - så børn der dog ikke, og mindst af indfødte, lægges hinder i vejen for den indfødtes umage med at skaffe sig og familie nødvendig underholdning. Ved at læse Politivennen nr. 392 kan enhver retsindig dansk ikke andet end harmes over det anførte om den danske vaffelbager. Vel er der ikke et så brillant lokale hos denne som hos den hollandske, men når det betænkes at den dansk vaffelbager leverer i enhver henseende lige så gode og store vafler for 4 skilling stykket som hollænderne tager 6 skilling for (hvilket med 6 lovfaste vidner kan bevises, samt at de danske vafler overgik de hollandske) og at hollændernes formue muligvis er større end danskens, så bør vel ingen retsindig ved dårlig anbefaling i et offentligt blad, søge at berøve den indfødte sin næring. Et selskab af 6 personer fandt beværtningen hos den danske vaffelbager meget renlig og net, samt dertil en hurtig beværtning. Skidne hænder blev ikke bemærket, men da den danske vaffelbager er af sin profession murer - hvilket da kalken som han ellers må omgås, forårsager beskadigelse på huden, kan denne ikke ligne de hollandske avanturiers. At manden skulle have et skurvet hoved er aldeles ikke bemærket. Efter tilsyneladende er brødnid grunden til avertissementet som den danske mand foragter.

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6376-6377).

Billig Begiæring til Bagerlauget i Kiøbenhavn.

Det vil ikke kunne nægtes at bagerne i lang tid har høstet sådanne fordele af deres erhverv som ingen anden klasse af borgere har været i besiddelse af. Kornpriserne som i år ikke i mands minde har været lavere, har desuagtet ikke forvoldt nogen mærkbar størrelse i brødet. Taksten på rugbrød som mange der vel forstår at vurdere hvad brød kan forbages af en tønde rug, altid har påstået at have været for høj, er nu igen steget i samme øjeblik rugen er gået noget i vejret *). Men bortset fra alt dette som i vore dage ikke er så let at rette, har man dog vist nok rimelig krav på at det brød man således må betale dyrt er godt behandlet og gennembagt til gavns. Men desværre! Dette kan man ikke sige, især om surbrødet som det er en sjældenhed at træffe gennembagt. Man tror dog borgerpligt at dette vil ske i fremtiden, og anmoder borgmestrene at påse denne sag.

*) Dersom det var landmanden der vandt ved denne stigning, så var derpå intet at sige. Men desværre! Fordelen af bondens sved og arbejde falder i ganske andre hænder.

(Politivennen nr. 293. Løverdagen den 11. Augusti 1821, s. 4705-4706.)

Venlig Bøn om Natteroe.

Ligesom ingen af stadens indbyggere bør ved gadeuorden ved nattetid berøve sine medborgere den ro de til deres søvn kan gøre rimelig krav på, således kan man også tro at ingen nabo bør kunne ulejlige andre med bulder eller drøn af svær brændehugning om natten. Dette synes bageren på Gammelmønt hvis bagbygning vender hen mod Sværtegade, ikke at have lagt sig på hjerte, eller måske ikke at være vidende om da han lader sine karle kløve brænde midt om natten. At vist flere ønsker med indsenderen heraf at berørte bager ville forbyde sine tyende den utilladelige buldren, derom tvivles ikke, da samme i sygdomstilfælde især, afholder de nært boende fra søvnens gode virkning og vederkvægelse. Bekendt er det at bagerne frem for mange andre af stadens borgere har deres tyende på en så god fod at man kan have så meget mere grund tl at formode at mesteren vil ved et simpelt bud kunne afværge at brændehuggeri, bulder og drøn ved nattetider, så også at han vil uden videre omstændigheder reflektere på disse her i korthed fremsatte linjer og dermed gøre sig sine naboer forbundet.

(Politivennen nr. 286. Løverdagen den 23de Juni 1821, s. 4611-4612).

Middel mod hollandske Vafler.

I den tilstundende folkeforlystelsestid i Dyrehaven indfinder sig ikke mindre end 3 vaffelfabrikanter fra Holland, og man kan være vis på at et større antal vil indfinde sig næste år såfremt søgningen efter hollandske vafler skulle vedvare. Da en sådan næringsvej er yderst simpel at varetage for enhver som har sans for renlighed og er i stand til at vise den især under behandlingen, så ville Politivennen gøre en god gerning om den ville gøre vedkommende opmærksom derpå at man dog kunne få at se at danske, lige såvel som hollændere, kan bage vafler, og at nogle af vore mange fattige familier kunne få fortjeneste. Mon ikke en virksom fattigforstander kender en fattig skikkelig familie der med nogen understøttelse kunne på denne måde sættes i virksomhed?

(Politivennen nr. 286. Løverdagen den 23de Juni 1821, s. 4605-4606).