Der bor en Bager i Nørregade. (Efterskrift til Politivennen)

Sangen er oprindelig svensk. Den kendes på dansk omkring 1883, men dengang boede han ikke i Nørregade, men i Mariager. Senere blev den trykt i De Små Synger, og da var han flyttet til Nørregade. Der kan være tale om flere bagere. En af dem er Johan Friedrich Wilhelm Piper (12.10.1780-8.9.1853). Han kendes fra mange retssager som han var involveret i.

Ifølge Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Bevilling af 1ste Juni 1829 som læses i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret Mandagen den 3de Juni d. A., saa lydende:

"Vi Frederik den sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg; Gjøre vitterligt: At Vi, efter Hofbagermester Johan Friederich Wilhelm Piper af Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn, derom allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Begiæring, allernaadigst have bevilget og tilladt, saa og hermed bevilge og tillade, at han ved Proclama, aub poena præclusi et perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel, i den danske Statstidende, Adressecontoirets Efterretninger samt den altonaiske Mercur, 3de Gange efter hinanden maae indkalde alle dem, som formene sig at have noget at fordre hos ham, med deres Paastand at fremkomme, og saadant deres havende Krav inden foreskrevne Tids Forløb, for ham at anmelde og beviisliggiøre; dog Umyndiges Tiltale i Fremtiden efter Forordningen 20de Februar 1717 forbeholden; og skal saadan Indkaldelse i Aviserne ansees og være lige saa Gyldig, som om den var skeet ved Proclama efter Loven; dog skal denne Vor allernaadigste Bevilling Ord til andet indrykkes i fornævnte offentlige Tidender, samt læses for Vor Lands Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn

Hvorefter de Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette og for Skade at tage vare.

Givet i Vor kongelige Residentsstad Kiøbenhavn, den 1ste Juni 1829.

Under Vort Kongelige Segl.
(L. S. R.)

Efter Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling
Stemann, Monrad, Ørsted, Kjerulff, Hansen, Moltke/ Wilse

Bevilling for hofbagermester Johan Friderich Wilhelm Piper af Kiøbenhavn til ved proclama i Aviserne, at indkalde hans Creditorer"

indkaldes herved, sub poena præclusi & perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel alle de, som formene sig at have noget at fordre hos mig Underskrevne, til dermed at fremkomme og saadant deres havende Krav, inden foreskrevne tids Forløb, for mig i min iboende Gaard No. 209 i Adelgaden at anmelde og beviisliggiøre.

Kiøbenhavn den 1ste Juni 1829
Johan Friderich Wilhelm Piper.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende", 12. juni 1829)

I Aarhuus Stifts-Tidende, 21. juli 1829 kan man læse at han vandt en sølvsukkerskål ved en fugleskydningskonkurrence. Hofbageren klarede sig godt. Han ejede 1835-50 Ulstrup Gods. Og det var en temmelig kompliceret sag: Ulstrup var blevet købt af den franske statsminister Bourienne af grev Scheel. Bourienne kom ikke selv på ejendommen, der bestyredes af forvalter Branno. Bourienne overdrog ejendommen til den danske regering for 70.000 rigsdaler i 1827. Den solgte i 1835 gård og gods til landsoverretsprokurator P. J. Knudsen for 118.200 rigsdaler. Han overdrog til ret til skøde for 121.200 rigsdaler til Piper som igen overdrog det for 128.200 rigsdaler til forpagteren, senere kammerherre P. Koch. (Randers Dagblad og Folketidende 25. januar 1900)

Følgende udførlige sag i Juridisk Tidsskift, 36. bind, 1840 beretter om hofbagermesteren:

I Sagen:

Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse,

Contra :

Hofbager Piper og Kammeradvocaten.

(Afsagt den 28de Mai 1838.)

Efter foregaaende Klage til Forligelsescommissionen have Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke: og Børneforsørgelſeskasse, saggivet Indstævnte, Hofbager Piper, til under en daglig Mulct at udlevere en fornævnte Enke- og Børneforsørgelseskasse tilhørende kongelig Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv, som af forhenværende Hovedkasserer ved bemeldte Theater, F. A. C. Printzlau, skal være bleven fravendt fornævnte Kasse, og som Indstævnte Hofbager Piper har i sin Besiddelse, samt til at betale Citanterne de af denne Obligation fra 11. December 1833 hævede Renter, med 4 pCt. Renter deraf fra Datum af Klagen til Forligelsescommissionen til Betaling skeer, og in subsidium, for det Tilfælde at Indstævnte Hofbager Piper for Citanternes Tiltale skulde blive frifunden, Kammeradvocaten til at høre den kongelige Kasse tilpligtet at holde meerbemeldte Enke- og Børneforsørgelseskasse skadesløs, ved enten til Directionen for samme at udlevere 2000 Rbdlr. S. i kongelige 4 pCt. rentebærende Obligationer, eller at betale disses Værdie efter den ved Betalingstiden gjeldende gangbare Priis, alt med skadesløse Renter deraf fra 11 Decbr. 1833 til Udlevering eller Betaling skeer.

Citanterne have derhos paastaaet de Indstævnte tilpligtede in subsidium at betale denne Processes Omkostninger skadesløst.

Derimod har Indstævnte Hofbager Piper i Indlæg af 30te November 1835 principaliter paastaaet Frifindelse, og subsidialiter, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de Renter, han af samme har hævet, imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra 22de Januar 1834, hvorhos han i Indlæg af 16de October f. A. har med Hensyn til at der ved den i Justitssagen imod ovennævnte Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelſsskasse Erstatning hos Printzlau for den omqvæſtionerede Obligation, i alt Fald har paastaaet sig frifunden for Citanternes Søgsmaal som for tidligt anlagt.

Kammeradvocaten har paa den kongelige Kasses Vegne paastaaet enten Sagen afvist, eller nysnævnte Kasse for Citanternes Tiltale frifunden og sig tillagt Kost og Tæring eller Salair med noget Tilstrækkeligt.

Indstævnte Hofbager Piper maa efter den af ham brugte Procedure ansees at have indrømmet, at Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse har været Eier af den under Sagen omhandlede Obligation, der oprindeligvis er udstædt til Ihændehaveren, men, efterat den senere havde erholdt en Paategning om at tilhøre forbemeldte Kasse og ikke at kunne afhændes uden vedkommende Bestyrelses Samtykke, hvilken den 19de December 1826 er noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger, under 12te October 1833 er forsynet med en ny Paategning, ifølge hvilken den transporteres til Ihændehaveren, hvilken Paategning, der er underskreven ”Directionen for Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse F. Holstein, Collin”, den 15de s. M. er blevet noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger. 

Forsaavidt nu Indstævnte Hofbager Piper har formeent, at der maa tillægges ham Friſindelse, i alt Fald for Søgsmaalet som for tidligt anlagt, fordi der ved den i Justitssagen imod forhenværende Theaterkasserer Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse Erstatning hos bemeldte Printzlau for den omhandlede Obligation, hvoraf skulde følge, at Citanterne ikke kunne holde sig til Andre end til ham, i det Mindste ikke saalænge det ei er godtgjort om fornævnte Kasse ikke engang i Tiden kan hos ham erholde Erſtatning, kan denne Formening naturligvis ikke komme i Betragtning, hvor der, som in casu, er Spørgsmaal om at vindicere en Vedkommende fravendt Eiendom.

Naar dernæst Indstævnte Hofbager Piper til Styrke for sin Paastand om Frifindelse har paaberaabt sig, at det ikke er af Citanterne beviist, at den oftmeldte Obligation er paa ulovlig Maade fravendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse, eller at den paa samme tegnede Transport til Ihændehaveren er falsk, skjønnes ikke denne Benægtelse at kunne medføre det af ham attraaede Resultat. Om det nemlig end ikke ved de af forhenværende Theaterkasserer Printzlau under den imod ham anlagte Justitssag afgivne Forklaringer maatte kunne ansees tilstrækkeligt oplyst, at han har disponeret over den omqvæstionerede Obligation imod vedkommende Bestyrelses Vidende og Villie, og in specie i dennes Navn meddeelt en falsk Transport paa samme, saa kan det efter Sagens Natur ikke antages at være Citantermes Sag at føre Beviis for at Obligationen er fravendt dem paa uretmæssig Maade, eller at den ommeldte Transport er falsk, ligesom der ikke heller efter Sagens specielle Omstændigheder og den af Parterne brugte Procedure findes Anledning til at anvende Benægtelseseed.

Men selv under Forudsætning af at Obligationen paa ulovlig Maade maatte være frakommen Enke- og Børneforsørgelseskassen, og at den samme paategnede Transport til Ihændehaveren maatte være falsk, har Indstævnte Hofbager Piper formeent at burde tillægges Frifindelse, fordi han ikke, da han tilforhandlede sig Obligationen, som han kjøbte i Januar 1834 af en Mægler her i Staden, havde nogen Formodning om, eller Anledning til at formode, at den var paa ulovlig Maade kommen ud af den titnævnte Kasses Besiddelse.

Dette Moment vilde være afgjørende til Fordeel for Indstævnte, saafremt der var Tale om en oprindeligvis til Ihændehaveren udstædt Obligation, som var vedbleven at lyde paa Ihændehaver, uden nogen mellemkommende i Statsgjeldscontoirets Bøger noteret Paategning, hvorved den var kommen til at lyde paa Navn, eftersom et saadant Document, efter dets ejendommelige Beskaffenhed, maa sættes i Klasse med Penge og følgeligen ikke kan vindiceres fra den, der i god Troe har erhvervet samme *). Men et andet Resultat maa statueres i Henseende til saadanne Obligationer, der, oprindeligvis udstædte paa Ihændehaveren, senere have erholdt en paa behørig Maade noteret Paategning om at tilhøre en bestemt Person, som paastaaer at den er frakommen ham paa ulovlig Maade, om den end paa nye er bleven noteret ſom tilhørende Ihændehaveren.

Grunden til at en til Ihændehaveren udstædt Obligation, der vedbliver at have denne Characteer, maa under den ovennævnte Betingelse undtages fra den en Eier efter vor Lovgivning ellers tilkommende Vindicationsret, ligger i at det Modsatte vilde komme i Strid med den Hensigt, hvori Obligationer paa Ihændehaver udstædes, ifølge hvilken de uden videre skulle kunne gaae fra Mand til Mand, og herved kan Ingen komme til at lide noget Tab, hvorover han med Føje kan beklage sig, da den, der lader en Obligation udstæde paa Ihændehaver, eller erhverver den, medens den endnu uforandret befinder sig i denne Tilstand, maa vide at han er udsat for at kunne miste samme. Men hvor en Obligations Eier har ladet den forsyne med en Paategning om at den er ham tilhørende, og Paategningen paa behørig Maade notere, er Obligationens oprindelige Beskaffenhed, i Medhold af hvilken den ikke kunde være Gjenſtand for Vindication, forandret, og et Factum foregaaet, hvis Betydning er den, at Eieren vil sikkres imod den Fare, hvorfor Obligationens Egenskab, som lydende paa Ihændehaver, udsatte ham, og at Enhver maa vogte sig for at erhverve Documentet, naar han ikke har forvisset sig om at det paa lovlig Maade har ophørt at være den paagjeldende Persons Eiendom.

Vel kunde Frd. 7de Februar 1823 §. 2 synes at afgive et Argument herimod, da den fastsætter, at Obligationer og Penge-Effecter, som enten ifølge deres oprindelige Indhold eller efter foregaaende Transport ere i vedkommende Bøger noterede som lydende paa Ihændehaver, ikke kunne være Gjenstand for Mortification, men denne Lovbestemmelse kan i alt Fald alene antages at indeholde Reglen med Hensyn til Adgangen til at erholde Mortifications: Bevilling, hvorimod den ikke giver nogen Forſkrift med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt den, hvem en Obligation paa ulovlig Maade er fravendt, kan, uagtet den er bleven noteret paa Ihændehaver, gjøre sin Ret gjeldende imod den, som er kommen i Besiddelse af samme.

Vel lader sig med Hensyn til det saaledes antagne Resultat erindre, at Adgangen til at vindicere Obligationer, som den omqvæstionerede, fra den, der bonafide har erhvervet samme, kan medføre ſærdeles betydelige Inconvenientser og navnligen lægge Hindringer i Veien for den fri Omsætning med Statspapirer, men, uden at tale om at et modsat Resultat vilde have maaskee ikke mindre Ulejligheder i Følge med sig, saa skjønnes det ikke at dette Hensyn kan være afgjørende, hvor Spørgsmaalet alene drejer sig om hvad der bør antages i Overeensstemmelſe med den bestaaende Lovgivning.

Ifølge det Foranførte maae Citanterne være berettigede til at erholde den omqvæstionerede Obligation udleveret af Indstævnte Hofbager Piper, hvis Sag det, da han tilforhandlede sig samme, havde været at undersøge, hvorvidt den paategnede Transport var ægte **). Thi den af ham yttrede Formening, at den stedfundne Notering i Statsgjeldscontoirets Bøger af Transporten indeholdt tilstrækkelig Legitimation for at Obligationen var paa lovlig Maade ophørt at være Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasses Eiendom, kan ikke gives Medhold, efterdi Noteringen ifølge sin Natur ikke afgiver noget Bevis for Transportens Ægthed, men er indført i Øiemed, der ikke staae i Forbindelse med Tilvejebringelsen af nogen Garantie i saa Henseende.

Indstævnte Hofbager Piper vil følgeligen være at tilpligte under en daglig Mulct, der passende findes at kunne bestemmes til 5 Rbdlr. Sølv for hver Dag han sidder Dommen overhørig, at udlevere den omhandlede Obligation til Citanterne. Forsaavidt disse have paastaaet Indstævnte Hofbager Piper tilpligtet at betale til dem de af Obligationen fra 11te December 1833 hævede Renter, kan deres Paastand ikke tages til Følge, da han har været bonæ fidei possessor, hvorimod han, i Medhold af den af ham brugte Procedure, vil være pligtig at udrede de Renter, han har oppebaaret siden 22de Januar 1834, da han erhvervede Obligationen, indtil Udlevering skeer, af hvilket Rentebeløb det imidlertid ikke, saaledes som Citanterne have formeent, kan paalægges ham at tilsvare Renter.

Forsaavidt Indstævnte Hofbager Piper subsidialiter har paastaaet, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de af samme hævede Renter imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra den 22de Januar 1834, da kan dette ikke gives Medhold, da det ikke kan paaligge Citanterne at holde ham skadesløs for det Tab, han maatte have lidt ved at tilforhandle sig deres Eiendom.

Som Følge af dette Sagens Udfald vil den af Citanterne in subsidium nedlagte Paastand over den kongelige Kasse bortfalde ***).

Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve, dog at Citanterne have at udrede Salarium til Kammeradvocaten med 30 Rbdlr. Sølv.

Det Sagen, forsaavidt samme ikke har været beneficeret, tilhørende stemplede Papiir er rigtigt forbrugt.

Thi kjendes for Ret: Indstævnte Hofbager Piper bør, under en daglig Mulct af 5 Rbdlr. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse for hver Dag han sidder Dommen overhørig, til Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse, udlevere den under Sagen omhandlede kongelige Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv. Saa bør han og til Citanterne betale de Renter, han af bemeldte Obligation har oppebaaret fra 22de Januar 1834 indtil Udlevering af Obligationen finder Sted.

Processens Omkostninger ophæves.

I Salair til Kammeradvocaten betale Citanterne 30 Rbdlr. Sølv.

At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

*) Cfr. en i Højesteret den 9de Mai 1804 stadfæſtet Hof- og Stadsretsdom af 19de December 1803 i Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse, 1 Bd. p. 250-253, cfr. p. 447-448, og Conferentsraad Ørsteds Bemærkninger over Vindicationen af Gjeldsbreve, som lyde paa Ihændehaveren, i samme Bind af bemeldte Arkiv p. 501-519.

**) I Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade af Bang og Larsen, er det her omhandlede Spørgsmaal besvaret paa en modsat Maade; vide dette Tidsskrifts 32 Bd. p. 264 seq. Herved kan tillige mærkes den Synsmaade, der ligger til Grund for det af Conferentsraad Ørsted i Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed 5te Bd. 1 Stk.P. 141- 142 brugte Raisonnement

***) I 5te Udgave af sin Formularbog p. 49 har Conferentsraad Ørsted yttret sig over det Spørgsmaal om den i Statsgjeldscontoirets Bøger stedfundne Notering af en paa en Statsobligation meddeelt Transport kan paadrage den kongelige Kasse noget Ansvar for Transportens Ægthed.

Hofbagermester Piper var også involveret i en dom i Landsoverretten mandag den 13. januar 1840:

Constitueret Regimentsqvarteermester Ernst Peter Frederik Dienhoff ctr. Hofbagermester Piper. Piper tilpligtedes, under en daglig Mulct af 5 Rbd., at flytte et under Sagen omhandlet Plankeværk, saaledes, at Dienhoff faaer fri Disposition over et ligeledes under Sagen omhandlet Grundstykke, endvidere til, efter uvillige Mænds Skjøn, at erstatte det Tab, Dienhoff har lidt eller maatte lide, indtil han ved Plankeværkets Flytning faaer fri Disposition over Grundstykket, endelig til at betale 30 Rbd. i Proces-Omkostninger er erlægge 10 Rbd. til Justitskassen i Mulct for unødig Trætte.

(Fædrelandet, 13. januar 1840)

Hofbagermesteren må have været en holden mand, for ifølge "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", den 4. september 1841 købte han en ejendom på Vesterbro:

Solgte Eiendomme. Gaarden Nr. 74 paa Vesterbro, med Grund, Hauge, Keglebane m. v. hvilken Eiendom er assureret for 1550 Rbd. og vurderet for 5000 Rbd., blev i Tirsdags solgt til Hofbagermester J. F. W. Piper for 3,500 Rbd. r. S. 

Efter hans død meddelte Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 24. februar 1862:

Kjøbstadeiendomssalg. I Kjøbenhavn er Eiend. Nr. 231 og 232 B paa Nørregade af Arvingerne efter Hofbager Piper, efter Berl. T. solgt til Overretssagfører From for 24,000 Rd. foruden Bankhæftelsen. 

Disse ejendomme eksisterer stadig, nu som Nørregade 36 (1815-1816), opført af murermester Michael Bälckow. Ombygget 1826. I Politivennen fra juni 1834, se Redacteurens Anmærkning hertil, lå Harboes Klædefabrik der på daværende tidspunkt.

Nørregade 36. Denne ejendom tilhørte hofbagermester Piper, så måske boede der vitterligt en bager i Nørregade engang. Endda en hofbager.

Der er dog også andre gode bud om hvem bageren kunne være, ja faktisk flere. Ifølge nedenstående artikel skal der have boet en bager i Nørregade 14 (nu Hotel Skt. Petri) siden 1770'erne. Og det har vi oven i købet et avisfoto fra. I 1922 blev det imidlertid nedrevet, men det var det altså ikke da sangen blev til:

Der boede en Bager paa Nørregade.

De sidste Kryddere trækkes ud af den gamle Bagerovn.

"Der bo'r en Bager paa Nørregade", hedder det i en gammel Vise. Nu passer de Ord ikke mere. Fra i Dag bor der ingen Bager paa Nørregade. Daells vordende store Varehus har slugt ham. De sidste Brød er bagt i den ældgamle Ovn, som var Københavns ældste Bagerovn.

I henved 150 Aar har der boet en Bager i Nørregade Nr. 14, hvor af de skiftende Indehavere Jeep var der længst, nemlig i 49 Aar. Hans Efterfølger blev Thomsen, som nu efter henved en halv Snes Aars Virksomhed har maattet fortrække fra det gamle Sted.

Medens Butikken var blevet moderniseret, saa var Bageriet nede i Kælderen til Dels uforandret. I hvert Fald var selve Bagerummet og Ovnen uforandret fra Bageriets Anlæg helt i Slutningen af det 18. Aarhundrede.

Det var den ældste Bagerovn her i Byen, med et langt og lavt Dyb, hvor Brødene forsvandt mange Alen ind i Mørket.

I samme Gaard var der omkring 1850-60 flere andre Bagerovne hvor enkelte af Byens Bagermestre lod deres Brød bage, bl. a. en i sin Tid bekendt Franskbager Nielsen i Pilestræde. Ligesaa godt hans Navn var blandt Publikum, lige saa daarligt var hans Hustrus blandt Svendene. "Stine Kraft", som hun kaldtes, var nemlig ikke bange for at stikke en Svend en Lussing, naar han ikke arbejdede hende tilpas. Nu er Tiden jo en anden.

Om kort Tid er den gamle, paa Bagerminder saa rige Gaard selv kun et Minde.

(Aftenbladet (København) 18. oktober 1922).

Det kendte hjørne (den røde bygning forrest) - ældre kender det som Daells Varehus. Bageren måtte vige for varehuset. Som langt senere måtte vige for Hotel Skt. Petri - og "Dalle Valle". (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Mishandling af en Læredreng. (Efterskrift til Politivennen)

I Oktober Maaned 1882 blev Drengen Emil, der nu er 10 Aar gammel, og som fra sit 5te Aar af Lyngby Sogns Fattigvæsen havde været anbragt i Lære hos Tiltalte, Bagermester Thorvald Peter H. i Lyngby, og var i Lære hos ham, indtil han den 23de Februar d. A. blev indlagt paa Lyngby Sygehus som lidende af en Sygdom i 5te Ryghvirvel, hvilket ytrede sig ved betydelig Ømhed, heftige Smerter, straalende ud herfra omkring Brystkassen samt en meget besværlig og karakteristisk ængstelig Gang; der fandtes endvidere begyndende Pukkeldannelse med Bøjning af Rygsøjlen, og Drengen frembød Tegn paa i Barndommen at have lidt af rachitis scropulose og Benedder i Brystbenet. Under de optagne Forhør i Anledning af Drengens Tilstand er det oplyst, at han, medens han havde været i Lære hos Tiltalte H., jevnlig var bleven pryglet og slaaet saavel af Tiltalte H., som af Medtiltalte, Bagersvend J. og de andre Svende i Bageriet. Dette skete vel i Almindelighed med de blotte Hænder, men det blev dog oplyst, at Tiltalte H. 2 Gange med et Spanskrør, der var 1 Alen langt og ½ Tomme i Diameter havde tildelt Emil 15 a 20 Slag paa dennes blottede Bagdel og Laar, saaledes at Blodet piblede frem, fordi Drengen havde forøvet nogle smaarapserier Efter at Drengen ved Juletid havde begyndt at føle Smerter i Ryggen, omtrent paa det Sted, hvor den begyndende Pukkeldannelse senere viste sig, var det endvidere oplyst, at Tiltalte H. i Begyndelsen af Januar d. A., da han fandt Emil liggende paa Sengen i sit Kammer, havde befalet ham at staa op og grebet bam fast i Siderne, saaledes at Mærkerne af Neglene bleve siddende i Kødet, hvorhos endvidere Emil havde forklaret, at han as H. samtidig blev trykket op mod Væggen saa stærkt, at det ømme Sted i Ryggen smertede ham meget. Det var endelig ogsaa godtgjort, at Bagersvend J., der erkendte næsten daglig, medens Drengen var i H.s Bageri, at have slaaet og pryglet Emil, den 18de Februar d. A. havde givet ham et saadant Ørefigen, at han faldt omkuld, og medens han laa paa Jorden, sparkede ham med sin Lædertøffel saaledes, al Han derved ramte det ømme Sted i Ryggen. Da Smerterne derhos senere tiltoge, og han efterhaanden stedse blev mere ud af Stand til at kunne udføre sit Arbejde, blev han indlagt paa Sygehuset. 

Ihvorvel der ved Undersøgelserne ikke, var fremkommen noget Bevis for, at nogen af de Tiltalte havde tilføjet Drengen nogen Skade paa Helbred, som betinger Anvendelsen af Straffelovens § 203 eller 204, hvorfor de ikke vilde kunne straffes for Vold og det ej heller kunde antages, at den Drengen overgaaede Medfart var Aarsag til hans senere Sygdom, hvoraf han endnu lider, maatte det dog antages, at Betændelsen Ryghvirvlen var bleven forværret og Drengens Lidelser forøgede, og H.s Behandling af Drengen maatte derfor betragtes som en Mishandling af gravende Natur, idet Drengen var sat i Lære hos ham af Sognets Fattigvæsen og saaledes betroet til hans Omsorg, medens Drengens sygelige Tilstand ikke kunde være ham ubekendt. Tiltalte H., der er 32½ Aar gammel, blev derfor ved Nordre Birks Dom anset for Mishandling af sin Læredreng i Analogi af Frd. 21de Marts 1800 § 16 med en Bøde paa 40 Kr. til Politikassen. Medtiltalte J., der er 32 Aar gammel, blev frifunden, ihvorvel hans Adfærd mod Drengen maatte betegnes som raa og brutal, men det kunde dog ikke antages, at han havde tilføjet Drengen særlig Skade.

(Social-Demokraten 26. juli 1883).

Bager Thorvald P. Hamann, Lyngby Hovedgade 5-7 havde etableret bageriet i 1881. Det var grundlagt i 1868 af Samuel Frederik Hamann) og bagermester Søren Bagger i "Bagergården", Lyngby Hovedgade 49. Bygningen er nu nedrevet til fordel for en parkeringsplads. I 1884 opførte han en 15,75 meter høj dampskorsten, der året efter blev koblet til en dampmaskine som producerede elektricitet. Hamann tilbød i 1888 Sognerådet og formand Carl Edvard Lund at opsætte kulbuelamper på Lyngby Hovedgade fra sit bageri og til Apoteket i nr. 60.

Bager Hamanns vogn i Frem, 1922. Foto fra ca. 1900 viser at bagermesteren også brugte sådanne vogne dengang. Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv.

Hamann brugte den bagatelagtige dom til i Kjøbenhavns Amts Avis, Lyngby Avis 4. august 1883 til at få mishandlingerne til at de mindre ud end nogle aviser ønskede at give indtryk af - Selv om artiklen i fx Social-Demokraten nærmest var et ordret referat af Højesteretsdommen, se nedenfor. Drengen var invalideret på livstid.

Brede Plejehjem på Fuglevad ved Brede blev oprettet ved privat initiativ af daværende ejer af Brede fabrikker J. E. Modeweg og hustru, med hans Majestæt Kong Frederik 7s allernådigste anbefaling i maj 1863 under navn af Brede Plejehus. Det lå i et primitivt bindingsværkshus. Hjemmet flyttede 1930 til Villa Folevad, Møllevej 5. 

Af Højesterets præmisser ved dom af 9. april 1884, sag nr. 76. ses følgende:

I den indankede Doms præmisser hedder det: Under nærværende fra Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraret hertil indankede Sag tiltales Bagermester Thorvald Peter Hamann og Bagersvend Christian Jensen for Vold, og ere de nærmere dermed forbundne Omstændigheder efter det Oplyste følgende : I Oktober Maaned 1881 blev Drengen Emil Thorvald Hansen, der er født den 17 Juni 1867 og som fra sit 5te Aar af Lyngby Sogns Fattigvæsen havde været anbragt i Pleje paa Brede Plejehus, anbragt i Lære hos Tiltalte Hamann og var i Lære hos ham, indtil han den 25 Februar d. A. blev indlagt paa Lyngby Sygehus som lidende af en Sygdom i 5te Ryghvirvel , hvilken yttrede sig ved betydelig Ømhed over den angrebne Hvirvel, heftige Smerter straalende ud herfra omkring Brystkassen samt en meget besværlig og karakteristisk ængstelig Gang, der fandtes endvidere begyndende Pukkeldannelse med Bøjning af Rygsøjlen, medens der ellers ikke fandtes ydre Tegn paa Vold paa ham , der iøvrigt bar tydelige Spor af i Barndommen at have lidt af rachitis og scrophulose. Under de til Oplysning om Aarsagen til den Sygdom, hvorfor bemeldte Dreng indlagdes paa Sygehuset optagne Forhør er det godtgjort, at Tiltalte Hamann, der aldrig forinden vil have lagt Haand paa Drengen, tvende Gange, som det maa antages 1ste Gang i September og 2den Gang i December f. A., med et Spanskrør, der var ca. 1 Alen langt og ca. 1/2 Tomme i Diameter, har tildelt Drengen mellem 10 og 20 Slag paa dennes blottede Bagdel og Laar. Efter Drengens Forklaring pryglede Hamann ham første Gang af al Magt i et Kvarterstid, saa at Blodet piblede frem, og anden Gang revsede han ham endnu haardere. At Drengen har været slaaet tilblods bestyrkes ved Pigen Ane Larsens og tildels ved Bagersvend Nielsens Forklaring , men Tiltalte Hamann har kun indrømmet, at have pryglet ham første Gang i nogle Minutter, idet han dog har erkjendt at have slaaet godt til og at have givet ham over 10 Slag, og han har  at han 2den Gan har revset ham endnu haardere. Om Drengen blev blodig af Slagene vil han ikke kunne huske. Som Grund til at han tildelte Drengen disse Revselser, har Hamann angivet, at Drengen, saaledes som ogsaa af denne erkjendt, havde gjort sig skyldig i Rapserier dels fra ham og dels fra Andre. Endvidere har Hamann vedgaaet, at han, da han en  Eftermiddag noget efter Nytaar kom ned i Drengens Kammer og fandt denne liggende i Sengen, har, da han ikke troede paa dennes Foregivende om at være syg , befalet ham at staa op, og medens Dengen stod i bar Skjorte taget ham med begge Hænderne i Siderne og knebet Kjødet og Huden sammen paa ham, saaledes at det nok er rimeligt, at Mærkerne af hans Negle ere blevne siddende i Kjødet, men, naar Drengen har forklaret, at Hamann holdende ham i Siderne med stive Arme, trykkede ham fast op til Væggen, da har Hamann bestemt erklæret, at han ikke tror at have gjort dette, og i ethvert Fald benægtet at have gjort det med Forsæt. Medens Smerterne efter de tvende første Revselser ifølge Drengens Forklaring fortog sig efter nogle Dages Forløb, har denne derimod udsagt, at han, der omtrent ved Juletid havde begyndt at føle Smerter i Ryggen paa det Sted, hvor den begyndende Pukkeldannelse nu har vist sig, mærkede, at dette Sted ved den ham senest tilføjede Overlast fra Hamanns Side blev trykket stærkt, og umiddelbart derefter forøgedes Smerterne i Ryggen og over Brystet, idet han dog hele Tiden var oppe og forrettede sit Arbejde. Da Drengen imidlertid stadig klagede sig, sendte Hamann ham et Par Dage efter, den 23 Januar d. A. hen til Lægen, der, da Drengen angav at have Smerter, som spændte ham om Livet, foreskrev ham at bruge nogle Pulvere, hvilke Lægen ligeledes ordinerede ham ved en fornyet Konsultation den 6 Februar d. A. Hvad dernæst angaar Tiltalte Jensen, er det oplyst, at han, der jevnlig, men dog altid kun med Hænderne, har slaaet den ommeldte Dreng - hvad han, der skulde staa til Ansvar for Arbejdets Udførelse, efter sin Paastand var nødt til, da Drengen var saa doven og ikke med det Gode var til at faa til at arbejde den 18 Februar d. A. om Aftenen har givet Drengen et saadant Slag paa Øret eller et saadant Skub, at denne faldt om, og at han, der havde Lædertøfler paa Fødderne, derefter medens Drengen laa paa Gulvet, har sparket ham, hvorved han efter Drengens Forklaring, hvad Jensen heller ikke har turdet benægte, ramte ham blandt andet paa det ømme Sted i Ryggen. Efter Drengens Udsagn græd han af Smerte hele den Nat, og den paafølgende Uge bleve Smerterne baade i Ryggen og over Brystet værre, indtil han, som anført, den 25 s. M. blev indlagt paa Sygehuset. Ifølge den af vedkommende Fysikus afgivne Erklæring kan der nu ikke være Spørgsmaal om, at de Drengen af Hamann i September og December f. A. tildelte Revselser skulle kunne være Aarsag til hans nuværende Sygdom, og denne kan derhos heller ikke være fremkaldt hverken ved den Drengen af Hamann i Januar Maaned eller af Jensen den 18 Februar d. A. tilføjede Behandling, eftersom Sygdommen allerede dengang var i fuld Udvikling ; derimod kan det efter Fysici Erklæring ikke benægtes at disse tvende sidstnævnte Behandlinger kunne have foraarsaget *) Betændelsen i den angrebne Ryghvirvel og Drengens Lidelser, uden at de dog kunne antages at have øvet nogen Indflydelse paa Sygdommens Udgang. Herefter og idet det endnu skal bemærkes, at det efter Fycisi Erklæring i ethvert Fald ikke kan antages, at de sidstnævnte, Drengen i indeværende Aar overgaaede Behandlinger vilde have havt nogen skadelig Indvirkning, saafremt Drengen ikke havde lidt af den nævnte Sygdom, og at de Tiltalte efter det Foreliggende ikke kunne antages at have havt nogen Kundskab om denne Sygdoms Existents og naar hertil for Tiltalte Hamanns Vedkommende kommer, at det end ikke kan anses godtgjort, at han, som af Fysikus ved Afgivelsen af den nævnte Erklæring forudsat, ved den ovenomhandlede Lejlighed i Januar Maaned har trykket Drengen op imod Væggen, kunne ingen af de Tiltalte anses overbeviste ved den af dem imod Drengen anvendte Vold at have tilføjet ham enten Saar eller Skade paa Helbred, men Tiltalte Hamann findes dog ligeoverfor den sygeligt udseende Dreng paa en utilbørlig Maade at have overskredet Revselsesrettens Grændser og vil derfor i Medfør af Straffelovens § 202, 2det Membrum, være at anse med 1 Maaneds simpel Fængsel, medens Tiltalte Jensen, hvis Forhold efter det Anførte ikke kan gjøres til Gjenstand for offentlig Paatale, vil være at frifinde for Aktors Tiltale, og Underretsdommen, der for Tiltalte Jensens Vedkommende er kommet til det samme Resultat, medens Tiltalte Hamann derimod ved samme i Medfør af Analogien af Frd. 21 Marts 1800 § 16 er anset med en Bøde af 40 Kr. til Birkets Politikasse , vil derfor i Overensstemmelse hermed være at forandre, og findes Aktionens Omkostninger, som det ved Dommen er paalagt de Tiltalte in solidum at udrede, at burde betales af Tiltalte Hamann, saaledes at Tiltalte Jensen in solidum med ham deraf udreder Halvdelen.

*) Skal være "forøget".

(Højesteretstidende 1884-85).

Frederik Safft 1841-1883. (Efterskrift til Politivennen)

I maj 1869 udkæmpedes et brydeslag mellem en københavnsk og en engelsk bryder der var født i Bremen. Kampen blev i aviserne udlagt nærmest som et slag mellem dansk og tysk. Det regnes også for at være den første organiserede brydekamp i Danmark. Den blev beskrevet således i Folkets Avis 21. maj 1869 (i uddrag):

Endelig viser Kæmperne sig paa Forhøiningen i Bryderdragt, c: Trikots og Svømmebeenklæder. Hs. Maj. Heygster den Sidste, hvem vi her første Gang har den Ære at tage i Øiesyn, yder aldeles ikke noget indtagende Skue; skjøndt vi har Tegners Ord for, at "det starka är det sköna värdt" og skjøndt saavel den ældre som den nyere Historie opviser uforklarlige Exempler paa Athleiernes bedaarende Indvirkning endogsaa paa høitsiddcnde Damehjerter, tvivler vi paa, at han vil være farlig for nogen af vore Skjønne. Han er en Kolos af Middelhøide, men hans vældige Former er altfor pølseagtige, og Maven Indtager en aldeles forholdsløs Deel af hans Legeme. Hovedet, der minder om en af de skumleste romerske Keiserbuster - vi husker ikke, om det er Karakallos eller Kommodus's - gaaer spidst opad og skraaner jævnt udad, bredest ved Roden; det sidder uden nogen egenlig Hals fast paa Skuldrene som en stor Vorte - som et Kuppeltaarn paa en Monitor. Skulde vi sammenligne ham med et af Arena's Uhyrer, blev det snarere med Elefanten end med Løven.

Hans Modstander er omtrent af samme Høide, har ikke slet saa svære Farmer, men er mere velbygget og muskelfast samt betydelig Yngre; han er i hele sit Ydre og sin Optræden en fuldstændig Typus for en af Kjøbenhavns "stærke Mænd" - man kunde ikke et Øieblik tage feil af, hvem af de to der var Kjøbenhavneren.

Tegnet givet. Heygster stiller sig i en ægte Bryder- og Boxerstilling: foroverbøiet, Hovedet trykket ned i Kroppen, omtrent som en Skildpadde, Hænderne under hinanden nedenfor Ansigtet. Safft gaaer ham imøde rank og ret, med udbredte Arme, og gjør gjentagne Gange en Haandbevægelse, der synes at sige: "Vær's artig at tage for Dem!", men Heygsler lader sig ikke lokke ud af sin dækkede Stilling. Nu begynder Angrebet. Safft fatter Modstanderen om Haandledene, skifter et Par Gange Tag og griber ham om Armene; men det viser sig strax, at Bryderkongen maa vige tilbage, og netop idet han tr næc ved Randen af Kamppladsen, kastes han paa Ryggen mod Gulvet. Han gjør en hurtig Vending og lægger sig paa Maven - som det synes: en Finte for at vildlede Dommen over Resultatet, men - det hjælper ikke. En tusinddobbelt vox populi forkynder med skingrende Hurraraab, at "Dansken har Seier vundet", og Jubelen lægger sig ikke, før Seirherren, omklædt i borgerligt Dragt, har viist sig paa Kamppladsen og modtaget et nyt Begeistringsudbrud.

(Folkets Avis 21. maj 1869, uddrag)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 4. maj 1869. Der strømmede så mange mennesker til at pladsen måtte forlægges til Christiansborg Ridebane. Den 10. maj 1869 meddeltes at næste onsdag på Christiansborg Slots ridebane ville værtshusholder Safft prøve kræfter med "Brydekongen". Det var sidste chance på det sted. Herefter ville kampene igen være på Alhambra. Safft skal efter sigende være blevet rådet til at vente til sidste dag så Heygster blev banket mør. Og endelig den 18. maj kunne aviserne meddele at Safft havde vundet over den tyske bersærk! Han blev i flere aviser sammenlignet med Holger Danske og Niels Ebbesen.

Den 30. maj 1869 afholdtes en slags revanchekamp i Alhambra. Safft formåede ikke at kaste sin modstander og vandt således ikke den udlovede dusør. Safft blev heller ikke kastet. I Odense forbød politimesteren Geygster at prøve kræfter med de lokale stærke mænd. 

Den 3. oktober optrådte Safft i Alhambra med bryderen Otto Kempf fra Sachsen. Safft blev allerede i første omgang - til publikums udtalte utilfredshed - kastet, men erklærede sig villige til at genoptage kampen om et par dage. Safft udviste imidlertid senere på dagen en så voldelig adfærd overfor Kempf at politimesteren forbød flere kampe. Da Safft senere fulgte efter Kampf til Odense, nægtede denne at kæmpe mod Safft. Herefter forsvandt avisernes interesse for ham. Nogle år efter blev Safft besejret og hans status som ”nationalhelt” forsvandt. I november 1872 åbnede Safft et kage- og brødudsalg i Præstø. Oktober 1873 åbnede han en beværtning i Løvstræde 8. I oktober 1874 overtog Safft et bageri i Landemærket 3. Da han døde, havde han forretning på Blegdamsvej.

I de følgende år besejrede franske brydere stærke Københavnere, og det irriterede publikum så stærkt at politidirektøren forbød brydekamp i København for en længere årrække. Det blomstrede dog op igen med Magnus Bech-Olsen, se indslag herom på bloggen.

Frederik Safft, hvis Død er omtalt i flere Blade, omtales paa følgende Maade i "Skanderb. A. Av.": Han var oprindelig Bagersvend og etablerede sig i Tredserne som Bager og Værtshusholder i Hyskenstræde, hvor han leiede sig en overmaade beskeden Kjælder. Saa kom den tydske "Bryderkonge" Heygster til Kjøbenhavn og optraadte i Alhambra som den "stærke Mand", indbydende andre stærke Mænd til at brydes med sig, udlovende store Pengesummer til den, der kunde kaste ham til Jorden, og fristede baade af Æren og Pengene meldte der sig adskillige Kraftkarle for at slaas med Tyskeren. Hvilken Skandale var det nu ikke i Københavnernes Øine, ja, hvilken national Skandale var det ikke!! Det var jo kort efter 1864, og Folk havde endnu i frisk Erindring de bittre Minder fra den Tid og de store Ydmygelser, der var overgaaet den danske Hær og det danske Folk. Hvor var den Mand, som kunde kaste Heygster og redde Kjøbenhavnernes, ja hele Danmarks Ære! Manden blev Fredetik Safft, den stærke, henved 30 Aar gamle Bager, ret et ægte Kjøbenhavnerbarn. Stærk som en Løve, sindig og rolig i sin Optræden, vel sagtens i Følelsen af, hvilket Ansvar, der hvilede paa ham, og med hvilket Haab, man saa op til ham, mødte han paa Arenaen i Alhambra, medens Tusinder og atter Tusinder med forventningsfulde Blikke saa op til ham, madende ham og Tydskeren og hviskende "Safft klarer sig nok". Og Safft klarede sig tappert. Han tog den tykke, bomstærke og sejrsstolte Tydsker, kastede ham i Veiret, bøiede ham i Knæ og kastede ham deres cr bort fra sig med en saadan Kraft, at Tydskeren trillede hen ad Bræddegulvet under endeløs Jubel fra Publikums Side. Safft var fra dette Øieblik en god Stund Dagens Helt i Kjøbenhavn; Alt dreiede sig om ham, der taltes ikke om Andre end Safft. Hans Portræter saaes alle Steder, hans Beværtning bestormedes; Kafeer opkaldtes efter ham; Resultatet af adskillige Væddemaal, der vare holdte i Anledning af Brydekampens Udfald, tilsendtes ham osv. Og Heygsters Tid var selvfølgelig forbi med det samme. - Saa kom "Bryderkongen" Otto Kempf til Kjøbenhavn; heller ikke ham kunde man kaste, før Safft gjorde det; men saa var det i en ny Brydekamp at Safft maatte ligge under, og dermed sank han Dag for Dag i Anseelse, indtil han til Slutning blev helt glemt. Han døde kun lidt over 40 Aar gl,; hans Forretning i Hyskenstræde var han for længe siden fraflyttet og Værtshusholderiet havde han helt opgivet; i de sidste Aar af sit Liv levede han som Bager paa Blegdamsveien, og først ved hans Død opfriskedes Mindet om denne i sin Tid saa "berømte Mand".

(Isefjordsposten 10. november 1883).

Begravelsen foregik fra Søetatens Kirkegaards Kapel, aka Holmens Kirkegård 8. november 1883.

Fotograf Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Bager Frederik Safft (1841-1883), København, bryder. 1867. Det kongelige Bibliotek.

Mishandling af Tjenestepige. (Efterskrift til Politivennen)

I januar 1861 havde 5 personer, herunder bagermester Jonathan Emilius Nielsen (1819-1879), Pilestræde 26 startet en indsamling til morgenmad for fattige og arbejdsløse, hvis bryggere, sukkerraffinadører og bagere ville forsyne dem med øl, sirup og gammelt brød. Bespisningen begyndte 13. januar 1861 med 300 portioner i Borgergade eller Studietrædes dampkøkken. I november 1861 købte bagermester J. E. Nielsen bagergården på hjørnet af Pilestræde og Antonistræde af løjtnant Jørgensen for 23.000 rigsdaler. Den samme godgørenhed gjaldt ikke en tjenestepige hos bagermesteren selv:

Tyendesag. Kjøbenhavns Magistrat havde forlangt Bager Nielsen i Pilestræde tiltalt, fordi han havde vægret sig ved at betale Omkostningerne ved en af hans Tjenestepigers Forpleining paa Kommunehospitalet, medens derimod Bager Nielsen paastod, at han, da hans Tyende selv havde forladt Konditionen hos ham, Intet kunde være pligtig at betale. Da Sagen igaar foretoges ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, forklarede den omtalte Tjenestepige, Marie Christine Hansen, at hun var bleven behandlet paa en saa umenneskelig Maade af sin Madmoder, Bager Nielsens Hustru, at dette Forhold, hvis det befindes at være sandt, maatte paadrage Madmoderen Straf efter Tyendeloven. Pigen havde nemlig, efter sin Forklaring, i nogle Dage følt sig upasselig og var derfor den 27de September bleven liggende i sin Seng, da hun kun med Møie kunde staae paa Benene. Mad. Nielsen var derpaa kommen op paa Pigens Kammer og havde opfordret hende til at staae op for at lave Mad, "idet hun ikke kunde give sine Tyender Logis og Kost, for at de skulde blive liggende tilsengs". Tjenestepigen paastod, at hun ikke kunde staae op, og Mad. Nielsen truede hende derfor med at lade hende kaste ud af Huset af Karlen, og da Pigen alligevel blev liggende, lod hendes Madmoder alle Vinduer og Døre lukke op i Pigekammeret. Nu stod Pigen op og begav sig hen til den nærmeste Politistation for at klage over denne Behandling, og da hun befandtes at være meget lidende, blev hun kjørt ud paa Kommunehospitalet, hvor hun blev erklæret for at lide af tyfoid Feber, og hvor hun var under Lægebehandling indtil den 15de Oktober. Tillige gjorde Pigen Fordring paa 4 Rdl. 16 Sk. i Løn for September Maaned. Den for Bager Nielsens Hustru mødte Fuldmægtig benægtede imidlertid Rigtigheden af Pigens Forklaring, idet Pigen kun skulde have anstillet sig syg og af sig selv var bortgaaet fra Konditionen uden at vare nødt dertil. Af den Grund meente den Tiltalte heller ikke at være pligtig til al betale for Pigens Ophold paa Hospitalet, og hvad endelig Pigens Fordring paa 25 Mark angik, da kunde der kun tilkomme hende 2 Rdl., idet hun var pligtig at erstatte sin Madmoder nogle til 13 Mark vurderede Gjenstande, som hun i sin Konditionstid havde ituslaaet. Sagen kunde som Følge deraf ikke afgjøres i Retsmødet, men udsattes, for at begge Parter kunde føre Vidner for deres Udsagns Rigtighed.

(Dagbladet (København) 7. november 1866).

Tvendesag. Igaar sluttedes ved den offenlige Politiret den af os tidligere omtalte, imod Bagermester Nielsen og Hustru i Pilestræde deels af Magistraten og deels af Kjøbenhavns Politidirekteur anlagte Sag, hvorunder Hr. Nielsen var tiltalt, fordi han havde nægtet at udrede Omkostningerne ved Pigen Marie Christine Hansens Henliggen som Patient paa Kommunehospitalet, og Mad. Nielsen, fordi hun skulde have bortviist den omtalte Pige i syg Tilstand. Bager Nielsen havde udenfor Retsmødet afgjort Sagen ved at betale Pigen hele det Beløb, hun gjorde Fordring paa, nemlig Løn for September og Oktober Maaned a 4 Rdl. 16 Sk. maanedlig og Kostpenge a 24 Sk. daglig fra den Dag, da hun blev bortviist fra Tjenesten. Dette Beløb, der udgjorde 17 Rdl. 32 Sk., tilfaldt imidlertid ikke Pigen, men udbetaltes til Magistraten som Dækning af det Beløb, der skulde udredes for hendes Ophold paa Hospitalet, og derhos betalte Bageren, da hans Kone maatte ansees for at have indrømmet, at hun havde bortviist Klagerinden i syg Tilstand, en Bøde af 5 Rdl. til Rettens Fattigkasse.

(Dagbladet (København) 9. november 1866)

Annonce i Kjøbenhavns Veiviser for Reisende, med en Plan over Kjøbenhavn, Broerne og ... (1862).

J. E. Nielsen annoncerede jævnligt i aviserne fra 1860 til under forskellige bagerinavne: "Franskbageriet" (1862), "Boulagerie francaise" (1866-1867) - da solgte han også fransk syltetøj og italiensk makaroni. I 1870erne fik han & Søn med i navnet. Herefter forsvinder han ud af avishistorien.

Pilestræde 26 (til venstre) for hjørneforretningen i nr. 18 på hjørnet af Antonigade (til højre). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kjøbenhavns offentlige Politiret September 1866. (Efterskrift til Politivennen)

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Torsdagen den 6te September.

- - -

Forhenværende Mel- og Grynhandler Hans Andersen Hansen, boende i Magstræde Nr. 6 som flere Gange havde hjemsøgt Assistenskirkegaarden og plukket Resedaer, var endelig bleven greben paa fersk Gjerning af et Par Graverkarle, der længe havde havt ham mistænkt for Blomstertyveri. Da Blomsterelskeren imidlertid ikke havde rykket Resedaerne op med Rode men kun afplukket selve Blomsterne, blev hans Forhold ikke betragtet som Tyveri, men derimod kun som Uorden, og da han ikke i Mindelighed ville afgjære sin Forseelse, maatte Vidnerne tages i Ed, hvorpaa den forhenværende Mel- og Grynhandler blev dømt efter Plakaten af 25de Juni 1814 til at bøde 5 Rd. til Kjøbenhavns Kommunes Kasse.

- - -

(Dags-Telegraphen 7. september 1866).

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Torsdagen den 13de September.

- - -

- Der var kommet Anmeldelse til Politiet om, at de af en Høker og en Melhandler forhandlede Rugbrød vistnok vare undervægtige, og ved den stedfundne Undersøgelse hos de to Forhandlere forefandtes der ialt 17 8 Pd.s Rugbrød der kun veiede fra 7 Pund 38 Kvint, til 7 Pund 60 Kvint. pr. Stk, men Høkeren og Melhandleren opgav Bager Hillekjær paa Bisberg Mølle som den, af hvem de havde kjøbt de undervægtige Brød, og denne kunde heller ikke negte at have solgt Brødene men erklærede, at Undervægten maatte hidrøre fra Svendenes Uefterrettelighed. Dommeren bemærkede nu, at det var mærkeligt at denne Uefterrettelighed i saadanne Tilfælde altid kom Sælgeren men aldrig Publikum tilgode, og beklagede, at dette skammelige Bedrageri, der hovedsagelig rammede de fattige Klasser, kun medførte en Bøde af 4 Rd., fordi det efter Praxis betragtedes som en Overtrædelse af Laugsartiklerne istedenfor at det burde straffes som Bedrageri. Bager Hillekjær betalte derpaa sine 4 Rd. foruden Erstatning for de 17 Brød til de to Forhandlere og 5 Mark 8 Sk. til Politiet.

- - -

(Dags-Telegraphen 14. september 1866)

Opløbet i Landemærket. (Efterskrift til Politivennen)

Opløbet i Landemærket. Som bekjendt fandt der 5te Juni d. A. om Aftenen et Opløb Sted udenfor Bager Methlings Gaard i Landemærket, der efterhaanden tiltog saaledes, at Borgervagten tilsidst maatte tilkaldes og selv denne lykkedes det først efter længere Tids Forløb igjen at tilveiebringe Orden. - Efterat der i denne Anledning har været optaget Forhør ved Criminal- og Politiretten, hvis Resultat blev, at 6 Personer, der havde deeltaget i de stedfundne Uordener, sattes under Tiltale, er Sagen nu i Løverdags bleven paakjendt. Af de under denne oplyste Omstændigheder hidsætte vi Følgende: Udenfor Methlings Bageri, der var i Kjelderen og hvis Vinduer vendte til Gaden, havde der jevnligen om Aftenen samlet sig endeel Smaapiger, der da fra Fortouget af havde talt ned til de i Bageriet arbeidende Svende, hvilke ogsaa paa deres Side havde indladt sig med dem. Man havde saaledes oftere gjensidigen spøgt, men ligesom Svendene undertiden havde tilladt sig en usømmelig Opførsel mod Pigerne, saaledes havde disse ogsaa flere Gange paa forskjellige Maader drillet hine og forstyrret dem i dens Arbeide. Herover vare Svendene, hvoraf 4 vare tydske af Fødsel, blevne opbragte og da disse Drillerier gjentoges den omhandlede Aften, idet Pigerne navnligen skulde have bragt Skjeldsordet "tydske Tyveknegte", var en Svend, der var født i Holsteen, løbet ud paa Gaden og havde grebet en Pige, som han oftere havde bemærket ved lignede Leiligheder. Han havde derefter bragt hende ind med i Porten, men da Pigen havde givet sig heftigt til at skrige, havde han atter ladet hende gaae, uden, efter hvad der har kunnet oplyses, at tilføie hende mindste Ondt. Pigens stærke Skrig havde imidlertid hidkaldt endeel Mennesker af den lavere Classe, og blandt disse heed det strax, "at en tydsk Bagersvend havde mishandlet et dansk Pigebarn". Man trængte nu ind i Bagerens Port under det idelige Raab: "ud med Tydskeren!" og da Bageren havde ladet Boutiksdøren og Mellemporten lukke, dundrede og sparkede man paa disse, som man truede med at sprænge, saafremt der ikke blev lukket op. Det var forgjæves, at det tilstedeværende Politi formanede til Rolighed; man troede ikke dets Forsikkring om, at den paagjeldende Bagersvend havde forladt Stedet - han var nemlig flygtet over et Plankeværk ind i en Nabogaard - men uagtet paa Politiets Opfordring Ingen af de Tilstedeværende kunde vidne om, at Pigen var bleven slaget, eller engang kunde nævne hendes eller Forældres Navn - hun var nemlig løbet bort og har ikke senere været til at udfinde - vedblev dog Hoben at huje og støie, og tilsidst blev endog Fyldingen til Boutiksdøren indslagen. Der reqvireredes nu Assistance i Nørreports Vagt, hvorfra 6 Mand afsendtes, og da derhos fra Hovedvagten tilkom en Forstærkning paa 10 Mand, adsplittedes Hoben, men samlede sig igjem, da det Militaire havde forladt Stedet, samt tiltog bestandig, ligesom der nu ogsaa blev slaget en Deel Vinduesruder itu hos Bageren, saavel i Stue-Etagen som i Kjelderen. Først da paany 20 Mand fra Hovedvagten under en Lieutenants Commando vare komne tilstede, lykkedes det Borgervagten, uden at dog Magt anvendtes, at gjøre en Ende paa disse Optøier, der havde varet i næsten 4 Timer, fra Kl. 8 om Aftenen til henved 12. - Under de derefter optagne Forhører oplystes det, at en Tømmersvend især havde viist sig virksom ved denne Leilighed, idet det havde været ham, der havde slaget Fyldingen ind til Boutiksdøren, ligesom han ogsaa havde ituslaget flere Ruder og Vinduessprodser. Fremdeles overbevistes 3 Drenge i en Alder af 12 a 14 Aar, deels at have kastet Steen og Andet mod Ruderne og deels at have sparket til Kjeldervinduerne. Endelig blev det endnu beviist, at 2de Sjouere havde, efterat Gaden var bleven afspærret af Vagten, uagtet gjentagne Advarsler søgt at trænge sig igjennem med Magt, uden at kunde bringes til Orden eller Rolighed, forinden de af Politiet anholdtes og bragtes bort. As disse Personer ansaaes ved den afsagte Dom Tømmersvendene med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, de 2de Sjouere hver med lige Straf i 5 Dage og endelig af Drengene de 2 med Riis, men den 3die paa Grund af sin Helbredstilstand med 4 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Vi bemærke endnu, at Bager Methling under Sagens Drivt frafaldt Kravet paa Erstatning for den skete Molest.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1848, 2. udgave).

Bagermester D. J. C. Methling boede i Landemærket 153. Matrikel 153 Landemærket, Springgadde blev 1859 til Landemærket 22, Springgade uden nummer, i 1881 til Landemærket 22, Pilestræde 90. I 1934 blev den henlagt til Gutenberghus og offentlig gade. Det havde været ejet af bagere: Børge Bendtsen (1689), Frederik Larsen (1756) og Ole Lobech (1806).

Vafler i Dyrehaven. (Efterskrift til Politivennen)

Det Nye, som i Aar udmærker Jægersborg Dyrehauge, er en hollandsk Vaffelboutik, hvor man kan faae Vafler ligesaa varme som de komme af Jernet. Boutiken er pyntet med Malerier, som Staden Rotterdam, den bekjendte Begivenhed med Wilhelm Tell, Forestillingen af et Traktement, hvor man bærer Vafler frem o. s. v. I Boutiken er anbragte paa den ene Side et lidet Cabinet, hvor der serveres med Vafler, og paa den anden en Ovn, for hvilken Vaffelbageren sidder med en Potte fuld af Vaffeldeig. Han har bestandig fem Jern i Ilden, og ligesom Vaflerne ere færdige, leverer han dem til et ganske hvidt, i hollandsk Dragt, klædt Fruentimmer, formodentlig hans Kone, som beklipper dem med en Sax, og strør Sukker derpaa. En anden ligeledes hvidklædt Hollænderinde indcasserer Pengene. Søgningen var i Søndags saa stærk, at Boutikdøren ofte maatte lukkes, da det var umueligt at tilfredsstille alle Kiøberne, af hvilke nogle forlangte hele Dusin ad Gangen, og man hørte derfor af og til imellem det meget hollandsk her snakkes Zy moeten malkander wachten! I det Hele hersker her en sand hollandsk Reenlighed, men hver Vaffel koster 1 Mk., og det er temmelig dyrt. For kildegiesterne er det imidlertid en stor Behagelighed, saaledes strax at kunne faae friskbagte velsmagende Vafler, skiøndt Huseland neppe er fornøiet dermed. - Paa Messerne i Tyskland skulle saadanne Vaffelboutiker være meget almindelige.

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende. 29. juni 1818

Der er muligvis tale om nogle holstenere, forklædt som hollændere. Følgende stod i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 28. juli 1821:

Man vilde uden Tvivl finde det høist utroligt, dersom nogen paastod, at der gives Nomader midt i Danmark, og dog er dette virkeligen Tilfældet. Eierne af den største Vaffelboutik, der i Sommer fandtes i Dyrehaugen, føre et sandt nomadisk Liv. Boutiquen er saaledes indrettet, at den, uagtet den kan skilles ad, har fire nydelige Værelser til Beboelse, og et beqvemt Kjøkken, i to Etager, hvori eierne opholde sig baade Sommer og Vinter. Den er i sidste Øjemed forsynet med en Kakkelovn. I Sjælland behøve de sex Vogne til at transportere den, men i Holsteen, hvor de egentligen have deres fast Bopæl, kan den rummes paa to,, men naturligvis meget størrre Vogne. Uagtet Boutiquen er indrettet efter hollandsk Smag, og de selv kæde i hollandsk Dragt, saa ere de dog egentligen Holstenere.

Spørgsmaal til Bagerne angaaende Beskyldningen af Hestefidt.

Flyveposten gjorde i et af sine numre opmærksom på at flere bagere her i byen bagte deres smørede hvedebrød ved hjælp af hestefedt. Indsenderen af dette har hørt at det skulle forholde sig rigtigt at en stor del af bagerne brugte hestefedt, men blot til at indsmøre de jernplader hvorpå hvedebrødet bages. Imidlertid må dog enhver hvem det ikke er ligegyldigt hvad han putter i munden, tilstå at brødet som en dame nyligt har sagt til indsenderen, må vokse i munden ved tanken om at måske dele af et gammelt uvasket øg der er blevet slået ihjel af alderdom, findes i det. Det synes at bagerne ikke burde tie ganske stille til denne beskyldning da man ellers deraf måtte drage den slutning at det forholder sig således. Og derfor opfordrer indsenderen tillige med flere, af de herrer bagere at oplyse Københavns indbyggere om det virkelig forholder sig således at hestefedt anvendes i deres bagerier. Da rygtet siger at politiet skal have blandet sig i denne affære, og ved deres forespørgsel hos nogle bagere fundet Flyvepostens angivende bekræftet, så anmodes også herved det sidste blad at give oplysning han formår om denne delikate sag. For dem som er blevet ækle ved at spise nogen som helst hvedebrød i dette tid af frygt for at dertil skulle være anvendte hestefedt, vil det måske være behageligt at få denne underretning at foruden hos den heri bladet tidligere omtalte bager Levy i Vingårdsstæde, får man fra Feilbergs udsalgssted af brød på Gammeltorv, franskbrød og surbrød der er bagte på jernplader som er smurt med olie.

(Politivennen Nr. 1529, Onsdagen den 8 April 1845, s. 223-224)

Et Par Anmodninger til Hr. Bagermester Scheer paa Nørrebro.

1) Efter allerhøjeste resolution af 15. maj 1834 er den udenfor København fra Ladegårdsvejen over Blågårds jorder til Nørrebro førende vej tillagt navn af Blågårdsvejen. Men skønt denne resolution ordentligvis i sin tid blev bekendtgjort ved plakat, erfarer dog vejens beboere ikke sjældent at en og anden er uvidende om Blågårdsvejens beliggenhed, og altså enten ikke kan finde, eller har i det mindste vanskelighed med at finde den, hvilket jo unægteligt ofte kan have ubehagelige følger for de ikke få familier som bor på nævnte vej. Hensigten med disse linjer er derfor at anmode Deres velædelhed om at De tjenstvilig ville på det Dem tilhørende smukke hus på hjørnet af Nørrebro og Blågårdsvejen lade male sidstnævnte vejs navn, hvorved såvel dette som vejens beliggenhed ville blive mere almindelig bekendt endnu er tilfældet.

2) Da det stykke af gangstien på Blågårdsvejen uden for Deres velædelheds ejendomme især i søleføre er i en jammerlig tilstand, fordi De alt for mere end en måned siden for at forhøje denne sti har overfyldt den dels med gaderenovation, dels med murbrokker, uden siden enten ordentligt at lade det ujævne eller pålægge denne opfyldning et lag grus, tillader mig sig herved at bede Deres velædelhed om snarest muligt at sætte de her påankede stykke af Blågårdsvejens gangsti i tilbørlig god stand, hvori det var før Deres velædelhed gav det denne påfyldning.

I håb om at et godt ord finder godt sted, tvivler indsenderen ikke om at Deres velædelhed jo vil opfylde disse to beskedne ønsker.

(Politivennen nr. 1039, Løverdagen den 28de November 1835, s. 793-795).

Om bedærvet Brød.

Hos en bager i nærheden af Købmagergade har en familie flere år købt både rug- og hvedebrød, og været særdeles vel fornøjet med samme. Især har rugbrødet været udmærket godt. Men i nogen tid er begge slags brød blevet meget dårlige og ildesmagende. Kommenskringlerne har haft en ubehagelig og bitter smag, og rugbrødet været tillavet af oret (eller som det vel rigtigst burde hedde ormet) mel. Efter budets sigende skal selve bageren eller hans kone have tilstået at det mel de brugte til deres brød, var fordærvet, og lovet at når det var opbrugt, skulle brødet blive bedre. Med sådan besked kan de som må døje en så usund og ildesmagende føde ikke være tjent. Man har anset det rigtigst at give vedkommende bager først en lemfældig erindring, hvilket måske også kan være til gave både for andre brødbagere og for deres kunder, og man håber at den der føler sig truffet af denne anmeldelse snart afhjælper den påankede mangel at man ikke skal gribe til alvorligere forholdsregler hos højere vedkommende.

(Politivennen nr. 751, Løverdagen den 22de Mai 1830, s. 330-331)

Sorte Brød.

På huset nr. 50 i Toldbodgade er anbragt et gulmalet skilt med to brød. Men da disse er ganske kulsorte, ligner de snarere ligkister til børn end rugbrød, og da maleren således har taget fejl af farven, bør han male skiltet om da dette ikke svarer til sin bestemmelse, men kun tjener til at vække latter hos de forbigående.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 124)

Levende Bagerskildter.

Når man i en port eller dør ser en klynge grinende og pludrende, skidne halvnøgne væsener, behøver man ikke at se efter kringlen på huset for at få vished om hvem der bor indenfor. Synet af disse personer er i flere end en henseende ubehageligt, men det er højst væmmeligt når man ser dem med nøgne arme grave omkring på deres dunstende legeme og tænker sig at man skal spise (og dyrt betale) det brød sådanne naller ælter sammen. 

Der er i den senere tid talt så meget om slagternes ikke renlige behandling af kød, hvilket vist nok er velbegrundet, men det vaskes dog før det tillaves, og således er man mindre udsat for at få snavs i kød end i brød. De herrer bagermestre vil gøre almenheden en stor tjeneste hvis de pålagde deres folk at vaske sig, samt klæde sig lidt på når de på ovennævnte måde efter deres vis diverterer sig i mesterens gadedør.

(Politivennen nr. 711, Løverdagen den 15de August 1829, s. 528-529)

Anmodning til Slagtere med Flere.

Gentagne gange har man, og det til visse med rette, ført anke over den appetitødelæggende og udelikate måde hvorpå de nationalprodukter der tjener mennesker til føde, tilberedes, transporteres osv. Men skønt de pågældende selv har erkendt dem som rimelige, har disse anker trods det ikke haft den tilsigtede virkning. Nærværende anke turde måske ikke smigre sig med en blidere skæbne, men anmelderen har derfor ikke villet lade sig afskrække fra at fremsætte samme i det håb at enkelte dog muligvis kunne bekvemme sig til at forlade den gamle slendrian og derved give deres medborgere et efterfølgelsesværdigt eksempel til efterlevelse.

Det har nemlig i flere år undret anmelderen at slagterne som transporterer kød fra deres slagterier til udsalgsboderne her i staden, i almindelighed henslænger dette menneskets næstvigtigste fødemiddel på en bræddevogn uden i det mindste at forsyne denne med et underlag af rent og hvidt linned, og uden at bryde sig om at tildække det således henslængte kød, skønt de nødvendigvis må have bemærket at kødet især når der efter flere dages tørvejr indtræffer blæst, på det mest væmmelige besudles af tykke støvskyer hvis hovedbestanddel især er hentørret gadeskarn. Af regn, sne, slud hagl osv. lider kødet vel mindre. Skønt det synes utilgiveligt at man ikke søger at forebygge dette svineri, eftersom det kan ske ved en meget ubetydelig bekostning. En presenning ville nemlig forebygge alle onder og anskaffelse af samme var dog kun en ringe udgift.

Hvad her er sagt om slagterne, gælder i almindelighed også om brødbagerne der lader hele læs blive kørt omkring i byen, uden at vognene er forsynet enten med presenning eller underlag. At nogle endog bruger brødvognen til sandkørsel osv. er et lige så væmmeligt som utilgiveligt svineri.

Anmelderen slutter med det ønske at de ansvarlige vil bestræbe sig for at gøre gentagne anker i denne anledning overflødige.

(Politivennen nr. 656, Løverdagen den 26de Juli 1828, s. 487-489)

Varsko til Bageren i Sqvaldergaden.

Man mener at man bør gøre Dem opmærksom på at en stor mængde duer næsten dagligt besøger Deres rugloft i pakhuset længst nede i gaden. Muligvis er det Deres egne duer, og det kan i givet fald synes ligegyldigt, om disse søger føden der eller om denne gives dem i gården. Men der findes folk som tænker på at duerne giver vederlag for det de har nydt og at sådant let kunne komme i brødet eftersom man i almindelighed ikke plejer at foretage nogen ængstelig rensning med rug som blot grovmales. Og da sådanne folk vel ikke ynder sådant blandingsbrød, kunne de fratage Dem deres næring. Hvilket jo ville være tab for Dem. Man er derfor så fri at give Dem det råd at spænde et net for lugen.

(Politivennen nr. 627 Løverdagen den  5te Januar 1828, s. 11-12).

Et, af Portcontrolleur Schwarts foranlediget, tidsspildende Ophold ved Stadens Nørreport.

Lørdag den 23. september kom en af byens bagermestre til stadens Nørreport med et læs mel som han havde ladet male på Roskilde Vandmølle. Da han have tabt den på møllen modtagne vejeseddel, og ikke med vished kunne erindre hvor meget mel han havde, besluttede han sig til at angive vægten så høj at der i så henseende ikke kunne ophvile ham noget ansvar. Hvilket siden også viste sig da han havde betalt en accisse af 9 lpd. mere and han havde på vognen. Efter at melet således var vejet og vægten befundet rigtig, erklærede den konstituerede portkontrollør, premierløjtnant Schwartz tillige med en vis toldbetjent at melet skulle sorteres, hvorpå han tog prøver af 3 halve sække af ringere sort, og af 2 sække af nr. 1, forseglede derpå de 3 halve sække med dobbelt segl og erklærede at det forseglede mel skulle synes ved toldboden. Men forandrede efter tilstrækkelig lang betænkningstid denne sin beslutning idet han nemlig sendte en betjent i byen for at få melet synet hos en møller. Anmelderen der var overbevist om at melet var af den angivne kvalitet, kunne naturligvis intet have at indvende imod det intenderede syn, men ytrede blot sin misfornøjelse over det derved forvoldte lange og unødvendige ophold, især da forskellen på de flere sroter mel var så kendelig at enhver bonde ville have kunnet skelne til hvilket sort enhver prøve burde henføres. Men her var jo intet andet at gøre end at tie og lide, og først da betjenten kom tilbage, blev det anmelderen tilladt at køre ind i byen med sit mel, efter at seglene var taget bort, og efter at han var blevet opholdt fra klokken 10 til klokken 12.30, altså i 2½, skriver to og en halv time.

Om man endog i dette tilfælde vil kunne rose hr. portkontrollør premierløjtnant Schwartz og den omhandlede betjent for embedsiver, og sindig, lovlig og betænksom fremgangsmåde - noget anmelderen aldeles ikke vil indlade sig på at bedømme - så synes man dog berettiget til at antage at ingen af dem har haft eller tiltroet sig selv varekundskab nok for at kunne henføre nogle højst forskellige melsorter under deres rigtige benævnelse, eller med andre ord at de ikke var kendere af mel, hvilket man dog vel med rimelighed kunne vente sig af mænd i ders embedsstilling. Og anmmelderen slutter således denne sandfærdige fremstilling med det ønske at en eller anden sagkyndig vil fremkomme med forslag til et forebyggelsesmiddel mod sådant ubehageligt og tidsspildende ophold.

(Politivennen nr. 570. Løverdagen den 2de December 1826, s. 785-788)

Fornødne Ord til Stadens Bagerlaug.

For nogen tid siden klagede to mænd i Skilderiet og Politivennen med rette over den behandling stadens indbyggere så ofte må tåle af bagerne. Men det gik som det ved sådanne lejligheder plejer: Da det gjaldt, rørte ikke en finger sig for at understøtte de påtalende og alting går derfor i den gamle slendrian. Indsenderen købte i nogen tid rug- og hvedebrød hos 2 bagere, begge i en gade, og fandt i starten brødet temmelig godt. Men siden blev det dag for dag dårligere. og til sidst så jammerligt at man måtte opsøge en bager langt fra sin bopæl, nemlig i Store Fiolstræde op mod volden hvor indsenderen nu får fortræffeligt brød. Men spørgsmålet er: Hvor længe vil det vare? For indsenderen har kendt folk som fra simple fattige fribagere og kagehandlere boende i kældre, har svunget sig op til ejere af bagergårde og som nu lever på en fornem fod og har Offenbachervogn, kusk osv. men nu leverer ligeså dårlige varer som før udmærket gode mens de boede i kælderen. 

Man har for nyligt i Politivennen set at en klage fra Frederiksværk over dårligt brød har båret frugt. Det samme bør man håbe om en stad som har en så oplyst og virksom magistrat. Indsenderen tror ligesom alle fornuftige at når laugstvang ikke engang stifter den nytte at en stor stads indbyggere får et af de uundværlige næringsmidler for en efter sædvarernes priser billige betaling og af sådan beskaffenhed at de er sunde, nærende og behagelige, da bør sådanne indretninger ophæves som unyttige og skadelige. Dette er så klart og indlysende at enhver kan begrive det. Det behøver altså intet videre bevis. 

Når denne næringsvej er fri, vil den aldrig mangle deltagere som kan købe ind i rette tid. Såvel fra staden selv som fra landet vil der være brød at få i mængde. Det følger altså af sig selv at den der vil sælge må levere gode varer for rimelig pris. Bondens brød er i almindelighed langt at foretrække for købstadsmandens. Hvad her er sagt om bagerne,  gælder til dels også om slagterne. Er det ikke urimeligt at man her i staden skal betale godt kød med næsten det tredobbelte af hvad det koster i Jyllands købstæder?

P. Olsen.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9959-9961)

Et Brev til Udgiveren fra Frederiksverk.

Bageren i Frederiksværk har i den senere tid nogle gange været genstand for deres blad. Og næppe nogen af værkets beboere vil nægte hr. Th. Englisch grund til sin anke. Da kun få udenfor værket imidlertid kender bageren, og derved let kunne få et andet begreb om manden end han fortjener, så anser jeg det for min pligt at meddele nogle oplysninger.

For 30 år siden forpagtede Fatzler, dengang mestersvend hos bager Hamborg på Vesterbro, bageriet på Frederiksværk. Og fra den tid har manden uden forskud og understøttelse ført sin bedrift ordentligt, betalt sine afgifter i rette tid og holdt sine bygninger i forsvarlig stand. Han har ikke alene nøjagtigt holdt sine forpligtelser ved at svare enhver sit, men endog vist megen goddædighed og understøttet trængende.

I denne lange tid har han haft mange familiesorger. Mistet to koner, alle sine børn, især en søn som skulle understøtte hans alderdom og i det hele ladet 12 lig føre ud af sit hus. Han lider af et smertefuldt tilfælde som i den alder ikke kan helbredes, og hindrer ham i at tage del i noget arbejde, og forstyrrer hans sindsro da han som udlænding så at sige er ene og fremmed her i landet. Således har alder, kummer og svaghed sat i denne før meget driftige og duelige mand ud af stand til at have det forrige tilsyn med sin næringsvej. Og han må beklages af dem som kender hans retskaffenhed. I 30 år har han forestået militærbagningen her på stedet, uden at jeg kender nogen anke ført over ham

Frederiksværk den 1. august 1825.
Tscherning, inspektør.

(Politivennen nr. 503. Løverdagen den 20de August 1825, s. 9942-9943)

Redakteurens Anmærkning.

Bagermester Fatszler døde 3 år senere, hvilket fremgik af følgende notits i Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 6. juni 1828:

At min Mand Bagermester Carl Stephanus Fatzler, efter mange haarde Lidelser, ved Døden er afgaaet den 14de i denne Maaned, i sit Alders 63 Aar, tilkiendegives herved sørgeligst fraværende Familie og Venner; og indkaldes derhos Enhver, som maatte have nogen lovlig Fordring paa bemeldte min afdøde Mand eller nu hans Boe, at anmelde og legitimere saadan for mig og mine antagne Laugværge, inden 12 Ugers Forløb

Frederiksværk, den 27de Mai 1828.

Marie Fatzler, født Olsen.