Der bor en Bager i Nørregade. (Efterskrift til Politivennen)

Sangen er oprindelig svensk. Den kendes på dansk omkring 1883, men dengang boede han ikke i Nørregade, men i Mariager. Senere blev den trykt i De Små Synger, og da var han flyttet til Nørregade. Der kan være tale om flere bagere. En af dem er Johan Friedrich Wilhelm Piper (12.10.1780-8.9.1853). Han kendes fra mange retssager som han var involveret i.

Ifølge Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Bevilling af 1ste Juni 1829 som læses i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret Mandagen den 3de Juni d. A., saa lydende:

"Vi Frederik den sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg; Gjøre vitterligt: At Vi, efter Hofbagermester Johan Friederich Wilhelm Piper af Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn, derom allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Begiæring, allernaadigst have bevilget og tilladt, saa og hermed bevilge og tillade, at han ved Proclama, aub poena præclusi et perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel, i den danske Statstidende, Adressecontoirets Efterretninger samt den altonaiske Mercur, 3de Gange efter hinanden maae indkalde alle dem, som formene sig at have noget at fordre hos ham, med deres Paastand at fremkomme, og saadant deres havende Krav inden foreskrevne Tids Forløb, for ham at anmelde og beviisliggiøre; dog Umyndiges Tiltale i Fremtiden efter Forordningen 20de Februar 1717 forbeholden; og skal saadan Indkaldelse i Aviserne ansees og være lige saa Gyldig, som om den var skeet ved Proclama efter Loven; dog skal denne Vor allernaadigste Bevilling Ord til andet indrykkes i fornævnte offentlige Tidender, samt læses for Vor Lands Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn

Hvorefter de Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette og for Skade at tage vare.

Givet i Vor kongelige Residentsstad Kiøbenhavn, den 1ste Juni 1829.

Under Vort Kongelige Segl.
(L. S. R.)

Efter Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling
Stemann, Monrad, Ørsted, Kjerulff, Hansen, Moltke/ Wilse

Bevilling for hofbagermester Johan Friderich Wilhelm Piper af Kiøbenhavn til ved proclama i Aviserne, at indkalde hans Creditorer"

indkaldes herved, sub poena præclusi & perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel alle de, som formene sig at have noget at fordre hos mig Underskrevne, til dermed at fremkomme og saadant deres havende Krav, inden foreskrevne tids Forløb, for mig i min iboende Gaard No. 209 i Adelgaden at anmelde og beviisliggiøre.

Kiøbenhavn den 1ste Juni 1829
Johan Friderich Wilhelm Piper.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende", 12. juni 1829)

I Aarhuus Stifts-Tidende, 21. juli 1829 kan man læse at han vandt en sølvsukkerskål ved en fugleskydningskonkurrence. Hofbageren klarede sig godt. Han ejede 1835-50 Ulstrup Gods. Og det var en temmelig kompliceret sag: Ulstrup var blevet købt af den franske statsminister Bourienne af grev Scheel. Bourienne kom ikke selv på ejendommen, der bestyredes af forvalter Branno. Bourienne overdrog ejendommen til den danske regering for 70.000 rigsdaler i 1827. Den solgte i 1835 gård og gods til landsoverretsprokurator P. J. Knudsen for 118.200 rigsdaler. Han overdrog til ret til skøde for 121.200 rigsdaler til Piper som igen overdrog det for 128.200 rigsdaler til forpagteren, senere kammerherre P. Koch. (Randers Dagblad og Folketidende 25. januar 1900)

Følgende udførlige sag i Juridisk Tidsskift, 36. bind, 1840 beretter om hofbagermesteren:

I Sagen:

Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse,

Contra :

Hofbager Piper og Kammeradvocaten.

(Afsagt den 28de Mai 1838.)

Efter foregaaende Klage til Forligelsescommissionen have Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke: og Børneforsørgelſeskasse, saggivet Indstævnte, Hofbager Piper, til under en daglig Mulct at udlevere en fornævnte Enke- og Børneforsørgelseskasse tilhørende kongelig Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv, som af forhenværende Hovedkasserer ved bemeldte Theater, F. A. C. Printzlau, skal være bleven fravendt fornævnte Kasse, og som Indstævnte Hofbager Piper har i sin Besiddelse, samt til at betale Citanterne de af denne Obligation fra 11. December 1833 hævede Renter, med 4 pCt. Renter deraf fra Datum af Klagen til Forligelsescommissionen til Betaling skeer, og in subsidium, for det Tilfælde at Indstævnte Hofbager Piper for Citanternes Tiltale skulde blive frifunden, Kammeradvocaten til at høre den kongelige Kasse tilpligtet at holde meerbemeldte Enke- og Børneforsørgelseskasse skadesløs, ved enten til Directionen for samme at udlevere 2000 Rbdlr. S. i kongelige 4 pCt. rentebærende Obligationer, eller at betale disses Værdie efter den ved Betalingstiden gjeldende gangbare Priis, alt med skadesløse Renter deraf fra 11 Decbr. 1833 til Udlevering eller Betaling skeer.

Citanterne have derhos paastaaet de Indstævnte tilpligtede in subsidium at betale denne Processes Omkostninger skadesløst.

Derimod har Indstævnte Hofbager Piper i Indlæg af 30te November 1835 principaliter paastaaet Frifindelse, og subsidialiter, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de Renter, han af samme har hævet, imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra 22de Januar 1834, hvorhos han i Indlæg af 16de October f. A. har med Hensyn til at der ved den i Justitssagen imod ovennævnte Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelſsskasse Erstatning hos Printzlau for den omqvæſtionerede Obligation, i alt Fald har paastaaet sig frifunden for Citanternes Søgsmaal som for tidligt anlagt.

Kammeradvocaten har paa den kongelige Kasses Vegne paastaaet enten Sagen afvist, eller nysnævnte Kasse for Citanternes Tiltale frifunden og sig tillagt Kost og Tæring eller Salair med noget Tilstrækkeligt.

Indstævnte Hofbager Piper maa efter den af ham brugte Procedure ansees at have indrømmet, at Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse har været Eier af den under Sagen omhandlede Obligation, der oprindeligvis er udstædt til Ihændehaveren, men, efterat den senere havde erholdt en Paategning om at tilhøre forbemeldte Kasse og ikke at kunne afhændes uden vedkommende Bestyrelses Samtykke, hvilken den 19de December 1826 er noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger, under 12te October 1833 er forsynet med en ny Paategning, ifølge hvilken den transporteres til Ihændehaveren, hvilken Paategning, der er underskreven ”Directionen for Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse F. Holstein, Collin”, den 15de s. M. er blevet noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger. 

Forsaavidt nu Indstævnte Hofbager Piper har formeent, at der maa tillægges ham Friſindelse, i alt Fald for Søgsmaalet som for tidligt anlagt, fordi der ved den i Justitssagen imod forhenværende Theaterkasserer Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse Erstatning hos bemeldte Printzlau for den omhandlede Obligation, hvoraf skulde følge, at Citanterne ikke kunne holde sig til Andre end til ham, i det Mindste ikke saalænge det ei er godtgjort om fornævnte Kasse ikke engang i Tiden kan hos ham erholde Erſtatning, kan denne Formening naturligvis ikke komme i Betragtning, hvor der, som in casu, er Spørgsmaal om at vindicere en Vedkommende fravendt Eiendom.

Naar dernæst Indstævnte Hofbager Piper til Styrke for sin Paastand om Frifindelse har paaberaabt sig, at det ikke er af Citanterne beviist, at den oftmeldte Obligation er paa ulovlig Maade fravendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse, eller at den paa samme tegnede Transport til Ihændehaveren er falsk, skjønnes ikke denne Benægtelse at kunne medføre det af ham attraaede Resultat. Om det nemlig end ikke ved de af forhenværende Theaterkasserer Printzlau under den imod ham anlagte Justitssag afgivne Forklaringer maatte kunne ansees tilstrækkeligt oplyst, at han har disponeret over den omqvæstionerede Obligation imod vedkommende Bestyrelses Vidende og Villie, og in specie i dennes Navn meddeelt en falsk Transport paa samme, saa kan det efter Sagens Natur ikke antages at være Citantermes Sag at føre Beviis for at Obligationen er fravendt dem paa uretmæssig Maade, eller at den ommeldte Transport er falsk, ligesom der ikke heller efter Sagens specielle Omstændigheder og den af Parterne brugte Procedure findes Anledning til at anvende Benægtelseseed.

Men selv under Forudsætning af at Obligationen paa ulovlig Maade maatte være frakommen Enke- og Børneforsørgelseskassen, og at den samme paategnede Transport til Ihændehaveren maatte være falsk, har Indstævnte Hofbager Piper formeent at burde tillægges Frifindelse, fordi han ikke, da han tilforhandlede sig Obligationen, som han kjøbte i Januar 1834 af en Mægler her i Staden, havde nogen Formodning om, eller Anledning til at formode, at den var paa ulovlig Maade kommen ud af den titnævnte Kasses Besiddelse.

Dette Moment vilde være afgjørende til Fordeel for Indstævnte, saafremt der var Tale om en oprindeligvis til Ihændehaveren udstædt Obligation, som var vedbleven at lyde paa Ihændehaver, uden nogen mellemkommende i Statsgjeldscontoirets Bøger noteret Paategning, hvorved den var kommen til at lyde paa Navn, eftersom et saadant Document, efter dets ejendommelige Beskaffenhed, maa sættes i Klasse med Penge og følgeligen ikke kan vindiceres fra den, der i god Troe har erhvervet samme *). Men et andet Resultat maa statueres i Henseende til saadanne Obligationer, der, oprindeligvis udstædte paa Ihændehaveren, senere have erholdt en paa behørig Maade noteret Paategning om at tilhøre en bestemt Person, som paastaaer at den er frakommen ham paa ulovlig Maade, om den end paa nye er bleven noteret ſom tilhørende Ihændehaveren.

Grunden til at en til Ihændehaveren udstædt Obligation, der vedbliver at have denne Characteer, maa under den ovennævnte Betingelse undtages fra den en Eier efter vor Lovgivning ellers tilkommende Vindicationsret, ligger i at det Modsatte vilde komme i Strid med den Hensigt, hvori Obligationer paa Ihændehaver udstædes, ifølge hvilken de uden videre skulle kunne gaae fra Mand til Mand, og herved kan Ingen komme til at lide noget Tab, hvorover han med Føje kan beklage sig, da den, der lader en Obligation udstæde paa Ihændehaver, eller erhverver den, medens den endnu uforandret befinder sig i denne Tilstand, maa vide at han er udsat for at kunne miste samme. Men hvor en Obligations Eier har ladet den forsyne med en Paategning om at den er ham tilhørende, og Paategningen paa behørig Maade notere, er Obligationens oprindelige Beskaffenhed, i Medhold af hvilken den ikke kunde være Gjenſtand for Vindication, forandret, og et Factum foregaaet, hvis Betydning er den, at Eieren vil sikkres imod den Fare, hvorfor Obligationens Egenskab, som lydende paa Ihændehaver, udsatte ham, og at Enhver maa vogte sig for at erhverve Documentet, naar han ikke har forvisset sig om at det paa lovlig Maade har ophørt at være den paagjeldende Persons Eiendom.

Vel kunde Frd. 7de Februar 1823 §. 2 synes at afgive et Argument herimod, da den fastsætter, at Obligationer og Penge-Effecter, som enten ifølge deres oprindelige Indhold eller efter foregaaende Transport ere i vedkommende Bøger noterede som lydende paa Ihændehaver, ikke kunne være Gjenstand for Mortification, men denne Lovbestemmelse kan i alt Fald alene antages at indeholde Reglen med Hensyn til Adgangen til at erholde Mortifications: Bevilling, hvorimod den ikke giver nogen Forſkrift med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt den, hvem en Obligation paa ulovlig Maade er fravendt, kan, uagtet den er bleven noteret paa Ihændehaver, gjøre sin Ret gjeldende imod den, som er kommen i Besiddelse af samme.

Vel lader sig med Hensyn til det saaledes antagne Resultat erindre, at Adgangen til at vindicere Obligationer, som den omqvæstionerede, fra den, der bonafide har erhvervet samme, kan medføre ſærdeles betydelige Inconvenientser og navnligen lægge Hindringer i Veien for den fri Omsætning med Statspapirer, men, uden at tale om at et modsat Resultat vilde have maaskee ikke mindre Ulejligheder i Følge med sig, saa skjønnes det ikke at dette Hensyn kan være afgjørende, hvor Spørgsmaalet alene drejer sig om hvad der bør antages i Overeensstemmelſe med den bestaaende Lovgivning.

Ifølge det Foranførte maae Citanterne være berettigede til at erholde den omqvæstionerede Obligation udleveret af Indstævnte Hofbager Piper, hvis Sag det, da han tilforhandlede sig samme, havde været at undersøge, hvorvidt den paategnede Transport var ægte **). Thi den af ham yttrede Formening, at den stedfundne Notering i Statsgjeldscontoirets Bøger af Transporten indeholdt tilstrækkelig Legitimation for at Obligationen var paa lovlig Maade ophørt at være Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasses Eiendom, kan ikke gives Medhold, efterdi Noteringen ifølge sin Natur ikke afgiver noget Bevis for Transportens Ægthed, men er indført i Øiemed, der ikke staae i Forbindelse med Tilvejebringelsen af nogen Garantie i saa Henseende.

Indstævnte Hofbager Piper vil følgeligen være at tilpligte under en daglig Mulct, der passende findes at kunne bestemmes til 5 Rbdlr. Sølv for hver Dag han sidder Dommen overhørig, at udlevere den omhandlede Obligation til Citanterne. Forsaavidt disse have paastaaet Indstævnte Hofbager Piper tilpligtet at betale til dem de af Obligationen fra 11te December 1833 hævede Renter, kan deres Paastand ikke tages til Følge, da han har været bonæ fidei possessor, hvorimod han, i Medhold af den af ham brugte Procedure, vil være pligtig at udrede de Renter, han har oppebaaret siden 22de Januar 1834, da han erhvervede Obligationen, indtil Udlevering skeer, af hvilket Rentebeløb det imidlertid ikke, saaledes som Citanterne have formeent, kan paalægges ham at tilsvare Renter.

Forsaavidt Indstævnte Hofbager Piper subsidialiter har paastaaet, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de af samme hævede Renter imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra den 22de Januar 1834, da kan dette ikke gives Medhold, da det ikke kan paaligge Citanterne at holde ham skadesløs for det Tab, han maatte have lidt ved at tilforhandle sig deres Eiendom.

Som Følge af dette Sagens Udfald vil den af Citanterne in subsidium nedlagte Paastand over den kongelige Kasse bortfalde ***).

Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve, dog at Citanterne have at udrede Salarium til Kammeradvocaten med 30 Rbdlr. Sølv.

Det Sagen, forsaavidt samme ikke har været beneficeret, tilhørende stemplede Papiir er rigtigt forbrugt.

Thi kjendes for Ret: Indstævnte Hofbager Piper bør, under en daglig Mulct af 5 Rbdlr. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse for hver Dag han sidder Dommen overhørig, til Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse, udlevere den under Sagen omhandlede kongelige Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv. Saa bør han og til Citanterne betale de Renter, han af bemeldte Obligation har oppebaaret fra 22de Januar 1834 indtil Udlevering af Obligationen finder Sted.

Processens Omkostninger ophæves.

I Salair til Kammeradvocaten betale Citanterne 30 Rbdlr. Sølv.

At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

*) Cfr. en i Højesteret den 9de Mai 1804 stadfæſtet Hof- og Stadsretsdom af 19de December 1803 i Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse, 1 Bd. p. 250-253, cfr. p. 447-448, og Conferentsraad Ørsteds Bemærkninger over Vindicationen af Gjeldsbreve, som lyde paa Ihændehaveren, i samme Bind af bemeldte Arkiv p. 501-519.

**) I Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade af Bang og Larsen, er det her omhandlede Spørgsmaal besvaret paa en modsat Maade; vide dette Tidsskrifts 32 Bd. p. 264 seq. Herved kan tillige mærkes den Synsmaade, der ligger til Grund for det af Conferentsraad Ørsted i Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed 5te Bd. 1 Stk.P. 141- 142 brugte Raisonnement

***) I 5te Udgave af sin Formularbog p. 49 har Conferentsraad Ørsted yttret sig over det Spørgsmaal om den i Statsgjeldscontoirets Bøger stedfundne Notering af en paa en Statsobligation meddeelt Transport kan paadrage den kongelige Kasse noget Ansvar for Transportens Ægthed.

Hofbagermester Piper var også involveret i en dom i Landsoverretten mandag den 13. januar 1840:

Constitueret Regimentsqvarteermester Ernst Peter Frederik Dienhoff ctr. Hofbagermester Piper. Piper tilpligtedes, under en daglig Mulct af 5 Rbd., at flytte et under Sagen omhandlet Plankeværk, saaledes, at Dienhoff faaer fri Disposition over et ligeledes under Sagen omhandlet Grundstykke, endvidere til, efter uvillige Mænds Skjøn, at erstatte det Tab, Dienhoff har lidt eller maatte lide, indtil han ved Plankeværkets Flytning faaer fri Disposition over Grundstykket, endelig til at betale 30 Rbd. i Proces-Omkostninger er erlægge 10 Rbd. til Justitskassen i Mulct for unødig Trætte.

(Fædrelandet, 13. januar 1840)

Hofbagermesteren må have været en holden mand, for ifølge "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", den 4. september 1841 købte han en ejendom på Vesterbro:

Solgte Eiendomme. Gaarden Nr. 74 paa Vesterbro, med Grund, Hauge, Keglebane m. v. hvilken Eiendom er assureret for 1550 Rbd. og vurderet for 5000 Rbd., blev i Tirsdags solgt til Hofbagermester J. F. W. Piper for 3,500 Rbd. r. S. 

Efter hans død meddelte Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 24. februar 1862:

Kjøbstadeiendomssalg. I Kjøbenhavn er Eiend. Nr. 231 og 232 B paa Nørregade af Arvingerne efter Hofbager Piper, efter Berl. T. solgt til Overretssagfører From for 24,000 Rd. foruden Bankhæftelsen. 

Disse ejendomme eksisterer stadig, nu som Nørregade 36 (1815-1816), opført af murermester Michael Bälckow. Ombygget 1826. I Politivennen fra juni 1834, se Redacteurens Anmærkning hertil, lå Harboes Klædefabrik der på daværende tidspunkt.

Nørregade 36. Denne ejendom tilhørte hofbagermester Piper, så måske boede der vitterligt en bager i Nørregade engang. Endda en hofbager.

Der er dog også andre gode bud om hvem bageren kunne være, ja faktisk flere. Ifølge nedenstående artikel skal der have boet en bager i Nørregade 14 (nu Hotel Skt. Petri) siden 1770'erne. Og det har vi oven i købet et avisfoto fra. I 1922 blev det imidlertid nedrevet, men det var det altså ikke da sangen blev til:

Der boede en Bager paa Nørregade.

De sidste Kryddere trækkes ud af den gamle Bagerovn.

"Der bo'r en Bager paa Nørregade", hedder det i en gammel Vise. Nu passer de Ord ikke mere. Fra i Dag bor der ingen Bager paa Nørregade. Daells vordende store Varehus har slugt ham. De sidste Brød er bagt i den ældgamle Ovn, som var Københavns ældste Bagerovn.

I henved 150 Aar har der boet en Bager i Nørregade Nr. 14, hvor af de skiftende Indehavere Jeep var der længst, nemlig i 49 Aar. Hans Efterfølger blev Thomsen, som nu efter henved en halv Snes Aars Virksomhed har maattet fortrække fra det gamle Sted.

Medens Butikken var blevet moderniseret, saa var Bageriet nede i Kælderen til Dels uforandret. I hvert Fald var selve Bagerummet og Ovnen uforandret fra Bageriets Anlæg helt i Slutningen af det 18. Aarhundrede.

Det var den ældste Bagerovn her i Byen, med et langt og lavt Dyb, hvor Brødene forsvandt mange Alen ind i Mørket.

I samme Gaard var der omkring 1850-60 flere andre Bagerovne hvor enkelte af Byens Bagermestre lod deres Brød bage, bl. a. en i sin Tid bekendt Franskbager Nielsen i Pilestræde. Ligesaa godt hans Navn var blandt Publikum, lige saa daarligt var hans Hustrus blandt Svendene. "Stine Kraft", som hun kaldtes, var nemlig ikke bange for at stikke en Svend en Lussing, naar han ikke arbejdede hende tilpas. Nu er Tiden jo en anden.

Om kort Tid er den gamle, paa Bagerminder saa rige Gaard selv kun et Minde.

(Aftenbladet (København) 18. oktober 1922).

Det kendte hjørne (den røde bygning forrest) - ældre kender det som Daells Varehus. Bageren måtte vige for varehuset. Som langt senere måtte vige for Hotel Skt. Petri - og "Dalle Valle". (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Sædelighedsforbryder: Bagermester Thorendal. (Efterskrift til Politivennen)

Sædelighedsforbrydelser

Bagermester Thorendal idømt 3 Aars Tugthusarbejde.

Bagermester Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal, der har havt Forretning i Falkoneralleen Nr. 12, er ved Højesteret idømt 3 Aars Tugthusarbejde for Forbrydelser mod Sædeligheden.

Sagen mod Thorendal paabegyndtes for ca. 1½ Aar siden ved Frederiksberg Birk, foranlediget oprindelig ved Alimentationssag fra en ung Tjenestepige, som han havde forført og som havde faaet et Barn ved ham. Under denne Sag fremkom der saa graverende Oplysninger, at det foranledigede Retten til at arrestere Bageren, og nu kom der en Mængde Forbrydelser for Dagens Lys.

Frederiksberg Birk idømte ham 8 Aars Tugthusarbejde; Straffen blev af Overretten nedsat til 3 Aar, og Højesteret stadfæstede forleden denne Dom.

Af det i Sagen oplyste fremgaar det, at Thorendal har forbrudt sig mod en Række af Straffelovens Paragrafer for paa sædelige Omraade, nemlig §§ 170, 174, 176 og 185. Han har øvet Vold, Utugt med mindreaarrige Piger, Uterlighed, samt Krænkelse af Blufærdigheden og og under Sagen er fremført ikke mindre end 9 Kvinder, der har staaet i hans Tjeneste, og som har været Ofre for hans brutale Lyster.

* * *

Forbryderens 9 Ofre.

Thorendals 1ste Offer var Pigen A. (Dette og de følgende Bogstaver er kun anonyme Mærker paa de vedkommende forurettede Kvinder, hvis virkelige Navne selvfølgelig ikke nævnes for Offenligheden.) Hun var 21 Aar, da hun 4. Februar 1889 kom til at tjene Thorendal som Butiksjomfru i en Forretning, han den Gang havde i Slotsgade. Han fordulgte at han var gift, og han boede alene i Lejligheden med Pigen. Han forsøgte straks de første Dage at tiltvinge sig Kys hos hende og at tage hende om Livet, og den 19. Februar forsøgte han i et til Butiken stødende Beboelsesværelse at tiltvinge sig Samleje med hende. Men hans Forsøg lykkedes ikke, dels paa Grund af hendes Modstand, dels fordi der kom Folk i Butiken. Otte Dage senere lukkede han hende ind i sit Soveværelse, hvor han trods hendes Graad og Bønner kastede hende om paa Sengen og tumlede saa længe med hende, at hendes Modstand blev brudt og han fik sin Vilje. Han havde senere flere Gange Samleje med hende indtil hun midt i Marts mærkede, at hun var besvangret ham, og han lejede da et Værelse til hende, hvor de mødtes til fornyet Samleje. Grund til, at Pigen ikke straks forlod Tjenesten efter Thorendals Voldtægtsforsøg, men senere endog hengav sig til ham, har hun forklaret, at hun længe havde gaaet arbejdsløs og ikke turde meddele sin Familie det Passerede.

Thorendals 2det Offer, den 16aarige Pige B, kom i hans Tjeneste 29. November 1889, da han havde Forretning i Falkoneralleen. Straks den første Nat, hun opholdt sig i hans Hus, blev hun vækket ved at Dynen i hendes Seng blev smækket op over hendes Hoved, og Thorendal, der kun var iført Skjorte og Underbenklæder, lagde sig op i Sengen hos hende. Hun skreg om Hjælp, men Skrigene kvaltes under Dynen. Hun kæmpede af al Magt for at værge sig, men Thorendal, der er en stor og kraftig Person, kunde sagtens overvinde den unge Piges Modstand, og han tiltvang sig Samleje med hende. En Morgen, et Par Dage derefter, kom han atter ind til hende, der laa afklædt i Sengen. Hun gjorde al tænkelig Modstand, men han tiltvang sig paany Samleje med hende, og han truede hende med, saafremt hun skreg, at han vilde angive hende som den Skyldige overfor hendes Forældre. Ved Juletid 1889 kom han paany en Morgen tidlig ind til hende, der laa i Sengen, og tiltvang sig igen ved Vold Samleje med hende, uagtet hun paany gjorde al den Modstand hun kunde. Der hengik ved denne Lejlighed omtrent et Kvarter, inden han overvandt hende, og i den Tid skreg hun uophørlig i sin Angst: "Lad være, Thorendal!" En Kone, der sov i et Værelse i Nærheden havde hørt Skrigene, der gjorde Indtrykket af at være udstødt af et Menneske, der er i fortvivlet Sindsstemning, og senere paa Dagen, da Pigen græd, spurgte Konen om Aarsagen hertil, og Pigen erklærede da, at Thorendal havde været grov mod hende, uden nærmere at forklare Beskaffenheden af hans Opførsel, og hun bad Konen ikke omtale til nogen hvad hun havde hørt. Hun blev i Tjenesten til September 1890, og i dette Tidsrum har Thorendal omtrent 20 Gange Vold tiltvunget sig Samleje med hende, dels paa hendes Kammer, dels i et Værelse ved Butiken. Hun modsatte sig stedse af yderste Magt hans Voldshandlinger, bl. a. ved at rive ham i Haar og Skæg og bide ham i Armen. Hun blev besvangret og fødte i Januar 1891 et Barn. Som Grund til, at hun trods Thorendals Opførsel blev saa længe i hans Tjeneste, angav hun dels, at hun var i høj Grad uvidende paa det kønslige Omraade og derfor, omend hans Behandling var hende i højeste Grad modbydelig, ikke tilfulde forstod dens Betydning, dels at hendes Forældre havde strængt forbudt hende at løbe af Tjenesten, dels endelig, at Thorendal havde truet hende paa forskællig Maade, hvis hun røbede Forholdet. Hendes Forældre og daværende Forlovede har bekræftet, at hun, da hun kom i Thorendals Tjeneste, var temmelig uvidende om alt, vedrørende det kønslige Forhold mellem Mand og Kvinde, og Forældrene har udsagt, at efter at deres Datter var kommet i Thorendals Tjeneste, var hun ofte forknyt og gik og græd, men de anede ikke Grunden og forbød hende at forlade Tjenesten i Utide.

Det 3dje Offer, Pigen C. var 19 Aar, da hun 1. December 1889 kom i Thorendals Tjeneste, altsaa samtidig med forannævnte Pige. Straks den anden Morgen, hun var i Tjenesten, vækkede han hende i Sengen med et Kys, og han vedblev derefter næsten daglig med at frarøve hende Kys og førte slibrig Tale til hende. Bl. a meddelte han hende, at han havde staaet i Forhold til en tidligere i hans Tjeneste værende norsk Bagerjomfru, og han opfordrede hende til at rejse bort med ham og lovede hende et Bageriudsalg at bestyre, hvor han da vilde komme og besøge hende. Misfornøjet med hans Behandling forlod hun Tjenesten efter 9 Dages Forløb den 9. December. Forannævnte Pige B. har forklaret, at hun en Dag saa Pigen C. komme grædende ned fra sit Kammer og hele Dagen gik og græd, uden at hun til nogen beklagede sig over Thorendal. 

Det 4de Offer, Pigen D, var 18 Aar, da hun fra 1 Septbr til 1. Oktbr 1890 tjente hos Thorendal, der straks begyndte at føre letsindig Tale til hende og opfordrede hende til at gaa ud med ham, hvilket hun bestemt vægrede sig ved. En Nat i Slutningen af Maaneden vaagnede hun ved at han stod bøjet over hendes Seng og forsøgte at tiltvinge sig et Kys, hvilket dog ikke lykkedes ham, da hun gav sig til at skrige og gjorde stærk Modstand. Da Svenden hørtes komme, tyssede Thorendal paa hende og forlod Værelset. Svenden har forklaret, at Pigen til ham grædende har beklaget sig over Thorendals Adfærd mod hende. Hun forlod Tjenesten nogle faa Dage derefter.

Det 5te Offer, den 21aarige E. kom den 1. Oktober 1890 i Thorendals Tjeneste. Paa sin sædvanlige Maade begyndte Thorendal straks at føre slibrig Tale til hende og at opfordre hende til at tilstaa ham Samleje. En Nat, da hun laa afklædt i sin Seng, vaagnede hun ved, at han liggende paa Knæ ved hendes Seng og kun iført Skjorte, overgramsede hende. Hun forlangte, at han straks skulde forlade Værelset, men han blev desuagtet en hel Time hos hende og vedblev med sine Opfordringer. Da hun ogsaa senere ikke kunde være i Fred for hans idelige Anmodninger om at tilstaa ham Samleje, forlod hun Tjenesten efter 10 Dages Forløb, den 10. Oktober.

Det 6te Offer, den 18aarige F, kom i Tjeneste hos Thorendal den 13 Oktober 1890. En Eftermiddag kom han ind i hendes Kammer, hvor hun stod blottet; han tog fat i hendes nøgne Skuldre og bad hende om at "elske" ham. Hun afviste ham forbitret og beklagede sig over hans Opførsel til hans Hustru. Da han vedblev at føre stibrig og liderlig Tale til hende under Tjenesten, forlod hun sin Plads den 1. November.

Det 7de Offer. Pigen G., var ikke fyldt 16 Aar, da hun den 1ste November 1890 kom i Thorendals Tjeneste, og da hun lod sig fæste fik han Oplysning om hendes Mindreaarighed. Nogle Dage efter, da hun og Thorendal sad alene og spiste til Middag og hun græd over sin Madmoders Behandling af hende, tog han hende om Livet og søgte at tvinge hende ned paa sit Skød, hvilket dog ikke lykkedes ham. Da hun derefter satte sig ned for at spise færdig, kom han bagfra og tog hende om Halsen, lagde sin skind op mod hendes og bad om et Kys. Hun afviste ham, men han gentog sin Opfordring, idet han foreslog hende, at de skulde indgaa "en Alliance", hvilket hun forstod som et Forslag om at hun skulde træde i utugtigt Forhold til ham. Nogle Dage derefter lovede han at skaffe hende en Plads til 40 Kr. om Maaneden, og tilføjede, at det vilde han kun gøre paa visse Betingelser, og at hun jo nok kunde forstaa, at han havde sine Hensigter dermed, samt at hendes Indvendinger intet havde at betyde, og at det hele kun var en Sag paa 5 Minuters Forglemmelse, og at han, hvis han var et Fruentimmer, ikke vilde betænke sig. Disse Udtalelser, tilligemed nogle andre Yttringer. som hun ikke kunde forstaa paa anden Maade end som sigtende til at forføre hende til Utugt, bevirkede at hun, der følte sig ulykkelig over hans Optræden overfor hende og ofte græd og beklagede sig til sin Moder og Medtjenerinde, forlod Tjenesten efter 2 Ugers Forløb, den 10. November. Pigens Fader begærede Thorendal tiltalt.

Det 8de Offer. Pigen H, var ikke fyldt 15 Aar, da hun den 10. Novbr 1890 tiltraadte Tjenesten hos Thorendal, der var vidende om hendes Mindreaarighed. Han begyndte straks at føre slibrig Tale til hende, bl. a. fortalte han om sit Forhold til den fornævnte norske Bagerjomfru, med hvem han havde levet sammen, medens han anbragte sin Familie andetsteds. Han foreslog hende, at han vilde sende sin Familie til en anden Forretning og spurgte hende, om hun saa vilde blive alene med ham i den oprindelige Forretning. Senere kom han med et lignende Forslag, som hun maatte forstaa som sigtende til at forføre hende til Utugt. Han vedblev med sin slibrige Tale, og efter først forgæves at have bedt hende om et Kys, tiltvang han sig en Ugestid senere nogle Kys, trods hendes Modstand. Paa Grund af disse Efterstræbelser forlod hun Tjenesten efter li Dages Forløb, den 1. Decbr. Pigens Moder har forlangt Thorendal tiltalt. 

Det 9de og sidste Offer. Pigen I., var knapt 18 Aar, da hun den 1. Decbr. 1890 begyndte at tjene hos Thorendal. Han begyndte straks, trods hendes Modstand, at ville kærtegne og kysse hende samt at tage hende om Livet, hvorved han engang iturev hendes Forklæde. Og han tog hende op under Klæderne. En Aften, 5 Dage efter at hun var kommen i Tjenesten, da hun laa og sov i sin Seng, vaagnede hun ved at han laa afklædt ved Siden af hende. Da han begyndte at skrige, kvalte han hendes Skrig ved Hjælp af Hænderne og Dynen. Og han søgte ved Anvendelse af Magt at tiltvinge sig Samleje. Det lykkedes ham dog ikke paa Grund af hendes Modstand, men i 10 Minuter varede Kampen før han forlod hende. En Formiddag, da hun bragte Mad op til ham, der laa afklædt i sin Seng, befalede han hende at komme hen til ham, og da hun vægrede sig herved og flygtede ud paa Trappen, sprang han ud af Sengen, trak hende med Magt tilbage ind i Værelset og slæbte hende hen til en der staaende Chaiselongue, hvor han paany søgte at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde energisk Modstand, og heller ikke denne Gang lykkedes det ham at opnaa sin Hensigt. Den 14. December fulgte han efter hende op i Beboelseslejligheden, hvor der ingen andre var til Stede. Han paastod, at han havde opdaget, at hun havde stjaalet 85 Øre af Butiksskuffen, og han truede hende med at anmælde Tyveriet for Politiet, hvis hun ikke tilstod ham Samleje. Da hun bestemt vægrede sig herved, trak han hende hen paa en Chaiselongue, hvor han tumlede saalænge med hende, at hun udmattet maatte opgive al Modstand, og det lykkedes ham da at tiltvinge sig Samleje. Juleaften 1890, da Thorendal og Pigen befandt sig alene i et Værelse, der støder op til Nabolejligheden, greb han sat i hende og kastede hende om paa en i Værelset staaende Chaiselongue, og tumlede med hende for at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde imidlertid al mulig Modstand og skreg højt: "Lad mig være, Thorendal, lad mig komme op!" Hendes Skrig hørtes af Nabofolkene, der gentagne Gange bankede paa Væggen, og han maatte derfor slippe hende. I den Maaned, Pigen var i Tjenesten, har Thorendal i alt l0 Gange forsøgt med Vold at opnaa Samleje med hende, uagtet hun tydelig tilkendegav ham, at hans Tilnærmelser var hende i højeste Grad imod, og uagtet hun hver Gang gjorde al den Modstand, hun formaaede. Efter Voldtægtsforsøgene beklagede hun sig gentagne Gange til sin Madmoder, til de omtalte Nabofolk og flere andre Personer og fortalte dem, at Thorendal søgte at tiltvinge sig Samleje med hende. Som Grund til, at hun ikke straks forlod Tjenesten, men forblev Maaneden ud, har hun angivet, at hun, der er hjemmehørende i Sverig, vilde staa ganske forladt og ene, hvis hun forlod Tjenesten i Utide. Endvidere forklarede hun, at hun en Aften, efter at Thorendal havde søgt at voldtage hende, havde henvendt sig paa Frederiksberg Politistation om Beskyttelse. Den Besked, der her blev givet hende, forstod hun saaledes, at der ikke var andet for hende at gøre, end at blive Tjenesten ud.

Bagermester Thorendal, der er født 18. December 1852, er en kraftig bygget, stærk Mand af et lidenskabeligt og meget sanseligt Temperament; han har lige fra Barndommen været hengiven til kønslige Udskejelser, og saavel inden som under sit Ægteskab har han staaet i Forhold til mangfoldige Kvinder. Navnlig har han i de sidste Aar forsøgt at komme i Forhold til de ham tjenende Piger, og er overfor dem optraadt som en brutal og samvittighedsløs Forfører.

Thorendal har ofte været straffet, bl. a. ved 14. Bataillons Krigsretsdom af 30. December 1874 for Uterlighed osv. med simpelt Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage; ved Aarhus Købstads Ekstrarets Dom af 13. April 1882 for Forbrydelser mod den offenlige Myndighed og for Uterlighed med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage; ved Kriminal- og Politirettens Dom af 6. Novbr. 1886 for Uterlighed med 4 Gange 5 Dages Vand og Brød; ved samme Rets Dom af 16. April 1887 for Forbrydelser mod Sædeligheden med Forbedringshusarbejde i 1 Aar; og senest er han ved Frederiksberg Birks Ekstrarets Dom af 26. Februar 1889 for Vold paa Person og Legemsbeskadigelse idømt fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Nu kan hertil føjes Højesteretsdommen, hvorved han er tilkendt 3 Aars Tugthusarbejde.

(Social-Demokraten 15. maj 1892).

Thorendals Sædelighedsforbrydelser

Vi bragte i Søndags et udførligt Referat af Bagermester Thorendals mange Sædelighedsforbrydelser. Vi gjorde det, fordi disse Forbrydelser vel sagtens havde gaaet i Svang den Dag i Dag, hvis vor Sagfører ikke havde trukken dem frem for Lyset, og fordi hele denne Sag er et nyt Bevis paa, hvor megen Raaddenskab der kan saa Lov til at trives her i Landet, hvis Socialdemokratiet ikke ryddede op.

Vor Sagfører opdagede under en Alimentations-Sag, at den unge Pige, han førte Sagen for, var bleven voldtaget af Bager Thorendal. Dette gav Anledning til, at Politiet maatte tage sig af Thorendals Affærer, der snart viste sig at vare i høj Grad kriminelle.

Havde Politiet da forud ingen Anelse om, at Bager Thorendal aspirerede til Tugthuset? Jo saamænd havde det saa. I Forhørene er det konstateret, at en knapt 18aarig Tjenestepige en Aften efter at Thorendal havde forsøgt at voldtage hendes, flygtede til Frederiksberg Politistation og bad om Beskyttelse. Det utrolige skete. Politiet lod hende gaa hjem igen med den Besked, at hun skulde blive sin Tjeneste ud. Og en Tid efter, da vor Sagfører havde holdt Politiet disse Forbrydelser under Rasen, dømte den samme Øvrighed Forbryderen til 8 Aars Tugthus. Foruden Politiet havde i længere Tid en hel Del Mennesker været vidende om, hvorledes Hr. Thorendal behandlede sine Tjenestepiger og Butiksjomfruer. Bagersvenden, Pigernes Mødre, Medtjenerinder, Nabofolkene og flere andre Personer havde dels hørt Pigerne skrige, naar Principalen var i Lag med dem, dels havde Pigerne beklaget sig og rent ud sagt, at han øvede Voldtægt imod dem. Der kan have været mange Grunde for disse Mennesker til at tie, men en af dem er absolut den, at Thorendal var en velsitueret Samfundsstøtte og Klagerinden kun en fattig Tjenestepige. Der hører altid et vist Mod til i dette Samfund at angribe de Store for at forsvare de Smaa. Og desuden, naar Politiet med oprørende Ligegyldighed kunde sende Pigen hjem til Forbryderen igen, saa kan man forklare sig, om end ikke undskylde, at Privatpersoner er for ængstelige og for forsigtige til at gribe ind i slige Affærer. Politiet er saa meget stærkere at dadle i denne skandaløse Sag, som det jo maatte vide, hvad for en Person Thorendal var. Han er tidligere straffet mindst 5 Gange for beslægtede Forbrydelser, deriblandt Forbedringshusarbejde, og det mest graverende er, at han i 1889 er bleven straffet netop under Frederiksberg Birk og har siddet paa Vand og Brød hos den samme ivrighed, som nu viser det 18aarige Barn, der kommer og klager over Voldtægt og beder om Beskyttelse, hjem til Forbryderen med den Besked, at hun maa blive sin Tjenestetid ud.

Vi spørger, om ikke selv den mest reaktionære Højremand, der da har Gnist af Følelse for sine Børn, med dette for Øje maa være Socialdemokratiet taknemligt for, at der dog er nogen, som ikke bliver troet af at rode op i al denne Raaddenskab, om vi end kun høster Had og Forfølgelse til Løn derfor? Nu koster Politiet Stat og Kommune Tusinder og atter Tusinder om Aaret og i hvor ringe Grad er alle Statsborgere saa ikke betryggede til Gengæld. Vi derimod, som man hellere saa undertrykte i Dag end i Morgen, vi har gennem Aarenes Løb skaffet mange den Retsbeskyttelse, alle har fuldt Krav paa. Vi skal blot erindre om de beslægtede Skandaler fra Stolpegaarden og Næstved Fattiggaard, som kom frem under vor Razzia gennem Fattiganstalterne.

Vi er nødt til at afdække alle disse Uhumskheder og holde dem frem for Publikum i deres fulde Vederstyggelighed. Det er vor Pligt at advare de unge Piger, at gøre dem forsigtige og klartseende, hvor deres Uvidenhed kunde bringe dem i Ulykke. Det viser sig atter her i hvilken sørgelig Grad disse Kvinder skjuler og dækker over Forbrydelsen og vedblivende udsætter sig for at den gentages i Stedet for straks at melde Forbryderen. Grundene hertil er dog i nogle af Tilfældene det sørgeligste af alt.

Thorendal havde disse pur unge Piger, halve Voxne i sin Magt, dels fordi han var dem langt overlegen i fysiske Kræfter, dels fordi de alle var økonomisk afhængige af ham. To af Pigerne forklarer i Forhøret, at de ikke meldte ham efter den første Voldtægt, men fandt sig i at være udsat for hans gentagne Forsøg, fordi de ikke turde risikere at miste deres Plads. Den ene siger, at hun længe havde gaaet arbejdsløs for hun kom i Thorendals Tjeneste som Butiksjomfru. Man kan begribe, hvor haard denne Arbejdsløshed har været hende, hvilken Angst hun har haft for dens Sult og Fortvivlelse, siden hun hellere udsatte sig for de forfærdelige Vilkaar i Thorendals Hus, end for atter at blive gjort brødløs. Den anden Pige, hjemmehørende i Sverig, fandt sig kun i hans mange brutale Angreb, fordi hun vilde staa ganske forladt og ene i det fremmede Land, hvis hun forlod sin Tjeneste i Utide. Hvilken Illustration er disse to Tilfælde ikke til vore privatkapitalistiske Samfundsforhold, hvor den fattige al Tid er prisgiven den første den bedste Slyngel med Penge paa Lommen.

For de ganske unge Pigers Vedkommende er der en Omstændighed, som ogsaa fortjener at fremhæves. Det er deres Uvidenhed. En 16-aarig Pige havde ikke Begreb om, hvad Thorendal tilsigtede, uagtet hans Opførsel var hende i højeste Grad modbydelig. Hendes Forældre har i Retten bekræftet, at hun var temmelig uvidende om alt vedrørende Forholdet mellem Mand og Kvinde. Dette Barn blev voldtaget, besvangret og fødte, selv kun 16 Aar gammel.

Hendes Forældre forbød hende at forlade sin Plads, da hun bad derom; de anede ikke, hvad hun udsatte sig for, fordi hun af Uvidenhed intet havde fortalt dem. Hvis hun under sin Opdragelse eller i Skolen havde lært lidt Anatomi, saa vilde hun have været klar over hvilken Rækkevidde Principalens Tilnærmelser kunde faa for hende, og Ulykken kunde maaske have været afværget. Vi fremhæver dette til Belysning af vor Tids forløjede og forhyklede Opdragelse. Man skjuler under et falsk Skin af Anstændighed den simple og naturlige Sandhed for de Unge og de styrter let i de uanede Faldgruber, som Livet lægger for dem. Erfarer de trods Skjulenet Sandheden, saa faar de den at vide ad usunde og umoralske Veje, som netop lægger Spiren til Fordærvelsen hos dem.

Uslere Moral end den, som raader i det nuværende privatkapitalistiske Samfund, kan ikke godt tænkes. Det viser tilfulde denne Retssag. Her er en Ridder af det hellige Ægteskab, som har været mindst 6 Gange straffet for Utérlighed, Forbrydelser mod Sædeligheden, Vold og Legemsbeskadigelse, men desuagtet er der fra Samfundets Side intet til Hinder for, at han vedblivende sidder som en Ædderkop i sit Næt, spundet af Penge, en god Bedrift og borgerlig Anseelse, og lokker den ene unge Pige til sig efter den anden.

Hvilken Fader og Moder er sikker paa, naar de sender deres Barn ud i Verden for at tjene det daglige Brød, at det ikke falder i Kløerne paa en saadan Ædderkop? Samfundet yder dem ikke Spor af Garanti derfor. Slyngelen kan have været i Tugthuset for at have voldtaget en Snes unge Piger, men der er intet i Vejen for, at han i en anden By eller en anden Gade kan etablere sin Bedrift paany. Han averterer blot i "Berlingske", at han har Brug for en ung Pige til sin Butik eller sit Køkken, og Kampen for Tilværelsen driver Skarer af unge, brave Piger ind i hans Ædderkoppenæt uden at Statens Love, dens Øvrighed eller dens Præster fortrækker en Mine derved. Vi lever i den frie Konkurrences Samfund paa alle Omraader, hvor det da ikke gaar ud over de Besiddendes Privilegier, og ingen uden Socialdemokratiet har for Alvor vist Vej ud af denne Mudderpøl.

I et socialistisk Samfund, hvor hvert Menneskes Vel er en Samfundsfag, var sligt utænkeligt. Lige saa lidt som det her vilde tillades unaturlige, tyranniske eller moralsk fordærvede Forældre at opdrage deres Børn selv, lige saa lidt vil det blive tilladt en Mand, der i den Grad er brændemærket af Straffeloven som Bager Thorendal, at faa nogen som helst Slags Hals- og Haandsret over andre Mennesker, naar det kunde føre til disse Menneskers Ulykke.

I det nuværende Samfund har man endog flere Gange været Vidne til, at Kommuner for at spare en Kronespenge har bortliciteret deres Plejebørn til Hjem, hvor Konen var eller havde været Skøge og Manden var en straffet Forbryder. Saa samvittighedsløst gaar endog offenlige Myndigheder frem over for den opvoksende Slægt - er det saa underligt, at de roligt ser paa, at der rundt i Landet sidder Hundreder af straffede Forbrydere og under Lovens Beskyttelse strækker deres Fangarme ud efter nyt Bytte? Og dog lever vi i et kristeligt Samfund, der anvender store Summer paa Hævdelse af Religion og Moral. I vort Fremtidssamfund har vi tænkt at spare de fleste af disse Penge, men i Stedet derfor lægge det Heles Grundvold saaledes, at Befolkningen ikke ogsaa i den Forstand faar Stene for Brød.

(Social-Demokraten 18. maj 1892).

Sagen ses ikke omtalt i nogen andre aviser, hverken Venstre, Højre eller Radikale Venstre. Især Højreaviserne som fx Dagens Nyheder var ellers flittige til at citere sager af den karakter hvis der var tale om arbejdere.

Niels Thorendahl blev gift med Mathilde Mariane Thorendahl (født Knudsen 1857) i 1878, i en alder af 25. De fik sønnen Edvard Viggo Kristian Olaf Vilhelm Thorendahl.

Stambog fra Statsfængslet i Horsens 1885-1892 for Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal:

Fange nr. 263. Tugthusarbejde 3 år. Indsat 10. maj 1892. Født 18. december 1852. Gift.

Forsøgt forførelse § 174 jvf. § 45, Uterlighed § 176 jvf. 170 og voldtægt §§ 168 og 169 jvf. § 46

Yderligere tekst: 7 tidligere straffe. Værnepligt: Fodfolket 1874. Ægte født. - Søn af afdøde bagermester Thorendal i Silkeborg, senere i Aarhus og efterlevende enke. Forældrene, der levede godt sammen, havde 8 børn, hvoraf 1 død. Ingen af familien drikfældig, 1 broder straffet for opsætsighed mod politi og en anden broder sindssyg. Opdraget hjemme i gode kår og har gået i real- senere latinskole, dog ikke i ?? latinklasser (gode kundskaber, men angiver han, at hans hukommelse siden er sløvet). Efter konfirmationen stod han 3 år i bagerlære hos faderen, var derpå svend på mange forskellige bagerier rundt om i landets købstæder og København og etablerede sig som bager i 1878 i Aarhus. I 1880 gik han fallit og flyttede da til Horsens, ?? ?? ½ år, senere har han været etableret forskellige steder i Aarhus, Jyderup, København og i de sidste 4 år på Frederiksberg. Gift i 1878, mindre godt samliv, ret gode kår, navnlig i de senere år. Er ikke drikfældig. Har haft periodiske anfald af sindssygdom (sløvhed), hvilket han antager er mindelser fra ungdommen, da han var hengiven til onani. 1. straf - 22 år. Har nu forsøgt af forføre et pigebarn på 15 år til utugt, samt forsøgt at voldtage en uberygtet pige, som han tillige har behandlet uterligt. Begge pigebørn var i hans tjeneste. Anfører sanselighed som grund til sin opførsel, men ?? forøvrigt at denne har været strafbar.

Bagerlærling Thomas Emilius Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Hamanns Lærling

I Kapellet.

Saaledes fik Bager Hamanns Lærling sit sidste Ønske opfyldt: han fik en egemalet Kiste og han vil i Morgen faa en Begravelse med stort Følge og med Farvel i Sang.

Da han skulde død, mindedes man atter Fattighusdrengens sørgelige Historie. Han var jo et Sognets Plejebarn. Som Barn paa Brede Plejehjem, som Dreng hos en Bager i Lyngby, der mishandlede ham, og de sidste otte Aar af sit Liv paa "Almindeligheden"! Der inde kendte de ham jo alle, og Funktionærerne der var de første, der skillingede sammen for at fri ham fra den "Fattigbegravelse", han frygtede. Men ogsaa Folk udenfor, der læste "Social-Demokraten"s Artikler, gav sin Skærv. Derfor vil Fattighusdrengen i Morgen faa en flot Begravelse.

I Gaar laa han i sin Kiste i det lille Kapel inde i "Almindelighedens" Gaard. Han var 24 Aar, men han saa yngre ud. som han laa der i sin hvide Ligklædning, som venlige Hænder havde smykket med Blomster.

Og "Almindeligheden's Beboere, dem, der havde kendt ham fra de Aar, han havde været der Inde, fik Lov til at gaa ind og se ham. De kom alvorlige, blottede Hovedet og mumlede: Ja - nu har han det godt!

*

Begravelsen finder Sted i Morgen Kl. 1½ fra Vestre Kirkegaards Kapel

(Social-Demokraten 12. marts 1892).

Læs i indslaget "Mishandling af en Læredreng. (Efterskrift til Politivennen)".

Hamanns Lærling.

Emilins Hansens Begravelse

fandt efter Bestemmelsen Sted i Søndags Kl. 1½ fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard.

Længe for den fastsatte Tid var der samlet en betydelig Mængde Mennesker ved Kapellet, saa mange, at andre Lig følger kun med Besvær banede sig Vej. Først efter store Anstrængelser lykkedes det Emilius Hansens nærmeste Slægt at naa hen til hans Kiste, der blomstersmykket var opstillet i et af Kapellets største Rum.

Her var det ogsaa lykkedes et Sangerkor af Herrer og Damer at komme ind, medens Bagernes Sangkor og Faner maatte blive udenfor paa Grund af Trængslen.

Saa sang man over det fattige, mishandlede Menneske, der havde tilbragt sin Barndom i Nød og Slid og sin Ungdom som værkbrudden Krøbling paa et Hospital for Almisselemmer:

Dejlig er Jorden
Prægtig er Guds Himmel,
Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang
Gennem de fagre Riger paa Jorden
Gaar vi til Paradis med Sang.

Den grelle Modsætning mellem almen og Afdødes Liv slog ogsaa Præsten, der forrettede Jordpaakastelsen, Pastor paa Almindelig Hospital, Hr. Lütken. Han søgte derfor at forklare Digterens Ord derhen, at der blev skønt paa Jorden, naar man gennem Modgang naaede at blive en sand Kristen, og det var den Afdøde bleven. Forøvrigt holdt Hr. Lutken sig saa vidt mulig borte fra Hentydninger til de Omstændigheder, som havde medvirket til den unge Mands tidlige Død.

Kisten bæres ud af Kapellet, og Bagerne, som viste Afdøde den smukke Opmærksomhed at mode med deres fire Faner, stillede sig i Spidsen for Toget og nu drog den mægtige Procession over den snedækkede Kirkegaard sor al fore den fattige Bagerlærling til hans sidste Hvile.

Ved Graven bad Pastor Lutken en kort Bøn, men endnu noget efter stod den tætte Mængde tavs som om den ventede, at der ved denne Grav maatte ske noget ualmindeligt, denne Grav, som skjulte et af de mange Ofre for Kapitalist-Humaniteten, Højre-Venligheden og Dommer-Retfærdigheden.

Saa trak disse Tusinder bort i lange sorte Striber mellem de hvide Jordtuer. Emilius Hansen havde faaet en Begravelse som kun faa Stormænd. Arbejderstandens Indignation mod Kapitalist-Samfundet havde et Øjeblik samlet sig om hans Navn, om denne ukendte unge Mand, hvis Lig man flokkede sig om, fordi det laa der som et Offer for alle de Lidelser, man selv hver Dag kæmper imod.

Tusinder er død under Forhold som hans, og de er gledne stille ud af Tilværelsen, gemte bort i Fattigvæsnets flade Kister, fordi Ingen kendte deres Historie.

Et Tilfælde bragte Emilius Hansens Skæbne under Omtale i "Social-Demokraten". Og det gik da som al Tid: Den Lidende, som henvender sin Ben og betror sin Sag til Arbejderstanden selv, beder ikke forgæves.

* * *

Fra den Afdødes Efterladte har vi modtaget følgende:

Taksigelse.

En hjærtelig Tak bringer vi herved alle, som har vist Deltagelse imod vor kære Søn Thomas Emilius Hansen:

Frøken Stella Aamodt, som i mange Aar har plejet ham paa Almindelig Hospital og som han kaldte Moder, fhv. Ejerinde af "Hotel Fønix", Fru Sødring, der i lang Tid har ydet ham meget godt, Funktionærerne paa Hospitalet for den Kærlighed, hvormed de har ordnet hans Begravelse, Hr. Snedkermester Chr. Wilmann, der for at opfylde hans sidste Ønske skænkede ham en smuk Ligkiste, Hr. Pastor Lütken for hans venlige Tale, "Social-Demokraten"s Redaktion, der i en lang Aarrække har forsvaret vor Søn, hvor vi ikke selv kunde, og dem, som fulgte ham til hans sidste Hvilested.

En Tak til dem alle.
P. Johansen og Hustru

* * *

Hvad der af de indkomne Beløb ikke er medgaaet til Begravelsen vil blive anvendt til at vedligeholde Afdødes Grav.

(Social-Demokraten 15. marts 1892).

Arbejdernes Fællesbageri. (Efterskrift til Politivennen)

Vi meddelte i Søndags, at "Arbejdernes Fællesbageri" nu har begyndt sin Virksomhed med Fabrikationen af sundt og billigt Brød for Arbejderne.

Der lægges særlig Vægt paa at tilvejebringe godt Brød; - hvad Billigheden angaar, vil Bageriet gaa saa langt ned, som det overhovedet er muligt uden at forringe Varens Værdi og uden at indlade sig paa nogen af de med Smudskonkurrencen følgende Misligheder.

Man har fundet det rigtigst foreløbig at indrette Fabrikationen paa et ikke alt for stort Forbrug, idet man dog samtidig har havt en hurtig Udvidelse for Øje.

Bageriet er beliggende paa Lyngbyvej Nr. 6, umiddelbart ved Store Vibenshus. Det har en smult indrettet Stuebutik ud til Vejen, medens selve Bageriet har sin Plads i en Bagbygning. Det er selvfølgelig indrettet som alle andre Bagerier, der har de nyeste Apparater til deres Raadighed. I Stuen findes foruden selve Bageriet et Forraadskammer, hvorfra Brødet udleveres til de Vogne, der bringer det til Forhandlerne. I en Etage ovenover er der Oplag af Mel, som gennem en stor Tragt ledes ned til Bageriet. Her æltes Dejgen i Maskine, formes, sættes ind i den dybe Ovn og bages osv.

Bageriet er foreløbig beregnet paa at kunne levere 1000 Brød om Dagen. Der bages 5 Gange, hvoraf de 4 Gange Rugbrød og 1 Gang Sigtebrød og Landbrød. Rugbrødene leveres a 4 og 8 Pund, de sidste til 42 Øre, og Land- og Sigtebrødene a 1 3/4 Pund til 16 Øre. Hvad Rugbrødsprisen angaar, da vil Bageriet selvfølgelig altid bestræbe sig for saa vidt muligt at holde Pris med de andre Bagerier, selv om disse ikke er i Stand til at levere Brød af samme Kvalitet.

Det Konsortium af Arbejdere, der har sat Bageriet i Gang, har valgt et Repræsentantskab, der atter har nedlsat et Forretningsudvalg paa 3 Medlemmer, hvoriblandt Snedker E. C. Andersen, til at have Overopsyn med Forretningens Gang. Til at lede den daglige Drift er desuden valgt en Bestyrer, der ligesom Forretningsudvalget i det Hele taget indtager en fremragende Plads i den almindelige Arbejderorganisation.

I Bageriet arbejder foreløbig 8 Svende og 2 Mestersvende, en for hvert Hold.

Samtlige Arbejdslokaler er lyse og rummelige, og det tør i det Hele siges, at Værkstedet er betydeligt bedre end i de fleste andre Bagerier. Det vil næppe vare længe, inden det bliver nødvendigt at indrette en ny og større Ovn, thi det har allerede i Gaar vist sig, at der er stor Efterspørgsel efter Brødet fra "Arbejdernet Fællesbageri"; der har nemlig hidtil meldt sig over 50 Forhandlere.

Vi anbefaler enhver Familie at gøre en Prøve med Brødet fra "Arbejdernes Fællesbageri". Det er saa sundt og velsmagende, at Alle straks vil synes om det. Vi indskærper samtidig Forbrugerne, at de ved hvert Køb erholder et Kontrolmærke, hvorefter de ved Forretningsaarets Udgang kan erholde Andel i Udbyttet.

Naar enhver Arbejder bestandig forlanger Brød fra "Arbejdernes Fællesbageri", vil de ikke blot derved være sikrede virkeligt godt og billigt Brød, men de vil ogsaa samtidig gavne den produktive Organisation.

(Social-Demokraten 16. november 1886).

1886 Arbejdernes Fællesbageri 1941 stod der på bygningen i Nannasgade 5 endnu i oktober 1984, men den nåede ikke at overleve 100 års jubilæet. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Faldende kornpriser uden billigere brød i kombination med faldende realløn var nogle af forudsætningerne for bageriet. Ideen blev fremlagt på Snedkerforbundets kongres 20.-22. august 1886 af pianofortearbejder A. Hingsberg. Man mente heller ikke at brugsforeningerne var arbejderne til megen nytte. Bageriet på Lyngbyvejen var i lejede lokaler og måtte snart flytte: Redaktøren af Social-Demokraten nedlagde grundstenen til bageriets nye bygninger i Nannasgade 5 på Nørrebro i 1887  og oktober 1887 flyttede bageriet hertil.

Mishandling af en Læredreng. (Efterskrift til Politivennen)

I Oktober Maaned 1882 blev Drengen Emil, der nu er 10 Aar gammel, og som fra sit 5te Aar af Lyngby Sogns Fattigvæsen havde været anbragt i Lære hos Tiltalte, Bagermester Thorvald Peter H. i Lyngby, og var i Lære hos ham, indtil han den 23de Februar d. A. blev indlagt paa Lyngby Sygehus som lidende af en Sygdom i 5te Ryghvirvel, hvilket ytrede sig ved betydelig Ømhed, heftige Smerter, straalende ud herfra omkring Brystkassen samt en meget besværlig og karakteristisk ængstelig Gang; der fandtes endvidere begyndende Pukkeldannelse med Bøjning af Rygsøjlen, og Drengen frembød Tegn paa i Barndommen at have lidt af rachitis scropulose og Benedder i Brystbenet. Under de optagne Forhør i Anledning af Drengens Tilstand er det oplyst, at han, medens han havde været i Lære hos Tiltalte H., jevnlig var bleven pryglet og slaaet saavel af Tiltalte H., som af Medtiltalte, Bagersvend J. og de andre Svende i Bageriet. Dette skete vel i Almindelighed med de blotte Hænder, men det blev dog oplyst, at Tiltalte H. 2 Gange med et Spanskrør, der var 1 Alen langt og ½ Tomme i Diameter havde tildelt Emil 15 a 20 Slag paa dennes blottede Bagdel og Laar, saaledes at Blodet piblede frem, fordi Drengen havde forøvet nogle smaarapserier Efter at Drengen ved Juletid havde begyndt at føle Smerter i Ryggen, omtrent paa det Sted, hvor den begyndende Pukkeldannelse senere viste sig, var det endvidere oplyst, at Tiltalte H. i Begyndelsen af Januar d. A., da han fandt Emil liggende paa Sengen i sit Kammer, havde befalet ham at staa op og grebet bam fast i Siderne, saaledes at Mærkerne af Neglene bleve siddende i Kødet, hvorhos endvidere Emil havde forklaret, at han as H. samtidig blev trykket op mod Væggen saa stærkt, at det ømme Sted i Ryggen smertede ham meget. Det var endelig ogsaa godtgjort, at Bagersvend J., der erkendte næsten daglig, medens Drengen var i H.s Bageri, at have slaaet og pryglet Emil, den 18de Februar d. A. havde givet ham et saadant Ørefigen, at han faldt omkuld, og medens han laa paa Jorden, sparkede ham med sin Lædertøffel saaledes, al Han derved ramte det ømme Sted i Ryggen. Da Smerterne derhos senere tiltoge, og han efterhaanden stedse blev mere ud af Stand til at kunne udføre sit Arbejde, blev han indlagt paa Sygehuset. 

Ihvorvel der ved Undersøgelserne ikke, var fremkommen noget Bevis for, at nogen af de Tiltalte havde tilføjet Drengen nogen Skade paa Helbred, som betinger Anvendelsen af Straffelovens § 203 eller 204, hvorfor de ikke vilde kunne straffes for Vold og det ej heller kunde antages, at den Drengen overgaaede Medfart var Aarsag til hans senere Sygdom, hvoraf han endnu lider, maatte det dog antages, at Betændelsen Ryghvirvlen var bleven forværret og Drengens Lidelser forøgede, og H.s Behandling af Drengen maatte derfor betragtes som en Mishandling af gravende Natur, idet Drengen var sat i Lære hos ham af Sognets Fattigvæsen og saaledes betroet til hans Omsorg, medens Drengens sygelige Tilstand ikke kunde være ham ubekendt. Tiltalte H., der er 32½ Aar gammel, blev derfor ved Nordre Birks Dom anset for Mishandling af sin Læredreng i Analogi af Frd. 21de Marts 1800 § 16 med en Bøde paa 40 Kr. til Politikassen. Medtiltalte J., der er 32 Aar gammel, blev frifunden, ihvorvel hans Adfærd mod Drengen maatte betegnes som raa og brutal, men det kunde dog ikke antages, at han havde tilføjet Drengen særlig Skade.

(Social-Demokraten 26. juli 1883).

Bager Thorvald P. Hamann, Lyngby Hovedgade 5-7 havde etableret bageriet i 1881. Det var grundlagt i 1868 af Samuel Frederik Hamann) og bagermester Søren Bagger i "Bagergården", Lyngby Hovedgade 49. Bygningen er nu nedrevet til fordel for en parkeringsplads. I 1884 opførte han en 15,75 meter høj dampskorsten, der året efter blev koblet til en dampmaskine som producerede elektricitet. Hamann tilbød i 1888 Sognerådet og formand Carl Edvard Lund at opsætte kulbuelamper på Lyngby Hovedgade fra sit bageri og til Apoteket i nr. 60.

Bager Hamanns vogn i Frem, 1922. Foto fra ca. 1900 viser at bagermesteren også brugte sådanne vogne dengang. Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv.

Hamann brugte den bagatelagtige dom til i Kjøbenhavns Amts Avis, Lyngby Avis 4. august 1883 til at få mishandlingerne til at de mindre ud end nogle aviser ønskede at give indtryk af - Selv om artiklen i fx Social-Demokraten nærmest var et ordret referat af Højesteretsdommen, se nedenfor. Drengen var invalideret på livstid.

Brede Plejehjem på Fuglevad ved Brede blev oprettet ved privat initiativ af daværende ejer af Brede fabrikker J. E. Modeweg og hustru, med hans Majestæt Kong Frederik 7s allernådigste anbefaling i maj 1863 under navn af Brede Plejehus. Det lå i et primitivt bindingsværkshus. Hjemmet flyttede 1930 til Villa Folevad, Møllevej 5. 

Af Højesterets præmisser ved dom af 9. april 1884, sag nr. 76. ses følgende:

I den indankede Doms præmisser hedder det: Under nærværende fra Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraret hertil indankede Sag tiltales Bagermester Thorvald Peter Hamann og Bagersvend Christian Jensen for Vold, og ere de nærmere dermed forbundne Omstændigheder efter det Oplyste følgende : I Oktober Maaned 1881 blev Drengen Emil Thorvald Hansen, der er født den 17 Juni 1867 og som fra sit 5te Aar af Lyngby Sogns Fattigvæsen havde været anbragt i Pleje paa Brede Plejehus, anbragt i Lære hos Tiltalte Hamann og var i Lære hos ham, indtil han den 25 Februar d. A. blev indlagt paa Lyngby Sygehus som lidende af en Sygdom i 5te Ryghvirvel , hvilken yttrede sig ved betydelig Ømhed over den angrebne Hvirvel, heftige Smerter straalende ud herfra omkring Brystkassen samt en meget besværlig og karakteristisk ængstelig Gang, der fandtes endvidere begyndende Pukkeldannelse med Bøjning af Rygsøjlen, medens der ellers ikke fandtes ydre Tegn paa Vold paa ham , der iøvrigt bar tydelige Spor af i Barndommen at have lidt af rachitis og scrophulose. Under de til Oplysning om Aarsagen til den Sygdom, hvorfor bemeldte Dreng indlagdes paa Sygehuset optagne Forhør er det godtgjort, at Tiltalte Hamann, der aldrig forinden vil have lagt Haand paa Drengen, tvende Gange, som det maa antages 1ste Gang i September og 2den Gang i December f. A., med et Spanskrør, der var ca. 1 Alen langt og ca. 1/2 Tomme i Diameter, har tildelt Drengen mellem 10 og 20 Slag paa dennes blottede Bagdel og Laar. Efter Drengens Forklaring pryglede Hamann ham første Gang af al Magt i et Kvarterstid, saa at Blodet piblede frem, og anden Gang revsede han ham endnu haardere. At Drengen har været slaaet tilblods bestyrkes ved Pigen Ane Larsens og tildels ved Bagersvend Nielsens Forklaring , men Tiltalte Hamann har kun indrømmet, at have pryglet ham første Gang i nogle Minutter, idet han dog har erkjendt at have slaaet godt til og at have givet ham over 10 Slag, og han har  at han 2den Gan har revset ham endnu haardere. Om Drengen blev blodig af Slagene vil han ikke kunne huske. Som Grund til at han tildelte Drengen disse Revselser, har Hamann angivet, at Drengen, saaledes som ogsaa af denne erkjendt, havde gjort sig skyldig i Rapserier dels fra ham og dels fra Andre. Endvidere har Hamann vedgaaet, at han, da han en  Eftermiddag noget efter Nytaar kom ned i Drengens Kammer og fandt denne liggende i Sengen, har, da han ikke troede paa dennes Foregivende om at være syg , befalet ham at staa op, og medens Dengen stod i bar Skjorte taget ham med begge Hænderne i Siderne og knebet Kjødet og Huden sammen paa ham, saaledes at det nok er rimeligt, at Mærkerne af hans Negle ere blevne siddende i Kjødet, men, naar Drengen har forklaret, at Hamann holdende ham i Siderne med stive Arme, trykkede ham fast op til Væggen, da har Hamann bestemt erklæret, at han ikke tror at have gjort dette, og i ethvert Fald benægtet at have gjort det med Forsæt. Medens Smerterne efter de tvende første Revselser ifølge Drengens Forklaring fortog sig efter nogle Dages Forløb, har denne derimod udsagt, at han, der omtrent ved Juletid havde begyndt at føle Smerter i Ryggen paa det Sted, hvor den begyndende Pukkeldannelse nu har vist sig, mærkede, at dette Sted ved den ham senest tilføjede Overlast fra Hamanns Side blev trykket stærkt, og umiddelbart derefter forøgedes Smerterne i Ryggen og over Brystet, idet han dog hele Tiden var oppe og forrettede sit Arbejde. Da Drengen imidlertid stadig klagede sig, sendte Hamann ham et Par Dage efter, den 23 Januar d. A. hen til Lægen, der, da Drengen angav at have Smerter, som spændte ham om Livet, foreskrev ham at bruge nogle Pulvere, hvilke Lægen ligeledes ordinerede ham ved en fornyet Konsultation den 6 Februar d. A. Hvad dernæst angaar Tiltalte Jensen, er det oplyst, at han, der jevnlig, men dog altid kun med Hænderne, har slaaet den ommeldte Dreng - hvad han, der skulde staa til Ansvar for Arbejdets Udførelse, efter sin Paastand var nødt til, da Drengen var saa doven og ikke med det Gode var til at faa til at arbejde den 18 Februar d. A. om Aftenen har givet Drengen et saadant Slag paa Øret eller et saadant Skub, at denne faldt om, og at han, der havde Lædertøfler paa Fødderne, derefter medens Drengen laa paa Gulvet, har sparket ham, hvorved han efter Drengens Forklaring, hvad Jensen heller ikke har turdet benægte, ramte ham blandt andet paa det ømme Sted i Ryggen. Efter Drengens Udsagn græd han af Smerte hele den Nat, og den paafølgende Uge bleve Smerterne baade i Ryggen og over Brystet værre, indtil han, som anført, den 25 s. M. blev indlagt paa Sygehuset. Ifølge den af vedkommende Fysikus afgivne Erklæring kan der nu ikke være Spørgsmaal om, at de Drengen af Hamann i September og December f. A. tildelte Revselser skulle kunne være Aarsag til hans nuværende Sygdom, og denne kan derhos heller ikke være fremkaldt hverken ved den Drengen af Hamann i Januar Maaned eller af Jensen den 18 Februar d. A. tilføjede Behandling, eftersom Sygdommen allerede dengang var i fuld Udvikling ; derimod kan det efter Fysici Erklæring ikke benægtes at disse tvende sidstnævnte Behandlinger kunne have foraarsaget *) Betændelsen i den angrebne Ryghvirvel og Drengens Lidelser, uden at de dog kunne antages at have øvet nogen Indflydelse paa Sygdommens Udgang. Herefter og idet det endnu skal bemærkes, at det efter Fycisi Erklæring i ethvert Fald ikke kan antages, at de sidstnævnte, Drengen i indeværende Aar overgaaede Behandlinger vilde have havt nogen skadelig Indvirkning, saafremt Drengen ikke havde lidt af den nævnte Sygdom, og at de Tiltalte efter det Foreliggende ikke kunne antages at have havt nogen Kundskab om denne Sygdoms Existents og naar hertil for Tiltalte Hamanns Vedkommende kommer, at det end ikke kan anses godtgjort, at han, som af Fysikus ved Afgivelsen af den nævnte Erklæring forudsat, ved den ovenomhandlede Lejlighed i Januar Maaned har trykket Drengen op imod Væggen, kunne ingen af de Tiltalte anses overbeviste ved den af dem imod Drengen anvendte Vold at have tilføjet ham enten Saar eller Skade paa Helbred, men Tiltalte Hamann findes dog ligeoverfor den sygeligt udseende Dreng paa en utilbørlig Maade at have overskredet Revselsesrettens Grændser og vil derfor i Medfør af Straffelovens § 202, 2det Membrum, være at anse med 1 Maaneds simpel Fængsel, medens Tiltalte Jensen, hvis Forhold efter det Anførte ikke kan gjøres til Gjenstand for offentlig Paatale, vil være at frifinde for Aktors Tiltale, og Underretsdommen, der for Tiltalte Jensens Vedkommende er kommet til det samme Resultat, medens Tiltalte Hamann derimod ved samme i Medfør af Analogien af Frd. 21 Marts 1800 § 16 er anset med en Bøde af 40 Kr. til Birkets Politikasse , vil derfor i Overensstemmelse hermed være at forandre, og findes Aktionens Omkostninger, som det ved Dommen er paalagt de Tiltalte in solidum at udrede, at burde betales af Tiltalte Hamann, saaledes at Tiltalte Jensen in solidum med ham deraf udreder Halvdelen.

*) Skal være "forøget".

(Højesteretstidende 1884-85).

Frederik Safft 1841-1883. (Efterskrift til Politivennen)

I maj 1869 udkæmpedes et brydeslag mellem en københavnsk og en engelsk bryder der var født i Bremen. Kampen blev i aviserne udlagt nærmest som et slag mellem dansk og tysk. Det regnes også for at være den første organiserede brydekamp i Danmark. Den blev beskrevet således i Folkets Avis 21. maj 1869 (i uddrag):

Endelig viser Kæmperne sig paa Forhøiningen i Bryderdragt, c: Trikots og Svømmebeenklæder. Hs. Maj. Heygster den Sidste, hvem vi her første Gang har den Ære at tage i Øiesyn, yder aldeles ikke noget indtagende Skue; skjøndt vi har Tegners Ord for, at "det starka är det sköna värdt" og skjøndt saavel den ældre som den nyere Historie opviser uforklarlige Exempler paa Athleiernes bedaarende Indvirkning endogsaa paa høitsiddcnde Damehjerter, tvivler vi paa, at han vil være farlig for nogen af vore Skjønne. Han er en Kolos af Middelhøide, men hans vældige Former er altfor pølseagtige, og Maven Indtager en aldeles forholdsløs Deel af hans Legeme. Hovedet, der minder om en af de skumleste romerske Keiserbuster - vi husker ikke, om det er Karakallos eller Kommodus's - gaaer spidst opad og skraaner jævnt udad, bredest ved Roden; det sidder uden nogen egenlig Hals fast paa Skuldrene som en stor Vorte - som et Kuppeltaarn paa en Monitor. Skulde vi sammenligne ham med et af Arena's Uhyrer, blev det snarere med Elefanten end med Løven.

Hans Modstander er omtrent af samme Høide, har ikke slet saa svære Farmer, men er mere velbygget og muskelfast samt betydelig Yngre; han er i hele sit Ydre og sin Optræden en fuldstændig Typus for en af Kjøbenhavns "stærke Mænd" - man kunde ikke et Øieblik tage feil af, hvem af de to der var Kjøbenhavneren.

Tegnet givet. Heygster stiller sig i en ægte Bryder- og Boxerstilling: foroverbøiet, Hovedet trykket ned i Kroppen, omtrent som en Skildpadde, Hænderne under hinanden nedenfor Ansigtet. Safft gaaer ham imøde rank og ret, med udbredte Arme, og gjør gjentagne Gange en Haandbevægelse, der synes at sige: "Vær's artig at tage for Dem!", men Heygsler lader sig ikke lokke ud af sin dækkede Stilling. Nu begynder Angrebet. Safft fatter Modstanderen om Haandledene, skifter et Par Gange Tag og griber ham om Armene; men det viser sig strax, at Bryderkongen maa vige tilbage, og netop idet han tr næc ved Randen af Kamppladsen, kastes han paa Ryggen mod Gulvet. Han gjør en hurtig Vending og lægger sig paa Maven - som det synes: en Finte for at vildlede Dommen over Resultatet, men - det hjælper ikke. En tusinddobbelt vox populi forkynder med skingrende Hurraraab, at "Dansken har Seier vundet", og Jubelen lægger sig ikke, før Seirherren, omklædt i borgerligt Dragt, har viist sig paa Kamppladsen og modtaget et nyt Begeistringsudbrud.

(Folkets Avis 21. maj 1869, uddrag)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 4. maj 1869. Der strømmede så mange mennesker til at pladsen måtte forlægges til Christiansborg Ridebane. Den 10. maj 1869 meddeltes at næste onsdag på Christiansborg Slots ridebane ville værtshusholder Safft prøve kræfter med "Brydekongen". Det var sidste chance på det sted. Herefter ville kampene igen være på Alhambra. Safft skal efter sigende være blevet rådet til at vente til sidste dag så Heygster blev banket mør. Og endelig den 18. maj kunne aviserne meddele at Safft havde vundet over den tyske bersærk! Han blev i flere aviser sammenlignet med Holger Danske og Niels Ebbesen.

Den 30. maj 1869 afholdtes en slags revanchekamp i Alhambra. Safft formåede ikke at kaste sin modstander og vandt således ikke den udlovede dusør. Safft blev heller ikke kastet. I Odense forbød politimesteren Geygster at prøve kræfter med de lokale stærke mænd. 

Den 3. oktober optrådte Safft i Alhambra med bryderen Otto Kempf fra Sachsen. Safft blev allerede i første omgang - til publikums udtalte utilfredshed - kastet, men erklærede sig villige til at genoptage kampen om et par dage. Safft udviste imidlertid senere på dagen en så voldelig adfærd overfor Kempf at politimesteren forbød flere kampe. Da Safft senere fulgte efter Kampf til Odense, nægtede denne at kæmpe mod Safft. Herefter forsvandt avisernes interesse for ham. Nogle år efter blev Safft besejret og hans status som ”nationalhelt” forsvandt. I november 1872 åbnede Safft et kage- og brødudsalg i Præstø. Oktober 1873 åbnede han en beværtning i Løvstræde 8. I oktober 1874 overtog Safft et bageri i Landemærket 3. Da han døde, havde han forretning på Blegdamsvej.

I de følgende år besejrede franske brydere stærke Københavnere, og det irriterede publikum så stærkt at politidirektøren forbød brydekamp i København for en længere årrække. Det blomstrede dog op igen med Magnus Bech-Olsen, se indslag herom på bloggen.

Frederik Safft, hvis Død er omtalt i flere Blade, omtales paa følgende Maade i "Skanderb. A. Av.": Han var oprindelig Bagersvend og etablerede sig i Tredserne som Bager og Værtshusholder i Hyskenstræde, hvor han leiede sig en overmaade beskeden Kjælder. Saa kom den tydske "Bryderkonge" Heygster til Kjøbenhavn og optraadte i Alhambra som den "stærke Mand", indbydende andre stærke Mænd til at brydes med sig, udlovende store Pengesummer til den, der kunde kaste ham til Jorden, og fristede baade af Æren og Pengene meldte der sig adskillige Kraftkarle for at slaas med Tyskeren. Hvilken Skandale var det nu ikke i Københavnernes Øine, ja, hvilken national Skandale var det ikke!! Det var jo kort efter 1864, og Folk havde endnu i frisk Erindring de bittre Minder fra den Tid og de store Ydmygelser, der var overgaaet den danske Hær og det danske Folk. Hvor var den Mand, som kunde kaste Heygster og redde Kjøbenhavnernes, ja hele Danmarks Ære! Manden blev Fredetik Safft, den stærke, henved 30 Aar gamle Bager, ret et ægte Kjøbenhavnerbarn. Stærk som en Løve, sindig og rolig i sin Optræden, vel sagtens i Følelsen af, hvilket Ansvar, der hvilede paa ham, og med hvilket Haab, man saa op til ham, mødte han paa Arenaen i Alhambra, medens Tusinder og atter Tusinder med forventningsfulde Blikke saa op til ham, madende ham og Tydskeren og hviskende "Safft klarer sig nok". Og Safft klarede sig tappert. Han tog den tykke, bomstærke og sejrsstolte Tydsker, kastede ham i Veiret, bøiede ham i Knæ og kastede ham deres cr bort fra sig med en saadan Kraft, at Tydskeren trillede hen ad Bræddegulvet under endeløs Jubel fra Publikums Side. Safft var fra dette Øieblik en god Stund Dagens Helt i Kjøbenhavn; Alt dreiede sig om ham, der taltes ikke om Andre end Safft. Hans Portræter saaes alle Steder, hans Beværtning bestormedes; Kafeer opkaldtes efter ham; Resultatet af adskillige Væddemaal, der vare holdte i Anledning af Brydekampens Udfald, tilsendtes ham osv. Og Heygsters Tid var selvfølgelig forbi med det samme. - Saa kom "Bryderkongen" Otto Kempf til Kjøbenhavn; heller ikke ham kunde man kaste, før Safft gjorde det; men saa var det i en ny Brydekamp at Safft maatte ligge under, og dermed sank han Dag for Dag i Anseelse, indtil han til Slutning blev helt glemt. Han døde kun lidt over 40 Aar gl,; hans Forretning i Hyskenstræde var han for længe siden fraflyttet og Værtshusholderiet havde han helt opgivet; i de sidste Aar af sit Liv levede han som Bager paa Blegdamsveien, og først ved hans Død opfriskedes Mindet om denne i sin Tid saa "berømte Mand".

(Isefjordsposten 10. november 1883).

Begravelsen foregik fra Søetatens Kirkegaards Kapel, aka Holmens Kirkegård 8. november 1883.

Fotograf Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Bager Frederik Safft (1841-1883), København, bryder. 1867. Det kongelige Bibliotek.

Mishandling af Tjenestepige. (Efterskrift til Politivennen)

I januar 1861 havde 5 personer, herunder bagermester Jonathan Emilius Nielsen (1819-1879), Pilestræde 26 startet en indsamling til morgenmad for fattige og arbejdsløse, hvis bryggere, sukkerraffinadører og bagere ville forsyne dem med øl, sirup og gammelt brød. Bespisningen begyndte 13. januar 1861 med 300 portioner i Borgergade eller Studietrædes dampkøkken. I november 1861 købte bagermester J. E. Nielsen bagergården på hjørnet af Pilestræde og Antonistræde af løjtnant Jørgensen for 23.000 rigsdaler. Den samme godgørenhed gjaldt ikke en tjenestepige hos bagermesteren selv:

Tyendesag. Kjøbenhavns Magistrat havde forlangt Bager Nielsen i Pilestræde tiltalt, fordi han havde vægret sig ved at betale Omkostningerne ved en af hans Tjenestepigers Forpleining paa Kommunehospitalet, medens derimod Bager Nielsen paastod, at han, da hans Tyende selv havde forladt Konditionen hos ham, Intet kunde være pligtig at betale. Da Sagen igaar foretoges ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, forklarede den omtalte Tjenestepige, Marie Christine Hansen, at hun var bleven behandlet paa en saa umenneskelig Maade af sin Madmoder, Bager Nielsens Hustru, at dette Forhold, hvis det befindes at være sandt, maatte paadrage Madmoderen Straf efter Tyendeloven. Pigen havde nemlig, efter sin Forklaring, i nogle Dage følt sig upasselig og var derfor den 27de September bleven liggende i sin Seng, da hun kun med Møie kunde staae paa Benene. Mad. Nielsen var derpaa kommen op paa Pigens Kammer og havde opfordret hende til at staae op for at lave Mad, "idet hun ikke kunde give sine Tyender Logis og Kost, for at de skulde blive liggende tilsengs". Tjenestepigen paastod, at hun ikke kunde staae op, og Mad. Nielsen truede hende derfor med at lade hende kaste ud af Huset af Karlen, og da Pigen alligevel blev liggende, lod hendes Madmoder alle Vinduer og Døre lukke op i Pigekammeret. Nu stod Pigen op og begav sig hen til den nærmeste Politistation for at klage over denne Behandling, og da hun befandtes at være meget lidende, blev hun kjørt ud paa Kommunehospitalet, hvor hun blev erklæret for at lide af tyfoid Feber, og hvor hun var under Lægebehandling indtil den 15de Oktober. Tillige gjorde Pigen Fordring paa 4 Rdl. 16 Sk. i Løn for September Maaned. Den for Bager Nielsens Hustru mødte Fuldmægtig benægtede imidlertid Rigtigheden af Pigens Forklaring, idet Pigen kun skulde have anstillet sig syg og af sig selv var bortgaaet fra Konditionen uden at vare nødt dertil. Af den Grund meente den Tiltalte heller ikke at være pligtig til al betale for Pigens Ophold paa Hospitalet, og hvad endelig Pigens Fordring paa 25 Mark angik, da kunde der kun tilkomme hende 2 Rdl., idet hun var pligtig at erstatte sin Madmoder nogle til 13 Mark vurderede Gjenstande, som hun i sin Konditionstid havde ituslaaet. Sagen kunde som Følge deraf ikke afgjøres i Retsmødet, men udsattes, for at begge Parter kunde føre Vidner for deres Udsagns Rigtighed.

(Dagbladet (København) 7. november 1866).

Tvendesag. Igaar sluttedes ved den offenlige Politiret den af os tidligere omtalte, imod Bagermester Nielsen og Hustru i Pilestræde deels af Magistraten og deels af Kjøbenhavns Politidirekteur anlagte Sag, hvorunder Hr. Nielsen var tiltalt, fordi han havde nægtet at udrede Omkostningerne ved Pigen Marie Christine Hansens Henliggen som Patient paa Kommunehospitalet, og Mad. Nielsen, fordi hun skulde have bortviist den omtalte Pige i syg Tilstand. Bager Nielsen havde udenfor Retsmødet afgjort Sagen ved at betale Pigen hele det Beløb, hun gjorde Fordring paa, nemlig Løn for September og Oktober Maaned a 4 Rdl. 16 Sk. maanedlig og Kostpenge a 24 Sk. daglig fra den Dag, da hun blev bortviist fra Tjenesten. Dette Beløb, der udgjorde 17 Rdl. 32 Sk., tilfaldt imidlertid ikke Pigen, men udbetaltes til Magistraten som Dækning af det Beløb, der skulde udredes for hendes Ophold paa Hospitalet, og derhos betalte Bageren, da hans Kone maatte ansees for at have indrømmet, at hun havde bortviist Klagerinden i syg Tilstand, en Bøde af 5 Rdl. til Rettens Fattigkasse.

(Dagbladet (København) 9. november 1866)

Annonce i Kjøbenhavns Veiviser for Reisende, med en Plan over Kjøbenhavn, Broerne og ... (1862).

J. E. Nielsen annoncerede jævnligt i aviserne fra 1860 til under forskellige bagerinavne: "Franskbageriet" (1862), "Boulagerie francaise" (1866-1867) - da solgte han også fransk syltetøj og italiensk makaroni. I 1870erne fik han & Søn med i navnet. Herefter forsvinder han ud af avishistorien.

Pilestræde 26 (til venstre) for hjørneforretningen i nr. 18 på hjørnet af Antonigade (til højre). Foto Erik Nicolaisen Høy.