21 februar 2016

Et Brev til Udgiveren fra Frederiksverk.

Bageren i Frederiksværk har i den senere tid nogle gange været genstand for deres blad. Og næppe nogen af værkets beboere vil nægte hr. Th. Englisch grund til sin anke. Da kun få udenfor værket imidlertid kender bageren, og derved let kunne få et andet begreb om manden end han fortjener, så anser jeg det for min pligt at meddele nogle oplysninger.

For 30 år siden forpagtede Fatzler, dengang mestersvend hos bager Hamborg på Vesterbro, bageriet på Frederiksværk. Og fra den tid har manden uden forskud og understøttelse ført sin bedrift ordentligt, betalt sine afgifter i rette tid og holdt sine bygninger i forsvarlig stand. Han har ikke alene nøjagtigt holdt sine forpligtelser ved at svare enhver sit, men endog vist megen goddædighed og understøttet trængende.


I denne lange tid har han haft mange familiesorger. Mistet to koner, alle sine børn, især en søn som skulle understøtte hans alderdom og i det hele ladet 12 lig føre ud af sit hus. Han lider af et smertefuldt tilfælde som i den alder ikke kan helbredes, og hindrer ham i at tage del i noget arbejde, og forstyrrer hans sindsro da han som udlænding så at sige er ene og fremmed her i landet. Således har alder, kummer og svaghed sat i denne før meget driftige og duelige mand ud af stand til at have det forrige tilsyn med sin næringsvej. Og han må beklages af dem som kender hans retskaffenhed. I 30 år har han forestået militærbagningen her på stedet, uden at jeg kender nogen anke ført over ham


Frederiksværk den 1. august 1825.
Tscherning, inspektør.


(Politivennen nr. 503. Løverdagen den 20de August 1825, s. 9942-9943)

Redakteurens Anmærkning.

Bagermester Fatszler døde 3 år senere, hvilket fremgik af følgende notits i Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 6. juni 1828:
At min Mand Bagermester Carl Stephanus Fatzler, efter mange haarde Lidelser, ved Døden er afgaaet den 14de i denne Maaned, i sit Alders 63 Aar, tilkiendegives herved sørgeligst fraværende Familie og Venner; og indkaldes derhos Enhver, som maatte have nogen lovlig Fordring paa bemeldte min afdøde Mand eller nu hans Boe, at anmelde og legitimere saadan for mig og mine antagne Laugværge, inden 12 Ugers Forløb
Frederiksværk, den 27de Mai 1828.
Marie Fatzler, født Olsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar